61995A0002

1 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - forordning om indfoerelse af antidumpingtold - importoer og bruger af produktet

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)

2 Annullationssoegsmaal - annullationsdom - retsvirkninger - foelger af annullationen af en forordning om indfoerelse af antidumpingtold - ugyldighed af retsakter i forbindelse med den administrative procedure, som ikke er blevet beroert af annullationsdommen - foreligger ikke - fortsaettelse af undersoegelsen - lovlighed - periode, der skal tages i betragtning - institutionernes skoensbefoejelse

(EF-traktaten, art. 176)

3 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - antidumpingprocedure - aktindsigt - meddelelse af ikke fortrolige sammenfatninger - uregelmaessigheder, der ikke har forhindret vedkommende i at faa kendskab til indholdet af dokumenter med henblik paa at kunne fremfoere sine bemaerkninger

[Raadets forordning nr. 2423/88, art. 7, stk. 4, litra a), og art. 8]

4 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - skade - den beroerte faellesskabsproduktion - samme vare - institutionernes skoensbefoejelse - basisprodukter - hensyntagen til de endelige brugeres praeferencer - hensyntagen til konkurrencesituationen mellem de produkter, hvori basisproduktet indgaar - ingen skoensfejl

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 12, og art. 4, stk. 1 og 4)

5 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - institutionernes vurdering af Faellesskabets interesser - domstolskontrol - graenser - elementer, der skal tages i betragtning - situation, som ligger efter vedtagelsen af forordningen om fastsaettelse af antidumpingtold - udelukket - ikke fordrejet konkurrence inden for faellesmarkedet

[EF-traktaten, art. 3, litra g); Raadets forordning nr. 2423/88, art. 12, stk. 1)

6 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - forordninger om indfoerelse af antidumpingtold

(EF-traktaten, art. 190)

7 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - anvendelse af Faellesskabets retsforskrifter - importoer fritaget for betaling af antidumpingtold - betingelser - ikke forskelsbehandling

(Raadets forordning nr. 2423/88)

1 Selv om forordninger om antidumpingtold bedoemt i forhold til traktatens artikel 173, stk. 2, efter deres art og raekkevidde er almengyldige, idet de finder anvendelse paa de paagaeldende erhvervsdrivende i al almindelighed, kan det ikke udelukkes, at bestemmelserne beroerer visse erhvervsdrivende individuelt.

Som umiddelbart beroert skal anses den erhvervsdrivende, der - idet vedkommende er den vigtigste importoer og endelig bruger af det produkt, der er genstand for antidumpingforanstaltningen - desuden godtgoer, at hans erhvervsmaessige aktiviteter i meget vidt omgang afhaenger af importen, og at de i vaesentlig grad paavirkes af den anfaegtede forordning paa grund af det begraensede antal producenter af det paagaeldende produkt og det forhold, at han har vanskeligheder ved at opnaa forsyninger hos den eneste faellesskabsproducent, som er hans hovedkonkurrent, for saa vidt angaar det forarbejdede produkt.

Alle disse omstaendigheder skaber nemlig en saadan saerlig situation, at vedkommende i forhold til den paagaeldende foranstaltning adskiller sig fra alle andre erhvervsdrivende.

2 Ifoelge traktatens artikel 176 skal den paagaeldende institution drage passende konsekvenser af en annullationsdom. For at efterkomme dommen og opfylde den fuldt ud, skal institutionen ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men ogsaa til de praemisser, som har foert til domskonklusionen, og som danner det fornoedne grundlag for denne.

For saa vidt angaar en retsakt, hvorved en administrativ procedure, der omfatter flere faser, afsluttes, indebaerer dens annullation ikke noedvendigvis annullation af hele den procedure, der gik forud for vedtagelsen af den anfaegtede retsakt, uafhaengigt af annullationsdommens begrundelse, materielt eller proceduremaessigt.

I forbindelse med en antidumpingprocedure, hvor annullationen af en forordning om fastsaettelse af den paalagte told er baseret paa den konstatering, at institutionerne ikke har foretaget en korrekt fastsaettelse af den skade, som faellesskabsproducenten har lidt, beroeres de forudgaaende foranstaltninger, som har foert til annullation af naevnte forordning, og herunder indledningen af proceduren i henhold til artikel 7, stk. 1, i grundforordning om antidumping nr. 2423/88, ikke af den ulovlighed, som Domstolen har konstateret.

Under disse omstaendigheder kan Kommissionen lovligt genoptage proceduren paa grundlag af samtlige de retsakter vedroerende proceduren, der ikke beroeres af annullationsdommen, og naar dumpingen fortsaetter, kan Kommissionen samtidig gennemfoere en ny undersoegelse vedroerende en anden referenceperiode. Kommissionen overskrider herved ikke den vide skoensbefoejelse, som institutionerne raader over ved fastsaettelsen af den periode, der skal tages i betragtning, med henblik paa konstateringen af en skade i forbindelse med en antidumpingprocedure.

3 I forbindelse med en antidumpingprocedure kan uregelmaessigheder i forbindelse med Kommissionens meddelelse af ikke fortrolige sammenfatninger i henhold til artikel 8 i grundforordning om antidumping nr. 2423/88 kun udgoere en saadan kraenkelse af processuelle rettigheder, som kan begrunde annullation af forordningen om fastsaettelse af antidumpingtold, saafremt vedkommende ikke har haft et tilstraekkeligt kendskab til dokumentets eller dokumenternes vaesentlige indhold, og derfor ikke paa effektiv maade har kunnet give udtryk for sit synspunkt vedroerende deres rigtighed eller relevans.

4 Institutionerne har et vidt skoen, naar de skal afgoere, hvad der er »samme vare« i henhold til artikel 2, stk. 12, i grundforordning om antidumping nr. 2423/88. De kan saaledes laegge til grund, at et faellesskabsprodukt og et produkt, der er genstand for dumping, udgoer samme vare, selv om der findes fysiske, tekniske eller andre forskelle, der begraenser de endelige koeberes anvendelsesmuligheder.

Basisprodukters ensartethed, dvs. deres substituerbarhed, skal maales under saerlig hensyntagen til de endelige brugeres praeferencer.

Til gengaeld er det ikke tilstraekkeligt at undersoege praeferencerne hos forarbejdningsvirksomhederne, der af tekniske eller oekonomiske grunde kan foretraekke ét basisprodukt frem for et andet, men der skal ligeledes ske en undersoegelse af, om de produkter, hvori basisproduktet indgaar, er i indbyrdes konkurrence eller ej.

I et saadant tilfaelde kan nemlig en foroegelse af efterspoergslen af det importerede basisprodukt som foelge af dumping bevirke et fald i prisen paa det forarbejdede produkt paa Faellesskabets marked. Denne situation kan medfoere en formindskelse af efterspoergslen af det produkt, der er forarbejdet paa grundlag af basisproduktet med oprindelse i Faellesskabet, hvilken formindskelse kan fremprovokere en skade for faellesskabsproducenten.

5 Saafremt der foreligger en skade som foelge af dumping, forudsaetter afgoerelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt Faellesskabets interesser goer handling paakraevet, en bedoemmelse af komplekse oekonomiske forhold, og den judicielle kontrol af denne vurdering maa begraenses til en kontrol af, at procedurereglerne er overholdt, at de faktiske omstaendigheder, der er lagt til grund for det anfaegtede valg, er rigtige, at der ikke foreligger et aabenbart urigtigt skoen, og at der ikke foreligger magtfordrejning. Denne kontrol skal kun vedroere de oplysninger, som institutionerne er i besiddelse af ved vedtagelsen af den anfaegtede forordning.

Naar der foreligger dumping med hensyn til et basisprodukt, der er forarbejdet inden for Faellesskabet, og naar institutionerne paa grundlag af de oplysninger, som de er i besiddelse af, har fundet, at paalaeggelsen af antidumpingtold ikke i sig selv har til virkning at forhindre importen af dette produkt, har de ikke overskredet deres skoensmaessige befoejelser ved at antage, at den omtvistede antidumpingtold ikke paa Faellesskabets marked kan skabe en situation, der er i strid med konkurrenceretten.

Paalaeggelsen af en saadan told kan ikke anfaegtes alene med den begrundelse, at den vil have til foelge, at de forarbejdningsvirksomheder, som konkurrerer med faellesskabsproducenten paa omraadet for forarbejdede produkter, vil forsvinde, eftersom den konkurrencemaessige ulempe, som disse virksomheder lider, er afhaengig af deres hoejere fremstillingsomkostninger.

Eftersom gennemfoerelsen af en ordning, der som anfoert i traktatens artikel 3, litra g), sikrer, at konkurrencen inden for faellesmarkedet ikke fordrejes, har som vaesentligste formaal at muliggoere en rigtig allokering af de oekonomiske ressourcer, kan man ikke begrunde fjernelsen af oekonomisk levedygtige virksomheder for at sikre opretholdelsen af en virksomhed, der har hoejere produktionsomkostninger. Desuden er formaalet med antidumpingreglerne at opretholde loyale konkurrencevilkaar for de forskellige produktionssektorer, naar de lider skade som foelge af dumpet import.

6 Den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, og saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres kontrol.

Det kraeves dog ikke, at begrundelsen for forordningerne specificerer de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer, som omfattes af forordningerne, naar de falder inden for systematikken i den helhed, hvori de indgaar.

For saa vidt naermere angaar begrundelserne til forordninger, hvorved der indfoeres antidumpingtold, har institutionerne som udgangspunkt ikke pligt til at besvare klager, som er indgivet i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 af importoerer af det produkt, der er genstand for antidumpingtolden, og som er stoettet paa faellesskabsproducenters eventuelle overtraedelse af traktatens konkurrenceregler. Det er tilstraekkeligt, at institutionernes tankegang i forordningerne fremgaar klart og utvetydigt.

7 Ingen bestemmelser i grundforordning om antidumping nr. 2423/88 forbyder udtrykkeligt, at en bestemt importoer fritages for at betale antidumpingtold. Imidlertid er saavel reglerne i artikel 8, stk. 2, i aftalen om anvendelsen af artikel VI i GATT som faellesskabsrettens almindelige principper til hinder for, at der sker forskelsbehandling i forbindelse med opkraevningen af antidumpingtold. Den vide skoensmargen, institutionerne har, kan ikke fritage dem for at overholde dette princip.

I sag T-2/95,

Industrie des poudres sphériques, Annemasse (Frankrig), ved advokat Chantal Momège, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Alex Schmitt, 7, val Sainte-Croix,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union, foerst ved de juridiske konsulenter Ramón Torrent og Jorge Monteiro, derefter ved Ramón Torrent og Yves Cretien, derefter ved Ramón Torrent og Antonio Tanca, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet af barrister Philip Bentley, Lincoln's Inn, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsoegt,

stoettet af

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Nicholas Khan og Xavier Lewis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Goméz de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

Péchiney électrométallurgie, Courbevoie (Frankrig),

og

Chambre syndicale de l'électrométallurgie et de l'électrochimie, Paris,

begge foerst ved advokaterne Jacques-Philippe Gunther og Hubert de Broca, Paris, derefter alene ved advokat Gunther, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Loesch og Wolter, 11, rue Goethe,

intervenienter,

angaaende en paastand om annullation af Raadets forordning (EF) nr. 2557/94 af 19. oktober 1994 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af calciummetal med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og Rusland (EFT L 270, s. 27), og subsidiaert, at det fastslaas, at naevnte forordning ikke kan goeres gaeldende over for sagsoegeren,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Femte Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne B. Vesterdorf, R.García-Valdecasas, R.M. Moura Ramos og M. Jaeger,

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer B. Pastor og fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 2. december 1997,

afsagt foelgende

Dom

Sagens faktiske omstaendigheder

A - Extramet-sagen

1 I juli 1987 indgav den franske brancheforening Chambre syndicale de l'électrométallurgie et de l'électrochimie (herefter »Chambre syndicale«) paa vegne af den franske virksomhed Péchiney électrométallurgie (herefter »PEM«) en klage til Kommissionen, hvori man kraevede indfoerelse af antidumpingforanstaltninger over for importen af calciummetal med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og Sovjetunionen.

2 Den 26. januar 1988 indledte Kommissionen en antidumpingprocedure i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 2176/84 af 23. juli 1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 201, s. 1).

3 Ved forordning (EOEF) nr. 707/89 af 17. marts 1989 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af calciummetal med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og Sovjetunionen (EFT L 78, s. 10) paalagde Kommissionen det omtvistede produkt en midlertidig antidumpingtold paa 10,7%.

4 Efter en forlaengelse af den midlertidige told paalagde Raadet ved forordning (EOEF) nr. 2808/89 af 18. september 1989 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af calciummetal med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og Sovjetunionen og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold paa denne import (EFT L 271, s. 1) det paagaeldende produkt told paa 21,8% og paa 22%.

5 Den 27. november 1989 anlagde sagsoegeren, hvis selskabsnavn dengang var Extramet industrie SA, sag med paastand om annullation af denne forordning.

6 Sagen blev antaget til realitetsbehandling ved Domstolens dom af 16. maj 1991 (sag C-358/89, Extramet industrie mod Raadet, Sml. I, s. 2501, herefter »dommen i sagen Extramet I«). Ved dom af 11. juni 1992 (sag C-358/89, Extramet industrie mod Raadet, Sml. I, s. 3813, herefter »dommen i sagen Extramet II«) annullerede Domstolen forordning nr. 2808/89 under henvisning til, at faellesskabsinstitutionerne dels rent faktisk ikke havde undersoegt, om faellesskabsproducenten af det i forordningen omhandlede produkt, dvs. PEM, ikke ved sin salgsnaegtelse selv havde bidraget til skaden, dels ikke havde godtgjort, at den skade, der antoges at foreligge, ikke skyldtes de af sagsoegeren anfoerte faktorer, hvorfor de ikke paa korrekt vis havde fastslaaet skaden (dommens praemis 19 og 20).

7 Ved afgoerelse af 31. marts 1992 paalagde det franske Konkurrenceraad PEM ansvaret for misbrug af dominerende stilling begaaet i tiden mellem oktober 1992 og slutningen af 1984 af Société éléctrométallurgique du Planet (SEMP), som PEM havde overtaget i december 1985.

8 Ved dom af 14. januar 1993 stadfaestede Cour d'appel de Paris denne afgoerelse, idet den udtalte, at det ikke fremgik af de oplysninger, der var forlagt den, at PEM var ansvarlig for konkurrenceskadelig adfaerd efter 1984.

B - Produktet

9 Calciummetal som raastof er et kemisk emne, som fremstilles enten af calciumoxid (kalk) eller calciumchlorid, og som forekommer i form af klumper eller flis.

10 Det fremstilles i fem lande, nemlig Frankrig (af PEM), Kina, Rusland, Canada og Amerikas Forenede Stater. Producenterne anvender to forskellige fremstillingsprocesser: en elektrolytisk proces og en aluminotermisk proces.

11 Den elektrolytiske proces, som anvendes i Kina og Rusland, bestaar af to etaper. Foerst foretages en elektrolyse af calciumchloriden, hvorunder calciummet udfaeldes paa en kobberkatode, og hvorved der opstaar en legering af kobber og calcium. Derpaa destilleres legeringen, hvilket goer det muligt at adskille de to metaller.

12 Den aluminotermiske proces bestaar af én etape, nemlig reduktion af calciumoxiden med aluminium og kondensation af calciumdampene. Denne proces, som er relativt fleksibel, anvendes af samtlige vestlige producenter, eftersom den indebaerer lave investerings- og driftsomkostninger.

13 Gennem de to ovennaevnte processer opnaas raat calciummetal, som anvendes af bly-, bly- og kalk- samt ferrolegeringsindustrier (40% af det samlede forbrug af calciummetal), samt som raastof til fremstilling af calcium i form af korn eller af granulat, som anvendes inden for staalindustrien (46% af det samlede forbrug), og til anvendelse ved hoejtemperaturbehandlinger af calcium (ca. 11% af det samlede forbrug).

14 Granuleringen af raat calciummetal sker ved to processer:

- kold mekanisk bearbejdning af klumper eller flis af raat calciummetal, som anvendes af PEM og de andre forarbejdningsvirksomheder i Faellesskabet til fremstilling af granuleret calciummetal

- en proces, som bestaar i granulering gennem omsmeltning og forstoevning af det flydende metal under tryk af en inaktiv gas (argon), og som sagsoegeren anvender til fremstilling af calciummetal som pulver i form af granulat af reaktive metaller.

C - Det sagsoegende selskab, Industrie des poudres sphériques

15 Selskabet Industrie des poudres sphériques (herefter »IPS«), tidligere Extramet industrie, er en virksomhed beliggende i Annemasse (Frankrig), som er specialiseret i fremstilling af granuleret calciummetal i form af granulat af reaktive metaller paa grundlag af calciummetal. Det oprettedes i 1982 efter opdagelsen i 1980 af en granuleringsproces.

16 Med henblik paa at opnaa forsyninger af calciummetal har selskabet fra starten henvendt sig til faellesskabsproducenten, dvs. foerst til Société électrométallurgique du Planet, derefter, efter denne virksomheds fusion i 1985 med PEM, til sidstnaevnte.

D - Den administrative procedure

17 Efter dommen i sagen Extramet II sendte PEM den 1. juli 1992 en redegoerelse til Kommissionen til stoette for en genaabning af undersoegelsen og et teknisk notat vedroerende bedoemmelsen af den skade, faellesskabsindustrien havde lidt.

18 Idet den var af den opfattelse, at undersoegelsen »genoptages de jure«, opfordrede Kommissionen ved skrivelse af 17. juli 1992 sagsoegeren til at fremkomme med sine bemaerkninger til bedoemmelsen af den skade, faellesskabsindustrien havde lidt. I samme skrivelse praeciserede Kommissionen, at den havde anmodet PEM om at fremkomme med sine bemaerkninger vedroerende samme spoergsmaal.

19 Ved skrivelse af 14. august 1992 bestred sagsoegeren rigtigheden af Kommissionens fortolkning vedroerende den retlige mulighed for at genoptage undersoegelsen. Sagsoegeren anmodede om, at en formelig beslutning, der kunne goeres til genstand for et soegsmaal, blev tilstillet virksomheden.

20 Ved skrivelse af 21. august fastholdt sagsoegeren sidstnaevnte anmodning.

21 Den 14. oktober 1992 modtog sagsoegeren fra Kommissionen det notat vedroerende skaden, som PEM den 1. juli 1992 havde sendt til Kommissionen.

22 Den 14. november 1992 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om antidumpingproceduren vedroerende import af calciummetal med oprindelse i Kina og Rusland (EFT C 298, s. 3).

23 Ved skrivelse af 18. november 1992 gav Kommissionen sagsoegeren meddelelse om offentliggoerelsen af meddelelsen og anmodede sagsoegeren om at tilbagesende spoergeskemaerne inden for en frist af 30 dage. Kommissionen anfoerte, at den nye undersoegelsesperiode gik fra den 1. juli 1991 til den 31. oktober 1992.

24 Ved skrivelse af 23. december 1992 forelagde sagsoegeren Kommissionen sine bemaerkninger til notatet om skaden, som PEM havde indleveret den 1. juli 1992.

25 Ved skrivelse af 29. juli 1993 anmodede Kommissionen sagsoegeren om at give Kommissionen underretning om samtlige forhold til belysning af sagen, navnlig for saa vidt angaar spoergsmaalet om skaden. Ved skrivelse af 12. august 1993 svarede sagsoegeren, at man ikke havde nye oplysninger at bidrage med vedroerende dette spoergsmaal, idet situationen naeppe havde udviklet sig siden sagsoegerens skrivelse af 23. december 1992.

26 Den 21. april 1994 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 892/94 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af calciummetal med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og Rusland (EFT L 104, s. 5, herefter »den midlertidige forordning«). Stoerrelsen af tolden var 2 074 ECU pr. ton for calciummetal med oprindelse i Kina og 2 120 ECU pr. ton for metal med oprindelse i Rusland.

27 Den 31. maj 1994 indgav sagsoegeren sine bemaerkninger vedroerende den midlertidige forordning, hvori sagsoegeren tog talrige forbehold over for denne. Kommissionen svarede paa disse bemaerkninger ved skrivelse af 14. juni 1994.

28 Den 11. august 1994 gav Kommissionen sagsoegeren meddelelse om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke det var hensigten at foreslaa, at der blev paalagt importen af calciummetal med oprindelse i Kina og Rusland en endelig antidumpingtold.

29 Den 19. oktober 1994 vedtog Raadet paa forslag af Kommissionen forordning (EF) nr. 2557/94 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af calciummetal med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik og Rusland (EFT L 270, s. 27, herefter »den anfaegtede forordning«). Stoerrelsen af tolden blev fastholdt paa samme niveau som det, der var fastsat ved den midlertidige forordning. Raadet bekraeftede endvidere den antidumpingtold, der var indfoert ved den midlertidige forordning.

Retsforhandlinger

30 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. januar 1995 har sagsoegeren anlagt naervaerende sag.

31 Samme dag fremsatte sagsoegeren en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede forordning. Begaeringen forkastedes ved Rettens praesidents kendelse af 24. februar 1995 (sag T-2/95 R, IPS mod Raadet, Sml. II, s. 485).

32 Ved kendelse af 28. april 1995 gav formanden for Rettens Fjerde Udvidede Afdeling Kommissionen tilladelse til at indtraede i sagen til stoette for sagsoegtes paastande.

33 Ved kendelse af 28. november 1995 gav formanden for Rettens Femte Udvidede Afdeling PEM og Chambre syndicale tilladelse til at indtraede i sagen til stoette for sagsoegtes paastande, og tog en begaering om fortrolig behandling i forhold til disse intervenienter af de oplysninger, der er naevnt i kendelsens praemis 9, 10, 14 og 15, til foelge.

34 Den 16. april 1996 indgav PEM og Chambre syndicale deres interventionsindlaeg. Den 17. juni 1996 indgav sagsoegeren sin bemaerkninger til PEM's og Chambre syndicale's interventionsindlaeg.

35 Ved kendelse af 20. november 1996 tog formanden for Rettens Femte Udvidede Afdeling en yderligere begaering om fortrolig behandling i forhold til intervenienterne af de oplysninger, der er naevnt i kendelsens praemis 4, til foelge.

36 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

37 I retsmoedet den 2. december 1997 har parterne afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten.

Parternes paastande

38 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Den anfaegtede forordning annulleres.

- Subsidiaert fastslaas det, at den anfaegtede forordning ikke kan goeres gaeldende over for sagsoegeren.

- Raadet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

39 Raadet har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

40 Intervenienten Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Raadet frifindes.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

41 Intervenienterne PEM og Chambre syndicale har nedlagt foelgende paastande:

- Raadet frifindes.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumenter

42 Raadet har i svarskriftet rejst en formalitetsindsigelse. Raadet har gjort gaeldende, at det foelger af fast retspraksis, at en importoer i almindelighed ikke har soegsmaalskompetence med hensyn til et krav om annullation af en forordning, der paalaegger antidumpingtold. Selv om Raadet anerkender, at Domstolen i visse tilfaelde har antaget, at en forordning om indfoerelse af antidumpingtold beroerte visse erhvervsdrivende individuelt med den foelge, at de kunne anlaegge annullationssoegsmaal, har Raadet udtrykt tvivl med hensyn til spoergsmaalet om naervaerende sags antagelse til realitetsbehandling, for saa vidt som sagsoegeren har nedlagt subsidiaer paastand om, at den vedtagne forordning ikke skal kunne goeres gaeldende over for sagsoegeren. Ved at nedlaegge denne subsidiaere paastand har sagsoegeren anerkendt, at borgere kun kan paaberaabe sig EF-traktaten, naar den vedtagne retsakt i forhold til dem har karakter af en beslutning.

43 En forordning, hvorved der paalaegges antidumpingtold, har ikke karakter af en beslutning i forhold til en importoer, men kan have det i forhold til en eksportoer, i det omfang antidumpingtolden rammer importen af eksportoerens eget produkt. Ved sin subsidiaere paastand har sagsoegeren antaget, at Raadet kunne have vedtaget en beslutning, der undtog sagsoegeren fra den anfaegtede forordnings anvendelsesomraade.

