61995C0163

1 Det spoergsmaal, der er forelagt Domstolen af House of Lords i denne sag, vedroerer to sager, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, mellem de samme parter. Sagerne verserer for retterne i to stater (Portugal og Det Forenede Kongerige), som nu er parter i Bruxelles-konventionen af 1968 (herefter »Bruxelles-konventionen« eller »konventionen«) (1). Den foerste sag blev anlagt i Portugal, foer konventionen traadte i kraft mellem Portugal og Det Forenede Kongerige, mens den anden sag blev anlagt i Det Forenede Kongerige, efter at konventionen var traadt i kraft mellem de to stater. House of Lords oensker oplyst, om den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt (dvs. retten i Det Forenede Kongerige) under saadanne omstaendigheder kan eller skal udsaette sagen eller erklaere sig inkompetent, og hvorvidt den med henblik paa afgoerelsen af, om den skal udsaette sagen eller erklaere sig inkompetent, skal eller kan foretage en proevelse af det grundlag, hvorpaa den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt (den portugisiske ret), har erklaeret sig kompetent.

De relevante bestemmelser i Bruxelles- og San Sebastián-konventionen

2 Konventionens afsnit II indeholder almindelige og specielle bestemmelser om kompetencen for retterne i de kontraherende stater. Artikel 2 bestemmer foelgende:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, uanset deres nationalitet, sagsoeges ved retterne i denne stat.

Personer, som ikke er statsborgere i den stat, hvor de har bopael, er undergivet de kompetenceregler, der gaelder for landets egne statsborgere.«

3 I konventionens afsnit II, afdeling 8, der baerer overskriften »Litispendens og indbyrdes sammenhaengende krav«, findes artikel 21, der - som aendret ved artikel 8 i San Sebastián-konventionen af 26. maj 1989 (2) - bestemmer foelgende:

»Saafremt krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, fremsaettes mellem de samme parter for retter i forskellige kontraherende stater, udsaetter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, paa embeds vegne sin afgoerelse, indtil denne rets kompetence er fastslaaet.

Naar det er fastslaaet, at den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, er kompetent, erklaerer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den foerste.«

4 Konventionens afsnit III vedroerer anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser truffet i andre kontraherende stater. I artikel 26 fastsaettes hovedreglen, hvorefter retsafgoerelser, der er truffet i en kontraherende stat, skal anerkendes i de oevrige kontraherende stater, uden at der stilles krav om anvendelse af en saerlig fremgangsmaade. Artikel 27 naevner en raekke tilfaelde, hvor en retsafgoerelse ikke skal anerkendes, herunder det i nr. 3 naevnte tilfaelde:

»saafremt afgoerelsen er uforenelig med en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til«.

5 I dommen i sagen Overseas Union Insurance m.fl. (3) fastslog Domstolen under henvisning til sin dom i sagen Gubisch Maschinenfabrik (4), at konventionens artikel 21 havde til formaal

»saa vidt muligt og straks fra begyndelsen at forhindre en situation som den, der er omhandlet i artikel 27, nr. 3, nemlig at en afgoerelse ikke kan anerkendes, fordi den er uforenelig med en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til. Det foelger heraf, at artikel 21 for at opfylde disse maalsaetninger skal fortolkes vidt, saaledes at den principielt omfatter alle tilfaelde af litispendens for retterne i de kontraherende stater uden hensyn til parternes bopael«.

6 Domstolen fastslog endvidere, at bortset fra det tilfaelde, hvor den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, er enekompetent i henhold til konventionen, er konventionens artikel 21 til hinder for, at den ret, ved hvilken der sidst er anlagt sag, efterproever kompetencen for den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, hvis dennes kompetence bestrides; hvis den ret, ved hvilken der sidst er anlagt sag, ikke erklaerer sig inkompetent, kan den kun udsaette afgoerelsen.

7 San Sebastián-konventionens artikel 29 bestemmer foelgende:

»1. Konventionen af 1968 og protokollen af 1971, som aendret ved konventionen af 1978, ved konventionen af 1982 og ved naervaerende konvention, finder kun anvendelse paa retssager, der er anlagt, og paa officielt bekraeftede dokumenter, der er udstedt, efter at naervaerende konvention er traadt i kraft i domsstaten, og, saafremt anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgoerelse eller af et officielt bekraeftet dokument paaberaabes, i den stat, begaeringen er rettet til.

