61994A0157

1 EKSF - karteller - administrativ procedure - sprogordning - bilag til meddelelsen af klagepunkter - erklaeringer optaget i referatet af hoeringen - fremsendelse paa originalsproget

2 Nye medlemsstaters tiltraedelse af Faellesskaberne - Spanien - beskyttelsesforanstaltninger - undtagelser fra bestemmelserne i EKSF-traktaten - Kommissionens skoensbefoejelse - ingen undtagelse - anvendelse af traktatens artikel 65, stk. 1

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 1; tiltraedelsesakten for Spanien, art. 379)

3 EKSF - karteller - boeder - stoerrelse - beregningsmetoder - omregning til ecu af virksomhedernes omsaetning i referenceaaret paa grundlag af den gennemsnitlige vekselkurs i samme aar - lovligt

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 5)

4 EKSF - karteller - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - overtraedelsen ophoert efter Kommissionens indgriben - ingen formildende omstaendighed

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 5)

5 EKSF - karteller - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - Faellesskabets retsinstansers fastsaettelse af boeden - fuld proevelsesret

(EKSF-traktaten, art. 36, stk. 2)

1 Under den administrative procedure, der foerer til vedtagelse af en beslutning, hvorved der konstateres overtraedelser af EKSF's konkurrenceregler, kan det ikke kraeves af Kommissionen, at den oversaetter flere dokumenter end dem, den stoetter sine klagepunkter paa. Disse sidstnaevnte dokumenter maa i oevrigt anses for belastende materiale, som Kommissionen tillaegger betydning, og skal derfor fremsendes til modtageren, som de er, saaledes at modtageren kan faa kendskab til det materiale, paa grundlag af hvilket Kommissionen har udfaerdiget meddelelsen af klagepunkter og beslutningen, saaledes at modtageren kan varetage sine interesser paa hensigtsmaessig maade.

Kommissionens forpligtelse til at fremsende en kopi af referatet af hoeringen til parterne med henblik paa, at de kan kontrollere, at deres egne udtalelser er rigtigt gengivet, indebaerer ikke, at den er forpligtet til at oversaette de oevrige parters udtalelser til andre sprog.

2 En virksomheds deltagelse i aftaler og former for samordnet praksis, der er forbudt efter EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, kan ikke begrundes med den blotte mulighed for, at der anvendes beskyttelsesforanstaltninger med hjemmel i artikel 379 i tiltraedelsesakten for Spanien, som finder anvendelse paa alle oekonomiske sektorer, og i forbindelse med hvilken Kommissionen, naar den handler paa en medlemsstats begaering, udoever et vidt skoen. Muligheden for i visse begraensede tilfaelde at goere undtagelse fra de normale regler for faellesmarkedets funktion ved en administrativ beslutning henhoerer alene under Kommissionens ansvar og fritager ikke virksomhederne for forpligtelsen til i alle andre tilfaelde at overholde traktatens regler vedroerende konkurrencen.

3 Naar Kommissionen paalaegger flere virksomheder boeder for overtraedelse af konkurrencereglerne inden for EKSF-traktaten, er der intet til hinder for, at den angiver boedebeloebet i ecu, som er en monetaer enhed, der kan omregnes til national valuta. Dette goer det i oevrigt lettere for virksomhederne at sammenligne de paalagte boeder.

Med henblik paa beregningen af boeden kan Kommissionen omregne den omsaetning, som hver af virksomhederne har opnaaet i referenceaaret - dvs. det sidste fulde aar inden for den konstaterede overtraedelsesperiode - paa grundlag af den gennemsnitlige vekselkurs i samme aar.

Kommissionen skal nemlig som udgangspunkt beregne de boeder, der skal paalaegges virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse, efter en og samme metode. En sammenligning mellem de omsaetninger, der er blevet meddelt og herved udtrykt i virksomhedernes nationale valutaer, forudsaetter endvidere, at Kommissionen omregner omsaetningerne til en og samme monetaere enhed, saasom ecu, hvis vaerdi fastsaettes paa grundlag af samtlige nationale valutaer i medlemsstaterne.

Dels giver Kommissionens hensyntagen til de enkelte virksomheders omsaetning i referenceaaret den mulighed for at bedoemme saavel de enkelte virksomheders stoerrelse og oekonomiske betydning som omfanget af overtraedelsen for hver enkeltes vedkommende, hvilke er relevante omstaendigheder ved vurderingen af grovheden af den overtraedelse, den enkelte virksomhed har begaaet. Dels giver omregningen af omsaetningen til ecu under hensyn til de gennemsnitlige valutakurser i referenceaaret Kommissionen mulighed for at undgaa, at eventuelle valutaudsving i tiden efter, at overtraedelsen er ophoert, paavirker bedoemmelsen af virksomhedernes relative stoerrelse og oekonomiske magt saavel som omfanget af den overtraedelse, hver enkelt virksomhed har begaaet, og dermed af overtraedelsens grovhed. Bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed skal ske paa grundlag af den oekonomiske situation, som den var paa det tidspunkt, da overtraedelsen blev begaaet.

En boedeberegning, der anvender den gennemsnitlige valutakurs i referenceaaret, giver mulighed for at udelukke de tilfaeldige virkninger, som foelger af hindringer i de nationale valutaers reelle vaerdi, der kan forekomme, i tiden mellem referenceaaret og det aar, hvor beslutningen blev vedtaget. Selv om denne metode kan indebaere, at det beloeb, en bestemt virksomhed skal betale, udtrykt i national valuta, nominelt ligger hoejere eller lavere end det beloeb, den skulle have betalt, saafremt valutakursen paa datoen for beslutningens vedtagelse var blevet anvendt, er dette kun en logisk foelge af aendringer i de forskellige nationale valutaers reelle vaerdi.

4 Det forhold, at en overtraedelse af konkurrencereglerne, som en virksomhed har begaaet forsaetligt, er bragt til ophoer, kan ikke betragtes som en formildende omstaendighed, naar dette skyldes Kommissionens indgriben.

5 Naar Retten fastsaetter en boede som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret, er der i sagens natur ikke tale om en praecis matematisk operation. I oevrigt er Retten ikke bundet af Kommissionens beregninger, men skal foretage sin egen vurdering under hensyntagen til alle sagens omstaendigheder.

I sag T-157/94,

Empresa Nacional Siderúrgica, SA (Ensidesa), Avilés (Spanien), ved advokat Santiago Martínez Lage og advokat Jaime Pérez-Bustamante Koester, Madrid, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-Rue,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Julian Currall og Francisco Enrique González-Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Géraud Sajust de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, derefter ved generaldirektoer Jean-Louis Dewost, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Julian Currall og Guy Charrier, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokat Ricardo García Vicente, Madrid, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

vedroerende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/215/EKSF af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker (EFT L 116, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Anden Udvidede Afdeling)

sammensat af den fungerende afdelingsformand, C.W. Bellamy, og dommerne A. Potocki og J. Pirrung,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 23., 24., 25., 26. og 27. marts 1998,

afsagt foelgende

Dom (1)

Sagens faktiske omstaendigheder

A - Indledende bemaerkninger

1 Naervaerende sag vedroerer en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/215/EKSF af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker (EFT L 116, s. 1, herefter »beslutningen«), hvorved den fastslog, at 17 europaeiske staalvirksomheder og en af deres faglige organisationer i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, havde deltaget i en raekke aftaler, vedtagelser og former for samordnet praksis vedroerende fastsaettelse af priser, opdeling af markeder og udveksling af fortrolige oplysninger om Faellesskabets marked for staalbjaelker, og paalagde 14 virksomheder inden for denne sektor boeder for de mellem den 1. juli 1988 og den 31. december 1990 begaaede overtraedelser.

