61995A0121

1 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - skade - Kommissionens undersoegelse heraf i sin egenskab af undersoegelsesmyndighed - bevisbyrde - fastsaettelse af prisen for det produkt, der dumpes, og af prisen for det EF-producerede produkt - justering paa grundlag af kvalitetsforskelle - hensyntagen til forbrugerens bedoemmelse - institutionernes skoensbefoejelser - judiciel kontrol - graenser

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 4, stk. 2, litra b)]

2 Faellesskabsret - principper - ret til kontradiktion - overholdelse under administrative procedurer - antidumping - institutionernes pligt til at give de paagaeldende virksomheder oplysninger - raekkevidde

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 7, stk. 4)

3 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - skade - vurdering af indfoerslens virkning paa EF-produktionen - producenternes manglende fortjeneste - institutionernes skoensbefoejelser - judiciel kontrol - omstaendigheder, der kan tages i betragtning

[Raadets forordning nr. 2324/88, art. 4, stk. 2, litra c)]

4 Under en antidumpingundersoegelse paahviler det Kommissionen som undersoegelsesmyndighed at afgoere, om et produkt, der dumpes, foraarsager skade, naar det bringes i fri omsaetning i Faellesskabet. Herved skal Kommissionen bringe paa det rene, om der foreligger et betydeligt prisunderbud i forhold til prisen paa et tilsvarende produkt i Faellesskabet, og i den forbindelse skal den anvende de tilgaengelige oplysninger paa det paagaeldende tidspunkt uden at paalaegge en af parterne bevisbyrden.

Spoergsmaalet, om der boer foretages en justering af prisen paa det produkt, som dumpes, som foelge af en forskel i kvaliteten mellem dette produkt og det tilsvarende EF-produkt, forudsaetter en bedoemmelse af en raekke komplicerede oekonomiske omstaendigheder. Foelgelig maa Rettens proevelse begraenses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige, samt til, om der foreligger et aabenbart fejlskoen, eller om der er begaaet magtfordrejning.

I oevrigt er spoergsmaalet om en justering af prisen paa grundlag af kvalitetsforskelle i det vaesentlige et spoergsmaal om, hvorledes produktet bedoemmes af forbrugeren, idet det afgoerende for at fastsaette en justering - inden for rammerne af ansaettelsen af skaden under en antidumpingundersoegelse - er den pris, forbrugeren er rede til at betale for de produkter, der er genstand for dumpingproceduren, i forhold til de produkter, som fremstilles i Faellesskabet, ikke de objektive forskelle mellem disse produkter.

5 Kravet om overholdelsen af retten til kontradiktion er respekteret, naar den paagaeldende virksomhed under den administrative procedure, inden vedtagelsen af en antidumpingforordning, har haft mulighed for at fremsaette sine bemaerkninger vedroerende rigtigheden og relevansen af de omstaendigheder, institutionerne herved har lagt til grund. Manglende oplysning af et forhold, som kun er en bekraeftelse af andre oplysninger, og som ikke indgaar i begrundelsen for den paagaeldende forordning, afskaerer herved ikke den beroerte virksomhed fra retten til kontradiktion.

6 Under den judicielle kontrol med bedoemmelsen af skaden under en antidumpingundersoegelse, tilkommer det Retten af fastslaa, om institutionerne ved vurderingen af den manglende fortjeneste for EF-producenterne, og, i ganske saerlig grad, den fortjenstmargen, der er noedvendig for at opretholde deres konkurrencedygtighed, har stoettet sig paa rigtige faktiske omstaendigheder, og om disse eventuelt er blevet vurderet aabenbart fejlagtigt inden for rammerne af den situation, der forelaa paa tidspunktet for udstedelse af den anfaegtede retsakt. Heraf foelger, at der med henblik paa den judicielle kontrol ikke skal tages hensyn til bevisligheder, som ikke er blevet fremlagt under den administrative procedure, og som derfor ikke kunne tages i betragtning af institutionerne paa det tidspunkt, da de udstedte den anfaegtede forordning.

I sag T-121/95,

European Fertilizer Manufacturers Association (EFMA), Zuerich (Schweiz), foerst ved advokaterne Dominique Voillemot og Hubert de Broca, derefter ved advokaterne Voillemot og Olivier Prost, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Loesch og Wolter, 11, rue Goethe,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved Yves Crétien og Antonio Tanca, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe og George M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Bruno Eynard, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsoegt,

stoettet af

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Nicholas Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

intervenient,

angaaende en paastand om annullation af artikel 1 i Raadets forordning (EF) nr. 477/95 af 16. januar 1995 om aendring af de endelige antidumpingforanstaltninger gaeldende for indfoerslen til Faellesskabet af urinstof med oprindelse i det tidligere Sovjetunionen og om bortfald af antidumpingforanstaltningerne gaeldende for indfoerslen til Faellesskabet af urinstof med oprindelse i det tidligere Tjekkoslovakiet (EFT L 49, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Fjerde Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne P. Lindh, J. Azizi, J.D. Cooke og M. Jaeger,

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer B. Pastor,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 28. maj 1997,

afsagt foelgende

Dom

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren, European Fertilizer Manufacturers Association (herefter »EFMA«), der er opstaaet efter en sammenlaegning af flere sammenslutninger, herunder CMC-Engrais (EF-udvalget under industrien til fremstilling af kvaelstof- og fosfatgoedning), er en erhvervssammenslutning, som er oprettet i henhold til schweizisk ret, og som varetager de faelles og generelle interesser hos sine medlemmer, der fremstiller goedningsstoffer.

2 Efter en klage indgivet af CMC-Engrais i juli 1986 meddelte Kommissionen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, at den ville indlede en antidumpingprocedure vedroerende indfoerslen af urinstof til Faellesskabet fra Tjekkoslovakiet, Den Tyske Demokratiske Republik, Kuwait, Libyen, Saudi-Arabien, Sovjetunionen, Trinidad og Tobago og Jugoslavien samt indlede en undersoegelse (EFT 1986 C 254, s. 3) i medfoer af Raadets forordning (EOEF) nr. 2176/84 af 23. juli 1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 201, s. 1).

3 Proceduren foerte til vedtagelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 3339/87 af 4. november 1987 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af urinstof med oprindelse i Libyen og Saudi-Arabien og om godtagelse af tilsagn i forbindelse med importen af urinstof med oprindelse i Den Tyske Demokratiske Republik, Jugoslavien, Kuwait, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Trinidad og Tobago samt om afslutning af de paagaeldende undersoegelser (EFT L 317, s. 1). De tilsagn, der blev godkendt ved naevnte forordning, blev bekraeftet ved Kommissionens afgoerelse 89/143/EOEF af 21. februar 1989 (EFT L 52, s. 37).

4 Ved skrivelse af 29. oktober 1992 indgav sagsoegeren anmodning om fornyet delvis undersoegelse af de ovennaevnte tilsagn vedroerende det tidligere Tjekkoslovakiet og det tidligere Sovjetunionen.

5 Kommissionen modtog oplysninger om indfoersel til Faellesskabet af urinstof fra det tidligere Tjekkoslovakiet og det tidligere Sovjetunionen, og fandt, henset til de heraf udledte konklusioner, at den havde tilstraekkelige beviser paa saadanne aendrede omstaendigheder, at indledning af en procedure til fornyet undersoegelse af de ovennaevnte tilsagn var berettiget. Kommissionen indledte derfor en undersoegelse efter artikel 14 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1, herefter »grundforordningen«), vedroerende Den Tjekkiske Republik, Den Slovakiske Republik, republikkerne Hviderusland, Georgien, Tadjikistan og Uzbekistan, Den Russiske Foederation samt Ukraine (EFT 1993 C 87, s. 7).

6 Da proceduren om fornyet undersoegelse endnu ikke var afsluttet ved foranstaltningens udloeb, besluttede Kommissionen i medfoer af grundforordningens artikel 15, stk. 4, at foranstaltningerne vedroerende urinstof fra det tidligere Tjekkoslovakiet og det tidligere Sovjetunionen skulle forblive i kraft i afventning af den fornyede undersoegelses udfald (EFT 1994 C 47, s. 3).