44 Da man saaledes ikke gennem forordningen kunne tilvejebringe en undtagelsesordning til fordel for sagsoegeren, havde forordningen ikke karakter af en beslutning i forhold til denne. At anerkende, at den principale paastand kan antages til realitetsbehandling, ville vaere det samme som, med urette, at anerkende muligheden for at annullere en foranstaltning med generel raekkevidde efter begaering af en borger, der alene var beroert gennem sin objektive status som importoer. En enkelt importoer ville saaledes kunne vaere til hinder for genetableringen for faellesskabsindustrien af loyale konkurrencevilkaar i forhold til alle erhvervsdrivende.

45 Kommissionen har anfoert, at de elementer - saaledes som de er beskrevet i dommen i sagen Extramet I - der viser, at sagsoegeren er karakteriseret ved en saerlig situation i forhold til alle andre erhvervsdrivende, ikke er til stede i det foreliggende tilfaelde. Efter Kommissionens opfattelse har sagsoegeren ikke bevist, at en saadan situation foreligger.

46 En uafhaengig importoers soegsmaalskompetence er ikke en ret, som en person eller et selskab er indehaver af, men en ret, der foelger af en saerlig situation, saaledes som dette fremgaar af dommen i sagen Extramet I. Sagsoegeren kan saaledes ikke noejes med blot at henvise til denne dom. Den omstaendighed, at det tidligere selskab Extramet's soegsmaal til anfaegtelse af forordning nr. 2808/89 kunne antages til realitetsbehandling i sag C-358/89, indebaerer ikke automatisk, at soegsmaalet rejst af IPS, der er efterfoelgeren for Extramet, kan antages til realitetsbehandling i den foreliggende sag.

47 Det forhold, der adskilte Extramet's situation fra situationen for uafhaengige importoerer, der har vaeret sagsoegere i andre sager, var, at Extramet som anfoert i den paagaeldende dom (praemis 17), »[havde] vanskeligheder ved at opnaa forsyninger hos den eneste faellesskabsproducent [PEM], som ydermere [var] dens hovedkonkurrent, for saa vidt angaar det forarbejdede produkt«. Dette forhold foreligger imidlertid ikke i det foreliggende tilfaelde. Det fremgaar nemlig af det franske Konkurrenceraads afgoerelse af 31. marts 1992, at ingen konkurrenceskadelig adfaerd kunne tilregnes PEM efter 1984. Den aktuelle situation fremstaar snarere saaledes, at IPS naegter at koebe, fremfor at PEM naegter at saelge.

48 Sagsoegeren er af den opfattelse, at der efter dommen i sagen Extramet I, der yderligere er blevet bekraeftet ved Rettens praesidents kendelse af 24. februar 1995, ikke kan saettes spoergsmaalstegn ved, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

Rettens bemaerkninger

49 Det eneste kriterium for sagens antagelse til realitetsbehandling, som Domstolen tillagde betydning i sin dom i sagen Extramet I, var det forhold, at sagsoegeren var umiddelbart og individuelt beroert. Domstolen udtalte (praemis 13), at selv om forordninger om antidumpingtold bedoemt i forhold til traktatens artikel 173, stk. 2, efter deres art og raekkevidde er almengyldige, idet de finder anvendelse paa de paagaeldende erhvervsdrivende i al almindelighed, kan det ikke udelukkes, at bestemmelserne beroerer visse erhvervsdrivende individuelt. Det foelger heraf, at retsakter om indfoerelse af antidumpingtold under visse omstaendigheder, uden at miste deres karakter af forordning, kan beroere visse erhvervsdrivende individuelt, med den foelge, at de paagaeldende kan anlaegge sag om annullation af disse retsakter (praemis 14). Domstolen fandt, at sagsoegeren havde godtgjort, at der forelaa en raekke omstaendigheder, der tilsammen skabte en saadan saerlig situation, at sagsoegeren i forhold til den paagaeldende foranstaltning adskilte sig fra alle andre erhvervsdrivende.

50 Raadets argument, der i det vaesentlige stoettes paa den anfaegtede retsakts karakter af almengyldig regulering i forhold til importoerer, og paa, at det er umuligt at tilvejebringe en undtagelsesordning i form af en beslutning til fordel for én importoer, maa herefter forkastes.

51 Kommissionens argumenter til stoette for formalitetsindsigelsen maa forkastes.

52 Modsat det af Kommissionen anfoerte, har Domstolen i sag C-358/89 ikke stoettet antagelsen af sagen til realitetsbehandling udelukkende paa Extramet's vanskeligheder ved at opnaa forsyninger hos den eneste faellesskabsproducent. Domstolen har i realiteten stoettet afgoerelsen paa foelgende forskellige omstaendigheder, der tilsammen skabte en saadan saerlig situation, at sagsoegeren i forhold til den paagaeldende foranstaltning adskilte sig fra alle andre erhvervsdrivende (dommen i sagen Extramet I, praemis 17): Virksomheden var den vigtigste importoer af det produkt, der var genstand for antidumpingforanstaltningen, og var samtidig endelig bruger af produktet; i oevrigt afhang virksomhedens erhvervsmaessige aktiviteter i meget vidt omfang af denne import, og de var i vaesentlig grad paavirket af den anfaegtede forordning paa grund af det begraensede antal producenter af det paagaeldende produkt og det forhold, at virksomheden havde vanskeligheder ved at opnaa forsyninger hos den eneste faellesskabsproducent, som ydermere var dens hovedkonkurrent, for saa vidt angaar det forarbejdede produkt.

53 I oevrigt har Kommissionen ikke bestridt, at PEM ikke er i stand til at levere raat calciummetal af standardkvalitet, der har de af sagsoegeren oenskede egenskaber, hvilket klart viser, at sagsoegeren fortsat har vanskeligheder ved at opnaa forsyninger hos PEM.

54 Da de omstaendigheder, som begrundede, at soegsmaalet i sag C-358/89 (jf. ovenfor, praemis 52) antoges til realitetsbehandling, fortsat er til stede, skal naervaerende soegsmaal antages til realitetsbehandling.

Realiteten

I - Paastanden om annullation af den anfaegtede forordning

55 Sagsoegeren har til stoette for sin paastand gjort syv anbringender gaeldende. For det foerste, at der er sket en tilsidesaettelse af artikel 5 og artikel 7, stk. 9, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 (EFT L 209, s. 1, herefter »grundforordningen«) samt en tilsidesaettelse af retskraftreglerne og af betingelserne for lovliggoerelse af en forvaltningsakt, for det andet, at der er sket en tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 7 og 8 og af reglerne om kontradiktion, for det tredje, at der er sket en tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 4, stk. 4, og artikel 2, stk. 12, og anlagt et aabenbart urigtigt skoen for saa vidt angaar produkternes ensartethed, for det fjerde, at der er sket en tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 4 og anlagt et aabenbart urigtigt skoen med hensyn til bedoemmelsen af den skade, faellesskabsindustrien har lidt, for det femte, at der er sket en tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 12 og anlagt et aabenbart urigtigt skoen, for det sjette, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190, og for det syvende, at der foreligger magtfordrejning.

Foerste anbringende om, at der er sket en tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 5 og artikel 7, stk. 9, og en tilsidesaettelse af retskraftreglerne og af betingelserne for lovliggoerelse af en forvaltningsakt

Parternes argumenter

56 Sagsoegeren har anfoert, at dommen i sagen Extramet II er til hinder for en genoptagelse af den procedure, der kendtes ulovlig, saa meget desto mere som Kommissionen havde til hensigt at foretage en aendring af undersoegelsesperioden. Ingen lovtekst forbyder Kommissionen paa grundlag af en ny klage at indlede en ny undersoegelsesprocedure vedroerende markedet for calciummetal af standardkvalitet angaaende en senere periode. Til gengaeld findes der ingen bestemmelse, der giver Kommissionen ret til at genoptage en undersoegelse, saaledes som den har gjort det i den foreliggende sag.

57 Sagsoegeren har formuleret sit foerste anbringende i tre led. For det foerste hviler genoptagelsen af undersoegelsen ikke paa noget retligt grundlag, idet grundforordningen ikke giver hjemmel for en genoptagelse. For det andet sker der ved genoptagelsen en tilsidesaettelse af retskraftreglerne, idet den i strid med retssikkerhedsprincippet foerer til lovliggoerelse af en procedure, som Domstolen har annulleret. Hvis det forudsaettes, at lovliggoerelse er tilladt i henhold til faellesskabsretten, har for det tredje betingelserne for genoptagelse af undersoegelsen, dvs. lovliggoerelse, ikke vaeret opfyldt i den foreliggende sag.

- Foerste led: tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 5 og artikel 7, stk. 9

58 Sagsoegeren har gjort gaeldende, dels at Kommissionens befoejelser i forbindelse med ivaerksaettelsen af en antidumpingprocedure kun kan udoeves inden for noejagtig den juridiske ramme, der er angivet i grundforordningen, dels at Kommissionen har genoptaget undersoegelsen uden at have noget som helst retligt grundlag herfor. Grundforordningen indeholder kun bestemmelser vedroerende dels indledning af en undersoegelse, dels afslutning af en undersoegelse. For saa vidt angaar indledningen af en undersoegelse har Kommissionen aldrig haevdet, at den havde modtaget en ny klage, der gav grundlag for at indlede en ny procedure. Tvaertimod henviste den i meddelelsen offentliggjort den 14. november 1992 udtrykkeligt til dommen i sagen Extramet II. Det dokument, som PEM indleverede den 1. juli 1992, var ikke en klage, men et notat til stoette for »genaabning« af undersoegelsen.

59 Grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a), angaar alene afslutningen af en undersoegelse. I det foreliggende tilfaelde afsluttedes den oprindelige undersoegelse i henhold til denne bestemmelse med vedtagelsen af forordning nr. 2808/89, der efterfoelgende annulleredes ved dommen i sagen Extramet II.

60 Endelig kan Kommissionen ikke stoette sin argumentation paa artikel 14 i grundforordningen, hvori foreskrives en revurdering af endelig antidumpingtold i tilfaelde af vaesentligt aendrede forhold. Denne revurderingsprocedure kan kun komme paa tale, naar der foreligger lovligt paalagt endelig antidumpingtold.

61 Under henvisning til traktatens artikel 176 har Raadet anfoert, at annullationen af forordning nr. 2808/89 alene indebar en forpligtelse til tilbagebetaling af den told, der var opkraevet i henhold til forordningen.

62 Raadet har henvist til, at undersoegelsen blev genoptaget efter dommen i sagen Extramet II og PEM's notat af 1. juli 1992. Ved at gennemfoere undersoegelsen har Kommissionen villet respektere de rettigheder, der tilkom faellesskabsproducenten, der havde indgivet en klage indeholdende tilstraekkelige beviser, og som havde ajourfoert klagen ved et indlaeg til stoette for en genoptagelse af undersoegelsen, bilagt et notat om skaden. Kommissionen havde i oevrigt til hensigt at respektere de oevrige interesserede parters interesser, dels ved at give dem lejlighed til afgive oplysninger om indfoerslerne til og salget af calciummetal i Faellesskabet, dels ved at give dem lejlighed til at fremkomme med deres bemaerkninger.

63 Dermed har Kommissionen paa korrekt maade genoptaget undersoegelsen fra starten af, idet den naevnte undersoegelse ikke var blevet afsluttet som en virkning af annullationen af forordning nr. 2808/89. I forhold til de interesserede parter er den genoptagne procedure forloebet som en ny undersoegelse paa grundlag af en klage, der blev ajourfoert ved indlaegget af 1. juli 1992 og ved det bilagte notat.

64 Under henvisning til grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a), har Raadet tilfoejet, at en undersoegelse indstilles enten ved, at den afsluttes, eller ved, at der traeffes en endelig foranstaltning. I den foreliggende sag foreligger der ikke nogen retsakt, der udtrykkeligt afslutter undersoegelsen. Den foerste endelige foranstaltning skal anses for aldrig at have eksisteret, idet den blev annulleret af Domstolen. Undersoegelsen er saaledes blevet genoptaget paa korrekt maade.

- Andet led: tilsidesaettelse af reglerne om retskraft

65 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen ved at genoptage undersoegelsen har tilsidesat retskraftreglerne og har fordrejet indholdet af dommen i sagen Extramet II.

66 Ved at annullere forordning nr. 2808/89 har Domstolen ikke blot med tilbagevirkende kraft udslettet den afsluttende fase af antidumpingproceduren, dvs. forordningen om fastsaettelse af endelig told. Domstolen har i realiteten annulleret hele den procedure, som Kommissionen gennemfoerte paa markedet for calciummetal af standardkvalitet for perioden fra den 1. januar til den 31. december 1987, herunder de faser, der gik forud for vedtagelsen af den endelige forordning. Da annullationen har generel virkning, er undersoegelsen ikke blevet suspenderet, men skal anses for aldrig at have fundet sted. Foelgelig skulle Kommissionen, hvis den havde villet behandle sagen paa ny, have indledt en ny procedure i de foreskrevne former. For det tilfaelde, at dumpingpraksis var fortsat efter vedtagelsen af den annullerede forordning, hvorved den foerste undersoegelse afsluttedes, ville indledningen af en ny undersoegelse paa grundlag af en ny klage have vaeret den eneste processuelt korrekte loesning.

67 Hvis Kommissionen kunne afhjaelpe sine sagsbehandlingsfejl efterhaanden, ville procedurerne kunne vare i aarevis uden nogen form for retssikkerhed for virksomhederne.

68 Raadet har anfoert, at Kommissionen har givet alle interesserede parter lejlighed til at goere deres rettigheder gaeldende paa samme betingelser, som hvis en ny procedure var blevet indledt. Raadet har understreget, at en meddelelse blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, at der blev sendt spoergeskemaer til de beroerte parter, og at der blev benyttet en ny referenceperiode. Kommissionen foretog kontrolbesoeg hos de parter, der samarbejdede om undersoegelsen, de beroerte parter kunne faa indsigt i den sagsakt, der ikke var fortrolig, og Kommissionen hoerte alle parter, der havde anmodet herom.

69 Den endelige told, der blev paalagt fra den 22. oktober 1994, dvs. dagen efter datoen for den omtvistede forordnings offentliggoerelse i Tidende, hviler paa en ny undersoegelse vedroerende en periode, der ligger senere end datoen for den annullerede forordning. Der er i denne forbindelse ikke tale om en lovliggoerelse, men om en udligning for dumpingpraksis, der var fortsat efter vedtagelsen af den annullerede forordning.

70 Raadet har i anden raekke gjort gaeldende, at hele sagsoegerens argumentation bygger paa den haevdede urigtige kvalifikation »genoptagelse« af undersoegelsen, mens der ifoelge Kommissionen var tale om »indledning« af en ny undersoegelse. I oevrigt har sagsoegeren ikke paavist, hvorledes kvalifikationen »indledning« af undersoegelsen ville have aendret dennes forloeb i forhold til virksomheden (Domstolens dom af 10.7.1980, sag 30/78, Distillers Company mod Kommissionen, Sml. s. 2229, praemis 26, og af 27.6.1991, sag C-49/88, Al-Jubail Fertilizer og Saudi Arabian Fertilizer mod Raadet, Sml. I, s. 3187, praemis 23 og 24).

71 PEM og Chambre syndicale har anfoert, at stoerstedelen af retsakterne under en administrativ antidumpingprocedure, der skal foere til en beslutning, som udgoer den formelle afslutning af proceduren, ikke har nogen retsvirkninger og derfor ikke kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal. Dette gaelder navnlig beslutningen om at indlede proceduren. Da de ikke kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal, kan de paagaeldende retsakter foelgelig ikke vaere genstand for annullation.

72 PEM og Chambre syndicale har subsidiaert anfoert, at konstateringen af ulovlighed, paa grund af den tilbagevirkende kraft, der knytter sig til annullationsdomme, har virkning tilbage fra den dato, da den annullerede lovtekst fik virkning. Da virkningstidspunktet for forordning nr. 2808/89 gik tilbage til den 22. marts 1989, der var ikrafttraedelsesdatoen for ovennaevnte forordning nr. 707/89 af 17. marts 1989, er ingen retsakter, der ligger tidligere end den 22. marts 1989, beroert af dommen i sagen Extramet II. Dette vedroerer navnlig meddelelsen af 26. januar 1988 om indledningen af antidumpingundersoegelsen. Ved Domstolens dom blev den procedure, der indledtes ved meddelelsen, saaledes ikke annulleret. Foelgelig kunne Kommissionen genoptage undersoegelsen inden for rammerne af denne procedure (jf. i denne retning Domstolens dom af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, Asteris m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2181, praemis 30).

73 Sagsoegeren er af den opfattelse, at PEM tager fuldstaendig fejl af konsekvenserne af, at forberedende retsakter ikke kan goeres til genstand for soegsmaal. I retspraksis har man aldrig forhindret en virksomhed i at anfaegte lovligheden af forberedende retsakter, naar der anlaegges soegsmaal til proevelse af endelige afgoerelser (jf. Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, og Rettens dom af 23.2.1994, forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen, Sml. II, s. 49). Sagsoegeren har i oevrigt bestridt PEM's opfattelse om, at den procedure, der ligger foer den annullerede retsakt, fortsat har virkning, fordi annullationen foerst faar virkning fra tidspunktet for vedtagelsen af den anfaegtede retsakt. Sagsoegeren mener, at denne loesning er ensbetydende med at tillade lovliggoerelse under alle omstaendigheder og at toemme annullationssoegsmaal for deres indhold.

- Tredje led: tilsidesaettelse af betingelserne for lovliggoerelse af en forvaltningsakt

74 Efter sagsoegerens opfattelse har Kommissionen tilsidesat betingelserne for lovliggoerelse af en ugyldig forvaltningsakt. For saa vidt det antages, at faellesskabsrettens principper ikke er til hinder for lovliggoerelse, ville det imidlertid have vaeret noedvendigt, at betingelserne herfor var opfyldt. Men det var ikke tilfaeldet i den foreliggende sag. Dels befinder man sig ikke paa et omraade, inden for hvilket lovliggoerelse er tilladelig. Dels blev betingelserne for lovliggoerelse tilsidesat.

75 I den foreliggende sag var lovliggoerelse ikke mulig, idet Domstolen ikke annullerede forordning nr. 2808/89 af form- eller proceduremaessige grunde, men paa grund af fejl begaaet i forbindelse med vurderingen af den skade, faellesskabsindustrien havde lidt. Der var saaledes tale om annullation paa grund af en fejlagtig materiel vurdering vedroerende en af de grundlaeggende betingelser for at paalaegge antidumpingtold.

76 Man kan udmaerket afhjaelpe procedure- og formfejl. Modsat kan lovliggoerelse efter tilsidesaettelse af materielle regler vanskeligt tillades. I det foreliggende tilfaelde har Domstolen ikke i sin dom behandlet de oevrige anbringender, sagsoegeren havde paaberaabt sig, selv om disse angik forordningens oevrige materielle betingelser, navnlig vedroerende varernes manglende ensartethed. Under disse omstaendigheder kan ingen, end ikke Kommissionen, udtale sig om, hvorledes Domstolen ville have truffet afgoerelse med hensyn til de oevrige anbringender, der var paaberaabt.

77 Kommissionen har ligeledes tilsidesat betingelserne for lovliggoerelse derved, at den aendrede perioden for undersoegelsen, som loeb fra den 1. juli 1991 til den 31. oktober 1992 efter genoptagelsen af undersoegelsen, mens den oprindelig daekkede perioden fra den 1. januar til den 31. december 1987.

78 Efter sagsoegerens opfattelse var en ny procedure noedvendig, hvis formaalet var at paalaegge ny told paa grundlag af en anden referenceperiode.

79 Sagsoegeren har bestridt Raadets, PEM's og Chambre syndicale's argumentation om, at manglerne ved proceduren ikke havde nogen betydning, hvorfor de ikke kunne begrunde annullation. Det forhold, at Kommissionen genoptog undersoegelsen i stedet for at indlede en ny undersoegelse, har faktisk paavirket sagsoegerens situation. Man kan ikke daekke sig bag den omstaendighed, at Kommissionen ville vaere gaaet frem paa samme maade, som hvis en ny procedure var blevet indledt.

80 Det er saaledes forkert at haevde, at den fremgangsmaade, der blev fulgt, da undersoegelsen blev genoptaget, ikke har skadet sagsoegeren. Indledningen af en ny procedure ville have vaeret betinget af indgivelsen af en klage. Kun PEM, der er den eneste faellesskabsproducent, kunne have indgivet en klage. Men PEM indgav ikke nogen klage. Paa tidspunktet for begivenhederne havde det franske Konkurrenceraad netop, den 31. marts 1992, doemt PEM for misbrug af dominerende stilling, og der verserede retssager til anfaegtelse af denne afgoerelse, hvori sagsoegeren gjorde gaeldende, at PEM havde misbrugt sin dominerende stilling ved at indgive en antidumpingklage.

81 Foelgelig ville det have vaeret saerlig uheldigt, hvis PEM straks efter afslutningen af antidumpingproceduren, hvorved Domstolen annullerede den endelige forordning, indgav en ny klage og dermed gav Cour d'appel de Paris stoette for IPS's opfattelse.

82 Raadet har anfoert, at der ikke var tale om en lovliggoerelse af den annullerede told, men om paalaeggelsen af ny told efter ikrafttraedelsen af den omtvistede forordning. Raadet deler ikke sagsoegerens opfattelse om, at Domstolen ikke annullerede forordning nr. 2808/89 af form- og proceduremaessige grunde. Ifoelge Raadet fremgaar det klart af praemis 20 og 21 i dommen i sagen Extramet II, at der var tale om en formel og ikke en materiel mangel. Ogsaa selv om der var tale om en tilsidesaettelse af en materiel regel, ville Kommissionen have genoptaget undersoegelsen fra begyndelsen og havde herefter kunnet paalaegge ny antidumpingtold.

83 I denne forbindelse erindrer Raadet om, at Domstolen hverken annullerede indledningen af proceduren eller indledningen af undersoegelsen, men alene den forordning, som Raadet havde vedtaget som led i proceduren.

84 PEM og Chambre syndicale har gjort gaeldende, at den beroerte institution i henhold til traktatens artikel 176 har pligt til at udslette den annullerede retsakts retlige virkninger. I det foreliggende tilfaelde ville denne betingelse have vaeret opfyldt, naar den opkraevede endelige og midlertidige told efter Domstolens dom var blevet tilbagebetalt i henhold til grundforordningens artikel 16.

85 Under henvisning til den ovennaevnte dom i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen har PEM og Chambre syndicale anfoert, at den institution, hvorfra den annullerede retsakt hidroerer, ikke blot skal udrydde de forudgaaende konsekvenser af den ulovlige retsakt. Institutionen skal tage hensyn til annullationsdommen i sin fremtidige adfaerd ved at paase, at den ulovlighed, Faellesskabets retsinstanser har konstateret, ikke foreligger i den retsakt, der skal traede i stedet for den annullerede retsakt. I den foreliggende sag har de kompetente institutioner fuldt ud sikret opfyldelsen af Domstolens dom ved at foretage en uddybende undersoegelse af spoergsmaalet om aarsagsforbindelse mellem dumpingen og skaden.

86 En procedurefejl er kun annullationsgrund, hvis den anfaegtede beslutning kunne have faaet et andet indhold, hvis denne fejl ikke havde foreligget (Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, praemis 47, og af 23.4.1986, sag 150/84, Bernardi mod Parlamentet, Sml. s. 1375, praemis 28). I det foreliggende tilfaelde har den omstaendighed, at Kommissionen fortsatte undersoegelsen under den procedure, der var indledt den 26. januar 1988, uden at indlede en ny procedure, ikke haft nogen som helst indflydelse paa indholdet af de kompetente institutioners endelige beslutning, idet sagsoegeren blev sat i samme eller i en bedre situation end den, der ville have foreligget, hvis Kommissionen havde indledt en ny procedure.

Rettens bemaerkninger

87 Det fremgaar af grundforordningen, at en antidumpingprocedure omfatter flere faser, herunder en undersoegelse. Under en procedure kan der finde en eller flere undersoegelser sted.

88 Ifoelge grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra b), indstilles en procedure enten ved, at undersoegelsen afsluttes uden indfoerelse af told og uden accept af tilsagn efter reglerne i grundforordningens artikel 9, eller ved ophoer eller ophaevelse af told eller ved udloeb af tilsagn i henhold til artikel 14 eller 15.

89 En indledt undersoegelse indstilles kun, hvis der traeffes endelige foranstaltninger, eller hvis den afsluttes i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a), uden at proceduren af den grund ophoerer med at eksistere.

