61995J0185

1 Appel - anbringender - rettergangsfejl - tilsidesaettelse af princippet om rettergang inden en rimelig frist

(EF-traktaten, art. 168 A; statutten for EF-Domstolen, art. 51, stk. 1)

2 Appel - anbringender - Domstolens proevelsesret med hensyn til vurdering af beviserne - udelukket, medmindre de er gengivet forkert

3 Retspleje - sagsbehandlingstid ved Retten - rimelig frist - kriterier til vurdering heraf

4 Retspleje - sagsbehandlingstid ved Retten - rimelig frist - tvist om, hvorvidt der foreligger en tilsidesaettelse af konkurrencereglerne - ikke overholdelse af en rimelig frist - virkninger

5 Retspleje - bestemt tid, der maa medgaa fra afslutningen af den mundtlige forhandling til voteringen - foreligger ikke

(Rettens procesreglement, art. 55, stk. 1)

6 Retspleje - frist for fremlaeggelse af beviser - artikel 48, stk. 1, i Rettens procesreglement - anvendelsesomraade

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 1, og art. 66, stk. 2)

7 Retspleje - tvist om, hvorvidt der foreligger en tilsidesaettelse af konkurrencereglerne - aktindsigt i Kommissionens dokumenter - foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse - begaering om fremlaeggelse af dokumenter - pligter paahvilende den, der fremsaetter begaeringen

[Rettens procesreglement, art. 64, stk. 3, litra d), og art. 64, stk. 4]

8 Appel - anbringender - anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten paaberaabte - afvisning

[EF-traktaten, art. 168 A; statutten for EF-Domstolen; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

9 Appel - Domstolens kompetence - omgoerelse af billighedsgrunde af Rettens skoen vedroerende stoerrelsen af de virksomhederne paalagte boeder - udelukket

10 Konkurrence - boeder - stoerrelse - udmaaling - kriterier - den relevante omsaetning - den paagaeldende virksomheds samlede omsaetning - omsaetning vedroerende de af overtraedelsen omfattede varer

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

11 Det fremgaar af traktatens artikel 168 A og artikel 51, stk. 1, i statutten for Domstolen, at Domstolen under en appelsag har kompetence til at undersoege, om der under sagens behandling ved Retten er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, og skal efterproeve, at almindelige faellesskabsretlige principper er blevet overholdt.

Til disse principper hoerer, at enhver har ret til en retfaerdig rettergang, hvilket er fastslaaet i den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, og navnlig ret til rettergang inden en rimelig frist.

12 Under en appelsag har Domstolen ikke kompetence til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder og i princippet heller ikke til at bedoemme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlaeggelsen af de faktiske omstaendigheder. Naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsaetninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisfoerelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at afgoere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt. Denne vurdering udgoer ikke - medmindre beviserne er gengivet forkert - et retsspoergsmaal og er dermed ikke undergivet Domstolens proevelsesret.

13 Strukturen i den faellesskabsretlige domstolsordning begrunder i en vis udstraekning, at Retten, som alene har kompetence til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder og foretage den indholdsmaessige undersoegelse af sagen, har tilstraekkelig tid til at forberede sager, hvori det er noedvendigt at foretage en indgaaende undersoegelse af komplicerede faktiske omstaendigheder. Uanset denne opgave skal Retten som den af Faellesskabets retsinstanser, der er oprettet specielt med dette formaal for oeje, imidlertid overholde princippet om en rimelig frist i forbindelse med behandlingen af de sager, der indbringes for den.

Spoergsmaalet om, hvorvidt sagsbehandlingstiden ved Retten er rimelig, maa vurderes paa grundlag af omstaendighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den paagaeldende, dens kompleksitet og sagsoegerens og de kompetente myndigheders adfaerd.

14 En sagsbehandling ved Retten, som vedroerer spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en tilsidesaettelse af konkurrencereglerne, og som varede i ca. fem aar og seks maaneder, er - selv om der tages hensyn til sagens forholdsvis komplicerede karakter - laengere, end kravene til overholdelsen af princippet om en rimelig frist tillader, naar det er godtgjort,

- at sagen havde stor betydning, ikke kun for sagsoegeren - selv om virksomhedens oekonomiske overlevelsesmuligheder ikke direkte var bragt i fare paa grund af sagen - og dens konkurrenter, men ogsaa for udenforstaaende paa grund af de mange mennesker, der er beroert heraf, og de involverede oekonomiske interesser

- at sagsoegeren ikke i vaesentlig grad har medvirket til at forlaenge sagsbehandlingstiden

- at sagsbehandlingstiden hverken er begrundet i de saerlige krav i forbindelse med sagsbehandlingen ved Faellesskabets retsinstanser, bl.a. som foelge af sprogordningen, eller i saerlige omstaendigheder, idet der navnlig ikke var tale om udsaettelse af sagen i henhold til artikel 77 og 78 i Rettens procesreglement.

En saadan rettergangsfejl begrunder, at Domstolen med henblik paa umiddelbart og effektivt at afhjaelpe fejlen annullerer Rettens dom, for saa vidt der herved sker en fastsaettelse boeden for den fastslaaede overtraedelse, og at Domstolen fastsaetter boeden paa den saadan maade, at der tages hensyn til kravet om, at sagsoegeren skal have en passende kompensation.

Da der imidlertid ikke er holdepunkter for at antage, at sagsbehandlingstiden har haft indflydelse paa sagens udfald, kan anbringendet ikke foere til, at den appellerede dom i det hele annulleres.

15 Hvad angaar en paastaaet tilsidesaettelse af et princip om umiddelbarhed i retsplejen findes der hverken i artikel 55, stk. 1, eller i andre bestemmelser i Rettens procesreglement eller i statutten for Domstolen regler, hvorefter Rettens domme skal afsiges inden for en vis frist efter afslutningen af den mundtlige forhandling.

16 I henhold til artikel 48, stk. 1, i Rettens procesreglement kan parterne i replikken og duplikken anfoere yderligere beviser til stoette for deres anbringender, men parterne skal begrunde, hvorfor beviserne foerst paaberaabes paa dette tidspunkt.

Modbevis og adgangen til at fremkomme med nye beviser som foelge af et modbevis for modpartens side i svarskriftet er ikke omfattet af praeklusionsreglen i procesreglementets artikel 48, stk. 1. Denne bestemmelse omfatter nye beviser og skal ses i sammenhaeng med artikel 66, stk. 2, hvorefter adgangen til at foere modbevis og til at fremkomme med nye beviser udtrykkeligt bevares.

17 De almindelige faellesskabsretlige principper om aktindsigt i Kommissionens dokumenter i konkurrencesager finder ikke som saadanne anvendelse paa behandlingen af en retssag, idet reglerne herom findes i statutten for Domstolen og i Rettens procesreglement.

Det fremgaar naermere bestemt af artikel 64, stk. 3, litra d), og artikel 64, stk. 4, i Rettens procesreglement, at parterne paa et hvilket som helst trin i sagen kan foreslaa foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, og at foranstaltningerne kan bestaa i at anmode om fremlaeggelse af dokumenter eller aktstykker vedroerende sagen.

For at Retten kan tage stilling til, at om det af hensyn til sagens fremme er hensigtsmaessigt at traeffe bestemmelse om fremlaeggelse af visse dokumenter, maa den part, som fremsaetter begaering herom, imidlertid angive de oenskede dokumenter og over for Retten i det mindste henvise til visse holdepunkter for, at disse dokumenter har betydning for sagens behandling.

18 Det foelger af traktatens artikel 168 A, artikel 51 i statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), at et appelskrift praecist skal angive, hvilke elementer der anfaegtes i den dom, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand. Dette krav er ikke opfyldt, naar appelskriftet blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var stoettet paa faktiske omstaendigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at laegge til grund. En saadan appel har i realiteten kun til formaal at opnaa, at de i staevningen for Retten fremsatte paastande paadoemmes endnu en gang, hvilket falder uden for Domstolens kompetence.

19 Det tilkommer ikke Domstolen, naar den traeffer afgoerelse vedroerende retlige spoergsmaal under en appelsag, af billighedsgrunde at omgoere det skoen, som Retten har udoevet under sin fulde proevelsesret vedroerende stoerrelsen af de boeder, som er paalagt virksomheder for tilsidesaettelse af faellesskabsretten.

20 Ved vurderingen af en overtraedelses grovhed kan der tages hensyn til antallet og vaerdien af de varer, som overtraedelsen omfatter, samt virksomhedens stoerrelse og dens oekonomiske betydning og som foelge heraf, i hvor hoej grad den kunne paavirke markedet.

Foelgelig er det rimeligt ved fastsaettelse af boeden baade at tage hensyn til virksomhedens samlede omsaetning, som giver et om end omtrentligt og ufuldstaendigt indtryk af virksomhedens stoerrelse og oekonomi, og til den del af omsaetningen, som vedroerer de varer, som er genstand for overtraedelsen, og som altsaa kan indicere omfanget af overtraedelsen. Selv om en virksomheds markedsandele ikke kan vaere afgoerende ved vurderingen af, om en virksomhed tilhoerer en betydelig oekonomisk enhed, er markedsandelene imidlertid relevante ved vurderingen af, hvilken indflydelse virksomheden har haft paa markedet.

I sag C-185/95 P,

Baustahlgewebe GmbH, Gelsenkirchen (Tyskland), ved advokaterne Jochim Sedemund og Frank Montag, Koeln, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 6. april 1995 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Foerste Afdeling) i sag T-145/89, Baustahlgewebe mod Kommissionen (Sml. II, s. 987), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af dommen,

den anden part i appelsagen er:

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Bernd Langeheine, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, derefter ved Paul Nemitz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokat Alexander Boehlke, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene J.-P. Puissochet og G. Hirsch samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, D.A.O. Edward, H. Ragnemalm (refererende dommer), L. Sevón, M. Wathelet, R. Schintgen og K.M. Ioannou,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 4. november 1997,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 3. februar 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 14. juni 1995 har Baustahlgewebe GmbH i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af Rettens dom af 6. april 1995 i sag T-145/89, Baustahlgewebe mod Kommissionen (Sml. II, s. 987, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten delvis annullerede artikel 1 i Kommissionens beslutning 89/515/EOEF af 2. august 1989 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/31.553 - Armeringsnet, EFT L 260, s. 1, herefter »beslutningen«), fastsatte den boede, der af Kommissionen var paalagt appellanten, til 3 mio. ECU, i oevrigt frifandt Kommissionen og tilpligtede appellanten at baere sine egne omkostninger og en tredjedel af Kommissionens.

