61995C0265

A - Indledning

1 Det foreliggende traktatbrudssoegsmaal vedroerer hindringer af den frie bevaegelighed for frugt og groentsager, som privatpersoner i Frankrig har foretaget, og spoergsmaalet om Den Franske Republiks pligt til at hindre dem.

2 I staevningen har Kommissionen kort og praecist beskrevet de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for soegsmaalet, og proceduren forud herfor. Den Franske Republiks regering har henvist til denne fremstilling i svarskriftet. I betragtning af sagens betydning er det efter min opfattelse passende her at gengive fremstillingen i hele dens ordlyd (1):

»1) Kommissionen har nu i mere end 10 aar jaevnligt faaet forelagt klager vedroerende voldshandlinger, som protestbevaegelser bestaaende af franske landmaend har rettet mod landbrugsprodukter fra andre medlemsstater (plyndringer og destruktion af last og transportkoeretoejer samt trusler mod lastbilchauffoerer og forhandlere af frugt og groentsager).

Oplysninger fra talrige klagere har ofte vist, at de franske myndigheder ikke har reageret paa en maade, der er adaekvat i forhold til omstaendighedernes alvorlige karakter. Der er jaevnligt blevet klaget over, at de ordenshaandhaevende myndigheder ikke har grebet ind.

Denne situation foranledigede Kommissionen til i talrige tilfaelde - foerste gang ved en skriftlig opfordring af 8. maj 1985 - at henvende sig til de franske myndigheder og anmode dem om at traeffe de noedvendige praeventive og repressive foranstaltninger med henblik paa at standse de ovennaevnte voldshandlinger.

I sine svar til Kommissionen forsikrede de franske myndigheder hver gang, at man ville reagere paa det bestemteste for at sikre de frie varebevaegelser. De gentagne forsikringer hindrede dog ikke, at det jaevnligt kom til nye destruktions- og plyndringsaktioner.

2) I 1993 maatte Kommissionen konstatere, at det tilbagevendende problem havde faaet en ny dimension, da det viste sig, at de voldelige aktioner paa initiativ af visse grupper som f.eks. gruppen 'Coordination rurale' ikke laengere var enkeltaktioner, der opstod impulsivt, men indgik i en detaljeret plan om at opnaa kontrol over udbuddet af varer, der indfoeres fra andre medlemsstater.

I perioden fra april til juli 1993 var spanske frugt- og groentsagslaster, isaer laster med jordbaer, der var bestemt til det franske marked eller blev transporteret gennem Den Franske Republiks omraade, genstand for en kampagne med hindringsaktioner, som 'Coordination rurale' havde organiseret.

I august og september rettede 'Coordination rurale' derefter sin kampagne mod leverancer af tomater fra Belgien; i august angreb demonstranter ved vejafgiftsstedet i Gravelle desuden en lastbil, hvori der blev transporteret grise fra Danmark, og lasten blev destrueret.

3) Ved skrivelse af 8. juli 1993 til Frankrigs faste repraesentant ved De Europaeiske Faellesskaber henviste Kommissionens tjenestegrene til, at 'Coordination rurale's' gennemorganiserede og planlagte aktioner utvivlsomt udgjorde en del af en plan om handelsblokade, der frem for alt var foranlediget af, at de spanske producenter havde afvist at opdele markedet paa grundlag af princippet om leverancernes komplementaritet (bilag I).

'Coordination rurale' anfoerte saaledes, at gruppen ud over haervaerk mod lastbiler, hvori der hovedsagelig blev transporteret spanske jordbaer eller belgiske tomater, og mod lagerbygninger eller supermarkeder, der forhandlede disse produkter, havde anvendt foelgende midler, nemlig

- trusler og intimideringer over for erhvervsdrivende, transportoerer og grossister

- 'haandfaste' opfordringer, hvorved supermarkederne skulle tvinges til at koebe indenlandske, eller naermere sagt regionale, produkter

- fastlaeggelse af minimumssalgspriser i supermarkederne, og

- gennemfoerelse af systematisk kontrol med, at de erhvervsdrivende overholdt de opstillede betingelser.

4) I 1994 blev der i Frankrig indledt en ny voldskampagne med det formaal at hindre den frie bevaegelighed for spanske jordbaer i Frankrig. Den 19. april kontrollerede cirka 150 jordbaerproducenter fra Lot-et-Garonne, Dordogne og Gironde i to og en halv time lastbilerne ved vejafgiftsstedet i Saint-Jean-de-Védas og haeldte omkring 450 tons spanske og marokkanske jordbaer fra lastbilerne ud paa jorden. Samme dag besatte over 300 landmaend et stort distributionscenter i Narbonne og destruerede cirka 360 tons indfoerte jordbaer.

Kommissionens tjenestegrene opfordrede derfor allerede den 21. april 1994 de franske myndigheder til med henblik paa opretholdelse af ordenen at ivaerksaette strenge foranstaltninger, der var adaekvate set i lyset af forholdenes alvorlige karakter og den potentielle fare for udvidede aktioner, for derved at vise den klare vilje til at afholde bagmaendene fra at benytte sig af saa aggressive metoder (bilag II).

Kommissionens tjenestegrene forlangte desuden underretning om de retsforfoelgningsskridt, som de franske myndigheder havde indledt mod ophavsmaendene til de voldsaktioner, der var begaaet i perioden fra april til august 1993.

5) Men to uger senere, den 3. maj 1994 om aftenen, blokerede cirka 150 franske producenter paa det samme sted ved vejafgiftsstedet i Saint-Jean-de-Védas, paa ny lastbiler med jordbaer fra Spanien og destruerede varerne, uden at den tilstedevaerende ordensmagt greb ind for paa effektiv vis at beskytte lastbilerne og deres last.

Kommissionens tjenestegrene modtog endvidere informationer om visse ulovlige handlinger fra grupper som 'Coordination rurale', der fortsatte sine aktioner med trusler mod og afpresning af grossist- og detailhandelscentre, der havde udbudt produkter fra andre medlemsstater (f.eks. spanske jordbaer og belgiske tomater) til salg.

Det fremgaar nemlig af dokumenter, som klagere har fremlagt, at 'Coordination rurale' og andre organisationer forsat rettede skrivelser til direktoererne for supermarkeder, som tilsyneladende strider mod artikel 322-13 eller muligvis artikel 322-12 i den franske straffelov ('code pénal'). Der blev saaledes fremsendt foelgende trussel (bilag III): 'For at undgaa, at der fra begyndelsen af marts 1994 opstaar en utryg stemning i frugt- og groentsagsafdelingerne i Deres forretninger eller lagerhaller, er det oenskeligt, at De foretraekker franske produkter. Vi regner med, at De hurtigt har forstaaelse for dette, saa der kan undgaas voldelige repressalier. Det afhaenger af Deres medvirken, om Deres forretninger, som vi vil opsoege jaevnligt, kan fungere godt.'

En anden skrivelse af 18. april 1994, som Fédération départementale des producteurs de légumes du Maine-Et Loire sendte til 'Grossistes du MIN', havde foelgende ordlyd:

'Som vi har oplyst paa vores moede den 12. april, bekraefter vi datoerne for stop af indfoersel af jordbaer og asparges, saaledes

- at jordbaer fra Marokko stoppes med oejeblikkelig virkning ...

- at jordbaer og asparges fra Spanien stoppes fra senest den 1. maj, da den franske produktion fra denne dato er tilstraekkelig stor til at daekke det franske forbrug.

De alvorlige problemer for groentsagsproducenterne tvinger os til at vaere meget paa vagt, og varer, der paa de naevnte tidspunkter bliver opdaget ved vores kontrol, vil blive destrueret' (bilag IV).

6) Denne situation foranledigede Kommissionen til ved skrivelse af 19. juli 1994 at rette en opfordring til de franske myndigheder og fremfoere, at Den Franske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser ifoelge de faelles markedsordninger for landbrugsprodukter og traktatens artikel 30, sammenholdt med artikel 5, idet den ikke havde truffet alle noedvendige og adaekvate foranstaltninger med henblik paa at hindre, at enkeltpersoner ved strafbare handlinger haemmede den frie bevaegelighed for landbrugsprodukter (bilag V).

7) Ved skrivelse af 10. oktober 1994 (bilag VI) meddelte de franske myndigheder som svar herpaa, at de altid paa det bestemteste havde fordoemt de uansvarlige voldshandlinger fra franske landbrugeres side. De fremhaevede, at de praeventive foranstaltninger, der var blevet truffet, havde haft en tilstraekkelig afskraekkende virkning til i perioden fra 1993 til 1994 at medfoere et betydeligt fald i aktionerne, og at de stedligt kompetente anklagemyndigheder havde indledt en systematisk strafferetlig efterforskning. At denne ikke foerte til noget resultat, skyldtes demonstranternes saerlige metoder. Hvad angaar 'Coordination rurale's' ulovlige forsoeg paa at regulere markedet gennem trusler er der indledt en sag mod denne gruppe ved Conseil de la concurrence.

8) I deres svar paa en skrivelse fra Kommissionen af 1. december 1994 (bilag VII), der var fremsendt i tilslutning til et bilateralt moede den 27. oktober 1994, sendte de franske myndigheder den 26. januar 1995 en meddelelse til Kommissionen, hvori de naermere beskrev, hvilke foranstaltninger der var blevet truffet, og hvilke retsforfoelgningsskridt der var blevet ivaerksat (bilag VIII).

9) Den 23. februar 1995 sendte kommissaer Fischler den franske landbrugsminister en forebyggende meddelelse, hvori kommissaeren oplyste ministeren om faren for nye voldshandlinger i driftsaaret 1995 og en udvidelse af saadanne aktioner baade i Frankrig og i resten af Faellesskabet, ligesom han opfordrede den franske regering til at traeffe alle noedvendige foranstaltninger for at opfylde statens forpligtelser. I sin konklusion angav kommissaer Fischler, at han, saafremt der i det foelgende driftsaar maatte opstaa situationer svarende til dem, der er omtalt i Kommissionens skriftlige opfordring, saa sig noedsaget til at foreslaa Kommissionen at fremsaette en begrundet udtalelse over for Den Franske Republik (bilag IX).

