61994A0195

1 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg - tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private - usaedvanligt og saerligt tab

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2)

2 Ansvar uden for kontraktforhold - betingelser - generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg - tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private - tillaegsafgift paa maelk - producenter, som har overtaget en bedrift med forpligtelse til ikke-markedsfoering og i medfoer af en ulovlig antikumulationsregel er afskaaret fra tildeling af en specifik referencemaengde - princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - tilsidesaettelse - ansvar paadraget

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2; Raadets forordning nr. 1078/77, nr. 857/84 og nr. 764/89)

3 Erstatningssoegsmaal - foraeldelsesfrist - begyndelsestidspunkt - ansvar paadraget som foelge af den ved forordning nr. 857/84 indfoerte antikumulationsregel, der medfoerer udelukkelse fra tildeling af en specifik referencemaengde for de maelkeproducenter, som har overtaget en bedrift med forpligtelse til ikke-markedsfoering - tidspunkt der skal tages i betragtning

(EF-traktaten, art. 178 og 215; EF-statutten for Domstolen, art. 43; Raadets forordning nr. 1078/77, nr. 857/84 og nr. 764/89)

4 Faellesskabet kan kun ifalde ansvar uden for kontraktforhold efter traktatens artikel 215, stk. 2, for det tab, institutionerne har forvoldt, saafremt visse betingelser er opfyldt, nemlig at den adfaerd, som faellesskabsinstitutionen kritiseres for at have udvist, er retsstridig, at der er indtraadt et tab, og at der er aarsagsforbindelse mellem den retsstridige adfaerd og det haevdede tab. Hvad angaar generelle retsakter skal den adfaerd, Faellesskabet kritiseres for, ganske saerlig vaere udtryk for en tilsidesaettelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private. Hvis institutionen har udstedt retsakten under udoevelsen af en vid skoensbefoejelse, saaledes som det er tilfaeldet inden for omraadet for den faelles landbrugspolitik, er det desuden en betingelse, at denne tilsidesaettelse er tilstraekkelig kvalificeret. Der foreligger en saadan tilsidesaettelse, naar institutionerne aabenbart og groft overskrider graenserne for deres skoensmaessige befoejelser uden at henvise til, at der foreligger en overordnet offentlig interesse, og tilsvarende naar faellesskabslovgiver undlader at tage hensyn til en klart afgraenset gruppe af erhvervsdrivende, navnlig hvis den trufne foranstaltning er uforudseelig og overskrider graenserne for normale oekonomiske risici.

5 Betingelserne for at paalaegge Faellesskabet ansvar uden for kontraktforhold er opfyldt hvad angaar antikumulationsreglen, der fastsaettes i artikel 3a, stk. 1, andet led, i forordning nr. 857/84, som aendret ved forordning nr. 764/89 - om almindelige regler for anvendelsen af tillaegsafgiften paa maelk - og hvorefter producenter, som har overtaget en bedrift med forpligtelse til ikke-markedsfoering paa grundlag af forordning nr. 1078/77, kun kan faa tildelt en specifik referencemaengde i medfoer af forordning nr. 764/89, saafremt de ikke tidligere for et andet areal, uden for forpligtelsen til ikke-markedsfoering eller til omstilling, har faaet tildelt en referencemaengde i medfoer af artikel 2 i forordning nr. 857/84.

Den paagaeldende bestemmelse tilsidesaetter paa tilstraekkelig kvalificeret maade princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som udgoer en hoejere retsregel til beskyttelse af private. Navnlig har faellesskabslovgiver, for det foerste, undladt at tage hensyn til en klart afgraenset gruppe af erhvervsdrivende, idet situationen for de producenter, der var afskaaret fra enhver specifik referencemaengde, efter genoptagelsen af de bedrifter, hvorpaa der hvilede forpligtelser indgaaet paa grundlag af forordning nr. 1078/77, var en anden end for de producenter, som direkte havde indgaaet en forpligtelse til at overholde den ved denne forordning fastsatte ordning. For det andet har faellesskabslovgiver truffet en foranstaltning, der er uforudseelig og overskrider graenserne for normale oekonomiske risici, eftersom de paagaeldende producenter havde ret til at forvente, at de kunne genoptage markedsfoeringen ved udloebet af deres forpligtelser, og idet karakteren og varigheden af udelukkelsen fra tildeling af en specifik referencemaengde er forhold, der er udtryk for et betydeligt offer.

6 Foraeldelsesfristen i henhold til artikel 43 i statutten for Domstolen - gaeldende for erstatningssoegsmaal mod Faellesskabet - kan ikke begynde at loebe, foer alle de betingelser, som er en forudsaetning for erstatningspligten, er opfyldt, og i tilfaelde, hvor erstatningsansvaret skyldes en generel retsakt, navnlig ikke foer retsaktens skadegoerende foelger har vist sig. Hvad angaar tabene for de producenter af maelk og mejeriprodukter, der efter genoptagelsen af bedrifter med forpligtelser til ikke-markedsfoering i medfoer af forordning nr. 1078/77, ikke - henset til antikumulationsreglen i artikel 3a, stk. 1, andet led, i forordning nr. 857/84, som aendret ved forordning nr. 764/89 - kunne faa tildelt en specifik referencemaengde som omhandlet i forordning nr. 764/89, begyndte foraeldelsesfristen at loebe fra den dag, da producenterne efter ophoeret af de forpligtelser til ikke-markedsfoering, de havde overtaget, kunne have leveret maelk produceret i de overtagne bedrifter, hvis de ikke i medfoer af forordning nr. 857/84 havde faaet afslag paa en referencemaengde. Der er tale om den dag, sidstnaevnte forordning i sin oprindelige affattelse fandt anvendelse paa dem, hvorved det naermere gaelder, at annullation eller fastslaaelse af forordningens ugyldighed ikke var en noedvendig betingelse for at tilkende erstatning.

Da det naevnte tab i oevrigt ikke indtraadte med oejeblikkelig virkning, men viste sig daglig over en vis periode og opstod, fordi en retsstridig handling blev opretholdt, omfatter foraeldelsen efter statuttens artikel 43 derfor den periode, der ligger mere end fem aar forud for datoen for den handling, som afbroed foraeldelsen, og paavirker ikke de senere opstaaede krav.

I de forenede sager T-195/94 og T-202/94,

Friedhelm Quiller, Lienen (Tyskland),

Johann Heusmann, Loxstedt (Tyskland),

ved advokaterne Bernd Meisterernst, Mechtild Duesing, Dietrich Manstetten, Frank Schulze og Winfried Haneklaus, Muenster, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Lambert Dupong og Guy Konsbrueck, 14 A, rue des Bains,

sagsoegere,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent Arthur Brautigam, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe og Georg M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

og

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Dierk Booss, som befuldmaegtiget, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe og Georg M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegte,

angaaende en paastand i medfoer af EF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, om erstatning af det tab, sagsoegerne har lidt ved, at de har vaeret forhindret i at markedsfoere maelk som foelge af Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13), som suppleret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 (EFT L 132, s. 1), og dernaest aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 764/89 af 20. marts 1989 (EFT L 84, s. 2),

har

RETTEN

(Foerste Udvidede Afdeling)

sammensat af praesidenten, A. Saggio, og dommerne C.P. Briët, A. Kalogeropoulos, V. Tiili og R.M. Moura Ramos,

justitssekretaer: fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 13. marts 1997,

afsagt foelgende

Dom

Retsforskrifter

1 For at nedbringe overproduktionen af maelk inden for Faellesskabet udstedte Raadet i 1977 forordning (EOEF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indfoerelse af en praemieordning for ikke-markedsfoering af maelk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvaegsbesaetninger (EFT L 131, s. 1, herefter »forordning nr. 1078/77«). Ved forordningen blev producenterne tilbudt en praemie for at forpligte sig til ikke at markedsfoere maelk eller til at omstille besaetningerne over en periode paa fem aar.

2 For at imoedegaa den fortsatte overproduktion udstedte Raadet i 1984 forordning (EOEF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 (EFT L 90, s. 10) om aendring af Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter (EFT 1968 I, s. 169, herefter »forordning nr. 804/68«). Ved den nye artikel 5c i denne forordning blev der indfoert en »tillaegsafgift« paa de maengder maelk, som producenterne leverer, og som overstiger en vis »referencemaengde«.

3 Ved Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13, herefter »forordning nr. 857/84«) blev referencemaengden for hver enkelt producent fastsat paa grundlag af den produktion, der var leveret inden for et bestemt referenceaar.

4 Ved domme af 28. april 1988 i sagerne Mulder (sag 120/86, Sml. s. 2321, herefter »Mulder I-dommen«) og von Deetzen (sag 170/86, Sml. s. 2355) kendte Domstolen forordning nr. 857/84, som suppleret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 - om gennemfoerelsesbestemmelserne for den tillaegsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 (EFT L 132, s. 11, herefter »forordning nr. 1371/84«) - for ugyldig, idet den fandtes at vaere i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

5 Med henblik paa opfyldelse af disse domme vedtog Raadet forordning (EOEF) nr. 764/89 af 20. marts 1989 om aendring af forordning (EOEF) nr. 857/84 (EFT L 84, s. 2, herefter »forordning nr. 764/89«). I medfoer af denne aendringsforordning fik de producenter, der havde paataget sig en forpligtelse til ikke at markedsfoere maelk eller til at omstille deres bedrifter, tildelt en »specifik« referencemaengde (ogsaa kaldet »kvote«). Disse producenter benaevnes »SLOM I-producenter«.

6 Ved forordningen var der fastsat flere betingelser for tildelingen af en specifik referencemaengde. Desuden var referencemaengden begraenset til 60% af den maengde maelk eller maelkeaekvivalent, som producenten havde leveret eller solgt i de sidste tolv kalendermaaneder inden den maaned, hvor han havde indgivet ansoegningen om en ikke-markedsfoerings- eller omstillingspraemie.

7 Visse af disse betingelser tillige med reglen om begraensning af den specifikke referencemaengde til 60% blev kendt ugyldige af Domstolen ved domme af 11. december 1990 i sagerne Spagl (sag C-189/89, Sml. I, s. 4539) og Pastaetter (sag C-217/89, Sml. I, s. 4585).

8 Paa foranledning af disse domme vedtog Raadet forordning (EOEF) nr. 1639/91 af 13. juni 1991 om aendring af forordning nr. 857/84 (EFT L 150, s. 35, herefter »forordning nr. 1639/91«), hvorved de beroerte producenter fik tildelt en specifik referencemaengde. Disse producenter benaevnes »SLOM II-producenter«.

9 Artikel 3a i forordning nr. 857/84, som blev indfoert ved forordning nr. 764/89, indeholdt i oevrigt i stk. 1, andet led, en saakaldt »antikumulations«regel. Efter denne regel kunne erhververne af en ikke-markedsfoeringspraemie kun faa tildelt en specifik referencemaengde, saafremt de ikke tidligere i henhold til artikel 2 i forordning nr. 857/84 havde faaet tildelt en referencemaengde for et andet areal, hvorpaa der ikke hvilede nogen forpligtelse til ikke-markedsfoering eller omstilling. De producenter, som blev naegtet en referencemaengde med den begrundelse, at de tidligere havde faaet tildelt en referencemaengde for et andet areal, benaevnes »SLOM III-producenter«.

10 Ogsaa antikumulationsreglen i artikel 3a, stk. 1, andet led, i forordning nr. 857/84 blev kendt ugyldig af Domstolen ved dom af 3. december 1992 i Wehrs-sagen (sag C-264/90, Sml. I, s. 6285), idet den fandtes at vaere i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

11 Til opfyldelse af denne dom vedtog Raadet forordning (EOEF) nr. 2055/93 af 19. juli 1993 om tildeling af en specifik referencemaengde til visse producenter af maelk eller mejeriprodukter (EFT L 187, s. 8, herefter »forordning nr. 2055/93«). Ved forordningen blev der tildelt en specifik referencemaengde til de producenter, som havde erhvervet en ikke-markedsfoeringspraemie, men som var blevet udelukket fra at komme i betragtning efter artikel 3a i forordning nr. 857/84 som foelge af, at de havde modtaget en referencemaengde i henhold til sidstnaevnte forordnings artikel 2 eller 6.

