61995J0264

1 Konkurrence - transport - konkurrenceregler - transport med jernbane - forordning nr. 1017/68 - anvendelsesomraade - klausul i aftaler inden for sammenslutninger af jernbaneselskaber, hvorefter autoriserede rejsebureauer ikke maa bidrage til at fremme brugen af transportformer, der konkurrerer med jernbanetransport - omfattet

(Raadets forordning nr. 17, nr. 141 og nr. 1017/68)

2 Appel - anbringender - anbringende mod en doms praemis, der ikke er noedvendig som begrundelse for domskonklusionen - uvirksomt

3 Forordning nr. 1017/68 om anvendelse af konkurrenceregler for transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje finder ifoelge artikel 1 navnlig anvendelse paa aftaler, som har til formaal eller foelge at fastsaette befordringspriser eller at begraense eller kontrollere udbuddet af transportydelser. Anvendelsen af forordningen afhaenger af subsumptionen af de paagaeldende aftaler og ikke af en forudgaaende fastlaeggelse af det marked, paa hvilket aftalernes virkninger goer sig gaeldende.

En klausul i aftaler inden for sammenslutninger af jernbaneselskaber, hvorefter autoriserede rejsebureauer i deres reklamer, tilbud og kunderaadgivning ikke maa bidrage til at fremme brugen af transportformer, der konkurrerer med jernbanetransport, henhoerer under transportsektoren og ikke under forordning nr. 17. Det er nemlig hele transportsektoren, der er blevet undtaget fra anvendelsen af sidstnaevnte forordning ved forordning nr. 141, der senere er blevet afloest af tre forordninger for saerskilte sektorer, herunder forordning nr. 1017/68 om transport ad landjorden, der saaledes ogsaa omfatter jernbanetransport.

Desuden har en saadan klausul dels til formaal at have virkninger - om ikke sine vaesentligste virkninger - inden for sektoren for transport ad landjorden, eftersom den paalaegger de autoriserede rejsebureauer at udvise en neutralitet, som antages at fremme udbuddet af jernbanetransport, dels indgaar den i aftaler mellem sammenslutninger af virksomheder, hvis vaesentligste klausuler henhoerer under anvendelsesomraadet for forordning nr. 1017/68.

4 Et anbringende, som under en appel fremfoeres mod en praemis, der er anfoert som en yderligere begrundelse i en af Retten afsagt dom, hvis konklusion i tilstraekkeligt omfang er begrundet i andre praemisser, maa forkastes.

I sag C-264/95 P,

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Giuliano Marenco, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 6. juni 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Tredje Udvidede Afdeling) i sag T-14/93, Union internationale des chemins de fer mod Kommissionen (Sml. II, s. 1503), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af dommen, den anden part i appelsagen er: Union internationale des chemins de fer (UIC), en sammenslutning af jernbaneselskaber, Paris, ved advokat Chantal Momège, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-Rue,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida og J.L. Murray samt dommerne P.J.G. Kapteyn, C. Gulmann, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann (refererende dommer) og M. Wathelet,

generaladvokat: C.O. Lenz

justitssekretaer: R. Grass,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 11. juli 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 4. august 1995 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i henhold til artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af en af Retten i Foerste Instans afsagt dom af 6. juni 1995 i sag T-14/93, Union internationale des chemins de fer mod Kommissionen (Sml. II, s. 1503, herefter »den anfaegtede dom«), hvorved Retten i Foerste Instans annullerede Kommissionens beslutning 92/568/EOEF af 25. november 1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/33.585 - Salg af togbilletter via rejsebureauer, EFT L 366, s. 47, herefter »den omtvistede beslutning«).

2 Det fremgaar af den anfaegtede dom, at Union internationale des chemins de fer (herefter »UIC«) er en international jernbaneunion, der omfatter 69 jernbanenet. I 1952 udarbejdede den cirkulaere 130, der er blevet ajourfoert adskillige gange, og som indeholder regler om en raekke aspekter af forholdet mellem jernbanenettene og rejsebureauerne i forbindelse med international personbefordring med jernbane (praemis 3).