7 Dumpingundersoegelsen omfattede perioden fra den 1. januar 1990 til den 31. december 1992 (herefter »undersoegelsesperioden«).

8 Med henblik paa at fastsaette den normale vaerdi af urinstof fremstillet i det tidligere Sovjetunionen (i Rusland og i Ukraine) foreslog sagsoegeren Australien som referenceland i medfoer af grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a), nr. i). Imidlertid modsatte European Fertilizer Importers Association (herefter »EFIA«), som deltog i undersoegelsen, sig anvendelsen af et referenceland og foreslog at anvende de reelle omkostninger, der var fastslaaet i det land, som var beroert af proceduren. Paa et senere tidspunkt i proceduren gjorde EFIA tillige gaeldende, at Canada var det mest hensigtsmaessige referenceland.

9 Efter at Kommissionen havde valgt Australien som foreloebigt referenceland, fandt den, at det ikke var det mest hensigtsmaessige, navnlig paa grund af landets isolation paa verdensmarkederne samt paa grund af prisniveauet paa hjemmemarkedet, der laa over det niveau, der var gaeldende i Europa. Den Slovakiske Republik (herefter »Slovakiet«), der allerede var genstand for en undersoegelse, kom derfor i betragtning og blev herefter valgt som referenceland.

10 Den 10. maj 1994 tilstillede Kommissionen sagsoegeren samt alle de beroerte parter det informationsbrev, hvorved den fremlagde sine konklusioner af undersoegelsen samt de faktiske omstaendigheder og vaesentlige overvejelser, paa grundlag af hvilke den paataenkte at anbefale vedtagelse af endelige foranstaltninger. I brevet fremlagde Kommissionen forklaringer vedroerende valget af Slovakiet som referenceland i stedet for Australien og Canada, beregningen af den normale vaerdi (i Slovakiet), sammenligningen mellem den normale vaerdi (ab fabrik fra Slovakiet) og eksportpriserne (fra landegraenserne fra Rusland og Ukraine) og endelig ansaettelsen af skaden. Den forklarede bl.a., hvorfor det forekom den rigtigt at fastsaette en fortjenstmargen for EF-producenterne paa 5% og foretage en justering paa 10% af prisen paa urinstof fra Rusland for at beregne niveauet for den paataenkte told. Hvad angaar justeringen paa 10% udtalte den isaer, at det forhold, at russisk urinstof havde tendens til at forringes under transporten, og det forhold, at importoererne af russisk urinstof ikke altid var i stand til at tilbyde en forsyningssikkerhed svarende til den, som EF-producenterne kunne tilbyde, indebar en prisforskel mellem urinstof fra Rusland og urinstof fra Faellesskabet.

11 Ved skrivelse af 17. maj 1994 anmodede sagsoegeren Kommissionen om at blive informeret om de oplysninger, der var indhentet under undersoegelsen vedroerende justeringen paa 10%, som var foretaget paa grundlag af kvalitetsforskellen mellem urinstof fra det tidligere Sovjetunionen og det urinstof, der fremstilles i Faellesskabet.

12 Den 18. maj 1994 svarede Kommissionen ved telefax, at den paagaeldende justering var et middelskoen foretaget paa grundlag af oplysninger indhentet hos forskellige importoerer, handlende og distributoerer, som alle var involverede i handelen med urinstof fra Rusland og fra Faellesskabet.

13 Ved skrivelse af 30. maj 1994 fremsatte sagsoegeren bemaerkninger til Kommissionen vedroerende informationsbrevet. Sagsoegeren udbad sig tillige yderligere oplysninger og gjorde herved gaeldende, at informationsbrevet var ufuldstaendigt i relation til dumpingspoergsmaalet.

14 Kommissionen gav sagsoegeren visse yderligere oplysninger ved skrivelse af 10. juni 1994.

15 Repraesentanter fra sagsoegeren og fra Kommissionens tjenestegrene afholdt moede den 18. juli 1994 for at droefte de forskellige konklusioner og bemaerkninger, og herefter fremsatte sagsoegeren yderligere bemaerkninger over for Kommissionen ved skrivelser af 28. juli, 9. august, 21. og 26. september samt 3. oktober 1994.

16 Efter et nyt moede i oktober 1994 fremsatte sagsoegeren ved skrivelse af 26. oktober 1994 endelige bemaerkninger vedroerende bl.a. sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen, justeringen paa 10% og fortjenstmargenen paa 5%.

17 Den 16. januar 1995 udstedte Raadet forordning (EF) nr. 477/95 om aendring af de endelige antidumpingforanstaltninger gaeldende for indfoerslen til Faellesskabet af urinstof med oprindelse i det tidligere Sovjetunionen og om bortfald af antidumpingforanstaltningerne gaeldende for indfoerslen til Faellesskabet af urinstof med oprindelse i det tidligere Tjekkoslovakiet (EFT L 49, s. 1, herefter »den anfaegtede forordning«). Forordningen blev offentliggjort i EF-Tidende den 4. marts 1995.

18 Da taersklen for afhjaelpning af skaden laa under den for Rusland fastsatte dumpingmargen, blev den endelige antidumpingtold fastsat til niveauet for taersklen for afhjaelpning af skaden i medfoer af grundforordningens artikel 13, stk. 3.

19 Den anfaegtede forordnings artikel 1 bestemmer foelgende:

»1. Der indfoeres en endelig antidumpingtold paa indfoerslen af urinstof henhoerende under KN-kode 3102 10 10 og 3102 10 90 og med oprindelse i Den Russiske Foederation.

2. Tolden fastsaettes til forskellen mellem 115 ECU pr. ton og nettoprisen, frit Faellesskabets graense, ufortoldet, hvis sidstnaevnte pris er den laveste.

3. Medmindre andet er fastsat, finder gaeldende bestemmelser for told anvendelse.«

Retsforhandlinger

20 Under disse omstaendigheder har sagsoegeren ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. maj 1995 anlagt naervaerende sag.

21 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 23. oktober 1995 fremsatte Kommissionen begaering om at maatte indtraede i sagen til stoette for Raadets paastande.

22 Ved kendelse af 21. november 1995 har formanden for Rettens Fjerde Udvidede Afdeling taget begaeringen til foelge.

23 Ved skrivelse af 2. oktober 1996 indgav sagsoegeren til Retten begaering om tilladelse til, at selskabets mundtlige indlaeg afgives paa fransk.

24 Denne begaering blev forkastet ved Rettens (Fjerde Udvidede Afdeling) kendelse af 24. januar 1997 (sag T-121/95, EFMA mod Raadet, Sml. II, s. 87).

25 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Parterne har imidlertid faaet tilstillet visse spoergsmaal og anmodninger om fremlaeggelse af dokumenter.

26 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 17. april 1997 samt ved skrivelser af 30. april 1997 har sagsoegeren samt henholdsvis Raadet og Kommissionen besvaret disse spoergsmaal og fremlagt visse dokumenter.

27 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal under det offentlige retsmoede, som blev afholdt den 28. maj 1995.

Parternes paastande

28 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Den anfaegtede forordnings artikel 1 annulleres.

- Det bestemmes, at den ved forordningen paalagte antidumpingtold opretholdes, indtil de kompetente institutioner har truffet de strengere foranstaltninger, som er noedvendige for at opfylde den af sagsoegeren kraevede dom.

- Raadet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

29 Sagsoegte, Raadet, har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes til at betale sagens omkostninger.

30 Kommissionen har som intervenient nedlagt foelgende paastand:

- Sagsoegte frifindes.

