61995C0368

1 At loese (eller dog forsoege at loese) en kryds- og tvaersopgave eller en rebus eller at finde det rigtige svar i forbindelse med en gaettekonkurrence er en del af den daglige tilvaerelse for dem, der ynder dette, og der findes en righoldig »speciallitteratur« herom, men der er ogsaa tale om en form for adspredelse for at undgaa kedsomhed eller ensomhed. Dette forklarer, at der ogsaa i ikke-specialiserede blade, og i visse tilfaelde endda i dagbladene, findes spil og gaettekonkurrencer. Den mulighed for at vinde en praemie, der stadig oftere er forbundet med den rigtige loesning i forbindelse med spil af denne art, er desuden en yderligere (og ikke ringe) tilskyndelse for laeseren til at bevise sin duelighed paa dette omraade, og vigtigere, til at koebe blade, der indeholder praemieopgaver af denne art.

Til grund for denne sag ligger netop muligheden for at vinde en praemie, som et tysk ugeblad, der ogsaa saelges i OEstrig, tilbyder laesere, der rigtigt loeser de opgaver, der er indeholdt i bladet. Da dette er forbudt ifoelge den oestrigske lovgivning om illoyal konkurrence, spoerger Handelsgericht Wien, for hvilken hovedsagen verserer, Domstolen, om EOEF-traktatens artikel 30 er til hinder for anvendelse af en national lovgivning, der som den oestrigske indeholder et absolut forbud mod salg paa det nationale marked af ugeblade, der tilbyder deltagelse i gaette- eller praemiekonkurrencer, og som lovligt fremstilles og bringes i omsaetning i andre medlemsstater.

Muligheden for at loese kryds- og tvaersopgaver og haabet om at vinde en praemie afhaenger saaledes i situationer som den netop beskrevne af den fortolkning af reglerne om de frie varebevaegelser, som Domstolen angiver i denne sag.

De relevante retsforskrifter, de faktiske omstaendigheder og det praejudicielle spoergsmaal

2 Ved en i 1992 udstedt lov (1) har den oestrigske lovgivningsmagt gennemfoert en gennemgribende liberalisering paa konkurrenceomraadet og herunder bl.a. ophaevet de regler, der forboed erhvervsdrivende at yde forbrugerne tilgift eller andre fordele. Samtidig blev der dog i loven om illoyal konkurrence (Gesetz ueber den unlauteren Wettbewerb, herefter »UWG«) indsat en § 9a, der, som aendret i 1993, ud over det mere almindelige forbud mod at yde forbrugere tilgift i forbindelse med salg af varer og tjenesteydelser fastsaetter et forbud mod at tilbyde, bekendtgoere og uddele praemier til koebere af periodiske skrifter (§ 9a, stk. 1, nr. 1) (2).

Det skal tilfoejes, at det endvidere i § 9a, stk. 2, nr. 8, bestemmes, at forbuddet mod tilgift ikke finder anvendelse, dersom tilgiften bestaar i mulighed for at deltage i en konkurrence, hvorved den samlede vaerdi af praemierne ikke overstiger et bestemt beloeb. Denne bestemmelse finder dog, som det fremgaar af dens eget indhold, ikke anvendelse paa lotterier, der tilbydes af periodiske skrifter (3). Foelgelig strider periodiske skrifter, der indeholder lotterier og/eller praemiekonkurrencer, mod de oestrigske regler om illoyal konkurrence.

3 Jeg kommer nu til de faktiske omstaendigheder. Heinrich Bauer Verlag (herefter »sagsoegte«) er en virksomhed med hjemsted i Tyskland, der bl.a. udgiver ugebladet »Laura«, som fremstilles i Tyskland og tillige saelges i OEstrig. Dette ugeblad indeholder praemiekonkurrencer, der goer det muligt for den, der loeser opgaverne rigtigt, at deltage i en lodtraekning om pengepraemier for de heldige vindere paa mellem 500 DM og 5 000 DM. F.eks. indeholder det nummer af ugebladet, den forelaeggende ret henviser til (4), en kryds- og tvaersopgave med praemier, hvorefter to heldige udtrukne loesere kan vinde 500 DM, endnu en kryds- og tvaersopgave, for hvilken den eneste praemie andrager 1 000 DM, samt endelig en tredje praemiekonkurrence med en gevinst paa 5 000 DM til vinderen af lodtraekningen.

Vereinigte Familiapress Zeitungsverlags- und vertriebs GmbH (herefter »sagsoegeren«), der er et forlag med hjemsted i OEstrig, som udgiver ugebladet »Die Ganze Woche« og dagbladet »Taeglich Alles«, har under henvisning til § 9a i UWG anlagt sag ved Handelsgericht Wien med paastand om, at sagsoegte tilpligtes i OEstrig at ophoere med at saelge publikationer som ugebladet »Laura«, der giver laeserne adgang til at deltage i praemiekonkurrencer.

4 Da tysk lovgivning om illoyal konkurrence ikke indeholder nogen bestemmelse, der svarer til § 9a i UWG (5), og da forbuddet i medfoer af den paagaeldende bestemmelse griber ind i samhandelen inden for Faellesskabet, har Handelsgericht med henblik paa afgoerelsen af sagen fundet det fornoedent at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Skal EOEF-traktatens artikel 30 fortolkes saaledes, at bestemmelsen er til hinder for at anvende en lovgivning i en medlemsstat A, som forbyder en virksomhed med hjemsted i medlemsstat B ogsaa at saelge et dér fremstillet periodisk skrift i medlemsstat A, naar bladet tilbyder deltagelse i gaette- eller praemiekonkurrencer, der afholdes lovligt i medlemsstat B?«

Anvendelse af traktatens artikel 30

5 Domstolen anmodes foelgelig om at afgoere, om et forbud mod markedsfoering af et blad, der indeholder praemiekonkurrencer, er en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion som forudsat i traktatens artikel 30. Med henblik herpaa maa det foerst og fremmest afgoeres, om den i sagen omhandlede nationale lovgivning kan anses for at vaere en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion, for saa vidt den efter den velkendte formulering i Dassonville-sagen maatte vaere egnet til »direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt ... at hindre samhandelen i Faellesskabet« (6).

Da den paagaeldende ordning, selv om den uden forskel finder anvendelse paa saavel indenlandske som indfoerte varer, forbyder indfoersel til det oestrigske marked af blade, der lovligt er fremstillet og saelges i oprindelsesmedlemsstaten, synes det allerede ved en foerste betragtning, at der er tale om en foranstaltning, der er egnet til at opstille hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet, og som foelgelig er omfattet af princippet i dommen i Dassonville-sagen.

6 Den oestrigske regering har dog gjort gaeldende, at en mulighed for at deltage i en praemiekonkurrence, der tilbydes laeserne af et blad, alene er en salgsfremmende foranstaltning og foelgelig en foranstaltning, der angaar en form for salg, men ikke varens egenskaber. Under disse omstaendigheder er der efter regeringens opfattelse tale om en foranstaltning, der - i overensstemmelse med den nye praksis paa omraadet, saaledes som denne er fastlagt af Domstolen fra og med dommen i sagen Keck og Mithouard (7) - ikke falder ind under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30.

