61994A0275

++++

1. Konkurrence ° boeder ° Kommissionens skoen ° raekkevidde ° befoejelse til at traeffe beslutning om, at der skal svares morarenter af boeder

(EOEF-traktaten, art. 89; Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

2. Konkurrence ° boeder ° valgmuligheder for virksomheder, der anlaegger sag til anfaegtelse af en kommissionsbeslutning, hvorved der paalaegges dem en boede ° virksomhed, der har valgt at stille bankgaranti ° nedsaettelse af boeden ved Faellesskabets retsinstanser ° betaling af morarenter fra den i beslutningen fastsatte fuldbyrdelsesdato og med beregning af renter af det af Faellesskabets retsinstanser fastsatte boedebeloeb

(EOEF-traktaten, art. 172 og 185; Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2 og art. 17)

3. Kommissionen ° forvaltningsmaessige foranstaltninger, der kan traeffes i henhold til bemyndigelser ° begreb ° beslutning, ved hvilken der stilles krav om betaling af morarenter, der foelger efter en af Retten afsagt dom, hvorved en beslutning om at paalaegge en boede med tillaeg af morarenter stadfaestes ° omfattet

(Kommissionens forretningsorden 93/492, art. 11)

4. Konkurrence ° boeder ° Kommissionens skoen ° raekkevidde ° befoejelse til at afgoere, hvorledes indbetalinger, der vedroerer boederne, skal afskrives ° betingelser ° iagttagelse af bestemmelser eller almindelige retsgrundsaetninger i faellesskabsretten

(Raadets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2)

1. Befoejelsen til at paalaegge virksomhederne boede, som Kommissionen raader over i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, omfatter adgangen til at fastsaette boedens forfaldsdato og den dato, fra hvilken der paaloeber renter samt den rentesats, der skal anvendes, og til at give anvisninger paa, hvorledes beslutningen skal opfyldes ved eventuelt at stille krav om, at der stilles bankgaranti til sikkerhed for betaling af boedebeloebet og renter heraf.

Deersom Kommissionen ikke havde disse befoejelser, ville den fordel, som virksomhederne kan opnaa ved for sen betaling af boederne, medfoere en svaekkelse af de sanktioner, som Kommissionen har truffet afgoerelse om at anvende ved udfoerelsen af sin opgave efter traktatens artikel 89, der er at paase, at konkurrencereglerne anvendes korrekt. Der kan saaledes retmaessigt stilles krav om morarenter af boederne med henblik paa at undgaa, at den tilsigtede virkning af traktaten ophaeves ved fremgangsmaader, som virksomheder, der udsaetter betalingen af paalagte boeder, ensidigt tager i anvendelse.

Desuden ville virksomheder, der udsatte betalingen af de boeder, der var paalagt dem, hvis Kommissionen ikke havde befoejelse til at kraeve morarenter, opnaa en fordel i forhold til virksomheder, som betaler de boeder, der er paalagt dem, paa den fastsatte forfaldsdato.

2. En virksomhed, der anlaegger sag til anfaegtelse af en kommissionsbeslutning, hvorved der paalaegges den en boede, har valget mellem at betale boeden, naar den forfalder, indgive begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af beslutningen i henhold til traktatens artikel 185, stk. 2, og artikel 104 i Rettens procesreglement, eller endelig, saafremt Kommissionen giver den adgang hertil, stille bankgaranti til sikkerhed for betaling af boeden og morarenterne paa vilkaar, der fastsaettes af Kommissionen.

Da den sagsoegende virksomhed benyttede sig af den sidstnaevnte mulighed, og da Faellesskabets retsinstanser i henhold til udoevelsen af deres fulde proevelsesret paa omraadet nedsatte den af Kommissionen paalagte boede, kan Kommissionen stille krav om betaling af morarenter fra den fuldbyrdelsesdato, der var fastsat i beslutningen, og med beregning af renter af det boedebeloeb, der var fastsat af Faellesskabets retsinstanser. Henset til de befoejelser, der er tillagt Faellesskabets retsinstanser ved traktatens artikel 172 og artikel 17 i forordning nr. 17, udgoer den af disse fastsatte boede ikke en ny boede, der er retlig forskellig fra den boede, som Kommissionen har paalagt ved sin beslutning, og aendrer ikke virkningerne af den af den sagsoegende virksomhed stillede bankgaranti.

3. Foranstaltninger, som Kommissionen har vedtaget, og som skaber rettigheder eller forpligtelser for borgerne, udgoer beslutninger, der skal droeftes i faellesskab af Kommissionens medlemmer, mens foranstaltninger, der blot stadfaester saadanne beslutninger er accesoriske retsakter, der som saadanne er foranstaltninger af forvaltningsmaessig art, der kan traeffes i henhold til bemyndigelse i overensstemmelse med artikel 11 i Kommissionens forretningsorden.

En beslutning, ved hvilken Kommissionen stiller krav om betaling af morarenter, der foelger efter en af Retten afsagt dom, hvorved en beslutning om at paalaegge en boede eventuelt med tillaeg af morarenter delvis stadfaestes, maa som en foranstaltning til gennemfoerelse af den oprindelige beslutning, hvorved boeden med tilhoerende renter fastsaettes, anses for at vaere en simpel administrativ og forvaltningsmaessig foranstaltning.

4. Kommissionen, der er befoejet til at foeje krav om renter til forpligtelsen til at betale de af den paalagte boeder i tilfaelde af manglende betaling, er ogsaa befoejet til at afgoere, hvorledes skete indbetalinger, der vedroerer disse boeder, skal afskrives, naar den herved ikke overtraeder bestemmelser eller almindelige retsgrundsaetninger i faellesskabsretten. Under forudsaetning heraf kan den paa grundlag af almindeligt i de fleste nationale retsordener anerkendte regler afskrive indbetalte beloeb foerst paa renterne og dernaest paa kapitalen.

I sag T-275/94,

Groupement des cartes bancaires "CB", en fransk oekonomisk firmagruppe, Paris, ved advokaterne Alain Georges og Hugues Calvet, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-rue,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Enrico Traversa, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Géraud de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens skrivelser af 7. juni og 15. juli 1994, hvorved Kommissionen dels har kraevet betaling af morarenter for perioden fra den 30. juni 1992, og indtil betaling sker, af den boede, der blev paalagt sagsoegeren ved Kommissionens beslutning 92/212/EOEF af 25. marts 1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/30.717-A ° Eurocheque: Helsinki-aftalen, EFT L 95, s. 50), hvis beloeb ved Rettens dom af 23. februar 1994 (forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen, Sml. II, s. 49) blev fastsat til 2 mio. ECU), dels har afskrevet et af sagsoegeren indbetalt beloeb paa 2 mio. ECU foerst paa renterne og dernaest paa boedebeloebet med tillaeg af renter,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Fjerde Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne R. Schintgen, R. García-Valdecasas, P. Lindh og J. Azizi,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 29. marts 1995,

afsagt foelgende

Dom

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Den 25. marts 1992 vedtog Kommissionen beslutning 92/212/EOEF om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/30.717-A ° Eurocheque: Helsinki-aftalen, EFT L 95, s. 50, herefter "beslutningen" eller "beslutning af 25.3.1992"), hvori det i artikel 1 fastslaas, at den aftale, som de franske pengeinstitutter og Eurocheque-Assembly indgik paa Eurocheque-Assembly' s moede i Helsinki den 19. og 20. maj 1983 vedroerende indloesning af eurochecks, trukket paa udenlandske pengeinstitutter, i den franske non-banking sektor (herefter "Helsinki-aftalen"), og som blev anvendt fra den 1. december 1983 til den 27. maj 1991, indebaerer en overtraedelse af EOEF-traktatens (nu EF-traktaten, herefter "traktaten") artikel 85, stk. 1.

2 Ved beslutningens artikel 2 afslaas begaeringen i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3, om fritagelse for den i artikel 1 omhandlede aftale for perioden fra den 16. juli 1990, da aftalen blev anmeldt, og indtil den 27. maj 1991, da den blev ophaevet.

