61995J0359

Konkurrence - administrativ procedure - undersoegelse af klagepunkter - klage over overtraedelser af saavel traktatens artikel 85 og 86 som dens artikel 90 - afvisning af klagen for saa vidt angaar artikel 85 og 86 foer afslutning af undersoegelsen paa grundlag af artikel 90 - lovlig

(EF-traktaten, art. 85, 86 og 90)

Naar Kommissionen har faaet forelagt en klage vedroerende overtraedelser baade af traktatens artikel 85 og 86 og dens artikel 90, kan den endeligt afvise klagen under henvisning til, at traktatens artikel 85 og 86 ikke kan finde anvendelse samt til, at der ikke foreligger nogen interesse for Faellesskabet, foerend den afslutter sin undersoegelse af klagen for saa vidt angaar artikel 90.

En national lovgivnings overensstemmelse med traktatens konkurrencebestemmelser kan ikke herved anses for afgoerende, naar det skal afgoeres, om traktatens artikel 85 og 86 kan finde anvendelse paa adfaerden hos virksomheder, der handler i overensstemmelse med denne lovgivning. Selv om det for at tage stilling til lovligheden af disse virksomheders adfaerd er absolut noedvendigt foerst at undersoege den paagaeldende nationale lovgivning, har denne undersoegelse alene til formaal at fastslaa, hvilken indflydelse denne lovgivning kan have paa denne adfaerd.

Traktatens artikel 85 og 86 tager saaledes kun sigte paa konkurrencestridig adfaerd fra virksomhedernes side paa deres eget initiativ. Saafremt virksomhederne paanoedes en konkurrencestridig adfaerd ved en national lovgivning, eller saafremt denne lovgivning skaber en retlig ramme, som paa sin side beroever dem enhver mulighed for at konkurrere retmaessigt, finder traktatens artikel 85 og 86 ikke anvendelse. I denne situation skyldes begraensningen af konkurrencen ikke, som det forudsaettes i disse bestemmelser, en selvstaendig adfaerd fra virksomhedernes side.

Derimod kan traktatens artikel 85 og 86 finde anvendelse i en situation, hvor der efter den nationale lovgivning fortsat bestaar en mulighed for at konkurrere, men hvor denne konkurrence kan hindres, begraenses eller fordrejes ved en selvstaendig adfaerd fra virksomhedernes side.

Naar Kommissionen undersoeger, om traktatens artikel 85 og 86 kan finde anvendelse paa virksomhedernes adfaerd, tager den forudgaaende vurdering af en national lovgivning, der kan paavirke denne adfaerd, derfor kun sigte paa at afgoere, om der efter denne lovgivning fortsat er mulighed for en konkurrence, som kan hindres, begraenses eller fordrejes ved en selvstaendig adfaerd fra deres side.

I de forenede sager C-359/95 P og C-379/95 P,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Francisco Enrique González Díaz og Richard Lyal, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

og

Den Franske Republik ved kontorchef Jean-François Dobelle, bistaaet af kontorchef Catherine de Salins og fuldmaegtig Jean-Marc Belorgey, alle Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Frankrigs Ambassade, 8 B, boulevard Joseph II,

appellanter,

angaaende appel af dom afsagt den 18. september 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Foerste Udvidede Afdeling) i sag T-548/93, Ladbroke Racing mod Kommissionen (Sml. II, s. 2565), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af dommen,

den anden part i appelsagen:

Ladbroke Racing Ltd (Det Forenede Kongerige) ved Jeremy Lever, QC, og barrister Christopher Vajda for solicitor Stephen Kon, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Winandy & Err, 60, avenue Gaston Diderich,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, H. Ragnemalm og R. Schintgen og samt dommerne G.F. Mancini, P.J.G. Kapteyn (refererende dommer), J.L. Murray, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch og P. Jann,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 21. januar 1997,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 13. maj 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrifter indleveret til Domstolens Justitskontor henholdsvis den 22. og den 27. november 1995 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber (sag C-359/95 P) og Den Franske Republik (sag C-379/95 P) hver for sig i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom af 18. september 1995, sag T-548/93, Ladbroke Racing mod Kommissionen (Sml. II, s. 2565, herefter »den anfaegtede dom«), hvorved De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans annullerede Kommissionens afvisning ifoelge skrivelse af 29. juli 1993 af en af Ladbroke Racing Ltd (herefter »Ladbroke«) i medfoer af EF-traktatens artikel 85 og 86 indgivet klage (herefter »den omtvistede beslutning«).