90 Mens proceduren loeber, kan der fremsaettes anmodninger om tilbagebetaling i medfoer af grundforordningens artikel 16, og undersoegelsen kan genoptages med henblik paa fornyet overvejelse af endelige foranstaltninger.

91 I modsaetning til det af sagsoegeren haevdede kan det forhold, at der ikke i grundforordningen findes specifikke bestemmelser om de retlige konsekvenser af en annullationsdom, ikke fortolkes saaledes, at det udelukker enhver mulighed for en institution for at genoptage saavel undersoegelsen som den procedure, hvorunder de annullerede, endelige foranstaltninger blev vedtaget. Ifoelge traktatens artikel 176 skal den paagaeldende institution nemlig drage passende konsekvenser af en annullationsdom. Derfor indebaerer annullation af en retsakt, hvorved en administrativ procedure, der omfatter flere faser, afsluttes, ikke noedvendigvis annullation af hele den procedure, der gik forud for vedtagelsen af den anfaegtede retsakt, uafhaengigt af annullationsdommens begrundelse, materielt eller proceduremaessigt (jf. i denne retning Domstolens dom i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 30, dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml. I, s. 4023, praemis 34, Rettens dom af 14.2.1990, sag T-38/89, Hochbaum mod Kommissionen, Sml. II, s. 43, praemis 13, og af 15.7.1993, forenede sager T-17/90, T-28/91 og T-17/92, Camara Alloisio m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 841, praemis 79).

92 I forhold til disse principper er en loesning, der bestaar i annullationen af en forordning, hvorved der paalaegges antidumpingtold, at udlede annullation, som en noedvendig konsekvens, af hele den administrative procedure, der gaar forud for forordningen - en loesning, som sagsoegeren i foerste raekke har gjort sig til talsmand for - retligt forkert.

93 Med henblik paa vurderingen af rigtigheden af det af sagsoegeren fremsatte anbringende skal Retten fastslaa konsekvenserne af den af Domstolen i dommen i sagen Extramet II konstaterede ulovlighed. I denne forbindelse bemaerkes, at for at efterkomme dommen og opfylde den fuldt ud, skal institutionen ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men ogsaa til de praemisser, som har foert til domskonklusionen, og som danner det fornoedne grundlag for denne (dommen i sagen Asteris m.fl. mod Raadet, a.st., praemis 27).

94 I dommen i sagen Extramet II annullerede Domstolen forordning nr. 2808/89 under henvisning til, at faellesskabsinstitutionerne faktisk ikke havde undersoegt, om faellesskabsproducenten, dvs. PEM, ikke selv ved sin salgsnaegtelse havde bidraget til skaden, og til, at institutionerne ikke havde godtgjort, at den paastaaede skade ikke skyldtes de af Extramet fremfoerte momenter. Domstolen udledte af denne konstatering, at faellesskabsinstitutionerne ikke havde foretaget en korrekt fastsaettelse af skaden (praemis 19). Herefter var de forudgaaende foranstaltninger, der forberedte undersoegelsen, og herunder indledningen af proceduren i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 1, ikke beroert af den ulovlighed, som Domstolen konstaterede.

95 Det foelger heraf, at Kommissionen lovligt kunne genoptage proceduren paa grundlag af samtlige de retsakter vedroerende proceduren, der ikke var beroert af den ugyldighed, Domstolen havde fastslaaet, dvs. PEM's klage fra juli 1987, hoeringen af det raadgivende udvalg og beslutningen om at indlede proceduren, med henblik paa at gennemfoere en undersoegelse af samme referenceperiode som den, der laa til grund for forordning nr. 2808/89 (annulleret ved dommen i sagen Extramet II), men begraenset til spoergsmaalet om, hvorvidt PEM ikke selv ved sin salgsnaegtelse havde bidraget til den skade, faellesskabsindustrien havde lidt. Da Kommissionen imidlertid besluttede at foretage en ny undersoegelse, der angik en anden referenceperiode, opstaar spoergsmaalet om, hvorvidt grundforordningens betingelser blev overholdt i det foreliggende tilfaelde.

96 Foerst bemaerkes, at institutionerne har en vid skoensbefoejelse til at afgoere, hvilken periode der skal tages i betragtning med henblik paa at konstatere skade i forbindelse med en antidumpingprocedure (Domstolens dom af 28.11.1989, sag C- 121/86, Epicheriseon Metalleftikon Viomichanikon kai Naftiliakon m.fl. mod Raadet, Sml. s. 3919, praemis 20, og af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Raadet, Sml. I, s. 2069, praemis 86).

97 Det fremgaar af grundforordningens artikel 7, stk. 1, at tilstedevaerelsen af tilstraekkelige beviser for dumping, der paafoerer faellesskabsindustrien skade, er den noedvendige og tilstraekkelige materielle betingelse for, at Faellesskabet kan handle paa dumpingomraadet og navnlig indlede en undersoegelse.

98 I det foreliggende tilfaelde forelaa der ingen oplysninger, der gav Kommissionen mulighed for at antage, at dumpingpraksis var ophoert, eller at faellesskabsindustrien ikke laengere led skade. Tvaertimod modtog Kommissionen et indlaeg fra PEM til stoette for en genoptagelse af undersoegelsen og et notat vedroerende vurderingen af skaden paa faellesskabsindustrien. I sit notat af 1. juli 1992 aktualiserede PEM de oplysninger, der var indeholdt i virksomhedens klage fra juli 1987, idet virksomheden gav en detaljeret analyse af de forskellige elementer, der ligger til grund for indfoerelsen af antidumpingforanstaltninger, nemlig den normale vaerdi, eksportprisen, prissammenligning, dumpingmargen og skaden, for perioden fra 1987 til december 1991, dvs. for den seneste periode, for hvilken der var talmateriale til raadighed.

99 Da den oprindelige procedure ikke var annulleret ved dommen i sagen Extramet II, og da dumpingpraksis fortsatte, har Kommissionen herefter ikke overskredet sin skoensbefoejelse ved at beslutte at fortsaette den allerede i 1989 indledte procedure og ved at foretage en ny undersoegelse paa grundlag af en anden referenceperiode.

100 Herefter forkastes sagsoegerens anbringende om, at Kommissionen ved at genoptage undersoegelsen har handlet uden retligt grundlag, har tilsidesat retskraftreglerne, har fordrejet indholdet af Domstolens dom, og, under alle omstaendigheder, har tilsidesat betingelserne for lovliggoerelse af forvaltningsakter.

101 Yderligere bemaerkes, at aendringen af undersoegelsesperioden ikke har forringet de rettigheder, som IPS fik i forbindelse med indledningen af proceduren i 1989. Kommissionen underrettede nemlig IPS om, at den havde til hensigt at genoptage undersoegelsen, og opfordrede den 17. juli 1992 virksomheden til at fremkomme med sine bemaerkninger vedroerende spoergsmaalet om skaden. Derpaa sendte Kommissionen den 14. oktober 1992 det af PEM indsendte notat til IPS, og gav efter hoering af det raadgivende udvalg meddelelse offentliggjort i Tidende den 14. oktober 1992, hvori den naevnte produktet og de beroerte lande, gav et resumé af modtagne oplysninger og anfoerte, at alle oplysninger af betydning for sagen burde meddeles den. Kommissionen informerede officielt de eksportoerer og importoerer, som den var bekendt med havde interesse i sagen, og fastsatte ogsaa en frist for interesserede parter til skriftligt at tilkendegive deres synspunkt og anmode om at blive hoert mundtligt. Endelig fremgaar det klart af 4.-7. betragtning til den midlertidige forordning, at undersoegelsen angik baade dumping og skade, og at undersoegelsesperioden daekkede perioden fra den 1. juli 1991 til den 31. oktober 1992.

102 Foelgelig skal det foerste anbringende til stoette for annullationspaastanden forkastes.

Andet anbringende om tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 7 og 8

103 Sagsoegeren har opdelt andet anbringende i tre led. Foerste led angaar tilsidesaettelse af retten til kontradiktion derved, at det af PEM den 1. juli 1992 indsendte notat foerst blev tilsendt sagsoegeren den 14. oktober 1992. Andet led angaar tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 7, stk. 4, og tilsidesaettelse af samme forordnings artikel 8 derved, at Kommissionen ikke har tilsendt sagsoegeren visse dokumenter indgivet af PEM. Anbringendets tredje led angaar kraenkelse af grundforordningens artikel 7, stk. 4, og retten til kontradiktion derved, at Kommissionen har afvist at give sagsoegeren visse vaesentlige oplysninger, der er noedvendige for, at sagsoegeren kan afgive relevante bemaerkninger.

Foerste led: tilsidesaettelse af retten til kontradiktion ved den forsinkede tilsendelse af det notat, PEM havde indleveret den 1. juli 1992

- Parternes argumenter

104 Sagsoegeren har anfoert, at der mellem den 10. juli, da sagsoegeren modtog oplysning om, at undersoegelsen blev genoptaget, og den 18. november 1992, da sagsoegeren fik denne oplysning bekraeftet efter offentliggoerelsen af en meddelelse herom i EF-Tidende, gik tre maaneder, hvor Kommissionen tilsidesatte retten til kontradiktion. Sagsoegeren fik den 10. juli 1992 tilfaeldigt kendskab til det af PEM den 1. juli 1992 indleverede notat om skaden. Sagsoegeren var imidlertid blevet opfordret til at fremkomme med sine bemaerkninger til spoergsmaalet om skaden inden den 17. august 1992, uden at vaere blevet gjort bekendt med det naevnte notat. Sagsoegeren blev foerst adressat for dokumentet den 14. oktober 1992, dvs. efter at have afgivet sine bemaerkninger.

105 Det spoergsmaal, der rejser sig, er ikke, om »genoptagelsen« af en undersoegelse noedvendiggjorde en kontradiktorisk procedure. Sagsoegeren er af den opfattelse, at hvis Raadets, PEM's og Chambre syndicale's opfattelse om, at den i 1989 indledte undersoegelse ikke var sluttet, var rigtig, maatte det foelge logisk heraf, at den fase, der gik forud for indledningen af undersoegelsen, ikke laengere havde betydning. Man ville saaledes befinde sig i anden fase som omhandlet i grundforordningens artikel 7. Herefter burde proceduren have vaeret kontradiktorisk straks fra indledningen af undersoegelsen.

106 Raadet har anfoert, at Kommissionen ved skrivelse af 17. juli 1992, dvs. to maaneder foer offentliggoerelsen af meddelelsen i EF- Tidende, havde opfordret sagsoegeren til at fremkomme med sine eventuelle bemaerkninger til spoergsmaalet om skade forvoldt af indfoersel af det omhandlede produkt, og at sagsoegeren havde svaret herpaa ved skrivelse af 14. august 1992. Raadet bemaerker i oevrigt, at sagsoegeren ikke goer gaeldende, at virksomheden ikke har kunnet formulere sine bemaerkninger vedroerende PEM's notat af 1. juli 1992. Sagsoegeren indgav sine bemaerkninger ved skrivelse af 23. december 1992 til Kommissionen.

107 Spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen skal fortsaette en undersoegelse, er ikke et spoergsmaal, der er undergivet kontradiktion, da formaalet med en undersoegelse er at afgoere, om betingelserne for at vedtage antidumpingforanstaltninger er opfyldt. Det fremgaar af retspraksis (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639), at genoptagelsen af en undersoegelse ikke er en retsakt, der kan anfaegtes gennem soegsmaal, da den ikke beroerer de paagaeldende parters stilling.

108 PEM og Chambre syndicale har anfoert, at det var ved at tilkendegive sin egen fortolkning, navnlig vedroerende spoergsmaalet om aarsagsforbindelse, at sagsoegeren eventuelt kunne have gjort sig haab om at undgaa genoptagelse af undersoegelsen. Uanset den udtrykkelige opfordring i Kommissionens skrivelse af 17. juli 1992 har sagsoegeren hele tiden naegtet at fremkomme med sine bemaerkninger til spoergsmaalet om skaden foer offentliggoerelsen den 14. november 1992 af meddelelsen om, at undersoegelsen blev genoptaget. Sagsoegeren har saaledes givet afkald paa at modsaette sig genoptagelsen. At sagsoegeren ikke blev gjort bekendt med PEM's notat af 1. juli 1992 kan saaledes ikke udgoere en tilsidesaettelse af sagsoegerens ret til kontradiktion.

- Rettens bemaerkninger

109 Kommissionens skrivelse af 17. juli 1992 behandlede to emner. Dels oplystes sagsoegeren om, at undersoegelsen efter dommen i sagen Extramet II, hvorved den endelige forordning nr. 2808/89 annulleredes, genoptoges de jure, dels opfordrede Kommissionen sagsoegeren til af fremkomme med sine bemaerkninger til spoergsmaalet om den skade, som faellesskabsindustrien havde lidt.

110 For saa vidt angaar det foerste emne, kunne sagsoegeren i sine skrivelser af 14. og 21. august 1992 bestride rigtigheden af Kommissionens opfattelse. I denne henseende, og saaledes som sagsoegeren har erkendt det i retsmoedet som svar paa et spoergsmaal fra Retten, var kendskab til indholdet af PEM's notat af 1. juli, der var af klart teknisk karakter, ikke noedvendigt og forhindrede ikke sagsoegeren i at fremkomme med sit synspunkt med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen havde ret til at genoptage undersoegelsen. Herefter udgjorde det forhold, at PEM's notat foerst blev sendt den 14. oktober 1992, ikke en kraenkelse af sagsoegerens processuelle rettigheder.

111 Vedroerende det andet emne i skrivelsen af 17. juli 1992 var sagsoegeren allerede fra den 17. juli 1992 og i hvert fald fra den 14. oktober 1992, da virksomheden modtog PEM's notat af 1. juli 1992, dvs. en maaned foer offentliggoerelsen den 14. november 1992 af meddelelsen om antidumpingproceduren, i stand til at fremkomme med sit synspunkt vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt de materielle betingelser for genoptagelse af undersoegelsen var opfyldt, hvilket sagsoegeren i oevrigt gjorde foerste gang den 23. december 1992 og derpaa under hele den administrative procedure, indtil hoeringen af det raadgivende udvalg.

112 Det foelger heraf, at sagsoegerens processuelle rettigheder ikke er blevet tilsidesat ved meddelelsen den 14. oktober 1992 af det notat, PEM havde indleveret den 1. juli 1992.

113 Hertil kommer, at det ikke af sagen fremgaar, at sagsoegeren skriftligt har anmodet Kommissionen om at blive gjort bekendt med PEM's skrivelse af 1. juli 1992, selv om virksomheden fik kendskab til dens eksistens allerede den 10. juli 1992. Da der ikke forelaa en saadan anmodning i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a), havde Kommissionen ikke i henhold til denne bestemmelse nogen forpligtelse til at bringe skrivelsens indhold til sagsoegerens kundskab.

114 Anbringendets foerste led skal herefter forkastes.

Andet led: vedroerende dels tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 7, stk. 4, derved at Kommissionen ikke har tilsendt sagsoegeren visse dokumenter indgivet af PEM, dels tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 8

- Parternes argumenter

115 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen har anlagt et urigtigt skoen vedroerende visse dokumenters fortrolige karakter.

116 Paa grund af denne fejl har Kommissionen derefter uberettiget afvist at udlevere foelgende dokumenter:

- en skrivelse af 19. august 1993 fra PEM til Kommissionen bilagt en skrivelse af 19. august 1993 fra PEM til advokat Rambaud, der er advokat for PEM, et referat af besoeget den 17. august 1993 fra en repraesentant for PEM, Plasse, i sagsoegerens fabrik, kontrasigneret af dennes direktoer, og fem skrivelser udvekslet mellem PEM og sagsoegeren mellem den 10. og den 17. august 1993

- en skrivelse af 11. august 1993 fra PEM til Kommissionen bilagt en skrivelse af 4. august 1993 fra sagsoegeren til PEM

- en skrivelse af 5. august 1993 fra PEM til Kommissionen bilagt 13 skrivelser udvekslet mellem PEM og sagsoegeren mellem den 26. april og den 4. august 1993

- notatet om det tekniske arbejde, der blev udfoert paa fabrikken PEM de la Roche de Rame, bilagt PEM's skrivelse af 5. august 1993 til Kommissionen.

117 Samtlige disse dokumenter har PEM loebende indsendt under undersoegelsen, uden at sagsoegeren paa noget tidspunkt blev underrettet herom, og uden at betingelserne i grundforordningens artikel 8, stk. 2 og 3, var opfyldt. Det var foerst den 29. september 1993, at sagsoegeren endelig erfarede, at et antal fortrolige dokumenter var tilgaaet sagen. Sagsoegeren anmodede derpaa gentagne gange om at blive gjort bekendt med disse dokumenter.

118 Sagsoegeren har understreget, at der i strid med reglen i grundforordningens artikel 8, stk. 2, litra b), ikke var vedlagt de naevnte dokumenter et ikke fortroligt sammendrag, herunder ikke PEM's skrivelse af 5. august 1993 til Kommissionen vedroerende det tekniske arbejde udfoert paa PEM's fabrik i La Roche de Rame, PEM's interne notater og PEM's skrivelse af 19. august 1993 til advokat Rambaud.

119 Saerlig hvad angaar skrivelsen af 5. august 1993 kan man ikke anse de fem indledende linjer for et ikke fortroligt sammendrag i grundforordningens forstand, naar det dokument, der var tale om, var et teknisk notat paa 18 sider.

120 Hvis det antages, at det tekniske notat eller nogle af dets elementer ikke kunne sammenfattes som ikke fortroligt, kraever respekten af retten til kontradiktion under alle omstaendigheder, at der ved den naevnte skrivelse blev lagt en liste over bilag, PEM havde givet til Kommissionen, med paategningen »fortrolig, maa ikke videregives«.

121 I oevrigt var udleveringen af dette tekniske notat til sagsoegeren resultatet af sagsoegerens staedighed og svarede ikke til noget af de kraevede kriterier, det vaere sig med hensyn til dato, ophavsmand eller indhold.

122 Det var foerst efter talrige klager til Kommissionen og til PEM og dennes advokat, at sagsoegeren endte med at faa det tekniske notat den 21. maj 1984, dvs. den dag, da fristen for indgivelsen af sagsoegerens bemaerkninger til den midlertidige forordning udloeb. Sagsoegeren maatte derpaa protestere energisk over for Kommissionen for at opnaa en yderligere frist paa nogle dage, hvilket forklarer, at virksomhedens indlaeg blev afgivet den 27. maj 1994.

123 For saa vidt angaar ophavsmanden til notatet, har sagsoegeren anfoert, at selv om forpligtelsen til at udsende notatet paahvilede Kommissionen, var det i sidste ende PEM, der uanset virksomhedens advokats afvisning heraf accepterede at sende dokumentet til sagsoegeren. Kommissionen har saaledes paa ingen maade levet op til den opgave, der paahvilede den med hensyn til fuldstaendig objektivt at vurdere, om dokumenter var fortrolige eller ikke.

124 For saa vidt endelig angaar indholdet af det tilsendte, har sagsoegeren anfoert, at tre meget fortrolige elementer ikke er meddelt sagsoegeren. Det er planen over fabrikkens ovn, en brevveksling vedroerende svejsetraad og en faktura fra en lokal haandvaerker.

125 Sagsoegeren mener, at udleveringen af det tekniske notat var vaesentligt i sagens sammenhaeng, idet det gjorde det muligt at vurdere realiteten i PEM's bestraebelser paa at levere.

126 Raadet har anfoert, at sagsoegeren havde kendskab til eksistensen af dokumenterne, idet virksomheden som bilag 53 til sin staevning har fremlagt en liste herover, som Kommissionen havde udleveret til sagsoegeren.

127 Sagsoegeren havde gennem den ikke fortrolige sagsakt opnaaet tilstraekkeligt kendskab til dokumenternes indhold til at udoeve sin ret til kontradiktion. Det tekniske notat af 5. august 1993 blev sagsoegeren gjort bekendt med den 21. maj 1994, bortset fra tre meget fortrolige elementer, nemlig planen over ovnen i fabrikken i La Roche de Rame, brevvekslingen vedroerende svejsetraad og en faktura fra en lokal haandvaerker, elementer, der ikke kan sammenfattes paa en maade, der ikke er fortrolig. I oevrigt har sagsoegeren fremsat sine bemaerkninger til det tekniske notat i sit indlaeg af 27. maj 1994 i forbindelse med sine bemaerkninger vedroerende forordningen om midlertidig told.

128 I oevrigt har sagsoegeren ikke bestridt dokumenternes fortrolige karakter i forhold til eksportoerer og andre importoerer.

129 PEM og Chambre syndicale har tilsluttet sig Raadets argumenter.

- Rettens bemaerkninger

130 Sagsoegeren har for det foerste rejst kritik over for Kommissionen for med urette, i hvert fald i forhold til sagsoegeren, at have kvalificeret visse dokumenter som fortrolige, og for det andet for ikke at have gjort sagsoegeren bekendt med en raekke dokumenter i sagen, og for i forbindelse med adgangen til aktindsigt at have gjort sagsoegeren bekendt med visse dokumenter fra den fortrolige sagsakt med forsinkelse og for ikke at have tilsendt sagsoegeren en ikke fortrolig version eller et ikke fortroligt sammendrag af visse af de naevnte dokumenter.

131 Disse tre kritikpunkter angaar i det vaesentlige fire dokumenter anfoert i den liste over fortrolige dokumenter, som Kommissionen sendte til sagsoegeren, og som er naevnt ovenfor i praemis 116.

132 Det bemaerkes, at sagsoegeren ikke paastaar, at disse dokumenter ikke var fortrolige i forhold til tredjemand. Sagsoegeren har alene understreget, at de ikke var fortrolige i forhold til sagsoegeren selv.

133 Hvad angaar den omstaendighed, at sagsoegeren ikke blev gjort bekendt med visse dokumenter eller blev gjort bekendt med dem for sent, samt at der ikke forelaa nogen ikke fortrolig version af de dokumenter, som var blevet klassificeret som fortrolige, maa der sondres mellem paa den ene side de dokumenter, som var anfoert paa den fortegnelse, som Kommissionen tilstillede sagsoegeren, og som sagsoegeren havde kendskab til, og paa den anden side de dokumenter, som vel var anfoert i de fortegnelser, som IPS modtog, men som virksomheden ikke kendte.

134 Sagsoegeren havde kendskab til foelgende dokumenter: referatet af Plasse's besoeg hos IPS den 17. august 1993, de fem skrivelser, som PEM og IPS udvekslede mellem den 10. og den 17. august 1993, og som var bilagt PEM's skrivelse af 19. august 1993 til Kommissionen, IPS's skrivelse til PEM af 4. august 1993, som var bilagt PEM's skrivelse til Kommissionen af 11. august 1993, de 13 skrivelser, som var bilagt PEM's skrivelse til Kommissionen af 5. august 1993, samt IPS's skrivelse til PEM af 19. november 1992.

135 Eftersom Kommissionen havde betegnet dokumenterne som fortrolige og havde tilsendt sagsoegeren en fortegnelse over dem, og naar henses til, at sagsoegeren var i besiddelse af originalen eller en kopi af skrivelserne, var Kommissionen ikke forpligtet til hverken at sende en kopi af disse skrivelser eller til at udarbejde en ikke fortrolig version, i hvert fald ikke i forhold til sagsoegeren. Ved at sende den fortegnelse over brevvekslingen mellem PEM og sagsoegeren, som PEM havde givet Kommissionen, gjorde Kommissionen det muligt for sagsoegeren effektivt at haevde sit synspunkt og fuldt ud at udoeve sine processuelle rettigheder.

136 Hvad angaar de dokumenter, som sagsoegeren ikke havde kendskab til, nemlig PEM's skrivelse til virksomhedens advokat, Rambaud, af 19. august 1993, PEM's foelgeskrivelser til Kommissionen af 5., 11. og 19. august 1993 samt PEM's skrivelse af 5. august 1993 om det tekniske arbejde i virksomhedens fabrik i La Roche de Rame, var Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 8, stk. 4, forpligtet til at anmode PEM om en ikke fortrolig version, medmindre det ikke var muligt at udarbejde en saadan sammenfatning.

