RETTENS DOM (Femte Afdeling)

21. maj 1996

Sag T-148/95

w.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd — vedvarende, delvis invaliditet — kirurgisk indgreb«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-645

Angående:

Påstand dels om annulation af Kommissionens afgørelse af 25. oktober 1994, hvorved sagsøgerens vedvarende, delvise invaliditet blev fastsat til 0%, så længe han afviste at lade sig underkaste et kirurgisk indgreb, dels om at tilpligte Kommissionen betaling af honorarerne til sagsøgerens læger samt en symbolsk erstatning på 1 ECU for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt.

Udfald:

Frifindelse.

Resumé af dom

Sagsøgeren, som er tjenestemand i lønklasse B2 ved Kommissionen, følte smerter i den højre lyskekanal efter at have været udsat for en trafikulykke den 10. august 1982.

På grundlag af en lægeundersøgelse foretaget den 19. februar 1987 fandt den læge, som var udpeget af Kommissionen, at han var ude af stand til at udtale sig om, hvorvidt sagsøgeren led af en vedvarende, delvis invaliditet, så længe denne nægtede at underkaste sig et kirurgisk indgreb til helbredelse af sin lidelse.

Den 14. august 1991 blev der nedsat et lægeudvalg. Udvalget konkluderede følgende i sin udtalelse af 15. november 1991:

»Den kliniske undersøgelse viser, at patienten lider af en ekstern skråtliggende lyskebrok i højre side. Undersøgelsen af den venstre lyskering viser, at patienten også på dette sted lider af en konstitutionel svaghed i de to vægge af lyskekanalen. Den højre læsion er påvirkelig over for en fysisk anstrengelse, som medfører overtryk i lungerne. Den har en diameter på ca. 3 cm.

Under de nuværende forhold ønsker patienten af personlige grunde ikke indtil videre at lade sig operere.

Han vil imidlertid ikke modsætte sig, at der på et senere tidspunkt vil kunne foretages en sådan kirurgisk behandling, når de grande, som tvinger ham til at modsætte sig det på nuværende tidspunkt, ikke længere består.

Patientens nuværende tilstand skyldes såvel ulykken som en åbenbar medfødt disposition, da der genfindes samme svaghed på væggen af venstre side, men uden at det dér har udviklet sig til nogen broksygdom.

Vi er derfor under hensyn til det tidligere anførte af den opfattelse, at W. må anses for at lide af en invaliditet på 4%.

Ved et kirurgisk indgreb vil invaliditeten, forudsat at der ikke indtræder særlige komplikationer, kunne reduceres til 0%.

Såfremt der ikke foretages nogen kirurgisk behandling, må det tilrådes patienten at bære lyskebælte.«

I en supplerende udtalelse af 22. juni 1993 fastslog lægeudvalget følgende:

»Blandt de kirurgiske indgreb antages den operative behandling af lyskebrok at være forbundet med en ringe risiko. Det skal dog understreges, at selv om risikoen er ringe, er den ikke helt udelukket, som det er tilfældet med alle kirurgiske indgreb.

[..]

Ifølge den gældende statistik opnås der fuld helbredelse i 98% af tilfældene.

Det antages, at man med de fremskridt, der er sket inden for den smertestillende terapi, kan reducere heftigere lidelser til et absolut tåleligt niveau.«

Den 25. oktober 1994 meddelte ansættelsesmyndigheden sagsøgeren, at den henset til lægeudvalgets supplerende udtalelser havde truffet afgørelse om at fastsætte graden af sagsøgerens vedvarende, delvise invaliditet til 0% og i medfør af artikel 23, stk. 2, tredje afsnit, i ordningen om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber (herefter »ordningen«) at lade sagsøgeren afholde honorarudgifterne og de øvrige udgifter til den læge, som han havde valgt, samt halvdelen af honorarerne og de øvrige udgifter til den tredje læge.

Ved skrivelse af 7. november 1994 kritiserede den læge, som repræsenterede sagsøgeren Kommissionens afgørelse af 25. oktober 1994 med bl.a. følgende bemærkninger:

Ved skrivelse af 30. marts 1995 forelagde Kommissionen på ny sagen for lægeudvalget. Udvalget afholdte møde den 23. juni 1995 og afgav samme dag en udtalelse, hvori det fastslog, at sagsøgerens invaliditet på 4%, som beroede på lyskebrok, kun var midlertidig. Denne udtalelse blev ikke underskrevet af den læge, som repræsenterede sagsøgeren.