10) Desuden sendte Kommissionens generaldirektoer for landbrug den 21. april 1995 en skrivelse til Frankrigs faste repraesentant ved Den Europaeiske Union, hvori generaldirektoeren meddelte, at Kommissionen havde faaet kendskab til advarsler og trusler, som forskellige organisationer til beskyttelse af landbrugsproducenterne i henholdsvis Lot-et-Garonne og Loire-omraadet havde rettet mod indkoebscentraler, supermarkeder og grossister, og generaldirektoeren udtrykte bekymring herom (bilag X).

11) Den 20. april 1995 om aftenen foregik der dog paa ny alvorlige episoder i det sydvestlige Frankrig: En gruppe paa cirka 150 demonstranter, der haevdede at tilhoere 'Comité de défense des fruits et légumes du Lot-et-Garonne', standsede ni lastbiler med spanske jordbaer ved et vejafgiftssted i naerheden af Narbonne og sproejtede jordbaerrene med gas for at goere dem uspiselige. Kort efter standsede de yderligere lastbiler ved vejafgiftsstedet Toulouse-syd og afbraendte frugtlasterne. Herefter forsoegte de at traenge ind i en indkoebscentrals lagerbygninger i Colomiers i udkanten af Toulouse for at kontrollere frugternes oprindelse, men ordensmagten hindrede dette. Disse episoder medfoerte en meget kraftig reaktion fra de spanske landbrugsorganisationer, der truede med at opfordre til boykot af franske produkter og med at foretage lignende aktioner som dem, de spanske produkter var udsat for i Frankrig.

12) Herefter fremsatte Kommissionen den 5. maj 1995 en begrundet udtalelse i medfoer af traktatens artikel 169, stk. 1, og anfoerte, at Den Franske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til de faelles markedsordninger for landbrugsprodukter og traktatens artikel 30, sammenholdt med artikel 5, idet den havde undladt at traeffe alle noedvendige og adaekvate foranstaltninger med henblik paa, at private aktioner ikke hindrede den frie bevaegelighed for frugt og groentsager. Kommissionen opfordrede endvidere under henvisning til traktatens artikel 169, stk. 2, Den Franske Republik til inden for en maaned efter den begrundede udtalelse at traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at efterkomme udtalelsen (bilag XI).

13) Alligevel kom det den 3. juni 1995 om eftermiddagen i Salon de Provence til voldshandlinger rettet mod tre lastbiler med frugt og groentsager fra Spanien, uden at ordensmagten greb ind.

14) I tilslutning til sidstnaevnte episoder og efter en erklaering fra den nye franske landbrugsminister, hvori han ganske vist tog afstand fra og fordoemte de ulovlige handlinger, men ikke bebudede, at ordensmagten ville gribe ind for at standse dem, meddelte kommissaer Fischler ved skrivelse af 12. juni 1995 ministeren, at han var bange for, at Kommissionen var tvunget til oejeblikkeligt at indbringe sagen for Domstolen (bilag XII).

15) Ved skrivelse fremsendt til Kommissionen den 16. juni 1995 soegte den franske regering at paavise, at den havde truffet og fortsat traf enhver mulig foranstaltning for effektivt at reagere paa den vanskelige situation, idet regeringens praeventive og repressive forholdsregler blev tilpasset den udvikling, der skete i de ulovlige handlinger, som bestemte grupper demonstranter foretog; disse afskraekkende foranstaltninger havde i oevrigt medfoert et fald i antallet af voldshandlinger begaaet i 1995 (bilag XIII) (2).

16) I Charteaurenard destruerede frugt- og groentsagsproducenter fra Bouches-du-Rhône i begyndelsen af juli imidlertid paller med frugt fra Italien og Spanien.«

3 Herefter besluttede Kommissionen at indbringe sagen for Domstolen. Den har anmodet Domstolen om at fastslaa, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til de faelles markedsordninger for landbrugsprodukter og EF-traktatens artikel 30, sammenholdt med artikel 5, idet den har undladt at traeffe alle noedvendige og adaekvate foranstaltninger med henblik paa, at private aktioner ikke hindrer den frie bevaegelighed for frugt og groentsager. Den har desuden anmodet om, at sagsoegte doemmes til at betale sagens omkostninger.

4 Kongeriget Spanien og Det Forenede Kongerige har interveneret til stoette for Kommissionens paastande.

B - Stillingtagen

I - Statens ansvar for enkeltpersoners handlinger

5 Som Kommissionens repraesentant med rette har fremhaevet under de mundtlige forhandlinger for Domstolen, er der i den foreliggende sag tale om en usaedvanlig form for traktatbrud. Det paastaas nemlig ikke, at den sagsoegte medlemsstat ved egne foranstaltninger har overtraadt de faellesskabsretlige regler. Spoergsmaalet er derimod, om en medlemsstat kan overtraede en forpligtelse i henhold til EF-traktaten, idet den slet ikke eller ikke i tilstraekkeligt omfang traeffer foranstaltninger mod enkeltpersoners adfaerd, der bringer gennemfoerelsen af bestemte traktatbestemmelser i fare. Domstolen skal tage stilling til, om en medlemsstat kan drages til ansvar, naar dens statsborgere paa voldelig vis hindrer indfoersel af varer fra andre medlemsstater. Saafremt dette spoergsmaal besvares bekraeftende, skal det undersoeges, om en saadan kraenkelse rent faktisk foreligger her.

6 Der er dermed tale om en konstellation, som Domstolen, saa vidt jeg ved, endnu ikke har maattet beskaeftige sig med i denne form (3). Det er ganske vist ikke noget nyt, at enkeltpersoner af og til med voldelige midler modsaetter sig indfoersel af varer fra andre medlemsstater. Allerede i en retstvist fra begyndelsen af 1980'erne, som vedroerte indfoersel af italiensk vin til Frankrig, maatte Domstolen konstatere, at franske vinboender var gaaet voldeligt til vaerks mod disse indfoersler (4). Det, der er nyt, er derimod spoergsmaalet, om en medlemsstat paa den ene eller den anden maade kan drages til ansvar for saadanne handlinger fra privatpersoners side. Det er aabenbart, at det spoergsmaal, der opstaar i den forbindelse, er af grundlaeggende betydning. Parterne i sagen har ogsaa omtalt dette tydeligt.

7 Traktatens artikel 169 vedroerer det tilfaelde, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til faellesskabsretten. En sag, der er anlagt i henhold til denne artikel, kan Kommissionen derfor kun vinde, saafremt medlemsstaten selv har overtraadt sine forpligtelser i henhold til traktaten.

8 Den foreliggende sag vedroerer i foerste omgang princippet om frie varebevaegelser i henhold til artikel 30. Forbuddet i denne artikel mod kvantitative indfoerselsrestriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning vedroerer dog tydeligvis foranstaltninger fra medlemsstaterne og disses organer (5). Det er ubestridt, at de franske myndigheder ikke selv har truffet nogen foranstaltninger, der umiddelbart kan anses for kvantitative indfoerselsrestriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning.

9 Ganske vist kan artikel 30 ogsaa anvendes paa foranstaltninger, som privatpersoner traeffer, saafremt foranstaltningerne kontrolleres af vedkommende medlemsstat. Det fremgaar af en dom, som Det Forenede Kongeriges regering har omtalt i en anden forbindelse, og som vedroerte en traktatbrudssag, som Kommissionen havde anlagt mod Irland (6). Denne sag drejede sig om en reklamekampagne fra »Irish Goods Council«, hvor forbrugerne i Irland blev opfordret til kun at koebe indenlandske varer (»koeb irsk«). Irish Goods Council var et privat selskab, hvis bestyrelsesmedlemmer dog blev udpeget af den irske regering. Den irske regering ydede desuden selskabet offentlig stoette til daekning af hovedparten af dets udgifter, og regeringen fastlagde i grove traek formaalene med reklamekampagnen. Domstolen statuerede, at den irske regering under disse omstaendigheder ikke kunne henvise til, at kampagnen var blevet ivaerksat af et privat selskab, for derved »at undgaa et eventuelt ansvar i medfoer af traktatens bestemmelser« (7).Intet taler dog for, at der (f.eks. hvad »Coordination rurale« angaar) kunne foreligge lignende faktiske omstaendigheder her. Kommissionen har da heller ikke omtalt denne mulighed i sine redegoerelser.

10 Hvad angaar de faelles markedsordninger for landbrugsprodukter gaelder det samme som for artikel 30's vedkommende. I henhold til EF-traktatens artikel 38, stk. 2, finder bestemmelserne vedroerende faellesmarkedets oprettelse - og dermed ogsaa EF-traktatens artikel 30 - ogsaa anvendelse paa landbrugsvarer, medmindre andet er bestemt i artikel 39-46. Domstolen har i overensstemmelse hermed ofte fastslaaet, »at de faelles markedsordninger hviler paa princippet om et aabent marked, som enhver producent frit har adgang til paa effektive konkurrencevilkaar, og hvis funktion udelukkende reguleres ved foranstaltninger i henhold til disse ordninger selv« (8). Princippet om frie varebevaegelser kan altsaa ogsaa her kun kraenkes ved foranstaltninger truffet af en medlemsstat eller dens organer.

11 Der er saaledes ikke et tilstraekkeligt grundlag for Kommissionens paastande alene som foelge af artikel 30 (og de faelles markedsordninger for frugt og groentsager). Jeg kan derfor ikke dele den modsatte opfattelse, som den spanske regering (der imidlertid ikke har omtalt de naevnte indvendinger) har gjort gaeldende.

12 Kommissionen har taget hensyn hertil, idet den har paastaaet, at sagsoegte har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til de faelles markedsordninger for landbrugsprodukter og EF-traktatens artikel 30, sammenholdt med artikel 5. I henhold til EF-traktatens artikel 5, stk. 1, traeffer medlemsstaterne »alle almindelige eller saerlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som foelger af denne traktat, eller af retsakter foretaget af Faellesskabets institutioner«. Af EF-traktatens artikel 30 og de faelles markedsordninger for landbrugsprodukter fremgaar der en pligt for medlemsstaterne til at traeffe alle adaekvate foranstaltninger for at sikre de frie varebevaegelser, for saa vidt faellesskabsretten ikke selv tillader en begraensning heraf. For droeftelsen af Kommissionens paastande betyder dette, at det skal undersoeges, om to forudsaetninger er opfyldt: Det skal undersoeges, om de faktiske omstaendigheder, saafremt de skulle tilregnes sagsoegte, ville udgoere en kraenkelse af princippet om frie varebevaegelser. Herefter skal det undersoeges, om de faktiske omstaendigheder kan tilregnes Den Franske Republik, og om denne kan drages til ansvar for dem. Spoergsmaalet skal besvares bekraeftende, saafremt Den Franske Republik ikke har truffet »alle [egnede] almindelige eller saerlige foranstaltninger«, som var noedvendige for at beskytte de frie varebevaegelser.