12 En af de producenter, som havde rejst det soegsmaal, der foerte til underkendelse af forordning nr. 857/84 ved Mulder I-dommen, havde i mellemtiden sammen med en raekke andre producenter rejst erstatningssoegsmaal mod Raadet og Kommissionen med paastand om erstatning af deres tab som foelge af, at de ikke havde faaet tildelt en referencemaengde i medfoer af forordningen.

13 Ved dom af 19. maj 1992 i sagerne Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen (forenede sager C-104/89 og C-37/90, Sml. I, s. 3061, herefter »Mulder II-dommen«), fastslog Domstolen, at Faellesskabet var ansvarligt for de paagaeldende tab og opfordrede parterne til at opnaa enighed om erstatningens stoerrelse, idet Domstolen i modsat fald senere maatte traeffe afgoerelse herom.

14 Det fremgaar af denne dom, at enhver producent, der har vaeret forhindret i at markedsfoere maelk, alene fordi han har paataget sig en ikke-markedsfoerings- eller omstillingsforpligtelse, principielt har krav paa erstatning for det herved lidte tab. I samme dom afviste Domstolen dog, at Faellesskabet ifaldt noget ansvar som foelge af den bestemmelse, hvorved den specifikke referencemaengde var blevet begraenset til 60% af den maengde maelk, som producenten havde solgt i de seneste tolv maaneder inden indgivelsen af ansoegningen om praemie, hvilken bestemmelse Domstolen havde underkendt i de ovennaevnte domme i Spagl- og Pastaetter-sagerne. Domstolen fastslog, at denne begraensning ikke udgjorde en tilstraekkeligt kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i Domstolens praksis, hvorfor Faellesskabet ikke kunne ifalde noget ansvar over for producenterne.

15 Paa grund af det store antal beroerte producenter og i betragtning af vanskelighederne ved at forhandle individuelle loesninger offentliggjorde Raadet og Kommissionen den 5. august 1992 meddelelse 92/C 198/04 (EFT C 198, s. 4, herefter »meddelelse af 5. august 1992«). Efter i meddelelsen at have redegjort for virkningerne af Mulder II-dommen tilkendegav institutionerne med henblik paa at sikre dommen fuld virkning, at de agtede at vedtage naermere regler for udbetaling af erstatning til de paagaeldende producenter. Indtil vedtagelsen af disse regler forpligtede institutionerne sig til over for enhver producent, der havde krav paa erstatning, at give afkald paa at paaberaabe sig foraeldelsen i henhold til artikel 43 i EOEF-statutten for Domstolen (herefter »statutten«). Forpligtelsen var dog betinget af, at retten til erstatning ikke var foraeldet paa tidspunktet for offentliggoerelsen af meddelelsen eller paa det tidspunkt, hvor producenten havde rettet henvendelse til en af institutionerne.

16 I fortsaettelse af meddelelsen af 5. august 1992 vedtog Raadet forordning (EOEF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af maelk og mejeriprodukter, som midlertidigt har vaeret forhindret i at udoeve deres virksomhed (EFT L 196, s. 6, herefter »forordning nr. 2187/93«).

Tvistens faktiske omstaendigheder

17 Friedhelm Quiller og Johann Heusmann, som er maelkeproducenter i Tyskland, fik den 2. april 1984 i henhold til artikel 2 i forordning nr. 857/84 tildelt en raekke oprindelige referencemaengder - dvs. maelkemaengder, der er fritaget for tillaegsafgiften efter artikel 5c i forordning nr. 804/68 - for de landbrugsbedrifter, som de er indehavere af i henholdsvis Lienen og Loxstedt (Tyskland). Disse referencemaengder udgjorde henholdsvis 142 000 og 536 700 kg.

18 I 1978 havde sagsoegeren Friedhelm Quiller forpagtet en anden landbrugsbedrift, som tilhoerte Friedrich Beckmann. Denne havde i henhold til forordning nr. 1078/77 paataget sig en ikke-markedsfoeringsforpligtelse for perioden fra den 1. juni 1978 til den 31. maj 1983 og havde modtaget den praemie, som modsvarede denne forpligtelse, og som var beregnet paa grundlag af en maengde paa 32 642 kg maelk. Ved en erklaering af 26. oktober 1978 afgivet i henhold til artikel 6 i forordning nr. 1078/77 overtog sagsoegeren som forpagter af Beckmann's bedrift (herefter »Beckmann-bedriften«) dennes forpligtelser.

19 I 1988 arvede Quiller's hustru Beckmann-bedriften. Siden da har Quiller forvaltet bedriften i medfoer af en »brugsret«.

20 I 1984 fik Quiller ikke tildelt nogen referencemaengde for Beckmann-bedriften, da de forpligtelser, han havde overtaget, vedroerte det referenceaar, som var blevet valgt i medfoer af forordning nr. 857/84. Han blev derfor forhindret i at genoptage markedsfoeringen af maelk fra denne bedrift.

21 Johann Heusmann's hustru er indehaver af en maelkeproducerende bedrift i Bramel (Tyskland) (herefter »Bramel-bedriften«), som i 1980 blev drevet af hendes far, Kriegs. Denne indgik i samme aar en forpligtelse til ikke-markedsfoering i henhold til forordning nr. 1078/77, der udloeb den 9. oktober 1985. Som modydelse til denne forpligtelse fik han udbetalt en ikke-markedsfoeringspraemie den 8. juli 1980, der var beregnet paa grundlag af en maengde paa 263 104 kg maelk.

22 Den 1. august 1980 overtog Heusmann det areal, Kriegs tidligere havde udnyttet, og indtraadte i dennes forpligtelse til ikke-markedsfoering.

23 Da denne forpligtelse ophoerte den 9. oktober 1985, fik Heusmann ikke tildelt nogen referencemaengde for Bramel-bedriften, idet forpligtelsen omfattede det referenceaar, som var valgt i medfoer af forordning nr. 857/84. Han blev derfor forhindret i at genoptage markedsfoeringen af maelk fra denne bedrift.

24 Som foelge af ovennaevnte dom i Wehrs-sagen fik sagsoegerne tildelt specifikke referencemaengder af de tyske myndigheder. Den 2. december 1993 fik Quiller tildelt en referencemaengde paa 27 746 kg maelk, mens Heusmann den 1. februar 1993 fik tildelt en referencemaengde paa 223 638 kg.

Retsforhandlinger

25 I en skrivelse til Kommissionen af 12. januar 1994 rejste Quiller krav om erstatning for sit tab ved, at han ikke havde kunnet levere maelk i perioden mellem den 1. april 1984 og den 29. juli 1993, dvs. tidspunktet for offentliggoerelsen af forordning nr. 2055/93. Den 29. marts 1994 svarede Kommissionen ham, at den ikke var i stand til at tilbyde ham erstatning.

26 Den 24. maj 1994 anlagde Quiller den foerste af de foreliggende sager, som blev registreret under nr. T-195/94.

27 Ved skrivelser til Kommissionen og Raadet af 11. april 1991 rejste Heusmann og hans hustru krav om erstatning for deres tab ved, at de havde vaeret forhindret i at levere maelk i perioden mellem den 9. oktober 1985 og april 1991 som foelge af, at de havde faaet afslag paa tildeling af en referencemaengde for Bramel-bedriften. Ved skrivelser af 2. og 15. maj 1991, som blev modtaget den 7. og 17. maj, svarede institutionerne, at betingelserne for, at Faellesskabet kunne ifalde ansvar, ikke var opfyldt.

28 Ved skrivelse til Kommissionen af 13. januar 1994 anmodede Heusmann denne om at oplyse, om den ville give afkald paa at paaberaabe sig, at erstatningskravet var foraeldet, indtil Domstolens dom vedroerende erstatningens stoerrelse var offentliggjort. Hertil svarede Kommissionen den 29. marts 1994, at den ikke var i stand til at tilbyde ham erstatning.

29 Den 1. juni 1994 anlagde Heusmann den anden af de foreliggende sager, som blev registreret under nr. T-202/94.

30 Ved kendelse af 31. august 1994 forenede Retten sagerne T-195/94 og T-202/94 med henblik paa den skriftlige og mundtlige forhandling samt domsafsigelsen.

31 Den skriftlige forhandling blev afsluttet i de to sager den 10. maj 1995 med indgivelse af duplik.

32 Ved skrivelse af 22. januar 1996 meddelte Heusmann Retten, at han og hans hustru ved en notarielt bekraeftet kontrakt af 16. juni 1995 med virkning fra den 1. juni 1995 havde overdraget deres landbrugsbedrift til soennen, Jan Heusmann. I medfoer af denne kontrakt blev ejendomsretten til en del af de arealer, som omfattede Bramel-bedriften, overdraget til Jan Heusmann, der endvidere fik tildelt en tiaarig brugsret for den oevrige del af arealerne. I medfoer af samme kontrakt blev ogsaa aegtefaellernes krav over for Faellesskabet overdraget til soennen.

33 Som foelge af disse omstaendigheder har sagsoegeren anmodet om, at hans paastande i staevningen aendres, saaledes at det kraevede erstatningsbeloeb udbetales til Jan Heusmann.

34 Ved skrivelse af 29. februar 1996 har de sagsoegte erklaeret, at de ikke modsaetter sig den af sagsoegeren begaerede aendring af paastanden.

Parternes paastande

35 I sag T-195/94 har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

- De sagsoegte tilpligtes in solidum at betale sagsoegeren en erstatning paa 61 573,60 DM med rente 8% fra den 19. maj 1992 for det tab, sagsoegeren har lidt i perioden mellem den 2. april 1984 og den 29. juli 1993.

- De sagsoegte tilpligtes in solidum at betale sagens omkostninger.

36 I replikken har sagsoegeren endvidere nedlagt paastand om, at de sagsoegte tilpligtes at betale udgifterne til en sagkyndig erklaering, som blev afgivet den 9. marts 1995, og som er vedlagt sagens akter.

37 I sag T-202/94 har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

- De sagsoegte tilpligtes in solidum at betale sagsoegeren en erstatning paa 600 924 DM med rente 8% fra den 19. maj 1992 for det tab, sagsoegeren har lidt i perioden mellem den 9. oktober 1985 og den 1. februar 1993.

- De sagsoegte tilpligtes in solidum at betale sagens omkostninger.

38 I replikken har sagsoegeren endvidere nedlagt paastand om, at de sagsoegte tilpligtes at betale omkostningerne til en sagkyndig erklaering, som blev afgivet i februar 1995, og som er vedlagt replikken.

39 I sin skrivelse af 22. januar 1996 har sagsoegeren aendret sine paastande med henblik paa, at betalingen af den kraevede erstatning udbetales til Jan Heusmann.

40 De sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Sagerne afvises, subsidiaert frifindes de sagsoegte.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten i sag T-195/94

Parternes argumenter

41 De sagsoegte har gjort gaeldende, at sagen maa afvises, da staevningen strider mod procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), idet den begraenser sig til at henvise til forordning nr. 2187/93 og ikke indeholder nogen fremstilling af de relevante anbringender. Navnlig indeholder staevningen ikke nogen beregning af det haevdede tab af fortjeneste efter de kriterier, der er fastlagt i Mulder II-dommen.

