RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
14. maj 1996
Sag T-82/95
Carmen Gómez de Enterria y Sanchez
mod
Europa-Parlamentet
»Tjenestemænd — fritagelse fra stillingen — vedtægtens artikel 50 — den pågældende tjenestemands mulighed for at forsvare sine interesser«
Fuldstændig gengivelse på fransk II-599
Angående:
Påstand om annulation af afgørelsen om med hjemmel i artikel 50 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber at fritage sagsøgeren fra sin stilling.
Udfald:
Annullation.
Resumé af dom
Sagsøgeren er generaldirektør i lønklasse Al i Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Oversættelse og Almindelige Anliggender.
Den 30. november 1994 traf Parlamentets præsidium (»præsidiet«) afgørelse om med hjemmel i artikel 50 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (»vedtægten«) at ville fritage fire af generalsekretæren foreslåede tjenestemænd, heriblandt sagsøgeren, fra deres stillinger til fratræden efter afgørelse truffet af Parlamentets formand på forslag fra generalsekretæren og efter, at de pågældende var blevet hørt. Samme dag gav formanden de pågældende meddelelse om afgørelsen og anmodede dem om at sætte sig i forbindelse med generalsekretæren, såfremt de ønskede at fremkomme med bemærkninger. Ved skrivelse af 1. december 1994 anmodede sagsøgeren om en samtale med generalsekretæren. Samtalen fandt sted den 7. december 1994. Den 12. december 1994 fremsatte sagsøgeren sine skriftlige bemærkninger til planerne om i medfør af artikel 50 at fritage hende fra stillingen.
Ved skrivelse af 19. december fastholdt Parlamentets formand afgørelsen om fra den 31. marts 1995 at fritage sagsøgeren fra stillingen.
Den 21. februar 1995 indbragte sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over denne afgørelse.
Den 13. marts 1995 anlagde sagsøgeren denne sag og begærede tillige ved særskilt dokument gennemførelsen af afgørelsen om at fritage hende fra stillingen udsat. Ved kendelse af 11. april 1995 afviste Rettens præsident at tage begæringen til følge (sag T-82/95 R, Gómez de Enterria mod Parlamentet, Sml. Pers. II, s. 297).
Ved skrivelse af 13. juli 1995 afviste Parlamentets formand udtrykkeligt sagsøgerens klage.
Formaliteten
Da betingelserne for realitetsbehandling af en sag udgør ufravigelige procesforudsætninger, bemærkede Retten, at det fremgår af fast retspraksis, at institutionerne i medfør af EF-traktatens artikel 176 har pligt til at sikre, at en annullationsdom opfyldes fuldt ud, og at Retten ikke har kompetence til at meddele institutionerne påbud herom. Sagen blev derfor afvist, for så vidt som sagsøgeren havde nedlagt påstand om, at Retten skulle træffe afgørelse om, dels at hun skulle genindsættes i sin stilling eller i en anden hertil svarende stilling, dels at hun skulle have efterbetalt et eventuelt løntab med tillæg af procesrenter (præmis 16).
Henvisning til: Retten, 30. november 1994. sag T-588/93, G. mod Kommissionen, Sml. Pers. II. s. 875. præmis 26.
Realiteten
Første anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til kontradiktion, idet hun ikke har haft mulighed for effektivt at forsvare sine interesser
Retten bemærkede indledningsvis, at det fremgår af de af Parlamentets præsidium trufne afgørelser, at præsidiet for så vidt angår vedtægtens artikel 50 udøver de beføjelser, som efter vedtægten tilkommer ansættelsesmyndigheden (præmis 26).
Efter fast retspraksis har institutionerne en vid skønsbeføjelse med hensyn til afgørelser om at fritage tjenestemænd i lønklasserne Al og A2 fra deres stilling. Denne vide skønsbeføjelse kræver, at den tjenestemand, som en sådan foranstaltning skal ramme, først har haft mulighed for effektivt at gøre sine synspunkter gældende (præmis 27).
Henvisning til: Domstolen, 30. juni 1971, sag 19/70, Almini mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 155, org. réf.: Rec. s. 623, præmis 8-11; Domstolen, 11. maj 1978, sag 34/77, Oslizlokmod Kommissionen, Sml. s. 1099, præmis 16 og 17.
Retten fandt, at det var nødvendigt at undersøge, hvorvidt ansættelsesmyndigheden havde taget de af sagsøgeren fremsatte bemærkninger i betragtning, før den traf den anfægtede afgørelse, således som det kræves i henhold til den nævnte retspraksis (præmis 28).
