61994A0070

1 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - toldkontingent for indfoersel af bananer - forordning om fastsaettelse af en nedsaettelseskoefficient, der giver de beroerte importoerer mulighed for at fastslaa, hvilken maengde der vil blive tildelt dem

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4; Kommissionens forordning nr. 3190/93)

2 Landbrug - faelles markedsordning - bananer - importordning - toldkontingent - fordeling - gennemfoerelsesbestemmelser - Kommissionens kompetence til at fastsaette en nedsaettelseskoefficient, der goer det muligt at fastholde kontingentets graense - raekkevidde - fejlagtig brug af kompetence - foreligger ikke

(Raadets forordning nr. 404/93, art. 20; Kommissionens forordning nr. 3190/93, art. 1)

3 Landbrug - faelles markedsordning - bananer - importordning - toldkontingent - fordeling - gennemfoerelsesbestemmelser - bestemmelser fastsat af Kommissionen i dens forordning nr. 1442/93 - overskridelse af graenserne for den befoejelse, der er givet ved grundforordningen - foreligger ikke

(Raadets forordning nr. 404/93; Kommissionens forordning nr. 1442/93, art. 3, stk. 1, art. 5, stk. 2, og art. 7)

4 Ansvar uden for kontraktforhold - Kommissionens paadragelse af ansvar - mulighed for private for at paaberaabe sig bestemmelser, der fastlaegger rammen for de bemyndigelser, der er givet denne institution - udelukket

(EF-traktaten, art. 155, 178 og art. 215, stk. 2; Raadets forordning nr. 404/93, art. 20)

5 Forordning nr. 3190/93 om fastsaettelse af den faelles nedsaettelseskoefficient til beregning af den maengde bananer, der skal tildeles hver erhvervsdrivende i kategori A og B af det aarlige toldkontingent i 1994, beroerer de erhvervsdrivende i de naevnte kategorier individuelt. Den finder nemlig kun anvendelse paa de erhvervsdrivende i kategori A eller kategori B, som havde ansoegt om og opnaaet referencemaengder for indfoersler af bananer i 1994, og den oplyser saaledes hver enkelt beroert erhvervsdrivende om, at den maengde bananer, som han har ret til at indfoere inden for det paagaeldende toldkontingent, kan fastslaas ved anvendelse af den fastsatte nedsaettelseskoefficient paa hans referencemaengde. Da den eneste lovgivningsmaessige funktion, forordningen har, er at fastsaette og offentliggoere den naevnte nedsaettelseskoefficient, har den den oejeblikkelige og direkte virkning at goere det muligt for hver enkelt erhvervsdrivende at fastslaa den endelige maengde, som vil blive tildelt ham individuelt. Forordningen maa foelgelig opfattes som en raekke individuelle beslutninger, der er rettet til hver enkelt erhvervsdrivende, og som i virkeligheden underretter denne om de praecise maengder, som han vil have ret til at indfoere i 1994.

Da den paagaeldende forordning ikke overlader medlemsstaterne noget skoen med hensyn til udstedelsen af importlicenserne, beroerer den desuden de naevnte erhvervsdrivende umiddelbart og kan saaledes i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, vaere genstand for et annullationssoegsmaal fra disse.

6 Artikel 20 i forordning nr. 404/93 om den faelles markedsordning for bananer er ikke til hinder for, at Kommissionen fastsaetter gennemfoerelsesbestemmelser, som, skoent de ikke udtrykkeligt naevnes i bestemmelsen, er noedvendige for, at den i denne sektor indfoerte importordning kan fungere. Det er herved noedvendigt for, at toldkontingentet, som er en del af denne ordning, kan fungere, at der fastsaettes en nedsaettelseskoefficient, som, naar omfanget af ansoegninger overstiger kontingentets graenser, goer det muligt baade at fastholde kontingentets graenser og sikre de erhvervsdrivendes ret til en del af kontingentet.

Ved at foretage denne fastsaettelse i artikel 1 i forordning nr. 3190/93 har Kommissionen hverken overskredet graenserne for eller foretaget en fejlagtig anvendelse af det skoen, som den har ret til at udoeve i Faellesskabets interesse ved gennemfoerelsen af reglerne for en faelles markedsordning. Selv om de beroerte erhvervsdrivende i den forbindelse er blevet paavirket forskelligt af, at der er blevet indfoert en faelles markedsordning, er en saadan differentieret behandling en uundgaaelig foelge af, at det er noedvendigt at tage hensyn til de forskellige situationer, som de erhvervsdrivende befandt sig i, og staar i sammenhaeng med formaalet, nemlig en integration af hidtil opdelte markeder.

Kommissionen var heller ikke forpligtet til uden kontrol at acceptere de tal, som medlemsstaterne meddelte vedroerende de referencemaengder, der skulle tildeles de forskellige erhvervsdrivende. De forskelle, som fortsat bestod, efter at Kommissionen havde korrigeret i hvert fald et vist antal referencemaengder, som medlemsstaterne oprindelig havde meddelt den, kan ikke medfoere, at den nedsaettelseskoefficient, som er blevet fastsat paa grundlag af korrigerede tal, bliver ugyldig.

Endelig kan den forsinkede udarbejdelse af den prognose, paa grundlag af hvilken det toldkontingent skulle have vaeret fastsat, som nedsaettelseskoefficienten er blevet anvendt paa, heller ikke beroere sidstnaevntes gyldighed, da Kommissionen har haft vanskeligheder ved at opnaa praecise tal fra medlemsstaterne, som var noedvendige for, at den kunne udarbejde en noejagtig prognose, og da den under disse omstaendigheder ikke havde andet valg end at beregne koefficienten alene paa et foreloebigt grundlag.

7 Ved i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1442/93 om gennemfoerelsesbestemmelser for EF's importordning for bananer at give en definition af udtrykket »erhvervsdrivende« og udtrykket »sekundaer importoer«, ved at inkludere modnere i den kategori af erhvervsdrivende, der har ret til en del af toldkontingentet, og ved i artikel 5, stk. 2, i samme forordning at fastsaette vejningskoefficienter, der er gradueret under hensyn til omfanget af de risici, som de forskellige erhvervsdrivende paatager sig, har Kommissionen ikke overskredet de befoejelser, som forordning nr. 404/93 om den faelles markedsordning for bananer giver den. Den har heller ikke tilsidesat retssikkerhedsprincippet ved at afstaa fra selv at afgoere, hvilke bevisdokumenter de erhvervsdrivende har pligt til at fremlaegge for medlemsstaternes myndigheder.

8 Da traktatens artikel 155 og artikel 20 i forordning nr. 404/93 om den faelles markedsordning for bananer blot fastlaegger den ramme, inden for hvilken Kommissionen er bemyndiget til at vedtage de noedvendige gennemfoerelsesbestemmelser til ivaerksaettelse af den naevnte faelles markedsordning, kan disse bestemmelser ikke som saadanne paaberaabes af private med henblik paa at drage denne institution til ansvar i henhold til traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2.

I sag T-70/94,

Comafrica SpA, Genova (Italien), og

Dole Fresh Fruit Europe Ltd & Co., Hamburg (Tyskland),

ved Solicitor Bernard O'Connor, og med valgt adresse i Luxembourg hos Stanbrook and Hooper, advokatkontoret Arsène Kronshagen, 12, boulevard de la Foire,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Eugenio de March og Xavier Lewis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet af solicitor John Handoll, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, foerst ved s. Lucinda Hudson, derefter ved John E. Collins og Lindsey Nicoll, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtigede, og ved barrister David Anderson, og med valgt adresse i Luxembourg paa Det Forenede Kongeriges Ambassade, 14, boulevard Roosevelt,

intervenient,

hvorunder der er nedlagt paastand om dels annullation af artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 3190/93 af 19. november 1993 om fastsaettelse af den faelles nedsaettelseskoefficient til beregning af den maengde bananer, der skal tildeles hver erhvervsdrivende i kategori A og B af det aarlige toldkontingent i 1994, dels erstatning for det tab, som sagsoegerne har lidt paa grund af de angiveligt ulovlige beslutninger om fastsaettelse af nedsaettelseskoefficienter for 1993 og 1994,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne P. Lindh og J.D. Cooke,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 13. marts 1996,

afsagt foelgende

Dom

Relevante retsregler

1 Foer 1993 var forhandlingen af bananer i Faellesskabet reguleret paa grundlag af forskellige nationale ordninger. Der var tre forsyningskilder: bananer produceret i Faellesskabet, bananer produceret i nogle af de stater, med hvilke Faellesskabet havde indgaaet Lomé-konventionen (herefter »AVS-bananer«), og bananer produceret i andre stater (herefter »tredjelandsbananer«).

2 Der blev indfoert en faelles markedsordning for dette marked ved Raadets forordning (EOEF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den faelles markedsordning for bananer (EFT L 47, s. 1, herefter »forordning nr. 404/93«), hvorved der fra den 1. juli 1993 blev indfoert en faelles importordning, som erstattede de forskellige tidligere nationale ordninger. Forordning nr. 404/93 er senest aendret ved Raadets forordning (EF) nr. 3290/94 af 22. december 1994 om de tilpasninger og overgangsforanstaltninger, der er noedvendige i landbrugssektoren for gennemfoerelsen af de aftaler, som er indgaaet under de multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-rundens regi (EFT L 349, s. 105). Det er udgaven af 13. februar 1993, der er tale om i naervaerende dom.

3 I forbindelse med ordningen for samhandelen med tredjelande, som omhandles i afsnit IV i forordning nr. 404/93, bestemmes det, at der hvert aar aabnes et toldkontingent for indfoersler af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer. Udtrykkene »traditionel indfoersel« og »ikke-traditionel indfoersel« fra AVS-stater defineres i artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 404/93. Ved »traditionel indfoersel fra AVS-stater« forstaas de maengder bananer, der er fastsat i bilaget til forordning nr. 404/93, og som er eksporteret af hver af Faellesskabets traditionelle AVS-leverandoerer. De maengder, som AVS-staterne eksporterer, og som overskrider disse maengder, benaevnes »ikke-traditionelle AVS-bananer«.

4 Artikel 20 i forordning nr. 404/93 bemyndiger Kommissionen til efter den saakaldte forvaltningskomitéprocedure i henhold til artikel 27 at vedtage gennemfoerelsesbestemmelserne for bl.a. udstedelse af importlicenser til de forskellige kategorier erhvervsdrivende, hyppigheden af licensudstedelsen og den minimumsmaengde af bananer, som de erhvervsdrivende, der kan komme i betragtning, skal have markedsfoert. Gennemfoerelsesbestemmelserne til afsnit IV i forordning nr. 404/93 er fastsat ved Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1442/93 af 10. juni 1993 om gennemfoerelsesbestemmelser for EF's importordning for bananer (EFT L 142, s. 6, herefter »forordning nr. 1442/93«).

5 Artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 404/93 bestemmer, at der hvert aar aabnes et toldkontingent paa 2 mio. tons nettovaegt for indfoersel af bananer fra tredjelande og for ikke-traditionelle AVS-bananer, og fastsaetter for den foerste periode, i hvilken den nye faelles markedsordning har vaeret i kraft, dvs. andet halvaar af 1993, toldkontingentets stoerrelse til 1 mio. tons nettovaegt. Inden for rammerne af toldkontingentet blev der opkraevet en told paa 100 ECU pr. ton for indfoersler af tredjelandsbananer, og for indfoersler af ikke-traditionelle AVS-bananer gjaldt der en nultold. Uden for toldkontingentet blev der opkraevet en told paa henholdsvis 750 ECU pr. ton og 850 ECU pr. ton af indfoerslerne.

6 Imidlertid bestemmer artikel 18, at naar Faellesskabets efterspoergsel stiger, forhoejes kontingentmaengden tilsvarende efter forvaltningskomitéprocedureen i henhold til artikel 27.

7 Faellesskabets efterspoergsel bestemmes paa grundlag af en prognose, som ifoelge artikel 16 udarbejdes hvert aar paa grundlag af:

- de disponible oplysninger om den maengde bananer, der er markedsfoert i Faellesskabet i det foregaaende aar, opdelt efter oprindelsessted

- overslag over produktion og markedsfoering af EF-bananer

- overslag over indfoerslen af traditionelle AVS-bananer,

- overslag over forbruget, der isaer er baseret paa den seneste forbrugsudvikling og udviklingen i markedspriserne.

Artikel 18 bestemmer, at naar det fremgaar af prognosen, at efterspoergslen stiger, og det foelgelig er noedvendigt at forhoeje det aarlige toldkontingent, foretages denne forhoejelse inden den 30. november forud for det paagaeldende produktionsaar.

8 Artikel 16, stk. 3, bestemmer desuden, at hvis det viser sig noedvendigt, f.eks. for at tage hoejde for ekstraordinaere omstaendigheder, som beroerer produktions- og indfoerselsforholdene, kan prognosen revideres i loebet af produktionsaaret, og det toldkontingent, der er fastsat i artikel 18, kan tilpasses efter proceduren i artikel 27.