2 Ved kendelse af 29. januar 1996 har Domstolens praesident besluttet at forene sag C-359/95 P og sag C-379/95 P med henblik paa den skriftlige og den mundtlige forhandling samt domsafsigelsen.

3 Det fremgaar af den anfaegtede doms praemis 2-7, at Ladbroke den 24. november 1989 forelagde Kommissionen en klage (IV/33.374) dels over Den Franske Republik under henvisning til EF-traktatens artikel 90, og dels over de ti foerende vaeddeloebsselskaber i Frankrig og Pari mutuel urbain (herefter »PMU«) under henvisning til traktatens artikel 85 og 86. PMU er en erhvervsoekonomisk sammenslutning med de ti foerende vaeddeloebsselskaber i Frankrig som deltagere og er stiftet med henblik paa at udnytte disse selskabers rettigheder vedroerende afslutning af off-course-vaeddemaal efter totalisatorsystemet.

4 PMU's udnyttelse af selskabernes rettigheder ved organiseringen af disse vaeddemaal foregik oprindeligt som »faellesydelse«, der som grundlag havde et dekret af 11. juli 1930 om udvidelse af off-course-totalisatorvaeddemaal, udstedt i medfoer af artikel 186 i den franske finanslov af 16. april 1930, og som i artikel 1 indeholdt foelgende bestemmelse: »Off-course-vaeddemaal efter totalisatorsystemet kan med landbrugsministerens tilladelse organiseres og gennemfoeres af de parisiske vaeddeloebsselskaber i samarbejde med vaeddeloebsselskaberne i provinsen.« Efter bestemmelserne i artikel 13 i dekret nr. 74-954 af 14. november 1974 om hestevaeddeloebsselskaber har PMU fra naevnte dato varetaget vaeddeloebsselskabernes rettigheder i off-course-totalisatorvaeddemaal med eneret, idet det i disse bestemmelser foreskrives, at »de vaeddeloebsselskaber, der kan afslutte off-course-vaeddemaal efter totalisatorsystemet, lader udnyttelsen heraf ske gennem en faelles tjeneste, der benaevnes 'Pari mutuel urbain'«. Denne eneret for PMU er beskyttet ved et forbud mod, at andre end PMU afslutter vaeddemaal (artikel 8 i faellesministeriel anordning af 13.9.1985 om PMU). Den omfatter ogsaa vaeddemaal, der indgaas uden for Frankrig i vaeddeloeb, der organiseres i Frankrig, samt vaeddemaal, der indgaas i Frankrig i vaeddeloeb, der organiseres i udlandet, idet disse ogsaa kun maa formidles af selskaber, der har faaet tilladelse hertil, og/eller af PMU (artikel 15, stk. 3, i lov nr. 64-1279 af 23.12.1964, 1965-finansloven, og artikel 21 i ovennaevnte dekret nr. 83-878 af 4.10.1983 om vaeddeloebsselskaber og pari mutuel) (den anfaegtede doms praemis 3).

5 Klagen drejede sig bl.a. om denne maade at organisere off-course-vaeddemaal i Frankrig paa.

6 Ladbroke gjorde, for saa vidt selskabets klage tog sige paa PMU og de heri sammensluttede selskaber, gaeldende, at der forelaa aftaler eller samordnet praksis mellem de autoriserede vaeddeloebsselskaber indbyrdes og mellem dem og PMU om, at PMU skulle have eneret til off-course-totalisatorvaeddemaal i loeb, der blev arrangeret eller kontrolleredes af de naevnte selskaber, hvilket var i strid med traktatens artikel 85 (den anfaegtede doms praemis 5). Tilkendelsen af en saadan eneret til PMU udgjorde desuden i strid med traktatens artikel 85 et misbrug af dominerende stilling fra vaeddeloebsselskabernes side (den anfaegtede doms praemis 6).

