61994A0159

1 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - antidumpingprocedure - ret til kontradiktion for den virksomhed, der formodes at udoeve dumping - institutionernes oplysningspligt - raekkevidde

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 7, stk. 4)

2 Annullationssoegsmaal - anbringender - soegsmaal til proevelse af en raadsforordning om indfoerelse af endelig antidumpingtold - relevansen af en mangel ved den procedure, der har foert til udstedelsen af den paagaeldende kommissionsforordning om indfoerelse af midlertidig told - forudsaetninger

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 7, stk. 4)

3 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - dumpingmargen - fastlaeggelse af den normale vaerdi - pris i normal handel - patentbeskyttet vare - hensyntagen til markedsstrukturen og til graden af konkurrence i eksportlandet - ingen

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 3)

4 Institutionernes retsakter - begrundelse - forpligtelse - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 190)

5 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - indfoerelse af antidumpingtold - betingelser - skade og aarsagssammenhaeng - erhvervsgren i Faellesskabet, der befinder sig i opstartsfasen, og som ogsaa er udsat for vanskeligheder uden sammenhaeng med dumpingen - metoden til beregning af tolden - institutionernes skoensmaessige befoejelser

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 4, art. 4 og art. 13)

6 Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - dumpingmargen - fastlaeggelse af den normale vaerdi - varer, der eksporteres til Faellesskabet via et andet land

(Raadets forordning nr. 2423/88, art. 2, stk. 6)

7 Kontradiktionsprincippet er et grundlaeggende faellesskabsretligt princip. For saa vidt angaar beskyttelse mod dumpingimport er de paagaeldende rettigheder naermere fastlagt i artikel 7, stk. 1 og 4, i antidumpinggrundforordningen nr. 2423/88 som forskellige former for krav paa oplysninger, idet hensynet hertil skal afvejes i forhold til hensynet til opfyldelsen af faellesskabsinstitutionernes forpligtelse til at behandle forretningshemmeligheder fortroligt.

De beroerte parter skal herved have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsaette deres bemaerkninger vedroerende rigtigheden og relevansen af de paaberaabte faktiske omstaendigheder samt vedroerende de beviser, hvorpaa Kommissionen stoetter sin paastand om, at der foreligger dumping og en deraf foelgende skade, senest under den procedure, der foerer til udstedelsen af den paagaeldende raadsforordning.

Ifoelge antidumpinggrundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c), nr. i), skal anmodninger om oplysninger i henhold til litra b) fremsaettes skriftligt og indeholde en praecisering af de saerlige punkter, om hvilke der soeges oplysninger, hvorfor spoergsmaalet om, hvorvidt de af faellesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger har vaeret tilstraekkelige, skal vurderes paa grundlag af, hvor praecise oplysninger der er blevet anmodet om. Ved afgoerelsen om, hvorvidt faellesskabsinstitutionerne har iagttaget deres oplysningspligt, skal der konkret tages hensyn til saerlige forhold paa det paagaeldende marked, til de beroerte virksomheders kendskab til dette og til disse virksomheders mulighed for paa dette grundlag at anmode om relevante naermere oplysninger.

8 En manglende iagttagelse under den procedure, der har foert til udstedelsen af den paagaeldende kommissionsforordning om indfoerelse af midlertidig antidumpingtold, af retten til kontradiktion for de virksomheder, som formodes at udoeve dumping, medfoerer ikke i sig selv, at raadsforordningen om indfoerelse af endelig told er behaeftet med mangler. En forordning om indfoerelse af endelig told er en selvstaendig forordning i forhold til den paagaeldende forordning om indfoerelse af midlertidig told, ogsaa selv om den har sammenhaeng med denne forordning i et saadant omfang, at den under visse omstaendigheder traeder i stedet for den, saaledes at spoergsmaalet om gyldigheden af en forordning om indfoerelse af endelig told skal vurderes paa grundlag af de regler, der er gaeldende paa tidspunktet for dens udstedelse. For saa vidt en mangel ved den procedure, der har foert til udstedelsen af den paagaeldende forordning om indfoerelse af midlertidig told, er blevet afhjulpet under den procedure, der har foert til udstedelsen af forordningen om indfoerelse af endelig told, medfoerer det forhold, at forordningen om indfoerelse af midlertidig told har vaeret retsstridig, ikke, at det samme er tilfaeldet med forordningen om indfoerelse af endelig told. Det er kun, saafremt manglen ikke er blevet afhjulpet, eller forordningen om indfoerelse af endelig told henviser til forordningen om indfoerelse af midlertidig told, at det forhold, at sidstnaevnte forordning har vaeret retsstridig, medfoerer, at forordningen om indfoerelse af endelig told er retsstridig.

9 En indfoerelse af antidumpingtold er i henhold til antidumpinggrundforordningen ikke underlagt andre betingelser, end at der anvendes forskellige priser paa henholdsvis hjemmemarkedet og eksportmarkedet, og at denne prisforskel forvolder skade.

Kriterierne vedroerende markedsstrukturen og graden af konkurrence er ikke i sig selv afgoerende for at vaelge en anvendelse af en beregnet vaerdi som den normale vaerdi frem for en anvendelse af de faktiske priser som grundlag for denne vaerdi, naar de faktiske priser er et resultat af markedsvilkaarene. Det er foelgelig ikke udtryk for en forkert retlig vurdering eller et aabenbart fejlskoen for saa vidt angaar de faktiske omstaendigheder, saafremt faellesskabsinstitutionerne fastlaegger den normale vaerdi for en dumpingvare paa grundlag af de priser, der anvendes i eksportlandet som led i en patentbeskyttelse, som varen er genstand for i dette land.

10 Den begrundelse, der kraeves i henhold til traktatens artikel 190, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som er lagt til grund af den faellesskabsinstitution, der har udstedt den anfaegtede retsakt, dels saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning for, at de kan forsvare deres rettigheder, dels saaledes at den paagaeldende EF-retsinstans kan udoeve sin proevelsesret.

11 Den omstaendighed, at en producent i Faellesskabet er udsat for vanskeligheder, der ogsaa skyldes andre forhold en dumpingen, er ikke nogen begrundelse for ganske at udelukke enhver form for beskyttelse af producenten mod den skade, der skyldes dumpingen. En indfoerelse af en antidumpingtold kan foelgelig ikke anfaegtes med den begrundelse, at de vanskeligheder, som den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet er udsat for, delvis skyldes, at denne erhvervsgren befinder sig i opstartsfasen.

Faellesskabsinstitutionerne overskrider heller ikke graenserne for deres skoensmaessige befoejelser, saafremt de fastlaegger referenceprisen, dvs. den mindstepris, til hvilken varen kan importeres til Faellesskabet uden at paafoere den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet skade, og antidumpingtoldens stoerrelse paa grundlag af produktionsomkostningerne hos en producent i Faellesskabet, der befinder sig i opstartsfasen, hvilket gaelder, selv om disse omkostninger er omtrent dobbelt saa hoeje som eksportvirksomhedernes.

12 I tilfaelde, hvor den paagaeldende vare ikke importeres direkte fra oprindelseslandet, men eksporteres til Faellesskabet fra et andet land, raader faellesskabsinstitutionerne i henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 6, over et vidt skoen ved afgoerelsen om, hvorvidt der skal regnes med enten den pris, der faktisk betales eller skal betales paa markedet i eksportlandet, eller med den pris, der faktisk betales eller skal betales paa markedet i oprindelseslandet, dog saaledes, at der skal vaere tale om en pris, der er en sammenlignelig pris.

Betingelserne for, at faellesskabsinstitutionerne efter den naevnte bestemmelse kan basere sig paa priserne i oprindelseslandet, er herved ikke opfyldt, saafremt dumpingvaren ikke blot er blevet forsendt i transit gennem et andet land foer importen til Faellesskabet, men er blevet solgt til en erhvervsdrivende i dette land og delvis er blevet videreforarbejdet og ompakket dér.

I de forenede sager T-159/94 og T-160/94,

Ajinomoto Co. Inc., Tokyo, ved advokat Mario Siragusa, Rom, og advokat Till Mueller-Ibold, Frankfurt-am-Main, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Loesch, 11, rue Goethe,

sagsoeger i sag T-159/94,

The NutraSweet Company, Deerfield, Illinois (USA), foerst ved advokaterne Otto Grolig, Peter Bogaert og Koen Vanhaerents, Bruxelles, og derefter ved advokaterne Otto Grolig, Jean-François Bellis og Fabrizio Di Gianni, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Jacques Loesch, 11, rue Goethe,

sagsoeger i sag T-160/94,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent Erik Stein og Guus Houttuin, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokaterne Hans-Juergen Rabe og Georg M. Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsoegt,

stoettet af

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Eric L. White og Nicholas Khan, begge Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet, foerst af Mark Cran, QC of Gray's Inn, og derefter af barrister Fergus Randolph, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

intervenient,

angaaende en paastand om annullation af Raadets forordning (EOEF) nr. 1391/91 af 27. maj 1991 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af aspartam med oprindelse i Japan og Amerikas Forenede Stater (EFT L 134, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Femte Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne V. Tiili, J. Azizi, R.M. Moura Ramos og M. Jaeger,

justitssekretaer: fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 17. april 1997

afsagt foelgende

Dom

Sagernes baggrund og forloeb

Den paagaeldende vare

1 Aspartam, et sukkersurrogat, er et soedemiddel, der hovedsagelig anvendes i levnedsmidler, men ogsaa i husholdningen, f.eks. til at soede te og kaffe. Produktet bestaar af to aminosyrer, og det blev udviklet i 1965 af en forsker i det amerikanske selskab G.D. Searle & Co., nu sagsoegeren The NutraSweet Company (herefter »NSC«). NSC opnaaede herefter patent paa aspartam i USA og i flere medlemsstater. Selskabet havde patentbeskyttelse i Tyskland indtil 1986, i Det Forenede Kongerige indtil 1987 og i andre lande i Faellesskabet indtil 1988.

De oekonomiske aktoerer og det paagaeldende marked

2 I perioden 1. januar - 31. december 1989 var NSC den eneste producent af aspartam i USA. Selskabet fremstillede ogsaa aspartam, der var bestemt til salg i Faellesskabet. Bortset fra enkelte direkte salg fra NSC til uafhaengige kunder i Faellesskabet og USA med henblik paa eksport til Faellesskabet blev aspartam forhandlet i Faellesskabet gennem et faelles datterselskab af NSC og af sagsoegeren Ajinomoto (herefter »Ajico«), det schweiziske selskab NutraSweet AG (herefter »NSAG«), der blev oprettet i 1983 for at tilfredsstille efterspoergslen efter aspartam i Europa.

3 Ajico var den eneste producent af aspartam i Japan. Selskabet solgte aspartam paa hjemmemarkedet under maerket »Pal« og i Faellesskabet under maerket »NutraSweet«.

4 Den eneste producent i Faellesskabet var Holland Sweetener Company Vof (herefter »EF-producenten« eller »HSC«). HSC er et i Nederlandene etableret faelles datterselskab af DSM Aspartaam BV, der er 100%-ejet datterselskab af det nederlandske selskab i kemibranchen, DSM Chemical BV, og af Toyo Soda Nederland BV, der er et 100%-ejet datterselskab af det japanske selskab i kemibranchen, Tosoh Corporation.

Den administrative procedure

5 I december 1989 indgav HSC en foerste klage vedroerende dumping. Denne klage blev afvist af Kommissionen som vaerende utilstraekkeligt dokumenteret.

6 Efter at HSC den 2. februar 1990 havde indgivet en ny klage - og i medfoer af Raadets forordning (EOEF) nr. 2423/88 af 11. juli 1988 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT L 209, s. 1, herefter »grundforordningen«), der var den dagaeldende forordning - offentliggjorde Kommissionen den 3. marts 1990 en meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedroerende importen af aspartam med oprindelse i Japan og Amerikas Forenede Stater (EFT C 52, s. 12).

7 Sagsoegerne modtog en genpart af meddelelsen om indledningen af denne procedure tillige med en ikke-fortrolig udgave af HSC's klage. Denne ikke-fortrolige udgave indeholdt taloplysninger vedroerende den amerikanske og den japanske eksportoers priser paa hjemmemarkederne, eksportprisen, dumpingmargenen og skaden.

8 Den 17. april 1990 besvarede sagsoegerne Kommissionens spoergeskema, idet de fremhaevede, at de paagaeldende oplysninger var fortrolige. Sagsoegerne anmodede om at blive hoert i medfoer af grundforordningens artikel 7, stk. 5. NSC anmodede endvidere om i medfoer af grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a), at faa meddelelse om alle de oplysninger, som Kommissionen havde modtaget, herunder navnlig de skriftlige bemaerkninger fra HSC og fra alle andre beroerte parter. Selskabet anmodede derudover om i medfoer af grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b), at faa meddelelse om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke Kommissionen i givet fald paataenkte at paalaegge midlertidig told.

9 Den 25. april 1990 fremsatte NSC og NSAG deres bemaerkninger over for Kommissionen. Ajico fremsendte en skrivelse til Kommissionen, hvori selskabet tilsluttede sig NSAG's bemaerkninger. Disse var vedlagt en analyse udfaerdiget af raadgivningsfirmaet McKinsey & Company Inc. (herefter »McKinsey«), der var dateret den 24. april 1990, og som navnlig angav et skoen med hensyn til HSC's produktionsomkostningsstruktur. Bemaerkningerne var endvidere vedlagt en undersoegelse fra april 1990 udfaerdiget af raadgivningsfirmaet Landell Mills Comodities Studies, som navnlig omhandlede forskellige soedemidlers karakteristika, konkurrencen mellem soedemidler, herunder navnlig mellem aspartam og andre soedemidler, samt udviklingen inden for soedemiddelindustrien.

10 Henholdsvis den 6. og 7. juli og den 9. og 10. juli 1990 opsoegte embedsmaend fra Kommissionen paa stedet Ajico i Japan og NSC i USA.

11 Paa et ikke naermere angivet tidspunkt, men foer indfoerelsen af midlertidig antidumpingtold, modtog sagsoegerne en ikke-fortrolig udgave af klagerens svar paa Kommissionens spoergeskema.

12 I besvarelse af en skrivelse af 30. august 1990 fra Kommissionen understregede NSC's advokat i en skrivelse af 11. december 1990 paa NSC's, Ajico's og datterselskabet NSAG's vegne, at alle oplysningerne i de fortrolige udgaver af svarene paa spoergeskemaet, af bemaerkningerne og af bilagene, men ikke oplysningerne i de ikke-fortrolige udgaver, var strengt fortrolige. Hvad angaar oplysningerne vedroerende salgsprisen anfoertes det i skrivelsen, at der kun kunne meddeles oplysninger vedroerende prisfaldene i loebet af en aarraekke og vedroerende omfanget af prisforskellen i form af en lavere pris under forudsaetning af, at disse stoerrelser blev udtrykt i procentdele af de vejede gennemsnitspriser i Faellesskabet som helhed. Det anfoertes endvidere i skrivelsen, at oplysningerne vedroerende omfanget af salg i Faellesskabet (saavel det samlede omfang som de maengder, NSC, NSAG og Ajico repraesenterede) var fortrolige.