137 Det forhold, at sagsoegeren ikke blev gjort bekendt med ikke fortrolige sammenfatninger, udgoer imidlertid kun en saadan kraenkelse af processuelle rettigheder, som kan begrunde annullation af den anfaegtede forordning, saafremt sagsoegeren ikke havde et tilstraekkeligt kendskab til dokumentets eller dokumenternes vaesentlige indhold, og derfor ikke paa effektiv maade kunne give udtryk for sit synspunkt vedroerende deres rigtighed eller relevans.

138 Det var imidlertid ikke tilfaeldet i den foreliggende sag.

139 Hvad saerlig angaar PEM's skrivelser af 5., 11. og 19. august 1993 til Kommissionen har sagsoegeren ikke fremsat skriftlig anmodning efter grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a), om at faa dem. Som foelge heraf var Kommissionen ikke forpligtet til at sende dem. Faktisk anfoerte sagsoegeren i sin skrivelse af 5. oktober 1993, at virksomheden havde faaet kendskab til listen over de dokumenter, som PEM havde sendt til Kommissionen, og at nogle af dem var kendt af sagsoegeren, da der var tale om skrivelser udvekslet mellem sagsoegeren og PEM. Sagsoegeren havde derfor begraenset sin anmodning om indsigt i den fortrolige sagsakt til foelgende tre dokumenter: PEM's skrivelse af 19. august 1993 til advokat Rambaud, referatet af 17. august 1993 af Plasse's besoeg hos sagsoegeren og PEM's skrivelse af 5. august 1993 til Kommissionen vedroerende PEM's tekniske arbejde i virksomhedens fabrik i La Roche de Rame.

140 Desuden har Kommissionen i retsmoedet paa spoergsmaal fra Retten bekraeftet, at PEM's skrivelser af 5., 11. og 19. august 1993 til Kommissionen blot var foelgeskrivelser til fremsendelsen af brevvekslingen mellem sagsoegeren og PEM. Herefter har det forhold, at sagsoegeren ikke blev gjort bekendt med disse dokumenter, ikke indebaaret en tilsidesaettelse af sagsoegerens processuelle rettigheder, selv hvis det antages, at Kommissionen var forpligtet til at underrette sagsoegeren om skrivelserne, uanset der ikke forelaa en udtrykkelig skriftlig anmodning herom.

141 For saa vidt angaar PEM's skrivelse af 19. august til sin advokat, har sagsoegeren i retsmoedet erkendt, at skrivelsen maatte anses for fortrolig under hensyn til Domstolens dom af 18. maj 1982 (sag 155/79, AM & S Europe mod Kommissionen, Sml. s. 1575, praemis 21, 22, 23, 25 og 28) om beskyttelse af meddelelser mellem en klient og hans advokat.

142 PEM's notat af 5. august 1993 vedroerende det tekniske arbejde i PEM's fabrik i La Roche de Rame kunne med rette anses for fortrolig i grundforordningens artikel 8's forstand, idet det indeholdt fortrolige oplysninger om PEM's produktionsprocesser. Imidlertid har Kommissionen med hensyn til dette notat ikke opfyldt sine forpligtelser vedroerende adgangen til aktindsigt. For det foerste svarede den med betydelig forsinkelse paa sagsoegerens berettigede anmodninger. Endvidere gav den ikke et reelt, ikke fortroligt sammendrag af den paagaeldende skrivelse. Endelig har den ikke godtgjort, at den gjorde den noedvendige indsats for at indhente det paagaeldende dokument i en ikke fortrolig version. Faktisk var det paa sagsoegerens anmodning og ikke paa Kommissionens, at PEM endelig besluttede at sende det omtvistede dokument til IPS den 21. maj 1994.

143 Uanset alle disse tilsidesaettelser af forskrifterne kunne sagsoegeren den 27. maj 1994 fremsaette sine bemaerkninger i tide, dvs. foer vedtagelsen af den omtvistede forordning. Naar henses hertil, har de naevnte tilsidesaettelser af forskrifterne ikke forhindret sagsoegeren i at goere sit synspunkt gaeldende vedroerende dokumentets rigtighed og relevans.

144 Med hensyn til de tre fortrolige elementer, der var indeholdt i PEM's tekniske notat af 5. august 1993, og som sagsoegeren ikke blev gjort bekendt med eller fik udleveret en ikke fortrolig sammenfatning af, nemlig planen over ovnen i PEM's fabrik, brevvekslingen vedroerende svejsetraad og en faktura fra en lokal haandvaerker, bemaerkes dels, at sagsoegeren ikke har bestridt, at der er tale om fortroligt materiale, dels, at sagsoegeren heller ikke har bestridt Kommissionens paastand om, at det ikke er muligt at udarbejde en ikke fortrolig sammenfatning. Endelig har sagsoegeren ikke haevdet, at virksomheden ikke var i stand til at give udtryk for sit synspunkt vedroerende det tekniske notat paa grund af, at virksomheden ikke blev gjort bekendt med de tre fortrolige elementer.

145 Anbringendets andet led skal herefter forkastes.

Tredje led: tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 7, stk. 4, og retten til kontradiktion derved, at Kommissionen har afvist at give sagsoegeren visse vaesentlige oplysninger, der er noedvendige for, at sagsoegeren kan afgive relevante bemaerkninger

- Parternes argumenter

146 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at virksomheden ikke var i stand til at diskutere visse forhold, som var noedvendige som grundlag for indfoerelsen af den omtvistede told. Under hele undersoegelsen har sagsoegeren bestridt en raekke forhold, som Kommissionen har lagt til grund for vedtagelsen af antidumpingtold, bl.a. valget af De Forende Stater som referenceland og underudnyttelsen af PEM's produktionskapacitet, uden at sagsoegeren paa noget tidspunkt har haft de oplysninger til raadighed, som Kommissionen har stoettet afgoerelsen paa. Ifoelge sagsoegeren udgjorde dette en kraenkelse af virksomhedens processuelle rettigheder, ogsaa selv om virksomheden formelt havde kunnet give udtryk for sit synspunkt med hensyn til sagens omtvistede punkter.

147 Ved gentagne lejligheder har sagsoegeren anmodet Kommissionen om at redegoere for, paa grundlag af hvilke dokumenter den har antaget, at De Forende Stater udgjorde referencelandet, idet der ikke foreligger noget herom i sagen. I denne forbindelse kritiserer sagsoegeren Kommissionen, ikke for at have naegtet sagsoegeren adgang til aktindsigt, men for ikke at have givet sagsoegeren oplysninger, der redegoer for valget af De Forende Stater som referenceland. Denne redegoerelse var saa meget desto vigtigere, som Kommissionen ved at benytte de amerikanske priser som beregningsgrundlag var naaet frem til eksorbitante marginer og til en antidumpingtold, som kun kunne forstaerke faellesskabsproducentens monopolstilling. Allerede under den foerste undersoegelse rejste sagsoegeren tvivl om valget af dette land og anmodede om, at den beregnede vaerdi af calciummetal blev lagt til grund.

148 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen enten kunne have givet sagsoegeren listen over den amerikanske producents kunder, for at sagsoegeren kunne have efterproevet, hvilken type produkt den amerikanske producent solgte, eller kunne have gjort sagsoegeren bekendt med stoerrelsen af producentens salg af uforarbejdede varer i forhold til salget af svejsetraad. Sidstnaevnte oplysning ville i sig selv ikke have rejst noget fortrolighedsproblem og ville have gjort det muligt for IPS at vurdere, om det amerikanske marked kunne vaelges som referencemarked, saaledes som Kommissionen haevdede.

149 Sagsoegeren har ligeledes anfoert, at virksomheden under forloebet af undersoegelsen har bestridt udnyttelsesgraden af PEM's produktionskapacitet, der ifoelge denne virksomhed havde stabiliseret sig en smule under 50%. I denne forbindelse har sagsoegeren under undersoegelsen erfaret, at PEM i realiteten ikke kunne levere til visse kunder.

150 Efter sagsoegerens opfattelse kan Raadet ikke bebrejde sagsoegeren, at man ikke har fremlagt tal, der modsiger den sats paa 50%, som Kommissionen havde fastslaaet. Det ville nemlig have paahvilet Kommissionen at give sagsoegeren de oplysninger, der havde sat sagsoegeren i stand til at efterproeve, at Kommissionen havde foretaget en korrekt vurdering af de omstaendigheder, der blev lagt til grund.

151 Kommissionen har ikke givet den mindste oplysning om de paastaaede bestraebelser, PEM har gjort, og de investeringer, denne virksomhed har foretaget, for at forsoege at levere til sagsoegeren. Sagsoegeren spoerger derfor, hvorledes Kommissionen selv har kunnet vurdere, om PEM havde tilvejebragt tilstraekkelige oplysninger som bevis for investeringer i udstyr, da disse oplysninger er af teknisk karakter og derfor ligger uden for Kommissionens kompetence.

152 Raadet har anfoert, at brevvekslingen i tiden mellem den 12. august 1993 og den 22. august 1994 mellem sagsoegerens advokat og Kommissionen viser, at sagsoegeren faktisk har diskuteret de forhold, virksomheden naevner.

153 Raadet har tilfoejet, at Kommissionen kun skal give de oplysninger, som en beroert part anmoder om, og kun hvis de er relevante for partens forsvar, og det er muligt at efterkomme anmodningen uden at tilsidesaette reglerne om fortrolighed. Under alle omstaendigheder har sagsoegeren faktisk foert en kontradiktorisk debat om de elementer, der er af betydning for virksomhedens forsvar.

154 Med hensyn til spoergsmaalet om referenceland, har PEM og Chambre syndicale henvist til, at grundforordningens artikel 8 om fortrolig behandling af oplysninger ogsaa finder anvendelse paa oplysninger afgivet af virksomheder i referencelandet. Da der er tale om oplysninger, der anvendes ved fastsaettelsen af den normale vaerdi, er det klart, at de i alt vaesentligt er af fortrolig karakter.

- Rettens bemaerkninger

155 Det skal afgoeres, om sagsoegeren er blevet tilstraekkelig praecist informeret om de kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke det var hensigten at foreslaa indfoerelsen af endelige foranstaltninger vedroerende importen af calciummetal med oprindelse i Kina og Rusland.

156 Sagsoegeren eftersaa Kommissionens ikke fortrolige sagsakt fem gange, den 27. april 1993, den 4. oktober 1993, den 17. maj 1994, den 8. juli 1994 og den 26. juli 1994.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695A0002.1

157 Derpaa gjorde Kommissionen ved skrivelse af 11. august 1994 i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b) og c), sagsoegerens advokat bekendt med de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke den havde til hensigt at foreslaa indfoerelsen af endelige antidumpingforanstaltninger paa importen af calciummetal med oprindelse i Kina og Rusland.

158 For saa vidt angaar valget af De Forende Stater som referenceland kan det konstateres, at Kommissionen i den midlertidige forordning, i dennes betragtninger 12-18, detaljeret har redegjort for grundene til, at den vurderede, at De Forenede Stater var et hensigtsmaessigt og ikke urimeligt valg, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 5.

159 15. betragtning til den anfaegtede forordning viser, at institutionerne har undersoegt IPS's kritik af valget af referenceland i henseende til repraesentativiteten af den amerikanske producents salg og i henseende til produkternes ensartethed.

160 Naar henses hertil har sagsoegeren modtaget tilstraekkelige oplysninger fra Kommissionen vedroerende de kriterier, der er lagt til grund for valget af De Forenede Stater som referenceland.

161 Den eneste kritik, der kunne rettes mod Kommissionen, skulle vaere, at Kommissionen ikke har forsynet sagsoegeren med de bevisdata, der godtgoer, at de tal for den amerikanske producents salg af calciummetal, som blev lagt til grund for beregningen af den normale vaerdi paa dennes hjemmemarked, var repraesentative.

162 Imidlertid er stoerrelsen af denne producents salg paa producentens marked en fortrolig oplysning, hvilket sagsoegeren ikke bestrider. Kommissionen var derfor ikke forpligtet til at goere sagsoegeren bekendt med den.

163 Kommissionen kunne heller ikke benytte de to andre maader at give sagsoegeren oplysninger paa (jf. ovenfor, praemis 148), idet sagsoegeren aldrig har foreslaaet dem tidligere.

164 I oevrigt maa det konstateres, dels at det at give sagsoegeren adgang til at goere sig bekendt med listen over den amerikanske producents kunder, for at sagsoegeren kunne undersoege, hvilken art produkter denne saelger, ville vaere at give meddelelse om fortrolige oplysninger, hvilket sagsoegeren selv erkender.

165 Dels har sagsoegeren ikke godtgjort, at adgang til at goere sig bekendt med stoerrelsen af den amerikanske producents salg af uforarbejdede varer i forhold til salget af svejsetraad ikke ville have gjort det muligt for sagsoegeren indirekte at faa kendskab til den paagaeldende producents salg af calciummetal paa dennes hjemmemarked.

166 Endelig har sagsoegeren ikke paavist, hvorledes den manglende adgang til disse oplysninger har kunnet paavirke virksomhedens muligheder for forsvar eller procedurens resultat, i betragtning af, at sagsoegeren, som Raadet med rette har understreget, aldrig har opstillet et alternativt forslag til De forenede Stater som referenceland.

167 Herefter skal klagepunktet vedroerende valget af De Forenede Stater som referenceland forkastes.

168 Med hensyn til det forhold, at Kommissionen ikke skal have gjort sagsoegeren bekendt med oplysninger, der gjorde det muligt for virksomheden at bedoemme rigtigheden af vurderingen af udnyttelsesgraden for PEM's produktionskapacitet, er i den midlertidige forordning anfoert foelgende (29., 30. og 31. betragtning):

- Fra 1989 og fremefter investerede faellesskabsproducenten i nye ovne og foroegede i mindre grad sin produktionskapacitet (indeks 103 i 1990, 107 i 1991 og 111 i 1992, mod 100 i 1989).

- Produktionen var stabil: indeks 88 i 1990, 94 i 1991 og 101 i 1992, mod 100 i 1989.

- Udnyttelsesgraden for produktionskapaciteten har afspejlet den positive virkning af antidumpingtolden i 1989, idet den har stabiliseret sig paa et lavere niveau, lidt under 50%.

169 I den anfaegtede forordning (20. betragtning) har Raadet oplyst, at det har behandlet de tvivlsspoergsmaal, IPS havde rejst, og de undersoegelser, Kommissionen foretog, foer det naaede til den konklusion, at PEM's kapacitetsudnyttelse var lav og svingende mellem ca. 50% og 60% i undersoegelsesperioden.

170 Det fremgaar af det anfoerte, at Kommissionen har forklaret de parametre, den har benyttet for at naa til den konklusion, at PEM's kapacitetsudnyttelse i undersoegelsesperioden, dvs. forholdet mellem den faktiske produktion og PEM's produktionskapacitet, svingede mellem 50 og 60%. Det fremgaar ligeledes, at Kommissionen foretog en fornyet undersoegelse af spoergsmaalet, da det efter vedtagelsen af den midlertidige forordning uden stoette i nogen form for bevis blev haevdet, at PEM ikke kunne levere til visse kunder.

171 Herefter skal sagsoegerens klage over, at Kommissionen ikke har forsynet virksomheden med oplysninger, der gjorde det muligt for den at bedoemme rigtigheden af vurderingen af udnyttelsesgraden for PEM's produktionskapacitet, forkastes.

172 Kommissionen var ikke forpligtet til at goere de dokumenter, der dannede grundlag for de ovennaevnte beregninger, tilgaengelige for sagsoegeren i medfoer af grundforordningens artikel 8, da de var af fortrolig karakter, hvilket sagsoegeren ikke har bestridt, og da det ikke var muligt at udarbejde en ikke fortrolig sammenfatning heraf.

173 Hertil kommer, at sagsoegeren ikke har paavist, hvorledes den manglende adgang til disse oplysninger har kunnet paavirke virksomhedens muligheder for forsvar eller procedurens resultat, i betragtning af, at sagsoegeren paa intet tidspunkt har tilvejebragt bevisligheder til paavisning af, at Kommissionens beregninger var forkerte.

174 Kritikpunktet vedroerende den manglende meddelelse af oplysninger om PEM's bestraebelser paa og investeringer foretaget af denne virksomhed i forsoeget paa at levere til sagsoegeren maa ligeledes forkastes af de grunde, der er anfoert ovenfor i praemis 142, 143 og 144 i forbindelse med anbringendets andet led.

175 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren var i stand til at udtale sig om de kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke det var hensigten at foreslaa indfoerelsen af endelige foranstaltninger vedroerende importen af calciummetal med oprindelse i Kina og Rusland, bemaerkes, at sagsoegeren anmodede om af blive hoert i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 5. Denne hoering fandt sted den 4. maj 1993.

176 I oevrigt har sagsoegeren over for Kommissionen givet udtryk for sin opfattelse i loebet af hele undersoegelsen, saaledes som det fremgaar af en gennemgang af brevvekslingen mellem sagsoegerens advokat og Kommissionen, som Raadet har sammenfattet den:

- Skrivelse af 31. maj 1994 (staevningens bilag 40): Sagsoegeren fremsender sine ikke fortrolige bemaerkninger til den midlertidige forordning; i denne skrivelse anfaegter sagsoegeren valget af De Forenede Stater som referenceland, faellesskabsproducentens kapacitetsudnyttelse paa 50%, formaalstjenligheden af PEM's investeringer og det af Kommissionen benyttede renhedskriterium paa 96%; Kommissionen svarede sagsoegeren ved skrivelse af 14. juni 1994.

- Skrivelse af 11. juli 1994 (staevningens bilag 42): Sagsoegeren svarer paa Kommissionens skrivelse af 14. juni 1994 og fastholder de kritikpunkter, der er anfoert i virksomhedens skrivelse af 31. maj 1994.

- Skrivelse af 22. august 1994 (staevningens bilag 62): Sagsoegeren sender sine kommentarer til skrivelsen af 11. august 1994, hvori Kommissionen anfoerer de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grund af hvilke den havde til hensigt at foreslaa indfoerelsen af endelige foranstaltninger; sagsoegerens bemaerkninger drejer sig navnlig om valget af referenceland, udnyttelsesgraden for PEM's produktionskapacitet, spoergsmaalet om renhedsgraden for calcium og PEM's bestraebelser paa at forsoege at levere et produkt som af sagsoegeren oensket.

177 Det fremgaar saaledes, at sagsoegeren har haft rig lejlighed til at udtale sig om valget af referenceland, om fastlaeggelsen af udnyttelsesgraden af produktionskapaciteten i PEM's fabrik samt om oplysningerne vedroerende de investeringer, PEM foretog med henblik paa at levere til IPS.

178 Det foelger heraf, at anbringendets tredje led maa forkastes.

179 Herefter skal anbringendet forkastes i sin helhed.

Tredje anbringende vedroerende tilsidesaettelse af artikel 4, stk. 4, og artikel 2, stk. 12, i grundforordningen og vedroerende spoergsmaalet om aabenbart urigtigt skoen

Parternes argumenter

180 Sagsoegeren har anfoert, at Raadet og Kommissionen med urette har konkluderet, at calciummetal med oprindelse i Kina og Rusland paa den ene side og calciummetal fremstillet af PEM paa den anden side er substituerbare i anvendelse og derfor udgoer samme vare i grundforordningens artikel 2, stk. 12's forstand. Begrebet samme vare svarer til begrebet substituerbarhed. De omhandlede varers ensartethed skal derfor analyseres i forhold til deres fysiske og tekniske kendetegn og i forhold til deres brug.

181 Ifoelge sagsoegeren har calciummetal af standardkvalitet med oprindelse i Kina eller Rusland ikke samme fysiske kendetegn som det calciummetal, PEM producerer. Foerstnaevnte bestaar af glinsende og ensartede spaaner (flis), mens sidstnaevnte calcium bestaar af uregelmaessige klumper, som er fibroese og poroese af udseende, og hvis overflade altid er mat.

182 Produkternes tekniske kendetegn er radikalt forskellige. Kemiske analyser af indholdet af aluminium og magnesium viser, at der ikke er tale om samme vare. Det calcium, der fremstilles i Faellesskabet, har et meget hoejere iltindhold end calcium med oprindelse i Kina eller Rusland. Det fremgaar nemlig af tallene for iltindholdet, at iltningsniveauet for PEM's calcium er fire til fem gange hoejere.

183 Paa grund af, at PEM's calcium har saa stort et iltindhold i forhold til calcium fremstillet af verdens oevrige producenter, kan sagsoegeren ikke anvende det. Det alt for hoeje iltindhold medfoerer nemlig aflejring af kalk i ovnene, hvilket beskadiger sagsoegerens anlaeg. I oevrigt erkender PEM, at virksomhedens calcium har et meget hoejere iltindhold.

184 For sagsoegeren er denne egenskab ved PEM's calcium fundamentalt. Dette saa meget desto mere som det, da der er tale om et industriprodukt bestemt til fremstilling af et afledet produkt og ikke et produkt bestemt til endeligt forbrug, er afgoerende for brugen af produktet og har en vaesentlig indflydelse paa fremstillingsprocessen og produktionsomkostningerne. Den fysiske forskel med hensyn til iltindholdet har en stor oekonomisk virkning.

185 PEM's argument om, at forskellen mellem de to produkter ikke hidroerer fra calciummet i sig selv, men fra den saerlige fremstillingsmetode, sagsoegeren anvender, kan ikke anerkendes, hverken af retlige eller faktiske grunde.

186 Den omstaendighed, at andre brugere kan anvende PEM's calciummetal, beviser alene, at samme vare kan anvendes til forskellige formaal og paa forskellige betingelser. Calciummetal af standardkvalitet kan tilhoere forskellige markeder. Det kan anvendes af bly- og ferrolegeringsindustrien eller som raavare til fremstilling af granuleret calcium. I det foerste tilfaelde er forskellene i renhed uden betydning, hvilket tilsvarende gaelder iltindholdets stoerrelse. Derimod er iltindholdet af grundlaeggende betydning i det andet tilfaelde, som udgoer en vaesentlig del af brugen af calcium.

187 Calciummetal er et forarbejdet raastof, der er bestemt til anvendelse i de tre ovennaevnte sektorer, nemlig blyindustrien (340 tons, dvs. 40% af anvendelsen af calcium), staalindustrien (570 tons, dvs. 46% af anvendelsen af calcium) og til hoejtemperaturbehandling af calcium (100 tons, dvs. 11% af anvendelsen af calcium). PEM's calcium af standardkvalitet kan anvendes uden vanskelighed i blyindustrien, men er til gengaeld uanvendeligt til al hoejtemperaturbehandling af calcium og i forbindelse med naerved halvdelen af de produkter, der benyttes i staalindustrien.

188 PEM's raesonnement er forkert. Ifoelge sagsoegeren kan man ikke gaa fra calciummetal som raastof til brugen af det af raastoffet afledede produkt uden at tage hensyn til brugen paa mellemstadiet til fremstilling af granuleret calciummetal. Men betingelserne for anvendelsen skal alene ske i forhold til dette mellemmarked, da diskussionen alene drejer sig om indfoersel af calciummetal af standardkvalitet og ikke om granuleret calcium.

189 Naar henses til ovenstaaende oplysninger og til den betydelige andel, som staalindustriens anvendelsen af calcium udgoer, kan man ikke konkludere, at forskellene i brugen er af ringe betydning eller ligefrem marginale. Det forholder sig modsat. For én enkelt type anvendelse - i blyindustrien - er PEM's calciummetal af standardkvalitet og calcium af standardkvalitet med oprindelse i Kina eller Rusland samme vare. Til brug for de to andre typer anvendelse er PEM noedsaget til at benytte redestilleret calcium. Som foelge heraf kan faellesskabsinstitutionerne ikke anse de to produkter for at vaere samme vare.

190 Foelgelig kan de ikke traede i stedet for hinanden.

191 Efter Raadets opfattelse skaber en virksomhed som sagsoegeren, som udvikler en ny produktionsproces til granulering af et naermere bestemt produkt, ikke to forskellige produkter i grundforordningens forstand, blot fordi virksomhedens proces til forskel fra de eksisterende processer er saerlig foelsom over for visse urenheder. Forskelle med hensyn til kvalitet og brug er ikke i sig selv tilstraekkelige til at adskille de to produkter. Det er noedvendigt at undersoege, om forskellene med hensyn til kvalitet og brug af markedet i almindelighed opfattes saaledes, at der foreligger to forskellige produkter.