Annullationspaastanden

31 Til stoette for paastanden om annullation af den anfaegtede forordnings artikel 1 har sagsoegeren paaberaabt sig tre anbringender. Det foerste anbringende er reelt, at der foreligger en tilsidesaettelse af grundforordningen i og med, at Slovakiet er blevet valgt som referenceland. Til stoette for det andet anbringende paaberaaber sagsoegeren sig dels en tilsidesaettelse af grundforordningen, idet den normale vaerdi og eksportpriserne er blevet sammenlignet paa to forskellige niveauer, konkret ab fabrik og ved landegraensen, dels en tilsidesaettelse af begrundelsespligten, idet den anfaegtede forordning ikke forklarer, hvorfor sammenligningen er blevet foretaget paa forskellige niveauer. Subsidiaert haevdes det, at denne sammenligning er behaeftet med en aabenbar skoensfejl. Det tredje anbringende drejer sig om ansaettelsen af skaden. Sagsoegeren goer for det foerste gaeldende, at Raadet, ved at foretage en justering af prisen paa urinstof fremstillet i Rusland for at udligne visse paastaaede forskelle i kvalitet, dels har begaaet en aabenbar skoensfejl, dels har tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion. For det andet har Raadet ved at fastsaette en for svag fortjenstmargen for EF-producenterne gjort sig skyldig i en aabenbar skoensfejl og tillige tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion.

32 Da antidumpingtolden i denne sag blev fastsat til niveauet for taersklen for afhjaelpning af skaden, maa der foerst foretages en undersoegelse af det tredje anbringende om ansaettelsen af skaden.

Anbringendet om, at skaden er blevet forkert ansat

33 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Raadet har gjort sig skyldig i to fejl ved bedoemmelsen af skaden. For det foerste foretog Raadet fejlagtigt en tilpasning paa 10% paa grundlag af kvalitetsforskelle mellem russisk urinstof og urinstof fra Faellesskabet. For det andet har Raadet fejlagtigt fastsat en fortjenstmargen for EF-producenterne paa 5%.

Tilpasningen paa 10% paa grundlag af kvalitetsforskelle mellem urinstof fra Rusland og urinstof fremstillet i Faellesskabet

- Parternes argumenter

34 Denne del af anbringendet kan opdeles i to underafdelinger. For det foerste skal EF-institutionerne ved justeringen paa 10% paa grundlag af kvalitetsforskelle ved sammenligningen af prisen paa urinstof indfoert fra Rusland og urinstof fremstillet i Faellesskabet have begaaet en aabenbar skoensfejl. For det andet skal institutionerne ved at gaa frem paa denne maade have tilsidesat en vaesentlig formforskrift i og med, at sagsoegeren aldrig har haft lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger til de bevisligheder, Kommissionen lagde til grund for at retfaerdiggoere justeringen.

35 For det foerste har sagsoegeren gjort gaeldende, at der ikke bestaar nogen kvalitetsforskelle mellem urinstof fremstillet i Rusland og urinstof fremstillet i Faellesskabet. Der kunne foelgelig ikke forudsiges at indtraeffe nogen exceptionel forringelse af urinstoffet fra Rusland under transporten til Faellesskabet. Herved paaberaaber sagsoegeren sig to bevisligheder: et skema med en sammenlignende kemisk og fysisk analyse relateret til russisk urinstof og urinstof fra Faellesskabet af 30. maj 1994, som sagsoegeren har udarbejdet paa grundlag af forskellige proever, der er blevet analyseret af forskellige laboratorier, samt to telefaxer afsendt af selskabet Sinochem UK Ltd til sagsoegeren samt videresendt til Kommissionen den 9. august og den 26. september 1994. Skemaet viser ifoelge sagsoegeren, at der ikke var nogen forskel mellem russisk urinstof og urinstof fra Faellesskabet, ligesom telefaxerne bekraefter ligheden mellem priserne paa importeret urinstof i Kina, uanset om det kommer fra Rusland, Mellemoesten, Indonesien eller Det Europaeiske Faellesskab.

36 Hvad angaar Raadets udtalelse om, at urinstof erfaringsmaessigt forringes som foelge af lastning, losning og oplagring, har sagsoegeren gjort gaeldende, at Raadet ikke forklarer, hverken om urinstof fra Rusland er undergivet flere lastnings- og losningstiltag end dem, der overgaar urinstof fremstillet i Faellesskabet, eller om oplagringen af urinstof fra Rusland indebaerer anden haandtering end den, der kraeves til oplagring af urinstof fremstillet i Faellesskabet.

37 Sagsoegeren tilfoejer, at Rusland er den vigtigste eksportoer af urinstof til Kina, og at Kina er den mest betydelige importoer af urinstof i verden. Ifoelge sagsoegeren er det klart - da eksporten af urinstof fra Rusland til Kina noedvendiggoer transport over store afstande, der mindst svarer til afstanden mellem Rusland og Den Europaeiske Union - at Rusland kan eksportere urinstof over lange afstande, uden at stoffet forringes.

38 Sagsoegeren anfaegter Raadets udtalelse om, at en justering, der skal udligne kvalitetsforskellene mellem produkterne, i det vaesentlige hviler paa en bedoemmelse af, hvad der er forbrugerens opfattelse. Sagsoegeren laegger vaegt paa, at urinstof er et kemisk produkt, hvis sammensaetning altid er den samme, uanset om det kommer fra Rusland eller fra Det Europaeiske Faellesskab. Desuden er en konstatering af kvalitetsforskelle, der hviler paa oplysninger om salget, lidet realistisk som foelge af forbrugerens staerkt subjektive bedoemmelse og som foelge af den diffuse karakter af den anvendte oplysning. Desuden har landmaendene, dvs. brugerne af urinstof, ingen idé om, og kunne heller ikke have nogen idé om en forskel mellem urinstof fremstillet i Rusland og urinstof fremstillet i Faellesskabet, for stofferne har samme fysiske og kemiske egenskaber.

39 Endelig bestrider sagsoegeren, at importoererne af urinstof fra Rusland ikke altid er i stand til at garantere en forsyningssikkerhed svarende til den, der bestaar hos EF-producenterne. Sagsoegeren goer gaeldende, at produktionskapaciteten for urinstof i Rusland er saa overvaeldende stor i forhold til det samlede salg, at spoergsmaalet om forsyningssikkerhed aldrig skulle kunne opstaa. Til stoette for sin opfattelse henviser sagsoegeren til en pressemeddelelse fra selskabet Ferchimex, offentliggjort i bladet Agrochim-Business fra juli 1991 (1/91).

40 I den forbindelse goer sagsoegeren tillige gaeldende, at der, modsat det af Raadet haevdede, i Rusland ikke har vaeret noget problem med gasforsyningen. Sagsoegeren henviser herved til en rapport fremlagt af et britisk konsulentfirma i 1992 (British Sulphur Consultants) med titlen Fertilizer Supply from the Commonwealth of Independent States (herefter »British Sulphur Report«) og til en artikel offentliggjort den 6. september 1993 i tidsskriftet Fertilizer Week (7. aargang, nr. 16).

41 I oevrigt har sagsoegeren forkastet Raadets metode til at komme frem til et justeringsniveau paa 10%, herunder navnlig det forhold, at dette justeringsniveau udgoer »en mellemproportional mellem det tal, der fremfoertes af faellesskabsproducenterne, og det beloeb, som EFIA oenskede« (66. betragtning til den anfaegtede forordning).

42 Sagsoegeren goer gaeldende, at EFIA's bemaerkninger til denne justering er irrelevante, da de ikke hviler paa nogen form for bevis. Der bestaar en almindelig grundsaetning i antidumpingretten, hvorefter en part, der kraever justering, skal bevise, at kravet er begrundet. Foelgelig burde EFIA have vaeret paalagt en strengere bevisbyrde, fordi EFIA er omfattet af justeringen.

43 Sagsoegeren tilfoejer, at man paa sin side er staerkt imod denne justeringssats, hvilket fremgaar af korrespondancen efter informationsbrevet, og at de to bevisligheder, man forelagde for Kommissionen (jf. praemis 35 ovenfor), aldrig er blevet anfaegtet, hverken af Kommissionen eller af EF-importoererne, saa lidt som de russiske eksportoerer og producenter har anfaegtet dem.

