61995C0245

1 Med denne appel soeger Kommissionen Domstolens proevelse af dom afsagt den 2. maj 1995 af Retten i Foerste Instans i de forenede sager T-163/94 og T-165/94, NTN Corporation (herefter »NTN«) og Koyo Seiko Co. Ltd (herefter »Koyo Seiko«) mod Raadet (1), hvorved artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2849/92 (2) (herefter ogsaa »den anfaegtede forordning«) blev annulleret.

2 Naevnte dom er den foerste, som Retten har afsagt vedroerende dumping, efter at den fik overdraget kompetence til at traeffe afgoerelser i saadanne sager (3), og det er foerste gang, Domstolen er blevet anmodet om at traeffe afgoerelse inden for dette omraade i henhold til EF-traktatens artikel 168 A.

3 Domstolen anmodes i det vaesentlige om at klarlaegge, om begrebet »skade« eller »fare for skade« for en erhvervsgren i Faellesskabet, der opstaar ved en dumpingvares overgang til fri omsaetning, har det samme indhold og derfor skal bedoemmes ens, uanset om der er tale om en fornyet undersoegelse (4) eller om en oprindelig undersoegelse (5). Der skal med andre ord tages stilling til, om spoergsmaalet, hvorvidt der i de to naevnte situationer foreligger en skade, skal afgoeres i overensstemmelse med de kriterier, der er opstillet i artikel 4, stk. 1, i ovennaevnte forordning nr. 2423/88 (herefter »grundforordningen«).

4 Subsidiaert er Domstolen blevet anmodet om at efterproeve, om det forhold, at en undersoegelse er blevet foretaget efter udloebet af den frist, der er fastsat i grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a), noedvendigvis medfoerer, at den anfaegtede forordning skal annulleres.

5 Jeg skal indledningsvis sammenfatte de retlige, faktiske og processuelle omstaendigheder i sagen (I) og herefter undersoege, om appellen kan antages til realitetsbehandling (II). Derefter undersoeger jeg appellantens foerste anbringende, naevner grundene til, at det efter min opfattelse ikke er noedvendigt at undersoege det andet anbringende, og foreslaar, at appellen afvises (III). Afslutningsvis tager jeg stilling til spoergsmaalet om sagens omkostninger (IV).

I - De retlige, faktiske og processuelle omstaendigheder i sagen

De retlige forhold

6 Det er efter min opfattelse fornuftigt indledningsvis, inden der ses paa de relevante bestemmelser i faellesskabsforordningerne om dumping, at erindre om, hvad der er deres retlige grundlag, og hvilke generelle strukturer der bestaar inden for omraadet.

Grundlaget for Faellesskabets faelles handelspolitik

7 Forordning nr. 2423/88 blev udstedt paa grundlag af (6) traktatens artikel 113 - som blev indfoejet i afsnit VII om den faelles handelspolitik - og i overensstemmelse med de internationale aftaler, som Faellesskabet har tiltraadt, isaer den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (herefter »GATT«) og Aftalen om anvendelsen af artikel VI i GATT (7) (herefter »antidumpingkodeksen«).

8 I traktatens artikel 113, stk. 1, bestemmes foelgende: »Den faelles handelspolitik bygger paa ensartede principper navnlig for saa vidt angaar ... handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, herunder foranstaltninger mod dumping og subsidieordninger.«

9 I traktatens artikel 110, stk. 1, er der dog opstillet graenser for de skoensmaessige befoejelser, Faellesskabets institutioner har til at udforme den faelles handelspolitik, isaer hvad angaar ivaerksaettelse af handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, da det bestemmes, at »ved at oprette en toldunion har medlemsstaterne til hensigt i faelles interesse at bidrage til en harmonisk udvikling af verdenshandelen, en gradvis afskaffelse af restriktionerne i den internationale handel og en saenkning af toldskrankerne«. Det foelger af denne bestemmelse, at de handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger ikke maa haemme den internationale handel paa ubegrundet vis.

10 Saaledes har Domstolen i sin faste praksis ogsaa fastslaaet, at selv om faellesskabslovgiver inden for rammerne af den faelles handelspolitik, og herved isaer hvad angaar handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, som foelge af de komplicerede oekonomiske forhold, institutionerne skal undersoege (8), har vidtgaaende skoensbefoejelser (9), saerlig med hensyn til dumpingmargenen (10), spoergsmaalet om skade eller fare for skade (11) samt med hensyn til den periode, der i en antidumpingsag skal tages i betragtning med henblik paa konstatering af skaden (12), saa er der visse graenser for disse skoensbefoejelser.

11 Det fremgaar saaledes af de domme, Domstolen afsagde, inden dumpingsager blev overfoert til Rettens kompetenceomraade, at Domstolens kontrol med denne skoensudoevelse indebar en efterproevelse af, at de proceduremaessige garantier, som er indeholdt i de relevante faellesskabsretlige bestemmelser, var overholdt (13), at der var taget hensyn til de faktiske omstaendigheder (14), at der ikke var begaaet nogen aabenbar fejl i bedoemmelsen af sagens faktiske omstaendigheder (15), at det ikke var undladt at tage hensyn til noget vaesentligt element (16), og endelig, at Faellesskabets institutioner ved skoensudoevelsen ikke havde inddraget overvejelser, der medfoerte magtfordrejning eller en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter (17).

12 Endelig skal der i den faellesskabsretlige antidumpinglovgivning ogsaa tages hensyn til de forpligtelser, Faellesskabet har indgaaet inden for rammerne af GATT, og til aftalen om anvendelsen af artikel VI i GATT. Da Faellesskabet er kontraktmaessigt bundet af disse aftaler, kan det ikke vedtage antidumpingbestemmelser og ivaerksaette foranstaltninger inden for omraadet, der ville stride mod disse aftaler, uden derved at risikere at paadrage sig et folkeretligt ansvar.

13 Som Retten har henvist til (18), har Domstolen, isaer i den ovennaevnte dom i sagen Nakajima mod Raadet (19), fastslaaet, at faellesskabsretten skal fortolkes i lyset af artikel VI i GATT og antidumpingkodeksen.

14 I henhold til ordlyden af GATT's artikel VI er dumping forkastelig, saafremt den forvolder eller truer med at forvolde skade for en erhvervsgren i importlandet.

15 I antidumpingkodeksen er der foretaget nyttige praeciseringer vedroerende gennemfoerelsen af antidumpingforanstaltninger.

16 I kodeksens artikel 2, stk. 1, bestemmes det saaledes: »I denne kodeks anses en vare for at vaere en dumpingvare, dvs. bragt i handelen i et andet land til en pris, der er lavere end varens normale vaerdi, saafremt eksportprisen paa den vare, der udfoeres fra et land til et andet, er lavere end den tilsvarende pris for samme vare i normal handel, naar den er bestemt til forbrug i eksportlandet.«

17 I antidumpingkodeksens artikel 2, stk. 2, siges det, at der »ved udtrykket 'samme vare' ('like product', 'produit similaire') [forstaas] en vare, som er identisk med, dvs. i enhver henseende mage til den omhandlede vare, eller, saafremt en saadan vare ikke foreligger, en anden vare, som, selv om den ikke i enhver henseende er mage til den omhandlede vare, har egenskaber, der ligger taet op ad dennes«.

18 I antidumpingkodeksens artikel 3 naevnes de kriterier, der skal tages hensyn til ved fastlaeggelsen af begrebet »skade«. Jeg skal komme ind paa dette senere.