192 Det er ikke umuligt for sagsoegeren at anvende PEM's produkt, men brugen heraf paafoerer virksomheden ekstra omkostninger.

193 Sagsoegeren kan ikke paaberaabe sig omkostningsforskelle i forbindelse med virksomhedens egen brug, uden at tage hensyn til den omstaendighed, at de kinesiske og russiske produkter er fremstillet ved en elektrolytisk proces, som i en markedsoekonomi ville medfoere hoejere produktionsomkostninger.

194 Efter Raadets opfattelse maa man ikke sammenblande spoergsmaalet om identiteten af det kemiske element eller den kemiske komponent med spoergsmaalet om tilstedevaerelsen af urenheder. En variation med hensyn til niveauet for urenheder paavirker ikke noedvendigvis varernes ensartethed. Calciummetal fremstillet af PEM er det samme kemiske element som det calciummetal, der produceres af Kina og Rusland. Det er ikke institutionernes indtryk, at variationsniveauet for urenheder har haft indflydelse paa andre producenter end sagsoegerens brug af PEM's standardprodukt.

195 Calciummetal, som importeres fra Kina eller Rusland, er substituerbart i forhold til calciummetal fremstillet af PEM inden for alle sektorer, idet det calcium, som fremstilles ved aluminotermisk proces og, a fortiori, calcium, som fremstilles ved elektrolyse, opfylder de tekniske krav, som stilles af 86% af de industrielle brugere af calciummetal (bly-, ferrolegerings- og staalindustrien). For 11% af de industrielle brugeres vedkommende (anvendelser i forbindelse med hoejtemperaturbehandlinger af calcium) foretraekkes calcium fremstillet ved elektrolyse, hvilken vare PEM kan levere ved at destillere sit standardprodukt. For 3% af de industrielle brugeres vedkommende (kernekraftsindustrien) kraeves et produkt med hoej renhedsgrad, som PEM ligeledes kan levere i form af virksomhedens calcium af kernekraftskvalitet.

196 Med stoette i Kommissionens beslutningspraksis har PEM og Chambre syndicale gjort gaeldende, at det for konstateringen af, om der er tale om samme vare, er tilstraekkeligt, at faellesskabsprodukter og produkter med oprindelse i tredjelande har samme grundlaeggende fysiske og tekniske egenskaber, samt at de har samme funktion og grundlaeggende samme anvendelsesmuligheder, som goer dem i vidt omfang substituerbare, ogsaa selv om forskelle med hensyn til egenskaber, udseende eller kvalitet mindsker graden af substituerbarhed.

197 I det foreliggende tilfaelde er calciummetal fremstillet i Faellesskabet og calciummetal med oprindelse i Kina og Rusland samme vare.

198 Uanset en let variation med hensyn til renhedsgraden og tilsvarende i henseende til iltholdigheden afhaengig af den benyttede fremstillingsproces, har calciummetal fra Faellesskabet og kinesisk eller russisk calciummetal fysiske og tekniske egenskaber, der ligger tilstraekkelig taet paa hinanden til, at de to produkter kan anses for samme vare.

199 De to produkter har ogsaa de samme endelige brugere.

200 Endelig goer de to produktionsmaader det muligt at udvinde raat calciummetal, der betegnes »standard«, og som hovedsagelig anvendes enten i massiv form i bly- og ferrolegeringsindustrien eller i form af granulat.

201 Med hensyn til anvendelsen af calciummetal i massiv form (udgoerende 40% af behovet) er calciummetal fremstillet i Faellesskabet og kinesisk eller russisk calciummetal fuldstaendig substituerbare. Med hensyn til anvendelse af calciummetal i form af granulat i forbindelse med hoejtemperaturbehandlingen af calcium er det noedvendigt at benytte calcium med en hoejere renhedsgrad. Dette calciummetal kan imidlertid hidroere fra saavel producenter i Kina og Rusland, der anvender elektrolyse, som fra dem, der anvender den aluminotermiske metode, herunder PEM. Sidstnaevnte metode giver nemlig ogsaa mulighed for at fremstille calcium med en meget hoej renhedsgrad. Den eneste forskel er prisen, idet kinesisk og russisk calcium har en hoej renhedsgrad og er billigere paa grund af dumping. Calciummetal fra Faellesskabet og importeret calciummetal har endelig den samme funktion og de samme grundlaeggende anvendelsesmuligheder, for saa vidt angaar 86% af anvendelsen, mens den hoejere renhedsgrad for calciummetal, der med hensyn til 11% af behovet anvendes i hoejtemperaturbehandlingen, kan faas saavel hos PEM som hos producenterne i Kina og i Rusland. Disse produkter er saaledes samme vare i grundforordningens forstand.

Rettens bemaerkninger

202 Det bestemmes i grundforordningens artikel 4, stk. 1 og 4:

»En konstatering af, om der foreligger skade, foretages kun, saafremt dumpingimporten eller den subsidierede import gennem virkningerne af dumping eller subsidier forvolder skade, dvs. faktisk forvolder eller truer med at forvolde vaesentlig skade for en erhvervsgren i Faellesskabet eller i vaesentlig grad forsinker oprettelsen af en saadan erhvervsgren ...

...

Virkningen af dumpingimporten eller den subsidierede import vurderes i forhold til Faellesskabets produktion af samme vare ...«

203 I samme forordnings artikel 2, stk. 12, bestemmes:

»... forstaas ved udtrykket 'samme vare' en vare, som er identisk med, dvs. i enhver henseende mage til den omhandlede vare, eller, saafremt en saadan vare ikke findes, en anden vare, der har egenskaber, som ligger taet op ad den paagaeldende vares«.

204 Det bemaerkes, at institutionerne har et vidt skoen, naar de analyserer komplicerede oekonomiske forhold (jf. f.eks. Rettens dom af 28.9.1995, sag T-164/94, Ferchimex mod Raadet, Sml. II, s. 2681, praemis 66), hvilket er tilfaeldet, naar de skal afgoere, hvad der er »samme vare« (Rettens dom af 25.9.1997, sag T-170/94, Shanghai Bicycle mod Raadet, Sml. II, s. 1383, praemis 63).

205 Det skal herefter afgoeres, om institutionerne har begaaet retlige eller faktiske fejl eller har anlagt et aabenbart urigtigt skoen vedroerende de faktiske forhold, der har medfoert en fejlagtig bedoemmelse med hensyn til varernes ensartethed (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.7.1988, sag 188/95, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 4193, praemis 6).

206 I den foreliggende sag har Raadet ved behandlingen af spoergsmaalet om produkternes ensartethed taget hensyn saavel til de fysiske forskelle og de tekniske forskelle mellem PEM's produkt og det produkt, der importeres fra Kina eller Rusland, og til forskellenes indflydelse paa producenter af overgangsprodukter, saasom sagsoegeren.

207 Faellesskabsinstitutionerne kan laegge til grund, at et faellesskabsprodukt og et produkt, der er genstand for dumping, udgoer samme vare, selv om der findes fysiske, tekniske eller andre forskelle, der begraenser de endelige koeberes anvendelsesmuligheder. I saa henseende har Domstolen med hensyn til antidumpingtold af fotokopimaskiner til almindeligt papir med oprindelse i Japan (jf. f.eks. Domstolens domme af 10.3.1992, sag C-171/87, Canon mod Raadet, Sml. I, s. 1237, praemis 47, 48 og 52, sag C-174/87, Ricoh mod Raadet, Sml. I, s. 1335, praemis 35, 36 og 40, og sag C-179/87, Sharp Corporation mod Raadet, Sml. I, s. 1635, praemis 25, 26 og 30) udtalt, at faellesskabsinstitutionerne ikke foretog en urigtig bedoemmelse, da de i forbindelse med fastlaeggelsen af skaden paa faellesskabsindustrien fastslog, at »Faellesskabets produktion af samme vare« omfattede alle typer fotokopimaskiner i alle segmenter under ét, bortset fra maskiner, der ikke produceredes i Faellesskabet, og dette uanset tekniske forskelle mellem de forskellige fotokopimaskiner.

208 I den anfaegtede forordning (11. og 12. betragtning) har Raadet uden at blive modsagt af sagsoegeren antaget, at det calciummetal af standardkvalitet, som PEM producerer, og det, der importeres fra Kina eller Rusland, er fuldt substituerbare og saaledes udgoer samme vare, jf. grundforordningens artikel 12, stk. 2, med hensyn til anvendelsen i bly- og ferrolegeringsindustrien samt i jernindustrien.

209 Denne ensartethed produkterne imellem vedroerer saaledes 86% af Faellesskabets marked for calciummetal, idet bly- og ferrolegeringsindustrien paa den ene side og jernindustrien paa den anden side repraesenterer henholdsvis 40 og 46% af markedet.

210 For saa vidt angaar jernindustrien er det imidlertid i det vaesentlige sagsoegerens opfattelse, at man for at bedoemme produkternes ensartethed ikke skal bruge de endelige koebere som grundlag, men derimod koeberne paa mellemstadiet, dvs. de forarbejdningsvirksomheder, der forarbejder calciummetal til granuleret calciummetal. Sagsoegeren kan som forarbejdningsvirksomhed, der forarbejder calciummetal til granuleret calciummetal, ikke bruge det calciummetal af standardkvalitet, der produceres af PEM. Dette produkt og produkterne fra Kina eller Rusland kan saaledes ikke anses for at udgoere samme vare.

211 Dette raesonnement savner grundlag.

212 Naar faellesskabsinstitutionerne - Kommissionen og Raadet - naar til den konklusion, at den paagaeldende import er genstand for dumping, skal de i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 4, fastslaa virkningen af denne import paa samme varer i Faellesskabet.

213 Basisprodukternes (raastoffernes) ensartethed, dvs. deres substituerbarhed, skal maales under saerlig hensyntagen til slutbrugernes praeferencer, idet forarbejdningvirksomhedernes efterspoergsel af basisproduktet er en funktion af de endelige brugeres efterspoergsel.

214 Til gengaeld er det ikke tilstraekkeligt at undersoege praeferencerne hos forarbejdningsvirksomhederne, der af tekniske eller oekonomiske grunde kan foretraekke ét basisprodukt frem for et andet.

215 Der skal ligeledes ske en undersoegelse af, om de produkter, hvori basisproduktet indgaar, er i indbyrdes konkurrence, navnlig naar som i det foreliggende tilfaelde forarbejdningsprocessens mervaerdi er relativt lav i forhold til faerdigvarens pris.

216 I et saadant tilfaelde kan nemlig en foroegelse af efterspoergslen efter basisproduktet - i det foreliggende tilfaelde calciummetal af kinesisk eller russisk oprindelse - som foelge af dumping bevirke et fald i prisen paa det forarbejdede produkt - granuleret calcium fremstillet af IPS. Denne situation kan atter medfoere en formindskelse af efterspoergslen efter det andet forarbejdede produkt - PEM's granulerede calcium - en formindskelse, der videre kan fremprovokere en formindskelse af efterspoergslen efter det andet basisprodukt, calciummetal fremstillet af PEM.

217 Herved har producenterne af sidstnaevnte produkt, hvis anvendelse ikke rejser noget saerligt problem for den endelige bruger, lidt skade.

218 Forarbejdningsvirksomheder, der anvender PEM's basisprodukt, kan nemlig vaere foranlediget til at ophoere med at koebe dette produkt, der pr. definition er dyrere end basisproduktet fra Kina eller Rusland. De kan saa enten vende sig mod producenterne i disse tredjelande, eller, hvis de er vertikalt integrerede som PEM, saenke deres priser, hvorved deres rentabilitet forringes, og hvorved de sandsynligvis lider tab, dvs. skade som anfoert i grundforordningens artikel 4 (jf. Rettens dom af 14.7.1995, sag T-166/94, Koyo Seiko mod Raadet, Sml. II, s. 2129, praemis 32-42, navnlig praemis 35 og 36).

219 Herefter kan det konkluderes, at institutionerne hverken har begaaet fejl vedroerende de faktiske omstaendigheder, har tilsidesat grundforordningens artikel 4, stk. 1 og 4, eller artikel 2, stk. 12, eller har anlagt et aabenbart urigtigt skoen ved at antage, at calciummetal fremstillet af PEM og kinesisk og russisk calciummetal udgjorde samme vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 12.

220 Med hensyn til anvendelserne til hoejtemperaturbehandling fremgaar det, at det er noedvendigt at benytte et calciummetal med en hoejere renhed end den, der findes i faellesskabsproducentens granulerede calciummetal af standardkvalitet. De naevnte former for anvendelse udgoer imidlertid kun en mindre del (11%) af den samlede anvendelse af det paagaeldende produkt i Faellesskabet. Derfor aendrer det forhold, at det ikke er muligt at anvende PEM's granulerede calciummetal af standardkvalitet inden for dette omraade, ikke ved rigtigheden af institutionernes analyse med hensyn til det paagaeldende produkts ensartethed.

221 Foelgelig skal det tredje anbringende forkastes.

Fjerde anbringende om, at der er sket en tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 4, stk. 1, og om aabenbart urigtigt skoen

222 Sagsoegeren har anfoert, at PEM ikke kan paaberaabe sig at have lidt skade som anfoert i grundforordningens artikel 4, for det foerste fordi virksomheden intet havde gjort for at forsoege at levere til IPS, for det andet fordi sagsoegeren ikke kan haevde, at importen til dumpingpris havde tvunget PEM til at saenke sine priser paa calciummetal, og for det tredje fordi stoerstedelen af den omhandlede import skete, fordi IPS ikke kunne faa forsyninger fra PEM.

223 Sagsoegeren har ikke benaegtet, at faellesskabsindustrien har lidt skade, og har alene bestridt dels aarsagsforbindelsen mellem den import, der har vaeret genstand for dumping, og den naevnte skade, dels skadens omfang. De to indsigelser behandles efterfoelgende.

1. Spoergsmaalet om aarsagsforbindelse

224 Sagsoegeren har bestridt, at der er aarsagsforbindelse mellem de indfoersler, der har vaeret genstand for dumping, og den skade, faellesskabsindustrien har lidt. Til stoette for sin indsigelse har sagsoegeren anfoert, dels at PEM ikke har bestraebt sig paa at levere sagsoegeren raat calciummetal af standardkvalitet, dels at PEM var ansvarlig for de prisfald paa raat calciummetal, der laa til grund for den skade, faellesskabsindustrien led.

a) Indsigelsen om, at PEM ikke har bestraebt sig paa at levere calciummetal af standardkvalitet til sagsoegeren

Parternes argumenter

225 Med hensyn til det foerste punkt har sagsoegeren henvist til, at PEM efter to aars forsoeg herpaa stadig var ude af stand til at levere sagsoegeren et produkt svarende til kinesisk eller russisk calciummetal, selv om:

- PEM straks, da forretningsforbindelserne blev genoptaget, kendte de vanskeligheder, IPS stod over for i forbindelse med anvendelsen af det calciummetal af standardkvalitet, PEM producerede

- PEM havde erklaeret at vaere i stand til at levere sagsoegeren et tilfredsstillende produkt

- de canadiske producenter kun havde brugt nogle uger paa at loese lignende tekniske vanskeligheder

- PEM haevder at have brugt betydelige summer til forskning og til investeringer for at forsoege at levere til IPS

- Péchiney-koncernen er en stor koncern, der har betydelige forskningsressourcer.

226 At det ikke er muligt for PEM at levere calcium af standardkvalitet, bekraeftes af den omstaendighed, at PEM definitivt har opgivet det, idet de sidste forsoeg angik nukleart calcium.

227 I realiteten har PEM intet gjort for at levere til sagsoegeren. Tvaertimod har virksomheden bevidst valgt ikke at levere, saaledes som - ud over det tidsmaessige forloeb af forbindelserne mellem IPS og PEM og de omstaendigheder, der er naevnt under det foregaaende punkt - foelgende momenter vidner om:

- Selv om PEM siden december 1992 havde vidst, at virksomhedens produkt ikke var egnet til IPS's fremstillingsproces paa grund af det hoeje indhold af ilt, skrev PEM i august 1993, at virksomheden tog sine (calcium-) barrer ud af ovnen varme (hvilket bidrog til iltningen af calciummet).

- PEM's notat af 5. august 1993 om det tekniske arbejde, der fandt sted i virksomhedens fabrik i La Roche de Rame, hvori de investeringer, virksomheden foretog for at forbedre sit produkt, blev beskrevet, forblev i lang tid fortrolig.

- PEM har under hele den periode, hvori forsoegene fandt sted, kunnet faa foelsomme oplysninger fra IPS, hvilke oplysninger har gjort det muligt for virksomheden at opnaa, at antidumpingtold blev fastsat til et saadant beloeb, at virksomhedens konkurrent blev neutraliseret paa markedet (dette viste sig ved de skridt, PEM tog kort tid foer paalaeggelsen af den endelige told, og ved det misbrug af dominerende stilling, som virksomheden gjorde sig skyldig i, og som i foerste raekke bestod i en fordrejning af proceduren - syvende anbringende).

228 Sagsoegeren har ved flere lejligheder under undersoegelsen anmodet om, at der blev truffet bestemmelse om en ekspertundersoegelse for at faa klarhed over, hvilke tilpasninger, PEM havde foretaget, og om disse var egnede til at forbedre virksomhedens produkt. Denne ekspertundersoegelse blev hele tiden naegtet sagsoegeren. Sagsoegeren anmodede derfor en uafhaengig ekspert, Laurent, om en udtalelse. Denne afgav sin rapport den 19. maj 1995. Ifoelge rapporten kendte PEM allerede fra begyndelsen de skadelige virkninger af ilten i virksomhedens calcium. I oevrigt havde PEM i sine egne fabrikker alle midler til at afhjaelpe dette uden at skulle gribe til forudsigeligt negative forsoeg hos sagsoegeren. Endelig har PEM kompliceret og forsinket de mest indlysende konstateringer, mens en strikte metodisk fremgangsmaade, om fornoedent fulgt af uafhaengige eksperter, ville have gjort det muligt at undgaa bekostelige forsoeg og at naa til klare konklusioner inden for korte frister.

229 Raadet har anfoert, at spoergsmaalet om, hvorvidt det var umuligt for PEM at levere til sagsoegeren, indeholder et faktisk og et retligt element. Vedroerende det faktiske drejer det sig om at afgoere, om PEM ikke var i stand til at levere til sagsoegeren, i hvilket tilfaelde det retlige spoergsmaal er, om der alligevel kan antages at foreligge skade. Raadet medgiver, at PEM ikke kunne levere et produkt af standardkvalitet, der svarede til sagsoegerens krav. Imidlertid kan sagsoegeren ikke haevde, at virksomhedens holdning, saaledes som det fremgaar af sagens akter, har vaeret fuldstaendig konstruktiv.

230 Med hensyn til paastanden om, at PEM afviste at foretage de noedvendige tilpasninger for at kunne forsyne sagsoegeren, har Raadet gjort gaeldende, at sagens akter ikke viser, at PEM ikke har truffet rimelige foranstaltninger hertil.

Rettens bemaerkninger

231 Sagsoegerens argument bestaar i en paastand om, at PEM intet gjorde for at forsoege at levere sagsoegeren calciummetal tilpasset sagsoegerens behov. Det er hensigtsmaessigt at undersoege samtlige forbindelser mellem sagsoegeren og PEM med henblik paa at afgoere, om dette argument er faktisk korrekt.

232 Forbindelserne mellem Extramet, der senere blev til IPS, og PEM var afbrudt fra 1985 til 1991, i hvert fald hvad calcium angaar.

233 Oplysningerne i sagen goer det muligt at opridse forbindelserne mellem sagsoegeren og PEM i perioden fra 1991 til 1994.

234 I juli 1991 afgav IPS en ordre til PEM paa 500 kg calcium. Denne vare blev leveret samme maaned, ledsaget af en proeve paa 50 kg calciummetal i naaleform. Sagsoegeren har erkendt, at virksomheden afstod fra at forsaette forretningsforbindelserne paa dette tidspunkt, for ikke at paavirke proceduren for Konkurrenceraadet, idet PEM's advokat havde benyttet denne ordre til stoette for sit standpunkt. Den 19. november 1992, fem dage efter offentliggoerelsen af meddelelsen af 14. november 1992 om en antidumpingprocedure, skrev virksomheden til PEM for at kritisere kvaliteten af det calcium, der var leveret i juli 1991.

235 Det kan saaledes ikke antages, at PEM for saa vidt angaar undersoegelsesperioden fra den 1. juli 1991 til den 31. oktober 1992 selv var aarsag til den skade, virksomheden led. I denne periode ansaa sagsoegeren det nemlig dels ikke for opportunt at genoptage forretningsforbindelserne med PEM, dels fik virksomheden forsyninger af calciummetal fra Kina og Rusland paa trods af, at der var paalagt antidumpingtold.

236 Det fremgaar imidlertid af retspraksis (Rettens dom af 11.7.1996, sag T-161/94, Sinochem Heilongjiang mod Raadet, Sml. II, s. 695, praemis 88), at det kan vise sig noedvendigt at inddrage oplysninger vedroerende en periode, der ligger efter undersoegelsesperioden, naar det fremgaar af de paagaeldende oplysninger, at der er sket en ny udvikling, som goer det aabenbart, at den paataenkte indfoerelse af antidumpingtold ikke er paa sin plads.

237 Der skal herefter foretages en proevelse af sagsoegerens argumenter til stoette for, at udviklingen efter afslutningen af undersoegelsesperioden gjorde, at indfoerelsen af antidumpingtold ikke var paa sin plads.

238 I denne forbindelse skal der alene tages hensyn til forhold, der ligger foer den 19. oktober 1994, da den anfaegtede forordning blev vedtaget. Til gengaeld skal der ses bort fra forhold, der ligger herefter, og som enten bekraefter eller afkraefter rigtigheden af institutionernes analyse af spoergsmaalet om aarsagsforbindelse.

239 Den 21. december 1992 moedtes den ansvarlige for PEM's calciumaktiviteter og den administrerende direktoer for IPS hos IPS.

240 Under dette moede enedes de naevnte ledelser om foelgende punkter:

- Der var enighed om, at iltindholdet kunne vaere aarsagen til IPS's vanskeligheder.

- PEM skulle levere nogle partier calciummetal til IPS, saaledes at der kunne gennemfoeres forsoeg med henblik paa at reducere iltindholdet.

- Der var ligeledes enighed om, at maalingen af ilt og proeveudtagningen var saerdeles vanskelig at gennemfoere, og at de indtil nu fremkomne resultater var lidet paalidelige, hvorfor disse to elementer maatte udvikles saerligt med henblik paa, at det til stadighed kunne vurderes, hvilke fremskridt PEM gjorde med hensyn til nedsaettelse af den procentvise andel af ilt i calciummet.

241 De to virksomheder gennemfoerte derpaa adskillige forsoeg i 1993. Ved skrivelse af 26. april 1993 forelagde PEM under hensyn til resultaterne af det foerste forsoeg IPS et foerste udkast til forretningsaftale.

242 Ved telefax af 3. maj 1993, der er fremlagt som bilag 15 til PEM's interventionsindlaeg, anfoerte IPS, at det hoejeste iltindhold, der var fundet i vareproeverne fra PEM, var paa 0,36% og ikke 0,4 og 0,5%, der var resultatet af de foerste analyser. IPS understregede, at 0,36% var det maksimum, virksomheden kunne acceptere. Ifoelge PEM var paa det paagaeldende tidspunkt den mindste renhedsgrad, IPS kunne acceptere, 97%, og vanskeligheden bestod udelukkende i at fastlaegge meget praecist og uden fejlrisiko, hvor stort iltindholdet i calciummet var.

243 Ved samme telefax af 3. maj 1993 anbefalede IPS, at det blev overdraget Centre européen de recherche en métallurgie des poudres i Grenoble (herefter »Cermep«), et analyselaboratorium, som IPS saedvanligvis benyttede, at udarbejde egnede analysemetoder vedroerende ilten i calciummet. Den 4. juni 1993 aflagde PEM og IPS besoeg paa laboratoriet. Den analysemetode, IPS da havde foreslaaet, blev forkastet. Adskillige analysemetoder blev overvejet. PEM og IPS blev endelig enige om en metode, der bestod i, at hele proeven af metal skulle oxyderes for at fastslaa den oprindelige kalk og saaledes iltindholdet.

