61995J0398

1 Fri udveksling af tjenesteydelser - traktatens bestemmelser - anvendelsesomraade - kriterium for afgraensningen - graenseoverskridende element - tjenesteyderen etableret i en anden medlemsstat end den, hvor ydelsen udfoeres

(EF-traktaten, art. 59)

2 Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - forbud - raekkevidde - foranstaltninger, der gaelder uden forskel - bestemmelser i en medlemsstat, som goer den retlige form af en arbejdskontrakt obligatorisk mellem turist- og rejsebureauer, der organiserer rejseprogrammer i denne medlemsstat, og turistfoerere, der er indehavere af en autorisation til at udoeve deres erhverv dér - ulovlige

(EF-traktaten, art. 59)

3 Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner begrundet i almene hensyn - lovlighed - betingelser

(EF-traktaten, art. 59)

4 Fri udveksling af tjenesteydelser - restriktioner - bestemmelser i en medlemsstat, som goer den retlige form af en arbejdskontrakt obligatorisk mellem turist- og rejsebureauer, der organiserer rejseprogrammer i denne medlemsstat, og turistfoerere, der er indehavere af en autorisation til at udoeve deres erhverv dér - begrundelse i almene hensyn - opretholdelse af arbejdsfreden - foranstaltning med et formaal af oekonomisk art - udelukket - foranstaltningens noedvendighed - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 59)

5 Traktatens artikel 59 finder ikke blot anvendelse, naar yderen og modtageren af tjenesteydelsen er etableret i forskellige medlemsstater, men ogsaa i alle tilfaelde, hvor en tjenesteyder tilbyder tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret, uanset hvor modtagerne af tjenesteydelserne er hjemmehoerende.

6 Traktatens artikel 59 kraever ikke blot afskaffelse af enhver forskelsbehandling til skade for tjenesteyderen paa grund af dennes nationalitet, men ogsaa ophaevelse af enhver restriktion - ogsaa selv om den anvendes uden forskel paa indenlandske tjenesteydere og tjenesteydere fra andre medlemsstater - der kan vaere til hinder for eller paa anden maade genere den virksomhed, som udoeves af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor han lovligt leverer tilsvarende tjenesteydelser.

Foelgelig foreligger der en hindring som omhandlet i traktatens artikel 59 i forbindelse med bestemmelser i en medlemsstat, der, ved at stille krav til den retlige form af arbejdskontrakten mellem parterne, hindrer turist- og rejsebureauer, uanset hvor de er etableret, i som led i gennemfoerelsen af de rejseprogrammer, de ivaerksaetter i denne medlemsstat, at indgaa en kontrakt om tjenesteydelser med en turistfoerer, som er autoriseret til at udoeve sit erhverv dér, og som har hjemsted i en anden medlemsstat.

7 Den frie udveksling af tjenesteydelser, som er et grundlaeggende princip i traktaten, kan kun begraenses ved regler, der er begrundet i tvingende almene hensyn, og som gaelder for enhver person eller ethvert selskab, der driver virksomhed paa modtagerstatens omraade. Det er navnlig en betingelse, at restriktionerne er egnede til at sikre virkeliggoerelsen af det formaal, som de forfoelger, og de maa ikke gaa videre end noedvendigt for at naa dette maal.

8 Bestemmelser i en medlemsstat, der, ved at stille krav til den retlige form af arbejdskontrakten mellem parterne, hindrer turist- og rejsebureauer, uanset hvor de er etableret, i som led i gennemfoerelsen af de rejseprogrammer, de ivaerksaetter i denne medlemsstat, at indgaa en kontrakt om tjenesteydelser med en turistfoerer, som er autoriseret til at udoeve sit erhverv dér, og som har hjemsted i en anden medlemsstat, kan ikke vaere berettiget af tvingende almene hensyn til opretholdelse af arbejdsfreden, da de dels har et formaal af oekonomisk art, fordi de er indfoert for at bringe bestaaende konflikter mellem turistfoerere og turist- og rejsebureauer til ophoer og saaledes undgaa, at turismen, og dermed landets oekonomi, lider negative foelger heraf, og da det dels ikke er fremgaaet, at det er noedvendigt for at opretholde arbejdsfreden at begraense selvstaendig virksomhed, der udoeves af turistfoerere med hjemsted i andre medlemsstater som led i gennemfoerelsen af rejseprogrammer organiseret af turist- og rejsebureauer.