9 Indfoerslerne inden for rammerne af det aarlige toldkontingent samt de hertil udstedte licenser fordeles ifoelge artikel 19 mellem tre kategorier af erhvervsdrivende paa foelgende maade:

- 66,5% til erhvervsdrivende, der har markedsfoert tredjelandsbananer og/eller ikke-traditionelle AVS-bananer

- 30% til erhvervsdrivende, der har markedsfoert EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer

- 3,5% til erhvervsdrivende, der er etableret i Faellesskabet, og som siden 1992 er begyndt at markedsfoere andre bananer end EF- og/eller traditionelle AVS-bananer.

10 Blandt de gennemfoerelsesbestemmelser, der er fastsat ved forordning nr. 1442/93 for den ved forordning nr. 404/93 indfoerte ordning, saaledes som den er beskrevet i det foregaaende, skal foelgende bestemmelser naevnes.

11 Artikel 2 bestemmer, at der for andet halvaar af 1993 aabnes et toldkontingent paa:

a) 665 000 tons for den kategori af erhvervsdrivende, der foer 1992 har markedsfoert tredjelandsbananer og/eller ikke-traditionelle AVS-bananer (herefter »kategori A«)

b) 300 000 tons for den kategori af erhvervsdrivende, der har markedsfoert EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer (herefter »kategori B«)

c) 35 000 tons for den kategori af erhvervsdrivende, der fra 1992 eller senere er begyndt at markedsfoere andre bananer end EF-bananer og/eller traditionelle AVS-bananer (herefter »kategori C«).

12 Artikel 5 bestemmer, at medlemsstaternes myndigheder senest den 1. oktober 1993 for 1994 og senest den 1. juli for hvert af de foelgende aar for hver erhvervsdrivende i kategori A og B, der er registreret hos disse myndigheder, fastsaetter, hvor stor en maengde han i gennemsnit har afsat i de tre aar forud for aaret foer det aar, for hvilket det paagaeldende toldkontingent aabnes, opdelt efter arten af de oekonomiske aktiviteter, som den erhvervsdrivende har udoevet, jf. artikel 3, stk. 1. Dette gennemsnit kaldes »referencemaengde«.

13 Ifoelge artikel 3, stk. 1, betragtes en virksomhed eller enhver anden enhed som »erhvervsdrivende« i kategori A og B, hvis den for egen regning har udoevet en eller flere af foelgende aktiviteter:

a) opkoeb af groenne tredjelandsbananer og/eller groenne AVS-bananer hos producenterne, eller eventuelt dyrkning af saadanne bananer, med efterfoelgende forsendelse til og afsaetning i EF (herefter »aktiviteter af type a«)

b) forsyning med groenne bananer, som den ejer, og deres overgang til fri omsaetning i EF samt videresalg med henblik paa afsaetning i EF, hvorved risikoen for forringelse eller tab sidestilles med den risiko, som ejeren baerer (herefter »aktiviteter af type b«)

c) modning af groenne bananer, som den ejer, og senere afsaetning i EF (herefter »aktiviteter af type c«).

De erhvervsdrivende, som udoever disse aktiviteter, benaevnes herefter henholdsvis »primaere importoerer«, »sekundaere importoerer« og »modnere«.

14 I artikel 5, stk. 2, fastsaettes de vejningskoefficienter, som anvendes paa de forhandlede maengder, og som varierer alt efter de udoevede aktiviteter. Ifoelge tredje betragtning til forordningen har disse koefficienter til formaal dels at tage hensyn til omfanget af den udoevede oekonomiske aktivitet og de forretningsmaessige risici, dels at undgaa den ulempe, det er at skulle opgoere produkter i forskellige handelsled.

15 Artikel 6 lyder saaledes:

»Kommissionen fastsaetter alt efter det aarlige toldkontingents stoerrelse og de erhvervsdrivendes samlede referencemaengder som omhandlet i artikel 5 eventuelt en faelles nedsaettelseskoefficient for hver kategori af erhvervsdrivende, der skal anvendes paa hver erhvervsdrivendes referencemaengde med henblik paa at fastsaette, hvor stor en maengde han skal tildeles.

Medlemsstaterne fastsaetter denne maengde for hver registreret erhvervsdrivende i kategori A og B senest den 1. august, og for 1993 senest den 1. november 1993, og giver den enkelte erhvervsdrivende meddelelse om stoerrelsen heraf.«

16 Et af de saerlige traek ved det her omhandlede erhverv er, at bananer ikke godt taaler lange rejser og derfor hoestes paa forhaand med henblik paa »indfoersel i groen tilstand« og modning paa salgsstederne. Det er af denne grund, at forhandling af bananer indebaerer tre etaper, som afspejler sig i den tredobbelte definition af »erhvervsdrivende«, som er fastsat i artikel 3, stk. 1, nemlig dem, der udoever: koeb af groenne bananer eller primaer indfoersel, afsaetning eller sekundaer indfoersel og modning foer afsaetning (se ovenfor, praemis 13).

17 Indfoerelsen af den nye ordning i 1993 skete med forsinkelser. Kommissionen udstedte fire forordninger med det formaal at udskyde den frist, inden for hvilken medlemsstaternes kompetente myndigheder skulle meddele de erhvervsdrivende den kontingentmaengde, som blev tildelt dem, og for at give den mulighed for at udstede yderligere foreloebige licenser. Det drejer sig om forordning (EOEF) nr. 2396/93, (EOEF) nr. 2569/93 og (EOEF) nr. 2642/93 af henholdsvis 30. august 1993, 17. september 1993 og 27. september 1993 om aendring af forordning (EOEF) nr. 1443/93 om overgangsforanstaltninger vedroerende anvendelsen af EF's importordning for bananer i 1993 (henholdsvis EFT L 221, s. 9, EFT L 235, s. 29, og EFT L 242, s. 15) og om forordning (EOEF) nr. 2654/93 af 28. september 1993 om supplerende overgangsbestemmelser for indfoersel af bananer til EF under Faellesskabets toldkontingentordning i oktober maaned 1993 (EFT L 243, s. 12). Disse fristforlaengelser blev begrundet med, at det var noedvendigt at give Kommissionen tid til at kontrollere de referencemaengder, som de nationale myndigheder havde givet den oplysninger om.

18 Den 22. oktober 1993 udstedte Kommissionen forordning (EOEF) nr. 2920/93 om fastsaettelse af den faelles nedsaettelseskoefficient til beregning af den maengde bananer, der skal tildeles hver erhvervsdrivende i kategori A og B af det aarlige toldkontingent i andet halvaar af 1993 (EFT L 264, s. 40, herefter »forordning nr. 2920/93«). Den 19. november 1993 udstedte Kommissionen forordning (EOEF) nr. 3190/93 om fastsaettelse af den faelles nedsaettelseskoefficient til beregning af den maengde bananer, der skal tildeles hver erhvervsdrivende i kategori A og B af det aarlige toldkontingent i 1994 (EFT L 285, s. 28, herefter »forordning nr. 3190/93«). Artikel 1 i forordning nr. 3190/93 lyder saaledes:

»Den maengde, der tildeles hver enkelt erhvervsdrivende i kategori A og B for perioden 1. januar til 31. december 1994 af det toldkontingent, som omhandles i henhold til artikel 18 og 19 i forordning (EOEF) nr. 404/93, beregnes ved at multiplicere den paagaeldende erhvervsdrivendes referencemaengde med nedenstaaende faelles nedsaettelseskoefficient, der er fastsat i henhold til artikel 5 i forordning (EOEF) nr. 1442/93:

- for erhvervsdrivende i kategori A: 0,506617

- for erhvervsdrivende i kategori B: 0,430217.«

Sagens faktiske omstaendigheder

19 Sagsoegerne, Comafrica SpA og Dole Fresh Fruit Europe Ltd & Co., indfoerer tredjelandsbananer til henholdsvis Italien og Tyskland.

20 I foerste halvaar af 1993 blev sagsoegerne af deres erhvervsorganisation underrettet om, at Kommissionen havde til hensigt at indfoere en ny faelles markedsordning for bananer. De indledte en korrespondance med Kommissionen herom. I deres foerste bemaerkninger gjorde sagsoegerne gaeldende, at der var risiko for, at den af Kommissionen foreslaaede definition af »erhvervsdrivende« kunne foere til, at toldkontingentordningen kom til at virke paa ukorrekt maade, og kunne medfoere urigtigheder i beregningen af referencemaengderne, fordi varer paa forskellige trin af handelskaeden blev talt dobbelt.

21 I den korrespondance, der senere blev udvekslet i efteraaret 1993, fremhaevede sagsoegerne, at de fastsatte referencemaengder, som var baseret paa tal fra De Europaeiske Faellesskabers Statistiske Kontor (herefter »Eurostat«) for indfoerslerne af bananer i aarene 1989-1991, ikke svarede til stoerrelsen af de referencemaengder, som de kompetente myndigheder havde meddelt. Kommissionen svarede, at medlemsstaterne var ansvarlige for kontrollen af referencemaengderne, men at den selv havde undersoegt den kontrolprocedure, som de havde ivaerksat for at sikre, at de opstillede kriterier blev overholdt. Kommissionen anfoerte desuden naermere, at i de tilfaelde, hvor der var blevet paavist mulige uoverensstemmelser, havde den anmodet de paagaeldende medlemsstater om at undersoege de paagaeldende tal paa ny.

Retsforhandlinger og parternes paastande

22 Det er paa denne baggrund, at sagsoegerne ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. februar 1994 har anlagt naervaerende sag med paastand om, dels at artikel 1 i forordning nr. 3190/93 annulleres i henhold til EF-traktatens artikel 173, stk. 4, dels om erstatning i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, for det tab, som de mener at have lidt paa grund af Kommissionens angiveligt ulovlige beslutninger i artikel 1 i forordning nr. 2920/93 og artikel 1 i forordning nr. 3190/93.

23 Den 15. april 1994 har Kommissionen fremsat begaering om udsaettelse af sagen. Den 29. april 1994 har den paastaaet sagen afvist, for saa vidt angaar paastanden om annullation af artikel 1 i forordning nr. 3190/93. Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt for saa vidt angaar paastanden om erstatning for det af sagsoegerne haevdede tab.

24 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Anden Udvidede Afdeling den 26. september 1994 har Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland faaet tilladelse til at intervenere til stoette for sagsoegtes paastande.

25 Efter dommen af 5. oktober 1994 i sagen Tyskland mod Raadet (sag C-280/93, Sml. I, s. 4973), hvorved Domstolen frifandt Raadet under et annullationssoegsmaal anlagt af Forbundsrepublikken Tyskland med paastand om annullation af forskellige bestemmelser i forordning nr. 404/93, har Rettens Justitskontor ved skrivelse af 6. december 1994 opfordret parterne til at fremsaette deres bemaerkninger om denne doms eventuelle konsekvenser for naervaerende tvist.

26 Som svar herpaa har sagsoegerne anfoert, at deres soegsmaal er baseret paa den forudsaetning, at forordning nr. 404/93 er gyldig, og at denne dom derfor ikke har nogen betydning for den argumentation, hvormed de har anfaegtet forordning nr. 2920/93 og nr. 3190/93. Kommissionen har erkendt, at de to soegsmaal drejer sig om forskellige forordninger, men har gjort gaeldende, at dommen ved at bekraefte den nye faelles markedsordnings gyldighed har fjernet grundlaget for sagsoegernes hovedargument i naervaerende sag, nemlig at de »traditionelle« indfoersler har ret til en »traditionel« markedsandel. Kommissionen mener derfor, at sagsoegerne boer haeve sagen.

27 Ved Rettens kendelse af 2. maj 1995 er afgoerelsen vedroerende sagsoegtes begaering om at traeffe afgoerelse om formaliteten blevet henskudt til behandling sammen med sagens realitet.

28 Den skriftlige forhandling er afsluttet den 20. september 1995. Ved Rettens beslutning af 5. december 1995 er sagen blevet henvist til Fjerde Afdeling, der bestaar af tre dommere.

29 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisfoerelse. Retten har dog anmodet parterne om skriftligt at besvare en raekke spoergsmaal og anmodet Kommissionen om at fremlaegge visse dokumenter. Med undtagelse af Det Forenede Kongerige har procesdeltagerne afgivet mundtlige indlaeg den 13. marts 1996.

30 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen antages til realitetsbehandling.

- Kommissionens beslutning i artikel 1 i forordning nr. 3190/93 om at anvende en nedsaettelseskoefficient paa de referencemaengder, der er tildelt erhvervsdrivende i kategori A for perioden 1. januar til 31. december 1994, annulleres i henhold til EF-traktatens artikel 173 og 174.

- Kommissionen tilpligtes i henhold til EF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, at betale erstatning med renter for ethvert tab, som er paafoert sagsoegerne ved:

- Kommissionens ulovlige beslutning i artikel 1 i forordning nr. 2920/93 om at anvende en nedsaettelseskoefficient paa de referencemaengder, der er tildelt erhvervsdrivende i kategori A for perioden fra 1. juli til 31. december 1993

- Kommissionens ulovlige beslutning i artikel 1 i forordning nr. 3190/93 om at anvende en nedsaettelsskoefficient paa de referencemaengder, der er tildelt erhvervsdrivende i kategori A for perioden fra 1. januar til 31. december 1994, og

- Kommissionens undladelse af at opfylde sin forpligtelse til at forvalte og bestyre faellesskabskontingentet i overensstemmelse med faellesskabsretten, navnlig traktatens artikel 155 og artikel 20 i forordning nr. 404/93.

