61994J0171

++++

1. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° overfoersel af virksomheder ° varetagelse af arbejdstagernes rettigheder ° direktiv 77/187 ° anvendelsesomraade ° overfoersel ° begreb ° overdragelse af en ret til at forhandle biler uden overdragelse af aktiver og ikke som led i et direkte kontraktforhold mellem den nye og den tidligere forhandler samtidig med indstilling af sidstnaevntes virksomhed ° omfattet

(Raadets direktiv 77/187, art. 1, stk. 1)

2. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° overfoersel af virksomheder ° varetagelse af arbejdstagernes rettigheder ° direktiv 77/187 ° arbejdstagerens indsigelse mod overfoersel af hans kontrakt til erhververen ° adgang hertil ° foelger for kontrakten med overdrageren ° spoergsmaal henhoerende under medlemsstaterne ° ophaevelse af kontrakten efter en aendring af afloenningen ° arbejdsgiveren ansvarlig for ophaevelsen

(Raadets direktiv 77/187, art. 3, stk. 1, og art. 4, stk. 2)

1. Det afgoerende ved vurderingen af, om der foreligger overfoersel efter direktiv 77/187 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter, er, om den paagaeldende enhed har bevaret sin oekonomiske identitet, hvilket navnlig maa laegges til grund, saafremt driften faktisk fortsaettes eller genoptages.

Direktivets artikel 1, stk. 1, skal foelgelig fortolkes saaledes, at direktivets anvendelsesomraade omfatter et tilfaelde, hvor et selskab, der er indehaver af en ret til at forhandle automobiler i et bestemt omraade, indstiller sin virksomhed, og forhandlerretten derefter overdrages til et andet selskab, som overtager en del af personalet og drager fordel af en anbefaling over for kundekredsen, uden at der sker nogen overfoersel af aktiver eller foreligger noget direkte kontraktforhold mellem de paagaeldende to selskaber.

2. Artikel 3, stk. 1, i direktiv 77/187 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter er ikke til hinder for, at en arbejdstager, der er ansat hos overdrageren paa overfoerselstidspunktet, kan rejse indsigelse mod, at hans arbejdskontrakt eller arbejdsforhold overgaar til erhververen. Det tilkommer medlemsstaterne at bestemme, hvad der skal ske med arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet med overdrageren i en saadan situation. Medlemsstaterne kan navnlig bestemme, at arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet i dette tilfaelde anses for at vaere blevet opsagt enten af arbejdstageren eller af arbejdsgiveren, men de kan ogsaa bestemme, at arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet vedbliver at bestaa med overdrageren. For saa vidt arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet ophaeves som foelge af en aendring i arbejdstagerens afloenning, er medlemsstaterne dog i henhold til direktivets artikel 4, stk. 2, forpligtet til at foreskrive, at arbejdsgiveren skal anses for at vaere ansvarlig for ophaevelsen, idet en aendring af arbejdstagerens afloenning er omfattet af begrebet vaesentlig aendring af arbejdsvilkaarene i den i den naevnte bestemmelse forudsatte betydning.

I de forenede sager C-171/94 og C-172/94,

angaaende anmodninger, som Cour du travail de Bruxelles i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i de for naevnte ret verserende sager,

Albert Merckx (sag C-171/94)

og

Patrick Neuhuys (sag C-172/94)

mod

Ford Motors Company Belgium SA,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.N. Kakouris, og dommerne G.F. Mancini (refererende dommer), F.A. Schockweiler, P.J.G. Kapteyn og H. Ragnemalm,

generaladvokat: C.O. Lenz

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Albert Merckx og Patrick Neuhuys ved advokat Joan Dubaere, Bruxelles

° Ford Motors Company Belgium SA ved advokaterne Carl Bevernage, Bernard van de Walle de Ghelcke og Luc Vanaverbecke, Bruxelles

° Det Forenede Kongerige ved John E. Collins, Treasury Solicitor' s Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af Barrister Eleanor Sharpston

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Marie Wolfcarius og Christopher Docksey, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 15. juni 1995 er afgivet mundtlige indlaeg af Albert Merckx og Patrick Neuhuys, af Ford Motors Company Belgium SA, af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 6. juli 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved to domme af 15. juni 1994 indgaaet til Domstolen den 22. juni 1994 har Cour du travail de Bruxelles i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26, herefter "direktivet").

