61994J0280

++++

1. Socialpolitik ° ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring ° personelt anvendelsesomraade for direktiv 79/7 ° den erhvervsaktive befolkning i den i direktivets artikel 2 forudsatte betydning ° en person, der ikke har haft indkomst ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden

(Raadets direktiv 79/7, art. 2)

2. Socialpolitik ° ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring ° direktiv 79/7 ° national lovgivning, hvorefter retten til en ydelse ved uarbejdsdygtighed er betinget af, at vedkommende har haft en indkomst ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse i loebet af det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden ° betingelse, som beroerer flere kvinder end maend ° objektiv begrundelse ° lovligt ° lovgivning, som ophaever en tidligere ordning, som var mere fordelagtig for de ydelsesberettigede ° uden betydning

(Raadets direktiv 79/7, art. 4, stk. 1)

1. Begrebet den erhvervsaktive befolkning i henhold til artikel 2 i direktiv 79/7 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring er et meget vidt begreb, som omfatter enhver arbejdstager, herunder personer, der blot soeger arbejde, saaledes at en person, der i loebet af det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, ikke har haft en bestemt indkomst ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse, ikke noedvendigvis falder uden for direktivets personelle anvendelsesomraade.

2. Direktiv 79/7 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring griber ikke ind i den kompetence, som i henhold til traktatens artikel 117 og 118 tilkommer medlemsstaterne ° der herved raader over et vidt skoen ° med henblik paa fastlaeggelsen af deres socialpolitik inden for rammerne af et snaevert samarbejde tilrettelagt af Kommissionen, og, som foelge heraf heller ikke i arten og omfanget af socialsikringsforanstaltningerne, bl.a. for saa vidt angaar den sociale tryghed, samt de konkrete betingelser for deres gennemfoerelse.

Det foelger heraf, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 ikke er til hinder for anvendelsen af en national lovgivning, hvorefter retten til en ydelse i anledning af uarbejdsdygtighed afhaenger af den betingelse, at den uarbejdsdygtige i loebet af det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, har haft en bestemt indkomst ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse, ogsaa selv om denne betingelse beroerer flere kvinder end maend. Dels opfylder den omstaendighed, at der sikres en minimumsindkomst for de personer, der havde indkomst ved eller i forbindelse med en saadan beskaeftigelse, hvis udoevelse de har maattet opgive paa grund af uarbejdsdygtighed, et legitimt socialpolitisk formaal, dels udgoer den omstaendighed, at retten til naevnte minimumsindkomst underkastes naevnte betingelse, et middel, som er egnet til at naa dette maal, og den nationale lovgiver kan ved udoevelsen af sin kompetence med rimelighed antage, at det er noedvendigt med henblik herpaa.

Den omstaendighed, at en saadan ordning har afloest en ordning med ren folkeforsikring og begraenset antallet af ydelsesberettigede i forhold til sidstnaevnte ordning, kan ikke beroere dens forenelighed med faellesskabsretten. Da faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en medlemsstat traeffer foranstaltninger, hvorved visse kategorier af personer mister en social sikringsydelse, forudsat at staten herved overholder princippet om ligebehandling af maend og kvinder, som fastslaaet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, kan medlemsstaterne ligeledes frit i forbindelse med deres socialpolitik fastsaette nye regler, hvis virkning er at begraense antallet af personer, der har ret til en social sikringsydelse.

I sag C-280/94,

angaaende en anmodning, som Centrale Raad van Beroep (Nederlandene) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende sager,

Y.M. Posthuma-van Damme

mod

Bestuur van de Bedrijfsvereniging voor Detailhandel, Ambachten en Huisvrouwen,

og

N. Oztuerk

mod

Bestuur van de Nieuwe Algemene Bedrijfsvereniging,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.N. Kakouris, og dommerne G. Hirsch, G.F. Mancini, F.A. Schockweiler (refererende dommer) og H. Ragnemalm,

generaladvokat: N. Fennelly

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Bestuur van de Bedrijfsvereniging voor Detailhandel, Ambachten en Huisvrouwen ved de juridiske medarbejdere J.R. van Es-de Vries og J. van Doorn