3 Retten konstaterede, at »international personbefordring med jernbane har i det vaesentlige form af en praestering af paa hinanden foelgende nationale tjenesteydelser og udfoeres dermed inden for rammerne af et samarbejde mellem de nationale jernbaneselskaber (herefter benaevnt 'jernbanenettene'). Prisen paa en international togbillet svarer normalt til summen af de takster, der gaelder for de straekninger, som tilbagelaegges i hvert enkelt land. Ved en udligning mellem de enkelte jernbanenet modtager disse hver isaer den del af prisen, der svarer til den af dem praesterede ydelse, hvorved det enkelte jernbanenet over for de oevrige forpligter sig til at foretage de fornoedne beregninger og til at yde daekning for de praesterede ydelser« (praemis 1).

4 Cirkulaere 130 angaar vilkaarene for autorisation af rejsebureauer via jernbaneselskabet i det land, hvor rejsebureauerne er beliggende, ydelse af provisioner til rejsebureauerne for solgte billetter og provisionssatser for ydelser i forbindelse med international trafik til andre jernbaner og til rejsebureauer autoriseret af en anden jernbane (med mulighed for gennem bilaterale eller multilaterale aftaler at fastsaette hoejere satser) (praemis 4-8). Cirkulaere 130 indeholder ligeledes en henstilling om at anvende standardoverenskomstvilkaar, der bl.a. forpligter rejsebureauet til at overholde den officielle billetpris i overensstemmelse med tariffen og til »ikke i sine reklamer, tilbud og kunderaadgivning at favorisere transportformer, der er konkurrerende i forhold til jernbanetransport og andre transportformer«, der varetages af jernbanenettene selv eller i samarbejde med disse (praemis 9).

5 I 1990 fremsendte Kommissionen anmodninger om oplysninger til UIC og til en raekke europaeiske jernbanenet vedroerende cirkulaere 130. Anmodningerne blev fremsat i henhold til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81) (praemis 10). Den 10. oktober 1991 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter til UIC, og den 18. februar 1992 fandt der en hoering sted paa samme grundlag (praemis 11). Efter at have indhentet en udtalelse fra Det Raadgivende Udvalg, der er omhandlet i forordning nr. 17, vedtog Kommissionen paa grundlag af samme forordning den omtvistede beslutning, hvori det fastslaas, at UIC har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, og hvorved UIC blev paalagt en boede paa 1 000 000 ECU (praemis 12).

Sagens behandling for Retten

6 Den 8. februar 1993 anlagde UIC sag ved Retten principalt med paastand om annullation af den omtvistede beslutning under paaberaabelse af seks anbringender, subsidiaert med paastand om annullation eller nedsaettelse af boeden (praemis 15, 17 og 18).

7 UIC gjorde med sit foerste anbringende gaeldende, at den omtvistede beslutning skulle have vaeret udstedt, ikke i henhold til forordning nr. 17, men i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1017/68 af 19. juli 1968 om anvendelse af konkurrenceregler for transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje (EFT 1968 I, s. 295). UIC gjorde navnlig gaeldende, at cirkulaere 130 angaar »kontrol med udbuddet af transportydelser« og »fastsaettelse af befordringspriser«, jf. herved artikel 1 i forordning nr. 1017/68, der definerer forordningens anvendelsesomraade (praemis 20).

8 Artikel 1 i forordning nr. 1017/68 er affattet saaledes: »Principbestemmelse

For saa vidt angaar transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje finder bestemmelserne i denne forordning anvendelse paa aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som har til formaal eller foelge at fastsaette befordringspriser og -vilkaar, begraensning af eller kontrol med udbuddet af transportydelser, opdeling af transportmarkederne, anvendelse af tekniske forbedringer eller teknisk samarbejde, faelles finansiering eller erhvervelse af transportmateriel eller -tilbehoer, som er umiddelbart forbundet med transportydelse, for saa vidt som dette er noedvendigt for den faelles drift af en sammenslutning af virksomheder inden for landevejs- og vandvejstrafikken, saaledes som defineret i artikel 4, samt paa misbrug af en dominerende stilling paa transportmarkedet. Disse bestemmelser gaelder ogsaa virksomhed udoevet af stoetteerhvervene for transportomraadet, naar denne virksomhed har det ovenfor anfoerte formaal eller de ovenfor anfoerte virkninger.«