3 Ved beslutningens artikel 3 paalaegges der Groupement des cartes bancaires "CB" (herefter "Groupement") en boede paa 5 mio. ECU paa grund af den i beslutningens artikel 1 omhandlede overtraedelse, og det bestemmes, at dette beloeb skal indbetales til Kommissionen senest tre maaneder efter beslutningens meddelelse. Det tilfoejes, at der ved denne periodes udloeb automatisk paaloeber renter efter den sats, som Den Europaeiske Fond for Monetaert Samarbejde (herefter "EFMS") anvendte for sine ecu-transaktioner den foerste arbejdsdag i maaneden for denne beslutnings vedtagelse og offentliggoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (EFT 1992 C 56, s. 1), plus 3,5 procentpoint, dvs. 13,75%.

4 Kommissionen meddelte Groupement beslutningen ved skrivelse af 25. marts 1992, hvilket for sagsoegeren medfoerte en forpligtelse til at betale boeden senest den 30. juni 1992, fra hvilken dato Kommissionen i henhold til traktatens artikel 192, stk. 2, kunne lade beslutningen tvangsfuldbyrde. Kommissionen meddelte imidlertid i naevnte skrivelse Groupement, at den, saafremt Groupement indbragte sagen for Retten, i overensstemmelse med sin saedvanlige praksis ville afstaa fra at traeffe fuldbyrdelsesskridt, saa laenge sagen verserede for Retten, under forudsaetning af dels, at fordringen blev forrentet med virkning fra den 30. juni 1992 med den af EFMS anvendte rentesats forhoejet med 1,5 point, dvs. med 11,75%, dels, at der senest paa naevnte dato blev stillet bankgaranti for saavel hovedstolen som renter med eventuelle forhoejelser heraf.

5 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 25. maj 1992 anlagde Groupement sag med paastand om annullation af beslutningen af 25. marts 1992 foerst og fremmest under anbringende af, at aftalen ikke udgjorde en retsstridig kartelaftale, og at boeden, saafremt det blev lagt til grund, at overtraedelsen virkelig forelaa, absolut stod i et misforhold til overtraedelsens grovhed.

6 Den 24. juni 1992 stillede Groupement' s bank efter firmagruppens anvisning og for dens regning en bankgaranti, der var udformet i overensstemmelse med Kommissionens skrivelse af 25. marts 1992, saavel for den boede paa 5 mio. ECU, der var paalagt Groupement ved beslutningen af 25. marts 1992, som for renter af dette beloeb fra den 30. juni 1992 til EFMS-sats med tillaeg af 1,5 point, til betaling sker.

7 Retten fastslog i dom af 23. februar 1994 (forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen, Sml. II, s. 49) for Groupement' s vedkommende, at Helsinki-aftalen ikke kunne betragtes som en aftale om fastsaettelse af faelles pris, som skulle anvendes i kontrakter med tredjemand, men at den udgjorde en principaftale om opkraevning af et gebyr, der pr. definition var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, litra a), og nedsatte den boede, der var paalagt Groupement ved den anfaegtede beslutnings artikel 3, til 2 mio. ECU. Kommissionen blev i oevrigt frifundet og paalagt at baere halvdelen af de af Groupement afholdte omkostninger.

8 Groupement meddelte ved skrivelse af 5. maj 1994 Kommissionen, at gruppen, da fristen for at appellere Rettens dom af 23. februar 1994 var udloebet den 4. maj 1994, ved bankoverfoersel af 5. maj 1994 havde betalt den af Retten fastsatte boede paa 2 mio. ECU. Groupement mente hermed fuldt ud at have opfyldt Rettens dom og udtalte i et svar paa en telefonisk henvendelse fra Kommissionens regnskabstjenester, at forpligtelsen til at betale renter, som fastslaaet i Domstolens dom af 25. oktober 1983 (sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, praemis 139 og 143), bygger paa oensket om at undgaa aabenbart grundloese soegsmaal, der alene har til formaal at forhale betalingen af boeden, og ikke bestaar i soegsmaal, hvor den sagsoegende erhvervsdrivende helt eller delvis faar medhold i sine paastande. Dette bekraeftes af, at den af Kommissionen anvendte rente er hoejere end den i Frankrig gaeldende lovbestemte rente og renten paa markedet for ecu-transaktioner, saaledes at personer, der har anlagt sag, udsaettes for en ekstra sanktion. Groupement tilfoejede, at den ved dommen fastsatte boede under alle omstaendigheder ikke kan give grundlag for et rentekrav fra datoen for boedepaalaegget i Kommissionens beslutning, idet der retligt er en forskel paa den foerste og den anden boede. Det anfoeres herved, at domskonklusionen viser, at Retten har "fastsat" en ny boede, og ikke har "nedsat" den boede, der oprindelig blev fastsat i Kommissionens beslutning. Kommissionen sanktionerede nemlig, da den fastsatte boeden paa grundlag af den ulovlige fortjeneste, der blev opnaaet af de ikke-skyldige gebyrer, der blev opkraevet ved indloesningen af udenlandske eurochecks, udelukkende aftalen om disse gebyrers omfang, men ikke den principielle aftale om opkraevning af gebyr, der blot var en forudsaetning for foerstnaevnte aftale. Retten lagde imidlertid alene den principielle aftale om opkraevning af et gebyr til grund og paalagde boede for en overtraedelse, som Kommissionen ikke som saadan havde sanktioneret.

9 Groupement anmodede den 27. maj 1994 om delvis frigivelse af bankgarantien.

10 Kommissionen svarede ved skrivelse af 7. juni 1994, at indbetalingen af 2 mio. ECU efter dens opfattelse var et afdrag paa den samlede debitorsaldo pr. 6. maj 1994 og omfattede den indtil da paaloebne rente paa i alt 433 301,37 ECU samt en del af hovedstolen, af hvis restbeloeb der fortsat paaloeb renter fra den 6. maj 1994. Kommissionen anfoerte herved foerst, at siden 1981 har den vedroerende henstand med indbetaling af boede i tilfaelde af soegsmaal til anfaegtelse af oekonomiske sanktioner, haft den praksis, at den stiller krav om renter samt om, at der stilles en bankgaranti for et beloeb svarende til boedebeloebet med tillaeg af renter, og denne praksis er blevet anerkendt af Domstolen (jf. den ovennaevnte dom i sagen AEG mod Kommissionen, Domstolens kendelse af 7.5.1982, sag 86/82 R, Hasselblad mod Kommissionen, Sml. s. 1555, af 11.11.1982, sag 263/82 R, Kloeckner Werke mod Kommissionen, Sml. s. 3995, og af 7.3.1986, sag 392/85 R, Finsider mod Kommissionen, Sml. s. 959), og Groupement har i den foreliggende sag indvilget i at betale renter, idet der den 24. juni 1992 blev stillet bankgaranti. Kommissionen har dernaest fastslaaet, at rentekravet ikke var en noedvendig foelge af udnyttelsen af soegsmaalsadgangen, da det stod Groupement frit for at betale boeden, da denne forfaldt til betaling, og dermed blive fri for at betale renter. Den har vedroerende den retlige forskel mellem den af Retten fastsatte boede og den, Kommissionen fastsatte, anfoert, at Groupement har misforstaaet omfanget af Rettens fulde proevelsesret i henhold til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter "forordning nr. 17"), hvoraf foelger, at Retten kun kan ophaeve, nedsaette eller forhoeje den paalagte boede, men ikke fastsaette en ny boede, der er forskellig fra den af Kommissionen paalagte boede.

11 Groupement bestred den 16. juni 1994 Kommissionens opfattelse vedroerende dens krav ifoelge skrivelsen af 7. juni 1994 om, at Groupement betaler morarenter af boeden paa 2 mio. ECU fra den 30. juni 1992, samt dens afskrivning paa de hermed opstaaede rentebeloeb af indbetalingen paa 2 mio. ECU, og forbeholdt sig sin adgang til at indgive begaering til Retten om fortolkning af Rettens dom af 23. februar 1994.