° Bestuur van de Nieuwe Algemene Bedrijfsvereniging ved C.R.J.A.M Brent, leder af foreningen Gemeenschappelijk Administratiekantoor' s Juridiske Afdeling for Socialsikringssager

° den nederlandske regering ved juridisch adviseur A. Bos, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved M. Wolfcarius og B.J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 9. november 1995 er afgivet mundtlige indlaeg af Bestuur van de Bedrijfsvereniging voor Detailhandel, Ambachten en Huisvrouwen ved J. van Doorn, af Bestuur van de Nieuwe Algemene Bedrijfsvereniging ved F.W.M. Keunen, juridisk medarbejder ved foreningen Gemeenschappelijk Administratiekantoor, af den nederlandske regering ved assistent-juridisch adviseur J.S. van den Oosterkamp, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved B.J. Drijber,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 14. december 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 7. oktober 1994 indgaaet til Domstolen den 17. oktober 1994 har Centrale Raad van Beroep i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24, herefter "direktiv 79/7").

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under to sager, anlagt henholdsvis af Y.M. Posthuma-van Damme mod Bestuur van de Bedrijfsvereniging voor Detailhandel, Ambachten en Huisvrouwen (herefter "Detam") og af N. Oztuerk mod Bestuur van de Nieuwe Algemene Bedrijfsvereniging (herefter "NAB") angaaende frakendelse (i den af Posthuma-van Damme anlagte sag) og afslag paa tildeling (i den af N. Oztuerk anlagte sag) af en ydelse i anledning af uarbejdsdygtighed i henhold til Algemene Arbeidsongeschiktheidswet (lov om almindelig forsikring mod uarbejdsdygtighed, herefter "AAW") af 11. december 1975.

3 Der boer redegoeres for den paagaeldende lov, som allerede er beskrevet i Domstolens dom af 24. februar 1994 (sag C-343/92, Roks m.fl., Sml. I, s. 571, praemis 3-8).

4 Ifoelge AAW, der traadte i kraft den 1. oktober 1976, havde maend og ugifte kvinder efter en uarbejdsdygtighedsperiode paa et aar oprindelig ret til en ydelse, som hverken afhang af den ydelsesberettigedes eventuelle andre indtaegter eller af, at vedkommende havde haft et indtaegtstab.

5 Ved Wet invoering gelijke uitkeringsrechten voor mannen en vrouwen (lov om indfoerelse af lige ret til ydelser for maend og kvinder) af 20. december 1979 blev retten til ydelser i henhold til AAW udvidet til at omfatte gifte kvinder. Samtidig blev retten til ydelser for alle de forsikredes vedkommende ° med undtagelse af visse kategorier ° gjort betinget af, at modtagerne i det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse havde haft en bestemt indkomst, oprindelig mindst 3 423,81 HFL (herefter "indkomstkrav"). Dette indkomstkrav gjaldt for alle de personer, som var blevet uarbejdsdygtige efter den 1. januar 1979.

6 Ifoelge overgangsbestemmelserne i ovennaevnte lov af 20. december 1979 havde maend og ugifte kvinder, som var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. januar 1979, fortsat ret til ydelser uden at skulle opfylde indkomstkravet. Gifte kvinder, som var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. oktober 1975, havde ikke ret til ydelser, selv om de opfyldte indkomstkravet. For saa vidt angaar gifte kvinder, som var blevet uarbejdsdygtige mellem den 1. oktober 1975 og den 1. januar 1979, havde de kun ret til ydelser, saafremt de opfyldte indkomstkravet.

7 Ved en raekke domme af 5. januar 1988 fastslog Centrale Raad van Beroep, at de naevnte overgangsbestemmelser indebar en forskelsbehandling paa grundlag af koen, der er i strid med artikel 26 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder af 19. december 1966 (Danmarks traktater, 1976, s. 154), og at gifte kvinder, som var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. januar 1979, med virkning fra den 1. januar 1980, da loven af 20. december 1979 traadte i kraft, havde ret til en ydelse efter AAW paa samme betingelser som maend, dvs. uden indkomstkrav, selv om de var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. oktober 1975.