9 Kommissionen anfoerte i svarskriftet, at den havde baseret sig paa forordning nr. 17 dels, fordi cirkulaere 130 ikke »direkte« angaar transportydelser, dels, fordi rejsebureauvirksomhed ikke er udtryk for »stoetteerhverv« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, andet punktum, i forordning nr. 1017/68, idet rejsebureauerne er selvstaendige tjenesteydere (praemis 30). Tredje betragtning til Raadets forordning nr. 141 af 26. november 1962 om ikke-anvendelse af Raadets forordning nr. 17 paa transportsektoren (EFT 1959-1962, s. 258) fastlaegger anvendelsesomraadet for forordning nr. 141 saaledes, at tjenesteydelser, der ikke har direkte sammenhaeng med transportydelsen, ikke er omfattet. Tilsvarende maa begrebet »stoetteerhverv« fortolkes snaevert (praemis 31).

Den anfaegtede dom

10 Retten har i den anfaegtede dom taget UIC's paastand til foelge og annulleret den omtvistede beslutning paa grundlag af det foerste anbringende (praemis 57), idet de begaaede retlige fejl var udtryk for en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, hvorved sagsoegeren var blevet frataget de proceduremaessige garantier, som sagsoegeren ville have haft krav paa som led i en anvendelse af forordning nr. 1017/68 (praemis 64 og 65).

11 Retten udtalte foelgende i dommens praemis 43-46:

»43 Hvad for det andet angaar spoergsmaalet om, hvorvidt cirkulaere 130 er udelukket fra anvendelsesomraadet for forordning nr. 1017/68, fordi cirkulaeret ikke 'direkte' vedroerer transportydelsen, bemaerkes, at det spoergsmaal, som Retten i sagen maa tage stilling til, angaar fortolkningen af artikel 1 i forordning nr. 1017/68 og ikke fortolkningen af forordning nr. 141. Tredje betragtning til forordning nr. 141 kan vaere et betydningsfuldt led i den lovgivningsmaessige sammenhaeng, som forordningen er en del af, men ordet 'direkte' optraeder hverken i artikel 1 i forordning nr. 1017/68 eller i artikel 1 i forordning nr. 141, hvis gyldighedsperiode for saa vidt angaar transport med jernbane under alle omstaendigheder udloeb den 30. juni 1968.

44 Det bemaerkes endvidere, at den omstaendighed, at artikel 1 i forordning nr. 1017/68 finder anvendelse dels paa visse former for aftaler, vedtagelser og samordnet praksis mellem sammenslutninger af transportvirksomheder vedroerende 'faelles finansiering eller erhvervelse af transportmateriel eller -tilbehoer, som er umiddelbart forbundet med transportydelse', dels paa visse former for aftaler, vedtagelser og samordnet praksis vedroerende 'virksomhed udoevet af stoetteerhvervene paa transportomraadet', stoetter, at anvendelsesomraadet for artikel 1 kan vaere stoerre end det af Kommissionen angivne.

45 Det bemaerkes herefter, at de af forordning nr. 1017/68 omfattede aftaler, vedtagelser og former for samordnet praksis i henhold til forordningens artikel 2, litra a), bl.a. er saadanne, der bestaar i 'direkte eller indirekte' fastsaettelse, ikke alene 'af befordringsvederlag og -vilkaar', men ogsaa af 'andre forretningsbetingelser', og at artikel 2, litra b), sigter til aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis, der bestaar i begraensning af eller kontrol med 'befordringsudbud, afsaetning, teknisk udvikling eller investeringer'. Begrebet aftaler eller vedtagelser, som har til formaal eller til foelge at 'begraense eller kontrollere udbuddet af transportydelser', jf. artikel 1 i forordning nr. 1017/68, kan derfor ikke fortolkes saaledes, at det kun omfatter aftaler eller vedtagelser vedroerende antallet af tog eller disses kapacitet (jf. ovenfor, praemis 35), idet begrebet ogsaa maa omfatte aftaler eller vedtagelser, der bestaar i begraensning af eller kontrol med udbuddet af transportydelser eller afsaetningen, jf. herved artikel 2 i forordning nr. 1017/68.