12 Ved skrivelse af 15. juli 1994 opfordrede Kommissionen Groupement til at betale de resterende skyldige beloeb inden den 31. juli 1994, idet Kommissionen ellers ville soege sig fyldestgjort i bankgarantien. Samme dag meddelte Kommissionen den bank, der havde stillet sikkerheden, at den var indforstaaet med, at sikkerhedens beloeb nedsattes med et beloeb svarene til den stedfundne delvise betaling.

13 Ved skrivelse af 20. juli 1994 meddelte Groupement efter endnu engang at have erklaeret sig uenig i Kommissionens analyse vedroerende morarenterne, denne, at der, fordi Kommissionens beslutning var eksigibel og dermed ingen anden loesning var for haanden, var givet instruks til Groupement' s bank om til Kommissionen at overfoere et beloeb paa 443 902,61 ECU.

14 Dette er baggrunden for, at Groupement har anlagt naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 4. august 1994.

15 Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

16 Parterne har i retsmoedet den 29. marts 1995 afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten.

Parternes paastande

17 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

1) Kommissionens beslutning ifoelge skrivelserne af 7. juni og 15. juli 1994, hvorefter den har kraevet betaling af morarenter af den boede paa 2 mio. ECU, som Retten har fastsat i dommen af 23. februar 1994, for perioden fra den 30. juni 1992 og indtil betaling sker, annulleres, og det fastslaas foelgelig, at det beloeb paa 433 902,61 ECU, som Groupement har indbetalt, ikke skulle betales og skal tilbagebetales med tillaeg af renter, beregnet efter den sats, som anvendes af EFMS for perioden fra den 20. juli 1994, indtil betaling sker.

2) Subsidiaert, for saa vidt Retten ikke giver sagsoegeren medhold i paastanden under 1), annulleres Kommissionens beslutning, for saa vidt den er baseret paa en fejlagtig metode for afskrivning af Groupement' s betalinger, og det fastslaas foelgelig, at det beloeb paa 10 601,24 ECU, som Groupement har betalt paa dette grundlag, ikke skulle betales og skal tilbagebetales med renter beregnet efter den sats, der anvendes af EFMS for perioden fra den 20. juli 1994, indtil betaling sker.

3) Kommissionen tilpligtes at betale samtlige de omkostninger, som er afholdt af Groupement i forbindelse med naervaerende annullationssoegsmaal.

18 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

1) Afvisning, subsidiaert frifindelse.

2) Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumentation

19 Kommissionen har under henvisning til Domstolens faste praksis (dom af 15.12.1988, forenede sager 166/86 og 220/86, Irish Cement mod Kommissionen, Sml. s. 6473, praemis 16) paastaaet sagen afvist for saa vidt angaar annullationspaastanden vedroerende skrivelserne af 7. juni og 15. juli 1994, idet disse skrivelser kun er en bekraeftelse af Kommissionens beslutning af 25. marts 1992 og af den skrivelse af samme dato, hvorved denne blev meddelt. Den har anfoert, at den ved beslutningen af 25. marts 1992 paalagde Groupement en boede paa 5 mio. ECU, der skulle betales inden tre maaneder, efter hvis udloeb der skulle betales renter af boedebeloebet med EFMS' s rentesats forhoejet med 3,5 point. Den har endvidere anfoert, at den i meddelelsesskrivelsen af 25. marts 1992 over for Groupement oplyste, at saafremt der blev anlagt sag ved Retten til anfaegtelse af beslutningen, ville der ikke blive truffet fuldbyrdelsesskridt, mens denne sag verserede, saafremt fordringen blev forrentet fra den 30. juni 1992, og der senest paa denne dato blev stillet en bankgaranti, der kunne accepteres af Kommissionen saavel for hovedstolen som for renter til den forhoejede rentesats.

20 Sagsoegeren accepterede disse vilkaar, idet den oenskede bankgaranti blev stillet, og idet sagsoegeren ikke under soegsmaalet til anfaegtelse af beslutningen af 25. marts 1992 gjorde indsigelse mod de for denne bankgaranti fastsatte betingelser, og sagsoegeren accepterede ogsaa, at der af det beloeb, som i sidste instans skulle betales, skulle svares renter. Sagsoegeren kan derfor ikke nu fremsaette indsigelser mod dette rentekrav.

21 Kommissionen har i den forbindelse imoedegaaet sagsoegerens synspunkt, hvorefter de i beslutningen af 25. marts 1992 og meddelelsesskrivelsen naevnte renter kun skulle gaelde boeden paa 5 mio. ECU, men derimod ikke den boede paa 2 mio. ECU, der senere blev fastsat af Retten. Kommissionen har anfoert, at den maa henholde sig til det rentekrav, der er beregnet paa grundlag af selve boedebeloebet, for saa vidt som den ved bankgarantien skal opnaa sikkerhed for fuldstaendig opfyldelse af fordringens hovedstol med tillaeg af renter, ogsaa selv om boeden ikke fuldt ud stadfaestes af Faellesskabets retsinstanser.

22 Kommissionen har endvidere paastaaet sagen afvist for saa vidt angaar sagsoegerens subsidiaere paastand om annullation af Kommissionens beslutning ifoelge skrivelserne af 7. juni og 15. juli 1994 i det omfang, der heri er tale om en fejlagtig metode for afskrivningen af Groupement' s betaling af 5. maj 1994. Kommissionens repraesentant har dog i retsmoedet anerkendt, at denne afskrivning af det indbetalte beloeb hverken foelger af beslutningen af 25. marts 1992 eller af meddelelsesskrivelsen af samme dato. Det tilkommer Retten at afgoere, om sagsoegerens paastande paa dette punkt kan admitteres.

23 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionens skrivelser af 7. juni og 15. juli 1994 under ét udgoer en beslutning, der kan goeres til genstand for soegsmaal jf. traktatens artikel 173. Sagsoegeren henviser herved til, at det i praksis er fastslaaet, at der foreligger retsakter eller beslutninger, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal i medfoer af traktatens artikel 173, naar foranstaltningerne har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af dennes retsstilling (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, praemis 9).

24 Sagsoegeren har i den forbindelse gjort gaeldende, at skrivelserne af 7. juni og 15. juli 1994, der jo indeholder en opfordring til betaling af 433 301,37 ECU i alvorlig grad beroerer sagsoegerens oekonomiske interesser og aendrer dennes retsstilling vaesentligt i forhold til retsstillingen efter beslutningen af 25. marts 1992 og meddelelsesskrivelsen af samme dato. Det fremgaar nemlig hverken af beslutningen af 25. marts 1992, af den skrivelse, hvorved denne beslutning blev meddelt, eller af Rettens dom af 23. februar 1994, at der med forpligtelsen til at betale 433 301,37 ECU i morarenter af boeden paa 2 mio. ECU foreligger en forpligtelse med bindende virkning. Med bestemmelsen i beslutningen af 25. marts 1992 om, at "[der] ... paalaegges Groupement ... [en boede] paa ... 5 mio. ECU", og at "[der] ved denne periodes udloeb (tre maaneder efter meddelelsen af beslutningen) ... automatisk [paaloeber] renter" har Kommissionen saaledes besluttet at opkraeve morarenter af den den 25. marts 1992 paalagte boede paa 5 mio. ECU uden derfor at lade dette gaelde ogsaa den boede, som Retten senere under udoevelse af sin fulde proevelsesret fastsatte under et annullationssoegsmaal.

25 Sagsoegeren har tilfoejet, at muligheden for en automatisk tilpasning af boeden gennem renter, der var begyndt at paaloebe, endnu foer Retten havde truffet sin afgoerelse, foerst blev bragt paa bane paa det tidspunkt, da Kommissionen tog skridt til inddrivelse af den boede, Retten havde fastsat. Det bemaerkes herved, at Kommissionen indirekte med sin karakterisering af skrivelsen af 7. juni 1994 som "en stillingtagen fra Kommissionens side" har anerkendt, at denne skrivelse er en retsakt, der kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal.

