61995A0212

1 Annullationssoegsmaal - retsakter, der kan goeres til genstand for soegsmaal - retsakter, der tilsigter at skabe retsvirkninger - Kommissionens forslag om at afslutte en antidumpingprocedure - midlertidig forberedende foranstaltning - ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 173; Raadets forordning nr. 2423/88, art. 9)

2 Passivitetssoegsmaal - passivitetens ophoer efter sagens anlaeg - bortfald af sagens genstand - ufornoedent at traeffe afgoerelse

(EF-traktaten, art. 175)

3 Retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig som afslutning paa en intern procedure, kan kun anfaegtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlaegger institutionens standpunkt som afslutning paa en procedure, modsat foreloebige foranstaltninger, der har til formaal at forberede den endelige beslutning.

Et forslag om afslutning af en antidumpingprocedure, som Kommissionen fremsaetter for det raadgivende udvalg og Raadet, maa anses for en midlertidig foranstaltning, hvis formaal er at forberede den endelige afgoerelse, og kan foelgelig ikke anses for en retsakt, der kan goeres til genstand for soegsmaal.

Det fremgaar nemlig af artikel 9 i grundforordning nr. 2423/88 om antidumping, at faellesskabslovgiver med hensyn til afslutning af en antidumpingprocedure uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger har villet indfoere en beslutningsprocedure, som er baseret paa en kompetence, der er delt mellem Kommissionen paa den ene side og det raadgivende udvalg og Raadet paa den anden side. Naar Kommissionens forslag om afslutning forkastes, kan proceduren ifoelge denne beslutningsprocedure ikke afsluttes, og sagen tilbagesendes til Kommissionen, for at denne institution behandler den paa ny paa baggrund af Raadets stillingtagen.

4 Naar i et passivitetssoegsmaal den retsakt, hvis manglende udstedelse er sagens genstand, er blevet udstedt efter sagens anlaeg, men foer dommens afsigelse, er sagens genstand bortfaldet, saaledes at det ikke er fornoedent at traeffe afgoerelse.

I sag T-212/95,

Asociación de fabricantes de cemento de España (Oficemen), Madrid, ved advokaterne Jaime Folguera Crespo og Edurne Navarro Varona, Barcelona, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Luc Frieden, 62, avenue Guillaume,

sagsoeger,

stoettet af

Kongeriget Spanien, oprindeligt ved statens advokat, Gloria Calvo Díaz, dernaest ved statens advokat, Luis Pérez De Ayala Becerril, Sekretariatet for EF-ret, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Spaniens Ambassade, 4-6, boulevard Emmanuel Servais,

intervenient,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Nicholas Kahn og Francisco Enrique González-Díaz, dernaest ved Kahn og Fernando Castillo de la Torre, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand dels om annullation af Kommissionens afgoerelse om i februar 1994 de facto at afslutte den antidumpingprocedure, der blev indledt i loebet af april 1992 paa begaering af Oficemen, og saaledes afslaa at traeffe de af denne sammenslutning begaerede beskyttelsesforanstaltninger, dels om, at det fastslaas, at Kommissionens har udvist passivitet ved formelt at have fortsat antidumpingproceduren uden at traeffe foranstaltninger, der goer det muligt at afslutte den formelt, i givet fald ved at traeffe beskyttelsesforanstaltninger,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Tredje Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.P. Briët, P. Lindh, A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 4. februar 1997,

afsagt foelgende

Dom

De relevante retsregler

1 Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder var de for dumping gaeldende bestemmelser fastsat ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1, herefter »grundforordningen«).

2 Grundforordningens artikel 5, stk. 1, bestemmer, at enhver fysisk eller juridisk person samt enhver sammenslutning uden status som juridisk person, som optraeder paa vegne af en erhvervsgren i Faellesskabet, der anser sig for skadet eller truet af dumpingimport eller subsidieret import, kan indgive en skriftlige klage.