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under to tvister mellem henholdsvis Albert Merckx og Patrick Neuhuys og Ford Motors Company Belgium SA (herefter "Ford"), hvori der er strid om, hvilke retsvirkninger det maa faa for Merckx' og Neuhuys' arbejdskontrakter med Anfo Motors SA (herefter "Anfo Motors"), at dette selskab har indstillet sin virksomhed, og at Novarobel SA (herefter "Novarobel") har overtaget den ret til at forhandle koeretoejer, der tidligere tilhoerte Anfo Motors.

De relevante retsforskrifter og de faktiske omstaendigheder i hovedsagerne

3 Som anfoert i anden betragtning til direktivet er formaalet med dette en "beskyttelse af arbejdstagerne i tilfaelde af ny indehaver isaer for at sikre varetagelsen af deres rettigheder". Med henblik herpaa indeholder direktivets artikel 3, stk. 1, bestemmelse om, at overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt, som bestaar paa tidspunktet for overfoerselen, overgaar til erhververen. Endvidere indeholder artikel 4, stk. 1, foerste afsnit, bestemmelse om, at overfoersel af en virksomhed, bedrift eller del af en bedrift ikke i sig selv giver overdrageren eller erhververen nogen begrundelse for at foretage afskedigelser.

4 I henhold til artikel 1, stk. 1, finder direktivet anvendelse paa overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som foelge af overdragelse eller fusion.

5 Direktivet er blevet gennemfoert i belgisk ret ved den kollektive overenskomst nr. 32a af 7. juni 1985 "om opretholdelse af arbejdstagernes rettigheder over for en ny arbejdsgiver ved aftaleretlig overfoersel af virksomhed og om fastlaeggelse af rettigheder for fortsat ansatte arbejdstagere i forbindelse med overtagelse af aktiverne efter konkurs eller tvangsakkord", der blev gjort obligatorisk ved kongelig anordning af 25. juli 1985 (Moniteur belge af 9.8.1985, s. 11527).

6 Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder var Merckx og Neuhuys saelgere hos Anfo Motors. Anfo Motors drev virksomhed i form af salg af automobiler i en raekke kommuner i Bruxelles-omraadet som autoriseret Ford-forhandler, idet Ford ligeledes var hovedaktionaer i selskabet.

7 Den 8. oktober 1987 meddelte Anfo Motors Merckx og Neuhuys, at selskabet ville indstille al virksomhed den 31. december 1987, og at Ford med virkning fra den 1. november 1987 i de af forhandleraftalen med Anfo Motors omfattede kommuner ville samarbejde med en uafhaengig forhandler, Novarobel. Dette selskab ville overtage 14 af de 64 arbejdstagere hos Anfo Motors, saaledes at de paagaeldende i overensstemmelse med den kollektive overenskomst nr. 32a ville fortsaette i deres stillinger og bevare deres anciennitet og alle andre rettigheder i henhold til deres arbejdskontrakter.

8 Anfo Motors tilskrev endvidere sine kunder for at oplyse dem om, at selskabet indstillede sin virksomhed, og anbefalede dem den nye forhandler.

9 Ved skrivelser af 27. oktober 1987 meddelte Merckx og Neuhuys, at de ikke kunne acceptere den foreslaaede fortsatte ansaettelse, idet de gjorde gaeldende, at Anfo Motors ikke kunne paalaegge dem at arbejde for et andet firma, paa et andet sted, under andre arbejdsvilkaar og uden nogen form for garanti hvad angaar opretholdelse af kundekreds og omsaetning. Merckx og Neuhuys var herefter af den opfattelse, at Anfo Motors' beslutning var udtryk for en ensidig ophaevelse af arbejdskontrakterne, og forlangte at faa udbetalt godtgoerelser i anledning af opsigelse tillige med andre beloeb i anden anledning.