13 Ved forordning (EOEF) nr. 3421/80 af 26. november 1990 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af aspartam med oprindelse i Japan og Amerikas Forenede Stater (EFT L 330, s. 16, herefter »kommissionsforordningen«) indfoerte Kommissionen en midlertidig antidumpingtold paa 29,95 ECU/kg paa importen af aspartam med oprindelse i Japan og paa 27,55 ECU/kg paa importen af aspartam med oprindelse i USA.

14 Ved skrivelse af 14. december 1990 anmodede NSC, med henblik paa bedre at kunne forberede forhandlingerne om et pristilsagn, Kommissionen om naermere at praecisere foelgende aspekter:

a) den kapacitetsudnyttelsesgrad, der var blevet regnet med ved fastlaeggelsen af de omkostninger, som laa til grund for beregningen af den paagaeldende pris

b) spoergsmaalet, hvorvidt der ved referenceprisen var blevet taget hensyn til EF-producentens produktionsomkostninger i tilfaelde af en stoerre kapacitetsudnyttelse, f.eks. ved en produktion paa 1 000 tons

c) spoergsmaalet, hvorvidt der i referenceprisen var indgaaet en lavere andel daekkende salgs-, general- og administrationsomkostninger for saa vidt angaar de store kunder, og spoergsmaalet, hvorvidt der i forbindelse med den reelle omsaetning var blevet regnet med de faktiske generalomkostninger

d) den afskrivningsperiode for EF-producentens anlaeg, som Kommissionen havde lagt til grund

e) spoergsmaalet, hvorvidt der var blevet taget hensyn til renteudgifter, og i bekraeftende fald spoergsmaalet om, hvorledes disse var blevet beregnet

f) den periode, som Kommissionen havde lagt til grund som den, ved hvis udloeb EF-producenten ville opnaa en oekonomisk balance

g) spoergsmaalet, hvorvidt der var blevet taget hensyn til de af EF-producenten oppebaarne subsidier, og spoergsmaalet, om disse havde vaeret forenelige med EF-traktaten

h) den andel for generalomkostninger, der indgik i den referencepris, som blev betalt til datterselskabet DSM

i) spoergsmaalet, hvorvidt Kommissionen havde taget hensyn til, at EF-producenten havde kunnet drage fordel af NSAG's bestraebelser paa at udvikle markedet.

15 Den 18. december 1990 besvarede Kommissionen de saaledes rejste enkelte spoergsmaal, idet den anfoerte:

a) Den kapacitetsudnyttelsesgrad, der var blevet regnet med ved fastlaeggelsen af referenceprisen, havde vaeret den maksimale.

b) Spoergsmaalet om en stoerre kapacitetsudnyttelsesgrad hos EF-producenten var ikke blevet inddraget, og Kommissionen var ikke bekendt med den paagaeldende udvikling.

c) De salgs-, general- og administrationsomkostninger, der var blevet lagt til grund, afhang ikke af forskelle med hensyn til, om de paagaeldende kunder var store eller smaa kunder.

d) Producentens produktionsanlaeg var blevet afskrevet over ti aar.

e) Der var ved referenceprisen blevet taget hensyn til faktisk betalte renter.

f) Den noedvendige periode for opnaaelse af oekonomisk balance afhang direkte af de anvendte priser og af de producerede maengder, priserne var faldet, og HSC ikke havde naaet en maksimal kapacitetsudnyttelsesgrad.

g) Der var ved fastlaeggelsen af referenceprisen blevet taget hensyn til subsidierne til EF-producenten.

h) HSC havde bidraget til daekning af DSM's generalomkostninger, og det ville ikke have vaeret i HSC's anden aktionaers interesse paa kunstig maade at oppuste disse omkostninger.

i) Dette spoergsmaal burde praeciseres naermere.

16 Ved skrivelse af 28. december 1990 anmodede sagsoegerne Kommissionen om at give dem meddelelse om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der laa til grund for kommissionsforordningen, og i givet fald om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke Kommissionen paataenkte at anbefale paalaeggelse af endelig told. Sagsoegerne anmodede navnlig om oplysninger vedroerende fastlaeggelsen af den normale vaerdi, eksportprisen, justeringer og dumpingmargenen, vedroerende den vaerdi af importen, der var blevet regnet med ved fastsaettelsen af stoerrelsen af det paagaeldende marked i Faellesskabet, de priser, der var blevet lagt til grund ved fastlaeggelsen af prisfaldet og prisforskellen i form af en lavere pris, og vedroerende skaden. Sagsoegerne opfordrede endvidere Kommissionen til at klargoere de aspekter, som den ikke naermere havde redegjort for, og som var naevnt i NSC's skrivelse af 14. december 1990, idet disse aspekter efter sagsoegernes opfattelse burde have vaeret naermere uddybet.

17 Ved skrivelser af 6. og 30. december 1990 fremsatte sagsoegerne deres skriftlige bemaerkninger vedroerende kommissionsforordningen.

18 I sine bemaerkninger af 30. december 1990 samt ved skrivelse af 14. januar 1991 gentog NSC sin anmodning om adgang til de oplysninger, som klageren havde givet til Kommissionen, herunder navnlig klagerens skriftlige bemaerkninger vedroerende kommissionsforordningen.

19 Den 16. januar 1991 meddelte Kommissionen som svar herpaa, at de ikke-fortrolige udgaver af sagens akter var blevet stillet til raadighed for alle beroerte parter fra tidspunktet for indledningen af proceduren.

20 Den 18. januar 1991 gennemgik NSC de ikke-fortrolige udgaver af sagens akter og fik adgang til en ikke-fortrolig udgave af EF-producentens bemaerkninger vedroerende kommissionsforordningen.

21 Den 1. februar 1991 kritiserede NSC, at selskabet foerst fra den 24. januar 1991 havde haft adgang til det den 13. december 1989 daterede ikke-fortrolige sammendrag af HSC's anmodning om indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger, til det den 9. april 1990 daterede ikke-fortrolige sammendrag af HSC's bemaerkninger og til det den 28. august 1990 daterede ikke-fortrolige sammendrag af en skrivelse fra HSC. NSC anfoerte endvidere, at oplysningerne i disse sammendrag var utilstraekkelige.

22 Ved telefax af 4. februar 1991 meddelte Kommissionen som svar herpaa, at den havde ivaerksat en procedure paa grundlag af en klage, som den havde fremsendt til sagsoegeren allerede paa tidspunktet for indledningen af proceduren, idet Kommissionen med hensyn til sine konklusioner henviste til forordningen om indfoersel af midlertidig told.

23 Den 5. februar 1991 blev der afholdt et moede mellem repraesentanter for NSC og embedsmaend i Kommissionen med henblik paa at droefte kommissionsforordningen.

24 Den 7. februar 1991 tilboed sagsoegerne at afgive nogle tilsagn.

25 Den 22. marts 1991 fremsendte Kommissionen sin underretningsskrivelse (»disclosure letter«) til sagsoegerne. Kommissionen redegjorde heri for grundene til, at den paataenkte at stille forslag om indfoerelse af en endelig antidumpingtold.

26 Denne skrivelse fra Kommissionen indeholdt de samme oplysninger som dem, der var angivet i kommissionsforordningen. I modsaetning til i denne blev der dog i skrivelsen angivet taloplysninger vedroerende beregningen af dumpingmargenen og af NSAG's tab i forbindelse med salg i Faellesskabet, ligesom skrivelsen indeholdt en opdeling, i form af ti forskellige udgiftsposter, med hensyn til de produktionsomkostninger, der var blevet regnet med ved fastlaeggelsen af referenceprisen. Hver udgiftspost var udtrykt som en andel af de samlede omkostninger, med en samlet udsvingsmargen paa 10%.

27 I skrivelsen anfoertes det endvidere, at Kommissionen havde fastlagt den normale vaerdi for japansk aspartam paa grundlag af priserne paa markedet i USA, ikke paa grund af et manglende samarbejde fra Ajico's side, saaledes som det var angivet i kommissionsforordningen, men fordi betingelserne i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6, for at regne med priserne paa det japanske marked ikke havde vaeret opfyldt.

28 Endelig indeholdt skrivelsen

- nogle bemaerkninger vedroerende det tab af arbejdspladser, som en indstilling af produktionen i Faellesskabet ville medfoere

- en raekke bemaerkninger vedroerende antidumpingtoldens indvirkning paa efterspoergslen

- nogle bemaerkninger, hvorefter de produktionsomkostninger hos NSC, der var blevet regnet med ved fastlaeggelsen af referenceprisen, var blevet justeret med henblik paa at udelukke visse omkostninger, der ikke havde tilknytning til salg i Faellesskabet

- en redegoerelse for grundene til, at der var blevet regnet med en fortjenstmargen paa 8%.

29 Den 25. marts 1991 udstedte Raadet forordning (EOEF) nr. 792/91 om forlaengelse af gyldighedsperioden for den midlertidige antidumpingtold paa importen af aspartam med oprindelse i Japan og Amerikas Forenede Stater (EFT L 82, s. 1).

30 Den 2. april 1991 opfordrede NSC Kommissionen til at overveje to andre muligheder for tilsagn.

31 Samme dag fremsatte NSC sine bemaerkninger til underretningsskrivelsen af 22. marts 1991, idet selskabet anfoerte, at det var blevet utilstraekkeligt informeret om de af HSC fremlagte oplysninger. NSC kritiserede endvidere Kommissionen for ikke at have givet selskabet meddelelse om vaesentlige taloplysninger og faktiske omstaendigheder for saa vidt angaar spoergsmaalet om skadesmargenen og for naesten ikke at have meddelt det nogen oplysninger vedroerende grundlaget for fastlaeggelsen af referenceprisen. NSC anfoerte, at redegoerelsen med margenangivelser vedroerende HSC's omkostningsstruktur ikke gav noget grundlag for at faa kendskab til, hvorledes skadetaersklen var blevet fastlagt. Ligeledes den 2. april 1991 fremsatte Ajico sine skriftlige bemaerkninger, idet dette selskab tilsluttede sig NSC's bemaerkninger og anmodede om en fortrolig behandling af de fremsendte oplysninger.

32 Den 18. april 1991 meddelte Kommissionen som svar paa disse skrivelser, at den havde givet alle de oplysninger, som den var befoejet til at meddele. Kommissionen anfoerte endvidere, at omkostningerne til etablering var blevet udelukket fra beregningen, bortset fra to udgiftsposter, som i henhold til nederlandsk lovgivning skulle anses for afskrevet, og at advokathonorarer var blevet holdt helt uden for beregningerne. Kommissionen bestred endelig, at referenceprisen paa kunstig maade var blevet oppustet, og understregede sammenhaengen mellem paa den ene side omkostningerne og paa den anden side produktionsanlaeggets udnyttelseskapacitet og stoerrelse.

33 Ved skrivelse af 7. maj 1991 begrundede Kommissionen, hvorfor den ikke saa sig i stand til at godtage de foreslaaede tilsagn.

34 Den 15. maj 1991 fremsendte NSC nogle bemaerkninger vedroerende denne skrivelse til Raadet. Selskabet anfaegtede Kommissionens argumentation.

35 Ved forordning (EOEF) nr. 1391/91 af 27. maj 1991 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af aspartam med oprindelse i Japan og Amerikas Forenede Stater (EFT L 134, s. 1, herefter »raadsforordningen« eller »den anfaegtede forordning«) indfoerte Raadet en endelig antidumpingtold paa 27,21 ECU/kg paa importen af aspartam med oprindelse i Japan og paa 25,15 ECU/kg paa importen af aspartam med oprindelse i USA. Denne forordning blev senere ophaevet ved Raadets forordning (EF) nr. 1936/95 af 3. august 1991 (EFT L 186, s. 8).

De relevante antidumpingforordninger

1. Generelt

36 Ved de i sagen omhandlede antidumpingforordninger blev der indfoert en antidumpingtold, som var beregnet paa grundlag af skaden og ikke paa grundlag af dumpingmargenen. Faellesskabsinstitutionerne lagde til grund, at den amerikanske og den japanske eksportoer udoevede dumping. Dumpingmargenen blev fastlagt paa grundlag af en sammenligning mellem henholdsvis den pris, som den amerikanske producent solgte aspartam til paa markedet i USA, og den pris, som denne producent anvendte i Faellesskabet (12.-32. betragtning til kommissionsforordningen og 8.-25. betragtning til raadsforordningen).

2. Kommissionsforordningen

37 For saa vidt angaar spoergsmaalet om vurderingen af skadens omfang anfoerte Kommissionen, at markedet i Faellesskabet for aspartam var vokset med 215% fra 1986 til 1989 (34. betragtning til kommissionsforordningen), og at selv om HSC's begyndende tilstedevaerelse paa markedet i 1988 havde bevirket, at den amerikanske og den japanske eksportoer havde tabt markedsandele, var importen fra USA og Japan alligevel vokset i absolutte tal (37. betragtning). Endvidere var priserne paa japansk og amerikansk aspartam, som allerede i 1988 var meget lavere end EF-producentens pris, faldet yderligere (39. betragtning). Priserne paa amerikansk og japansk aspartam havde inden for undersoegelsesperioden vaeret lavere end EF-producentens priser (40. betragtning), hvilket havde tvunget EF-producenten til at saelge med tab og forhindret denne producent i at oege sin kapacitetsudnyttelse i et rimeligt omfang, idet dette havde foert til hoejere produktionsomkostninger samtidig med betydelige tab (45. betragtning). Faldet i NSAG's eksportpriser var indtruffet samtidig med klagerens foerste optraeden paa markedet i Faellesskabet (45. betragtning). I betragtning af udviklingen paa markedet i Faellesskabet for aspartam, der var vokset betydeligt, havde der ingen indlysende grund vaeret for NSAG, som selv efter 1987 var langt den stoerste leverandoer af aspartam til markedet i Faellesskabet, til at nedsaette sine priser til et niveau, som ikke laengere daekkede omkostningerne (47. betragtning). Ansvaret for beslutningen om at lade priserne falde til et tabgivende niveau maatte ligge hos NSAG og den amerikanske og den japanske eksportoer (49. betragtning). Der var ikke af undersoegelsen fremgaaet nogen andre faktorer, som kunne have bidraget til den paagaeldende betydelige skade (50. betragtning).

38 Antidumpingtolden var blevet indfoert for at udligne forskellen mellem henholdsvis priserne paa japansk og amerikansk aspartam og det prisniveau, der var noedvendigt for, at den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet kunne daekke sine omkostninger og opnaa en rimelig fortjenstmargen (63. betragtning). Denne var blevet fastsat til 8% af omsaetningen foer skat (65. betragtning). Mindsteprisen, den saakaldte »referencepris«, var blevet sammenholdt med de vejede gennemsnitlige importpriser i Faellesskabet (65. betragtning).

3. Raadsforordningen

39 I sin forordning om indfoerelse af endelig told tilsluttede Raadet sig i det vaesentlige de af Kommissionen angivne betragtninger og konklusioner. Hvad angaar beregningen af den referencepris, der blev lagt til grund ved fastlaeggelsen af skaden, anfoerte Raadet (44. betragtning): »... Kommissionen [maatte] tage hensyn til det forhold, at nogle af raamaterialerne og tjenesteydelserne blev koebt af et tilknyttet selskab, og at nogle omkostninger ikke havde forbindelse med salget af aspartam i Faellesskabet. De faktiske forsknings- og udviklingsomkostninger samt direkte salgsomkostninger er nu indregnet. Disse justeringer foerer til lavere produktionsomkostninger som grundlag for beregningen af referenceprisen og dermed den told, der er noedvendig for at afhjaelpe de skadelige virkninger«. Ved fastlaeggelsen af den fortjenstmargen, der blev anset for rimelig, tog Raadet hensyn til, at EF-producenten netop havde passeret opstartsfasen, til, at der herskede usikkerhed om udviklingen i det fremtidige salg, og til, at der var mulighed for, at der kunne udvikles substituerende produkter, som kunne afkorte aspartams levetid (45. betragtning).