19 I kodeksen defineres desuden begrebet »erhvervsgren«, og der opstilles regler for procedurens forloeb og konklusion.

De relevante faellesskabsretlige bestemmelser

a) Forordning nr. 2423/88, grundforordningen

20 Grundforordningen har til formaal (20) at indlemme de nye GATT-tiltag paa faellesskabsniveau og inddrage den erfaring, som Faellesskabets institutioner har opnaaet ved anvendelsen af de hidtidige faellesskabsretlige antidumpingregler (21).

21 Formaalet med grundforordningen er dels paa tydelig og noejagtig vis at praesentere bestemte begreber (22), dels at fastlaegge visse aspekter af den procedure, der medfoerer paalaeggelse af antidumpingtold (23).

22 I grundforordningens artikel 2, stk. 1, opstilles det princip, at der kan opkraeves en antidumpingtold for enhver dumpingvare, »naar en saadan vare ved overgang til fri omsaetning i Faellesskabet forvolder skade«.

23 I grundforordningens artikel 4, stk. 1, opregnes diverse faktorer, som er relevante ved bedoemmelsen af, om der foreligger en skade eller en trussel om skade for en erhvervsgren i Faellesskabet, eller oprettelsen af en saadan erhvervsgren i vaesentlig grad forsinkes.

24 I henhold til grundforordningens artikel 5 kan enhver fysisk eller juridisk person samt enhver sammenslutning, som optraeder paa vegne af en erhvervsgren i Faellesskabet, der anser sig for skadet eller truet af dumpingimport, indgive en klage til Kommissionen eller til en medlemsstat, der videresender den til Kommissionen. Klagen skal indeholde tilstraekkelige beviser for forekomsten af dumping og den deraf foelgende skade.

25 I henhold til grundforordningens artikel 6, stk. 4, kan der finde konsultationer sted i et raadgivende udvalg, sammensat af repraesentanter for medlemsstaterne og en repraesentant for Kommissionen. Konsultationerne kan omfatte forekomsten af dumping, en skade, aarsagsforbindelsen mellem dumpingimporten og skaden samt de foranstaltninger, der skal ivaerksaettes.

26 I grundforordningens artikel 7 omhandles de formelle og materielle rammer for den undersoegelse, Kommissionen foretager. En undersoegelse skal normalt vaere gennemfoert inden for et aar efter procedurens ivaerksaettelse. Artikel 8 giver mulighed for, at de oplysninger, parterne i loebet af undersoegelsen giver Kommissionen, og som de finder fortrolige, behandles paa fortrolig vis.

27 Ved udgangen af en foreloebig undersoegelse kan Kommissionen paalaegge midlertidig told med en gyldighedsperiode paa hoejst fire maaneder (artikel 11).

28 Undersoegelsen kan afsluttes, saafremt beskyttelsesforanstaltninger er unoedvendige (artikel 9), der gives tilsagn, som godtages (artikel 10), eller der paalaegges endelig told (artikel 12).

29 I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 1, foretages der paa anmodning af en beroert part en fornyet undersoegelse af antidumpingtold, saafremt vedkommende »fremlaegger beviser for en aendring i omstaendighederne, der er tilstraekkelige til at begrunde noedvendigheden af en saadan fornyet undersoegelse, dog under forudsaetning af, at der er forloebet mindst et aar, efter at undersoegelsen er indstillet«. »Bliver det efter konsultationer klart, at en fornyet undersoegelse er paakraevet, genoptages undersoegelsen i overensstemmelse med artikel 7, saafremt omstaendighederne kraever det« (artikel 14, stk. 2).

30 I henhold til grundforordningens artikel 15, stk. 1, bortfalder antidumpingtold efter en frist paa fem aar fra den dato, paa hvilken den traadte i kraft. Artikel 15, stk. 3, fastsaetter dog: »Saafremt en beroert part godtgoer, at foranstaltningens ophoer igen vil foere til skade eller trussel om skade, offentliggoer Kommissionen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende efter konsultationer en meddelelse om, at den har til hensigt at foretage en fornyet undersoegelse af foranstaltningen«.

b) Forordning nr. 2849/92, den anfaegtede forordning

31 Formaalet med den anfaegtede forordning, der traadte i kraft den 2. oktober 1992, er, paa grundlag af grundforordningens artikel 14 og 15, at gennemfoere en fornyet undersoegelse af endelig antidumpingtold, der i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1739/85 (24) er paalagt for denne type kuglelejer med oprindelse i Japan. Med forordning nr. 1739/85 blev der indfoert endelig antidumpingtold paa mellem 1,2% og 21,7% paa import af kuglelejer med stoerste udvendige diameter paa over 30 mm med oprindelse i Japan. De produkter, som NTN og Koyo Seiko fremstillede, var blevet ramt af en endelig antidumpingtold paa henholdsvis 3,2% og 5,5%.

32 Efter at have konstateret, at den faellesskabsretlige industri stod svagt paa trods af den told, der var indfoert ved forordning nr. 1739/85 (25), fastslog Raadet, at en ophaevelse af gaeldende antidumpingforanstaltninger ville medfoere fare for, at der igen paafoertes denne industri skade (26), og Raadet ivaerksatte nye foranstaltninger.

33 I den anfaegtede forordnings artikel 1 bestemmes isaer foelgende:

»For de varer, der er defineret nedenfor, aendres den ved artikel 1 i forordning (EOEF) nr. 1739/85 indfoerte endelige antidumpingtold saaledes:

1) Der indfoeres en endelig antidumpingtold paa importen af kuglelejer med stoerste udvendige diameter paa over 30 mm, henhoerende under KN-kode 8482 10 90 og med oprindelse i Japan.

2) Antidumpingtolden udtrykt i procent af nettoprisen for varen, frit Faellesskabets graense, ufortoldet, fastsaettes til 13,7% (Taric-tillaegskode: 8677), idet tolden for varer, der fremstilles af nedenstaaende selskaber, dog fastsaettes saaledes:

...

- NTN Corporation, Osaka ... 11,6 %.«

De faktiske og processuelle omstaendigheder

34 Den 27. december 1988 fremsatte Federation of European Bearing Manufacturers' Associations (herefter »FEBMA«) i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 1, anmodning om en fornyet undersoegelse af de antidumpingforanstaltninger, der var ivaerksat med hensyn til import af kuglelejer med oprindelse i Japan. FEBMA gjorde herved gaeldende, at der var indtraadt en aendring i omstaendighederne, siden den endelige told blev indfoert ved forordning nr. 1739/85.

35 Kommissionen skoennede, at anmodningen indeholdt tilstraekkelig dokumentation til, at det maatte anses for begrundet at ivaerksaette en fornyet undersoegelse, og den anordnede en saadan den 30. maj 1989. Da den endelige told ville bortfalde efter en frist paa fem aar, offentliggjorde Kommissionen den 30. maj 1990 en meddelelse (27) om, at de bestaaende foranstaltninger i medfoer af artikel 15, stk. 4, i grundforordningen ville forblive i kraft, indtil resultatet af den fornyede undersoegelse forelaa.

36 Efter en undersoegelse, der strakte sig over 41 maaneder - fra maj 1989 til september 1992 - vedtog Raadet den 28. september 1992 den anfaegtede forordning, der for NTN's vedkommende paalaegger en antidumpingtold paa 11,6 %.