44 Sagsoegeren har for det andet udviklet sit argument om, at EF-institutionerne tilsidesatte sammenslutningens grundlaeggende rettigheder vedroerende kontradiktion.

45 Sagsoegeren fremhaever, at man foerst blev i stand til at goere sit synspunkt gaeldende vedroerende rigtigheden af Kommissionens konklusioner angaaende justeringen paa 10%, efter at man havde modtaget informationsbrevet, dvs. paa et tidspunkt, hvor Kommissionen allerede havde fastsat den naevnte sats. Tilsvarende er telefaxen af 18. maj 1994 (jf. praemis 12 ovenfor) uden interesse, fordi den blev afsendt otte dage efter informationsbrevet. Sagsoegeren laegger vaegt paa, at man aldrig fik adgang til de dokumenter, paa grundlag af hvilke Kommissionen fastsatte satsen.

46 Sagsoegeren tilfoejer, at EFIA ikke deltog i proceduren foer fremsendelsen af informationsdokumenterne. Det var derfor foerst paa det tidspunkt, da Kommissionen allerede havde foreslaaet justeringen paa 10%, at EFIA fremsendte en anmodning (af 31.5.1994) til Kommissionen om, at denne fastsatte en endnu hoejere justeringssats for at udligne kvalitetsforskellene. Hermed kunne Kommissionen ikke foretage sine konklusioner vedroerende satsen paa 10% ud fra de af importoererne fremlagte oplysninger.

47 Under alle omstaendigheder havde sagsoegeren, saafremt EFIA havde fremlagt bevisligheder for Kommissionen, ret til at blive bekendt med dem. Sagsoegeren tilfoejer med stoette i Domstolens dom af 27. juni 1991 (sag C-49/88, Al-Jubail Fertilizer mod Kommissionen, Sml. I, s. 3187) og af 7. maj 1991 (sag C-69/89, Nakajima mod Raadet, Sml. I, s. 2069) i saa henseende, at den oplysningspligt, der paahviler institutionerne, konkret ikke boer begraenses, da importoerernes oplysninger var relevante for sagsoegerens ret til kontradiktion, og da Kommissionen aldrig havde udtalt, at de paagaeldende oplysninger var fortrolige efter grundforordningens artikel 8, ligesom Kommissionen aldrig havde fremlagt noget brugbart resumé, der ikke var fortroligt [grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a)].

48 Raadet har for det foerste bemaerket, at det aldrig har haevdet, at der bestod forskelle i den kemiske sammensaetning mellem urinstof fra Rusland og urinstof produceret i Faellesskabet, men at kvalitetsforskellene skyldes andre faktorer. Sagsoegte anfoerer, at besoeg, foretaget under undersoegelsen, i lokalerne hos EF-importoererne af urinstof fremstillet i Rusland havde gjort det muligt for Kommissionens tjenestemaend at fastslaa, at urinstoffets kvalitet fremboed alvorlige problemer for importoererne, naar det ankom til Faellesskabet. Undertiden var produktet i den grad blevet forringet som foelge af transportens varighed og haandteringen, at det ikke laengere var muligt for importoererne at saelge det til landbrugerne.

49 Raadet fremhaever, at en justering af prisen paa grundlag af kvalitetsforskelle i det mindste konkret maa anses for i det vaesentlige at vaere et spoergsmaal om, hvorledes forbrugerens bedoemmelse er. Saafremt forbrugerne (med rette eller med urette) tror, at urinstoffet fra Rusland er af mindre god kvalitet end det, der fremstilles i Faellesskabet, og saafremt de derfor ikke er parat til at give en bedre pris, er spoergsmaalet, om der faktisk bestaar en kvalitetsforskel, ganske irrelevant.

50 Raadet praeciserer, at det i det foreliggende tilfaelde har ringe betydning at vide, om den egentlige grund til prisforskellene ligger i den objektive kvalitetsforskel eller i en subjektiv bedoemmelse hos forbrugeren. Sagsoegte fremhaever, at prisjusteringen skulle goere det muligt at beregne indikativprisen, og at den kvalitetsforskel, der bestod mellem russisk urinstof og urinstof produceret i Faellesskabet, indebar, at EF-producenterne for deres produkt kunne opnaa en pris, der var mindst 10% hoejere end indikativprisen. Dette prisniveau svarede til EF-producenternes kostpris forhoejet med en rimelig fortjenstmargen, som Raadet fastsatte til 5%, hvilket er det prisniveau, som kan afhjaelpe den skade, der er foraarsaget af de dumpede russiske indfoersler. Raadet fremhaever tillige, at saafremt EF-institutionerne ikke havde foretaget en justering paa 10% for at tage hensyn til kvalitetsforskellene, havde de fastsat indikativprisen (og foelgelig tolden) til et hoejere niveau end det, der ville vaere noedvendigt for at afhjaelpe den skade, der var foraarsaget af den dumpede indfoersel, hvilket ville have vaeret i strid med bestemmelserne i grundforordningens artikel 13, stk. 3.

51 Raadet har i oevrigt afvist det skema over en sammenlignende kemisk og fysisk analyse mellem urinstof fremstillet i Rusland og urinstof fremstillet i Faellesskabet, der blev fremlagt af sagsoegeren for at bevise, at der ikke bestod nogen forskelle i den kemiske sammensaetning mellem de to stoffer. Raadet finder, at disse analyser ikke stoetter sagsoegerens paastande. Den maade, hvorpaa proeverne blev udvalgt, var ikke klar, og det er derfor tilladt at betvivle deres repraesentative karakter. Desuden havde proeverne af russisk urinstof, der blev undersoegt i Rusland, ikke vaeret udsat for gentagen haandtering og flere flytninger, og det var disse forhold, der foranledigede institutionerne til at konkludere, at en justering maatte foretages.

52 Med hensyn til den anden, af sagsoegeren paaberaabte bevislighed, nemlig telefaxerne fra selskabet Sinochem til sagsoegeren, der skulle vise, at det russiske urinstof og urinstoffet produceret i Faellesskabet saelges til samme pris i Den Kinesiske Folkerepublik, bemaerker Raadet, at det i den foerste telefax udtaltes, at alene en meget lille maengde urinstof var blevet leveret til Kina i loebet af de seneste aar.

53 I en skrivelse af 30. april 1997 i besvarelse af et skriftligt spoergsmaal fra Retten har Raadet i oevrigt praeciseret, at det russiske urinstofs tendens til forringelse var konsekvensen af en utilstraekkelig opbevaring under transporten samt af transportens laengde og afviklingsmaaden, saaledes at det russiske urinstof, til forskel fra urinstoffet fremstillet i Faellesskabet, blev transporteret loest i stedet for i saekke og gjorde en mere intensiv haandtering noedvendig, og endelig som foelge af, at det russiske urinstof ikke var omgivet af et anti-agglomerat, hvilket i almindelighed er tilfaeldet med urinstof fremstillet i Faellesskabet.

54 Raadet har bestridt sagsoegerens paastand om, at urinstoffet fremstillet i Faellesskabet blev transporteret paa samme maade som det russiske urinstof. Raadet goer gaeldende, at urinstoffet fremstillet i Faellesskabet i de fleste tilfaelde forlader fabrikken i lastbil og naermest ikke er udsat for haandtering foer ankomsten hos den endelige bruger, hvorimod det russiske urinstof undergaar en raekke operationer med lastning og losning mellem fabrikken og den endelige bruger i Faellesskabet, og at det foelgelig ansaa det for uundgaaeligt, at det russiske urinstof havde en tendens til forringelse under transporten.

55 Hvad angaar spoergsmaalet om forsyningssikkerhed har Raadet for det andet fremhaevet, at importoererne selv har meddelt Kommissionen visse forsyningsvanskeligheder, og at de paagaeldende oplysninger er blevet bekraeftet i en artikel offentliggjort i tidsskriftet Fertilizer Week af 6. september 1993 (7. aargang, nr. 16). Raadet tilfoejer, at de paagaeldende oplysninger beviste, at der ogsaa var kvalitetsforskelle, som paavirkede priserne.