26 Sagsoegeren har for saa vidt angaar den subsidiaere paastand om afskrivningen af det af Groupement indbetalte beloeb gjort gaeldende, at Kommissionen med sin paastand om afvisning heraf vil fratage Faellesskabets retsinstanser deres adgang til at proeve et materielretligt spoergsmaal, der vedroerer beslutningens retmaessighed efter faellesskabsretten.

Rettens bemaerkninger

27 Indledningsvis bemaerkes, at det af Domstolens og Rettens faste praksis fremgaar, at soegsmaal til anfaegtelse af rent bekraeftende afgoerelser af tidligere afgoerelser, der ikke er blevet anfaegtet rettidigt, skal afvises (Domstolens dom i ovennaevnte sag Irish Cement mod Kommissionen, praemis 16; Domstolens dom af 25.5.1993, sag C-199/91, Foyer culturel du Sart-Tilman mod Kommissionen, Sml. s. 2667, praemis 23 og 24, og Rettens dom af 15.3.1995, sag T-514/93, Cobrecaf m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 0000, praemis 44).

28 I den foreliggende sag skal det derfor afgoeres, om Kommissionen ved at stille krav om morarenter fra den 30. juni 1992 af den af Retten den 23. februar 1994 fastsatte boede har indfoert en ny omstaendighed, der kan skabe retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser gennem en vaesentlig aendring af dennes retsstilling (Rettens ovennaevnte dom i sagen Cobrecaf m.fl. mod Kommissionen, praemis 45), eller om den dermed blot har bekraeftet den retsstilling, der var skabt ved beslutningen af 25. marts 1992, meddelelsesskrivelsen af samme dato og sagsoegerens bankgaranti.

29 I den forbindelse bemaerkes foerst, at Kommissionen, da den i skrivelsen af 7. juni 1994 imoedegik sagsoegerens argument om, at forpligtelsen ifoelge naevnte sag, AEG mod Kommissionen, til at betale renter af boeder kun bestaar i tilfaelde, hvor Faellesskabets retsinstanser afsiger frifindelsesdom og stadfaester den af Kommissionen paalagte boede, reelt gjorde gaeldende, at en delvis frifindelse ikke vil kunne vaere en ekstraordinaer omstaendighed, der kan "fritage en virksomhed fra at opfylde de vilkaar, der er fastsat for henstand med boedens betaling". Den har videre gjort gaeldende, at Domstolen har anerkendt disse vilkaar i sin kendelse af 6. maj 1982, sag 107/82 R, AEG mod Kommissionen (Sml. s. 1549), og i de tidligere naevnte kendelser, Hasselblad mod Kommissionen, Kloeckner Werke mod Kommissionen og Finsider mod Kommissionen, og at sagsoegeren havde tiltraadt dem ved at stille bankgaranti.

30 Dernaest bemaerkes det, at Kommissionen, efter at sagsoegeren havde gjort indsigelser, i skrivelsen af 15. juli 1994 svarede, at "der ikke er holdepunkter for en fortolkning af AEG-dommen, der gaar ud paa, at Domstolen har villet angive, at rentebetaling kun skulle vaere reglen i aabenbart ubegrundede sager", og at Kommissionen udtrykte forbavselse over, at Domstolen ° hvis denne fortolkning skulle vaere rigtig ° stadfaestede den praksis, Kommissionen havde fulgt uden at kommentere de voldsomme begraensninger, hvormed den skulle gaelde.

31 Det fremgaar saaledes, at sagsoegeren foerst gennem en sammenlignende laesning af skrivelserne af 7. juni og 15. juli 1994, der indeholdt fortolkningen af ovennaevnte dom i sagen AEG mod Kommissionen, som Kommissionen gik ind for, fik mulighed for at forstaa, at det var Kommissionens opfattelse, at forpligtelsen til at betale renter fra forfaldsdagen af den boede, den har paalagt, ogsaa bestaar i tilfaelde, hvor Faellesskabets retsinstanser efterfoelgende har nedsat boeden gennem afsigelse af dom om delvis frifindelse i et annullationssoegsmaal, der er anlagt til anfaegtelse af beslutningen om at paalaegge boede.

32 Retten finder derfor, at de anfaegtede skrivelser ikke blot indeholder en bekraeftelse af de vilkaar, som Kommissionen i den skrivelse, hvorved den meddelte beslutningen af 25. marts 1992, stillede for henstand med betalingen af boeden under retssagen, men ogsaa en ny omstaendighed for saa vidt som de viser en stillingtagen fra Kommissionens side, som hverken i beslutningen af 25. marts 1992 eller i meddelelsesskrivelsen af samme dato var kommet klart og udtrykkeligt frem.

33 Heraf foelger, at sagsoegerens principielle paastand om annullation af beslutningen ifoelge skrivelserne af 7. juni og 15. juli 1994 kan behandles i realiteten.

34 Foelgelig skal ogsaa sagsoegerens subsidiaere paastand om afskrivning af sagsoegerens indbetaling af 5. maj 1994, der noeje er forbundet med den principale paastand, admitteres. Groupement har under alle omstaendigheder foerst kunnet faa kendskab til den afskrivning, Kommissionen havde foretaget, gennem skrivelsen af 7. juni 1994.

35 Af alle de anfoerte grunde foelger, at sagen skal admitteres.

Realiteten

Den principale paastand om annullation af beslutningen ifoelge skrivelserne af 7. juni og 15. juli 1994

36 Sagsoegeren har i alt vaesentligt fremfoert tre anbringender. Det foerste gaar ud paa, at der ikke er hjemmel til at forlange morarenter af en af Faellesskabets retsinstanser fastsat boede, det andet anbringende gaar ud paa, at forfatterne eller underskriverne af de anfaegtede skrivelser har manglet kompetence og det tredje, at paalaeggelsen af morarenter af en af Faellesskabets retsinstanser fastsat boede er en foranstaltning, der laegger hindringer i vejen for soegsmaalsretten.

Foerste anbringende: manglende hjemmel

° Parternes argumentation

37 Sagsoegeren goer gaeldende, at forpligtelsen til at betale morarenter af en boede ikke er hjemlet ved nogen faellesskabsretlig bestemmelse og ifoelge Domstolens praksis (ovennaevnte dom i sagen AEG mod Kommissionen) kun kan begrundes med hensynet til at undgaa, at der anlaegges aabenbart ubegrundede sager, hvis eneste formaal er at forsinke betaling af boeden. Om noget saadant er der imidlertid ikke tale i den foreliggende sag, idet Retten med fastsaettelsen af den boede, Groupement skulle betale, til kun 40% af den boede, Kommissionen havde paalagt og ved at doemme Kommissionen til at betale halvdelen af Groupement' s omkostninger i vidt omfang tog Groupement' s paastande til foelge.

38 Hvad angaar de ovennaevnte kendelser i sagerne Hasselblad mod Kommissionen, Kloeckner Werke mod Kommissionen og Finsider mod Kommissionen, som Kommissionen har paaberaabt sig til stoette for kravet om renter, har sagsoegeren indledningsvis anfoert, at de kun omhandler den for Kommissionen anerkendte adgang til at kraeve sikkerhedsstillelse i tilfaelde af henstand med boedens betaling, men ikke krav om betaling af morarenter af en af Faellesskabets retsinstanser fastsat boede. Sagsoegeren har dernaest vedroerende Domstolens kendelse af 5. juli 1983, sag 78/83 R, Usinor mod Kommissionen (Sml. s. 2183), anfoert, at Domstolen ved at goere henstand med betalingen af en del af boeden betinget af, "at sagsoegeren forud stiller en bankgaranti for betaling af den ved denne beslutning paalagte boede og eventuelle morarenter" alene haft de renter for oeje, som skal paalaegges den boede, der blev paalagt ved Kommissionens beslutning, men ikke renter af den boede, Faellesskabets retsinstanser har fastsat under udoevelse af deres fulde proevelsesret.