8 Overgangsbestemmelserne, der saaledes var kendt diskriminerende over for gifte kvinder, blev ophaevet ved lov af 3. maj 1989. Loven bestemte imidlertid i artikel III, at personer, der var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. januar 1979, og som indgav en ansoegning om AAW-ydelser efter den 3. maj 1989, skulle opfylde indkomstkravet, mens artikel IV bestemte, at AAW-ydelser frakendes personer, som var blevet uarbejdsdygtige foer den 1. januar 1979, saafremt de ikke opfyldte indkomstkravet. Frakendelsen, som oprindelig skulle vaere sket pr. 1. juni 1990, blev ved en senere lov udsat til den 1. juli 1991.

9 Ved dom af 23. juni 1992 udtalte Centrale Raad van Beroep, at stoerrelsen af indkomstkravet, som i 1988 androg 4 403,52 HFL pr. aar, indirekte diskriminerede kvinder og derfor var i strid med artikel 26 i ovennaevnte internationale konvention samt med artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, og at indkomstkravet skulle anses for opfyldt, saafremt den sikrede i aaret forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden havde haft en "vis indkomst".

10 Posthuma-van Damme, der som selvstaendig sammen med sin mand drev et bilvaerksted paa en benzinstation, ophoerte i slutningen af 1974 med at arbejde paa grund af helbredsproblemer og blev erklaeret uarbejdsdygtig fra den 1. oktober 1976. Efter at Centrale Raad van Beroep havde afsagt de ovennaevnte domme af 5. januar 1988, besluttede Detam den 25. juli 1989 at tildele hende en ydelse i anledning af uarbejdsdygtighed i henhold til AAW med virkning fra den 14. april 1985. Ved afgoerelse af 26. marts 1991 frakendte Detam hende imidlertid ydelsen med virkning fra den 1. juli 1991 i henhold til artikel IV i loven af 3. maj 1989 med senere aendringer med den begrundelse, at hun i det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, ikke opfyldte indkomstkravet.

11 Oztuerk arbejdede indtil 1988 for forskellige arbejdsgivere. Herefter oppebar han indtil den 17. april 1990 en ydelse i henhold til Rijksgroepsregeling Werkloze Werknemers (bekendtgoerelse om indfoerelse af nationale saergrupperegler for arbejdsloese arbejdstagere). Senere blev han erklaeret uarbejdsdygtig fra den 1. april 1989. I medfoer af artikel 6 i AAW, som aendret ved loven af 20. december 1979, meddelte NAB ham ved afgoerelse af 23. oktober 1992 afslag paa en ansoegning om en AAW-ydelse med den begrundelse, at han i det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, ikke opfyldte indkomstkravet.

12 Da Posthuma-van Damme og Oztuerk ikke fik medhold i de sager, som de derefter havde anlagt ved Arrondissementsrechtbank, Rotterdam, til proevelse af afgoerelserne om henholdsvis frakendelse og afslag paa tildeling af en ydelse i henhold til AAW, indbragte de sagerne for Centrale Raad Beroep, der besluttede at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Idet det staar fast, at et indkomstkrav i en lovgivning om uarbejdsdygtighed rammer flere kvinder end maend, spoerges:

1) (Vedroerende den foerste sag): Skal den gaeldende faellesskabsret fortolkes saaledes, at den er til hinder for bortfald af ret til en ydelse i anledning af uarbejdsdygtighed i henhold til AAW, erhvervet paa grundlag af uarbejdsdygtighed, som er indtraadt inden den 1. januar 1979, som foelge af aendringen af artikel IV i lov af 3. maj 1989, i henhold til hvilken bestemmelse der for opretholdelse af ret til ydelse fra den 1. juli 1991 fastsaettes den betingelse, at den uarbejdsdygtige forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden havde indkomster ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse?