37 NTN og Koyo Seiko indgav henholdsvis den 20. december 1992 og den 13. januar 1993 staevning til Retten, hvori de paastod artikel 1 i den anfaegtede forordning annulleret.

38 FEBMA fik tilladelse til at intervenere til stoette for Raadets paastande i sagen T-163/94, NTN mod Raadet. Kommissionen og FEBMA fik tilladelse til at intervenere til stoette for Raadet i sag T-165/94, Koyo Seiko mod Raadet.

39 NTN og Koyo Seiko paastod artikel 1 i forordning nr. 2849/92 annulleret, for saa vidt der herved paalaegges dem antidumpingtold, og de paastod Raadet tilpligtet at betale sagernes omkostninger. Raadet paastod, med stoette fra FEBMA og Kommissionen, paastandene afvist samt sagsoegerne tilpligtet at betale sagernes omkostninger.

40 Til stoette for deres paastande gjorde NTN og Koyo Seiko forskellige anbringender gaeldende: Raadet havde ikke godtgjort, at industrien i Faellesskabet var blevet paafoert en skade, idet Raadet heller ikke havde foretaget en korrekt bedoemmelse med hensyn til de mulige virkninger af bortfaldet af de bestaaende foranstaltninger. Raadet havde desuden begaaet magtfordrejning. Desuden ville faellesskabsinstitutionerne, saafremt proceduren var blevet afsluttet inden for en rimelig frist, ikke have kunnet laegge til grund, at der forelaa nogen skade. Endelig var der sket en tilsidesaettelse af grundforordningen ved, at der i den anfaegtede forordning blev indfoert en gradueret antidumpingtold (28).

Rettens dom

41 Retten, der opdelte de forskellige anbringender i to grupper, annullerede i sin detaljerede dom artikel 1 i den anfaegtede forordning, for saa vidt bestemmelsen paalaegger sagsoegerne en antidumpingtold. Idet Retten tilsluttede sig sagsoegernes argumenter, fastslog den dels, at Raadet ikke havde godtgjort, at der forelaa en skade i grundforordningens artikel 4, stk. 1's forstand, dels at Raadet havde tilsidesat fristen i grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a).

Appellen

42 Kommissionen har paastaaet den appellerede dom ophaevet, sagen hjemvist til Retten og sagsoegerne tilpligtet at betale sagsomkostningerne.

43 NTN og Koyo Seiko (herefter »indstaevnte«) har paastaaet Rettens dom stadfaestet, appellen forkastet og Kommissionen tilpligtet at betale sagsomkostningerne. Subsidiaert, for det tilfaelde, at den appellerede dom ophaeves, har Koyo Seiko nedlagt paastand om, at Domstolen annullerer den anfaegtede forordning for saa vidt angaar selskabet.

44 NSK og dets europaeiske datterselskaber (herefter »NSK«), hvis begaeringer om at maatte intervenere til stoette for indstaevntes paastande er taget til foelge, har nedlagt paastand om, at NTN's og Koyo Seiko's paastande tages til foelge, samt om at det fastslaas, at annullationen af artikel 1 i forordning nr. 2849/92 ogsaa gaelder NSK.

45 Hvad angaar den sidste paastand skal det fremhaeves, at da NSK ikke inden for den i traktatens artikel 173, stk. 3, fastsatte frist har indleveret en staevning med paastand om annullation af den individuelle beslutning, der er rettet mod NSK, og som udgoer en del af den anfaegtede forordning, er denne beslutning fortsat gyldig og bindende i forhold til NSK (29). Virkningerne af denne beslutning er blevet endelige og kan derfor ikke anfaegtes inden for rammerne af den foreliggende sag.

46 Desuden bestemmes foelgende i artikel 37, stk. 3, i statutten for Domstolen: »Paastande, der fremsaettes i en begaering om intervention, kan kun gaa ud paa at understoette en af parternes paastande.«

47 Paa grundlag af denne bestemmelse afgjorde Domstolen i en kendelse af 14. februar 1996, at »da [NSK] ikke indbragte noget annullationssoegsmaal, maa dets rettigheder som intervenient ... begraenses til at stoette ... [indstaevntes] paastande« (30).

48 Raadet har ikke indgivet skriftlige indlaeg. Men det har oplyst, at det stoetter alle Kommissionens paastande og anbringender.

49 Den 10. oktober 1995 indgav FEBMA begaering om intervention til Domstolens Justitskontor. Men da FEBMA havde deltaget i retsforhandlingerne for Retten, kunne sammenslutningen kun intervenere i henhold til artikel 115, stk. 1, i Domstolens procesreglement, hvori foelgende bestemmes: »Enhver part, der har deltaget i retsforhandlingerne for Retten, kan indgive svarskrift inden to maaneder efter appelskriftets forkyndelse. Fristen kan ikke forlaenges«. Denne forkyndelse fandt sted den 24. juli 1995. Den frist, der var indroemmet FEBMA til at indgive svarskrift, og som i henhold til procesreglementets artikel 81, stk. 2, blev forlaenget under hensyn til afstanden, udloeb den 2. oktober 1995.

50 Ved kendelse af 14. februar 1996 afgjorde Domstolen derfor, at FEBMA var udelukket fra at intervenere i appelsagen (31).

II - Appelsagens antagelse til realitetsbehandling

51 I svarskriftet (32) har Koyo Seiko gjort gaeldende, at Kommissionens appel skal afvises.

52 Ifoelge Koyo Seiko har Kommissionen ikke som kraevet i henhold til artikel 49 i statutten for Domstolen indleveret sit appelskrift »senest to maaneder efter forkyndelsen af den anfaegtede afgoerelse«.

53 I oevrigt kan parter, der, som det her er tilfaeldet for Kommissionens vedkommende, allerede har udpeget en rettergangsfuldmaegtig i Luxembourg, ikke paaberaabe sig bilag II til Domstolens procesreglement, hvori det bestemmes, at »medmindre parterne har deres saedvanlige opholdssted i Storhertugdoemmet Luxembourg, forlaenges procesfristerne under hensyn til afstanden saaledes: - for Kongeriget Belgien med to dage ...«.

54 Koyo Seiko har konkluderet, at Kommissionens appelskrift, der er indgivet to maaneder og to dage efter forkyndelsen af dommen, er indgivet for sent.

55 Efter min vurdering har Domstolen allerede taget stilling til dette spoergsmaal i dom af 15. juni 1994, Kommissionen mod BASF m.fl. (33), der vedroerer den samme problematik, og hvori Domstolen fastslog, at »Kommissionen ved indgivelsen af appelskriftet kunne raade over to ekstra dage i henhold til ovennaevnte afgoerelse om procesfristers forlaengelse under hensyn til afstanden [artikel 1 i bilag II til Domstolens procesreglement] for personer, der har deres saedvanlige opholdssted i Belgien« (34).

56 I den foreliggende sag blev den anfaegtede dom forkyndt for Kommissionen den 10. maj 1995. Da denne indleverede sit appelskrift den 12. juli 1995, dvs. to maaneder og to dage senere, har den overholdt de fastsatte bestemmelser.

57 Koyo Seiko's paastand om afvisning af sagen kan derfor ikke tages til foelge.

III - Undersoegelse af appellantens anbringender

Foerste anbringende om forkert fortolkning af begrebet »skade« i grundforordningens artikel 14 og 15

58 Med dette foerste anbringende, der deler sig i to led, har Kommissionen gjort gaeldende, at Retten ikke har foretaget en korrekt fortolkning af begrebet »skade« i grundforordningens artikel 14 og 15. Det skal for det foerste afklares, om Retten har foretaget en korrekt fortolkning af begrebet »skade« inden for rammerne af en fornyet undersoegelse. For det andet skal det undersoeges, om der i denne forbindelse skal tages hensyn den skade, der er opstaaet ved den faldende efterspoergsel paa markedet.