2 Ifoelge beslutningen er sagsoegeren, Empresa Nacional Siderúrgica, SA (herefter »Ensidesa«), en stor spansk staalproducent, hvori den statsejede virksomhed Instituto Nacional de Industria ejer 99,99% af aktierne.

3 I 1990 udgjorde Ensidesa's konsoliderede omsaetning 1 437 mio. ECU, hvoraf 12 757,5 mio. ESP, svarende til 99 mio. ECU (afrundet beloeb) efter den i 1990 gaeldende vekselkurs mellem ecu og pesetas, vedroerte staalbjaelker.

[...]

D - Beslutningen

4 Beslutningen, som blev meddelt sagsoegeren ved en skrivelse af 28. februar 1994 fra Van Miert (herefter »skrivelsen«), og hvis modtagelse blev anerkendt den 7. marts 1994, indeholder foelgende konklusion:

»Artikel 1

Foelgende virksomheder har, i den udstraekning, der er beskrevet i denne beslutning, deltaget i de under deres respektive navne anfoerte former for praksis, der har hindret, begraenset eller fordrejet den normale konkurrence paa det faelles marked. Hvor der idoemmes boeder, er overtraedelsens varighed angivet i maaneder, dog ikke for saa vidt angaar harmoniseringen af tillaeg, hvor virksomhedernes deltagelse er angivet med et 'x'.

[...]

Ensidesa

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget(24)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget(24)

c) Markedsdeling, Frankrig(3)

d) Markedsdeling, British Steel, Ensidesa og Aristrain(8)

e) Harmonisering af tillaeg(x)

[...]

Artikel 4

For de i artikel 1 angivne overtraedelser, som fandt sted efter den 30. juni 1988 (31.12.1989 (2) for Aristrain's og Ensidesa's vedkommende), paalaegges foelgende boeder

[...]

Empresa Nacional Siderúrgica SA4 000 000 ECU

[...]

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til:

[...]

- Empresa Nacional Siderúrgica SA

[...]«

Paastanden om annullation af beslutningens artikel 1

[...]

A - Anbringendet om tilsidesaettelse af sagsoegerens ret til kontradiktion

Sammendrag af sagsoegerens argumentation

5 Sagsoegeren, der henviser til Domstolens dom af 12. februar 1992 (forenede sager C-48/90 og C-66/90, Nederlandene m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 565, praemis 47), har som sit foerste argument gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat sagsoegerens ret til kontradiktion, fordi den ikke i meddelelsen af klagepunkter klart og udtrykkeligt gjorde selskabet opmaerksom paa, at det blev beskyldt for at have deltaget i to former for praksis, som i beslutningen betragtes som uforenelige med traktatens artikel 65, nemlig aftalerne om fastsaettelse af priser og om harmonisering af tillaeg inden for Poutrelles-udvalget.

6 For saa vidt angaar disse to klagepunkter indeholder meddelelsen af klagepunkter i afsnittet vedroerende de faktiske omstaendigheder blot et sammendrag af alle moederne i Poutrelles-udvalget (jf. punkt 110-271) og i afsnittet vedroerende retlige bemaerkninger blot en summarisk fremstilling af de to omhandlede former for praksis (jf. punkt 409-430), uden at det praeciseres, hvilke virksomheder der blev beskyldt for disse forhold.

7 Vedroerende fastsaettelsen af priserne har sagsoegeren naermere gjort gaeldende, at henvisningerne til det spanske marked kunne vaere givet af en af de to andre spanske virksomheder, som Kommissionen tilsendte en meddelelse af klagepunkter, nemlig Unesid og Aristrain. Den blotte omstaendighed, at det angives i meddelelsen af klagepunkter (i punkt 425), at Ensidesa i lighed med seks andre virksomheder havde modtaget en fax fra British Steel, gjorde det ikke muligt for sagsoegeren at udlede, at dette klagepunkt blev rettet mod selskabet.

8 Vedroerende harmoniseringen af tillaeg har sagsoegeren naermere gjort gaeldende, at henvisningerne til »spanierne« ogsaa kunne omfatte et hvilket som helst af de indklagede selskaber, idet sagsoegerens navn kun fandtes i en fax, der blev sendt af Walzstahl-Vereinigung til 15 virksomheder (jf. punkt 264 i meddelelsen af klagepunkter).

9 Sagsoegeren antog foelgelig, at disse klagepunkter ikke vedroerte virksomheden, hvilket den i oevrigt havde meddelt Kommissionen i sine skriftlige bemaerkninger til meddelelsen af klagepunkter, idet den anmodede den om i modsat fald at meddele virksomheden dette udtrykkeligt. Sagsoegeren modtog intet svar paa denne anmodning og kritiserer Kommissionen for ikke at have afhjulpet mangelen paa klarhed i klagepunkterne eller for ikke at have gjort selskabet opmaerksom paa den urigtige fortolkning, som dette var ved at goere sig skyldig i.

10 Hertil kommer, at sagsoegeren, som paa grundlag af meddelelsen af klagepunkter ikke mente, at disse to klagepunkter vedroerte virksomheden, herefter ikke havde haft nogen betaenkeligheder ved at meddele Kommissionen alt, hvad den vidste herom, hvilket havde medfoert, at sagsoegeren anklagede sig selv. Selskabet goer gaeldende, at hvis det havde vidst, at Kommissionen gjorde disse to klagepunkter gaeldende imod det, ville det have bestridt dem og ville ikke i enkeltheder have givet oplysninger om de spanske producenters deltagelse i de paagaeldende former for praksis.

11 Sagsoegeren, der henviser til Rettens dom af 17. december 1991 (sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 53), har som sit andet argument anfoert, at Kommissionen har overtraadt de regler, der er meddelt i den Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken (s. 40 og 41), eller i hvert fald har frataget dem enhver praktisk betydning, eftersom den blot vedlagde meddelelsen af klagepunkter en simpel nummerfortegnelse over dokumenterne i en sagsakt paa 5 766 sider (jf. bilag 5 til staevningen), uden nogen angivelse af deres indhold, eller hvor de stammede fra. Da sagsoegeren fik fysisk adgang til sagens akter, var dokumenterne heller ikke ordnet efter noget som helst kriterium, og de var heller ikke klassificeret efter klagepunkt eller nummereret efter nogen logisk orden. Ensidesa anmodede Kommissionen om at afhjaelpe disse formelle mangler i virksomhedens skriftlige bemaerkninger som svar paa meddelelsen af klagepunkter, men modtog ikke noget svar.

12 Sagsoegeren har som sit tredje argument anfoert, at Kommissionen har tilsidesat virksomhedens ret til kontradiktion, fordi den som bilag til meddelelsen af klagepunkter kun sendte den en oversaettelse i uddrag af ene og alene de afsnit i de 5 766 dokumenter, der udgjorde sagsakten, som stoettede klagepunkterne. Referatet af hoeringen blev heller ikke oversat til spansk, med undtagelse af indlaeggene fra Ensidesa's og Aristrain's repraesentanter. Foelgelig kunne sagsoegeren ikke fra begyndelsen have et fuldstaendigt og noejagtigt kendskab til sagens akter og havde vaeret noedsaget til at oversaette hundredvis af dokumenter for at varetage sit forsvar. Virksomheden havde dermed haft mindre tid til at udarbejde sit svar paa meddelelsen af klagepunkter, hvilket havde paavirket dens mulighed for at forsvare sig mod de klagepunkter, der blev gjort gaeldende mod den. Sagsoegeren anmodede i sine skriftlige bemaerkninger som svar paa meddelelsen af klagepunkter om, at denne formelle mangel blev afhjulpet, men den modtog ikke noget svar.