2) (Vedroerende den anden sag): Skal den gaeldende faellesskabsret fortolkes saaledes, at den er til hinder for at meddele afslag paa en ansoegning om ydelse i anledning af uarbejdsdygtighed i henhold til AAW som foelge af aendringen af artikel 6 i AAW (som affattet efter ikrafttraedelsen af lov af 20.12.1979 og under hensyn til Centrale Raad van Beroep' s dom af 23.6.1992), i henhold til hvilken bestemmelse der for tildeling af en ydelse fastsaettes den betingelse, at den uarbejdsdygtige i det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, in casu den 1. april 1989, havde indkomster ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse?"

13 Den nationale ret har i forelaeggelseskendelsen anfoert, at den med disse spoergsmaal tilsigter at faa afklaret, om et indkomstkrav, som er indeholdt i en lov om forsikring mod uarbejdsdygtighed, er foreneligt med faellesskabsretten, og i denne forbindelse at faa oplyst den noejagtige raekkevidde af de svar, som Domstolen gav i ovennaevnte dom i sagen Roks m.fl. Den nationale ret mener, at denne dom paa grund af visse af dens formuleringer, kan fortolkes paa flere maader, og rejser navnlig det spoergsmaal, om svaret paa det tredje spoergsmaal ikke overskrider rammerne for det forelagte spoergsmaal, hvormed det tilsigtedes at faa oplyst, om en bestemmelse som artikel IV i loven af 3. maj 1989 ° der med hensyn til bevarelse af retten til ydelser fastsaetter en supplerende betingelse om mistede arbejdsindkomster i det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden ° kan begrundes i budgetmaessige hensyn.

14 Vedroerende disse spoergsmaal bemaerkes det for det foerste, at Domstolen i ovennaevnte dom i sagen Roks m.fl. i besvarelse af praejudicielle spoergsmaal, som var blevet forelagt af Raad van Beroep, Hertogenbosch, udtalte, at faellesskabsretten ikke er til hinder for indfoerelsen af en national lovbestemmelse, hvis virkning er, at kvinder for fremtiden mister rettigheder, som de havde i medfoer af den direkte virkning af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, fordi opretholdelsen af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed nu undergives en betingelse, som baade maend og kvinder skal opfylde (domskonklusionens punkt 2).

15 Domstolen udtalte endvidere, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter tilkendelse af ydelser i anledning af uarbejdsdygtighed goeres betinget af, at ansoegeren har haft en vis indkomst i det aar, der ligger forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, naar betingelsen, om end der ikke herved sondres mellem maend og kvinder, rammer langt flere kvinder end maend, og selv om vedtagelsen af denne nationale lovgivning er begrundet i budgetmaessige hensyn (domskonklusionens punkt 3).

16 Det bemaerkes endvidere, at da Domstolen undersoegte, om faellesskabsretten er til hinder for indfoerelsen af en national lovbestemmelse, der ° idet den for opretholdelsen af retten til en ydelse i anledning af uarbejdsdygtighed fastsaetter en betingelse, der fremtidigt skal gaelde baade for maend og kvinder ° havde til virkning, at kvinder for fremtiden mister rettigheder, som de havde i medfoer af den direkte virkning af artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7, henskoed den udtrykkeligt undersoegelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt et indkomstkrav som det i hovedsagen omhandlede i sig selv overholder princippet om ligebehandling af maend og kvinder, til et senere punkt (dommen i sagen Roks m.fl., praemis 29 in fine).

17 Det bemaerkes endelig, at det med det tredje spoergsmaal i sagen Roks m.fl. udelukkende oenskedes fastslaaet, om en indirekte forskelsbehandling paa grundlag af koen, der fulgte af anvendelsen af et indkomstkrav som det i hovedsagen omhandlede ° hvilken forskelsbehandling ifoelge den forelaeggende ret var godtgjort ° kunne begrundes i budgetmaessige hensyn, hvorfor det benaegtende svar, som Domstolen gav herpaa, ikke kan vaere bindende for bedoemmelsen af eventuelle andre begrundelser.

18 Under hensyn til ovennaevnte skal de praejudicielle spoergsmaal, som Centrale Raad van Beroep har forelagt, forstaas saaledes, at det hermed oenskes oplyst, om artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 er til hinder for anvendelsen af en national lovbestemmelse, hvorefter retten til en ydelse i anledning af uarbejdsdygtighed afhaenger af den betingelse, at den uarbejdsdygtige i det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, havde en bestemt indkomst ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse, selv om det er ubestridt, at denne betingelse beroerer flere kvinder end maend.