Kommissionen, den tyske regering og sagsoegte har derimod gjort gaeldende, at de paagaeldende praemiekonkurrencer udgoer en integrerende del af indholdet af bladet, og at forbuddet mod salg af blade af denne art efter de her omhandlede nationale regler direkte angaar varen, og ikke en form for salg. Praksis ifoelge dommen i sagen Keck og Mithouard finder derfor ikke anvendelse i den foreliggende sag.

7 Der er paa dette punkt grund til at erindre om, at Domstolen i sin dom i sagen Keck og Mithouard foerst og fremmest har bekraeftet sin »Cassis de Dijon«-praksis (8) og gentaget, at traktatens artikel 30, for saa vidt der ikke er sket harmonisering af lovgivningerne, forbyder hindringer for den frie bevaegelighed for varer, der lovligt er fremstillet og bragt i omsaetning i oprindelsesmedlemsstaten, paa grundlag af regler, der stiller krav, som de paagaeldende varer skal opfylde, som f.eks. krav vedroerende praesentationen, maerkningen og emballagen, og at dette ogsaa gaelder, selv om disse regler uden forskel finder anvendelse paa saavel indenlandsk fremstillede som indfoerte varer. I saadanne tilfaelde kan nationale foranstaltninger som de her omhandlede kun vaere begrundet i almene hensyn, der er af en saadan beskaffenhed, at de vejer tungere end hensynet til de frie varebevaegelser.

I samme dom fastslog Domstolen dog, at »det forhold, at nationale bestemmelser, som begraenser eller forbyder bestemte former for salg, bringes i anvendelse paa varer fra andre medlemsstater, ikke [kan] antages direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne som naevnt i dommen i Dassonville-sagen ... forudsat at saadanne nationale bestemmelser finder anvendelse paa alle de beroerte erhvervsdrivende, der udoever virksomhed i indlandet, og forudsat at bestemmelserne, saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade« (9).

8 Det maa herefter undersoeges, om det i den i den oestrigske lov om illoyal konkurrence fastsatte forbud vedroerer produktets egenskaber eller den form, hvorunder det saelges. Indsaettelse af praemiekonkurrencer i et ugeblad kan som haevdet af den oestrigske regering utvivlsomt vaere en foranstaltning til fremme af salget af det paagaeldende ugeblad, men alligevel udgoer de paagaeldende konkurrencer og dermed de udsatte praemier en del af bladets indhold, hvorfor de direkte angaar varen. Det omtvistede forbud kan derfor, selv om det er almindeligt gaeldende og ikke bevirker forskelsbehandling, foelgelig ikke betragtes som en »form for salg« som forudsat i dommen i sagen Keck og Mithouard.

I denne forbindelse erindrer jeg desuden om, at Domstolen - efter dommen i sagen Keck og Mithouard - vedroerende et forbud mod en bestemt form for reklame paa et produkts emballage har fastslaaet foelgende: »Uanset at det finder anvendelse paa alle varer, kan et forbud ... der konkret er et forbud mod i en medlemsstat at bringe varer i omsaetning, der er forsynet med de samme reklameangivelser som dem, der lovligt anvendes i andre medlemsstater, opstille hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet. Et saadant forbud kan saaledes tvinge importoererne til at anvende forskellige emballager for deres produkter, alt efter hvor disse skal bringes i omsaetning, med heraf foelgende yderligere udgifter til emballering og reklame« (10).

9 Situationen i den foreliggende sag er givet analog med den, jeg netop har omtalt, og forklarer efter min opfattelse udmaerket, hvorfor Domstolen uden at anfoere naermere betragtninger i den nye retning inden for retspraksis alene har medtaget »bestemte«, men ikke alle, former for salg (11). I oevrigt er det ikke overfloedigt at understrege, at Domstolen i dommen i sagen Keck og Mithouard endvidere har fremhaevet (12), at naar de af den fastlagte betingelser er opfyldt, »kan en anvendelse af saadanne bestemmelser [om former for salg] paa salg af varer fra en anden medlemsstat, som opfylder de af denne stat fastsatte regler, ikke antages at forhindre, at varerne faar adgang til markedet, eller medfoere stoerre ulemper i denne henseende end for indenlandsk fremstillede varer« (13).

I den foreliggende sag er den paagaeldende foranstaltning som bekendt til hinder for, at ugeblade som »Laura« faar adgang til markedet. Ogsaa selv om man ville betragte foranstaltningen som vedroerende en form for salg, staar det dog fast, at der er tale om en foranstaltning, der - da den hindrer, at det her omhandlede produkt faar adgang til markedet - ikke falder ind under praksis ifoelge dommen i sagen Keck og Mithouard. En bekraeftelse herpaa findes i dommen i sagen Alpine Investments, hvori Domstolen stillet over for muligheden for analogt at anvende de kriterier, der havde vaeret lagt til grund i dommen i sagen Keck og Mithouard, paa tjenesteydelsesomraadet, netop lagde vaegt paa, at det i denne sag omhandlede forbud til forskel fra forholdene i sagen Keck og Mithouard »saaledes direkte paavirker adgangen til at udfoere tjenesteydelser i de andre medlemsstater. Det er derfor egnet til at hindre udvekslingen af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne« (14).

10 Af betydning i denne forbindelse er desuden en undersoegelse af de ordninger, Domstolen hidtil har betragtet som vedroerende »former for salg«, der falder uden for anvendelsesomraadet for artikel 30. Ud over det forbud mod videresalg med tab, der omhandles i dommen i sagen Keck og Mithouard, er nemlig foelgende former for ordninger blevet betragtet paa samme maade: Forbud mod salg med en usaedvanligt lille avance (15), regler vedroerende butikstid (16), regler om aabningstider for tankstationer (17), forbud mod salg af maelk til spaedboern andre steder end paa apoteker (18), et forhandlingssystem for forarbejdede tobaksvarer (19), forbud mod reklame for apotekervarer uden for apotekerne (20) og forbud mod fjernsynsreklame for distributionssektoren (21). De her opregnede nationale foranstaltninger er, som man let kan konstatere, ikke paa nogen maade egnede til »direkte at paavirke adgangen« til markedet for det produkt, der er tale om.

Mere generelt er jeg af den opfattelse, at kun foranstaltninger af absolut generel karakter, som naturligvis skal finde anvendelse uden forskel, som ikke er til hinder for import, og som hoejst kan give sig udslag i en (formodet og eventuel nedsaettelse af importen), allerede som foelge af en ligeledes eventuel nedsaettelse af salget, er udelukket fra anvendelsesomraadet for artikel 30. I oevrigt har Domstolen ikke undladt at fremhaeve, eller rettere som forudsaetning for dette princip i sin praksis fastslaaet, at »nationale bestemmelser, som generelt begraenser afsaetningen af en vare og dermed ogsaa indfoerslen af den, ikke allerede af den grund kan antages at begraense muligheden for at faa adgang til markedet i videre omfang for indfoerte varer end for lignende indenlandsk fremstillede varer« (22).

11 Jeg vender nu tilbage til det i sagen omtvistede forbud og bemaerker foelgelig, at dette, selv om det finder anvendelse uden forskel, griber direkte ind i markedsfoeringen af det paagaeldende produkt og paalaegger den paagaeldende erhvervsdrivende at aendre praesentationen og indholdet af produktet. Til forskel fra forholdene i sagen Keck og Mithouard og i de sager, Domstolen senere har afgjort paa samme maade, er der saaledes tale om et forbud, som ikke paa nogen maade har at goere med en eventuel nedsaettelse af importen som foelge af en mere generel samlet nedsaettelse af omsaetningen.