40 Hvad angaar de beroerte parters ret til kontradiktion anfoerte Raadet (7. betragtning) foelgende:

»Kommissionen har set bort fra alle undersoegelser og redegoerelser, for hvilke der ikke blev fremlagt et meningsfyldt ikke-fortroligt sammendrag, idet de oevrige parter ellers ville vaere frataget muligheden for at imoedegaa de fremsatte paastande.«

Retsforhandlinger

41 Ved staevninger indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. september 1991 anlagde hver af sagsoegerne sag til proevelse af raadsforordningen.

42 Ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. februar 1992 fremsatte Kommissionen begaering om at maatte intervenere til stoette for sagsoegtes paastande. Ved kendelse af 18. marts 1992 tog Domstolens praesident denne begaering til foelge.

43 Ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 7. februar 1992 fremsatte HSC, Toyo Soda Nederland BV og DSM Aspartaam BV begaering om at maatte intervenere til stoette for sagsoegtes paastande. Denne begaering blev frafaldet den 21. januar 1993.

44 Ved kendelse af 18. april 1994 henviste Domstolen sagerne til Retten i medfoer af artikel 4 i Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21), som aendret ved Raadets afgoerelse 94/149/EKSF, EF af 7. marts 1994 (EFT L 66, s. 29). Sagerne blev registreret paa Rettens Justitskontor som henholdsvis sag T-159/94 (Ajinomoto mod Raadet) og sag T-160/94 (NutraSweet mod Raadet) og blev den 2. juni 1994 henvist til Foerste Afdeling. Da den refererende dommer senere blev tilknyttet Anden Udvidede Afdeling, overgik sagerne til denne.

45 Efter OEstrigs, Finlands og Sveriges tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber overgik sagerne den 23. januar 1995 til Tredje Udvidede Afdeling, og en ny refererende dommer blev udpeget. Denne er senere blevet tilknyttet Femte Udvidede Afdeling, hvorefter sagerne er overgaaet til denne.

46 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Udvidede Afdeling) indledt den mundtlige forhandling. I medfoer af procesreglementets artikel 64 har Retten den 22. januar 1997 opfordret parterne til skriftligt at besvare en raekke spoergsmaal vedroerende aarsagssammenhaengen mellem dumpingen og den angivelige skade. Sagsoegerne er endvidere blevet opfordret til at redegoere naermere for det af dem anfoerte, hvorefter deres ret til kontradiktion er blevet kraenket. Som foelge af omfanget af de paagaeldende bemaerkninger og de i denne forbindelse fremkomne nye oplysninger har Retten ved skrivelse af 24. marts 1997 givet sagsoegte tilladelse til senest den 9. april 1997 at fremsaette bemaerkninger hertil.

47 Ved kendelse af 10. marts 1997 har Retten (Femte Udvidede Afdeling) i medfoer af procesreglementets artikel 50 forenet de to sager med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

48 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i det offentlige retsmoede den 17. april 1997.

Parternes paastande

49 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- Raadsforordningen annulleres i sin helhed eller, subsidiaert, for saa vidt den finder anvendelse paa hver af sagsoegerne.

- Der traeffes bestemmelse om tilbagebetaling af den midlertidige og endelige antidumpingtold, der er opkraevet i henhold til kommissionsforordningen og raadsforordningen, og om frigivelse af enhver form for sikkerhed stillet i forbindelse hermed.

- Raadet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

- Der traeffes bestemmelse om saadanne andre forholdsregler, som maatte vaere berettiget eller billige.

50 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

51 Intervenienten har nedlagt paastand om, at sagsoegte frifindes.

Realiteten

I - Sammenfatning af anbringenderne i sagen

52 Sagsoegerne har fremsat foelgende seks faelles anbringender til stoette for deres paastand om annullation af den anfaegtede forordning:

- tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter og af grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b), derved, at faellesskabsinstitutionerne ikke i tilstraekkeligt omfang og for sent gav sagsoegerne de oplysninger, som ville have gjort det muligt for dem at varetage deres interesser

- tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter og af grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b), og artikel 8, stk. 4, derved, at faellesskabsinstitutionerne tog hensyn til oplysninger fra EF-producenten, selv om disse ikke forelaa i et ikke-fortroligt sammendrag og heller ikke var ledsaget af en tilstraekkelig begrundelse for, at det ikke var muligt at resumere dem

- tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3, idet faellesskabsinstitutionerne fastlagde den normale vaerdi paa grundlag af prisen i USA, hvorved der gjaldt en patentbeskyttelse

- tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 2, stk. 1, artikel 4 og artikel 13, stk. 2, idet faellesskabsinstitutionerne saa bort fra eller anlagde en fejlagtig vurdering af vaesentlige beviser for, at EF-producenten ikke var blevet paafoert nogen betydelig skade

- tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 2, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, idet faellesskabsinstitutionerne undlod at tage hensyn til andre faktorer, der forvoldte EF-producenten den paagaeldende skade

- tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 13, stk. 3, idet faellesskabsinstitutionerne foretog en forkert beregning med hensyn til stoerrelsen af den told, der var noedvendig for at afhjaelpe skaden.

53 I sag T-159/94 har Ajinomoto endvidere fremsat foelgende to anbringender:

- tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter og af traktatens artikel 190, idet faellesskabsinstitutionerne dels undlod rettidigt at meddele sagsoegeren, at de fandt, at selskabet samarbejdede i utilstraekkelig grad, dels ikke gav sagsoegeren lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger vedroerende dette spoergsmaal

- tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 6, idet faellesskabsinstitutionerne fastlagde den normale vaerdi for japansk aspartam paa grundlag af priserne i USA.

54 I sag T-160/94 har NSC ud over de ovennaevnte faelles anbringender fremsat foelgende to anbringender:

- tilsidesaettelse af vaesentlige procedureregler og af traktatens artikel 190, idet Raadet undlod at begrunde, hvorfor det ikke kunne godtage de af NSC foreslaaede tilsagn

- kraenkelse af sagsoegerens patentrettigheder i USA, idet den normale vaerdi blev fastlagt paa grundlag af sagsoegerens priser paa hjemmemarkedet.

55 Retten vil foerst undersoege de anbringender, der er faelles for de to sager.

II - Faelles anbringender i de to sager

56 De foerste to faelles anbringender boer undersoeges under ét.

Anbringenderne om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter og om tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b), og artikel 8, stk. 4

A - Parternes argumenter

57 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne er forpligtet til at tage alle rimelige skridt til at meddele saa mange oplysninger som muligt til de virksomheder, over for hvem der er indledt en antidumpingprocedure.

58 Faellesskabsinstitutionerne kan saaledes ikke paaberaabe sig, at sagsoegernes anmodninger ikke skulle have indeholdt tilstraekkeligt praecise spoergsmaal. Foelger man det af sagsoegte anfoerte, ville proceduren have medfoert en uendelig raekke af stadigt mere detaljerede spoergsmaal.

59 Medmindre det antages, at bestemmelsen i grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a), ikke skaber nogen selvstaendige retsvirkninger i forhold til bestemmelsen i litra b), og at de beroerte virksomheders ret til at varetage deres interesser boer begraenses, maa oplysningspligten omfatte de bevisligheder, som tredjemaend fremlaegger til stoette for deres paastande, ogsaa selv om der er tale om bevisligheder, som faellesskabsinstitutionerne har undersoegt naermere.

60 Denne oplysningspligt for faellesskabsinstitutionerne er gaeldende allerede foer indfoerelsen af midlertidig told (Domstolens dom af 27.6.1991, sag C-49/88, Al-Jubail Fertilizer mod Raadet, Sml. I, s. 3187, praemis 15, og artikel 6, stk. 7, i den til den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel, herefter »GATT«, knyttede antidumpingkodeks). Faellesskabsinstitutionerne har i en lang raekke tidligere tilfaelde videregivet afgoerende oplysninger foer indfoerelsen af midlertidig told, saaledes at de maa vaere bundet af denne praksis (Domstolens dom af 22.10.1991, sag C-16/90, Noelle, Sml. I, s. 5163).

61 Faellesskabsinstitutionerne har i denne sag tilsidesat grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b), og kraenket sagsoegernes ret til kontradiktion ved ikke i tilstraekkelig god tid at meddele dem tilstraekkelige oplysninger vedroerende klagerens paastande og bevisligheder og vedroerende rigtigheden og relevansen af de paaberaabt faktiske omstaendigheder samt de bevisligheder, faellesskabsinstitutionerne ville laegge til grund (dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Raadet, a.st., praemis 17).

62 Sagsoegerne modtog ikke inden indfoerelsen af den midlertidige antidumpingtold tilstraekkelige oplysninger (meddelelse om indledningen af proceduren, sammendrag af klage, ikke-fortrolig udgave af EF-producentens svar paa Kommissionens spoergeskema) til, at de paa formaalstjenlig maade kunne fremsaette deres bemaerkninger vedroerende spoergsmaalet om beregningen af referenceprisen, spoergsmaalet om dumpingmargenen og spoergsmaalet om den angivelige skades art og aarsag. Sagsoegerne henledte herved mange gange Kommissionens opmaerksomhed paa, at oplysningerne var utilstraekkelige (skrivelser af 17.4.1990), og paa, at der burde afholdes en hoering (skrivelser af 17.4., 28.6. og 8.11.1990).

63 Efter udstedelsen af kommissionsforordningen modtog sagsoegerne kun faa yderligere oplysninger, herunder navnlig vedroerende de afgoerende aspekter, som referenceprisen og den angivelige skade repraesenterer i denne sag.

64 Hvad naermere angaar referenceprisen kunne faellesskabsinstitutionerne have fremlagt en mere detaljeret redegoerelse for de elementer, der indgik heri, med snaevrere udsvingsmargener, idet referenceprisen ikke blev beregnet paa grundlag af HSC's faktiske omkostninger, men paa grundlag af ekstrapoleringer ud fra omkostningerne i tilfaelde af en maksimal produktionskapacitetsudnyttelse.

65 Selv om referenceprisen blev aendret to gange, uden at der blev angivet en begrundelse herfor, fremkom faellesskabsinstitutionerne ikke med nogen relevant forklaring overhovedet vedroerende forudsaetningerne for beregningerne og de anvendte beregningsmetoder, navnlig for saa vidt angaar:

- fastlaeggelsen af EF-producentens produktionskapacitet og dennes udnyttelsesgrad

- antagelsen om, at EF-producenten trods stor gaeld ville have kunnet opnaa en oekonomisk balance og en fortjenstmargen paa 8% paa mindre end 18 maaneder efter paabegyndelsen af produktionen

- inddragelse af subsidierne til EF-producenten

- beregningerne i forbindelse med spoergsmaalet om afskrivningen af EF-producentens produktionsanlaeg, bygninger og udstyr, navnlig for saa vidt der blev regnet med en afskrivningsperiode paa ti aar

- afskrivningen eller udelukkelsen af de ekstraordinaere omkostninger til etablering (det var foerst ved skrivelse af 18.4.1991, efter at fristen for at fremsaette bemaerkninger var udloebet, at sagsoegerne fik meddelelse om, at omkostningerne til etablering var blevet holdt uden for referenceprisen, bortset fra to udgiftsposter, der i oevrigt ikke blev naermere praeciseret).

66 Endvidere undlod faellesskabsinstitutionerne at redegoere naermere for:

- hvilken form for finansieringsomkostninger der blev taget hensyn til, og disse omkostningers fordeling

- betydning af laan i forhold til egne midler

- hvad der indgik i de salgs-, general- og administrationsomkostninger og i de investeringer, som henhoerte under de finansielle omkostninger, selv om sammensaetningen af general- og administrationsomkostninger og af direkte salgsomkostninger afhaenger af den benyttede regnskabsordning og af den sammenhaeng, hvori beregningen indgaar

- hvor stor en andel af raamaterialerne der blev koebt inden for koncernen, idet oplysninger herom var relevante for vurderingen af, hvorvidt referenceprisen blev fastlagt paa grundlag af markedsprisen

- i hvilket omfang der blev taget hensyn til NSAG's omkostninger med henblik paa udviklingen af markedet, idet EF-producenten ogsaa havde draget fordel af disse bestraebelser

- den andel af generalomkostningerne, som EF-producenten havde betalt til DSM.

67 Faellesskabsinstitutionerne angav heller ikke nogen forklaring paa, hvorledes en mere fuldstaendig redegoerelse for de af Kommissionen anvendte metoder ville have kunnet skade EF-producenten, og navnlig ikke nogen forklaring paa, hvorfor snaevrere udsvingsmargener ikke havde kunnet anvendes, og hvorfor der ikke kunne gives meddelelse om fordelingen af de finansielle omkostninger, i hvert fald med angivelse af andele.

68 Hvad angaar spoergsmaalet om den skade, EF-producenten angiveligt blev paafoert, begrundede faellesskabsinstitutionerne ikke i tilstraekkeligt omfang den konklusion, at der ikke af undersoegelsen var fremgaaet andre skadesfaktorer end dumpingimporten, som kunne have bidraget til skaden, selv om forholdet var det, at EF-producenten paabegyndte sin virksomhed som den anden oekonomiske aktoer paa et marked med haard konkurrence, hvor priserne allerede foer dette tidspunkt var begyndt at falde, og at EF-producenten havde en stor gaeld og produktionsomkostninger, der var dobbelt saa hoeje som sagsoegerens.

69 Endvidere begrundede faellesskabsinstitutionerne ikke deres konklusion om, at der var en sammenhaeng mellem prisfaldet paa aspartam i Faellesskabet og paabegyndelsen af EF-producentens produktion, selv om de havde faaet forelagt bevis for, at priserne havde undergaaet et konstant fald siden 1983.

70 Faellesskabsinstitutionerne angav heller ikke nogen begrundelse for deres konklusion om, at EF-producenten opnaaede en relativt lille markedsandel, selv om det fremgik af det ikke-fortrolige sammendrag af klagen, at EF-producenten i de foerste 18 maaneder efter paabegyndelsen af produktionen havde opnaaet en betydelig markedsandel.

71 Endelig kraenkede faellesskabsinstitutionerne sagsoegernes ret til en loyal vurdering af beviserne, saaledes som dette princip fremgaar af dommen i Noelle-sagen, jf. ovenfor.

72 Sammenfattende goer sagsoegerne gaeldende, at de af faellesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger ikke gjorde det muligt for dem at klarlaegge eventuelle fejl i Kommissionens analyse og at fastlaegge en begrundet opfattelse med hensyn til de oplysninger, som laa til grund for faellesskabsinstitutionernes konklusioner.

73 Faellesskabsinstitutionerne kan ikke paaberaabe sig deres forpligtelse til ikke at videregive fortrolige oplysninger, for saa vidt de beroerte virksomheders ret til at blive informeret dermed ville miste sit indhold (Domstolens dom af 20.3.1985, sag 264/82, Timex mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 849, praemis 29).

