1 Appel - intervention - bibeholdelse under retsforhandlingerne for Domstolen af status som intervenient opnaaet under retsforhandlingerne for Retten - anbringender, der kan fremfoeres af intervenienten over for appellanten
(Statutten for EF-Domstolen, art. 49, stk. 2; Domstolens procesreglement, art. 115)
2 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - kommissionsbeslutning stilet til medlemsstaterne om indfoerelse af en beskyttelsesforanstaltning
(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)
3 Appel - anbringender - fejlagtig bedoemmelse af faktiske omstaendigheder - afvisning - forkastelse
(EF-traktaten, art. 168 A; statutten for EF-Domstolen, art. 51)
4 De oversoeiske landes og territoriers associering - gennemfoerelse ved Raadet - beskyttelse af Faellesskabets interesser ved indsaettelse af en beskyttelsesklausul i reglerne om fri adgang til Faellesskabets marked for landbrugsvarer hidroerende fra associerede oversoeiske lande og territorier - lovlighed
[EF-traktaten, art. 3, litra r), art. 131, art. 132, art. 133, stk. 1, og art. 136, stk. 2]
5 De oversoeiske landes og territoriers associering - beskyttelsesforanstaltninger rettet mod import af landbrugsvarer hidroerende fra associerede lande og territorier - betingelser for indfoerelse - Kommissionens skoen
(Raadets afgoerelse 91/482, art. 109)
6 De oversoeiske landes og territoriers associering - beskyttelsesforanstaltninger rettet mod import af landbrugsvarer hidroerende fra associerede lande og territorier - produkt med oprindelse i De Nederlandske Antiller, som stilles i en ugunstig konkurrencesituation i forhold til faellesskabsproduktet - proportionalitetsprincippet - tilsidesaettelse - ingen
(Kommissionens beslutning 93/211)
7 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg - tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private - retsakt, der har form af en beslutning og beroerer sagsoegeren individuelt - ingen betydning for, om den retsakt, der er genstand for erstatningssoegsmaalet, har normativ karakter
(EF-traktaten, art. 178 og art. 215, stk. 2)
1 Det foelger af artikel 49 i statutten for Domstolen, at intervenienterne for Retten anses for parter ved denne ret. Naar Rettens dom appelleres, finder artikel 115, stk. 1, i Domstolens procesreglement foelgelig anvendelse paa dem, hvilket fritager dem fra at fremsaette en ny begaering om intervention for Domstolen i medfoer af artikel 93 og 123 i procesreglementet.
Da der med hensyn til de anbringender, som de kan fremfoere under en appel, ikke er nogen sondring mellem de parter, der har ret til at indgive et svarskrift, maa en intervenient, der har denne ret, kunne fremfoere anbringender om ethvert retsspoergsmaal, som den appellerede dom er baseret paa. En saadan part kan foelgelig goere gaeldende for Domstolen, at sagen maa afvises, til trods for, at den part, som denne har stoettet for Retten, og som havde rejst denne indsigelse i foerste instans, ikke har gentaget den i sit svarskrift under appellen.
2 Den retsbeskyttelse, som en privat har i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kan ikke afhaenge af, om den anfaegtede beslutning er rettet til en enkelt medlemsstat eller til flere, men maa fastslaas paa grundlag af, hvor specifik denne private persons situation er i forhold til enhver anden beroert person. Naar der naermere bestemt er tale om en beslutning om indfoerelse af en beskyttelsesforanstaltning, er det, der er afgoerende ved identifikationen af de personer, der er individuelt beroert af denne, den beskyttelse, som det land eller det territorium saavel som de beroerte virksomheder, over for hvilke beskyttelsesforanstaltningen er vedtaget, nyder i henhold til faellesskabsretten.
3 Det er alene Retten, der er kompetent til dels at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstaendigheder. Vurderingen af de faktiske omstaendigheder er foelgelig ikke - medmindre de er gengivet forkert - et retsspoergsmaal og dermed ikke undergivet Domstolens proevelsesret.