I sidste instans er forbuddet, for saa vidt det forbyder import af et blad, der er fremstillet paa en bestemt maade og frembyder bestemte karakteristika, et absolut forbud mod import af en bestemt vare, som kort og godt naegtes adgang til markedet, saa laenge det fremtraeder i den paagaeldende form og har det paagaeldende indhold. Forbuddet er dermed egnet til at opstille hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet og falder derfor utvivlsomt, i hvert fald principielt, ind under anvendelsesomraadet for artikel 30.

Argumenterne til stoette for forbuddet

12 Efter at jeg saaledes har fastslaaet, at forbuddet, selv om det finder anvendelse uden forskel, kan opstille hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet, maa det herefter undersoeges, om de argumenter, der er fremfoert under sagen som begrundelse for, at ordningen ikke rammes af forbuddet i artikel 30, er udtryk for hensyn, der vejer tungere end hensynet til de frie varebevaegelser.

Ifoelge Domstolens faste praksis paa omraadet (23) er eventuelle hindringer for samhandelen - der som i det foreliggende tilfaelde beror paa forskelle mellem de nationale lovgivninger - acceptable, dersom de »tvingende« hensyn, der paaberaabes som begrundelse for den paagaeldende nationale ordning, opfylder foelgende tre betingelser: a) at de fra et faellesskabsretligt synspunkt findes vaerdige til beskyttelse, b) at de er egnede til at forfoelge det paagaeldende maal, og c) at de staar i rimeligt forhold til dette og er noedvendige for at naa det, hvilket er tilfaeldet, naar der ikke findes alternative foranstaltninger, der i mindre omfang begraenser samhandelen inden for Faellesskabet.

13 Jeg vil indledningsvis fremhaeve, at det ikke har skortet paa begrundelser i den foreliggende sag. Under retsforhandlingerne er der naevnt og paaberaabt mere end én, ja maaske for mange. Ud over forbrugerbeskyttelseshensyn er der saaledes blevet henvist til redelig handelsskik og sikring af pressens alsidighed samt hensyn, der har sammenhaeng med den offentlige orden, som f.eks. bekaempelsen af kriminalitet og skatteunddragelse, beskyttelse af sundheden ud fra synspunktet bekaempelse af »spillelidenskab« tillige med beskyttelsen af den offentlige moral.

Der er her tale om tvingende hensyn, der allerede er anerkendt som saadanne i retspraksis, og som derfor, hvilket der naeppe er grund til at fremhaeve, givet er beskyttelsesvaerdige ud fra et faellesskabsretligt synspunkt. Der er dog efter min opfattelse betydelig (og begrundet) tvivl - allerede ud fra et kausalitetssynspunkt - om, hvorvidt de naevnte hensyn kan begrunde den her omhandlede nationale ordning. Jeg vil derfor fjerne et par uklarheder, der er opstaaet under behandlingen af sagen for dermed at begraense antallet af de hensyn, der kan komme i betragtning i den foreliggende sag.

14 Under denne synsvinkel er det givet ikke overfloedigt at erindre om de naermere grunde til forbuddet mod markedsfoering af periodiske skrifter, der indeholder spil og/eller praemiekonkurrencer, saaledes som det udtrykkeligt er kommet til udtryk i begrundelsen til den paagaeldende nationale lov. Forbuddet begrundes som foelger: »I forbindelse med periodiske skrifter maa der nemlig tages hensyn til, at en intensiv konkurrence gennem ydelse af tilgift, hvortil ogsaa hoerer aabning af muligheder for deltagelse i praemiekonkurrencer, i betragtning af det forholdsvis store antal dagblade og tidsskrifter, som dagligt, ugentligt osv. bliver solgt, udgoer en meget stor oekonomisk belastning for mindre dagblads- og tidsskriftsforlag og kan foere til en oedelaeggende konkurrence. Dette boer forhindres ud fra hensynet til alsidigheden inden for pressen ... [Der er] fare for, at muligheden for gevinst tillaegges stoerre betydning end kvaliteten af publikationen, og foelgelig for, at der i markedsfoeringen af produkterne indfoeres et userioest element, idet oensket om at vinde paa grund af en tilfaeldighed kan blive det, som foerer til koebet af varen«.

Naar henses til denne begrundelse, har forbuddet mod salg af periodiske skrifter, der indeholder spil og/eller praemiekonkurrencer, som sit vaesentligste formaal opretholdelsen af en alsidig presse (24), samt, i mindre omfang, beskyttelse af forbrugeren og god handelsskik. Disse hensyn er foelgelig de tvingende hensyn, der eventuelt kan begrunde forbuddet, og de er i oevrigt de eneste hensyn, der er anfoert af den oestrigske regering til stoette for ordningens lovlighed i forhold til traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser.

15 Under den mundtlige forhandling blev det dog som naevnt gjort gaeldende af nogle af de andre procesdeltagende medlemsstater, at forbuddet, da det rammer hasardspil, ligeledes kan begrundes ud fra hensynet til den offentlige orden og beskyttelsen af sundheden og den offentlige moral. Til stoette for dette synspunkt har man henvist til dommen i Schindler-sagen (25), hvori Domstolen fastslog, at traktatens bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser ikke er til hinder for en national lovgivning om forbud mod lotterier, naar henses til de socialpolitiske hensyn og det hensyn til at forebygge bedrageri, der kan vaere begrundelsen herfor. Domstolen bemaerkede herved, at »i betragtning af de betydelige summer, lotterier giver mulighed for at indsamle, og de store gevinster, de kan give deltagerne, saerlig naar de arrangeres i stoerre maalestok, indebaerer [de] en stor risiko for forbrydelser og bedrageri. Derudover udgoer de en fristelse til at give penge ud paa en maade, der kan faa socialt skadelige konsekvenser for den enkelte« (26).

Jeg finder ikke, at saadanne betragtninger kan overfoeres til den foreliggende sag. De to tilfaelde - henholdsvis lotterier i stoerre maalestok og spil og/eller praemiekonkurrencer - er nemlig efter min opfattelse vanskeligt sammenlignelige, idet der i det andet tilfaelde er tale om spil i mindre maalestok, med mindre praemier, som under alle omstaendigheder udgoer en integrerende bestanddel af det paagaeldende blad (27). De betaenkeligheder af socialpolitisk karakter og med hensyn til skattesvig, der ligger til grund for dommen i Schindler-sagen, kan derfor naeppe heller komme i betragtning, idet der ikke er nogen forbindelse mellem disse og det paagaeldende forbud. Den oestrigske lovgivningsmagts tavshed paa dette punkt er i oevrigt betegnende, og man kan derfor udelukke, at der skal ske en inddragelse af »hensyn«, der ikke naevnes i begrundelsen for forbuddet, saaledes som dette udtrykkeligt er kommet til udtryk i den paagaeldende lov.

Under alle omstaendigheder er det ikke let at forstaa, hvorledes den blotte mulighed for at vinde en praemie paa 500 DM i forbindelse med den rigtige loesning af en kryds- og tvaersopgave skulle noedvendiggoere et forbud mod salg af et blad, der indeholder en saadan opgave, som led i bekaempelsen af kriminalitet. Ej heller kan man laegge vaegt paa de begrundelser, der bygger paa beskyttelsen af sundheden ud fra et synspunkt om bekaempelse af »spillelidenskab« eller paa den offentlige moral, i den forstand, at der skulle vaere tale om en last, der boer bekaempes fra et socialt synspunkt. Og i oevrigt er de stater, der har paaberaabt sig saadanne »sociale katastrofer«, ud over lotterier i stoerre maalestok bekendt med systemer med »skrab og vind« og lignende, hvorved det ikke fremgaar, at de vedroerende disse spil tager sig saerligt af bekaempelsen af »spillelidenskab« (28).