Rettens bemaerkninger

13 Det bemaerkes, at retten til kontradiktion, som sagsoegeren har paaberaabt sig, i naervaerende sag er sikret ved traktatens artikel 36, stk. 1, hvorefter Kommissionen, inden den traeffer bestemmelse om en af de oekonomiske sanktioner, der omhandles i traktaten, skal give vedkommende lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger (jf. Domstolens dom af 16.5.1984, sag 9/83, Eisen und Metall Aktiengesellschaft mod Kommissionen, Sml. s. 2071, praemis 32, og af 12.11.1985, sag 183/83, Krupp mod Kommissionen, Sml. s. 3609, praemis 7).

14 Hvad angaar overholdelsen af denne garanti i naervaerende sag skal det foerst bemaerkes, at meddelelsen af klagepunkter, som blev sendt til parterne den 6. maj 1992, var individualiseret i forhold til hver enkelt af dens adressater, idet den angav den adfaerd og de beviser, der vedroerte den paagaeldende.

15 Hvad saerligt angaar sagsoegeren bemaerker Retten saaledes, at det i punkt 32, litra f), i meddelelsen af klagepunkter anfoeres, at »Ensidesa har bekraeftet at have deltaget ... i alle de moeder [i Poutrelles-udvalget, der naevnes i punkt 30], med undtagelse af moederne den 21. september og 7. november 1989«. Meddelelsen af klagepunkter indeholder i oevrigt i kapitel VIII en detaljeret beskrivelse af overtraedelserne af konkurrencereglerne, idet der for hver enkelt af disse angives de beviser, som Kommissionen bygger paa. For saa vidt angaar den retlige bedoemmelse naevnes Ensidesa i punkt 399 i meddelelsen af klagepunkter som et af de selskaber, der regelmaessigt deltog i moederne i Poutrelles-udvalget, og som deltog i det deraf foelgende samarbejde. I punkt 401 anfoerer Kommissionen, at »parternes generelle plan var at holde moede og indgaa en aftale om saerlige spoergsmaal, navnlig og ved flere lejligheder: fastsaettelse af maalpriser; harmonisering af forskelle ...« Det naermere indhold af aftalen og dennes gennemfoerelse, for saa vidt angaar disse to overtraedelser, er henholdsvis beskrevet i punkt 409-425 og 426-430 i meddelelsen af klagepunkter.

16 Det fremgaar af det anfoerte, at sagsoegeren - naar det modsatte ikke udtrykkeligt var angivet i meddelelsen af klagepunkter - noedvendigvis maatte anse sig for at vaere beroert af alle klagepunkterne vedroerende Poutrelles-udvalgets funktion, saaledes som de naermere er beskrevet i kapitel VIII i meddelelsen af klagepunkter og bedoemt i juridisk henseende i kapitel IX, og isaer af klagepunkterne vedroerende aftalerne om fastsaettelse af priser og harmonisering af tillaeg, som blev indgaaet i det naevnte udvalg.

17 Sagsoegeren fik foelgelig lejlighed til at fremsaette sine skriftlige bemaerkninger til de klagepunkter, der blev gjort gaeldende over for virksomheden, inden for den frist, den havde faaet hertil. Sagsoegerens argument vedroerende Kommissionens manglende besvarelse af anmodningen om praecisering, som blev fremsat i de naevnte bemaerkninger, maa foelgelig afvises som ubegrundet, eftersom sagsoegeren i sin skrivelse af 4. juni 1992 med anmodning om en forlaengelse af fristen for besvarelse af meddelelsen af klagepunkter (bilag 13 til staevningen) intet har anfoert om en angivelig mangel paa klarhed vedroerende klagepunkterne.

18 Idet Kommissionens klagepunkter klart blev meddelt sagsoegeren, blev denne heller ikke ulovligt foranlediget til at anklage sig selv i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter, som i oevrigt, saaledes som det anfoeres af Kommissionen, er frivilligt.

19 Retten bemaerker endvidere, at Kommissionen som bilag til meddelelsen af klagepunkter dels vedlagde en kopi af de dokumenter, som den konkret gjorde gaeldende over for hver af de paagaeldende virksomheder (bilag 3 til meddelelsen af klagepunkter), dels en liste, der indeholdt en oversigt over samtlige de dokumenter, der udgoer den tilvejebragte sagsakt i naervaerende sag (»tilgaengelighedsliste«, bilag 2 til meddelelsen af klagepunkter). Denne sidste liste indeholdt - ud over datoen for udarbejdelsen af hvert af dokumenterne og en ganske kort beskrivelse af dem - en opstilling af disse dokumenter efter deres art i 12 rubrikker, betegnet med et nummer, og angav, i hvilket omfang de var tilgaengelige for hver af de beroerte virksomheder. Kommissionen opfordrede i oevrigt virksomhederne til at gennemse alle tilgaengelige dokumenter hos Kommissionen.

20 Det fremgaar af det anfoerte, at Kommissionen i denne sag har fulgt fremgangsmaaden for aktindsigt, som er beskrevet i Kommissionens Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken (s. 40 og 41), saaledes som den er blevet godkendt i Domstolens og Rettens praksis vedroerende EF-traktaten (jf. Rettens dom i sagen Hercules Chemicals mod Kommissionen, praemis 53 og 54, dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 38, af 1.4.1993, sag T-65/89, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. II, s. 389, praemis 29-33, stadfaestet ved Domstolens dom af 6.4.1995, sag C-310/93 P, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. I, s. 865, praemis 12-33, og af 29.6.1995, sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, praemis 77-104).

21 Retten har i oevrigt efter proevelse kunnet konstatere, at alle de dokumenter, der angik sagsoegeren i den sagsakt, som Kommissionen oversendte til Retten i henhold til artikel 23, i bilag 2 til meddelelsen af klagepunkter er blevet klassificeret som »tilgaengelige« eller, for saa vidt angaar et lille antal interne dokumenter fra British Steel, som »delvis tilgaengelige« for sagsoegeren. Med hensyn til denne sidstnaevnte kategori har sagsoegeren ikke bestridt, at klagepunkterne udelukkende stoettes paa uddrag af disse dokumenter, som virksomheden har faaet adgang til.

22 Det er i oevrigt ubestridt, at sagsoegeren fik aktindsigt paa den maade, der angives i Kommissionens skrivelse af 6. maj 1992. Selskabet kunne saaledes faa en kopi af alle de dokumenter, som efter Kommissionens opfattelse var »tilgaengelige« eller »delvis tilgaengelige«.

23 Sagsoegeren har heller ikke for Retten naermere anfoert, hvorfor opstillingen af dokumenterne, der er opregnet i bilag 2 til meddelelsen af klagepunkter, ikke gjorde det muligt for selskabet at finde de relevante dokumenter, da det gennemgik sagsakten, eftersom disse dokumenter havde den samme nummerering.

24 Vedroerende klagepunktet om, at Kommissionen saavel i meddelelsen af klagepunkter som i beslutningen har citeret dokumenterne, der indeholder klagepunkter, ved alene at henvise til deres dato, uden samtidig at angive det nummer, som de har i Kommissionens sagsakt, bemaerkes, at et saadant system ganske vist baade for de beroerte parter og for Retten goer det vanskeligere at identificere de paagaeldende dokumenter, navnlig i en sag som denne, der omfatter tusindvis af dokumenter, og at det ville vaere i bedre overensstemmelse med god forvaltningspraksis, at Kommissionen under disse omstaendigheder ikke blot angiver de dokumenter, den citerer, ved at anfoere deres dato, men ogsaa med henvisning til deres nummer i sagsakten.