Foerste led: begrebet skade inden for rammerne af den fornyede undersoegelse

59 Kommissionen har gjort gaeldende (35), at Retten (36) foretog en urigtig retsanvendelse, da den i forbindelse med den fornyede undersoegelse - der er reguleret i grundforordningens artikel 14 og 15 - anvendte kriterierne i grundforordningens artikel 4 til at vurdere, om der forelaa en skade.

60 Retten fastslog foelgende: »Selv om grundforordningen fastlaegger naermere regler om, hvilke forhold der skal foreligge for, at en fornyet undersoegelse kan ivaerksaettes, indeholder den ingen saerlige bestemmelser vedroerende spoergsmaalet om den skade, hvis eksistens skal vaere dokumenteret ved den paagaeldende forordning om aendring af den bestaaende told« (37), og den konkluderede, at »for saa vidt der ikke foreligger saerlige bestemmelser vedroerende vurderingen af spoergsmaalet om skade i forbindelse med en fornyet undersoegelse, der er blevet ivaerksat paa grundlag af grundforordningens artikel 14 og 15, maa det gaelde, at det ved en forordning, hvorved der som afslutning paa en saadan procedure traeffes bestemmelse om aendring af bestaaende antidumpingtold, skal godtgoeres, at der foreligger en skade i den i grundforordningens artikel 4, stk. 1, forudsatte betydning« (38).

61 Ifoelge Kommissionen kan forordningens artikel 4 kun anvendes i forbindelse med en oprindelig undersoegelse.

62 Kommissionen har gjort gaeldende, at en teleologisk fortolkning af grundforordningen foerer til et resultat, der staar i diametral modsaetning til Rettens konklusion. Ifoelge Kommissionen ville man modarbejde den effektive virkning af grundforordningens bestemmelser, hvori der opstilles saerskilte procedurer for henholdsvis en oprindelig undersoegelse og en fornyet undersoegelse, hvis man ikke drog nogen retlige konsekvenser af denne skelnen.

63 Kommissionen har anfoert foelgende: »Det kriterium, der skal anvendes ved en fornyet undersoegelse, er derfor ikke, om der fortsat foreligger en skade, men om der ville opstaa en skade, saafremt tolden blev ophaevet, og om den anvendte foranstaltning paa effektiv vis kan forhindre dumping eller fjerne skaden« (39). Efter Kommissionens opfattelse foelger det af grundforordningens artikel 13 og 14, at en fornyet undersoegelse skal have til formaal »at undersoege, om de gaeldende foranstaltninger fortsat er noedvendige for og tilstraekkelige til at fjerne den ved dumpingen forvoldte skade« (40). Kommissionen har konkluderet, at »det skal bedoemmes, hvilken situation der ville foreligge, hvis der ikke bestod nogen foranstaltninger, og det isaer skal afgoeres, om der paa ny ville indtraede en situation, hvor dumping medfoerer en skade« (41).

64 Ifoelge indstaevnte har Retten anvendt det rigtige kriterium - nemlig spoergsmaalet, om der foreligger en skade eller en trussel om skade i grundforordningens artikel 4's forstand.

65 Begrebet »skade, der indtraeder paa ny« er ifoelge indstaevnte ikke afgoerende, for saa vidt som der er tale om et begreb, der er »opfundet« til hjaelp i den konkrete sag: I de faellesskabsretlige bestemmelser benyttes det ikke. Dette begreb bygger saaledes ikke paa en fortolkning af de faellesskabsretlige tekster, men derimod paa en »omformulering« af dem (42). Desuden har Retten ifoelge indstaevnte absolut behandlet spoergsmaalet om en skade, der indtraeder paa ny, i forbindelse med fortolkningen af begrebet trussel om skade.

66 Indstaevnte har endelig gjort gaeldende, at Retten afviste det foerste anbringende paa grundlag af talrige faktiske fejl, som Raadet havde begaaet. Denne vurdering kan ikke tages op til fornyet bedoemmelse af Domstolen, eftersom der ikke er tale om et retsspoergsmaal, og anbringendet skal derfor afvises.

67 Hvad angaar sidstnaevnte argument bemaerkes, at de grunde, Retten har angivet, og som bygger paa Rettens vurdering af, at Raadet har ivaerksat foranstaltninger paa grundlag af forkerte eller vildledende konstateringer, ikke kan undergives Domstolens kontrol. Det tilkommer alene Retten at foretage denne bedoemmelse.

68 I traktatens artikel 168 A bestemmes det saaledes, at appellen er begraenset til retsspoergsmaal. Denne begraensning henvises der ogsaa til i artikel 51, stk. 1, i statutten for Domstolen, hvori det naermere angives, hvilke anbringender en appel kan stoettes paa, nemlig paa, at »Retten savner kompetence, at der er begaaet rettergangsfejl, som kraenker appellantens interesser, eller at Retten har overtraadt faellesskabsretten«. Heraf har Domstolen udledt, at »appel kun kan stoettes paa, at Retten har overtraadt visse retsregler, idet enhver bedoemmelse af faktisk karakter er udelukket ...« (43).

69 I modsaetning til Kommissionen mener jeg, hovedsagelig af tre grunde, at Retten har foretaget en korrekt fortolkning af begrebet »skade« i grundforordningens artikel 14 og 15.

70 For det foerste foelger det af reguleringens generelle struktur, at naar lovgiver oensker at vedtage en regel, definere denne eller foretage en skelnen, saa udtrykkes dette klart og udtrykkeligt. Som vi har set (44), er dette et af formaalene med den paagaeldende regulering.

71 Hvad angaar de processuelle regler har lovgiver i henholdsvis fjerde, ottende og tiende betragtning til forordningen udtalt (45), at det er oenskeligt »at reglerne for fastsaettelse af den normale vaerdi affattes paa en klar og tilstraekkelig detaljeret maade ...«; »at fastsaette en tilstraekkelig detaljeret metode for beregning af subsidiernes stoerrelse«; »at fastsaette procedurerne for, hvorledes en person, der optraeder paa vegne af en erhvervsgren i Faellesskabet, som anser sig for skadet eller truet af dumpingimport eller subsidieret import, kan indgive en klage ...«.

72 Hvad angaar definitionen af bestemte begreber er det i henholdsvis syvende, niende og fjortende betragtning (46) fastsat, at »udtrykket 'dumpingmargen' boer praeciseres ...«; at »det synes hensigtsmaessigt at forklare visse faktorer, som kan vaere relevante for konstatering af skade«, og at »for at undgaa tvivl boer anvendelsen af udtrykkene 'undersoegelse' og 'procedure' i naervaerende forordning praeciseres«.

73 OEnsker faellesskabslovgiver at understrege, at der skal skelnes mellem forskellige processuelle regler eller mellem begreber, saa angives dette ligeledes tydeligt. Saaledes skelnes der i selve ordlyden i fjortende betragtning mellem udtrykkene »undersoegelse« og »procedure«, idet det siges, at grundforordningen ogsaa har til formaal at undgaa »tvivl« om begreberne. Paa samme maade bestemmes det i syvogtyvende betragtning, der vedroerer processuelle spoergsmaal, at specifikke frister skal vaere udloebet, for at man kan ivaerksaette en fornyet undersoegelse.