Påstandene om annulation af afgørelsen af 25. oktober 1994

Anbringendet om, at afgørelsen er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn

Retten bemærkede, at en tjenestemand, som er ramt af en vedvarende, delvis invaliditet, ifølge vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra c), har krav på en erstatning, som beregnes på grundlag af den tabel, der er fastsat i ordningen. Denne erstatning, som har karakter af en social sikringsydelse, er en fast pengeydelse, der påhviler institutionen, og som beregnes under hensyn til de varige følger af ulykken (præmis 35).

Henvisning til: Domstolen, 21. maj 1981, sag 156/80, Morbelli mod Kommissionen, Sml. s. 1357, præmis 34; Retten. 28. februar 1992, sag T-8/90, Colmant mod Kommissionen, Sml. II, s. 469, præmis 28 og 29.

Ifølge ordningens artikel 20 fastsættes tjenestemandens invaliditetsgrad først, når hans læsioner er konsolideret. Tjenestemanden har derfor først krav på erstatning i henhold til vedtægtens artikel 73, stk. 2, litra c), fra det tidspunkt, da hans læsioner må anses for konsolideret. Retten tilføjede, at konsolidering er den tilstand, hvor en skadelidts legemlige læsioner er blevet så stationære, at de ikke længere synes at kunne helbredes eller forbedre sig, og hvor en behandling principielt ikke længere er tilrådelig, medmindre den har til formål at undgå en forværring (præmis 36).

Retten bemærkede videre, at selv om det har retsvirkninger at fastslå, at en sygdomstilstand er konsolideret, da denne tilstand er en betingelse for at erhverve ret til erstatningen i henhold til vedtægtens artikel 73, er såvel den konkrete vurdering af, om en legemlig læsion er konsolideret under hensyn dels til anamnesen, dels til spørgsmålet, om der findes en terapeutisk behandling, som kan helbrede eller forbedre den pågældende læsion, som vurderingen af den påtænkte form for terapeutisk behandling en rent lægelig vurdering, der ligger uden for den prøvelsesret, der udøves af Fællesskabets retsinstanser (præmis 37).

Efter Domstolens og Rettens faste praksis er en institution forpligtet til at respektere de lægelige konstateringer, som foretages af lægeudvalget, og kan ikke sætte sin egen vurdering i stedet herfor, men skal begrænse sig til at vurdere de retlige følger af disse konstateringer (præmis 38).

Henvisning til: Domstolen, 21. januar 1987, sag 76/84, Rienzi mod Kommissionen, Sml. s. 315, præmis 11; Retten, 23. november 1995, sag T-64/94, Benecos mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 769, præmis 42.

Følgelig kunne Retten ikke tage stilling til den vurdering, som lægeudvalget havde foretaget vedrørende sagsøgerens læsioner. Retten bemærkede i den forbindelse, at det kun er i tilfælde, hvor der ikke i lægeudvalgets udtalelse fremgår at være en forståelig sammenhæng mellem de heri foretagne konstateringer, og den konklusion, som udtalelsen munder ud i, at Retten vil se sig foranlediget til at efterprøve den afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, som er baseret på en sådan udtalelse (præmis 39).

Henvisning til: Retten, 27. november 1990, sag T-7/90, Kobor mod Kommissionen, Sml. II, s. 721; Retten, 27. februar 1992, sag T-165/89, Plug mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, præmis 75; Retten, 9. juni 1994, sag T-94/92, X mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 481, præmis 40 og 41; Retten, 27. oktober 1994, sag T-47/93, C. mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 743.

Erstatningspåstanden

Retten fandt, at selv om lægeudvalget havde afholdt møder flere gange, og proceduren herfor havde trukket i langdrag, var dette begrundet i sagens omstændigheder. Det fremgik nemlig ved en gennemgang af lægeudvalgets udtalelser, at det var, fordi sagsøgeren var uenig i den vurdering, som udvalget havde foretaget med hensyn til, om hans invaliditet havde en vedvarende karakter eller ej, at ansættelsesmyndigheden flere gange havde måttet anmode lægeudvalget om at udtale sig vedrørende den pågældende læsions art og vedvarende karakter og vedrørende den form for kirurgisk behandling, som lægeudvalget påtænkte (præmis 53).

Endelig bemærkede Retten, at når bortses fra tilfælde, hvor ulykken er indtruffet under, i forbindelse med eller på vej til eller fra tjenesten, skal tjenestemanden ifølge'ordningens artikel 23, stk. 2, tredje afsnit, når lægeudvalgets udtalelse er i overensstemmelse med det udkast til afgørelse, som ansættelsesmyndigheden har meddelt tjenestemanden, afholde honorarudgifterne og de øvrige udgifter til den læge, som han har valgt, samt halvdelen af honorarerne og de øvrige udgifter til den tredje læge, mens de øvrige omkostninger afholdes af institutionen (præmis 54).

Konklusion:

Kommissionen frifindes.