2. Retsafgoerelser, som efter datoen for naervaerende konventions ikrafttraeden i forholdet mellem domsstaten og den stat, begaeringen er rettet til, er truffet i sager, der er anlagt foer dette tidspunkt, skal dog anerkendes og fuldbyrdes efter bestemmelserne i afsnit III i konventionen af 1968, som aendret ved konventionen af 1978, konventionen af 1982 og naervaerende konvention, saafremt de anvendte kompetenceregler er i overensstemmelse med bestemmelserne i det aendrede afsnit II i konventionen af 1968 eller med bestemmelserne i en konvention, som var gaeldende mellem domsstaten og den stat, begaeringen er rettet til, da sagen blev anlagt.«

De faktiske omstaendigheder og den nationale rets spoergsmaal

8 Elsbeth Freifrau von Horn er tysk statsborger og har bopael i Portugal. Kevin Cinnamond er direktoer for et selskab og har bopael i England. Baggrunden for begge sager er dels en aftale, som blev indgaaet den 19. december 1989 eller deromkring mellem Elsbeth Freifrau von Horn og Kevin Cinnamond, hvorefter sidstnaevnte indvilgede i at betale Elsbeth Freifrau von Horn et beloeb paa 600 000 UKL, som udgoer resten af et beloeb, hun havde til gode i forbindelse med sit salg af aktier i et portugisisk selskab til et selskab i Gibraltar, dels et loefte om at betale dette beloeb, som blev afgivet den 23. april 1990. Da det kom til stykket, betalte Kevin Cinnamond ikke Elsbeth Freifrau von Horn det paagaeldende beloeb.

9 Den 27. august 1991 anlagde Kevin Cinnamond sag mod Elsbeth Freifrau von Horn ved en portugisisk ret med paastand om, at det blev fastslaaet, at han ikke var pligtig til at betale hende 600 000 UKL eller det tilsvarende beloeb i ESC. Den 9. marts 1992 forkyndte Elsbeth Freifrau von Horn et svarskrift og en modfordring til selvstaendig dom, idet hun nedlagde paastand om, at det blev fastslaaet, at Kevin Cinnamond var pligtig til at betale hende det paagaeldende beloeb, og om, at der blev udstedt betalingspaalaeg.

10 Elsbeth Freifrau von Horn anlagde senere sag i England, idet hun den 9. november 1992 udtog staevning, som blev forkyndt for sagsoegte den 18. november 1992. Kevin Cinnamond fremsatte herefter begaering om, at det blev fastslaaet, at den engelske ret savnede kompetence; som den ret, ved hvilken sagen sidst var anlagt, burde den efter hans opfattelse udsaette sagen og til sin tid erklaere sig inkompetent i medfoer af konventionens artikel 21.

11 Der er enighed om, at kravene er fremsat mellem de samme parter, har samme genstand og hviler paa samme grundlag i artikel 21's forstand. Problemet i sagen er, at Portugals tiltraedelse af konventionen i medfoer af San Sebastián-konventionen foerst traadte i kraft den 1. juli 1992, dvs. efter at sagen i Portugal var anlagt (men foer sagen i England var anlagt).

12 Den 5. marts 1993 traf en retsassessor ved kendelse bestemmelse om udsaettelse af sagen ved High Court, men en dommer gav Elsbeth Freifrau von Horn medhold i hendes kaeremaal vedroerende kendelsen. Kevin Cinnamond appellerede denne afgoerelse til Court of Appeal, som stadfaestede kendelsen. Herefter fik han tilladelse til at appellere Court of Appeal's afgoerelse til House of Lords, som besluttede at anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

»I et tilfaelde, hvor

a) der verserer sager i to forskellige kontraherende stater, hvorunder der fremsaettes krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, mellem de samme parter

b) den foerste sag blev anlagt i den kontraherende stat A, foer Bruxelles-konventionen og/eller en tiltraedelseskonvention, der fandt anvendelse, traadte i kraft i denne stat

c) den anden sag er anlagt i den kontraherende stat B i overensstemmelse med artikel 2 i Bruxelles-konventionen, efter at Bruxelles-konventionen og/eller en tiltraedelseskonvention, der finder anvendelse, er traadt i kraft i baade stat A og stat B,

og naar henses til artikel 29, stk. 1, i San Sebastián-konventionen og de tilsvarende artikler i enhver anden tiltraedelseskonvention, der finder anvendelse, og til artikel 21 i Bruxelles-konventionen (som aendret) oenskes det oplyst:

1) om Bruxelles-konventionen (som aendret) og/eller en tiltraedelseskonvention, der finder anvendelse, opstiller regler, og i givet fald hvilke, om, hvorvidt sagen i stat B kan eller skal udsaettes, eller retten skal erklaere sig inkompetent paa grund af den verserende sag i stat A?

og navnlig:

2) om den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, med henblik paa afgoerelsen af, om den skal erklaere sig inkompetent eller udsaette sagen, skal eller kan foretage en proevelse, og i givet fald hvilken, af det grundlag, hvorpaa den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har erklaeret sig kompetent?«