42 Sagsoegeren bestrider, at sagen boer afvises som anlagt i strid med procesreglementets artikel 44. Han anfoerer, at staevningen indeholder en detaljeret redegoerelse for det lidte tab. Herudover har sagsoegeren fremlagt en sagkyndig erklaering samt flere skrivelser og en erklaering fra Landwirtschaftskammer Westfalen-Lippe til godtgoerelse af sine paastande vedroerende Beckmann-bedriften.

Rettens bemaerkninger

43 Ifoelge procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal staevningen indeholde en angivelse af soegsmaalets genstand og en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene.

44 Disse krav er opfyldt i denne sag. Soegsmaalsgrundene fremgaar klart af staevningen, og det fremgaar i oevrigt, at de sagsoegte institutioner har vaeret i stand til at tage til genmaele over for dem. Hvad saerlig angaar den omstaendighed, at beregningen af det haevdede tab udelukkende var foretaget paa grundlag af forordning nr. 2187/93, som ikke finder anvendelse i sagen, maa det konstateres, at staevningen indeholder angivelser vedroerende karakteren og stoerrelsen af det haevdede tab og dettes forbindelse med en retsakt, der er udstedt af en faellesskabsinstitution (jf. Domstolens dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, Sml. 1971, s. 275, se paa s. 277-278, og Rettens dom af 18.9.1996, sag T-387/94, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 961, praemis 107). Det var endvidere berettiget, at disse angivelser blev suppleret i replikken.

45 Formalitetsindsigelsen maa herefter forkastes, og sagen maa fremmes til realitetsbehandling.

Spoergsmaalet om erstatningskrav i henhold til EF-traktatens artikel 215 og om dette kravs eventuelle stoerrelse

46 Til stoette for paastandene har sagsoegerne gjort gaeldende, at betingelserne for, at Faellesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, er opfyldt. I sag T-195/94 omfatter dette erstatningsansvar ifoelge sagsoegeren det tab, der er lidt i perioden mellem den 2. april 1984, dvs. datoen for ikrafttraedelsen af forordning nr. 857/84, og den 29. juli 1993, dvs. datoen for offentliggoerelsen af forordning nr. 2055/93. I sag T-202/94 omfatter erstatningsansvaret sagsoegerens tab i perioden mellem den 9. oktober 1985, dvs. datoen for ophoeret af forpligtelsen til ikke at markedsfoere maelk fra sagsoegerens Bramel-bedrift, og den 1. februar 1993, dvs. den dato, da sagsoegeren fik tildelt en referencemaengde for denne bedrift. Endvidere anfoerer sagsoegerne, at deres erstatningskrav ikke er foraeldet.

47 De sagsoegte bestrider, at Faellesskabet er ansvarligt over for sagsoegerne. De goer gaeldende, at et saadant eventuelt erstatningskrav under alle omstaendigheder er foraeldet.

1. Faellesskabets ansvar

48 Faellesskabet kan kun ifalde ansvar uden for kontraktforhold efter traktatens artikel 215, stk. 2, for det tab, institutionerne har forvoldt, saafremt visse betingelser er opfyldt, nemlig at den adfaerd, som faellesskabsinstitutionen kritiseres for at have udvist, er retsstridig, at der er indtraadt et tab, og at der er aarsagsforbindelse mellem den retsstridige adfaerd og det haevdede tab (Domstolens dom af 17.12.1981, forenede sager 197/80-200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener Walzmuehle m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3211, praemis 18, og Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, praemis 80).

49 Hvad angaar generelle retsakter er et erstatningsansvar for saadanne retsakter efter fast praksis (Domstolens dom i ovennaevnte sag Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, praemis 11, dom af 25.5.1978, forenede sager 83/76 og 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, Bayerische HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1209, praemis 4, og Rettens dom af 15.4.1997, sag T-390/94, Schroeder m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 501, praemis 52) betinget af, at den adfaerd, Faellesskabet kritiseres for at have udvist, udgoer en tilsidesaettelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private. Hvis institutionen har udstedt retsakten under udoevelsen af en vid skoensbefoejelse, saaledes som det er tilfaeldet inden for omraadet for den faelles landbrugspolitik, er det desuden en betingelse, at denne tilsidesaettelse er tilstraekkeligt kvalificeret, dvs. at den er aabenbar og grov (Domstolens dom i ovennaevnte sag Bayerische HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, praemis 6, dom af 8.12.1987, sag 50/86, Grands Moulins de Paris mod EOEF, Sml. s. 4833, praemis 8, samt Mulder II-dommens praemis 12; Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, praemis 194).

50 Det skal herefter undersoeges, om disse betingelser er opfyldt i denne sag.

Tilsidesaettelse af en hoejere retsregel

Parternes argumenter

51 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Domstolen i ovennaevnte dom i Wehrs-sagen (praemis 13, 14 og 15) fastslog, at SLOM III-producenternes berettigede forventning var blevet tilsidesat. De anfoerer, at man ikke maa forskelsbehandle en producent, som overtager en forpligtelse til ikke-markedsfoering, og den person, der har paataget sig forpligtelsen. Hvis sagsoegerne havde kunnet forudse, at de var blevet forhindret i at producere maelk, ville de ikke have overtaget ikke-markedsfoeringsforpligtelserne fra Beckmann og Kriegs. Ved fastsaettelsen af den nedsatte pris, hvortil de overtog de omtvistede bedrifter, var der kun taget hensyn til den periode, som var omfattet af forpligtelsen til ikke-markedsfoering eller omstilling.

52 Heroverfor anfoerer de sagsoegte, at sagsoegerne frit har overtaget de bedrifter, hvorpaa der hvilede en forpligtelse til ikke-markedsfoering. De kan derfor ikke paa trods af Wehrs-dommen goere gaeldende, at afslaget paa at tildele dem en referencemaengde for de naevnte bedrifter var i strid med deres berettigede forventning. Ifoelge fast retspraksis kan de erhvervsdrivende, som efter tilskyndelse fra Faellesskabet har afbrudt deres produktion under en bestemt periode, ikke efter udloebet af denne periode paalaegges restriktioner, der saerligt beroerer dem paa grund af den omstaendighed, at de udnyttede mulighederne efter faellesskabsreglerne. Til forskel fra de foerste producenter, som paatog sig en forpligtelse til ikke-markedsfoering, blev SLOM-III producenterne nemlig ikke tilskyndet ved nogen faellesskabsforanstaltning til at indgaa en saadan forpligtelse. Under alle omstaendigheder afspejler den nedsatte pris, hvortil disse producenter erhvervede deres bedrifter, den oekonomiske risiko ved, at de i givet fald fik afslag paa at faa tildelt en referencemaengde.

Rettens bemaerkninger

53 Domstolen fastslog i praemis 13 og 14 i ovennaevnte dom i Wehrs-sagen, at SLOM III-producenterne havde en berettiget forventning om, at de ikke blev undergivet en ordning som den, der foelger af antikumulationsreglen i forordning nr. 857/84. I dommens praemis 15 kendte Domstolen denne regel ugyldig som stridende mod princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning. I en tidligere dom, nemlig i Mulder II-sagen (i praemis 15) havde Domstolen fastslaaet, at dette princip er en hoejere retsregel til beskyttelse af private.

54 Eftersom antikumulationsreglen er blevet anvendt paa sagsoegerne - hvilket i oevrigt er ubestridt - oensker de sagsoegte med deres argument i realiteten at faa behandlet et spoergsmaal, som allerede er afgjort ved Wehrs-dommen. Foelgelig maa argumentet afvises.

55 Hvad saerlig angaar de sagsoegtes argument om, at SLOM III-producenterne ikke blev tilskyndet af en faellesskabsforanstaltning til at indgaa forpligtelsen til ikke-markedsfoering, maa det fremhaeves, som Domstolen gjorde i Wehrs-dommen (praemis 13-15), at det er en kraenkelse af de paagaeldende producenters berettigede forventning, saafremt de efter ophoeret af en forpligtelse til ikke-markedsfoering, der er overtaget fra en anden, paalaegges restriktioner, som beroerer dem specielt paa grund af denne forpligtelse.

56 Ogsaa de sagsoegtes argument om den angiveligt lavere pris, hvortil de overtog de bedrifter, SLOM-forpligtelserne hvilede paa, maa forkastes. Som anfoert af sagsoegerne beror denne prisnedsaettelse - i overensstemmelse med, hvad der gaelder under normale markedsvilkaar - alene paa, at der er taget hensyn til arealernes ringere vaerdi i den periode, hvor der hvilede en forpligtelse til ikke-markedsfoering eller omstilling paa dem.

57 Det maa herefter fastslaas, at der i denne sag er sket en tilsidesaettelse af en hoejere retsregel.

Spoergsmaalet, om tilsidesaettelsen af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er tilstraekkelig kvalificeret

58 Der foreligger en tilstraekkeligt kvalificeret tilsidesaettelse af en hoejere retsregel, naar institutionerne aabenbart og groft overskrider graenserne for deres skoensmaessige befoejelser uden at henvise til, at der foreligger en overordnet offentlig interesse. Det fremgaar af fast praksis, at der foreligger en saadan tilsidesaettelse, naar faellesskabslovgiver undlader at tage hensyn til en klart afgraenset gruppe af erhvervsdrivende, navnlig hvis den trufne foranstaltning er uforudseelig og overskrider graenserne for normale oekonomiske risici (Mulder II-dommen, praemis 16 og 17; se endvidere Domstolens dom af 4.10.1979, sag 238/78, Ireks-Arkady mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 2955, praemis 11).

59 Det skal undersoeges, om en saadan situation foreligger i denne sag.

a) Spoergsmaalet om man har forsoemt at tage hensyn til en klart afgraenset gruppe af erhvervsdrivende

Parternes argumenter

60 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at SLOM III-producenterne er i noejagtig samme situation som SLOM I- og SLOM II-producenterne. Ligesom de blev de ved de retsstridige forordninger udelukket fra enhver mulighed for paa ny at faa tildelt den maengde, deres forpligtelse til ikke-markedsfoering omfattede. Desuden udgjorde de en klart defineret gruppe, idet deres navne fremgaar af de kompetente myndigheders sagsakter.

61 Ved ikke at tildele SLOM III-producenterne en referencemaengde har faellesskabslovgiver, uden at henvise til, at der foreligger en overordnet offentlig interesse, helt forsoemt at tage hensyn til den saerlige situation, som en klart afgraenset gruppe af erhvervsdrivende befandt sig i. Faellesskabslovgiver traf ikke med vedtagelsen af forordning nr. 764/89 nogen erhvervspolitisk beslutning i forhold til SLOM III-producenterne i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i Mulder II-dommens praemis 21. I naevnte forordning tog Raadet overhovedet ikke hensyn til disse producenters interesser, der saaledes blev behandlet paa samme maade, som SLOM I- og SLOM II-producenterne var blevet behandlet ved forordning nr. 857/84 i den oprindelige affattelse.

62 Det er helt ubegrundet, at SLOM III-producenterne ikke har faaet tildelt nogen referencemaengde. Det generelle hensyn til stabiliteten paa maelkemarkedet kan ikke, som haevdet af de sagsoegte, retfaerdiggoere denne beslutning, da det kvantum maelk, de beroerte producenter behoevede, ikke bragte ligevaegten paa markedet i fare. Den omstaendighed, at sagsoegerne i medfoer af artikel 2 i forordning nr. 857/84 havde faaet tildelt en referencemaengde for en bedrift, hvorpaa der ikke hvilede nogen forpligtelse til ikke-markedsfoering, og derfor ikke var fuldstaendig udelukket fra at producere maelk, er herved uden betydning. Kun SLOM-bedriften boer nemlig tages i betragtning i denne forbindelse, og kriterierne i Mulder II-dommen bringes i anvendelse paa den. Den omstaendighed, at sagsoegerne havde produceret maelk i en anden bedrift, godtgoer, at de havde til hensigt at genoptage maelkeproduktionen paa SLOM-bedriften, naar forpligtelsen til ikke-markedsfoering var ophoert.