4 Traktatens artikel 136, stk. 2, udelukker ikke, at Faellesskabet traeffer en beskyttelsesforanstaltning, der tillader begraensninger af den frie indfoersel af landbrugsvarer med oprindelse i oversoeiske lande og territorier (OLT).
For det foerste er OLT nemlig, skoent de er associerede lande og territorier, der har saerlige forbindelser med Faellesskabet, dog ikke en del af dette, og der er ikke paa dette udviklingstrin i henhold til traktatens artikel 132 frie varebevaegelser mellem OLT og Faellesskabet uden begraensninger.
Naar Raadet for det andet traeffer afgoerelser vedroerende OLT i henhold til artikel 136, stk. 2, som bemyndiger det til at traeffe afgoerelser som led i associeringen paa grundlag af de principper, der er nedfaeldet i traktaten, skal det ikke blot tage hensyn til de principper, der findes i traktatens fjerde del om OLT, men ogsaa til de oevrige principper i faellesskabsretten, herunder dem, der vedroerer den faelles landbrugspolitik.
Desuden indebaerer Faellesskabets fremme af de oversoeiske landes og territoriers oekonomiske og sociale udvikling, som foreskrives i traktatens artikel 3, litra r), og artikel 131, ikke en forpligtelse til at privilegere disse lande og territorier, og afskaffelsen af told ved indfoersel til Faellesskabet af varer med oprindelse i disse, som foreskrives i traktatens artikel 133, stk. 1, udelukker ikke, at der er mulighed for at indfoere en beskyttelsesklausul i henhold til artikel 136, stk. 2, som kun undtagelsesvis, delvis og midlertidig begraenser indfoerslen.
5 Kommissionen har et vidt skoen ved anvendelsen af artikel 109 i afgoerelse 91/482 om de oversoeiske landes og territoriers associering, som bemyndiger den til at traeffe eller tillade beskyttelsesforanstaltninger, naar visse betingelser er opfyldt. Naar der er tale om et saadant skoen, paahviler det Retten at begraense sig til at proeve, om udoevelsen heraf er aabenbart urigtig eller behaeftet med magtfordrejning, eller om Kommissionen aabenbart har overskredet graenserne for sit skoen.
6 Formaalet med beslutning 93/211, hvorved Kommissionen har fastsat den mindstepris for import af ris fra De Nederlandske Antiller, som den havde indfoert som beskyttelsesforanstaltning ved beslutning 93/127, til et saadant niveau, at den paagaeldende ris ikke laengere saettes i en ugunstig situation i forhold til ris fra tredjelande, er at fastsaette en mindstepris for import af ris fra Antillerne, der bringer mindst mulig forstyrrelse i associeringen mellem de oversoeiske lande og territorier og Faellesskabet, samtidig med at de vanskeligheder, der er opstaaet paa Faellesskabets marked, afhjaelpes. I betragtning af dette formaal er den paagaeldende beslutning, for saa vidt den stiller ris fra Antillerne i en ugunstig konkurrencesituation i forhold til ris fra Faellesskabet, ikke i strid med proportionalitetsprincippet, da det hoerer til selve kernen i en beskyttelsesforanstaltning, at nogle indfoerte produkter undergives en ordning, der er ugunstig i forhold til faellesskabsprodukterne.
7 I en retlig sammenhaeng, som er karakteriseret ved udoevelsen af en vid skoensbefoejelse, er en institutions tilsidesaettelse af faellesskabsretten ikke i sig selv tilstraekkelig til at paadrage Faellesskabet ansvar uden for kontrakt i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, for den skade, som private maatte have lidt. Et saadant ansvar kan kun paadrages, hvis den paagaeldende institution aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser.
I oevrigt kan hverken den omstaendighed, at den anfaegtede retsakt har form af en beslutning og foelgelig i princippet kan vaere genstand for et annullationssoegsmaal, eller den omstaendighed, at sagsoegeren er individuelt beroert af denne retsakt, udelukke, at en saadan retsakt under et erstatningssoegsmaal anses for at vaere af normativ karakter, da denne karakter for det foerste er bundet til den paagaeldende retsakts art og ikke dens form, og da erstatningssoegsmaalet for det andet er et selvstaendigt retsmiddel.