61995J0074

1. Praejudicielle spoergsmaal ° forelaeggelse for Domstolen ° national ret i traktatens artikel 177' s forstand ° begreb ° "Procura della Repubblica", som strafferetlig paatalemyndighed ° ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 177)

2. Institutionernes retsakter ° direktiver ° medlemsstaternes gennemfoerelse ° sikring af direktivers effektivitet noedvendig ° de nationale retters forpligtelser ° begraensninger ° princippet om lovhjemmel for strafansvar og straf

(EF-traktaten, art. 189, stk. 3)

3. Socialpolitik ° beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ° direktiv 90/270 om arbejde ved skaermterminaler ° arbejdstager, der regelmaessigt og i en ikke ubetydelig del af sin normale arbejdstid anvender en skaermterminal ° ingen definition i direktivet ° medlemsstaternes skoensbefoejelser

[Raadets direktiv 90/270, art. 2, litra c)]

4. Socialpolitik ° beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ° direktiv 90/270 om arbejde ved skaermterminaler ° beskyttelse af arbejdstagernes oejne og syn ° regelmaessig undersoegelse af oejne og syn ° omfattede personer

(Raadets direktiv 90/270, art. 9, stk. 1 og 2)

5. Socialpolitik ° beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ° direktiv 90/270 om arbejde ved skaermterminaler ° arbejdsgivernes forpligtelser ° raekkevidde

[Raadets direktiv 90/270, art. 2, litra b) og c), samt art. 4 og 5]

1. Domstolen kan i medfoer af traktatens artikel 177 kun behandle praejudicielle sager, der er forelagt af et organ, som er kompetent til uafhaengigt at traeffe afgoerelse i henhold til en procedure, der tager sigte paa at opnaa en afgoerelse, som har karakter af en retsafgoerelse.

"Procura della Repubblica" kan derfor ikke anses for at vaere en ret i traktatens artikel 177' s forstand, idet dette organ ikke har til opgave uafhaengigt at afgoere en retssag, men eventuelt som den tiltalerejsende part i straffesager at indbringe sagen for den kompetente ret.

2. Den nationale domstols pligt til i videst muligt omfang at fortolke og anvende de relevante nationale retsforskrifter i lyset af ordlyden og formaalet med det direktiv, som de skal gennemfoere for at opnaa det med dette tilsigtede resultat og til saaledes at handle i overensstemmelse med traktatens artikel 189, stk. 3, begraenses, navnlig naar en saadan fortolkning paa grundlag af direktivet, og uafhaengigt af vedtagelsen af en lov til dettes gennemfoerelse, danner grundlag for at afgraense eller skaerpe strafansvaret for personer, der har overtraadt direktivets bestemmelser.

Ved en fastlaeggelse af omfanget af strafansvaret i henhold til en lov, der saerligt er vedtaget til gennemfoerelsen af et direktiv, er det princip, hvorefter straffebestemmelser ikke kan fortolkes udvidende til skade for tiltalte, som foelger af princippet om, at straf kun kan paalaegges i henhold til lov for et i loven beskrevet forhold, og mere generelt af retssikkerhedsprincippet, til hinder for, at strafferetlig forfoelgning indledes for en adfaerd, hvis strafbarhed ikke klart fremgaar af loven. Dette princip, som hoerer til de almindelige retsgrundsaetninger, der er en grundlaeggende bestanddel af de forfatningsmaessige traditioner, som er faelles for medlemsstaterne, indgaar ogsaa i forskellige internationale traktater, og navnlig artikel 7 i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder.

Det tilkommer derfor den nationale domstol at paase, at dette princip foelges ved fortolkningen ud fra teksten og direktivets formaal af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemfoerelse af direktivet.

3. Begrebet regelmaessig anvendelse i en ikke ubetydelig del af den normale arbejdstid af en skaermterminal, der anvendes i direktiv 90/270 ° om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdet ved skaermterminaler ° med henblik paa en afgraensning af den kreds af arbejdstagere, der skal vaere omfattet af de i dette direktiv fastlagte beskyttelsesforanstaltninger, maa, da direktivet ikke indeholder naermere praecisering heraf, angives af medlemsstaterne ° der herved raader over et vidt skoen ° i de nationale bestemmelser, de skal vedtage for at gennemfoere direktivet.

