61994A0185

++++

1. De Europaeiske Faellesskabers budget ° finansforordning ° bestemmelser om stoette til tredjelande ° procedure om indgaaelse af offentlige kontrakter, som finansieres af PHARE-programmet ° kompetencefordelingen mellem modtagerlandet og Kommissionen ° modtagerlandets kompetence ved indgaaelse af kontrakter ° den tilbudsgivende virksomheds anfaegtelse af Kommissionens retsakt ved et annullationssoegsmaal ° udelukket ° erstatningskrav mod Faellesskabet ° antagelse til realitetsbehandling

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4, samt art. 178 og art. 215, stk. 2; Raadets forordning nr. 610/90, art. 107, art. 108, stk. 2, og art. 109, stk. 2)

2. Internationale aftaler ° aftale om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade ° tidsmaessig anvendelse ° uanvendelig paa retsforhold stiftet foer aftalens ikrafttraeden ° procedure om indgaaelse af offentlige kontrakter ivaerksat foer, men afsluttet efter den 1. januar 1994 ° uanvendelig

1. Ifoelge den procedure for indgaaelse af offentlige kontrakter, der er indfoert ved finansforordningen om De Europaeiske Faellesskabers almindelige budget, maa de kontrakter, som finansieres af PHARE-programmet, anses for nationale kontrakter, der udelukkende binder modtagerstaten og den paagaeldende erhvervsdrivende. Forberedelsen, forhandlingen og indgaaelsen af kontrakterne foregaar nemlig udelukkende mellem disse to parter. Derimod opstaar der ikke noget retsforhold mellem de tilbudsgivende virksomheder og Kommissionen, da sidstnaevntes opgaver begraenser sig til at traeffe afgoerelserne om finansieringen paa Faellesskabets vegne, og da Kommissionens afgoerelser herom ikke kan have den foelge i forhold til de tilbudsgivende virksomheder, at en af Faellesskabet truffet afgoerelse traeder i stedet for den afgoerelse, som er truffet af modtagerstaten i henhold til PHARE-programmet.

Foelgelig kan Kommissionen ikke paa dette omraade traeffe en beslutning i forhold til de tilbudsgivende virksomheder, som kan goeres til genstand for et soegsmaal i henhold til EF-traktatens artikel 173, stk. 4.

Derimod er der mulighed for at rejse erstatningssoegsmaal ° som er et selvstaendigt retsmiddel ° da man ikke kan udelukke, at der i forbindelse med tildelingen eller udfoerelsen af projekter, der finansieres af PHARE-programmet, er begaaet handlinger eller foreligger en adfaerd fra Kommissionens side, som har paafoert tredjemand et tab.

2. I mangel af overgangsbestemmelser har aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade fuld retsvirkning fra sin ikrafttraedelsesdato, dvs. den 1. januar 1994, hvorfor den kun kan anvendes paa retsforhold stiftet efter sin ikrafttraeden.

En virksomhed, som har besvaret en opfordring om afgivelse af tilbud, for hvilket Kommissionen fastlagde betingelserne i 1993, kan derfor ikke til stoette for et annullationssoegsmaal mod Faellesskabet under henvisning til den adfaerd, som Kommissionen har fulgt ved kontraktens tildeling, paaberaabe sig, at Kommissionen har tilsidesat EOES-aftalen, uanset at den beslutning, hvormed Kommissionen haevdes at have tilsidesat denne aftale, er truffet i 1994, saafremt beslutningen, som er truffet med forsinkelse paa grund af virksomhedens forhold, blot udgoer en gennemfoerelse af de betingelser, der er fastsat i indkaldelsen af tilbuddet, og ikke kan antages at have aendret retsstillingen i forhold til den, de deltagende virksomheder havde som foelge af tilbudsindkaldelsen.

