61995C0329

1 De praejudicielle spoergsmaal, som Laensraetten i Stockholms laen har forelagt Domstolen, drejer sig om fortolkningen af Raadets direktiv 70/156/EOEF af 6. februar 1970 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne koeretoejer og paahaengskoeretoejer dertil (1) og af traktatens artikel 30 og 36.

Den nationale ret oensker naermere bestemt at faa afklaret, om nationale bestemmelser, hvorefter det som betingelse for registrering af motorkoeretoejer kraeves, at der fremlaegges en national attest, som viser, at de nationale udstoedningsnormer er opfyldt, selv om koeretoejerne er forsynet med en gyldig EF-typeattest, er forenelige med direktiv 70/156, og i bekraeftende fald om bestemmelserne ikke desto mindre udgoer en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion.

De relevante faellesskabsbestemmelser og nationale bestemmelser

2 Med henblik paa at lette forstaaelsen af de forelagte spoergsmaals raekkevidde, skal der indledningsvis redegoeres for de relevante faellesskabsbestemmelser og nationale bestemmelser.

Faellesskabsbestemmelserne

3 Faellesskabsbestemmelserne om motordrevne koeretoejer bestaar af et rammedirektiv og ca. 45 saakaldte »saerdirektiver«. Bestemmelserne i disse direktiver, hvorved der er sket en fuldstaendig harmonisering af de tekniske og funktionelle regler paa omraadet, har gjort det muligt at indfoere en EF-typegodkendelsesordning for koeretoejer af type M1 (2). Det i naervaerende sag omhandlede koeretoej falder ind under denne kategori. Ordningen, som de forskellige fabrikanter i perioden fra den 1. januar 1993 til den 31. december 1995 frit kunne vaelge, om de ville anvende, blev obligatorisk fra den 1. januar 1996. Med virkning fra denne dato skal medlemsstaterne saaledes anvende og overholde proceduren for EF-typegodkendelse.

Rammedirektivet paa omraadet er netop direktiv 70/156, som aendret ved direktiv 92/53/EOEF (3). Direktivet fastlaegger proceduren for EF-typegodkendelse af motorkoeretoejer og paahaengskoeretoejer dertil, som er opbygget i en eller flere etaper, og for typegodkendelse af systemer, komponenter og separate tekniske enheder, der er bestemt til saadanne koeretoejer og paahaengskoeretoejer (artikel 1). Ansoegning om typegodkendelse af et koeretoej, som kun skal indgives i en enkelt medlemsstat, indgives af fabrikanten til den godkendende myndighed og ledsages af de saerlige fornoedne dokumenter. Indtil typegodkendelsen udstedes eller naegtes, skal den til hvert saerdirektiv hoerende informationspakke vaere til raadighed for den godkendende myndighed (artikel 3, stk. 1). Myndighederne i den medlemsstat, hvor ansoegningen er indgivet, udfylder en typegodkendelsesattest, hvori det attesteres, at den paagaeldende koeretoejstype svarer til specifikationerne i informationsmappen og opfylder de tekniske krav i saerdirektiverne (artikel 4, stk. 1). EF-typegodkendelsen attesterer saaledes, at den paagaeldende koeretoejstype opfylder alle de tekniske krav i de enkelte saerdirektiver.

Typeattesten udstedes i henhold til artikel 6, stk. 1, af fabrikanten for hver enkelt koeretoej i serien og attesterer, at koeretoejet er i overensstemmelse med den godkendte type. Endvidere bestemmer artikel 7, stk. 1, som er relevant for naervaerende sag, foelgende: »Medlemsstaterne maa, for saa vidt angaar konstruktion og funktion, kun tillade registrering, salg og ibrugtagning af fabriksnye koeretoejer, hvis de ledsages af en gyldig typeattest.« I artikel 7, stk. 3, hedder det: »En medlemsstat, der godtgoer, at et koeretoej, en komponent eller en separat teknisk enhed udgoer en alvorlig fare for faerdselssikkerheden, selv om det/den er ledsaget af en gyldig typeattest eller er behoerigt maerket, kan i et tidsrum paa hoejst seks maaneder naegte registrering af saadanne koeretoejer og forbyde salg og ibrugtagning af saadanne koeretoejer, komponenter og separate tekniske enheder paa sit omraade. Den underretter straks de oevrige medlemsstater og Kommissionen herom, idet den begrunder sin beslutning. Bestrider den medlemsstat, der har udstedt den anfaegtede typegodkendelse, den paaberaabte fare for faerdselssikkerheden, bestraeber de involverede medlemsstater sig paa at bilaegge tvisten. Kommissionen holdes underrettet og foretager i givet fald konsultationer for at finde en loesning« (4).