16 Vedroerende betydningen af dommen i Schindler-sagen for den foreliggende sag finder jeg endnu en bemaerkning noedvendig. De saeregne traek ved lotterier og mere i almindelighed hasardspil har foert Domstolen til at fastslaa, at »der tilkommer de nationale myndigheder et skoen, der omfatter fastsaettelsen af de fornoedne forskrifter til beskyttelse af deltagerne i spillet og mere generelt, under hensyntagen til hver enkelt medlemsstats socialt og kulturelt betingede saeregenheder, til beskyttelsen af samfundsordenen, baade for saa vidt angaar de naermere bestemmelser om tilrettelaeggelsen af lotterierne samt omfanget af indsatserne og anvendelsen af det udbytte, de afkaster. Det tilkommer dem saaledes ikke alene at afgoere, om det er noedvendigt at begraense lotterier, men ogsaa om de skal forbydes, under forudsaetning af, at saadanne begraensninger ikke er diskriminerende« (29). Domstolen tog med andre ord hensyn til det paagaeldende forbuds egnethed til at virkeliggoere de forfulgte maalsaetninger, men fandt dog, at hasardspils saerlige karakter kan begrunde, at der overlades medlemsstaterne et vidt skoen paa omraadet, med den konsekvens, at det end ikke - under forudsaetning af, at der er tale om ikke-diskriminerende foranstaltninger - er noedvendigt at efterproeve proportionaliteten af disse med henblik paa at undersoege, om der maatte vaere foranstaltninger, der er mindre begraensende for samhandelen, og som er egnede til at naa de samme maal. Domstolen foretog foelgelig ikke en streng proevelse af proportionaliteten.

Under hensyn til de allerede naevnte forskelle mellem store lotterier og praemiekonkurrencer, der er forbundet med loesningen af en kryds- og tvaersopgave, som er integreret i et ugeblad, finder jeg ikke, at man i et tilfaelde som det foreliggende kan overlade den nationale lovgiver et lige saa bredt skoen. Jeg er desuden overbevist om, at den loesning, der blev valgt i dommen i Schindler-sagen, maa og skal betragtes efter de saerlige omstaendigheder i denne sag. Hvis det ikke forholdt sig saaledes, altsaa dersom denne loesning skulle betragtes som gaeldende for ethvert spil, der kunne betegnes som hasardspil, saaledes at man ved dette udtryk forstod enhver form for praemie, der tildeltes ved lodtraekning, uafhaengig af praemiebeloebet og selve spillets omfang og foelgelig ogsaa med henblik paa det foreliggende tilfaelde, ville der naturligvis blive aabnet en farlig breche, som paa ingen maade kunne begrundes i forbindelse med udoevelsen af grundrettigheder ifoelge traktaten. Eventuelle begraensninger i disse grundrettigheder, og der er naeppe grund til at erindre herom, er nemlig undtagelser, og skal som saadanne fortolkes strengt og underkastes en streng proportionalitetskontrol.

17 Paa baggrund af disse betragtninger gaar jeg herefter over til at behandle proportionaliteten af den paagaeldende foranstaltning i forhold til de »tvingende krav«, der her er af betydning, de krav, som udtrykkeligt er lagt til grund for vedtagelsen af bestemmelsen, dvs. beskyttelsen af forbrugeren, redelige forhold inden for samhandelen samt opretholdelsen af en alsidig presse.

Beskyttelsen af forbrugeren og god handelsskik

18 Det er dels blevet haevdet, at forbrugeren i hoejere grad kunne blive tiltrukket af spillet og haabet om at vinde end af kvaliteten af ugebladet, dels at der derved sker en fordrejning af konkurrencen set under synsvinklen redelig handelsskik. Desuden kunne forbrugeren blive vildledt med hensyn til varens virkelige kvalitet. Muligheden for at vinde en praemie skulle med andre ord bortlede forbrugerens opmaerksomhed med en fordrejning af konkurrencevilkaarene til foelge, idet konkurrencen burde gaa paa varens kvalitet og vaerdi.

Lovligheden af begraensninger i samhandelen, der foelger af de her omhandlede regler, er i oevrigt allerede bekraeftet af Domstolen i dommen i Oosthoek-sagen (30), hvori Domstolen nemlig fastslog, at »gavetilbud som salgsfremmende middel kan vildlede forbrugerne med hensyn til varernes reelle pris og fordreje konkurrenceforholdene, som er baseret paa konkurrencedygtighed. En lovgivning, som af denne grund begraenser eller endog forbyder en saadan handelspraksis, er foelgelig egnet til at bidrage til beskyttelsen af forbrugerne og til at fremme god handelsskik«.

19 Jeg bemaerker foerst, at henvisningen til dommen i Oosthoek-sagen kun er delvis relevant. I den paagaeldende sag var der nemlig tale om et generelt forbud mod gavetilbud, mens der i den foreliggende sag er tale om et forbud, der alene rammer ugeblade, men ikke andre former for publikationer eller meddelelser til offentligheden. Spil og/eller praemiekonkurrencer er nemlig tilladt paa visse betingelser (31), naar der er en sammenhaeng med salg af andre varer end periodiske skrifter. Denne omstaendighed er allerede i sig selv af en saadan art, at den goer det krav, der ligger bag denne begrundelse, mindre »tvingende« end haevdet, idet man, hvor der ikke foreligger saerlige omstaendigheder, ikke kan antage, at forbrugeren alene har krav paa beskyttelse i forbindelse med koeb af ugeblade, men ikke af andre varer.

Ganske vist kunne man haevde, at et gavetilbud, hvor et saadant er paa tale, er helt gratis og som foelge heraf vildledende med hensyn til den reelle pris paa det produkt, man har til hensigt at koebe, men det forekommer mig ikke at vaere tilfaeldet i forbindelse med koeb af et ugeblad, der indeholder kryds- og tvaersopgaver. Med henblik herpaa er det ikke overfloedigt at bemaerke, at den forbruger, som beskyttes i Domstolens praksis over for vildledende eller skadende adfaerd, er gennemsnitsforbrugerne, dvs. »de almindeligt oplyste forbrugere« (32). Disse forbrugere kan efter min opfattelse kun vanskeligt blive vildledt med hensyn til den reelle pris paa et ugeblad, blot fordi det indeholder praemiekonkurrencer, og dette gaelder saa meget mere, naar der som her er tale om et underholdende ugeblad, som derfor i det vaesentlige tjener til adspredelse og fornoejelse.

20 Faktisk er meningen med det paagaeldende forbud, saaledes som det er begrundet, at undgaa, at forbrugeren koeber ugeblade for at vinde en praemie, for saa vidt som dette kunne faa negative foelger for de mindre pressevirksomheder, der normalt ikke er i stand til at tilbyde samme mulighed. Under disse omstaendigheder maa man erkende, at hverken forbrugerbeskyttelse eller god handelsskik i sig selv kan tilkendes betydning, hvilket kun er muligt i forbindelse med hensynet til at opretholde en alsidig presse.