74 Denne praecision er bekraeftet i selve grundforordningen.

75 Saaledes udtrykkes det klart og noejagtigt i grundforordningens bestemmelser, hvis der inden for rammerne af en oprindelig eller en fornyet undersoegelse skal anvendes specifikke processuelle regler.

76 Dette er tilfaeldet hvad angaar retten til at klage. Med hensyn til den oprindelige undersoegelse bestemmes foelgende i grundforordningens artikel 5, stk. 1: »Enhver fysisk eller juridisk person samt enhver sammenslutning uden status som juridisk person, som optraeder paa vegne af en erhvervsgren i Faellesskabet, der anser sig for skadet eller truet af dumpingimport eller subsidieret import, kan indgive en skriftlig klage.« Derimod er det i henhold til artikel 14, stk. 1, medlemsstaterne, Kommissionen, eller en beroert part, der har ret til at lade den fornyede undersoegelse ivaerksaette.

77 Paa samme vis angives det udtrykkeligt i baade overskriften og indholdet i grundforordningens artikel 14, hvori de processuelle regler er fastlagt, at alene den fornyede undersoegelse henhoerer under denne procedure.

78 Men det skal her fremhaeves, at hverken den anfaegtede forordning eller grundforordningen definerer begrebet »skade, der indtraeder paa ny« som et begreb, der skal anvendes specifikt i forbindelse med en fornyet undersoegelse.

79 Hvad angaar reglerne vedroerende undersoegelsen gaelder det i oevrigt ikke blot, at selve udtrykkene 'oprindelig undersoegelse' og 'fornyet undersoegelse' ikke optraeder i praeamblen og kun undtagelsesvis anvendes i forordningens bestemmelser (47), men ogsaa, at lovgiver ikke paa noget tidspunkt angiver, at der tilstraebes praecise og saerskilte regler for forskellige situationer.

80 Saaledes lyder for det foerste overskriften til grundforordningens artikel 7 »Ivaerksaettelse og viderefoerelse af undersoegelsen«, og der foretages ikke nogen praecisering af undersoegelsens natur, og for det andet bruges der i selve ordlyden i bestemmelsen kun udtrykket »undersoegelse«, uden at det paa noget sted angives, om der er tale om en oprindelig eller en fornyet undersoegelse.

81 Paa samme maade henvises der i grundforordningens artikel 14, stk. 2, der udelukkende omhandler den fornyede undersoegelse hvad angaar undersoegelsens forloeb, til forordningens artikel 7, som anvendes ved den oprindelige undersoegelse. Gennem denne tydelige henvisning har faellesskabslovgiver angivet, at der skal anvendes de samme regler i forbindelse med henholdsvis en »oprindelig« og en »fornyet« undersoegelse.

82 Begrebet »skade, der indtraeder paa ny« forklares ikke paa noget sted udtrykkeligt og anvendes ikke engang i grundforordningen.

83 Det er saaledes kun udtrykket »skade« (48), der naevnes i praeamblen til grundforordningen, og i selve bestemmelserne i grundforordningen er det kun udtrykkene »skade«(49) og »trussel om skade« (50), der specificeres.

84 I grundforordningens artikel 14, hvori fastslaas de processuelle regler, som skal foelges i tilfaelde af en fornyet undersoegelse, anvendes hverken begrebet »skade«, »trussel om skade« eller »skade, der indtraeder paa ny«. Det angives kun, at den fornyede undersoegelse finder sted, hvis medlemsstaten, Kommissionen eller den beroerte part »fremlaegger beviser for en aendring i omstaendighederne, der er tilstraekkelige til at begrunde noedvendigheden af en saadan fornyet undersoegelse« (51).

85 At der ikke foretages nogen henvisning til, at der skal foreligge en skade, har Kommissionen brugt som argument for, at der ikke kraeves foert bevis for, at der foreligger en skade efter betydningen i grundforordningens artikel 4, naar der er tale om en fornyet undersoegelse i henhold til grundforordningens artikel 14 og 15. Kommissionen har tilfoejet, at Retten, da den foretog en anden bedoemmelse, valgte en forkert loesning (52). Ifoelge Kommissionen ville et krav om, at Faellesskabets institutioner foerer dette bevis, uden at der tages hensyn til de antidumpingforanstaltninger, der anvendes, bevirke, at de vedtagne antidumpingforanstaltninger blev ophaevet lige ved deres ikrafttraeden, eftersom disse foranstaltninger netop har til formaal at hindre enhver form for skade (53).

86 Efter min opfattelse er det helt logisk, at der i teksten ikke henvises til begrebet »skade«. I modsaetning til, hvad Kommissionen tilsyneladende indirekte goer gaeldende, kan Faellesskabets institutioner som foelge af en fornyet undersoegelse ikke blot vedtage nye beskyttelsesforanstaltninger mod dumping, men ogsaa, som det praeciseres i artikel 14, stk. 3, aendre, tilbagekalde eller ophaeve de foranstaltninger, der oprindelig blev indfoert. Det er grunden til, at der, i modsaetning til hvad der gaelder ifoelge artikel 5 (54), i samme forordnings artikel 14, stk. andet afsnit, gives en bredere adgang til at kraeve en fornyet undersoegelse; denne adgang gives alle beroerte parter, der fremlaegger beviser for en aendring i omstaendighederne.

87 Den naevnte aendring i omstaendighederne kan ligge i, at man er vendt tilbage til en sund forretningspraksis - hvilket vil kunne begrunde en aendring eller en ophaevelse af oprindelig ivaerksatte antidumpingforanstaltninger (55) - men ogsaa i, at antidumpingsituationer og den skade, der foelger heraf, varer ved eller endog forvaerres - hvilket vil medfoere ivaerksaettelse af nye antidumpingforanstaltninger (56).

88 Dette er grunden til, at der, hvad den anden situation angaar, i grundforordningens artikel 15, stk. 3, bestemmes foelgende: »Saafremt en beroert part godtgoer, at foranstaltningens ophoer igen vil foere til skade eller trussel om skade, [foretager] ... Kommissionen ... en fornyet undersoegelse af foranstaltningen« (57).

89 For det andet bekraeftes Rettens bedoemmelse af GATT-aftalerne og antidumpingkodeksen, som grundforordningen skal fortolkes i lyset af (58).

90 Selv om antidumpingkodeksens artikel 5 har overskriften »Ivaerksaettelse og viderefoerelse af undersoegelse«, er reglerne angaaende den oprindelige og den senere undersoegelses forloeb identiske.

91 I antidumpingkodeksens artikel 5, stk. 1, 2 og 3, bestemmes foelgende:

»1. En undersoegelse med henblik paa at fastslaa forekomsten, omfanget og virkningen af en paastaaet dumping indledes normalt paa grundlag af en skriftlig begaering fra eller paa vegne af den beroerte erhvervsgren. Begaeringen skal indeholde tilstraekkelige beviser for forekomsten af

a) dumping

b) skade som omhandlet i artikel VI i den almindelige overenskomst, saaledes som denne fortolkes i denne kodeks, og

c) en aarsagssammenhaeng mellem dumpingimporten og den paastaaede skade.

Beslutter de paagaeldende myndigheder under saerlige omstaendigheder at indlede en undersoegelse uden at have modtaget en saadan begaering, indledes undersoegelsen kun, hvis de har tilstraekkeligt bevismateriale vedroerende alle de spoergsmaal, der er naevnt ovenfor under a) til c).