3 Samme forordnings artikel 7, stk. 1, bestemmer, at saafremt det efter indgivelse af klagen og efter konsultationer i det raadgivende udvalg bliver klart, at der foreligger tilstraekkelige beviser til at berettige ivaerksaettelsen af en procedure, skal Kommissionen give meddelelse om ivaerksaettelsen af en saadan procedure i De Europaeiske Faellesskabers Tidende og indlede undersoegelsen, som baade vedroerer dumpingen og subsidierne og den deraf foelgende skade.

4 Artikel 7, stk. 9, bestemmer foelgende:

»a) En undersoegelse indstilles enten ved, at den afsluttes, eller ved at der traeffes endelige foranstaltninger. Den indstilles normalt inden for en frist paa et aar efter procedurens ivaerksaettelse.

b) En procedure indstilles enten ved, at undersoegelsen afsluttes uden indfoerelse af told og uden accept af tilsagn eller ved ophoer eller ophaevelse af told eller ved udloeb af tilsagn ...«

5 Artikel 9 om afslutning af proceduren, naar beskyttelsesforanstaltninger er unoedvendige, bestemmer foelgende:

»1. Viser det sig ... at beskyttelsesforanstaltninger er unoedvendige, og er der ikke i det raadgivende udvalg ... rejst nogen indvendinger, afsluttes proceduren. I alle andre tilfaelde forelaegger Kommissionen omgaaende Raadet en rapport om resultatet af konsultationerne samt et forslag til procedurens afslutning. Proceduren skal forblive afsluttet, hvis Raadet ikke med kvalificeret flertal inden en maaned har truffet en anden afgoerelse.

2. Kommissionen underretter repraesentanterne for oprindelses- eller eksportlandet og de parter, der vides beroert, og bekendtgoer afslutningen af proceduren i De Europaeiske Faellesskabers Tidende med angivelse af de tilgrundliggende procedurer samt et sammendrag af begrundelserne herfor.«

Sagens faktiske omstaendigheder

6 Oficemen er en spansk sammenslutning, der repraesenterer de spanske cementproducenter.

7 Oficemen, som fandt, at visse indfoersler til Spanien af cement af typen »Portland« med oprindelse i Tyrkiet, Rumaenien og Tunesien var genstand for dumping og saaledes forvoldte den spanske cementindustri alvorlig skade, indgav i januar 1992 en klage til Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 1. I denne klage anmodede sammenslutningen Kommissionen om at traeffe beskyttelsesforanstaltninger mod de paagaeldende indfoersler.

8 Dernaest besluttede Kommissionen at indlede en antidumpingprocedure i henhold til grundforordningens artikel 7. Meddelelsen om indledningen af proceduren blev offentliggjort i EF-Tidende den 22. april 1992 (EFT C 100, s. 4).

9 Som led i denne procedure indledte Kommissionen en undersoegelse, hvorunder Oficemen tilsendte den supplerende bemaerkninger og deltog i flere moeder med dens tjenestegrene.

10 Ved skrivelse af 15. oktober 1993 underrettede Kommissionen Oficemen om, at betingelsen i grundforordningens artikel 4 om vaesentlig skade efter Kommissionens opfattelse ikke var opfyldt, og at den derfor havde til hensigt at foreslaa, at antidumpingproceduren blev afsluttet uden indfoerelse af beskyttelsforanstaltninger i henhold til grundforordningens artikel 9.

11 Ved skrivelse af 13. januar 1994 meddelte Oficemen kommissionsmedlem Sir Leon Brittan, at sammenslutningen var foruroliget over udviklingen i antidumpingproceduren og frygtede, at denne ville blive afsluttet, uden at der blev truffet beskyttelsesforanstaltninger, skoent den spanske cementindustri paa dette tidspunkt havde en klart faldende indtjening.

12 Den 1. februar 1994 svarede Sir Leon Brittan, at Kommissionen snart ville traeffe en begrundet afgoerelse, uden at oplyse, i hvilken retning denne afgoerelse ville gaa.

13 Den 9. februar 1994 sendte Kommissionen det raadgivende udvalg et forslag om at afslutte antidumpingproceduren uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger, fordi de paaklagede indfoersler ikke havde forvoldt den spanske cementindustri vaesentlig skade som omhandlet i grundforordningens artikel 4.