Faktiske omstaendigheder og Rettens dom

2 Det fremgaar af den appellerede dom, at der fra 1980 inden for sektoren for armeringsnet udviklede sig en raekke aftaler og forskellige former for praksis paa det tyske og franske marked samt Benelux-markedet. Armeringsnet, der benyttes inden for naesten alle anvendelsesomraader for armeret jernbetonkonstruktion, er praefabrikerede armeringer af glat eller profileret koldtrukken staaltraad, som ved punktsvejsning i rette vinkler forbindes til et net.

3 Der findes forskellige typer af armeringsnet, bl.a. standardnet, katalognet af »Lettermatten«-typen eller halv-standardiserede net, katalognet af »Listenmatten«-typen og specialnet.

4 Med hensyn til det tyske marked gav Bundeskartellamt den 31. maj 1983 tilladelse til et strukturkrisekartel bestaaende af de tyske producenter af armeringsnet. Tilladelsen blev forlaenget én gang og udloeb i 1988. Formaalet med kartellet var en kapacitetsnedskaering, men kartelaftalen indeholdt ogsaa bestemmelser om kvoter og prisarrangementer, idet der dog kun blev givet tilladelse hertil i de foerste to aar. Bundeskartellamt orienterede i 1983 Kommissionen om oprettelsen af dette strukturkrisekartel.

5 Den 6. og 7. november 1985 foretog tjenestemaend fra Kommissionen i medfoer af artikel 14, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter »forordning nr. 17«), samtidigt og uden forudgaaende varsel kontrolundersoegelser hos syv virksomheder og to sammenslutninger af virksomheder, nemlig Tréfilunion SA, Sotralentz SA, Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL, Ferriere Nord SpA (Pittini), Baustahlgewebe GmbH, Thibo Draad- en Bouwstaalprodukten BV (Thibodraad), NV Bekaert, Syndicat national du tréfilage d'acier (STA) og Fachverband Betonstahlmatten eV. Den 4. og 5. december 1985 blev der foretaget yderligere kontrolundersoegelser hos ILRO SpA, G.B. Martinelli, NV Usines Gustave Boël (afdeling Trébos), Tréfileries de Fontaine-l'Évêque (TFE), Frère-Bourgeois Commerciale SA (FBC), Van Merksteijn Staalbouw BV og ZND Bouwstaal BV.

6 Paa grundlag af det materiale, som blev fundet ved kontrolundersoegelserne, og de oplysninger, som blev indhentet i medfoer af artikel 11 i forordning nr. 17, fandt Kommissionen, at de paagaeldende producenter fra 1980 til 1985 havde overtraadt traktatens artikel 85 ved en raekke aftaler og forskellige former for samordnet praksis vedroerende fastsaettelse af leveringskvoter og priser for armeringsnet. Kommissionen indledte derfor proceduren i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, og den 12. marts 1987 fremsendte den meddelelse af klagepunkter til de paagaeldende virksomheder. Virksomhederne besvarede disse klagepunkter. Den 23. og 24. november 1987 fandt der en hoering sted med deltagelse af repraesentanter for virksomhederne.

7 Efter afslutningen af denne procedure vedtog Kommissionen beslutningen, hvorved fjorten producenter af armeringsnet blev paalagt en boede for overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Det fremgaar af 22. betragtning til beslutningen, at konkurrencebegraensningerne havde form af en raekke aftaler og/eller samordnet praksis (herefter under ét benaevnt »aftaler«) med det formaal at fastsaette priser og/eller leveringskvoter samt at opdele markederne for armeringsnet. Aftalerne vedroerte ifoelge beslutningen forskellige delmarkeder (de franske og tyske markeder samt Benelux-markedet), men paavirkede samtidig handelen mellem medlemsstater, fordi der deltog virksomheder fra flere medlemsstater.

8 Med hensyn til de faktiske omstaendigheder, som ligger til grund for sagen ved Retten, fremgaar det af den appellerede dom, at der i beslutningen mere praecist goeres foelgende forhold gaeldende over for appellanten:

Paa det tyske marked:

- Selskabet deltog i aftaler vedroerende gensidig markedsindtraengning mellem Tyskland og Frankrig sammen med den franske virksomhed Tréfilunion. Aftalerne blev indgaaet under en samtale den 7. juni 1985 mellem Michael Mueller, der var direktoer i Baustahlgewebe, repraesentant for det tyske strukturkrisekartel og formand for Fachverband Betonstahlmatten, og Tréfilunion's direktoer, Marie, der ogsaa var formand for Association française technique pour le développement de l'emploi des treillis soudés (ADETS). Retten bemaerkede i praemis 63 i den appellerede dom, at appellanten ifoelge beslutningen (140. betragtning) deltog i en generel samordning sammen med Tréfilunion med det formaal at begraense deres produkters gensidige indtraengning paa det tyske og franske marked (jf. 135.-143. og 176. betragtning til beslutningen og praemis 59-68 i den appellerede dom).

- Selskabet deltog i aftaler vedroerende det tyske marked med det formaal dels at regulere Benelux-producenternes eksport til Tyskland, dels at sikre overholdelsen af de priser, der gjaldt paa det tyske marked (147., 178. og 182. betragtning til beslutningen og praemis 83-94 i den appellerede dom).

- Selskab indgik med det formaal for oeje at begraense eller regulere udenlandsk import til Tyskland den 24. november 1976 og den 22. marts 1982 to salgsaftaler med Bouwstaal Roermond BV (senere Tréfilarbed Bouwstaal Roermond) og Arbed SA, afdeling Nederland. I aftalerne overtog appellanten eneforhandlingen i Tyskland af en naermere fastsat aarlig maengde armeringsnet fra fabrikken i Roermond til en pris, som skulle fastsaettes efter bestemte kriterier. Bouwstaal Roermond BV og Arbed SA, afdeling Nederland, forpligtede sig til i aftalernes loebetid hverken direkte eller indirekte at levere til Tyskland. Det anfoeres i beslutningen, at eneforhandlingsaftalerne ikke opfyldte betingelserne i Kommissionens forordning nr. 67/67/EOEF af 22. marts 1967 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af eneforhandlingsaftaler (EFT 1967, s. 9), i hvert fald ikke efter indgaaelsen af aftalerne om gensidig markedsindtraengning mellem Tyskland og Benelux. Efter dette tidspunkt maatte aftalerne betragtes som del af en samlet aftale om markedsopdeling (jf. 148. og 189. betragtning til beslutningen og praemis 95-109 i den appellerede dom).

- Selskabet deltog sammen med Tréfilarbed i en aftale med det formaal at bringe reeksporten af armeringsnet fra fabrikken i St. Ingbert til Tyskland via Luxembourg til ophoer (jf. 152. og 180. betragtning til beslutningen og praemis 110-122 i den appellerede dom).

Paa Benelux-markedet:

- Selskabet deltog i aftaler mellem de tyske producenter, som eksporterer til Benelux, og de oevrige deltagere paa Benelux-markedet, om overholdelse af de for Benelux-markedet fastsatte priser. Ifoelge beslutningen blev aftalerne indgaaet ved de moeder, som blev afholdt i Breda og Bunnik fra august 1982 til november 1985. Endvidere anfoeres i beslutningen, at appellanten deltog i aftaler mellem de tyske producenter og Benelux-producenterne (»Breda-runden«) om anvendelse af kvantitative begraensninger i den tyske eksport til Belgien og Nederlandene samt meddelelse af eksporttal fra visse tyske producenter til den belgisk-nederlandske gruppe [78. betragtning, litra b), 163., 168. og 171. betragtning til beslutningen og praemis 123-138 i den appellerede dom].

9 Beslutningen har foelgende ordlyd:

»Artikel 1

Virksomhederne Tréfilunion SA, Société métallurgique de Normandie (SMN), CCG (TECNOR), Société de treillis et panneaux soudés (STPS), Sotralentz SA, Tréfilarbed SA, henholdsvis Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL, Tréfileries de Fontaine-l'Évêque, Frère-Bourgeois Commerciale (nu Steelinter SA), NV Usines Gustave Boël, afdeling Trébos, Thibo Draad- en Bouwstaalprodukten BV (nu Thibo Bouwstaal BV), Van Merksteijn Staalbouw BV, ZND Bouwstaal BV, Baustahlgewebe GmbH, ILRO SpA, Ferriere Nord SpA (Pittini) og G.B. Martinelli fu G.B. Metallurgica SpA har overtraadt EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, idet de i perioden fra den 27. maj 1980 til den 5. november 1985 i et eller flere tilfaelde deltog i en eller flere aftaler og/eller samordnet praksis (karteller), som bestod i fastsaettelse af salgspriser, begraensning af afsaetningen, opdeling af markederne og foranstaltninger med henblik paa anvendelse af og kontrol med disse aftaler.

Artikel 2

De i artikel 1 naevnte virksomheder skal - saafremt de stadig er aktive inden for armeringsnet-sektoren i Faellesskabet - straks ophoere med de konstaterede overtraedelser (hvis dette endnu ikke er sket) og i fremtiden i forbindelse med deres armeringsnet-aktiviteter afholde sig fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller lignende formaal eller virkning.

Artikel 3

For de i artikel 1 anfoerte overtraedelser paalaegges der nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

1) Tréfilunion SA (TU) - en boede paa 1 375 000 ECU

2) Société métallurgique de Normandie (SMN) - en boede paa 50 000 ECU

3) Société des treillis et panneaux soudés (STPS) - en boede paa 150 000 ECU

4) Sotralentz SA - en boede paa 228 000 ECU

5) Tréfilarbed Luxembourg-Saarbruecken SARL - en boede paa 1 143 000 ECU

6) Steelinter SA - en boede paa 315 000 ECU

7) NV Usines Gustave Boël, afdeling Trébos - en boede paa 550 000 ECU

8) Thibo Bouwstaal BV - en boede paa 420 000 ECU

9) Van Merksteijn Staalbouw BV - en boede paa 375 000 ECU

10) ZND Bouwstaal BV - en boede paa 42 000 ECU

11) Baustahlgewebe GmbH (BStG) - en boede paa 4 500 000 ECU

12) ILRO SpA - en boede paa 13 000 ECU

13) Ferriere Nord SpA (Pittini) - en boede paa 320 000 ECU

14) G.B. Martinelli fu G.B. Metallurgica SpA - en boede paa 20 000 ECU

...«

10 Appellanten anlagde paa denne baggrund ved staevning indleveret den 20. oktober 1989 sag ved Domstolen med paastand om annullation af beslutningen, subsidiaert nedsaettelse af boeden, og om, at Kommissionen blev tilpligtet at betale sagens omkostninger. Ved kendelser af 15. november 1989 henviste Domstolen i medfoer af artikel 14 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1) denne sag og ti andre sager, der var anlagt til proevelse af samme beslutning, til Retten.