7 Den her omhandlede del af klagen tog desuden sigte paa aftaler eller samordnet praksis med det formaal i strid med traktatens artikel 85 at stoette en ansoegning om statsstoette til PMU og at give PMU mulighed for at drive virksomhed i andre medlemsstater end Den Franske Republik (den anfaegtede doms praemis 5). Den havde desuden til formaal at standse de overtraedelser af traktatens artikel 86, der var en foelge af PMU's modtagelse af en ulovlig statsstoette og udnyttelsen af de hermed opnaaede konkurrencemaessige fordele. Ladbroke oplyste over for Kommissionen, at der fra PMU's side forelaa andre former for misbrug af dominerende stilling, nemlig udnyttelse af spillerne, der er modtagere af PMU's ydelser (den anfaegtede doms praemis 6).

8 Ladbroke gjorde, for saa vidt selskabets klage tog sigte paa Den Franske Republik, gaeldende, at denne havde overtraadt for det foerste EF-traktatens artikel 3, litra g), [EOEF-traktatens artikel 3, litra f)], artikel 5, 52, 53, 85, 86 og artikel 90, stk. 1, ved at vedtage og opretholde en lovgivning, der udgjorde et lovgrundlag for aftalerne mellem vaeddeloebsselskaberne indbyrdes og mellem disse og PMU, hvorved sidstnaevnte fik tillagt eneret til at afslutte off-course-vaeddemaal, og der indfoertes et generelt forbud mod, at der gennem andre end PMU formidles eller indgaas off-course-vaeddemaal i hestevaeddeloeb, der organiseres i Frankrig, og for det andet EF-traktatens artikel 3, litra g) [EOEF-traktatens artikel 3, litra f)], artikel 5, 52, 53, 59, 62, 85, 86 og artikel 90, stk. 1, ved at vedtage og opretholde en lovgivning, hvorved det forbydes i Frankrig at afslutte vaeddemaal i loeb, der organiseres uden for Frankrig, gennem andre end de autoriserede selskaber og/eller PMU. Ifoelge Ladbroke havde Den Franske Republik endelig tilsidesat EF-traktatens artikel 90, stk. 1, artikel 92 og 93 ved ydelse af ulovlig stoette til PMU (den anfaegtede doms praemis 7).

9 Ved den omtvistede beslutning afviste Kommissionen klagen i henhold til traktatens artikel 85 og 86 over PMU og deltagerselskaberne med den begrundelse dels, at traktatens artikel 85 og 86 ikke var anvendelige, dels at det ikke var forbundet med nogen interesse for Faellesskabet at fastslaa, at der eventuelt havde foreligget en overtraedelse (den anfaegtede doms praemis 13-19).

10 Kommissionen tog ikke stilling til Ladbroke's klage over Den Franske Republik for saa vidt angaar de forskellige forhold, der henhoerte under traktatens artikel 90. Retten havde, foer Kommissionen vedtog den omtvistede beslutning, ved dom af 27. oktober 1994, sag T-32/93, Ladbroke mod Kommissionen (Sml. II, s. 1015, praemis 37) (den anfaegtede doms praemis 10), afvist et af Ladbroke anlagt passivitetssoegsmaal, der stoettedes paa, at Kommissionen havde undladt at benytte sine befoejelser i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3.

11 Ved den anfaegtede dom annullerede Retten den omtvistede beslutning med den begrundelse, at Kommissionen ved at vedtage beslutningen om endeligt at afvise Ladbroke's klage over PMU og deltagerselskaberne under henvisning til, at traktatens artikel 85 og 86 ikke fandt anvendelse, og den manglende interesse for Faellesskabet i at konstatere en eventuel overtraedelse, uden forinden at have afsluttet undersoegelsen af, om den nationale franske lovgivning var i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, ikke havde opfyldt sin forpligtelse til omhyggeligt at undersoege de faktiske og retlige omstaendigheder, som meddeles Kommissionen, for dermed at tilgodese det krav om sikkerhed, som en endelig beslutning vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse, skal opfylde (den anfaegtede doms praemis 50). Kommissionen havde saaledes baseret sin argumentation paa en fejlagtig retlig fortolkning af betingelserne for endeligt at kunne tage stilling til, om de paaklagede overtraedelser foreligger (den anfaegtede doms praemis 51).