74 En afvejning mellem hensynet til de rettigheder, der tilkommer enhver, som er genstand for en undersoegelsesprocedure, og hensynet til en klagers ret til, at forretningshemmeligheder behandles fortroligt, samt en overholdelse af de principper, der fremgaar af dommene i sagen Timex mod Raadet og Kommissionen og i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Raadet, jf. ovenfor, forudsaetter, at faellesskabsinstitutionerne forlanger tilstraekkeligt uddybende ikke-fortrolige sammendrag, hvorved omfanget af hemmeligholdte oplysninger skal begraenses mest muligt. Er en oplysning af vaesentlig betydning for, at den, der er genstand for undersoegelsen, kan varetage sine interesser, kan faellesskabsinstitutionerne undlade at tage hensyn til den, medmindre klageren indvilger i, at den videregives.

75 Sagsoegerne henviser til den retspraksis, hvorefter faellesskabsinstitutionerne paa det konkurrenceretlige omraade ikke kan laegge for den paagaeldende virksomhed bebyrdende forhold, omstaendigheder eller dokumenter til grund, som de ikke skoenner at kunne give oplysning om, saafremt denne manglende oplysning indvirker negativt paa virksomhedens mulighed for paa formaalstjenlig maade at goere sine synspunkter gaeldende vedroerende eksistensen eller betydningen af de paagaeldende omstaendigheder, vedroerende de paagaeldende dokumenter eller vedroerende Kommissionens konklusioner paa grundlag af dem (Domstolens dom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, paa s. 512, af 25.10.1983, sag 107/82, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 3151, paa s. 3192, og af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, paa s. 60). Det er herved en forudsaetning for, at de principper, der fremgaar af dommene i sagen Timex mod Raadet og Kommissionen og i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Raadet, jf. ovenfor, ikke mister deres indhold, at dette forbud ogsaa er gaeldende under antidumpingprocedurer.

76 Naar faellesskabsinstitutionerne paaberaaber sig deres forpligtelse til fortrolig behandling af oplysninger, maa de begrunde, hvorfor de oplysninger, der anmodes om, er af fortrolig art og ikke kan naevnes i ikke-fortrolige sammendrag.

77 Faellesskabsinstitutionerne maa i sagen noedvendigvis have baseret sig paa nogle eller ligefrem alle EF-producentens paastande, i hvert fald indirekte, og have ladet undersoegelsen forloebe i overensstemmelse med de af EF-producenten meddelte oplysninger. Saafremt det som foelge af forpligtelsen til fortrolig behandling af oplysninger ikke var muligt at udfaerdige et tilstraekkeligt uddybende sammendrag vedroerende de forhold og omstaendigheder, som EF-producenten angav forelaa, maatte faellesskabsinstitutionerne undlade at basere deres beslutning paa de paagaeldende oplysninger eller andre paa disse stoettede oplysninger.

78 Under alle omstaendigheder ville det have vaeret muligt at loese konflikten mellem retten til aktindsigt og forpligtelsen til fortrolig behandling af oplysninger ved at ivaerksaette en procedure som den amerikanske »administration protective order«, hvorved en uafhaengig sagkyndig anmodes om at udfaerdige et ikke-fortroligt sammendrag.

79 Da sagsoegerne ikke fik mulighed for paa formaalstjenlig maade at goere deres synspunkter gaeldende vedroerende de af HSC fremlagte bevisligheder, som ligger til grund for kommissionsforordningen og raadsforordningen, er disse blevet udstedt i strid med vaesentlige faellesskabsretlige procedureregler. Foelgelig boer raadsforordningens artikel 1 og 2 annulleres.

80 Sagsoegte og intervenienten har gjort gaeldende, at de her omhandlede anbringender boer forkastes, idet de i det vaesentlige anfoerer, at faellesskabsinstitutionerne har iagttaget deres oplysningspligt over for sagsoegerne, naar henses til, at disses anmodninger om oplysninger var generelt formuleret, og til, at faellesskabsinstitutionerne er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger vedroerende den paagaeldende EF-producent.

B - Rettens bemaerkninger

81 Det bemaerkes, at kontradiktionsprincippet er et grundlaeggende faellesskabsretligt princip. For saa vidt angaar beskyttelse mod dumpingimport er de paagaeldende rettigheder naermere fastlagt i grundforordningens artikel 7, stk. 1 og 4.

82 Navnlig bestemmer artikel 7, stk. 4, litra a) og b), foelgende:

»a) Klageren og de importoerer og eksportoerer, der vides beroert ... kan faa kendskab til alle de oplysninger, som [er] stillet til raadighed for Kommissionen ... forudsat at disse oplysninger har betydning for varetagelsen af deres interesser og ikke er fortrolige i henhold til artikel 8, og forudsat at Kommissionen anvender dem i undersoegelsen ...

b) Eksportoerer og importoerer af den vare, der er omfattet af undersoegelsen ... kan anmode om at blive underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke det paataenkes at anbefale paalaeggelse af endelig told ...«

83 Hensynet til de naevnte former for krav paa oplysninger skal afvejes i forhold til hensynet til opfyldelsen af faellesskabsinstitutionernes forpligtelse til at behandle forretningshemmeligheder fortroligt. Under alle omstaendigheder skal de beroerte parter have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsaette deres bemaerkninger vedroerende rigtigheden og relevansen af de paaberaabte faktiske omstaendigheder samt vedroerende de beviser, hvorpaa Kommissionen stoetter sin paastand om, at der foreligger dumping og en deraf foelgende skade (dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Raadet, a.st., praemis 17), senest under den procedure, der foerer til udstedelsen af den paagaeldende raadsforordning. Under et soegsmaal med paastand om annullation af en af Raadet udstedt antidumpingforordning kan den retslige proevelse udstraekke sig til elementer i den paagaeldende kommissionsforordning og til den procedure, der har foert til dennes udstedelse, for saa vidt raadsforordningen henviser til kommissionsforordningen.

84 Inden undersoegelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt faellesskabsinstitutionerne har foretaget en passende afvejning mellem hensynet til fortrolighed og hensynet til en overholdelse af kontradiktionsprincippet og bestemmelserne i grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b), og artikel 8, er der grund til at goere nogle bemaerkninger om sagens kontekst paa grundlag af de saerlige forhold paa det paagaeldende marked og om foelgerne heraf.

1. De saerlige forhold paa det paagaeldende marked og foelgerne heraf

85 I undersoegelsesperioden gjorde nogle ganske saerlige forhold sig gaeldende paa markedet for aspartam. For det foerste var der kun nogle faa leverandoerer af aspartam i verden, naermere bestemt dels de to sagsoegere, der var langt de stoerste leverandoerer, dels EF-producenten, HSC. Sagsoegerne havde et meget snaevert samarbejde og gennemfoerte naesten hele deres salg i Faellesskabet gennem deres faelles datterselskab, NSAG. Da aspartam fremstillet af de forskellige producenter var det samme produkt, havde konkurrencen for det andet i det vaesentlige form af konkurrence paa prisen.

86 Paa grund af disse saerlige forhold maatte sagsoegerne have et meget indgaaende kendskab til markedet, saaledes at det var muligt for dem paa grundlag af begraensede oplysninger at vaere informeret om EF-producentens situation, i oevrigt i et saadant omfang, at sagsoegerne kort tid efter indledningen af undersoegelsen gennem NSAG paa grundlag af en analyse udfaerdiget af raadgivningsfirmaet McKinsey havde et skoen over, hvad der indgik i HSC's produktionsomkostninger, og over disses struktur. Under disse omstaendigheder maatte faellesskabsinstitutionerne udvise saerlig stor tilbageholdenhed med hensyn til videregivelse af oplysninger, paa grundlag af hvilke sagsoegerne ville have kunnet faa kendskab til kommercielt foelsomme data, som kunne skade EF-producenten. Baade denne og sagsoegerne lagde da ogsaa stor vaegt paa de fremlagte oplysningers fortrolige karakter.

2. Den angiveligt utilstraekkelige karakter af de oplysninger, som blev meddelt foer indfoerelsen af endelig told

87 Selv om man gaar ud fra det af sagsoegerne anfoerte, hvorefter en overholdelse af kontradiktionsprincippet forudsaetter, at importoererne bliver underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke det paataenkes at indfoere midlertidig told, kan en manglende iagttagelse af de paagaeldende rettigheder ikke i sig selv medfoere, at forordningen om indfoerelse af endelig told er behaeftet med mangler. En forordning om indfoerelse af endelig told er en selvstaendig forordning i forhold til den paagaeldende forordning om indfoerelse af midlertidig told, ogsaa selv om den har sammenhaeng med denne forordning i et saadant omfang, at den under visse omstaendigheder traeder i stedet for den (Domstolens domme af 5.10.1988, sag 56/85, Brother Industries mod Kommissionen, Sml. s. 5655, praemis 6, og forenede sager 294/86 og 77/87, Technointorg mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 6077, praemis 12, Domstolens dom af 11.7.1990, forenede sager C-305/86 og C-160/87, Neotype Techmashexport mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 2945, praemis 13, og Rettens kendelse af 10.7.1996, sag T-208/95, Miwon mod Kommissionen, Sml. II, s. 635, praemis 20), saaledes at spoergsmaalet om gyldigheden af en forordning om indfoerelse af endelig told skal vurderes paa grundlag af de regler, der er gaeldende paa tidspunktet for dens udstedelse. For saa vidt en mangel ved den procedure, der har foert til udstedelsen af den paagaeldende forordning om indfoerelse af midlertidig told, er blevet afhjulpet under den procedure, der har foert til udstedelsen af forordningen om indfoerelse af endelig told, medfoerer det forhold, at forordningen om indfoerelse af midlertidig told har vaeret retsstridig, ikke, at det samme er tilfaeldet med forordningen om indfoerelse af endelig told. Det er kun, saafremt mangelen ikke er blevet afhjulpet, eller forordningen om indfoerelse af endelig told henviser til forordningen om indfoerelse af midlertidig told, at det forhold, at sidstnaevnte forordning har vaeret retsstridig, medfoerer, at forordningen om indfoerelse af endelig told er retsstridig.

88 Det maa herefter undersoeges, hvorvidt de beroerte parters ret til kontradiktion er blevet iagttaget under proceduren med henblik paa udstedelsen af den anfaegtede forordning om indfoerelse af endelig told og om endelig opkraevning af den midlertidige told.

3. De meddelte oplysningers angiveligt utilstraekkelige karakter i forhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) (oplysninger fra HSC)

89 I henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a), kan klageren og de eksportoerer og importoerer, der vides beroert, faa kendskab til alle de oplysninger, som de parter, der er beroert af en undersoegelse, har stillet til raadighed for Kommissionen, undtagen interne dokumenter udarbejdet af myndighederne i Faellesskabet eller dets medlemsstater, forudsat, for det foerste, at disse oplysninger har betydning for varetagelsen af de paagaeldendes interesser, for det andet, at oplysningerne ikke er fortrolige i henhold til artikel 8, for det tredje, at Kommissionen har anvendt oplysningerne i undersoegelsen og, for det fjerde, at den paagaeldende, der oensker at faa kendskab til oplysningerne, skriftligt har anmodet om at faa meddelt disse.

90 Ifoelge grundforordningens artikel 8, stk. 2, litra a), maa hverken Raadet, Kommissionen, medlemsstaterne eller personer i disses tjeneste videregive oplysninger, som de har modtaget i medfoer af forordningen, og som paa anmodning af den part, der har givet oplysningerne, skal behandles som fortrolige, medmindre denne part har givet saerlig tilladelse hertil. I henhold til artikel 8, stk. 2, litra b), skal anmodninger om fortrolig behandling angive, hvorfor oplysningerne er fortrolige. Saadanne anmodninger skal endvidere vedlaegges et ikke-fortroligt sammendrag af oplysningerne eller en begrundelse for, at et sammendrag af oplysningerne ikke kan tilvejebringes. I henhold til artikel 8, stk. 4, andet afsnit, kan faellesskabsinstitutionerne lade oplysninger ude af betragtning, saafremt den, der giver oplysningerne, ikke er villig til at fremsende et ikke-fortroligt sammendrag, naar et saadant sammendrag af oplysningerne kan tilvejebringes. Der gaelder dog efter bestemmelsen ikke nogen forpligtelse til at lade saadanne oplysninger ude af betragtning.

91 Det bemaerkes, at klageren fremlagde ikke-fortrolige sammendrag, som Kommissionen fremsendte til sagsoegerne. Selv om man gaar ud fra det af sagsoegerne anfoerte, hvorefter disse sammendrag var utilstraekkelige, var faellesskabsinstitutionerne ikke forpligtet til at lade oplysningerne ude af betragtning, idet de alene kunne lade dem ude af betragtning. Faellesskabsinstitutionerne var dog forpligtet til at give sagsoegerne mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsaette deres bemaerkninger vedroerende rigtigheden og relevansen af de paaberaabte faktiske omstaendigheder samt vedroerende de beviser, hvorpaa Kommissionen stoettede sin paastand om, at der forelaa dumping og en skade. Det maa foelgelig undersoeges, hvorvidt faellesskabsinstitutionerne opfyldte denne forpligtelse.

4. De meddelte oplysningers angiveligt utilstraekkelige karakter i forhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b)

a) Krav gaeldende for anmodninger om oplysninger

92 Ifoelge grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra c), nr. i), skal anmodninger om oplysninger i henhold til litra b) fremsaettes skriftligt og indeholde en praecisering af de saerlige punkter, om hvilke der soeges oplysninger.

93 Spoergsmaalet om, hvorvidt de af faellesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger var tilstraekkelige, maa vurderes paa grundlag af, hvor praecise oplysninger der blev anmodet om.

b) Undersoegelse af de fremsatte anmodninger om oplysninger og af de af faellesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger i) Generelle anmodninger om oplysninger

94 Sagsoegerne meddelte ved flere lejligheder, at de fandt de fremsendte oplysninger utilstraekkelige, hvorved der var tale om, at sagsoegerne alene generelt anmodede om at blive underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke Kommissionen paataenkte at anbefale paalaeggelse af told.

95 Kommissionen reagerede paa de paagaeldende generelle anmodninger om oplysninger ved skrivelse af 22. marts 1991. Naar henses til, hvor generelle anmodningerne var, maa denne skrivelse og bilagene til den antages at opfylde kravene i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b). Skrivelsen og bilagene indeholdt oplysninger, der var tilstraekkeligt omfattende til, at sagsoegerne havde mulighed for effektivt at fremsaette deres bemaerkninger vedroerende rigtigheden og relevansen af de paaberaabte faktiske omstaendigheder samt vedroerende de beviser, hvorpaa Kommissionen stoettede sin paastand om, at der forelaa dumping og en skade.

ii) Anmodninger om oplysninger vedroerende konkrete spoergsmaal

Kritikpunkter for saa vidt angaar de ved skrivelse af 14. december 1990 fremsatte anmodninger om oplysninger

96 Ved skrivelse af 14. december 1990 rejste NSC endvidere nogle konkrete spoergsmaal vedroerende referenceprisen. Senere henviste ikke alene NSC, men ogsaa Ajico, selv om dette selskab ikke udtrykkeligt havde tilsluttet sig NSC's henvendelse, til denne skrivelse og opfordrede Kommissionen til i givet fald at uddybe et eller flere af sine svar paa skrivelsen. Under den administrative procedure praeciserede sagsoegerne dog ikke, hvorved de af faellesskabsinstitutionerne meddelte oplysninger maatte anses for utilstraekkelige, ligesom sagsoegerne ikke naermere angav, paa hvilke saerlige punkter de oenskede yderligere oplysninger.

