61995A0224

1 Annullationssoegsmaal - Faellesskabets retsinstansers kompetence - paastand om, at der gives et paabud om at foretage de noedvendige undersoegelser med henblik paa at godtgoere en aftale, som er genstand for en klage - afvisning

(EF-traktaten, art. 173 og 176)

2 Annullationssoegsmaal - soegsmaal til proevelse af en afgoerelse, som blot bekraefter en tidligere afgoerelse - afvisning - begrebet bekraeftende beslutning - beslutning, der skal erstatte en tidligere annulleret beslutning - del af beslutningen, der gentager begrundelser i den tidligere beslutning, der ikke er beroert af dommen om annullation

(EF-traktaten, art. 173)

3 Institutionernes retsakter - begrundelse - forpligtelse - raekkevidde - beslutning om anvendelse af konkurrencereglerne

(EF-traktaten, art. 190)

4 Konkurrence - administrativ procedure - undersoegelse af klager - forpligtelse til at behandle klagen - foreligger ikke

(Raadets forordning nr. 17, art. 3)

5 Annullationssoegsmaal - dom om annullation - virkninger - forpligtelse til at traeffe foranstaltninger til opfyldelse heraf - raekkevidde - hensyntagen til saavel praemisserne som domskonklusionen - opfyldelsen behaeftet med de samme mangler som dem, der foerte til annullationen - ulovlighed - forpligtelse til en fornyet stillingtagen til de aspekter, der ikke er beroert af dommen - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 173 og 176)

6 Retspleje - staevning - formkrav - kort fremstilling af soegsmaalsgrundene

(EF-statutten for Domstolen, art. 19; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1)

7 Paastande i et annullationssoegsmaal om, at det paalaegges Kommissionen at foretage de noedvendige undersoegelser med henblik paa at godtgoere en aftale, som er genstand for en klage, kan ikke antages til realitetsbehandling. Faellesskabets retsinstanser kan ikke rette paabud til institutionerne i forbindelse med den legalitetskontrol, de foretager, og det paahviler den paagaeldende institution i medfoer af traktatens artikel 176 at traeffe de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af en dom i et annullationssoegsmaal.

8 En beslutning, der blot bekraefter en tidligere beslutning, er ikke en retsakt, der kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal. En retsakt, som blot bekraefter en tidligere retsakt, kan nemlig ikke give de beroerte personer mulighed for at rejse spoergsmaalet om den bekraeftede retsakts lovlighed paa ny.

Det foelger heraf, at en sagsoeger ikke i forbindelse med et soegsmaal til proevelse af en beslutning, der skal erstatte en tidligere beslutning, som Faellesskabets retsinstanser kun har annulleret delvis, kan anfaegte den del af beslutningen, som ordret gentager grunde, der allerede var indeholdt i den tidligere beslutning, og som ikke er beroert af dommen om annullation.

9 Den begrundelse, der kraeves efter traktatens artikel 190, skal klart og utvetydigt angive, hvilke betragtninger den faellesskabsmyndighed, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, dels saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret. Kommissionen er herved ikke i begrundelsen for de beslutninger, den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte har paaberaabt sig til stoette for deres anmodning, idet den kun behoever at redegoere for de faktiske og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende for beslutningens konklusion.

10 Kommissionen har, naar den modtager en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, ikke pligt til at behandle klagen, men den har pligt til at foretage en omhyggelig undersoegelse af de faktiske og retlige omstaendigheder, som den klagende part har fremfoert, med henblik paa at undersoege, om de noedvendige omstaendigheder giver grundlag for at antage, at der foreligger en adfaerd, som kan fordreje konkurrencen inden for Faellesskabet og paavirke handelen mellem medlemsstaterne.

11 Naar Faellesskabets retsinstanser annullerer en retsakt fra en institution, har institutionen i henhold til traktatens artikel 176 pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger. Institutionen skal for at efterkomme dommen og opfylde den fuldt ud ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men ogsaa til de praemisser, som har foert til domskonklusionen, og som danner det fornoedne grundlag for denne i den forstand, at de er noedvendige, naar det skal afgoeres, hvad konklusionen helt praecist gaar ud paa. Det er nemlig disse praemisser, som dels fastslaar, noejagtig hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver de noejagtige grunde til den i konklusionen fastslaaede ulovlighed, og som den paagaeldende institution skal tage hensyn til, naar den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret.

Den beroerte institution har ganske vist i medfoer af traktatens artikel 176 pligt til at undgaa, at retsakter, der skal erstatte den annullerede retsakt, bliver behaeftet med de samme mangler som dem, der er konstateret i dommen om annullation, men det kan ikke kraeves af institutionen, at den paa ny tager stilling til aspekter i beslutningen, der ikke er beroert af dommen om annullation.

12 Staevningen skal indeholde en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Denne angivelse skal vaere saa klar og praecis, at sagsoegte faar mulighed for at tilrettelaegge sit forsvar og Retten for at traeffe afgoerelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til stoette herfor. Staevningen skal derfor udtrykkeligt angive de grunde, som soegsmaalet stoettes paa, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i statutten for Domstolen og Rettens procesreglement.

I sag T-224/95,

Roger Tremblay, Vernantes (Frankrig),

Harry Kestenberg, Saint-André-Les-Vergers (Frankrig),

og

Syndicat des exploitants de lieux de loisirs (SELL), en fransk sammenslutning, Paris, ved advokat Jean-Claude Fourgoux, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Pierrot Schiltz, 4, rue Béatrix de Bourbon,

sagsoegere,

stoettet af

Music User's Council of Europe (MUCE), en engelsk forening, Uxbridge (Det Forenede Kongerige), ved advokat Jean-Louis Fourgoux, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Pierrot Schiltz, 4, rue Béatrix de Bourbon,

og

Associazione italiana imprenditori locali da ballo (SILB), en italiensk sammenslutning, Rom, ved advokat Jean-Claude Fourgoux, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Pierrot Schiltz, 4, rue Béatrix de Bourbon,

intervenienter,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Giuliano Marenco og Guy Charrier, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Den Franske Republik ved kontorchef Kareen Rispal-Bellanger og fuldmaegtig Jean-Marc Belorgey, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Frankrigs Ambassade, 8 b, boulevard Joseph II,

intervenient,

hvori der er nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 13. oktober 1995 om at afvise de klager, der blev indgivet den 4. februar 1986 af bl.a. Roger Tremblay og Harry Kestenberg i henhold til artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), for saa vidt angaar klagepunktet om, at ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater har delt markedet imellem sig og saaledes skabt en fuldstaendig afskaermning af de nationale markeder, dels om, at det paalaegges Kommissionen at foretage de noedvendige undersoegelser med henblik paa at godtgoere den paastaaede aftale,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS<"A_C1", Font = F3, Tab Origin = Column>

(Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.W. Bellamy, og dommerne A. Kalogeropoulos og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 29. maj 1997,

afsagt foelgende

Dom

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Den 4. februar 1986 indgav en sammenslutning af diskoteksindehavere ved navn BEMIM (Bureau européen des médias de l'industrie musicale), som Roger Tremblay og Harry Kestenberg, der er selvstaendige diskoteksindehavere, dengang var medlem af, i medfoer af artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter »forordning nr. 17«), en begaering til Kommissionen om at faa fastslaaet nogle overtraedelser af EOEF-traktatens artikel 85 og 86. Overtraedelserne haevdedes at vaere begaaet af Société des auteurs, compositeurs et éditeurs de musique (herefter »SACEM«), som er det franske selskab, der administrerer ophavsrettigheder til musikvaerker. Kommissionen modtog i oevrigt lignende klager fra andre klagere i perioden fra 1979 til 1988.