63 Heroverfor har de sagsoegte anfoert, at SLOM III-producenterne i modsaetning til SLOM I-producenterne ikke udgoer nogen klart afgraenset gruppe af erhvervsdrivende. SLOM I-producenterne er defineret ved, at de ikke havde leveret nogen maelk paa grund af en forpligtelse, som de havde indgaaet, foer den for dem bebyrdende forordning traadte i kraft. SLOM III-producenterne er defineret ved, at de overtog en bedrift, hvorpaa der hvilede en forpligtelse til ikke-markedsfoering. En saadan bedrift kunne vaere overtaget foer eller efter forordning nr. 857/84. Sagsoegerne udgjorde derfor ikke paa tidspunktet for denne forordnings vedtagelse nogen klart afgraenset gruppe af erhvervsdrivende. Som svar paa anbringendet om, at SLOM III-producenterne kunne identificeres i kraft af de dokumenter, der befandt sig hos de myndigheder, som havde udbetalt praemierne for ikke-markedsfoering, anfoerer de sagsoegte, at den omstaendighed, at der findes en fortegnelse over disse producenter, ikke aendrer ved det forhold, at overtagelsen af ikke-markedsfoeringsforpligtelsen de jure eller de facto kan have fundet sted efter ikrafttraedelsen af forordning nr. 857/84, og at producenterne ikke paa dette tidspunkt udgjorde nogen klart afgraenset gruppe.

64 Videre anfoerer de sagsoegte, at man ikke ved udstedelsen af bestemmelserne i forordning nr. 764/89 forsoemte at tage hensyn til SLOM III-producenterne. Disse producenter var nemlig blevet tildelt en referencemaengde i henhold til artikel 2 i forordning nr. 857/84 og var derfor ikke blevet fuldstaendig og varigt udelukket fra markedet, men kunne fortsaette deres produktion, selv om de ikke raadede over nogen referencemaengde for SLOM-bedriften. Faellesskabet ifaldt derfor ikke noget ansvar for, at SLOM III-producenterne ikke havde faaet tildelt nogen referencemaengde ved forordning nr. 857/84 og nr. 764/89. I modsaetning til, hvad sagsoegerne har haevdet i replikken, angik de erstatningsbetingelser, som er omhandlet i Mulder-dommen (praemis 17), kun det tilfaelde, hvor de paagaeldende producenter fuldstaendigt og varigt udelukkes fra at markedsfoere maelk. Indfoerelsen af antikumulationsreglen har i oevrigt ikke medfoert, at SLOM III-producenterne blev forskelsbehandlet i forhold til SLOM I- og SLOM II-producenterne, men blot, at deres situation ikke blev forbedret.

65 I betragtning af den vanskelige situation paa markedet for maelkeprodukter og af, at de SLOM III-producenter, som befandt sig i sagsoegernes situation, kunne fortsaette med at producere maelk i den bedrift, der ikke var nogen SLOM-bedrift, havde de sagsoegte ved at differentiere de to grupper ikke truffet nogen klart retsstridig beslutning under hensyn til det skoen, som tilkommer dem. Institutionerne havde taget hensyn til en overordnet offentlig interesse, da de afslog at tildele SLOM III-producenterne referencemaengder. Med vedtagelsen af forordning nr. 764/89 havde institutionerne truffet et oekonomisk-politisk valg bestaaende i, at de ikke tildelte SLOM III-producenterne nogen maengder for ikke at forstyrre ligevaegten paa maelkemarkedet. Med denne beslutning overskred institutionerne ikke graenserne for den skoensbefoejelse, som tilkommer dem paa dette omraade. Da de paagaeldende producenter allerede havde faaet tildelt en oprindelig referencemaengde, befandt de sig i en saerlig situation, der retfaerdiggjorde, at de blev behandlet anderledes. Disse grunde fremgaar klart af anden, tredje og femte betragtning til forordning nr. 764/89. Lovgiver foretog herved en afvejning af modstridende interesser og forbeholdt referencemaengderne for de producenter, som endnu ikke havde faaet tildelt saadanne maengder.

Rettens bemaerkninger

66 SLOM III-producenterne var producenter, som ikke direkte havde paataget sig en forpligtelse i henhold til forordning nr. 1078/77, men som havde overtaget en bedrift, hvis tidligere indehaver havde paataget sig en saadan forpligtelse. Selv om den ordning, der gjaldt for dem efter forordning nr. 857/84, var den samme, som gjaldt for de oevrige SLOM-producenter, var deres situation kendetegnet af dette saerlige forhold. Paa grund af det naevnte saerlige forhold var disse producenter nemlig SLOM-producenter, der som foelge af forordning nr. 764/89 var blevet beroevet enhver mulighed for at faa tildelt en specifik referencemaengde. Foerst da denne forordning traadte i kraft, aendrede grundlaget sig for den ordning, som blev anvendt paa dem, men som producenter befandt de sig i en saerlig situation, siden de havde overtaget de bedrifter, hvorpaa forpligtelserne i henhold til forordning nr. 1078/77 hvilede.

67 De sagsoegtes argument om, at den formelle identifikation af den paagaeldende producentgruppe skal vaere sket forud for indfoerelsen af de regler, som kendes ugyldige, er ubegrundet. Ganske vist var dette tilfaeldet med SLOM I-producenterne, der havde paataget sig en forpligtelse til ikke-markedsfoering inden vedtagelsen af forordning nr. 857/84, som regulerede deres forhold, men den omstaendighed, at der efter de successive aendringer, der blev gennemfoert af denne forordning, kun blev én producentgruppe tilbage - saaledes at forstaa, at de tidligere generelle regler kun gjaldt for denne producentgruppe - udelukker ikke, at den naevnte gruppe kan anerkendes at befinde sig i en saerlig situation.

68 Desuden udgjorde SLOM I- og SLOM II-producenterne, som det fremgaar af Mulder I- og Mulder II-dommene, som helhed en saerlig producentgruppe. Da SLOM III-producenterne var kendetegnet ved, at de forblev i samme situation som de oevrige grupper indtil 1993, udgoer de ligesom dem en saerlig gruppe, der i strid med en hoejere retsregel ikke fik tildelt nogen referencemaengde (jf. ovenfor, praemis 53).

69 Endelig maa man forkaste de sagsoegtes argument om, at SLOM III-producenterne ikke blev helt udelukket fra markedet, da de fortsat kunne producere maelk paa deres oprindelige bedrift. Da dette argument er baseret paa, at SLOM III-producenterne ikke blev fuldstaendig udelukket fra at markedsfoere maelk, burde institutionerne have taget hensyn til forholdet mellem referencemaengden for den oprindelige bedrift og for SLOM-bedriften. Da de sagsoegte imidlertid har forsoemt at tage hensyn til dette forhold ved vurderingen af de enkelte SLOM-producenter, har de over for de naevnte producenter foretaget en vilkaarlig og forskellig fordeling af den byrde, som beror paa, at »det er strengt noedvendigt ikke at gribe ind i den skroebelige stabilitet, der for tiden er opnaaet paa markedet for maelk og mejeriprodukter« (femte betragtning til forordning nr. 764/89). Det oekonomiske offer, som angiveligt var noedvendigt for at tilgodese denne offentlige interesse, blev derfor objektivt ulige fordelt. Hermed har institutionerne overskredet deres skoensbefoejelse.

b) Spoergsmaalet, om den trufne foranstaltning var uforudseelig, og om den overskrider graenserne for normale oekonomiske risici

Parternes argumenter

70 Sagsoegerne anfoerer, at de oekonomiske ofre, som de er blevet paalagt ved at vaere beroevet en referencemaengde, overskrider de graenser, der er lovlige efter retspraksis, navnlig Mulder II-dommen. I betragtning af de referencemaengder, de fik tildelt efter afsigelsen af ovennaevnte dom i sagen Wehrs (jf. praemis 11), var det et betydeligt tab, sagsoegerne led i aarene 1984-1993. De grunde, som i Mulder II-dommen foerte Domstolen til at afvise, at Faellesskabet ifaldt noget erstatningsansvar, fordi de specifikke referencemaengder ved forordning nr. 764/89 var blevet begraenset til 60%, har derfor ikke gyldighed i den foreliggende sag.

71 Sagsoegeren i sag T-195/94 anfoerer, at den specifikke referencemaengde, han fik tildelt i 1993 i henhold til SLOM III-ordningen, udgjorde 23,94% af den oprindelige referencemaengde (jf. ovenfor, praemis 18). Hvis man beregner det erstatningskrav, som er rejst i denne sag, paa grundlag af Mulder II-dommen, udgoer procentsatsen 26,3.

72 I sag T-202/94 anfoerer sagsoegeren, at den specifikke referencemaengde, han burde vaere blevet tildelt paa grundlag af SLOM III-ordningen, beregnet efter kriterierne i Mulder II-dommen, udgjorde 31,4% af den oprindelige referencemaengde (jf. ovenfor, praemis 21). I replikken anfoerer sagsoegeren, at den specifikke referencemaengde, han faktisk fik tildelt, udgjorde 41,67%, men at denne procentsats maa forhoejes til 45,55 eller 49% af den oprindelige referencemaengde, hvis man tager hensyn til de indskraenkninger i referencemaengden, som er foretaget ved de herom udstedte regler.

73 Efter de sagsoegtes opfattelse var den omstaendighed, at sagsoegerne blev forhindret i at genoptage produktionen, ikke uforudseelig, navnlig ikke i sag T-195/94, hvor sagsoegeren erhvervede sin brugsret efter vedtagelsen af forordning nr. 857/84. Den omstaendighed, at det var udelukket at genoptage produktionen, overskred heller ikke graenserne for de oekonomiske risici, som normalt er forbundet med udoevelse af den paagaeldende form for virksomhed. Den referencemaengde, sagsoegerne blev beroevet, udgjorde mindre end 40% af den specifikke referencemaengde, sagsoegerne oprindelig fik tildelt. I Mulder II-dommen fastslog Domstolen, at Faellesskabet ikke ifaldt ansvar for en nedsaettelse af SLOM-referencemaengden med mindre end 40%. Disse producenters situation svarer nemlig til den, som forelaa i Mulder II-dommen, hvori Domstolen udelukkede, at Faellesskabet kunne ifalde ansvar for 60%-reglen i artikel 3a, stk. 2, i forordning nr. 857/84, som aendret ved forordning nr. 764/89.

Rettens bemaerkninger

74 Ligesom alle andre SLOM III-producenter blev sagsoegerne i deres SLOM-bedrifter fuldstaendig afskaaret fra at markedsfoere maelk fra det tidspunkt, da forpligtelsen i henhold til forordning nr. 1078/77 ophoerte, og det tidspunkt, da de som foelge af ovennaevnte dom i Wehrs-sagen fik tildelt en specifik referencemaengde. Da de blev naegtet en referencemaengde henholdsvis i april 1984 og oktober 1985 og foerst fik tildelt en referencemaengde henholdsvis i december og februar 1993, fremgaar det klart, at sagsoegerne blev paalagt et betydeligt offer.

75 I modsaetning til, hvad de sagsoegte har haevdet, var dette offer ingenlunde forudseeligt, og det laa ikke inden for graenserne af de risici, som normalt er forbundet med den paagaeldende form for virksomhed.

76 Hvad angaar tabets uforudseelighed bemaerkes, at sagsoegerne, som var SLOM III-producenter, var i samme situation som SLOM II-producenterne, da de hvad angaar den bedrift, hvorpaa forpligtelsen til ikke-markedsfoering hvilede, blev fuldstaendig og varigt udelukket fra at faa tildelt en referencemaengde som foelge af forordning nr. 857/84 (jf. Mulder II-dommen, praemis 17). Som Domstolen tidligere har fastslaaet, blev SLOM I- og SLOM III-producenterne paalagt en begraensning, som beroerte dem saerligt paa grund af denne forpligtelse (jf. Mulder I-dommen, praemis 24, og Wehrs-dommen, praemis 13).

