1 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - kompetence i sager om forbrugerkontrakter - begrebet »forbruger« - sagsoeger, der har indgaaet en kontrakt med henblik paa en fremtidig erhvervsmaessig virksomhed - ikke omfattet
(Konventionen af 27.9.1968, art. 13, stk. 1, og art. 14, stk. 1, som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1978)
2 Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - aftaler om kompetence - vaernetingsaftale - omfanget af den udpegede rets enekompetence - soegsmaal med paastand om, at hovedkontrakten er ugyldig
(Konventionen af 27.9.1968, art. 17, stk. 1)
3 Inden for den saerlige ordning, der er indfoert ved artikel 13 ff. i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, er alene kontrakter, der er indgaaet med henblik paa at daekke en persons private, personlige forbrug, omfattet af de bestemmelser, der skal sikre forbrugeren beskyttelse som den forudsaetningsvis oekonomisk svagere part. Den saerlige beskyttelse, som er sigtet med disse bestemmelser, savner begrundelse i forbindelse med kontrakter, der har erhvervsmaessigt formaal, uanset om dette maatte vaere taenkt for fremtiden, idet den omstaendighed, at virksomheden er fremtidig, ikke fratager den dens erhvervsmaessige karakter. Heraf foelger, at ordningen alene omfatter kontrakter, der er indgaaet uden for rammerne og uafhaengigt af enhver, aktuel eller fremtidig, erhvervsmaessig virksomhed eller hensigt, saaledes at en sagsoeger, der har indgaaet en kontrakt med henblik paa at udoeve en erhvervsmaessig virksomhed, der ikke er aktuel, men fremtidig, ikke kan anses for forbruger i den forstand, hvori udtrykket anvendes i konventionens artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 1.
4 Artikel 17 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har til formaal klart og praecist at udpege en ret i en kontraherende stat, der er enekompetent i overensstemmelse med parternes samstemmende vilje, som skal vaere tilkendegivet i overensstemmelse med de strenge formkrav i bestemmelsen. Den retssikkerhed, som bestemmelsen tilsigter, ville let kunne blive svaekket, saafremt det anerkendes, at en aftalepart har mulighed for at goere denne konventionsregel virkningsloes blot ved at goere gaeldende, at den kontrakt, vaernetingsaftalen er indeholdt i, er ugyldig i sin helhed af grunde, der stoettes paa den materielle ret, der finder anvendelse. Heraf foelger, at den ret i en kontraherende stat, der er udpeget i en ifoelge konventionens artikel 17, stk. 1, gyldigt indgaaet vaernetingsklausul, ligeledes har enekompetence til at paakende en sag, hvorunder der bl.a. er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at den kontrakt, som vaernetingsklausulen er indeholdt i, er ugyldig. Det tilkommer saaledes den nationale ret at fastslaa, paa hvilke tvister den vaernetingsklausul, der paaberaabes, finder anvendelse, og foelgelig, om den vedroerer enhver indsigelse mod kontraktens gyldighed.