2 Den naevnte klage af 4. februar 1986 indeholdt i det vaesentlige foelgende klagepunkter. Det foerste gik ud paa, at der var sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, idet ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater havde delt markedet imellem sig - og saaledes skabt en fuldstaendig afskaermning af de nationale markeder - ved at indgaa gensidige repraesentationskontrakter, hvorefter ophavsretsselskaberne ikke har ret til at kontrahere direkte med brugere, der har hjemsted i en anden medlemsstat. De to andre klagepunkter gik ud paa, at der forelaa en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86, idet SACEM dels opkraevede for hoeje og diskriminerende afgifter, dels naegtede at lade de franske diskoteker erhverve brugsretten til det udenlandske repertoire alene.

3 Paa baggrund af de modtagne klager ivaerksatte Kommissionen nogle undersoegelser, idet den fremsatte begaeringer om oplysninger i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17.

4 Behandlingen af klagerne blev stillet i bero, efter at Cour d'appel d'Aix-en-Provence, Cour d'appel de Poitiers og Tribunal de grande instance de Poitiers fra december 1987 til august 1988 havde indgivet anmodninger om praejudicielle afgoerelser til Domstolen, hvorved der under henvisning til traktatens artikel 85 og 86 bl.a. blev rejst spoergsmaal om stoerrelsen af de af SACEM opkraevede afgifter, indgaaelsen af gensidige repraesentationskontrakter mellem nationale ophavsretsselskaber og det forhold, at fremfoerelseskontrakterne mellem SACEM og de franske diskoteker skulle omfatte hele repertoiret. I sine domme af 13. juli 1989 (henholdsvis sag 395/87, Tournier, Sml. s. 2521, paa s. 2580, og forenede sager 110/88, 241/88 og 242/88, Lucazeau m.fl., Sml. s. 2811, paa s. 2834) fastslog Domstolen bl.a., at »EOEF-traktatens artikel 85 skal fortolkes saaledes, at den forbyder enhver form for samordnet praksis mellem nationale ophavsretsselskaber i medlemsstaterne, som kan have til formaal eller til foelge, at det enkelte selskab naegter brugere, der er etableret i en anden medlemsstat, direkte adgang til sit repertoire. Det tilkommer de nationale retsinstanser at afgoere, om der faktisk har fundet en saadan samordning sted mellem de paagaeldende ophavsretsselskaber«.

5 Efter afsigelsen af disse domme genoptog Kommissionen sine undersoegelser, saerlig for saa vidt angaar forskellene mellem de afgifter, der anvendes af de forskellige ophavsretsselskaber inden for Faellesskabet. Resultaterne af Kommissionens undersoegelse blev fremlagt i en rapport af 7. november 1991.

6 Den 18. december 1991 blev der paa vegne af bl.a. Roger Tremblay, Harry Kestenberg og BEMIM sendt en skrivelse til Kommissionen, hvori denne i henhold til EOEF-traktatens artikel 175 blev opfordret til at tage stilling til klagerne.

7 Den 20. januar 1992 tilstillede Kommissionen BEMIM en underretning i henhold til artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter »forordning nr. 99/63«). I denne skrivelse anfoerte Kommissionen, at den paa baggrund af subsidiaritetsprincippet og princippet om decentralisering ikke fandt, at de i klagerne tilvejebragte oplysninger kunne give grundlag for at tage klagerne til foelge, da der ikke var nogen interesse for Faellesskabet, fordi de kritiserede former for praksis i det vaesentlige kun havde betydning paa nationalt plan, og da der allerede var anlagt sag ved flere franske domstole.

8 Den 20. marts 1992 fremsatte sagsoegernes advokat nogle bemaerkninger til skrivelsen af 20. januar 1992, idet han anmodede Kommissionen om at fortsaette sin undersoegelse og sende en meddelelse om klagepunkter.

9 Ved skrivelse af 12. november 1992 meddelte konkurrencekommissaeren klagerne, at den begaering om konstatering af overtraedelser af traktatens artikel 85 og 86, som de havde indgivet, blev endelig afvist.

10 Den 11. januar 1993 blev der anlagt annullationssoegsmaal ved Retten til proevelse af beslutningen af 12. november 1992.

11 Ved dom af 24. januar 1995 (sag T-5/93, Tremblay m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 188, herefter »Tremblay I-dommen«) annullerede Retten (Anden Afdeling) beslutningen af 12. november 1992 paa grund af en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190, for saa vidt som Kommissionen herved afviste sagsoegernes klagepunkt om en opdeling af markedet som foelge af en paastaaet aftale mellem SACEM og ophavsretsselskaberne i de andre medlemsstater, idet Kommissionen i oevrigt blev frifundet.

12 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 24. marts 1995 ivaerksatte Roger Tremblay, Harry Kestenberg og Syndicat des exploitants de lieux de loisirs (herefter »SELL«) appel med paastand om ophaevelse af Rettens dom, for saa vidt som Kommissionen herved blev frifundet i relation til den del af beslutningen af 12. november 1992, hvori klagepunkterne om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86 afvises.

13 Paa baggrund af Tremblay I-dommen tilstillede Kommissionen den 23. juni 1995 sagsoegernes advokat en meddelelse i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63 (herefter »artikel 6-skrivelsen«).

14 I skrivelsen henviste Kommissionen indledningsvis til, at Retten i den naevnte dom havde fundet, at begrundelsen for beslutningen af 12. november 1992 ikke havde givet sagsoegerne mulighed for at goere sig bekendt med grundlaget for afvisningen af deres klage, for saa vidt som denne vedroerte en paastaaet opdeling af markedet som foelge af de gensidige repraesentationskontrakter mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater.

15 I afsnittet »Retlig bedoemmelse« i artikel 6-skrivelsen redegjorde Kommissionen foerst for de resultater, Domstolen naaede frem til i de ovennaevnte domme i sagerne Tournier og Lucazeau m.fl., for saa vidt angaar spoergsmaalene om de nationale ophavsretsselskabers opbygning af et net af gensidige repraesentationskontrakter og den praksis, selskaberne foelger ved kollektivt at naegte brugere af musik, der er etableret i andre medlemsstater, direkte adgang til selskabernes respektive repertoirer.

16 Kommissionen henviste i denne forbindelse til, at Domstolen i de naevnte domme havde udtalt, at gensidige repraesentationskontrakter, der indfoerer en eneret i den forstand, at selskaberne forpligter sig til ikke at give brugere af indspillede musikvaerker, der er etableret i udlandet, direkte adgang til deres repertoirer, kan vaere omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1. Den tilfoejede dog, at eftersom eneretsklausulerne i de gensidige repraesentationskontrakter var blevet ophaevet, uden at det havde medfoert en aendring af ophavsretsselskabernes praksis med at naegte at overlade deres repertoirer til et andet selskab end det, der er etableret paa det paagaeldende omraade, havde Domstolen dernaest undersoegt, om selskaberne ikke reelt havde opretholdt deres eneret gennem en samordnet praksis. Kommissionen anfoerte i denne forbindelse, at Domstolen ganske vist havde bemaerket, at en samordning mellem nationale ophavsretsselskaber, som maatte have til foelge, at udenlandske brugere konsekvent naegtes direkte adgang til repertoirerne, maa antages at vaere en konkurrencebegraensende samordnet praksis, som kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, men at den dog ogsaa havde understreget, at en saadan samordning ikke kan antages at foreligge, saafremt den parallelle adfaerd kan forklares ud fra andre hensyn end en samordning. Kommissionen henviste til, at dette ifoelge Domstolen »kunne vaere tilfaeldet, hvis ophavsretsselskaberne i de oevrige medlemsstater - saafremt der var direkte adgang til deres repertoirer - var forpligtet til at opbygge deres egen forvaltnings- og kontrolordning paa en anden medlemsstats omraade«.