II - Enkeltpersoners hindringer for de frie varebevaegelser

13 I det foreliggende tilfaelde kan der ikke vaere tvivl om, at den paagaeldende adfaerd fra enkeltpersoners side ville udgoere en kraenkelse af princippet om frie varebevaegelser, saafremt den kunne tilregnes Den Franske Republik.

14 Plyndring og oedelaeggelse af varer fra andre medlemsstater er en af de alvorligste former for indfoerselsrestriktioner, man kan forestille sig. En saadan adfaerd udgoer en ren negation af de frie varebevaegelser. Det er herved uden betydning, om varerne oedelaegges under transporten eller foerst paa det tidspunkt, hvor de er kommet i handelen i Frankrig. De oevrige handlinger, som de paagaeldende personer ifoelge Kommissionens angivelser - som sagsoegte ikke har bestridt - har foretaget, er slet ikke mindre alvorlige. Trusler mod lastbilchauffoerer, der gennemfoerer transporten, udgoer en direkte hindring for de frie varebevaegelser. Den, som maa regne med, at hans lastbil bliver udsat for angreb, fordi han transporterer bestemte varer, vil vaere tilboejelig til at undlade at foretage saadanne transporter. Det samme gaelder trusler mod handlende i Frankrig, der udbyder varer fra andre medlemsstater. Hvis salg af varer fra andre medlemsstater medfoerer fare for voldelige overgreb, vil en handlende overveje noeje, om han fortsat vil udbyde disse varer.

15 Kommissionen har med rette desuden gjort gaeldende, at det utrygge klima, som de voldelige episoder har skabt, udgoer en hindring for de frie varebevaegelser. Saaledes vil f.eks. ogsaa en handlende i et omraade, hvor der endnu ikke er sket saadanne overgreb, regne med, at der bestaar en saadan fare, og som foelge heraf muligvis undlade at koebe den paagaeldende vare. Helt generelt vil en handlende, der maa regne med, at en vare, han har bestilt, som foelge af de omtalte episoder muligvis slet ikke eller ikke rettidigt kommer frem, tage hensyn hertil, naar han beslutter, hvor han skal koebe sine varer. Dette gaelder ogsaa erhvervsdrivende i andre medlemsstater, da der ved aktionerne ogsaa destrueres varer, som ikke er bestemt til det franske marked, men til andre medlemsstater. Man kan for saa vidt tale om indirekte foelger for de frie varebevaegelser. Ogsaa saadanne indirekte hindringer er imidlertid forbudt efter faellesskabsretten (9).

16 I duplikken har sagsoegte gjort gaeldende, at de paagaeldende episoder »ikke reelt paavirkede« omsaetningen af spanske jordbaer i Frankrig, idet maengden af indfoerte jordbaer i de maaneder, der er saerligt beroert, nemlig april og maj, forblev mere eller mindre den samme. I betragtning af episodernes alvorlige karakter kan dette argument kun betegnes som overraskende. Sagsoegte har dog samtidig bemaerket, at argumentet henset til Domstolens praksis vedroerende artikel 30 i princippet er uden betydning. Hvad dette angaar kan jeg kun give sagsoegte ret. Det kan ikke bestrides, at de voldelige aktioner, der her er tale om, paa direkte vis har haemmet indfoerslen af varer fra andre medlemsstater. At omfanget af disse indfoersler muligvis alligevel blev opretholdt, er derfor irrelevant. Det kan i oevrigt heller ikke udelukkes, at omfanget af indfoerslerne ville have vaeret stoerre, hvis der ikke var sket overgreb.

Under de mundtlige forhandlinger for Domstolen har den franske regerings repraesentant anfoert, at der i 1994 af de 170 000 tons jordbaer, der blev indfoert fra Spanien til Frankrig, kun blev destrueret 8 tons, hvilket svarer til 0,005%. Det aendrer dog ikke noget ved det forhold, at indfoerslen af varer fra andre medlemsstater blev haemmet direkte som foelge af overgrebene. At de maengder varer, der rent faktisk blev oedelagt, muligvis var relativt lille, har allerede som foelge af episodernes alvorlige karakter ikke nogen betydning overhovedet. Dette gaelder isaer i betragtning af, at ikke blot oedelaeggelserne selv, men ogsaa den utrygge atmosfaere, de har skabt, hindrer de frie varebevaegelser (10).

17 Det Forenede Kongeriges regering har i sit skriftlige indlaeg med rette anfoert, at en foranstaltning ifoelge retspraksis kun kan stride mod artikel 30, naar den »frembyde[r] en vis grad af fasthed og almenhed« (11). Henset til, at der i loebet af flere aar ustandseligt optraadte nye episoder, kan der naeppe vaere tvivl om, at dette er tilfaeldet her.

III - De paastaaede begrundelser for aktionerne

18 Hvis man maa antage, at disse hindringer for de frie varebevaegelser skal tilregnes sagsoegte (12), opstaar spoergsmaalet, om de muligvis er berettiget.

19 I svarskriftet har man fra Frankrigs side gjort opmaerksom paa de sociale og oekonomiske forhold, under hvilke de paagaeldende episoder er opstaaet. De seneste ti aar har det franske marked for frugt og groentsager vaeret udsat for alvorlige rystelser, der isaer er fremkaldt af den skaerpede konkurrence med spanske produkter, som de indenlandske producenter staar over for. Hvad f.eks. jordbaer angaar er den spanske eksport steget fra 1 000 tons i 1975 til 108 000 tons - altsaa mere end hundrede gange saa stor en maengde - i 1992. Alene eksporten til Frankrig er steget fra 6 000 tons i 1980 til gennemsnitlig 42 000 tons i perioden 1990-1993, og den naaede i 1994 op paa cirka 50 000 tons. Den franske jordbaerproduktion er derimod stagneret og har siden 1991 ligget paa 82 000 tons. Valutakursudviklingen har skaerpet disse problemer. Kursen paa den spanske peseta var i 1995 28% lavere end i aarene 1990-1992.

20 I duplikken har sagsoegte redegjort yderligere for dette emne. I replikken havde Kommissionen indvendt, at stigningen i den spanske eksport i meget stoerre omfang skyldtes overgangsperiodens udloeb og den ophaevelse af handelsbegraensningerne, der var forbundet hermed. Heroverfor har sagsoegte anfoert, at de episoder, der er naevnt i Kommissionens staevning, foregik inden udloebet af overgangsperioden, og at de midler, der skulle anvendes i denne periode, havde vist sig at vaere utilstraekkelige. Sagsoegte har i den forbindelse henvist til, at der ved artikel 81 i akten vedroerende vilkaarene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse og tilpasningerne af traktaterne (herefter »tiltraedelsesakten«) var blevet indfoert en saakaldt »supplerende mekanisme for samhandelen«, der skulle finde anvendelse paa frugt og groentsager i perioden fra den 1. januar 1990 til den 31. december 1995. I artikel 83 blev det bestemt, at der skulle indfoeres bestemte »vejledende lofter«. Paa grundlag af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3944/89 af 20. december 1989 om gennemfoerelsesbestemmelser for den supplerende mekanisme for samhandelen for saa vidt angaar friske frugter og groentsager (13) kunne Kommissionen for de paagaeldende produkters vedkommende fastlaegge bestemte perioder, der skulle anses for »foelsomme« (periode II) eller »meget foelsomme« (periode III). Fastlaeggelsen af saadanne perioder udloeste en kontrol fra Kommissionens side med de maengder, der udfoertes fra Spanien.

21 Det er i det foreliggende tilfaelde dog ikke noedvendigt at gaa naermere ind paa denne kontrolmekanisme og anvendelsen af den i praksis. I sit svar paa Kongeriget Spaniens indlaeg har sagsoegte anfoert, at man ikke bestrider, at de tal, som denne intervenient til stoette for Kommissionens paastande har fremlagt, er korrekte. Sagsoegte har indroemmet, at det fremgaar af det naevnte indlaeg, at de spanske udfoersler inden for overgangsperioden i det store hele ikke overskred det fastlagte loft. Fra Frankrigs side har man imidlertid gjort gaeldende, at de faellesskabsretlige instrumenter, der var indfoert med henblik paa denne periode, alene vedroerte omfanget af jordbaereksporten. Der forelaa derimod ikke nogen overvaagningsordning med hensyn til priserne. Men prisdannelsen er det centrale spoergsmaal, som ligger bag de franske producenters utilfredshed. De spanske producenter, hvis hoest kommer tidligere paa det franske marked end de indenlandske produkter, forlanger i begyndelsen meget hoeje priser, men nedsaetter dem efterfoelgende i betragteligt omfang, saa snart der begynder at vise sig en konkurrence. Sagsoegte har omtalt denne prisaendring som en »regulaer devaluering«.

22 Under de mundtlige forhandlinger for Domstolen har den franske regerings repraesentant skaerpet denne kritik. Visse former for praksis fra de spanske producenters side udgoer ifoelge den franske regering »regulaere provokationer«. De spanske producenter foretager illoyale handlinger, der »ubestrideligt« udgoer »dumping«, destabiliserer hele det franske marked og hindrer dermed de indenlandske producenter i at afsaette deres varer.

23 Ovenfor har jeg beskrevet sagsoegtes indvendinger paa udfoerlig - om end ikke udtoemmende (14) - vis, da sagsoegte tillaegger de hermed forbundne spoergsmaal saerlig betydning. Den franske regerings repraesentanter har ganske vist hele tiden udtrykkeligt understreget, at de ikke mener, at disse forhold kan begrunde de skete overgreb. Men de har gjort gaeldende, at de former for praksis, som de kritiserer de spanske producenter for at have benyttet sig af, kan bidrage til at forklare de franske boenders handlinger.