I sag T-185/94,

Geotronics SA, Lognes (Frankrig), ved advokat Tommy Pettersson, Sverige, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Arendt & Medernach, 8-10, rue Mathias Hardt,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Karen Banks, under den mundtlige forhandling ved John Forman, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand dels om annullation af Kommissionens afslag af 10. marts 1994 paa det tilbud, som sagsoegeren fremsatte som led i PHARE-programmet om levering af elektroniske takometre, dels om erstatning i henhold til EF-traktatens artikel 178 og 215 af det tab, sagsoegeren haevder at have lidt som foelge af den anfaegtede beslutning,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne R. Schintgen og R. García-Valdecasas,

justitssekretaer: fuldmaegtig B. Pastor,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 21. juni 1995,

afsagt foelgende

Dom

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 PHARE-programmet ° som er baseret paa Raadets forordning (EOEF) nr. 3906/89 af 18. december 1989 om oekonomisk bistand til Republikken Ungarn og Folkerepublikken Polen (EFT L 375, s. 11), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2698/90 af 17. september 1990 (EFT L 257, s. 1), nr. 3800/91 af 23. december 1991 (EFT L 357, s. 10) og nr. 2334/92 af 7. august 1992 (EFT L 227, s. 1), der blev vedtaget med henblik paa en udvidelse af den oekonomiske bistand til andre lande i Central- og OEsteuropa ° er det rammeprogram, hvorigennem Det Europaeiske Faellesskab yder oekonomisk bistand til visse lande i Central- og OEsteuropa ved at ivaerksaette foranstaltninger, der skal stoette den igangvaerende oekonomiske og sociale reformproces i disse lande.

2 Den 9. juli 1993 indledte Kommissionen "paa den rumaenske regerings vegne" i forening med det rumaenske Ministerium for Landbrug og Levnedsmiddelindustri en procedure om indkaldelse af tilbud under begraenset udbud, forestaaet af "EC/PHARE Programme Management UNIT-Bucharest" (herefter "PMU-Bukarest"). Den sidstnaevnte myndighed, som repraesenterer den rumaenske stat, fik overdraget projektet om levering af elektroniske takometre ("total stations") til det rumaenske Ministerium for Landbrug og Levnedsmiddelindustri, der skulle benyttes i Rumaenien som led i programmet for reformen af Rumaeniens landbrug. Ifoelge de betingelser, der var fastsat i artikel 2 i de almindelige betingelser i meddelelsen om det begraensede udbud, skulle det leverede udstyr have oprindelse i Det Europaeiske Faellesskabs medlemsstater eller en af de stater, som er omfattet af PHARE-programmet.

3 Den 16. juli 1993 fremsatte det franske selskab Geotronics SA (herefter "Geotronics" eller "sagsoegeren"), som er et datterselskab af det svenske selskab Geotronics AB og for 100%' s vedkommende ejet af dette, et tilbud om levering af 80 total stations af typen Geodimeter 510 N ("electronic total stations with inbuilt memory for data storage").

4 Ved telefax af 18. oktober 1993 meddelte PMU-Bukarest sagsoegeren, at man var positivt indstillet over for sagsoegerens tilbud, og at kontrakten ville blive forelagt den kompetente myndighed ("contracting authority") til godkendelse.

5 Ved telefax af 19. november 1993 meddelte Kommissionen sagsoegeren, at bedoemmelsesudvalget ("evaluation committee") havde anbefalet Kommissionen at indgaa den paagaeldende kontrakt, men at Kommissionen naerede tvivl vedroerende oprindelsen af de produkter, som Geotronics havde foreslaaet, og oenskede yderligere oplysninger herom.

6 Ved skrivelse af 14. december 1993 meddelte Geotronics Kommissionen en raekke mere detaljerede oplysninger vedroerende samlingen af takometrene og informerede Kommissionen om, at produkterne blev fremstillet i Det Forenede Kongerige.

7 Den 2. marts 1994 meddelte sagsoegeren Kommissionen, at selskabet var blevet bekendt med, at dets tilbud ville blive afslaaet med den begrundelse, at det foreslaaede udstyr var af svensk oprindelse. Da sagsoegeren imidlertid mente, at situationen vedroerende kriterierne for produkternes oprindelse havde aendret sig, efter at aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade (EFT L 1, s. 3, herefter "EOES-aftalen") var traadt i kraft den 1. januar 1994, foreslog sagsoegeren Kommissionen, at proceduren for det begraensede udbud blev genoptaget.

8 Ved telefax af 10. marts 1994 til sagsoegeren afslog Kommissionen selskabets tilbud med den begrundelse, at det af Geotronics foreslaaede udstyr ikke, som det kraevedes ifoelge betingelserne i meddelelsen om det begraensede udbud, havde oprindelse i Faellesskabets medlemsstater eller en af de stater, som er omfattet af PHARE-programmet.