17 Paa grundlag af disse principper anfoerte Kommissionen dernaest i skrivelsen, at den fortsat var af den opfattelse, at selv om der maatte konstateres en vis parallel adfaerd i forbindelse med de forskellige medlemsstaters ophavsretsselskabers afslag paa de anmodninger om direkte adgang til deres repertoirer, der fremsaettes af diskotekerne i andre medlemsstater, skyldes denne parallelle adfaerd blot, at de forskellige ophavsretsselskaber er i lignende situationer. Kommissionen henviste i denne forbindelse til generaladvokat Jacobs' forslag til afgoerelse i ovennaevnte Tournier-sag og i sagen Lucazeau m.fl. (Sml. 1989, s. 2536), hvori han understregede, at markedet for ophavsrettigheder er usaedvanligt og kun kan beskyttes effektivt gennem en permanent kontrol og forvaltning inden for de nationale omraader. Kommissionen bemaerkede i denne forbindelse, at ethvert ophavsretsselskab, der oensker at drive virksomhed paa et andet omraade end dets eget, maatte oprette en administration, som kunne forhandle kontrakter med kunder, kontrollere de forhold, der er grundlag for afgiftsberegningen, overvaage anvendelsen af dets repertoire og traeffe de foranstaltninger, der maatte vaere noedvendige i tilfaelde af kraenkelser af dets ophavsrettigheder, hvorfor hvert selskab vil kunne lade sit repertoire forvalte billigere og mere effektivt ved at lade det administrere af det selskab, der allerede er etableret paa det paagaeldende omraade.

18 Under henvisning til Domstolens dom af 31. marts 1993 i sagen Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl., »cellulosedommen« (forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Sml. I, s. 1307), anfoerte Kommissionen endvidere, at en samordnet praksis ikke er den eneste sandsynlige forklaring paa ophavsretsselskabernes anfaegtede adfaerd, idet selskaberne ifoelge Kommissionen ikke har nogen interesse i at benytte en anden metode end at overlade forvaltningen til det selskab, der er etableret paa det paagaeldende omraade.

19 Kommissionen konkluderede paa den baggrund:

»... da Kommissionen ikke har modtaget andre klager eller fra Deres side modtaget beviser eller konkrete holdepunkter for, at der foreligger en saadan samordnet praksis, og da Kommissionen ikke selv har kunnet tilvejebringe saadanne holdepunkter, kan den ikke antage, at den paagaeldende parallelle adfaerd skyldes en aftale eller en samordnet praksis mellem ophavsretsselskaberne«.

20 Afsnittet »Konklusion« i skrivelsen af 23. juni 1995 lyder saaledes:

»Under disse omstaendigheder finder Kommissionen, at den del af klagerne fra Roger Tremblay, François Lucazeau og Harry Kestenberg, der vedroerer en paastaaet opdeling af de nationale markeder for ophavsrettigheder til musik som foelge af en aftale eller en samordnet praksis mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater, ikke er berettiget.

Kommissionen skal derfor i overensstemmelse med artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 meddele Dem, at den har til hensigt at afvise denne del af klagerne fra Roger Tremblay, François Lucazeau og Harry Kestenberg officielt.«

21 Den 24. juli 1995 fremsendte sagsoegernes advokat paa vegne af Roger Tremblay og Harry Kestenberg nogle bemaerkninger til meddelelsen af 23. juni 1995, idet han naermere gjorde gaeldende, at Kommissionen i artikel 6-skrivelsen »blot anfoerte, at den ikke havde kunnet tilvejebringe nogen konkrete holdepunkter for en samordnet praksis, uden at paavise, at den havde soegt efter saadanne holdepunkter«, og at den »ikke godtgjorde, at den havde foretaget en saadan undersoegelse, som dommen fra Retten i Foerste Instans burde have foranlediget den til«. Under paaberaabelse af, at der er sket en samordning mellem de nationale ophavsretsselskaber med henblik paa en opdeling af markedet gennem indgaaelse af gensidige repraesentationskontrakter, og at der foreligger en aftale mellem de samme selskaber med det formaal at fastholde priserne paa et hoejt niveau, gav sagsoegernes advokat udtryk for, at de grunde, Kommissionen havde angivet for at afvise klagen for saa vidt angaar klagepunktet om en aftale, derfor var irrelevante, og han anmodede Kommissionen om enten at fortsaette undersoegelsen eller at stille sagen i bero, indtil Domstolen havde truffet afgoerelse i appelsagen til proevelse af Tremblay I-dommen.

22 Ved skrivelse af 13. oktober 1995, underskrevet af konkurrencekommissaeren, blev det meddelt Roger Tremblay og Harry Kestenberg, at de klager, de havde indgivet den 4. februar 1986, blev endelig afvist.

23 I skrivelsen af 13. oktober 1995 anfoerte Kommissionen, at der af de grunde, der allerede var redegjort for i artikel 6-skrivelsen af 23. juni 1995, ikke var tilstraekkeligt grundlag for at tage klagerne til foelge, og at de bemaerkninger, klagerne havde fremsat i skrivelsen af 24. juli 1995, ikke indeholdt nogen nye faktiske eller retlige oplysninger, der kunne aendre herved. Kommissionen bemaerkede bl.a., at den i den paagaeldende skrivelse ikke alene var blevet opfordret til at bevise, at der findes en aftale bestaaende i en opdeling af markedet mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater gennem indgaaelse af gensidige repraesentationskontrakter, men ogsaa at der findes en anden aftale mellem de samme selskaber, der har til formaal at fastholde priserne for musikken paa et hoejt niveau.

24 For saa vidt angaar den foerste paastaaede aftale henviste Kommissionen til de grunde, den allerede havde redegjort for i artikel 6-skrivelsen. Med hensyn til den anden paastaaede aftale gjorde Kommissionen indledningsvis under henvisning til Tremblay I-dommen gaeldende, at dette klagepunkt ikke var blevet fremsat i klagen, men udelukkende i de bemaerkninger, klagerne fremkom med den 20. marts 1992 som svar paa den tidligere artikel 6-skrivelse af 20. januar 1992. Den konkluderede paa den baggrund, at den ikke havde pligt til at tage stilling til dette klagepunkt, og henviste til, at Retten i sin dom ikke havde undersoegt denne del af beslutningen. Den understregede dog, at de grunde, den allerede havde angivet i punkt 12 i beslutningen af 12. november 1992, fortsat var gyldige, nemlig at det ganske vist ikke kan udelukkes, at der forligger en aftale eller en samordnet praksis mellem ophavsretsselskaberne inden for Groupement européen des sociétés d'auteurs et de compositeurs (herefter »GESAC«) - selv om det ikke har kunnet bevises - men at en saadan aftale eller samordnet praksis ikke kan tillaegges bestemte virkninger med hensyn til afgiftssatserne, da visse af disse er faldet og andre steget siden afsigelsen af ovennaevnte domme i Tournier-sagen og i sagen Lucazeau m.fl., og da afgifterne navnlig fortsat udviser store indbyrdes forskelle.