24 Det er ikke muligt for mig paa grundlag af de overvejelser, der er blevet anfoert i den foreliggende sag, at foretage en endelig bedoemmelse af, hvor store de finansielle vanskeligheder som boenderne i Sydfrankrig er udsat for, er, og om den paastand, som sagsoegte under de mundtlige forhandlinger har fremsat, om, at boenderne er en saerlig »udsat« gruppe i befolkningen, er korrekt. Det skal imidlertid bemaerkes, at Kommissionen hvad dette angaar ikke har gjort indsigelse mod angivelserne fra den franske regerings repraesentant. Jeg gaar derfor i det foelgende til fordel for sagsoegte ud fra, at boenderne i Sydfrankrig rent faktisk var udsat for alvorlige oekonomiske vanskeligheder.

25 Det er lige saa lidt muligt at afgoere, om de former for praksis, som de spanske jordbaerproducenter benyttede sig af paa det franske marked, var saa stoedende, som sagsoegte har haevdet. Det ser ganske vist ud, som om i hvert fald nogle af boenderne i Sydfrankrig mener, at deres eksistens er truet af billig indfoersel fra andre medlemsstater. I denne forbindelse har Kommissionen dog gjort gaeldende, at det ville vaere overdrevet at haevde, at vanskelighederne hos boenderne i Sydfrankrig alene skyldes aendringerne i valutakurserne. De spanske producenters succes beror ifoelge Kommissionen derimod foerst og fremmest paa strukturelle og klimatiske faktorer. Der skal herved erindres om, at den franske regering selv har anfoert, at de spanske jordbaer kommer tidligere paa det franske marked end de indenlandske produkter. For saa vidt som de spanske producenter udelukkende maatte have udnyttet denne aabenbare fordel til at fremme deres salg, har de handlet i overensstemmelse med godt koebmandsskab og benyttet den frihed, som traktaten giver, til netop at opnaa det maal, traktaten forfoelger. Den, der som foelge af bestemte forhold er i stand til at producere billigere og mere effektivt end sine konkurrenter og dermed kan udbyde sine produkter billigere end dem, kan ikke alene paa grundlag heraf beskyldes for at udoeve illoyal praksis eller endog dumping.

26 Men selv hvis den kritik, den franske regerings repraesentant har gjort gaeldende mod de spanske producenter, maatte vaere rigtig, ville indfoerselshindringerne ikke kunne anses for begrundet.

27 For det foerste skal det bemaerkes, at sagsoegtes argumenter alene vedroerer indfoersel af jordbaer fra Spanien. Som det fremgaar af Kommissionens staevning, vedroerer kritikken imidlertid ikke kun dette, men ogsaa andre produkter (15). Der er desuden ogsaa tale om foranstaltninger mod indfoersler fra andre lande end Spanien (16). Sagsoegte har ikke forsoegt at forklare, hvorfor de franske boender ogsaa har grebet ind mod disse indfoersler.

28 For det andet skal det huskes, at de voldelige handlinger ogsaa har omfattet varer, der var bestemt til andre medlemsstater. Den spanske regerings repraesentant har under de mundtlige forhandlinger endnu engang henvist til dette forhold. Det ses ikke, hvordan det skulle vaere muligt at forklare - endsige begrunde - overgrebene mod disse varer med den vanskelige situation paa det franske marked.

29 For det tredje skal det konstateres, at den forklaring, den franske regering har givet paa de relevante episoder, vedroerer bestemte franske boenders oekonomiske problemer. Den spanske regering har dog helt med rette bemaerket, at overvejelser af oekonomisk art i henhold til Domstolens praksis - det maa tilfoejes, at denne vedroerer EF-traktatens artikel 36 - ikke kan begrunde hindringer for de frie varebevaegelser (17). Det har Kommissionens repraesentant ligeledes understreget under de mundtlige forhandlinger for Domstolen. Det Forenede Kongeriges regering vil tilsyneladende udtrykke en lignende tanke, da den udtaler, at en medlemsstat inden for rammerne af en sag i henhold til artikel 169 ikke kan paaberaabe sig de saerlige forhold, der gaelder i dens landbrugssektor.

30 Efter min opfattelse er det dog en anden grundlaeggende tanke, der er vigtigst. Hvis indfoersel af frugt og groentsager fra andre medlemsstater rent faktisk medfoerte fare for bestemte boenders eksistens i Frankrig, ville det paahvile de kompetente myndigheder at finde en loesning paa dette problem. Da den faelles landbrugspolitik hoerer til Faellesskabets kompetenceomraade, ville det derfor vaere Faellesskabets kompetente institutioner, der skulle handle. Det harmonerer hermed, at Kommissionens repraesentant under de mundtlige forhandlinger for Domstolen har anfoert, at loesningen paa de franske boenders problemer skal findes inden for andre rammer.

I den forbindelse er det muligvis relevant at henvise til Domstolens dom i den sag, som Forbundsrepublikken Tyskland anlagde mod forordningen om oprettelse af en faelles markedsordning for bananer. I naevnte sag henviste Domstolen til, at et af faellesskabslovgivers maal var at opnaa en udligning af bestemte medlemsstaters modstaaende interesser. En af disse interesser var ifoelge Domstolen visse medlemsstaters oenske om at »sikre deres landbrugsbefolkning, som bor i oekonomisk ugunstigt stillede omraader, afsaetning af en produktion, som er vital for dem, og saaledes undgaa social uro« (18).

31 I duplikken har sagsoegte ganske vist henvist til, at Frankrig allerede i flere aar har forsoegt at foranledige en saadan reform af de faelles markedsordninger for frugt og groentsager. Efter min opfattelse kan sagsoegte imidlertid ikke paaberaabe sig det forhold, at saadanne foranstaltninger endnu ikke er blevet truffet. Saa laenge der ikke er foretaget en saadan aendring, er en medlemsstat udelukket fra at gribe ind mod personer, der holder sig til gaeldende ret.

32 Dette bekraeftes af en dom, som Domstolen afsagde i 1979, og som har visse beroeringspunkter til faelles med den foreliggende sag. Foerstnaevnte sag drejede sig om indfoersel af faarekoed fra Storbritannien, der var udsat for hindringer som foelge af en restriktiv fransk indfoerselsordning. Den franske regering bestred ikke, at denne ordning hindrede de frie varebevaegelser. Men man fremhaevede »de alvorlige oekonomiske og sociale foelger«, som en afskaffelse af ordningen ville faa. Samtidig henviste man til de fremskridt, der var sket i arbejdet med at indfoere en faelles markedsordning for faarekoed (19).

Domstolen anfoerte, at den erkendte de vanskelige problemer, som denne sektor i Frankrig stod over for. Det paagaeldende omraade var imidlertid nu omfattet af faellesskabskompetencen, »saaledes at saerlige foranstaltninger - saafremt deres anvendelse stadig er noedvendig - ikke laengere kan vedtages ensidigt af de paagaeldende medlemsstater, men skal vedtages inden for rammerne af Faellesskabets system«. Den omstaendighed, at de paagaeldende bestraebelser endnu ikke havde foert til noget resultat, var imidlertid »ikke tilstraekkelig grund til, at en medlemsstat kan opretholde en national markedsordning, som indeholder elementer, der er uforenelige med traktatens krav vedroerende de frie varebevaegelser«. Ogsaa det argument, at Det Forenede Kongerige paa sin side havde opretholdt en national markedsordning for den samme sektor, blev afvist. Ifoelge Domstolen havde Frankrig mulighed for »saavel i Raadet som via Kommissionen eller ved retsskridt at gribe ind for at faa ophaevet disse overtraedelser. En medlemsstat er i intet tilfaelde berettiget til ensidigt at traeffe udlignings- eller beskyttelsesforanstaltninger for at imoedegaa en anden medlemsstats eventuelle undladelse af at overholde traktatens bestemmelser« (20).

33 Alt dette skyldes i sidste ende det forhold, at De Europaeiske Faellesskaber er et »retsfaellesskab« (21), hvor uoverensstemmelser og tvister skal loeses med retsmidler. Dette betyder, at saadanne kontroverser skal loeses med de midler, faellesskabsretten stiller til raadighed, og i sidste ende skal afgoeres af en domstol, De Europaeiske Faellesskabers Domstol. Imidlertid er ikke blot ensidige foranstaltninger fra medlemsstaternes side, der - som for eksempel indfoerselsforbud - er givet en retlig udformning, uforenelige med Faellesskabets karakter. En saadan uforenelighed foreligger saa meget mere ved voldshandlinger og vilkaarlige handlinger. Hvis man tillod, at der ogsaa blev anvendt vold til gennemfoerelse af bestemte oekonomiske og politiske formaal, ville der herske vold i stedet for ret. Dette ville ogsaa betyde en ende paa Faellesskabet.

34 Som allerede omtalt, har Domstolen hidtil endnu ikke beskaeftiget sig udtrykkeligt med dette spoergsmaal. Efter min opfattelse gik Domstolen i en retstvist fra 1995, hvor Kommissionen anlagde en traktatbrudssag mod Den Franske Republik, dog ud fra den samme grundlaeggende tanke (22). Denne sag drejede sig om fiskeriomraadet. Den Franske Republik havde for den relevante periode faaet tildelt bestemte kvoter for fangst af ansjoser. De franske fiskerfartoejer havde overskredet kvoterne i stort omfang, uden at de franske myndigheder havde grebet ind, paa trods af, at myndighederne ifoelge faellesskabsretlige bestemmelser var forpligtet hertil. Dette forsvarede Den Franske Republik bl.a. med, at »produktionsaaret for fiskeri af ansjoser var forloebet under saa vanskelige socio-oekonomiske forhold, at man maatte frygte omfattende problemer, der kunne medfoere alvorlige oekonomiske vanskeligheder. De kompetente myndigheder var derfor noedt til at undlade at forfoelge de ansvarlige for overtraedelserne« (23). Domstolen afviste dette argument. »En simpel frygt for interne vanskeligheder« kunne ikke begrunde manglende anvendelse af den faellesskabsretlige ordning (24).