56 Raadet goer gaeldende, at selskabet Ferchimex' pressemeddelelse, som sagsoegeren henviser til til stoette for sin opfattelse vedroerende leveringsgarantierne (jf. praemis 39 ovenfor), ikke kan tillaegges bevisvaerdi. Det fremhaever, at der kun foreligger en firmareklame, og at den omstaendighed, at selskabet laegger vaegt paa leveringsgarantien, forudsaetter, at leveringen af urinstof fra Rusland i almindelighed er problematisk. Raadet tilfoejer, at det aldrig har udtalt, at importoererne af russisk urinstof aldrig kunne garantere den samme forsyningssikkerhed, men derimod, at de ikke altid kunne garantere denne. Raadet finder endelig, at den konklusion, der drages af artiklen i tidsskriftet Fertilizer Week - hvorefter der i Rusland ikke har vaeret problemer med gasforsyningen - er falsk, og at den konklusion, der drages af British Sulphur Report vedroerende samme emne, er en manipulation, der skal lede Retten paa vildspor.

57 Hvad angaar den metode, der er anvendt for at komme frem til justeringen paa 10%, afviser Raadet for det tredje sagsoegerens argument om, at der i antidumpinglovgivningen bestaar en almindelig grundsaetning om, at en part, der kraever justering, skal bevise, at kravet er begrundet. Raadet, som formoder, at sagsoegeren herved soeger stoette i grundforordningens artikel 2, stk. 9, litra b), bemaerker, at denne bestemmelse kun angaar sammenligningen mellem den normale vaerdi og eksportprisen med henblik paa beregningen af dumpingmargenen og derfor ikke hindrer EF-institutionerne i at foretage en justering, saafremt de finder en saadan begrundet paa grundlag af de oplysninger, de har indhentet under undersoegelsen.

58 Raadet anfoerer, at dette ogsaa foelger af karakteren af antidumpingundersoegelsen, som alene er en administrativ procedure, hvorunder EF-institutionerne soeger at fastslaa, om antidumpingforanstaltningerne skal anvendes i et bestemt tilfaelde. Foelgelig er de bestemmelser, som paalaegger en af parterne bevisbyrden [saasom grundforordningens artikel 2, stk. 9, litra b)], kun relevante i relation til forholdet mellem EF-institutionerne og denne part.

59 Ifoelge Raadet har det derfor ingen interesse at vide, hvilken part der baerer bevisbyrden.

60 Raadet fremhaever tillige, at det er meget vanskeligt at saette tal paa en justering, der foretages for at tage hensyn til den maade, hvorpaa forbrugeren oplever kvalitetsforskelle, ligesom det fremhaeves, at EF-institutionerne noedvendigvis maa raade over et relativt vidt skoen, naar de fastsaetter niveauet for denne justering. Raadet finder, at de bedste oplysninger, paa grundlag af hvilke man kan stoette en saadan justering, ikke er de videnskabelige data vedroerende betydningen af kvalitetsforskelle, men oplysninger om salget.

61 Derefter har Raadet taget stilling til sagsoegerens argument om, at EF-institutionerne har tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion under undersoegelsen. Indledningsvis henviser Raadet til, at EF-institutionernes pligt til under en antidumpingundersoegelse at fremlaegge oplysninger over for de beroerte virksomheder bl.a. er begraenset, saafremt oplysningerne maa betragtes som fortrolige (jf. ovennaevnte dom i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Raadet).

62 Raadet understreger, at Kommissionen i informationsbrevet af 10. maj 1994 underrettede sagsoegeren om, at den paataenkte at foretage en justering paa 10%, og angav grundene til, at den fandt denne justering passende. Kommissionen afgav tillige yderligere oplysninger i en telefax af 18. maj 1994, og spoergsmaalet er blevet droeftet med sagsoegeren under moedet den 18. juli 1994. Raadet anfoerer, at Kommissionens indfaldsvinkel var blevet praeciseret under dette moede, og at sagsoegeren var blevet underrettet om, at Kommissionen fra en importoer havde faaet at vide, at der under en transaktion var blevet kraevet og ydet - paa grundlag af kvalitetsforskelle - en rabat paa 19%. Raadet fremhaever, at Kommissionen ikke over for sagsoegeren kunne afsloere det hertil svarende beviselement, fordi oplysningen helt aabenbart var fortrolig (jf. grundforordningens artikel 8).

63 Endelig har Raadet gjort gaeldende, at sagsoegerens udtalelse om, at EFIA foerst deltog i proceduren efter at have modtaget informationsbrevet, er vildledende. Raadet goer gaeldende, at sagsoegerens konklusion af denne udtalelse, nemlig at Kommissionen ikke som grundlag benyttede oplysningerne fra importoererne for at naa frem til, at en prisforskel paa 10% var begrundet, foelgelig er fejlagtig.

- Rettens bemaerkninger

64 Spoergsmaalet, om der boer foretages en justering som foelge af kvalitetsforskelle, forudsaetter en bedoemmelse af en raekke komplicerede oekonomiske omstaendigheder. Foelgelig maa Rettens proevelse begraenses til en kontrol af, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstaendigheder er materielt rigtige samt til, om der foreligger en aabenbar fejl, eller om der er begaaet magtfordrejning (jf. bl.a. Domstolens dom af 10.3.1992, sag C-174/87, Ricoh mod Raadet, Sml. I, s. 1335, praemis 68).

65 Det hedder i 64. betragtning til den anfaegtede forordning:

»... Ved gennemfoerelsen af en saadan sammenligning blev Kommissionen imidlertid gjort opmaerksom paa, at der var tale om en mindre prisforskel mellem EF-produceret urinstof og urinstof fra det tidligere Sovjetunionen som foelge af den indfoerte vares ringere kvalitet og forarbejdningsgrad. Tendensen til, at varen forringes under transport sammen med det forhold, at importoererne ikke altid kan tilbyde den samme forsyningssikkerhed som faellesskabsproducenterne, medfoerer ganske naturligt lavere priser. Det er vanskeligt at fastsaette vaerdien af disse forskelle i penge, men det er fastslaaet, at der foreligger saadanne forskelle, og at en justering paa 10% af vaerdien anses for rimelig ...«

66 Det fremgaar af denne betragtning, at Raadet ikke stoettede justeringen med henblik paa at udligne kvalitetsforskellene mellem urinstof fra Faellesskabet og russisk urinstof paa den tilstand, hvori det sidstnaevnte urinstof befinder sig, naar det forlader fabrikken i Rusland. Kvalitetsforskellen skyldes, at urinstof udfoert fra Rusland har tendens til at forringes under transporten, og at der ikke altid er forsyningssikkerhed. Dette vedroerer ikke den oprindelige tilstand af det russiske urinstof. Foelgelig er sagsoegerens argumenter, for saa vidt som de tager sigte paa den fysiske og kemiske sammensaetning af urinstof fra russiske fabrikker, irrelevante.

67 Raadets forklaring desangaaende kan i oevrigt tiltraedes.

68 Spoergsmaalet om en justering af prisen paa grundlag af kvalitetsforskelle er i det vaesentlige et spoergsmaal om, hvorledes produktet bedoemmes af forbrugeren, idet det afgoerende for at fastsaette en justering - inden for rammerne af ansaettelsen af skaden under en antidumpingundersoegelse - er den pris, forbrugeren er rede til at betale for de produkter, der er genstand for dumpingproceduren, i forhold til de produkter, som fremstilles i Faellesskabet, og ikke de objektive forskelle mellem disse produkter.

69 Sagsoegeren har desuden heller ikke foert noget bevis, der kan modsige det forhold, at det russiske urinstof under transporten blev opbevaret forkert og noedvendiggjorde mere haandtering end urinstoffet produceret i Faellesskabet, at det i modsaetning til det europaeiske urinstof var blevet transporteret loest, ikke i saekke, og at det ikke var beskyttet af et anti-agglomerat.