- Der traeffes alle yderligere foranstaltninger, som Retten maatte finde noedvendige for at vurdere det tab, der er paafoert sagsoegerne.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

31 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Principalt afvises sagen, for saa vidt angaar paastanden om annullation af forordning nr. 3190/93.

- Subsidiaert frifindes Kommissionen for denne paastand.

- Kommissionen frifindes for kravet om erstatning.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten

Parternes argumenter

32 Kommissionen har paastaaet sagen afvist, for saa vidt angaar paastanden om annullation af artikel 1 i forordning nr. 3190/93, fordi sagsoegerne ikke er individuelt beroert af denne bestemmelse i traktatens artikel 173, stk. 4's forstand.

33 Den har anfoert, at i en sag, som sagsoegerne tidligere har anlagt med paastand om annullation af nogle bestemmelser i forordning nr. 404/93, har Domstolen ved kendelse af 21. juni 1993, Comafrica m.fl. mod Raadet og Kommissionen (sag C-282/93, ikke trykt i Samling af Afgoerelser), paa embeds vegne rejst spoergsmaalet, om sagen skulle afvises, med den begrundelse, at muligheden for med stoerre eller mindre bestemthed at angive antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, paa hvem en foranstaltning finder anvendelse, paa ingen maade er ensbetydende med, at disse retssubjekter skal anses for individuelt beroert, saa laenge det staar fast, at denne anvendelse sker i medfoer af en objektiv retlig eller faktisk situation, der er fastlagt ved den paagaeldende retsakt. Kommissionen har gjort gaeldende, at sagsoegerne i naervaerende sag ikke i sig selv udgoer det samlede antal importoerer af bananer i Faellesskabet, og heller ikke alle de personer, der kan beroeres af forordning nr. 3190/93.

34 Ifoelge Kommissionen finder forordning nr. 3190/93 desuden anvendelse paa en objektivt bestemt situation og har retsvirkninger i forhold til persongrupper, der er angivet generelt og abstrakt. Den har henvist til, at artikel 1 gaelder for erhvervsdrivende i kategori A og for erhvervsdrivende i kategori B, saaledes som de er defineret i forordning nr. 404/93, og har tilfoejet, at Domstolen i ovennaevnte kendelse i sagen Comafrica m.fl. mod Raadet og Kommissionen har fastslaaet, at disse bestemmelser »finder anvendelse paa objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger i forhold til persongrupper, der er angivet generelt og abstrakt«. Kommissionen har ligeledes henvist til Domstolens dom af 15. juni 1993 (sag C-213/91, Albertal m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3177).

35 Endelig har Kommissionen gjort gaeldende, at for at visse personer kan vaere individuelt beroert af en foranstaltning, skal denne foranstaltning beroere deres retsstilling paa grund af en faktisk situation, som karakteriserer dem i forhold til enhver anden person. Ifoelge Kommissionen har sagsoegerne ikke paavist, hvordan de skulle vaere mere beroert eller individualiseret end andre importoerer i samme kategori i betragtning af, at artikel 1 i forordning nr. 3190/93 gaelder paa samme maade for alle erhvervsdrivende i de forskellige kategorier.

36 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at forordning nr. 3190/93 maa anses for en raekke individuelle afgoerelser truffet i form af en forordning, fordi medlemsstaterne paa tidspunktet for dens udstedelse allerede havde meddelt Kommissionen navnene og adresserne paa alle importoererne samt de maengder bananer, som de havde afsat (jf. artikel 4, stk. 5, og artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 1442/93). Kommissionen har derfor vaeret i stand til at kende alle de erhvervsdrivendes identitet samt de noejagtige maengder, som disse erhvervsdrivende havde ret til at indfoere. Da forordning nr. 3190/93 blev udstedt, fandt den saaledes anvendelse paa en lukket kreds af retssubjekter, i dette tilfaelde dem, der havde indfoert bananer i loebet af en bestemt periode i fortiden, som havde ladet sig registrere i en medlemsstat, og som senest den 1. september 1993 havde underrettet myndighederne i denne medlemsstat om de samlede maengde bananer, som de havde afsat i loebet af referenceperioden (Domstolens dom af 13.5.1971, forenede sager 41/70-44/70, International Fruit Company m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 83, org. ref.: Rec. s. 411, praemis 16-22, og af 6.11.1990, sag C-354/87, Weddel mod Kommissionen, Sml. I, s. 3847, praemis 20-23).

37 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at de desuden er umiddelbart beroert af forordning nr. 3190/93, fordi denne ikke overlader medlemsstaterne noget skoen med hensyn til udstedelsen af importlicenser (ovennaevnte domme i sagen International Fruit Company m.fl. mod Kommissionen, a.st., praemis 23-28, og i sagen Weddel mod Kommissionen, a.st., praemis 19).

Rettens bemaerkninger

38 I henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kan en privat anfaegte enhver beslutning, som, skoent den er udfaerdiget i form af en forordning, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt. Ifoelge Domstolens og Rettens faste praksis er et af formaalene med denne bestemmelse at forhindre, at faellesskabsinstitutionerne blot ved at vaelge forordningsformen kan afskaere en privat fra at indgive et soegsmaal mod en beslutning, som beroerer ham umiddelbart og individuelt. Det er saaledes klart, at valget af form ikke i sig selv kan aendre en retsakts normative karakter (jf. Domstolens dom af 17.6.1980, forenede sager 789/79 og 790/79, Calpak og Società Emiliana Lavorazione Frutta mod Kommissionen, Sml. s. 1949, praemis 7, og Rettens kendelse af 28.10.1993, sag T-476/93, FRSEA og FNSEA mod Raadet, Sml. II, s. 1187, praemis 19).

39 Domstolen og Retten har ligeledes fastslaaet, at for at erhvervsdrivende kan anses for at vaere individuelt beroert af den retsakt, som de kraever annulleret, skal der vaere sket en indgriben i deres retsstilling paa grund af faktiske omstaendigheder, der adskiller dem fra alle andre og individualiserer dem paa lignende maade som en adressat (jf. f.eks. Domstolens dom af 24.5.1993, sag C-131/92, Arnaud m.fl. mod Raadet, Sml. I, s. 2573).

40 Desuden har Domstolen i forbindelse med forvaltning af et toldkontingent for oksekoed fastslaaet, at en forordning udstedt af Kommissionen, som fastsatte de betingelser, paa hvilke medlemsstaternes myndigheder skulle imoedekomme ansoegningerne om importlicenser, beroerte de erhvervsdrivende individuelt, som ved dens udstedelse allerede havde ansoegt om saadanne licenser (jf. ovennaevnte dom i sagen Weddel mod Kommissionen, praemis 19-23). Da Domstolen fastslog, at de paagaeldende erhvervsdrivende var individuelt beroert, tog den i betragtning, at Kommissionen, da den paa grundlag af den samlede maengde, for hvilken der var indgivet ansoegninger - og yderligere ansoegninger ikke kunne indgives - traf afgoerelse om, i hvilket omfang disse ansoegninger kunne imoedekommes, i virkeligheden havde bestemt, i hvilket omfang den enkelte ansoegning kunne imoedekommes. Domstolen fastslog, at den paagaeldende forordning foelgelig skulle opfattes som en raekke individuelle afgoerelser og ikke som en almengyldig foranstaltning i henhold til traktatens artikel 189.

41 Retten skal bemaerke, at i naervaerende sag finder forordning nr. 3190/93 kun anvendelse paa erhvervsdrivende, som havde ansoegt om og opnaaet referencemaengder for indfoersler af bananer i kategori A eller kategori B for 1994. Forordningen oplyser hver enkelt beroert erhvervsdrivende om, at den maengde bananer, som han har ret til at indfoere inden for rammerne af toldkontingentet for 1994, kan fastsaettes ved anvendelse af en faelles nedsaettelseskoefficient paa hans referencemaengde. Da den eneste lovgivningsmaessige funktion, forordning nr. 3190/93 har, er at fastsaette og offentliggoere den naevnte nedsaettelseskoefficient, har den den oejeblikkelige og direkte virkning at goere det muligt for hver enkelt erhvervsdrivende, naar han anvender nedsaettelseskoefficienten paa den referencemaengde, som allerede er tildelt ham, at fastslaa den endelige maengde, som vil blive tildelt ham individuelt. Som saadan maa forordning nr. 3190/93 opfattes som en raekke individuelle beslutninger, der er rettet til hver enkelt erhvervsdrivende, og som i virkeligheden underretter denne om de praecise maengder, som han vil have ret til at indfoere i 1994.

42 Retten skal ligeledes bemaerke, at Kommissionen ikke har bestridt det af sagsoegerne anfoerte om, at de desuden er umiddelbart beroert af forordning nr. 3190/93, fordi denne ikke overlader medlemsstaterne noget skoen med hensyn til udstedelsen af importlicenserne.

43 Under disse omstaendigheder kan paastanden om annullation af forordning nr. 3190/93 antages til realitetsbehandling.

Realiteten

A - Paastandene om annullation

44 Til stoette for deres paastand om annullation har sagsoegerne paaberaabt sig fem anbringender. De har gjort gaeldende:

a) at Kommissionen ikke i henhold til forordning nr. 404/93 havde kompetence til at anvende nedsaettelseskoefficienten paa referencemaengderne for erhvervsdrivende i kategori A

b) at Kommissionen har fastsat den anfaegtede nedsaettelseskoefficient paa grundlag af fejlagtige referencemaengder

c) at Kommissionen ved at fastsaette en nedsaettelseskoefficient paa grundlag af fejlagtige referencemaengder har tilsidesat EF-traktatens artikel 40, stk. 3, og lighedsprincippet

d) at Kommissionen som foelge af den forsinkede udarbejdelse af den prognose, paa grundlag af hvilken det aarlige toldkontingent skulle have vaeret fastsat, som den anfaegtede nedsaettelseskoefficient er blevet anvendt paa, har tilsidesat artikel 16 i forordning nr. 404/93, og

e) at beslutningen om at anvende nedsaettelseskoefficienten var baseret paa retsstridige bestemmelser i forordning nr. 1442/93, nemlig artikel 3, artikel 4, stk. 3, artikel 5, stk. 2, samt artikel 7 og 8.

Det foerste anbringende: Kommissionens manglende kompetence til at anvende en nedsaettelseskoefficient paa de erhvervsdrivendes referencemaengder i henhold til forordning nr. 404/93

Parternes argumenter

45 Sagsoegerne har for det foerste anfoert, at artikel 20 i forordning nr. 404/93 giver Kommissionen kompetence til at vedtage gennemfoerelsesbestemmelser, og at artikel 19, stk. 3, bestemmer, at hvis antallet af anmodninger fra erhvervsdrivende i kategori C overstiger de maengder, der er til raadighed, nedsaettes hver anmodning med samme procentsats under anvendelse af en nedsaettelseskoefficient. Sagsoegerne har gjort gaeldende, at da der ikke er nogen bestemmelse, der foreskriver, at der skal anvendes en nedsaettelseskoefficient paa ansoegningerne fra erhvervsdrivende i kategori A eller B, maa denne undladelse anses for at vaere tilsigtet og indebaere, at der ikke kan anvendes en nedsaettelseskoefficient paa disse erhvervsdrivendes ansoegninger. Ifoelge sagsoegerne har Kommissionen overskredet sin kompetence ved at traeffe beslutning i form af forordning nr. 3190/93 om alligevel at anvende en saadan koefficient paa disse erhvervsdrivende.

46 Heroverfor har Kommissionen gjort gaeldende, at den eneste maade, hvorpaa referencemaengderne kunne tilpasses til det aarlige toldkontingent, var at anvende en nedsaettelseskoefficient, og saafremt den havde undladt at goere det, ville ordningens funktion vaere blevet alvorligt forstyrret.

47 Sagsoegerne har svaret, at Kommissionen skulle have foreslaaet passende lovgivningsmaessige foranstaltninger frem for at tiltage sig en kompetence paa den maade, som den har gjort. En ulovlig adfaerd kan ikke berettiges af, at den er noedvendig.

48 Kommissionen har gjort gaeldende, at bestemmelserne om anvendelse af nedsaettelseskoefficienter paa de erhvervsdrivende i kategorierne A og B er gyldigt udstedt i henhold til artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 404/93, som giver den generel kompetence til at vedtage bestemmelser til gennemfoerelse af afsnit IV.

49 Det Forenede Kongeriges regering har i sit indlaeg anfoert, at praeamblen til forordning nr. 2920/93 bekraefter, at Kommissionens kompetence til at anvende nedsaettelseskoefficienten navnlig foelger af artikel 20 i forordning nr. 404/93. Den har tilfoejet, at nedsaettelseskoefficienten er det mest retfaerdige og det enkleste middel til at harmonisere den samlede stoerrelse af de erhvervsdrivendes referencemaengder med det disponible toldkontingent, og at Kommissionen tidligere har anvendt denne metode.