97 Kommissionen reagerede paa disse anmodninger om oplysninger ved skrivelse af 18. december 1990. Det boer undersoeges, hvorvidt Kommissionens svar var tilstraekkelige til, at sagsoegerne effektivt kunne varetage deres interesser. Retten vil begraense sin undersoegelse af svarene til de punkter, som er genstand for kritik fra sagsoegernes side.

- Kapacitetsudnyttelsesgrad

98 Sagsoegerne kan ikke med foeje kritisere, at faellesskabsinstitutionerne ikke gav dem oplysning om de grundlaeggende forudsaetninger og beregningsmetoder i forbindelse med fastlaeggelsen af EF-producentens produktionskapacitet, idet sagsoegerne ikke anmodede om saadanne oplysninger. Deres anmodning om oplysninger angik den kapacitetsudnyttelsesgrad, der var blevet regnet med ved fastlaeggelsen af referenceprisen. Det savner grundlag for sagsoegerne i denne forbindelse at kritisere, at faellesskabsinstitutionerne undlod at praecisere, om denne udnyttelsesgrad svarede til den faktiske udnyttelsesgrad ved slutningen af undersoegelsesperioden eller til den gennemsnitlige udnyttelsesgrad. I sin skrivelse af 14. december 1990 anmodede NSC alene om oplysninger herom for det tilfaelde, at der af fortrolighedsgrunde ikke kunne angives en procentdel. Da Kommissionen meddelte, at den havde regnet med en maksimal kapacitetsudnyttelse, dvs. med en udnyttelsesgrad paa 100%, var den ikke forpligtet til at besvare det subsidiaert rejste spoergsmaal. Sagsoegerne anmodede ikke under den administrative procedure om yderligere oplysninger vedroerende dette spoergsmaal, hvorfor Kommissionen maa anses for at have givet en fyldestgoerende besvarelse af NSC's spoergsmaal. Da det i oevrigt ikke er blevet bestridt, at Kommissionen regnede med en maksimal produktionskapacitetsudnyttelse ved slutningen af undersoegelsesperioden, dvs. den for sagsoegerne mest fordelagtige forudsaetning, kunne eventuelle yderligere bemaerkninger fra sagsoegerne om spoergsmaalet ikke have betydning for den udnyttelsesgrad, der blev lagt til grund.

- Den periode, der blev lagt til grund som den, ved hvis udloeb EF-producenten ville opnaa en oekonomisk balance og en fortjenstmargen paa 8%

99 Ud over svaret i sin skrivelse af 18. december 1990 bemaerkede Kommissionen i sin underretningsskrivelse af 22. marts 1991, at det ville vaere afgoerende, at tolden daekkede forskellen mellem eksportprisen og referenceprisen, der er udtryk for den mindstepris, som er noedvendig for, at den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet kan daekke sine omkostninger og opnaa en rimelig fortjenstmargen. For saa vidt angaar spoergsmaalet om ansaettelsen af denne fortjenstmargen anfoerte Kommissionen, at den havde taget hensyn til, at EF-producenten netop havde passeret opstartsfasen, til, at der herskede usikkerhed om udviklingen i det fremtidige salg, som ogsaa ville kunne falde ud til amerikansk fordel, men tillige kunne blive negativ, og til, at der kunne udvikles substituerende produkter, som kunne afkorte aspartams levetid.

100 Disse oplysninger angav i tilstraekkelig grad de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, som den paagaeldende anmodning om oplysninger vedroerte.

101 I oevrigt redegjorde NSC i sin skrivelse af 2. april 1991 for sin opfattelse vedroerende spoergsmaalet, hvorved selskabet fuldt ud fik lejlighed til at varetage sine interesser.

- Inddragelse af subsidierne til EF-producenten og spoergsmaalet om disses forenelighed med traktaten

102 I sin skrivelse af 18. december 1990 meddelte Kommissionen, at den havde taget hensyn til subsidierne til EF-producenten ved fastlaeggelsen af referenceprisen, uden dog herved at have taget stilling til spoergsmaalet om subsidiernes forenelighed med traktaten.

103 Sagsoegerne har ikke naermere forklaret, hvorledes det forhold, at subsidierne til EF-producenten maatte have vaeret uforenelige med traktaten, ville have kunnet foere til en lavere antidumpingtold.

104 Foelgelig kan de manglende udtrykkelige oplysninger fra Kommissionen om dette spoergsmaal ikke vaere udtryk for en tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 7, stk. 4, saaledes at forholdet ikke kan foere til en annullation af den anfaegtede forordning.

- Den andel for generalomkostninger, der indgik i den referencepris, som blev betalt til datterselskabet DSM

105 I sit svar af 18. december 1990 bekraeftede Kommissionen blot, at HSC havde bidraget til daekning af DSM's generalomkostninger, og anfoerte, at det ikke ville have vaeret i HSC's anden aktionaers interesse paa kunstig maade at oppuste disse omkostninger.

106 Det bemaerkes, at der ved Kommissionens svar ikke blev taget klart stilling til det paagaeldende spoergsmaal, men at en meddelelse om andelens stoerrelse ikke ville have medfoert, at NSC mere effektivt kunne have varetaget sine interesser. Medmindre der endvidere var blevet givet meddelelse om det naermere indhold af generalomkostningerne, ville saadanne oplysninger ikke have gjort det muligt for NSC at udtale sig om spoergsmaalet, hvorvidt omkostningerne var rimelige. Det bemaerkes herved, at oplysninger om den paagaeldende EF-producents generalomkostninger, som er omkostninger, der indgaar i produktionsomkostningerne, er fortrolige, saaledes at disse oplysninger ikke som saadan kunne meddeles NSC (jf. Domstolens dom af 5.10.1988, sag 250/85, Brother Industries mod Raadet, Sml. s. 5683, praemis 34). Det tiltraedes derfor, at Kommissionen ikke meddelte yderligere oplysninger om det naevnte spoergsmaal.

- NSAG's bestraebelser paa at udvikle markedet

107 Vedroerende det rejste spoergsmaal om, hvorvidt Kommissionen havde taget hensyn til, at HSC have kunnet drage fordel af NSAG's bestraebelser paa at udvikle markedet, anfoerte Kommissionen i sin skrivelse af 18. december 1990, at den fandt denne anmodning om oplysninger uklar, idet den opfordrede NSC til at praecisere spoergsmaalet. Da NSC undlod dette, kan faellesskabsinstitutionerne ikke kritiseres for ikke at have givet en mere uddybende besvarelse af spoergsmaalet.

Andre konkrete kritikpunkter

- Detaljerede oplysninger om sammensaetningen af referenceprisen

108 Det bemaerkes indledningsvis, at den referencepris, der blev regnet med ved fastlaeggelsen af tolden, i vid udstraekning blev beregnet paa grundlag af EF-producentens produktionsomkostninger. Saadanne oplysninger er fortrolige (dommen i sagen Brother Industries mod Raadet, a.st., praemis 34).

109 Under den administrative procedure gjorde sagsoegerne blot gaeldende, at de oplysninger om den omkostningsstruktur, der indgik i referenceprisen, saaledes som disse oplysninger fremgik af bilag 3 til Kommissionens skrivelse af 22. marts 1991, var utilstraekkelige for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvad der naermere indgik i referenceprisen. Denne generelle kritik og det af sagsoegerne anfoerte, hvorefter Kommissionen havde undladt at give meddelelse om vaesentlige taloplysninger og faktiske omstaendigheder for saa vidt angaar spoergsmaalet om skadesmargenen, gjorde det ikke muligt for faellesskabsinstitutionerne at bestemme arten af de ikke-fortrolige oplysninger, som ville have gjort det muligt for sagsoegerne mere effektivt at varetage deres interesser. Naar henses til de saerlige forhold paa det paagaeldende marked, sagsoegernes kendskab til dette og til deres europaeiske konkurrents situation og det forhold, at elementerne i referenceprisen var et meget problematisk spoergsmaal hvad angaar fortrolighed, maatte faellesskabsinstitutionerne undlade at meddele oplysninger, som ville have gjort det muligt for sagsoegerne med forholdsmaessig stor praecision at faa overblik over de naermere elementer i, strukturen af og i sidste instans stoerrelsen af EF-producentens omkostninger. Da disse oplysninger var fortrolige (dommen i sagen Brother Industries mod Raadet, a.st., praemis 34), ville det kun have vaeret, saafremt faellesskabsinstitutionerne havde haft ganske noejagtigt kendskab til de spoergsmaal, som sagsoegerne oenskede uddybet, eller i hvert fald til formaalet med sagsoegernes oenske om yderligere oplysninger, at de under iagttagelse af kravene om fortrolighed i sagen kunne have overvejet at meddele yderligere oplysninger vedroerende referenceprisen.

110 Da sagsoegerne ikke gav anledning til nogen overvejelse af denne art for faellesskabsinstitutionernes vedkommende, savner det grundlag for sagsoegerne at kritisere, at Kommissionen undlod at give dem mere detaljerede oplysninger om sammensaetningen af referenceprisen end dem, der fremgik af bilag 3 til Kommissionens skrivelse af 22. marts 1991. Da sagsoegerne ikke anmodede om konkrete oplysninger vedroerende den form for finansieringsomkostninger, der var blevet taget hensyn til, eller vedroerende disse omkostningers fordeling, og heller ikke om konkrete oplysninger vedroerende betydningen af laan i forhold til egne midler, savner det navnlig grundlag for dem at kritisere faellesskabsinstitutionerne for ikke at have givet naermere oplysninger om disse spoergsmaal.

111 For saa vidt angaar dommen i sagen Timex mod Raadet og Kommissionen, jf. ovenfor - som sagsoegerne har henvist til - var forholdet i denne sag det, at faellesskabsinstitutionerne alene havde givet oplysning om de enkelte punkter i beregningen af referenceprisen uden at saette tal paa dem. I naervaerende sag gav faellesskabsinstitutionerne derimod oplysning om de omkostningselementer, der blev taget hensyn til ved beregningen af referenceprisen, idet de angav taloplysninger i form af oplysninger med 10%'s noejagtighed om, hvor stor en procentdel af omkostningerne de enkelte elementer udgjorde. Naar henses til EF-producentens anmodninger om fortrolig behandling, findes de til sagsoegerne meddelte oplysninger vedroerende sammensaetningen af referenceprisen at have vaeret tilstraekkelige.

112 For saa vidt angaar dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer mod Raadet, jf. ovenfor - som sagsoegerne ligeledes har henvist til - var forholdet i denne sag det, at sagsoegte ikke bestred, at faellesskabsinstitutionerne havde kunnet meddele det sagsoegende selskab oplysninger, paa grundlag af hvilke dette mere effektivt ville have kunnet varetage sine interesser, idet sagsoegte anfoerte, at Kommissionen ved en skrivelse havde meddelt sagsoegeren saadanne oplysninger. Den i sagen anfaegtede forordningen blev dog annulleret, fordi sagsoegte ikke havde foert bevis for, at sagsoegeren havde modtaget den paagaeldende skrivelse. I naervaerende sag goer sagsoegte derimod gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne paa grund af deres forpligtelse til fortrolig behandling ikke kunne videregive en raekke oplysninger, der er omtvistede.

113 Hvad endelig angaar dommen i Noelle-sagen, jf. ovenfor, fastslog Domstolen, at den i denne sag omtvistede forordning var ugyldig, ikke fordi der var sket nogen tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet, men fordi den normale vaerdi ikke var blevet fastlagt paa en »hensigtsmaessig og ikke-urimelig maade« efter grundforordningens artikel 2, stk. 5, litra a). Spoergsmaalet om, hvorvidt faellesskabsinstitutionerne i henseende til de for naervaerende sag relevante bestemmelser har overskredet graenserne for deres skoensmaessige befoejelser ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi, vil blive undersoegt som led i behandlingen af det foelgende anbringende, der angaar tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3.

- Inddragelse i referenceprisen af visse af EF-producentens omkostninger til etablering samt afskrivning

114 I deres bemaerkninger af 2. april 1991 anfoerte NSC og NSAG, at HSC havde haft udgifter og betydelige vanskeligheder i forbindelse med etableringen, og at omkostningerne til etableringen af produktionsanlaegget ikke kunne inddrages ved beregningen af referenceprisen. Sagsoegerne gjorde endvidere gaeldende, at HSC'S udgifter til advokathonorarer i forbindelse med retssager mod dem ikke kunne anses for produktionsomkostninger, idet disse udgifter i hvert fald maatte anses for afholdt over en vis periode. Sagsoegerne anmodede derimod ikke om oplysninger vedroerende de grundlaeggende forudsaetninger for og de anvendte metoder til inddragelse af omkostningerne til etablering ved beregningen af referenceprisen (herunder navnlig hvad angaar beregningsmetoderne i forbindelse med spoergsmaalet om afskrivning og grundene til, at faellesskabsinstitutionerne havde regnet med en afskrivningsperiode paa ti aar), ligesom sagsoegerne ikke anmodede om naermere oplysninger med hensyn til de to udgiftsposter i forbindelse med omkostningerne til etablering, der var blevet inddraget.

115 Ved skrivelse af 18. april 1991 meddelte Kommissionen, at bortset fra to udgiftsposter, som i henhold til nederlandsk lovgivning skulle anses for afskrevet, var omkostningerne til etablering blevet holdt uden for beregningen, herunder udgifter til advokathonorarer.

116 Det maa foelgelig fastslaas, at selv om man gaar ud fra, at NSC's og NSAG's bemaerkninger af 2. april 1991 maatte anses for en anmodning om at blive underrettet som forudsat i grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra b), var Kommissionens skrivelse af 18. april 1991 udtryk for et fyldestgoerende svar herpaa.

- Raamaterialer koebt hos forbundne virksomheder

117 Det savner grundlag for sagsoegerne at kritisere, at faellesskabsinstitutionerne undlod at give dem oplysninger om den andel af raamaterialerne, som EF-producenten koebte hos forbundne leverandoerer, idet sagsoegerne ikke fremsatte nogen saerlig anmodning om oplysninger vedroerende dette spoergsmaal.

c) Konklusion

118 Naar henses navnlig til de ganske saerlige forhold paa det paagaeldende marked, til sagsoegerne indgaaende kendskab til dette og til deres mulighed for paa dette grundlag i givet fald at anmode om relevante naermere oplysninger, maa det herefter fastslaas, at faellesskabsinstitutionerne iagttog deres oplysningspligt i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, litra a) og b).

119 Anbringendet maa foelgelig forkastes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 2, stk. 3

Parternes argumenter

120 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at sagsoegte har anlagt en aabenbar fejlvurdering, undladt at tage hensyn til afgoerende forhold og tilsidesat traktaten og grundforordningen ved med henblik paa fastlaeggelsen af den normale vaerdi at sammenligne priserne paa hjemmemarkedet i USA med priserne paa markedet i Faellesskabet.