14 Da der blev rejst indvendinger mod dette forslag i det raadgivende udvalg, forelagde Kommissionen Raadet en rapport om resultatet af konsultationerne samt et forslag til procedurens afslutning i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 1.

15 Den 7. marts 1994 besluttede Raadet enstemmigt at forkaste dette forslag fra Kommissionen.

16 Efter et forslag herom fra de spanske myndigheder optog Kommissionen kontakt med de tyrkiske og rumaenske myndigheder for at finde en for alle parter acceptabel loesning. Disse kontakter foerte ikke til et konkret resultat. Da Tunesiens markedsandel blev anset for ubetydelig, optog Kommissionen ikke kontakt med myndighederne i dette land.

17 Da Oficemen ikke siden den 1. februar 1994 havde modtaget nogen oplysning fra Kommissionen om procedurens forloeb, tilsendte sammenslutningen den 25. juli 1995 Kommissionen en skrivelse, hvori den anfoerte foelgende:

»Under alle omstaendigheder er der forloebet mere end tre aar siden procedurens begyndelse, uden at Kommissionen har truffet afgoerelse. I henhold til [grund]forordningens artikel 7, stk. 9, litra a), skulle Kommissionen have truffet afgoerelse inden for en frist paa et aar efter procedurens ivaerksaettelse.

Dette er grunden til, at Oficemen udtrykkeligt opfordrer Kommissionen til at handle og traeffe en afgoerelse, som bringer den verserende procedure til ophoer og bevilger sammenslutningen de beskyttelsesforanstaltninger, den har begaeret. Oficemen vil naturligvis udnytte de retsmidler, den har til raadighed, hvis Kommissionen ikke traeffer en afgoerelse inden for to maaneder.«

18 Den 21. september 1995 svarede Kommissionen ved en skrivelse, hvori den anfoerte foelgende:

»Kommissionen har ikke undladt at udtale sig i dette tilfaelde, da undersoegelsen er blevet afsluttet ved en afgoerelse baseret paa resultaterne i sagen.

... i februar 1994 besluttede Kommissionen i henhold til [grund]forordningens artikel 9 at afslutte proceduren efter at have fastslaaet, at beskyttelsesforanstaltninger ikke var noedvendige, fordi indfoerslerne af det paagaeldende produkt som naevnt i dens afgoerelse ikke havde forvoldt vaesentlig skade for hele eller naesten hele den paagaeldende spanske erhvervsgren som omhandlet i [grund]forordningens artikel 4 ... Raadet har dog ikke samtykket i, at sagen henlaegges.

Siden Raadets beslutning har Kommissionen, som forstaar Oficemen's interesser, fortsat overvaaget udviklingen i indfoerslerne til Spanien ... Den fortsaetter sine bestraebelser, selv om den periode paa tolv maaneder, som undersoegelsen vedroerte, udloeb den 31. marts 1992, og selv om oplysningerne vedroerende indfoerslerne siden da ikke synes at give grundlag for paa ny at haevde, at der er sket skade. Tvaertimod bekraefter de rigtigheden af Kommissionens afgoerelse, hvorfor denne ikke nu er i stand til at aendre de oprindelige resultater, som den redegjorde for i sin forelaeggelse for Raadet i februar 1994.

Kommissionen er naturligvis indstillet paa at undersoege, om der er mulighed for at indlede en ny antidumpingprocedure, hvis der foreligger ajourfoerte oplysninger, som kan give grundlag for at haevde, at der er tale om skadelig dumping. Enhver ny klage vil blive undersoegt paa baggrund af de nugaeldende faellesskabsbestemmelser, dvs. i henhold til Raadets forordning (EF) nr. 3283/94 [af 22.12.1994 om beskyttelse af dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske Faellesskab (EFT L 349, s. 1)].«

19 Ved skrivelse af 29. september 1995 meddelte Oficemen under henvisning til Kommissionens skrivelse af 21. september 1995, at sammenslutningen ikke havde kendskab til den afgoerelse, hvorved Kommissionen havde afsluttet proceduren. Derfor anmodede den Kommissionen om at faa tilsendt denne afgoerelse.