Rettens bemaerkninger

50 Retten skal bemaerke, at i henhold til traktatens artikel 155, fjerde led, skal Kommissionen for at sikre faellesmarkedets funktion og udvikling udoeve de befoejelser, som Raadet tildeler den med henblik paa gennemfoerelse af de af dette udfaerdigede forskrifter. Artikel 20 i forordning nr. 404/93 paalaegger Kommissionen en forpligtelse til at vedtage bestemmelser til gennemfoerelse af forordningens afsnit IV og praeciserer, hvad disse gennemfoerelsesbestemmelser navnlig kan angaa.

51 I henhold til Domstolens faste praksis foelger det af traktatens opbygning, som artikel 155 maa ses som en del af, samt af praktiske hensyn, at begrebet gennemfoerelse skal fortolkes vidt. Da Kommissionen er den eneste, der er i stand til stadigt og opmaerksomt at foelge udviklingen paa landbrugsmarkederne og til at handle med den fornoedne hurtighed, kan Raadet se sig foranlediget til paa dette omraade at tildele Kommissionen vide befoejelser. Derfor maa graenserne for denne kompetence hovedsagelig bedoemmes paa grundlag af de vigtigste generelle maal bag markedsordningen (jf. dom af 29.6.1989, sag 22/88, Vreugdenhil m.fl., Sml. s. 2049, praemis 16, og den dér citerede retspraksis). Domstolen har saaledes fastslaaet, at Kommissionen paa landbrugsomraadet er befoejet til at traeffe samtlige de foranstaltninger, der er noedvendige eller hensigtsmaessige med henblik paa at gennemfoere grundforordningen, forudsat de ikke strider mod grundforordningen eller de af Raadet fastsatte gennemfoerelsesbestemmelser (jf. dom af 15.5.1984, sag 121/83, Zuckerfabrik Franken, Sml. s. 2039, praemis 13).

52 Hvad saerligt angaar indfoersel af bananer til Faellesskabet, har Domstolen fastslaaet, at det foelger af de ovennaevnte principper, at artikel 20 i forordning nr. 404/93 ikke er til hinder for, at Kommissionen vedtager gennemfoerelsesbestemmelser, som - skoent de ikke udtrykkeligt naevnes i bestemmelsen - er noedvendige for importordningens funktion (jf. dom af 17.10.1995, sag C-478/93, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 3081, praemis 31 og 32).

53 Med hensyn til spoergsmaalet, om Kommissionen havde kompetence til at fastsaette den anfaegtede nedsaettelseskoefficient, skal Retten bemaerke, at den ved forordning nr. 404/93 indfoerte importordning er baseret paa fastsaettelse af et aarligt toldkontingent for indfoerslerne af tredjelandsbananer og ikke-traditionelle AVS-bananer. Efter den indfoerte ordning faar de erhvervsdrivende tildelt en ret til en del af toldkontingentet, som beregnes paa grundlag af de gennemsnitlige maengder bananer, som de har solgt i de tre seneste aar, for hvilke der foreligger tal. Der tildeles dem ikke en ret, som garanterer dem, at de vil kunne indfoere en bestemt maengde til en gunstig toldsats.

54 Retten finder, at det er noedvendigt for, at et saadant toldkontingent kan fungere, at der kan fastsaettes en nedsaettelseskoefficient. Naar omfanget af ansoegninger om importlicenser overstiger kontingentets graenser, bliver det nemlig uden en nedsaettelseskoefficient umuligt baade at fastholde kontingentets graenser og sikre de erhvervsdrivendes ret til en del af dette, beregnet paa grundlag af indfoersler, som de tidligere har foretaget.

55 Det foelger heraf, at Kommissionen i henhold til artikel 20 i forordning nr. 404/93 havde kompetence til at fastsaette en nedsaettelseskoefficient. Det foerste anbringende kan derfor ikke laegges til grund.

Det andet og det tredje anbringende: Den anfaegtede nedsaettelseskoefficient er fastsat paa grundlag af fejlagtige referencemaengder og i strid med traktatens artikel 40, stk. 3, og med lighedsprincippet

Parternes argumenter

56 Sagsoegerne har henvist til, at ifoelge lighedsprincippet i faellesskabsretten maa ensartede forhold ikke behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet (jf. Domstolens dom af 15.7.1982, sag 245/81, Edeka, Sml. s. 2745, og af 12.4.1984, sag 281/82, Unifrex mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 1969).

57 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at dette princip er blevet tilsidesat i naervaerende sag, fordi nogle erhvervsdrivende har registreret for hoejt anslaaede referencemaengder, som ikke reelt svarer til de indfoersler, der er foretaget i loebet af referenceperioden. Nedsaettelseskoefficienten er derfor urigtig i to henseender: dels fordi den er blevet fastsat paa grundlag af fejlagtige referencemaengder, dels fordi den dernaest er blevet anvendt paa disse samme maengder. Foelgelig har den faelles nedsaettelseskoefficient, som er anvendt paa samtlige referencemaengder, uberettiget skadet de erhvervsdrivende, heriblandt sagsoegerne, som havde registreret referencemaengder, der noejagtigt svarede til de indfoersler, der blev foretaget i loebet af referenceperioden. Anvendelse af en faelles nedsaettelseskoefficient har derfor vaeret ensbetydende med, at der er anvendt identiske betingelser paa forskellige situationer.

58 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at naar nogle erhvervsdrivende har registreret for hoeje tal, er grunden den, at Kommissionen ved affattelsen af forordning nr. 1442/93 har undladt at fastsaette et faelles, kontrollerbart kriterium for bestemmelse af de erhvervsdrivendes rettigheder, paa trods af, at sagsoegerne rettidigt havde foreslaaet en anden formulering af forordningens artikel 3. De har fremhaevet, at tilsidesaettelsen af lighedsprincippet og af traktatens artikel 40, stk. 3, som de har gjort gaeldende, ikke foelger af, at Kommissionen har bestraebt sig paa at rette op paa situationen, efter at den var blevet klar over, at nogle tal var sat for hoejt, men at den har accepteret oppustede og forkerte referencemaengder.

59 Kommissionen har gjort gaeldende, at de korrektioner, som den har foretaget, efter at medlemsstaterne meddelte ukorrekte tal, er blevet foretaget af hensyn til princippet om ligebehandling. Den har ogsaa anfoert, at disse korrektioner saa vidt muligt svarede til de korrektioner, som medlemsstaterne selv havde foretaget. Den har fremhaevet, at spoergsmaalet, om medlemsstaternes erklaeringer er rigtige, til syvende og sidst henhoerer under de nationale myndigheder, som er de eneste, der raader over de noedvendige midler til at afgoere det. Hvis de erhvervsdrivende er blevet behandlet forskelligt, maa det tilskrives de erhvervsdrivende selv eller medlemsstaterne og ikke Kommissionen. Da Kommissionen desuden blot udfoerer en overvaagningsopgave, er den kun i stand til at begraense risikoen for fejl, men kan ikke eliminere den helt, idet dette i sidste ende er medlemsstaternes ansvar.

60 Med hensyn til sagsoegernes argument om, at der skulle have vaeret fastsat et faelles, kontrollerbart kriterium, har Kommissionen anfoert, at da der ved forordning nr. 404/93 er indfoert en decentraliseret ordning, ville en saadan foranstaltning ikke vaere hensigtsmaessig.

61 Sagsoegerne har ogsaa gjort gaeldende, at formaalet med nedsaettelseskoefficienten er blevet ulovligt, da den er blevet anvendt paa urigtige referencemaengder. De har herved henvist til Domstolens tidligere praksis, hvoraf det fremgaar, at en beslutning kan annulleres, naar den er baseret paa en urigtig vurdering af faktiske omstaendigheder (dom af 16.12.1963, sag 18/62, Barge mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 443, org. ref.: Rec. s. 529, af 19.3.1964, sag 27/63, Raponi mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 467, org. ref.: Rec. s. 247, af 9.6.1964, forenede sager 94/63 og 96/63, Bernusset mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 493, org. ref.: Rec. s. 587, og af 7.7.1964, sag 97/63, De Pascale mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 523, org. ref.: Rec. s. 1011).

62 For at godtgoere, at referencemaengderne er urigtige, har sagsoegerne anfoert tre saerlige forhold. De har for det foerste gjort gaeldende, at de tal, der repraesenterer referencemaengden for Faellesskabet i sin helhed, laa klart over de gennemsnitlige maengder paa basis af tal, der var meddelt af Eurostat for referenceperioden fra 1989 til 1991; for det andet, at de af medlemsstaterne meddelte tal i sig selv viste, at der forelaa en fejl; for det tredje, at Kommissionen selv har erkendt, at der var begaaet en fejl, og at den bestraebte sig paa at rette den. Sagsoegerne har fremhaevet, at Eurostats tal for de samlede indfoersler af bananer til Faellesskabet i referenceperioden var vaesentligt lavere end de samlede referencemaengder for primaere importoerer, sekundaere importoerer og modnere (jf. ovenfor, praemis 13). De har forklaret, at hvert enkelt indfoert parti bananer skal behandles paa de tre forskellige trin i handelskaeden, som naevnes i definitionen af udtrykket »erhvervsdrivende« i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1442/93, med andre ord, primaer indfoersel, sekundaer indfoersel og modning (se ovenfor, praemis 16). Den samme maengde bananer maa - med enkelte undtagelser - medregnes i de totale tal paa hvert trin. Sagsoegerne har bestridt, at Eurostats tal blot skulle vaere en nyttig oplysning med henblik paa bestemmelse af maengden af indfoerte bananer, og har gjort gaeldende, at de repraesenterer den endelige vurdering af de indfoersler, der reelt er bragt i fri omsaetning i loebet af referenceperioden, og at de som saadanne er offentligt verificerbare.

63 Sagsoegerne har ligeledes anfoert, at Kommissionen i praeamblen til forordningerne om forlaengelse (jf. ovenfor, praemis 17) havde naevnt problemerne med hensyn til rigtigheden af referencemaengderne, og at den i femte betragtning til forordning nr. 2920/93 og til forordning nr. 3190/93 har erkendt, at det havde vist sig, at »der sker dobbelttaelling af samme maengder for samme aktivitet for forskellige erhvervsdrivende i flere medlemsstater«.

64 Kommissionen har benaegtet, at forordning nr. 3190/93 er baseret paa fejlagtige referencemaengder, og har gjort gaeldende, at nedsaettelseskoefficienten er blevet anvendt paa referencemaengder, der er blevet korrigeret af dens tjenestegrene eller paa disses foranledning, og som derfor er beregnet under overholdelse af bestemmelserne om gennemfoerelse af forordning nr. 404/93.

65 Den har erkendt, at den ud fra de referencemaengder, der oprindelig blev meddelt af medlemsstaterne, maatte fastslaa, at der forelaa tilfaelde af dobbelttaelling og overlapning af tallene for erhvervsdrivende, som udoevede virksomhed af forskellige typer, og at den derfor har bestraebt sig paa at korrigere disse tal, foer den anvendte nedsaettelseskoefficienten.

66 Kommissionen har fremhaevet, at ifoelge den ved forordning nr. 404/93 indfoerte ordning skulle der tildeles importlicenser paa grundlag af »solgte« og »markedsfoerte« maengder bananer, men ikke blot paa grundlag af de maengder, der var blevet indfoert til Faellesskabet. Eurostats tal angik imidlertid udelukkende indfoerslerne og kunne derfor ikke anvendes til at bestemme de referencemaengder, der skulle tildeles de erhvervsdrivende, der udoevede virksomhed henhoerende under forskellige kategorier. De kunne kun anvendes som en generel indikation for dobbelttaelling. Det var den omstaendighed, at de af medlemsstaterne meddelte referencemaengder ikke stemte overens med Eurostats tal for indfoerslerne, der henledte Kommissionens opmaerksomhed paa, at der muligvis var sket dobbelttaellinger. Kommissionen bestraebte sig saa paa at korrigere tallene i det omfang, det var muligt. Hvad angaar de primaere indfoersler loeste den problemet i samraad med medlemsstaterne. Hvad angaar de sekundaere indfoersler har det ikke vaeret muligt at opnaa enighed med de beroerte medlemsstater, og Kommissionen har set sig noedsaget til at nedsaette tallene for Italien og Nederlandene med 170 000 tons. Hvad angaar modnerne har Kommissionen, trods visse uoverensstemmelser i tallene, ikke kunnet konstatere saerlige problemer og har derfor accepteret medlemsstaternes tal, som de er.

Rettens bemaerkninger

67 Med hensyn til det andet anbringende, hvorefter den anfaegtede nedsaettelseskoefficient er retsstridig, fordi den er fastsat paa grundlag af fejlagtige referencemaengder, staar det fast, saaledes som Kommissionen har erkendt i praeamblen til nogle af de forordninger, som den har udstedt, og som den har forklaret i sine svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal, at de af medlemsstaternes myndigheder meddelte tal, for saa vidt angaar de referencemaengder, der skulle tildeles de forskellige erhvervsdrivende, i hvert fald oprindelig var hoejere, end de skulle have vaeret, fordi de samme maengder for samme aktivitet var blevet talt dobbelt, hvilket havde vaeret til fordel for forskellige erhvervsdrivende i flere medlemsstater (jf. f.eks. femte betragtning til forordning nr. 2920/93 og til forordning nr. 3190/93). Sagsoegerne har desuden gjort gaeldende, at det noejagtige omfang af de fejl, der er begaaet ved beregningen af referencemaengder, kan fastslaas ved at sammenligne den samlede stoerrelse af de referencemaengder, som medlemsstaterne har meddelt, med Eurostats tal for indfoerslerne til Faellesskabet i referenceperioden, og at denne sammenligning viser en fejlprocent paa 14,8.