I sag C-398/95,

angaaende en anmodning, som Simvulio Epikratias i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Sindesmos ton en Elladi Turistikon ke Taxidiotikon Grafion

mod

Ypourgos Ergasias,

procesdeltagere:

Somatio Diplomatuchon Xenagon,

Panellinia Omospondia Xenagon,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 59 og 60,

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray, P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), H. Ragnemalm og R. Schintgen,

generaladvokat: C.O. Lenz

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Sindesmos ton en Elladi Turistikon ke Taxidiotikon Grafion ved advokat Charis Tagaras, Thessaloniki, og advokat Andreas Loverdos, Athen

- Somatio Diplomatuchon Xenagon og Panellinia Omospondia Xenagon ved advokat Giorgios Papadimitriou, Athen

- den graeske regering ved statens advokat, Panagiotis Kamarineas, forskningsmedarbejder Evi Skandalou, Sekretariatet for EF-ret, Udenrigsministeriet, og fuldmaegtig hos statens advokat, Vasileia Pelekou, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Dimitrios Gouloussis, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 22. januar 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Sindesmos ton en Elladi Turistikon ke Taxidiotikon Grafion ved Charis Tagaras, af Somatio Diplomatuchon Xenagon og Panellinia Omospondia Xenagon ved advokat Nikolaos Pimplis, Athen, af den graeske regering ved konsulent hos statens advokat Georgios Kanellopoulos, som befuldmaegtiget, og Evi Skandalou, og af Kommissionen ved Dimitrios Gouloussis,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 4. marts 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 7. november 1995, indgaaet til Domstolen den 18. december 1995, har Simvulio Epikratias i henhold til EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 59 og 60.

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en sag anlagt af Sindesmos ton en Elladi Turistikon ke Taxidiotikon Grafion (foreningen af graeske rejse- og turistbureauer, herefter »SETTG«) med paastand om ophaevelse af arbejdsministerens afgoerelse nr. 10505/1988 (Den Hellenske Republiks Lovtidende 68/5.2.1988, bind B, herefter »afgoerelsen«).

3 Ifoelge det i hovedsagen oplyste, gik afgoerelsen ud paa, at voldgiftskendelse nr. 54/1987 afsagt af Defterovathmio Diikitiko Dietitiko Dikastirio Athinon kunne fuldbyrdes; denne kendelse havde stadfaestet voldgiftskendelse nr. 55/1987 afsagt af Protovathmio Diikitiko Dietitiko Dikastirio Athinon. Sidstnaevnte kendelse var en afgoerelse af den kollektive arbejdskonflikt mellem SETTG og Enosi Efopliston Epivatikon Plion (linjerederiforeningen, herefter »EEEP«) paa den ene side og Somatio Diplomatuchon Xenagon (foreningen af diplomerede turistfoerere, herefter »SDX«) paa den anden side vedroerende loen- og arbejdsvilkaarene for turistfoerere i Athen, Piraeus og omegn.

4 Voldgiftskendelserne blev afsagt under henvisning til artikel 37 i lov nr. 1545/1985, som bestemmer foelgende: »Turistfoerere, der har den fornoedne autorisation til at udoeve erhvervet som turistfoerer, og som er knyttet til turist- og rejsebureauer, til medlemmer af linjerederiforeningen eller til udenlandske turistbureauer, enten direkte eller via disses filialer i Graekenland, er med henblik paa gennemfoerelse af de rejseprogrammer, som disse bureauer ivaerksaetter, forpligtet ved arbejdskontrakt og er undergivet de relevante bestemmelser i den graeske arbejdsret i forholdet til deres arbejdsgivere.«

5 Simvulio Epikratias, som fandt, at tvisten rejste et problem vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten, besluttede at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Er artikel 37 i lov nr. 1545/1985, som, naar de i bestemmelsen angivne betingelser er opfyldt, kraever oprettelse af en arbejdskontrakt mellem parterne, hvilket normalt ogsaa er den retlige form, hvori turistfoerere praesterer deres tjenesteydelser i de i bestemmelsen angivne tilfaelde, i strid med traktatens artikel 59 ff.?

2) Saafremt der gives et bekraeftende svar, er denne bestemmelse da berettiget af almene hensyn til at bevare arbejdsfreden paa det foelsomme omraade tjenesteydelser paa turistomraadet, som den graeske stat som turistland har en naturlig og begrundet interesse i at regulere ved lov?«

Det foerste spoergsmaal

6 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at det foerste spoergsmaal skal forstaas saaledes, at det reelt gaar ud paa, om der foreligger en hindring som omhandlet i traktatens artikel 59 i forbindelse med bestemmelser i en medlemsstat, der, ved at stille krav til den retlige form af arbejdskontrakten mellem parterne, hindrer turist- og rejsebureauerne, uanset hvor de er etableret, i som led i gennemfoerelsen af de rejseprogrammer, de ivaerksaetter i denne medlemsstat, at indgaa en kontrakt om tjenesteydelser med en turistfoerer, som er autoriseret til at udoeve erhvervet dér.