244 Den 6. maj 1993 blev der indgaaet aftale om levering af fem tons calcium i naaleform (i stedet for i stykker som under forsoeget i april 1993). Forsoeg nummer to fandt sted i juni 1993 paa grundlag af partiet paa fem tons naale. Forsoeget med calcium i naaleform mislykkedes, idet det viste sig, at der var dobbelt saa mange slagger i ovnen som under det foerste forsoeg.

245 Ved skrivelse af 2. juli 1993 bekraeftede PEM over for IPS sin vilje til at fortsaette de forretningsmaessige droeftelser med henblik paa at naa frem til en leveringsaftale, idet man dog gav udtryk for betaenkeligheder med hensyn til metoden til kontrol af ilten i calciummet. PEM oplyste ogsaa om sin plan om i sin fabrik at gennemfoere tekniske udviklingsarbejder med henblik paa maerkbart at reducere maengden af kalk i virksomhedens calcium. Denne tekniske udvikling bestod i at installere et koelesystem, hvori der anvendtes argon, i ovnene i PEM's fabrik.

246 Den 15. juli 1993 gav Cermep IPS meddelelse om sine analyseresultater. Det fremgik af analyserne, at PEM's calcium havde et iltindhold af samme stoerrelsesorden som kinesisk og russisk calcium. Efter at have givet udtryk for tvivl om paalideligheden af de af Cermep anvendte analysemetoder, foreslog PEM med henblik paa gennemfoerelsen af et nyt forsoeg leveringen af et ton calcium, der var nedkoelet med argon og ikke i fri luft. I sin skrivelse af 11. august 1993 delte IPS PEM's skepsis over for Cermep's analyser, og erklaerede sig indforstaaet med at sende en proeve til laboratoriet til analyse.

247 Fra den 13. til den 16. september 1993 gennemfoertes et tredje forsoeg hos IPS med to tons calcium nedkoelet med argon. Dette forsoeg mislykkedes. Imidlertid havde personale hos IPS ved toemningen af installationen ombyttet de termoelementer, som regulerede smelteovnens oevre og nedre omraader, hvorfor PEM antog, at indstillingen af disse installationer var saaledes, at den muligvis kun var i overensstemmelse med det, der var noedvendigt for kinesisk eller russisk calcium. IPS erkendte, at der var tale om en fejl, men mente, at den ikke havde haft nogen betydning for resultatet.

248 I mellemtiden, og efter at IPS havde gennemfoert sammenlignende analyser af PEM's calcium af standardkvalitet og af den canadiske producents calcium - hvilke analyser pegede i retning af, at aarsagen til problemet med den hoeje iltningsgrad i PEM's calcium var dets manglende kompakthed - lod PEM analyser gennemfoere af de to typer calcium. Uanset at virksomheden kom frem til resultater, der stred mod IPS's resultater, forsoegte PEM at goere sine calciumbarrer mere kompakte. Virksomheden fremstillede seks tons kompakt calciummetal, produceret ved hjaelp af kondensation i dobbeltkegle. Denne produktion blev til slut ikke tilbudt IPS, eftersom den efterfoelgende bestemmelse af iltindholdet gav 0,4-0,5%, dvs. en procentvaerdi, som langt oversteg tolerancen i IPS's ovn.

249 Et fjerde forsoeg gennemfoertes med IPS's samtykke den 15. og 16. november 1993 med fem tons calcium nedkoelet med argon. Da ogsaa dette forsoeg mislykkedes, fandt PEM, at mere frugtbare forsoeg kunne gennemfoeres hos IPS paa grundlag af PEM's nukleare calcium (calcium N) (referatet af besoeget paa PEM's fabrik af 28.11.1993).

250 PEM forberedte til IPS et parti paa fem tons calcium N med et gennemsnitligt indhold paa 0,22% med henblik paa at faa bekraeftet, at der bestod et lineaert forhold mellem iltindholdet og slaggedannelsen i IPS's ovn. IPS accepterede foerst dette parti i februar 1995 i forbindelse med forsoeg gennemfoert fra den 28. februar til den 3. marts 1995, dvs. efter vedtagelsen af den omtvistede forordning.

251 Parallelt hermed forsatte PEM i perioden fra december 1993 til april 1994 sine teoretiske overvejelser vedroerende samtlige mulige aarsager til iltningen af calciummet (ovnenes taethed, restcarbonater i kalken, ilt hidroerende fra sekundaere kemiske reaktioner som funktion af tomrummet og temperaturen, virkningen paa ilten af aluminiumsindholdet i calciummet). Uden at bestride, at de havde fundet sted, beklagede IPS sig over ikke at vaere blevet praecist informeret om omfanget og resultaterne af disse analyser og forsoeg.

252 Ved skrivelse af 21. juli 1994 foreslog PEM IPS en ny forretningsaftale. I det vaesentlige gik forslaget ud paa, at PEM var rede til at deltage i omkostningerne i forbindelse med et forsoeg med fem tons calcium, der havde vaeret klar siden slutningen af 1993, og i tilfaelde af et heldigt udfald ville PEM forpligte sig til at levere IPS mellem 100 og 150 tons om aaret i fem aar. Under hensyn til stoerrelsen af disse partier tilboed PEM IPS saerligt fordelagtige priser for nukleart calcium N. Ifoelge IPS laa prisbetingelserne stadig et godt stykke over priserne paa calcium af standardkvalitet, hvorfor de ville udelukke IPS fra markedet.

253 I slutningen af marts 1994 betalte PEM i et forsoeg paa at opfylde IPS's behov 1,5 mio. FRF inden for foelgende omraader: investeringer/ovne: 0,5 mio. FRF, udstyr til iltdosering: 0,1 mio. FRF, ekstra forsknings- og udviklingsomkostninger: 0,9 mio. FRF. Ifoelge PEM udgjorde posten vedroerende forsknings- og udviklingsomkostninger i 1993 8% af den aarlige udgift »analyser« i PEM's centrallaboratorium, mens de oevrige omkostninger udgjorde 25% af aarets investeringer i PEM's fabrik i La Roche de Rame.

254 Sagsoegeren har i oevrigt haevdet, at forsknings- og udviklingsomkostningerne ifoelge mundtlige udtalelser fremsat af teknikere hos PEM kunne ligestilles med generalomkostninger, og at de blev fordelt paa selskabets oevrige aktiviteter. Paa dette punkt er det tilstraekkeligt at konstatere, at sagsoegeren ikke bestrider, at omkostningerne er afholdt, men blot rejser indsigelse - uden bevis herfor - mod deres kontering under den ene eller den anden regnskabspost.

255 Efter det ovenfor anfoerte er det godtgjort, at faellesskabsproducenten PEM har gjort en ikke ubetydelig indsats for at tilpasse sig med henblik paa at opfylde sagsoegerens tekniske behov.

256 Institutionerne har derfor ikke begaaet fejl vedroerende faktum eller anlagt et aabenbart urigtigt skoen vedroerende PEM's vilje til at levere til sagsoegeren. Hvis det antoges, at PEM's bestraebelser ikke viste denne virksomheds vilje til at levere til IPS, og at aarsagsforbindelsen i konsekvens heraf blev brudt paa grund af den europaeiske industris adfaerd, ville det blive umuligt at paalaegge importen af raavarer, der er genstand for dumping, antidumpingtold, naar faellesskabsindustrien ikke er i stand til at levere til bestemte importoerer paa grund af saerlige forhold i forbindelse med disses fremstillingsproces. En saadan loesning er uforenelig med grundforordningens formaal, som er at beskytte faellesskabsindustrien mod illoyal prisfastsaettelse fra tredjelandes side.

257 De af sagsoegeren fremfoerte argumenter kan ikke foere til andet resultat.

258 Sagsoegeren har foerst anfoert, at investeringerne i PEM's fabrik fandt sted paa grund af PEM's saerlige behov. Imidlertid maa det konstateres, at de anfoerte investeringer ogsaa havde til formaal at opfylde IPS's krav. I denne henseende bemaerkes, at det af sagsoegerens egne oplysninger fremgaar, at udtagningen af calciumbarrerne i varm tilstand kunne bidrage til iltningen af calciummet. Ogsaa selv om det antages, at PEM eventuelt kunne have loest dette problem tidligere, staar det imidlertid fast, at udtagning af calciumbarrerne i kold tilstand kunne loese problemet med iltning af PEM's calciummetal, saaledes som sagsoegeren selv har ladet forstaa.

259 Sagsoegeren har ogsaa henvist til rapporten af 19. maj 1995, der var udarbejdet af den ekspert, virksomheden selv havde engageret, Laurent, og hvori er omtalt den manglende sammenhaeng og unoedige omstaendelighed, der forelaa i forbindelse med loesningen af problemet, og en klar vilje fra PEM's side til at komplicere og forsinke indlysende konstateringer, saasom kilden til problemet. Denne rapport er imidlertid udarbejdet efter vedtagelsen af den anfaegtede forordning, hvorfor institutionerne ikke har kunnet tage hensyn til den. I oevrigt er den ikke afgoerende, idet dens konklusioner modsiges af rapporten fra professor Winand, der var engageret af PEM.

260 Sagsoegeren er af den opfattelse, at sidstnaevnte eksperts udtalelse af 18. december 1995 stoettes paa en enkelt skrivelse fra PEM til IPS, nemlig skrivelsen af 20. maj 1994, mens Laurent's rapport stoettes paa en gennemgang af hele sagen. I denne forbindelse er det tilstraekkeligt at konstatere, at PEM's skrivelse, som professor Winand har gennemgaaet, indeholder de vaesentlige elementer vedroerende forholdet mellem de to selskaber i perioden fra december 1992 til april 1994. Der kan herefter ikke tillaegges professor Winand's rapport mindre vaerdi end hr. Laurent's rapport.

261 Sagsoegeren kan ikke bebrejde Kommissionen, at den ikke i denne forbindelse udpegede en uafhaengig ekspert til at undersoege realiteten i PEM's bestraebelser paa at levere sagsoegeren et brugbart produkt. Dels paalaegger grundforordningen ikke institutionen at traeffe en saadan foranstaltning, foer den foreslaar endelige foranstaltninger. Dels har de faktiske omstaendigheder, der fremgaar af sagen, vaeret genstand for undersoegelser i Kommissionen og en kontradiktorisk debat mellem PEM og sagsoegeren. Endelig skal institutionerne med henblik paa at traeffe endelige foranstaltninger handle inden for frister, der noedvendigvis er af begraenset laengde, og det tilkommer dem altid i sidste instans at vurdere de faktiske oplysninger, som interesserede parter i en antidumpingprocedure paaberaaber sig.

262 Kommissionen har derfor ikke overskredet den skoensmaessige befoejelse, den havde paa omraadet.

263 Foelgelig skal naervaerende indsigelse forkastes.

b) Indsigelsen om, at PEM var ansvarlig for det prisfald paa calciumgranulat, der foraarsagede den skade, faellesskabsindustrien led

Parternes argumenter

264 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at ifoelge de oplysninger, virksomheden meddelte Kommissionen ved skrivelse af 25. august 1994, var det PEM, der paa eget initiativ og uden at vaere tvunget til det saenkede priserne. IPS's priser har nemlig altid vaeret hoejere end PEM's priser, i modsaetning til det, der er anfoert i 19. betragtning til den omtvistede forordning. De studier vedroerende PEM's priser, som blev meddelt Generaldirektoratet for Konkurrence (GD IV), viser tvaertimod, at PEM foerte en udslettelsespolitik over for IPS, idet man systematisk rettede sine priser ind 10-15% under IPS's priser uden paa noget tidspunkt at tage hensyn til sine reelle omkostninger.

265 Raadet har anfoert, at PEM's priser ikke er priser, som PEM blot har oplyst om, saaledes som sagsoegeren gjorde til GD IV, men er bogholderimaessige oplysninger, som Kommissionen har efterproevet i PEM's virksomhed. Til gengaeld har sagsoegeren naegtet at afgive oplysninger vedroerende sine videresalgspriser, og Kommissionen har maatte bruge de tilgaengelige oplysninger, dvs. den omstaendighed, at PEM's priser var faldet med 17%. Kommissionen har gjort dette i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b).

266 Med hensyn til argumentet om, at virksomheden ikke skulle have meddelt sine videresalgspriser, har sagsoegeren anfoert, at disse var til raadighed, idet de havde vaeret i GD IV's besiddelse siden indgivelsen af klagen af 12. juli 1994, og at de ogsaa er i Raadets besiddelse, idet de var bilagt staevningen i annullationssoegsmaalet. Sagsoegeren har endnu intet laest, der viser, at disse tal er urigtige.

267 Med hensyn til IPS's skrivelse af 25. august 1994 til GD VI, som sagsoegeren paaberaaber sig til stoette for sin paastand om, at PEM som den foerste saenkede sine priser, har Raadet anfoert, at den naevnte skrivelse var stilet til Kommissionens GD IV uden kopi til Generaldirektoratet for Eksterne OEkonomiske Forbindelser (GD I).

Rettens bemaerkninger

268 I grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b), bestemmes:

»Saafremt en af de beroerte parter eller et af de beroerte tredjelande naegter at give adgang til noedvendige oplysninger eller paa anden maade undlader at stille saadanne til raadighed inden for en rimelig frist eller laegger vaesentlige hindringer i vejen for undersoegelsen, kan foreloebige eller endelige, positive eller negative afgoerelser traeffes paa grundlag af de tilgaengelige oplysninger. Konstaterer Kommissionen, at beroerte parter eller tredjelande har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan den se bort fra saadanne oplysninger og afvise krav, der har tilknytning hertil.«

269 Til stoette for sin paastand om, at PEM som den foerste saenkede sine priser, og derfor selv var skyld i den skade, virksomheden led, har sagsoegeren paaberaabt sig sin skrivelse af 25. august 1994 til GD IV, som var bilagt en samlet oversigt over sagsoegerens priser paa markedet for granuleret calcium.

270 Som Raadet med rette har anfoert, har sagsoegeren imidlertid ikke indsendt denne oversigt til GD I, der er det eneste generaldirektorat med ansvar for oplysning af antidumpingsager.

271 Kommissionen var dermed ikke i stand til at faa oplysninger fra sagsoegeren, idet virksomheden til stadighed afviste at udlevere oplysninger vedroerende sit salg paa markedet for granuleret calcium. Foelgelig kan sagsoegeren ikke under sagen paaberaabe sig saadanne oplysninger som grundlag for anfaegtelse af den anfaegtede forordning.

272 I oevrigt blev den paagaeldende oversigt indgivet til GD IV uden dokumentation til stoette herfor. Til gengaeld er PEM's priser paa markedet for granuleret calcium bogholderimaessige oplysninger, som Kommissionen har efterproevet i PEM's virksomhed. Naar Kommissionen saaledes stod over for sagsoegerens naegtelse af at udlevere oplysninger vedroerende virksomhedens videresalgspriser, kunne den under hensyn til de oplysninger, der var til raadighed og i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b), med rette laegge til grund, at PEM's pris var faldet med 17% paa grund af den dumping, de russiske og kinesiske producenter havde udoevet.

273 Denne indsigelse skal herefter forkastes.

2. Tabets stoerrelse

Parternes argumenter

274 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at stoerstedelen af den omhandlede import fandt sted, fordi virksomheden ikke kunne faa forsyninger fra PEM. Sagsoegeren har i denne forbindelse anfoert, at virksomheden mellem 1989 og 1993 stod for mellem 62 og 97% af importen til Faellesskabet af de paagaeldende varer med oprindelse i Kina og Rusland, eller 70% i gennemsnit, og 65,7% i undersoegelsesperioden, og ikke 50%, som Raadet har haevdet i den anfaegtede forordning. PEM kan derfor ikke paaberaabe sig nogen skade paa grund af denne import, idet virksomheden ikke var i stand til at producere calcium, der kunne anvendes til samme formaal. I det hoejeste kan den skade, PEM har lidt, kun angaa de 30%, der importeredes til Faellesskabet af andre brugere.

275 Raadet har anfoert, at skaden skal bedoemmes ikke alene under hensyn til salget af det importerede calciummetal, men ogsaa paa grundlag af salget af granuleret calcium. I modsat fald ville man naa til den absurde konklusion, at det ikke var muligt at genskabe loyale konkurrencevilkaar i tilfaelde af, at et importeret, dumpet produkt altid blev forarbejdet, foer det blev videresolgt.

276 Hvis det forudsaettes, at PEM ikke er i stand til at levere et brugbart produkt, paafoerer sagsoegerens import alligevel PEM skade, da det importerede produkt saelges i form af granulat i konkurrence med det granulerede calcium, PEM saelger. Dumpingpriserne ved importen paavirker videresalgsprisen for (kugleformigt) granuleret calcium og er derfor aarsag til skade for PEM, der ligeledes saelger (ikke kugleformigt) granuleret calcium paa Faellesskabets marked. Det er saaledes med urette, naar sagsoegeren haevder, at skaden kun kan angaa import foretaget af andre brugere i Faellesskabet.

277 Med hensyn til sagsoegerens paastand om, at virksomheden har indfoert mellem 62 og 97% af produkterne fra Kina og Rusland og ikke 50%, som anfoert i den anfaegtede forordning, er det Raadets opfattelse, at hvis tallene er rigtige - hvilket Raadet ikke mener - ville skaden foelgelig vaere stoerre, idet et stoerre kvantum ville blive videresolgt paa markedet i form af (kugleformigt) granuleret calcium.

278 For saa vidt angaar den skade, PEM har lidt paa markedet for granuleret calcium, har Raadet anfoert, at sagsoegeren ikke har bevist, at Raadet har anlagt et aabenbart urigtigt skoen vedroerende den skade, som faellesskabsindustrien har lidt.

Rettens bemaerkninger

279 Sagsoegerens argumentation rejser et faktisk problem, nemlig spoergsmaalet om det noejagtige omfang af sagsoegerens import, og et juridisk problem, nemlig spoergsmaalet om rigtigheden af sagsoegerens opfattelse om, at sagsoegerens import ikke skal indgaa i bedoemmelsen ved vurderingen af skaden, paa grund af, at det var umuligt for PEM at levere sagsoegeren calciummetal af standardkvalitet. Det faktiske problem har kun betydning for sagens afgoerelse, hvis sagsoegerens juridiske opfattelse viser sig at vaere korrekt, hvorfor denne behandles foerst.

280 Som det anfoeres i 19. betragtning til den anfaegtede forordning, skal en korrekt analyse af virkningen af den import, der er genstand for dumping, tage hensyn ikke alene til salget af calciummetal indfoert i uforarbejdet stand, men ogsaa til salget af calciummetal, der er forarbejdet til granulat. I modsat fald ville det f.eks. ikke vaere muligt at genskabe en loyal konkurrence i tilfaelde af, at et indfoert, dumpet produkt forarbejdes, foer det bliver solgt.

281 Sagsoegerens import er faktisk af en saadan art, at den kan paafoere PEM skade, eftersom den importerede vare forarbejdes og derpaa videresaelges i form af pulver i konkurrence med PEM's granulerede calcium. Som det er blevet fastslaaet i praemis 212-219 ovenfor, paavirkede de dumpede importpriser videresalgsprisen for det (kugleformige) calciumpulver, som sagsoegeren fremstiller, og derigennem paafoeres der PEM en skade, idet virksomheden saelger (ikke kugleformigt) calciumgranulat paa Faellesskabets marked under anvendelse af raat calciummetal med oprindelse i Faellesskabet. Sagsoegeren har saaledes ikke grundlag for at haevde, at skaden ikke kunne saettes i forbindelse med sagsoegerens import til Faellesskabet.

282 Efter det anfoerte er spoergsmaalet om rigtigheden af tallene for import af calciummetal fra Kina og Rusland uden betydning for sagens afgoerelse. Hvis det forudsaettes, at sagsoegerens tal er rigtige, ville den af sagsoegeren importerede maengde have vaeret stoerre og skaden i hvert fald ligesaa stor, idet dette importerede kvantum ville vaere blevet videresolgt i form af kugleformet calciumpulver paa Faellesskabets marked.

283 Det foelger heraf, at denne indsigelse ligeledes skal forkastes.

284 Herefter skal fjerde anbringende forkastes i sin helhed.

Det femte anbringende om, at der er sket en tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 12 og anlagt et aabenbart urigtigt skoen

A - Indledning

Parternes argumenter

285 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Raadet med urette har konkluderet, at der skulle indfoeres endelig told i Faellesskabets interesse. I realiteten tvinger denne interesse ikke institutionen til at indfoere antidumpingtold, som er egnet til at skabe eller at forstaerke en dominerende stilling for PEM paa det europaeiske marked for raat calciummetal og granuleret calciummetal, hvilket bevirker, at sagsoegeren naesten forsvinder fra det europaeiske marked for granuleret calciummetal.

286 Denne skabelse eller styrkelse af PEM's dominerende stilling paa markedet for calciummetal fremgaar af foelgende:

- at det er umuligt at gennemfoere import af kinesisk eller russisk calciummetal navnlig under hensyn til toldens stoerrelse og saerlige karakter, samt den omstaendighed, at tolden ikke beregnes paa grundlag af vaerdi

- at det er umuligt at skaffe forsyninger hos nordamerikanske producenter

- at prisen paa calciummetal af nuklear kvalitet produceret af PEM er prohibitiv.

287 Naar dette er tilfaeldet, ville en afvejning af interesserne i Faellesskabet ifoelge sagsoegeren have kraevet, at Raadet undersoegte, om foranstaltningernes positive virkninger opvejede de negative. Sammenlignet med den reelle styrkelse af PEM's dominerende stilling paa markedet for calciummetal og den ligesaa reelle udslettelse af denne virksomheds foerende konkurrent, IPS, paa markedet for granuleret calciummetal, er de positive virkninger, der er anfoert i den anfaegtede forordning, imidlertid meget svage.

288 Paa grundlag af de kriterier, der er anfoert i den anfaegtede forordning, antager Raadet, at der i Faellesskabets interesse maatte indfoeres endelige antidumpingforanstaltninger.

289 Efter Raadets opfattelse er det ikke godtgjort, at faellesskabsproducenten indtager en dominerende stilling, og det faktiske grundlag for sagsoegerens argument er saaledes ikke til stede.

290 PEM og Chambre syndicale har tilsluttet sig Raadets argumenter. De har gjort gaeldende, at det ville vaere meget alvorligt for Faellesskabet, at der ikke blev truffet foranstaltninger, idet den eneste faellesskabsproducents overlevelse derved direkte ville blive bragt i fare. Hvis foranstaltningerne ikke fandtes, ville PEM efter al sandsynlighed koebe calciummetal i Kina og i Rusland og derigennem ophoere med al faellesskabsproduktion af calciummetal. Paa kort sigt ville dette betyde et alvorligt problem for PEM's industrianlaeg, idet man ville vaere tvunget til at lukke fabrikken i La Roche de Rame. En saadan luning ville have negative konsekvenser for en hel fransk region. Paa lang sigt ville fravaeret af antidumpingtold give producenter i Kina og i Rusland frit spil til at paatvinge Faellesskabets marked for calciummetal deres priser. Dette ville medfoere en fare for, at en knaphedssituation kunne organiseres med en dertil knyttet prisstigning, saaledes som tilfaeldet var med molybdaen, wolfram og antimon i 1993-1994. Paa endnu laengere sigt ville markedet for granuleret calciummetal blive overladt til producenter i Kina og i Rusland, der allerede er til stede paa dette marked, og dette ville have som uundgaaelig virkning, at Faellesskabets forarbejdningsvirksomheder og brugere af dette produkt ville blive afhaengige.

Rettens bemaerkninger

291 Ifoelge grundforordningens artikel 12, stk. 1, kan der kun paalaegges en endelig antidumpingtold, naar det »fremgaar ... af den endelige konstatering af de faktiske omstaendigheder, at der foreligger dumping ... samt deraf foelgende skade, og ... det af hensyn til Faellesskabets interesser [findes] paakraevet, at Faellesskabet griber ind«.

292 Ifoelge retspraksis forudsaetter afgoerelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt Faellesskabets interesser goer handling paakraevet, en bedoemmelse af komplekse oekonomiske forhold, og den judicielle kontrol af denne vurdering maa begraenses til en kontrol af, at procedurereglerne er overholdt, at de faktiske omstaendigheder, der er lagt til grund for det anfaegtede valg, er rigtige, at der ikke foreligger et aabenbart urigtigt skoen, og at der ikke foreligger magtfordrejning (dommen i sagen Sharp Corporation mod Raadet, a.st., praemis 58).