121 Sagsoegerne anfoerer, at priserne paa markedet i USA ikke kunne danne grundlag for en passende sammenligning som forudsat i grundforordningens artikel 2, stk. 3, litra a) og b), og ikke kunne anses for en pris i normal handel. I modsaetning til, hvad der var tilfaeldet med markedet i Faellesskabet, som var praeget af fri konkurrence, var det amerikanske marked praeget af en monopolstilling, der skyldtes patentbeskyttelsen af aspartam. Naar der er tale om et marked uden konkurrence, er faellesskabsinstitutionerne forpligtet til at bestemme dumpingens omfang paa grundlag af en beregnet vaerdi. Det savner hjemmel at sammenligne priserne paa to markeder med forskellige strukturer, hvilket Domstolen da ogsaa har antaget i dommen i sagen Brother Industries mod Raadet, jf. ovenfor. Det fremgaar endvidere af Kommissionens beslutning i sagen om »paerer nedlagt i sukkerlage med oprindelse i Australien«, at konkurrencekriteriet er et afgoerende kriterium. Heller ikke efter amerikansk ret kan der foretages en sammenligning mellem priser uden hensyntagen til virkningerne af en beskyttelse som foelge af intellektuelle ejendomsrettigheder (Lightweight Polyester Filament Fabric from Japan-sagen, 49 Fed. Reg. 472, 1984, og Generic Cephalexin Capsules from Canada-sagen, 53 Fed. Reg. 47562, 1988).

122 En patenthaver kan forhoeje prisen paa det paagaeldende produkt, hvilket er udtryk for et vederlag for opfindelsen. Fastlaegger man den normale vaerdi paa grundlag af priser, der anvendes som led i en patentbeskyttelse, sanktionerer man den paagaeldende opfinder, naar denne goer brug af sine patentrettigheder, hvorved hverken faellesskabsretten eller GATT opstiller noget krav om, at en patenthaver skal afstaa fra sin ret til at eksportere. Forlanges det af en patenthaver, at han saelger i Faellesskabet til en hoejere pris end markedsprisen, er dette en forskelsbehandling af patenthavere i tredjelande, som giver en uberettiget fordel for de paagaeldende producenter i Faellesskabet.

123 Endelig goer sagsoegerne gaeldende, at da sagsoegte ikke har begrundet, hvorfor de patentbeskyttelsesrelaterede priser var sammenlignelige med priserne ved eksport til faellesskabet, har sagsoegte tilsidesat sin begrundelsespligt (traktatens artikel 190).

124 Sagsoegte har gjort gaeldende, at anbringendet boer forkastes. Sagsoegte bestrider, at den normale vaerdi er blevet fastlagt paa retsstridig maade, idet den blev beregnet paa grundlag af en pris, der var et resultat af normale markedsvilkaar, og som gjorde det muligt at foretage en passende sammenligning.

125 Intervenienten har herudover anfoert, at det ikke ses, hvorfor den normale vaerdi ikke kan fastlaegges paa grundlag af priser, der paavirkes af patenter, for saa vidt disse priser afspejler de reelle markedsvilkaar i eksportlandet.

Rettens bemaerkninger

126 Det bemaerkes, at en indfoerelse af antidumpingtold i henhold til grundforordningen ikke er underlagt andre betingelser, end at der anvendes forskellige priser paa henholdsvis hjemmemarkedet (her markedet i USA) og eksportmarkedet (her markedet i Faellesskabet), og at denne prisforskel forvolder skade.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0159.1

127 Kriterierne vedroerende markedsstrukturen og graden af konkurrence er ikke i sig selv afgoerende for at vaelge en anvendelse af en beregnet vaerdi som den normale vaerdi fremfor en anvendelse af de faktiske priser som grundlag for denne vaerdi, naar de faktiske priser er et resultat af markedsvilkaarene. Som Kommissionen anfoerte i sin forordning (16. betragtning, der bekraeftes ved 8. betragtning til raadsforordningen), er »en forskel i priselasticiteten mellem det amerikanske marked og EF-markedet ... en forudsaetning for forskelle i prisen«, saaledes at »dumping aldrig kunne sanktioneres«, saafremt der skulle tages hensyn hertil. Sagsoegerne har ikke godtgjort, at de priser, paa grundlag af hvilke den normale vaerdi blev fastlagt, ikke var et resultat af markedsvilkaarene eller ikke afspejlede den faktiske situation paa markedet i USA, saaledes at det savnede grundlag at anvende en normal vaerdi i form af en beregnet vaerdi frem for en normal vaerdi fastlagt paa grundlag af de priser, der rent faktisk blev betalt paa markedet i USA.

128 Endelig er den anfaegtede forordning ikke udtryk for, at NSC er blevet frataget sine amerikanske patentrettigheder, idet forordningen ikke har gjort indgreb i sagsoegerens ret til at udelukke alle andre fra at fremstille og forhandle aspartam i USA, naermere bestemt indtil udloebet af patentets gyldighedsperiode, ligesom forordningen ikke har grebet ind i sagsoegerens ret til paa dette marked at anvende saa hoeje priser som muligt. Det bemaerkes herved, at patenthaverens eneret til fremstilling og forhandling har til formaal at bidrage til daekning af udgifterne til forsknings-, og udviklingsbestraebelser, ikke alene i forbindelse med succesrige projekter, men ogsaa i forbindelse med projekter, der er uden resultat. Dette forhold er udtryk for en yderligere oekonomisk grund til ved fastlaeggelsen af den normale vaerdi at gaa ud fra de priser, der anvendes som led i et patent.

129 Det maa herefter fastslaas, at sagsoegerne ikke har godtgjort, at faellesskabsinstitutionerne anlagde en forkert retlig vurdering eller et aabenbart fejlskoen for saa vidt angaar de faktiske omstaendigheder ved at fastlaegge den normale vaerdi for importeret aspartam paa grundlag af de priser, der blev anvendt i USA som led i en patentbeskyttelse.

130 Hvad angaar det af sagsoegerne anfoerte om, at valget af de naevnte priser som grundlag for den normale vaerdi blev utilstraekkeligt begrundet, bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at den begrundelse, der kraeves i henhold til traktatens artikel 190, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som er lagt til grund af den faellesskabsinstitution, der har udstedt den anfaegtede retsakt, dels saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning for, at de kan forsvare deres rettigheder, dels saaledes at den paagaeldende EF-retsinstans kan udoeve sin proevelsesret (Domstolens dom af 26.6.1986, sag 203/85, Nicolet Instrument, Sml. s. 2049, praemis 10, og Domstolens domme af 7.5.1987, sag 240/84, NTN Toyo Bearing m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1809, praemis 31, og sag 255/84, Nachi Fujikoshi mod Raadet, Sml. s. 1861, praemis 39).

131 I den anfaegtede forordning (8. betragtning) bekraeftes 12.-19. betragtning til kommissionsforordningen.

132 I 18. betragtning til sidstnaevnte forordning anfoerte Kommissionen foelgende vedroerende argumentet om, at priserne i USA paa grund af patentbeskyttelsen af aspartam dér ikke reelt var sammenlignelige priser:

»Kommissionen kan ikke acceptere denne paastand som berettiget. Skadevoldende prisdiskrimination fordoemmes i EF-lovgivningen og international ret uanset grundene til en saadan diskrimination. Patentet i USA er som saadant ikke bestemmende for prisniveauet for hjemmemarkedet. Hvis eksportoeren benytter sin stilling som patenthaver til at tage hoejere priser paa hjemmemarkedet end ved eksportsalg, maa en saadan praksis tilskrives hans forretningsmaessige beslutningsfrihed. Der er ingen grund til, at en saadan prisdifferentiering i det omfang, den paafoerer den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet skade, ikke skal vaere omfattet af antidumpingreglerne.«

133 Det anfoerte var tilstraekkeligt til, at de beroerte parter kunne faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, saaledes at de kunne forsvare deres rettigheder, og til, at Retten kan udoeve sin proevelsesret. Forordningen maa foelgelig paa det naevnte punkt anses for at vaere blevet tilstraekkeligt begrundet.

134 Anbringendet maa herefter forkastes.

Anbringenderne om tilsidesaettelse af traktaten og af grundforordningens artikel 2, stk. 1, artikel 4 og artikel 13 og om forkert beregning af antidumpingtolden

Parternes argumenter

135 Sagsoegerne har i foerste raekke gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne har anlagt et aabenbart urigtigt skoen vedroerende de af sagsoegerne fremlagt bevisligheder, og at de endvidere har tilsidesat bestemmelserne vedroerende konstatering af skade i GATT's antidumpingkodeks og i grundforordningen.

136 Sagsoegerne anfoerer, at det ved de naevnte bevisligheder var blevet dokumenteret, at EF-producenten ikke blev paafoert nogen betydelig skade, og at selskabets resultater var saa gode, som man med rimelig kunne forvente. HSC kunne ikke med rimelighed forvente inden for et aar efter paabegyndelsen af selskabets produktion af opnaa en fortjeneste, og slet ikke en fortjeneste paa 8%.

137 Ved starten af undersoegelsen havde EF-producenten fremstillet aspartam i mindre end seks maaneder og befandt sig derfor stadig i opstartsfasen. Virksomheden var ny paa markedet og udsat for mange vanskeligheder som f.eks. sagsoegernes teknologiske forspring, manglende stordriftsfordele under opstartsfasen og det forhold, at virksomheden i en periode savnede erfaring. Virksomheden var ikke effektiv, heller ikke i betragtning af den relativt lave produktionskapacitetsudnyttelsesgrad. Dens omkostninger var meget hoeje (jf. 49. betragtning til kommissionsforordningen, der omtaler betydelige omkostninger i indkoeringsperioden). Navnlig repraesenterede virksomhedens finansielle omkostninger mellem 5 og 15% af dens samlede omkostninger, hvilket tyder paa store gaeldsbyrder.

138 EF-producenten opererede paa et marked, der var praeget af et prisfald paa aspartam, som skyldtes markedsvilkaarene. Konkurrencen paa markedet i Faellesskabet fra en lang raekke andre effektive og billige soedemidler, der skyldtes en manglende indgaaende lovregulering og den omstaendighed, at forbrugerne i Faellesskabet i mindre grad end de amerikanske og japanske forbrugere interesserer sig for de sundhedsmaessige aspekter af disse produkter, havde medfoert et betydeligt prisfald siden 1983, dvs. fem aar foer paabegyndelsen af HSC's produktion.

139 Paa trods af disse vilkaar opnaaede EF-producenten en betydelig omsaetning af aspartam. Det er ikke blevet godtgjort, at det fald i efterspoergslen, der ville vaere indtruffet i tilfaelde af hoejere priser, ikke ville have neutraliseret indtaegtsstigningen, og dermed saa meget mindre, at der ville vaere sket en loesning af det problem, som underudnyttelsen af HSC's produktionskapacitet udgjorde. Paa grund af det snarlige ophoer af gyldighedsperioden for NSC's patent havde EF-producenten endvidere gode udsigter til at opnaa en omsaetning paa det saerligt lukrative amerikanske marked og til stoerre stordriftsfordele.

140 Det fremgaar af de af sagsoegerne fremlagt bevisligheder, herunder navnlig den af raadgivningsfirmaet McKinsey udfaerdigede analyse, at en virksomhed, der gaar ind for foerste gang paa et marked i udvikling, ikke kan regne med at opnaa en oekonomisk balance inden for de foerste aar. Det er urealistisk at forestille sig, at der uden en betydelig prisnedsaettelse kan erobres kunder fra allerede etablerede producenter. Det gaelder endvidere, at en ny virksomhed, der soeger at oege sin markedsandel ved at underbyde, udsaetter sig selv for den risiko, at tendensen til prisfald forstaerkes, saaledes at virksomheden kun opnaar en rent symbolsk markedsandel, hvilket saa meget mere vil vaere tilfaeldet, naar priserne allerede er lave som foelge af konkurrence fra substituerende produkter.

141 I replikken har sagsoegerne gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne ikke begrundede, hvorfor HSC burde have naaet en hoejere produktionskapacitetsudnyttelsesgrad og straks burde have vaeret i stand til at saelge enhver maengde aspartam, som virksomheden kunne producere.

142 Sagsoegerne har for det andet gjort gaeldende, at det var med urette, at Kommissionen anfoerte, at den omtvistede import var aarsagen til den angivelige skade, og herunder navnlig, at »NSAG's nedsaettelse af eksportpriserne skete samtidig med klagerens foerste optraeden paa EF-markedet« (45. betragtning til kommissionsforordningen).

143 Det anfoerte om, at konkurrencen blev oeget efter udloebet af patenternes gyldighedsperiode i Faellesskabet, mellem 1986 og 1988 (54. betragtning til kommissionsforordningen), er endvidere i strid med den konklusion, hvorefter den omtvistede import var aarsagen til prisfaldet. Hvad derimod angaar markedet i USA gav den stigende efterspoergsel, forbuddet mod cyklamat, anbefalingerne om ikke at bruge sakkarin og NSC's patent grundlag for en prisstigning.

144 Faellesskabsinstitutionerne har i tidligere tilfaelde taget hensyn til forhold, der ligner forholdene i denne sag, navnlig til konkurrence inden for Faellesskabet og til meget hoeje omkostninger for EF-producenterne, og har paa dette grundlag antaget, at der ikke har kunnet vaere nogen aarsagssammenhaeng mellem den paagaeldende import og skaden for erhvervsgrenen i Faellesskabet (Kommissionens beslutning 86/344/EOEF af 17.7.1986 om afslutning af antidumpingproceduren vedroerende importen af Portland cement med oprindelse i Den Tyske Demokratiske Republik, Polen og Jugoslavien (EFT L 202, s. 43, 24. betragtning)).

145 For det tredje har sagsoegerne gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne har tilsidesat grundforordningens artikel 13, stk. 3, idet de ansatte den antidumpingtold, der var noedvendig for at afhjaelpe den angivelige skade, for hoejt. Antidumpingtolden blev saaledes fastlagt paa grundlag af en referencepris, ved hvis beregning faellesskabsinstitutionerne baserede sig paa EF-producentens omkostninger. Da disse omkostninger var uforholdsmaessigt hoeje, burde referenceprisen have vaeret fastlagt paa grundlag af omkostningerne hos en af eksportoererne eller hos en producent inden for en lignende branche eller, subsidiaert, vaere blevet fastsat til prisen i Faellesskabet, eller - under forudsaetning af underbud - til prisen i Faellesskabet forhoejet med et beloeb svarende hertil, i lighed med, hvordan faellesskabsinstitutionerne er gaaet frem i andre tilfaelde (jf. f.eks. Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3232/89 af 24.10.1989 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af farvefjernsynsmodtagere med lille billedskaerm med oprindelse i Republikken Korea (EFT L 314, s. 1) og Kommissionens forordning (EOEF) nr. 129/91 af 11.1.1991 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af farvefjernsynsmodtagere med lille billedskaerm med oprindelse i Hong Kong og Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 14, s. 31)). I en raekke tilfaelde har faellesskabsinstitutionerne endog regnet med den mest konkurrencedygtige producents omkostninger.

146 Selv om man gaar ud fra, at den angivelige skade udelukkende skyldtes importen, maa referenceprisen alligevel antages at have vaeret fejlagtig. De produktionsomkostninger, som faellesskabsinstitutionerne lagde til grund, var saa ekstremt hoeje, at de kun kunne vaere resultatet af en regnefejl.