12 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder henvises der i oevrigt til den anfaegtede doms praemis 1-19.

13 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

1) Den anfaegtede dom ophaeves i det omfang, den gaar ud paa annullation af den omtvistede beslutning.

2) Der afsiges frifindelsesdom i det i henhold til artikel 173 anlagte soegsmaal.

3) Ladbroke tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

14 Den Franske Republik har nedlagt foelgende paastande:

1) Den anfaegtede dom ophaeves i det omfang, den omtvistede beslutning derved annulleres.

2) Der gives Kommissionen medhold i de paastande, den nedlagde i Foerste Instans.

15 Ladbroke har nedlagt foelgende paastande:

1) Appellen afvises eller forkastes i sag C-359/95 P og i sag C-379/95 P.

2) Kommissionen og Den Franske Republik tilpligtes at afholde Ladbroke's omkostninger.

3) Subsidiaert, for det tilfaelde, at Domstolen admitterer appellen i de to sager, realitetsbehandles sagen, og der traeffes afgoerelser vedroerende de spoergsmaal, der ikke blev afgjort i Ladbroke's soegsmaal i sag T-598/93, eller sagen hjemvises til Retten, der da afgoer disse spoergsmaal.

16 Kommissionen har til stoette for sin appel fremfoert tre anbringender. Med det foerste anbringende goeres det gaeldende, at Retten ud fra et forkert retsgrundlag naaede til det resultat, at naar baade traktatens artikel 90 og dens artikel 85 og 86 kan vaere af betydning for afgoerelsen af én og samme sag, skal Kommissionen afslutte undersoegelsen paa grundlag af artikel 90, foer den tager stilling til, om artikel 85 og 86 er anvendelige, eller om det er i Faellesskabets interesse at behandle klagen. Retten har saaledes opstillet en rangfoelge mellem proceduren i henhold til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), og den procedure, der indledes over for en medlemsstat med henblik paa konstatering af traktatbrud, hvilket er en tilsidesaettelse af Kommissionens skoensbefoejelser ved afgoerelsen af, hvilke punkter i en klage der skal behandles foerst, og over for hvem (virksomhederne eller medlemsstaten) proceduren foerst skal indledes.

17 Med det andet anbringende goeres det gaeldende, at Retten paa et forkert retsgrundlag naaede til det resultat, at dette generelle princip skal anvendes, ogsaa naar det ikke for at traeffe afgoerelse om anvendeligheden af traktatens artikel 85 og 86 er logisk noedvendigt at tage stilling paa grundlag af traktatens artikel 90. I det foreliggende tilfaelde saa Retten bort fra Kommissionens konstatering af, at visse forudsaetninger for anvendelsen af artikel 85 og 86 - uden hensyn til spoergsmaalet om den franske lovgivnings traktatsoverensstemmelse - ikke var opfyldt, og der var under alle omstaendigheder ikke den fornoedne interesse i at behandle klagen paa grundlag af traktatens artikel 85 og 86.

18 Med Kommissionens tredje anbringende goeres det gaeldende, at der foreligger en begrundelsesmangel, idet Retten tilsidesatte forpligtelsen til dels at forklare, hvorfor Kommissionen skulle undersoege den franske lovgivning paa grundlag af artikel 90, foer den afviste kravene paa grundlag af artikel 85 og 86 i klagen, og dels at oplyse, hvorfor Kommissionen ikke kunne tage hensyn til Faellesskabets interesse ved afgoerelsen af, i hvilken raekkefoelge de forskellige spoergsmaal i klagen skulle behandles, eller hvori Kommissionens klart fejlagtige vurdering af Faellesskabets interesse i det foreliggende tilfaelde bestod.