25 I naervaerende sag er der imidlertid ikke gjort indgreb i sagsoegerens ret til kontradiktion som foelge af den manglende henvisning i meddelelsen af klagepunkter og i beslutningen til den dokumentnummerering, som Kommissionen indfoerte med henblik paa tilvejebringelsen af sagens akter, da sagsoegeren blot via henvisningen til deres dato var i stand til at identificere de paagaeldende dokumenter, saavel paa den liste, der var vedlagt som bilag 2 til meddelelsen af klagepunkter, som i Kommissionens sagsakt.

26 Hvad endelig angaar det forhold, at visse dokumenter ikke er oversat til spansk, skal det foerst bemaerkes, at det ikke kan kraeves af Kommissionen, at den oversaetter flere dokumenter end dem, den stoetter sine klagepunkter paa. Disse sidstnaevnte dokumenter maa i oevrigt anses for belastende materiale, som Kommissionen tillaegger betydning, og skal derfor fremsendes til modtageren, som de er, saaledes at modtageren kan faa kendskab til det materiale, paa grundlag af hvilket den har udfaerdiget meddelelsen af klagepunkter og beslutningen. Det bemaerkes, at i naervaerende sag indeholdt bilag I til meddelelsen af klagepunkter en oversaettelse af alle uddrag af de dokumenter, der i meddelelsen er citeret paa originalsproget. Retten finder, at denne ordning har gjort det muligt for sagsoegeren praecist at faa kendskab til, hvilke faktiske omstaendigheder Kommissionen har baseret sig paa, og hvorledes den retligt har vurderet sagen, saaledes at selskabet har kunnet varetage sine interesser paa hensigtsmaessig maade (jf. Rettens dom af 6.4.1995, sag T-148/89, Tréfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s. 1063, praemis 21).

27 Retten finder, at sagsoegeren under disse omstaendigheder ikke har bevist, at selskabet under den administrative procedure ikke fik lejlighed til hensigtsmaessigt at fremsaette sin opfattelse vedroerende de dokumenter, der er gjort gaeldende mod det i meddelelsen af klagepunkter.

28 Med hensyn til referatet af hoeringen fremgaar det af Rettens dom af 14. juli 1994 (sag T-77/92, Parker Pen mod Kommissionen, Sml. II, s. 549, praemis 72-75), at i henhold til artikel 9, stk. 4, i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42) skal det vaesentligste indhold af de af hver enkelt person fremsatte udtalelser foeres til protokols, og protokollatet oplaeses for og godkendes af den paagaeldende. Dette indebaerer, at Kommissionen er forpligtet til at fremsende en kopi af referatet til parterne med henblik paa, at de kan kontrollere, at deres egne udtalelser er rigtigt gengivet, men i tilfaelde, hvor de involverede parter har udtalt sig paa forskellige sprog, og referatet derfor er affattet paa flere sprog, er Kommissionen ikke forpligtet til at oversaette de oevrige parters udtalelser. Retten finder, at de samme principper skal anvendes under omstaendighederne i naervaerende sag.

29 I oevrigt har sagsoegeren ikke haevdet, at moedereferatet som foelge af den manglende oversaettelse af de afsnit, der var skrevet paa et andet sprog end spansk, indeholdt urigtigheder eller vaesentlige udeladelser, der beroerte sagsoegeren, og som kunne have skadelige foelger, der kunne goere den administrative procedure mangelfuld (jf. Domstolens dom af 15.7.1970, sag 41/69, ACF Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, org. ref.: Rec. s. 661, praemis 52).

30 Det foelger i det hele af det anfoerte, at naervaerende klagepunkt som helhed maa forkastes.

[...]

C - Anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 65, stk. 1

[...]

Fastsaettelse af priser (maalpriser) inden for Poutrelles-udvalget

1. Spoergsmaalet om rigtigheden af de faktiske omstaendigheder

31 Ifoelge beslutningens artikel 1 beskylder Kommissionen sagsoegeren for at have deltaget i en overtraedelse vedroerende fastsaettelse af priser inden for Poutrelles-udvalget. Den periode, der er lagt til grund med henblik paa boeden, er paa 24 maaneder, svarende til tiden mellem den 1. januar 1989 og den 31. december 1990 (jf. beslutningens betragtning 80-121, 223-243, 311, 313 og 314 og beslutningens artikel 1). Det er i den forbindelse rigtigt, at beslutningens artikel 4 i den spanske og franske version angiver, at sagsoegeren blev paalagt boeden for overtraedelser, som fandt sted »efter den 31. december 1989«. Det fremgaar imidlertid saavel af den tyske og den engelske version af den naevnte artikel 4 som af beslutningens begrundelse (jf. betragtning 313 og 314, der vedroerer foelgerne af overgangsperioden i henhold til akten vedroerende Spaniens tiltraedelse, og artikel 1, hvorefter Ensidesa deltog i overtraedelsen vedroerende fastsaettelse af priser i Poutrelles-udvalget i 24 maaneder), i lyset af hvilken dens konklusion skal fortolkes, at det skyldes en simpel skrivefejl, som er uden betydning for indholdet af den anfaegtede retsakt, at denne dato er naevnt i stedet for datoen 31. december 1988 (jf. Domstolens dom af 2.6.1994, sag C-30/93, AC-ATEL Electronics Vertriebs, Sml. I, s. 2305, praemis 21-24).

[...]

E - Anbringendet om de spanske staalproducenters saerlige konkurrencemaessige situation indtil den 31. december 1992

Sammendrag af sagsoegerens argumentation

32 Sagsoegeren henviser til, at da Spanien tiltraadte EKSF i 1986, blev den spanske jern- og staalindustri omfattet af en ordning med eksportkvoter, der var fastsat paa grundlag af artikel 52 i tiltraedelsesakten og artikel 6 i protokol nr. 10, som er et bilag til den naevnte akt. I beslutningens betragtning 313 har Kommissionen bl.a. anerkendt, at disse bestemmelser klart begraensede Ensidesa's muligheder for frit at afsaette sine produkter i de andre medlemsstater. Foelgelig blev denne virksomhed ikke paalagt en boede for sin deltagelse i overtraedelserne frem til den 31. december 1988, hvor overgangsforanstaltningerne ophoerte.

33 Sagsoegeren har imidlertid anfoert, at den spanske jern- og staalindustri ikke blev fuldt integreret i EKSF - og at den derfor ikke har kunnet konkurrere med faellesskabsproducenterne paa lige vilkaar - foer efter den 31. december 1992, hvilket foelger af bestemmelserne i artikel 379 i tiltraedelsesakten, hvorefter medlemsstaterne - og paa grundlag af gensidighed Spanien - indtil denne dato kunne anvende beskyttelsesforanstaltninger, der ville goere det muligt at genskabe ligevaegten i en situation, hvor en pludselig foroegelse af handelen kunne skabe alvorlige vanskeligheder. Indtil den naevnte dato var Ensidesa uvidende om, hvad den frie konkurrenceordning efter EKSF-traktaten bestod i. Selskabet kritiserer navnlig Kommissionen for ikke at have undersoegt dets adfaerd i lyset af denne omstaendighed.

34 Sagsoegeren kritiserer ligeledes Kommissionen for ikke at have taget hensyn til den omstaendighed, at pr. 1. januar 1989, da selskabets udfoersler til markederne i EKSF ophoerte med at vaere undergivet kvantitative begraensninger, havde medlemmerne af Poutrelles-udvalget fulgt deres adfaerd i aarevis, hvorfor de spanske producenter havde maattet acceptere spillets regler, saaledes som de var.