7 Indledningsvis bemaerkes, at en turistfoerers virksomhed kan antage to forskellige former. Et rejsebureau kan benytte turistfoerere, som er ansat i bureauet selv, men det kan ogsaa beskaeftige selvstaendige turistfoerere. I sidstnaevnte tilfaelde udfoerer turistfoereren tjenesteydelsen for rejsebureauet, og ydelsen er virksomhed, der udfoeres mod betaling, jf. traktatens artikel 60 (jf. dom af 26.2.1991, sag C-198/89, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 727, praemis 5 og 6).

8 Det bemaerkes ligeledes, at traktatens artikel 59 ikke blot finder anvendelse, naar yderen og modtageren af tjenesteydelsen er etableret i forskellige medlemsstater, men ogsaa i alle tilfaelde, hvor en tjenesteyder tilbyder tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret, uanset hvor modtagerne af tjenesteydelserne er hjemmehoerende (den naevnte dom i sagen Kommissionen mod Graekenland, praemis 8, 9 og 10).

9 Det maa derfor foerst undersoeges, om bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede i de i artikel 59 naevnte tilfaelde kan paavirke retten til fri udveksling af tjenesteydelser for selvstaendige turistfoerere, der er hjemmehoerende i en anden medlemsstat.

10 I den forbindelse har SDX gjort gaeldende, at bestemmelserne kun finder anvendelse paa turistfoerere etableret i Graekenland, da de udelukkende gaelder for dem, der har autorisation til dér at udoeve dette erhverv. Det foelger af den naevnte dom i sagen Kommissionen mod Graekenland, at en saadan autorisation, som forudsaetter besiddelse af et diplom, ikke kan kraeves af turistfoerere hjemmehoerende i en anden medlemsstat, naar de ledsager en gruppe turister i Graekenland.

11 Denne argumentation kan ikke laegges til grund.

12 Den blotte omstaendighed, at turistfoerere, der er hjemmehoerende i en anden medlemsstat, ikke behoever en saadan autorisation, naar de ledsager en gruppe turister i Graekenland, giver ikke grundlag for at konkludere, at de ikke kan have interesse i, for at kvalificere sig bedre, at erhverve et saadant diplom og hermed opnaa autorisation til at udoeve erhvervet dér. I et saadant tilfaelde finder bestemmelserne anvendelse paa dem.

13 Det foelger heraf, at saadanne bestemmelser kan paavirke retten til fri udveksling af tjenesteydelser for selvstaendige turistfoerere, der er hjemmehoerende i en anden medlemsstat, naar de er indehavere af en autorisation til at udoeve erhvervet i den foerste medlemsstat, og naar de tilbyder deres tjenesteydelser med henblik paa gennemfoerelse af de rejseprogrammer, der organiseres i denne stat af turist- eller rejsebureauer, uanset hvor disse bureauer er etableret inden for Faellesskabet.

14 Det maa dernaest undersoeges, om bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede er en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser for selvstaendige turistfoerere, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater.

15 Det staar fast, at disse bestemmelser gaelder uden forskel for alle autoriserede turistfoerere.

16 Imidlertid kraever traktatens artikel 59 ikke blot afskaffelse af enhver forskelsbehandling til skade for tjenesteyderen paa grund af dennes nationalitet, men ogsaa ophaevelse af enhver restriktion - ogsaa selv om den anvendes uden forskel paa indenlandske tjenesteydere og tjenesteydere fra andre medlemsstater - der kan vaere til hinder for eller paa anden maade genere den virksomhed, som udoeves af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor han lovligt leverer tilsvarende tjenesteydelser (dom af 25.7.1991, sag C-76/90, Saeger, Sml. I, s. 4221, praemis 12).

17 Det maa fastslaas, at saadanne bestemmelser ved obligatorisk at henfoere en turistfoerers tjenesteydelsesforhold som led i gennemfoerelsen af rejseprogrammer i denne stat under en arbejdskontrakt i national rets forstand, beroever turistfoerere med hjemsted i en anden medlemsstat muligheden for at udoeve deres virksomhed i den foerste medlemsstat som selvstaendige.

18 En bestemmelse af den art er foelgelig en hindring for friheden for turistfoerere, der har hjemsted i andre medlemsstater, til at udfoere saadanne tjenesteydelser som selvstaendige.