Retsforhandlinger

25 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. december 1995 har sagsoegerne anlagt naervaerende sag.

26 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 28. maj 1996 har Den Franske Republik anmodet om tilladelse til at intervenere til stoette for sagsoegtes paastande. Ved kendelse af 2. juli 1996 har formanden for Rettens Anden Udvidede Afdeling taget denne begaering til foelge. Sagsoegerne har ikke efter indgivelsen af Den Franske Republiks skriftlige indlaeg fremsat bemaerkninger hertil inden for den fastsatte frist.

27 Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 30. maj 1996 har foreningen Music User's Council of Europe (herefter »MUCE«) anmodet om tilladelse til at intervenere til stoette for sagsoegernes paastande. Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 3. juni 1996 har Associazione italiana impreditori locali da ballo (herefter »SILB«) ligeledes anmodet om tilladelse til at intervenere til stoette for sagsoegernes paastande. Ved kendelser af 9. oktober 1996 har formanden for Rettens Anden Udvidede Afdeling taget disse interventionsbegaeringer til foelge.

28 Ved dom af 24. oktober 1996 har Domstolen forkastet den appel, som Roger Tremblay, Harry Kestenberg og SELL ivaerksatte af Tremblay I-dommen (sag C-91/95 P, Tremblay m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5547).

29 Den 6. november 1996 har Rettens plenum i overensstemmelse med artikel 14 og 51 i Rettens procesreglement besluttet at henvise sagen, som oprindelig var tildelt Anden Udvidede Afdeling, til Anden Afdeling.

30 Da intervenienterne MUCE og SILB ikke indgav skriftlige indlaeg inden for de fastsatte frister, er den skriftlige forhandling afsluttet den 21. november 1996.

31 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal under det offentlige retsmoede den 29. maj 1997.

Parternes paastande

32 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- Kommissionens beslutning af 13. oktober 1995 annulleres, for saa vidt som Kommissionen herved afviste klagen.

- Det paalaegges foelgelig Kommissionen at foretage de noedvendige undersoegelser med henblik paa at godtgoere aftalen.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

33 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

34 Den Franske Republik har nedlagt foelgende paastand:

- Frifindelse.

Paastanden om, at der gives Kommissionen et paabud

35 Sagsoegerne har bl.a. nedlagt paastand om, at det paalaegges Kommissionen at foretage de noedvendige undersoegelser med henblik paa at godtgoere den paastaaede aftale.

36 Det bemaerkes, at Faellesskabets retsinstanser efter fast retspraksis ikke kan rette paabud til institutionerne i forbindelse med den legalitetskontrol, de foretager. Ifoelge traktatens artikel 176 paahviler det den institution, som den annullerede retsakt hidroerer fra, at traeffe de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af en dom i et annullationssoegsmaal (jf. Domstolens dom af 24.6.1986, sag 53/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. s. 1965, praemis 23, og Rettens dom af 13.12.1995, sag T-109/94, Windpark Groothusen mod Kommissionen, Sml. II, s. 3007, praemis 61).

37 Sagsoegernes paastande om, at der gives Kommissionen et paabud, kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

Annullationspaastanden

38 Sagsoegerne har paaberaabt sig tre anbringender. De har for det foerste gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 176, for det andet at den anfaegtede beslutning ikke er tilstraekkeligt begrundet, og for det tredje at der er sket en tilsidesaettelse af traktaten og magtfordrejning.

39 Retten skal foerst undersoege det andet anbringende om en utilstraekkelig begrundelse og dernaest det foerste og det tredje anbringende.

Anbringendet om, at den anfaegtede beslutning er utilstraekkeligt begrundet

Parternes argumentation

40 Sagsoegerne har for det foerste anfoert, at begrundelsen for beslutningen er utilstraekkelig, idet den ikke er baseret paa en undersoegelse, som Kommissionen skulle have foretaget. Kommissionen forsoeger i den anfaegtede beslutning alene at retfaerdiggoere ophavsretsselskabernes adfaerd ud fra generelle betragtninger, idet den dels foretager en sondring mellem parallel adfaerd og aftaler, dels overlader det til de nationale domstole at bedoemme samordningen. Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen forskanser sig bag ved en henvisning til, at der ikke er fremsendt beviser for en samordnet praksis, og saaledes paalaegger klagerne at indhente saadanne oplysninger, selv om Kommissionen raader over mere effektive midler i saa henseende og har pligt til at undersoege klagerne med omhu, alvor og grundighed.

41 Sagsoegerne finder endvidere, at beslutningen er utilstraekkeligt begrundet, idet Kommissionen alene vurderer de i de gensidige repraesentationskontrakter indeholdte klausuler om ophavsretsselskabernes eneret med hensyn til adgang til de udenlandske repertoirer.

42 Endelig har sagsoegerne i relation til afvisningen af klagepunktet om en paastaaet aftale med henblik paa at fastholde afgiftssatserne paa et hoejt niveau anfoert, at Kommissionen i sin beslutning ordret gentager de grunde, der allerede var angivet i punkt 12 i den oprindelige beslutning af 12. november 1992, paa trods af den annullation, Retten traf bestemmelse om ved Tremblay I-dommen. Den paagaeldende begrundelse er saa meget mere utilstraekkelig, som den ikke er forbundet med nogen form for sammenligning af de takster, de forskellige ophavsretsselskaber anvender. Over for Kommissionens argument om, at sagsoegerne ikke kan anfaegte denne del af beslutningen, fordi Retten ved Tremblay I-dommen alene annullerede Kommissionens oprindelige beslutning for saa vidt angaar den manglende begrundelse med hensyn til afvisningen af klagepunktet om en aftale med henblik paa en opdeling af markedet, har sagsoegerne gjort gaeldende, at den naevnte dom drejer sig om den paastaaede samordning som helhed, og at der ikke skal sondres mellem dette klagepunkt og klagepunktet om en aftale vedroerende afgiftssatserne.

43 Kommissionen har for det foerste gjort gaeldende, at sagsoegernes anbringende ikke boer antages til realitetsbehandling, for saa vidt angaar den del af beslutningen, der vedroerer afvisningen af klagepunktet om en aftale mellem ophavsretsselskaberne vedroerende afgiftssatserne. Ifoelge Kommissionen annullerede Retten kun Kommissionens oprindelige beslutning, for saa vidt som Kommissionen herved afviste klagepunktet om en aftale om opdeling og afskaermning af markedet, eftersom det var det eneste, der blev fremsat i den oprindelige klage, hvorimod paastanden om en anden aftale vedroerende afgiftssatserne blev naevnt for foerste gang i de bemaerkninger, klagerne fremsatte som svar paa Kommissionens artikel 6-skrivelse af 20. januar 1992. Kommissionen finder paa den baggrund, at den ikke havde pligt til at tage stilling til dette klagepunkt, og at der i mangel af en klage ikke er truffet nogen beslutning paa dette punkt.