9 Den 11. marts 1994 meddelte Kommissionen PMU-Bukarest, at den efter en gennemgang af de to tilbud, som den havde modtaget paa foranledning af meddelelsen om det begraensede udbud for elektroniske takometre, fandt, at kun tilbuddet fra en tysk virksomhed opfyldte de betingelser, der kraevedes efter meddelelsen om det begraensede udbud, og at dette selskabs tilbud var acceptabelt. Som foelge heraf bad Kommissionen PMU-Bukarest om at saette sig i forbindelse med den paagaeldende tyske virksomhed med henblik paa kontraktens indgaaelse.

10 Dette er baggrunden for, at sagsoegeren har anlagt naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 29. april 1994.

11 Ved saerskilt dokument registreret paa Rettens Justitskontor samme dag har sagsoegeren i medfoer af traktatens artikel 185 indgivet begaering om anordning af foreloebige forholdsregler med henblik paa, at gennemfoerelsen af den anfaegtede beslutning udsaettes.

12 Den 17. maj 1994 meddelte PMU-Bukarest Kommissionen, at det rumaenske Ministerium for Landbrug og Levnedsmiddelindustri, som var den myndighed, der afsluttede kontrakten, den 15. april 1994 havde truffet beslutning om at tildele den paagaeldende tyske virksomhed kontrakten.

13 Samme dag meddelte PMU-Bukarest det sagsoegende selskab, at de rumaenske myndigheder var afskaaret fra at tildele selskabet kontrakten, da det ikke opfyldte de betingelser om produkternes oprindelse, som var fastsat i meddelelsen om det begraensede udbud.

14 Ved beslutning af 7. juli 1994 har Retten efter at have hoert parterne henvist sagen til Fjerde Afdeling, sammensat af tre dommere.

15 Ved kendelse afsagt af Rettens praesident den 7. juli 1994 blev sagsoegerens begaering om foreloebige forholdsregler afslaaet (sag T-185/94 R, Geotronics mod Kommissionen, Sml. II, s. 519).

16 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog som led i foranstaltningerne med henblik paa sagens tilrettelaeggelse opfordret Kommissionen til at fremlaegge rammeaftalen mellem Kommissionen og den rumaenske stat, som er modtagerland i henhold til PHARE-programmet.

17 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens spoergsmaal i retsmoedet den 21. juni 1995.

Parternes paastande

18 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

1) Kommissionens afgoerelse, rettet til Geotronics, hvorved den afslog selskabets tilbud ° i den form, afgoerelsen blev meddelt ved telefax, modtaget af Geotronics den 10. marts 1994 ° annulleres.

Subsidiaert

2) doemmes Kommissionen til at erstatte det tab, den har forvoldt Geotronics ved at traeffe den naevnte afgoerelse, hvilket tab andrager 500 400 ECU tillige med renter for hver kalendermaaned svarende til LIBOR-satsen 30 dage samt 1% af dette beloeb fra den dato, da Geotronics modtog Kommissionens afgoerelse, indtil fuld betaling er sket.

3) Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

1) Sagen afvises delvis, og i oevrigt frifindes Kommissionen under hensyn til, at de nedlagte paastande savner grundlag.

2) Geotronics tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumenter

20 Kommissionen har paastaaet annullationssoegsmaalet afvist med den begrundelse, at den anfaegtede skrivelse af 10. marts 1994 ikke har retligt bindende virkninger, som kan beroere sagsoegerens interesser (Domstolens dom af 14.1.1993, sag C-257/90, Italsolar mod Kommissionen, Sml. I, s. 9, praemis 21). Kommissionen goer herved gaeldende, at den efter de regler i forbindelse med proceduren for indkaldelse af tilbud, der gaelder for kompetencefordelingen mellem Kommissionen og myndighederne i de stater, som er modtagerlande i henhold til PHARE-programmet, ikke kan udstede dispositive akter over for de tilbudsgivende virksomheder, som kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal.

21 I den forbindelse anfoerer Kommissionen, at PHARE-programmet finansieres over Den Europaeiske Unions almindelige budget (herefter "det almindelige budget"), og at kontrakterne tildeles i overensstemmelse med finansforordningen af 21. december 1977 om det almindelige budget (EFT L 356, s. 1, herefter "finansforordningen"), navnlig bestemmelserne i forordningens afsnit IX om bistand til tredjelande, som aendret ved Raadets forordning nr. 610/90 af 13. marts 1990 (EFT L 70, s. 1). Ifoelge finansforordningen skal Kommissionen godkende forslag om tildeling af kontrakter, mens det paahviler modtagerstaten at underskrive overslaget og at indgaa aftaler, kontrakter og tillaegskontrakter og derpaa give Kommissionen meddelelse herom.