19 Da Kommissionen under den mundtlige forhandling anfoerte, at det er tvivlsomt, om personer, som ikke opfylder et saadant indkomstkrav, dvs. at de ikke i det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, havde en vis indkomst ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse, henhoerer under det personelle anvendelsesomraade for direktiv 79/7, skal det indledningsvis bemaerkes, at direktivet i henhold til artikel 2 "finder anvendelse paa den erhvervsaktive befolkning, herunder selvstaendige erhvervsdrivende, arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der midlertidigt er uden arbejde paa grund af sygdom, ulykke eller ufrivillig arbejdsloeshed, og personer, der soeger arbejde, samt paa arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der er fratraadt med alders- eller invalidepension".

20 Domstolen har endvidere udtalt i domme af 14. december 1995 (sag C-317/93, Nolte, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 17, og sag C-444/93, Megner og Scheffel, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 16), at det fremgaar af denne bestemmelse, at begrebet den erhvervsaktive befolkning er et meget vidt begreb, idet det omfatter enhver arbejdstager, herunder personer, der blot soeger arbejde, men at bestemmelsen ikke finder anvendelse paa personer, som aldrig har staaet til raadighed for arbejdsmarkedet, eller som har ophoert med at goere det, uden at aarsagen er, at en af de i direktivet naevnte risici er indtraadt (jf. endvidere dom af 27.6.1989, forenede sager 48/88, 106/88 og 107/88, Achterberg-te Riele m.fl., Sml. s. 1963, praemis 11).

21 Det foelger af det foregaaende, at en person, der i loebet af det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, ikke havde en bestemt indkomst ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse, ikke noedvendigvis falder uden for det personelle anvendelsesomraade for direktiv 79/7.

22 Det bemaerkes endvidere, at den nationale ret, som alene har kompetence til at vurdere de faktiske omstaendigheder i hovedsagen og paa grundlag af disse omstaendigheder at fastslaa, om sagsoegerne i hovedsagen falder ind under det personelle anvendelsesomraade for direktiv 79/7, i sin forelaeggelseskendelse udtrykkeligt har fastslaaet, dels at Posthuma-van Damme skulle anses for at vaere ophoert med at arbejde enten paa grund af uarbejdsdygtighed eller paa grund af arbejdsloeshed, dels at Oztuerk havde ophoert med at arbejde foer april 1989, paa hvilket tidspunkt hans uarbejdsdygtighed begyndte, paa grund af arbejdsloeshed.

23 Med henblik paa besvarelsen af de forelagte spoergsmaal, saaledes som de er blevet omformuleret i praemis 18, skal det bemaerkes, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 med hensyn til social sikring forbyder, at der finder forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, enten direkte eller indirekte, under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling, isaer for saa vidt angaar anvendelsesomraadet for de sociale sikringsordninger samt betingelserne for adgang til disse.

24 Ifoelge fast praksis er denne bestemmelse til hinder for anvendelsen af en national bestemmelse, som ° selv om den er koensneutral ° indebaerer, at langt flere kvinder end maend behandles ugunstigt, medmindre bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen. Den sidstnaevnte betingelse er opfyldt, saafremt de valgte midler er i overensstemmelse med den paagaeldende medlemsstats sociale politik, er egnede til at naa det af den forfulgte maal og er noedvendige hertil (jf. senest Nolte-dommen, praemis 28, og Megner og Scheffel-dommen, praemis 24).