20 Den 18. oktober 1995 svarede Kommissionen ved en skrivelse, hvori den anfoerte foelgende:

»Da Raadet ikke tilsluttede sig Kommissionens afgoerelse om at henlaegge sagen, verserer proceduren fortsat i henhold til [grund]forordningens artikel 9. Den paagaeldende afgoerelse er i oevrigt aldrig blevet offentliggjort.«

Retsforhandlinger og parternes paastande

21 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. november 1995 har Oficemen anlagt denne sag.

22 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Tredje Udvidede Afdeling den 14. juni 1996 har Kongeriget Spanien faaet tilladelse til at intervenere i sagen til stoette for sagsoegerens paastande.

23 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisfoerelse.

24 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal i offentligt retsmoede den 4. februar 1997.

25 Oficemen har nedlagt foelgende paastande:

- I henhold til EF-traktatens artikel 173 og 174 annulleres Kommissionens afgoerelse af februar 1994, hvorved denne institution har gjort sit forslag om ikke at traeffe beskyttelsesforanstaltninger mod indfoerslerne af cement med oprindelse i Tyrkiet, Rumaenien og Tunesien endeligt.

- I henhold til traktatens artikel 175 fastslaas det, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a), ved ikke at have truffet en afgoerelse, som ville have gjort det muligt formelt at afslutte antidumpingproceduren inden for en rimelig frist.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

26 Kongeriget Spanien har nedlagt foelgende paastande:

- Der gives sagsoegeren medhold.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

27 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Paastanden om annullation afvises, subsidiaert frifindes Kommissionen.

- Paastanden om passivitet afvises, subsidiaert frifindes Kommissionen, mere subsidiaert fastslaas det, at disse paastande er blevet uden genstand.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Faktiske omstaendigheder fremkommet efter sagens anlaeg

28 Den 3. maj 1996 har Kommissionen tilsendt det raadgivende udvalg et nyt forslag om at afslutte antidumpingproceduren uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger.

29 Da der blev rejst indvendinger mod dette forslag i det naevnte udvalg, har Kommissionen den 31. januar 1997 tilsendt Raadet en rapport om resultatet af konsultationerne samt sit nye forslag til afslutning i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 1.

30 Raadet har ikke truffet anden afgoerelse herom inden for en maaned efter at have modtaget dette forslag om afslutning. Foelgelig er dette blevet endeligt i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 1.

31 Kommissionens afgoerelse af 30. januar 1997 om afslutning af antidumpingproceduren vedroerende importen til Spanien af visse typer Portland-cement med oprindelse i Rumaenien, Tunesien og Tyrkiet er blevet offentliggjort i EF-Tidende den 7. marts 1997 (EFT L 67, s. 27, herefter »afgoerelse 97/169«).

32 Ved skrivelse af 21. marts 1997 til Rettens Justitskontor har Kommissionen underrettet Retten om offentliggoerelsen af denne afgoerelse i EF-Tidende. Den har meddelt, at da paastandene vedroerende passivitet saaledes har mistet deres genstand, er det ikke laengere fornoedent at traeffe afgoerelse herom.

33 Paa justitssekretaerens opfordring har Oficemen og Kongeriget Spanien fremsat deres bemaerkninger til denne skrivelse henholdsvis den 28. og den 24. april 1997.

Formaliteten og paastandene om annullation

Parternes argumenter

34 Kommissionen er af den opfattelse, at paastandene om annullation maa afvises. Den har henvist til grundforordningens artikel 9, stk. 1, og anfoert, at et forslag fra dens side om at afslutte en antidumpingprocedure uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger kun er en forberedende retsakt, som skal godkendes senere, enten af det raadgivende udvalg, naar dette er enigt i forslaget, eller af Raadet, naar det raadgivende udvalg ikke er enigt heri. Desuden fortsaetter proceduren, saafremt Raadet beslutter ikke at vedtage Kommissionens forslag.