11 Sagerne blev ved Retten registreret under nummer T-141/89 - T-145/89 og T-147/89 - T-152/89. Ved kendelse af 13. oktober 1992 besluttede Retten at forene sagerne med henblik paa den mundtlige forhandling, idet de havde forbindelse med hinanden, jf. procesreglementets artikel 50. I den sag, der er genstand for naervaerende appel, blev den skriftlige forhandling ved Retten afsluttet den 5. juli 1990. Rettens Foerste Afdeling besluttede den 16. februar 1993 paa grundlag af den refererende dommers rapport at indlede den mundtlige forhandling og at anmode parterne om inden retsmoedet af besvare visse spoergsmaal. Retsmoederapporten blev fremsendt til parterne den 18. maj 1993, og de afgav mundtlige indlaeg og besvarede Rettens spoergsmaal i de retsmoeder, der fandt sted fra den 14. til den 18. juni 1993. Retten afsagde dom den 6. april 1995.

12 Retten har i den appellerede dom fastslaaet, at naar henses til, at appellanten ikke deltog i en aftale med Tréfilunion med det formaal, at deres fremtidige eksport skulle vaere undergivet kvoter, eller i en aftale med Sotralentz med det formaal at fastsaette kvoter for dette selskabs eksport til det tyske marked, og at der foreligger en formildende omstaendighed med hensyn til aftalen mellem appellanten og Tréfilarbed med det formaal at bringe reeksporten fra St. Ingbert til Tyskland til ophoer, maatte beslutningens artikel 1 delvis annulleres, og den boede paa 4,5 mio. ECU, der var paalagt appellanten, maatte nedsaettes til 3 mio. ECU. I oevrigt frifandt Retten Kommissionen og tilpligtede appellanten at baere sine egne omkostninger og en tredjedel af Kommissionens.

Appellen

13 Under appelsagen har appellanten nedlagt foelgende paastande:

- Den appellerede dom ophaeves, for saa vidt appellanten herved paalaegges en boede paa 3 mio. ECU, Kommissionen frifindes, og appellanten paalaegges at baere sine egne omkostninger og en tredjedel af Kommissionens, og behandlingen af sagen indstilles.

- Subsidiaert ophaeves den appellerede dom, og sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling.

- Beslutningens artikel 1, 2 og 3 annulleres, for saa vidt de vedroerer appellanten og ikke er blevet annulleret ved den appellerede dom.

- Subsidiaert nedsaettes boeden til et rimeligt beloeb.

- Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne ved sagens behandling i foerste instans og under appellen.

14 Kommissionen har nedlagt paastand om, at appellen forkastes, og at appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

15 Appellanten har til stoette for sine paastande under appellen anfoert, at Retten ved en for lang sagsbehandlingstid har tilsidesat den ret til rettergang inden en rimelig frist, selskabet har i henhold til artikel 6, stk. 1, i konventionen af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«), og Retten har ved at afsige dom 22 maaneder efter afslutningen af den mundtlige forhandling tilsidesat det almindelige princip om umiddelbarhed i retsplejen. Endvidere har Retten anvendt et forkert kriterium ved bevisbedoemmelsen ved ikke at undersoege, om de af Kommissionen fremfoerte faktiske omstaendigheder kunne forklares paa anden maade end med, at der fandtes en aftale, og har naegtet at undersoege de af appellanten paaberaabte beviser. Retten har herved tilsidesat de almindelige bevisregler. Herudover har Retten tilsidesat appellantens ret til kontradiktion ved at forkaste selskabets begaering om, at Kommissionen blev paalagt at give selskabet adgang til at gennemse alle dokumenterne i den administrative sag og visse dokumenter vedroerende det tyske strukturkrisekartel.

16 Endvidere har appellanten anfoert, at Retten har tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt angaar afgraensningen af det relevante marked og for saa vidt angaar de paastaaede aftaler

- mellem appellanten og Tréfilunion om den gensidige markedsindtraengning mellem Tyskland og Frankrig

- med producenterne i Benelux med hensyn til det tyske marked og

- om kvoter og priser paa Benelux-markedet,

idet beslutningen ikke er tilstraekkelig begrundet, og/eller idet de faktiske omstaendigheder er kvalificeret forkert. Endvidere har Retten med hensyn til eneforhandlingsaftalerne mellem appellanten paa den ene side og Bouwstaal Roermond BV og Arbed SA, afdeling Nederland, paa den anden side tilsidesat betingelserne for anvendelse af forordning nr. 67/67.

17 Endelig har appellanten gjort gaeldende, at Retten med hensyn til paalaeggelsen af boeder har tilsidesat bestemmelserne i artikel 15 i forordning nr. 17.

18 Det bemaerkes indledningsvis, at for saa vidt angaar eventuelle rettergangsfejl er appellen i henhold til EF-traktatens artikel 168 A og artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen begraenset til retsspoergsmaal. Ifoelge sidstnaevnte bestemmelse kan appellen kun stoettes paa, at Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten.

19 Domstolen har saaledes kompetence til at undersoege, om der under sagens behandling ved Retten er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, og skal efterproeve, at almindelige faellesskabsretlige principper og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisfoerelse er blevet overholdt (jf. bl.a. kendelse af 17.9.1996, sag C-19/95 P, San Marco mod Kommissionen, Sml. I, s. 4435, praemis 40).

20 Der henvises i denne forbindelse til, at det bestemmes i EMRK's artikel 6, stk. 1, at enhver har ret til en retfaerdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhaengig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, naar der skal traeffes afgoerelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angaaende en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.

21 Det almindelige faellesskabsretlige princip, hvorefter enhver har ret til en retfaerdig rettergang, som har sin baggrund i disse grundrettigheder (jf. bl.a. udtalelse 2/94 af 28.3.1996, Sml. I, s. 1759, praemis 33, og dom af 29.5.1997, sag C-299/95, Kremzow, Sml. I, s. 2629, praemis 14), og navnlig ret til rettergang inden en rimelig frist, finder anvendelse under en retssag til proevelse af en kommissionsbeslutning, hvorved der paalaegges en virksomhed boeder for overtraedelse af konkurrenceretten.

22 Domstolen skal derfor i forbindelse med behandlingen af appelsagen undersoege saadanne anbringender vedroerende sagsbehandlingen ved Retten.

23 Hvad dernaest angaar spoergsmaalet om en eventuel forkert vurdering af de faktiske omstaendigheder, foelger det af traktatens artikel 168 A og artikel 51, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlaegge de faktiske omstaendigheder i sagen, naar bortses fra tilfaelde, hvor den indholdsmaessige urigtighed af dens konstateringer foelger af akterne i den sag, den har behandlet, dels til at tage stilling til disse faktiske omstaendigheder. Naar Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstaendigheder, har Domstolen i henhold til traktatens artikel 168 A kompetence til at gennemfoere en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstaendigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget (jf. bl.a. ovennaevnte kendelse i sagen San Marco mod Kommissionen, praemis 39).

24 Domstolen har saaledes ikke kompetence til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder og i princippet heller ikke til at bedoemme de beviser, Retten har lagt til grund ved fastlaeggelsen af de faktiske omstaendigheder. Naar disse beviser er blevet forskriftsmaessigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsaetninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisfoerelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at afgoere, hvilken bevisvaerdi der skal tillaegges de oplysninger, den har faaet forelagt (jf. bl.a. kendelsen i sagen San Marco mod Kommissionen, praemis 40). Rettens vurdering af de beviser, der er fremfoert for den, udgoer ikke - medmindre de er gengivet forkert - et retsspoergsmaal og er dermed ikke undergivet Domstolens proevelsesret (dom af 2.3.1994, sag C-53/92 P, Hilti mod Kommissionen, Sml. I, s. 667, praemis 42).

25 Derimod er spoergsmaalet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstraekkelig, et retsspoergsmaal, der kan rejses under en appelsag (jf. bl.a. dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, praemis 29, af 20.11.1997, sag C-188/96 P, Kommissionen mod V, Sml. I, s. 6561, praemis 24, og af 7.5.1998, sag C-401/96 P, Somaco mod Kommissionen, Sml. I, s. 2587, praemis 53).

Anbringenderne vedroerende rettergangsfejl

Tilsidesaettelse af princippet om rettergang inden en rimelig frist

26 Appellanten har anfoert, at der medgik for lang tid, inden Retten afsagde dom, saaledes at den har tilsidesat EMRK's artikel 6, stk. 1. Sagsbehandlingstiden skyldes paa inden maade sagens omstaendigheder, men maa derimod tilskrives Retten. En saadan forsinkelse udgoer en »Prozesshindernis« (afvisningsmangel), som medfoerer, at den appellerede dom og beslutningen maa ophaeves, og at behandlingen af sagen maa indstilles. Subsidiaert har appellanten anfoert, at den for lange sagsbehandlingstid, foerst i forbindelse med den administrative sag og derefter i forbindelse med retssagen, i sig selv udgoer en formildende omstaendighed og en begrundelse for at nedsaette boeden i henhold til princippet om strafnedsaettelse, som er anerkendt saavel i medlemsstaternes retsorden som i Rettens praksis.

27 Kommissionen har bestridt, at der er medgaaet for lang tid til sagsbehandlingen, og har anfoert, at selv om sagsbehandlingstiden ved Retten kan synes lang, kan der ikke vaere tale om en afvisningsmangel.

28 Indledningsvis maa det fastslaas, at den sagsbehandling, hvis tidsmaessige udstraekning er genstand for Domstolens efterproevelse i forbindelse med dens stillingtagen til, om der foreligger en rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, begyndte den 20. oktober 1989, hvor staevningen i annullationssoegsmaalet blev indleveret, og afsluttedes den 6. april 1995, hvor den appellerede dom blev afsagt. Den sagsbehandling, som er genstand for Domstolens efterproevelse, varede saaledes i ca. fem aar og seks maaneder.

29 Det maa for det foerste fastslaas, at dette umiddelbart forekommer at vaere meget lang tid. Spoergsmaalet om, hvorvidt en saadan frist er rimelig, maa imidlertid vurderes paa grundlag af omstaendighederne i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den paagaeldende, dens kompleksitet og appellantens og de kompetente myndigheders adfaerd (jf. analogt Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23.4.1987, Erkner og Hofauer, Series A, nr. 117, afsnit 66, af 27.11.991, Kemmache, Series A, nr. 218, afsnit 60, af 23.4.1996, Phocas mod Frankrig, Recueil des arrêts et décisions 1996-II, s. 546, afsnit 71, og af 27.9.1971, Garyfallou AEBE mod Graekenland, Recueil des arrêts et décisions 1997-V, s. 1821, afsnit 39).