De argumenter, der er fremsat for Domstolen

13 Kevin Cinnamond har principalt gjort gaeldende, at Bruxelles-konventionens artikel 21 finder anvendelse i den foreliggende sag uanset artikel 29, stk. 1, i San Sebastián-konventionen, og at den engelske ret derfor skal erklaere sig inkompetent. Ifoelge Kevin Cinnamond er artikel 29, stk. 1, i San Sebastián-konventionen ikke til hinder for dette synspunkt, fordi kravene i sagen i Portugal kan anses for at vaere »fremsat« i artikel 21's forstand, selv om der ikke er tale om en retssag, som konventionen »finder anvendelse« paa i artikel 29, stk. 1's forstand. Efter Kevin Cinnamond's opfattelse er hans synspunkt i overensstemmelse med de relevante bestemmelsers opbygning og formaal. Eftersom en eventuel dom i sagen i Portugal i medfoer af artikel 29, stk. 2, vil blive anerkendt og fuldbyrdet i de andre kontraherende stater efter konventionens afsnit III, maa artikel 21 finde anvendelse, for at man kan undgaa risikoen for uforenelige afgoerelser inden for konventionens omraade.

14 Kevin Cinnamond har i sit skriftlige indlaeg ogsaa fremfoert to subsidiaere anbringender. Det foerste er, at litispendensreglen i artikel 21 er et specifikt udtryk for et mere generelt retsprincip, som skal - eller i det mindste kan - anvendes af en ret i en kontraherende stat i tilfaelde, hvor der verserer en parallel sag i en anden kontraherende stat. Reglen i artikel 21 skal eller kan derfor anvendes analogt. Det staar den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, frit for at undersoege, om grundlaget for den rets kompetence, ved hvilken sagen foerst er anlagt, er i overensstemmelse med reglerne i konventionens afsnit II.

15 Kevin Cinnamond's andet subsidiaere anbringende er, at saafremt litispendensreglen i konventionen ikke finder anvendelse direkte eller analogt, afskaerer hverken konventionen eller nogen af tiltraedelseskonventionerne retten i en kontraherende stat fra at udsaette sagen eller erklaere sig inkompetent under omstaendigheder som dem, der foreligger i denne sag, i overensstemmelse med de nationale processuelle regler, der gaelder for den, under henvisning til forum non conveniens (at den ikke er et hensigtsmaessigt forum), eller til litis alibi pendens (at der verserer en sag et andet sted).

16 Elsbeth Freifrau von Horn, Det Forenede Kongerige og Kommissionen er alle af den opfattelse, at artikel 21 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, fordi sagen i Portugal ikke vedroerer krav, der er fremsat for retterne i en kontraherende stat i denne bestemmelses forstand. Artikel 21 regulerer fordelingen af kompetencen mellem to retter, som begge er bundet af reglerne i konventionen. Naar den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, erklaerede sig kompetent i henhold til regler, der fandt anvendelse, foer konventionen traadte i kraft, kan den have erklaeret sig kompetent paa grundlag af regler, som efter konventionen anses for at vaere eksorbitante; under saadanne omstaendigheder ville det ikke vaere berettiget at kraeve, at den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt - som, hvis det ikke havde vaeret for artikel 21, ville vaere berettiget til at erklaere sig kompetent i overensstemmelse med konventionens regler - skulle erklaere sig inkompetent. Det Forenede Kongerige har tilfoejet, at det meget vel kan taenkes, at en dom afsagt af den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, ikke kan fuldbyrdes ved retterne i de kontraherende stater, eftersom det i henhold til artikel 29, stk. 2, i San Sebastián-konventionen ikke kraeves, at der sker fuldbyrdelse i et saadant tilfaelde; anvendelsen af artikel 21 under saadanne omstaendigheder kunne derfor foere til, at retfaerdigheden ikke skete fyldest. For at imoedegaa dette indroemmede Kevin Cinnamond under retsmoedet, at artikel 21 ikke fandt anvendelse paa en sag, som ikke kunne foere til en dom, der kunne fuldbyrdes i de andre kontraherende stater, fordi den ret, ved hvilken sagen foerst var anlagt, ikke erklaerede sig kompetent paa et grundlag, som var i overensstemmelse med konventionens regler eller med en konvention, som var gaeldende paa det paagaeldende tidspunkt mellem domsstaten og den stat, begaeringen blev rettet til, saaledes som det kraeves efter San Sebastián-konventionens artikel 29, stk. 2.