77 Det gaelder ogsaa, selv om retsgrundlaget for den virksomhed, sagsoegerne udoevede paa SLOM-bedriften, aendrede sig efter tidspunktet for ikrafttraedelsen af forordning nr. 764/89. Da producenterne var indtraadt i forpligtelserne til ikke-markedsfoering foer dette tidspunkt, havde de en berettiget forventning om, at de kunne genoptage markedsfoeringen, naar disse forpligtelser var ophoert (jf. Wehrs-dommen, praemis 13).

78 Hvad angaar spoergsmaalet, om graenserne for normale oekonomiske risici var overskredet, bemaerkes, at Domstolen i Mulder II-dommen (praemis 17) fastslog, at Faellesskabet ifaldt ansvar, fordi der ikke var truffet foranstaltninger med henblik paa at tildele SLOM I-producenterne referencemaengder, saaledes at de blev fuldstaendig afskaaret fra at producere maelk. Derimod fandt Domstolen ikke, at det var ansvarspaadragende, at referencemaengden til SLOM II-producenterne blev begraenset til 60% af den maengde, der normalt tilkom producenterne.

79 Som tidligere anfoert (jf. ovenfor, praemis 76) svarer sagsoegernes situation til SLOM I-producenternes, da de blev fuldstaendig afskaaret fra at producere maelk paa det areal, hvorpaa den forpligtelse, de havde overtaget, hvilede.

80 Desuden adskiller sagsoegernes situation sig paa flere punkter fra SLOM II-producenterne i modsaetning til, hvad de sagsoegte har haevdet.

81 Det bemaerkes i den forbindelse, at hele det tab, som er omhandlet i Mulder II-dommen, var indtruffet paa det tidspunkt, da Domstolen traf afgoerelse om erstatningskravet. Det var nemlig blevet udelukket at markedsfoere maelk paa alle SLOM-bedrifterne fra tidspunktet for ikrafttraedelsen af forordning nr. 857/84 - i dennes oprindelige affattelse - og tidspunktet for ikrafttraedelsen af forordning nr. 764/89 (jf. ovenfor, praemis 5). Mellem det sidstnaevnte tidspunkt og tidspunktet for ikrafttraedelsen af forordning nr. 1639/91 blev SLOM I- og II-producenternes markedsfoering af deres produkter begraenset til 60% af den oprindelige referencemaengde (jf. ovenfor, praemis 6). De modtog foerst en fuldstaendig referencemaengde ved forordning nr. 1639/91 (jf. ovenfor, praemis 8).

82 Ved Mulder II-dommen afviste Domstolen derfor alene, at Faellesskabet ifaldt ansvar ved i en midlertidig periode (ca. to aar) at have foretaget en begraensning (til 60%) af den maengde maelk, som var leveret eller solgt i de seneste tolv maaneder, foer forpligtelsen til ikke-markedsfoering eller omstilling blev indgaaet. De paagaeldende producenter var derfor hoejst beroevet en referencemaengde helt eller delvis i syv aar, nemlig fra det tidspunkt, da de foerste forpligtelser i henhold til forordning nr. 1078/77 ophoerte, eller fra det tidspunkt da forordning nr. 857/84 blev vedtaget, og indtil ikrafttraedelsen af forordning nr. 1639/91. For SLOM I- og SLOM II-producenterne varede den fuldstaendige udelukkelse fra markedsfoeringen saaledes hoejst fem aar, og Domstolen fastslog, at Faellesskabet ifaldt ansvar herfor.

83 I den foreliggende sag blev sagsoegerne ligesom alle de oevrige SLOM III-producenter fuldstaendig beroevet en referencemaengde, de havde krav paa (jf. Wehrs-dommen). Tabet som foelge heraf strakte sig over en periode mellem det tidspunkt, da forordning nr. 857/84 blev bragt i anvendelse paa dem, og det tidspunkt, da de fik tildelt en referencemaengde, hvilket foerst skete efter afsigelsen af Wehrs-dommen den 3. december 1992.

84 Under disse omstaendigheder er karakteren og varigheden af det tab af en referencemaengde, som sagsoegerne maatte taale, forhold, der klart adskiller dem fra den situation, hvori de producenter, som ifoelge Mulder II-dommen ikke havde noget krav paa erstatning fra Faellesskabet, befandt sig.

85 Denne naegtelse af at tildele dem en referencemaengde overskrider graenserne for de risici, som normalt er forbundet med den paagaeldende form for virksomhed, og er af en saadan karakter, at den medfoerer et erstatningsansvar for Faellesskabet uden for kontraktforhold.

Spoergsmaalet, om der er indtraadt et tab, og om der er aarsagsforbindelse

86 Sagsoegerne anfoerer, at de i deres egenskab af producenter er blevet naegtet en referencemaengde, hvorved de har lidt et tab. De sagsoegte bestrider, at der er indtraadt noget tab, da sagsoegerne ikke er producenter og derfor ikke kunne goere krav paa tildeling af en referencemaengde.

Parternes argumenter

87 Efter sagsoegernes opfattelse fremgaar det af de dokumenter af henholdsvis 19. juli 1991 og 21. februar 1995, som er udfaerdiget af Landwirtschaftskammer Westfalen-Lippe og Hannover, at sagsoegerne har lidt et tab, da de fortsat drev SLOM-bedrifterne, efter at de havde overtaget de hertil knyttede ikke-markedsfoeringsforpligtelser. Det var udelukkende paa grund af den retlige usikkerhed om situationen, at sagsoegeren i sag T-202/94 indgav ansoegning om en referencemaengde sammen med sin hustru.

88 I modsaetning til, hvad de sagsoegte har haevdet, er det ifoelge sagsoegerne uden betydning, at der blev ansoegt om en specifik referencemaengde for en bedrift, hvorpaa der ikke hvilede nogen forpligtelse til ikke-markedsfoering. Efter Domstolens praksis er det tilstraekkeligt for paa ny eller endeligt at tildele en referencemaengde, at sagsoegeren producerer denne maengde i sin bedrift, og at han fortsaetter inden for rammerne af denne, i det mindste delvis, med at drive den bedrift, hvorpaa der hviler en forpligtelse til ikke-markedsfoering (dom af 3.12.1992, sag C-86/90, O'Brien, Sml. I, s. 6251). I oevrigt kan en bedrift ifoelge artikel 9, litra d), i Raadets forordning (EOEF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillaegsafgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1, herefter »forordning nr. 3950/92«) indeholde flere saerskilte landbrugsenheder. Sagsoegeren i sag T-202/94 havde til hensigt at udnytte den gamle SLOM-bedrift til at producere maelk, naar ikke-markedsfoeringsperioden var udloebet. Det fremgaar af den sagkyndige erklaering, som er vedlagt replikken, at sagsoegeren ogsaa faktisk gjorde dette efter at have faaet tildelt en specifik referencemaengde.

89 De sagsoegte institutioner anfoerer, at sagsoegerne ikke har lidt noget tab uanset indfoerelsen af antikumulationsreglen i forordning nr. 764/89. De havde ikke noget krav paa tildeling af en referencemaengde, da de ikke var producenter i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3a, stk. 1, i forordning nr. 857/84, og da de ikke har fremlagt noget bevis for, at de var producenter.

90 I sag T-195/94 var det sagsoegerens hustru, som var arving til SLOM-bedriften, der var producent. Sagsoegeren kan ikke stoette sin opfattelse paa erklaeringen fra Landwirtschaftskammer Westfalen-Lippe af 19. juli 1991, da denne blot er en gentagelse af sagsoegerens erklaeringer. Heller ikke henvisningen til definitionen af begrebet bedrift i forordning nr. 3950/92 kan vaere afgoerende. Dette begreb er baseret paa en opfattelse vedroerende ledelsen af driften af en samling af produktionsenheder. I den foreliggende sag er problemet, om sagsoegeren faktisk ledede SLOM-bedriften.

91 I sag T-202/94 fremgaar det af erklaeringen fra Landwirtschaftskammer Hannover af 25. januar 1990, at det var sagsoegerens hustru, som indgav ansoegningen om tildeling af en referencemaengde. Hustruen var derfor producent i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3a, stk. 1, i forordning nr. 857/84. Erklaeringen fra Landwirtschaftskammer Hannover af 21. februar 1995, som fastslaar, at sagsoegeren var producent, fjerner ikke al tvivl om dette spoergsmaal.

92 Under alle omstaendigheder havde sagsoegerne ikke, uanset antikumulationsreglen i artikel 3a, stk. 1, i forordning nr. 857/84, ret til de specifikke referencemaengder, de havde ansoegt de tyske myndigheder om, da det fremgaar af deres ansoegninger, at de ville producere disse maengder paa deres oprindelige bedrifter og ikke paa dem, de havde overtaget. Ifoelge de gaeldende regler [forordningens artikel 3a, stk. 1, foerste led, litra b)], havde de producenter, som godtgjorde, at de var i stand til at fremstille maelk paa deres bedrift, ret til en specifik referencemaengde. Dette bekraeftes af dommen af 22. oktober 1991 i von Deetzen-sagen (sag C-44/89, Sml. I, s. 5119, praemis 21), hvori Domstolen fastslog, at den omstaendighed, at producenterne blev afskaaret fra at markedsfoere referencemaengderne, ikke kraenkede deres berettigede forventning. Ved at producere den paagaeldende maengde paa en anden bedrift end den, hvorpaa der hvilede en forpligtelse til ikke-markedsfoering, havde de forsoegt at overfoere denne maengde.

93 Sagsoegernes henvisning til ovennaevnte dom i O'Brien-sagen er irrelevant. Denne dom henviser til artikel 3a, stk. 3, i forordning nr. 857/84 og ikke til stk. 1. Det fastslaas i dommen, at en producent alene kan goere krav paa en specifik referencemaengde, saafremt han fortsat leder den bedrift, hvorpaa der har hvilet en forpligtelse til ikke-markedsfoering. I den foreliggende sag er spoergsmaalet, om sagsoegerne virkelig ledede SLOM-bedriften, og om der forelaa en ledelse af driften i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i forordning nr. 857/84, naar bedriften ikke laengere anvendes til maelkeproduktion.

94 De sagsoegte bestrider, at der foreligger aarsagsforbindelse, og har gjort gaeldende i duplikken, at sagsoegeren i sag T-195/94 kunne have faaet tildelt en oprindelig referencemaengde, saafremt han havde genoptaget maelkeleverancerne fra 1983, efter at forpligtelsen til ikke-markedsfoering var ophoert. Det var nemlig muligt saavel efter artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 1371/84 som efter de gaeldende tyske regler at tildele disse producenter en referencemaengde beregnet paa grundlag af deres faktiske leverancer. Det var derfor sagsoegerens egen skyld, at han ikke erhvervede en saadan referencemaengde, og der er ingen aarsagsforbindelse mellem de lidte tab og forordning nr. 857/84.

Rettens bemaerkninger

95 Friedhelm Quiller og Johann Heusmann fik tildelt en referencemaengde af de kompetente nationale myndigheder henholdsvis den 23. december og den 1. februar 1993, en saakaldt »SLOM III«-referencemaengde. Ifoelge artikel 1 i forordning nr. 2055/93 skulle de maelkeproducenter, som tidligere havde faaet afslag herpaa, tildeles en saadan referencemaengde. Foelgelig var sagsoegerne for de nationale kompetente myndigheder paa davaerende tidspunkt producenter i de paagaeldende landbrugsbedrifter i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i Faellesskabets bestemmelser, og var derved i kraft af forordning nr. 857/84 blevet afskaaret fra at markedsfoere maelk. Dette bekraeftes af erklaeringerne fra Landwirtschaftskammer Hannover og Westfalen-Lippe af 25. januar 1990 og 19. juli 1991.