19 Den franske regering har ogsaa fremfoert tre anbringender. Med det foerste goeres det gaeldende, at Retten paa et forkert retsgrundlag undlod at tage hensyn til Domstolens praksis, hvorefter traktatens artikel 85 og 86, naar statslige foranstaltninger ikke levner virksomhederne nogen handlefrihed, som det skete i det foreliggende tilfaelde fra 1974, ikke kan anvendes paa virksomhederne, saa laenge disse foranstaltninger er gaeldende.

20 Kommissionen har kommenteret dette anbringende og har anfoert, at der maa sondres mellem statslige foranstaltninger, der tvinger virksomhederne til former for adfaerd, der er i strid med traktatens artikel 85 og 86, og foranstaltninger, der uden at paabyde en adfaerd, der er i strid med disse bestemmelser, skaber en retlig ramme, der paa sin side begraenser konkurrencen. I det foerstnaevnte tilfaelde finder artikel 85 efter Kommissionens opfattelse fortsat anvendelse paa virksomhedernes adfaerd, selv om der foreligger forpligtelser i henhold til national lovgivning, og uafhaengigt af, om traktatens artikel 3, litra g), artikel 5 og 85 eventuelt anvendes paa disse statslige foranstaltninger. Kommissionen har faktisk gjort gaeldende, at en virksomhed som foelge af faellesskabsrettens karakter af trinhoejere ret og traktatens artikel 85, stk. 1, og artikel 86's direkte virkning kan og skal afvise at foelge en statslig foranstaltning, hvorved der paabydes en adfaerd, der er i strid med disse bestemmelser.

21 I det andet tilfaelde kan artikel 85 derimod under visse omstaendigheder vaere uanvendelig. Det er saaledes tilfaeldet i den foreliggende sag, hvor lovgivningen fra 1974 ikke paaboed afslutningen af en aftale mellem de vigtigste vaeddeloebsselskaber, men overdrog det til PMU med eneret at arrangere off-course-vaeddemaal. Den konkurrencebegraensende virkning er saaledes direkte et resultat af den nationale lov og forudsaetter ikke desuden en adfaerd fra en virksomheds side.

22 Den franske regering goer med sit andet anbringende gaeldende, at Retten har gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse ved ikke at tage hensyn til Domstolens faste praksis, hvorefter en person, der fremsaetter en begaering i henhold til forordning nr. 17, ikke kan stille krav om, at der traeffes en endelig afgoerelse af, om der som paastaaet foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85 og 86. Retten har navnlig set bort fra Kommissionens begrundelse for, at det ikke var i Faellesskabets interesse at fortsaette behandlingen af klagen, der gik ud paa, at den manglende konkurrence fra 1974 paa det franske marked for afslutning af vaeddemaal er et direkte resultat af lovgivningen, saaledes at en eventuel konstatering af, at der forelaa en overtraedelse af artikel 85 og 86 fra vaeddeloebsselskabernes og PMU's side, ikke kunne faa nogen hensigtsmaessig virkning for konkurrenceforholdene fra naevnte dato at regne; for tiden efter 1974 ville en konstatering af, at der eventuelt var tale om en tilsidesaettelse af traktatens bestemmelser kun kunne medfoere erstatning, som Kommissionen ikke har kompetence til at paabyde betaling af.

23 Den franske regering har med sit tredje anbringende gjort gaeldende, at der foreligger en retlig fejl, naar Retten har sat spoergsmaalstegn ved Kommissionens befoejelse til ved et skoen at afgoere, om der skal gribes ind over for en medlemsstat paa grund af en angiveligt mod traktaten stridende lovgivning.

24 Det bemaerkes, at Kommissionen og Den Franske Republik med deres anbringender - om end i forskellige formuleringer og med forskelligt formaal - har anfaegtet retmaessigheden af Rettens argumentation om, at Kommissionen foerst burde have afsluttet sin undersoegelse af den franske lovgivnings retmaessighed efter traktatens konkurrenceregler, foer den endeligt kunne afvise klagen i medfoer af traktatens artikel 85 og 86.