17 Kommissionen har anfoert, at der - selv om retten i den stat, som begaeringen er rettet til, efter overgangsbestemmelsen i tiltraedelseskonventionens artikel 29, stk. 2, kan undersoege det grundlag, hvorpaa retten i domsstaten har erklaeret sig kompetent - ikke er fastsat en saadan bestemmelse med hensyn til litispendens. Forklaringen er ifoelge Kommissionen, at det maaske ikke altid er muligt for den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, at undersoege, om den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har erklaeret sig kompetent paa et grundlag, der var foreneligt med konventionen; anvendelsen af artikel 29, stk. 2, er mindre problematisk i denne henseende, eftersom der for den ret, ved hvilken der begaeres fuldbyrdelse, foreligger en dom, paa grundlag af hvilken retten kan undersoege grundene til, at retten i domsstaten erklaerede sig kompetent.

18 Selv om konventionens artikel 21 efter Det Forenede Kongeriges opfattelse ikke finder anvendelse, antydede dette i sit skriftlige indlaeg, at den forpligtelse, som efter San Sebastián-konventionens artikel 29, stk. 2, er paalagt de kontraherende stater til under visse omstaendigheder at anerkende og fuldbyrde en dom, som er afsagt, efter at konventionen er traadt i kraft, i en sag anlagt foer dette tidspunkt, var relevant for spoergsmaalet om, hvorvidt den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, under de af den forelaeggende ret anfoerte omstaendigheder skulle erklaere sig kompetent til at afgoere sagen.

19 Under henvisning hertil stillede Domstolen Elsbeth Freifrau von Horn, Kevin Cinnamond, Det Forenede Kongerige og Kommissionen et skriftligt spoergsmaal om, hvorvidt det, hvis konventionens artikel 21 ikke fandt anvendelse, kunne udledes af San Sebastián-konventionens artikel 29, stk. 2, at den ret, ved hvilken sagen sidst var anlagt - for at undgaa, at anvendelsen af denne bestemmelse blev forhindret ved, at den afsagde en dom, som eventuelt var uforenelig med den, der blev afsagt af den ret, ved hvilken sagen foerst var anlagt - var forpligtet til under omstaendigheder som dem, der foreligger i denne sag, at tage stilling til, om den ret, ved hvilken sagen foerst var anlagt, havde erklaeret sig kompetent i henhold til regler, som var i overensstemmelse med Bruxelles-konventionen, og, hvis dette var tilfaeldet, om den saa var forpligtet til at undlade at afsige dom, saa laenge sagen verserede for den ret, ved hvilken den foerst var anlagt.

20 I sit skriftlige svar paa spoergsmaalet og under retsmoedet anfoerte Det Forenede Kongerige, at det efter at have overvejet spoergsmaalet naermere var af den opfattelse, at der i artikel 29, stk. 2, var underforstaaet en forpligtelse til ikke at foretage en handling, som sandsynligvis ville forhindre anvendelsen af artikel 29, stk. 2, og derved til dels forhindre, at formaalene med San Sebastián-konventionen blev naaet. Dette ville vaere tilfaeldet, hvis den ret, ved hvilken sagen sidst var anlagt, under de af den forelaeggende ret anfoerte omstaendigheder ville erklaere sig kompetent. Den dom, der blev afsagt af denne ret, kunne maaske vaere uforenelig med den dom, der blev afsagt af den ret, ved hvilken sagen foerst var anlagt, og saaledes forhindre, at den sidstnaevnte dom blev anerkendt i den stat, hvor den ret, ved hvilken sagen sidst var anlagt, laa.

21 Kommissionen har - skoent den under retsmoedet har anerkendt, at den loesning, som Det Forenede Kongerige har foreslaaet som svar paa Domstolens spoergsmaal, i vidt omfang ville loese de begrebsmaessige og praktiske problemer i sagen - fundet, at den mest hensigtsmaessige loesning er at behandle Portugal som en ikke-kontraherende stat i henseende til den foreliggende sag. Efter Kommissionens opfattelse er den eneste mulige fortolkning af konventionen, hvorefter man vil undgaa uoenskede resultater uden at undergrave konventionens effektivitet, at anvende de undtagelser, der er fastsat i konventionen, paa ikke-kontraherende stater som en »refleksvirkning«. Et eksempel paa denne paastaaede »refleksvirkning« ville vaere, at den enekompetence, som under naermere angivne omstaendigheder tillaegges retterne i kontraherende stater i henhold til konventionens artikel 16, kunne faa en »refleksvirkning« for retterne i tredjelande; saaledes boer retterne i en kontraherende stat erklaere sig inkompetente i forhold til en sagsoegt, som er bosat i denne stat, naar sagen f.eks. vedroerer fast ejendom i en ikke-kontraherende stat. I artikel 16 anerkendes det, at naar betingelserne i denne artikel er opfyldt, flyttes den kompetence, der er tillagt en ret i henhold til artikel 2. Efter Kommissionens opfattelse tillader konventionen saadanne undtagelser til fordel for en ikke-kontraherende stat, naar betingelserne er opfyldt i denne stat, og udfylder herved det tomrum, der er opstaaet som foelge af, at konventionen kun vedroerer kontraherende stater. Konsekvensen af »refleksvirkningen« i en saadan sag er imidlertid, at retterne i den kontraherende stat snarere end en pligt faar en ret til at erklaere sig inkompetente, hvis betingelserne er opfyldt i den ikke-kontraherende stat. Kommissionen finder, at spoergsmaalet om litispendens i en ikke-kontraherende stat boer behandles paa samme maade. Naar kompetencen er baseret paa en almindelig kompetenceregel i en kontraherende stat, kan retterne i denne stat erklaere sig inkompetente, som om denne litispendens forelaa i en kontraherende stat, naar de betingelser, der er fastsat i artikel 21, 22 og 23, er opfyldt i en ikke-kontraherende stat.