30 Hvad angaar sagens betydning for appellanten maa det understreges, at selskabets oekonomiske overlevelsesmuligheder ikke direkte var bragt i fare paa grund af sagen. Imidlertid har det grundlaeggende krav om retssikkerhed, som gaelder for virksomhederne, og hensynet til at sikre, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes under en tvist om, hvorvidt der foreligger en tilsidesaettelse af konkurrencereglerne, stor betydning, ikke kun for appellanten og selskabets konkurrenter, men ogsaa for udenforstaaende paa grund af de mange mennesker, der er beroert heraf, og de involverede oekonomiske interesser.

31 I henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kunne appellanten saaledes paalaegges en boede paa indtil 10% af omsaetningen i det foregaaende regnskabsaar. I naervaerende sag har Kommissionen i beslutningens artikel 3 og 4 paalagt appellanten en boede paa 4,5 mio. ECU, som skulle betales senest tre maaneder efter meddelelsen af beslutningen, og efter udloebet af denne frist paaloeb der renter paa 12,5% p.a.

32 I denne forbindelse bestemmes det i EF-traktatens artikel 192 bl.a., at de af Kommissionens beslutninger, der indebaerer en forpligtelse for andre end stater til at betale en pengeydelse, kan tvangsfuldbyrdes, og at tvangsfuldbyrdelsen sker efter den borgerlige retsplejes regler i den medlemsstat, paa hvis omraade den finder sted. I henhold til EF-traktatens artikel 185, 186 og 192, jf. artikel 4 i afgoerelse 88/591, har indbringelse af sag for Retten ikke opsaettende virkning. Retten kan, hvis den skoenner, at forholdene kraever det, udsaette gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt, foreskrive de noedvendige foreloebige forholdsregler og eventuelt udsaette tvangsfuldbyrdelsen.

33 Det fremgaar af sagen, at der ikke er truffet foranstaltninger med henblik paa inddrivelse af boeden, mens retssagen har verseret, idet appellanten stillede en bankgaranti som kraevet af Kommissionen. Dette aendrer imidlertid ikke ved, at appellanten har krav paa en retfaerdig rettergang inden en rimelig frist, og navnlig at der tages stilling til berettigelsen af de anklager om overtraedelse af konkurrenceretten, som Kommissionen har fremsat over for selskabet, og den boede, der i denne anledning er paalagt det.

34 Det maa herefter fastslaas, at sagen ved Retten havde vaesentlig betydning for appellanten.

35 Med hensyn til sagens kompleksitet bemaerkes, at Kommissionen i beslutningen fastslog, at fjorten producenter af armeringsnet havde tilsidesat traktatens artikel 85 ved en raekke aftaler og forskellige former for samordnet praksis vedroerende fastsaettelse af leveringskvoter og priser for dette produkt. Appellantens soegsmaal var én af de elleve sager, der blev anlagt med tre forskellige processprog, og som blev forenet med henblik paa den mundtlige forhandling.

36 Det fremgaar af sagen og den appellerede dom, at sagen vedroerende appellanten noedvendiggjorde en indgaaende undersoegelse af forholdsvis omfattende dokumenter og komplicerede faktiske og juridiske spoergsmaal.

37 Hvad angaar appellantens adfaerd under sagen ved Retten fremgaar det af sagen, at fristen for indlevering af duplik paa selskabets anmodning blev forlaenget med ca. en maaned.

38 I denne forbindelse kan Domstolen ikke tiltraede Kommissionens argument om, at sagsbehandlingen ved Retten blev forsinket, fordi appellantens advokater for det foerste ikke havde deltaget i den administrative procedure ved Kommissionen og derfor med urette havde koncentreret en vaesentlig del af deres argumentation om den boede, Kommissionen havde paalagt selskabet for deltagelse i strukturkrisekartellet.

39 En virksomhed, som er beroert af en kommissionsbeslutning, hvori der fastslaas overtraedelser af konkurrenceretten og paalaegges virksomheden boeder, maa saaledes med alle de midler, den finder hensigtsmaessige, kunne anfaegte rigtigheden af de klagepunkter, der goeres gaeldende over for den.

40 Der er derfor ikke grundlag for at fastslaa, at appellanten i vaesentlig grad har medvirket til at forlaenge sagsbehandlingstiden.

41 Med hensyn til de kompetente myndigheders adfaerd bemaerkes, at oprettelsen af Retten i tilknytning til Domstolen og indfoerelsen af muligheden for behandling i to instanser havde til formaal at sikre en stoerre grad af retsbeskyttelse for borgerne, navnlig i sager, hvori det er noedvendigt at foretage en indgaaende undersoegelse af komplicerede faktiske omstaendigheder, og at opretholde kvaliteten og effektiviteten af retsbeskyttelsen inden for faellesskabsretten ved at skabe grundlag for, at Domstolen kan koncentrere sig om sin hovedopgave, som er at vaerne om lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af faellesskabsretten.

42 Det er grunden til, at strukturen i den faellesskabsretlige domstolsordning i en vis udstraekning begrunder, at Retten, som alene har kompetence til at fastlaegge de faktiske omstaendigheder og foretage den indholdsmaessige undersoegelse af sagen, har forholdsvis laengere tid til at forberede sager, hvori det er noedvendigt at foretage en indgaaende undersoegelse af komplicerede faktiske omstaendigheder. Uanset denne opgave skal Retten som den af Faellesskabets retsinstanser, der er oprettet specielt med dette formaal for oeje, imidlertid overholde princippet om en rimelig frist i forbindelse med behandlingen af de sager, der indbringes for den.

43 Der maa ligeledes tages hensyn til de saerlige krav i forbindelse med sagsbehandlingen ved Faellesskabets retsinstanser, bl.a. som foelge af den sprogordning, der er fastlagt i artikel 35 i Rettens procesreglement, og af forpligtelsen i henhold til procesreglementets artikel 36, stk. 2, til at offentliggoere dommene paa de sprog, der er omhandlet i artikel 1 i Raadets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gaelde for Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab paa det sproglige omraade (EFT 1952-1958, s. 59).

44 Det maa imidlertid fastslaas, at det ikke fremgaar af omstaendighederne i naervaerende sag, at saadanne saerlige krav kunne begrunde sagsbehandlingstiden ved Retten.

45 Det maa i denne forbindelse understreges, at to perioder i forbindelse med sagens behandling ved Retten er afgoerende i forhold til princippet om en rimelig frist. Der medgik saaledes ca. 32 maaneder fra afslutningen af den skriftlige forhandling og til beslutningen om at indlede den mundtlige forhandling. Det blev ganske vist besluttet ved kendelse af 13. oktober 1992 at forene de elleve sager med henblik paa den mundtlige forhandling, men der blev ikke i denne periode truffet andre foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse eller bevisoptagelse. Hertil kommer, at der medgik 22 maaneder fra afslutningen af den mundtlige forhandling til afsigelsen af Rettens dom.

46 Selv naar henses til de saerlige krav i forbindelse med sagsbehandlingen ved Faellesskabets retsinstanser, kan det kun, naar der foreligger saerlige omstaendigheder, begrundes, at der medgaar saa lang tid til sagens oplysning og voteringen. Da der ikke var tale om udsaettelse af sagen ved Retten, f.eks. i henhold til artikel 77 og 78 i Rettens procesreglement, maa det laegges til grund, at der ikke i naervaerende sag foreligger saadanne saerlige omstaendigheder.

47 Det skal herefter fastslaas, at selv om der tages hensyn til sagens forholdsvis komplicerede karakter, var sagsbehandlingstiden ved Retten laengere, end kravene til overholdelsen af princippet om en rimelig frist tillader.

48 Af procesoekonomiske hensyn og for umiddelbart og effektivt at afhjaelpe denne rettergangsfejl tiltraeder Domstolen anbringendet om en for lang sagsbehandlingstid og annullerer derfor Rettens dom, for saa vidt den boede, der er paalagt appellanten, herved fastsaettes til 3 mio. ECU.

49 Da der imidlertid ikke er holdepunkter for at antage, at sagsbehandlingstiden har haft indflydelse paa sagens udfald, kan anbringendet ikke foere til, at den appellerede dom i det hele annulleres.

Tilsidesaettelse af princippet om umiddelbarhed i retsplejen

50 Appellanten har anfoert, at Retten har tilsidesat det almindelige faellesskabsretlige princip om umiddelbarhed i retsplejen, idet den har afsagt dommen 22 maaneder efter afslutningen af den mundtlige forhandling, saaledes at den mundtlige forhandling ikke har haft den tilsigtede virkning, da dommerne ikke laengere har haft nogen erindring herom. Appellanten har i det vaesentlige anfoert, at princippet om mundtlighed i retsplejen ogsaa indeholder et krav om umiddelbarhed i retsplejen, og at dette - i lighed med, hvad der er tilfaeldet efter retsplejelovene i de fleste medlemsstater - indebaerer en forpligtelse for Retten til at votere umiddelbart efter afslutningen af den mundtlige forhandling og til at afsige dom inden for rimelig tid herefter.

51 Kommissionen har anfoert, at princippet om umiddelbarhed i retsplejen, saaledes som appellanten fortolker det, ikke findes i faellesskabsretten, hvorfor anbringendet maa forkastes.

52 Det bemaerkes i denne forbindelse, at der i modsaetning til, hvad appellanten har anfoert i retsmoedet, hverken i artikel 55, stk. 1, eller i andre bestemmelser i Rettens procesreglement eller i EF-statutten for Domstolen findes regler, hvorefter Rettens domme skal afsiges inden for en vis frist efter afslutningen af den mundtlige forhandling.

53 For det andet maa det understreges, at appellanten ikke har godtgjort, at den tid, der medgik til voteringen, har haft indflydelse paa udfaldet af den sag, der var indbragt for Retten, f.eks. fordi beviser gik til grunde.

54 Anbringendet maa herefter forkastes.

Tilsidesaettelse af bevisreglerne

55 Appellanten har anfoert, at Retten for det foerste har anvendt et forkert kriterium ved bevisbedoemmelsen ved kun at undersoege, om Kommissionen havde godtgjort, at appellanten havde deltaget i aftalerne, og ikke i denne forbindelse tog hensyn til selskabets fremstilling, og endvidere har Retten anvendt praeklusionsreglerne forkert ved at afslaa selskabets anmodning om vidnefoersel som for sent fremsat. Retten har ved kun at undersoege Kommissionens fremstilling og naegte at undersoege de af appellanten paaberaabte beviser tilsidesat forpligtelsen til at oplyse sagen og appellantens ret til en retfaerdig rettergang samt princippet om den frie bevisbedoemmelse og princippet in dubio pro reo.

56 Med det foerste punkt goer appellanten naermere bestemt gaeldende, at Retten ikke har undersoegt, om de faktiske omstaendigheder kunne forklares paa anden maade end med, at der fandtes en aftale, selv om appellanten havde givet en anden plausibel og sammenhaengende forklaring herpaa.

57 Kommissionen har anfoert, at anbringendet i virkeligheden gaar ud paa, at appellanten oensker en fornyet undersoegelse af de faktiske omstaendigheder.