10 Ved skrivelser af henholdsvis 30. oktober og 2. november 1987 fastholdt Anfo Motors over for Merckx og Neuhuys, at deres arbejdskontrakter var overgaaet til Novarobel, og anfoerte, at de faglige organisationer ved en kollektiv overenskomst af 30. oktober havde anerkendt retmaessigheden af anvendelsen af den kollektive overenskomst nr. 32a og dermed overfoerslernes gyldighed. Anfo Motors opfordrede Merckx og Neuhuys til uopholdeligt at genoptage deres arbejde hos Novarobel, idet Anfo Motors ellers ville fremsaette krav om erstatning for uberettiget ophaevelse af ansaettelsesforholdet.

11 Merckx og Neuhuys fulgte ikke disse opfordringer, og efter en yderligere korrespondance, der heller ikke foerte til nogen loesning, anlagde de sag ved Tribunal du travail de Bruxelles med paastand om, at Anfo Motors ° og senere Ford, der indtraadte i sagen som retssuccessor for Anfo Motors ° tilpligtedes at betale dem en raekke erstatningsbeloeb, naermere bestemt godtgoerelse i anledning af uberettiget ophaevelse af ansaettelsesforholdet, erstatning for bortvisning, virksomhedslukningsgodtgoerelse samt en forholdsmaessig andel af det aarlige gratiale. Anfo Motors nedlagde heroverfor paastand om, at Merckx og Neuhuys tilpligtedes at betale selskabet erstatning for uberettiget ophaevelse af ansaettelsesforholdet. Ved domme af 20. juli 1990 traf Tribunal du travail de Bruxelles afgoerelse om, at Merckx og Neuhuys ikke kunne faa medhold i deres paastande, og om afvisning af de af Anfo Motors i form af modkrav nedlagte paastande.

12 Merckx og Neuhuys appellerede disse domme til Cour du travail de Bruxelles, mens Ford ivaerksatte kontraappel. Merckx og Neuhuys gjorde gaeldende, at der ikke efter omstaendighederne forelaa en overfoersel af virksomhed i den i den kollektive overenskomst nr. 32a forudsatte betydning, men en virksomhedslukning. Ford gjorde det modsatte synspunkt gaeldende.

13 Den nationale retsinstans har i foerste raekke bemaerket, at Ford i overensstemmelse med en aftale med Novarobel af 15. oktober 1987 betegnet "aftale og garantitilsagn" besluttede at indstille sit datterselskab Anfo Motors' virksomhed og at overdrage dette selskabs forhandlerret til Novarobel, der ville overtage visse af Anfo Motors' aktiviteter i overensstemmelse med den kollektive overenskomst nr. 32a under forudsaetning af, at Ford gav garantitilsagn. Den nationale retsinstans har herefter bemaerket, at selv om Ford var hovedaktionaer i Anfo Motors, var det i realiteten Anfo Motors, der besluttede at indstille sin virksomhed. Endelig har den forelaeggende retsinstans bemaerket, at der ikke forelaa nogen aftale mellem Anfo Motors og Novarobel, at Anfo Motors afskedigede mere end tre fjerdedele af sit personale og betalte de paagaeldende medarbejdere lovbestemte virksomhedslukningsgodtgoerelser, at ingen fysiske aktiver blev overfoert fra Anfo Motors til Novarobel, og at det ikke er blevet godtgjort, at Anfo Motors overdrog sit kundekartotek til Novarobel.

14 Cour du travail de Bruxelles har herefter besluttet at udsaette sagerne og anmode Domstolen om praejudicielt at traeffe afgoerelse om foelgende spoergsmaal, der er enslydende i de to sager:

"Foreligger der en virksomhedsoverfoersel i den i direktiv 77/187 af 14. februar 1977 forudsatte betydning, naar et selskab, der har besluttet at indstille sin virksomhed pr. 31. december 1987 og har afskediget stoerstedelen af sit personale, saaledes at kun 14 personer ud af mere end 60 fortsat er ansat, traeffer bestemmelse om, at de 14 personer med opretholdelse af deres erhvervede rettigheder med virkning fra den 1. november 1987 skal arbejde for et selskab, med hvilket det ikke har indgaaet nogen aftale, men som fra den 15. oktober 1987 har vaeret indehaver af den forhandlerret, som tidligere tilhoerte det ophoerende selskab, og dette ikke har overdraget nogen af sine oekonomiske aktiver til det andet selskab?"