2. Ved en undersoegelses ivaerksaettelse og viderefoerelse boer bevismaterialet baade vedroerende dumping og skade foraarsaget deraf behandles samtidigt. Under alle omstaendigheder behandles bevismaterialet vedroerende baade dumping og skade samtidigt:

a) ved afgoerelse af, om der skal indledes en undersoegelse eller ej

b) derefter under selve undersoegelsen regnet fra en dato ikke senere end den tidligste dato, paa hvilken der i henhold til bestemmelserne i denne kodeks kan ivaerksaettes midlertidige foranstaltninger, bortset fra de i artikel 10, stk. 3, omhandlede tilfaelde, hvor myndighederne godtager eksportoerernes begaering.

3. En begaering afvises og en undersoegelse indstilles omgaaende, naar de paagaeldende myndigheder er overbevist om, at de foreliggende beviser for enten dumping eller skade ikke er tilstraekkelige til at begrunde en viderefoerelse af sagen. Undersoegelsen indstilles omgaaende, naar dumpingmargenen eller omfanget af den faktiske eller mulige dumpingimport eller skade er ubetydelig« (59).

92 Paa samme maade viser en undersoegelse af antidumpingkodeksens artikel 3 vedroerende skade, at konstateringen af, om der foreligger en skade eller en trussel om skade skal foretages i henhold til de samme kriterier, uanset hvad undersoegelsens formaal er - dvs. uanset om der er tale om »ivaerksaettelse af en undersoegelse« eller »viderefoerelse af en undersoegelse«.

93 For det tredje fastslog Domstolen i dom af 7. december 1993, Rima Eletrometalurgia mod Raadet, at »... tilstraekkelige beviser for dumping og den deraf foelgende skade altid er en noedvendig forudsaetning for at ivaerksaette en undersoegelse, hvad enten det sker ved indledningen af en antidumpingprocedure eller i form af en fornyet undersoegelse i forbindelse med en forordning om antidumpingtold« (60).

94 Jeg tror ikke, at Domstolen tilsigtede at begraense virkningerne af dommen i sagen Rima Eletrometalurgia mod Raadet - og herved isaer dens praemis 16 - til kun at gaelde saerlige omstaendigheder i denne sag; efter min vurdering oenskede Domstolen derimod, at fortolkningen skulle gaelde generelt.

95 Efter min opfattelse skal den naevnte praemis 16 bedoemmes ud fra den maalestok, der fremgaar af to domme af 11. juli 1990; dommen i sagen Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Raadet (61) og Sermes-dommen (62). En undersoegelse af disse domme vil paa tilstraekkelig maade vise, at de saerlige omstaendigheder i sagen Rima Eletrometalurgia mod Raadet ikke paa nogen maade paavirker den raekkevidde, som Domstolen har villet give den loesning, den anvendte.

96 I den foerste sag, der drejede sig om fastlaeggelse af endelig told som resultat af en fornyet undersoegelse (63), anvendte Domstolen artikel 4, stk. 2, i ovennaevnte forordning nr. 2176/84 (64), der vedroerer spoergsmaalet om, hvilke kriterier der under den oprindelige undersoegelse skal tages hensyn til ved bedoemmelsen af, om der foreligger en skade, og Domstolen udtalte i en praemis af generel raekkevidde foelgende: »For saa vidt angaar det af Neotype paaberaabte fald i markedsandelen for importerede elektriske motorer, bemaerkes, at en undersoegelse af, om der foreligger skade, ifoelge artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 2176/84 omfatter en raekke faktorer, og hverken en enkelt eller flere af disse er noedvendigvis udslaggivende for afgoerelsen« (65). Domstolen fastslog herved, at begrebet »skade« skal bedoemmes efter de samme kriterier, hvad enten der er tale om en oprindelig undersoegelse eller om en undersoegelse, der ivaerksaettes efter en anmodning om fornyet undersoegelse.

97 Det boer understreges, at ordlyden af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 2423/88 svarer noejagtigt til artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 2176/84.

98 I den anden sag udstedte Raadet efter en fornyet undersoegelse, der blev foretaget i henhold til artikel 14 i forordning nr. 2176/84, en forordning, hvorved der indfoertes en endelig antidumpingtold paa import af standardiserede elektriske motorer, flerfasede, med effekt paa over 0,75 kW, men hoejst 75 kW, med oprindelse i forskellige oesteuropaeiske lande og Sovjetunionen. Selskabet Sermes, der paa grundlag af denne forordning var blevet paalagt antidumpingtold for import af elektriske motorer, gjorde gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne ikke havde bevist, at faellesskabsproducenterne efter betydningen i artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2176/84 havde lidt skade som foelge af de paagaeldende indfoersler (66). I forbindelse med en fornyet undersoegelse afgjorde Domstolen, at »ifoelge grundforordningens artikel 4, stk. 2, omfatter undersoegelsen af, om der foreligger skade, en raekke faktorer, hvorved en enkelt faktor ikke kan vaere udslaggivende for afgoerelsen« (67).

99 Af ovenstaaende betragtninger fremgaar det, at man - naar det i forbindelse med en fornyet undersoegelse skal bedoemmes, om det forhold, at en tidligere vedtaget antidumpingforanstaltning ophoerer, paa ny vil medfoere en skade eller en trussel om skade - skal anvende de kriterier, der er opstillet i grundforordningens artikel 4. Som foelge heraf kan det foerste led af det foerste anbringende om, at Retten har foretaget en urigtig retsanvendelse, ikke tages til foelge.

Andet led: Muligheden for under den fornyede undersoegelse at tage hensyn til, at der foreligger en periode med lavkonjunktur, ved vurderingen af, om der foreligger en trussel om skade

100 Kommissionen har fremfoert (68), at Retten foretog en urigtig retsanvendelse, da den fastslog, at Raadet i forbindelse med en fornyet undersoegelse ikke kunne tage hensyn til en periode med lavkonjunktur i kuglelejeindustrien i Faellesskabet ved vurderingen af, om der forelaa en trussel om skade (69).

101 Paa grundlag af de ovenstaaende overvejelser og de konklusioner, jeg er naaet frem til (70), fastholder jeg, at Raadet - saadan som Retten korrekt har bemaerket (71) - ikke paa gyldig vis kan tage hensyn til dette forhold uden derved at kraenke grundforordningens artikel 4, stk. 1, in fine, hvorefter »skader forvoldt af andre faktorer, saasom omfang af og priser paa import, der ikke er dumpet eller subsidieret, eller nedgang i efterspoergslen, som enkeltvis eller samlet ligeledes har en skadelig indvirkning paa den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet ... ikke [maa] tilskrives dumpingimporten eller den subsidierede import« (72).

102 Jeg maa derfor konkludere, at det var retligt korrekt af Retten at indtage den holdning, at bedoemmelsen af, om der foreligger en skade, i forbindelse med en fornyet undersoegelse skal ske efter de kriterier, som paa udtoemmende vis er opregnet i grundforordningens artikel 4, stk. 2 og 3.

103 Set i lyset af ovenstaaende betragtninger, hvorefter Retten ikke har foretaget nogen urigtig retsanvendelse, fastholder jeg, at det foerste anbringende boer afvises.