22 Videre anfoerer Kommissionen, at de rammeaftaler, som den indgaar med modtagerstaterne i henhold til PHARE-programmet, afspejler denne rollefordeling. De PMU (Programme Management Unit), som er ansvarlige for ivaerksaettelse og styring af projekterne, henhoerer ikke under Kommissionens administrative struktur, men forestaar, for deres respektive regeringers regning, alle de etaper, for hvilke modtagerstaten ifoelge finansforordningen har ansvaret.

23 Den procedure for indgaaelse af kontrakter, som er indfoert ved PHARE-programmet, kan derfor efter Kommissionens opfattelse sammenlignes med den, der anvendes for de kontrakter, som finansieres af Den Europaeiske Udviklingsfond (herefter "EUF") i henhold til bestemmelserne i den tredje konvention mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet paa den ene side, og De Europaeiske Faellesskaber paa den anden side (AVS-EOEF), som blev undertegnet i Lomé den 8. december 1984 (EFT 1986 L 86, s. 3). I den forbindelse anfoerer Kommissionen, at de offentlige kontrakter, som finansieres af EUF, ifoelge Domstolens praksis herom (ovennaevnte dom i sagen Italsolar mod Kommissionen, praemis 22, og dom af 29.4.1993, sag C-182/91, Forafrique Burkinabe mod Kommissionen, Sml. I, s. 2161, praemis 23 og 24) fortsat har karakter af nationale kontrakter, som repraesentanterne for de stater, hvori kontrakten finansieres, har eneansvar for at forberede, foere forhandlinger om og indgaa, og at Kommissionens opgaver i forbindelse med proceduren om indgaaelse af disse kontrakter alene har til formaal at faa fastslaaet, om betingelserne for en faellesskabsfinansiering er opfyldt. Den afgoerelse, som sagsoegeren i givet fald maa anfaegte, er skrivelsen fra det rumaenske Ministerium for Landbrug og Levnedsmiddelindustri af 17. maj 1994, hvorved den kompetente myndighed i Rumaenien underrettede sagsoegeren om, at den ikke agtede at indgaa nogen kontrakt med sagsoegeren.

24 Heroverfor har sagsoegeren gjort gaeldende, at i det omfang, den skrivelse, som blev meddelt selskabet den 10. marts 1994, er en foelge af Kommissionens afslag paa selskabets tilbud ° efter at de rumaenske myndigheder havde foretrukket selskabets tilbud frem for tilbuddet fra en anden virksomhed ° har skrivelsen retligt bindende virkninger for det sagsoegende selskab og kan beroere dets interesser gennem en vaesentlig aendring af dets retsstilling. Selv om Kommissionen ikke er den myndighed, som indgaar kontrakterne i henhold til bestemmelserne i PHARE-programmet, har Kommissionen spillet en afgoerende rolle under proceduren for finansieringen af dette program ved at fastsaette de betingelser, som et tilbud skal bedoemmes efter, og ved at have ansvaret for proceduren for indkaldelse af tilbud under begraenset udbud. Denne opfattelse bekraeftes at ordlyden dels i Kommissionens skrivelse til sagsoegeren af 10. marts 1994, hvori den konkluderede, at den ikke "[kunne] godkende, at kontrakten tildeles Geotronics", og at den ikke ville "foretage en fornyet indkaldelse af tilbud", dels i Kommissionens skrivelse af 11. marts 1994, hvori den opfordrede de rumaenske myndigheder til at forhandle kontrakten med den anden tilbudsgivende virksomhed.

25 Over for Kommissionens opfattelse om, at det sagsoegende selskab i givet fald maa anfaegte de rumaenske myndigheders skrivelse til selskabet af 17. maj 1994, henviser selskabet til, at de rumaenske myndigheder i foerste omgang havde givet Geotronics' tilbud foerste prioritet, men dernaest trak denne indstilling tilbage paa foranledning af, at Kommissionen afslog Geotronics' tilbud paa grund af det foreslaaede udstyrs oprindelse uden for Faellesskabet. Foelgelig var det Kommissionens afvisning af Geotronics' tilbud, som havde retligt bindende virkninger for denne, og som beroerte selskabets interesser.