58 For saa vidt dette anbringende ikke vedroerer Rettens vurdering af de faktiske omstaendigheder, bemaerkes i denne forbindelse, at Kommissionen i tilfaelde af tvist om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af konkurrencereglerne, skal foere bevis for de fastslaaede overtraedelser og for, at de omstaendigheder, som udgoer overtraedelsen, faktisk foreligger.

59 Der er imidlertid ikke grundlag for at fastslaa, at Retten har undladt at tage hensyn til de af appellanten fremfoerte forhold i forbindelse med undersoegelsen af de af Kommissionen fremfoerte forhold. For det foerste fremgaar det af praemis 64-67 i den appellerede dom, at Retten med hensyn til aftalen mellem appellanten og Tréfilunion paa grundlag af en gennemgang af de af Kommissionen fremlagte notater fastslog, at den kun havde foert tilstraekkeligt bevis for to ud fra de tre omhandlede former for samordning. Endvidere viser praemis 90, 91 og 92 i den appellerede dom vedroerende pris- og kvoteaftaler med Benelux-producenterne, praemis 115-118 vedroerende aftalen mellem appellanten og Tréfilarbed og praemis 131-136 vedroerende pris- og kvoteaftalerne paa Benelux-markedet, at Retten under hensyntagen til appellantens argumenter foretog en undersoegelse af de af Kommissionen fremfoerte faktiske omstaendigheder og derefter fastslog, at Kommissionen havde foert tilstraekkeligt bevis for, at appellanten havde deltaget i de omhandlede aftaler.

60 Hvad angaar det andet punkt goer appellanten hermed gaeldende, at Retten fortolkede sit procesreglement forkert, da den afslog appellantens anmodning om bevisfoerelse som for sent fremsat. Appellanten bestrider ikke, at anmodningen om bevisfoerelsen foerst blev fremsat i replikken. Selskabet goer derimod gaeldende, at de i replikken omhandlede beviser hverken var nye eller paaberaabt for sent efter artikel 48, stk. 1, i Rettens procesreglement, idet selskabet i replikken foreslog vidnefoerslen og personligt fremmoede med henblik paa at imoedegaa de beviser, Kommissionen havde paaberaabt sig i svarskriftet.

61 Appellanten har ligeledes anfoert, at forpligtelsen til at oplyse sagen samt kontradiktionsprincippet og princippet om en retfaerdig rettergang indebaerer, at Retten skal imoedekomme en anmodning om bevisfoerelse, bortset fra bestemte tilfaelde, som ikke foreligger i naervaerende sag. Afslaget paa anmodningen om vidnefoersel og personligt fremmoede indebaerer en foregribning af bevisbedoemmelsen. Selv om appellanten ikke havde oensket bevisfoerelsen, indebaerer Rettens undersoegelsespligt, navnlig i sager, hvor der kan paalaegges boeder, at den af egen drift skal lade bevisfoerelsen omfatte alle til raadighed vaerende beviser og tilstraebe at opnaa det bedst mulige bevis.

62 Kommissionen har anfoert, at Retten handlede i overensstemmelse med sin faste praksis, da den fastslog, at de beviser, som blev paaberaabt for foerste gang i replikken, var fremsat for sent, og at dette forhold skulle begrundes.

63 Det bemaerkes indledningsvis, at appellanten med henblik paa at foere bevis for sine paastande i staevningen anmodede om, at selskabets juridiske raadgiver, advokat Pillmann, maatte blive foert som vidne, og i replikken om, at selskabet maatte moede personligt ved sin repraesentant, Michael Mueller, og at den tidligere formand for Benelux-producenterne, Broekman, maatte blive foert som vidne.

64 Det fremgaar af sagen, at Retten den 18. og 24. marts 1993 besluttede at stille spoergsmaal til parterne. Under henvisning til anmodningen om afhoering af sagsoegeren og til telexer af 15. december 1983, 11. januar, 4. marts og 4. april 1984 blev appellanten anmodet om at »oplyse de noejagtige og faktuelle grunde til, at [selskabet] modsaetter sig indholdet af de ovennaevnte dokumenter, naar bortses fra den generelle naegtelse, selskabet har fremfoert i processkrifterne«.

65 Den 13. og 17. maj 1993 besluttede Retten at anmode om parternes stillingtagen til en eventuel afhoering af Mueller og Broekman og til personligt fremmoede i retsmoedet af sagsoegerne Boël, Steelinter og Tréfilunion ved repraesentanter, som havde kendskab til den kontakt, der fandt sted paa det relevante tidspunkt.

66 Ved skrivelse af 19. maj 1993 meddelte Kommissionen, at den modsatte sig afhoeringen af de naevnte vidner med henvisning til, at de under alle omstaendigheder var repraesentanter for de af beslutningen omfattede virksomheder. Den 26. maj 1993 besluttede Retten at udsaette afgoerelsen om en eventuel vidnefoersel.

67 Retten har i praemis 68 i den appellerede dom fastslaaet, at vidnefoersel eller appellantens personlige fremmoede ikke fandtes paakraevet. I praemis 94, 120 og 138 i dommen har Retten i medfoer af artikel 48, stk. 1, i sit procesreglement afslaaet appellantens anmodning om vidnefoersel eller selskabets personlige fremmoede, idet anmodningen herom, der var fremsat i replikken, var fremsat for sent, og appellanten havde ikke paaberaabt sig omstaendigheder, som havde forhindret selskabet i fremsaette anmodningen om bevisfoerelse i staevningen.

68 Naar henses til sagens omstaendigheder er der ikke grundlag for at anfaegte Rettens vurdering med hensyn til det relevante i at afhoere Pillmann og Mueller vedroerende aftalen mellem Baustahlgewebe og Tréfilunion.

69 Hvad angaar Rettens afslag paa at afhoere Mueller og Broekmann, fordi anmodningen om bevisfoerelsen var fremsat for sent, bemaerkes, at det i artikel 68, stk. 1, i Rettens procesreglement bestemmes, at Retten enten af egen drift eller efter anmodning fra parterne og efter at have hoert disse kan bestemme, at bestemte faktiske omstaendigheder skal bevises ved vidnefoersel. En parts anmodning om afhoering af et vidne skal indeholde en angivelse af, hvilke omstaendigheder vidnet skal afhoeres om, og hvilke grunde der goer afhoeringen berettiget. Det fremgaar af artikel 44, stk. 1, litra e), i Rettens procesreglement, at staevningen i paakommende tilfaelde skal indeholde en angivelse af de beviser, der paaberaabes.

70 Naar en anmodning om afhoering af vidner, som fremsaettes i staevningen, indeholder en angivelse af, hvilke faktiske omstaendigheder vidnet skal afhoeres om, og hvilke grunde der goer afhoeringen berettiget, skal Retten saaledes vurdere, om anmodningen er berettiget i forhold til sagens genstand og noedvendigheden af at afhoere de paagaeldende vidner.

71 I henhold til artikel 48, stk. 1, i Rettens procesreglement kan parterne i replikken og duplikken anfoere yderligere beviser til stoette for deres anbringender. Parterne skal begrunde, hvorfor beviserne foerst paaberaabes paa dette tidspunkt.

72 Saaledes er modbevis og adgangen til at fremkomme med nye beviser som foelge af et modbevis fra modpartens side i svarskriftet ikke omfattet af praeklusionsreglen i procesreglementets artikel 48, stk. 1. Denne bestemmelse omfatter nye beviser og skal ses i sammenhaeng med artikel 66, stk. 2, hvorefter adgangen til at foere modbevis og til at fremkomme med nye beviser udtrykkeligt bevares.

73 Hvad angaar afhoeringen af Broekman som vidne og appellantens personlige fremmoede i naervaerende sag er det tilstraekkeligt at fastslaa, at det fremgaar af sagen, at de beviser, Kommissionen paaberaabte sig i svarskriftet, allerede var naevnt i beslutningen og i meddelelsen af klagepunkter eller bilagene hertil, og appellanten havde selv fremlagt disse som bilag 3 til staevningen. Tilsvarende gaelder med hensyn til Mueller's udtalelser under Kommissionens hoering den 24. november 1987, hvortil Retten har henvist i praemis 92 og 135 i den appellerede dom, at disse udtalelser findes i referatet af dette moede, som appellanten ligeledes selv havde fremlagt som bilag 9 til staevningen.

74 Det maa derfor fastslaas, at afhoeringen af Broekman og appellantens personlige fremmoede ved selskabets repraesentant, Mueller, ikke kan anses for anmodning om at foere modbevis, og at appellanten kunne have angivet disse beviser i staevningen.

75 Retten findes herefter med foeje at have fastslaaet, at de i replikken angivne beviser var paaberaabt for sent, og at have afslaaet disse med henvisning til, at appellanten ikke havde begrundet, hvorfor de foerst blev paaberaabt paa dette tidspunkt.

76 Endvidere maa appellantens argument om, at Retten har tilsidesat den forpligtelse til at oplyse sagen, som ifoelge appellanten paahviler den, idet det er ubestridt, at Retten traf foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse med det formaal at lette bevisoptagelsen og at praecisere indholdet af parternes anbringender, jf. artikel 64, stk. 2, i dens procesreglement.

77 Endelig bemaerkes, at Retten ikke kan vaere forpligtet til af egen drift at indkalde vidner, idet det fremgaar af artikel 66, stk. 1, i Rettens procesreglement, at den ved kendelse angiver, hvilke bevismidler den finder hensigtsmaessige, og hvilke faktiske omstaendigheder der skal bevises.

78 Herefter maa anbringendet om, at Retten har tilsidesat bevisreglerne, forkastes.

Tilsidesaettelse af retten til at gennemse visse dokumenter

79 Appellanten har anfoert, at Retten har tilsidesat retten til kontradiktion ved ikke at imoedekomme selskabets begaering om fremlaeggelse af alle dokumenterne i den administrative sag, selv om retten til aktindsigt er et af de grundlaeggende principper i faellesskabsretten, som under alle omstaendigheder skal overholdes. Kommissionen er derfor forpligtet til at give virksomheder, der er beroert af en procedure i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1, aktindsigt i alle de dokumenter, der er indsamlet ved undersoegelsen, uanset om de er belastende eller diskulperende for virksomhederne. Disse principper gaelder ligeledes under sagens behandling ved Retten, naar dokumenter, som muligvis har betydning for, at appellanten kan varetage sine interesser, ikke er stillet til virksomhedens raadighed under den administrative procedure. Appellanten finder, at Retten under alle omstaendigheder var afskaaret fra at afslaa selskabets begaering om fremlaeggelse af dokumenter med henvisning til, at selskabet ikke skulle have sandsynliggjort, at disse dokumenter kunne have vaeret af betydning for, at det kunne varetage sine interesser. En part og dens advokater kan kun vurdere, hvilken betydning et dokument har for partens muligheder for at varetage sine interesser, hvis de har kendskab til, at det findes, og hvilket indhold det har.

