Statslige handelsmonopoler - enerettigheder til import og eksport af elektricitet og gas - ulovligt - berettigelse - traktatens artikel 90, stk. 2 - anvendelsesbetingelser - tildeling af enerettigheder i Frankrig
(EF-traktaten, art. 37, 90 og 169)
Det er i strid med traktatens artikel 37, at en medlemsstat forbeholder sig og tildeler offentlige virksomheder enerettigheder til import og eksport af elektricitet og gas, eftersom det kun er afsaetningsvilkaarene for andre medlemsstaters erhvervsdrivende og leverandoerer, der direkte paavirkes af enerettighederne vedroerende import, og eftersom enerettighederne vedroerende eksport kun beroerer forsyningsvilkaarene for de erhvervsdrivende eller forbrugerne i de andre medlemsstater, og de medfoerer saaledes begge en forskelsbehandling over for eksportoerer eller importoerer, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater.
Det fremgaar imidlertid af traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, at stk. 2 kan paaberaabes som grundlag for, at en medlemsstat tildeler en virksomhed, som har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, enerettigheder, der navnlig er i strid med traktatens artikel 37, i det omfang opfyldelsen af de saerlige opgaver, som er betroet den, kun kan sikres ved tildeling af saadanne rettigheder, og forudsat, at udviklingen af samhandelen ikke paavirkes i et saadant omfang, at det strider mod Faellesskabets interesse. Det er herved tilstraekkeligt for, at traktatens regler ikke finder anvendelse paa en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse, at anvendelsen af disse regler retligt eller faktisk ville hindre opfyldelsen af de saerlige forpligtelser, som paahviler denne virksomhed, uden at det er noedvendigt, at selve virksomhedens eksistens er truet.
Hvad for det foerste angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Den Franske Republik i fornoedent omfang har paavist, at de omhandlede enerettigheder er noedvendige for, at virksomheden, som er indehaver af dem, kan opfylde de saerlige opgaver, som er betroet den, er det rigtigt, at det paahviler den medlemsstat, der paaberaaber sig artikel 90, stk. 2, at bevise, at betingelserne for anvendelsen af denne bestemmelse er opfyldt. Det kan dog ikke paa grundlag af denne bevisbyrde tillige kraeves, at Den Franske Republik, som detaljeret har redegjort for grundene til, at en opfyldelse paa oekonomisk acceptable vilkaar af opgaverne af almindelig oekonomisk interesse efter dens opfattelse ville blive hindret, saafremt de anfaegtede foranstaltninger blev ophaevet, derudover positivt skal bevise, at ingen anden taenkelig foranstaltning, som i sagens natur er teoretisk, kan goere det muligt at sikre opfyldelsen af disse opgaver paa de samme vilkaar.
I det omfang Kommissionen - som det paahviler at godtgoere, at det haevdede traktatbrud foreligger, samt at fremlaegge de oplysninger for Domstolen, som er noedvendige for at efterproeve dette - i det vaesentlige har begraenset sig til rent retlige argumenter med henblik paa at afvise de argumenter, som den naevnte medlemsstat har fremfoert for at begrunde opretholdelsen af enerettighederne, maa Domstolens bedoemmelse nemlig begraenses til spoergsmaalet, om Kommissionen skal gives medhold i de juridiske anbringender, som den har fremfoert, og det tilkommer ikke Domstolen paa grundlag af nogle generelle bemaerkninger at foretage en bedoemmelse - hvori der noedvendigvis indgaar en vurdering af oekonomiske, finansielle og sociale spoergsmaal - af de foranstaltninger, som medlemsstaten maatte kunne traeffe for at sikre, at det nationale omraade forsynes med elektricitet og gas, at forsyningen er kontinuerlig, og at kunder og aftagere behandles lige.
Hvad for det andet angaar spoergsmaal om, hvorvidt de omhandlede enerettigheder paavirker samhandelen i et saadant omfang, at det strider mod Faellesskabets interesse, paahvilede det Kommissionen med henblik paa at bevise, at det paastaaede traktatbrud foreligger, under Domstolens kontrol at definere den interesse for Faellesskabet, i forhold til hvilken udviklingen i samhandelen skal vurderes, og at bevise, hvorledes det - naar der ikke findes en faelles politik paa det paagaeldende omraade - havde vaeret muligt at udvikle den direkte samhandel mellem producenter og forbrugere parallelt med udviklingen af samhandelen mellem de overordnede net, navnlig naar disse producenter og forbrugere ikke har ret til adgang til transport- og forsyningsnettene.