25 Detam, NAB og den nederlandske regering har i det vaesentligste anfoert, at loven af 20. december 1979 ved at indsaette indkomstkravet i AAW har aendret den nederlandske ordning om uarbejdsdygtighed fra at vaere en ren folkeforsikring til en forsikring mod indtaegtstab, som garanterer en minimumsindkomst til de forsikrede personer, og at loven af 3. maj 1989 ved at foreskrive, at indkomstkravet fremtidigt gaelder for alle forsikrede, baade maend og kvinder, gifte og ugifte, som er blevet uarbejdsdygtige foer eller efter den 1. januar 1979, har forstaerket denne ordnings karakter af forsikring mod indkomsttab. De mener, at den nederlandske lovgiver hermed har forfulgt et legitimt socialpolitisk formaal, som er indeholdt i talrige socialsikringsordninger, og hvorefter retten til en bestemt ydelse forbeholdes personer, der har mistet indkomster som foelge af indtraedelsen af den risiko, som ydelsen er bestemt til at daekke.

26 Som Domstolen har udtalt i praemis 28 i ovennaevnte dom i sagen Roks m.fl., griber direktiv 79/7 ikke ind i den kompetence, som i henhold til EF-traktatens artikel 117 og 118 tilkommer medlemsstaterne med henblik paa fastlaeggelsen af deres socialpolitik inden for rammerne af et snaevert samarbejde tilrettelagt af Kommissionen, og, som foelge heraf, i arten og omfanget af socialsikringsforanstaltningerne, bl.a. for saa vidt angaar den sociale tryghed, samt de konkrete betingelser for deres gennemfoerelse. Medlemsstaterne raader ved udoevelsen af denne kompetence over et vidt skoen (jf. Nolte-dommen, praemis 33, og Megner og Scheffel-dommen, praemis 29).

27 Det maa herved fastslaas, at sikringen af en minimumsindkomst for de personer, der havde indkomst fra erhvervsmaessig beskaeftigelse eller i forbindelse med en saadan beskaeftigelse, hvis udoevelse de har maattet opgive paa grund af uarbejdsdygtighed, opfylder et legitimt socialpolitisk formaal, og at den omstaendighed, at retten til naevnte minimumsindkomst goeres betinget af, at den paagaeldende har haft en saadan indkomst i loebet af det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, udgoer et middel, som er egnet til at naa dette maal, samt at den nationale lovgiver ved udoevelsen af sin kompetence med rimelighed kunne antage, at det var noedvendigt med henblik herpaa.

28 Den omstaendighed, at en saadan ordning har afloest en ordning med ren folkeforsikring, og at antallet af de af ordningen omfattede personer senere er blevet begraenset til de personer, der paa tidspunktet for risikoens indtraeden faktisk har mistet en indkomst fra erhvervsmaessig beskaeftigelse eller i forbindelse med en saadan beskaeftigelse, kan ikke beroere denne konstatering.

29 Det fremgaar saaledes af Domstolens praksis, som der er henvist til i praemis 29 i Roks-dommen, og bekraeftet ved dommen af 19. oktober 1995 (sag C-137/94, Richardson, Sml. I, s. 3407, praemis 24), at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en medlemsstat traeffer foranstaltninger, hvorved visse kategorier af personer mister socialsikringsydelser, forudsat at staten herved overholder princippet om ligebehandling af maend og kvinder, som fastslaaet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7. Medlemsstaten kan, forudsat at den overholder denne betingelse, ligeledes frit i forbindelse med sin socialpolitik fastsaette nye regler, hvis virkning er at begraense antallet af personer, der har ret til en social sikringsydelse.

30 Under hensyn til ovennaevnte betragtninger boer den nationale rets spoergsmaal besvares med, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 ikke er til hinder for anvendelsen af en national lovgivning, hvorefter retten til en ydelse i anledning af uarbejdsdygtighed afhaenger af den betingelse, at den uarbejdsdygtige i det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, havde en bestemt indkomst ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse, selv om det er ubestridt, at denne betingelse beroerer flere kvinder end maend.

Sagens omkostninger

31 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Centrale Raad van Beroep ved kendelse af 7. oktober 1994, for ret:

Artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring er ikke til hinder for anvendelsen af en national lovgivning, hvorefter retten til en ydelse i anledning af uarbejdsdygtighed afhaenger af den betingelse, at den uarbejdsdygtige i det aar, der gik forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden, havde en bestemt indkomst ved eller i forbindelse med erhvervsmaessig beskaeftigelse, selv om det er ubestridt, at denne betingelse beroerer flere kvinder end maend.