80 Endvidere har appellanten anfoert, at Retten har tilsidesat selskabets ret til kontradiktion ved ikke at imoedekomme dets begaering om fremlaeggelse af dokumenter vedroerende det tyske strukturkrisekartel.

81 Kommissionen har anfoert, at for saa vidt angaar begaeringen om aktindsigt i alle sagens dokumenter har Retten med foeje fastslaaet, at appellanten ikke havde sandsynliggjort, at disse dokumenter kunne vaere af betydning for, at selskabet kunne varetage sine interesser. Hvad angaar dokumenterne vedroerende det tyske strukturkrisekartel kan en rettergangsfejl af denne karakter ikke paaberaabes under en appel, idet den ikke kan kraenke appellantens interesser og indebaerer en udvidelse af sagsgenstanden, som den forelaa for Retten, og et anbringende herom maa derfor afvises under en appelsag.

82 Hvad for det foerste angaar den af Kommissionen rejste formalitetsindsigelse er det tilstraekkeligt at bemaerke, at spoergsmaalet om, hvorvidt det tyske strukturkrisekartel havde indflydelse paa beslutningen, blev behandlet ved Retten, og at appellanten under sagens behandling ved Domstolen har fastholdt, at krisekartellet i hvert fald havde en indflydelse paa boedernes stoerrelse. Der er derfor ikke tale om en udvidelse af sagsgenstanden, som den forelaa for Retten. Anbringendet om, at appellanten har ret til at gennemse dokumenterne vedroerende krisekartellet, kan derfor antages til realitetsbehandling.

83 Hvad dernaest angaar aktindsigten i dokumenterne bemaerkes, at det fremgaar af praemis 23 i den appellerede dom, at Kommissionen under den administrative procedure til appellanten fremsendte de dokumenter, som direkte eller indirekte vedroerte selskabet, dog ikke fortrolige dokumenter, og gjorde opmaerksom paa, at appellanten med henblik paa udarbejdelsen af sine bemaerkninger kunne faa tilladelse til at gennemse Kommissionens oevrige dokumenter.

84 Det fremgaar af praemis 28 i den appellerede dom og af sagen, at appellantens advokater, som netop havde overtaget sagen, over for Kommissionen gjorde gaeldende, at selskabet ogsaa efter vedtagelsen af beslutningen havde ret til aktindsigt. Det fremgaar af korrespondancen mellem parterne, at Kommissionen svarede, at den til selskabet som bilag til meddelelsen af klagepunkter havde fremsendt de dokumenter, som dannede grundlag herfor. Ved telefax af 11. oktober 1989 fremsendte Kommissionen en liste over alle sagens dokumenter, der vedroerte appellanten, og tilboed at fremsende kopi heraf. Appellanten anmodede herefter ved telefax af 16. oktober 1989 under henvisning til Kommissionens tilbud om fremsendelse af rapporten og dokumenterne vedroerende kontrolundersoegelserne den 6. og 7. november 1985 i selskabets kontorer og rapporten vedroerende den samtidige kontrolundersoegelse hos Fachverband Betonstahlmatten. Endvidere anmodede appellanten om tilladelse til at gennemse referaterne og andre dokumenter vedroerende Bundeskartellamt's orientering til Kommissionen om det strukturkrisekartel, der fandtes i Tyskland. Kommissionen havde ikke besvaret denne skrivelse, da der blev anlagt sag.

85 I staevningen nedlagde appellanten paa denne baggrund paastand om, at det blev paalagt Kommissionen at give selskabet adgang til at gennemse a) alle sagens dokumenter, for saa vidt de vedroerer appellanten, b) alle dokumenter, skrivelser, moedereferater og notater vedroerende Bundeskartellamt's orientering til Kommissionen om strukturkrisekartellet og c) alle dokumenter, moedereferater og notater vedroerende de tresidede forhandlinger mellem Kommissionen, Bundeskartellamt og repraesentanter for det tyske strukturkrisekartelfaellesskab.

86 Retten fastslog - saaledes som der ogsaa henvises til i praemis 33 i den appellerede dom - at appellantens paastand maatte forstaas som en anmodning om, at der blev truffet en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, jf. artikel 64, stk. 3, litra d), i Rettens procesreglement.

87 I praemis 34 i den appellerede dom forkastede Retten begaeringen om aktindsigt i Kommissionens dokumenter med henvisning til, at appellanten ikke havde bestridt under den administrative procedure ved Kommissionen at have modtaget alle de dele af sagens akter, som direkte eller indirekte vedroerer selskabet, og paa grundlag af hvilke meddelelsen af klagepunkter var udarbejdet, og at appellanten ikke havde sandsynliggjort, at andre dokumenter kunne have vaeret af betydning for, at selskabet kunne varetage sine interesser. Retten fandt derfor, at appellanten var i stand til at fremfoere sit synspunkt, saaledes som selskabet oenskede det, vedroerende alle de klagepunkter, Kommissionen over for appellanten fremfoerte i den til selskabet fremsendte meddelelse af klagepunkter, og vedroerende alle de beviser, som skulle underbygge klagepunkterne, og som Kommissionen havde naevnt i meddelelsen af klagepunkter eller vedlagt denne, og appellanten var saaledes i stand til at varetage sine interesser. Retten konkluderede paa denne baggrund, at appellantens advokater baade ved udarbejdelsen af staevningen og under sagens behandling ved Retten med fuldt kendskab til denne havde kunnet undersoege beslutningens lovlighed og fuldt ud sikre, at appellantens interesser blev varetaget.

88 I praemis 35 i den appellerede dom forkastede Retten ligeledes appellantens begaering om fremlaeggelse af dokumenterne vedroerende det tyske strukturkrisekartel med henvisning til, at appellanten ikke havde redegjort for, hvorfor selskabet i mangel af disse dokumenter ikke havde kunnet imoedegaa de klagepunkter, som var fremfoert mod det, og at appellanten ikke havde sandsynliggjort, at disse dokumenter kunne have betydning for sagens udfald. Retten tilfoejede, at det under alle omstaendigheder drejede sig om bevismateriale, som ikke stod i forbindelse med sagens genstand.

89 Det bemaerkes i denne forbindelse, at reglerne om aktindsigt i forbindelse med konkurrencesager navnlig har til formaal at give adressaterne for en meddelelse af klagepunkter mulighed for at goere sig bekendt med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter, saaledes at de paa et relevant grundlag kan udtale sig om de konklusioner, som Kommissionen paa grundlag af dette materiale har anfoert i meddelelsen af klagepunkter (Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, praemis 7, af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, praemis 9 og 11, og af 6.4.1995, sag C-310/93 P, BPB Industries et British Gypsum mod Kommissionen, Sml. I, s. 865, praemis 21).

90 I modsaetning til, hvad appellanten har anfoert, finder de almindelige faellesskabsretlige principper om aktindsigt i Kommissionens dokumenter ikke som saadanne anvendelse under behandlingen af en retssag, idet reglerne herom findes i EF-statutten for Domstolen og Rettens procesreglement.

91 I henhold til artikel 21 i EF-statutten for Domstolen kan denne forlange, at parterne fremlaegger ethvert dokument og meddeler enhver oplysning, som den finder oenskelig. Det anfoeres i artikel 64, stk. 1, i Rettens procesreglement, at »Foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse tilsigter at tilvejebringe de bedst mulige betingelser for sagens fremme, retsforhandlingernes forloeb og bilaeggelse af tvister«.

92 Ifoelge artikel 64, stk. 2, litra a) og b), i Rettens procesreglement har foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse navnlig til formaal at sikre, at den skriftlige og den mundtlige forhandling forloeber bedst muligt, og at lette bevisoptagelsen, og at afklare de punkter, paa hvilke parterne boer uddybe deres argumentation, eller paa hvilke der er behov for bevisoptagelse. Det fremgaar af artikel 64, stk. 3, litra d), og artikel 64, stk. 4, at parterne paa et hvilket som helst trin i sagen kan foreslaa saadanne foranstaltninger, og at foranstaltningerne kan bestaa i at anmode om fremlaeggelse af dokumenter eller aktstykker vedroerende sagen.

93 Heraf foelger, at appellanten kunne anmode Retten om at paalaegge modparten at fremlaegge dokumenter, der var i dennes besiddelse. For at Retten kan tage stilling til, at om det af hensyn til sagens fremme er hensigtsmaessigt at traeffe bestemmelse om fremlaeggelse af visse dokumenter, maa den part, som fremsaetter begaering herom, angive de oenskede dokumenter og over for Retten i det mindste henvise til visse holdepunkter for, at disse dokumenter har betydning for sagens behandling.

94 Det maa fastslaas, at det fremgaar af den appellerede dom og Rettens dokumenter, at selv om Kommissionen havde fremsendt en liste over alle de af sagens dokumenter, der vedroerte appellanten, angav appellanten ikke med den fornoedne praecision i den begaering, selskabet fremsatte over for Retten, hvilke dokumenter det oenskede fremlagt. Med hensyn til dokumenterne vedroerende det tyske strukturkrisekartel angav appellanten - selv om selskabet gjorde gaeldende, at Kommissionen med urette ansaa dets deltagelse i kartellet for en skaerpende omstaendighed - ikke, paa hvilken maade dokumenterne kunne have betydning for selskabet.

95 Retten findes herefter med foeje i praemis 34 og 35 i den appellerede dom at have forkastet begaeringen om fremlaeggelse af dokumenterne. Dette anbringende maa derfor forkastes.

Anbringenderne om tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1

Afgraensningen af markedet

96 Appellanten har anfoert, at Retten ikke i tilstraekkelig grad har begrundet den del af den appellerede dom, som vedroerer afgraensningen af det relevante marked. I modsaetning til, hvad Retten har udtalt i praemis 38 og 40 i den appellerede dom, har selskabet aldrig i retsmoedet anfoert, at det kunne fremstille standardnet paa sine maskiner, eller at katalognet og standardnet kunne erstatte hinanden. Markedet kunne derfor ikke defineres som omfattende begge typer net.

97 Kommissionen har anfoert, at appellanten med dette anbringende forsoeger at faa Domstolen til at efterproeve, hvad Retten har fastslaaet med hensyn til de faktiske omstaendigheder.

98 Det bemaerkes, at for saa vidt dette anbringende stoettes paa en utilstraekkelig begrundelse af den appellerede dom, kan det tages under realitetsbehandling i forbindelse med appelsagen.