I denne sag udtrykte generaladvokat Fennelly sig vaesentligt mere tydeligt:

»Jeg finder, at en saadan indstilling til gennemfoerelsen af faellesskabslovgivningen fra en medlemsstats side er aabenbart uacceptabel ... Traktatens artikel 5 paalaegger medlemsstaterne en streng forpligtelse til at samarbejde og til at traeffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af traktatens maal. [32] Heraf foelger efter min opfattelse, at medlemsstaterne i tilfaelde, hvor de konkret er paalagt at haandhaeve faellesskabsretten, er forpligtet til at anvende deres fulde statsapparat, om noedvendigt inklusive deres politimaessige befoejelser, for at sikre, at de opfylder deres forpligtelser« (25).

Dette gaelder efter min opfattelse ligeledes med hensyn til den almindelige pligt, medlemsstaterne ifoelge traktatens artikel 5 har til at sikre opfyldelsen af deres forpligtelser, som foelger af traktaten.

35 Af alle disse grunde kan de aktioner mod indfoersler fra andre medlemsstater, som enkeltpersoner har begaaet i Frankrig, under ingen omstaendigheder begrundes, saafremt de kan tilregnes Den Franske Republik.

IV - Den Franske Republiks ansvar for de konstaterede episoder

36 Der skal nu tages stilling til det centrale spoergsmaal i den foreliggende sag, nemlig spoergsmaalet, om Den Franske Republik kan drages til ansvar for disse aktioner og voldshandlinger.

37 Den franske regerings repraesentant har under de mundtlige forhandlinger for Domstolen gjort gaeldende, at der her gaelder det princip, at en medlemsstat ikke er ansvarlig for enkeltpersoners handlinger. Dette princip gaelder ifoelge regeringen baade i medfoer af faellesskabsretten og folkeretten. Regeringen har anfoert, at der dog er en undtagelse til princippet. En medlemsstat kan drages til ansvar for handlinger, som enkeltpersoner, der er underlagt statens hoejhedsret, begaar, naar staten kraenker sin »pligt til agtpaagivenhed og omhu«.

38 Rent faktisk forholder det sig tilsyneladende saaledes, at det i henhold til folkeretten kun kan taenkes, at en stat er ansvarlig, hvis denne stat ikke har opfyldt sin »pligt til at handle med den omhu eller opmaerksomhed, som kraeves under de konkrete omstaendigheder« (due diligence) (26).

39 Efter min opfattelse er det dog ikke noedvendigt at gaa naermere ind paa spoergsmaalet, da der i faellesskabsretten i den naevnte artikel 5 er opstillet en regel med en saerlig regulering af dette problem, som anvendes paa Faellesskabets omraade.

40 I henhold til naevnte bestemmelse paahviler der medlemsstaterne en generel »pligt til loyalt samarbejde og bistand« over for Faellesskabet (27). Konkret ses sagsoegte ikke at have kraenket denne generelle pligt. Hvis man alene betragtede sagen ud fra artikel 5, ville Kommissionens paastand derfor lige saa lidt kunne tages til foelge, som det var tilfaeldet, hvis man udelukkende gik ud fra artikel 30 (28).

41 Af EF-traktatens artikel 5 fremgaar der imidlertid ogsaa saerlige krav med hensyn til de forpligtelser, der foelger af faellesskabsretten (stk. 1) og med hensyn til virkeliggoerelsen af traktatens maalsaetning (stk. 2). Laeser man denne bestemmelse sammenholdt med artikel 30 (og de forpligtelser, der foelger af de faelles markedsordninger), foelger der efter min opfattelse et krav til medlemsstaterne om at traeffe »alle almindelige eller saerlige foranstaltninger, som er egnede« til at beskytte de frie varebevaegelser. Dette gaelder isaer ogsaa beskyttelsen af de frie varebevaegelser mod angreb fra private.

42 Denne fortolkning kan stoettes paa Domstolens praksis vedroerende dels EF-traktatens artikel 5, dels traktatens artikel 85 og 86. Retspraksis vedroerer en konstellation, der ligefrem afspejler eller er modstykket til den situation, vi her har med at goere. Artikel 85 og 86 angaar paa sin vis kun virksomheders, dvs. enkeltpersoners, adfaerd. Ikke desto mindre foelger det af fast retspraksis, at medlemsstaterne i henhold til traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 5, ikke maa indfoere eller opretholde foranstaltninger, som »kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler« (29). I en raekke domme er det praeciseret, at der er tale om artikel 5, stk. 2, og den undladelsespligt, der er fastlagt i denne bestemmelse (30). Der er i de naevnte tilfaelde altsaa foerst og fremmest tale om forpligtelser, der paahviler enkeltpersoner. For at sikre, at de bestemmelser, som forpligtelserne er fastlagt i, i praksis er effektive, indeholder faellesskabsretten efter Domstolens opfattelse imidlertid ogsaa et forbud mod foranstaltninger fra medlemsstaternes side, der i sidste ende ville bevirke de samme negative foelger for det beskyttede retsgode (her altsaa for konkurrencen), som foranstaltninger fra enkeltpersoner medfoerer. Som foelge heraf er medlemsstaterne forpligtet til at undlade at ivaerksaette saadanne foranstaltninger.

43 Denne tankegang kan overfoeres paa den konstellation, vi her har med at goere. I artikel 30 (31) forbydes det medlemsstaterne at traeffe foranstaltninger, der kan bringe de frie varebevaegelser i fare. Som det foreliggende tilfaelde tydeligt viser, kan de frie varebevaegelser imidlertid ogsaa bringes i fare ved enkeltpersoners handlinger. For at sikre, at artikel 30 har virkning i praksis, er det derfor noedvendigt at udlede en traktatmaessig pligt for medlemsstaterne til at reagere mod saadanne handlinger fra enkeltpersoners side. Det ligger i sagens natur, at der er tale om en handlepligt, dvs. en pligt, der skal udledes af artikel 5, stk. 1.

Denne fortolkning ligger - ogsaa selv om der ikke er foretaget nogen naermere angivelser herom - tilsyneladende ogsaa bag Kommissionens soegsmaal. Jeg formoder, at Det Forenede Kongeriges regering deler min opfattelse, ogsaa selv om den formulering, den har valgt - regeringen taler om pligter i henhold til artikel 30 og artikel 5 - kunne pege i en anden retning (32).

44 At en saadan fortolkning paa ingen maade er en fremmed tanke i faellesskabsretten, fremgaar efter min mening indirekte af en dom fra 1995 (33). Sagen drejede sig om en fragtterminal, som et privat selskab (herefter »Garonor«), drev i naerheden af Paris. Paa omraadet havde ogsaa toldvaesenet kontorer, hvor der kunne ordnes alle de formaliteter, der normalt foretages ved statsgraenserne. Garonor udlejede enkelte kontorlokaler og andre anlaeg til speditionsvirksomheder. Ud over lejen opkraevede Garonor ogsaa en saakaldt »depotafgift« - der fremgik af de enkelte kontrakter - for hvert enkelt koeretoej. Den nationale retsinstans konstaterede, at en betragtelig del af denne afgift skulle daekke udgifter ved opfyldelsen af det offentliges opgaver. Domstolen kom til den konklusion, at en saadan afgift stred mod EF-traktatens artikel 9 og 12. Det forhold, at afgiften blev opkraevet af en privat virksomhed, tillagde Domstolen ikke nogen betydning:

»Uanset om den pengeydelse, som den erhvervsdrivende skal betale, foelger af en ensidig beslutning fra myndighedernes side eller af en raekke privatretlige aftaler, saaledes som det er tilfaeldet i hovedsagen, maa forholdet altid anses for direkte eller indirekte at vaere en foelge af den paagaeldende medlemsstats manglende opfyldelse af de oekonomiske forpligtelser, der paahviler den i henhold til traktatens artikel 9 og 12« (34).

Endnu mere overbevisende virker generaladvokat La Pergola's loesningsforslag, hvorefter der i den omtalte sag ikke forelaa afgifter i artikel 9 og 12's forstand; men han antog, at medlemsstaten havde overtraadt sine forpligtelser i henhold til disse artikler, sammenholdt med (bl.a.) artikel 5, stk. 2 (35). Dommen viser dog under alle omstaendigheder, at en medlemsstat ogsaa hvad de frie varebevaegelser angaar under visse forudsaetninger kan drages til ansvar for privatpersoners handlinger.

45 Den parallel, jeg har draget til Domstolens praksis vedroerende EF-traktatens artikel 85 og 86, kan i oevrigt udvides yderligere. Det fremgaar ikke af artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 5, at en medlemsstat skulle vaere forpligtet til at undlade at traeffe alle de foranstaltninger, der kan udgoere en fare for konkurrencen. En medlemsstat overtraeder kun denne bestemmelse, saafremt den (f.eks. hvad artikel 85 angaar) »enten foreskriver eller fremmer indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 eller forstaerker saadanne aftalers virkninger, eller saafremt den fratager de af den udstedte retsforskrifter deres statslige karakter ved til private erhvervsdrivende at uddelegere ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention« (36). Man kan altsaa heller ikke paa det omraade, der her er tale om, forlange, at en medlemsstat garanterer et bestemt resultat (»obligation de résultat«), i den foreliggende sag de frie varebevaegelser. Som Kommissionens repraesentant har anfoert under de mundtlige forhandlinger for Domstolen, maa det dog i det mindste forlanges, at medlemsstaten foretager de skridt, der er noedvendige for at opnaa dette maal. Man maa med andre ord forlange, at den beroerte medlemsstat traeffer »alle almindelige eller saerlige foranstaltninger, som er egnede« til at medfoere resultatet (»obligation de moyens«).

46 Det skal derfor undersoeges, om Frankrig i det foreliggende tilfaelde har opfyldt denne pligt.

47 Som Kommissionen har anfoert, er der i princippet to maader, hvorpaa en medlemsstat i en saadan situation kan beskytte de frie varebevaegelser mod angreb fra enkeltpersoner. For det foerste kan staten via ordensmagten - altsaa isaer politiet - gribe direkte ind over for saadanne overgreb, idet staten enten paa forhaand beskytter angrebsmaalene eller bekaemper angrebene, saa snart de foretages. Man kan for saa vidt, saadan som Kommissionen har gjort det, tale om praeventive foranstaltninger. En medlemsstat har imidlertid for det andet mulighed for efterfoelgende at drage ophavsmaendene bag saadanne overgreb til ansvar, idet staten forfoelger dem strafferetligt. Man kan for saa vidt sammenfattende tale om retsforfoelgningsskridt.