46 Retten finder paa dette grundlag, at forordning nr. 1017/68 ikke kan fortolkes saaledes, at en vedtagelse inden for en sammenslutning af jernbaneselskaber, der fastsaetter vilkaarene for salg af internationale togbilletter, som cirkulaere 130, ikke er omfattet af forordningens anvendelsesomraade. En saadan vedtagelse angaar saaledes virksomhed, der har sammenhaeng med praesteringen af tjenesteydelserne i form af transport med jernbane, og som er en afgoerende forudsaetning for disse tjenesteydelser. Naar henses til, at international transport med jernbane i dag har form af en praestering af paa hinanden foelgende nationale tjenesteydelser ... er salg af internationale togbilletter endvidere naeppe muligt uden en ordning, hvorved jernbanenettene opretholder et samarbejde med henblik paa salget af togbilletter og fordelingen af de hermed forbundne indtaegter. Cirkulaere 130 har sammenhaeng med disse saerlige forhold, der gaelder international transport med jernbane.«

12 Retten udtalte foelgende i dommens praemis 47:

»47 Det bemaerkes endvidere, at cirkulaere 130 maa antages at vedroere saavel 'udbuddet af transportydelser', eller 'befordringsudbuddet', som 'befordringspriser', eller 'befordringsvederlag', som omhandlet i forordning nr. 1017/68.«

13 Retten udtalte i praemis 48 vedroerende udbuddet af transportydelser eller befordringsudbuddet, at artikel 1 i cirkulaere 130, som vedroerer vilkaarene for autorisation af rejsebureauer, direkte omhandler salgsstederne for internationale togbilletter, og saafremt det antages, at artikel 1 har de foelger, der er angivet i punkt 70, 71 og 72 i betragtningerne til den omtvistede beslutning, nemlig at begraense antallet af godkendte rejsebureauer, findes denne bestemmelse at begraense jernbanenettenes »afsaetning«, hvorved der sker en begraensning af eller kontrol med befordringsudbuddet efter forordning nr. 1017/68.

14 Retten har i praemis 49 vedroerende befordringspriser eller befordringsvederlag bemaerket, at den i artikel 4 i cirkulaere 130 omhandlede provision - der gaelder saavel billetter solgt direkte af jernbanenettene som billetter solgt af rejsebureauerne - er en med salget af en international billet direkte forbundet omkostning, som er afgoerende for den nettopris, dvs. billetprisen fratrukket provisionen, som det enkelte net oppebaerer for sin del af de paagaeldende tjenesteydelser i form af international transport med jernbane, og at artikel 4 i cirkulaere 130 efter omstaendighederne i sagen er udtryk for en indirekte fastsaettelse af »befordringsprisen« eller »befordringsvederlaget«, som omhandlet i forordning nr. 1017/68.

15 I praemis 50 vedroerende befordringspriser eller befordringsvederlag har Retten desuden udtalt, at den i standardoverenskomstens artikel 4.7 fastlagte forpligtelse til at udstede og saelge billetter til de i tarifferne angivne officielle priser efter sin ordlyd har til formaal eller til foelge, at der sker en fastsaettelse af befordringsvederlaget, som omhandlet i forordning nr. 1017/68.

16 Endelig har Retten i praemis 52 med hensyn til det i standardoverenskomstens artikel 4.3 opstillede forbud for rejsebureauerne mod i deres reklamer, tilbud og kunderaadgivning at bidrage til at fremme brugen af konkurrerende transportformer, bemaerket, at Kommissionen i punkt 95 i betragtningerne til den omtvistede beslutning har anfoert, at dette vilkaar »har ... til formaal og til foelge at begraense konkurrencen mellem de forskellige transportformer«. Retten har heraf udledt, at det foelger heraf, at vilkaaret henhoerer under transportsektoren.