99 Det er i denne forbindelse tilstraekkeligt at fastslaa, at Retten i praemis 39 i den appellerede dom med hensyn til afgraensningen af det relevante marked har anfoert, at priserne paa standardnet og katalognet (»Listenmatten«) ikke laa ret langt fra hinanden. Endvidere anfoeres i praemis 40 i den appellerede dom, at det kom frem under retsmoedet, at der paa en byggeplads, hvor specialnet normalt skulle anvendes, faktisk kunne anvendes standardnet, naar prisen herfor var saa lav, at bygherren opnaaede en saadan besparelse, at denne daekkede ekstraomkostningerne og opvejede de tekniske problemer, der opstod ved anvendelse af andet materiale, og at dette faktisk havde vaeret tilfaeldet i en del af den periode, aftalerne omfattede.

100 Retten har saaledes i tilstraekkeligt omfang redegjort for grundene til, at visse omstaendigheder vedroerende priserne kunne tilskynde virksomhederne til at anvende standardnet i stedet for katalognet, saaledes at der kunne afgraenses et faelles marked for de to produkter.

101 Herefter maa anbringendet vedroerende manglende begrundelse for afgraensningen af markedet forkastes.

Aftalerne mellem appellanten og Tréfilunion

102 Appellanten har anfoert, at det ikke fremgaar af den appellerede dom, af hvilke grunde aftalerne med Tréfilunion udgjorde en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, og at Retten ikke har foretaget en subsumption af de faktiske omstaendigheder i forhold til betingelserne i denne bestemmelse.

103 Til stoette for dette anbringende har appellanten anfoert, at Retten ikke har undersoegt argumentet om, at det forhold, at Tréfilunion afstod fra at indgive klage til Kommissionen over det tyske krisekartel, ikke udgjorde en konkurrencebegraensning, og ikke har taget stilling til, om appellantens tilsagn om ikke at ville eksportere katalognet til Frankrig i en periode paa to-tre maaneder var konkurrencebegraensende, og om det i givet kunne paavirke handelen mellem medlemsstaterne maerkbart.

104 Kommissionen har anfoert, at Retten korrekt har subsumeret de omhandlede faktiske omstaendigheder under de gaeldende regler.

105 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Retten i praemis 63 i den appellerede dom fastslog, at appellanten ifoelge beslutningen deltog i en »generel samordning sammen med Tréfilunion med det formaal at begraense deres produkters gensidige indtraengning paa det tyske og franske marked«. Samordningen bestod af tre dele: 1) Tréfilunion afstod fra at indgive klage til Kommissionen over det tyske krisekartel. 2) Der blev ikke fra appellantens fabrik i Gelsenkirchen eksporteret katalognet til Frankrig i en periode paa to-tre maaneder. 3) Parterne enedes om, at deres fremtidige eksport skulle vaere undergivet kvoter.

106 Paa grundlag af en gennemgang af to interne notater udarbejdet den 16. juli 1985 af Marie og den 27. august 1985 af Mueller fastslog Retten, at Kommissionen havde foert tilstraekkeligt bevis for, at Tréfilunion havde forpligtet sig til ikke at indgive klage over strukturkrisekartellet, og at appellanten afstod fra at eksportere katalognet til Frankrig i en periode paa to-tre maaneder. Retten fandt imidlertid ikke, at Kommissionen havde foert tilstraekkeligt bevis for, at der fandtes en aftale, hvorefter parternes fremtidige eksport skulle vaere undergivet kvoter.

107 Endvidere bemaerkes, at Retten i praemis 64 i den appellerede dom har fastslaaet, at den forpligtelse, Marie paatog sig til ikke at indgive klage over det tyske krisekartel, maa anses for en adfaerd, der er udvist over for en konkurrent, mod, at denne til gengaeld gav indroemmelser, som led i en mod traktatens artikel 85, stk. 1, stridende aftale.

108 Da Retten havde fastslaaet, at denne forpligtelse og appellantens tilsagn om ikke at ville eksportere katalognet til Frankrig i en periode paa to-tre maaneder, var et led i generel samordning vedroerende parternes produkters gensidige indtraengning paa det tyske og franske marked, kunne den med foeje konkludere, at Kommissionen ikke havde begaaet nogen fejl ved at fastslaa, at appellanten havde deltaget i en aftale, som var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

109 Da det ikke er godtgjort, at Retten anlagde et aabenbart urigtigt skoen, maa dette anbringende forkastes.

Kvote- og prisaftalerne paa Benelux-markedet og kvote- og prisaftalerne med Benelux-producenterne paa det tyske marked

110 Appellanten har anfoert, at Retten har anvendt traktatens artikel 85, stk. 1, forkert, idet den ikke tog hensyn til de vigtige forhold, som selskabet paaberaabte sig over for Retten, og den lod ude af betragtning, at selskabets medarbejdere kun deltog i producentmoederne som repraesentanter for strukturkrisekartelfaellesskabet og Fachverband Betonstahlmatten, men ikke som repraesentanter for appellanten. Hvad angaar Benelux-markedet er begrundelsen i dommen selvmodsigende, idet den blotte deltagelse i et moede, hvorunder andre virksomheder indgik en prisaftale, ikke kan udgoere en overtraedelse af artikel 85, naar virksomheden ikke selv forhandler de af aftalen omfattede produkter.

111 Kommissionen har anfoert, at appellantens anbringender gaar ud paa at anfaegte Rettens vurdering af de beviser, som var forelagt den, og dette udgoer ikke et retsspoergsmaal, som er undergivet Domstolens kontrol, medmindre beviserne er gengivet forkert. Det er ikke godtgjort, at dette er tilfaeldet. Endelig har Kommissionen har anfoert, at begrundelsen i Rettens dom ikke er selvmodsigende.

112 I denne forbindelse bemaerkes, at som generaladvokaten har anfoert i punkt 200 og 246 i forslaget til afgoerelse, har appellanten i det vaesentlige blot gengivet lange uddrag af de svar, selskabet gav paa Rettens spoergsmaal, og paa denne baggrund konkluderet ligesom for Retten, at de omhandlede dokumenter viser, at Mueller optraadte som repraesentant for Fachverband Betonstahlmatten og strukturkrisekartellets kontrolorgan og ikke som administrerende direktoer i det appellerende selskab.

113 Det bemaerkes, at det foelger af EF-traktatens artikel 168 A, artikel 51 i EF-statutten for Domstolen og procesreglementets artikel 112, stk. 1, litra c), at et appelskrift praecist skal angive, hvilke elementer der anfaegtes i den dom, som paastaas ophaevet, samt de retlige argumenter, der saerligt stoetter denne paastand. Dette krav er ikke opfyldt, naar appelskriftet blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremfoert for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var stoettet paa faktiske omstaendigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at laegge til grund. En saadan appel har i realiteten kun til formaal at opnaa, at de i staevningen for Retten fremsatte paastande paadoemmes endnu en gang, hvilket falder uden for Domstolens kompetence (ovennaevnte kendelse i sagen San Marco mod Kommissionen, praemis 36, 37 og 38).

114 Selv for saa vidt appelskriftet ikke indeholder en saadan gentagelse eller gengivelse, er formaalet med appellen at opnaa en ny undersoegelse af Rettens vurdering af de faktiske omstaendigheder.

115 Disse anbringender maa herefter afvises.

Undladelsen af at anvende forordning nr. 67/67 paa eneforhandlingsaftalerne

116 Appellanten har anfoert, at Retten ikke har paavist, at de eneforhandlingsaftaler, som selskabet havde indgaaet med Bouwstaal Roermond BV og Arbed SA, afdeling Nederland, indeholdt et forbud mod parallelimport, og heller ikke har taget stilling til det forhold, at Kommissionen forholdt sig passiv over for disse aftaler, som var fremsendt til den i forbindelse med omstruktureringen af staalindustrien i Luxembourg og Saarland.

117 Kommissionen har anfoert, at argumentationen om, at der ikke var tale om et forbud mod parallelimport, vedroerer Rettens vurdering af de faktiske omstaendigheder, og at argumentationen vedroerende det forhold, at Kommissionen skulle have forholdt sig passiv over for aftalerne, er et nyt anbringende.

118 Hertil bemaerkes, at appellantens argumentation, hvorefter det ikke er godtgjort, at de eneforhandlingsaftaler, selskabet havde indgaaet med Bouwstaal Roermond BV og Arbed SA, afdeling Nederland, indeholdt et forbud mod parallelimport, maa afvises, idet argumentationen - saaledes som generaladvokaten har anfoert i punkt 210-223 i forslaget ti afgoerelse - gaar ud paa at anfaegte Rettens vurdering af de faktiske omstaendigheder.

119 For saa vidt angaar appellantens argument om, at Retten ikke har taget stilling til det forhold, at Kommissionen forholdt sig passiv over for aftalerne, bemaerkes, at saaledes som generaladvokaten har anfoert i punkt 228-232 i forslaget til afgoerelse, udgjorde de argumenter, der paa dette punkt blev fremfoert for Retten, almindeligt holdte paastande, som ikke var tilstraekkeligt praecise, og som ikke var underbyggede. Det kan derfor ikke med foeje goeres gaeldende, at Retten burde have taget stilling til disse argumenter.

120 Anbringendet forkastes herefter.

Anbringenderne vedroerende tilsidesaettelse af artikel 15 i forordning nr. 17

121 Det bemaerkes indledningsvis, at det udtrykkeligt fremgaar af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, at der kan paalaegges boeder for tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1. Det anfoeres i artikel 15, stk. 2:

»Ved beslutning kan Kommissionen paalaegge virksomheder og sammenslutninger af virksomheder boeder paa mindst 1 000 og hoejst 1 000 000 regningsenheder, idet sidstnaevnte beloeb dog kan forhoejes til 10% af omsaetningen i det sidste regnskabsaar i hver af de virksomheder, som har medvirket ved overtraedelsen, saafremt de forsaetligt eller uagtsomt:

a) overtraeder bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1 ...

b) ...

Ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse skal der tages hensyn til baade overtraedelsens grovhed og dens varighed.«

122 Appellanten har for det foerste anfoert, at Retten foretog en forkert retsanvendelse i forbindelse med sin vurdering af de formildende og skaerpende omstaendigheder ved overtraedelserne. Ifoelge appellanten har Rettet fejlagtigt antaget, at Kommissionen havde foretaget en individuel vurdering af kriterierne for fastlaeggelse af overtraedelsernes grovhed. Baade Kommissionen og Retten ansaa appellantens deltagelse i strukturkrisekartellet for en skaerpende omstaendighed ved boedeudmaalingen. Endvidere er den boede, der er paalagt sagsoegeren uforholdsmaessig stor, idet der ikke blev taget hensyn til en raekke formildende omstaendigheder.