Saafremt et koeretoej ikke er i overensstemmelse med den type, der er godkendt, skal den medlemsstat, der har udstedt godkendelsen, traeffe de foranstaltninger, den anser for mest hensigtsmaessige, og saaledes om noedvendigt inddrage typegodkendelsen (artikel 11, stk. 2). Hvis de oevrige medlemsstater er i tvivl om, hvorvidt et koeretoej er i overensstemmelse med den godkendte type, har de kun mulighed for at anmode den medlemsstat, der har udstedt typegodkendelsen, om at foretage en kontrol (artikel 11, stk. 3).

4 Af betydning for naervaerende sag er ogsaa Raadets direktiv 70/220/EOEF af 20. marts 1970 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om foranstaltninger mod luftforurening foraarsaget af udstoedningsgas fra koeretoejsmotorer med styret taending (5). Dette »saerdirektiv« bestemmer bl.a., at »medlemsstaterne ... ikke [kan] naegte EOEF-standardtypegodkendelse eller national godkendelse til et koeretoej paa grund af luftforurening af udstoedningsgas fra motor med styret taending«, naar koeretoejet opfylder visse bestemmelser (artikel 2). I samme direktiv, som aendret ved direktiv 41/441/EOEF (6), bestemmes det endvidere, at »de dele af koeretoejet, som vil kunne paavirke udstoednings- og fordampningsemissionerne, skal vaere udformet, konstrueret og samlet saaledes, at koeretoejet under normal brug og paa trods af de vibrationer, som dets dele udsaettes for, kan opfylde forskrifterne i dette direktiv. De tekniske forholdsregler, fabrikanten traeffer, skal sikre, at udstoednings- og fordampningsemissionerne i henhold til dette direktiv begraenses effektivt i hele koeretoejets normale levetid og under normal brug. For udstoedningsemissioners vedkommende anses disse bestemmelser for at vaere overholdt, hvis forskrifterne i henholdsvis punkt 5.3.1.4 og 7.1.1.1 er opfyldt« (punkt 5.1.1 i bilag I).

De nationale bestemmelser

5 I henhold til § 12, stk. 1, nr. 9, i bilregisterkungoerelsen (de svenske bestemmelser om registrering af koeretoejer) er det en betingelse for registrering, at der fremlaegges en national typeattest ud over EF-typeattesten. En saadan attest, som udstedes af den svenske importoer, skal attestere, at den motorkategori, det paagaeldende koeretoej tilhoerer, har opnaaet en godkendelse, som attesterer, at koeretoejet opfylder de krav, der er fastsat i bilavgasfoerordningen (den svenske bekendtgoerelse om bilers udstoedning, herefter »BAF«). Ansoegningen om den nationale attest skal indgives af fabrikanten ved introduceringen af en ny model, og den gaelder for en »motorkategori«, dvs. for en kategori af koeretoejer med ensartede motorer (BAF, § 2). Fabrikanten vaelger selv, hvilken motorkategori den nye bilmodel skal henfoeres til. De i BAF fastsatte krav anses for opfyldt, saafremt den motorkategori, det paagaeldende koeretoej tilhoerer, har opnaaet en godkendelse fra en myndighed inden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (BAF, § 6, stk. 2).

Saafremt et koeretoej er forsynet med en EF-typeattest, kraever de svenske regler saaledes kun, at denne attest aendres til en national attest, for saa vidt som der ikke er fastsat regler om yderligere kontrol med henblik paa konkret at kontrollere, at det paagaeldende koeretoej opfylder de svenske udstoedningsnormer. Udstedelsen af den nationale attest er imidlertid betinget af, at der fremlaegges en saerlig dokumentation, der i vidt omfang svarer til den, fabrikanten allerede har fremlagt for at opnaa EF-typegodkendelsen, og der skal desuden betales 32 330 SKR om aaret pr. motorkategori (7), hvortil kommer et gebyr paa 25 SKR pr. solgt koeretoej og 75 SKR pr. koeretoej til Statens naturvaardsverk med henblik paa finansiering af den svenske godkendelsesprocedure med hensyn til udstoedning.