147 Sagsoegte og intervenienten har gjort gaeldende, at anbringenderne boer forkastes. De anfoerer i det vaesentlige, at der ved fastlaeggelsen af skaden, ved konstateringen af, at der var en aarsagssammenhaeng mellem denne og dumpingimporten, og ved beregningen af antidumpingtolden paa behoerig maade blev taget hensyn til, at EF-producenten var en ny virksomhed paa markedet, og til, at selskabet derfor var mindre konkurrencedygtigt end sagsoegerne. Det savner endvidere grundlag, at konkurrence fra andre soedemidler var saa stor for saa vidt angaar priser, at dette kunne have vaeret aarsag til skaden.

Rettens bemaerkninger

148 Afgoerelsen om, hvorvidt der foreligger en skade, og om, hvorvidt der er en aarsagssammenhaeng mellem denne og den paagaeldende dumpingimport, forudsaetter en vurdering af komplicerede oekonomiske spoergsmaal. Faellesskabsinstitutionerne raader herved over et vidt skoen (jf. f.eks. Domstolens dom af 7.5.1991, sag C-69/89, Nakajima mod Raadet, Sml. I, s. 2069, praemis 86, og Rettens dom af 28.9.1995, sag T-164/94, Ferchimex mod Raadet, Sml. II, s. 2681, praemis 111 og 131).

149 I den anfaegtede forordning (26. betragtning) anfoerte sagsoegte:

»... ved afgoerelsen af, om den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet er blevet paafoert vaesentlig skade, er der taget hensyn til foelgende faktorer:

Faellesskabsproducenten begyndte at saelge den paagaeldende vare i 1988 og vandt en forholdsvis lille del af markedet i Faellesskabet, hvor de amerikanske og japanske producenter/eksportoerer stadig har langt den stoerste andel. Denne indtraengen paa markedet blev af de amerikanske konkurrenter imoedegaaet med en betydelig prisnedsaettelse, som foerte til vaesentlige tab for faellesskabsproducenten og hindrede ham i at foroege udnyttelsen af produktionskapaciteten, hvorved der kunne vaere opnaaet stordriftsfordele. Ved udgangen af undersoegelsesperioden havde tabet naaet et omfang, som direkte truede den paagaeldende erhvervsgrens fortsatte bestaaen«.

150 Hvad angaar spoergsmaalet om EF-producentens angiveligt manglende effektivitet bemaerkes, at den omstaendighed, at en producent i Faellesskabet er udsat for vanskeligheder, der ogsaa skyldes andre forhold end dumpingen, ikke er nogen begrundelse for ganske at udelukke enhver form for beskyttelse af producenten mod den skade, der skyldes dumpingen (Domstolens domme af 5.10.1988 i sagen Brother Industries mod Raadet, a.st., praemis 42, og i de forenede sager 277/85 og 300/85, Canon m.fl. mod Raadet, Sml. s. 5731, praemis 63).

151 Det bemaerkes herefter, at EF-producenten i undersoegelsesperioden stadig befandt sig i opstartsfasen. Det fremgaar af et dokument, som sagsoegerne som svar paa Rettens spoergsmaal af 22. januar 1997 har fremlagt, at sagsoegernes produktionsomkostninger i de to foerste aar efter, at de havde paabegyndt produktionen, var mere end dobbelt saa hoeje som deres produktionsomkostninger i undersoegelsesperioden. Selv om man gaar ud fra det af sagsoegerne anfoerte, hvorefter deres produktionsomkostninger i undersoegelsesperioden var omkring det halve af EF-producentens, kan faellesskabsinstitutionerne herefter ikke antages at have overskredet graenserne for deres skoensmaessige befoejelser ved at regne med EF-producentens omkostninger ved fastlaeggelsen af den referencepris, under hvilken EF-producenten maatte antages at blive paafoert en skade.

152 Hvad angaar konkurrencen fra andre og billigere soedemidler, der kan erstatte aspartam, fremgaar det af 31. betragtning til den anfaegtede forordning, at sagsoegte skoennede, at den omstaendighed, at der var andre effektive foedemidler paa markedet, ikke i vaesentlig grad paavirkede prisen paa aspartam, og at dette forhold ikke var aarsagen til det prisfald, der indtraf fra det tidspunkt, hvor EF-producenten besluttede at gaa ind paa markedet. I sine svar paa Rettens spoergsmaal af 22. januar 1997 og under retsmoedet har sagsoegte gjort gaeldende, at konkurrencen fra andre soedemidler var begraenset som foelge af aspartams saerlige kvaliteter, herunder navnlig dette soedemiddels smag.

153 I betragtning af aspartams smagsmaessige overlegenhed kunne sagsoegte med rimelighed antage, at efterspoergslen efter dette soedemiddel ikke i vaesentlig grad blev paavirket af andre og billigere effektive soedemidler paa markedet, naar henses til de nedenfor angivne oplysninger, der fremgaar af sagens akter, herunder navnlig af oversigterne i den rapport, som sagsoegerne med henblik paa besvarelsen af Rettens spoergsmaal af 22. januar 1997 lod raadgivningsfirmaet LMC International udfaerdige i marts 1997. For det foerste har aspartam skabt sig en sikker stilling paa markedet, selv om stoffet er dyrere end andre soedemidler. For det andet koeber brugere af soedemidler ikke blot de billigste, idet efterspoergslen efter aspartam i Faellesskabet i oevrigt steg efter indfoerelsen af antidumpingtolden. For det tredje repraesenterer udgiften til et effektivt soedemiddel kun en marginal del af de samlede omkostninger i forbindelse med det faerdige produkt.

154 Under disse omstaendigheder er det ligeledes en rimelig antagelse, at en producent af aspartam, ogsaa selv om den paagaeldende virksomhed er ny paa markedet, vil vaere i stand til at opnaa en fortjeneste paa 8% inden for 18 maaneder, saa meget mere naar henses til, at denne fortjenstmargen blev ansat ud fra teoretiske produktionsomkostninger fastlagt paa grundlag af en forudsaetning om en maksimal produktionskapacitetsudnyttelse. At antagelsen er rimelig, stoettes af det forhold, at det kunne forventes, at brugerne reagerede positivt, for saa vidt der var tale om en ny virksomhed paa et marked praeget af et monopol.

155 Hvad angaar prisfaldet paa aspartam i Faellesskabet har sagsoegerne ikke afkraeftet rigtigheden af, hvad sagsoegte har anfoert i sine svar paa Rettens spoergsmaal af 22. januar 1997, og hvorefter lavere omkostninger kunne forklare prisfaldet mellem 1983 og 1987, men ikke det senere prisfald. Sagsoegerne har heller ikke imoedegaaet det af sagsoegte anfoerte, hvorefter afstanden mellem prisfaldet og faldet i sagsoegernes produktionsomkostninger blev foroeget fra og med 1986, idet prisfaldet accelererede i forhold til faldet i produktionsomkostningerne.

156 Det anfoerte om, at »NSAG's nedsaettelse af eksportpriserne skete samtidig med klagerens foerste optraeden paa EF-markedet« (45. betragtning til kommissionsforordningen og 30. betragtning til raadsforordningen), er maaske en lidt unuanceret betragtning, men antagelsen om, »at ansvaret for beslutningen om at lade priserne falde til et tabgivende niveau ligger klart hos NSAG og den amerikanske og den japanske eksportoer, og virkningerne af en saadan prispolitik ... ikke [kan] tilskrives vanskelighederne i HSC's produktionsproces« (49. betragtning til kommissionsforordningen og 33. betragtning til raadsforordningen), er derimod fuldt ud rimelig.

157 Sagsoegerne har ikke bestridt, at NSC's administrerende direktoer i 1989 (jf. en artikel den 2.9.1989 i den nederlandske avis De Financiële Telegraaf, der er vedlagt svarskriftet) udtalte foelgende: »Maard de prijs is geen punt. Wij zullen zonodig onder de prijs van iedere concurrent duiken. Dat kunnen we ons veroorloven omdat wij meer dan ieder ander hebben kunnen investeren in efficiency, daartoe in staat gesteld door de ruime middelen waarover wij dank zij ons patent konden beschikken.« (»Priserne er ikke noget problem. Vi kan i givet fald underbyde enhver pris hos en hvilken som helst konkurrent, da vi mere end nogen anden kan investere i effektivitet som foelge af de betydelige midler, vi raader over takket vaere vores patent.«) Sagsoegerne har heller ikke bestridt, at de rent faktisk nedsatte priserne (40. betragtning til kommissionsforordningen og 26. betragtning til raadsforordningen), oegede eksporten til Faellesskabet i absolutte tal (37. betragtning til kommissionsforordningen og 26. betragtning til raadsforordningen) og lod deres priser falde betydeligt (39. betragtning til kommissionsforordningen og 26. og 31. betragtning til raadsforordningen).

158 Det maa herefter fastslaas, at sagsoegerne ikke har godtgjort, at sagsoegte overskred graenserne for sine skoensmaessige befoejelser ved at antage, at EF-producenten var blevet paafoert en skade, og at dumpingimporten var aarsagen hertil.

159 Den indfoerte antidumpingtold svarer til forskellen mellem henholdsvis referenceprisen, dvs. den mindstepris, til hvilken aspartam kan importeres til Faellesskabet uden at paafoere den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet skade, og eksportprisen. Det fremgaar af bemaerkningerne i praemis 150-158, at det ikke er blevet godtgjort, at faellesskabsinstitutionerne baserede sig paa urimelige forudsaetninger ved beregningen af den told, der maatte anses for noedvendig for at afhjaelpe skaden. Hvad angaar spoergsmaalet om en eventuel regnefejl har sagsoegerne gjort gaeldende, at en saadan maa foreligge, idet de omkostninger, der blev regnet med ved fastlaeggelsen af referenceprisen, var mere end dobbelt saa hoeje som sagsoegernes egne omkostninger. Det fremgaar af bemaerkningerne i praemis 151, at det er en rimelig antagelse, at produktionsomkostningerne hos en producent af aspartam, der befinder sig i opstartsfasen, er mere end dobbelt saa hoeje som produktionsomkostninger hos en producent, der har fremstillet aspartam i lang tid. Det anfoerte er herved ikke nogen tilstraekkelig dokumentation for, at der blev begaaet en fejl ved beregningen af referenceprisen, ligesom det ikke i oevrigt stoetter, at der skulle vaere begaaet en saadan fejl.

160 Hvad endelig angaar det af sagsoegerne anfoerte, hvorefter der ikke blev givet nogen tilstraekkelig begrundelse for, at HSC burde vaere naaet op paa en hoejere produktionskapacitetsudnyttelsesgrad, har sagsoegerne fremsat dette argument for foerste gang i replikken. Det af sagsoegerne anfoerte er derfor fremfoert for sent og kan dermed ikke tages i betragtning. Foelgelig er en naermere undersoegelse ufornoeden.

161 De ovenfor undersoegte anbringender maa herefter forkastes.

III - Saerlige anbringender i sag T-159/94

Anbringendet om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter og af traktatens artikel 190

Parternes argumenter

162 Ajico har gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne har kraenket selskabets rettigheder i henhold til kontradiktionsprincippet (Domstolens dom af 23.10.1974, sag 17/74, Transocean Marine Paint mod Kommissionen, Sml. s. 1063, praemis 15) og tilsidesat den GATT-anbefaling vedroerende tilgaengelige oplysninger i henhold til artikel 6, stk. 8, der blev vedtaget den 8. maj 1984 af GATT's Antidumpingudvalg (GATT, BISD, 31st Supplement, s. 283). Den af Kommissionen anlagte vurdering, hvorefter sagsoegeren samarbejdede i utilstraekkelig grad, medfoerte, at Kommissionen afslog at basere sig paa de af selskabet fremlagte oplysninger og fastlagde den normale vaerdi paa grundlag af priserne paa markedet i USA, med den foelge, at der blev indfoert uforholdsmaessig hoej told. Den naevnte vurdering og den paa grundlag heraf trufne beslutning beroerte saaledes i vaesentlig grad sagsoegerens interesser. Sagsoegeren blev ikke underrettet om forholdet foer offentliggoerelsen af kommissionsforordningen, hvorved selskabet ikke fik lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger vedroerende spoergsmaalet.

163 Sagsoegeren samarbejdede under alle omstaendigheder i det omfang, det var muligt, i forbindelse med indhentelsen af oplysninger og under forloebet af undersoegelsen. Kommissionen oenskede at undersoege, hvor store maengder der blev solgt paa det japanske marked, og at indhente oplysninger om produktionsomkostningerne. Hvad angaar sagsoegerens omsaetning paa det japanske marked fremlagde selskabet for det foerste de disponible statistiske oplysninger vedroerende forsendelser fra fabrikken, for det andet fakturaer daekkende hele omsaetningen (2,4 mio. fakturaer), herunder fakturaerne vedroerende aspartam, og for det tredje i form af mikrofilm de maanedlige og periodiske fakturaer vedroerende omsaetningen pr. kunde, herunder fakturaerne vedroerende omsaetningen af aspartam. Hvad angaar produktionsomkostningerne fremlagde sagsoegeren fuldstaendig dokumentation vedroerende disse i de to perioder af selskabets regnskabsaar (1.10.1988 - 30.9.1989), som omfattede tre fjerdedele af undersoegelsesperioden. Under Kommissionens besoeg blev der endvidere fremlagt oplysninger vedroerende produktionsomkostningerne i sidste kvartal af 1989, hvorved der dog ikke blev sondret mellem de forskellige produkter, idet sagsoegeren ikke havde haft tilstraekkelig tid til saerligt at beregne produktionsomkostningerne for aspartam. Det er imidlertid almindelig praksis - naar der ikke er et tidsmaessigt sammenfald mellem undersoegelsesperioden og den paagaeldende virksomheds regnskabsaar - at ekstrapolere fra de tilgaengelige oplysninger (Raadets forordning (EOEF) nr. 112/90 af 16.1.1990 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af visse cd-afspillere med oprindelse i Japan og Republikken Korea og om endelig opkraevning af den midlertidige told (EFT L 13, s. 21), Kommissionens forordning (EOEF) nr. 2054/91 af 11.7.1991 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af dihydrostreptomycin med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 187, s. 23) og Raadets forordning (EOEF) nr. 729/92 af 16.3.1992 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af visse typer termokopieringspapir med oprindelse i Japan og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold (EFT L 81, s. 1)).

164 Sagsoegte og intervenienten har gjort gaeldende, at anbringendet boer forkastes, idet de i det vaesentlige har anfoert, at det ikke kan foere til en afgoerelse i overensstemmelse med sagsoegerens paastande, da den ved den anfaegtede forordning anvendte hjemmel for fastlaeggelsen af den normale vaerdi ikke var grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b), hvorefter faellesskabsinstitutionerne i tilfaelde af utilstraekkeligt samarbejde fra den beroerte parts side kan basere sig paa de tilgaengelige oplysninger, men forordningens artikel 2, stk. 6.

Rettens bemaerkninger

165 Det bemaerkes, at det ved naervaerende anbringende goeres gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af kontradiktionsprincippet derved, at sagsoegeren ikke fik mulighed for at goere sine synspunkter gaeldende vedroerende Kommissionens vurdering, hvorefter selskabet havde samarbejdet i utilstraekkelig grad.