48 Jeg er enig med Kommissionen i, at hverken Kommissionen eller en anden af Faellesskabets institutioner kan foreskrive, hvilke foranstaltninger en medlemsstat konkret skal anvende for at beskytte de frie varebevaegelser. Denne beslutning tilkommer alene den beroerte medlemsstat. For saa vidt var det helt korrekt, da den franske regerings repraesentant under de mundtlige forhandlinger for Domstolen udtalte, at Domstolen ikke maa indskraenke medlemsstaternes skoensbefoejelser hvad angaar opretholdelse af den offentlige sikkerhed og orden ved at saette sin egen bedoemmelse i stedet for den beroerte medlemsstats.

49 Saafremt den advarsel, der er blevet fremsat i denne forbindelse, skal forstaas saaledes, at sagsoegte mener, medlemsstaterne inden for dette - som den franske regerings repraesentant kaldte det - »staerkt politiske« omraade overhovedet ikke er underlagt Domstolens kontrol, maa opfattelsen afvises paa det bestemteste. Det tilkommer den enkelte medlemsstat at afgoere, hvilke midler den vil anvende for at afvaerge farer for den frie samhandel, der foelger af enkeltpersoners handlinger. Men Domstolen har kompetence til at efterproeve, om medlemsstaten i denne forbindelse har truffet alle egnede og adaekvate foranstaltninger. Det er dog, som det er blevet anfoert fra Det Forende Kongeriges side, rigtigt, at det kun undtagelsesvis kan taenkes, at en medlemsstat har overtraadt sine forpligtelser inden for dette omraade. Med henblik paa at tage behoerigt hensyn til medlemsstaternes skoensbefoejelser boer man faktisk kun, naar det klart og tydeligt staar fast, at en medlemsstat ikke har truffet alle egnede og adaekvate foranstaltninger for at beskytte samhandelen mod enkeltpersoners overgreb, komme til det resultat, at der er sket en kraenkelse af artikel 30, sammenholdt med artikel 5.

50 Her er der imidlertid tale om et saadant tilfaelde.

Praeventive foranstaltninger

51 Hvad angaar spoergsmaalet om praeventive foranstaltninger har Kommissionen bebrejdet sagsoegte, at den franske ordensmagt ikke altid har grebet tilstraekkelig hurtigt og omhyggeligt ind. Ved episoderne i 1995 undlod ordensmagten ifoelge Kommissionen til dels at gribe ind, hvilket enten skyldes, at den ikke raadede over tilstraekkelige midler, eller var udtryk for bevidst passivitet. Under de mundtlige forhandlinger har Kommissionen ogsaa fremhaevet en episode fra juni 1994 med cirka 200 demonstranter i Marseille-omraadet. Dengang tog man ikke skridt til at lade ordensmagten gribe ind, selv om der absolut var et tilstraekkeligt antal maend i beredskab. Kommissionen har desuden kritiseret de franske myndigheder for ikke at have taget tilstraekkeligt hensyn til de tegn, der var paa de forestaaende aktioner. Paa grundlag af dette har Kommissionen konkluderet, at de franske myndigheders reaktion i strukturel henseende var utilstraekkelig.

52 Heroverfor har sagsoegte allerede i svarskriftet gjort gaeldende, at regeringen i flere telegrammer havde paalagt myndighederne at traeffe alle adaekvate overvaagnings- og beskyttelsestiltag for at beskytte importoerer og forhandlere. Regeringen har desuden i oevrigt hele tiden fordoemt overgrebene. Hvad angaar episoderne i april 1995 kan man ifoelge sagsoegte ikke paastaa, at de franske myndigheder har forholdt sig bevidst passivt. I duplikken har sagsoegte desuden anfoert, at der i de saerligt udsatte egne i landet var stillet mobile enheder i beredskab, som kunne gribe ind, hvis der blev behov for det. Under de mundtlige forhandlinger for Domstolen har den franske regerings repraesentant uddybet dette og suppleret angivelserne med tal vedroerende ordensmagtens indgreb i 1997.

I duplikken har sagsoegte fremfoert, at man ogsaa har overvejet, om den franske ordensmagt skal bevogte enkelte lastbiler lige fra graensestedet. Under de mundtlige forhandlinger har sagsoegte dog redegjort for, at det i betragtning af det store antal transporter ville vaere umuligt at gennemfoere en saadan individuel beskyttelse.

53 Sagsoegte har isaer henvist til de problemer, som ordensmagten stod over for. Demonstranternes taktik med at gaa hurtigt og overraskende i aktion har gjort det yderst vanskeligt at gribe ind. Saaledes varede det angreb, der den 3. juni 1995 fandt sted i Salon de Provence, kun ti minutter; derefter flygtede angriberne straks. Episoden viser desuden, at demonstranterne er saerdeles mobile. Disse omstaendigheder kombineret med det ulige styrkeforhold mellem demonstranter og politi gjorde det umuligt at gribe ind og gav tidsmaessigt ikke mulighed for at tilkalde forstaerkninger.

54 Endelig har sagsoegte gjort gaeldende, at politiet, naar det arbejder med den vanskelige opgave det er at opretholde den offentlige orden og sikkerhed, maa have ret til at udoeve et skoen. Det maa tillades politiet at undlade at gribe ind mod saadanne aktioner, hvis et saadant indgreb ville medfoere endnu stoerre eller mere alvorlige farer for de paagaeldende retsgoder. En saadan skoensbefoejelse har de franske domstole ogsaa anerkendt i deres praksis.

55 Alle disse indvendinger kan efter min opfattelse ikke fjerne Kommissionens kritik.

56 Som Kommissionens repraesentant med rette har gjort gaeldende under de mundtlige forhandlinger, er det afgoerende ikke, hvor mange politifolk der er stillet i beredskab, men om de rent faktisk har grebet ind. Det har heller ingen betydning, om der - hvilket Kommissionen i oevrigt ikke har bestridt - foreligger instrukser. Det afgoerende er derimod, om og hvorledes disse er blevet fulgt i praksis.

57 Hvad dette angaar taler meget imidlertid for, at sagsoegte ikke har truffet alle noedvendige og adaekvate foranstaltninger.

58 Baade fra Kongeriget Spaniens og Det Forenede Kongeriges side er der med rette blevet henvist til, at disse aktioner nu er foregaaet i over ti aar. Det fremgaar af de faktiske omstaendigheder i sagen, at det isaer er bestemte maaneder, der er ramt. Tilsyneladende er ogsaa bestemte lokaliteter saerligt udsat. Det er overraskende, at en stat som Frankrig ikke ser sig i stand til effektivt at imoedegaa saadanne overgreb, isaer da Kommissionen i aarenes loeb flere gange har opfordret sagsoegte til at gaa energisk til vaerks over for disse aktioner. Under forhandlingerne for Domstolen er det i oevrigt - hvilket dog naturligvis ikke har nogen materielretlig betydning i den foreliggende sag - tydeligt fremgaaet, at denne situation er den samme den dag i dag. Den spanske regerings repraesentant har naevnt yderligere episoder af tilsvarende karakter, der er foregaaet de seneste uger.

59 De vanskeligheder ved at bekaempe saadanne overgreb, som sagsoegte har omtalt, eksisterer rent faktisk, hvilket Kommissionen heller ikke har bestridt. Men det kan ikke serioest haevdes, at disse vanskeligheder altid goer det umuligt for ordensmagten at gribe effektivt ind. Det er muligvis ikke tilfaeldigt, at sagsoegte kun udtrykkeligt har kommenteret én af de episoder, Kommissionen har naevnt - nemlig episoden i Salon de Provence den 3. juni 1995. Lad os se paa nogle af de andre. Den 19. april 1994 foretog cirka 150 personer et angreb ved vejafgiftsstedet Saint-Jean-de-Védas (37). Dette angreb varede ikke som ved den foernaevnte episode kun ti minutter, men derimod to og en halv time. AAbenbart var de saerlige uropatruljer, som sagsoegte har omtalt, ikke til stede. Men var det virkelig umuligt at lade de politifolk, der stod til raadighed, gribe ind eller - om noedvendigt - tilkalde forstaerkning? To uger efter skete der et nyt angreb samme sted. De tilstedevaerende politifolk greb ikke effektivt ind (38). Var de ikke i stand til at byde demonstranterne trods? Det fremgaar af en presseartikel fra juni 1994, at der ved episoder i naerheden af Marseille var et betragteligt antal politifolk til stede, men at de undlod at gribe ind. Hvorfor holdt politiet sig tilbage? Alle disse spoergsmaal - og de vedroerer blot en del af episoderne - har sagsoegte ikke svaret paa.

60 Det skal isaer bemaerkes, at myndighederne i hvert fald ved en af de episoder, Kommissionen har naevnt, paa forhaand havde kendskab til forestaaende overgreb. Dette fremgaar, som Kommissionen - uden at sagsoegte har gjort indsigelse herimod - har redegjort for, af en skrivelse af 19. april 1994, i henhold til hvilken der allerede den foelgende dag skulle finde protestaktioner sted. For saa vidt er den af Kommissionen omtalte skrivelse af 6. maj 1994, i hvilken de franske myndigheder gjorde gaeldende, at »det var vanskeligt at forudse« disse overgreb, hoejst bemaerkelsesvaerdig. Det skal i oevrigt endnu engang paapeges, at der ikke var tale om enkeltepisoder, men om aktioner, der - som den spanske regerings repraesentant har formuleret det under de mundtlige forhandlinger - aar efter aar gentager sig paa samme tid.

61 Sagsoegtes paastand om, at man i det foreliggende tilfaelde har truffet alle noedvendige og adaekvate foranstaltninger, bekraeftes heller ikke af den franske regerings egen adfaerd. Sagsoegte har ikke naevnt nogen officiel erklaering, hvori den franske regering har fordoemt de paagaeldende overgreb. Sagsoegtes repraesentant har under de mundtlige forhandlinger blot henvist til, at den franske praesident i anledning af Det Europaeiske Raads moede i Noordwijk (39) offentligt undskyldte de paagaeldende episoder over for den spanske ministerpraesident. I staevningen har Kommissionen naevnt en udtalelse fra den davaerende franske landbrugsminister, hvori denne ganske vist tog afstand fra overgrebene, men ikke bebudede, at ordensmagten ville gribe ind (40).