Andet anbringende om tilsidesaettelse af undersoegelsesfristen i grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a)

104 Med sit andet anbringende anmoder Kommissionen tilsyneladende (73) subsidiaert Domstolen om at underkende Rettens dom, men udelukkende saafremt artikel 1 i forordning nr. 2849/92 ligeledes er blevet annulleret paa grundlag af tilsidesaettelsen af grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a), isoleret set.

105 Efter min opfattelse foelger det af selve praemisserne i den appellerede dom, at afvisningen af det foerste appelanbringende i sig selv goer det muligt at bekraefte, at artikel 1 i forordning nr. 2849/92 skal annulleres, for saa vidt bestemmelsen paalaegger de indstaevnte antidumpingtold.

106 Rent faktisk udtalte Retten ved afslutningen af sin undersoegelse af det foerste anbringende, at det »herefter, og naar endvidere henses til den vildledende eller unoejagtige karakter af betragtningerne i punkt ... ikke [kan] udelukkes, at Raadet ikke ville have konkluderet, at der forelaa en trussel om skade, saafremt de ovenfor naevnte faktuelle og retlige fejl ikke var blevet begaaet« (74). Retten konkluderede, at der »foelgelig boer ... gives sagsoegerne medhold i deres paastande og traeffes bestemmelse om en annullation af den anfaegtede forordning, for saa vidt denne beroerer sagsoegerne« (75).

107 Men selv om Retten efter at have undersoegt det andet anbringende angav, at »Raadet ikke i tilstraekkelig grad har godtgjort, at den fornyede undersoegelse blev afsluttet inden for et rimeligt tidsrum. Der maa derfor ligeledes gives sagsoegerne medhold i anbringendet om, at der er sket en tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a)« (76), saa udledte den ikke heraf, at tilsidesaettelsen af grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a), ogsaa begrunder annullation af artikel 1 i den anfaegtede forordning, men at »artikel 1 i den anfaegtede forordning ... herefter [boer] annulleres, for saa vidt bestemmelsen beroerer sagsoegerne, hvorved det hverken er fornoedent at tage stilling til sagsoegernes oevrige anbringender til stoette for deres annullationspaastande eller at traeffe bestemmelse om den bevisoptagelse, som Koyo Seiko i sag T-165/94 har fremsat begaering om« (77).

108 Foelgelig mener jeg, at Retten ikke har udledt nogen udtrykkelig konsekvens hvad angaar spoergsmaalet, om den anfaegtede forordning er gyldig er ej, af den omstaendighed, at grundforordningens artikel 7 er blevet tilsidesat. Det er derfor ikke noedvendigt at undersoege det andet anbringende i appelskriftet.

109 Jeg skal dog alligevel for en fuldstaendigheds skyld undersoege det andet anbringende.

110 Det skal bemaerkes, at Domstolen aldrig har udtalt sig om konsekvenserne af, at fristen i grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a), er overskredet, ogsaa selv om den blev anmodet herom i sagen Continentale Produkten-Gesellschaft (78) og den ovennaevnte sag Epicheiriseon Metalleftikon Viomichanikon kai Naftiliakon m.fl. mod Raadet.

111 Generaladvokat Darmon (79) og Tesauro (80) har fremfoert, at den manglende overholdelse af grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a), ikke automatisk foerer til en annullation af forordningen. Men da Domstolen ikke mente, at de paagaeldende undersoegelsers varighed var »urimelig«, har den ikke skullet tage stilling til problemet.

112 Jeg deler, hovedsagelig af to grunde, generaladvokat Darmon's og Tesauro's opfattelse.

113 For det foerste er etaarsfristen for undersoegelsens varighed, som faellesskabslovgiver og den internationale lovgiver har fastlagt, ikke nogen urokkelig tidsfrist.

114 Saaledes bestemmes i grundforordningens artikel 7, stk. 9, litra a), andet led, blot foelgende: »Den [dvs. undersoegelsen] indstilles normalt inden for en frist paa et aar efter procedurens ivaerksaettelse« (81). Brugen af biordet »normalt« reducerer den bydende virkning af udsagnsordet »indstilles« og understreger, at fristen ikke har bindende karakter.

115 Paa samme maade bestemmes foelgende i antidumpingkodeksens artikel 5, stk. 5: »Undersoegelser skal, medmindre saerlige omstaendigheder goer sig gaeldende, vaere afsluttet inden et aar efter ivaerksaettelsen« (82). Men den internationale lovgiver har ikke praeciseret, hvad der naermere menes med udtrykket »saerlige omstaendigheder«. Lovgiver har derved givet de kompetente myndigheder en vis skoensbefoejelse med hensyn til undersoegelsesfristen.

116 For det andet er der hverken i grundforordningen eller i antidumpingkodeksen noget sted fastlagt en sanktion for det tilfaelde, at fristen overskrides.

117 Af den foerste konstatering har Domstolen udledt, at de upraecise formuleringer ikke giver grundlag for at fastslaa, at fristen i grundforordningens artikel 7 er ufravigelig; den er derimod kun vejledende (83).

118 Eftersom Domstolen har fastslaaet, at den uklare ordlyd i grundforordningens artikel 7 ikke giver mulighed for at tillaegge den heri opstillede frist en tvingende karakter, mener jeg saa meget mere, at Domstolen, da der ikke naevnes nogen sanktion, ikke kan indlaese i teksten, at en annullation af de kompetente faellesskabsinstitutioners endelige beslutning - der er blevet truffet, efter at institutionerne i andre henseender har fulgt proceduren paa korrekt vis - er den rette sanktion i tilfaelde af, at der blot er sket en overskridelse af undersoegelsesfristen.

119 Den fortolkning, jeg foreslaar Domstolen, genspejler desuden det princip, som en raekke medlemsstater anvender, og hvorefter der ikke kan opstilles en formodning om, at der skal ivaerksaettes en sanktion. Efter min opfattelse er dette princip imidlertid den logiske og noedvendige konsekvens af det generelle retssikkerhedsprincip, der er anerkendt i faellesskabsretten.

120 Endelig kan man, da Domstolen har fastslaaet, at fristen kun er vejledende, ikke ligestille overskridelsen af fristen med »vaesentlige formelle mangler« i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2.

121 I lyset af alle disse overvejelser naar jeg til det resultat, at det ikke kan vaere den korrekte sanktion at annullere den anfaegtede forordning blot som foelge af, at grundforordningens artikel 7 er tilsidesat.

IV - Sagens omkostninger

122 I henhold til artikel 69, stk. 2, foerste afsnit, i Domstolens procesreglement paalaegges det i retstvister mellem Faellesskabets institutioner og borgere den tabende part at betale sagens omkostninger. Som foelge heraf boer det paalaegges Kommissionen, der er appellant, at betale omkostningerne i appelsagen.

Forslag til afgoerelse

123 Paa grundlag af ovenstaaende betragtninger foreslaar jeg Domstolen at traeffe foelgende afgoerelse:

1) Appellen forkastes.

2) Appellanten tilpligtes at betale appelsagens omkostninger.

(1) - Sml. II, s. 1381 (herefter den »appellerede dom«).

(2) - Forordning af 28.9.1992 om aendring af den ved forordning (EOEF) nr. 1739/85 indfoerte endelige antidumpingtold paa importen af kuglelejer med stoerste udvendige diameter paa over 30 mm med oprindelse i Japan (EFT L 286, s. 2) samt berigtigelse til naevnte forordning nr. 2849/92 (EFT 1993 L 72, s. 36).

(3) - Raadets afgoerelse 94/149/EKSF/EF af 7.3.1994 om aendring af afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 66, s. 29).