26 Hvad angaar de domme, Kommissionen paaberaaber sig til stoette for afvisningsindsigelsen, anfoerer sagsoegeren, at enhver analogi med den EF-stoette, som EUF yder i henhold til den tredje Lomé-konvention, er helt irrelevant i den foreliggende sag. Efter den tredje Lomé-konvention er Kommissionens rolle nemlig begraenset til finansieringen af bistandsprojekter i modsaetning til, hvad der gaelder efter artikel 8, 9 og 10 i forordning nr. 3906/89, hvorefter Kommissionen er den for hele stoetteordningen ansvarlige myndighed. Hvad angaar den af EUF tildelte bistand, er de tilbudsgivende virksomheders eneste forhandlingspartnere de nationale myndigheder, og Kommissionens rolle er i denne forbindelse begraenset til et samarbejde med AVS-staterne om finansieringen af bistandsprojekterne, hvorimod den i forbindelse med PHARE-programmet forhandler direkte saavel med de nationale myndigheder som med de forskellige tilbudsgivende virksomheder. I oevrigt finansieres PHARE-programmet over det almindelige budget og er derfor en faellesskabsaktivitet, mens EUF ikke indgaar i faellesskabsbudgettet, men er underlagt saerlige budgetregler.

Rettens bemaerkninger

27 Indledningsvis bemaerkes, at ifoelge grundforordningen vedroerende PHARE-programmet ydes bistanden af Faellesskabet dels autonomt, dels finansieret i forening med medlemsstaterne, Den Europaeiske Investeringsbank, tredjelande, multilaterale organer eller modtagerlandene selv.

28 Videre bemaerkes, at den bistand, der ydes som led i PHARE-programmet, finansieres over det almindelige budget i overensstemmelse med finansforordningen, som aendret navnlig ved forordning nr. 610/90, hvis bestemmelser i afsnit IX finder anvendelse paa bistand til tredjelande.

29 Ifoelge artikel 107 og artikel 108, stk. 2, i forordning nr. 610/90 gennemfoeres de aktioner og projekter, som finansieres inden for rammerne af Faellesskabets samarbejdspolitik, af modtagerlandet i naert samarbejde med Kommissionen, der i sin egenskab af administrator af bistanden tildeler bevillingerne og soerger for, at der sikres lige vilkaar ved deltagelse i udbud, at der ikke forekommer forskelsbehandling, og at det oekonomisk set mest fordelagtige tilbud vaelges.

30 Ifoelge samme forordnings artikel 109, stk. 2, er det dog modtagerlandet, som offentliggoer udbuddene, modtager de indkaldte tilbud, forestaar gennemgangen heraf og fastslaar resultaterne af udbuddene. Det er ogsaa modtagerlandet, som undertegner aftaler, kontrakter, tillaegskontrakter og overslag og sender dem til Kommissionen. Foelgelig er det den stat, der modtager bistanden inden for rammerne af PHARE-programmet, som har befoejelsen til at tilkende kontrakten. I saa henseende erkendte sagsoegerens repraesentant under den mundtlige forhandling, at den rumaenske regering i den foreliggende sag havde kunnet tildele Geotronics kontrakten, uanset at Kommissionen afslog at yde dette selskab bistand fra Faellesskabet.

31 Denne kompetencefordeling indebaerer, at de kontrakter, som finansieres af PHARE-programmet, maa anses for nationale kontrakter, der udelukkende binder modtagerstaten og den paagaeldende erhvervsdrivende. Forberedelsen, forhandlingen og indgaaelsen af kontrakterne foregaar nemlig udelukkende mellem disse to parter.

32 Derimod opstaar der ikke noget retsforhold mellem de tilbudsgivende virksomheder og Kommissionen, da sidstnaevntes opgaver begraenser sig til at traeffe afgoerelserne om finansieringen paa Faellesskabets vegne, og Kommissionens afgoerelser herom kan ikke have den foelge i forhold til de tilbudsgivende virksomheder, at en af Faellesskabet truffet afgoerelse traeder i stedet for den afgoerelse, som er truffet af modtagerstaten i henhold til PHARE-programmet. Foelgelig kan der fra Kommissionens side ikke traeffes en beslutning i forhold til de tilbudsgivende virksomheder, som kan goeres til genstand for et soegsmaal i henhold til artikel 173, stk. 4, i EF-traktaten (jf. herved Domstolens dom af 10.7.1984, sag 126/83, STS mod Kommissionen, Sml. s. 2769, praemis 18 og 19, af 10.7.1985, sag 118/83, CMC m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2325, praemis 28 og 29, samt foernaevnte dom i sagen Italsolar mod Kommissionen, praemis 22 og 26, og i sagen Forafrique Burkinabe mod Kommissionen, praemis 23).