35 Efter Kommissionens opfattelse foelger det heraf, at i et tilfaelde som det foreliggende, hvor Raadet har modsat sig et forslag fra Kommissionen om at afslutte en antidumpingprocedure uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger, er det simpelt hen umuligt for den at afslutte denne procedure. Da et saadant forslag er en retsakt af forberedende karakter, kan det i oevrigt ikke betegnes som en anfaegtelig retsakt (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, og Rettens dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367).

36 Oficemen har anfoert, at paastanden om annullation er rettet mod den afgoerelse, hvorved Kommissionen de facto har afsluttet den antidumpingprocedure, der blev indledt i april 1992 paa Oficemen's begaering, og saaledes har naegtet at traeffe de af sammenslutningen begaerede beskyttelsesforanstaltninger. Denne afgoerelses eksistens og indhold fremgaar saavel af Kommissionens skrivelse af 21. september 1995 som af den passivitet, som sagsoegte har udvist siden februar 1994.

37 Med hensyn til skrivelsen af 21. september 1995 har Oficemen anfoert, at Kommissionen deri udtaler, at den i februar 1994 »har besluttet ... at afslutte proceduren«, og at de senere indhentede oplysninger »bekraefter rigtigheden af Kommissionens afgoerelse«. Den har i oevrigt anfoert, at Kommissionen i sin skrivelse erklaerer sig »indstillet paa at undersoege, om det er muligt at indlede en ny antidumpingprocedure«.

38 Hvad angaar Kommissionens sidstnaevnte erklaering har Oficemen anfoert, at grundforordningen ikke giver mulighed for sideloebende at indlede endnu en antidumpingprocedure. Foelgelig har Kommissionen vanskeligt kunnet foreslaa, at der blev indledt en ny procedure, hvis den ikke mente, at den foerste var afsluttet.

39 Som svar paa Oficemen's argumenter har Kommissionen anfoert, at sammenslutningen loesrevet fra dets sammenhaeng citerer det afsnit i Kommissionens skrivelse af 21. september 1995, hvorefter Kommissionen »har besluttet at afslutte proceduren«. I oevrigt har sagsoegeren ikke taget hensyn til indholdet af skrivelsen af 18. oktober 1995, som klart angiver, at Kommissionens afgoerelse af februar 1994 ikke har afsluttet proceduren. Indholdet af disse skrivelser godtgoer derfor ikke, at Kommissionen har truffet afgoerelse om at afslutte proceduren.

40 Med hensyn til det afsnit i skrivelsen af 21. september 1995, hvorefter Kommissionen var »indstillet paa at undersoege, om det er muligt at indlede en ny antidumpingprocedure«, godtgoeres det ifoelge Kommissionen ikke herved, at den (foerste) antidumpingprocedure var afsluttet. Der er nemlig intet i grundforordningen, der udelukker, at der indgives en ny klage vedroerende en anden referenceperiode end den, der undersoeges som led i en antidumpingprocedure, der er indledt efter en (foerste) klage.

41 Kongeriget Spanien har anfoert, at ifoelge retspraksis kan en institutions interne instrukser samt retsakter, som, skoent de i princippet er akter, der indgaar i en procedure, de facto bringer denne til ophoer foer det tidspunkt, hvor der skulle vaere truffet endelig afgoerelse, vaere genstand for et annullationssoegsmaal (ovennaevnte dom i sagen IBM mod Kommissionen samt Domstolens dom af 9.10.1990, sag C-366/88, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 3571, og Rettens dom af 18.5.1994, sag T-37/92, BEUC og NCC mod Kommissionen, Sml. II, s. 289).

42 Da valget af form desuden ikke kan aendre en institutions retsakts karakter, er den omstaendighed, at en retsakt har en usaedvanlig form, ikke til hinder for, at der anlaegges annullationssoegsmaal, naar retsakten faktisk har haft retsvirkninger i forhold til tredjemaend (Rettens dom af 24.3.1994, sag T-3/93, Air France mod Kommissionen, Sml. II, s. 121, praemis 58).