6 Kravet om en national attest synes at have forbindelse med det svenske system for kontrol af koeretoejer og fabrikantens ansvar. Enhver fabrikant, som oensker at saelge biler i Sverige, skal forpligte sig til gratis at reparere koeretoejer, der i forbindelse med en officiel kontrol (8) viser sig ikke laengere at opfylde udstoedningsnormerne. Forpligtelsen gaelder dog ikke for personbiler, der er aeldre end fem aar eller har koert over 80 000 km. I tilfaelde af betydelige mangler kan det paalaegges fabrikanten at udskifte bestemte dele af systemet til rensning af udstoedningen for egen regning. I ekstreme tilfaelde kan det paalaegges fabrikanten at kalde samtlige koeretoejer af en bestemt type tilbage (den saakaldte »recall-procedure«). Med henblik paa at sikre haandhaevelsen af disse forpligtelser paalaegger de svenske regler de udenlandske bilfabrikanter at udnaevne en officiel repraesentant i Sverige.

Formaalet med den svenske attest og registret over saadanne attester er netop at henfoere bilerne til en motorkategori, hvilket giver de kompetente myndigheder mulighed for at raade over de noedvendige oplysninger om mangelfulde koeretoejer - i forhold til udstoedningsnormerne - der tilhoerer samme motorkategori. Disse oplysninger betragtes som noedvendige for, at fabrikanten kan goeres ansvarlig.

De faktiske omstaendigheder og de praejudicielle spoergsmaal

7 Ved afgoerelse af 24. maj 1995 gav Laensstyrelsen i Stockholms laen afslag paa en ansoegning om registrering af et koeretoej af typen Audi A4, som VAG Sverige AB havde indgivet. Afslaget blev begrundet med, at det paagaeldende koeretoej ganske vist var forsynet med en gyldig EF-typeattest, men at der ikke var fremlagt en national typeattest i henhold til § 12, stk. 1, nr. 9, i Bilregisterkungoerelsen, dvs. en attest, som viste, at den motorkategori, det paagaeldende koeretoej tilhoerte, opfyldte kravene i BAF med hensyn til udstoedning.

VAG Sverige AB anlagde sag ved Laensraetten i Stockholms laen til proevelse af denne afgoerelse, idet selskabet bl.a. gjorde gaeldende, at den af laensstyrelsen anlagte fortolkning er i strid med faellesskabsretten, saerlig direktiv 70/156 om proceduren for godkendelse af motordrevne koeretoejer.

8 Den nationale ret fandt, at der var behov for en fortolkning af faellesskabsretten med henblik paa afgoerelsen af sagen, og besluttede derfor at anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse. De forelagte spoergsmaal lyder saaledes:

»1) Er kravet om en attest i den svenske bilregisterkungoerelse foreneligt med bestemmelserne i Raadets direktiv 70/156/EOEF i den gaeldende udgave?

2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende: Er det paagaeldende krav foreneligt med Rom-traktatens artikel 30, eller kan det siges at udgoere en foranstaltning 'med tilsvarende virkning'?

3) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende, og spoergsmaal 2 besvares med, at foranstaltningen er at betragte som en 'foranstaltning med tilsvarende virkning': Kan det svenske krav om en attest opretholdes med hjemmel i artikel 36?«

Spoergsmaal 1

9 Med sit foerste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret saaledes at faa oplyst, om de relevante bestemmelser i direktiv 70/156 i den nugaeldende udgave er til hinder for nationale bestemmelser, der som betingelse for registrering kraever, at der fremlaegges en national attest, som viser, at det paagaeldende koeretoej er i overensstemmelse med en motorkategori, for hvilken der er opnaaet en godkendelse, der godtgoer, at de nationale udstoedningsnormer er opfyldt - selv om det paagaeldende koeretoej er forsynet med en gyldig EF-typeattest.

Det skal saaledes afgoeres, om den godkendelsesprocedure, der er hjemlet i direktiv 70/156 - og den typeattest, fabrikanten udsteder - giver medlemsstaterne mulighed for at goere registrering af koeretoejer betinget af, at der foelges nationale procedurer og/eller fremlaegges nationale attester.