22 Under retsmoedet fandt Det Forenede Kongerige, at der af flere grunde kunne fremsaettes indvendinger mod en saadan opfattelse, som bygger paa konventionens »refleksvirkning«: for det foerste var formaalet med konventionen at regulere kompetencen i forholdet mellem kontraherende stater og ikke i forholdet til ikke-kontraherende stater; for det andet ville den indebaere en radikal omarbejdelse af konventionen og en massiv udvidelse af dens bestemmelser; for det tredje ville retssikkerheden blive bragt i fare, hvilket ville vaere i modstrid med et af hovedformaalene med konventionen.

Vurdering af spoergsmaalene i sagen

Virkningen af konventionens artikel 21

23 Jeg deler ikke Kevin Cinnamond's opfattelse, hvorefter konventionens artikel 21 finder anvendelse i den foreliggende sag. I artikel 21 hedder det, at »saafremt krav ... fremsaettes ... for retter i forskellige kontraherende stater, udsaetter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt ... sin afgoerelse«. Ganske vist udelukker ordlyden ikke fuldstaendig Kevin Cinnamond's fortolkning. Som han har foreslaaet, ville det vaere muligt at fortolke artikel 21 saaledes, at det kun kraeves, at der paa det tidspunkt, hvor spoergsmaalet om anvendeligheden af artikel 21 opstaar (dvs. paa det tidspunkt, hvor den anden sag anlaegges), er fremsat krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, mellem de samme parter i en anden kontraherende stat, selv om konventionen som helhed ikke finder anvendelse paa disse krav.

24 Det forekommer mig imidlertid, at det er mere naturligt at fortolke artikel 21 paa den maade, at sagen for den ret, ved hvilken den foerst er anlagt, skal vaere en sag, som konventionen finder anvendelse paa. Eftersom Bruxelles-konventionen i medfoer af artikel 29, stk. 1, i San Sebastián-konventionen ikke finder anvendelse paa den sag, der i dette tilfaelde er anlagt i Portugal, finder artikel 21 ikke anvendelse. Ordlyden af artikel 21 (»Saafremt krav ... fremsaettes ... for retter i forskellige kontraherende stater«) synes at antyde, at sagen skal vaere anlagt ved den ret, ved hvilken den foerst er anlagt, efter at konventionen er traadt i kraft. Dette er i overensstemmelse med de andre sproglige versioner af konventionen. Kun i den nederlandske og den tyske version anvendes der i artikel 21 udtryk (»aanhangig zijn«, »anhaengig gemacht«), som kunne anses for at have en lidt anden konnotation. I modsaetning til, hvad Kevin Cinnamond har anfoert, hjaelper det ikke at sammenholde sprogbrugen i konventionens artikel 21 med sprogbrugen i artikel 54, som indeholder en overgangsbestemmelse, der ligner den i artikel 20 i San Sebastián-konventionen. Hovedparten af de sproglige versioner synes i de to bestemmelser at anvende udtryk, som faktisk er synonyme.

25 Det foelger ogsaa af opbygningen af artikel 21, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

26 I dommen i sagen Overseas Union Insurance m.fl. (5) fastslog Domstolen, at bortset fra det tilfaelde, hvor den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, er enekompetent i henhold til konventionen, er konventionens artikel 21 til hinder for, at den ret, ved hvilken der sidst er anlagt sag, efterproever kompetencen for den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, hvis dennes kompetence bestrides. Domstolen baserede foerst og fremmest denne konklusion paa ordlyden af artikel 21, som kun fastsaetter én undtagelse fra pligten til at erklaere sig inkompetent, nemlig at den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, skal udsaette sagen, indtil kompetencen for den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, er fastslaaet. Dernaest tilfoejede Domstolen, at den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, ikke i noget tilfaelde bedre er i stand til:

»at afgoere, om den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, er kompetent, end sidstnaevnte ret. Enten afgoeres kompetencen for den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, direkte i medfoer af konventionens bestemmelser, som er faelles for begge retter, og som de begge kan fortolke og anvende med samme autoritet, eller ogsaa udledes kompetencen i medfoer af konventionens artikel 4 af lovgivningen i den stat, hvori den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, er beliggende, i hvilket tilfaelde denne ret ubestrideligt bedre er i stand til at afgoere spoergsmaalet om dens egen kompetence.

