++++
1. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° sygeforsikring ° arbejdstager med ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat ° ret til ydelser paa grund af hans tilstand ° omfang ° kontantydelser bestemt til at kompensere en syg arbejdstager for loentab ° omfattet ° udbetaling af loen efter uarbejdsdygtighedens indtraeden ° ingen betydning
[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 22, stk. 1, litra a), nr. ii)]
2. Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° sygeforsikring ° arbejdstager med ophold i en anden medlemsstat end den kompetente stat ° uarbejdsdygtighed ° anerkendelsens bindende karakter ° graenser ° arbejdsgiverens fremlaeggelse af beviser for misbrug eller svigagtig adfaerd fra arbejdstagerens side ° lovligt ° krav om arbejdstagerens fremlaeggelse af supplerende beviser ° ulovligt
(Raadets forordning nr. 574/72, art. 18, stk. 1-5)
1. Artikel 22, stk. 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at den omfatter en national lovgivning, hvorefter en arbejdstager, der er uarbejdsdygtig, har ret til udbetaling af loen under sygdom i en vis periode, ogsaa selv om loennen foerst forfalder en vis tid efter uarbejdsdygtighedens indtraeden.
Bestemmelsen indebaerer nemlig, idet den forudsaetter, at den syges tilstand "kraever oejeblikkelig ydelse af hjaelp", for det foerste, at der er konstateret et laegeligt behov for en oejeblikkelig ydelse, og for det andet, at den ikke alene angaar de oejeblikkeligt noedvendige "naturalydelser", men ogsaa at den paagaeldende i et noedstilfaelde ligeledes kan have ret til de tilsvarende "kontantydelser", som, selv om de vaesentligste er beregnet paa at skaffe en syg arbejdstager kompensation for loentab, skal sikre den paagaeldendes underhold, der ellers kunne vaere umuliggjort.
2. Den fortolkning af artikel 18, stk. 1-5, i forordning nr. 574/72, som Domstolen har foretaget i dom af 3. juni 1992 (sag C-45/90, Paletta), hvorefter den kompetente institution, ogsaa selv om der herved er tale om arbejdsgiveren og ikke om en social sikringsinstitution, saavel i henseende til faktum som i henseende til den retlige kvalificering er bundet af en laegeerklaering fra bopaels- eller opholdsstedets institution, hvorefter den sikrede har vaeret uarbejdsdygtig i en vis periode, naar foerstnaevnte institution ikke udnytter sin ret i henhold til artikel 18, stk. 5, til at lade den sikrede undersoege af en af den selv udpeget laege, indebaerer ikke, at det er forbudt arbejdsgiveren at fremlaegge beviser, som i givet fald giver den nationale ret grundlag for at fastslaa, at der har vaeret tale om misbrug eller svigagtig adfaerd derved, at arbejdstageren ikke har vaeret syg, selv om han har anmeldt en i overensstemmelse med artikel 18 fastslaaet uarbejdsdygtighed. Faellesskabsretten kan nemlig ikke goeres gaeldende med henblik paa misbrug eller svig.
Saafremt arbejdsgiveren derimod har paaberaabt sig og godtgoer omstaendigheder, som rejser alvorlig tvivl om den paastaaede uarbejdsdygtighed, er det uforeneligt med de formaal, der forfoelges med artikel 18 i forordning nr. 574/72, at kraeve af arbejdstageren, at han fremlaegger supplerende beviser til godtgoerelse af, at der foreligger en af en laegeerklaering attesteret uarbejdsdygtighed. Et saadant krav skaber nemlig for en arbejdstager, hvis uarbejdsdygtighed er indtruffet i en anden medlemsstat end den kompetente, saadanne bevisvanskeligheder, som faellesskabsordningen netop tilsigter at fjerne.