123 Kommissionen har anfoert, at dette anbringende maa afvises, idet det alene gaar ud paa at gentage de argumenter, appellanten fremfoerte for Retten. Med hensyn til det tyske strukturkrisekartel er det Kommissionens opfattelse, at Retten ansaa det valg, der blev truffet i beslutningen, og som bestod i ikke at anse kartellets eksistens for en formildende omstaendighed i forhold til appellanten, for berettiget.

124 For det andet har appellanten anfoert, at der ikke blev taget hensyn til, at selskabet ikke var bekendt med, at det tyske strukturkrisekartel og de foranstaltninger, der blev truffet for at beskytte det, var ulovlige.

125 Kommissionen har anfoert, at dette anbringende maa afvises, idet det foerst er fremfoert under appelsagen.

126 Endelig har appellanten subsidiaert nedlagt paastand om, at boeden nedsaettes til et rimeligt beloeb.

127 Kommissionen har anfoert, at det ikke tilkommer Domstolen af billighedsgrunde at omgoere det skoen, som Retten har udoevet.

128 Det bemaerkes indledningsvis, at Retten alene har kompetence til at efterproeve den maade, hvorpaa Kommissionen i hvert enkelt tilfaelde har vurderet grovheden af den ulovlige adfaerd. Under en appelsag er formaalet med Domstolens efterproevelse dels at undersoege, i hvilket omfang Retten juridisk korrekt har taget hensyn til alle vaesentlige faktorer ved vurderingen af grovheden af en given adfaerd under hensyntagen til traktatens artikel 85 og artikel 15 i forordning nr. 17, dels at undersoege, om Retten i tilstraekkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, som appellanten har fremfoert til stoette for sin paastand om ophaevelse eller nedsaettelse af boeden (jf. med hensyn til det sidste punkt dom af 17.7.1997, sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. I, s. 4411, praemis 31).

129 Hvad angaar paastanden om, at boeden er urimelig stor, bemaerkes, at det ikke tilkommer Domstolen, naar den traeffer afgoerelse vedroerende retlige spoergsmaal under en appelsag, af billighedsgrunde at omgoere det skoen, som Retten har udoevet under sin fulde proevelsesret vedroerende stoerrelsen af de boeder, som er paalagt virksomheder for overtraedelse af faellesskabsretten (de ovennaevnte domme i sagerne BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, praemis 34, og Ferriere Nord mod Kommissionen, praemis 31). Anbringendet maa derfor afvises, for saa vidt formaalet hermed er, at der generelt skal foretages en ny vurdering af boederne, og for saa vidt det subsidiaert gaar ud paa, at boeden skal nedsaettes til et rimeligt beloeb. Det samme gaelder det anbringende, der ikke blev fremfoert for Retten, og som gaar ud paa, at appellanten ikke var bekendt med, at de foranstaltninger, der blev truffet for at beskytte det tyske strukturkrisekartel, var ulovlige, saaledes som generaladvokaten har anfoert i punkt 286 i forslaget til afgoerelse.

130 Med hensyn til, at der ikke skulle vaere foretaget en vurdering af de formildende og skaerpende omstaendigheder, bemaerkes for det foerste, at det i den appellerede dom opregnes, hvilke overtraedelser appellanten begik, og det angives individuelt for appellantens vedkommende, hvilken adfaerd og rolle selskabet havde ved tilblivelsen og gennemfoerelsen af hver af aftalerne.

131 Endvidere har Retten i praemis 146 i den appellerede dom fastslaaet, at beslutningen set under ét giver appellanten de oplysninger, der er noedvendige, for at selskabet kunne faa kendskab til de forskellige overtraedelser, der blev gjort gaeldende over for det, og de saerlige omstaendigheder vedroerende selskabets adfaerd, navnlig med hensyn til varigheden af selskabets deltagelse i de forskellige overtraedelser. Retten fastslaar ligeledes, at Kommissionen i den del af beslutningen, der vedroerer den retlige vurdering, har redegjort for de kriterier, den anvendte ved vurderingen af grovheden af de overtraedelser, appellanten blev anset for at have begaaet, og de forskellige omstaendigheder, som mindskede de oekonomiske virkninger af aftalerne.

132 Hertil kommer, at Retten for saa vidt angaar de omstaendigheder, der blev anset for skaerpende i forhold til appellanten, i praemis 149 i den anfaegtede dom fastslaar, at appellanten ikke har fremfoert oplysninger, der imoedegaar de af Kommissionen fremlagte beviser for den aktive rolle, selskabet spillede i aftalerne. Som generaladvokaten har anfoert i punkt 268 i forslaget til afgoerelse, har Retten praecist henvist til steder i beslutningen, hvor der er en beskrivelse af appellantens adfaerd, som begrunder, at selskabet er blevet behandlet haardere i forbindelse med boedeudmaalingen. I Kommissionens beskrivelse har den henvist dels til appellantens ledende rolle i forbindelse med overtraedelserne, dels til Mueller's indgriben som baade direktoer i det appellerende selskab, repraesentant for det tyske strukturkrisekartel og formand for Fachverband Betonstahlmatten. I 207. betragtning til beslutningen udtalte Kommissionen, at de virksomheder, hvis ledere havde betydningsfulde hverv i brancheorganisationerne, f.eks. Fachverband Betonstahlmatten, burde idoemmes de hoejeste boeder.

133 Med hensyn til det forhold, at det er regnet appellanten til last, at selskabet deltog i strukturkrisekartellet, bemaerkes, at da appellanten er paalagt en boede for deltagelse i aftaler, som ikke var uloeseligt forbundet med kartellet, og hvis formaal var at beskytte det tyske marked mod ukontrolleret import fra andre medlemsstater, kunne Retten med foeje fastslaa, at det forhold, at det godkendte kartel fandtes, ikke generelt kunne anses for en formildende omstaendighed i forhold til de handlinger, der blev udfoert af appellanten, som i denne forbindelse paadrog sig et saerligt ansvarlig paa grund af selskabets direktoers funktioner.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695J0185.1

134 Endelig har appellanten hvad saerligt angaar formildende omstaendigheder anfoert, at Retten har undladt at tage hensyn til forskellige forhold af denne karakter. Kommissionen og Retten har saaledes udmaalt den boede, der er paalagt selskabet, paa grundlag af dets samlede omsaetning og ikke paa grundlag af omsaetningen i forbindelse med aftalerne. Endvidere har appellanten paaberaabt sig en tilsidesaettelse af lighedsgrundsaetningen som foelge af den i forhold til de oevrige boeder ekstraordinaert hoeje boede, selskabet blev paalagt. Herudover har appellanten bestridt rigtigheden af, at Retten tog hensyn til selskabets markedsandel paa det tyske marked ved udmaalingen af boeden, idet en virksomheds oekonomiske formaaen ikke noedvendigvis er proportional med dens stilling paa markedet.

135 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Retten i praemis 158 i den anfaegtede dom fastslog, at Kommissionen ikke tog hensyn til appellantens samlede omsaetning, men kun omsaetningen vedroerende armeringsnet i det oprindelige Faellesskab bestaaende af seks lande, og ikke overskred graensen paa 10%. Naar henses til overtraedelsens grovhed og varighed, fandt Retten, at Kommissionen ikke havde tilsidesat bestemmelserne i artikel 15 i forordning nr. 17.

136 Retten fastslog i praemis 160 i den appellerede dom vedroerende det forhold, at boeden var fastsat til 3,15% af omsaetningen, at der ikke forelaa formildende omstaendigheder i forhold til appellanten, men at der derimod var tale om en skaerpende omstaendighed - paa samme maade som for Tréfilunion - der svarede til antallet og omfanget af de overtraedelser, appellanten maatte anses for at have begaaet.

137 Det maa dernaest undersoeges, om Retten juridisk korrekt tog hensyn til appellantens markedsandele paa det tyske marked, da den i praemis 147 i den appellerede dom fastslog, at Kommissionen med rette ikke havde anset det for en formildende omstaendighed for appellanten, at selskabet ikke tilhoerte en betydelig oekonomisk enhed, idet selskabet havde langt den stoerste markedsandel paa det tyske marked.

138 Det bemaerkes i denne forbindelse, at der ved vurderingen af overtraedelsens grovhed kan tages hensyn til antallet og vaerdien af de varer, som overtraedelsen omfatter, samt virksomhedens stoerrelse og dens oekonomiske betydning og som foelge heraf, i hvor hoej grad den kunne paavirke markedet (dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, praemis 120).

139 Foelgelig er det rimeligt ved fastsaettelse af boeden baade at tage hensyn til virksomhedens samlede omsaetning, som giver et om end omtrentligt og ufuldstaendigt indtryk af virksomhedens stoerrelse og oekonomi, og til den del af omsaetningen, som vedroerer de varer, som er genstand for overtraedelsen, og som altsaa kan indicere omfanget af overtraedelsen (dommen i sagen Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen, praemis 212). Selv om en virksomheds markedsandele ikke kan vaere afgoerende ved vurderingen af, om en virksomhed tilhoerer en betydelig oekonomisk enhed, er markedsandelene imidlertid relevante ved vurderingen af, hvilken indflydelse virksomheden har haft paa markedet.

140 Dette anbringende maa derfor forkastes.

Virkningerne af annullationen af den anfaegtede dom, for saa vidt boedens stoerrelse herved fastsaettes

141 Naar henses til omstaendighederne i sagen finder Domstolen, at et beloeb paa 50 000 ECU er en passende kompensation for den urimelig lange sagsbehandlingstid.

142 Da den appellerede dom er annulleret, for saa vidt boedens stoerrelse herved fastsaettes (jf. praemis 48 i naervaerende dom), fastsaetter Domstolen, der i overensstemmelse med statuttens artikel 54 traeffer endelig afgoerelse, boeden til 2 950 000 ECU.

143 I oevrigt forkastes appellen.

Sagens omkostninger

144 Det fremgaar af procesreglementets artikel 122, at saafremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgoer sagen, traeffer den afgoerelse om sagens omkostninger. I henhold til artikel 69, stk. 2, der finder anvendelse paa appelsager, jf. artikel 118, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Imidlertid kan Domstolen ifoelge artikel 69, stk. 3, fordele sagens omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Kommissionen har tabt sagen paa et af punkterne, mens appellanten har tabt sagen paa de oevrige punkter, og appellanten findes herefter at burde baere sine egne omkostninger og tre fjerdedele af Kommissionens.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Punkt 2 i Rettens dom af 6. april 1995 i sag T-145/89, Baustahlgewebe mod Kommissionen, ophaeves, for saa vidt den boede, der er paalagt appellanten, herved fastsaettes til 3 mio. ECU.

2) Den boede, der er paalagt appellanten, fastsaettes til 2 950 000 ECU.

3) I oevrigt forkastes appellen.

4) Appellanten baerer sine egne omkostninger i forbindelse med appelsagen og tre fjerdedele af Kommissionens.