70 Hvad angaar problemet med forsyningssikkerhed fremgaar det af sagen, dels at Kommissionen under undersoegelsen fik at vide fra importoererne selv, at de ikke altid var i stand til at garantere en forsyningssikkerhed svarende til den, EF-producenterne kunne tilbyde, dels at disse oplysninger var blevet bekraeftet ved en artikel offentliggjort i tidsskriftet Fertilizer Week af 6. september 1993 (7. aargang, nr. 16).

71 Det foelger heraf, at sagsoegerens argumenter om, at institutionerne begik en aabenbar skoensfejl ved at tage hensyn til, at det russiske urinstof havde en tendens til at forringes under transporten, og at importoererne af russisk urinstof ikke altid var i stand til at garantere forsyningssikkerhed svarende til den, EF-producenterne kan tilbyde, maa forkastes.

72 Hvad angaar den metode, der er anvendt for at naa frem til justeringen paa 10%, goer sagsoegeren gaeldende, at det paahviler importoererne at bevise, at der bestaar en kvalitetsforskel.

73 Dette argument kan ikke laegges til grund.

74 Det paahviler Kommissionen som undersoegelsesmyndighed at afgoere, om et produkt, der dumpes, foraarsager skade, naar det bringes i fri omsaetning i Faellesskabet. Herved skal Kommissionen bringe paa det rene, om der foreligger et betydeligt prisunderbud i forhold til prisen paa et tilsvarende produkt i Faellesskabet [jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b)], og i den forbindelse skal den anvende de tilgaengelige oplysninger paa det paagaeldende tidspunkt uden at paalaegge en af parterne bevisbyrden [jf. grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b)].

75 Sagsoegeren har bl.a. givet oplysninger rettet mod et bevis for, at det russiske urinstofs fysiske og kemiske sammensaetning svarer til sammensaetningen af urinstoffet produceret i Faellesskabet. Da denne oplysning er ganske underordnet i relation til fastsaettelsen af et specifikt justeringsniveau, maa det fastslaas, at sagsoegeren reelt ikke har fremlagt noget forhold, der kan anvendes til at fastsaette et praecist justeringsniveau.

76 Vedroerende beregningen af justeringen hedder det i den anfaegtede forordning:

»(65) EFMA erkendte, at der kunne opnaas en hoejere pris for faellesskabsproducenternes vare, men fandt, at justeringen var for stor. Desuden gjorde denne organisation gaeldende, at der ikke var noget grundlag for konklusionerne vedroerende dette spoergsmaal i betragtning af, at der ikke forelaa faktisk dokumentation til stoette herfor.

EFIA anfaegtede ogsaa stoerrelsen af justeringen, men med den begrundelse, at den var utilstraekkelig paa baggrund af den russiske varers betydeligt ringere stand ved ankomsten til den endelige bruger i Faellesskabet. Det blev gjort gaeldende, at der maatte kompenseres for denne ringere kvalitet i form af lavere priser.

(66) I betragtning af ufyldestgoerende og modstridende oplysninger, som Kommissionen modtog, konkluderedes det paa grundlag af de foreliggende oplysninger, at en justering paa 10% var baade rimelig og passende. Der var ogsaa tale om en mellemproportional mellem det tal, der fremfoertes af faellesskabsproducenterne, og det beloeb, som EFIA oenskede.

(67) Under hensyntagen til disse forskelle konstateredes det, at der var tale om underbud i forhold til faellesskabsproducenternes priser paa ca. 10% for urinstof af russisk oprindelse.«

77 Raadet har for at understoette sin konklusion om, at en justering paa 10% er rimelig, bl.a. i sin skrivelse af 30. april 1997 i besvarelse af et skriftligt spoergsmaal fra Retten sammenfattet de vaesentlige forhold i sagen paa foelgende maade:

- EF-producenterne erkendte, at en justering af en stoerrelsesorden paa 5% ville kunne accepteres paa grundlag af kvalitetsforskellen mellem russisk urinstof og urinstof produceret i Faellesskabet.

- EF-importoererne kraevede en justering paa 15% paa dette grundlag.

- Én importoer henviste til en reklamation vedroerende et beloeb paa 19% af koebsprisen for et parti som foelge af dettes daarlige kvalitet.

- En australsk producent, der medvirkede ved undersoegelsen, udtalte under et kontrolbesoeg foretaget af Kommissionens tjenestemaend i producentens lokaler, at en prisforskel paa fra 10 til 15% mellem hans smaatgranulerede urinstof og det urinstof, der hidroerer fra det tidligere Sovjetunionen, er fuldt berettiget.

78 I retsmoedet har Raadet bekraeftet, at det ikke er i besiddelse af noget andet forhold, der kan bruges til at bedoemme justeringsniveauet. Raadet har desuden lagt vaegt paa vanskeligheden ved at naa frem til en konklusion, henset til operationens hypotetiske karakter rent pengemaessigt.

79 Retten skal paapege, at spoergsmaalet om, hvilket justeringsniveau der er det rigtige, i det vaesentlige hviler paa en vurdering af, hvorledes forbrugeren bedoemmer produkterne. Forholdet er det, at saafremt importoererne koeber russisk urinstof, alene fordi det er 10% billigere end urinstoffet produceret i Faellesskabet, risikerer EF-industrien at tabe sine markedsandele eller at maatte nedsaette sine priser, naar prisen paa russisk produceret urinstof falder saa meget, at prisforskellen overstiger de 10%, uanset ligheden eller forskellen mellem de to produkter.

80 Desuden er bedoemmelsen af denne forskel mellem russisk urinstof og europaeisk urinstof, rent pengemaessigt udtrykt, saaledes som Raadet har gjort gaeldende, ganske hypotetisk, da det russiske urinstof indgaar i en dumpingpraksis i forhold til EF-markedet. Dette betyder ogsaa, at det ikke er muligt at fremlaegge beviser i saa henseende, med forbehold af de bedoemmelser hos producenterne og importoererne i Faellesskabet, som institutionerne er besiddelse af.

81 Heraf foelger, at institutionerne benyttede en bedoemmelse af samtlige oplysninger indhentet under undersoegelsen.

82 I betragtning af de ovenstaaende bemaerkninger finder Retten, at institutionerne ikke har overskredet graenserne for det skoen, som de har i den henseende.

83 Der maa endelig tages stilling til sagsoegerens argument om, at retten til kontradiktion er blevet tilsidesat, for saa vidt som sagsoegeren ikke fik adgang til oplysningerne om den metode, Kommissionen anvendte for at naa frem til en justering paa 10%.

84 Ifoelge retspraksis er kravet om overholdelsen af retten til kontradiktion respekterert, naar den paagaeldende virksomhed under den administrative procedure har haft mulighed for at fremsaette sine bemaerkninger vedroerende rigtigheden og relevansen af de paaberaabte faktiske omstaendigheder (jf. dom i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Raadet, a.st., praemis 15 og 17, og Nakajima mod Raadet, a.st., praemis 108).

85 I denne sag udbad sagsoegeren sig ved skrivelse af 17. maj 1994 i besvarelse af informationsbrevet yderligere oplysninger vedroerende justeringen paa 10%. I sin skrivelse af 18. maj 1994 svarede Kommissionen saaledes: »The 10% adjustment ... is an average estimation of information obtained from different importers-traders-distributors involved in the trade of Russian as well as Community-produced urea« (»justeringen paa 10% ... er et gennemsnitsskoen fra oplysninger modtaget fra de forskellige importoerer, handlende og distributoerer, der er involverede i handelen med urinstof saavel fra Rusland som fra Faellesskabet«).

86 Herudover meddelte Kommissionen paa moedet den 18. juli 1994 (jf. praemis 15 ovenfor) sagsoegeren, at den fra en importoer havde faaet at vide, at der under en transaktion var blevet kraevet og ydet en rabat paa 19% paa grundlag af kvalitetsforskelle.