Desuden er de tilfaelde, hvor en ret i en kontraherende stat kan efterproeve kompetencen for en ret i en anden stat, udtoemmende opregnet i konventionens artikel 28 og artikel 34, stk. 2. Disse tilfaelde vedroerer kun det trin, der angaar anerkendelse eller fuldbyrdelse, og vedroerer kun visse regler om saerlig kompetence eller enekompetence, der har praeceptiv eller ordre public-karakter. Det foelger heraf, at bortset fra disse begraensede undtagelser bemyndiger konventionen ikke til, at en rets kompetence efterproeves af en ret i en anden kontraherende stat« (6).

27 Den forudsaetning, der ligger til grund for artikel 21, er saaledes, at den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har erklaeret sig kompetent i henhold til konventionens regler (eller i henhold til den nationale lovgivning under omstaendigheder, hvor dette udtrykkeligt er foreskrevet i konventionen); om noedvendigt kan dens kompetence anfaegtes efter den procedure, der er foreskrevet i lovgivningen i den stat, hvor den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, er beliggende. Under denne forudsaetning behoever den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, ikke at efterproeve det grundlag, hvorpaa den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har erklaeret sig kompetent. Foelgelig indeholder artikel 21 - i modsaetning til artikel 28 og artikel 34, stk. 2 - ingen bestemmelser om en saadan efterproevelse.

28 Som Elsbeth Freifrau von Horn, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har paapeget, gaelder den forudsaetning, der ligger til grund for artikel 21, ikke, naar konventionen ikke var traadt i kraft paa det tidspunkt, hvor den foerste sag blev anlagt. Under saadanne omstaendigheder vil den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, ikke vaere bundet af konventionens kompetenceregler og kan erklaere sig kompetent paa et grundlag, som efter konventionen anses for eksorbitant. Desuden kan det - som Det Forenede Kongerige har anfoert - taenkes, at en dom afsagt af den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, ikke kan fuldbyrdes ved retterne i de kontraherende stater.

29 Som allerede bemaerket ovenfor, indroemmede Kevin Cinnamond under retsmoedet med hensyn til dette argument, at artikel 21 kun finder anvendelse, naar den dom, der er afsagt af den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, ville kunne anerkendes og fuldbyrdes i de kontraherende stater. Denne indroemmelse loeser imidlertid ikke det problem, at artikel 21 som fortolket af Domstolen i sagen Overseas Union Insurance ikke tillader den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, at efterproeve det grundlag, hvorpaa den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har erklaeret sig kompetent. Kevin Cinnamond soegte at imoedegaa denne indvending ved at goere gaeldende, at selv om de politiske hensyn, der ligger bag denne regel, var fuldt ud forstaaelige i forbindelse med den normale anvendelse af artikel 21, var situationen i denne sag en anden, eftersom den ret, ved hvilken sagen foerst var anlagt, ikke havde erklaeret sig kompetent paa grundlag af konventionen. Ved at undersoege det grundlag, hvorpaa den ret, ved hvilken sagen foerst var anlagt, erklaerede sig kompetent, ville den ret, ved hvilken sagen sidst var anlagt, ikke anfaegte kompetencen for den ret, ved hvilken sagen foerst var anlagt, med henblik paa at efterproeve, om denne ret havde kompetence, men ville blot soege at finde frem til grundlaget for kompetencen med henblik paa at afgoere, om rettens dom kunne anerkendes og fuldbyrdes i de kontraherende stater.

30 Det er muligt, at dette argument til dels imoedekommer Domstolens raesonnement i sagen Overseas Union Insurance, nemlig at begge retter fortolker og anvender konventionen med samme autoritet, og at den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, bedre er i stand til at fortolke sin nationale lovgivning i tilfaelde, hvor artikel 4 finder anvendelse. Selv heroverfor kan det imidlertid anfoeres, at Domstolen blot anfoerte grundene til, at man i artikel 21 har undladt at indfoeje en bestemmelse om efterproevelse af kompetencen; at disse grunde ikke foreligger tjener blot til at vise, at det ikke var hensigten med artikel 21, at den skulle omfatte en sag som den foreliggende. Under alle omstaendigheder gaelder resten af Domstolens raesonnement, som bygger paa artikel 21's ordlyd og den udtrykkelige bestemmelse om efterproevelse af kompetencen i artikel 28 og artikel 34, stk. 2, i lige saa hoej grad. Det er vanskeligt at faa Kevin Cinnamond's aendrede fortolkning af artikel 21 til at stemme overens med bestemmelsens ordlyd.