Appellen

17 Kommissionen har i appelskriftet nedlagt paastand om, at Domstolen ophaever den anfaegtede dom og frifinder Kommissionen for de af UIC for Retten i Foerste Instans nedlagte paastande, eller at sagen hjemvises til Retten til afgoerelse.

18 UIC har nedlagt paastand om, at appellen forkastes, og at Domstolen giver UIC medhold i de i foerste instans nedlagte paastande.

19 Kommissionen har til stoette for appellen fremfoert tre anbringender.

Foerste anbringende

20 Kommissionen har i sit foerste anbringende for det foerste anfoert, at det for den drejer sig om et principielt spoergsmaal, nemlig afgraensningen af anvendelsesomraaderne for forordning nr. 17 og forordning nr. 1017/68, og desuden anvendelsesomraaderne for forordningerne om anvendelse af artikel 85 og 86 paa transport ad soevejen og luftvejen. Kommissionen har anfoert, at Retten i den anfaegtede doms praemis 43-46 med urette har antaget, at forordning nr. 1017/68 ikke alene finder anvendelse paa aftaler, vedtagelser og former for samordnet praksis, der direkte vedroerer transportydelsen, men ogsaa omfatter virksomhed, der har »sammenhaeng med« og »er en afgoerende forudsaetning« for praesteringen af tjenesteydelserne i form af transport med jernbane, saasom fastsaettelsen i faellesskab af reglerne for salg af togbilletter.

21 Dette anbringende indebaerer reelt to led.

22 Dels goer Kommissionen indledningsvis gaeldende, at Retten i den anfaegtede doms praemis 46 har undergivet anvendelsen af forordning nr. 1017/68 et inadaekvat kriterium, idet den har fundet, at denne forordning finder anvendelse paa virksomhed, der har sammenhaeng med og er en afgoerende forudsaetning for tjenesteydelser i form af transport, hvorimod det eneste kriterium, som ifoelge Kommissionen baade er logisk og let at anvende, er kriteriet om det marked, med hensyn til hvilket aftalen er indgaaet.

23 Dels er Kommissionen af den opfattelse, at Retten fejlagtigt har antaget, at der ikke er anledning til at indfortolke udtrykket »direkte« i ordlyden af artikel 1 i forordning nr. 1017/68, som definerer dens anvendelsesomraade, og at Retten saaledes har naegtet at tage hensyn til forordning nr. 141. Ifoelge Kommissionen er de paagaeldende vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder ikke omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 1017/68, fordi de ikke »direkte« vedroerer tjenesteydelser i form af transport.

24 Kommissionen har herved henvist til tilblivelsen af forordning nr. 17, nr. 141 og nr. 1017/68, og har anfoert, at oprindelig fandt den foerste af disse forordninger anvendelse paa samtlige de former for virksomhed, der er daekket af EOEF-traktaten, herunder transportsektoren. Forordning nr. 141 undtog herefter med tilbagevirkende gyldighed hele denne sektor fra anvendelsesomraadet for traktatens artikel 85 og 86. Endelig er forordning nr. 141 blevet afloest af tre forordninger, der daekker hver sin sektor, herunder forordning nr. 1017/68 om transport ad landjorden, og derfor ogsaa jernbanetransport.

25 Kommissionen har understreget, at forordning nr. 1017/68, og navnlig dens anvendelsesomraade - eftersom forordningen har karakter af en undtagelse - skal fortolkes strengt, og at den derfor udelukkende skal anvendes paa transportvirksomhed som saadan. Da Raadet ikke har tilkendegivet, at det ville udvide anvendelsesomraadet for forordning nr. 1017/68 i forhold til anvendelsesomraadet for forordning nr. 141, boer det i oevrigt afgraenses under hensyn til sidstnaevnte forordning, og navnlig dens tredje betragtning, der naevner kravet om en direkte forbindelse mellem aftalerne og transportydelsen.