87 Under hensyn til de ovenstaaende bemaerkninger maa det fastslaas, at sagsoegeren er blevet informeret under antidumpingproceduren om de vigtigste omstaendigheder og overvejelser, paa grundlag af hvilke institutionerne naaede frem til deres konklusioner. Raadets eneste yderligere oplyste forhold i saa henseende er, inden for rammerne af den skriftlige forhandling for Retten, oplysningen fra den australske producent, som er naevnt ovenfor i praemis 77. Da denne oplysning kun er en bekraeftelse, og da den ikke er en del af begrundelsen for den anfaegtede forordning, har den omstaendighed, at oplysningen ikke er kommet offentligt frem, ikke kunnet tilsidesaette sagsoegerens ret til kontradiktion.

88 Under disse omstaendigheder, og henset til, at Kommissionen var tvunget til at ansaette justeringsniveauet i forhold til samtlige, under undersoegelsen opnaaede oplysninger, kan sagsoegeren heller ikke haevde, at den information, sagsoegeren modtog vedroerende denne justering, er blevet afgivet paa et for sent tidspunkt under den administrative procedure.

89 Heraf foelger, at sagsoegerens ret til kontradiktion ikke er blevet tilsidesat.

90 Det fremgaar af samtlige ovenstaaende betragtninger, at anbringendets foerste led ikke kan laegges til grund.

Fortjenstmargenen paa 5% for at udtrykke manglende fortjeneste

- Parternes argumenter

91 Med hensyn til EF-producenternes fortjenstmargen har sagsoegeren i det vaesentlige gjort to argumenter gaeldende. For det foerste finder sammenslutningen anvendelsen af en fortjenstmargen foer skat paa 5% for at udtrykke manglende fortjeneste procentvis for svag. For det andet goeres det gaeldende, at EF-institutionerne har tilsidesat en vaesentlig formforskrift, idet de aldrig har oplyst deres metode til at komme frem til denne sats.

92 For det foerste bestrider sagsoegeren tallet 5% for fortjenstmargenen som beregnet af EF-institutionerne, idet tallet anses for utilstraekkeligt til at rejse den noedvendige kapital for, at goedningsindustrien kan fungere, og for at der kan foretages de noedvendige nye investeringer til vedligeholdelse af anlaeg og inventar samt deres tilpasning til de nye miljoebestemmelser. Sagsoegeren fremhaever, at man under undersoegelsen og i hele korrespondancen med Kommissionen altid har gjort gaeldende, at et tal paa 10% ville vaere mere rimeligt. Sagsoegeren soeger stoette i en analyse af 3. maj 1995 fra Grande Paroisse (et af sagsoegerens medlemmer) for at paavise, at tallet 5% er utilstraekkeligt.

93 Med replikken har sagsoegeren angivet en undersoegelse udarbejdet af selskabet Z/Yen Ltd i november 1995 med titlen »Profitability Requirement Review« (herefter »Z/Yen-undersoegelsen«), der indeholder en analyse af goedningsindustrien i Europa, som sagsoegeren henviser til for at underbygge sin opfattelse af, at fortjenstmargenen er for svag.

94 Sagsoegeren har desuden sammen med replikken fremlagt resultaterne af en rundspoerge vedroerende rentabiliteten, som sagsoegeren har foretaget hos EF-producenterne for at verificere trovaerdigheden af den af Kommissionen offentligt fremlagte information. Sagsoegeren forklarer, at man paa individuelt grundlag og strengt fortroligt havde anmodet om en kopi af svaret paa Faellesskabets spoergeskema vedroerende rentabiliteten. Ifoelge sagsoegeren kan resultaterne af rundspoergen vanskeligt forenes med Raadets bemaerkninger vedroerende EF-producenternes fortjenstmargen.

95 Sagsoegeren har for det andet gjort gaeldende, at en beregningsmetode muligvis eksisterer, men EF-institutionerne har aldrig afsloeret eller forklaret den over for sagsoegeren. Foelgelig kunne sagsoegeren ikke fremsaette bemaerkninger, hverken om stoerrelsen af fortjenstmargenen i almindelighed eller om grundlaget for ansaettelsen af den, saaledes at sagsoegerens ret til kontradiktion er blevet tilsidesat (jf. dom i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Raadet, a.st., praemis 17).

96 Raadet har foerst forklaret, at EF-institutionerne for at fastsaette fortjenstmargenen tog hensyn til de forhold, som de saedvanligvis benytter, og at forklaringerne paa de benyttede forhold i denne sag klart er blevet fremlagt i 73. betragtning til den anfaegtede forordning.

97 Raadet anfoerer naermere, at Kommissionen for at fastlaegge fortjenstmargenen skal tage hensyn til flere faktorer vedroerende den almindelige oekonomiske situation i sektoren, saasom en normal og loyal konkurrence paa markedet, spoergsmaalet om effektiviteten i de forskellige virksomheder, de sammenlignelige fordele og spoergsmaalet om stigende eller faldende efterspoergsel. Det er noedvendigt at tage hensyn til dem for at fastsaette den fortjeneste, der med rimelighed kan forventes realiseret i fravaer af dumpingimport. Raadet fremhaever, at det er, hvad Kommissionen konkret har gjort.

98 Med hensyn til resultaterne af spoergeskemaet vedroerende rentabiliteten, som blev sendt til EF-producenterne, bemaerker Raadet, at et ret stort antal af EF-producenterne (der repraesenterer ca. 40% af det samlede salg foretaget af EF-producenterne) vurderede, at rentabilitetsniveauet laa under 10%, og at de bekraeftede dette enten i deres svar paa Kommissionens spoergeskema eller under de kontrolbesoeg, som Kommissionens ansatte foretog i deres virksomheder. Raadet understreger, at det ikke, af fortrolighedsgrunde, er i stand til at offentliggoere navnene paa de paagaeldende virksomheder eller at fremlaegge de tilsvarende beviselementer.

99 Hvad angaar den af sagsoegeren fremlagte rundspoerge vedroerende de svar, der er afgivet af EF-producenterne, har Raadet paa sin side fremlagt et skema udarbejdet paa grundlag af samtlige oplysninger modtaget af Kommissionen under undersoegelsen, og skemaet modsiger resultaterne af sagsoegerens rundspoerge. Raadet forklarer, at dette navnlig skyldes, at resultaterne af sagsoegerens rundspoerge ikke tager hensyn til de oplysninger, som blev tilvejebragt under kontrolbesoegene i forbindelse med den administrative procedure.

100 Endelig goer Raadet gaeldende, at sagsoegeren aldrig under undersoegelsen har fremlagt noget bevis for at underbygge paastanden om, at EF-producenterne skulle opnaa en fortjeneste paa 10% foer skat for at forblive konkurrencedygtige. Sagsoegerens argumenter indeholder ifoelge Raadet kun vage henvisninger til investeringer, som ville have vaeret noedvendige for at efterkomme de nye miljoeregler.

101 Ifoelge Raadet paahviler det sagsoegeren under undersoegelsen at tilvejebringe de noedvendige oplysninger for at stoette kravet om, at der anvendes en fortjenstmargen paa 10%.

102 Hvad angaar Z/Yen-undersoegelsen har Raadet gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke kan paaberaabe sig denne, af to grunde. For det foerste anfoerer Raadet, at Z/Yen-undersoegelsen maa bedoemmes som et nyt anbringende efter artikel 48, stk. 2, i Rettens procesreglement. Z/Yen-undersoegelsen anfoeres ikke i forbindelse med noget argument fremsat i staevningen, ligesom den heller ikke er forbundet med noget praecist argument paaberaabt af Raadet i svarskriftet eller i den anfaegtede forordning. Foelgelig kan Z/Yen-undersoegelsen ikke betragtes som et blot og bart tillaeg til de udviklinger og konklusioner, der fremlaegges i staevningen.

103 For det andet goer Raadet gaeldende, at sagsoegeren ikke kan paaberaabe sig den paagaeldende undersoegelse, da sammenslutningen kunne eller burde have fremlagt den under den administrative undersoegelse. Herved fremhaever Raadet, at Kommissionen i det informationsbrev, som den fremsendte til sagsoegeren, underrettede denne om sin hensigt om at benytte en fortjenstmargen paa 5% for at beregne antidumpingtolden og den manglende fortjeneste. I den skrivelse, sagsoegeren rettede til Kommissionen den 17. maj 1995, anmodede denne imidlertid om praeciseringer vedroerende visse spoergsmaal, men ikke vedroerende fastsaettelsen af fortjenstmargenen, saaledes at Kommissionens forklaringer maatte anses for klare.