293 Det skal saaledes for det foerste undersoeges, om institutionerne har begaaet fejl med hensyn til faktum eller anlagt et aabenbart urigtigt skoen vedroerende de faktiske omstaendigheder ved at antage, at indfoerelsen af antidumpingtold ikke har skabt eller styrket en dominerende stilling for PEM paa markedet for calciummetal.

B - PEM's stilling paa markedet for calciummetal foer paalaeggelsen af den omtvistede told

294 Retten finder, at det foerste spoergsmaal, der rejser sig, er, om PEM indtog en dominerende stilling foer paalaeggelsen af den omtvistede told.

295 Som Kommissionen har anfoert uden at blive modsagt af sagsoegeren, kan det i denne henseende konstateres, at det af den midlertidige forordning (26. og 32. betragtning) fremgaar, at markedsandelene for de virksomheder, der virkede paa Faellesskabets marked for raat calciummetal, var foelgende i aarene 1989 til 1992:

AAr Kina og Rusland PEM Andre

1989 35,3% 50,2% 14,5% 1990 40,7% 44,0% 15,3% 1991 48,8% 34,7% 16,5% 1992 52,8% 31,7% 15,5%

296 Det fremgaar af disse tal, at PEM i perioden fra 1989 til 1992 mistede 18,5% af Faellesskabets marked, mens importerede varer fra Kina og Rusland vandt 17,5% af markedet og andre kilder 1,0%. I denne periode kunne PEM altsaa ikke handle uafhaengigt af sine konkurrenter, idet virksomheden mistede en vaesentlig del af Faellesskabets marked uanset indfoerelsen i 1989 af antidumpingtold paa import fra Kina og Rusland.

297 Herefter, og da der ikke foreligger andre beviser, kan det ikke antages, at Raadet har begaaet fejl vedroerende faktum eller har anlagt et urigtigt skoen ved at laegge til grund, at PEM ikke indtog en dominerende stilling paa markedet for calciummetal i Faellesskabet, foer den omtvistede told indfoertes.

C - PEM's stilling paa markedet for raat calciummetal og granuleret calciummetal efter indfoerelsen af den omtvistede told

298 Retten finder, at der ogsaa rejser sig spoergsmaal om, hvorvidt PEM som en konsekvens af indfoerelsen af den omtvistede told blev sat i stand til at opnaa en dominerende stilling ikke alene paa markedet for raat calciummetal, men ogsaa paa de afledede markeder for granuleret calciummetal.

299 I den anfaegtede forordning (30. og 31. betragtning) udelukkes risikoen for en vaesentlig afsvaekkelse af den effektive konkurrence paa Faellesskabets marked, idet foelgende blev lagt til grund:

- muligheden for forarbejdningsvirksomhederne for fortsat at kunne koebe kinesisk og russisk calciummetal til priser, der ikke er dumpede

- muligheden for at koebe calciummetal hos nordamerikanske producenter

- muligheden for at foretage en fornyet gennemgang af situationen efter seks maaneder eller senest et aar efter indfoerelsen af den omtvistede told.

1. PEM's stilling paa markedet for raat calciummetal

a) Forarbejdningsvirksomhedernes mulighed for at faa forsyninger af calciummetal indfoert fra Kina og Rusland

Parternes argumenter

300 Sagsoegeren har anfoert, at indfoerelsen af en antidumpingtold paa »maengde« og ikke en »vaerdiafgift« kun kan forstaerke PEM's dominerende stilling, idet der ikke laengere vil ske nogen import af kinesisk eller russisk calciummetal til Faellesskabet. I oevrigt er efter indfoerelsen af den omtvistede told importen af russisk calcium faldet med 84% (fra 56,5 tons pr. maaned i de fire foerste maaneder af 1994 til 8,9 tons pr. maaned i de foelgende otte maaneder). For saa vidt angaar Kina var faldet 98% (fra 29 tons pr. maaned til 0,6 ton pr. maaned).

301 Raadet har oplyst, at det har paalagt afgifter i form af maengdeafgift for at minimere risikoen for omgaaelse af tolden gennem prismanipulationer. Efter vedtagelsen af forordning nr. 2808/89 havde producenterne i Kina og Rusland saenket deres eksportpriser for at absorbere den told, der blev paalagt ved forordningen. Naar der er tale om maengdeafgifter, bliver den opkraevede afgift ikke mindre, selv om eksportoererne nedsaetter deres priser. Tolden er ikke fastsat i forhold til en importtaerskelpris, hvilket ville have bevirket, at der var kommet til at foreligge en garanteret mindstepris for calcium i Faellesskabet.

302 Raadet er af den opfattelse, at paastanden om, at importen af kinesisk og russisk calciummetal er standset, er ren spekulation, da 71 tons russisk calcium ifoelge importstatistikkerne blev bragt i fri omsaetning i perioden fra maj til december 1994. Hertil kommer, at midlertidig import ikke beroeres af tolden. Naar der tages hensyn til denne midlertidige import, blev der importeret 298 tons fra Rusland og 209 tons fra Kina i perioden fra maj til december 1994, hvoraf 427 tons (219 tons + 208 tons ) blev importeret til Frankrig.

303 Uanset indfoerelsen af antidumpingtold havde sagsoegeren frihed til fortsat at skaffe forsyninger i Kina og Rusland. Virkningen af, at den normale vaerdi blev beregnet paa grundlag af den amerikanske producents hjemmemarkedspriser, var, at de alternative forsyningskilder i Kina og Rusland paa sin vis gennem paalaeggelsen af tolden blev omdannet til forsyningskilder fra et land med en markedsoekonomi.

Rettens bemaerkninger

304 Sagsoegerens argument vedroerende konsekvenserne af paalaeggelse af maengdeafgift kan ikke tiltraedes. Som Raadet nemlig har anfoert med rette, giver indfoerelsen af en maengdeafgift i modsaetning til fastsaettelsen af told i forhold til en taerskelimportpris mulighed for at minimere risikoen for omgaaelse af tolden gennem prismanipulationer, idet den opkraevede told ikke reduceres, selv om eksportoererne nedsaetter deres pris. Denne fremgangsmaade giver mulighed for at garantere en mindstepris for calcium i Faellesskabet, samtidig med at der er mulighed for indfoersler til loyale priser, dvs. priser, der giver faellesskabsproducenten mulighed for at opnaa en passende fortjenstmargen.

305 Raadet kunne paa denne baggrund med rette antage, at indfoerelsen af en maengdeafgift ikke i sig selv havde til virkning at forhindre import fra Kina og Rusland.

306 Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt institutionerne har begaaet fejl vedroerende faktum eller har anlagt et aabenbart urigtigt skoen vedroerende de faktiske omstaendigheder med hensyn til muligheden for fortsat at forsyne sig i Kina og Rusland, kan der ikke tages hensyn til det, der faktisk er sket efter indfoerelsen af antidumpingtolden. Det skal saaledes alene undersoeges, om institutionerne under hensyn til de oplysninger, de raadede over paa tidspunktet for vedtagelsen af den anfaegtede forordning, kunne laegge til grund, at Kina og Rusland efter indfoerelsen af antidumpingtold ville vedblive af vaere en forsyningskilde for de europaeiske brugere.

307 Det eneste argument, der er gjort gaeldende over for en saadan forudsigelse, er forhoejelsen af importprisen efter indfoerelsen af den omtvistede told. Dette argument kan imidlertid ikke rejse tvivl om Raadets oprindelige forudsigelse. Det staar nemlig fast, at toldens niveau er beregnet paa grundlag af faellesskabsproducentens gennemsnitlige produktionsomkostninger forhoejet med en fortjenstmargen paa 5%, hvilket betyder, at de forarbejdningsvirksomheder, der konkurrerer med PEM, og herunder sagsoegeren, skulle kunne fortsaette med at faa forsyninger fra Kina og Rusland uden for saa vidt at blive paafoert konkurrencemaessige ulemper paa markederne for forarbejdede produkter, medmindre naturligvis deres produktionsomkostninger er vaesentligt hoejere end PEM's. Da sagsoegeren imidlertid ikke har oplyst Kommissionen om sine produktionsomkostninger under den administrative procedure, der gik forud for vedtagelsen af den omtvistede told, kan det ikke bebrejdes faellesskabsinstitutionerne, at de ikke har taget hensyn til denne faktor ved vurderingen af Faellesskabets interesse.

308 I oevrigt ville det forhold, at man ikke indfoerte antidumpingtold, alene fordi konsekvensen af indfoerelsen af tolden ville vaere fjernelsen af de konkurrerende virksomheder, der havde de hoejeste produktionsomkostninger, ikke vaere foreneligt med opretholdelsen af en konkurrence, der ikke er fordrejet, paa faellesmarkedet. Eftersom gennemfoerelsen af en ordning, der som anfoert i traktatens artikel 3, litra g), sikrer, at konkurrencen inden for faellesmarkedet ikke fordrejes, har som vaesentligste formaal at muliggoere en rigtig allokering af de oekonomiske ressourcer, kan man ikke begrunde fjernelsen af oekonomisk levedygtige virksomheder for at sikre opretholdelsen af en virksomhed, der har hoejere produktionsomkostninger.

309 Efter det anfoerte har institutionerne ikke begaaet fejl vedroerende de faktiske omstaendigheder eller foretaget et aabenbart urigtigt skoen ved at antage, at Faellesskabets forarbejdningsvirksomheder, der anvender calciummetal, fortsat kan faa forsyninger fra Kina og fra Rusland.

310 Foelgelig skal naervaerende indsigelse forkastes.

b) IPS's mulighed for at faa forsyninger fra nordamerikanske leverandoerer

Parternes argumenter

311 Sagsoegeren har i det vaesentlige anfoert, at de nordamerikanske leverandoerer ikke kan anses for at udgoere alternative forsyningskilder, naar henses til de vanskeligheder, sagsoegeren skal vaere stoedt paa i forbindelse med bestraebelserne paa at faa forsyninger fra disse.

312 Den nordamerikanske producent producerer i det vaesentlige til eget brug og importerer selv ikke ubetydelige maengder kinesisk eller russisk calcium. Den paagaeldende er ogsaa producent af svejsetraad - et produkt, der indeholder calcium uden anden tilsaetning - og udfoerer en del af denne produktion til Europa. Svejsetraad og calcium i stykker henhoerer under samme toldposition, hvilket indebaerer, at statistikkerne vedroerende sidstnaevnte produkt bliver anormalt hoeje. Hertil kommer, at der i De Forenede Stater findes tre andre producenter af svejsetraad, der anvender calciumpulver, og som reeksporterer faerdigvarer til Europa under samme toldposition som calciummetal. Det er saaledes umuligt at gennemfoere en konkret analyse af statistikkerne for produkter indfoert til Europa fra De Forenede Stater. I oevrigt er calcium i stykker fra De Forenede Stater ikke blevet mere tilgaengeligt. Ifoelge sagsoegeren blev den ordre, virksomheden afgav i december 1994, foerst effektueret i december 1995.

313 Den canadiske producent forfoelger en strategi bestaaende i at koncentrere sine aktiviteter om virksomhedens foerende produkt, magnesium. I oevrigt har man i modsaetning til det af Raadet anfoerte heller ikke bemaerket nogen foroegelse i forhold til aarene forud for indfoerelsen af antidumpingtolden. Sagsoegeren importerede saaledes 47 af de 126 tons, der blev indfoert fra Canada i 1994, for at daekke et behov paa 700 tons. Den import fra Canada, der ligger herudover, 79 tons, svarer nogenlunde til de 61 tons, Raadet har anfoert for 1992. Denne producent afbroed senere leverancerne. I 1995 afgav den paagaeldende ikke noget tilbud paa trods af adskillige anmodninger fra IPS's side. I 1996 tilboed den paagaeldende 100 tons, men uden at naevne prisen. Producenten foelger altsaa en strategi, der bestaar i kun at levere, naar det er opportunt for virksomheden, og at fremme magnesiumproduktionen i forhold til calciumproduktionen. Alle disse forhold er flere gange blevet dokumenteret over for GD IV.

314 Derfor er de, der forbruger og forarbejder raat calciummetal, fuldstaendig afhaengige af den europaeiske producent.

315 Raadet har anfoert, at Eurostats statistikker viser er klar foroegelse af importen fra De Forenede Stater. I 1994 blev der importeret 76 tons i fri omsaetning, mod 18 tons i 1993, 49 tons i 1992 og 60 tons i 1991. Samme statistikker viser ogsaa en klar foroegelse af importen fra Canada. I 1994 importeredes 126 tons calciummetal i fri omsaetning, mod 61 tons i 1992, 30 tons i 1991 og 49 tons i 1988. Disse tal giver grundlag for tvivl om sagsoegerens paastand om, dels at den amerikanske producent i det vaesentlige producerer til eget brug, dels at den canadiske producent for tiden koncentrerer sin virksomhed om magnesium. De Forenede Stater og Canada udgoer altsaa to andre forsyningskilder.

Rettens bemaerkninger

316 Retten bemaerker, at Raadet har antaget (30. betragtningerne til den anfaegtede forordning), at forarbejdningsvirksomheder i Faellesskabet, og herunder IPS, fortsat kunne faa forsyninger fra De Forende Stater og Canada.

317 Som Retten har udtalt ovenfor i praemis 306 i forbindelse med vurderingen af, om institutionerne har begaaet fejl vedroerende faktum eller har anlagt et aabenbart urigtigt skoen vedroerende de faktiske omstaendigheder, kan der ikke tages hensyn til det, der er sket efter indfoerelsen af antidumpingtolden. Der skal alene tages hensyn til de elementer, som institutionerne raadede over, da den anfaegtede forordning blev vedtaget.

318 Til stoette for sin indsigelse har sagsoegeren i det vaesentlige kun anfoert et argument, nemlig at virksomheden efter indfoerelsen af antidumpingtolden er stoedt paa vanskeligheder i forsoegene paa at faa forsyninger fra de nordamerikanske producenter. I denne henseende konstaterer Retten dels, at sagsoegeren ikke under den administrative procedure, der gik forud for vedtagelsen af den anfaegtede forordning, har rejst spoergsmaal, hverken om vanskeligheder med hensyn til kvaliteten af de nordamerikanske produkter, om vanskeligheder med hensyn til de nordamerikanske producenters priser eller om disses produktionskapacitet, dels, og i hvert fald, at importtallene for calciummetal fra De Forenede Stater og Canada efter indfoerelsen af den foerste antidumpingtold i 1989, men foer den anfaegtede forordning, f.eks. viser - som sagsoegeren har erkendt i bilag 18 til virksomhedens bemaerkninger til PEM's interventionsindlaeg - at importmaengderne i 1990 (78 tons) steg i 1991 (90 tons) og i 1992 (110 tons) for derpaa at falde i 1993 (67 tons) paa grund af de russiske og kinesiske producenters udfoersler, der var genstand for dumping, men som i 1993 ikke var underkastet antidumpingtold.

319 Naar henses hertil, kunne institutionerne med foeje antage, at der paa samme maade ville ske en udvikling i retning af foroegelse af importen, saa snart der gennem indfoerelsen af den maengdebaserede antidumpingtold var genskabt loyale konkurrencevilkaar i Faellesskabet.

320 Denne indsigelse skal herefter forkastes.

c) Muligheden for at foretage en fornyet undersoegelse af situationen seks maaneder eller senest et aar efter indfoerelsen af den omtvistede told

Sagsoegerens argumenter

321 Sagsoegeren har rejst tvivl om nytten af den mulighed, som er anfoert i den anfaegtede forordning (31. betragtning), for at foretage en fornyet undersoegelse af situationen seks maaneder efter forordningens ikrafttraeden, hvis konkurrencevilkaarene kraever det, eller, hvis dette ikke er tilfaeldet, et aar efter indfoerelsen af den omtvistede told. Da markedsvilkaarene ifoelge sagsoegeren er blevet fuldstaendig aendret efter vedtagelsen af den midlertidige told, har sagsoegeren vanskeligt ved at se, i hvilken situation en fornyet undersoegelse kunne have fundet sted.

Rettens bemaerkninger

322 Ved den betragtning, hvori det bestemmes, at der skal finde en fornyet undersoegelse sted, har Raadet tilvejebragt et instrument, der goer det muligt, i givet fald, at aendre eller afskaffe den omtvistede told, hvis opretholdelsen af den skulle indebaere en risiko for en vaesentlig forvaerring af konkurrencevilkaarene i Faellesskabet. Revisionsbestemmelsen er langtfra unyttig, men bekraefter tvaertimod, at faellesskabsinstitutionerne har taget hensyn til frygten for en mulig forvaerring af konkurrencevilkaarene i Faellesskabet efter indfoerelsen af den omtvistede told, og at de ved afvejningen af de involverede interesser har taget skyldigt hensyn til formaalene for den faelles konkurrencepolitik.

323 Det foelger af det anfoerte, at naervaerende indsigelse skal forkastes.

d) Konklusion

324 Det kan herefter konkluderes, at institutionerne ikke har overskredet deres skoensmaessige befoejelser ved at antage, at indfoerelsen af den anfaegtede antidumpingtold ikke ville skabe eller forstaerke nogen dominerende stilling for PEM paa markedet for raat calciummetal i Faellesskabet.

2. PEM's stilling paa markedet for granuleret calciummetal

Parternes argumenter

325 Sagsoegeren har anfoert, at PEM er virksomhedens stoerste konkurrent paa markedet for granuleret calciummetal. Efter indfoerelsen af den omtvistede told har sagsoegere tabt 76% af sine markedsandele i Faellesskabet. Indfoerelsen af denne told har saaledes tilladt PEM at placere sig i samme dominerende stilling som paa markedet for raat calcium, i hvilken forbindelse det europaeiske marked skal anses for det relevante geografiske marked, naar henses til de importbarrierer, der er skabt ved indfoerelsen af tolden.

326 Raadet har bemaerket, at det ikke er ualmindeligt, at en importoer mister markedsandele som foelge af indfoerelsen af antidumpingtold. Med hensyn til sagsoegerens paastand om, at virksomheden »naesten er forsvundet fra markedet«, og dens gentagne paastand om, at PEM skulle indtage en dominerende stilling, har Raadet gentaget det tidligere anfoerte og har herudover anfoert, at en vaesentlig del af sagsoegerens aktiviteter bestaar i granulation af importeret calcium under den ordning, der gaelder for midlertidig indfoersel (uden betaling af told), en aktivitet, som PEM ikke kan gennemfoere med sit eget calcium. Ifoelge Eurostats statistikker er denne del af sagsoegerens aktiviteter ikke blevet formindsket som foelge af indfoerelsen af tolden, men er ligefrem blevet foroeget.

Rettens bemaerkninger

327 Sagsoegeren har ikke godtgjort, at Raadet under hensyn til de muligheder for at faa forsyninger uden for Faellesskabet, som er understreget i den anfaegtede forordning, havde kunnet forudse - paa grundlag af de oplysninger, der dengang var til raadighed - nogen dominerende stilling for PEM paa markedet for granuleret calcium som foelge af indfoerelsen af antidumpingtold.

328 Sagsoegeren har indskraenket sig til at haevde, uden at fremlaegge nogen dokumentation til stoette for sin paastand, at virksomheden har mistet 76% af sine markedsandele paa markedet for granuleret calciummetal efter vedtagelsen af forordningen. Virksomheden har heller ikke tilvejebragt oplysninger, der viser, at det er indfoerelsen af den omtvistede told og ikke sagsoegerens manglende evne til at producere til konkurrencedygtige priser, der er aarsag til dette angivelige tab af markedsandele.

329 Efter det anfoerte har institutionerne ikke overskredet deres skoensmaessige befoejelser ved at antage, at indfoerelsen af den anfaegtede antidumpingtold ikke ville skabe eller forstaerke nogen dominerende stilling for PEM paa markedet for granuleret calciummetal i Faellesskabet.

330 Naervaerende indsigelse skal herefter forkastes.

D - Hensyntagen til forarbejdningsvirksomhedernes, herunder sagsoegerens, interesser, til slutbrugerne og til PEM's adfaerd i forbindelse med bedoemmelsen af Faellesskabets interesse i at indfoere den omtvistede told

331 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at institutionerne burde have foretaget en interesseafvejning, hvilket ville have kraevet en undersoegelse af, om de positive virkninger af antidumpingforanstaltningerne er overvejende i forhold til de negative virkninger, nemlig den angivelige dominerende stilling, som PEM skal have opnaaet. I denne henseende har sagsoegeren rejst kritik af Raadets nedenstaaende argumenter i den anfaegtede forordning for, at det er i Faellesskabets interesse at indfoere antidumpingtold: a) sagsoegerens mulighed for at saelge uden for Faellesskabet i henhold til proceduren for aktiv foraedling, b) hensyntagen til virkningerne for PEM af import, der er genstand for dumping, c) antidumpingtoldens virkning for slutbrugerne og forarbejdningsvirksomhederne, d) indflydelsen af den told, der indfoertes ved den anfaegtede forordning, paa PEM's omsaetning i sammenligning med IPS's omsaetning, og e) at der ikke er taget hensyn til underudnyttelsen af PEM's produktionskapacitet og til, at denne omstaendighed er aarsag til prisfaldene.

332 Selv om det allerede er konstateret, at indfoerelsen af antidumpingtold ikke kunne antages at skabe eller forstaerke en dominerende stilling for PEM paa markederne for raat calciummetal og granuleret calciummetal i Faellesskabet (jf. praemis 324 og 329 ovenfor), er der anledning til at undersoege den kritik, som sagsoegeren har rejst af sidstnaevnte argumenter.

1. Sagsoegerens mulighed for at saelge uden for Faellesskabet i henhold til proceduren for aktiv foraedling

333 I den anfaegtede forordning (30. betragtning) er anfoert muligheden for, at sagsoegeren kan saelge uden for Faellesskabet i henhold til proceduren for aktiv foraedling. I denne henseende har sagsoegeren anfoert, at virksomheden altid har vaeret til stede paa de ydre markeder, men det har PEM ogsaa. Dette argument kan derfor ikke anvendes til gunst for den ene af parterne, men ikke for den anden.

334 I denne henseende er det tilstraekkeligt at konstatere, at proceduren for aktiv foraedling pr. definition kun kan finde anvendelse paa import af calciummetal, ikke paa faellesskabsproduktion. Den omstaendighed, at PEM er til stede paa eksportmarkederne, kan saaledes ikke rejse tvivl om det forhold, som Raadet har naevnt i den anfaegtede forordning, at forarbejdningsvirksomhederne i Faellesskabet fortsat ikke alene kan koebe kinesisk og russisk calciummetal til ikke-dumpede priser med henblik paa forarbejdning og salg i Faellesskabet, men ogsaa kan koebe calcium til dumpingpriser uden dumpingtold med henblik paa forarbejdning i toldoplag og salg paa ydre markeder. Denne ikke ubetydelige del af sagsoegerens aktiviteter forblev uberoert efter indfoerelsen af den omtvistede told. Da sagsoegerens situation som importoer af kinesisk og russisk calciummetal og PEM's situation som faellesskabsproducent af calciummetal er forskellige med hensyn til mulighederne for at benytte proceduren for aktiv foraedling, var det altsaa med rette, at faellesskabsinstitutionerne tog denne forskel i betragtning ved vurderingen af Faellesskabets interesse i at indfoere den omtvistede told.

335 Foelgelig skal naervaerende indsigelse forkastes.

2. Hensyntagen til virkningerne for PEM af import, der er genstand for dumping

336 I den anfaegtede forordning (28. betragtning) har Raadet antaget, at antidumpingtolden kunne bidrage til at forhindre, at PEM's fabrik maatte nedlaegges. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at virksomheden har hjemsted i samme franske region, at den beskaeftiger nogenlunde det samme antal loenmodtagere, som den enhed i PEM, der er beskaeftiget med calcium, at virksomheden aldrig har vaeret del af en nationaliseret virksomhedskoncern, og at den af alle kraefter kaemper ved at udvikle nye produkter for at proeve at undgaa nedlaeggelse.

337 I denne henseende kan det konstateres, at sagsoegeren blot har fremhaevet en raekke faelles traek ved sagsoegerens fabrik og PEM's, ligesom virksomheden har fremhaevet, at den ikke indgaar som del af en nationaliseret virksomhedskoncern, uden derved at vise, at institutionerne ikke har taget hensyn til disse faktorer. Modsat har Raadet i 30. betragtning til den anfaegtede forordning anfoert den omtvistede tolds betydning for flere kategorier af brugere, herunder sagsoegeren.

