RETTENS KENDELSE (Femte Afdeling)

30. november 1998

Sag T-97/94

N.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Forhenværende tjenestemænd — bedømmelsesrapport — søgsmålsinteresse — afvisning«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-1879

Angående:

Påstand om annullation af den af Kommissionen udfærdigede bedømmelsesrapport vedrørende sagsøgeren for perioden 1. juli 1989 -30. juni 1991 samt om erstatning for den økonomiske skade og godtgørelse for den ikke-økonomiske skade, sagsøgeren hævder at have lidt som følge af rapporten.

Udfald:

Afvisning.

Resumé af kendelse

Sagsøgeren, N., tiltrådte tjenesten ved Kommissionen den 31. januar 1983 som tjenestemand i lønklasse A4.

Den 11. august 1993 indgav han en klage over sin bedømmelsesrapport for perioden fra den 1. juli 1989 til den 30. juli 1991. Den 4. oktober 1993 fjernede ansættelsesmyndigheden sagsøgeren fra tjenesten med virkning fra den 1. december 1993. Til prøvelse af denne afgørelse anlagde sagsøgeren sag ved Retten, der frifandt Kommissionen. Dommen blev appelleret til Domstolen, som forkastede appellen den 16. juli 1998. Den 20. december 1993 afviste Kommissionen sagsøgerens klage over bedømmelsesrapporten. Sagen var stillet i bero, indtil Domstolen afsagde dom den 16. juli 1998. Sagsøgeren anlagde nærværende sag den 9. marts 1994 med påstand om annullation af den stiltiende afvisning af hans klage af 11. august 1993 og af bedømmelsesrapporten.

Retlige bemærkninger

Retten bemærkede, at en tjenestemand eller en forhenværende tjenestemand kun kan anlægge sag i medfør af artikel 90 og 91 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«), såfremt han har en personlig interesse i, at den anfægtede akt annulleres. Denne interesse bedømmes efter forholdene ved sagens anlæg (præmis 22 og 23).

Henvisning til: Retten, 18. juni 1992, sag T-49/91, Turner mod Kommissionen, Sml. II, s. 1855, præmis 24; Retten, 16. december 1993, sag T-58/92, Moat mod Kommissionen, Sml. II, s. 1443, præmis 31.

Retten tilføjede, at bedømmelsesrapporten er et internt dokument, som i første række har til formål at sikre administrationen regelmæssige oplysninger om, hvorledes dens tjenestemænd udfører deres arbejdsopgaver (præmis 25).

Henvisning til: Domstolen, 3. juli 1980, forenede sager 6/79 og 97/79, Grassi mod Rådet, Sml. s. 2141, præmis 20; Retten, 28. maj 1997, sag T-59/96, Búrban mod Parlamentet, Sml. Pers. II, s. 331, præmis 73.

Retten bemærkede videre, at i relation til den enkelte tjenestemand spiller bedømmelsesrapporten en afgørende rolle i forbindelse med hans karriereforløb, navnlig med hensyn til forflyttelse og forfremmelse. Følgelig berører den i princippet den bedømte persons interesse indtil hans endelige udtræden af tjenesten. Efter dette tidspunkt kan han ikke længere anlægge sag, medmindre han beviser, at der foreligger en særlig omstændighed, som kan begrunde en personlig og aktuel interesse i, at den omtvistede rapport annulleres (præmis 26).

Retten fandt, at sagsøgeren, som ikke gjorde tjeneste ved Kommissionen på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt, ikke havde godtgjort, at der fandtes en sådan omstændighed.

For så vidt angår afventningen af en retfærdig rettergang som omhandlet i artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder bemærkede Retten, at en sådan omstændighed ikke kan medføre, at de formalitetskrav, der er fastsat i fællesskabsretten, ikke finder anvendelse, idet et uden særlig begrundelse fremført krav om at blive rehabiliteret moralsk og fagligt ikke er tilstrækkeligt til, at der foreligger en personlig interesse for sagsøgeren. Retten fastslog, at han herefter ikke havde kompetence til at anlægge annullationssøgsmål (præmis 30 og 31).

Retten bemærkede afslutningsvis, at erstatningspåstanden, som var snævert forbundet med annullationspåstanden, derfor også måtte afvises (præmis 32).

Henvisning til: Retten, 25. september 1991, sag T-5/90, Marcato mod Kommissionen, Sml. II, s. 731, præmis 49.

Konklusion:

Sagen afvises.