Opretholdelse af en alsidig presse

21 Da Domstolen har medtaget beskyttelsen af alsidigheden i de almene hensyn, der kan begrunde indskraenkninger i den frie udveksling af tjenesteydelser (33), siger det sig selv, saerlig under hensyntagen til paralleliteten mellem varer og tjenesteydelser, at der er tale om et krav, der er beskyttelsesvaerdigt, ogsaa i den foreliggende sag.

Det staar herefter tilbage at undersoege, om det paagaeldende forbud faktisk er noedvendigt for at sikre en alsidig presse, og om der ikke, for at naa dette maal, findes andre foranstaltninger, der i mindre omfang griber ind i samhandelen mellem medlemsstaterne.

22 Jeg skal straks naevne, at hvis tilstedevaerelsen paa det oestrigske marked af periodiske skrifter som ugebladet »Laura« paa grund af de praemiekonkurrencer, de indeholder, virkelig bevirker, at forbrugerne bliver tiltrukket af disse ugeblade og dette er til skade for de mindre oestrigske pressevirksomheder, kan man uden videre slutte, at den paagaeldende foranstaltning er noedvendig for at sikre alsidigheden.

Derimod maa foranstaltningen dog betragtes som ufornoeden, dersom det viser sig, at praemiekonkurrencerne ikke er et incitament til koeb, der betyder, at forbrugerne soeger over mod disse former for ugeblade, og/eller at disse i det hele taget, paa grund af det publikum, de henvender sig til og de forskellige behov, de opfylder, ikke har indflydelse paa salget af nationale ugeblade, der udgives af mindre pressevirksomheder. Hvis nemlig formaalet med den paagaeldende regel, som naevnt i begrundelsen ovenfor, er at undgaa, at de mindre udgivere af dagblade og tidsskrifter udsaettes for en oedelaeggende konkurrence, der er egnet til at true alsidigheden inden for pressen, giver det sig selv, at dette formaal ikke tilgodeses ved at forbyde bladudgivere fra andre medlemsstater at forhandle ugeblade i OEstrig, naar saadanne blade, selv om de indeholder praemiekonkurrencer, ikke i det konkrete tilfaelde konkurrerer med dem, der fremstilles af mindre nationale pressevirksomheder, altsaa dersom der ikke er tale om nogen risiko for sidstnaevnte for at blive fordrevet fra markedet eller for at faa deres markedsandele nedsat vaesentligt.

23 Under disse omstaendigheder finder jeg ikke, at den paagaeldende foranstaltnings egnethed til gennemfoerelse af det forfulgte formaal kan fastlaegges paa forhaand, men kraever en konkret undersoegelse, der skal foregaa paa grundlag af oplysninger om pressemarkedet i OEstrig. Saerlig skal der tages hensyn til de markedsandele, som hver enkelt bladudgiver eller bladkoncern har, og udviklingen i disse, markedet for det relevante produkt og foelgelig forbrugerens mulighed for substitution med hensyn til periodiske skrifter, der ved foerste oejekast opfylder helt forskellige behov (34), og endelig kan man undersoege foelgerne for de mindre virksomheder af salget paa oestrigsk omraade af periodiske skrifter som f.eks. ugebladet »Laura«.

Det tilkommer ikke Domstolen at foretage denne undersoegelse, ogsaa fordi den ikke har tilstraekkelige oplysninger hertil (35). Det tilkommer derfor den nationale ret at fastslaa, om disse ugeblade virkelig paa grund af de praemiekonkurrencer, de indeholder, tilskynder til koeb i en saadan grad, at det er bestemmende for forbrugernes valg (36), samt mere generelt, om de konkurrerer med produkter fremstillet af smaa nationale virksomheder eller med tilsvarende »underholdende« ugeblade, der udbydes af de store bladkoncerner. I sidstnaevnte tilfaelde er det klart, at den paagaeldende regel ikke kan betragtes som noedvendig for at opretholdelse alsidigheden inden for den oestrigske presse.

24 Dersom det omhandlede forbud maatte blive betragtet som noedvendigt for opfyldelsen af dette krav, tilfoejer jeg, at ogsaa det maa staa i et rimeligt forhold til formaalet, da der ikke findes mindre restriktive forholdsregler for handelen, der er egnede til at sikre det samme resultat. I denne henseende tillaegger jeg ikke det standpunkt nogen betydning, som er blevet gjort gaeldende under den mundtlige forhandling, og hvorefter reglen ville vaere uforholdsmaessig streng for saa vidt den tyske udgiver meget vel kunne bestemme, at laesere med bopael i OEstrig ikke maa deltage i spillet, hvilket ogsaa kunne gaelde andre medlemsstater, hvori spil er forbudt. Dette kunne ske ved en »bemaerkning« herom i selve ugebladet, altsaa uden yderligere omkostninger og uden ivaerksaettelse af en forskellig produktion, der var tilpasset den medlemsstat, i hvilken ugebladet skulle forhandles.

Den saaledes foreslaaede loesning, der meget vel kunne benyttes af den paagaeldende erhvervsdrivende, eller rettere vaere hans reaktion, med henblik paa fortsat at forhandle ugebladet »Laura« paa oestrigsk omraade, paa en afgoerelse fra Domstolen, der bekraeftede lovligheden af det paagaeldende forbud i forhold til reglerne om de frie varebevaegelser, goer ikke selve forbuddet uforholdsmaessigt streng. Det maa understreges, at reglen forbyder markedsfoering af periodiske skrifter, der indeholder praemiekonkurrencer, netop fordi de giver muligheder for en gevinst, men ikke fordi de indeholder spil. Kort sagt ville Domstolen ikke vaere blevet anmodet om at udtale sig om det paagaeldende forbud, dersom ugebladet »Laura« ikke tillige gav laesere, der var bosat i OEstrig, denne mulighed.

25 En sidste bemaerkning: Under den mundtlige forhandling blev det flere gange bemaerket, at ogsaa de oestrigske ugeblade faktisk giver mulighed for at vinde praemier (37). Efter det af Kommissionen angivne, skyldes dette domme fra OEstrigs Hoejesteret, hvorefter det paagaeldende forbud kun gaelder, dersom muligheden for at deltage i en praemiekonkurrence er en tilskyndelse til koeb, en uimodstaaelig fristelse for forbrugeren (38).

Da det efter min opfattelse under alle omstaendigheder er noedvendigt, at den nationale ret ved sin afgoerelse af spoergsmaalet, om den paagaeldende regel er noedvendig, efterproever, om praemiekonkurrencer er et incitament til koeb, finder jeg det ikke fornoedent at tilfoeje yderligere herom. Ikke desto mindre skal det her understreges, at anvendelsen af § 9a i UWG maa vaere den samme over for baade nationale og importerede periodiske skrifter. Hvis ikke, ville den paagaeldende regel, eller rettere dens anvendelse i praksis, bevirke forskelsbehandling og foelgelig ikke i noget tilfaelde kunne begrundes med det anfoerte hensyn til pressens alsidighed.