15 Med dette spoergsmaal oenskes det i det vaesentlige oplyst, for det foerste hvorvidt direktivets artikel 1, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at direktivets anvendelsesomraade omfatter et tilfaelde, hvor et selskab, der er indehaver af en ret til at forhandle automobiler i et bestemt omraade, indstiller sin virksomhed, og forhandlerretten derefter overdrages til et andet selskab, som overtager en del af personalet og drager fordel af en anbefaling over for kundekredsen, uden at der sker nogen overfoersel af aktiver. For det andet maa det, naar henses til omstaendighederne i hovedsagerne og med henblik paa at give den nationale retsinstans en hensigtsmaessig besvarelse, afgoeres, hvorvidt direktivets artikel 3, stk. 1, er til hinder for, at en arbejdstager, der er ansat hos overdrageren paa overfoerselstidspunktet, kan rejse indsigelse mod, at hans arbejdskontrakt eller arbejdsforhold overgaar til erhververen.

Om der foreligger en overfoersel i direktivets forstand

16 Hvad angaar det foerste led af det saaledes omformulerede spoergsmaal, bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at det afgoerende ved vurderingen af, om der foreligger overfoersel efter direktivet, er, om den paagaeldende enhed har bevaret sin oekonomiske identitet, hvilket navnlig maa laegges til grund, saafremt driften faktisk fortsaettes eller genoptages (jf. bl.a. dom af 19.5.1992, sag C-29/91, Redmond Stichting, Sml. I, s. 3189, praemis 23).

17 Ved bedoemmelsen af, om denne betingelse er opfyldt, maa der tages hensyn til alle de faktiske omstaendigheder omkring overfoerselen, herunder hvilken form for virksomhed eller bedrift der er tale om, hvorvidt der er sket en overfoersel af de fysiske aktiver som f.eks. bygninger og loesoere, vaerdien af de immaterielle aktiver paa tidspunktet for overfoerselen, hvorvidt den nye indehaver har overtaget stoerstedelen af arbejdsstyrken, om kundekredsen overfoeres, samt i hvor hoej grad aktiviteterne foer og efter overfoerselen er de samme, og hvor laenge disse eventuelt har vaeret indstillet. Alle disse omstaendigheder kan dog kun indgaa som enkelte elementer i den samlede bedoemmelse, der skal foretages, og de kan derfor ikke vurderes isoleret (dommen i sagen Redmond Stichting, a.st., praemis 24).

18 I lyset af disse principper maa det fastslaas, at stillingen i sagerne for den nationale retsinstans er den, at Ford, der var hovedaktionaer i Anfo Motors, overdrog retten til at forhandle koeretoejer i det omraade, som Anfo Motors daekkede, til Novarobel, saaledes at selskabet udskilte den med denne virksomhed forbundne oekonomiske risiko fra Ford-koncernen, at Novarobel uden afbrydelse viderefoerte den virksomhed, som Anfo Motors havde udoevet inden for den samme sektor paa de samme vilkaar, at Anfo Motors overtog en del af personalet, og at selskabet drog fordel af en anbefaling over for kundekredsen, der skulle sikre en kontinuitet i forbindelse med udnyttelsen af den paagaeldende forhandlerret.

19 Det maa ud fra et samlet skoen, der inddrager samtlige disse forhold, antages, at en overdragelse af en forhandlerret under omstaendigheder som i hovedsagerne vil kunne vaere omfattet af direktivets anvendelsesomraade. Det boer dog undersoeges, hvorvidt en raekke omstaendigheder, som Merckx og Neuhuys har henvist til, vil kunne afkraefte denne antagelse.