Retten fandt, at ordlyden af præsidiets mødereferat skulle fortolkes således, at præsidiet, da det traf sin afgørelse af 30. november 1994, var af den opfattelse, at de endelige afgørelser om at fritage de pågældende tjenestemænd fra deres stillinger ikke kunne træffes, uden at de havde haft lejlighed til effektivt at gøre deres synspunkter gældende. Ifølge skrivelsen af 30. november 1994 fra Parlamentets formand havde præsidiet truffet afgørelse om at fritage sagsøgeren fra hendes stilling. Imidlertid var sagsøgeren blevet opfordret til at sætte sig i forbindelse med Parlamentets generalsekretær med henblik på i overensstemmelse med vedtægtens artikel 50, stk. 3, at undersøge mulighederne for at få en anden stilling, idet formanden havde anført, at sagsøgeren således havde mulighed for at gøre sine synspunkter gældende. Endelig havde formanden opfordret sagsøgeren til over for ham at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger. I overensstemmelse hermed anmodede sagsøgeren om en samtale med Parlamentets generalsekretær, og denne samtale fandt sted den 7. december 1994. Den 12. december 1994 fremkom sagsøgeren med sine skriftlige bemærkninger. Det fremgår af skrivelsen fra Parlamentets formand af 19. december 1994, som fastholder præsidiets afgørelse af 30. november 1994 og fastsætter ikrafttrædelsesdatoen for denne afgørelse, at formanden havde fået forelagt sagsøgerens skriftlige bemærkninger og tillige var blevet informeret om indholdet af samtalen den 7. december 1994 (præmis 29, 30 og 31).
Under disse omstændigheder og henset til, at ansættelsesmyndighedens beføjelser for så vidt angår afgørelser i medfør af vedtægtens artikel 50 udøves af præsidiet, fandt Retten, at sagsøgeren kun havde haft lejlighed til effektivt at forsvare sine interesser, såfremt ansættelsesmyndigheden — præsidiet — før afgørelsen om at fritage hende fra stillingen var blevet endelig, havde fået kendskab til hendes mundtlige og/eller skriftlige bemærkninger. Det fremgår af sagen, at præsidiet holdt møde den 12. og den 13. december 1994. Imidlertid er der intet i referatet fra dette møde, som godtgør, endsige begrunder den antagelse, at sagsøgerens skriftlige og/eller mundtlige bemærkninger var kommet til præsidiets kundskab, eller at dette i det mindste havde haft mulighed for at udveksle synspunkter vedrørende sagsøgerens reaktioner i anledning af den afgørelse, som præsidiet havde truffet under sit møde den 30. november 1994. Parlamentet har under retsmødet udtrykkeligt bekræftet, at det ikke var i stand til at bevise, at præsidiet før den 19. december 1994 havde fået kendskab til de af sagsøgeren fremførte bemærkninger (præmis 32).
Henvisning til: Oslizlok mod Kommissionen, a.st., præmis 26.
Under disse betingelser måtte Retten fastslå, at sagsøgeren ikke havde haft lejlighed til effektivt at forsvare sine interesser, hvilket netop ville forudsætte, at ansættelsesmyndigheden var blevet gjort bekendt med den pågældende tjenestemands bemærkninger, før den endelige afgørelse om i medfør af vedtægtens artikel 50 at fritage hende fra stillingen blev truffet. At præsidiet under et møde den 2. februar 1995 havde fået oplyst, hvorledes proceduren i henhold til vedtægtens artikel 50 var forløbet — således som Parlamentet under retsmødet har hævdet — ændrede intet herved. Uanset om præsidiet — mere end en måned efter, at afgørelsen om at fritage sagsøgeren fra stillingen var blevet bekræftet ved skrivelsen af 19. december 1994 fra Parlamentets formand — havde fået supplerende oplysninger, var dette ikke sket rettidigt. Desuden indeholdt referatet fra præsidiets møde den 2. februar 1995 intet til støtte for Parlamentets udsagn om, at præsidiet under dette møde var blevet underrettet om procedurens forløb (præmis 33).
Dertil bemærkede Retten, at Parlamentet ikke havde gjort gældende, at sagsøgeren havde haft lejlighed til effektivt at forsvare sine interesser, før præsidiet traf afgørelse den 30. november 1994. Selv om det i øvrigt måtte antages dels, at sagsøgeren under sine to samtaler med Parlamentets generalsekretær havde haft lejlighed til før den 30. november 1994 at fremsætte sine bemærkninger, dels at det ville være tilstrækkeligt til at opfylde kravet om, at den pågældende tjenestemand skal have lejlighed til effektivt at gøre sine synspunkter gældende, at denne har haft lejlighed til mundtligt at fremkomme med sine bemærkninger, måtte det fastslås, at det på ingen måde fremgik af referatet fra præsidiets møde den 30. november 1994, at præsidiet var blevet gjort bekendt med sagsøgerens eventuelle bemærkninger. Som allerede fastslået kom dertil, at såvel det nævnte mødereferat som skrivelsen fra Parlamentets formand af 30. november 1994 forudsatte, at sagsøgeren skulle have lejlighed til at gøre sine synspunkter gældende, hvilket bekræftede, at hun ikke tidligere havde haft lejlighed hertil (præmis 34).
Retten kunne følgelig blot fastslå, at sagsøgeren ikke rettidigt havde haft lejlighed til effektivt at gøre sine synspunkter gældende i forbindelse med, at hun var blevet fritaget fra sin stilling. Følgelig måtte afgørelsen om at fritage sagsøgeren fra stillingen annulleres, uden at det var nødvendigt at træffe afgørelse om de i øvrigt fremsatte anbringender (præmis 35 og 36).
Konklusion:
Sagen afvises, for så vidt der er nedlagt påstand om, at der meddeles Europa-Parlamentet påbud.
Afgørelsen om at fritage sagsøgeren fra stillingen, som meddelt ved skrivelser fra Parlamentets formand af 30. november 1994 og 19. december 1994, annulleres.