Dersom den nationale ret med andre ord fastslaar, at oestrigske periodiske skrifter frit og lovligt kan tilbyde publikum noget, der er forbudt i periodiske skrifter fra andre medlemsstater, vil problemet allerede vaere loest, idet der vil vaere tale om en hindring, der indebaerer forskelsbehandling inden for samhandelen, og som saadan ikke vil kunne begrundes hverken med de tvingende krav, der er omhandlet i retspraksis paa grundlag af dommen i »Cassis de Dijon«-sagen eller paa grundlag af traktatens artikel 36, idet de i denne positivt opregnede betingelser ikke er opfyldt.

Artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention

26 Selv om forelaeggende ret ikke saerlig har spurgt herom, finder jeg, at problemet, om den nationale regel strider mod artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention (herefter »konventionen«), hvilket er blevet naevnt under den mundtlige forhandling, boer besvares af Domstolen, men naturligvis kun under forudsaetning af, at Domstolen naar til den konklusion, at den her omhandlede regel kan begrundes med de netop omtalte tvingende krav.

Det er nemlig i retspraksis paa omraadet utvetydigt fastslaaet, at Domstolens kontrol omfatter ikke alene de retsforskrifter, der fastsaettes af faellesskabsinstitutionerne under udoevelsen af deres funktioner, og de retsforskrifter, der fastsaettes af medlemsstaterne til gennemfoerelse af faellesskabsretsakter og/eller eventuelle andre handlinger foretaget af de nationale forvaltningsmyndigheder, men ogsaa de begrundelser, der anfoeres af en medlemsstat i forbindelse med en national retsregel, der i oevrigt er uforenelig med faellesskabsretten (39). At overholdelsen af grundrettighederne noedvendigvis skal vaere en af de betingelser, medlemsstaten paaberaaber sig som begrundelse for den nationale regel, der er tale om, kan i oevrigt let forklares. I modsat fald kunne der nemlig paa grundlag af faellesskabsretten og med Domstolens tiltraedelse ske kraenkelse af disse rettigheder.

27 Videre har Domstolen anerkendt alsidigheden paa radio- og tv-omraadet som et beskyttelsesvaerdigt alment hensyn, netop fordi der er tale om en vaerdi, der er knyttet til ytringsfriheden som omhandlet i konventionens artikel 10 (40). Ved foerste oejekast kunne foreneligheden af den valgte begrundelse med konventionens artikel 10 (41) foelgelig vaere endog indlysende.

Det staar i denne sag fast, at to rettigheder, der er beskyttet af den samme regel, ogsaa kommer i betragtning i den foreliggende sag. Den ene er pressefriheden, der principielt skal tilsikres hver enkelt erhvervsdrivende inden for sektoren, saavel som den anden meget vigtige side af samme sag, nemlig offentlighedens frihed til at modtage alle former for oplysninger og tanker. Den anden rettighed er opretholdelsen af en alsidig presse i et demokratisk samfund. Under disse omstaendigheder kraever artikel 10 i konventionen, at man i videst muligt omfang forliger to saa grundlaeggende interesser som pressefriheden og bevarelsen af alsidigheden, der naturligvis kunne trues af en for stor koncentration af informationsmedierne paa faa haender (42).

28 Efter disse bemaerkninger vil jeg foerst understrege, at pressefriheden alene kan begraenses af et »tvingende noedvendigt samfundsmaessigt krav« (43), som svarer til et af de krav, der udtoemmende er opregnet i artikel 10, stk. 2, i konventionen (44). Jeg tilfoejer, at der er en ganske klar praksis ved Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol for, at ogsaa »kommercielle budskaber«, eller om man vil, kommerciel brug af ytringsfriheden er sikret ved artikel 10 (45). I dette tilfaelde foretager Menneskerettighedsdomstolen dog en mindre streng proportionalitetskontrol, idet den finder, at staterne raader over et bredere skoen paa det paagaeldende omraade (46).

Hvad dernaest angaar beskyttelsen af informationsalsidigheden har Menneskerettighedsdomstolen anerkendt, at selv om kravet herom ikke udtrykkeligt er omhandlet i konventionens artikel 10, stk. 2, som en undtagelse fra ytringsfriheden, er der faktisk tale om et i sig selv legitimt formaal, som saaledes kan bevirke statsindgreb, under forudsaetning af, at disse er foreskrevet ved lov og er noedvendige i et demokratisk samfund (47). Kravet om alsidighed paa oplysningsomraadet muliggoer med andre ord visse begraensninger af den enkeltes ytringsfrihed og ret til oplysning, men dog paa betingelse af, at de er noedvendige og staar i rimeligt forhold til det forfulgte formaal.

29 Paa baggrund af samtlige disse betragtninger, og saerlig den vaegt, Menneskerettighedsdomstolen laegger paa de to her omhandlede vaerdier, maa jeg finde, at forbuddet mod markedsfoering af periodiske skrifter, der bringer praemiekonkurrencer, ikke strider mod pligten til at sikre ytringsfriheden, og at det derfor er i overensstemmelse med konventionens artikel 10, men kun inden for graenser, hvor forbuddet virkelig er noedvendigt og staar i rimeligt forhold til beskyttelsen af pressens alsidighed. Disse begraensninger er, som jeg kun paa ny kan fremhaeve, dem, jeg har naevnt under gennemgangen af den i sagen omhandlede foranstaltnings egnethed og forholdsmaessighed i henseende til det krav, der er tale om her (48).

Forslag til afgoerelse

30 Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger foreslaar jeg Domstolen at besvare det af Handelsgericht Wien forelagte spoergsmaal som foelger:

»EF-traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at bestemmelsen ikke er til hinder for at anvende en lovgivning i en medlemsstat, der forbyder indfoersel af periodiske skrifter, der lovligt er fremstillet og bragt i omsaetning i en anden medlemsstat, med den begrundelse, at de indeholder gaette- og/eller praemiekonkurrencer, dog forudsat, at denne lovgivning er noedvendig og staar i rimeligt forhold til tvingende hensyn, i det her omhandlede tilfaelde beskyttelse af en alsidig presse. I saa henseende henhoerer det under de nationale retters opgave paa baggrund af oplysningerne om det nationale pressemarked at efterproeve, om et periodisk skrift, der har disse karakteristika, staar i konkurrenceforhold til lignende underholdende blade, der fremstilles af stoerre eller mindre pressevirksomheder, og om der i sidstnaevnte tilfaelde skabes et incitament til koeb, der er til skade for de mindre pressevirksomheder.«

(1) - Lov nr. 1992/147 om »liberalisering af konkurrencen«.

(2) - § 9a, som blev indsat i UWG ved den allerede naevnte lov nr. 1992/147, blev saaledes aendret et aar senere ved lov nr. 1993/227, netop med henblik paa at udelukke enhver mulighed for at yde tilgift til eller foranstalte konkurrencer og/eller foretage lodtraekninger om praemier i forbindelse med salg af periodiske skrifter.

(3) - Naermere bestemt finder § 9a ikke anvendelse, naar praemien bestaar i »deltagelse i en konkurrence (et lotteri), hvori vaerdien af det enkelte lod, beregnet paa grundlag af den samlede vaerdi af de udloddede praemier i forhold til antallet af uddelte lodder ikke overstiger 5 OES, og den samlede vaerdi af de udloddede praemier ikke overstiger 300 000 OES«. Mulighed for spil og/eller praemiekonkurrencer foreligger saaledes inden for de netop naevnte graenser, baade i forbindelse med salg af tjenesteydelser og andre varer end periodiske skrifter.