25 Det er derfor denne argumentation og dens forskellige bestanddele, der skal undersoeges.

26 Retten fastslog i praemis 46 i den anfaegtede dom, at Kommissionen »ses ... at have indledt behandlingen af sagsoegerens klage i henhold til traktatens artikel 90 med henblik paa at afgoere, om den nationale franske lovgivning er i overensstemmelse med traktatens oevrige bestemmelser, hvilken behandling endnu ikke er afsluttet«. Ifoelge Retten maatte det »derfor undersoeges, om Kommissionen endeligt kunne afvise sagsoegerens klage i henhold til traktatens artikel 85 og 86 og forordning nr. 17 uden forinden at have afsluttet behandlingen af klagen i henhold til traktatens artikel 90«.

27 Retten bemaerkede i den forbindelse, at »Kommissionen under den skriftlige forhandling og under den mundtlige forhandling har gjort gaeldende, at det konkurrencespoergsmaal, der blev rejst i sagsoegerens klage, kun kunne behandles ved en undersoegelse af, om den nationale franske lovgivning om PMU's lovbestemte monopol var i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, og efter omstaendighederne ved en indgriben paa grundlag af traktatens artikel 90, og at naevnte undersoegelse derfor maatte prioriteres foerst, idet dens resultater havde gyldighed for alle tidligere eller fremtidige aftaler mellem vaeddeloebsselskaberne (svarskriftet, punkt 46)«. Retten fandt derfor, at »vurderingen paa grundlag af traktatens artikel 85 og 86 af den adfaerd fra vaeddeloebsselskabernes og PMU's side, som Ladbroke har rejst kritik af i klagen, ikke fuldt ud har kunnet gennemfoeres uden en forudgaaende bedoemmelse af den nationale lovgivning efter traktatens bestemmelser«.

28 Retten udtalte, at saafremt Kommissionen fastslaar, at den omhandlede nationale lovgivning er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, vil den omstaendighed, at vaeddeloebsselskabernes og PMU's adfaerd er i overensstemmelse med denne nationale lovgivning, bevirke, at denne adfaerd ogsaa maa anses for at vaere i overensstemmelse med bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86, mens det, saafremt adfaerden er i strid med den nationale lovgivning, yderligere maa afgoeres, om den udgoer overtraedelser af traktatens artikel 85 og 86 (den anfaegtede doms praemis 48). Omvendt maa Kommissionen, saafremt den finder, at den nationale lovgivning ikke er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, dernaest undersoege, om den omstaendighed, at selskaberne og PMU foelger bestemmelserne i denne lovgivning, kan medfoere, at der vedtages foranstaltninger over for dem med henblik paa at bringe overtraedelser af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 til ophoer (praemis 49 i den anfaegtede dom).

29 Retten konkluderede herefter i den anfaegtede doms praemis 50, at »Kommissionen ... ikke med vedtagelsen af beslutningen om endeligt at afvise sagsoegerens klage i henhold til traktatens artikel 85 og 86 uden forinden at have afsluttet undersoegelsen af, om den nationale franske lovgivning er i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, [kan] antages at have opfyldt sin forpligtelse til omhyggeligt at undersoege de faktiske og retlige omstaendigheder, som meddeles den af klagere ... for dermed at tilgodese det krav om sikkerhed, som en endelig beslutning vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse, skal opfylde ... Den kunne altsaa ikke retmaessigt paa dette trin i sagen fastslaa, at de naevnte traktatbestemmelser ikke fandt anvendelse paa den adfaerd fra de foerende franske vaeddeloebsselskabers og PMU's side, som sagsoegeren havde kritiseret, og dernaest, at det var uden interesse for Faellesskabet at fastslaa, hvorvidt de af sagsoegeren paastaaede overtraedelser havde fundet sted, fordi der var tale om overtraedelser af konkurrencereglerne af aeldre dato«.

30 Rettens argumentation bygger saaledes paa den antagelse, at afgoerelsen af spoergsmaalet, om virksomheder, der handler i overensstemmelse med en national lovgivning, ogsaa handler lovligt efter traktatens artikel 85 og 86, og om den indgriben, som det har interesse at ivaerksaette over for disse virksomheder, skal traeffes paa grundlag af en vurdering af, om denne lovgivning er i overensstemmelse med traktaten.