26 Kommissionen har endvidere anfoert, i modsaetning til hvad Retten har udtalt i praemis 45 i den anfaegtede dom, at artikel 2 i forordning nr. 1017/68, som foreskriver, at de af forordningen omfattede aftaler navnlig er dem, som bestaar i »direkte eller indirekte fastsaettelse af befordringsvederlag og -vilkaar eller af andre forretningsbetingelser«, ikke kan begrunde en videre fortolkning.

27 Med hensyn til det foerste anbringendes foerste led skal det bemaerkes, at modsat det af Kommissionen fremfoerte fremgaar det af den anfaegtede dom, at Retten ikke har opstillet et generelt princip om, at forordningen skulle finde anvendelse paa alle former for virksomhed, der har sammenhaeng med og er en afgoerende forudsaetning for tjenesteydelser i form af transport. Tvaertimod har Retten, efter i praemis 43 ff. at have udelukket tilfoejelsen af udtrykket »direkte« til ordlyden af artikel 1 i forordning nr. 1017/68, konkret vurderet, om cirkulaere 130 henhoerte under de i artiklen omhandlede aftaler, dvs. om det havde til formaal eller til foelge at fastsaette befordringspriser eller at begraense eller kontrollere udbuddet af transportydelser.

28 Det bemaerkes med hensyn til det foerste anbringendes andet led, at ordlyden af den relevante del af artikel 1 i forordning nr. 1017/68 er praecis og detaljeret, ligesom ordlyden af artikel 1 i forordning nr. 141, hvis indhold den gentager, og at den ikke omfatter ordet »direkte«.

29 Retten har i praemis 43 i den anfaegtede dom med rette lagt til grund, at tvisten vedroerer fortolkningen af forordning nr. 1017/68 og ikke fortolkningen af forordning nr. 141.

30 Under disse omstaendigheder godtgoer forordningernes ordlyd og tilblivelse ikke den kontinuitet i lovgivers hensigt, som Kommissionen har lagt til grund for den omtvistede beslutning.

31 Da Kommissionen ikke har godtgjort denne kontinuitet i lovgivers hensigt, kan den ikke paaberaabe sig noedvendigheden af en paastaaet sammenhaeng ved fortolkningen af anvendelsesomraadet for tre forordninger paa transportomraadet, der gaelder for hver sin sektor.

32 Det foerste anbringende boer derfor forkastes.

Andet anbringende

33 Kommissionen goer med sit andet anbringende i det vaesentlige gaeldende, at Retten har gjort sig skyldig i en retlig fejl, idet den i praemis 47 i den anfaegtede dom har udtalt, at »cirkulaere 130 maa antages at vedroere saavel 'udbuddet af transportydelser', eller 'befordringsudbuddet', som 'befordringspriser' eller 'befordringsvederlag', som omhandlet i forordning nr. 1017/68«.

34 Ifoelge Kommissionen burde Retten forudgaaende have foretaget en analyse af markederne og identificeret det paagaeldende marked. Denne identificering er af vaesentlig betydning og uadskilleligt forbundet med spoergsmaalet, om aftalerne faktisk vedroerer udbuddet eller befordringsprisen. Der eksisterer i det foreliggende tilfaelde to saerskilte markeder: transportmarkedet, som kun vedroerer antallet af tog og disses kapacitet, og markedet for distribution af billetter, som Kommissionen benaevner »markedet for formidling«, og som er det marked, paa hvilket jernbaneselskaberne koeber rejsebureauernes tjenesteydelser. De omhandlede aftaler skal vurderes i forhold til deres vaesentligste, naesten eksklusive virkninger, som ifoelge Kommissionen har gjort sig gaeldende paa sidstnaevnte marked og ikke paa transportmarkedet.

35 Kommissionen finder derfor, at den analyse af de omtvistede klausuler, som Retten har foretaget i den anfaegtede doms praemis 48, 49, 50 og 52, er urigtig.

36 Med hensyn til praemis 48 vedroerende udbuddet af transportydelser eller befordringsudbuddet er Kommissionen af den opfattelse, at jernbaneselskaberne med det formaal for oeje at begraense antallet af de steder, hvor der saelges billetter, ikke begraenser udbuddet af transportydelser eller befordringsudbuddet, nemlig antallet af tog og disses kapacitet, men begraenser udbuddet af formidlingstjenester gennem en begraensning af antallet af autoriserede rejsebureauer.