(4) - Der er tale om nr. 9 af 22.2.1995. Paa ganske tilsvarende maade fremtraeder ogsaa de foelgende numre af bladet for saa vidt angaar de paagaeldende praemiekonkurrencer og de hertil knyttede praemier.

(5) - Ifoelge § 1 i den tyske lov om illoyal konkurrence er salg af periodiske skrifter, der tilbyder praemier, saaledes kun forbudt, dersom disse i det konkrete tilfaelde af saerlige grunde strider imod god handelsskik. Derimod er saadanne praemiekonkurrencer tilladt, naar de som i det foreliggende tilfaelde indgaar som en integrerende bestanddel af tidsfordrivsrubrikken i bladet.

(6) - Dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, praemis 5.

(7) - Dom af 24.11.1993, forenede sager C-267/91 og C-268/91, Keck og Mithouard, Sml. I, s. 6097. Se senest i samme retning dom af 20.6.1996, forenede sager C-418/93, C-419/93, C-421/93, C-460/93, C-461/93, C-462/93, C-464/93, C-9/94, C-10/94, C-11/94, C-14/94, C-15/94, C-23/94, C-24/94 og C-332/94, Casa Uno m.fl., Sml. I, s. 2975.

(8) - Dom af 20.2.1979, sag 12/78, »Cassis de Dijon«, Rewe-Zentral, Sml. s. 649.

(9) - Dommen i sagen Keck og Mithouard, jf. fodnote 7, praemis 16. Min fremhaevelse.

(10) - Dom af 6.7.1995, sag C-470/93, Mars, Sml. I, s. 1923, praemis 13.

(11) - I mit forslag til afgoerelse i Huenermund-sagen bemaerkede jeg i oevrigt, at der blandt former for salg er foranstaltninger, der vedroerer salgsmaader eller salgsfremme, som fortjener at blive behandlet paa en saerlig maade, da de, under visse forudsaetninger, paa mere karakteristisk og speciel vis er i stand til at paavirke indfoerslen og dermed i sidste instans kan udgoere en hindring for varebevaegelserne inden for Faellesskabet (dom af 15.12.1993, sag C-292/92, Sml. I, s. 6787, paa s. 6800, punkt 16-18, og saerlig punkt 22).

(12) - Der henvises herved til betingelserne ifoelge praemis 16 i dommen (se punkt 8 ovenfor) for, at en national aendring vedroerende former for salg falder uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30.

(13) - Dommen i sagen Keck og Mithouard, jf. fodnote 7, praemis 17. Min fremhaevelse.

(14) - Dom af 10.5.1995, sag C-384/93, Sml. I, s. 1141, praemis 38. Paa samme maade maa man laese dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, praemis 92-104. Jeg erindrer om, at Domstolen i denne dom fandt regler, der som f.eks. reglerne om transfer mellem klubber »direkte regulerer spillernes adgang til arbejdsmarkedet i de oevrige medlemsstater« (praemis 103), stridende mod reglerne om den frie bevaegelighed for personer.

(15) - Dom af 11.8.1995, sag C-63/94, Belgapom, Sml. I, s. 2467, praemis 12 og 15.

(16) - Dom af 2.6.1994, forenede sager C-69/93 og C-258/93, Punto Casa og PPV, Sml. I, s. 2355, praemis 12 og 15, og af 20.6.1996, Semeraro og Casa Uno m.fl., jf. fodnote 7, praemis 12 og 13.

(17) - Dom af 2.6.1994, forenede sager C-401/92 og C-402/92, Tankstation 't Heukske og Boermans, Sml. I, s. 2199, praemis 12, 15 og 18.

(18) - Dom af 29.6.1995, sag C-391/92, Kommissionen med Graekenland, Sml. I, s. 1621, praemis 13-18.

(19) - Dom af 14.12.1995, sag C-387/93, Banchero, Sml. I, s. 4663, praemis 36 og 37.

(20) - Ovennaevnte Huenermund-dom, jf. fodnote 11, praemis 20-23.

(21) - Dom af 9.2.1995, sag C-412/93, Leclerc-Siplec, Sml. I, s. 179, praemis 21-24.

(22) - Dommen i sagen Casa Uno m.fl., jf. fodnote 7, praemis 24. Se i samme retning tillige dommen i Keck og Mithouard-sagen, fodnote 7, praemis 13.

(23) - Se saerlig dommen i »Cassis de Dijon«-sagen, fodnote 8, praemis 8, samt den nylig afsagte dom af 26.11.1996, sag C-313/94, Graffione, Sml. I, s. 6039, praemis 17.

(24) - Jeg bemaerker i oevrigt, at den oestrigske forfatningsdomstol har fundet § 9a i UWG i overensstemmelse med forfatningen, netop paa grundlag af den betragtning, at det i denne bestemmelse fastsatte forbud er noedvendigt for opretholdelse af et alsidigt presseudbud (dom af 11.3.1994, OEBl 1994, s. 151).

(25) - Dom af 24.3.1994, sag C-275/92, Sml. I, s. 1039.

(26) - Domstolen har desuden tilfoejet, at »det, selv om dette hensyn ikke i sig selv kan anses for en objektiv begrundelse, ikke er uden betydning, at lotterier i vaesentligt omfang kan bidrage til finansieringen af velgoerende eller almennyttigt arbejde af social, forsorgsmaessig, sportslig eller kulturel art«, praemis 60. Min fremhaevelse.

(27) - Det ville kun forholde sig anderledes, dersom bladet byggede paa lotterier, dvs. at det var et paaskud til at arrangere lotteri i stoerre maalestok og af stort omfang, saerlig med hensyn til stoerrelsen af de udsatte praemier. Dette er aabenbart ikke tilfaeldet.

(28) - Ej heller dersom man ville finde, at spil som haevdet af den store filosof Benedetto Croce er »en afgift paa dumhed«, forekommer det mig, at den utvivlsomme nytte for staten af denne »afgift« kan begrunde, at man griber ind over for den, naar den, der oppebaerer indtaegterne, ikke er den medlemsstat, som spilleren har bopael i, men en anden medlemsstat eller som i det foreliggende tilfaelde andre i oevrigt.

(29) - Dommen i Schindler-sagen, jf. fodnote 25, praemis 61.

(30) - Dom af 15.12.1982, sag 286/81, Sml. s. 4575, praemis 18.

(31) - Se punkt 2 og saerlig fodnote 3 ovenfor.

(32) - Dette er f.eks. det udtryk, der er benyttet i dommen i Mars-sagen, praemis 24 (jf. fodnote 10). Paa denne baggrund finder jeg derfor ikke, at den af den portugisiske regering anfoerte betragtning, hvorefter forbrugeren kunne blive paavirket til at koebe hundreder af eksemplarer af det samme ugeblad med henblik paa at foroege sandsynligheden for at vinde i lodtraekningen. Den, der koeber hundreder af eksemplarer af et ugeblad, og som loeser den samme kryds og tvaersopgave hundreder af gange, har, maa det vaere mig tilladt at bemaerke, behov for en helt anden form for beskyttelse. Helt bortset herfra kunne han meget vel koebe hundreder af lodsedler i ét og samme lotteri og hver dag flere »lodder« i skrab og vind-lotterier eller lignende, som jo ikke paa nogen maade er forbudt.