39 Sagsoegeren har herved gjort gaeldende, at der i den foreliggende sag er en retlig forskel paa den boede, der blev fastsat ved Rettens dom af 23. februar 1994, og den boede, der blev paalagt ved Kommissionens beslutning af 25. marts 1992. Det anfoeres herved foerst, at det i praemis 127 og domskonklusionen i dommen af 23. februar 1994 udtales, at boeden "fastsaettes", ikke, at den "nedsaettes". Der henvises dernaest til praemis 147 i Rettens dom, hvori det fastslaas, at "den boede paa 5 mio. ECU, [som er paalagt Groupement], ikke staar i rimeligt forhold til ... [overtraedelsens] karakter og egentlige grovhed", hvortil kommer, at Retten ikke kunne tiltraede Kommissionens synspunkter vedroerende de skaerpende omstaendigheder. Endelig har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen selv har anerkendt, at en forhoejelse af den boede, som Retten i givet fald kan paalaegge, foerst baerer renter fra dommens dato.

40 Efter sagsoegerens opfattelse har Kommissionen med anbringendet om, at Retten ikke kan ophaeve en af Kommissionen paalagt boede og "saette sin egen boede i stedet" set bort fra, at Faellesskabets retsinstanser har fuld proevelsesret, og har fejlbedoemt raekkevidden af traktatens artikel 172 og artikel 17 i forordning nr. 17. Sagsoegeren har herved henvist til generaladvokat Warner' s forslag til afgoerelse i sagen BMW Belgium mod Kommissionen (Domstolens dom af 12.7.1979, forenede sager 32/78 og 36/78-82/78, Sml. s. 2435, paa s. 2494), hvorefter "Domstolens befoejelser i medfoer af artikel 17 i forordning nr. 17 er meget vidtgaaende og giver [efter min opfattelse] tilstraekkelig grundlag for, at Domstolen i hvert enkelt tilfaelde traeffer den afgoerelse, som den finder er den rette".

41 Kommissionen har indledningsvis anfoert, at dens beslutninger faar virkninger fra meddelelsen, og at anlaeggelse af sag ved Faellesskabets retsinstanser ikke har opsaettende virkning. Kommissionen har saaledes adgang til, saa snart en beslutning, der indeholder boedepaalaeg, er meddelt, at inddrive de paalagte boeder, og parterne maa i givet fald fremsaette begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt i henhold til artikel 107, stk. 2, i Rettens procesreglement.

42 Kommissionen har dernaest anfoert, at den for saa vidt angaar soegsmaal til anfaegtelse af beslutninger, hvorved der paalaegges boeder, i 1981 aendrede sin oprindelige holdning, der gik ud paa at give henstand med boedens betaling, indtil Domstolen havde truffet sin afgoerelse, under forudsaetning af, at der dels blev betalt morarenter, dels stillet bankgaranti for boedens beloeb med renter (se Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken, punkt 60). Den har tilfoejet, at Domstolen i de tidligere naevnte kendelser i sagerne AEG mod Kommissionen, Hasselblad mod Kommissionen, Kloeckner Werke mod Kommissionen og Finsider mod Kommissionen, har anerkendt, at disse nye retningslinjer i praksis var velbegrundede, undtagen i tilfaelde, hvor der foreligger ganske saerlige omstaendigheder.

43 Kommissionen har i denne forbindelse imoedegaaet sagsoegerens fortolkning af Domstolens praksis og har herved fremhaevet, at de naevnte kendelser vedroerer baade forpligtelsen til at betale morarente og forpligtelsen til at stille bankgaranti til sikkerhed for betaling af boeden med renter. Desuden kan den tidligere naevnte dom i sagen AEG mod Kommissionen ikke fortolkes som indeholdende en begraensning af retten til at kraeve morarenter alene til tilfaelde, hvor soegsmaalet kendes aabenbart ugrundet. Faktisk indeholdt generaladvokat Reischl' s forslag til afgoerelse, som Domstolen fulgte i dommen, intet om en saadan begraensning.

44 Kommissionen har for saa vidt angaar den paastaaede forskel mellem en af Kommissionen paalagt boede og en boede, Faellesskabets retsinstanser fastsaetter under udoevelse af deres fulde proevelsesret, anfoert, at den fulde proevelsesret i henhold til artikel 172, som det ord til andet hedder i artikel 17 i forordning nr. 17, giver Faellesskabets retsinstanser adgang til at "ophaeve, nedsaette eller forhoeje den paalagte boede eller tvangsboede", hvorimod den ikke i medfoer heraf kan erstatte en af Kommissionen paalagt boede med sin egen fra denne boede retligt forskellige boede. Forhoejelsen af en boede indebaerer ikke, som haevdet af sagsoegeren, at en af Kommissionen paalagt boede har en anden karakter end den, Faellesskabets retsinstanser paalaegger, men indebaerer noedvendigvis, at Faellesskabets retsinstansers afgoerelse om boeden vedroerer den af Kommissionen paalagte boede.

45 Kommissionen har tilfoejet, at vel har Retten i domskonklusionen og i praemis 147 i dommen af 23. februar 1994 med hensyn til boeden anvendt udtrykket "fastsaette", men dette skal forstaas paa baggrund af dommens praemis 142, hvori Retten udtaler, at "paa den baggrund skal Retten inden for rammerne af sin fulde proevelsesret undersoege, om der er grundlag for at nedsaette den boede, der er paalagt Groupement".

° Rettens bemaerkninger

46 Det bemaerkes indledningsvis, at Kommissionen i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan paalaegge virksomheder boeder, hvis de forsaetligt eller uagtsomt overtraeder bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 1, eller artikel 86, eller handler i strid med et paabud, der er meddelt ved en beslutning om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3.

47 De befoejelser, Kommissionen herved raader over, omfatter adgangen til at fastsaette boedens forfaldsdato og den dato, fra hvilken der paaloeber renter samt den rentesats, der skal anvendes, og til at give anvisninger paa, hvorledes beslutningen skal opfyldes ved eventuelt at stille krav om, at der stilles bankgaranti til sikkerhed for betaling af boedebeloebet og renter heraf.

48 Dersom Kommissionen ikke havde disse befoejelser, ville den fordel, som virksomhederne kan opnaa ved for sen betaling af boederne, saaledes medfoere en svaekkelse af de sanktioner, som Kommissionen har truffet afgoerelse om at anvende ved udfoerelsen af sin opgave efter traktatens artikel 89, der er at paase, at konkurrencereglerne anvendes korrekt. Der kan saaledes retmaessigt stilles krav om morarenter af boederne med henblik paa at undgaa, at den tilsigtede virkning af traktaten ophaeves ved fremgangsmaader, som virksomheder, der udsaetter betalingen af paalagte boeder, ensidigt tager i anvendelse.

49 Desuden ville virksomheder, der udsatte betalingen af de boeder, der var paalagt dem, hvis Kommissionen ikke havde befoejelse til at kraeve morarenter, opnaa en fordel i forhold til virksomheder, som betaler de boeder, der er paalagt dem, paa den fastsatte forfaldsdato.

50 Det bemaerkes dernaest, at de kommissionsbeslutninger, der indebaerer en forpligtelse for andre end stater til at betale en pengeydelse, kan tvangsfuldbyrdes i medfoer af traktatens artikel 192.

51 Endvidere bemaerkes det, at efter traktatens artikel 185 har soegsmaal ved Faellesskabets retsinstanser ikke opsaettende virkning.

52 Heraf foelger, at Kommissionens beslutninger kan fuldbyrdes, naar de er meddelt, og at de deri fastsatte boeder forfalder til betaling paa den af Kommissionen i beslutningen fastsatte forfaldsdato. Kommissionen har saaledes lovligt kunnet bestemme, at der skulle betales morarenter, hvis boeden blev indbetalt efter udloebet af den frist, der var fastsat i dens beslutning af 25. marts 1992 i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

53 Hvor virksomhederne anlaegger sag til anfaegtelse af beslutninger, hvorved der paalaegges dem boede, kan Kommissionen saaledes med foeje, i overensstemmelse med den praksis, den har fulgt fra 1981, stille krav om, at der stilles bankgaranti for boedens betaling eventuelt med tillaeg af morarenter (jf. Domstolens ovennaevnte kendelser i sagerne AEG mod Kommissionen, Hasselblad mod Kommissionen, Kloeckner Werke mod Kommissionen og Finsider mod Kommissionen).