44 Kommissionen har for det andet i relation til afvisningen af klagepunktet om en opdeling af markedet anfoert, at den i den anfaegtede beslutning afviste klagen ud fra en materiel vurdering, idet den fandt, at der ikke var foert bevis for den paastaaede aftale, hvorimod den ikke - som haevdet af sagsoegerne - ogsaa begrundede beslutningen med, at vurderingen af samordningen henhoerer under de nationale domstole. Kommissionen har dernaest under henvisning til alle de synspunkter, den fremfoerte i artikel 6-skrivelsen og i beslutningen, anfoert, at beslutningen er tilstraekkeligt begrundet, og at Kommissionen, da der ikke var nogen reelle holdepunkter for, at der forelaa en aftale, ikke havde pligt til at ivaerksaette undersoegelser. Kommissionen har i denne forbindelse gjort gaeldende, at sagsoegerne ikke havde frembragt nogen nye oplysninger i saa henseende, f.eks. i deres bemaerkninger af 24. juli 1995 til artikel 6-skrivelsen, og at Kommissionens egne konklusioner desuden var i overensstemmelse med det franske Konkurrenceraads bedoemmelse.

45 Over for sagsoegernes argument om, at der i den omtvistede beslutning alene foretages en vurdering af eneretsklausulerne i de gensidige repraesentationskontrakter, har Kommissionen anfoert, at den tvaertimod undersoegte, hvorledes den gensidige repraesentationsordning i sin helhed fungerer.

46 Den Franske Republik har for det foerste gjort gaeldende, at sagsoegerne ikke kan anfaegte den del af beslutningen, der vedroerer afvisningen af klagepunktet om en aftale mellem ophavsretsselskaberne vedroerende afgiftssatserne. Da Retten ikke annullerede Kommissionens oprindelige beslutning paa dette punkt, havde Kommissionen, da klagerne paa ny paaberaabte sig dette klagepunkt i deres bemaerkninger til artikel 6-skrivelsen, ikke behoevet at kommentere dette, og den gjorde det alene med henblik paa over for klagerne endnu engang at understrege, hvorfor klagepunktet ikke var blevet taget til foelge. Under alle omstaendigheder anfaegter sagsoegerne ikke Kommissionens materielle vurdering, idet de blot - med urette - paaberaaber sig, at der ikke er foretaget en sammenligning af de afgiftssatser, der anvendes af ophavsretsselskaberne.

47 Den Franske Republik har for det andet i relation til afvisningen af klagepunktet om en opdeling af markedet anfoert, at Kommissionens beslutning er behoerigt begrundet. Den har gjort gaeldende, at artikel 6-skrivelsen og beslutningen om at afvise klagen endeligt er tilstraekkeligt udfoerlige og baseret paa en klar praksis ved Domstolen. Den konklusion, Kommissionen naaede frem til, er desuden blevet tiltraadt af det franske Konkurrenceraad og af den franske Cour de cassation i en dom af 14. maj 1991. Under disse omstaendigheder og i betragtning af, at der ikke er foert nogen form for bevis eller foreligger konkrete holdepunkter, der kan svaekke Kommissionens opfattelse, finder Den Franske Republik, at Kommissionen ikke havde pligt til at ivaerksaette yderligere undersoegelser.

Rettens bemaerkninger

48 Det bemaerkes, at sagsoegerne inden for rammerne af dette anbringende har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er utilstraekkeligt begrundet, dels for saa vidt angaar afvisningen af klagepunktet om en opdeling af markedet som foelge af de gensidige repraesentationskontrakter mellem ophavsretsselskaberne, dels for saa vidt angaar afvisningen af klagepunktet om en aftale mellem disse selskaber med henblik paa at fastholde afgiftssatserne paa et hoejt niveau. Eftersom baade Kommissionen og Den Franske Republik har gjort gaeldende, at anbringendet boer afvises fra realitetsbehandling, for saa vidt som det er rettet mod den del af beslutningen, hvori sidstnaevnte klagepunkt afvises, skal det foerst undersoeges, om sagsoegerne kan anfaegte beslutningen paa dette punkt.

49 Hertil bemaerkes indledningsvis, at det fremgaar af fast retspraksis, at en afgoerelse, som blot bekraefter en tidligere afgoerelse, ikke er nogen anfaegtelig retsakt (Domstolens dom af 15.12.1988, forenede sager 166/86 og 220/86, Irish Cement mod Kommissionen, Sml. s. 6473, praemis 16, og af 11.1.1996, sag C-480/93 P, Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1, praemis 14). En retsakt, som blot bekraefter en tidligere retsakt, kan nemlig ikke give de beroerte personer mulighed for at rejse spoergsmaalet om den bekraeftede retsakts lovlighed paa ny (dom af 22.3.1961, forenede sager 42/59 og 49/59, SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 247, org. ref.: Rec. s. 99, paa s. 146).

50 Det skal understreges, at Kommissionen i det foreliggende tilfaelde allerede havde afvist de omhandlede klager i en beslutning af 12. november 1992 (jf. ovenfor, praemis 9). I Tremblay I-dommen udtalte Retten i relation til spoergsmaalet, om Kommissionen havde givet en tilstraekkelig begrundelse for beslutningen, for saa vidt som den herved afviste klagepunktet om en samordning i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater, at »punkt 12 og 13 i den omtvistede beslutning [indeholdt] begrundelsen for at afvise to klagepunkter, som sagsoegerne fremfoerte i deres bemaerkninger til 'artikel 6-skrivelsen'. Disse klagepunkter vedroerte paastaaede aftaler dels mellem de nationale ophavsretsselskaber under GESAC med henblik paa at harmonisere deres afgifter paa det hoejest mulige niveau, dels mellem SACEM og visse franske sammenslutninger af diskoteksindehavere« (dommens praemis 39).

51 Retten fastslog imidlertid, at begrundelsen for den omtvistede beslutning ikke gav sagsoegerne mulighed for at goere sig bekendt med grundlaget for afvisningen af klagerne, for saa vidt som disse vedroerte en paastaaet opdeling af markedet som foelge af de gensidige repraesentationskontrakter mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater, og Retten konkluderede paa den baggrund, at »Kommissionen paa dette punkt ikke [havde] opfyldt sin forpligtelse til at begrunde beslutningen i henhold til traktatens artikel 190« (praemis 40). Retten annullerede derfor kun den omtvistede beslutning, for saa vidt som Kommissionen herved afviste klagepunktet om en opdeling af markedet som foelge af en paastaaet aftale mellem ophavsretsselskaberne, som forhindrer de franske diskoteker i at faa direkte adgang til disse selskabers repertoire (dommens praemis 49). I oevrigt blev Kommissionen frifundet.

52 Efter Rettens delvise annullation af beslutningen af 12. november 1992 anfaegtede klagerne i deres bemaerkninger af 24. juli 1995 til Kommissionens artikel 6-skrivelse af 23. juni 1995 ikke alene det forhold, at Kommissionen agtede at afvise klagepunktet om en opdeling af markedet som foelge af de gensidige repraesentationskontrakter, idet de ogsaa gentog deres paastand om, at der findes en anden aftale mellem ophavsretsselskaberne »med det formaal at fastholde prisen for musikken paa et hoejt niveau«. I den anfaegtede beslutning gjorde Kommissionen gaeldende, at den ikke havde pligt til at tage stilling til dette klagepunkt, som klagerne fremfoerte paa ny, hvorefter den udtrykkeligt henviste til de grunde, der blev angivet i punkt 12 i beslutningen af 12. november 1992, idet den anfoerte, at den under alle omstaendigheder fortsat ansaa disse grunde for at vaere gyldige. Retten konstaterer i denne forbindelse, at den anfaegtede beslutning ordret gentager de grunde, der allerede var indeholdt i den tidligere beslutning - hvilket sagsoegerne i oevrigt har anerkendt.