68 Retten finder ikke, at Eurostats tal for indfoerslerne til Faellesskabet skal anvendes som det endelige kriterium, der skal danne grundlag for en vurdering af gyldigheden af de referencemaengder, som Kommissionen har godkendt efter at have foretaget justeringer i samraad med de beroerte medlemsstaters myndigheder. Sagsoegerne har ikke fremlagt detaljerede beviser vedroerende den maade, hvorpaa Eurostats tal er blevet fastsat, men der er ingen tvivl om, at disse tal er baseret paa tal fremlagt af medlemsstaterne, og at de ofte senere bliver revideret, efterhaanden som der fremkommer mere noejagtige oplysninger.

69 Som Kommissionen har anfoert, praeciseres det desuden i forordning nr. 404/93, at de referencemaengder, der anvendes ved fordelingen af toldkontingentet, ikke skal vaere baseret paa indfoerslerne, men paa de af de erhvervsdrivende »markedsfoerte« maengder. Desuden skal referencemaengderne i henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1442/93 opdeles efter arten af de oekonomiske aktiviteter, som den erhvervsdrivende har udoevet, jf. artikel 3, stk. 1, i samme forordning, og tallene for indfoerslerne er ikke til nogen nytte i denne henseende. Retten finder derfor, at mens det er med rette, at Kommissionen har anvendt Eurostats tal for indfoerslerne som generel vejledning under sit arbejde med at undersoege, om der var eventuelle uoverensstemmelser i de tal, som de nationale myndigheder havde meddelt, havde den dog inden for rammerne af de relevante bestemmelser hverken ret eller pligt til at erstatte tal baseret paa indfoerte maengder med tal baseret paa »markedsfoerte« maengder, efter at de sidstnaevnte var blevet korrigeret for saa vidt muligt at fjerne enhver uoverensstemmelse.

70 Selv om den samlede maengde tredjelandsbananer, der er markedsfoert i Faellesskabet, ikke paa noget af de tre trin i omsaetningen, der sondres mellem i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1442/93, maa overskride den samlede maengde indfoersler til Faellesskabet, foelger det, i modsaetning til, hvad sagsoegerne har haevdet, ikke noedvendigvis deraf, at de maengder, der er afsat paa hvert af de paagaeldende trin, i det vaesentlige skal vaere af tilsvarende stoerrelse. Dette ville forudsaette, at alle de indfoerte bananer blev omsat og opgjort saerskilt paa hvert enkelt af de tre trin. Ud over at der skal tages hensyn til virkningerne paa hvert trin af svind og af genudfoersler uden for Faellesskabet, er der ikke for Retten forelagt noget som helst bevis for, at en saadan foranstaltning er saedvanlig handelspraksis i denne sektor. I oevrigt tages der ved definitionen af udtrykket »erhvervsdrivende« i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1442/93 udtrykkeligt hensyn til, at en erhvervsdrivende kan udoeve »en eller flere« af de aktiviteter, som naevnes dér. Med hensyn til samhandelen inden for Faellesskabet med den paagaeldende vare paa de tre handelstrin er det desuden klart, at det samme parti paa hvert trin kan behandles af en erhvervsdrivende, som er etableret i en anden medlemsstat. Omfanget af den registrerede aktivitet paa hvert trin kan foelgelig af denne grund variere i den enkelte medlemsstat.

71 Det er utvivlsomt, at ikrafttraedelsen af forordning nr. 404/93 vaesentligt har aendret den maade, hvorpaa de nationale markeder for bananer indtil da havde fungeret i medlemsstaterne, og at disse noedvendige aendringers konsekvenser og alt, hvad de indebaerer, har voldt Kommissionen usaedvanlige problemer.

72 Indfoerelsen af et indre EF-marked i denne sektor har nemlig betydet, at dette har erstattet de indtil da eksisterende forskellige nationale ordninger. Herved har ikrafttraedelsen af forordning nr. 404/93 uundgaaeligt fremkaldt forstyrrelser og risici for handelsmaessige tab for de virksomheder, som indtil denne dato havde udoevet deres aktiviteter i overensstemmelse med disse nationale ordningers regler.

73 Da de tidligere nationale ordninger havde fungeret paa en helt anden maade, var det uundgaaeligt, at Kommissionen stoedte paa vanskeligheder, naar den skulle fastslaa de praecise maengder bananer, som var blevet omsat af de forskellige kategorier erhvervsdrivende i aarene forud for indfoerelsen af den faelles markedsordning. Ifoelge artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 404/93 paahvilede ansvaret for at fastslaa de gennemsnitlige maengder, som de beroerte erhvervsdrivende havde markedsfoert, imidlertid i foerste raekke medlemsstaternes myndigheder.

74 Under udfoerelsen af sin opgave med at overvaage ivaerksaettelsen af den ved forordning nr. 404/93 indfoerte ordning var Kommissionen ikke forpligtet til uden kontrol at acceptere de tal, som medlemsstaterne meddelte, og den har faktisk ikke uden videre accepteret dem. Den var imidlertid heller ikke forpligtet til at udskyde ivaerksaettelsen af den nye ordning ubegraenset, naar foerst den havde truffet alle de foranstaltninger, der med rimelighed kunne anses for mulige, for at korrigere tilfaelde af dobbelttaelling.

75 Retten finder, at de forskelle, som fortsat bestod, efter at Kommissionen havde korrigeret i hvert fald et vist antal referencemaengder, som medlemsstaterne oprindelig havde meddelt den, ikke kan medfoere, at den nedsaettelseskoefficient, som er blevet fastsat paa grundlag af korrigerede tal, bliver ugyldig. Disse forskelle viser blot, at der er praktiske vanskeligheder knyttet til ivaerksaettelsen af den nye faelles markedsordning, som erstatter de forskellige ordninger, der tidligere var gaeldende. De vanskeligheder, som medlemsstaternes myndigheder stoeder paa ved ivaerksaettelsen af en faellesskabslovgivning, kan ikke rejse tvivl om gyldigheden af selve gennemfoerelsesforanstaltningerne.

76 Med hensyn til det tredje anbringende, hvorefter den anfaegtede nedsaettelseskoefficient skulle vaere fastsat i strid med traktatens artikel 40, stk. 3, og med lighedsprincippet, skal Retten bemaerke, at forbuddet mod forskelsbehandling i denne artikel blot er et saerligt udtryk for den almindelige lighedsgrundsaetning, der hoerer til faellesskabsrettens grundlaeggende principper, og hvorefter ensartede situationer ikke maa behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet (jf. Domstolens dom af 25.11.1986, forenede sager 201/85 og 202/85, Klensch m.fl., Sml. s. 3477, praemis 9, og af 21.2.1990, forenede sager C-267/88 - C-285/88, Wuidart m.fl., Sml. I, s. 435, praemis 13).

77 Skoent den faelles markedsordning for bananer omfatter erhvervsdrivende, som hverken er producenter eller forbrugere, staar det ikke desto mindre fast, at princippet om forbud mod forskelsbehandling paa grund af sin generelle karakter ogsaa gaelder for saadanne erhvervsdrivende, naar de er omfattet af en faelles markedsordning (jf. ovennaevnte dom i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 68).

78 Foer forordning nr. 404/93 blev udstedt, var den paagaeldende sektor karakteriseret ved, at der side om side bestod meget forskellige nationale markeder, hvoraf stoerstedelen havde fungeret paa stort set samme maade tilbage fra tiden foer oprettelsen af Faellesskabet eller den paagaeldende medlemsstats tiltraedelse af dette. Paa de aabne nationale markeder kunne de erhvervsdrivende forsyne sig med tredjelandsbananer uden at blive paalagt kvantitative restriktioner. Paa de beskyttede nationale markeder var de erhvervsdrivende, der forhandlede EF-bananer og traditionelle AVS-bananer, derimod sikret adgang til at afsaette deres varer uden at blive udsat for konkurrence fra forhandlere af tredjelandsbananer. Foelgelig var der betydelige prisforskelle mellem de forskellige markeder.

79 Det maa saaledes konstateres, at de respektive situationer for de erhvervsdrivende paa de forskellige nationale markeder ikke var sammenlignelige. Under disse omstaendigheder finder Retten, at selv om de beroerte erhvervsdrivende er blevet paavirket forskelligt af, at der blev indfoert en faelles markedsordning, er en saadan ulige behandling en uundgaaelig foelge af, at det er noedvendigt at tage hensyn til de forskellige situationer, som de erhvervsdrivende befandt sig i, og staar i sammenhaeng med formaalet, nemlig en integration af hidtil opdelte markeder (ovennaevnte dom i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 70-74).

80 Desuden giver de beviser, som sagsoegerne har fremlagt for Retten, ikke grundlag for at fastslaa, at den behandling, som de har faaet, i et konkret tilfaelde har vaeret forskellig fra den, som andre erhvervsdrivende har faaet.

81 Under disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen ved fastsaettelsen af den omtvistede nedsaettelseskoefficient hverken har overskredet graenserne for eller foretaget en fejlagtig anvendelse af det skoen, som den har ret til at udoeve i Faellesskabets interesse ved anvendelsen af reglerne for en faelles markedsordning (jf. de ovenfor i praemis 51 naevnte domme).

82 Det foelger heraf, at det andet og det tredje anbringende maa forkastes.

Det fjerde anbringende: tilsidesaettelse af artikel 16 i forordning nr. 404/93 paa grund af forsinket udarbejdelse af den prognose, paa grundlag af hvilken det toldkontingent skulle have vaeret fastsat, som den anfaegtede nedsaettelseskoefficient er blevet anvendt paa

Parternes argumenter

83 Sagsoegerne gjorde oprindelig gaeldende, at Kommissionen i strid med artikel 16 i forordning nr. 404/93 havde undladt at udarbejde en prognose, foer den fastsatte toldkontingentet for 1994. Efter Kommissionens beslutning 94/654/EF af 29. september 1994 om prognosen for produktionen og forbruget af bananer i Faellesskabet samt for ind- og udfoersel for 1994 (EFT L 254, s. 90) har de gjort gaeldende, at denne prognose er fastsat med forsinkelse.

84 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at prognosen skal anvendes til at tilpasse toldkontingentet paa 2 mio. tons, som fastsaettes i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 404/93, og at artikel 9 i forordning nr. 1442/93, som naevner, at der findes en prognose, bestemmer, at der fastsaettes vejledende maengder for hvert kvartal paa grundlag af denne prognose.

85 Ifoelge sagsoegerne foelger det af artikel 16 i forordning nr. 404/93, at prognosen skal vaere udarbejdet foer begyndelsen af produktionsaaret, og af samme artikels stk. 3, at den kun kan revideres i loebet af produktionsaaret under ekstraordinaere omstaendigheder. Denne fortolkning af artikel 16 bekraeftes af niende betragtning til forordning nr. 404/93, hvori det hedder, at der hvert aar boer udarbejdes en prognose for »EF-produktionen og forbruget«. Sagsoegerne har gjort gaeldende, at da prognosen for 1994 foerst blev udarbejdet den 29. september 1994, altsaa efter at alle importlicenser var udstedt, har denne forsinkelse overfloediggjort den og er i oevrigt en tilsidesaettelse fra Kommissionens side af forordning nr. 404/93.

86 Kommissionen har forklaret, at den ikke udarbejdede en regulaer prognose, saaledes som det paabydes i artikel 16 i forordning nr. 404/93, foer den havde fastsat nedsaettelseskoefficienten for 1994, fordi den ikke raadede over tilstraekkelige oplysninger. Den har tilfoejet, at den fastsatte prognosen, da disse oplysninger var til raadighed.

87 Kommissionen har gjort gaeldende, at den omstaendighed, at der ikke forelaa en prognose paa den paagaeldende dato, ikke kan anses for en tilsidesaettelse af vaesentlige formkrav. For det foerste skyldtes denne manglende prognose forsinkelser eller fejl fra de kompetente nationale myndigheders side, mens Kommissionen for sit vedkommende har gjort alt, hvad der var muligt for at indhente de noedvendige oplysninger i tide. For det andet har den manglende prognose kun betydning, saafremt det er noedvendigt at forhoeje importkontingenterne; i alle andre tilfaelde finder det i forordning nr. 404/93 fastsatte kontingent automatisk anvendelse. For det tredje ville den af sagsoegerne fremfoerte opfattelse, hvis den blev lagt til grund, skabe vanskeligheder for den faelles markedsorganisations funktion. For det fjerde har den manglende prognose ingen indflydelse paa gyldigheden af den lovgivning, der bestemmer, at der skal anvendes en nedsaettelseskoefficient paa korrekte referencemaengder. Den angaar fastsaettelsen af kontingentet, som ifoelge Kommissionen er et spoergsmaal for sig. Det foelger heraf, at udarbejdelsen af en prognose foer det paagaeldende produktionsaar ikke kan anses for en betingelse for, at forordning nr. 3190/93 er gyldig. Endelig har Kommissionen fremhaevet, at den relevante lovgivning ikke angiver nogen dato for udarbejdelsen af prognosen. Denne tavshed indebaerer, at Raadet har vaeret af den opfattelse, at udarbejdelsen af en saadan prognose foer produktionsaarets begyndelse er et nyttigt, men ikke afgoerende vigtigt instrument med henblik paa en hensigtsmaessig ordning af markedet.