Rettens bemaerkninger

35 Tiltraedelsesaktens artikel 379 bestemmer:

»1. Indtil den 31. december 1992 kan en ny medlemsstat i tilfaelde af alvorlige vanskeligheder, der vedvarende vil kunne ramme en oekonomisk sektor, eller af vanskeligheder, der alvorligt vil kunne forringe den oekonomiske situation i en bestemt egn, ansoege om tilladelse til at anvende beskyttelsesforanstaltninger, der skal goere det muligt at genskabe ligevaegten og at tilpasse den paagaeldende sektor til faellesmarkedets oekonomi.

Paa samme vilkaar kan en nuvaerende medlemsstat ansoege om tilladelse til at anvende beskyttelsesforanstaltninger over for den ene af de nye medlemsstater eller dem begge.

[...]

2. Efter anmodning fra den paagaeldende stat skal Kommissionen som hastesag fastsaette de beskyttelsesforanstaltninger, den finder noedvendige, og samtidig fastlaegge vilkaarene og gennemfoerelsesbestemmelserne for disse.

[...]

3. De i medfoer af stk. 2 tilladte foranstaltninger kan indebaere afvigelser fra bestemmelserne i EOEF-traktaten [EKSF-traktaten] og i denne akt, for saa vidt og saa laenge det er ubetinget noedvendigt for at naa de i stk. 1 naevnte maal. Der skal fortrinsvis vaelges foranstaltninger, som mindst muligt forstyrrer faellesmarkedets funktion.«

36 Det er klart, at den blotte mulighed for, at der anvendes beskyttelsesforanstaltninger med hjemmel i denne bestemmelse, som finder anvendelse paa alle oekonomiske sektorer, og i forbindelse med hvilken Kommissionen, naar den handler paa en medlemsstats begaering, udoever et vidt skoen, ikke kan begrunde, at en virksomhed deltager i aftaler og former for praksis, der er forbudt efter traktatens artikel 65, stk. 1. Muligheden for i visse begraensede tilfaelde at goere undtagelse fra de normale regler for faellesmarkedets funktion ved en administrativ beslutning henhoerer alene under Kommissionens ansvar og fritager ikke virksomhederne for forpligtelsen til i alle andre tilfaelde at overholde traktatens regler vedroerende konkurrencen.

37 Retten bemaerker i oevrigt, at sagsoegerens deltagelse i de overtraedelser, der er gjort gaeldende over for virksomheden, ikke var noedvendig, heller ikke i den situation, hvor den, saaledes som den haevder, ville foelge en adfaerd, der kunne hindre, at der blev vedtaget beskyttelsesforanstaltninger over for udfoerslerne af spansk staal til de andre EKSF-markeder. I denne situation ville det nemlig have vaeret tilstraekkeligt for sagsoegeren ensidigt at fastsaette omfanget af sine udfoersler paa et niveau, der gjorde det muligt at undgaa, at saadanne foranstaltninger blev vedtaget.

38 Vedroerende argumentet om, at sagsoegeren maatte acceptere de »spilleregler«, der var fastlagt inden for Poutrelles-udvalget, bemaerkes, at det maa afvises af de grunde, der i det vaesentlige allerede er anfoert i praemis 363 og 364 ovenfor.

Den subsidiaere paastand om annullation af beslutningens artikel 4 eller i det mindste nedsaettelse af boedens beloeb

[...]

B - Anbringendet om manglende hensyntagen til devalueringen af pesetaen og anbringendet om valget af referenceaar

Sagsoegerens argumentation

39 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen handlede ulovligt ved at beregne boedens beloeb paa grundlag af selskabets omsaetning vedroerende staalbjaelker i 1990, som omregnet til ecu efter den gennemsnitlige vekselkurs for ecu/peseta, der gjaldt i 1990 (dvs. 1 ECU = 129,43 ESP), og ikke efter den kurs, der gjaldt umiddelbart foer beslutningen (dvs. 1 ECU = 158,243 ESP).

40 Sagsoegeren har understreget, at traktatens artikel 65, stk. 5, som bemyndiger Kommissionen til at ikende boeder, herved som beregningsgrundlag angiver »omsaetningen for de produkter, som vedroeres af [aftalen]«. For Ensidesa's vedkommende blev denne omsaetning opnaaet i pesetas, og foelgelig burde Kommissionen noedvendigvis have beregnet boedebeloebet i denne valuta, idet den derefter kunne konvertere det til ecu efter den officielle vekselkurs, der gjaldt umiddelbart foer beslutningen.

41 Til stoette for denne opfattelse har sagsoegeren henvist til Domstolens dom af 9. marts 1977 (forenede sager 41/73, 43/73 og 44/73, Société anonyme générale sucrière m.fl. mod Kommissionen - fortolkning, Sml. s. 445, praemis 13), hvori Domstolen anfoerte, at selv om boeden kan udtrykkes i ecu, skal den »beregnes ud fra den paagaeldende virksomheds omsaetning, en vaerdi, der kun kan udtrykkes i en national valuta«. Denne regel, der er fastlagt i forbindelse med EF-traktaten, finder saa meget mere anvendelse i EKSF-traktaten, der ikke indeholder nogen bestemmelse om boeder angivet i ecu, til forskel fra Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).

42 Ligebehandlingsprincippet, som Kommissionen har paaberaabt sig som begrundelse for sin fremgangsmaade, kraever paa ingen maade, at omsaetningen konverteres til ecu. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at naar en boede fastsaettes i form af en procentdel af omsaetningen, kan den sammenligning, som Kommissionen vil forsvare under henvisning til det naevnte princip, under alle omstaendigheder foretages. Uanset om boedebeloebet, naar det én gang er fastsat, konverteres til ecu, eller dette ikke sker, er det overfloedigt og ulovligt at konvertere omsaetningen til ecu.

43 Selv om det i naervaerende sag foreloebig accepteres, at 1990 er referenceaaret, udgoer den omsaetning, paa grundlag af hvilken boeden er blevet beregnet, 12 758 mio. ESP, som er det beloeb, Ensidesa har angivet, og som er gentaget i beslutningen. Saafremt Retten, idet den forkaster sagsoegerens oevrige argumenter, anerkender koefficienten paa 4%, der anvendes i beslutningen, boer boeden fastsaettes til 510 320 000 ESP. Efter konvertering til ecu efter den officielle vekselkurs, der gjaldt umiddelbart foer beslutningen, boer boeden saaledes udgoere 3 200 000 ECU i stedet for de 4 000 000 ECU, der er paalagt ved beslutningen.

44 Sagsoegeren finder imidlertid, at Kommissionen som den omsaetning, der var relevant med henblik paa beregningen af boederne, burde have anvendt omsaetningen fra regnskabsaaret forud for datoen for vedtagelsen af beslutningen, for hvilket den raadede over konsoliderede regnskaber - det vil for sagsoegerens vedkommende sige 1992 - og ikke omsaetningen i overtraedelsens sidste aar, dvs. 1990. I overensstemmelse med denne metode og efter det princip, selskabet har foreslaaet for beregningen af boederne generelt, finder Ensidesa, at selskabets boede boer udgoere 389 560 000 ESP (4% af 9 739 000 000 ESP, der var omsaetningen i 1992), dvs. efter konvertering til ecu efter vekselkursen, der gjaldt umiddelbart foer beslutningen, 2 460 000 ECU.