53 Det skal paa denne baggrund bemaerkes, at eftersom Retten i Tremblay I-dommen alene annullerede Kommissionens oprindelige beslutning paa grund af mangler ved begrundelsen, for saa vidt som klagepunktet om en opdeling af markedet som foelge af de gensidige repraesentationskontrakter var blevet afvist, men derimod fandt, at beslutningen indeholdt grundene til afvisningen af klagepunktet om en aftale vedroerende afgiftssatserne, havde Kommissionen ikke pligt til i sin nye beslutning at foretage en fornyet undersoegelse af grundene til, at den havde fundet, at sidstnaevnte klagepunkt ikke kunne tiltraedes. Kommissionen har ganske vist i medfoer af traktatens artikel 176 pligt til at undgaa, at den retsakt, der skal erstatte den annullerede retsakt, bliver behaeftet med de samme mangler som dem, der er konstateret i dommen om annullation (Rettens dom af 2.2.1995, sag T-106/92, Frederiksen mod Parlamentet, Sml. Pers. II, s. 99, praemis 32), men det kan ikke kraeves af Kommissionen, at den paa ny tager stilling til aspekter i beslutningen, der ikke er beroert af dommen om annullation.

54 Under disse omstaendigheder har Kommissionens svar i skrivelsen af 13. oktober 1995 for saa vidt angaar afvisningen af klagepunktet om en aftale mellem ophavsretsselskaberne vedroerende afgiftssatserne - som det med rette er gjort gaeldende af Den Franske Republik - karakter af en beslutning, der blot bekraefter Kommissionens tidligere beslutning af 12. november 1992. I skrivelsen noejes Kommissionen nemlig med over for klagerne at henvise til - og utvetydigt at fastholde - den begrundelse, der allerede var blevet givet i den foerste beslutning, som i henhold til Tremblay I-dommen paa dette punkt var lovlig.

55 Denne vurdering bekraeftes desuden af, at de omstaendigheder og betingelser, under hvilke Kommissionen afviste klagepunktet om en aftale vedroerende afgiftssatserne, var de samme som forud for vedtagelsen af beslutningen af 12. november 1992. Det eneste konkrete moment, som klagerne i deres skrivelse af 24. juli 1995 til Kommissionen paaberaabte sig til stoette for dette klagepunkt, var nemlig baseret paa nogle uddrag af udtalelser fra formanden for SACEM og GESAC under en konference om ophavsret den 16. og 17. marts 1992, som en tjenestemand fra Kommissionens Generaldirektorat for Industri (GD III) deltog i. Som anerkendt af sagsoegerne under retsmoedet som svar paa et spoergsmaal fra Retten, maa det imidlertid konstateres, at Kommissionen allerede havde kendskab til de paagaeldende udtalelser, som er naevnt i praemis 92 i Tremblay I-dommen, da den traf beslutningen af 12. november 1992, hvorfor der under alle omstaendigheder ikke var tale om en ny faktisk omstaendighed i forhold til dem, Kommissionen allerede havde kendskab til ved vedtagelsen af den oprindelige beslutning (jf. i denne forbindelse dommen i sagen Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen, praemis 12).

56 Da en beslutning, der blot bekraefter en tidligere beslutning, ikke er en anfaegtelig retsakt, kan sagsoegerne herefter ikke under naervaerende sag anfaegte den del af den omtvistede beslutning, der vedroerer afvisningen af klagepunktet om en aftale mellem ophavsretsselskaberne vedroerende afgiftssatserne, og herved paaberaabe sig en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190.

57 Hvad dernaest angaar begrundelsen for den omtvistede beslutning, for saa vidt som Kommissionen herved afviser klagepunktet om en opdeling af markedet, bemaerkes, at begrundelsespligten i henhold til fast retspraksis bestaar i, at det klart og utvetydigt skal angives, hvilke betragtninger den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, dels saaledes at sagsoegeren kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at han kan forsvare sine rettigheder, dels saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret (Domstolens dom af 17.1.1995, sag C-360/92 P, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. I, s. 23, praemis 39, Rettens dom af 29.6.1993, sag T-7/92, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 669, praemis 30, og af 9.1.1996, sag T-575/93, Koelman mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, praemis 83). Kommissionen er herved ikke i begrundelsen for de beslutninger, den maa traeffe for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de beroerte har paaberaabt sig til stoette for deres anmodning, idet den kun behoever at redegoere for de faktiske og retlige betragtninger, der har vaeret afgoerende for beslutningens konklusion (jf. f.eks. dommen i sagen Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, praemis 31).

58 Retten finder, at sagsoegerne i det foreliggende tilfaelde giver en forkert fremstilling af den anfaegtede beslutning, naar de bl.a. goer gaeldende, at Kommissionen begraensede sin undersoegelse til alene at omfatte de eneretsklausuler, der findes i de gensidige repraesentationskontrakter mellem ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater.

59 Kommissionen gav saaledes navnlig i sin artikel 6-skrivelse, hvortil der udtrykkeligt henvises i den anfaegtede beslutning, en udfoerlig redegoerelse for de besvarelser, Domstolen gav i ovennaevnte Tournier-sag og i sagen Lucazeau m.fl. med hensyn til spoergsmaalet om, hvorledes gensidige repraesentationskontrakter mellem ophavsretsselskaber skal bedoemmes i forhold til traktatens artikel 85, stk. 1. Som anfoert af Kommissionen i den naevnte skrivelse (jf. ovenfor, praemis 16), tog Domstolen i sin vurdering hensyn til, at eneretsklausulerne i de gensidige repraesentationskontrakter var blevet ophaevet, uden at det dog havde medfoert en aendring af ophavsretsselskabernes praksis med at naegte at give udenlandske brugere direkte adgang til deres repertoirer og udelukkende at overlade forvaltningen af deres repertoirer i udlandet til det selskab, der er etableret paa det paagaeldende omraade.

60 Kommissionen henviste dernaest klart til, at det i denne forbindelse i henhold til de naevnte domme fra Domstolen maatte antages, at ophavsretsselskabernes parallelle adfaerd, som klagerne paaberaabte sig, ikke i mangel af beviser herfor i sig selv kunne skabe en formodning for en aftale eller en samordnet praksis mellem disse selskaber, idet der var en rimelig forklaring paa den paagaeldende adfaerd, som i det konkrete tilfaelde skyldtes, at det inden for rammerne af den bestaaende ordning for forvaltningen af ophavsrettighederne ikke er i selskabernes interesse at give brugere, der er etableret i andre medlemsstater, direkte adgang til deres repertoirer paa grund af de udgifter til forvaltning og kontrol, som dette ville medfoere.

61 Endelig bemaerkede Kommissionen i beslutningen, at klagerne ikke i deres bemaerkninger i skrivelsen af 24. juli 1995 havde frembragt nye faktiske eller retlige oplysninger, der kunne aendre de betragtninger, der var anlagt i artikel 6-skrivelsen, og den konkluderede paa den baggrund, at de former for praksis hos ophavsretsselskaberne, som klagerne havde paaberaabt sig, ikke indebar, at der fandtes en aftale eller en samordnet praksis mellem selskaberne i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. I modsaetning til hvad sagsoegerne har gjort gaeldende, overlod Kommissionen saaledes ikke undersoegelsen af sagen til de nationale domstole, idet den derimod konkluderede, at der ikke fandtes en aftale i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, da der ikke var nogen beviser for en saadan aftale.