96 Hvad angaar de sagsoegtes argument om, at sagsoegerne selv er skyld i deres tab, da de havde ansoegt om referencemaengder for deres oprindelige bedrifter og ikke for SLOM-bedrifterne, bemaerkes, at det fremgaar af artikel 3a, stk. 1, i forordning nr. 857/84, som aendret ved forordning nr. 764/89, at betingelserne vedroerende de konkrete omstaendigheder i forbindelse med fremstillingen af den specifikke referencemaengde - og navnlig betingelsen i litra b) - forudsaetter, at den paagaeldende producent faktisk havde faaet tildelt en saadan maengde. Disse betingelser gaelder altsaa kun, saafremt producenten kan rejse krav om tildeling af en specifik referencemaengde, hvorom de naermere regler er indeholdt i stk. 1, foerste og andet led. Sagsoegerne var imidlertid udelukket fra at faa tildelt en saadan maengde paa grund af antikumulationsreglen i stk. 1, andet led, fordi de allerede havde modtaget en referencemaengde for deres egne bedrifter.

97 Hvad angaar de sagsoegtes argument i sag T-195/94 om, at der ikke er nogen aarsagsforbindelse mellem tabet og Faellesskabets handlemaade, bemaerkes, at forordning nr. 1371/84 foerst traadte i kraft den 18. maj 1984. Da den forpligtelse, som hvilede paa sagsoegerens areal, udloeb den 31. maj 1983, kunne sagsoegeren ikke paa dette tidspunkt vide, at han ved en genoptagelse af produktionen kunne opnaa en referencemaengde. Foerst da forordning nr. 1371/84 traadte i kraft, havde han mulighed for at blive klar over dette. Den fortolkning, som institutionerne anlaegger, gaar altsaa ud paa at knytte visse foelger til sagsoegerens beslutning om ikke at genoptage produktionen i 1983, som paa davaerende tidspunkt var uforudseelige. Foelgelig maa det naevnte argument forkastes, ligesom der ikke er grundlag for at drage aarsagsforbindelsen i tvivl i denne sag.

98 Det fremgaar af disse betragtninger under ét, at Faellesskabet maa kendes ansvarlig for det af sagsoegerne lidte tab.

2. Foraeldelsen

99 Det maa herefter undersoeges, om og i hvilket omfang sagsoegernes krav er foraeldet.

Parternes argumenter

100 Sagsoegerne anfoerer, at foraeldelsesfristen hverken kan regnes fra det tidspunkt, da ikke-markedsfoeringsforpligtelsen ophoerte, eller fra den dato, da forordning nr. 857/84, som er aarsagen til sagsoegernes tab, traadte i kraft, hvilket skete den 2. april 1984.

101 Sagsoegerne erkender ganske vist, at forordning nr. 857/84 paafoerte samtlige SLOM-producenter et tab, og at forordning nr. 764/89 yderligere forringede SLOM III-producenternes situation, men goer gaeldende, at betingelserne i statuttens artikel 43 foerst var opfyldt paa det tidspunkt, da Domstolen havde afsagt den naevnte dom i Wehrs-sagen, hvorved forordning nr. 764/89 blev kendt ugyldig. Det maa nemlig anses for en betingelse, at den beroerte bliver bekendt med, at den skadegoerende handling - som i dette tilfaelde er en retsforskrift - er ulovlig. Man kan saaledes ikke kraeve af en borger, at han rejser erstatningssoegsmaal straks efter, at den ulovlige forordning er blevet vedtaget. Naar sagsoegerne ikke rejste krav om erstatning, er forklaringen, at retsstillingen var usikker, at der var formodning for, at forordning nr. 857/84 var gyldig, og navnlig, at det var noedvendigt for sagsoegerne at faa tildelt en specifik referencemaengde. Sagsoegeren i sag T-202/94 erkender dog, at han kunne have anlagt sag, saa snart den forpligtelse, der hvilede paa hans SLOM-bedrift, ophoerte.

102 Vedroerende afbrydelsen af foraeldelsesfristen anfoerer sagsoegerne, at SLOM III-producenterne ikke boer behandles anderledes end SLOM I- og SLOM II-producenterne. Foelgelig boer ordningen efter artikel 8 i forordning nr. 2187/93 ogsaa bringes i anvendelse paa dem, ligesom det gaelder for de oevrige producenter. I oevrigt boer ogsaa meddelelsen af 5. august 1992, hvorved institutionerne afbroed foraeldelsen, gaelde for SLOM III-producenterne, saaledes at forstaa, at den afskaerer de sagsoegte fra at goere gaeldende, at sagsoegernes krav var foraeldet. Paa tidspunktet for udsendelsen af denne meddelelse var deres krav nemlig endnu ikke foraeldet, da den skadegoerende handling var forordning nr. 764/89. Selv om foraeldelsesfristen antages at vaere begyndt ved udloebet af perioden for ikke-markedsfoeringen, begyndte de perioder, for hvilke der ikke var indtraadt foraeldelse, den 5. august 1987, nemlig fem aar foer den 5. august 1992, paa hvilken dato foraeldelsen blev afbrudt.

103 Sagsoegeren i sag T-195/94 anfoerer, at han under alle omstaendigheder afbroed foraeldelsen ved den skrivelse, han tilsendte institutionerne den 12. januar 1994, og som Kommissionen besvarede den 29. marts 1994 med sit afslag paa at erstatte det lidte tab. Som det kraeves efter statuttens artikel 43, blev sagen anlagt inden to maaneder efter modtagelsen af afslaget. Paa dette tidspunkt var det erstatningskrav, der havde grundlag i forordning nr. 764/89, endnu ikke foraeldet.

104 Ogsaa sagsoegeren i sag T-202/94 anfoerer, at foraeldelsesfristen for hans vedkommende blev afbrudt ved hans skrivelse til institutionerne af 11. april 1991. Det er ikke noget krav efter statuttens artikel 43, at der anlaegges sag straks efter afsendelsen af en saadan skrivelse. I hvert fald afstod Kommissionen og Raadet i deres besvarelser af 2. og 15. maj 1991 udtrykkeligt fra at paaberaabe sig foraeldelse, og sagsoegeren handlede i tillid hertil. Virkningerne af dette afkald blev ikke ophaevet ved forordning nr. 2187/93, som ikke var rettet umiddelbart og individuelt til sagsoegeren, og som det foelgelig ikke var muligt at anfaegte ved et soegsmaal. I oevrigt forespurgte sagsoegeren institutionerne ved skrivelse af 13. januar 1994, om de opretholdt afkaldet. Kun Kommissionen svarede herpaa ved sin skrivelse af 29. marts 1994, hvori den afslog at yde erstatning til SLOM III-producenterne. Da denne sidste skrivelse maa anses for et afslag, blev sagen anlagt inden tomaanedersfristen i statuttens artikel 43.

105 De sagsoegte anfoerer, at sagsoegernes krav er foraeldet, og at sagerne foelgelig maa afvises fra realitetsbehandling. De henviser til, at foraeldelsesfristen efter Domstolens praksis og statuttens artikel 43 foerst loeber fra det tidspunkt, da alle de betingelser, som er en forudsaetning for erstatningspligten, er opfyldt, og da de skadegoerende foelger af handlingen har vist sig, hvilket bl.a. er tilfaeldet, naar den skadegoerende handling er en generel retsakt (domme af 27.1.1982, forenede sager 256/80, 257/80, 265/80, 267/80 og 5/81, Birra Wuehrer m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 85, praemis 10, herefter »Birra Wuehrer-dommen«, og sag 51/81, De Franceschi mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 117, praemis 10, herefter »De Franceschi-dommen«).

106 I det foreliggende tilfaelde loeb foraeldelsesfristen i sag T-195/94 fra den 2. april 1984, dvs. datoen for ikrafttraedelsen af forordning nr. 857/84, og i sag T-202/94 fra den 9. oktober 1985, dvs. datoen for udloebet af ikke-markedsfoeringsperioden. Paa disse datoer var betingelserne i artikel 215 nemlig opfyldt, da Faellesskabet ifaldt ansvar som foelge af en generel retsakt, in casu forordning nr. 857/84 i dennes foerste affattelse, da forordningen var blevet kendt ugyldig i Mulder I-dommen, og da den udgjorde en kvalificeret tilsidesaettelse af et overordnet princip, nemlig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

107 Sagsoegernes angivelige tab beror paa, at de ikke kunne opnaa referencemaengder for de SLOM-bedrifter, de havde overtaget. Ifoelge de sagsoegte blev denne retsstilling ikke aendret til skade for sagsoegerne hverken som foelge af den omstaendighed, at de havde overtaget de naevnte bedrifter, eller som foelge af forordning nr. 764/89, hvorved artikel 3a blev indsat i forordning nr. 857/84. Saa snart forordning nr. 857/84 var traadt i kraft, havde sagsoegerne nemlig mulighed for at faa fastslaaet forordningens ulovlighed. Den omstaendighed, at der er formodning for en forordnings lovlighed, hindrer ikke de erhvervsdrivende i at soege udvirket, at forordningen kendes ugyldig (dom af 13.2.1979, sag 101/78, Granaria, Sml. s. 623, praemis 5). Det var det, sagsoegerne i Mulder I- og Wehrs-sagerne gjorde, som i modsaetning til sagsoegerne i de foreliggende sager ikke soegte at undgaa de risici, der var forbundet med et sagsanlaeg.

108 De sagsoegte bestrider endvidere sagsoegernes paastand om, at foraeldelsesfristen begyndte at loebe paa et senere tidspunkt end henholdsvis den 2. april 1984 og den 9. oktober 1985 (jf. ovenfor, praemis 106). For det foerste kan begyndelsesdatoen for denne periode ikke vaere den 28. april 1988, dvs. den dag, da Domstolen afsagde dom i Mulder I-sagen og delvis kendte forordning nr. 857/84 ugyldig. Ifoelge Domstolens praksis skal skadelidte have faaet eller kunne have faaet kendskab til den skadegoerende handling og ikke til dens ulovlighed, for at foraeldelsesfristen kan begynde at loebe (dom af 7.11.1985, sag 145/83, Adams mod Kommissionen, Sml. s. 3539, praemis 50). For det andet kan forordning nr. 764/89, hvorved antikumulationsreglen blev indfoert, og som placerede SLOM III-producenterne i en saerskilt kategori, ikke vaere afgoerende for, hvornaar foraeldelsesfristen blev paabegyndt. Denne forordning forringede ikke sagsoegernes situation i forhold til den, som bestod inden vedtagelsen af forordning nr. 857/84 - i dens oprindelse affattelse - da denne forordning allerede fra sit ikrafttraedelsestidspunkt udelukkede, at der kunne tildeles referencemaengder til sagsoegernes SLOM-bedrifter. For det tredje paabegyndtes foraeldelsesfristen heller ikke den 3. december 1992, dvs. datoen for afsigelsen af Wehrs-dommen, da den for sagsoegerne skadegoerende handling var den ordning, som blev indfoert ved forordning nr. 857/84 og nr. 764/89, og ikke dommen om, at disse forordninger var ugyldige.

109 De sagsoegte bestrider endvidere, at foraeldelsesfristen for sagsoegernes vedkommende blev fornyet hver dag. Selv om dette bestemmes i artikel 8 i forordning nr. 2187/93, behoever denne loesning ikke noedvendigvis laegges til grund for fortolkningen af statuttens artikel 43.