37 Med hensyn til den anfaegtede doms praemis 49 og 50 vedroerende befordringspriser eller befordringsvederlag har Kommissionen for det foerste anfoert, at provisionsbeloebet for jernbaneselskabet udgoer en saerskilt distributionsomkostning i forhold til omkostningen ved udfoerelsen af transportydelsen, og at cirkulaere 130 derfor ikke direkte fastsaetter befordringspriser eller befordringsvederlag.

38 Kommissionen har i replikken derefter anerkendt, at provisionen udgoer en bestanddel af befordringsprisen eller befordringsvederlaget paa samme maade som drift, vedligeholdelse, rengoering osv. Da salget af billetter er en tjenesteydelse, som praesteres af rejsebureauet for jernbaneselskaberne, tilsigter de sidstnaevnte imidlertid, naar de fastsaetter provisionssatsen og foreskriver overholdelse af den officielle pris, at fastlaegge de naermere regler for den formidlingstjeneste, som kraeves af rejsebureauerne, saaledes at aftalen vedroerer markedet for formidlingstjeneste, hvor jernbanenettene og rejsebureauerne moedes, og ikke transportmarkedet.

39 Kommissionen har endvidere anfoert, at saafremt det antages, at jernbaneselskaberne, naar de indgaar aftale om en del af befordringsprisen eller befordringsvederlaget, endog indirekte fastsaetter den befordringspris eller det befordringsvederlag, som brugeren skal betale, vil dette have til foelge, at enhver aftale om billetprisens bestanddele henhoerer under forordning nr. 1017/68, hvilket vil foere til en uovervejet udvidelse af denne forordnings anvendelsesomraade.

40 Med hensyn til den anfaegtede doms praemis 52 vedroerende forbuddet for rejsebureauerne mod at bidrage til at fremme brugen af konkurrerende transportformer har Kommissionen endvidere anfoert, at denne klausul har virkninger paa markedet for distribution af transportdokumenter, eftersom det er paa dette marked, at jernbaneselskaberne begraenser deres frihed ved at aftale at paalaegge rejsebureauerne en forpligtelse, som beroerer konkurrencen mellem sidstnaevnte paa dette marked. Kommissionen finder endvidere, at Rettens fortolkning foerer til uventede konsekvenser, for saa vidt som Kommissionen - naar klausulen ogsaa har konkurrencebegraensende virkninger inden for sektoren for transport ad soevejen og luftvejen - samtidig skal anvende de tre forordninger, der gaelder for hver sin sektor, nemlig transport ad landjorden, ad soevejen og ad luftvejen.

41 Det bemaerkes med hensyn til hele dette andet anbringende, at forordning nr. 1017/68 ifoelge artikel 1 navnlig finder anvendelse paa en raekke aftaler, som »har til formaal eller foelge at fastsaette befordringspriser og -vilkaar, begraensning af eller kontrol med udbuddet af transportydelser, opdeling af transportmarkederne« samt »virksomhed udoevet af stoetteerhvervene paa transportomraadet, naar denne virksomhed har det ovenfor anfoerte formaal eller de ovenfor anfoerte virkninger«.

42 Det fremgaar af ordlyden af denne artikel, at anvendelsen af forordning nr. 1017/68 afhaenger af subsumptionen af de paagaeldende aftaler, som skal have til formaal eller foelge bl.a. at fastsaette befordringspriser eller begraensning af eller kontrol med udbuddet af transportydelser, og ikke - saaledes som Kommissionen har haevdet - forudgaaende at fastlaegge det marked, paa hvilket aftalernes virkninger goer sig gaeldende.

43 Desuden er der med hensyn til den anfaegtede doms praemis 52 - i modsaetning til det af Kommissionen anfoerte - ikke anledning til at anvende forordning nr. 17 eller samtidig anvende de tre ovennaevnte forordninger, der gaelder for hver sin sektor.