4. Artikel 9, stk. 1, i direktiv 90/270 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejde ved skaermterminaler skal fortolkes saaledes, at den i bestemmelsen omhandlede regelmaessige undersoegelse af oejne og syn gaelder for alle de af direktivets anvendelsesomraade omfattede arbejdstagere, og at direktivets artikel 9, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at arbejdstagerne har ret til en oejenundersoegelse hos en speciallaege i alle tilfaelde, hvor den i henhold til stk. 1 gennemfoerte undersoegelse viser, at dette er noedvendigt.

5. Artikel 4 og 5 i direktiv 90/270 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejde ved skaermterminaler skal fortolkes saaledes, at de deri omhandlede forpligtelser for arbejdsgiverne til at traeffe hensigtsmaessige foranstaltninger for, at arbejdsstationerne overholder de minimumsforskrifter, der er fastsat i bilaget, gaelder for samtlige arbejdsstationer efter definitionen heraf i direktivets artikel 2, litra b), selv om de ikke er bemandet med arbejdstagere i direktivets artikel 2, litra c)' s forstand, og at arbejdsstationerne skal vaere tilpasset i overensstemmelse med samtlige minimumsforskrifter i bilaget.

I de forenede sager C-74/95 og C-129/95,

angaaende to anmodninger, som henholdsvis Procura della Repubblica presso la Pretura circondariale di Torino (Italien) og Pretura circondariale di Torino i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i straffesagerne mod

X

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 90/270/EOEF af 29. maj 1990 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejde ved skaermterminaler (femte saerdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EOEF, EFT L 156, s. 14),

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, J.C. Moitinho de Almeida (refererende dommer), og dommerne L. Sevón, D.A.O. Edward, P. Jann og M. Wathelet,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer,

justitssekretaer: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° den oestrigske regering ved Ministerialrat i Bundeskanzleramt Wolf Okresek, som befuldmaegtiget

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Laura Pignataro og Isabel Martinez del Peral, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 18. juni 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelser af henholdsvis 10. marts og 18. april 1995 indgaaet til Domstolen den 13. marts og den 20. april 1995 har Anklagemyndigheden i Torino (Procura della Repubblica presso la Pretura circondariale di Torino, herefter "anklagemyndigheden") (sag C-74/95) og Pretura circondariale di Torino (sag C-129/95) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af Raadets direktiv 90/270/EOEF af 29. maj 1990 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejde ved skaermterminaler (femte saerdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EOEF, EFT L 156, s. 14, herefter "direktivet").

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under straffesager mod ikke-identificerede personer, der tiltales for formodede overtraedelse af lovdekret nr. 626 af 19. september 1994 (GURI nr. 265 af 12.11.1994, herefter "dekretet") og navnlig dettes afsnit VI ("Brug af udstyr med skaerme"), der indeholder de bestemmelser, hvorved direktivets bestemmelser blev gennemfoert i italiensk ret.

3 I forbindelse med disse sager havde inspektoerer fra Unità Sanitaria Locale di Torino efter anmodning fra anklagemyndigheden rekonstrueret planen for anvendelse af skaermterminaler hos selskabet Telecom Italia i Torino. Under arbejdet hermed viste det sig, at nogle arbejdstagere anvendte en saadan skaerm i over fire timer dagligt i et antal dage, der udgjorde mindre end en hel arbejdsuge, mens andre brugte en skaermterminal mindre end fire timer om dagen i hele arbejdsugen.

4 Anklagemyndigheden anfoerer i sin forelaeggelsesbeslutning, at denne instans, foer den eventuelt traeffer foranstaltninger inden for sit kompetenceomraade saasom tiltalerejsning eller beslaglaeggelse med henblik paa at hindre alvorlige og vedvarende foelger af eventuelle overtraedelser, maa tage stilling til, om gerningsindholdet for en eventuel overtraedelse foreligger og navnlig, om der er tale om overtraedelser af dekretets artikel 50-59.

5 Ifoelge dekretets artikel 51 forstaas i afsnit VI ved arbejdstager, personer, "der saedvanligt og paa systematisk maade i ugens loeb i mindst fire paa hinanden foelgende timer daglig, ekskl. de i artikel 54 naevnte pauser, anvender udstyr med skaermterminaler". De oevrige bestemmelser i afsnit VI omhandler arbejdsgiverens forpligtelser, arbejdets tilrettelaeggelse, den daglige arbejdsgang, sundhedskontrol, oplysning og uddannelse af arbejdstagerne, hoering af arbejdstagerne samt arbejdstagernes deltagelse. Dekretets afsnit IX indeholder straffebestemmelser.