Denne udtalelse saar tvivl om, hvorvidt de instruktioner til myndighederne, som sagsoegte har omtalt, var effektive. Kunne det i betragtning af regeringens tavshed eller den naevnte udtalelse fra et medlem af regeringen virkelig forventes, at de underordnede myndigheder altid ville gribe energisk ind mod overgrebene? Det skal for en sikkerheds skyld siges, at sagsoegte ikke har bestridt, at den naevnte udtalelse er blevet fremsat. Den franske regerings repraesentant saa sig ikke i stand til at kommentere denne udtalelse, saaledes som jeg anmodede vedkommende om under de mundtlige forhandlinger.

62 Jeg giver dog sagsoegte ret i, at politiet kan undlade at gribe ind med vold mod saadanne aktioner, saafremt det ville udsaette den offentlige orden og sikkerhed for endnu stoerre farer. Kommissionen har ogsaa accepteret dette princip, der efter min opfattelse er et almindeligt princip i reglerne om politiet og opretholdelse af den offentlige orden. Kommissionen har dog med rette henvist til, at Domstolen i sin praksis vedroerende EF-traktatens artikel 36 har stillet strenge krav hvad angaar muligheden for at begrunde en begraensning af de frie varebevaegelser med en henvisning til beskyttelsen af den offentlige orden og sikkerhed. Bevisbyrden paahviler for saa vidt medlemsstaten. Saaledes afviste Domstolen i den naevnte dom i sagen Cullet mod Leclerc en lignende argumentation om, at et indgreb fra ordensmagten ville medfoere »voldsomme reaktioner« fra visse handlende, og begrundede afvisningen med, at den franske regering ikke havde godtgjort, at en aendring af den franske ordning i overensstemmelse med faellesskabsretten ville »paavirke den offentlige orden og den offentlige sikkerhed i en saadan grad, at regeringen ikke ville kunne imoedegaa forstyrrelserne med de til raadighed staaende midler« (41). Dette kan overfoeres til den foreliggende situation.

63 Kommissionen har ogsaa med rette fremfoert, at en saadan begrundelse kun kan foreligge i saerlige tilfaelde og ikke helt generelt. Ellers ville der indtraede den paradoksale konsekvens, at man maatte acceptere og tage en fare for den offentlige orden og sikkerhed (nemlig aktionerne) med i koebet for at beskytte netop disse retsgoder. I den forbindelse kan jeg kun tilslutte mig generaladvokat VerLoren Van Themaat's holdning, som Kommissionen ogsaa har naevnt under de mundtlige forhandlinger:

»Det skal ... tilfoejes, at hvis social uro kunne godkendes som begrundelse for at tilsidesaette princippet om frie varebevaegelser, saa ville det, ud fra de seneste aars erfaring, faa uoverskuelige foelger (sammenlign ogsaa de tidligere aar under den fransk-italienske 'vinkrig'). Hvis man som begrundelse for foranstaltninger kunne anfoere vejspaerringer eller andre effektive kampmidler, som anvendes af interessegrupper, som foeler sig truet af import og salg til konkurrencedygtige priser af visse billige varer eller tjenesteydelser eller af gaestearbejdere eller udenlandske virksomheder, undergraver man tilliden til traktatens fire friheder. I saa fald bestemmes raekkevidden af disse frihedsprincipper ikke laengere af traktaten og faellesskabsinstitutionerne ... , men derimod af private interessegrupper. Den offentlige ordens princip kraever derimod, at de offentlige myndigheder i saadanne tilfaelde griber effektivt ind over for den sociale uro« (42).

64 Sagsoegte har desuden gjort gaeldende, at politiets befoejelse til eventuelt at undlade at gribe ind over for disse aktioner modsvares af den erstatning, som den franske stat yder ofrene for overgrebene. Erstatningsansvaret beror ifoelge sagsoegte paa en lovfaestet pligt, men forudsaetter ikke, at de statslige myndigheder har handlet culpoest. For perioden 1993-1995 er der allerede blevet betalt 17 mio. FF.

65 Jeg skal kort omtale dette aspekt. Ogsaa den franske regerings repraesentant har under de mundtlige forhandlinger for Domstolen indroemmet, at denne erstatning paa ingen maade er et middel, som kan afhjaelpe hindringerne for de frie varebevaegelser. Der er dog nok tale om en handling, der viser den gode vilje, som sagsoegte har understreget flere gange i loebet af sagen. Det er her ikke noedvendigt at afgoere, om der ydes erstatning for alle opstaaede skader, hvilket isaer den spanske regering har ytret tvivl om for saa vidt angaar foelgeskader (43). Som Kommissionen med rette har anfoert, kan erstatningen fra den franske stat ogsaa have negative virkninger. Det kan nemlig absolut taenkes, at ophavsmaendene bag aktionerne faar det indtryk eller bestyrkes i det, at de ikke drages til ansvar for deres gerninger. Skaden daekkes netop ikke af dem, men af staten. For saa vidt dette maatte betyde, at ophavsmaendene tilskyndes til at gentage overgrebene, ville denne ordning - der utvivlsomt er velment - saadan som Kommissionen har udtrykt det, medfoere en »pervers foelge«.

66 Alt dette taget i betragtning kan der efter min opfattelse naeppe vaere tvivl om, at sagsoegte ikke har truffet alle noedvendige og adaekvate foranstaltninger med henblik paa at forebygge eller bekaempe saadanne overgreb paa direkte vis. For at undgaa misforstaaelser boer der her endnu engang erindres om, at det ikke forlanges, at sagsoegte garanterer en absolut beskyttelse af de frie varebevaegelser. Det er naturligvis umuligt for en medlemsstat at sikre en fuldstaendig beskyttelse af indfoersler fra andre medlemsstater mod enkeltpersoners angreb. Det kan, som Det Forenede Kongeriges regering med rette har anfoert, desuden ikke forlanges, at en medlemsstat bruger ubegraensede midler med henblik paa at skabe en saadan beskyttelse. Men det kan forlanges, at en medlemsstat traeffer de noedvendige og adaekvate skridt med henblik herpaa. Dette er ikke sket her.

67 I duplikken har sagsoegte anfoert, at man fra fransk side har truffet alle foranstaltninger til at hindre (og retsforfoelge) de paagaeldende overgreb, og at dette er sket paa lignende maade, som hvis der var tale om en overtraedelse af national ret »af lignende art og betydning«. Det er ikke nemt at se, hvilke lignende omstaendigheder sagsoegte her har taenkt paa. Men hvis man har villet henvise til den maade, de franske myndigheder har reageret paa i forbindelse med bestemte gruppers protestaktioner mod deres egen regering (44), maa der rejses indsigelse mod sammenligningen. EF-traktatens artikel 30 (i givet fald sammenholdt med artikel 5) forpligter medlemsstaterne til at beskytte de frie varebevaegelser. Betingelserne for de frie varebevaegelser maa imidlertid fremgaa af traktaten og altsaa vaere ens i alle medlemsstater. En medlemsstat kan altsaa ikke begrunde hindringer for de frie varebevaegelser med sin interne politik og dermed med saerlige nationale forhold. I modsat fald ville indholdet af reglerne om de frie varebevaegelser ikke laengere afhaenge af traktaten, men derimod af den enkelte medlemsstats politik.

Retsforfoelgnigsskridt

68 Ifoelge Kommissionen kan en medlemsstat i tilfaelde som det foreliggende ogsaa opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 30, sammenholdt med artikel 5, ved effektive retsforfoelgningsskridt. Hvis det viser sig at vaere for omstaendeligt at opnaa et tilfredsstillende resultat ved hjaelp af forebyggende foranstaltninger, har den beroerte medlemsstat ifoelge Kommissionen pligt til at soerge for, at retsforfoelgningen rent faktisk er effektiv.

69 Efter min opfattelse ville det ikke vaere tilstraekkeligt, hvis en medlemsstat undlod at gribe ind over for saadanne aktioner og begraensede sig til at foretage retsforfoelgningsskridt. En saadan fortolkning ville ikke tage tilstraekkeligt hensyn til den saerlige betydning, de frie varebevaegelser (og de andre grundlaeggende friheder) har. Men ogsaa selv om man lagde Kommissionens opfattelse - der er gunstigere for sagsoegte - til grund, maatte man naa til den konklusion, at Kommissionens soegsmaal er begrundet. Frankrig har nemlig heller ikke hvad retsforfoelgningen angaar gjort alt, hvad der er noedvendigt og adaekvat for at opfylde sine forpligtelser.

70 Kommissionen mener, at de kompetente franske myndigheder har undladt at sanktionere de paagaeldende overgreb i tilstraekkeligt omfang. Med hensyn til de gerninger, der blev begaaet i perioden fra april til august 1993, blev der kun foretaget én efterforskning, og denne blev endog indstillet. I staevningen har Kommissionen fremfoert, at det samme gaelder for den foelgende periodes vedkommende. I alt er der kun sket én eneste domfaeldelse (der dog angik flere personer).

71 Sagsoegte har indvendt, at retsforfoelgningen er vanskelig. I duplikken har sagsoegte anfoert, at de paagaeldende overgreb er blevet efterforsket systematisk. Naar alligevel kun ganske faa straffesager har foert til en domfaeldelse, skyldes det visse vanskelige forhold ved sagerne selv. Det er nemlig svaert at fastslaa de medvirkendes noejagtige identitet eller bevise, at de har medvirket til de strafbare handlinger. Der skal for saa vidt tages hensyn til, at der i Frankrig gaelder en uskyldsformodning, som taler til fordel for tiltalte, og at det skal konstateres, at en person individuelt set er ansvarlig for en bestemt gerning. De samme vanskeligheder optraeder i forbindelse med andre strafbare handlinger af kollektiv art, der begaas i Frankrig.

72 Under de mundtlige forhandlinger for Domstolen har den franske regerings repraesentant meddelt, at yderligere seks personer siden 1994 er blevet kendt skyldige eller sigtet.