62 Sagsoegerne har desuden med henblik paa at godtgoere, at den anfaegtede beslutning er utilstraekkeligt begrundet, gjort gaeldende, at Kommissionens behandling af klagen var utilstraekkelig. Sagsoegerne har naermere kritiseret Kommissionen for ikke at have udnyttet alle de midler, den raader over, til selv at undersoege de anfaegtede former for adfaerd, alene med den begrundelse at klagerne ikke havde tilstillet Kommissionen beviser eller konkrete holdepunkter for en aftale.

63 Sagsoegerne har imidlertid ikke bestridt den manglende beviskraft af de momenter, klagerne paapegede over for Kommissionen, og de har ikke henvist til nogen retlig fejl eller urigtig vurdering, ligesom de i oevrigt under retsmoedet har erkendt, at de frembragte beviser hverken var »tilstraekkelige eller afgoerende«. Da klagerne ikke havde frembragt beviser eller tilstraekkelige reelle holdepunkter for, at der fandtes en aftale i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, kan det ikke siges, at Kommissionen ikke behandlede klagen tilstraekkelig grundigt, blot fordi den ikke ivaerksatte yderligere undersoegelser. Det fremgaar af fast retspraksis, at Kommissionen, naar den modtager en klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, ikke har pligt til at behandle klagen, men at den har pligt til at foretage en omhyggelig undersoegelse af de faktiske og retlige omstaendigheder, som den klagende part har fremfoert, med henblik paa at undersoege, om de naevnte omstaendigheder giver grundlag for at antage, at der foreligger en adfaerd, som kan fordreje konkurrencen inden for Faellesskabet og paavirke handelen mellem medlemsstaterne (Domstolens dom af 19.10.1995, sag C-19/93 P, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3319, praemis 27, og Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, »Automec II«, Sml. II, s. 2223, praemis 79).

64 Ud fra alle disse betragtninger findes Kommissionen at have opfyldt sin forpligtelse til ved afvisningen af en klage klart at angive grundene til, at den omhyggelige undersoegelse af de faktiske og retlige omstaendigheder, som den klagende part har fremfoert, ikke har foert til, at den har indledt en procedure til konstatering af en overtraedelse af traktatens artikel 85 (jf. Domstolens kendelse af 16.9.1997, sag C-59/96 P, Koelman mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 42, og Rettens dom i sagen Koelman mod Kommissionen, praemis 40).

65 Anbringendet om, at den anfaegtede beslutning er utilstraekkeligt begrundet, kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 176

Sammenfatning af parternes argumentation

66 Sagsoegerne har anfoert, at Kommissionen ved vedtagelsen af den omtvistede beslutning har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 176.

67 De har for det foerste gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er i strid med Tremblay I-dommen, for saa vidt som Kommissionen efter afsigelsen af denne dom ikke foretog en undersoegelse i overensstemmelse med Rettens krav herom. I dommen fastslog Retten saaledes ifoelge sagsoegerne baade, at undersoegelsen forud for vedtagelsen af beslutningen var utilstraekkelig, og at begrundelsen for beslutningen var utilstraekkelig. Sagsoegerne har heraf udledt, at Kommissionen for at opfylde dette paabud om at handle, som Retten - i det mindste indirekte - udstedte, skulle udnytte de midler, den raader over, med henblik paa at ivaerksaette yderligere undersoegelser.

68 Sagsoegerne har for det andet anfaegtet det forhold, at Kommissionen traf den omtvistede beslutning uden at afvente Domstolens afgoerelse i appelsagen til proevelse af Tremblay I-dommen, selv om appelsagen og naervaerende sag er indbyrdes afhaengige.

69 Kommissionen har heroverfor anfoert, at argumentet om, at den ikke skulle have opfyldt de af Retten stillede krav ved ikke at have foretaget de aktive undersoegelser, som Tremblay I-dommen noedvendiggjorde, hviler paa forkerte forudsaetninger, idet Retten annullerede den del af den omtvistede beslutning, der vedroerer klagepunktet om en opdeling af markedet, paa grund af en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190 og ikke paa grund af en retlig fejl. Kommissionen finder, at den anfaegtede beslutning, der har samme konklusion som beslutningen af 12. november 1992, men denne gang er begrundet i overensstemmelse med traktatens artikel 190, ikke kan kritiseres.

70 Over for sagsoegernes argument om, at Kommissionen burde have afventet Domstolens afgoerelse i appelsagen til proevelse af Tremblay I-dommen, har Kommissionen anfoert, at genstanden for sagen ved Domstolen og genstanden for naervaerende sag er forskellige, idet den af sagsoegerne ivaerksatte appel kun sigter mod en delvis ophaevelse af Tremblay I-dommen, for saa vidt som Retten herved ikke annullerede den del af beslutningen, hvori de andre klagepunkter end klagepunktet om en aftale blev afvist. Kommissionen finder derfor, at den havde pligt til at genoptage behandlingen af den del af klagen, der vedroerte traktatens artikel 85, uden at afvente Domstolens dom.

71 Intervenienten Den Franske Republik har gjort gaeldende, at den del af Tremblay I-dommen, hvorved Retten annullerede Kommissionens oprindelige beslutning, var blevet endelig, idet der ikke blev ivaerksat appel af denne del af dommen, og at Kommissionen derfor i medfoer af traktatens artikel 176 havde pligt til at tage stilling til klagen paa dette punkt. Den Franske Republik har endvidere anfoert, at Kommissionen, selv hvis Tremblay I-dommen var blevet appelleret i sin helhed, havde vaeret berettiget til at traeffe en ny beslutning, hvis den skoennede, at den raadede over tilstraekkelige oplysninger hertil, idet en appel ikke har opsaettende virkning bortset fra saerlige tilfaelde, der ikke er relevante i denne sag.

Rettens bemaerkninger

72 Indledningsvis bemaerkes, at naar Retten annullerer en retsakt fra en institution, har institutionen i henhold til traktatens artikel 176 pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger. I henhold til saavel Domstolens som Rettens praksis skal institutionen for at efterkomme dommen og opfylde den fuldt ud ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men ogsaa til de praemisser, som har foert til domskonklusionen, og som danner det fornoedne grundlag for denne i den forstand, at de er noedvendige, naar det skal afgoeres, hvad konklusionen helt praecist gaar ud paa. Det er nemlig disse praemisser, som dels fastslaar, noejagtig hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver de noejagtige grunde til den i konklusionen fastslaaede ulovlighed, og som den paagaeldende institution skal tage hensyn til, naar den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret (Domstolens dom af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, Asteris m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2181, praemis 27, og Rettens dom i sagen Frederiksen mod Parlamentet, praemis 31).

73 I naervaerende sag har sagsoegerne for det foerste paaberaabt sig en manglende opfyldelse af Tremblay I-dommen, som efter deres opfattelse indebar et krav om, at Kommissionen skulle foretage en undersoegelse. Det fremgaar imidlertid af saavel domskonklusionen som praemisserne i den naevnte dom, at Retten annullerede Kommissionens tidligere beslutning af 12. november 1992 delvis paa grund af en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190, fordi beslutningen ikke gav sagsoegerne mulighed for at goere sig bekendt med grundlaget for afvisningen af klagerne, for saa vidt som disse vedroerte en opdeling af markedet. Denne konklusion indebar saaledes paa ingen maade, at Retten opfordrede Kommissionen til at foretage undersoegelser, og endnu mindre at der blev givet Kommissionen nogen form for paabud om at handle saaledes, hvilket Retten ikke har kompetence til i forbindelse med den legalitetskontrol, den foretager (jf. ovenfor, praemis 36). Da Retten i oevrigt i forbindelse med naervaerende sag (jf. ovenfor, praemis 64) har fastslaaet, at Kommissionen herefter har opfyldt sin forpligtelse i henhold til traktatens artikel 190 til at begrunde beslutningen i relation til klagepunktet om en opdeling af markedet, er argumentet om en manglende opfyldelse af Tremblay I-dommen, og dermed om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 176, saaledes uden virkning.