6 Anklagemyndigheden anfoerer, at det for at fortolke de relevante bestemmelser i dekretet er absolut noedvendigt naermere at fastslaa, hvad der efter direktivets artikel 2, litra c), skal forstaas ved "arbejdstager". Det hedder i naevnte bestemmelse:

"I dette direktiv forstaas der ved:

...

c) arbejdstager: enhver arbejdstager, som defineret i artikel 3, litra a), i direktiv 89/391/EOEF, der regelmaessigt og i en ikke ubetydelig del af sin normale arbejdstid anvender en skaermterminal".

7 Efter anklagemyndighedens opfattelse maa det navnlig afgoeres, om denne definition udelukker tilfaelde, hvor en arbejdstager anvender terminalen hele arbejdsugen, men ikke, eller ofte ikke over fire timer i traek dagligt, eller tilfaelde, hvor arbejdstageren anvender terminalen dagligt mindst fire timer i traek hele arbejdsugen undtagen en enkelt dag.

8 Anklagemyndigheden anfoerer herved, at efter artikel 51 i det dekret, hvorved direktivet gennemfoeres, forstaas ved arbejdstager, personer, "der saedvanligt og paa systematisk maade i ugens loeb i mindst fire paa hinanden foelgende timer dagligt, ekskl. de i artikel 54 naevnte pauser, anvender udstyr med skaermterminaler", og at der ifoelge dekretets artikel 54 og 55 bestaar en forpligtelse til at lade arbejde ved skaermterminaler afbryde ved pauser eller andet arbejde, samt til at gennemfoere sundhedskontrol i tilfaelde, hvor arbejdstageren "arbejder mindst fire timer i traek".

9 Anklagemyndigheden oensker dernaest at faa klarlagt raekkevidden af direktivets artikel 9, stk. 1 og 2, hvori det hedder:

"1. Arbejdstagerne har ret til en passende undersoegelse af oejne og syn, som skal foretages af en person med de noedvendige kvalifikationer:

° inden arbejdet ved skaermterminalen paabegyndes

° med jaevne mellemrum herefter

og

° naar der opstaar synsproblemer, der kan skyldes arbejdet ved skaermterminal.

2. Arbejdstagerne har ret til en oejenundersoegelse hos en speciallaege, hvis den i stk. 1 naevnte undersoegelse viser, at dette er noedvendigt."

10 Anklagemyndigheden er navnlig i tvivl om, hvorvidt der ifoelge bestemmelsens stk. 1 regelmaessigt skal ske undersoegelse af oejne og syn for samtlige arbejdstageres vedkommende, eller om dette kun gaelder saerlige grupper af arbejdstagere. Anklagemyndigheden oensker endvidere oplyst, om der efter bestemmelsens stk. 2 skal gennemfoeres en oejenundersoegelse ikke blot under den forebyggende laegeundersoegelse, men ogsaa ved afslutningen af den regelmaessige laegeundersoegelse. Den bemaerker herved, at efter dekretets artikel 55 omfatter den regelmaessige laegeundersoegelse alene arbejdstagere, der er fundet egnede paa visse betingelser, og arbejdstagere, der er fyldt 45 aar. Endvidere skal der tilsyneladende efter denne bestemmelse i dekretet foerst gennemfoeres speciallaegeundersoegelser efter afslutningen af den forebyggende laegeundersoegelse, ligesom der kun skal foretages synsproever paa arbejdstagerens anmodning, naar denne mener, at der kan vaere tale om et forringet syn, og dette bekraeftes af laegen.

11 Anklagemyndigheden rejser endelig spoergsmaal om raekkevidden af arbejdsgiverens forpligtelse til at indrette arbejdsstationerne efter de i bilaget til direktivet fastsatte minimumsforskrifter, idet den i sagen gennemfoerte undersoegelse har vist, at der muligvis er sket en tilsidesaettelse af forskrifterne i bilagets punkt 2 ("Arbejdsmiljoe"). Spoergsmaalene herom vedroerer direktivets artikel 4 og 5.