19 Det foerste spoergsmaal skal foelgelig besvares saaledes, at der foreligger en hindring som omhandlet i traktatens artikel 59 i forbindelse med bestemmelser i en medlemsstat, der, ved at stille krav til den retlige form af arbejdskontrakten mellem parterne, hindrer turist- og rejsebureauer, uanset hvor de er etableret, i som led i gennemfoerelsen af de rejseprogrammer, de ivaerksaetter i denne medlemsstat, at indgaa en kontrakt om tjenesteydelser med en turistfoerer, som er autoriseret til at udoeve sit erhverv dér, og som har hjemsted i en anden medlemsstat.

Det andet spoergsmaal

20 Den forelaeggende rets andet spoergsmaal gaar ud paa, om en saadan hindring kan vaere begrundet i almene hensyn til at bevare arbejdsfreden paa det foelsomme omraade tjenesteydelser paa turistomraadet, som Den Hellenske Republik som turistland har en naturlig og begrundet interesse i at regulere ved lov.

21 Ifoelge Domstolens faste praksis kan den frie udveksling af tjenesteydelser, som er et grundlaeggende princip i traktaten, kun begraenses ved regler, der er begrundet i tvingende almene hensyn, og som gaelder for enhver person eller ethvert selskab, der driver virksomhed paa modtagerstatens omraade. Det er navnlig en betingelse, at restriktionerne er egnede til at sikre virkeliggoerelsen af det formaal, som de forfoelger, og de maa ikke gaa videre end noedvendigt for at naa dette maal (domme af 25.7.1991, Saeger, praemis 15; sag C-288/89, Gouda m.fl., Sml. I, s. 4007, praemis 13, 14 og 15; af 31.3.1993, sag C-19/92, Kraus, Sml. I, s. 1663, praemis 32, og af 30.11.1995, sag C-55/94, Gebhard, Sml. I, s. 4165, praemis 37).

22 Hvad angaar spoergsmaalet, om opretholdelse af arbejdsfreden kan vaere et tvingende hensyn af almen interesse, som berettiger de i hovedsagen omhandlede bestemmelser, fremgaar det af forelaeggelseskendelsen, at de er blevet indfoert for at regulere konflikter, der laenge har bestaaet mellem turistfoererne og turist- og rejsebureauerne, og saaledes undgaa, at turismen, og dermed landets oekonomi, lider negative foelger heraf. I den forbindelse har den graeske regering selv under den mundtlige forhandling paapeget, at formaalet med at indfoere bestemmelserne var at sikre en velfungerende indenlandsk oekonomi.

23 Opretholdelse af arbejdsfreden som middel til at bringe en kollektiv konflikt til ophoer og saaledes undgaa, at en oekonomisk sektor, og dermed et lands oekonomi, lider negative foelger deraf, maa imidlertid betragtes som et formaal af oekonomisk art, der ikke kan betragtes som et alment hensyn, der berettiger en restriktion af en grundlaeggende frihed, der sikres ved traktaten (jf. foernaevnte dom i sagen Gouda m.fl., praemis 11).

24 Som generaladvokaten i oevrigt har anfoert i punkt 66 i forslaget til afgoerelse, har ingen af de parter, der har afgivet indlaeg i denne sag, haevdet, at det var noedvendigt for at opretholde arbejdsfreden at begraense selvstaendig virksomhed, der udoeves af turistfoerere med hjemsted i andre medlemsstater som led i gennemfoerelsen af rejseprogrammer organiseret i Graekenland af turist- og rejsebureauer.

25 Det andet spoergsmaal skal derfor besvares saaledes, at saadanne bestemmelser ikke kan vaere begrundet i almene hensyn til opretholdelse af arbejdsfreden som middel til at bringe en kollektiv konflikt til ophoer og saaledes undgaa, at en oekonomisk sektor, og dermed landets oekonomi, lider negative foelger deraf.

Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af den graeske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Simvulio Epikratias ved kendelse af 7. november 1995, for ret:

1) Der foreligger en hindring som omhandlet i EF-traktatens artikel 59 i forbindelse med bestemmelser i en medlemsstat, der, ved at stille krav til den retlige form af arbejdskontrakten mellem parterne, hindrer turist- og rejsebureauer, uanset hvor de er etableret, i som led i gennemfoerelsen af de rejseprogrammer, de ivaerksaetter i denne medlemsstat, at indgaa en kontrakt om tjenesteydelser med en turistfoerer, som er autoriseret til at udoeve sit erhverv dér, og som har hjemsted i en anden medlemsstat.

2) Saadanne bestemmelser kan ikke vaere begrundet i almene hensyn til opretholdelse af arbejdsfreden som middel til at bringe en kollektiv konflikt til ophoer og saaledes undgaa, at en oekonomisk sektor, og dermed landets oekonomi, lider negative foelger deraf.