45 Sagsoegeren stoetter sin argumentation paa ordlyden af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, som med udtrykket »det sidste regnskabsaar« henviser til det regnskabsaar, der gik forud for datoen for vedtagelsen af beslutningen (jf. forslag til afgoerelse fra generaladvokat Sir Gordon Slynn i forbindelse med Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80, 101/80, 102/80 og 103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, herefter »Pioneer-dommen«, Sml. s. 1825, paa s. 1914 og s. 1951), paa en enstemmig opfattelse i teorien og paa Kommissionen egen praksis vedroerende EF-traktaten. Selv om forordning nr. 17 ikke finder anvendelse inden for EKSF-traktaten, boer de samme principper finde anvendelse i naervaerende sag i det omfang, artikel 65, stk. 5, ikke er til hinder herfor, saa meget mere som Kommissionen i sin Tyvende Beretning om Konkurrencepolitikken anfoerte, at tidspunktet var inde til saa vidt muligt at afpasse konkurrencereglerne i de to traktater.

Rettens bemaerkninger

46 Det skal indledningsvis bemaerkes, at der intet er til hinder for, at Kommissionen angiver boedens beloeb i ecu, som er en monetaer enhed, der kan omregnes til national valuta. Dette goer det i oevrigt lettere for virksomhederne at sammenligne de paalagte boeder. Den omstaendighed, at ecuen kan omregnes til national valuta, adskiller endvidere denne monetaere enhed fra den »regningsenhed«, der omtales i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, og hvorom Domstolen udtrykkeligt har udtalt, at da den ikke var en betalingsvaluta, maatte boeden noedvendigvis fastsaettes i national valuta (dommen i sagen Société anonyme générale sucrière m.fl. mod Kommissionen, praemis 15).

47 Den af sagsoegeren fremfoerte kritik, hvormed der rejses spoergsmaal om lovligheden af Kommissionens metode - som bestaar i, at virksomhedernes referenceomsaetning omregnes til ecu efter den gennemsnitlige omregningskurs i samme aar (1990) - kan ikke tiltraedes, saaledes som Retten allerede har fastslaaet i dom af 14. maj 1998 (sag T-334/94, Sarrió mod Kommissionen, Sml. II, s. 1439, praemis 394 ff.).

48 Indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen som udgangspunkt skal beregne de boeder, der skal paalaegges virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse, efter en og samme metode (jf. Pioneer-dommen, praemis 122).

49 En sammenligning mellem de oplyste omsaetninger, udtrykt i virksomhedernes nationale valutaer, forudsaetter endvidere, at Kommissionen omregner omsaetningerne til en og samme monetaere enhed. Da ecuens vaerdi fastsaettes paa grundlag af samtlige nationale valutaer i medlemsstaterne, har Kommissionen med rette omregnet de enkelte virksomheders omsaetning til ecu.

50 Det er ligeledes med rette, at Kommissionen har baseret sig paa omsaetningen i referenceaaret (1990), samt at den har omregnet omsaetningen til ecu paa grundlag af de gennemsnitlige valutakurser for dette aar. Dels har Kommissionens hensyntagen til de enkelte virksomheders omsaetning i referenceaaret, dvs. det seneste hele aar i overtraedelsesperioden, givet den mulighed for at bedoemme saavel de enkelte virksomheders stoerrelse og oekonomiske betydning som omfanget af overtraedelsen for hver enkelts vedkommende, hvilket er relevante omstaendigheder ved vurderingen af grovheden af den overtraedelse, den enkelte virksomhed har begaaet (jf. Pioneer-dommen, praemis 120 og 121). Dels giver en omregning af omsaetningen til ecu under hensyn til de gennemsnitlige valutakurser i referenceaaret Kommissionen mulighed for at undgaa, at eventuelle valutaudsving i tiden efter, at overtraedelsen er ophoert, paavirker bedoemmelsen af virksomhedernes relative stoerrelse og oekonomiske magt saavel som omfanget af den overtraedelse, hver enkelt virksomhed har begaaet, og dermed af overtraedelsens grovhed. Bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed skal nemlig ske paa grundlag af den oekonomiske situation, som den var paa det tidspunkt, da overtraedelsen blev begaaet.

51 Argumentet om, at omsaetningen i referenceaaret skulle have vaeret omregnet til ecu paa grundlag af valutakursen den dag, hvor beslutningen blev vedtaget, kan derfor ikke tiltraedes. En boedeberegning, der anvender den gennemsnitlige valutakurs i referenceaaret, giver mulighed for at udelukke de tilfaeldige virkninger, som foelger af aendringer i de nationale valutaers reelle vaerdi, der kan forekomme, og som faktisk er forekommet i den foreliggende sag, i tiden mellem referenceaaret og det aar, hvor beslutningen blev vedtaget. Selv om denne metode kan indebaere, at det beloeb, en bestemt virksomhed skal betale, udtrykt i national valuta, nominelt ligger hoejere eller lavere end det beloeb, den skulle have betalt, saafremt valutakursen paa datoen for beslutningens vedtagelse var blevet anvendt, er dette kun en logisk foelge af aendringer i de forskellige nationale valutaers reelle vaerdi.

52 Det bemaerkes endvidere, at de virksomheder, der er beslutningens adressater, almindeligvis driver virksomhed i mere end én medlemsstat gennem lokale repraesentationer. De arbejder saaledes i en raekke nationale valutaer. Naar en beslutning som den omtvistede beslutning paalaegger sanktioner i anledning af overtraedelser af traktatens artikel 65, stk. 1, og naar de virksomheder, der er beslutningens adressater, almindeligvis driver virksomhed i flere medlemsstater, udgoer omsaetningen i referenceaaret, naar den er omregnet til ecu paa grundlag af en gennemsnitsvekselkurs for samme aar, summen af omsaetningen i hvert af de lande, hvor virksomheden har aktiviteter. Den tager saaledes netop hensyn til de paagaeldende virksomheders reelle oekonomiske situation i referenceaaret.

53 Under hensyn til det anfoerte maa sagsoegerens argumenter forkastes.

C - Spoergsmaalet, om boeden er uforholdsmaessig stor

[...]

Rettens bemaerkninger

54 Traktatens artikel 65, stk. 5, bestemmer:

»Virksomheder, som har indgaaet en aftale, der uden videre er ugyldig, eller som har anvendt eller forsoegt at anvende en saadan ugyldig aftale eller vedtagelse [...], eller som anvender fremgangsmaader, der strider mod bestemmelserne i stk. 1, kan af Kommissionen ikendes boeder eller tvangsboeder, der hoejst maa vaere lig med det dobbelte af omsaetningen af de produkter, som vedroeres af den aftale, vedtagelse eller fremgangsmaade, der strider mod bestemmelserne i dette stykke, dog saaledes at det ovenfor fastsatte maksimum, naar formaalet har vaeret at begraense produktionen, den tekniske udvikling eller investeringerne, i tilfaelde af boeder kan saettes op til 10% af de paagaeldende virksomheds aarsomsaetning og i tilfaelde af tvangsboeder op til 20% af den daglige omsaetning.«

Sagsoegerens saerlige argumenter

55 Det maa af de grunde, som allerede er anfoert ovenfor, antages, at Kommissionen har foretaget en behoerig bedoemmelse af arten, omfanget, betydningen og varigheden af sagsoegerens deltagelse i de overtraedelser, som selskabet beskyldes for i beslutningen.