Rettens bemaerkninger

88 Da dette anbringende er baseret paa en paastand om for sen udarbejdelse af den prognose, paa grundlag af hvilken det toldkontingent skulle have vaeret fastsat, som den anfaegtede nedsaettelseskoefficient er blevet anvendt paa, bemaerkes, at den funktion, som denne prognose har som led i den faelles markedsordning for bananer, er den, som praeciseres i artikel 16 og 18 i forordning nr. 404/93.

89 Artikel 18, stk. 1, foerste afsnit, bestemmer, at der hvert aar aabnes et toldkontingent paa 2 mio. tons. I artikel 18, stk. 1, tredje afsnit, fastsaettes for andet halvaar af 1993 et saerligt kontingent paa 1 mio. tons. Fjerde afsnit bestemmer, at naar Faellesskabets efterspoergsel, som fastsat paa grundlag af prognosen i artikel 16, stiger, forhoejes kontingentmaengden tilsvarende, og at denne forhoejelse, naar den viser sig noedvendig, foretages »inden den 30. november forud for det paagaeldende produktionsaar«. Det kan saaledes udledes af denne bestemmelse, at prognosen skal foreligge inden den 30. november hvert aar, for at det kan afgoeres, om en forhoejelse er noedvendig for det kommende markedsfoeringsaar.

90 Artikel 16, stk. 3, giver mulighed for en anden revision, som har et andet formaal. Denne bestemmelse gaar nemlig ud paa, at prognosen kan revideres i loebet af produktionsaaret, »f.eks. for at tage hoejde for ekstraordinaere omstaendigheder, som beroerer produktions- og indfoerselsforholdene«.

91 Retten finder, at det fremgaar af disse bestemmelser, naar de sammenholdes, at prognosen normalt skal udarbejdes i saa god tid, at der inden den 30. november forud for det kommende markedsfoeringsaar kan traeffes afgoerelse om, hvorvidt det er noedvendigt at aendre toldkontingentet.

92 Retten finder ligeledes, at de erhvervsdrivendes ret til at blive underrettet om en eventuel aendring af kontingentet inden den 30. november forud for et nyt produktionsaar er en vaesentlig ret, som det paahviler medlemsstaterne og Kommissionen at sikre og beskytte.

93 Det foelger imidlertid ikke heraf, at forordning nr. 3190/93 maa vaere ugyldig, blot fordi den er udstedt, foer der blev fastsat en prognose for 1994, og altsaa foer der kunne traeffes afgoerelse om, hvorvidt det var noedvendigt at foretage en aendring med hjemmel i artikel 18, stk. 1, fjerde afsnit.

94 Retten finder, at Kommissionen har godtgjort, at den har haft vanskeligheder ved at opnaa praecise tal fra medlemsstaterne, som var noedvendige, for at den kunne udarbejde en noejagtig prognose, og at den under disse omstaendigheder ikke havde andet valg end at beregne den anfaegtede nedsaettelseskoefficient alene paa grundlag af kontingentet paa 2 mio. tons, uden foerst - da den ikke havde de fornoedne oplysninger - at undersoege, om en aendring, som den i artikel 18, stk. 1, fjerde afsnit, naevnte, var noedvendig. Den omstaendighed, at prognosen blev fastsat med forsinkelse, kan foelgelig ikke anses for en tilsidesaettelse af artikel 16 i forordning nr. 404/93.

95 Retten skal desuden bemaerke, at da der forelaa mere praecise tal i september 1994, udarbejdede Kommissionen en prognose for aaret, foretog den aendring af kontingentet, som havde vist sig noedvendig, og aendrede foelgelig den anfaegtede nedsaettelseskoefficient. Retten finder, at disse foranstaltninger vaesentligt har formindsket den skade, som sagsoegerne har kunnet lide paa grund af den forsinkede udarbejdelse af prognosen, og disse har i oevrigt under retsmoedet erkendt, at deres tab i denne henseende »ikke var saa stort«.

96 Det foelger af samtlige foregaaende betragtninger, at den forsinkede udarbejdelse af den prognose, paa grundlag af hvilken det toldkontingent skulle have vaeret fastsat, som den anfaegtede nedsaettelseskoefficient er blevet anvendt paa, ikke kan beroere sidstnaevntes gyldighed.

97 Det foelger heraf, at det fjerde anbringende maa forkastes.

Det femte anbringende: Afgoerelsen om at anvende den anfaegtede nedsaettelseskoefficient er baseret paa retsstridige bestemmelser i forordning nr. 1442/93

98 Under henvisning til traktatens artikel 184 har sagsoegerne gjort gaeldende, at en raekke bestemmelser i forordning nr. 1442/93 ikke kan finde anvendelse, og at afgoerelsen om at anvende nedsaettelseskoefficienten foelgelig er ugyldig. Deres argumentation falder i fem dele. De har anfoert foelgende:

i) Definitionen af udtrykket »erhvervsdrivende« i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1442/93 gaar ud over de befoejelser, der er givet Kommissionen ved forordning nr. 404/93.

ii) Definitionen af udtrykket »sekundaer importoer« i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1442/93 er uklar og synes at give erhvervsdrivende, som kun paatager sig risikoen for tab eller forringelse og ikke den handelsmaessige risiko, ret til en del af kontingentet, og i det omfang, den skaber en fjerde kategori af erhvervsdrivende, gaar denne definition ud over de befoejelser, der er givet Kommissionen ved forordning nr. 404/93.

iii) Det ligger uden for de befoejelser, der er givet Kommissionen ved forordning nr. 404/93, at inkludere modnere i den kategori af erhvervsdrivende, der har ret til en del af toldkontingentet, jf. artikel 3, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1442/93.

iv) Det ligger uden for de befoejelser, som er givet Kommissionen ved forordning nr. 404/93, at anvende en vejningskoefficient som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1442/93.

v) Bestemmelserne om de dokumenter, der skal fremlaegges til stoette for ansoegninger om tildeling af en del af kontingentet, og som findes i artikel 4, stk. 3, og i artikel 7 og 8 i forordning nr. 1442/93, er paa grund af deres uklarhed i strid med retssikkerhedsprincippet og er en undladelse fra Kommissionens side af at opfylde sin forpligtelse til at forvalte faellesskabskontingentet i overensstemmelse med faellesskabslovgivningen.

99 Retten skal undersoege hvert led af dette anbringende saerskilt.

100 Som Retten allerede har anfoert i bemaerkningerne vedroerende sagsoegernes foerste anbringende, har Raadet ved forordning nr. 404/93 givet Kommissionen et vidt skoen med henblik paa fastsaettelsen af gennemfoerelsesbestemmelser, en befoejelse, som noedvendigvis omfatter befoejelsen til at fastsaette passende definitioner. Retten skal imidlertid bemaerke, at sagsoegerne i foerste og andet led af dette anbringende goer gaeldende, at nogle af de definitioner, der gives i forordning nr. 1442/93, er retsstridige, fordi de falder uden for den befoejelse, der er givet Kommissionen ved forordning nr. 404/93.

i) Definitionen af udtrykket »erhvervsdrivende« i artikel 3 i forordning nr. 1442/93 gaar ud over de befoejelser, der er givet Kommissionen ved forordning nr. 404/93

Parternes argumenter

101 Sagsoegerne har anfoert, at det fremhaeves i 14. og 15. betragtning til forordning nr. 404/93, at det er noedvendigt at bevare saavel handelsstrukturerne som de nuvaerende handelsforbindelser. I 15. betragtning praeciseres det, at importlicenserne skal udstedes til fysiske eller juridiske personer, som har paataget sig den handelsmaessige risiko ved markedsfoering af bananer, samt at det er noedvendigt at undgaa at forstyrre normale handelsmaessige forbindelser mellem personer i forskellige led i markedsfoeringskaeden.

102 De har gjort gaeldende, at definitionen af udtrykket »erhvervsdrivende« i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1442/93, som sondrer mellem primaere importoerers, sekundaere importoerers og modneres forskellige typer aktiviteter, ikke er i overensstemmelse med de i forordning nr. 404/93 naevnte principper. Navnlig forstyrrer det den nuvaerende markedsfoeringskaede, at modnere inkluderes. Den handelsmaessige risiko, som omtales i forordning nr. 404/93, er udsigten til fortjeneste og risikoen for tab paa markedet og ikke risikoen for forringelse eller tab af produktet, som er en risiko, der kan forsikres. Ved at give personer, som ikke traditionelt var importoerer, ret til at foretage indfoersler, har Kommissionen desuden skabt et afgoerende hul i markedsfoeringskaeden.

103 Sagsoegerne har tilfoejet, at den definition, som forordning nr. 1442/93 giver paa erhvervsdrivende, er uklar og ikke udelukker risikoen for dobbelttaelling. Denne uklarhed bevirker, at der hos de nationale myndigheder skabes en usikkerhed med hensyn til, hvilke personer der har ret til en del af toldkontingentet, og foelgen heraf har vaeret, at et betydeligt antal erhvervsdrivende har ansoegt om tildeling af en del af det kontingent, som de ikke kunne goere krav paa. Dette har medfoert, at der til skade for legitime erhvervsdrivende som sagsoegerne er sket en nedsaettelse af den del af toldkontingentet, der er tildelt alle erhvervsdrivende.

104 Sagsoegerne har henvist til, at de havde foreslaaet en anden definition af »erhvervsdrivende«, som Kommissionen ikke accepterede, og hvorefter en erhvervsdrivende er den, som lader varer fortolde i Faellesskabet, og som er ansvarlig for betaling af told ved en saadan import.

105 Kommissionen har - foer den har taget stilling til sagsoegernes specifikke argumenter - fremhaevet, at hjemmelen for forordning nr. 3190/93, i modsaetning til, hvad sagsoegerne har haevdet, er artikel 20 i forordning nr. 404/93 og ikke forordning nr. 1442/93. Dette bekraeftes af praeamblen til forordning nr. 3190/93 og af, at Kommissionen ved dens udstedelse har fulgt den saakaldte »forvaltningskomitéprocedure« i henhold til artikel 27 i forordning nr. 404/93. Det foelger heraf, at lovligheden af forordning nr. 1442/93 ikke har betydning ved undersoegelsen af, om forordning nr. 3190/93 er lovlig.

106 Med hensyn til de forskellige aktiviteter, som der henvises til i definitionen af udtrykket »erhvervsdrivende«, har Kommissionen gjort gaeldende, at artikel 3 i forordning nr. 1442/93 er i overensstemmelse med de i forordning nr. 404/93 definerede principper. For det foerste maa der tages hensyn til forskelligartetheden af forsynings- og handelsstrukturerne i medlemsstaterne. For det andet er det noedvendigt at give adgang til kontingentet til erhvervsdrivende, hvis aktiviteter direkte afhaenger af en saadan adgang, og som paatager sig en betydelig handelsmaessig risiko. I denne forbindelse har Kommissionen bestridt, at den burde have begraenset definitionen af erhvervsdrivende til dem, som har betalt told, og har fremhaevet, at et saadant valg ville have begunstiget en bestemt gruppe af erhvervsdrivende til skade for andre umiddelbart beroerte. Desuden er den ved forordning nr. 404/93 indfoerte ordning, som er gennemfoert ved forordning nr. 1442/93, ikke baseret paa indfoerslen, men paa markedsfoeringen, der i artikel 15, stk. 5, i forordning nr. 404/93 defineres som »markedsfoering i alle led med undtagelse af produktets overgang til den endelige forbruger«.

107 Kommissionen har erkendt, at der er en risiko for fejlfortolkning og for dobbelttaelling, men har gjort gaeldende, at dette er en uundgaaelig foelge af den relevante lovgivnings komplicerede karakter, og at denne risiko ikke kan rejse tvivl om, at det er hensigtsmaessigt at sondre mellem tre forskellige typer af aktiviteter.

Rettens bemaerkninger

108 Med dette led af anbringendet har sagsoegerne reelt fremfoert en argumentation, der omfatter to punkter. For det foerste goer de gaeldende, at Kommissionen har overskredet graenserne for den befoejelse, som er givet den ved forordning nr. 404/93, ved at definere udtrykket »erhvervsdrivende« med henvisning til aktiviteter, der giver ret til en del af toldkontingentet, og ved heri at inkludere modneres aktiviteter. For det andet goer de gaeldende, at denne definitions uklarhed har foraarsaget dobbelttaellinger, som har foert til fordrejninger i fordelingen af toldkontingentet.

109 Med hensyn til argumentationens foerste punkt skal Retten bemaerke, at ved fastsaettelsen af de kriterier, som de erhvervsdrivende skal opfylde for at have adgang til toldkontingentet som led i den nye faelles markedsordning, har man i forordning nr. 404/93 lagt vaegt paa den handelsmaessige risiko ved markedsfoering af produktet »for egen regning« som et faelles kriterium til identifikation af de erhvervsdrivende i de to foerste kategorier (A og B), der naevnes i forordningens artikel 19, stk. 1. Der er ingen bestemmelse i forordningen, der begraenser adgangen til toldkontingentet til de erhvervsdrivende, der har markedsfoert bananer inden for rammerne af de tidligere nationale ordninger, eller mere generelt til erhvervsdrivende, der har foretaget indfoersler.