33 Den skrivelse af 10. marts 1994, hvorved Kommissionen meddelte sagsoegeren, at den var tvunget til at afslaa selskabets tilbud, da det foreslaaede udstyr ikke havde oprindelse inden for Faellesskabet, kan derfor ikke, uanset den af Kommissionen anvendte formulering, anses for en akt fra Kommissionen, som har retligt bindende virkninger, der kan beroere sagsoegerens retsstilling.

34 Det boer tilfoejes, at sagsoegeren under alle omstaendigheder ikke kan have nogen gavn af, at Kommissionens skrivelse af 10. marts 1994 annulleres, da dette ikke i sig selv giver grundlag for at anfaegte kontrakten mellem den rumaenske regering og den tyske virksomhed, som fik tildelt kontrakten.

35 Foelgelig maa paastanden om annullation af Kommissionens skrivelse af 10. marts 1994 afvises.

Realiteten

Erstatningspaastanden

Ansvarsgrundlaget

° Parternes argumenter

36 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen ved at afslaa Geotronics' tilbud paa grund af de foreslaaede produkters oprindelse har tilsidesat EOES-aftalen og begaaet en fejl, som paafoerer den et ansvar uden for kontraktforhold, hvorfor Kommissionen er pligtig at erstatte det lidte tab.

37 Heroverfor anfoerer Kommissionen under henvisning til sin argumentation vedroerende annullationspaastanden, at den ikke har begaaet nogen retsstridig handling, hvorfor den ikke kan goeres ansvarlig for det tab, sagsoegeren haevder at have lidt. Den tilfoejer, at der under alle omstaendigheder ikke er nogen aarsagsforbindelse mellem dens adfaerd og det paastaaede tab.

° Rettens bemaerkninger

38 For det foerste bemaerkes, at den omstaendighed, at annullationssoegsmaalet maa afvises, ikke medfoerer, at ogsaa erstatningssoegsmaalet maa det, da dette udgoer et selvstaendigt retsmiddel (jf. dom af 26.2.1986, sag 175/84, Krohn mod Kommissionen, Sml. s. 753, praemis 32).

39 Videre bemaerkes, at Kommissionen har ansvaret for finansieringen af projekter inden for rammerne af PHARE-programmet. Foelgelig kan det ikke udelukkes, at handlinger eller adfaerd fra Kommissionens, dens tjenestegrenes eller enkelte ansattes side i forbindelse med udfoerelsen af projekter, der finansieres af PHARE-programmet, har paafoert tredjemand et tab. Enhver, som haevder at have lidt et tab som foelge af saadanne handlinger eller adfaerd, skal have mulighed for at rejse erstatningssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, hvorved bevisbyrden for, at den handling, som foreholdes faellesskabsinstitutionerne, er retsstridig, paahviler sagsoegeren tillige med beviset for, at der er sket en skade, og at der er aarsagsforbindelse mellem handlingen og det paaberaabte tab (jf. foernaevnte dom i sagen CMC m.fl. mod Kommissionen, praemis 31).

40 Det maa herefter undersoeges, om Kommissionen har begaaet en fejl, som kan paadrage den et ansvar i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, og om Kommissionen herved har handlet i strid med EOES-aftalen.

Anbringendet om tilsidesaettelse af EOES-aftalen

° Parternes argumenter

41 Sagsoegeren har for det foerste paapeget, at EOES-aftalen, som traadte i kraft den 1. januar 1994, indebar, at det geografiske omraade for anvendelsen af faellesskabsinstitutionernes retsforskrifter og Domstolens praksis vedroerende de frie varebevaegelser, den frie bevaegelighed for personer, tjenesteydelser og kapital samt vedroerende konkurrence og andre faelles regler, er blevet udvidet til ogsaa at gaelde for de stater, som er medlemmer af Den Europaeiske Frihandelssammenslutning (EFTA), og som har undertegnet EOES-aftalen.