12 I direktivets artikel 4 er det bestemt, at "arbejdsgiverne skal traeffe hensigtsmaessige foranstaltninger, for at arbejdsstationer, der foerst tages i brug efter den 31. december 1992, overholder de minimumsforskrifter, der er fastsat i bilaget", og i artikel 5, at "arbejdsgiverne skal traeffe hensigtsmaessige foranstaltninger, for at arbejdsstationer, der er taget i brug inden den 31. december 1992, tilpasses, saaledes at de senest fire aar efter denne dato overholder de minimumsforskrifter, der er fastsat i bilaget".

13 Anklagemyndigheden oensker for det foerste at faa oplyst, om de naevnte bestemmelser udelukkende er anvendelige, naar "arbejdsstationen", jf. direktivets artikel 2, virkelig er besat med "en arbejdstager" i samme bestemmelses forstand. Endvidere om det efter direktivets artikel 4 og 5 kraeves, at arbejdsstationerne er indrettet alene efter de minimumsforskrifter, der er fastsat i bilagets punkt 1 ("Udstyr"), eller om de ogsaa skal opfylde kravene ifoelge bilagets punkt 2 ("Arbejdsmiljoe") og 3 ("Samspil datamat/menneske"). Det fremhaeves i den forbindelse, at arbejdsstationerne ifoelge dekretets artikel 58 skal opfylde mindstekravene ifoelge bilag VII til dekretet, der paa sin side kun omhandler udstyr.

14 Anklagemyndigheden har paa baggrund heraf ved beslutning af 10. marts 1995 anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af disse spoergsmaal.

15 Pretura circondariale di Torino har ved beslutning af 18. april 1995 forelagt Domstolen de samme praejudicielle spoergsmaal for det tilfaelde, at Domstolen skulle naa til det resultat, at anklagemyndigheden ikke har kompetence til at anmode om en praejudiciel afgoerelse i medfoer af traktatens artikel 177.

16 Ifoelge Pretura vedroerer naevnte anmodning om en praejudiciel afgoerelse spoergsmaal, der er noedvendige for, at retten kan tage stilling til anklagemyndighedens begaering til retten om, at der indhentes en sagkyndig udtalelse med henblik paa at afgoere, om de pauser, som de i sagen omhandlede arbejdstagere har, er tilstraekkelige, om sundhedskontrollen er passende, og om arbejdsstationerne er i overensstemmelse med mindstekravene ifoelge de gaeldende forskrifter. Den forelaeggende ret anfoerer, at den, foer den afsiger kendelse om indhentning af en saadan udtalelse, navnlig maa afgoere, om de formodede overtraedelser af dekretets bestemmelser foreligger. Fortolkningen af dekretet, hvorved direktivet gennemfoeres, afhaenger imidlertid af besvarelsen af de praejudicielle spoergsmaal.

Sag C-74/95

17 Kommissionen har anfoert, at denne anmodning skal afvises, idet anklagemyndigheden ikke er en ret i traktatens artikel 177' s forstand.

18 Hertil bemaerkes, at efter Domstolens praksis kan Domstolen i medfoer af artikel 177 kun behandle praejudicielle sager, der er forelagt af et organ, som er kompetent til uafhaengigt at traeffe afgoerelse i henhold til en procedure, der tager sigte paa at opnaa en afgoerelse, som har karakter af en retsafgoerelse (jf. eksempelvis dom af 11.7.1987, sag 14/86, Pretore di Salò mod X, Sml. s. 2545, praemis 7, og af 27.4.1994, sag C-393/92, Almelo m.fl., Sml. I, s. 1477, praemis 21, samt kendelse af 18.6.1980, sag 138/80, Borker, Sml. s. 1975, praemis 4, og af 5.3.1986, sag 318/85, Greis Unterweger, Sml. s. 955, praemis 4).

19 Dette er der imidlertid ikke tale om i det foreliggende tilfaelde. Som anfoert af generaladvokaten i punkt 6-9 i forslaget til afgoerelse, har anklagemyndigheden i hovedsagen ikke til opgave uafhaengigt at afgoere en retssag, men eventuelt som den tiltalerejsende part i straffesager at indbringe sagen for den kompetente ret.

20 Procura della Repubblica (anklagemyndigheden) kan derfor ikke anses for at vaere en ret i traktatens artikel 177' s forstand, hvorfor de af dette organ forelagte spoergsmaal afvises.