110 Som sagsoegerne imidlertid har erkendt i replikkens punkt 40, har modnerne spillet og spiller fortsat en central rolle i markedsfoeringen af det paagaeldende produkt. Det Forenede Kongerige har saaledes i sit indlaeg naevnt, uden at blive modsagt paa dette punkt, at de modnere, der er etableret paa dets omraade, foer 1992 havde markedsfoert bananer »for egen regning« og paataget sig den handelsmaessige risiko, der er knyttet til afsaetningen af disse, fordi der ikke i Det Forenede Kongerige findes nogen mekanisme til oekonomisk udligning mellem modnere og importoerer som beskrevet af sagsoegerne. Under disse omstaendigheder maa det noedvendigvis fastslaas, at det i 14. og 15. betragtning til forordning nr. 404/93 udtrykte oenske om ikke at forstyrre de nuvaerende handelsforbindelser ikke blot ikke er uforeneligt med begrebet »erhvervsdrivende«, saaledes som det er lagt til grund i artikel 3 i forordning nr. 1442/93, men ydermere berettiger, at modnere medregnes blandt dem, der har ret til en del af toldkontingentet som led i den faelles markedsordning.

111 I modsaetning til, hvad sagsoegerne har anfoert under deres argumentation, kan den handelsmaessige risiko, der omtales i forordning nr. 404/93, ikke fortolkes saaledes, at den er begraenset til udsigten til fortjeneste og risikoen for tab paa markedet, og at den derfor ikke omfatter risici, der kan forsikres. Inden for handelen er der nemlig risici, f.eks. risikoen for, at tilgodehavender ikke kan inddrives, eller for at en betydelig kunde gaar konkurs, som kan daekkes af en forsikring, men som dog stadig er handelsmaessige risici. De modnere, som for egen regning koeber visse partier af produktet for at videresaelge dem, baerer den handelsmaessige risiko, der er knyttet til eventuelle prissvingninger, samt risikoen for, at produktet selv forringes eller gaar tabt.

PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 694A0070.1

112 Endelig fremgaar det af de samme betragtninger til forordning nr. 404/93, at mens man med indfoerelsen af den faelles markedsordning oenskede ikke at forstyrre de nuvaerende handelsforbindelser og handelsstrukturer, havde den ikke til formaal at bevare disse forbindelser og disse strukturer, som de var, men at give mulighed for en vis udvikling, herunder, at nye erhvervsdrivende fik adgang til markedet.

113 Med hensyn til argumentationens andet punkt finder Retten, at definitionen af udtrykket »erhvervsdrivende« i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1442/93 ikke kan anses for uklar eller uforenelig med opbygningen af forordning nr. 404/93. Med artikel 3, stk. 1, soeger man at tage hensyn til de virkelige forhold paa det paagaeldende marked, hvor nogle erhvervsdrivende faktisk udoevede en eller flere af de naevnte former for kommerciel virksomhed for egen regning. Saafremt der har kunnet forekomme dobbelttaellinger i de af de nationale myndigheder foretagne beregninger, maa det antages, at disse fejl skyldes de i denne sektor bestaaende handelsstrukturers komplicerede karakter og forskelligartethed, og at de ikke er en uundgaaelig foelge af, at den givne definition af udtrykket »erhvervsdrivende« i sig selv skulle vaere retsstridig.

114 Det foelger heraf, at dette led af det femte anbringende maa forkastes.

ii) Definitionen af udtrykket »sekundaer importoer« i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1442/93 er uklar og synes at give erhvervsdrivende, som kun paatager sig risikoen for tab eller forringelse og ikke den handelsmaessige risiko, ret til en del af kontingentet, og i det omfang, den skaber en fjerde kategori af erhvervsdrivende, gaar denne definition ud over de befoejelser, der er givet Kommissionen ved forordning nr. 404/93

Parternes argumenter

115 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at definitionen af udtrykket »sekundaer importoer« i artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1442/93 (jf. ovenfor, praemis 13) ved sin uklarhed bevirker, at der skabes en fjerde gruppe af erhvervsdrivende, og at Kommissionen herved har overskredet de befoejelser, som er givet den ved forordning nr. 404/93. De har anfoert, at Kommissionen har erkendt, at denne definition er uklar, og at den har vedtaget en fortolkende note for at forklare den. I denne note forklares det, at »den begivenhed, som er afgoerende for, om en person er omfattet af kategorien sekundaere importoerer i den i artikel 3, stk. 1, omhandlede betydning, er markedsfoering af produktet«. Sagsoegerne har gjort gaeldende, at denne note imidlertid ikke har fjernet uklarheden, og at nogle medlemsstater har fortolket artikel 3, stk. 1, litra b), andet punktum, saaledes, at risici for forringelse eller tab behandles paa samme maade som den handelsmaessige risiko, som ejeren normalt paatager sig. Denne fortolkning har ifoelge sagsoegerne foert til en kunstig foroegelse af stoerrelsen af de referencemaengder, der er stillet til raadighed for sekundaere importoerer. Sagsoegerne har fremhaevet, at Kommissionen er ansvarlig for denne situation, da den har undladt at traeffe passende foranstaltninger for at afhjaelpe denne.

116 I replikken har sagsoegerne tilfoejet, at artikel 3 i forordning nr. 1442/93 foerer til, at der indfoeres en ordning, hvorefter modnerne til sidst faar hele toldkontingentet. Ifoelge sagsoegerne vil modnerne opnaa en del af toldkontingentet paa grund af deres modningsaktiviteter samt en anden del ved at udoeve den ret til at foretage indfoersler, som er givet dem ved den naevnte artikel 3. De vil saaledes kunne agere som - og fortraenge - de sekundaere importoerer.

117 Kommissionen har anfoert, at sagsoegerne har fortolket definitionen paa sekundaer importoer urigtigt. Artikel 3 i forordning nr. 1442/93 bestemmer, at sekundaere importoerer skal markedsfoere bananer som ejere; hvis den importoer, der markedsfoerer bananerne, imidlertid ikke er ejeren, men paatager sig risikoen for forringelse eller tab, kan han behandles som ejer. Kommissionen har fastholdt, at udtrykket »handelsmaessig risiko« omfatter risikoen for forringelse eller tab.

118 Med hensyn til argumentet om, at modnerne vil kunne agere som sekundaere importoerer, har Kommissionen gjort gaeldende, at den med forordning nr. 404/93 indfoerte ordning ikke i sig selv medfoerer en overfoersel af rettigheder mellem erhvervsdrivende i kategori A, der udoever de forskellige typer af virksomhed. Den har dog tilfoejet, at disse erhvervsdrivendes stilling i forhold til hinanden ikke er fast afgraenset. Det har foelgelig vaeret korrekt f.eks. at lade primaere importoerer og modnere frit erhverve rettigheder, der er knyttet til sekundaere indfoerselstransaktioner, og den omstaendighed, at modnere og primaere importoerer har gjort brug af denne frihed, beviser, at det af sagsoegerne anfoerte om, at modnerne til sidst vil faa hele toldkontingentet, savner grundlag.

Rettens bemaerkninger

119 Retten finder, at dette led af anbringendet er baseret paa en fejlagtig fortolkning af artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1442/93. I denne bestemmelse opregnes tre kumulative betingelser, der indgaar i definitionen af en »erhvervsdrivende«, som udoever aktiviteter af type b, dvs. en »sekundaer importoer«, nemlig for det foerste forsyning med og overgang til fri omsaetning af groenne bananer, for det andet videresalg med henblik paa afsaetning i Faellesskabet og for det tredje, at den paagaeldende skal vaere ejer.

120 Som Domstolen har fastslaaet i den foernaevnte dom i sagen Nederlandene mod Kommissionen (praemis 22 og 23), viser en gennemgang af denne bestemmelse, at de stillede betingelser er kumulative, og at betingelsen om, at den paagaeldende skal paatage sig risikoen for forringelse eller tab af produktet, er en alternativ betingelse, som kan anvendes i de tilfaelde, hvor betingelsen om at vaere ejer ikke er opfyldt.

121 Det foelger heraf, at artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1442/93, naar den fortolkes rigtigt, ikke er uklar, og dette led af det femte anbringende kan foelgelig ikke laegges til grund.

iii) Det ligger uden for de befoejelser, der er givet Kommissionen ved forordning nr. 404/93, at inkludere modnere i den kategori af erhvervsdrivende, der har ret til en del af toldkontingentet, jf. artikel 3, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1442/93

Parternes argumenter

122 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at medtagelsen af modnere er i strid med den traditionelle definition paa en forhandler, som paatager sig den handelsmaessige risiko i forbindelse med produktets overgang til fri omsaetning i Faellesskabet, og at principperne for fordeling af toldkontingentet, saaledes som det opregnes i betragtningerne til forordning nr. 404/93, ikke omfatter disse virksomheder, fordi der er en mekanisme for oekonomisk udligning mellem dem og importoererne, som bevirker, at de ikke paatager sig de handelsmaessige risici. Desuden kan modnerne, da de kan goere krav paa importlicenser, for fremtiden importere direkte fra tredjelande og saaledes blive primaere og sekundaere importoerer og bryde de traditionelle handelsforbindelser, som de havde med de oprindelige primaere og sekundaere importoerer.

123 Kommissionen har heroverfor anfoert, at modnerne behandles som erhvervsdrivende, fordi de paatager sig en handelsmaessig risiko, og at spoergsmaalet, om denne risiko kan forsikres, ikke har betydning. De koeber groenne bananer og paatager sig risikoen for prissvingninger samt betydelige omkostninger til investering og distribution. Kommissionen har desuden gjort gaeldende, at den ikke har villet udelukke de modnere fra markedet, som havde markedsfoert bananer inden for de tidligere bestaaende nationale ordninger. Den har herved henvist til den situation, der bestod i Det Forenede Kongerige, foer forordning nr. 404/93 blev udstedt. Den har tilfoejet, at selv om ordningen i oejeblikket afspejler den bestaaende struktur paa markedet, har den for saa vidt ikke til formaal for fremtiden at fastfryse de paa markedet eksisterende importoerers situation, og at modnerne eventuelt vil kunne overgaa fra en kategori af erhvervsdrivende til en anden.

124 Det Forenede Kongerige har for det foerste gjort gaeldende, at det af sagsoegerne anfoerte om, at modnerne ikke paatager sig handelsmaessig risiko, ikke er rigtigt, i hvert fald for nogle medlemsstaters vedkommende. I Det Forenede Kongerige findes der ingen mekanisme for oekonomisk udligning, og naar modnerne koeber groenne bananer, paatager de sig foelgelig risikoen for, at markedsprisen eller efterspoergselen falder. Det Forenede Kongerige har for det andet fremhaevet, at det anfoerte om, at modnerne traditionelt ikke indfoerer bananer, ligeledes er urigtigt, fordi 35% af importlicenserne for tredjelandsbananer inden for den ordning, der var gaeldende paa dets omraade foer indfoerelsen af den faelles markedsordning, blev tildelt uafhaengige forhandlere, hvoraf stoerstedelen var modnere. For det tredje har Det Forenede Kongerige anfoert, at artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 404/93 bestemmer, at toldkontingentet aabnes for »erhvervsdrivende« og ikke blot for »importoerer«.

Rettens bemaerkninger

125 Med dette led af anbringendet goer sagsoegerne reelt gaeldende, at modnerne ikke skulle have vaeret medtaget blandt de erhvervsdrivende, der har ret til en del af toldkontingentet, fordi de ikke paatager sig nogen handelsmaessig risiko. Denne paastand, som sagsoegerne ikke har stoettet med noget bevismiddel, er blevet bestridt af Det Forenede Kongerige, som har forklaret, at der efter den ordning, som var gaeldende paa dets omraade foer indfoerelsen af den faelles markedsordning, ikke fandtes nogen mekanisme for oekonomisk udligning mellem importoerer og modnere, hvilket havde til foelge, at de sidstnaevnte paatog sig en handelsmaessig risiko og i virkeligheden optraadte som importoerer, der var indehavere af importlicenser.

126 Retten bemaerker, at sagsoegerne allerede har fremfoert denne argumentation i forbindelse med anbringendets foerste led, og forkaster det af de samme grunde som dem, der er anfoert ovenfor i praemis 109-112.

iv) Det ligger uden for de befoejelser, som er givet Kommissionen ved forordning nr. 404/93, at anvende en vejningskoefficient som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1442/93

Parternes argumenter

127 Ifoelge sagsoegerne havde den ved artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1442/93 indfoerte vejningskoefficient ikke hjemmel i forordning nr. 404/93. Desuden er de fastsatte procentsatser vilkaarlige, navnlig da modnerne har faaet tildelt en del af toldkontingentet, der naesten er dobbelt saa stor som den, der er tildelt de sekundaere importoerer, paa trods af at de, til forskel fra de sidstnaevnte, kun paatager sig en ubetydelig handelsmaessig risiko. Sagsoegerne har tilfoejet, at naar det anfoeres i tredje betragtning til forordning nr. 1442/93, at denne koefficient bevirker, at »den ulempe, det er at skulle opgoere den samme maengde produkter i forskellige handelsled, undgaas«, forklares det ikke, hvorledes den har disse virkninger.