(33) - Se f.eks. dom af 25.7.1991, sag C-353/89, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. I, s. 4069, hvori Domstolen har fastslaaet, at der er »en sammenhaeng mellem opretholdelsen af et alsidigt udbud ... og den ret til ytringsfrihed, som artikel 10 i Den Europaeiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlaeggende Frihedsrettigheder garanterer, og som er en af de grundrettigheder, faellesskabsretsordenen skal beskytte« (praemis 30). I samme retning gik allerede dom af 14.5.1974, sag 4/73, Nold, Sml. s. 491, praemis 13.

(34) - I denne henseende bemaerker jeg, at det vel som haevdet af Kommissionen er umuligt at drage en sondring mellem dagblade af meningsdannende karakter og dagblade af underholdende karakter, og at alsidigheden ikke blot skal sikres i forbindelse med de foerstnaevnte, men at det lige saa fuldt gaelder, at et ugeblad som »Laura« principielt kun kan konkurrere med ugeblade af samme art, men givet ikke med den lokale presse, de meningsdannende dagblade eller endda sportsbladene.

(35) - Den oestrigske regering har faktisk under retsmoedet begraenset sig til at anfoere, at der i OEstrig er et problem med hensyn til koncentration inden for pressen paa faa virksomheder, og at den stoerste oestrigske bladkoncern i begyndelsen af 1990'erne havde en markedsandel paa 50%, som senere er faldet til 40%. Det staar dog ikke klart, om dette fald skyldes en foroegelse af de smaa nationale virksomheders andel eller derimod netop tilstedevaerelsen af ugeblade fra andre medlemsstater.

(36) - Der er skal saaledes fastslaas, om praemiekonkurrencer er den afgoerende faktor for koeb af et bestemt ugeblad uafhaengigt af dets karakteristiske egenskaber, i det foreliggende tilfaelde dets karakter af »underholdende« ugeblad. Med andre ord skal der spoerges, hvorvidt den forbruger, der vaelger at koebe et ugeblad som »Laura« paa grund af muligheden for at vinde en praemie ogsaa ville koebe en sportsavis, et dagblad, et litteraert eller videnskabeligt tidsskrift med praemiemulighed. Eller ville han koebe et »underholdende« ugeblad, idet han traf sit valg blandt disse efter sin smag, der givet vel kan vaere paavirket af indholdet af praemiekonkurrencer, men ogsaa af en saerlig tiltraekkende forside eller andet?

(37) - F.eks. giver ugebladet »Taeglich Alles«, der udgives af sagsoegeren, muligheder for at vinde compact discs, hvis laeseren gaetter titlen paa en film (se nummeret for den 25. januar 1996). Ugebladet »News« giver mulighed for deltagelse i lodtraekninger, hvori laeserne ved at udfylde og indsende en kupon om deltagelse, der indeholdes i bladet, kan vinde et Nissan automobil (se f.eks. nr. 1 af januar 1996).

(38) - Se f.eks. de af Oberster Gerichtshof (OGH) afsagte domme af 9.5.1995 vedroerende »gratis flyrejser« (WBl. 1995, s. 466) og 22.3.1994 om »den gratis dag« (OEBl. 1994, s. 166).

(39) - Se herom dom af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925. I denne dom har Domstolen nemlig fastslaaet, at »naar en medlemsstat paaberaaber sig artikel 56 og 66 for at begrunde retsforskrifter, som kan begraense den frie udveksling af tjenesteydelser, skal denne begrundelse, som er hjemlet i faellesskabsretten, fortolkes i lyset af de almindelige retsgrundsaetninger, herunder grundrettighederne. De omhandlede nationale retsforskrifter kan derfor kun omfattes af undtagelserne i artikel 56 og 66, saafremt de er i overensstemmelse med de grundrettigheder, som Domstolen skal beskytte« (praemis 43). Domstolen har foelgelig bestemt, den nationale ret, og i givet fald Domstolen (i et saadant tilfaelde) skal vurdere disse bestemmelser i forhold til samtlige faellesskabsretlige regler, herunder ytringsfriheden i henhold til artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention, der en almindelig retsgrundsaetning, som Domstolen skal beskytte (praemis 44). De samme betragtninger finder naturligvis ogsaa anvendelse paa krav, der stilles som begrundelse for nationale regler, der hindrer de frie varebevaegelser.

(40) - Se fodnote 33 ovenfor.

(41) - Se i oevrigt i denne retning den allerede (i fodnote 24) naevnte dom afsagt af Den OEstrigske Forfatningsdomstol, hvori det understreges, at de oplysende medier ikke blot er en vare, men tillige indgaar som et vaesentligt led i opinionsdannelsen. En lovgiver, der ved foranstaltninger, der forbyder bestemte former for reklame, bestraeber sig paa at sikre de mindre pressevirksomheders evne til at overleve, sikrer ud over overholdelsen af den oestrigske forfatning tillige overholdelsen af artikel 10 i den europaeiske menneskerettighedskonvention.

(42) - Se i denne retning Den Europaeiske Menneskerettighedskommissions beretning i sagen De Geïllustreerde Pers NV mod Nederlandene, DR 8, s. 5.

(43) - Se dommene i sagerne Sunday Times I (26.4.1979, A nr. 30), Barthold mod Tyskland (25.3.1985, A nr. 90) og Lingens mod OEstrig (8.7.1986, A nr. 103).

(44) - Der er naeppe grund til at erindre om, at det i denne bestemmelse hedder, at udoevelsen af disse frihedsrettigheder kan underkastes saadanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er noedvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller saedeligheden, for at beskytte andres gode navn eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.

(45) - Se i denne henseende f.eks. Groppera Radio AG mod Schweiz, dom af 28.3.1990, A nr. 173. Over for den sagsoegte regering, der betvivlede muligheden af paaberaabelse af artikel 10 i forbindelse med programmer, der vaesentligst bestod af let musik og reklamer, fastslog Menneskerettighedsdomstolen nemlig, at artikel 10, stk. 1, finder anvendelse, uden at der kan sondres efter programmernes indhold (se saerlig praemis 54 og 55). Se tillige i samme retning Markt Int. Verlag og Klaus Beermann mod Tyskland, dom af 20.11.1989, A nr. 165, hvori Menneskerettighedsdomstolen ikke godtog et princip, hvorefter anvendelsesomraadet for artikel 10 skulle vaere begraenset til ytringer af kunstnerisk, religioes, videnskabelig, politisk og politisk-oekonomisk karakter, men ikke omfattede »kommercielle ytringer eller holdninger med henblik paa fremme af oekonomiske interesser«.

(46) - Se dommen i sagen Markt Int. Verlag og Klaus Bergmann mod Tyskland, jf. fodnote 45.

(47) - Se i denne retning sagen Informationsverein Lentia m.fl. mod OEstrig, dom af 24.11.1993, A nr. 276. I denne dom fastslog Menneskerettighedsdomstolen nemlig, at alsidigheden paa oplysningsomraadet er en vaesentlig vaerdi i et demokratisk samfund, og at den foelgelig kan foere til en begraensning af ytringsfriheden. Domstolen godtog dog ikke den af den sagsoegte regering anfoerte betragtning, hvorefter tv-monopolet skulle vaere et egnet og noedvendigt middel til sikring af alsidigheden, saerlig kvaliteten af og ligevaegten i programmerne og meningsdannelsen. Tvaertimod fandt den, at alsidigheden paa oplysningsomraadet normalt sikres ved konkurrencen, og at et saa stift monopol som det i sagen omhandlede ikke kunne tillades.

(48) - Se punkt 21-25 ovenfor.