Sag C-129/95

21 Indledningsvis bemaerkes, at Domstolen ikke i henhold til traktatens artikel 177 kan traeffe afgoerelse om national rets gyldighed i forhold til faellesskabsretten, saaledes som den ville have mulighed for inden for rammerne af traktatens artikel 169 (jf. eksempelvis dom af 15.7.1964, sag 6/64, Costa, Sml. 1954-1964, s. 531, org. ref.: Rec. s. 1141). Domstolen er dog befoejet til at forsyne den nationale ret med alle under faellesskabsretten henhoerende fortolkningsbidrag, som goer det muligt for denne ret i den sag, den har faaet forelagt, at vurdere denne forenelighed med faellesskabsbestemmelserne (jf. eksempelvis dom af 12.7.1979, sag 223/78, Grosoli, Sml. s. 2621, praemis 3).

22 Det fremgaar imidlertid klart af forelaeggelseskendelsen, at den nationale ret i denne sag ikke udelukker, at en hensyntagen til direktivets bestemmelser direkte kan faa betydning for spoergsmaalet om at afgraense eller eventuelt skaerpe et strafansvar for de personer, der har overtraadt disse bestemmelser, mens et saadant ansvar ikke er en foelge af en fortolkning af de bestemmelser, der specielt er vedtaget med henblik paa direktivets gennemfoerelse.

23 Det bemaerkes herved, at efter fast praksis (jf. eksempelvis dom af 26.9.1996, sag C-168/95, Arcaro, Sml. I, s. 4705, praemis 36) kan et direktiv ikke i sig selv skabe forpligtelser for borgerne, og en direktivbestemmelse kan derfor ikke som saadan paaberaabes over for saadanne personer.

24 Den nationale domstol er ganske vist forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke de nationale retsforskrifter i lyset af direktivets ordlyd og formaal for at opnaa det med direktivet tilsigtede resultat, og saaledes handle i overensstemmelse med traktatens artikel 189, stk. 3 (jf. eksempelvis dom af 14.7.1994, sag C-91/92, Faccini Dori, Sml. I, s. 3325, praemis 26). Men denne forpligtelse for den nationale domstol til at henholde sig til direktivets indhold, naar den fortolker de relevante bestemmelser i sin nationale ret, begraenses dog, navnlig naar en saadan fortolkning paa grundlag af direktivet og uafhaengigt af vedtagelsen af en lov til dettes gennemfoerelse, danner grundlag for at afgraense eller skaerpe strafansvaret for personer, der har overtraadt direktivets bestemmelser (jf. bl.a. dom af 8.10.1987, sag 80/86, Kolpinghuis Nijmegen, Sml. s. 3969, praemis 13).

25 Det maa specielt for tilfaelde, som det i hovedsagen foreliggende, der drejer sig om omfanget af strafansvaret i henhold til en lov, der saerligt er vedtaget til gennemfoerelsen af et direktiv, praeciseres, at det princip, hvorefter straffebestemmelser ikke kan fortolkes udvidende til skade for tiltalte, som foelger af princippet om, at straf kun kan paalaegges i henhold til lov for et i loven beskrevet forhold, og mere generelt af retssikkerhedsprincippet, er til hinder for, at strafferetlig forfoelgning indledes for en adfaerd, hvis strafbarhed ikke klart fremgaar af loven. Dette princip, som hoerer til de almindelige retsgrundsaetninger, der er en grundlaeggende bestanddel af de forfatningsmaessige traditioner, der er faelles for medlemsstaterne, indgaar ogsaa i forskellige internationale traktater, og navnlig i artikel 7 i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder (se navnlig Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstols domme af 25.5.1993, Kokkinakis, serie A, nr. 260-A, afsnit 52, og af 22.11.1995, S.W. mod Det Forenede Kongerige og C.R. mod Det Forenede Kongerige, serie A, nr. 335-B, afsnit 35, og nr. 335-C, afsnit 33).

26 Det tilkommer derfor den nationale domstol at paase, at dette princip foelges ved fortolkningen ud fra teksten og direktivets formaal af de nationale bestemmelser, der er vedtaget til gennemfoerelse af direktivet.

27 Spoergsmaalene fra den nationale ret skal saaledes besvares med de begraensninger, der foelger af disse bemaerkninger.