43 Kommissionens skrivelse af 21. september 1995 frembyder imidlertid traek, som i overensstemmelse med den citerede retspraksis goer det muligt at identificere en retsakt, der, skoent den angiveligt efter sin form hoerer til en procedures formaliteter, i virkeligheden efter selve sit indhold er en retsakt, som de facto bringer den indledte undersoegelse til ophoer. Naar Kommissionen har afholdt sig fra at fremsaette et nyt forslag for Raadet og saaledes tilkendegivet sin endelige vilje, kan denne retsakt sidestilles med en retsakt, som endeligt bringer proceduren til ophoer.

44 Intervenienten har desuden fremhaevet, at Kommissionen bestraeber sig paa at blokere adgangen til to retsmidler, som Oficemen kan benytte. Naar den nemlig i sin skrivelse af 21. september 1995 udtaler, at den »ikke har afholdt sig fra at traeffe afgoerelse i denne sag, da undersoegelsen er blevet afsluttet ved en afgoerelse«, har den soegt at udelukke risikoen for, at det fastslaas, at der foreligger passivitet som omhandlet i traktatens artikel 175. Naar den omvendt i sin skrivelse af 18. oktober 1995 tilbagekalder sine ord ved at udtale, at proceduren »fortsat verserer«, soeger den at beskytte sig mod et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173, idet den foregiver, at der stadig ikke foreligger en endelig retsakt, som kan goeres til genstand for et soegsmaal.

Rettens bemaerkninger

45 Traktatens artikel 173 bestemmer, at private paa visse betingelser kan anlaegge annullationssoegsmaal for at faa proevet lovligheden af institutionernes retsakter ved Faellesskabets retsinstanser.

46 Ved vurderingen af, om naervaerende annullationssoegsmaal kan antages til realitetsbehandling, maa det foerst undersoeges, om der foreligger en retsakt, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal.

47 Det fremgaar herved af en gennemgang af grundforordningens artikel 9 (citeret ovenfor i praemis 5), at faellesskabslovgiver med hensyn til afslutning af en antidumpingprocedure uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger har villet indfoere en beslutningsprocedure, som er baseret paa en kompetence, der er delt mellem Kommissionen paa den ene side og det raadgivende udvalg og Raadet paa den anden side.

48 Naar Kommissionen nemlig finder, at en antidumpingprocedure boer afsluttes uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger, skal den forelaegge det raadgivende udvalg et forslag herom. Hvis der ikke rejses indvendinger i dette udvalg, bliver Kommissionens forslag endeligt, og proceduren afsluttes. Kommissionen bekendtgoer herefter afslutningen i EF-Tidende.

49 Naar én eller flere repraesentanter i det raadgivende udvalg rejser en indvending mod Kommissionens forslag, skal denne, hvis den stadig finder det hensigtsmaessigt, at antidumpingproceduren afsluttes uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger, forelaegge Raadet en rapport om resultatet af konsultationerne samt et forslag til procedurens afslutning. Hvis Raadet ikke med kvalificeret flertal inden en maaned har truffet anden afgoerelse, bliver Kommissionens forslag endeligt, og proceduren afsluttes. Kommissionen bekendtgoer saa afslutningen i EF-Tidende.

50 Naar derimod et kvalificeret flertal i Raadet er uenigt i Kommissionens forslag og forkaster dette, kan proceduren ikke afsluttes. Det fremgaar af beslutningsproceduren i grundforordningens artikel 9, at sagen i saa fald tilbagesendes til Kommissionen, for at denne institution behandler den paa ny paa baggrund af Raadets stillingtagen.

51 I denne sag har Oficemen nedlagt paastand om annullation af »Kommissionens afgoerelse af februar 1994, hvorved denne institution har givet sit forslag om ikke at traeffe beskyttelsesforanstaltninger mod indfoersel af cement med oprindelse i Tyrkiet, Rumaenien og Tunesien endelig virkning«.

52 For saa vidt sagsoegeren ved »Kommissionens afgoerelse af februar 1994« forstaar det forslag om afslutning af antidumpingproceduren, som Kommissionen i februar 1994 fremsatte for det raadgivende udvalg og Raadet, bemaerkes, at ifoelge beslutningsproceduren i grundforordningens artikel 9 som beskrevet ovenfor er et saadant forslag en midlertidig foranstaltning, hvis formaal er at forberede den endelige afgoerelse om afslutning af antidumpingproceduren.