54 Det foelger heraf, at en virksomhed, der anlaegger sag til anfaegtelse af en kommissionsbeslutning, hvorved der paalaegges den en boede, har foelgende valgmuligheder: Den kan betale boeden, naar den forfalder, idet den ellers maa betale morarenter beregnet med den rentesats, Kommissionen har fastsat i beslutningen (i denne sag EFMS-satsen plus 3,5 point), eller den kan indgive begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af beslutningen i henhold til traktatens artikel 185, stk. 2, og artikel 104 i Rettens procesreglement, eller endelig, saafremt Kommissionen giver den adgang hertil, stille bankgaranti til sikkerhed for betaling af boeden og morarenterne paa vilkaar, der fastsaettes af Kommissionen (i den foreliggende sag var morarentesatsen lig med EFMS-satsen plus halvanden procentpoint).

55 Det staar i naervaerende sag fast, at sagsoegeren efter at have anlagt sag T-39/92 til proevelse af Kommissionens beslutning af 25. marts 1992 valgte at stille bankgaranti til sikkerhed for betalingen af boeden og renterne heraf.

56 Sagsoegeren har imidlertid gjort gaeldende, at denne bankgarantistillelse kun har kunnet have virkninger for den ved Kommissionens beslutning af 25. marts 1992 paalagte boede, men ikke for den af Retten ved dom af 23. februar 1994 fastsatte boede.

57 Det maa derfor undersoeges, om den af Kommissionen paalagte boede som haevdet af sagsoegeren retligt var forskellig fra den boede, Retten fastsatte under udoevelse af sin fulde proevelsesret, og om denne retlige forskel kan begraense virkningerne af den af sagsoegeren stillede bankgaranti.

58 Det skal fremhaeves, at det allerede af ordlyden af artikel 17 i forordning nr. 17 foelger, at den fulde proevelsesret, der er tillagt Faellesskabets retsinstanser vedroerende konkurrencereglernes anvendelse, der giver den adgang til at ophaeve, nedsaette eller forhoeje den af Kommissionen paalagte boede, gaelder for og er begraenset til den boede, Kommissionen oprindeligt har paalagt.

59 Det skal dernaest fremhaeves, at Faellesskabets retsinstanser paa konkurrencerettens omraade ikke har kompetence til at paalaegge en boede. Dens fulde proevelsesret kan alene udoeves med henblik paa en stillingtagen til de boeder, der er fastsat ved en kommissionsbeslutning. Endelig kan det af sagsoegeren forfaegtede synspunkt ikke baseres paa sagsoegerens argument om, at der, naar boeden forhoejes, foerst paaloeber renter af forhoejelsen fra dommens afsigelse. Det beloeb, hvormed boeden er forhoejet, forfalder jo foerst til betaling fra dommens afsigelse, og der kan derfor foerst paaloebe renter fra dette tidspunkt i overensstemmelse med grundsaetningen accessorium sequitur principale.

60 Paa baggrund heraf maa det fastslaas, at Faellesskabets retsinstanser ikke ved udoevelsen af de befoejelser, de er tillagt ved traktatens artikel 172 og artikel 17 i forordning nr. 17, har kompetence til at saette en ny boede i stedet for den boede, Kommissionen har paalagt, og som retligt adskiller sig fra denne.

61 Hverken anvendelsen af udtrykket "fastsaette" i praemis 147 og i domskonklusionen i Rettens dom eller den omstaendighed, at Faellesskabets retsinstanser kan tage hensyn til forhold fra tiden forud for beslutningen, naar afgoerelsen gaar ud paa en mindre boede end den, Kommissionen har paalagt, kan rokke ved dette resultat.

62 For saa vidt angaar anvendelsen af udtrykket "fastsaette" skal Retten saaledes henvise til Domstolens faste praksis (dom af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Asteris m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2181, praemis 27), hvorefter en doms konklusion skal forstaas paa grundlag af de praemisser, der har foert til den, og som danner det fornoedne grundlag for den i den forstand, at de er noedvendige, naar det skal afgoeres, hvad konklusionen helt praecis gaar ud paa.

63 Det maa videre fastslaas, at da Retten i dommen af 23. februar 1994 i modsaetning til Kommissionen havde fundet, at der i relation til Groupement kun var tale om en enkelt forbudt aftale, udtalte den i praemis 142 klart, at det var den, der inden for rammerne af sin fulde proevelsesret skulle undersoege, om der var grundlag for at nedsaette den boede, der var blevet paalagt Groupement. Desuden gav Retten, idet den tog hensyn til, at den i sidste instans for Groupement fastslaaede overtraedelse var mindre grov og derfor fastsatte en mindre boede, i den del af praemisserne, der vedroerer boederne, klart udtryk for, at den ved sin afgoerelse ville nedsaette den oprindeligt af Kommissionen paalagte boede, men ikke i dens sted saette en ny herfra forskellig boede. Udtrykket "fastsaette" kan altsaa ikke forstaas paa den maade, sagsoegeren forstaar det.

64 Hvad angaar Faellesskabets retsinstansers mulighed for at tage hensyn til forhold fra tiden forud for Kommissionens beslutning, navnlig til en adfaerd, som en part, der har faaet paalagt en boede, har fulgt i tiden efter denne beslutnings vedtagelse, og for paa grundlag heraf at traeffe afgoerelse om en lavere boede, end den Kommissionen har fastsat, skal Retten bemaerke, at der ikke heri ligger noget, der kan bevirke, at den af Retten fastsatte boede retligt bliver forskellig fra den boede, Kommissionen har paalagt. Det bemaerkes i den forbindelse, at Domstolen i dom af 6. marts 1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Commercial Solvents mod Kommissionen (Sml. s. 223), som sagsoegeren har paaberaabt sig til stoette for sit synspunkt, netop "nedsatte" den af Kommissionen paalagte boede under hensyntagen til den holdning, den part, der havde faaet paalagt boeden, havde indtaget i tiden efter beslutningens vedtagelse.

65 Af det anfoerte foelger i det hele, at den af Retten fastsatte boede i den foreliggende sag ikke udgoer en ny boede, der er retligt forskellig fra den boede, som Kommissionen paalagde ved sin beslutning af 25. marts 1992, og ikke kan medfoere, at virkningerne af den af sagsoegeren stillede bankgaranti begraenses. Kommissionen har saaledes lovligt kunnet stille krav om betaling af morarenter af den af Retten i dommen af 23. februar 1994 fastsatte boede fra den dato, da beslutningen kunne fuldbyrdes.

66 Anbringendet om manglende hjemmel skal derfor forkastes.

Det andet anbringende: underskriverne af skrivelserne af 7. juni og 15. juli 1994 manglede kompetence

° Parternes argumentation

67 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning, som den foreligger ved skrivelserne af 7. juni og 15. juli 1994, ikke kan ligestilles med en simpel administrativ foranstaltning, der kan traeffes i henhold til bemyndigelse, men udgoer en principbeslutning (jf. Domstolens dom af 23.9.1986, sag 5/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. s. 2585, praemis 29 og praemis 34-39), for saa vidt som den indeholder en egentlig stillingtagen fra Kommissionens side, der ikke har nogen hjemmel og tilmed udgoer en hindring for udoevelsen af soegsmaalsretten. Det er sagsoegerens opfattelse, at den anfaegtede beslutning blev vedtaget paa retsstridig maade, idet den blev truffet af en tjenestemand i Den Juridiske Tjeneste og af Kommissionens regnskabsfoerer, der ikke er bemyndiget til at handle paa vegne af Kommissionen ved udstedelse af beslutninger.