42 Sagsoegeren goer gaeldende, at EOES-aftalen finder anvendelse paa den foreliggende sag, da denne vedroerer en ordning for bistand til tredjelande, som omfatter private og produkter, paa hvilke bestemmelserne i EOES-aftalen er egnet til at finde anvendelse.

43 Herved haevder sagsoegeren, at det er en forskelsbehandling i EOES-aftalens artikel 4' s forstand at udelukke produkter paa grund af deres oprindelse uden for Faellesskabet, og at artikel 4 i lighed med traktatens artikel 6 finder selvstaendig anvendelse paa alle de forhold, som er omfattet af faellesskabsretten, naar der ikke findes saerlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling (jf. dom af 13.2.1985, sag 293/83, Gravier, Sml. s. 593, og af 30.5.1989, sag 305/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 1461).

44 Endelig anfoerer sagsoegeren, at Kommissionen ved at afslaa at tage hensyn til et tilbud, fordi de foreslaaede produkter har oprindelse uden for Faellesskabet, har udoevet en forskelsbehandling, som er egnet til at medfoere en konkurrencefordrejning mellem produkter med oprindelse i Faellesskabet og i EFTA-landene, fordi de foerstnaevnte produkter opnaar en konkurrencefordel. Desuden udgoer Kommissionens forskelsbehandling en hindring for de frie varebevaegelser, som er i strid med EOES-aftalens artikel 8 og 11, og er endvidere i strid med de bestemmelser og betingelser, som finder anvendelse paa offentlige kontrakter i medfoer af EOES-aftalens artikel 65, stk. 1.

45 Heroverfor har Kommissionen indvendt, at EOES-aftalen ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, for det foerste fordi indkaldelsen af tilbuddene under proceduren for det begraensede udbud skete inden ikrafttraedelsen af EOES-aftalen, og at aftalens ikrafttraeden ikke kan medfoere nogen forpligtelse til at gentage proceduren for indkaldelse af tilbud som foelge af princippet om, at retsakter ikke boer tillaegges tilbagevirkende gyldighed. Desuden skal den afgoerelse, der traeffes, altid vaere i overensstemmelse med betingelserne for indkaldelsen af tilbuddene, for hvilken fristen udloeb inden EOES-aftalens ikrafttraeden, hvorfor der ikke ved den trufne afgoerelse kunne goeres undtagelse til fordel for én bestemt af de virksomheder, som havde besvaret opfordringen til at afgive tilbud.

46 Kommissionen anfoerer videre, at en tilsidesaettelse af EOES-aftalens artikel 4, 8, 11 og artikel 65, stk. 1, er udelukket, da de i sagen omhandlede produkter var bestemt til levering i Rumaenien, som ikke er kontraherende part i EOES-aftalen, hvorfor sagen ikke vedroerer hverken varebevaegelser eller transaktioner vedroerende en offentlig kontrakt inden for Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade.

47 Kommissionen tilfoejer, at de kontraherende parter i EOES-aftalen, som ikke er medlemmer af Det Europaeiske Faellesskab, ikke bidrager til faellesskabsbudgettets finansiering og derfor heller ikke til finansieringen af PHARE-programmet. Disse lande har derfor ikke grundlag for at rejse krav om, at produkter med oprindelse dér skal accepteres inden for rammerne af Faellesskabets bistandsprogrammer.

° Rettens bemaerkninger

48 Det bemaerkes for det foerste, at EOES-aftalen i mangel af overgangsbestemmelser har fuld retsvirkning fra sin ikrafttraedelsesdato, dvs. den 1. januar 1994, hvorfor den kun kan anvendes paa retsforhold stiftet efter sin ikrafttraeden.

49 Videre maa det fastslaas, at de retlige rammer for den her i sagen omhandlede procedure for indgaaelsen af en offentlig kontrakt ° navnlig hvad angaar betingelsen om de paagaeldende produkters oprindelse ° blev fastlagt ved den indkaldelse af tilbud under begraenset udbud, som Kommissionen foretog den 9. juli 1993 paa den rumaenske regerings vegne.

50 Saavel Kommissionen maatte, da den fastlagde de generelle betingelser for indkaldelse af tilbud den 9. juli 1993, som sagsoegeren, da denne afgav sit tilbud om levering den 16. juli 1993, med rimelighed kunne forvente, at beslutningen om tildeling af den af Faellesskabet ydede bistand blev truffet paa grundlag af disse betingelser inden den 1. januar 1994, da EOES-aftalen traadte i kraft.