74 Argumentet om, at Kommissionen burde have afventet Domstolens afgoerelse vedroerende den af sagsoegerne ivaerksatte appel af Tremblay I-dommen, inden den traf den anfaegtede beslutning, findes at vaere irrelevant. Appellen sigtede nemlig kun mod en delvis ophaevelse af Tremblay I-dommen, for saa vidt som Retten herved frifandt Kommissionen i relation til den del af dennes oprindelige beslutning, der vedroerte klagepunkterne om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 86 (jf. ovenfor, praemis 12, og Domstolens ovennaevnte dom af 24.10.1996 i sagen Tremblay m.fl. mod Kommissionen). Der blev derimod ikke ivaerksat nogen appel til proevelse af Tremblay I-dommen, for saa vidt som Retten herved annullerede den del af Kommissionens beslutning, der vedroerte afvisningen af klagepunktet om en opdeling af markedet som foelge af en paastaaet aftale mellem ophavsretsselskaberne i strid med traktatens artikel 85. Da Rettens dom saaledes var blevet endelig paa dette punkt, var Kommissionen ikke forpligtet til at afvente Domstolens dom, inden den kunne traeffe en ny beslutning i saa henseende.

75 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

Det tredje anbringende om en tilsidesaettelse af traktaten og om magtfordrejning

Parternes argumentation

76 Sagsoegerne er af den opfattelse, at Kommissionens adfaerd udgoer en tilsidesaettelse af traktaten og magtfordrejning. De finder, at Kommissionen ved paa trods af deres anmodninger herom bevidst at undlade at behandle sagen eller i hvert fald begraense sig til »passive« undersoegelser har medvirket til, at den paastaaede aftale har kunnet opretholdes, og dermed forfulgt andre maal end dem, der er baggrunden for de befoejelser, der er givet den i henhold til traktaten (Domstolens dom af 8.7.1965, forenede sager 3/64 og 4/64, Chambre syndicale de la sidérurgie française m.fl. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 93, org. ref.: Rec. s. 567, af 8.6.1988, sag 135/87, Vlachou mod Revisionsretten, Sml. s. 2901, og af 17.1.1992, sag C-107/90 P, Hochbaum mod Kommissionen, Sml. I, s. 157). Sagsoegerne har til stoette for dette anbringende henvist til nogle uddrag af udtalelser fra formanden for SACEM og GESAC under en konference om ophavsret, der fandt sted i Madrid den 16. og 17. marts 1992.

77 Kommissionen har understreget, at en paastand om magtfordrejning kun kan tages i betragtning, naar det paa grund af objektive, relevante og samstemmende indicier maa antages, at den omhandlede retsakt udelukkende eller dog i det mindste overvejende er udstedt for at forfoelge andre maal end dem, der er angivet, eller for at omgaa en fremgangsmaade, der saerligt er fastsat ved traktaten for at imoedegaa konkrete foreliggende vanskeligheder (Domstolens dom af 5.10.1994, forenede sager C-133/93, C-300/93 og C-362/93, Crispoltoni m.fl., Sml. I, s. 4863). Den omstaendighed, at Kommissionen i den omtvistede beslutning ikke tiltraadte de argumenter, klagerne havde fremfoert under sagen, kan ikke i sig selv ses som udtryk for magtfordrejning (Domstolens dom af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Raadet, Sml. I, s. 2069). Sagsoegerne har efter Kommissionens opfattelse i det foreliggende tilfaelde ikke fremfoert noget til stoette for deres paastand om, at Kommissionen undlod at behandle sagen eller alene foretog passive undersoegelser med det formaal at beskytte en prisaftale til fordel for SACEM.

78 Den Franske Republik har ikke taget saerskilt stilling til dette anbringende.

Rettens bemaerkninger

79 For saa vidt angaar anbringendet om en paastaaet tilsidesaettelse af traktaten fra Kommissionens side bemaerkes, at ifoelge artikel 19, stk. 1, i protokollen vedroerende EF-statutten for Domstolen, der i medfoer af artikel 46, stk. 1, i naevnte statut og artikel 44, stk. 1, i Rettens procesreglement finder tilsvarende anvendelse for Retten, skal staevningen indeholde en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene. Denne angivelse skal vaere saa klar og praecis, at sagsoegte faar mulighed for at tilrettelaegge sit forsvar og Retten for at traeffe afgoerelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til stoette herfor. Staevningen skal derfor udtrykkeligt angive de grunde, soegsmaalet stoettes paa, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i statutten for Domstolen og procesreglementet (Rettens dom af 12.1.1995, sag T-102/92, Viho mod Kommissionen, Sml. II, s. 17, praemis 68).

80 I det foreliggende tilfaelde har sagsoegerne paaberaabt sig en tilsidesaettelse af traktaten fra Kommissionens side uden at have givet nogen udtrykkelig henvisning til, hvilke bestemmelser der efter deres opfattelse er blevet tilsidesat. Sagsoegerne har saaledes i staevningen generelt anfoert, at »den manglende begrundelse, der ofte skal daekke over en tilsidesaettelse af traktaten som i det foreliggende tilfaelde, kan skyldes ... en utilstraekkelig behandling af en sag«, eller at »Kommissionens adfaerd ud over at udgoere en tilsidesaettelse af traktaten ogsaa er udtryk for magtfordrejning«.

81 Disse paastande findes ikke paa baggrund af de af sagsoegerne anvendte formuleringer at give Retten mulighed for at afgoere med en tilstraekkelig grad af praecision, hvad sagsoegerne naermere kritiserer Kommissionen for, og endnu mindre at identificere de bestemmelser i traktaten, som Kommissionen skal have tilsidesat. Endvidere bemaerkes, at sagsoegernes argumentation ikke har givet Kommissionen mulighed for at fremkomme med saerlige bemaerkninger vedroerende en paastaaet overtraedelse af traktaten og forsvare sine interesser effektivt paa dette punkt.

82 Under disse omstaendigheder kan anbringendet om en paastaaet tilsidesaettelse af traktaten fra Kommissionens side ikke antages til realitetsbehandling.

83 Hvad angaar anbringendet om magtfordrejning bemaerkes, at sagsoegerne til stoette for deres paastande har paaberaabt sig nogle uddrag af protokollen fra en konference om ophavsret, som fandt sted i Madrid den 16. og 17. marts 1992 (jf. ovenfor, praemis 55). Der henvises til, at Retten allerede i Tremblay I-dommen fastslog, at de paagaeldende uddrag ikke giver de noedvendige indicier for, at der er sket magtfordrejning (jf. dommens praemis 92). Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

84 Ud fra alle disse betragtninger boer Kommissionen i det hele frifindes.

Sagens omkostninger

85 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegerne har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand herom.

86 Den Franske Republik, der er indtraadt i sagen, baerer dog sine egne omkostninger, jf. procesreglementets artikel 87, stk. 4, foerste afsnit.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Anden Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger.

3) Den Franske Republik baerer sine egne omkostninger.