56 Retten har saaledes fastslaaet, at sagsoegeren deltog i 26 af de 28 moeder, der blev holdt i Poutrelles-udvalget, et organ, hvis konkurrencebegraensende formaal Kommissionen har bevist, under den overtraedelsesperiode, der er gjort gaeldende over for sagsoegeren, og navnlig, at selskabet deltog i de to typer overtraedelser, der i beslutningens betragtning 300 betegnes som »alvorlige overtraedelser, som berettiger, at der idoemmes store boeder«, nemlig fastsaettelse af priser og opdeling af markeder. Sagsoegeren har ikke anfaegtet denne karakteristik. I oevrigt er overtraedelser af denne art ubestrideligt alvorlige og naevnes ogsaa udtrykkeligt i traktatens artikel 65, stk. 1.

57 Retten har endvidere ovenfor i praemis 449, 450 og 451 fastslaaet, at beskyttelsesklausulen i tiltraedelsesaktens artikel 379 under ingen omstaendigheder berettigede sagsoegeren til at deltage i aftaler og former for samordnet praksis, der er forbudt efter traktatens artikel 65, stk. 1.

58 Vedroerende den gunstige behandling, der blev givet Acerinox i sagen om rustfrit staal, bemaerkes, at den navnlig blev begrundet med, at denne virksomhed havde »[soegt og modtaget] forsikringer fra sine faellesskabspartnere om, at der ikke var nogen problemer«. Sagsoegeren har ikke foert bevis for, at det forholdt sig paa samme maade i naervaerende sag.

59 Retten har i oevrigt fastslaaet, at sagsoegeren ikke kunne vaere uvidende om ulovligheden af den omhandlede adfaerd, i hvert fald fra den 30. juli 1988.

60 Det skal i den forbindelse endnu en gang naevnes, at de overtraedelser, som udgoeres af aftaler om fastsaettelse af priser og om opdeling af markeder, saaledes som dem, hvori sagsoegerens deltagelse er blevet behoerigt bevist, er udtrykkeligt naevnt i traktatens artikel 65, stk. 1, og foelgelig er aabenbare.

61 For saa vidt angaar udvekslingerne af fortrolige oplysninger fremgaar det af Rettens bemaerkninger (jf. praemis 354 ovenfor), at de havde et lignende formaal som en opdeling af markederne paa grundlag af de traditionelle handelsstroemme. Sagsoegeren kunne ikke med rimelighed vaere af den opfattelse, at saadanne udvekslinger ikke var omfattet af traktatens artikel 65, stk. 1. Det forhold, at Poutrelles-udvalgets medlemmer var vidende om, at de var ulovlige, kan udledes af den dobbelte ordning for monitoring, der blev indfoert inden for Eurofer, hvoraf den ene, som vedroerte de aggregerede oplysninger, uopfordret blev bragt til GD III's og IV's kendskab, mens den anden, der vedroerte oplysninger om de enkelte virksomheder, blev forbeholdt de deltagende virksomheder alene, heriblandt sagsoegeren (jf. praemis 427 ff. ovenfor).

62 Der skal for oevrigt mindes om, at den omstaendighed, at en virksomhed ikke har spillet en saerlig aktiv rolle eller ikke har optraadt som initiativtager, ikke fritager den for ansvar for dens deltagelse i overtraedelsen (Domstolens dom af 12.7.1979, forenede sager 32/78 og 36/78-82/78, BMW Belgium m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2435, praemis 49 ff., og af 1.2.1978, sag 19/77, Miller mod Kommissionen, Sml. s. 131, praemis 18).

63 Sagsoegeren har ikke foert noget bevis for den tvang, som de andre virksomheder haevdes at have udoevet over for sagsoegeren, eller for, at selskabet blev tvunget til at indtraede i Poutrelles-udvalget (jf. praemis 364 ovenfor).

64 Hvad angaar sagsoegerens paastaaede samarbejde med Kommissionen under den administrative procedure skal det foerst bemaerkes, at sagsoegeren i sit svar af 23. august 1991 paa en anmodning om oplysninger i henhold til traktatens artikel 47 angav ikke at raade over nogen liste over deltagerne i moederne i Poutrelles-udvalget, og at selskabet heller ikke havde nogen referater eller dokumenter vedroerende disse moeder, selv om det bekraeftes af oplysningerne i sagen, at selskabet regelmaessigt modtog saadanne dokumenter.

65 Paastanden om dette samarbejde modsiges i oevrigt klart af sagsoegerens skriftlige indlaeg. I replikkens punkt 6 (jf. tillige staevningens punkt 13) anfoerer sagsoegeren saaledes, at »hvis Ensidesa havde vidst, at Kommissionen gjorde disse to klagepunkter gaeldende over for virksomheden [nemlig fastsaettelse af priser og harmonisering af tillaeg], ville den have bestridt disse, og den ville ikke i enkeltheder have meddelt Kommissionen, hvorledes det forholdt sig med de spanske producenters deltagelse ...«. Det foelger heraf, at sagsoegeren i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter kun af sig selv indroemmede rigtigheden af Kommissionens paastande om de faktiske forhold, for saa vidt som selskabet ikke mente, at de var rettet imod det.

66 Kommissionen har med rette antaget, at dette svar ikke kunne berettige til, at der indroemmedes sagsoegeren en nedsaettelse af boeden som foelge af samarbejde under den administrative procedure.

67 Hvad endelig angaar sagsoegerens beslutning, som blev truffet efter meddelelsen af klagepunkter, om ikke laengere at deltage i moederne i Poutrelles-udvalget, bemaerkes, at den er uden betydning for, hvorledes den tidligere adfaerd skal bedoemmes, navnlig naar denne bevidst blev skjult for Kommissionen. Det kan under alle omstaendigheder ikke betragtes som en formildende omstaendighed, at en forsaetligt begaaet overtraedelse er bragt til ophoer, naar dette skyldes Kommissionens indgriben.

68 Naar henses til det anfoerte, maa Retten i det hele afvise de argumenter, der stoettes paa beskyttelsesklausulen i tiltraedelsesaktens artikel 379, paa virksomheden Acerinox' situation i sagen om rustfrit staal, paa den mindre og tvungne rolle, som sagsoegeren angiveligt spillede i forbindelse med Poutrelles-udvalgets former for praksis, og selskabets samarbejdsvillige holdning over for Kommissionens tjenestegrene.

69 Vedroerende overtraedelsens varighed bemaerkes, at der af de grunde, der allerede er anfoert ovenfor i praemis 155, ikke skal tages hensyn til den skrivefejl, der findes i den spanske og den franske version af beslutningens artikel 4. Den periode, som Kommissionen har lagt til grund for boeden, er foelgelig paa 24 maaneder, nemlig perioden mellem den 1. januar 1989 og den 31. december 1990, for de spanske producenters vedkommende, mens den normalt er paa 30 maaneder, nemlig perioden mellem den 1. juli 1988 og den 31. december 1990, for de andre producenters vedkommende.

70 Det fremgaar i oevrigt af Kommissionens detaljerede forklaringer under sagens behandling, at den fastsatte forskellige boeder under hensyn til bl.a. varigheden af den enkelte overtraedelse, bortset fra hvad angaar aftalerne om harmonisering af priserne for tillaeg. Kommissionen har saaledes taget behoerigt hensyn til, at de spanske producenters deltagelse i aftalerne om fastsaettelse af maalpriser og i udvekslingen af fortrolige oplysninger inden for Poutrelles-udvalget varede kortere, og det boedebeloeb, de blev paalagt for dette forhold, udgoer 80% (24/30) af det boedebeloeb, de ville vaere blevet paalagt, saafremt de lige som de fleste andre producenter havde deltaget i disse overtraedelser siden den 1. juli 1988.