68 Kommissionen har heroverfor anfoert, at de anfaegtede skrivelser alene skal henlede sagsoegerens opmaerksomhed paa den forpligtelse til at betale morarenter, som blev stiftet ved sagsoegerens stillelse af bankgaranti, efter at beslutningen af 25. marts 1992 var blevet meddelt, og ikke udgoer en beslutning i traktatens artikel 189' s forstand. Kommissionen har i retsmoedet som svar paa spoergsmaal fra Retten oplyst, at selv om det laegges til grund, at de anfaegtede skrivelser udgoer en beslutning, der kan anfaegtes under et soegsmaal, udgoer en beslutning i denne form under alle omstaendigheder blot en administrativ eller forvaltningsmaessig foranstaltning, der kan traeffes i henhold til bemyndigelse.

° Rettens bemaerkninger

69 Det bemaerkes foerst, at Kommissionen i henhold til artikel 11 i Kommissionens forretningsorden af 17. februar 1993 (EFT L 230, s. 15) paa betingelse af, at princippet om dens kollegiale ansvar respekteres fuldt ud, kan bemyndige et eller flere af sine medlemmer til i Kommissionens navn og under dens tilsyn at traeffe klart definerede forvaltningsmaessige og administrative foranstaltninger. En bemyndigelse til at underskrive inden for en institution er en foranstaltning vedroerende den interne regulering af faellesskabsadministrationernes tjenestegrene, der er i overensstemmelse med artikel 11 i Kommissionens forretningsorden 93/492 af 17. februar 1993 (jf. eksempelvis Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, org. ref.: Rec. s. 619, og af 17.10.1972, sag 8/72, Cementhandelaren mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 251, org. ref.: Rec. s. 977), og tjenestemaend kan bemyndiges til paa Kommissionens vegne og under dens tilsyn at traeffe administrative eller forvaltningsmaessige foranstaltninger.

70 Af Domstolens og Rettens praksis (jf. Domstolens dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, praemis 64 og 65, og Rettens dom af 27.2.1992, forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315, praemis 59) fremgaar det imidlertid, at foranstaltninger, der skaber rettigheder eller forpligtelser for borgerne, udgoer beslutninger, der skal droeftes i faellesskab af Kommissionens medlemmer, mens foranstaltninger, der blot stadfaester saadanne beslutninger, er accessoriske retsakter, der som saadanne er foranstaltninger af forvaltningsmaessig art, der kan traeffes i henhold til bemyndigelse (jf. den ovennaevnte dom i sagen AKZO Chemie mod Kommissionen, praemis 38).

71 En beslutning, ved hvilken Kommissionen stiller krav om betaling af morarenter, der foelger efter en af Retten afsagt dom, hvorved en beslutning om at paalaegge en boede eventuelt med tillaeg af morarenter delvis stadfaestes, maa som en foranstaltning til gennemfoerelse af den oprindelige beslutning, hvorved boeden med tilhoerende renter fastsaettes, anses for at vaere en simpel administrativ og forvaltningsmaessig foranstaltning, selv om sagsoegerne er af en anden opfattelse.

72 Sagsoegeren har desuden intet oplyst, der goer det muligt at antage, at faellesskabsadministrationen har undladt at overholde de gaeldende bestemmelser ved at give sin juridiske tjeneste og regnskabstjenesten bemyndigelse til at tage skridt til inddrivelsen af boeder.

73 Heraf foelger, at anbringendet om, at underskriverne af skrivelserne af 7. juni og 15. juli 1994 manglede kompetence, skal forkastes.

Tredje anbringende: hindring for soegsmaalsretten

° Parternes argumentation

74 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den af Kommissionen gennemfoerte forhoejelse af renter udgoer en hindring for soegsmaalsretten derved, at den paalaegger en erhvervsdrivende en sanktion, alene fordi vedkommende har anlagt et annullationssoegsmaal ° i hvilket Retten imidlertid i vidt omfang har taget hans paastande til foelge ° og udgoer en egentlig sanktion i tilgift til boeden. Det goeres derved gaeldende, at for saa vidt som rentebeloebets stoerrelse afhaenger af, hvor laenge sagen for Retten varer, er der tale om en ekstra sanktion, selv om sagens varighed ikke afhaenger af den part, der har udnyttet sin soegsmaalsret.

75 Sagsoegeren har dernaest bestridt, at det var muligt at undgaa rentebyrden ved at betale boeden, straks den forfaldt, eftersom oejeblikkelig betaling af boeden og den hermed forbundne uforrentede immobilisering af 3 mio. ECU ville have tilfoejet sagsoegeren et oekonomisk tab, som anslaas til 450 000 ECU, som foelge af, at Kommissionen afviser at betale renter af beloeb, der er erlagt i urigtig formening om boedeskyld. Sagsoegeren goer gaeldende, at den omkostningsbesparelse, som immobiliseringen af de beloeb, Kommissionen retsstridigt kraevede betalt, ville have givet, udgoer den eneste fordel, sagsoegeren har opnaaet ved at stille bankgaranti.

76 Sagsoegeren har rejst kritik af, at Kommissionen begrunder anvendelsen af en nedsat rentesats paa den foerste boede ved at sammenligne en virksomhed, som anlaegger sag og vaelger at stille bankgaranti, med en virksomhed, der ikke anlaegger sag og afviser at opfylde sin forpligtelse til at betale boeden. Der er efter sagsoegerens opfattelse ingen mening i at sammenligne en virksomhed, der i en sag, den har anlagt ° som det her er tilfaeldet ° i vidt omfang af Retten har faaet medhold i sine paastande, med en virksomhed, der i ond tro naegter at betale boeden uden dog at anfaegte den ved et soegsmaal.

77 Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at det tilkommer Retten at fastlaegge, hvilke morarenter der skal udredes samtidig med, at den under udoevelse af sin fulde proevelsesret fastsaetter boeden, idet Kommissionen ikke er befoejet til at lempe foelgerne af domme, der gaar den imod, ved en systematisk opskrivning af den af Retten fastsatte boede.

78 Kommissionen har foerst anfoert, at der maa sondres, ikke mellem de virksomheder, som anlaegger sag og de virksomheder, som ikke goer det, men mellem de virksomheder, der betaler den boede, der er paalagt dem, ved forfaldstid og de virksomheder, der ikke betaler den. For de virksomheder, der vaelger at stille bankgaranti, faar fordelen ved en rentesats, der er lavere end den rentesats, hvormed de virksomheder, der afviser at betale boeden, skal betale renter. Ifoelge Kommissionen kan de bankomkostninger, der er forbundet med en bankgaranti, ikke ophaeve denne fordel.

79 Kommissionen har anfoert, at Groupement ikke i sag T-39/92 rejste kritik af den "meget strafpraegede" rentesats, Kommissionen anvender. Sagsoegeren kunne under alle omstaendigheder have undgaaet at betale den af Kommissionen fastsatte rente ved at laane beloebet til en lavere rente og betale boeden ved forfaldstidens indtraeden.

80 Kommissionen har tilfoejet, at det af sagsoegeren forfaegtede synspunkt, hvorefter den kun kan stille krav om morarenter i tilfaelde, hvor den frifindes totalt for samtlige sagsoegerens paastande, foerer til en begunstigelse af de virksomheder, hvis paastande selv i minimalt omfang tages til foelge, i forhold til de virksomheder, der betaler den boede, der er paalagt dem, for sent, idet de foerstnaevnte fritages for enhver forpligtelse til at betale rente, selv om en del af boeden er betalt for sent. Det naevnte synspunkt ophaever desuden i alt vaesentligt det i traktatens artikel 185 fastlagte princip.

° Rettens bemaerkninger

81 Indledningsvis bemaerkes det, at den befoejelse, Kommissionen i medfoer af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 har til at paalaegge boeder, indebaerer en befoejelse til at stille krav om morarenter, naar boeden ikke betales.

82 Naar Kommissionen saaledes giver en virksomhed, der anlaegger sag til anfaegtelse af en beslutning, hvorved der paalaegges den en boede, adgang til at undgaa at betale boeden straks ved at stille en bankgaranti for betaling af boeden og renter heraf, bevilger den den en fordelagtig saerstilling, der hverken fremgaar af traktatens eller forordning nr. 17' s bestemmelser.