Fortolkningen af direktivets artikel 2, litra c)

28 Den forelaeggende ret spoerger, om ordene "arbejdstager, der regelmaessigt og i en ikke ubetydelig del af sin normale arbejdstid anvender en skaermterminal", skal fortolkes som omfattende dels arbejdstagere, der regelmaessigt fire timer i traek hele ugen undtagen én enkelt dag, anvender en saadan terminal, og dels arbejdstagere, der anvender terminalen hele ugen, men under fire timer i traek dagligt.

29 I den forbindelse skal det foerst fastslaas, at direktivet ikke naermere angiver, hvad der skal forstaas ved anvendelse af en skaermterminal, "regelmaessigt og i en ikke ubetydelig del af [den] normale arbejdstid", som anfoert i direktivets artikel 2, litra c).

30 Det foelger af denne bestemmelses ordlyd, at spoergsmaalet om, hvorvidt den del af arbejdstiden, en arbejdstager regelmaessigt anvender ved en skaermterminal, ikke er ubetydelig, maa afgoeres paa grundlag af den paagaeldende arbejdstagers saedvanlige arbejde. Dette udtryk kan ikke defineres generelt, og det tilkommer medlemsstaterne naermere at angive dets indhold i de nationale bestemmelser, der vedtages for at gennemfoere direktivet.

31 Det maa i betragtning af dette udtryks ubestemthed anerkendes, at medlemsstaterne ved vedtagelsen af disse bestemmelser raader over et vidt skoen, der, naar henses til det i praemis 25 i naervaerende dom naevnte princip om, at straf kun kan paalaegges i henhold til loven for et efter loven strafbart forhold, under alle omstaendigheder afskaerer de kompetente nationale myndigheder fra at henvise til de relevante bestemmelser i direktivet, naar de agter at indlede strafferetlig forfoelgning paa det af direktivet omfattede omraade.

32 Herefter, og idet det er unoedvendigt at tage stilling til det af den oestrigske regering og Kommissionen fremfoerte argument om, at fire timer, der regelmaessigt tilbringes i traek ved en skaermterminal hver dag i ugen undtagen én dag, klart for den paagaeldende arbejdstager udgoer en ikke ubetydelig del af hans normale arbejdstid i direktivets artikel 2' s forstand, findes det ufornoedent at besvare dette spoergsmaal.

Fortolkningen af direktivets artikel 9, stk. 1 og 2

33 Den forelaeggende ret spoerger dernaest, om direktivets artikel 9, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at der herefter skal ske undersoegelse af oejne og syn hos samtlige af direktivets anvendelsesomraade omfattede arbejdstagere, eller om en forpligtelse i saa henseende, kun gaelder for saerlige grupper af arbejdstagere. Desuden spoerges, om bestemmelsens stk. 2 skal fortolkes saaledes, at arbejdstagerne herefter har ret til en oejenundersoegelse hos en speciallaege i alle tilfaelde, hvor dette efter resultaterne af den i stk. 1 omhandlede undersoegelse er noedvendigt.

34 Vedroerende direktivets artikel 9, stk. 1, er det tilstraekkeligt at fastslaa, at denne bestemmelse, der uden forskel gaelder for alle "arbejdstagere" i dette direktivs forstand, efter sin ordlyd intet indeholder, der kan stoette det synspunkt, at retten til en passende undersoegelse af oejne og syn ikke tilkommer samtlige arbejdstagere, som angivet i direktivets artikel 2, litra c).

35 I direktivets artikel 9, stk. 2, er det udtrykkeligt uden begraensninger af nogen art bestemt, at arbejdstagerne har ret til en oejenundersoegelse hos en speciallaege, "hvis den i stk. 1 naevnte undersoegelse viser, at dette er noedvendigt". Der kan foelgelig i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, hvortil der henvises i stk. 2, vaere tale enten om den undersoegelse, der skal ske, inden arbejdet ved skaermterminalen paabegyndes, eller den undersoegelse, der senere sker med jaevne mellemrum, eller endelig, om den undersoegelse, der gennemfoeres, naar der opstaar synsproblemer, der kan skyldes arbejdet ved skaermterminal.

36 Den nationale rets spoergsmaal maa derfor besvares med, at direktivets artikel 9, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at den i bestemmelsen omhandlede regelmaessige undersoegelse af oejne og syn gaelder for alle de af direktivets anvendelsesomraade omfattede arbejdstagere, og at direktivets artikel 9, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at arbejdstagerne har ret til en oejenundersoegelse hos en speciallaege i alle tilfaelde, hvor den i henhold til stk. 1 gennemfoerte undersoegelse viser, at dette er noedvendigt.