10 Lad mig med det samme fastslaa, at de relevante faellesskabsbestemmelser er aldeles klare:

a) Medlemsstaterne maa kun tillade registrering, salg og ibrugtagning af fabriksnye koeretoejer, »hvis de ledsages af en gyldig typeattest« (artikel 7, stk. 1).

b) Medlemsstaterne kan kun naegte registrering, salg og ibrugtagning af koeretoejer, der er ledsaget af en gyldig typeattest, hvis der er tale om koeretoejer, der »udgoer en alvorlig fare for faerdselssikkerheden«, og det kan under alle omstaendigheder hoejst ske for en periode paa seks maaneder, inden for hvilken de involverede medlemsstater, saafremt den medlemsstat, der har udstedt den anfaegtede typegodkendelse, bestrider den paaberaabte fare for faerdselssikkerheden, skal finde en loesning, idet Kommissionen foerer kontrol hermed (artikel 7, stk. 3).

Sammenfattende er der saaledes kun mulighed for at naegte registrering af et koeretoej, der er forsynet med en gyldig EF-typeattest, i seks maaneder og kun ud fra hensyn til faerdselssikkerheden. Desuden skal de medlemsstater, der traeffer en saadan afgoerelse, straks underrette de oevrige medlemsstater og Kommissionen herom. Bortset fra dette tilfaelde hjemler bestemmelserne i direktiv 70/156 ingen muligheder for at naegte registrering af koeretoejer, der er forsynet med en gyldig EF-typeattest, og endnu mindre for at kraeve, at andre betingelser opfyldes, eller at der fremlaegges yderligere dokumentation. Artikel 7, stk. 1, maa derfor fortolkes saaledes, at et koeretoej, som er forsynet med den omhandlede attest, skal registreres.

11 I det foreliggende tilfaelde blev afslaget paa ansoegningen om registrering imidlertid som naevnt netop begrundet med, at der ikke var fremlagt en national typeattest, som viste, at det paagaeldende koeretoej opfyldte kravene i en national lov om udstoedning. Der er saaledes tale om et - oven i koebet systematisk - krav, der ikke er baseret paa faerdselssikkerhedshensyn og dermed paa ingen maade falder inden for anvendelsesomraadet for artikel 7, stk. 3.

Dette giver tilstraekkeligt grundlag for at konkludere, at direktiv 70/156 er til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser som de i naervaerende sag omhandlede. Det skal desuden bemaerkes, at »saerdirektivet« 70/220 om udstoedningsgas ikke aendrer noget herved, idet proceduren for EF-typegodkendelse i henhold til direktiv 70/156 foreskriver, at alle tekniske krav i saerdirektiverne skal vaere opfyldt, herunder kravene vedroerende udstoedning. I oevrigt er de nationale regler paa omraadet - som det er blevet bekraeftet af den svenske regering under retsforhandlingerne - ikke strengere end faellesskabsreglerne, men derimod reelt identiske med disse, hvilket bevises af, at den nationale typeattest ikke forudsaetter nogen yderligere kontrol.

12 De omhandlede nationale bestemmelser skyldes i realiteten snarere behovet for at sikre, at fabrikanten kan goeres ansvarlig, og navnlig at recall-proceduren kan fungere. Dette behov kan imidlertid ikke aendre noget ved problemstillingen, idet det staar fast, at direktiv 70/156 ikke giver mulighed for at naegte eller blot udskyde registrering af koeretoejer, der er forsynet med en gyldig EF-typeattest, bortset fra det tilfaelde, der er omhandlet i artikel 7, stk. 3, og inden for de heri fastsatte graenser.

Desuden er det naevnte behov allerede beskyttet af faellesskabsbestemmelserne, i det mindste for saa vidt som det - som anfoert af den svenske regering - svarer til noedvendigheden af at skride ind over for koeretoejer, der allerede benyttes, men som i forbindelse med den regelmaessige kontrol, som foretages af naturvaardsverket, viser sig ikke laengere at opfylde udstoedningsnormerne (9). Direktiv 70/156 indeholder bestemt ikke nogen lakune paa dette punkt. I direktivets artikel 11 tages der hensyn til det tilfaelde, at den manglende overensstemmelse med den godkendte type konstateres, efter at det paagaeldende koeretoej er taget i brug, idet det foreskrives, at det er den medlemsstat, der har udstedt typegodkendelsen, som konkret skal foretage den noedvendige kontrol og traeffe de fornoedne foranstaltninger, der om noedvendigt kan omfatte inddragelse af typegodkendelsen.