110 De sagsoegte anfoerer endvidere, at meddelelsen af 5. august 1992 ikke er til hinder for en formalitetsindsigelse under henvisning til, at erstatningskravet er foraeldet. Det praeciseres i meddelelsens punkt 2, at forpligtelsen til ikke at paaberaabe sig foraeldelse kun gjaldt, for saa vidt retten til godtgoerelse ikke var foraeldet paa datoen for meddelelsens offentliggoerelse. Under alle omstaendigheder vedroerte meddelelsen kun SLOM I- og SLOM II-producenterne, saaledes som det dels fremgaar af henvisningen til afgoerelsen i Mulder II-sagen - der kun vedroerte disse producentgrupper - dels ordlyden af meddelelsens punkt 1, som angaar de producenter, der ikke havde opnaaet nogen referencemaengde som foelge af, at de havde deltaget i den ordning, der blev indfoert ved forordning nr. 1078/77.

111 Vedroerende foraeldelsens afbrydelse anfoerer de sagsoegte i sag T-195/94, at foraeldelsen ikke blev afbrudt ved sagsoegerens skrivelse til Kommissionen af 12. januar 1994, da sagen ikke blev anlagt inden tomaanedersfristen i statuttens artikel 43, tredje punktum. Denne frist begyndte ikke at loebe fra tidspunktet for Kommissionens besvarelse af den skrivelse, hvori sagsoegeren havde rejst sit krav, men fra datoen for modtagelsen af skrivelsen. Da sagen blev anlagt efter udloebet af denne frist, afbroed skrivelsen af 12. januar 1994 ikke foraeldelsen.

112 I sag T-202/94 anfoerer de sagsoegte endvidere, at sagsoegerens skrivelse af 11. april 1991 ikke afbroed foraeldelsen, da sagen ikke blev anlagt inden fristen i statuttens artikel 43. Kommissionen og Raadet gav i deres svarskrivelser af 2. og 15. maj 1991 alene afkald paa at paaberaabe sig foraeldelse, for saa vidt de paagaeldende krav endnu ikke allerede var foraeldet. Da fristen begyndte at loebe den 9. oktober 1985 (jf. ovenfor, praemis 106), indtraf foraeldelsen den 9. oktober 1990, dvs. foer sagsoegeren sendte skrivelsen. Desuden ophoerte afkaldet paa at paaberaabe sig foraeldelsen tre maaneder efter Mulder II-dommen, som blev afsagt den 19. maj 1992, og sagsoegeren anlagde ikke sag inden for denne periode. I den forbindelse finder de sagsoegte det absurd, naar sagsoegeren goer gaeldende, at afkaldet gjaldt indtil offentliggoerelsen af den dom, der skulle afsiges vedroerende fastsaettelsen af erstatningsbeloebene som foelge af Mulder II-dommen. Ved naevnte dom blev alle de vigtige spoergsmaal vedroerende erstatningsansvaret nemlig afgjort, og dette var det eneste afgoerende for alle de beroerte parter.

113 Sammenfattende er det de sagsoegtes opfattelse, at foraeldelsesfristen begyndte at loebe henholdsvis den 2. april 1984 og den 9. oktober 1985, hvorfor sagsoegernes krav blev foraeldet henholdsvis den 2. april 1989 og den 9. oktober 1990. I hvert fald ramte foraeldelsen i sag T-195/94 alle de krav, som var opstaaet foer den 24. maj 1989, dvs. den dato, der laa fem aar tidligere end den 24. maj 1994, datoen for sagens anlaeg. I sag T-202/94 indtraf der foraeldelse af de af sagsoegerens krav, som var opstaaet foer den 1. juni 1989, dvs. som laa mere end fem aar forud for sagens anlaeg.

Rettens bemaerkninger

114 Foraeldelsesfristen i henhold til statuttens artikel 43 kan ikke begynde at loebe, foer alle de betingelser, som er en forudsaetning for erstatningspligten, er opfyldt, og i tilfaelde, hvor erstatningsansvaret skyldes en generel retsakt, navnlig ikke foer retsaktens skadegoerende foelger har vist sig (praemis 10 i dommene Birra Wuehrer og De Franceschi; Rettens dom af 16.4.1997, sag T-20/94, Hartmann mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 595, praemis 107).

115 For at kunne fastslaa, om sagsoegernes krav er foraeldet, skal det foerst afgoeres, hvornaar skaden er indtraadt, og dernaest, hvornaar foraeldelsen i givet fald er blevet afbrudt.

116 I den foreliggende sag er der indtraadt en skade fra den dag, da sagsoegerne efter ophoeret af de forpligtelser til ikke-markedsfoering, som de havde overtaget, kunne have leveret maelk fra deres SLOM-bedrifter, hvis ikke de i medfoer af forordning nr. 857/84 havde faaet afslag paa at faa tildelt en referencemaengde.

117 I den forbindelse maa Retten forkaste sagsoegernes argument om, at foraeldelsesfristen foerst kunne begynde at loebe efter ikrafttraedelsen af forordning nr. 764/89, hvorved forordning nr. 857/84 blev aendret, og hvorved antikumulationsreglen blev indfoert. Selv om det foerst var vedtagelsen af denne regel, der medfoerte, at den omhandlede producentgruppe kom til at udgoere en saerskilt kategori (jf. ovenfor, praemis 66), beroede dette alene paa, at der var indfoert en ny ordning for de SLOM-producenter, som fra dette tidspunkt kunne faa tildelt en specifik referencemaengde. SLOM III-producenternes situation forblev imidlertid uaendret i den forstand, at den nye regel blot medfoerte, at disse producenter, selv om de var omfattet af den i forordning nr. 857/84 indsatte artikel 3a, fortsat var omfattet af den tidligere ordning, som udelukkede muligheden for markedsfoering.

118 I den foreliggende sag er det ubestridt, at sagsoegerne led tab ved anvendelsen af forordning nr. 857/84, i den oprindelse affattelse, og fortsat led tab, efter at artikel 3a var blevet indsat i denne forordning ved forordning nr. 764/89. Foelgelig var den for sagsoegerne skadegoerende handling forordning nr. 857/84. Da forordning nr. 764/89 var uden forbindelse med tabet, har den ingen betydning for spoergsmaalet om foraeldelsesfristens omfang.

119 Foelgelig led sagsoegerne et tab paa det tidspunkt, da forordning nr. 857/84 blev anvendt paa dem, hvilket i oevrigt bekraeftes af det tidspunkt, hvorfra de rejste krav om erstatning (jf. ovenfor, praemis 35 og 37). I sag T-195/94 er dette tidspunkt datoen for forordningens ikrafttraeden den 2. april 1984, da sagsoegeren i naevnte sag foerst paa det tidspunkt blev naegtet en referencemaengde, selv om forpligtelsen til ikke-markedsfoering var udloebet paa et tidligere tidspunkt. I sag T-202/94 er dette tidspunkt den 9. oktober 1985, nemlig dagen efter udloebet af den forpligtelse til ikke-markedsfoering, som sagsoegeren havde overtaget.

120 Det maa herefter undersoeges, om de betingelser, der er en forudsaetning for, at Faellesskabet ifalder erstatningspligt - og som er afgoerende for, hvornaar foraeldelsesfristen begynder at loebe - var opfyldt paa det tidspunkt, da tabet opstod, i overensstemmelse med, hvad der er fastslaaet i Birra Wuehrer- og De Franceschi-dommene, og med, hvad de sagsoegte har gjort gaeldende, eller om disse betingelser foerst, som haevdet af sagsoegerne, var opfyldt paa datoerne for afsigelsen af Mulder I- eller Wehrs-dommen, der fastslog, at forordning nr. 857/84 var ugyldig henholdsvis i sin oprindelse affattelse og i den ved forordning nr. 764/89 aendrede affattelse.

121 Sagsoegernes argument gaar naermere ud paa, at en af betingelserne for Faellesskabets erstatningsansvar - hvilken betingelse i overensstemmelse med Birra Wuehrer- og De Franceschi-dommene skal vaere opfyldt for, at foraeldelsesfristen begynder at loebe - er, at den paagaeldende har faaet kendskab til, at den skadegoerende handling er retsstridig. Ifoelge sagsoegerne kan fristen i statuttens artikel 43 altsaa ikke begynde at loebe, foer den skadegoerende handlings retsstridighed er fastslaaet.

122 Herom bemaerkes, at som foelge af erstatningssoegsmaalets selvstaendige karakter i forhold til annullationssoegsmaalet (ovennaevnte dom i sagen Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet og Domstolens kendelse af 21.6.1993, sag C-257/93, Van Parijs m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3335, praemis 14 og 15) er det ingen betingelse for at anlaegge sag i henhold til traktatens artikel 215, at der samtidig hermed eller forud herfor rejses et annullationssoegsmaal, eller at der er afsagt dom om handlingens retsstridighed, hvilket giver borgerne en udvidet retsbeskyttelse (jf. ovennaevnte dom i sagen Hartmann mod Raadet og Kommissionen, praemis 128). Foelgelig er det ikke en noedvendig betingelse for at tilkende sagsoegerne erstatning, at forordning nr. 857/84 var annulleret eller var fastslaaet at vaere ugyldig, og sagsoegerne kunne altsaa anlaegge sag mod Faellesskabet, saa snart de begyndte at lide tab ved anvendelsen af forordning nr. 857/84, i denne forordnings oprindelige affattelse (jf. tillige Rettens dom af 16.4.1997, sag T-554/93, Saint og Murray mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 563, praemis 81).

123 Under disse forhold var de betingelser, som er en forudsaetning for, at Faellesskabet kan ifalde erstatningsansvar, opfyldt paa den dato, da forordning nr. 857/84 blev anvendt paa sagsoegerne (jf. ovenfor, praemis 119). Foelgelig begyndte foraeldelsesfristen at loebe fra denne dato.

124 Endvidere findes sagsoegte ikke med foeje at kunne goere gaeldende, at alle sagsoegernes krav var foraeldet fem aar efter foraeldelsesfristens begyndelse.

125 Det tab, Faellesskabet skal erstatte, er nemlig ikke indtraadt med oejeblikkelig virkning, men har vist sig dagligt over en vis periode og er opstaaet, fordi en retsstridig handling er blevet opretholdt, nemlig saa laenge som sagsoegerne var afskaaret fra at faa tildelt en referencemaengde og dermed fra at levere maelk. Foraeldelsen efter statuttens artikel 43 omfatter derfor den periode, der ligger mere end fem aar forud for datoen for den handling, som afbroed foraeldelsen, og paavirker ikke de senere opstaaede krav (jf. ovennaevnte dom i sagen Hartmann mod Raadet og Kommissionen, praemis 132).

126 Hvad angaar spoergsmaalet om foraeldelsesfristens afbrydelse maa der for det foerste tages stilling til de argumenter, som er gjort gaeldende i begge sager, og som vedroerer anvendelsen af meddelelsen af 5. august 1992 og forordning nr. 2187/93 paa det foreliggende tilfaelde, hvorefter virkningerne af de handlinger, der i hver af sagerne goeres gaeldende at have afbrudt foraeldelsen, skal undersoeges.