83 Desuden bemaerkes det, at den rentesats, Kommissionen anvender, naar der stilles bankgaranti, er lavere end den rentesats, der stilles krav om, naar boeden ikke betales (11,75%), og at en virksomhed, der har faaet paalagt en boede, i oevrigt har adgang til at betale boeden, foer den forfalder til betaling, og dermed undgaa at komme til at betale morarenter.

84 Sagsoegeren har imidlertid anfoert, at en virksomhed, hvis boede nedsaettes af Faellesskabets retsinstanser, udsaettes for en strengere sanktion end en virksomhed, der undlader at anlaegge sag, eller en virksomhed, der efter at have anlagt sag ikke faar medhold i sine paastande.

85 Det skal i denne forbindelse fremhaeves, at en virksomhed, der i et soegsmaal ikke faar medhold i sine paastande, skal betale renter til nedsat sats af hele boedebeloebet, og at en virksomhed, der ikke anlaegger sag, betaler renter til fuld sats af samme beloeb. Saafremt Faellesskabets retsinstanser delvis tager virksomhedens paastand til foelge og nedsaetter den af Kommissionen paalagte boede, bliver rentebyrden ved den lavere sats, som en virksomhed maa betale, som beregnet af den saaledes fastsatte boede, tilsvarende ringere.

86 Endvidere skal det tilfoejes, at saavel den omstaendighed, at boeden retligt ikke skifter karakter, fordi den aendres af Faellesskabets retsinstanser, som princippet om, at soegsmaal ikke har opsaettende virkning, er til hinder for, at Kommissionen fritager den virksomhed, hvis paastande delvis er blevet taget til foelge, fra den forpligtelse den har til med virkning fra forfaldstiden af den af Kommissionen paalagte boede at betale renter af den af Faellesskabets retsinstanser fastsatte boede, og for, at Kommissionen annullerer virkningerne af den bankgaranti, som en virksomhed, der har faaet paalagt en boede, har stillet.

87 Det foelger heraf, at anbringendet om, at forpligtelsen til at betale morarenter af en af Faellesskabets retsinstanser fastsat boede udgoer en hindring for soegsmaalsretten, ikke kan anerkendes.

88 Af det anfoerte foelger i det hele, at sagsoegerens principale paastand om annullation af beslutningen ifoelge skrivelserne af 7. juni og 15. juli 1994 skal forkastes.

Den subsidiaere paastand vedroerende metoden for afskrivning af de af Groupement gennemfoerte betalinger

Parternes argumentation

89 Sagsoegeren har rejst kritik af, at Kommissionen har afskrevet Groupement' s betaling den 5. maj 1994 af boeden paa 2 mio. ECU foerst paa renterne og dernaest paa hovedstolen og dermed har tvunget Groupement til at betale renter af restsaldoen. Sagsoegeren har i den forbindelse gjort gaeldende, at denne fremgangsmaade savner hjemmel i faellesskabsretten. Kommissionen har anerkendt, at den har taget hensyn til fransk ret og navnlig artikel 1254 i den franske code civil, men den har ikke paa boeder kunnet anvende regler, der regulerer borgerlige krav. Sagsoegeren har tilfoejet, at naar en debitor har afgivet en erklaering om, at han afbetaler paa hovedstolen, kan en fordringshaver, som er blevet bekendt med denne erklaering, ikke afvise afskrivning paa denne. Paa samme maade forholder det sig ogsaa, naar det af et fra fordringshaveren hidroerende dokument fremgaar, at denne har accepteret, at afskrivning sker paa hovedstolen. I det foreliggende tilfaelde har Groupement klart afgivet erklaering om, at der indbetaltes til daekning af hovedstolen, idet Groupement i sin skrivelse af 5. maj 1994 gjorde opmaerksom paa, at der ikke kunne paaloebe renter af beloebet paa 2 mio. ECU.

90 Sagsoegeren har endelig ogsaa fremhaevet, at Kommissionen, naar den gaar ud fra, at den anvendte metode foelger et princip for god finansforvaltning, sammenblander sin administrative og forvaltningsmaessige virksomhed med sin virksomhed som markedsregulerende myndighed, i forbindelse med hvilken der er tillagt den sanktionsbefoejelser, der ikke kan udoeves paa grundlag af principper for oekonomisk forvaltning.

91 Kommissionen har anfoert, at den metode for afskrivning, den har anvendt, tilhoerer en normal, almindelig anerkendt saedvane, der principielt navnlig er anerkendt i fransk borgerlig ret. Som en almindelig anerkendt metode paa finansomraadet, kraeves der ikke nogen anden hjemmel for den i faellesskabsretten. Den er ogsaa en af de interne procedureregler i Kommissionen for inddrivelse af boeder og dagboeder, og den er ikke paa noget tidspunkt blevet anfaegtet paa nogen maade. Sagsoegeren har i oevrigt ikke fremfoert argumenter af retlig eller praktisk art, hvormed den af Kommissionen anvendte metode kan anfaegtes efter faellesskabsretten.

92 Kommissionen har til sagsoegerens argument om, at det i skrivelsen af 5. maj 1994 var anfoert, at sagsoegeren havde indbetalt paa hovedstolen, bemaerket, at kun saafremt fordringshaveren samtykker i, at indbetalinger foerst afskrives paa hovedstolen, vil dette kunne ske. Kommissionen har i det foreliggende tilfaelde aldrig accepteret, at beloebet paa 2 mio. ECU foerst blev afskrevet paa hovedstolen.

Rettens bemaerkninger

93 Det maa for det foerste fastslaas, at der er enighed mellem parterne om, at Groupement' s indbetaling pr. 5. maj 1994 paa 2 mio. ECU foerst blev afskrevet paa renterne og dernaest paa kapitalen, og for det andet, at denne metode for afskrivning af indbetalinger udgoer en almindelig anerkendt metode i de nationale retsordener.

94 Retten finder dernaest, at Kommissionen, der er befoejet til at foeje et krav om renter til forpligtelsen til at betale de af den paalagte boeder i tilfaelde af manglende betaling, ogsaa er befoejet til at afgoere, hvorledes skete indbetalinger, der vedroerer disse boeder, skal afskrives, naar den herved ikke overtraeder bestemmelser eller almindelige retsgrundsaetninger i faellesskabsretten.

95 Det maa i den foreliggende sag fastslaas, at sagsoegeren intet har fremfoert, der beviser, at Kommissionen har tilsidesat en faellesskabsretlig regel eller en almindelig retsgrundsaetning ved at afskrive indbetalinger paa grundlag af regler, der er almindeligt anerkendt i medlemsstaternes retsordener.

96 Heroverfor staar, at sagsoegeren foerst og fremmest goer gaeldende, at en virksomhed har adgang til gennem indbetaling af boedens beloeb at konsolidere rentebeloebet, idet kommissionsbeslutningen af 25. marts 1992 ikke indeholder bestemmelser om, at afdrag foerst skal afskrives paa morarenterne. Det maa imidlertid fastslaas, at dette synspunkt faktisk vil medfoere, at Kommissionens befoejelse ifoelge artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 til at stille krav om betaling af morarenter helt vil miste den tilsigtede virkning. Da det ikke kan antages, at faellesskabslovgiver har oensket, at dette skulle kunne blive resultatet, skal sagsoegerens argument forkastes.

97 Hvad angaar sagsoegerens argument om, at Kommissionen accepterede, at indbetalingen paa 2 mio. ECU foerst skulle afskrives paa kapitalen og dernaest paa renterne, bemaerkes, at dette argument er blevet fremfoert uden videre tilfoejelser af nogen art og ikke overhovedet kan stoettes paa sagens akter.

98 Heraf foelger, at ogsaa den subsidiaere paastand skal forkastes.

99 Af det anfoerte foelger i det hele, at sagsoegte skal frifindes for samtlige sagsoegerens paastande.

Sagens omkostninger

100 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt paastand om, at sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, hvilken paastand vil vaere at tage til foelge.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen frifindes.

2) Sagsoegeren betaler samtlige omkostninger i sagen.