51 Det maa imidlertid herved konstateres, at det sagsoegende selskab, da Kommissionen i sin skrivelse til selskabet af 19. november 1993 rejste tvivl om de foreslaaede produkters oprindelse inden for Faellesskabet, i sit svar af 14. december 1993 haevdede, at de foreslaaede produkter var fremstillet i Det Forenede Kongerige. Foerst efter droeftelser mellem sagsoegeren og Kommissionen efter den 1. januar 1994 kunne Kommissionen faa bekraeftet denne tvivl og fastslaa, at de foreslaaede produkter hovedsagelig var af svensk oprindelse.

52 Det sagsoegende selskabs repraesentant har i oevrigt erkendt under den mundtlige forhandling, at selskabet selv var skyld i forsinkelsen af proceduren, eftersom det, uden egentlig at oenske det, vildledte Kommissionen om produkternes oprindelse. Repraesentanten har endvidere erkendt, at sagsoegeren ikke, saafremt Kommissionen havde truffet sin afgoerelse foer den 1. januar 1994, havde haft nogen mulighed for at rejse spoergsmaalet om anvendeligheden af EOES-aftalen paa proceduren om indgaaelsen af den i sagen omhandlede kontrakt.

53 Efter Rettens opfattelse har Kommissionen derfor med foeje baseret sig paa de almindelige betingelser, som den havde fastsat i meddelelsen om det begraensede udbud, og som sagsoegeren havde accepteret inden EOES-aftalens ikrafttraeden, og at Kommissionen den 10. marts 1994 som foelge af disse betingelser med foeje underrettede sagsoegeren om, at selskabets tilbud maatte afslaas med den begrundelse, at det af selskabet foreslaaede udstyr ikke, som det kraevedes efter betingelserne i indkaldelsen af tilbud, havde oprindelse i Faellesskabets medlemsstater eller i et modtagerland efter PHARE-programmet.

54 Skrivelsen af 10. marts 1994 udgoer nemlig blot en gennemfoerelse af de betingelser, der var fastsat i meddelelsen om begraenset udbud, og kan ikke antages at have aendret retsstillingen i forhold til den, der gjaldt som foelge af tilbudsindkaldelsen. Den omstaendighed, at skrivelsen blev affattet paa et tidspunkt, hvor retsreglerne var blevet aendret paa grund af EOES-aftalens ikrafttraeden, kunne derfor ikke beroere de retlige betingelser, som var fastsat i tilbudsindkaldelsen, og tillaegge det sagsoegende selskab rettigheder, det ikke havde paa tidspunktet for tilbudsindkaldelsen.

55 Desuden kan EOES-aftalen under ingen omstaendigheder anvendes paa kontrakter, der er undergivet retsregler, som en stat, der ikke har undertegnet EOES-aftalen, er kontraherende part i. Det er nemlig ikke rigtigt, som sagsoegeren har anfoert, at det er Kommissionen, som inden for rammerne af PHARE-programmet indkoeber de produkter, hvorpaa der er afgivet tilbud, og videresaelger dem til modtagerlandene. Det fremgaar derimod af de ovenstaaende betragtninger, at de i sagen omhandlede kontrakter er nationale kontrakter, som udelukkende er reguleret af de gaeldende retsregler vedroerende forholdet mellem tilbudsgiveren og modtagerlandet, hvilket i det foreliggende tilfaelde er Rumaenien, der ikke er kontraherende part i EOES-aftalen.

56 Foelgelig kan Kommissionen ikke med rette kritiseres for, at den ikke har anvendt EOES-aftalen paa den foreliggende procedure om indgaaelse af kontrakter.

57 Da Kommissionen ikke har gjort sig skyldig i en retsstridig adfaerd, maa erstatningspaastanden forkastes.

58 Af samtlige de anfoerte betragtninger foelger, at Kommissionen i det hele maa frifindes.

Sagens omkostninger

59 Ifoelge artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Da det sagsoegende selskab har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt paastand om, at det tilpligtes at betale sagens omkostninger, paalaegges selskabet omkostningerne, herunder omkostningerne i sagen om foreloebige forholdsregler.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Kommissionen frifindes i det hele.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger, herunder omkostningerne under sagen om foreloebige forholdsregler.