13 Endelig finder jeg ikke, at noedvendigheden af at sikre, at fabrikanten kan ifalde ansvar, kan betragtes saerskilt inden for rammerne af en harmoniseret ordning som den her omhandlede, selv om den - om end kun indirekte - er forbundet med miljoehensyn. I oevrigt kan jeg ikke forestille mig, hvordan den paagaeldende ordning skal kunne foere til, at fabrikanten ikke kan ifalde ansvar. Fabrikanten kan med sikkerhed identificeres allerede ved hjaelp af typeattesten, og han kan - som det med rimelighed maa kunne formodes - ifalde ansvar selv uden at have paataget sig nogen skriftlig forpligtelse i saa henseende.

14 Jeg mener heller ikke, at der skal tages hensyn til den svenske regerings synspunkt om, at Faellesskabet i forbindelse med tiltraedelsen gav Kongeriget Sverige tilladelse til at opretholde de omhandlede regler. Det skal hertil blot bemaerkes, at det i den erklaering, den svenske regering stoetter sig til, blot fastslaas, at de omhandlede direktiver »ikke udelukker muligheden for, at Sverige opretholder sin recall-procedure i overensstemmelse med faellesskabsdirektiverne om ansvar og sikkerhed. Faellesskabet er om fornoedent indstillet paa at afklare dette spoergsmaal yderligere gennem droeftelser med svenske eksperter« (10).

Den naevnte erklaering indebaerer saaledes paa ingen maade en tilladelse til at opretholde de omhandlede nationale regler, idet den blot lader en mulighed for forhandling herom staa aaben. Under alle omstaendigheder er det i det foreliggende tilfaelde tilstraekkeligt at henvise til Domstolens faste praksis, hvorefter de erklaeringer, der er indeholdt i en moedeprotokol, har en begraenset vaerdi, idet de ikke kan »tjene som fortolkningsbidrag med hensyn til en bestemmelse i afledt ret, naar erklaeringens indhold ... overhovedet ikke omhandles af bestemmelsen. Erklaeringen er foelgelig uden retlig betydning« (11).

15 I tiltraedelsesaktens artikel 112 er der udtrykkeligt hjemlet mulighed for en overgangsperiode paa fire aar fra tiltraedelsesdatoen med henblik paa at tilpasse de nationale regler til de faellesskabsretsakter, der er opregnet detaljeret i bilag XII til tiltraedelsesakten. Hverken direktiv 70/156 eller direktiv 70/220 er imidlertid naevnt i dette bilag. Dette betyder, at Sverige end ikke har benyttet sig af muligheden for en overgangsperiode med hensyn til de naevnte direktiver og derfor var forpligtet til at overholde gaeldende faellesskabsret paa omraadet fra tiltraedelsesdatoen.

Spoergsmaal 2 og 3

16 Paa baggrund af den konklusion, jeg er naaet frem til for saa vidt angaar spoergsmaal 1, er det klart hverken noedvendigt at besvare spoergsmaal 2 eller spoergsmaal 3. Det er i oevrigt helt aabenbart, at kravet om en national typeattest udgoer en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion og som saadan er forbudt i henhold til traktatens artikel 30. Selv den svenske regering bestrider ikke dette, men den har dog under retsmoedet i denne forbindelse paaberaabt sig dommen i sagen Keck og Mithouard (12) - sandt at sige uden stoerre overbevisning og helt uden grund. Det kan i oevrigt vanskeligt bestrides, at de omhandlede regler er uforenelige med artikel 30, eftersom de a) kraever, at der fremlaegges et yderligere dokument, og at der udnaevnes en officiel repraesentant i Sverige, og b) medfoerer, at registreringen forsinkes i ca. otte uger, ud over at der skal betales nogle ikke ubetydelige beloeb.