338 Herefter skal naervaerende indsigelse forkastes.

3. Antidumpingtoldens virkning for slutbrugerne og forarbejdningsvirksomhederne

339 Med hensyn til antidumpingtoldens virkning for de endelige brugere og forarbejdningsvirksomhederne (30. betragtning til den anfaegtede forordning) har sagsoegeren begraenset sig til at bebrejde Raadet, at det helt har set bort fra eksistensen af forarbejdningsvirksomheder, hvoraf en naermest er forsvundet fra det europaeiske marked, og en anden er blevet styrket i en saadan grad, at den alene er herre over prisen paa calcium paa det europaeiske marked, det vaere sig calciummetal eller granuleret calcium.

340 I oevrigt er det sagsoegerens opfattelse, at Raadet ikke uden naermere forklaring kunne noejes med at naevne, at indfoerelsen af tolden kun ville have minimale virkninger for slutbrugerne, idet omkostningerne til en ton bly kun ville stige med under 0,3%, og at omkostningerne til en ton staal inden valsning ville stige med under 0,2%. Sagsoegeren har anfoert, at PEM's nettoresultat i 1993 var 0,31% af omsaetningen. Under disse omstaendigheder ville PEM have haft underskud i 1993, hvis man havde saenket den samlede salgspris for PEM's produkter med 0,3%.

341 Med hensyn til forarbejdningsvirksomhederne er det tilstraekkeligt at konstatere, at Raadet har taget disse virksomheders interesser i betragtning, saaledes som det er blevet beskrevet ovenfor i praemis 304-310, 316-320, 333, 334 og 335, for saa vidt angaar deres mulighed for at faa forsyninger af calciummetal fra lande uden for Faellesskabet og for at benytte proceduren for aktiv foraedling.

342 Hvad angaar nedsaettelsen med 0,3% af salgsprisen for PEM's produkter bemaerkes, at sagsoegeren ikke har paavist, paa hvilken maade dette forhold skulle kunne saette spoergsmaalstegn ved Raadets vurdering af, at indfoerelsen af den omtvistede told kun ville have minimal virkning for slutbrugerne, idet omkostningerne til en ton bly ifoelge Raadet kun ville stige med under 0,3%, og omkostningerne til en ton staal inden valsning kun ville stige med under 0,2%.

343 Det foelger heraf, at naervaerende indsigelse skal forkastes.

4. Virkningen af den told, der indfoertes ved den anfaegtede forordning, paa PEM's omsaetning i sammenligning med IPS's omsaetning

344 Sagsoegeren har rejst spoergsmaal om, hvilke kriterier Raadet har lagt til grund for afgoerelsen af, at det var i Faellesskabets interesse at beskytte en faellesskabsproducent paa en andens bekostning. Calciummetal repraesenterer 0,05% af PEM's omsaetning, mens granuleret calciummetal repraesenterer 85% af sagsoegerens omsaetning.

345 Retten finder dels, at man ikke kan begrunde dumpingpraksis ud fra den tanke, at alene faellesskabsproducenten kan stoette sin produktion med overskud fra fremstilling af andre produkter, dels at formaalet med antidumpingreglerne er at opretholde loyale konkurrencevilkaar for de forskellige produktionssektorer, naar de lider skade som foelge af dumpet import.

346 Naervaerende indsigelse skal herefter forkastes.

5. Det forhold, at der ikke er taget hensyn til underudnyttelsen af PEM's produktionskapacitet, og til, at denne omstaendighed er aarsag til prisfaldene

347 Efter sagsoegerens opfattelse kan det, der anfoeres i 28. betragtning til den anfaegtede forordning, hvor der tales om »erhvervsgrenens allerede usikre situation« og om de skadelige indvirkninger paa konkurrencen, hvis PEM eventuelt maatte indstille sin produktion, ikke begrunde indfoerelsen af den omtvistede told, naar henses til den beherskede iver og den manglende konsekvens, PEM har vist i sine paastaaede forsoeg paa at levere til IPS, selv om de kvanta, denne virksomhed bestilte, rigeligt ville have daekket den paastaaede underudnyttelse af produktionskapaciteten i PEM's fabriksanlaeg.

348 Sagsoegeren har endelig anfoert, at PEM begyndte en priskrig ved i 1980'erne systematisk at nedsaette priserne i forhold til prisen paa produkter fra Kina og Rusland.

349 Det er derfor som det mindste misvisende med saadanne argumenter at haevde, at interesseafvejningen falder ud til fordel for indfoerelsen af antidumpingtold.

350 Disse indsigelser skal forkastes af de grunde, der er anfoert i forbindelse med det fjerde anbringende vedroerende den skade, faellesskabsindustrien har lidt (jf. praemis 231-263 og 268-273 ovenfor).

351 Det foelger af alt foregaaende, at det femte anbringende skal forkastes i sin helhed.

Sjette anbringende om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Parternes argumenter

352 Efter sagsoegerens opfattelse har Raadet ikke opfyldt sin begrundelsespligt i forhold til den klage, sagsoegeren den 12. juli 1994 indgav til Kommissionen mod PEM for misbrug af dominerende stilling. Der er intetsteds i den anfaegtede forordning henvist til denne klage. Denne undladelse er i betragtning af sagens forhistorie i sig selv tilstraekkelig til at medfoere annullation af forordningen paa grund af manglende begrundelse vedroerende et vaesentligt punkt. Raadet burde faktisk have udtalt sig om denne klage.

353 Sagsoegeren har naermere anfoert, at klagen i saerlig grad var velunderbygget, og at virksomheden havde fremlagt en ekspertudtalelse vedroerende forholdet mellem PEM og IPS mellem 1992 og 1995. I rapporten er PEM's svingende adfaerd sat i relief, hvilket tilsvarende gaelder mangelen paa fast metodik, PEM's systematiske og for tidlige annoncering af falske haab om resultater, forhastet afsendelse af et antal forretningsforslag uden garanti for overensstemmelse eller leveringskapacitet, hvilket uden tvivl er for at vise over for tredjemand, at virksomheden havde kapacitet til at tilfredsstille IPS.

354 Endelig havde GD IV over for GD I givet udtryk for sine betaenkeligheder i forbindelse med vedtagelsen af antidumpingforanstaltninger paa grund af de konkurrencespoergsmaal, der var rejst i sagen.

355 Raadet har anfoert, at det har taget hensyn til de faktorer, der henhoerer under konkurrencepolitikken, og at det ikke var forpligtet til at naevne klagen af 12. juli 1994 i begrundelsen for den anfaegtede forordning, saa meget desto mindre som det havde indsat en revisionsbestemmelse.

356 Raadet har gjort gaeldende, at en gennemgang af klagen viser, at sagsoegeren ikke i klagen har paaberaabt sig noget, som virksomheden ikke allerede havde gjort gaeldende i forbindelse med antidumpingundersoegelsen.

Rettens bemaerkninger

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695A0002.2

357 Det fremgaar af fast retspraksis, at den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, og saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres kontrol. Det kraeves dog ikke, at begrundelsen for forordningerne specificerer de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer, som omfattes af forordningerne, naar de falder inden for systematikken i den helhed, hvori de indgaar (Domstolens dom af 26.6.1986, sag 203/85, Nicolet Instrument, Sml. s. 2049, praemis 10, domme af 7.5.1987, sag 240/84, NTN Toyo Bearing m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1809, praemis 31, og sag 255/84, Nachi Fujikoshi mod Raadet, Sml. s. 1861, praemis 39, af 13.10.1992, forenede sager C-63/90 og C-67/90, Portugal og Spanien mod Raadet, Sml. I, s. 5073, praemis 16, og af 14.7.1994, sag C-353/92, Graekenland mod Raadet, Sml. I, s. 3411, praemis 19, og Rettens dom af 13.7.1995, forenede sager T-466/93, T-469/93, T-473/93, T-474/93 og T-477/93, O'Dwyer m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 2071, praemis 67).

358 For saa vidt naermere angaar begrundelserne til forordninger, hvorved der indfoeres antidumpingtold, har institutionerne som udgangspunkt ikke pligt til at besvare klager, som er indgivet i henhold til artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), af importoerer af det produkt, der er genstand for antidumpingtolden, og som er stoettet paa faellesskabsproducenters eventuelle overtraedelse af traktatens konkurrenceregler. Det er tilstraekkeligt, at institutionernes tankegang i forordningerne fremgaar klart og utvetydigt.

359 I den foreliggende sag kan det i oevrigt konstateres, at de vaesentligste elementer i klagen af 12. juli 1994 var kendt af faellesskabsinstitutionerne, idet de allerede var blevet paaberaabt i forbindelse med antidumpingundersoegelsen, og idet de var blevet behandlet i den anfaegtede forordning.

360 I klagen har sagsoegeren nemlig i det vaesentlige blot redegjort for PEM's misbrug, der skulle bestaa dels i naegtelse af at forsyne sagsoegeren med calciummetal af standardkvalitet, dels i indgivelsen af antidumpingklagen og fordrejning af antidumpingproceduren.

361 PEM's paastaaede misbrug, der skulle bestaa i gennemfoerelsen af tekniske bestraebelser paa unoedigt at komplicere forsoegene paa at finde en loesning paa sagsoegerens tekniske problemer og herigennem at forsinke forsyningen med calciummetal af standardkvalitet, har Raadet undersoegt i 23., 24. og 25. betragtning til den anfaegtede forordning.

362 For saa vidt angaar denne del af klagen er der altsaa ingen mangler ved begrundelsen i den anfaegtede forordning.

363 PEM's angivelige fordrejning af antidumpingproceduren skal i det vaesentlige have bestaaet i bevidst at narre Kommissionen under antidumpingproceduren ved at lade den antage, at virksomheden led et tab, og i at bruge antidumpingproceduren til at faa kendskab til status og omkostninger hos konkurrenterne paa de paagaeldende markeder. Paa dette punkt kan det konstateres, at det fremgaar saavel af den beskrivelse af proceduren, der er givet i 1.-7. betragtning til den midlertidige forordning og i 2.-5. betragtning til den anfaegtede forordning, som af forordningens opbygning som helhed, at Raadet ikke har antaget, at hverken indgivelsen af antidumpingklagen eller procedurens forloeb for institutionerne har haft til formaal at skabe eller at styrke en dominerende stilling paa calciummarkedet.

364 Kommissionen naevner nemlig i 1.-7. betragtning til den midlertidige forordning sin kontrol af de af PEM givne oplysninger og - saa vidt det var muligt - af sagsoegerens oplysninger, ligesom den naevner hoeringen af alle interesserede parter og herunder sagsoegeren under hele proceduren lige indtil hoeringen af det raadgivende udvalg.

365 Da endelig sagsoegeren hverken havde paaberaabt sig tilsidesaettelse af reglerne i grundforordningen om fortrolighed vedroerende de oplysninger, virksomheden havde afgivet under den administrative procedure, eller noget aabenbart urigtigt skoen vedroerende fastsaettelsen af niveauet for den omtvistede told, havde Raadet ingen pligt til at udtale sig udtrykkeligt om denne del af klagen.

366 Efter det anfoerte er der ingen mangler ved begrundelsen i forhold til klagens anden del.

367 Foelgelig skal det sjette anbringende forkastes.

Syvende anbringende om magtfordrejning

Parternes argumenter

368 Sagsoegeren haevder, at Kommissionen har gjort sig medskyldig i brug af en antidumpingprocedure til konkurrenceskadeligt formaal.

369 Paa markedet for raavarer er PEM den eneste faellesskabsproducent og repraesenterer saaledes faellesskabsindustrien. Virksomheden optraeder ogsaa paa samtlige markeder for forarbejdede produkter og herunder paa markedet for granuleret calcium, hvor IPS er dens stoerste konkurrent. Efter at sagsoegeren er dukket op paa markedet, har PEM uophoerligt forsoegt med alle midler at fortraenge sagsoegeren.

370 Sagsoegeren har anfoert, at virksomheden i sin klage af 12. juli 1994 samt i sit svarindlaeg har paavist, hvorledes PEM i virkeligheden har brugt antidumpingproceduren alene til at forstaerke sin dominerende stilling og til at eliminere en konkurrent.

371 Paa baggrund af den tidligere dom i sagen Extramet II, i hvilken Domstolen havde bebrejdet institutionerne, at de ikke i forbindelse med vurderingen af skaden havde taget hensyn til PEM's konkurrenceskadelige adfaerd, haabede sagsoegeren, at Kommissionen i denne nye antidumpingprocedure ville gaa frem med stoerre omtanke og undersoege virksomhedens argumenter helt objektivt. Det blev der ikke noget af, tvaertimod. Den maade, hvorpaa denne procedure er forloebet siden juli 1992, beviser fuldt ud det hemmelige samarbejde mellem PEM og Kommissionen og sidstnaevntes medskyld i procedurefordrejningen.

372 Til stoette for sit anbringende har sagsoegeren paaberaabt sig de mangler ved proceduren, der blev rejst kritik af i forbindelse med foerste og andet anbringende, nemlig den uhjemlede genoptagelse af undersoegelsen, vanskelighederne ved at faa den annullerede told tilbagebetalt og vanskelighederne ved at faa aktindsigt. Sagsoegeren har herudover paaberaabt sig de fejl, Kommissionen har begaaet vedroerende bedoemmelsen af de materielle betingelser, som er paaberaabt i forbindelse med det tredje og det fjerde anbringende, navnlig vedroerende IPS's muligheder for at anvende det af PEM producerede calcium af nuklear kvalitet, PEM's indsats for at tilpasse sine anlaeg, gengivelsen alene af PEM's tekniske argumenter og afvisningen af at traeffe bestemmelse om en ekspertundersoegelse af PEM's indsats for at levere til IPS. Endelig har sagsoegeren henvist til, at der ikke er taget hensyn til den klage, virksomheden indgav den 12. juli 1994 i henhold til traktatens artikel 86, hvilket forhold er anfoert i forbindelse med det sjette anbringende, ligesom der er henvist til personlige henvendelser til visse indflydelsesrige medlemmer af Antidumpingudvalget, som visse tjenestemaend i GD I har foretaget paa samme tidspunkt som PEM.

373 Raadet har anfoert, at sagsoegeren i sit syvende anbringende har foretaget en sammenfatning af de oevrige anbringender og herudaf udledt, at Kommissionen har gjort sig medskyldig i en procedurefordrejning, som PEM har foretaget alene med det formaal at befaeste sin paastaaede dominerende stilling. Sagsoegeren rejser saaledes alvorlige anklager mod institutionerne, uden bevis.

374 Kommissionen har understreget, at sagsoegerens insinuationer er utilstraekkelige til paa nogen maade at underbygge anbringendet.

375 Kommissionen bemaerker herved, at et forslag om indfoerelse af endelig told i henhold til grundforordningens artikel 12, stk. 1, skal forelaegges Raadet »efter konsultationer« af det raadgivende udvalg, og at Kommissionen efter samme forordnings artikel 6, stk. 1, er formand for det raadgivende udvalg. Sagsoegeren har i oevrigt fremsat sine bemaerkninger over for udvalget. Hvad angaar henvisningen til »personlige henvendelser«, hvorved sagsoegeren kunne underforstaa, at Kommissionens tjenestemaends handlinger overskred graenserne for den normale udfoerelse af deres opgaver, har Kommissionen understreget, at det er umuligt at tage stilling til ubestemte insinuationer, naar der ikke er anfoert noget om tidspunktet for henvendelserne, om de omtalte personers identitet eller om anklagernes art.

Rettens bemaerkninger

376 Det foelger af fast retspraksis, at en beslutning eller faellesskabsretsakt ikke kan anses for udtryk for magtfordrejning, medmindre det af objektive, relevante og indbyrdes sammenhaengende omstaendigheder fremgaar, at den tjener til at fremme andre formaal end de angivne (Domstolens dom af 11.7.1990, sag C-323/88, Sermes, Sml. I, s. 3027, praemis 33, og Rettens dom af 18.9.1995, sag T-167/94, Noelle mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 2589, praemis 66).

377 Som Raadet med rette har understreget, har sagsoegeren i sit syvende anbringende blot foretaget en sammenfatning af de oevrige anbringender, der er anfoert til stoette for annullationspaastanden, uden at tilvejebringe nye elementer i forhold til dem, der allerede er fremfoert i forbindelse med de oevrige anbringender. Da de indsigelser, der er indeholdt i disse anbringender, er blevet forkastet i forbindelse med behandlingen af disse, skal de ogsaa forkastes i forbindelse med naervaerende anbringende.

378 Sagsoegerens paastand om, at visse tjenestemaend i GD I paa samme tid som PEM har foretaget personlige henvendelser til visse indflydelsesrige medlemmer af Antidumpingudvalget, er ikke ledsaget af nogen oplysning om tidspunktet for henvendelserne, om de omtalte personers identitet eller om anklagernes art. Den beviser ikke, at Kommissionen har gjort sig medskyldig i brug af en antidumpingprocedure til konkurrenceskadeligt formaal, og at Kommissionen derved har gjort sig skyldig i magtfordrejning.

379 Herefter skal det syvende anbringende forkastes.

II - Den subsidiaere paastand om, at det fastslaas, at den anfaegtede forordning ikke kan goeres gaeldende over for sagsoegeren

Parternes argumenter

380 Sagsoegeren har nedlagt subsidiaer paastand om, at det fastslaas, at forordningen ikke kan goeres gaeldende over for virksomheden, idet Raadet har anlagt et aabenbart urigtigt skoen ved at indfoere antidumpingtold, der finder generel anvendelse paa al indfoersel af calciummetal med oprindelse i Kina og Rusland.

381 Sagsoegeren kan nemlig ikke anvende PEM's calcium af standardkvalitet uden at faa sine produktionsomkostninger foroeget med over 70%, hvilket indebaerer, at faellesskabsproducentens calciummetal og calcium fra Kina og Rusland ikke er samme vare. I oevrigt kan faellesskabsproducenten ikke haevde at have lidt skade ved IPS's import, der udgjorde mellem 62 og 97% af importen fra Kina og Rusland mellem 1989 og 1993. Hvis det antages, at PEM kan haevde at have lidt skade, kan den i hvert fald ikke hidroere fra sagsoegerens import.

382 Sagsoegeren opererer som forarbejdningsvirksomhed kun paa markedet for smaagranuleret calcium. Men PEM sidder paa 48% af dette marked. De, der forarbejder calciummetal indfoert fra Kina og Rusland, repraesenterer mindre end 13% af markedet. I oevrigt kan de vaelge deres leverandoer. De kan frit faa forsyninger hos PEM for at undgaa betaling af told, hvilket yderligere forstaerker PEM's stilling som leverandoer. Man kan derfor ikke konkludere, at sagsoegeren ville faa en konkurrenceskadelig fordel i forhold til disse forarbejdningsvirksomheder. Til gengaeld paafoerer betalingen af told sagsoegeren en ulempe i konkurrencen med PEM, hvilket er praecis det maal, denne virksomhed soeger at naa.

383 Grundforordningen indeholder ingen bestemmelse, der udtrykkeligt forbyder, at en bestemt importoer fritages for betaling af antidumpingtold.

384 Naar i oevrigt henses til den betydelige skoensmargen for institutionerne, som er anerkendt i retspraksis i forbindelse med gennemfoerelsen af antidumpingreglerne, er der intet til hinder for, at IPS fik en saerordning.

385 Efter Raadets opfattelse ville sagsoegeren selv opnaa en konkurrenceskadelig fordel i forhold til andre, der forarbejder calciummetal indfoert fra Kina og Rusland, og som skal betale told, hvis der var grundlag for sagsoegerens subsidiaere paastand - hvilket der ikke er.

386 Der er ikke grundlag for paastanden, idet grundforordningen ikke tillader Raadet at udelukke en bestemt importoer fra anvendelsesomraadet for en forordning, hvorved der indfoeres antidumpingtold. Den eneste mulige undtagelse er den, der findes i det tilfaelde, at en leverandoer, dvs. en eksportoer, giver tilsagn i henhold til grundforordningens artikel 10.

387 Grundforordningen indeholder ingen bestemmelse, der forbyder, at en bestemt importoer fritages for at betale antidumpingtold, men reglerne i artikel 8, stk. 2, i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) foreskriver, at antidumpingtold skal opkraeves uden forskelsbehandling. Den vide skoensmargen, institutionerne har, kan ikke fritage dem for at overholde dette princip.

Rettens bemaerkninger

388 Ingen bestemmelser i grundforordningen forbyder udtrykkeligt, at en bestemt importoer fritages for at betale antidumpingtold. Imidlertid er saavel reglerne i artikel 8, stk. 2, i aftalen om anvendelsen af artikel VI i GATT (EFT 1980 L 71, s. 90) som faellesskabsrettens almindelige principper til hinder for, at der sker forskelsbehandling i forbindelse med opkraevningen af antidumpingtold. Den vide skoensmargen, institutionerne har, kan ikke fritage dem for at overholde dette princip.

389 Foelgelig kan sagsoegerens argumentation ikke tiltraedes. At der ikke blev opkraevet antidumpingtold hos sagsoegeren, ville udgoere en forskelsbehandling i forhold til PEM og de oevrige forarbejdningsvirksomheder. Hvis nemlig sagsoegeren kunne foretage indfoersler, der er genstand for dumping, uden at vaere underkastet antidumpingtold, kunne PEM's fabrik foer eller senere - som det anfoeres i den anfaegtede forordning, uden at dette paa serioes maade er bestridt af sagsoegeren - blive tvunget til at indstille produktionen. Dette ville imidlertid vaere i strid med antidumpingreglernes formaal og med formaalet med den omtvistede antidumpingtold, og det ville ligeledes placere PEM og de oevrige forarbejdningsvirksomheder i en ufordelagtig konkurrencemaessig situation, for saa vidt de i modsaetning til sagsoegeren ikke kunne koebe kinesisk og russisk calciummetal til dumpingpriser for at konkurrere med sagsoegeren paa markedet for granuleret calciummetal.

390 De oevrige to argumenter, sagsoegeren har fremfoert, vedroerende den manglende mulighed for at anvende calcium af standardkvalitet fra PEM og vedroerende den omstaendighed, at PEM ikke har lidt skade (jf. praemis 381 ovenfor), kan ikke tiltraedes af de grunde, der er anfoert i forbindelse med behandlingen af det tredje og det fjerde anbringende, i hvilken forbindelse Retten har udtalt, at institutionerne hverken har begaaet fejl med hensyn til faktum eller retlige fejl, ligesom der ikke foreligger et aabenbart urigtigt skoen i forbindelse med afgoerelsen af, hvad der er samme vare, eller i forbindelse med undersoegelsen af det tab, faellesskabsindustrien har lidt (jf. praemis 202-221, 231-263, 268-273 og 279-283 ovenfor).

391 Herefter skal der ske frifindelse i forhold til den subsidiaere paastand.

392 Det foelger af alt det foregaaende, at Raadet skal frifindes i det hele.

Sagens omkostninger

393 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, skal sagsoegeren betale Raadets omkostninger i overensstemmelse med Raadets paastand herom, herunder omkostningerne i forbindelse med begaeringen om foreloebige forholdsregler.

394 Intervenienterne, PEM og Chambre syndicale, har nedlagt paastand om, at sagsoegeren tilpligtes at betale de med deres intervention forbundne omkostninger.

395 Efter sagens omstaendigheder skal sagsoegeren baere PEM's omkostninger.

396 Chambre syndicale er kun indtraadt i naervaerende sag i sin egenskab af forening, der forsvarer faellesskabsindustriens generelle interesser, og ikke som faellesskabsproducent, der er direkte beroert af de russiske og kinesiske producenters dumpingpraksis. Under disse omstaendigheder er der ikke grundlag for at bestemme, at sagsoegeren skal baere de med foreningens intervention forbundne omkostninger. Chambre syndicale skal derfor baere sine egne omkostninger.

397 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer institutioner, der er indtraadt i en sag, deres egne omkostninger. Kommissionen skal derfor baere sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Femte Udvidede Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union frifindes.

2) Sagsoegeren baerer sine egne omkostninger og Raadets omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med begaeringen om foreloebige forholdsregler, samt intervenienten Péchiney électrométallurgie's omkostninger.

3) Chambre syndicale de l'électrométallurgie et de l'électrochimie og Kommissionen baerer hver deres egne omkostninger.