20 Merckx og Neuhuys har i foerste raekke gjort gaeldende, at der i hovedsagerne hverken er sket nogen overdragelse af selskabets fysiske eller immaterielle aktiver eller nogen opretholdelse ° heller ikke delvis ° af dets struktur og organisation. Endvidere er Novarobel' s hjemsted beliggende i en anden kommune i Bruxelles-omraadet end den, i hvilken Anfo Motors drev virksomhed.

21 Omstaendigheder af denne art kan ikke vaere til hinder for, at direktivet finder anvendelse, idet en overdragelse af aktiver i forbindelse med virksomhed af den omhandlede karakter ikke er afgoerende for, om den paagaeldende enhed kan anses for at have bevaret sin oekonomiske identitet (jf. herved dom af 14.4.1994, sag C-392/92, Schmidt, Sml. I, s. 1311, praemis 16). Virksomhed i form af eneret til forhandling af automobiler af et bestemt maerke inden for et bestemt omraade bevarer saaledes sin identitet, ogsaa selv om virksomheden drives under et andet navn, i andre lokaler og under anvendelse af andet udstyr. Det er ligeledes uden betydning, at virksomhedens hjemsted er beliggende et andet sted inden for det samme omraade, naar det geografiske omraade, forhandlerretten omfatter, er det samme.

22 Merckx og Neuhuys goer for det andet gaeldende, at der ikke kan vaere sket en overfoersel i den i direktivet forudsatte betydning, naar et selskab endeligt har indstillet sin virksomhed og er traadt i likvidation, saaledes som det er tilfaeldet med Anfo Motors. I saa fald er den paagaeldende oekonomiske enhed ophoert med at eksistere, hvorfor den ikke kan have bevaret sin identitet.

23 Det bemaerkes herom blot, at det ville stride mod direktivets maalsaetning om en beskyttelse af arbejdstagerne, saafremt direktivet aldrig kunne finde anvendelse, naar overdrageren indstiller sin virksomhed paa tidspunktet for overdragelsen og derefter traeder i likvidation. Naar det paagaeldende selskabs virksomhed viderefoeres af et andet selskab, bekraefter dette snarere, at der foreligger en overfoersel i den i direktivet forudsatte betydning.

24 Merckx og Neuhuys goer for det tredje gaeldende, at den omstaendighed, at stoerstedelen af personalet blev afskediget i forbindelse med overdragelsen af forhandlerretten, maa indebaere, at direktivet ikke finder anvendelse.

25 Ifoelge direktivets artikel 4, stk. 1, giver overfoersel af en virksomhed, bedrift eller del af en bedrift ikke i sig selv nogen begrundelse for at foretage afskedigelser. Denne bestemmelse er dog ikke til hinder for, at der kan ske afskedigelser af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager, der medfoerer beskaeftigelsesmaessige aendringer.

26 Den omstaendighed, at stoerstedelen af personalet blev afskediget i forbindelse med overfoerselen, kan herefter ikke vaere tilstraekkelig til, at direktivet ikke kan finde anvendelse. For det foerste kan en del af disse afskedigelser saaledes vaere sket af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager, under overholdelse af artikel 4, stk. 1. For det andet gaelder det under alle omstaendigheder, at en eventuel tilsidesaettelse af denne bestemmelse ikke kan indebaere, at der ikke foreligger en overfoersel i den i direktivet forudsatte betydning.

27 Endelig har Merckx og Neuhuys gjort gaeldende, at selv om der maatte vaere sket en overfoersel i direktivets forstand, er denne ikke en foelge af overdragelse som forudsat i direktivets artikel 1. Ved dette begreb forudsaettes der noedvendigvis et aftaleforhold mellem overdrageren og erhververen. Et saadant forhold foreligger ikke her.

28 Som foelge af forskellene mellem de sproglige versioner af direktivet og forskellene mellem de nationale lovgivninger med hensyn til begrebet overdragelse har Domstolen anlagt en fortolkning af dette begreb, der er tilstraekkeligt smidig til at tilgodese direktivets formaal, nemlig at beskytte arbejdstagerne ved overfoersel af deres virksomhed, idet Domstolen har fastslaaet, at direktivet finder anvendelse i alle de tilfaelde, hvor der som led i et kontraktforhold sker en udskiftning af den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for virksomhedens drift, og som paatager sig en arbejdsgivers forpligtelser over for arbejdstagerne i virksomheden (jf. bl.a. dommen i sagen Redmond Stichting, a.st., praemis 10 og 11).