44 Paa dette foerste punkt har Retten med rette fastslaaet, at klausulen om, at rejsebureauerne i deres reklamer, tilbud og kunderaadgivning ikke maatte bidrage til at fremme brugen af transportformer, der konkurrerede med jernbanetransport, henhoerte under transportsektoren og ikke under forordning nr. 17, som Kommissionen har anvendt i sin beslutning. Det er nemlig hele transportsektoren, der er blevet undtaget fra anvendelsen af sidstnaevnte forordning ved forordning nr. 141, der senere er blevet afloest af de tre forordninger for de saerskilte sektorer, som udgoeres af transport ad landjorden, ad soevejen og ad luftvejen.

45 Med hensyn til dette andet punkt bemaerkes det dels, at den paagaeldende klausul har til formaal at have virkninger, om ikke sine vaesentligste virkninger, inden for sektoren for transport ad landjorden, eftersom den paalaegger de autoriserede rejsebureauer at udvise en neutralitet, som antages at fremme udbuddet af jernbanetransport, dels at klausulen indgaar i aftaler mellem sammenslutninger af virksomheder, hvis vaesentligste klausuler, som Retten har vurderet, henhoerer under anvendelsesomraadet for forordning nr. 1017/68.

46 Det andet anbringende boer derfor forkastes.

Tredje anbringende

47 Kommissionen har med sit tredje anbringende anfoert, at Retten goer sig skyldig i en retlig fejl, idet den i den anfaegtede doms praemis 55 og 56 har antaget, at rejsebureauerne i det foreliggende tilfaelde ved at saelge billetter paa jernbaneselskabernes vegne udoevede »stoetteerhverv paa transportomraadet« i den betydning, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, andet punktum, i forordning nr. 1017/68, selv om disse rejsebureauer ikke hoerer til kategorien af stoetteerhverv paa transportomraadet, og forordningen kun vedroerer virksomhed udoevet af disse stoetteerhverv, som direkte beroerer transportydelsen.

48 Det bemaerkes i denne henseende, uden at det er noedvendigt at foretage en detaljeret gennemgang af Kommissionens argumentation, at Domstolen ifoelge fast praksis forkaster anbringender fremfoert mod praemisser i en af Retten afsagt dom, der er anfoert som en yderligere begrundelse, da disse ikke kan medfoere ophaevelse af Rettens dom (jf. bl.a. dom af 18.3.1993, sag C-35/92 P, Parlamentet mod Frederiksen, Sml. I, s. 991, praemis 31, og af 22.12.1993, sag C-244/91 P, Pincherle mod Kommissionen, Sml. I, s. 6965, praemis 25).

49 Det bemaerkes, at Rettens begrundelse i den anfaegtede doms praemis 55 og 56 har karakter af en yderligere begrundelse i forhold til den, som er anfoert i praemis 43-54.

50 Det fremgaar af ordlyden af artikel 1 i forordning nr. 1017/68, at den alternativt henviser dels til »aftaler, vedtagelser og samordnet praksis«, som opfylder de betingelser, den opregner (artikel 1, foerste punktum), dels til »virksomhed udoevet af stoetteerhvervene paa transportomraadet«, som opfylder samme betingelser (artikel 1, andet punktum). Det er saaledes tilstraekkeligt, for at forordning nr. 1017/68 finder anvendelse, at der foreligger en af disse to situationer.

51 Da det fremgaar af gennemgangen af de to foerste anbringender, at Retten ikke har gjort sig skyldig i en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 1, foerste punktum, i forordning nr. 1017/68, og da det fremgaar, at de paagaeldende vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder opfylder de heri fastsatte betingelser, kan det tredje anbringende, som vedroerer artiklens andet punktum, ikke have den tilsigtede virkning og derfor heller ikke laegges til grund for appellen.

52 Da ingen af anbringenderne er blevet taget til foelge, boer appellen forkastes i det hele.

Sagens omkostninger

53 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, der ifoelge artikel 118 finder anvendelse i appelsager, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Appellanten har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Appellen forkastes.

2. Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber betaler sagens omkostninger.