53 Retsakter eller beslutninger, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, navnlig som afslutning paa en intern procedure, kan imidlertid ifoelge retspraksis kun anfaegtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlaegger institutionens standpunkt som afslutning paa en procedure, modsat foreloebige foranstaltninger, der har til formaal at forberede den endelige beslutning (jf. f.eks. Domstolens dom af 14.3.1990, forenede sager C-133/87 og C-150/87, Nashua Corporation m.fl. mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 719, praemis 9, og Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 28).

54 Det foelger heraf, at den saaledes definerede anfaegtede retsakt ikke kan betegnes som en retsakt, der kan goeres til genstand for et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 173.

55 Under disse omstaendigheder maa paastanden om annullation afvises.

56 Under retsmoedet har sagsoegerens advokat endvidere som svar paa et spoergsmaal fra Retten forklaret, at den retsakt, som Oficemen kraever annulleret, er Kommissionens bekraeftelse af dens oprindelige konklusioner, hvorefter antidumpingproceduren skulle afsluttes uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger. Der er tale om en uformel afgoerelse truffet paa en ubestemt dato, efter at sagen den 7. marts 1994 var blevet tilbagesendt til Kommissionen, som ikke er blevet meddelt sagsoegeren, i hvert fald ikke foer september 1995.

57 I denne forbindelse bemaerkes, at Kommissionen efter sagens anlaeg den 3. maj 1996 og den 31. januar 1997 har sendt et nyt forslag om at afslutte antidumpingproceduren uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger til henholdsvis det raadgivende udvalg og Raadet. Da Raadet ikke har truffet anden afgoerelse inden en maaned efter at have modtaget dette forslag, er forslaget blevet til afgoerelse 97/169 om endelig afslutning af antidumpingproceduren.

58 Under disse omstaendigheder finder Retten det ufornoedent at tage stilling til, om den »uformelle afgoerelse«, som sagsoegeren har omtalt under retsmoedet, kan udgoere en anfaegtelig retsakt under beslutningsproceduren efter grundforordningens artikel 9.

Paastanden om passivitet

Parternes argumenter

59 Oficemen har fremfoert et enkelt anbringende, som gaar ud paa, at Kommissionen ikke har fastlagt sin stillingtagen efter at vaere blevet opfordret til at handle, og at den ikke inden for en rimelig frist har taget et af de skridt, som grundforordningen paalaegger den at tage, naar Raadet forkaster dens forslag om at afslutte antidumpingproceduren uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger.

60 Ifoelge sagsoegeren skal Kommissionen i en saadan situation tage sine konklusioner op til fornyet overvejelse, fortsaette undersoegelsen og fremsaette et nyt forslag, som giver mulighed for at afslutte antidumpingproceduren. Den maa ikke kunne unddrage sig denne forpligtelse. Ellers kunne Kommissionen lamme proceduren og beroeve de beroerte parter enhver beskyttelse, fordi den herved ville umuliggoere en proevelse af lovligheden af institutionernes adfaerd.

61 Kongeriget Spanien har anfoert, at naar Raadet forkaster et forslag om afslutning af antidumpingproceduren uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger, er Kommissionen i henhold til grundforordningen forpligtet til at forelaegge det et nyt forslag.

62 Kongeriget Spanien har henvist til, at Raadet har forkastet Kommissionens forslag om afslutning med enstemmighed. Det har anfoert, at en antidumpingprocedure, der er indledt i 1992, og under hvilken Kommissionen i 1996 stadig ikke har truffet en afgoerelse, som goer det muligt for Raadet at traeffe bestemmelse om, hvilke foranstaltninger det finder passende, faktisk viser, at klageren er henvist til at afvente en afklaring af situationen selv, og at det er absolut umuligt for klageren at udoeve sine rettigheder. Denne situation er den stik modsatte af det tilfaelde, hvor en institution kan paaberaabe sig, at der ikke foreligger en forpligtelse til at handle.