(4) - En saadan undersoegelse sker i henhold til artikel 14 og 15 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11.7.1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1), som aendret ved Raadets forordning (EF) nr. 384/96 af 22.12.1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske Faellesskab (EFT 1996 L 56, s. 1), som i mellemtiden er traadt i kraft.

(5) - Artikel 7 i forordning nr. 2423/88.

(6) - Anden betragtning.

(7) - Der er her tale om Raadets afgoerelse 80/271/EOEF af 10.12.1979 om indgaaelse af de multilaterale aftaler, der er resultatet af handelsforhandlingerne 1973-1979 (EFT 1980 L 71, s. 1 og 90). Denne afgoerelse er blevet afloest af Raadets afgoerelse 94/800/EF af 22.12.1994 om indgaaelse paa Det Europaeiske Faellesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for saa vidt angaar de omraader, der hoerer under Faellesskabets kompetence (EFT L 336, s. 1). Der er i oevrigt blevet indgaaet en ny aftale om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (EFT L 336, s. 103).

(8) - Jf. isaer dom af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Raadet, Sml. I, s. 2069, praemis 86 og 87.

(9) - Jf. isaer dom af 28.11.1989, sag C-121/86, Epicheiriseon Metalleftikon Viomichanikon kai Naftiliakon m.fl. mod Raadet, Sml. s. 3919, praemis 8.

(10) - Jf. isaer dom af 7.5.1987, sag 240/84, Toyo m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1809, praemis 13 og 14.

(11) - Jf. isaer dom af 11.7.1990, forenede sager C-320/86 og C-188/87, Stanko France mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 3013.

(12) - Jf. isaer dommen Epicheiriseon Metalleftikon Viomichanikon kai Naftiliakon m.fl. mod Raadet, naevnt ovenfor, praemis 20.

(13) - Som anfoert ovenfor, praemis 8.

(14) - Jf. isaer dom af 4.10.1983, sag 191/82, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 2913, praemis 26.

(15) - Jf. isaer dommen Toyo m.fl. mod Kommissionen, naevnt ovenfor, praemis 21-24.

(16) - Jf. isaer dom af 14.7.1988, sag 187/85, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 4155, praemis 6.

(17) - Jf. isaer dom af 20.3.1985, sag 264/82, Timex mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 849, praemis 30 og 31.

(18) - Praemis 65 i den appellerede dom.

(19) - Praemis 30, 31 og 32.

(20) - Anden og tredje betragtning.

(21) - Der er tale om Raadets forordning (EOEF) nr. 2176/84 af 23.7.1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 201, s. 1).

(22) - Fra fjerde til niende betragtning.

(23) - Tiende betragtning ff.

(24) - Forordning af 24.6.1985 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af visse kuglelejer og koniske rullelejer med oprindelse i Japan (EFT L 167, s. 3).

(25) - Fra 26.-32. betragtning til den anfaegtede forordning.

(26) - Som anfoert ovenfor, 39. betragtning.

(27) - Meddelelse 90/C 132/06 om fortsaettelse af gaeldende antidumpingforanstaltninger vedroerende importen af kuglelejer med stoerste udvendige diameter paa over 30 mm med oprindelse i Japan (EFT C 132, s. 5).

(28) - Praemis 26 og 27 i den appellerede dom.

(29) - Jf. isaer dom af 9.3.1994, sag C-188/92, TWD Textilwerke Deggendorf, Sml. I, s. 833, praemis 13.

(30) - Sag C-245/95 , Kommissionen mod NTN Corporation, Intervention II, Sml. I, s. 559, praemis 9.

(31) - Kommissionen mod NTN Corporation, Intervention I, Sml. I, s. 553.

(32) - Punkt 3-6.

(33) - Sag C-137/92 P, Sml. I, s. 2555.

(34) - Som anfoert ovenfor, praemis 42.

(35) - Appelskriftets punkt 12-31.

(36) - Praemis 30-116 i den appellerede dom.

(37) - A.st., praemis 58.

(38) - A.st., praemis 59.

(39) - Punkt 23 i appelskriftet.

(40) - A.st., punkt 24.

(41) - A.st., punkt 25, min fremhaevelse.

(42) - Punkt 15 i NTN's og Koyo Seiko's svarskrift.

(43) - Jf. isaer dom af 1.10.1991, sag C-283/90 P, Vidrányi mod Kommissionen, Sml. I, s. 4339, praemis 12.

(44) - Punkt 21 i dette forslag til afgoerelse.

(45) - Mine fremhaevelser.

(46) - Mine fremhaevelser.

(47) - Kun artikel 16 henviser til udtrykket »den oprindelige undersoegelse«, mens begrebet »fornyet undersoegelse« slet ikke bruges. Paa den anden side optraeder udtrykket »undersoegelse« i artikel 7, 10, 12, 13 og 14.

(48) - Jf. niende, ellevte og nittende betragtning.

(49) - Artikel 4, 5, 6, 7, 10, 11, 12, 13, 15.

(50) - Artikel 4, 10, 12 og 15.

(51) - Artikel 14, stk. 1, andet afsnit; mine fremhaevelser.

(52) - Punkt 29 i appelskriftet.

(53) - A.st.

(54) - Jf. punkt 76 i dette forslag til afgoerelse.

(55) - Grundforordningens artikel 14, stk. 3.

(56) - Grundforordningens artikel 15, stk. 3.

(57) - Mine fremhaevelser.

(58) - Jf. punkt 12 og 13 i dette forslag til afgoerelse.

(59) - Mine fremhaevelser.

(60) - Sag C-216/91, Sml. I, s. 6303, praemis 16.

(61) - Forenede sager C-305/86 og C-160/87, Sml. I, s. 2945.

(62) - Sag C-323/88, Sml. I, s. 3027.

(63) - Jf. praemis 6-9 i dommen i sagen Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Raadet.

(64) - Denne forordning, der var i kraft paa det relevante tidspunkt, er blevet ophaevet og erstattet af forordning nr. 2423/88 (jf. punkt 20 i dette forslag til afgoerelse).

(65) - Dommen i sagen Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Raadet, praemis 50.

(66) - Sermes-dommen, a.st., praemis 26.

(67) - A.st., praemis 27.

(68) - Punkt 30 i appelskriftet.

(69) - Praemis 97 i den appellerede dom.

(70) - Foerste led af det foerste anbringende.

(71) - Praemis 98 i den appellerede dom.

(72) - Mine fremhaevelser.

(73) - De betragtninger, Kommissionen har anfoert til stoette for det andet anbringende, er ikke saerlig klare (jf. isaer punkt 5, 7, 8 og 32 i indlaegget).

(74) - Praemis 115 i den appellerede dom.

(75) - A.st., mine fremhaevelser.

(76) - Praemis 124, mine fremhaevelser.

(77) - Praemis 125, mine fremhaevelser.

(78) - Dom af 12.5.1989, sag 246/87, Sml. s. 1151.

(79) - Punkt 10 i generaladvokatens forslag til afgoerelse i ovennaevnte sag Continentale Produkten-Gesellschaft.

(80) - Punkt 9 i generaladvokatens forslag til afgoerelse i ovennaevnte sag Epicheiriseon Metalleftikon Viomichanikon kai Naftiliakon m.fl. mod Raadet.

(81) - Min fremhaevelse.

(82) - Min fremhaevelse.

(83) - Dette er fast praksis (jf. isaer de domme, Retten har naevnt i praemis 119 i den appellerede dom).