Under disse omstaendigheder maa det efter min opfattelse betragtes som helt irrelevant, at der ikke foretages nogen yderligere kontrol, og at der reelt blot er tale om, at EF-attesten aendres til en national attest. Det fremgaar nemlig klart af retspraksis, at et krav om en tilladelse er i strid med artikel 30, selv om tilladelserne udstedes hurtigt og automatisk. En grundlaeggende frihedsrettighed, som er sikret ved traktaten, kan ikke goeres betinget af en tilladelse fra forvaltningens side, hvorved det er uden betydning, i hvilket omfang forvaltningen raader over et skoen i saa henseende (13).

17 I modsaetning til, hvad den svenske regering har anfoert, findes der desuden ikke i det foreliggende tilfaelde nogen undtagelse, der kan begrunde den omhandlede foranstaltning. Det skal hertil blot bemaerkes, at artikel 36 ikke kan anvendes som hjemmel, »saafremt der i faellesskabsdirektiver foreskrives harmonisering af de foranstaltninger, der er noedvendige for at virkeliggoere det saerlige maal, som ellers kunne forfoelges med hjemmel i artikel 36« (14).

Det er naeppe noedvendigt at erindre om, at faellesskabsbestemmelserne paa det omhandlede omraade er udtoemmende. Som allerede paavist, bekraeftes dette af de svenske regler, idet de ikke med henblik paa udstedelsen af den omhandlede attest kraever, at der foretages en yderligere kontrol af, om miljoebeskyttelsesreglerne er overholdt.

Forslag til afgoerelse

18 Paa baggrund af ovenstaaende betragtninger foreslaar jeg Domstolen at besvare spoergsmaalene fra Laensraetten i Stockholms laen saaledes:

»1) Raadets direktiv 70/156/EOEF af 6. februar 1970 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om godkendelse af motordrevne koeretoejer og paahaengskoeretoejer dertil skal fortolkes saaledes, at det er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter det som betingelse for registrering af motorkoeretoejer, der er forsynet med en gyldig EF-typeattest, kraeves, at der fremlaegges en national attest, som viser, at de nationale udstoedningsnormer er opfyldt.

2) Paa baggrund af besvarelsen af spoergsmaal 1 er det ufornoedent at besvare spoergsmaal 2 og 3.«

(1) - EFT 1970 I, s. 82.

(2) - Dvs. koeretoejer til personbefordring med hoejst otte siddepladser foruden foererens plads.

(3) - EFT L 225, s. 1.

(4) - En lignende procedure er hjemlet i artikel 4, stk. 1, for saa vidt angaar udstedelsen af typegodkendelsen.

(5) - EFT 1970 I, s. 149.

(6) - EFT L 242, s. 1.

(7) - Godkendelsen, som gaelder for en motorkategori, skal nemlig fornys hvert aar.

(8) - Ud over en aarlig teknisk kontrol, som er obligatorisk for koeretoejer, der er aeldre end tre aar, kan koeretoejet blive undergivet en meget mere grundig kontrol af systemet til rensning af udstoedningen, som foretages af Statens naturvaardsverk. Naturvaardsverket kontrollerer nemlig regelmaessigt stikproevevis koeretoejer, som tilhoerer samme motorkategori, i relation til de i faellesskabsbestemmelserne opstillede krav. Saafremt der ved kontrollen konstateres mangler ved de paagaeldende koeretoejer, paalaegges det fabrikanten at traeffe de noedvendige foranstaltninger for samtlige koeretoejer, der tilhoerer den samme motorkategori.

(9) - Jeg skal i denne forbindelse erindre om, at de tekniske krav med hensyn til udstoedning, der er omhandlet i direktiv 70/220, som aendret ved direktiv 91/441, ogsaa netop anses for opfyldt, saaledes at der kan udstedes en typeattest under hensyntagen til koeretoejets normale levetid under normal brug.

(10) - Erklaering af 27.5.1993, indeholdt i protokollen for den femte ministerkonference den 21.12.1993.

(11) - Dom af 26.2.1991, sag C-292/89, Antonissen, Sml. I, s. 745, praemis 18.

(12) - Dom af 24.11.1993, forenede sager C-267/91 og C-268/91, Sml. I, s. 6097.

(13) - Jf. f.eks. dom af 8.2.1983, sag 124/81, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 203, praemis 18.

(14) - Dom af 23.5.1996, sag C-5/94, Hedley Lomas, Sml. I, s. 2553, praemis 18.