166 Ved den anfaegtede forordning blev den normale vaerdi imidlertid ikke fastlagt paa grundlag af grundforordningens artikel 7, stk. 7, litra b), hvorefter faellesskabsinstitutionerne i tilfaelde af utilstraekkeligt samarbejde fra den beroerte parts side kan basere sig paa de tilgaengelige oplysninger, men paa grundlag af forordningens artikel 2, stk. 6.

167 Spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren fik mulighed for at goere sine synspunkter gaeldende vedroerende den naevnte vurdering, var foelgelig uden betydning for den anfaegtede forordning. Selv om man derfor gaar ud fra, at faellesskabsinstitutionerne ikke gav sagsoegeren mulighed for at goere sine synspunkter gaeldende - hvilket spoergsmaal det er ufornoedent at tage stilling til - aendrer dette forhold intet ved Raadets konklusioner, saaledes som disse fremgaar af den anfaegtede forordning.

168 Anbringendet maa herefter forkastes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 2, stk. 6

Parternes argumenter

169 Ajico har gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6, og GATT skal fastlaegge den normale vaerdi paa grundlag af en pris, der er en sammenlignelig pris.

170 Salgsprisen for aspartam i USA var herved som foelge af NSC's patent paa dette marked ikke en pris, der var en sammenlignelig pris. Da sagsoegeren endvidere efter patentet ikke maatte saelge aspartam til tredjelande i forhold til USA, kunne selskabets priser ikke paavirke NSC's priser i samme land og heller ikke paavirkes af disse, idet de var et resultat af vilkaarene paa markedet i Japan. Det er saaledes uantageligt at lade sagsoegeren baere foelgerne af de saerlige oekonomiske og retlige forhold i USA.

171 Da den pris, som skulle betales paa markedet i USA, ikke var en sammenlignelig pris, burde den normale vaerdi have vaeret fastlagt paa grundlag af prisen i oprindelseslandet.

172 Dette maa saa meget mere gaelde, naar henses til, at de paagaeldende maengder aspartam, der blev forsendt fra Japan, i USA blot befandt sig i transit. Begrebet transit i grundforordningens artikel 2, stk. 6, omfatter tilfaelde, hvor forsendelsen gennem et andet land ikke paavirker markedsvilkaarene dér og heller ikke paavirkes af disse.

173 Et saadant tilfaelde foreligger her, idet de maengder aspartam, der blev forsendt fra Japan, ikke var bestemt til videresalg i USA, men udelukkende skulle goere det muligt for NSC at drage fordel af den amerikanske ordning vedroerende tilbagebetaling af importafgifter. Sagsoegerens andel af kapitalen i det faellesejede selskab NSAG skabte heller ikke grundlag for nogen indflydelse fra sagsoegerens side paa priserne, idet patentet daekkede markedet i USA. Det forhold, at sagsoegeren ogsaa solgte aspartam til NSC med henblik paa videresalg i USA, havde ingen sammenhaeng med forsendelserne af aspartam bestemt til videresalg i Faellesskabet. Disse forsendelser blev ikke alene registreret saerskilt, men blev ogsaa faktureret til en anden pris. Ajico bevarede kontrollen med de paagaeldende forsendelser efter levering til NSC, idet selskabet var kontraktligt forpligtet til straks at videresaelge disse maengder aspartam til Deutsche Ajinomoto GmbH, sagsoegerens forhandlerdatterselskab i Europa, som derefter skulle overdrage maengderne til NSAG. Endelig gaelder det, at selv om det er rigtigt, at aspartam med oprindelse i Japan blev ompakket i stoerre beholdere eller videreforarbejdet til granulat for at lette haandteringen, angik dette kun en meget lille andel af de paagaeldende forsendte maengder aspartam, nemlig henholdsvis 1,4 og 7%. Hertil kommer, at denne praksis var begraenset til perioden fra november 1988 til december 1989, der var naesten noejagtigt sammenfaldende med undersoegelsesperioden, idet formaalet alene var at opfylde ordrer fra kunder i Faellesskabet, som blev afgivet efter afsendelsen fra Japan.

174 Da omfanget af omsaetningen paa markedet i oprindelseslandet ikke naaede op paa 5% af omsaetningen paa markedet i Faellesskabet, og det efter grundforordningens artikel 2, stk. 6, ikke er udelukket at beregne den normale vaerdi i medfoer af forordningens artikel 2, stk. 3, burde den normale vaerdi herefter have vaeret beregnet paa grundlag af sagsoegerens produktionsomkostninger forhoejet med en rimelig fortjeneste. Som anfoert i forbindelse med det foregaaende anbringende, havde Kommissionen mulighed for at undersoege sagsoegerens produktionsomkostninger.

175 Sagsoegte og intervenienten har gjort gaeldende, at betingelserne for i medfoer af grundforordningens artikel 2, stk. 6, at fastlaegge den normale vaerdi paa grundlag af en sammenlignelig pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales i oprindelseslandet (Japan), ikke var opfyldt, navnlig da de paagaeldende maengder aspartam i undersoegelsesperioden ikke blot blev forsendt i transit gennem eksportlandet (USA). Sagsoegte anfoerer endvidere, at betingelserne for at fastlaegge den normale vaerdi paa grundlag af en pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales i eksportlandet, derimod var opfyldt, idet den paagaeldende pris var en sammenlignelig pris. Sagsoegte og intervenienten goer herefter gaeldende, at anbringendet boer forkastes.

Rettens bemaerkninger

176 Grundforordningens artikel 2, stk. 6, indeholder foelgende bestemmelse:

»Indfoeres en vare ikke direkte fra oprindelseslandet, men udfoeres til Faellesskabet fra et andet land, er den normale vaerdi den sammenlignelige pris, der faktisk er betalt, eller som skal betales, for samme vare paa enten eksportlandets eller oprindelseslandets hjemmemarked. Sidstnaevnte kunne f.eks. vaere et egnet grundlag, saafremt varen blot forsendes i transit gennem eksportlandet, eller hvis saadanne varer ikke produceres i eksportlandet, eller naar der ikke findes nogen sammenlignelig pris for disse varer i eksportlandet.«

177 Det er ubestridt, at de maengder aspartam, som Ajico solgte, ikke blev indfoert til Faellesskabet direkte fra oprindelseslandet (Japan), men fra et andet land (USA).

178 I et saadant tilfaelde raader faellesskabsinstitutionerne i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6, over et vidt skoen ved afgoerelsen om, hvorvidt der skal regnes med enten den pris, der faktisk betales eller skal betales paa markedet i eksportlandet, eller med den pris, der faktisk betales eller skal betales paa markedet i oprindelseslandet, dog saaledes, at der skal vaere tale om en pris, der er en sammenlignelig pris.

179 Faellesskabsinstitutionerne valgte at fastlaegge den normale vaerdi paa grundlag af den pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales paa eksportlandets hjemmemarked (markedet i USA).

180 Sagsoegeren har herved blot anfoert, at denne pris ikke kunne laegges til grund, da den paagaeldende vare var omfattet af et patent, hvorved sagsoegeren ikke har godtgjort, at der var tale om en pris, som ikke var en sammenlignelig pris.

181 I oevrigt var betingelserne for, at faellesskabsinstitutionerne kunne basere sig paa priserne i oprindelseslandet (Japan), ikke opfyldt. De paagaeldende maengder japansk aspartam blev ikke blot forsendt i transit gennem USA, idet de rent faktisk blev solgt til et amerikansk selskab, og idet de delvis blev videreforarbejdet og ompakket.

182 Det tiltraedes foelgelig, at faellesskabsinstitutionerne fastlagde den normale vaerdi paa grundlag af den pris, der blev betalt eller skulle betales paa markedet i USA.

183 Anbringendet maa herefter forkastes.

IV - Saerlige anbringender i sag T-160/94

Anbringendet om tilsidesaettelse af vaesentlige procedureregler og af traktatens artikel 190

Parternes argumenter

184 NSC har gjort gaeldende, at sagsoegte i den anfaegtede forordning alene bemaerkede, at Kommissionen ikke havde kunnet godtage de af sagsoegeren foreslaaede tilsagn, idet sagsoegte ikke angav nogen begrundelse for sin egen beslutning om ikke at godtage disse tilsagn. Det fremgaar herved af Domstolens domme af 7. maj 1987 i sagen NTN Toyo Bearing m.fl. mod Raadet, jf. ovenfor, og i sagen Nachi Fujikoshi mod Raadet, jf. ovenfor, og af Domstolens dom af 7. maj 1987 (sag 256/84, Koyo Seiko mod Raadet, Sml. s. 1899), sammenholdt med Domstolens dom af 14. marts 1990 (sag C-156/87, Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 781), at det henhoerer under Raadet at traeffe den endelige afgoerelse om ikke at acceptere et forslag om tilsagn, som er en beslutning, der i vaesentlig grad beroerer den paagaeldende sagsoegers interesser. For at goere det muligt for den paagaeldende EF-retsinstans at udoeve sin kontrol, burde sagsoegte have begrundet sin beslutning om dette spoergsmaal. Ved at undlade dette kraenkede sagsoegte fundamentale rettigheder i henhold til kontradiktionsprincippet.

185 Endvidere tog sagsoegte heller ikke stilling til de argumenter, som sagsoegeren i sin skrivelse af 15. maj 1991 havde fremfoert over for den af Kommissionen angivne begrundelse for ikke at godtage tilsagnene. Sagsoegte tilsidesatte dermed traktatens artikel 190 og kraenkede fundamentale rettigheder i henhold til kontradiktionsprincippet. Foelgelig boer den anfaegtede forordnings artikel 1 og 2 annulleres.

186 Sagsoegte og intervenienten har gjort gaeldende, at anbringendet boer forkastes, idet sagsoegeren modtog en tilstraekkelig praecis begrundelse for, at tilsagnene ikke kunne godtages.

Rettens bemaerkninger

187 I 49. betragtning til den anfaegtede forordning anfoeres det:

»... Kommissionen fastslog efter at have afholdt konsultationer, at disse tilsagn ikke kunne godtages. Den underrettede producenterne/eksportoererne om grunden til denne afgoerelse.«

188 Denne henvisning til den af Kommissionen angivne begrundelse maa forstaas saaledes, at sagsoegte tilsluttede sig denne.

189 Den naevnte begrundelse blev herved meddelt sagsoegeren ved Kommissionens skrivelse af 7. maj 1991. Det fremgaar i det vaesentlige af denne skrivelse, at de foreslaaede tilsagn ikke kunne godtages paa grund af de indskraenkninger af konkurrencen, de ville have medfoert paa markedet for aspartam, som var staerkt praeget af, at der kun var ganske faa oekonomiske aktoerer. I skrivelsen anfoertes det endvidere, at de paagaeldende tilsagn ville have medfoert, at de vigtigste producenter havde maattet fastsaette deres priser paa en for den anden producent forudsigelig maade.

190 Det fremgaar klart og utvetydigt af denne underbyggede begrundelse, hvilke betragtninger den paagaeldende faellesskabsinstitution lagde til grund, ligesom begrundelsen goer det muligt for Retten at udoeve sin proevelsesret. Det fremgaar endvidere af sagsoegerens skrivelse af 15. maj 1991, at selskabet var bekendt med grundene til, at de foreslaaede tilsagn ikke kunne godtages, idet selskabet anfaegtede disse grunde. Beslutningen om ikke at godtage de foreslaaede tilsagn maa herefter anses for at vaere blevet tilstraekkeligt begrundet (jf. den ovenfor i praemis 130 citerede retspraksis).

191 I oevrigt kunne sagsoegte lovligt indskraenke sig til at henvise til Kommissionens vurdering, idet det alene er Kommissionen, der har kompetence til at traeffe afgoerelse om, hvorvidt foreslaaede tilsagn boer godtages (kendelsen i sagen Miwon mod Kommissionen, a.st., praemis 27).

192 Anbringendet maa herefter forkastes.

Anbringendet om kraenkelse af sagsoegerens patentrettigheder i USA

Parternes argumenter

193 NSC har gjort gaeldende, at faellesskabsinstitutionerne ved at fastlaegge den normale vaerdi paa grundlag af priserne i USA indirekte paatvang sagsoegeren at afstaa fra at anvende saa hoeje priser som muligt paa markedet i USA. Dette var udtryk for, at faellesskabsinstitutionerne retsstridigt og uden at yde erstatning gennemfoerte en ekspropriation af sagsoegerens patentrettigheder. Det er imidlertid i henhold til faellesskabsrettens almindelige principper en forudsaetning for enhver form for ekspropriation, at der ydes erstatning (generaladvokat Capotorti's forslag til afgoerelse ad Domstolens dom af 13.12.1979, sag 44/79, Hauer, Sml. s. 3727, punkt 7, paa s. 3760).

194 Subsidiaert goer NSC gaeldende, at selv om det antages, at faellesskabsinstitutionernes beslutning ikke var udtryk for en ekspropriation af den naevnte art, indskraenker beslutningen under alle omstaendigheder i uforholdsmaessig grad sagsoegerens ret til frit at goere brug af sine patentrettigheder. Faellesskabsinstitutionerne havde kunnet basere sig paa prisen ved eksport til tredjelande, eller de kunne som foreslaaet af sagsoegeren have fastlagt en beregnet vaerdi. Disse fremgangsmaader ville have medfoert en mindre begraensning af sagsoegerens mulighed for i kraft af patentet at anvende hoejere priser paa markedet i USA.

195 Sagsoegte har imoedegaaet sagsoegerens argumentation, idet sagsoegte i det vaesentlige har gjort gaeldende, at der bestod en forpligtelse til at fastlaegge den normale vaerdi paa grundlag af den pris, der faktisk blev betalt eller skulle betales paa markedet i USA. Intervenienten har anfoert, at for saa vidt det med anbringendet soeges fastslaaet, at faellesskabsinstitutionerne har kraenket sagsoegerens industrielle ejendomsret i henhold til amerikansk lovgivning, eller at de retsstridigt har foregrebet udoevelsen af denne, er Retten inkompetent. Sagsoegte og intervenienten goer gaeldende, at anbringendet boer forkastes.

Rettens bemaerkninger

196 Sagsoegeren kan ikke antages at have godtgjort, at selskabet paa nogen naermere bestemt maade skulle vaere blevet forhindret i at udoeve sine patentrettigheder. Sagsoegeren har saaledes alene anfoert, at selskabet paa grund af den anfaegtede forordning blev forhindret i at anvende saa hoeje priser som muligt paa markedet i USA. Selv om man gaar ud fra, at sagsoegerens patentrettigheder i USA omfattede en ret til at anvende saa hoeje priser som muligt paa markedet dér, savner det anfoerte faktuelt grundlag. Ingen af de omtvistede antidumpingforanstaltninger kan antages at have begraenset NSC's mulighed for at anvende de priser paa markedet i USA, som selskabet oenskede.

197 Anbringendet maa herefter forkastes.

Sagsomkostningerne

198 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegerne har tabt sagerne, og sagsoegte har nedlagt paastand om, at de tilpligtes at betale sagsomkostningerne, hvorfor sagsoegerne boer doemmes til ud over at baere deres egne omkostninger at betale sagsoegtes. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer institutioner, der er indtraadt i en sag, deres egne omkostninger. Der boer foelgelig traeffes bestemmelse om, at intervenienten baerer sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Femte Udvidede Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union frifindes.

2) Sagsoegerne baerer deres egne omkostninger og betaler Raadets.

3) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber baerer sine egne omkostninger.