Fortolkningen af direktivets artikel 4 og 5

37 Den forelaeggende ret har endelig spurgt, om direktivets artikel 4 og 5 skal fortolkes saaledes, at forpligtelserne efter disse bestemmelser omfatter samtlige arbejdsstationer efter definitionen heraf i direktivets artikel 2, litra b), som vil kunne bemandes med arbejdstagere i direktivets artikel 2, litra c)' s forstand, selv om de faktisk ikke bemandes med saadanne arbejdstagere. Den forelaeggende ret oensker ogsaa oplyst, om direktivets artikel 4 og 5 skal fortolkes saaledes, at arbejdsstationerne skal tilpasses i overensstemmelse med alle de minimumsforskrifter, der findes i bilaget, eller om det er tilstraekkeligt, at de alene tilpasses efter de minimumsforskrifter, der er fastsat for udstyr.

38 Foerst bemaerkes, at direktivets artikel 4 og 5, hvorefter arbejdsgiverne skal traeffe hensigtsmaessige foranstaltninger, for at arbejdsstationerne overholder "de minimumsforskrifter, der er fastsat i bilaget", uden forskel gaelder for samtlige de forskrifter, der er angivet i de tre afdelinger i naevnte bilag henholdsvis under overskriften "Udstyr", "Arbejdsmiljoe" og "Samspil datamat/menneske". Desuden supplerer, som Kommissionen korrekt har anfoert, disse forpligtelser for arbejdsgiverne hinanden og har til formaal at sikre, at en bestemt arbejdsstation frembyder et minimumsniveau i henseende til sikkerhed og beskyttelse.

39 Desuden fremgaar det af ordlyden af artikel 4 og 5, at disse bestemmelser gaelder for samtlige "arbejdsstationer" i direktivets forstand, uanset om de bemandes med arbejdstagere i direktivets artikel 2, litra c)' s forstand.

40 Denne fortolkning stoettes navnlig af fjerde betragtning til direktivet, hvorefter overholdelse af minimumsforskrifter, der kan sikre et hoejere niveau for sikkerhed paa "arbejdspladser", hvor der anvendes skaermterminaler, er bydende noedvendig for at varetage "arbejdstagernes" sikkerhed og sundhed, samt af syvende betragtning til direktivet, hvorefter for "arbejdspladser" med skaermterminaler de ergonomiske aspekter er af saerlig betydning.

41 Den forelaeggende rets spoergsmaal maa derfor besvares med, at direktivets artikel 4 og 5 skal fortolkes saaledes, at de deri omhandlede forpligtelser gaelder for samtlige arbejdsstationer efter definitionen heraf i direktivets artikel 2, litra b), selv om de ikke er bemandet med arbejdstagere i direktivets artikel 2, litra c)' s forstand, og at arbejdsstationerne skal vaere tilpasset i overensstemmelse med samtlige minimumsforskrifter i bilaget.

Sagens omkostninger

42 De udgifter, der er afholdt af den oestrigske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

med bemaerkning om, at de af Procura della Repubblica presso la Pretura circondariale di Torino forelagte spoergsmaal afvises,

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Pretura circondariale di Torino ved kendelse af 18. april 1995, for ret :

1) Artikel 9, stk. 1, i Raadets direktiv 90/270/EOEF af 29. maj 1990 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejde ved skaermterminaler (femte saerdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EOEF) skal fortolkes saaledes, at den i bestemmelsen omhandlede regelmaessige undersoegelse af oejne og syn gaelder for alle de af direktivets anvendelsesomraade omfattede arbejdstagere, og at direktivets artikel 9, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at arbejdstagerne har ret til en oejenundersoegelse hos en speciallaege i alle tilfaelde, hvor den i henhold til stk. 1 gennemfoerte undersoegelse viser, at dette er noedvendigt.

2) Artikel 4 og 5 i direktiv 90/270 skal fortolkes saaledes, at de deri omhandlede forpligtelser gaelder for samtlige arbejdsstationer efter definitionen heraf i direktivets artikel 2, litra b), selv om de ikke er bemandet med arbejdstagere i direktivets artikel 2, litra c)' s forstand, og at arbejdsstationerne skal vaere tilpasset i overensstemmelse med samtlige minimumsforskrifter i bilaget.