71 I oevrigt har Kommissionen i beslutningens betragtning 252 anfoert, at »af de aarsager, der er redegjort for i betragtning 313, vil Ensidesa og Aristrain ikke blive gjort ansvarlige for deres deltagelse i aftalen af 15. november 1988«. Til gengaeld er det blevet bevist, at sagsoegeren har deltaget i fire andre aftaler om harmonisering af tillaeg, der blev indgaaet mellem den 1. januar 1989 og den 31. december 1990. Det fremgaar imidlertid, at Kommissionen ikke tog hensyn til denne mindre deltagelse fra sagsoegerens side i de naevnte aftaler, da den beregnede stoerrelsen af den boede, der burde paalaegges selskabet for dette forhold, idet denne for alle de paagaeldende virksomheder blev fastsat generelt til 0,5% af den relevante omsaetning (med forbehold for en saerskilt nedsaettelse paa 10%, som blev givet Aristrain og Ensidesa, fordi der ikke var foretaget harmonisering af tillaeg i Spanien, jf. praemis 277 ovenfor).

72 Under henvisning til det anfoerte finder Retten som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret, at den boede, der er paalagt sagsoegeren paa grund af selskabets deltagelse i aftalerne om harmonisering af tillaeg, boer nedsaettes med 20%.

73 I oevrigt finder Retten, at Kommissionen har taget behoerigt hensyn til den kortere varighed af de overtraedelser, som de spanske producenter kritiseres for.

[...]

Rettens udoevelse af sin fulde proevelsesret

74 Det skal foerst bemaerkes, at det hverken i beslutningens artikel 1 eller i den foerste tabel, der opsummerer de forskellige prisfastsaettelsesaftaler, og som findes i beslutningens betragtning 314, angives, at sagsoegeren har deltaget i en aftale om fastsaettelse af priser paa det spanske marked. Det fremgaar imidlertid af de detaljerede forklaringer, som Kommissionen har afgivet under sagens behandling, at sagsoegeren er blevet paalagt en boede paa 79 200 ECU for en saadan overtraedelse. Ifoelge Kommissionen, som henviser til beslutningens betragtning 174 og 276, skyldes det tilsyneladende en fejl, at disse forhold ikke er optaget i beslutningens betragtning 314 og artikel 1.

75 Eftersom det ikke anfoeres i beslutningens konklusion, at sagsoegeren har deltaget i den naevnte overtraedelse, skal der ikke tages hensyn til den ved beregningen af boeden. Denne skal foelgelig nedsaettes med 79 200 ECU efter den af Kommissionen anvendte beregningsmetode.

76 Af de ovenfor i praemis 502 anfoerte grunde boer beloebet for den boede, der er paalagt sagsoegeren paa grund af selskabets deltagelse i aftalerne om harmonisering af tillaeg, endvidere nedsaettes med 20%. Boeden skal foelgelig nedsaettes med 89 100 ECU, idet der herved tages hensyn til den saerlige formildende omstaendighed for de spanske producenter efter den af Kommissionen anvendte metode.

77 Endelig finder Retten af de grunde, der er anfoert i praemis 512 ff. (3) ovenfor, at det samlede beloeb af den boede, der er paalagt for aftalerne og den samordnede praksis vedroerende fastsaettelse af priser, skal nedsaettes med 15%, fordi Kommissionen i et vist omfang har overvurderet de konkurrencebegraensende virkninger af de konstaterede overtraedelser. Under hensyn til de nedsaettelser, der allerede er naevnt ovenfor for saa vidt angaar den paastaaede aftale om fastsaettelse af priser paa det spanske marked og aftalerne om harmonisering af tillaeg, udgoer denne nedsaettelse 350 460 ECU ifoelge den af Kommissionen anvendte beregningsmetode.

78 Det skal endelig bemaerkes, at Kommissionen ikke over for sagsoegeren har paatalt den samordnede praksis vedroerende fastsaettelse af de priser, der blev anvendt i Det Forenede Kongerige i andet halvaar af 1990, selv om en saadan overtraedelse er blevet gjort gaeldende over for flere andre virksomheder (jf. praemis 204 ovenfor). Selv om dette forhold ikke paavirker varigheden af overtraedelsen vedroerende fastsaettelse af priser inden for Poutrelles-udvalget, som sagsoegeren kritiseres for i artikel 1 i beslutningens konklusion, begraenser det intensiteten af sagsoegerens deltagelse i den naevnte overtraedelse sammenlignet med de andre virksomheders deltagelse. Paa dette grundlag finder Retten som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret, at boeden skal nedsaettes med 125 000 ECU ifoelge den af Kommissionen anvendte metode.

79 Naar Retten fastsaetter en boede som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret, er der i sagens natur ikke tale om en praecis matematisk operation. I oevrigt er Retten ikke bundet af Kommissionens beregninger, men skal foretage sin egen vurdering under hensyntagen til alle sagens omstaendigheder.

80 Retten finder, at Kommissionens generelle fremgangsmaade ved fastsaettelsen af boedernes niveau er velbegrundet under hensyn til sagens omstaendigheder. De overtraedelser, der bestaar i fastsaettelse af priserne og opdeling af markeder, og som udtrykkeligt er forbudt efter traktatens artikel 65, stk. 1, maa nemlig betragtes som saerlig alvorlige, eftersom de indebaerer et direkte indgreb i de vaesentlige konkurrenceparametre paa det paagaeldende marked. Endvidere har systemerne for udveksling af fortrolige oplysninger, som er lagt sagsoegeren til last, haft et lignende formaal som en opdeling af markederne paa grundlag af de traditionelle handelsstroemme. Alle de overtraedelser, der er taget i betragtning med henblik paa boeden, blev begaaet efter kriseordningens ophoer, efter at virksomhederne havde modtaget behoerige advarsler. Som det er fastslaaet af Retten, var det generelle formaal med de i sagen omhandlede aftaler og former for praksis netop at hindre eller forstyrre den tilbagevenden til den normale konkurrence, som var foelgen af den aabenbare kriseperiodes ophoer. Virksomhederne var endvidere bekendt med disse foranstaltningers ulovlige karakter og skjulte dem bevidst for Kommissionen.

81 Under hensyn til det anfoerte i det hele, samt henset til, at Raadets forordning (EF) nr. 1103/97 af 17. juni 1997 om visse bestemmelser vedroerende indfoerelsen af euroen finder anvendelse fra den 1. januar 1999, skal boedens beloeb fastsaettes til 3 350 000 EUR.

[...]

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Anden Udvidede Afdeling)

1) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved artikel 4 i Kommissionens beslutning 94/215/EKSF af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker, fastsaettes til et beloeb paa 3 350 000 EUR.

2) I oevrigt frifindes Kommissionen.

3) Sagsoegeren baerer sine egne sagsomkostninger samt tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger. Kommissionen baerer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

(1) - Praemisserne i naervaerende dom er i det vaesentlige de samme som eller ligner praemisserne i Rettens dom af 11.3.1999, Thyssen mod Kommissionen (sag T-141/94, Sml. II, s. 347), med undtagelse af navnlig praemis 74-120, 331-349, 373-378, 413-456 og 614-625, som ikke findes tilsvarende i naervaerende dom. Overtraedelserne af traktatens artikel 65, stk. 1, som sagsoegeren beskyldes for paa visse nationale markeder, er heller ikke de samme som dem, der er gjort gaeldende over for sagsoegeren i sagen Thyssen mod Kommissionen.

(2) - Denne dato angives i den franske og spanske version af beslutningen. Den tyske og engelske version angiver datoen 31.12.1988.

(3) - Jf. dommen i sagen Thyssen mod Kommissionen, praemis 640 ff.