127 Sagsoegernes argument om, at de kan stoette krav paa meddelelsen af 5. august 1992, maa forkastes. Ved denne meddelelse forpligtede institutionerne sig til ikke at paaberaabe sig foraeldelse over for de producenter, som ved Mulder II-dommen var tilkendt ret til godtgoerelse. Denne meddelelse vedroerte derfor kun de producenter, der ikke havde faaet tildelt nogen referencemaengde i medfoer af forordning nr. 857/84 i dennes oprindelige affattelse, men som havde faaet tildelt en referencemaengde i medfoer af forordning nr. 764/89. Meddelelsen var foelgelig kun rettet til SLOM I- og SLOM II-producenterne. Da der ikke var foretaget nogen undersoegelse i Mulder II-dommen af den saerlige situation, som SLOM III-producenterne befandt sig i, kunne de paagaeldende ikke paaberaabe sig den i dommen indeholdte afgoerelse om domfaeldelse af institutionerne. Foelgelig beroerte meddelelsen af 5. august 1992 ikke sagsoegerne og afskar ikke institutionerne fra at paaberaabe sig foraeldelsen over for dem.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0195.1

128 SLOM III-producenterne kan heller ikke paaberaabe sig forordning nr. 2187/93 og i saerdeleshed ikke bestemmelserne i artikel 8 om foraeldelsens afbrydelse. I saa henseende er det tilstraekkeligt at bemaerke, at denne forordning ifoelge artikel 2 kun finder anvendelse paa de producenter, som har faaet tildelt en specifik referencemaengde i medfoer af forordning nr. 764/89 og nr. 1639/91. Da sagsoegerne ikke hoerer til disse producenter, kan de ikke paaberaabe sig forordning nr. 2187/93.

129 Det indebaerer ikke nogen tilsidesaettelse af lighedsprincippet, at denne forordning ikke finder anvendelse paa dem. Forudsaetningen for, at lighedsprincippet er tilsidesat, er, at sammenlignelige forhold er blevet behandlet forskelligt (jf. Rettens dom af 6.4.1995, sag T-143/89, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. II, s. 917, praemis 55). Som tidligere anfoert (jf. praemis 127 og 128) var SLOM III-producenternes situation forskellig fra den, som de producenter, der kunne stoette ret paa forordning nr. 2187/93, befandt sig i. Under alle omstaendigheder har denne forordning, som Retten har fastslaaet (jf. dom af 16.4.1997, sag T-541/93, Connaughton m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 549, praemis 35, og ovennaevnte dom i sagen Saint og Murray mod Raadet og Kommissionen, praemis 41), karakter af et forligsforslag, der blot giver de producenter, som har et anerkendt krav paa erstatning, en yderligere mulighed for at opnaa en saadan.

130 Hvad angaar handlingerne til afbrydelse af foraeldelsen maa det fastslaas, at sagsoegeren i sag T-195/94 ved skrivelse af 12. januar 1994, som kun var rettet til Kommissionen, rejste krav om erstatning af det tab, sagsoegeren havde lidt mellem den 2. april 1984 og datoen for tildeling af en endelig referencemaengde. Ved skrivelse af 29. marts 1994 afviste Kommissionen dette krav. Raadet har ikke gjort gaeldende, at det i forhold til denne institution er udelukket at paaberaabe sig, at foraeldelsen er blevet afbrudt.

131 Da sagen blev anlagt den 20. maj 1994, dvs. inden to maaneder efter Kommissionens skrivelse af 29. marts 1994, blev foraeldelsesfristen ifoelge statuttens artikel 43 afbrudt den 12. januar 1994.

132 Institutionernes argument om, at sagen burde vaere anlagt inden to maaneder efter skrivelsen af 12. januar 1994 savner ethvert grundlag. Henvisningen i traktatens artikel 173 og 175 til statuttens artikel 43, sidste punktum, indebaerer, at de i disse traktatbestemmelser indeholdte regler om beregning af frister finder anvendelse hvad angaar afbrydelsen af foraeldelsen. Da Kommissionen afgav svar mere end to maaneder efter sagsoegerens skrivelse, men inden fristen for at anfaegte et stiltiende afslag, indebar svaret, at en ny soegsmaalsfrist begyndte at loebe (jf. Domstolens dom af 1.4.1993, sag C-25/91, Pesqueras Echebastar mod Kommissionen, Sml. I, s. 1719). Da staevningen blev indleveret inden udloebet af denne anden frist, blev foraeldelsen afbrudt den 12. januar 1994.

133 I henhold til retspraksis (jf. Birra Wuehrer- og De Franceschi-dommen, praemis 10, dommen i sagen Hartmann mod Raadet og Kommissionen, praemis 140, og dommen i sagen Saint og Murray mod Raadet og Kommissionen, praemis 93) er den periode, hvorunder der skal ydes erstatning, de fem aar, der gaar forud for datoen for afbrydelsen af foraeldelsen. Foelgelig straekker denne periode sig fra den 12. januar 1989 til den 28. juli 1993, paa hvilken dato sagsoegeren fik tildelt en referencemaengde.

134 Hvad angaar sag T-202/94 maa det for det foerste fremhaeves, at sagsoegeren den 11. april 1991 over for Raadet og Kommissionen rejste krav om erstatning af det tab, sagsoegeren havde lidt indtil denne dato. I deres besvarelser af 2. og 5. maj 1991 afviste institutionerne erstatningspligt, men bandt sig til ikke at paaberaabe sig foraeldelsen indtil tre maaneder efter offentliggoerelsen af Mulder II-dommen. Afkaldet omfattede imidlertid kun de krav, der ikke var foraeldet paa datoen for de paagaeldende skrivelser.

135 Denne brevveksling kan ikke, som haevdet af sagsoegeren, fortolkes som en henvisning til den dom, Domstolen skulle afsige i fortsaettelse af Mulder II-dommen. Ved Mulder II-dommen blev spoergsmaalene i forbindelse med Faellesskabets erstatningsansvar afgjort. Som det fremgaar af domskonklusionen, stod alene tilbage at fastsaette erstatningens stoerrelse. Institutionernes skrivelser af 2. og 5. maj 1991 vedroerte saaledes Mulder II-dommen.

136 Desuden gav institutionerne ved disse skrivelser afkald paa at paaberaabe sig foraeldelsen for den heri naevnte periode. Som det fremgaar af skrivelserne, var formaalet hermed at undgaa, at der straks blev anlagt sag (»af procesoekonomiske grunde er Raadet/Kommissionen [...] dog rede til ikke at goere nogen indsigelse gaeldende om foraeldelse [...]«). Dette var i overensstemmelse med institutionernes davaerende praksis, der bestod i, at de sendte enslydende skrivelser til de producenter, som havde rejst erstatningskrav over for dem.

137 Det er derfor noedvendigt at bestemme virkningerne af den forpligtelse, som institutionerne paatog sig over for producenterne, og som foranledigede disse til at afstaa fra at anlaegge sag til gengaeld for institutionernes forpligtelse til ikke at rejse nogen indsigelse om foraeldelse.

138 Det kan her ikke antages, som haevdet af institutionerne, at sagsoegeren kan moedes med en indsigelse om, at foraeldelsesfristen begyndte at loebe paa ny fra datoen for skrivelserne af 2. og 15. maj 1991, som om institutionerne ikke havde paataget sig nogen forpligtelse, fordi sagsoegeren ikke havde anlagt sag inden for fristen i henhold til statuttens artikel 43 efter udloebet af en frist paa tre maaneder fra offentliggoerelsen af Mulder II-dommen. Denne forpligtelse havde nemlig karakter af en ensidig handling fra institutionerne, hvis formaal var at tilskynde sagsoegeren til ikke at anlaegge sag. De sagsoegte parter kan derfor ikke med rette paaberaabe sig den omstaendighed, at sagsoegeren fulgte en adfaerd, der udelukkende var til fordel for institutionerne.

139 Under disse forhold blev foraeldelsesfristen suspenderet i perioden mellem den 7. maj 1991 - dvs. tidspunktet for modtagelsen af den skrivelse, som Kommissionen havde tilsendt sagsoegeren - og den 17. september 1992, dvs. datoen for udloebet af en frist paa tre maaneder fra offentliggoerelsen af konklusionen i Mulder II-dommen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 17. juni 1992.

140 For det andet skal den dato, hvor foraeldelsesfristen blev afbrudt, bestemmes. Herom maa det fastslaas, at sagsoegeren den 13. januar 1994 tilsendte Kommissionen en skrivelse, hvori han bad Kommissionen om at bekraefte, at den fastholdt sit afkald paa at paaberaabe sig foraeldelsen indtil offentliggoerelsen af den dom, hvorved Domstolen i fortsaettelse af Mulder II-dommen fastsatte erstatningsbeloebene. Ved skrivelse af 29. marts 1994, modtaget den 5. april 1994, svarede Kommissionen, at Faellesskabet ikke var ansvarligt for sagsoegerens tab.

141 Da staevningen blev indleveret inden to maaneder efter modtagelsen af dette svar, og da sagsoegeren med skrivelsen af 13. januar 1994 maatte antages at goere et krav gaeldende over for institutionerne i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i statuttens artikel 43, blev foraeldelsen afbrudt paa denne dato.

142 Under disse forhold maa i overensstemmelse med retspraksis (jf. ovenfor, praemis 133) den periode, hvorunder der skal ydes erstatning i sag T-202/94, principielt begynde at loebe fem aar foer datoen for den handling, hvorved foraeldelsen blev afbrudt, og indtil den 1. februar 1993, paa hvilken dato der blev tildelt en specifik referencemaengde. Da foraeldelsesfristen imidlertid blev suspenderet mellem den 1. marts 1991 og den 17. september 1992 (jf. ovenfor, praemis 139), dvs. i seksten maaneder og ti dage, loeber den periode, hvorunder der skal ydes erstatning, fra den 3. september 1987 til den 31. januar 1993.

3. Erstatningens stoerrelse

143 I forbindelse med foreningen af sagerne blev parterne opfordret til at koncentrere deres indlaeg om, hvorvidt der bestod et erstatningskrav.

144 Som foelge heraf har parterne ikke saerskilt kunnet udtale sig om erstatningens stoerrelse for den periode, som Retten har lagt til grund, selv om sagsoegerne i staevningerne har angivet deres erstatningskrav, opgjort i tal (jf. ovenfor, praemis 35 og 37).

145 Retten skal derfor opfordre parterne til under hensyntagen til naervaerende dom og de retningslinjer, som er angivet i Mulder II-dommen hvad angaar metoden for beregning af tabet, inden udloebet af en frist paa tolv maaneder at soege at opnaa enighed om dette punkt. Saafremt parterne ikke opnaar enighed herom, meddeler de Retten inden for den fastsatte frist deres erstatningskrav, opgjort i tal.

Sagens omkostninger

146 Under hensyn til det ovenfor i praemis 145 anfoerte udsaettes afgoerelsen vedroerende sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Foerste Udvidede Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber tilpligtes at erstatte det tab, sagsoegerne har lidt dels ved anvendelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter, som suppleret ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 om gennemfoerelsesbestemmelserne for den tillaegsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning (EOEF) 804/68, for saa vidt som disse forordninger ikke indeholder nogen bestemmelse om tildeling af en referencemaengde til bedrifter, som har paataget sig en forpligtelse i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indfoerelse af en praemieordning for ikke-markedsfoering af maelk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvaegsbesaetninger, i det tilfaelde, hvor producenterne ikke har leveret maelk i det af den paagaeldende medlemsstat valgte referenceaar, dels ved anvendelsen af ovennaevnte forordning nr. 857/84, som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 764/89 af 20. marts 1989, for saa vidt som denne forordnings artikel 3a, stk. 1, andet led, udelukker, at den, som har faaet overdraget en praemie i henhold til forordning nr. 1078/77, kan tildeles en specifik referencemaengde.

2) I sag T-195/94 loeber den periode, for hvilken sagsoegeren har krav paa erstatning af det tab, han har lidt ved anvendelsen af forordning nr. 857/84, fra den 12. januar 1989 til den 28. juli 1993 og i sag T-202/94 fra den 3. september 1987 til den 31. januar 1993.

3) Inden tolv maaneder efter denne doms afsigelse meddeler parterne Retten stoerrelsen af de erstatningsbeloeb, de er blevet enige om.

4) Saafremt parterne ikke opnaar enighed herom, meddeler de inden udloebet af samme frist Retten deres erstatningskrav, opgjort i tal.

5) Afgoerelsen om sagsomkostningerne udsaettes.