63 Kommissionen er af den opfattelse, at paastanden om passivitet savner grundlag, da den ikke ophoerte med at handle, efter at Raadet havde forkastet dens forslag om at afslutte antidumpingproceduren.

64 I duplikken har Kommissionen fremhaevet, at den den 3. maj 1996 har tilsendt det raadgivende udvalg endnu et forslag om at afslutte antidumpingproceduren uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger. Foelgelig mener Kommissionen subsidiaert, at paastanden om passivitet efter tilsendelsen af dette forslag er blevet uden genstand, da det efter sagsoegerens argumentation maa anses for en stillingtagen som omhandlet i traktatens artikel 175 at udstede en saadan forberedende retsakt.

Rettens bemaerkninger

65 Det er fastslaaet og ubestridt, at paastanden om passivitet paa tidspunktet for sagens anlaeg kunne antages til realitetsbehandling. Det maa dog undersoeges, om en stillingtagen fra Kommissionens side, som er indtruffet under sagens forloeb, senere har beroevet den sin oprindelige genstand.

66 I dette tilfaelde har Kommissionen den 3. maj 1996, altsaa efter sagens anlaeg, tilsendt det raadgivende udvalg et nyt forslag om afslutning af antidumpingproceduren uden indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger.

67 Den har saaledes foer dommens afsigelse behoerigt taget stilling til Oficemen's opfordring til at handle i henhold til traktatens artikel 175, stk. 2.

68 Under disse omstaendigheder kan Retten kun fastslaa, at genstanden for paastanden om passivitet er bortfaldet, hvorfor det ikke laengere er fornoedent at traeffe afgoerelse om denne paastand.

Sagens omkostninger

Omkostningerne i forbindelse med paastanden om annullation

69 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten dog traeffe afgoerelse om omkostningernes fordeling, navnlig af saerlige grunde.

70 I dette tilfaelde er paastanden om annullation blevet afvist. Oficemen har imidlertid navnlig nedlagt denne paastand i betragtning af indholdet af skrivelsen af 21. september 1995, som har kunnet give den anledning til at tro, at Kommissionen selv havde besluttet at afslutte antidumpingproceduren.

71 Under disse omstaendigheder doemmes Kommissionen til, ud over sine egne omkostninger, at baere halvdelen af de omkostninger, der er afholdt af Oficemen i forbindelse med paastanden om annullation. Oficemen baerer den anden halvdel af sine omkostninger.

Omkostningerne i forbindelse med paastanden om passivitet

72 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 6, er Retten frit stillet i sin afgoerelse om sagens omkostninger, hvis det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om sagens genstand.

73 I denne sag var der paa datoen for opfordringen til at handle, nemlig den 25. juli 1995, allerede forloebet mere end 15 maaneder, siden Raadet havde tilbagesendt sagen til Kommissionen, uden at denne havde handlet.

74 Desuden er det foerst den 3. maj 1996, altsaa mere end fem maaneder efter sagens anlaeg, at Kommissionen har handlet ved at tilsende det raadgivende udvalg et nyt forslag om afslutning af proceduren.

75 Under disse omstaendigheder doemmes Kommissionen til, ud over sine egne omkostninger, at baere de omkostninger, der er afholdt af Oficemen i forbindelse med paastanden om passivitet.

Kongeriget Spaniens omkostninger

76 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer medlemsstater, der er indtraadt i en sag, deres egne omkostninger.

77 Foelgelig maa Kongeriget Spanien baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Tredje Udvidede Afdeling)

1) Paastanden om annullation afvises.

2) Det er ufornoedent at traeffe afgoerelse om paastanden om passivitet.

3) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber baerer sine egne omkostninger, halvdelen af sagsoegerens omkostninger i forbindelse med paastanden om annullation og samtlige sagsoegerens omkostninger i forbindelse med paastanden om passivitet.

4) Sagsoegeren baerer halvdelen af de omkostninger, sammenslutningen har afholdt i forbindelse med paastanden om annullation.

5) Kongeriget Spanien baerer sine egne omkostninger.