31 Efter min opfattelse finder artikel 21 derfor ikke anvendelse.

Retsvirkningen af San Sebastián-konventionens artikel 29, stk. 2

32 I modsaetning til Kommissionen finder jeg imidlertid ikke, at det i denne sag kan lades ude af betragtning, at Portugal tiltraadte konventionen, foer sagen i England blev anlagt; det er faktisk denne tiltraedelse, som har givet anledning til det vaesentlige problem i denne sag. Efter San Sebastián-konventionens artikel 29, stk. 2, skal afgoerelser, som efter datoen for konventionens ikrafttraeden i forholdet mellem Portugal og Det Forenede Kongerige er truffet af portugisiske retter i sager, der er anlagt foer dette tidspunkt, anerkendes og fuldbyrdes i Det Forenede Kongerige efter bestemmelserne i konventionens afsnit III, saafremt den kompetenceregel, den portugisiske ret har anvendt, er i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionens afsnit II, hvilket er tilfaeldet i den foreliggende sag. Saaledes finder konventionen - selv om den i medfoer af artikel 29, stk. 1, ikke finder anvendelse paa den i Portugal anlagte sag - anvendelse paa den dom, der afsiges i denne sag.

33 Ganske vist er artikel 29, stk. 2, som Kommissionen har paapeget, ikke i sig selv en litispendensregel, men det forekommer mig, at den uvaegerlig vil spille en rolle for de skridt, der skal tages af den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, under omstaendigheder som dem, der foreligger i denne sag. Konventionens artikel 27, nr. 3, der findes i afsnit III, som der henvises til i artikel 29, stk. 2, bestemmer, at en retsafgoerelse ikke skal anerkendes, saafremt afgoerelsen er uforenelig med en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til. Hvis den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, under omstaendigheder som dem, der foreligger i denne sag, udoevede sin kompetence uden hensyn til den sag, der allerede verserer for den ret, ved hvilken den foerst er anlagt, kunne dens afgoerelse - som Det Forenede Kongerige paapeger - vise sig at vaere uforenelig med den afgoerelse, der senere traeffes af den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, og derved forhindre, at den sidstnaevnte afgoerelse anerkendes i medfoer af artikel 29, stk. 2. Dette resultat ville vaere uheldigt, hvis den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, var klar over, at der verserede en sag for den ret, ved hvilken den foerst er anlagt, som kunne give anledning til en retsafgoerelse, som ellers skulle anerkendes og fuldbyrdes i Det Forenede Kongerige og i andre kontraherende stater. Jeg er enig med Det Forenede Kongerige i, at det i San Sebastián-konventionens artikel 29, stk. 2, under saadanne omstaendigheder er underforstaaet, at den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, er forpligtet til ikke at foretage en handling, som kan forhindre, at overgangsbestemmelsen i artikel 29, stk. 2, faar virkning.

34 Med henblik paa gennemfoerelsen af denne forpligtelse forekommer det hensigtsmaessigt (som Det Forenede Kongerige har foreslaaet i sin besvarelse af Domstolens skriftlige spoergsmaal), at den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, anvender foelgende fremgangsmaade:

1) Den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, boer forsoege at finde ud af, paa hvilket grundlag den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har erklaeret sig kompetent, og hvis den konstaterer, at grundlaget for kompetencen er i overensstemmelse med konventionen (eller en anden konvention, som var gaeldende mellem de beroerte stater paa det paagaeldende tidspunkt), boer den erklaere sig inkompetent.

2) Hvis den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, endnu ikke er i stand til at finde ud af, paa hvilket grundlag den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har erklaeret sig kompetent, boer den udsaette sagen, indtil den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har truffet afgoerelse, hvorefter sagens udfald vil afhaenge af, paa hvilket grundlag den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, udoevede sin kompetence.