73 Ved undersoegelsen af, om der i det foreliggende tilfaelde er blevet foretaget adaekvate retsforfoelgningsskridt, skal der ganske vist - saadan som Det Forenede Kongerige med rette har bemaerket - udvises endnu stoerre tilbageholdenhed end ved spoergsmaalet, om der er ivaerksat praeventive foranstaltninger i tilstraekkeligt omfang. Her er der jo ikke kun tale om anklagemyndigheden, som er forpligtet til at foelge instrukser, men i sidste ende om uafhaengige domstole. Alligevel mener jeg, at sagsoegte heller ikke i denne forbindelse har truffet alle noedvendige og adaekvate foranstaltninger for paa denne vis at beskytte de frie varebevaegelser mod enkeltpersoners overgreb.

74 Baade Kommissionen og de to parter, der har interveneret til stoette for denne, har med rette henledt opmaerksomheden paa, at de relevante episoder er dokumenteret ved filmoptagelser. Den spanske regering har fremlagt nogle af dem sammen med sit indlaeg. Sagsoegtes opfattelse af, at der her er tale om bevismidler, der er ligestillet med andre, men som ikke i sig selv retligt set udgoer noget tvingende bevis, er korrekt. Man spoerger dog sig selv, hvorfor der, paa trods af, at disse indicier foreligger, kun er blevet gennemfoert et meget lille antal straffesager.

75 Disse spoergsmaal bliver endnu mere vaesentlige, naar man tager i betragtning, at de personer, der medvirker ved overgrebene - saadan som Kommissionen har anfoert uden at blive modsagt - ofte ikke goer sig umage for at skjule deres identitet. I oevrigt var der ved forskellige lejligheder politifolk til stede, der slet ikke eller ikke serioest greb ind for at hindre voldshandlingerne. Man maa derfor ligesom Kommissionen spoerge sig selv, hvorfor disse politifolk saa ikke gjorde mere for i det mindste at anholde gerningsmaendene eller sikre tilstraekkelige beviser til at goere det muligt at foretage retsforfoelgning.

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 695C0265.1

76 Selv om dette hoerer til de mere generelle overvejelser, bliver der dog ét forhold tilbage, der i hvert fald viser, at sagsoegte heller ikke i denne henseende har foretaget sig nok. Det fremgaar af de faktiske omstaendigheder, at enkeltpersoner og grupper som »Coordination rurale« har fremsat trusler og ogsaa foert dem ud i livet. Kommissionen har med rette fremfoert, at myndighederne kendte disse personer eller kunne fastslaa, hvem de var. De vanskeligheder, sagsoegte har beskrevet, kunne saaledes i det mindste ikke have nogen stor betydning hvad disse personer angaar. Alligevel blev der tilsyneladende heller ikke i den henseende foretaget noget videre.

Retsforfoelgningen af disse gerninger har de franske myndigheder saaledes heller ikke foretaget tilstraekkeligt haandfast.

77 Der maa saaledes gives Kommissionen medhold i det hele.

78 Afgoerelsen om sagens omkostninger boer traeffes i henhold til artikel 69, stk. 2 og 4, i Domstolens procesreglement.

C - Forslag til afgoerelse

79 Jeg foreslaar derfor Domstolen at fastslaa, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til de faelles markedsordninger for landbrugsprodukter og EF-traktatens artikel 30, sammenholdt med artikel 5, idet den har undladt at traeffe alle noedvendige og adaekvate foranstaltninger med henblik paa, at private aktioner ikke hindrer den frie bevaegelighed for frugt og groentsager.

Jeg foreslaar desuden, at det paalaegges Den Franske Republik at betale sagens omkostninger, med undtagelse af Kongeriget Spaniens og Det Forenede Kongeriges omkostninger, som disse medlemsstater selv boer baere.

(1) - Jeg har dog afholdt mig fra at citere de omfattende bilag.

(2) - Det skal dog bemaerkes, at de nyeste beviser, som er vedlagt skrivelsen, stammer fra marts 1993 (Kommissionens fodnote).

(3) - Jf. dog den i punkt 44 naevnte dom, der vedroerte en problematik, som i en vis henseende ogsaa er relevant her.

(4) - Dom af 22.3.1983, sag 42/82, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 1013. De relevante episoder naevnes baade i sagsfremstillingen (s. 1019 og 1023) og i dommens praemisser (praemis 7 og 15). Det var dog ikke disse episoder, men derimod de franske myndigheders foranstaltninger, der var traktatbrudssoegsmaalets genstand.

(5) - I artikel 30 selv siges det ganske vist blot meget generelt, at saadanne foranstaltninger er forbudt »mellem medlemsstaterne«. Hvis man sammenligner dette med ordlyden i f.eks. artikel 31 og 32, fremgaar det dog, at der maa vaere tale om foranstaltninger fra medlemsstaternes side.

(6) - Dom af 24.11.1982, sag 249/81, Sml. s. 4005.

(7) - Som i dom anfoert ovenfor i fodnote 6, praemis 15.

(8) - Jf. f.eks. dom af 30.5.1991, sag C-110/89, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 2659, praemis 21.

(9) - Jf. dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, praemis 5. Der er heller ikke sket nogen aendring heri ved dom af 24.11.1993, forenede sager C-267/91 og C-268/91, Keck og Mithouard, Sml. I, s. 6097.

(10) - Jf. ovenfor, punkt 15.

(11) - Dom af 9.5.1985, sag 21/84, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 1355, praemis 13.

(12) - Jeg skal - som naevnt - komme ind paa dette spoergsmaal senere (jf. nedenfor, punkt 36 ff.).

(13) - EFT L 379, s. 20.

(14) - F.eks. har sagsoegte i svarskriftet ogsaa henvist til yderligere vanskeligheder, som producenterne i Sydfrankrig maatte kaempe med (bl.a. sen frost i 1991, som skadede jordbaerproduktionen staerkt).

(15) - Jf. bl.a. Kommissionens redegoerelse, nr. 5, sidste del, der her er citeret under punkt 2 (asparges fra Spanien).

(16) - Jf. Kommissionens redegoerelse, nr. 2, citeret under punkt 2 (tomater fra Belgien).

(17) - Jf. bl.a. dom af 11.6.1985, sag 288/83, Kommissionen mod Irland, Sml. s. 1761, praemis 28.

(18) - Dom af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Raadet, Sml. I, s. 4973, praemis 92.

(19) - Dom af 25.9.1979, sag 232/78, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 2729, praemis 6.

(20) - Som i dom anfoert ovenfor i fodnote 19, praemis 7, 8 og 9.

(21) - Jf. allerede dom af 23.4.1986, sag 294/83, Les Verts mod Parlamentet, Sml. s. 1339, praemis 23.

(22) - Dom af 7.12.1995, sag C-52/95, Sml. I, s. 4443.

(23) - Som i dom anfoert ovenfor i fodnote 22, praemis 37.

(24) - Som i dom anfoert ovenfor i fodnote 22, praemis 38.

(25) - Forslag til afgoerelse fremsat den 17.10.1995 ad dom af 7.12.1995 i sag C-52/95, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 4445, paa s. 4455. Generaladvokat Fennelly har bekraeftet denne holdning i sit forslag til afgoerelse af 26.6.1997 i sag C-280/95, Kommissionen mod Italien, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser (jf. punkt 19 i dette forslag til afgoerelse).

(26) - Jf. herom Astrid Epiney: Die voelkerrechtliche Verantwortlichkeit von Staaten fuer rechtswidriges Verhalten im Zusammenhang mit Aktionen Dritter, Baden-Baden, 1992, s. 205 ff. (207). I denne forbindelse er det ogsaa interessant, om Europaraadets konvention af 4.11.1950 om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder forpligter konventionsstaterne til aktivt at gribe ind for at beskytte enkeltpersoner mod andre enkeltpersoners kraenkelse af de rettigheder, foerstnaevnte har ifoelge konventionen; jf. herom bl.a. David J. Harris, Michael O'Boyle og Chris Warbrick: Law of the European Convention on Human Rights, London, 1995, s. 19 ff.

(27) - Fast retspraksis, jf. f.eks. dom af 19.2.1991, sag C-374/89, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 367, praemis 15.

(28) - Jf. ovenfor, punkt 8-11.

(29) - Fast praksis, jf. senest dom af 17.6.1997, sag C-70/95, Sodemare m.fl., Sml. I, s. 3395, praemis 41.

(30) - Jf. f.eks. dom af 17.11.1993, sag C-185/91, Reiff, Sml. I, s. 5801, praemis 24.

(31) - For nemheds skyld omtaler jeg i det foelgende kun denne bestemmelse og undlader at naevne de tilsvarende forpligtelser, der foelger af de faelles markedsordninger.

(32) - Der skal naturligvis tages hensyn til, at ogsaa Domstolen af og til benytter sig af denne formulering. I praemis 42 i dommen i sagen Sodemare m.fl. tales der f.eks. om en overtraedelse af »artikel 5 og 85«, selv om der tydeligt (jf. dommens praemis 41) menes pligter i henhold til artikel 85, sammenholdt med artikel 5.

(33) - Dom af 11.8.1995, sag C-16/94, Dubois og Général cargo services, Sml. I, s. 2421.

(34) - Som i dom anfoert ovenfor i fodnote 33, praemis 20.

(35) - Forslag til afgoerelse fremsat den 18.5.1995 ad ovennaevnte dom i sagen Dubois og Général carco services, Sml. I, s. 2423 (paa s. 2430 f.).

(36) - Som i dom anfoert ovenfor i fodnote 29, praemis 42.

(37) - Jf. Kommissionens redegoerelse, nr. 4, citeret under punkt 2.

(38) - Jf. Kommissionens redegoerelse, nr. 5, citeret under punkt 2.

(39) - Dette moede foregik den 23.5.1997.

(40) - Jf. Kommissionens redegoerelse, nr. 14, citeret under punkt 2.

(41) - Dom af 29.1.1985, sag 231/83, Sml. s. 305, praemis 32 og 33.

(42) - Forslag til afgoerelse fremsat den 23.10.1984 i sag 231/83, naevnt ovenfor i fodnote 41, Sml. 1985, s. 306, paa s. 312.

(43) - Der er f.eks. tale om de skader, der opstaar ved, at handlende i andre medlemsstater som foelge af usikkerheden vedroerende levering benytter sig af andre kilder.

(44) - F.eks. huskes stadig lastbilchauffoerernes nylige strejke.