104 For det tilfaelde, at Retten maatte finde, at sagsoegeren kan paaberaabe sig Z/Yen-undersoegelsen, bemaerker Raadet, at undersoegelsen under ingen omstaendigheder kan tillaegges nogen bevisvaerdi. Raadet understreger bl.a., at undersoegelsen ikke gaar ind paa spoergsmaalet om, hvilken fortjenstmargen der maatte vaere noedvendig for EF-industrien for at afhjaelpe den skade, der var foraarsaget af dumpingimporten.

- Rettens bemaerkninger

105 Det fremgaar af den anfaegtede forordning, at Kommissionen for at fastlaegge fortjenstmargenen tog hensyn til nedgangen i efterspoergselen efter urinstof, til behovet for at finansiere yderligere investeringer i produktionsanlaeg samt til den fortjeneste, som ansaas for rimelig i den oprindelige antidumpingundersoegelse vedroerende denne vare (jf. 73. betragtning).

106 Det maa fastslaas, at sagsoegeren ikke har fremlagt noget antageligt bevis for at godtgoere, at Kommissionen, ved at gaa frem paa denne maade, har gjort sig skyldig i en aabenbar skoensfejl.

107 Det fremgaar saaledes af sagen og af det svar, sagsoegeren har afgivet paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten (skrivelse af 17.4.1997), at sagsoegeren noejedes med under denne procedure at udtale, at en fortjenstmargen foer skat paa 5% helt aabenbart var utilstraekkeligt for at rejse den noedvendige kapital for, at goedningsindustrien kan fungere, og for at sikre nye investeringer, der er uomgaengeligt noedvendige for at vedligeholde anlaeg og inventar samt for at bringe dem i overensstemmelse med de nye miljoeregler, uden at sagsoegeren herved har fremlagt det mindste bevis for disse paastande.

108 Hvad angaar Z/Yen-undersoegelsen skal Retten fastslaa, at den blev fremlagt efter vedtagelsen af den anfaegtede forordning. Det tilkommer imidlertid Retten at fastslaa, om institutionerne har stoettet sig paa rigtige faktiske omstaendigheder, og om disse eventuelt er blevet vurderet aabenbart fejlagtigt inden for rammerne af den situation, der forelaa paa tidspunktet for udstedelse af den anfaegtede retsakt. Konkret er det blevet helt klarlagt, at sagsoegeren under den administrative procedure ikke har forelagt noget bevis til stoette for sin paastand om, at en hoejere fortjenstmargen ville vaere noedvendig. Institutionerne kunne derfor ikke tage hensyn til dette forhold paa det tidspunkt, da de udstedte den anfaegtede forordning. Af den grund finder Retten, at der ikke boer tages hensyn til Z/Yen-undersoegelsen under sagen.

109 Det gaelder ogsaa for den analyse af 3. maj 1995, der blev udarbejdet af Grande Paroisse og fremlagt af sagsoegeren med staevningen.

110 Sagsoegeren findes ej heller at kunne paaberaabe sig resultaterne af sin rundspoerge vedroerende rentabiliteten, som sagsoegeren lod foranstalte hos EF-producenterne. Intet modsiger Raadets forklaring om, at de forskellige resultater kan forklares ved, at sagsoegerens rundspoerge ikke tager hensyn til oplysningerne opnaaet under besoegene, der blev foretaget under undersoegelsen. Hertil kommer, at sagsoegeren selv i sin skrivelse af 17. april 1997 haevdede, at EF-producenterne havde stillet et udvalg af forskellige metoder til at beregne rentabiliteten til Kommissionens raadighed, som ikke har samme indhold, og som kunne oplyses af Kommissionen, da den foretog kontrolbesoeg in situ i EF-producenternes lokaler.

111 Vedroerende sagsoegerens paastand om, at retten til kontradiktion er blevet kraenket, skal det blot fastslaas, at sagsoegeren fik mulighed for at goere sit synspunkt gaeldende vedroerende relevansen af tallet 5% og paavise, hvorfor en fortjeneste foer skat paa 10% var noedvendig. Ikke desto mindre begraensede sagsoegeren sig til i almindelige vendinger at udtale, at en fortjeneste paa 10% var mere rimelig, uden i oevrigt at anmode om naermere forklaringer vedroerende en bestemt form for metode til beregning af fortjenstmargenen.

112 I informationsbrevet af 10. maj 1994 oplystes foelgende: »The majority of Community producers claimed that a minimum pre-tax profit of 15% was required for them to remain competitive. However, this was not substantiated and, being an established product, this figure is considered to be high« (»stoerstedelen af EF-producenterne har gjort gaeldende, at en fortjeneste foer skat paa 15% var noedvendig for dem for stadig at vaere konkurrencedygtige. Imidlertid er ingen bevislighed blevet fremlagt til stoette for den paastand, og da urinstof er et velkendt stof, er dette tal blevet anset for overdrevent«). Sagsoegeren var derfor under den administrative procedure bekendt med, at det ifoelge Kommissionen paahvilede sagsoegeren at paavise, hvorfor en hoejere fortjenstmargen var noedvendig.

113 Det foelger heraf, at sagsoegerens ret til kontradiktion ikke er blevet tilsidesat under den administrative procedure.

114 Det foelger af det ovenstaaende, at anbringendet maa forkastes i det hele.

Foerste og andet anbringende

115 I sagen har sagsoegeren nedlagt paastand om, at Retten annullerer den anfaegtede forordnings artikel 1 og anordner opretholdelsen af den ved denne forordning indfoerte antidumpingtold, indtil de kompetente institutioner har vedtaget strengere forholdsregler.

116 Ifoelge 106. betragtning til den anfaegtede forordning var denne taerskel for afhjaelpning af skaden lavere end den for Rusland fastsatte dumpingmargen. Foelgelig blev den endelige antidumpingtold efter grundforordningens artikel 13, stk. 3, fastsat paa niveauet for taersklen for afhjaelpning af skaden.

117 Denne konklusion, der i oevrigt optraeder i informationsbrevet af 10. maj 1994, er aldrig blevet anfaegtet af sagsoegeren.

118 Sagsoegeren har herudover ikke rejst spoergsmaal om den metode, hvorefter toldens stoerrelse blev fastsat, dvs. et beloeb svarende til forskellen mellem summen 115 ECU pr. ton og prisen franco Faellesskabets graense foer toldbehandling, saafremt sidstnaevnte er lavere.

119 Det fremgaar af det ovenstaaende, at institutionerne med rette fastsatte tolden paa det niveau, der var noedvendigt for at afhjaelpe den skade, der blev forvoldt af den russiske dumpingpraksis.

120 Selv om det foelgelig maatte antages, at sagsoegeren havde ret i at foreholde institutionerne, at de fastsatte en for lille dumpingmargen, ville sagsoegeren foelgelig under ingen omstaendigheder kunne opnaa annullation af den anfaegtede forordnings artikel 1.

121 Det foerste og det andet anbringende har derfor ingen betydning for sagens afgoerelse, hvorfor Retten i det hele maa forkaste paastanden om annullation af den anfaegtede forordnings artikel 1.

122 Heraf foelger ogsaa, at sagsoegte i det hele maa frifindes.

Sagens omkostninger

123 Efter procesreglements artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen og Raadet nedlagt paastand om, at sagsoegeren paalaegges sagens omkostninger, boer sagsoegeren, ud over sine egne omkostninger, betale Raadets omkostninger. I overensstemmelse med procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer Kommissionen, der er indtraadt i sagen som intervenient, sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET

(Fjerde Udvidede Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sine egne omkostninger og Raadets omkostninger.

3) Kommissionen betaler sine egne omkostninger.