29 Domstolen har saaledes antaget, at direktivets anvendelsesomraade omfatter tilfaelde, hvor en kontrakt om forpagtning af en restauration ophaeves, hvorefter der indgaas en ny forpagtningskontrakt med en anden forpagter (dom af 10.2.1988, sag 324/86, "Daddy' s Dance Hall", Tellerup, Sml. s. 739), tilfaelde, hvor en lejekontrakt ophaeves, hvorefter ejeren saelger (dom af 15.6.1988, sag 101/87, Bork International, Sml. 3057), samt tilfaelde, hvor en offentlig myndighed standser udbetalingen af stoette til en juridisk person, hvorved dennes virksomhed fuldstaendigt og definitivt bringes til ophoer, og overfoerer stoetten til en anden juridisk person med tilsvarende formaal (dommen i sagen Redmond Stichting, a.st.).

30 Det fremgaar af denne retspraksis, at det ikke er en forudsaetning for, at direktivet finder anvendelse, at der bestaar et direkte aftaleforhold mellem overdrageren og erhververen. Naar ét selskabs ret til at forhandle automobiler bringes til ophoer, og en ny forhandlerret overdrages til et andet selskab, der udoever den samme virksomhed, sker den paagaeldende virksomhedsoverfoersel derfor som foelge af overdragelse som forudsat i direktivet, saaledes som Domstolen har fortolket dette.

31 Det fremgaar i oevrigt af sagen, at forholdet i hovedsagerne for den nationale retsinstans er det, at Ford, der var hovedaktionaer i Anfo Motors, indgik en aftale med Novarobel betegnet "aftale og garantitilsagn", hvorved Ford navnlig forpligtede sig til at afholde udgifterne i forbindelse med en raekke erstatningsbeloeb i form af godtgoerelser i anledning af uberettiget ophaevelse af ansaettelsesforhold, erstatning for bortvisning og erstatning i oevrigt, som Novarobel maatte vaere forpligtet til at betale de ansatte, der tidligere var beskaeftiget hos Anfo Motors. Dette bekraefter, at der foreligger en overdragelse i den i direktivet forudsatte betydning.

32 Det foerste led af det ovenfor omformulerede spoergsmaal skal derfor besvares med, at direktivets artikel 1, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at direktivets anvendelsesomraade omfatter et tilfaelde, hvor et selskab, der er indehaver af en ret til at forhandle automobiler i et bestemt omraade, indstiller sin virksomhed, og forhandlerretten derefter overdrages til et andet selskab, som overtager en del af personalet og drager fordel af en anbefaling over for kundekredsen, uden at der sker nogen overfoersel af aktiver.

Om en arbejdstager kan rejse indsigelse mod, at hans arbejdskontrakt eller arbejdsforhold overgaar til erhververen

33 Hvad angaar det andet led af det ovenfor omformulerede spoergsmaal bemaerkes, at Domstolen i dommen af 11. juli 1985 (sag 105/84, Danmols Inventar, Sml. s. 2639, praemis 16) har fastslaaet, at den af direktivet tilsigtede beskyttelse er formaalsloes, naar den paagaeldende efter en beslutning, som han har truffet efter eget frit valg, ikke fortsaetter arbejdsforholdet hos den nye indehaver efter overfoerselen.

34 Det fremgaar endvidere af dommen af 16. december 1992 (forenede sager C-132/91, C-138/91 og C-139/91, Katsikas m.fl., Sml. I, s. 6577, praemis 31 og 32), at selv om direktivet goer det muligt for arbejdstageren at fortsaette sit ansaettelsesforhold med den nye arbejdsgiver paa de selv samme betingelser, der var aftalt med overdrageren, forpligter det dog ikke arbejdstageren til at fortsaette sit arbejdsforhold med erhververen. En saadan forpligtelse ville tilsidesaette arbejdstagerens fundamentale rettigheder, idet denne skal vaere frit stillet ved valget af sin arbejdsgiver og ikke kan forpligtes til at arbejde for en arbejdsgiver, han ikke selv har valgt.