128 Kommissionen har, stoettet af Det Forenede Kongerige, foerst gjort gaeldende, at det i praeamblen til forordning nr. 404/93 udtales, at importlicenserne skal udstedes til personer, som har paataget sig den handelsmaessige risiko ved markedsfoering af bananer, og at det ville have vaeret uberettiget at begraense adgangen til kontingentet til erhvervsdrivende, der tidligere havde indfoert bananer, naar de i nogle medlemsstater bestaaende markedsfoeringsordninger tages i betragtning.

129 Kommissionen har dernaest tilfoejet, at de i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1442/93 angivne procentsatser er blevet fastsat efter en undersoegelse af markedet og efter hoering af medlemsstaterne i forvaltningskomitéen, og at de afspejler de faktiske forhold paa markedet. Den har forklaret, at man fandt, at de primaere importoerer paatager sig den stoerste risiko ved forhandling af bananer, og at der derfor er blevet tildelt dem en vejningskoefficient paa 57%. I betragtning af de sekundaere importoerers mindre vigtige rolle, som er begraenset til for egen regning at bringe bananer i fri omsaetning, som er koebt hos de primaere importoerer, og dernaest at videresaelge dem til modnerne, og i betragtning af, at de ikke paatager sig de samme risici som disse to andre kategorier, gaelder der for dem en vejningskoefficient paa 15%. I betragtning af, at modnerne, som saelger bananerne til grossisterne, paatager sig risici i forbindelse med eventuelle svingninger i priser og efterspoergsel, er der tildelt dem en vejningskoefficient paa 28%. Kommissionen har praeciseret, at saadanne koefficienter er en del af en kontingentordning.

Rettens bemaerkninger

130 Som Retten allerede har fremhaevet i sine bemaerkninger vedroerende det foerste anbringende om anvendelsen af en nedsaettelseskoefficient (jf. ovenfor, praemis 50-55), er det noedvendigt for, at et toldkontingent kan fungere, at der kan fastsaettes en vejningskoefficient for at tage hensyn til, at de samme maengder af produktet kan behandles af forskellige erhvervsdrivende paa successive trin i handelskaeden.

131 Da Kommissionen, efter at have undersoegt markedet og hoert forvaltningskomitéen, fastsatte vejningskoefficienternes satser til de ovennaevnte procentdele, udoevede den det skoen, som tilkommer den i forbindelse med komplicerede oekonomiske faktiske omstaendigheder. Da sagsoegerne ikke har foert bevis herfor, kan Retten ikke konkludere, at Kommissionen har lagt materielt urigtige faktiske omstaendigheder til grund eller har begaaet et aabenbart fejlskoen ved bedoemmelsen af dem.

132 Det foelger heraf, at Kommissionen med rette kunne fastsaette vejningskoefficienter gradueret under hensyn til omfanget af de risici, som de forskellige erhvervsdrivende paatager sig.

133 Dette led af det femte anbringende maa foelgelig forkastes.

v) Bestemmelserne om de dokumenter, som skal fremlaegges til stoette for ansoegninger om tildeling af en del af toldkontingentet, og som findes i artikel 4, stk. 3, og i artikel 7 og 8 i forordning nr. 1442/93, er paa grund af deres uklarhed i strid med retssikkerhedsprincippet og er en undladelse fra Kommissionens side af at opfylde sin forpligtelse til at forvalte faellesskabstoldkontingentet i overensstemmelse med faellesskabslovgivningen

Parternes argumenter

134 Ifoelge sagsoegerne skal de paagaeldende bestemmelser, som praeciserer de betingelser, paa hvilke de nationale myndigheder skal udarbejde listerne over erhvervsdrivende i kategorierne A og B, samt de referencemaengder, der skal tildeles dem, fortolkes saaledes, at de paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse. Artikel 4, stk. 3, bestemmer, at »de erhvervsdrivende stiller de beviser, der er omhandlet i artikel 7, til raadighed for myndighederne«. Artikel 7 synes til gengaeld at goere fremlaeggelse af beviser fakultativ, idet den bestemmer, at »medlemsstaternes myndigheder kan med henblik paa at fastsaette, hvor stor en maengde hver enkelt erhvervsdrivende ... har afsat, anmode om at faa tilsendt ... dokumenter«.

135 Ifoelge sagsoegerne har den ved disse bestemmelser fremkaldte uklarhed haft som resultat, at medlemsstaterne har anlagt forskellige fortolkninger, saaledes at kriterierne for, at der bestaar ret til en del af kontingentet, er blevet anvendt strengere i nogle medlemsstater end i andre. Hvis det desuden antages, at fremlaeggelse af dokumenter er obligatorisk, har man under alle omstaendigheder undladt i artikel 7, stk. 1, at praecisere, om der kraeves fremlaeggelse af et enkelt eller af alle de opregnede dokumenter. Endelig giver artikel 8 ingen vejledning til de nationale myndigheder om, hvilke af de i artikel 7 opregnede dokumenter der tilsammen skal anses for tilstraekkeligt bevis paa ansoegningens berettigelse. Hver af disse mangler udgoer en overtraedelse af retssikkerhedsprincippet.

136 Kommissionen har anfoert, at de paagaeldende artikler ikke er i strid med hinanden. Den har gjort gaeldende, at artikel 4, stk. 3, sigter til de dokumenter, som de beroerte erhvervsdrivende skal stille til myndighedernes raadighed, men at afgoerelsen af, hvilke enkelte dokumenter det er noedvendigt at fremlaegge, er overladt til de nationale myndigheders skoen. Kommissionen er enig i, at en saadan ordning kan taenkes at blive anvendt paa forskellig maade i forskellige medlemsstater, men anfoerer, at disse under alle omstaendigheder har pligt at fastsaette mindstekrav med hensyn til bevis.

137 Det Forenede Kongerige har gjort gaeldende, at artikel 4, stk. 3, ikke er uforenelig med artikel 7, fordi disse artikler kun har til formaal at forpligte de erhvervsdrivende til at fremlaegge et eller flere af de i artikel 7 opregnede dokumenter for medlemsstaternes myndigheder paa disses begaering.

Rettens bemaerkninger

138 Retten finder, at det fremgaar af en korrekt fortolkning af artikel 4, stk. 3, og artikel 7 i forordning nr. 1442/93, at disse bestemmelser ikke er uforenelige. Det er nemlig klart, at den foerstnaevnte artikel henvender sig til de paagaeldende erhvervsdrivende og paalaegger dem, paa de nationale myndigheders begaering, at fremlaegge de i artikel 7 opregnede bevisdokumenter for disse myndigheder. Imidlertid overlader artikel 7 det til medlemsstaternes myndigheder at praecisere omfanget af denne forpligtelse ved selv at bestemme, hvilke enkelte dokumenter der skal fremlaegges til stoette for en ansoegning om en referencemaengde. Opregningen i artikel 7 er en illustration af, hvilke beviskrav de nationale myndigheder kan stille. Der overlades dem herved et vist skoen paa grund af forskelligartetheden i de ordninger, der tidligere var gaeldende i de forskellige medlemsstater, for at tage hensyn til den fleksibilitet, som paa grund af denne forskelligartethed er noedvendig ved gennemfoerelsen af den nye faelles markedsordning.

139 Det maa imidlertid praeciseres, at de nationale myndigheder har pligt til, naar de udoever det skoen, som er tillagt dem ved artikel 7, at goere det under overholdelse af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og om omhyggelig forvaltning, idet de skal soerge for at kontrollere, at de bevismidler, som de kraever, i videst muligt omfang goer det muligt effektivt og noejagtigt at fastslaa de talmaessige oplysninger, der afspejler situationen i den paagaeldende medlemsstat.

140 Under disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen ikke har tilsidesat retssikkerhedsprincippet ved at afstaa fra selv at afgoere, hvilke bevisdokumenter de erhvervsdrivende har pligt til at fremlaegge.

141 Foelgelig maa dette led af det femte anbringende og dermed anbringendet i sin helhed forkastes.

142 Det foelger heraf, at der ikke kan gives sagsoegerne medhold i paastanden om annullation.

B - Paastanden om erstatning

143 Sagsoegerne har kraevet erstatning for tab, som de haevder at vaere paafoert som foelge af

- Kommissionens ulovlige beslutning i artikel 1 i forordning nr. 2920/93 om at anvende en nedsaettelseskoefficient paa de referencemaengder, der er tildelt de erhvervsdrivende i kategori A for perioden fra 1. juli til 31. december 1993

- Kommissionens ulovlige beslutning i artikel 1 i forordning nr. 3190/93 om at anvende en nedsaettelseskoefficient paa de referencemaengder, der er tildelt de erhvervsdrivende i kategori A for perioden fra 1. januar til 31. december 1994, og

- Kommissionens undladelse af at opfylde sin forpligtelse til at forvalte og bestyre faellesskabskontingentet i overensstemmelse med faellesskabsretten, navnlig traktatens artikel 155 og artikel 20 i forordning nr. 404/93.

Parternes argumenter

144 Sagsoegerne har henvist til, at Kommissionen ved opfyldelsen af de forpligtelser, som den har i henhold til traktatens artikel 155 og artikel 20 i forordning nr. 404/93, skal overholde princippet om god forvaltningsskik, og at de beslutninger, der traeffes i strid med dette princip, er ugyldige (Domstolens dom af 27.3.1990, sag C-10/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1229). Under henvisning til Raadets resolution 93/C 166/01 af 8. juni 1993 om kvaliteten af affattelsen af faellesskabslovgivningen (EFT C 166, s. 1) og til generaladvokat Gulmann's forslag til afgoerelse til Domstolens dom af 20. januar 1993 (forenede sager C-106/90, C-317/90 og C-129/91, Emerald Meats mod Kommissionen, Sml. I, s. 209, paa s. 260) har de tilfoejet, at Kommissionen ogsaa er forpligtet til at overholde princippet om, at faellesskabslovgivningen skal vaere klar. Af de grunde, som allerede er fremstillet i forbindelse med paastanden om annullation, har Kommissionen imidlertid undladt at opfylde de forpligtelser, som den har ifoelge disse principper.

145 Sagsoegerne har desuden gjort gaeldende, at Kommissionen kun ufuldstaendigt har kontrolleret, om referencemaengderne og de af de nationale myndigheder udarbejdede lister over erhvervsdrivende var korrekte, og ikke har foert tilsyn med, hvorledes medlemsstaterne har opfyldt deres forpligtelser i henhold til forordning nr. 1442/93. Disse forpligtelser er imidlertid udtrykkeligt paalagt den ved denne forordnings artikel 4, stk. 5, eller foelger af det almindelige princip, hvorefter befoejelser, som ikke udtrykkeligt er fastsat, men som er noedvendige for en korrekt ivaerksaettelse af en faellesskabsforanstaltning, kan anses for stiltiende tillagt.

Rettens bemaerkninger

146 Retten har fastslaaet ovenfor (jf. praemis 44-142), at Kommissionen ikke har handlet ulovligt ved i artikel 1 i forordning nr. 3190/93 at fastsaette en nedsaettelseskoefficient, der skal anvendes paa referencemaengderne for de erhvervsdrivende i kategori A. Det foelger heraf, at der ikke kan gives sagsoegerne medhold i erstatningspaastanden, for saa vidt den er baseret paa, at Kommissionens beslutninger om at anvende en saadan koefficient i perioderne fra 1. januar til 31. december 1994 og fra 1. juli til 31. december 1993 er ulovlige.

147 I traktatens artikel 155 og i artikel 20 i forordning nr. 404/93 fastlaegges den ramme, inden for hvilken Kommissionen er bemyndiget til at vedtage de noedvendige gennemfoerelsesbestemmelser til ivaerksaettelse af en faelles markedsordning. Disse bestemmelser kan ikke som saadanne paaberaabes af private med henblik paa at drage denne institution til ansvar i henhold til traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2.

148 Det foelger af Rettens stillingtagen ovenfor til det andet (jf. praemis 67-75), det tredje (jf. praemis 76-81) og det femte anbringende (jf. praemis 108-114, 119, 120 og 121, 125 og 126, 130-133 og 138-141) samt af den tidligere naevnte dom i sagen Nederlandene mod Kommissionen, at de oevrige argumenter, som sagsoegerne har paaberaabt sig for at godtgoere, at Kommissionen har handlet ulovligt, ligeledes maa forkastes.

149 Det foelger heraf, at der ikke kan gives sagsoegerne medhold i paastanden om erstatning.

150 Det foelger af de foregaaende betragtninger i deres helhed, at Kommissionen i det hele maa frifindes.

Sagens omkostninger

151 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegerne har tabt sagen, og da Kommissionen har nedlagt paastand herom, doemmes de til at betale sagens omkostninger.

152 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer medlemsstater, der er indtraadt i en sag, imidlertid deres egne omkostninger. Det Forenede Kongerige baerer foelgelig sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Fjerde Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger in solidum.

3) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland baerer sine egne omkostninger.