31 Det maa herved bemaerkes, at en national lovgivnings overensstemmelse med traktatens konkurrencebestemmelser ikke kan anses for afgoerende, naar det skal afgoeres, om traktatens artikel 85 og 86 kan finde anvendelse paa adfaerden hos virksomheder, der handler i overensstemmelse med denne lovgivning.

32 Ganske vist er det for at tage stilling til lovligheden af vaeddeloebsselskabernes og PMU's adfaerd efter traktatens artikel 85 og 86 absolut noedvendigt foerst at undersoege den franske lovgivning, men denne undersoegelse har alene til formaal at fastslaa, hvilken indflydelse denne lovgivning kan have paa denne adfaerd.

33 Traktatens artikel 85 og 86 tager saaledes kun sigte paa konkurrencestridig adfaerd fra virksomhedernes side paa deres eget initiativ (jf. paa linje hermed vedroerende traktatens artikel 86 dom af 20.3.1985, sag 41/83, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 873, praemis 18, 19 og 20, af 19.3.1991, sag C-202/88, Frankrig mod Kommissionen, »konkurrence paa teleterminalmarkederne«, Sml. I, s. 1223, praemis 55, og af 13.12.1991, sag C-18/88, GB-Inno-BM, Sml. I, s. 5941, praemis 20). Saafremt virksomhederne paanoedes en konkurrencestridig adfaerd ved en national lovgivning, eller saafremt denne lovgivning skaber en retlig ramme, som paa sin side beroever dem enhver mulighed for at konkurrere retmaessigt, finder traktatens artikel 85 og 86 ikke anvendelse. I denne situation skyldes begraensningen af konkurrencen ikke, som det forudsaettes i disse bestemmelser, en selvstaendig adfaerd fra virksomhedernes side (jf. desuden dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 36-72 og saerligt praemis 65 og 66 samt 71 og 72).

34 Derimod kan traktatens artikel 85 og 86 finde anvendelse i en situation, hvor der efter den nationale lovgivning fortsat bestaar en mulighed for konkurrence, men hvor denne konkurrence kan hindres, begraenses eller fordrejes ved en selvstaendig adfaerd fra virksomhedernes side (jf. dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, af 10.12.1985, forenede sager 240/82, 241/82, 242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3831, og af 17.7.1997, sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. I, s. 4411).

35 Naar Kommissionen undersoeger, om traktatens artikel 85 og 86 kan finde anvendelse paa virksomhedernes adfaerd, tager den forudgaaende vurdering af en national lovgivning, der kan paavirke denne adfaerd, derfor kun sigte paa at afgoere, om der efter denne lovgivning fortsat er mulighed for en konkurrence, som kan hindres, begraenses eller fordrejes ved en selvstaendig adfaerd fra deres side.

36 Heraf foelger, at det var paa et urigtigt retsgrundlag, at Retten fastslog, at Kommissionen - ved endeligt at afvise klagen under henvisning til, at traktatens artikel 85 og 86 ikke kunne finde anvendelse samt til, at der ikke forelaa nogen interesse for Faellesskabet, og dette foer den afsluttede undersoegelsen af spoergsmaalet om den nationale franske lovgivnings lovlighed efter traktatens konkurrencebestemmelser - baserede sin argumentation paa en fejlagtig retlig fortolkning af forudsaetningerne for endeligt at kunne afgoere, om de paaklagede overtraedelser forelaa.

37 Den anfaegtede dom skal derfor ophaeves, idet det er ufornoedent at undersoege appellanternes oevrige argumenter.

Sagens hjemvisning til Retten

38 Efter artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen ophaever Domstolen, naar den giver appellanten medhold, den af Retten trufne afgoerelse. Den kan i denne forbindelse enten selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse, eller hjemvise den til Retten til afgoerelse.

39 Sagen kan ikke paadoemmes af Domstolen, idet Retten kun har taget stilling til ét af Ladbroke's anbringender, og sagen hjemvises derfor til Retten.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den af Retten i Foerste Instans den 18. september 1995 i sag T-548/93, Ladbroke Racing mod Kommissionen, afsagte dom ophaeves.

2) Sagen hjemvises til Retten i Foerste Instans.

3) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.