35 For saa vidt angaar tilfaelde, hvor arbejdstageren frit beslutter sig til ikke at viderefoere arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet med erhververen, tilkommer det foelgelig medlemsstaterne at bestemme, hvad der skal ske med arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet. Medlemsstaterne kan navnlig bestemme, at arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet i dette tilfaelde anses for at vaere blevet opsagt enten af arbejdstageren eller af arbejdsgiveren. De kan ogsaa bestemme, at arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet vedbliver at bestaa med overdrageren (dommen i sagen Katsikas m.fl., a.st., praemis 35 og 36).

36 Merckx og Neuhuys har endelig gjort gaeldende, at Novarobel i hovedsagerne ikke har villet give dem tilsagn om en opretholdelse af deres afloenning, hvis stoerrelse bl.a. blev beregnet paa grundlag af den opnaaede omsaetning.

37 Det bemaerkes herom, at direktivets artikel 4, stk. 2, indeholder bestemmelse om, at saafremt arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet ophaeves, fordi overfoerselen i henhold til artikel 1, stk. 1, medfoerer en vaesentlig aendring af arbejdsvilkaarene til skade for arbejdstageren, anses arbejdsgiveren for at vaere ansvarlig for ophaevelsen.

38 En aendring af arbejdstagerens afloenning er herved omfattet af begrebet vaesentlig aendring af arbejdsvilkaarene i den i den naevnte bestemmelse forudsatte betydning, ogsaa selv om afloenningen bl.a. afhaenger af den opnaaede omsaetning. Naar arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet ophaeves som foelge af, at overfoerselen indebaerer en saadan aendring, skal arbejdsgiveren anses for at vaere ansvarlig for ophaevelsen.

39 Det andet led af det omformulerede spoergsmaal skal derfor besvares med, at direktivets artikel 3, stk. 1, ikke er til hinder for, at en arbejdstager, der er ansat hos overdrageren paa overfoerselstidspunktet, kan rejse indsigelse mod, at hans arbejdskontrakt eller arbejdsforhold overgaar til erhververen. Det tilkommer medlemsstaterne at bestemme, hvad der skal ske med arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet med overdrageren i en saadan situation. For saa vidt arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet ophaeves som foelge af en aendring i arbejdstagerens afloenning, er medlemsstaterne dog i henhold til direktivets artikel 4, stk. 2, forpligtet til at foreskrive, at arbejdsgiveren skal anses for at vaere ansvarlig for ophaevelsen.

Sagens omkostninger

40 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til parterne i hovedsagerne udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Cour du travail de Bruxelles ved domme af 15. juni 1994, for ret:

1) Artikel 1, stk. 1, i Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter skal fortolkes saaledes, at direktivets anvendelsesomraade omfatter et tilfaelde, hvor et selskab, der er indehaver af en ret til at forhandle automobiler i et bestemt omraade, indstiller sin virksomhed, og forhandlerretten derefter overdrages til et andet selskab, som overtager en del af personalet og drager fordel af en anbefaling over for kundekredsen, uden at der sker nogen overfoersel af aktiver.

2) Artikel 3, stk. 1, i direktiv 77/187 er ikke til hinder for, at en arbejdstager, der er ansat hos overdrageren paa overfoerselstidspunktet, kan rejse indsigelse mod, at hans arbejdskontrakt eller arbejdsforhold overgaar til erhververen. Det tilkommer medlemsstaterne at bestemme, hvad der skal ske med arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet med overdrageren i en saadan situation. For saa vidt arbejdskontrakten eller arbejdsforholdet ophaeves som foelge af en aendring i arbejdstagerens afloenning, er medlemsstaterne dog i henhold til direktivets artikel 4, stk. 2, forpligtet til at foreskrive, at arbejdsgiveren skal anses for at vaere ansvarlig for ophaevelsen.