35 Ved denne loesning overvindes den vanskelighed, Kommissionen har henvist til, nemlig at den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, maaske ikke kan finde ud af, paa hvilket grundlag den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har erklaeret sig kompetent, hvis denne ikke har truffet en afgoerelse. Desuden har denne loesning - som Det Forenede Kongerige anfoerte under retsmoedet - den fordel, at der opnaas et resultat, som er i overensstemmelse med konventionens formaal, samtidig med, at man undgaar de uoenskede konsekvenser, som det ville have at lade artikel 21 finde direkte anvendelse i sager, hvor konventionen ikke var gaeldende paa det tidspunkt, hvor den foerste sag blev anlagt. Den er ogsaa i overensstemmelse med gaeldende retsprincipper. Den indebaerer ikke en anstrengt fortolkning af ordlyden af konventionen eller af San Sebastián-konventionen. Desuden er den forenelig med de folkeretlige regler. Artikel 26 i Wienerkonventionen af 22. maj 1969 om traktatretten indeholder det almindeligt anerkendte princip, at traktater skal opfyldes af parterne i god tro, og konventionens artikel 18, som paalaegger signatarstaterne en godtrosforpligtelse, selv foer traktaten er traadt i kraft, forbyder staterne at foretage »handlinger, der ville beroeve traktatens dens formaal og hensigt« (7).

36 Den ovenfor beskrevne loesning er ogsaa i overensstemmelse med den loesning, som anvendes i de almindelige regler om litispendens i en raekke medlemsstater (8), og som gaar ud paa, at den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, skal overveje, om det er sandsynligt, at den sag, der verserer i udlandet, vil give anledning til en afgoerelse, der kan anerkendes i den stat, hvor retten er beliggende.

37 Jeg anser det derfor ikke for noedvendigt i denne sag at tage stilling til det spoergsmaal, Kommissionen har rejst om de mulige virkninger af konventionen i forholdet til ikke-kontraherende stater. Dette spoergsmaal rejser under alle omstaendigheder problemer af videre betydning, som ikke er blevet droeftet indgaaende under denne sag.

Forslag til afgoerelse

38 Foelgelig er jeg af den opfattelse, at Domstolen boer besvare de af House of Lords forelagte spoergsmaal saaledes:

»1) I et tilfaelde, hvor der verserer sager i to stater, som er parter i Bruxelles-konventionen, hvorunder der fremsaettes krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, mellem de samme parter, og Bruxelles-konventionen i medfoer af San Sebastián-konventionen traadte i kraft i den foerste stat, efter at sagen var anlagt i den foerste stat, men foer den var anlagt i den anden stat, er det i San Sebastián-konventionens artikel 29, stk. 2, underforstaaet, at den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, er forpligtet til ikke at udoeve sin kompetence paa en maade, som kan forhindre, at denne bestemmelse faar virkning.

2) Under saadanne omstaendigheder

a) boer den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, forsoege at finde ud af, paa hvilket grundlag den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har erklaeret sig kompetent, og hvis den konstaterer, at grundlaget for kompetencen er i overensstemmelse med konventionen (eller en anden konvention, som var gaeldende mellem de beroerte stater paa det paagaeldende tidspunkt), boer den erklaere sig inkompetent.

b) boer den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt, hvis den endnu ikke er i stand til at finde ud af, paa hvilket grundlag den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har erklaeret sig kompetent, udsaette sagen, indtil den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, har truffet afgoerelse, hvorefter sagens udfald vil afhaenge af, paa hvilket grundlag den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, udoevede sin kompetence.«

(1) - Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager.

(2) - Konventionen om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen vedroerende Domstolens fortolkning af denne konvention med de tilpasninger af disse, som er foretaget ved konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritanniens og Nordirlands tiltraedelse samt ved konventionen om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT 1989 L 285, s. 1).

(3) - Dom af 27.6.1991, sag C-351/89, Sml. I, s. 3317, praemis 16.

(4) - Dom af 8.12.1987, sag 144/86, Sml. s. 4861.

(5) - Jf. ovenfor, fodnote 3.

(6) - Jf. praemis 23 og 24.

(7) - Wienerkonventionens artikel 18 og 26 diskuteres i Sinclair: The Vienna Convention on the Law of Treaties, anden udgave, Manchester University Press, 1983, navnlig paa s. 83, 84, 86 og 99.

(8) - Jf. f.eks. artikel 7, stk. 1, i den italienske lov nr. 218 af 31.5.1995 (Gazzetta Ufficiale della Repubblica italiana af 3.6.1995), som bestemmer foelgende:

»Quando, nel corso del giudizio, sia eccepita la previa pendenza tra le stesse parti di domanda avente il medesimo oggetto e il medesimo titolo dinanzi a un giudice straniero, il giudice italiano, se ritiene che il provvedimento straniero possa produrre effetto per l'ordinamento italiano, sospende il giudizio ...«

Jf. ogsaa vedroerende tysk ret H. Schack: Internationales Zivilverfahrensrecht, 2. udgave, Verlag C.H. Beck, Muenchen 1996, s. 293 f., og vedroerende fransk ret: Batiffol og Lagarde: Droit international privé, 7. udgave, Vol. II, Librairie générale de droit et de jurisprudence, Paris 1983, s. 467 og 468.