Statslige handelsmonopoler - enerettigheder til import af elektricitet - ulovligt - berettigelse - traktatens artikel 90, stk. 2 - anvendelsesbetingelser - tildeling af enerettigheder i Nederlandene
(EF-traktaten, art. 37, 90 og 169)
Det er i strid med traktatens artikel 37, at en medlemsstat tildeler en hertil udpeget virksomhed enerettigheder til import af elektricitet bestemt til offentlig forsyning, eftersom det kun er afsaetningsvilkaarene for andre medlemsstaters erhvervsdrivende og leverandoerer, der direkte paavirkes af saadanne rettigheder, og disse saaledes medfoerer en forskelsbehandling i forhold til eksportoerer, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater.
Det fremgaar imidlertid af traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, at stk. 2 kan paaberaabes som grundlag for, at en medlemsstat tildeler en virksomhed, som har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, enerettigheder, der navnlig er i strid med traktatens artikel 37, i det omfang opfyldelsen af de saerlige opgaver, som er betroet den, kun kan sikres ved tildeling af saadanne rettigheder, og forudsat at udviklingen af samhandelen ikke paavirkes i et saadant omfang, at det strider mod Faellesskabets interesse. Det er herved tilstraekkeligt for, at traktatens regler ikke finder anvendelse paa en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse, at anvendelsen af disse regler retligt eller faktisk ville hindre opfyldelsen af de saerlige forpligtelser, som paahviler denne virksomhed, uden at det er noedvendigt, at selve virksomhedens eksistens er truet.
Hvad for det foerste angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Kongeriget Nederlandene i fornoedent omfang har paavist, at de omhandlede enerettigheder er noedvendige for, at virksomheden, som er indehaver af dem, kan opfylde de saerlige opgaver, som er betroet den, er det rigtigt, at det paahviler den medlemsstat, som vil stoette ret paa traktatens artikel 90, stk. 2, at bevise, at betingelserne for anvendelse af denne bestemmelse er opfyldt. Det kan imidlertid ikke paa grundlag af denne bevisbyrde tillige kraeves, at Kongeriget Nederlandene, som detaljeret har redegjort for grundene til, at en opfyldelse paa oekonomisk acceptable vilkaar af de opgaver af almindelig oekonomisk interesse, som det har overdraget en virksomhed, efter dets opfattelse ville blive hindret, saafremt de anfaegtede foranstaltninger blev ophaevet, derudover positivt skal bevise, at ingen anden taenkelig foranstaltning, som i sagens natur er teoretisk, kan goere det muligt at sikre opfyldelsen af disse opgaver paa de samme vilkaar.
I det omfang Kommissionen - som det paahviler at godtgoere, at det haevdede traktatbrud foreligger, samt at fremlaegge de oplysninger for Domstolen, som er noedvendige for at efterproeve dette - i det vaesentlige har begraenset sig til rent retlige argumenter med henblik paa at afvise de argumenter, som den naevnte medlemsstat har fremfoert for at begrunde opretholdelsen af enerettighederne, maa Domstolens bedoemmelse begraenses til spoergsmaalet, om Kommissionen skal gives medhold i de juridiske anbringender, som den har fremfoert, og det tilkommer ikke Domstolen paa grundlag af nogle generelle bemaerkninger at foretage en bedoemmelse - hvori der noedvendigvis indgaar en vurdering af oekonomiske, finansielle og sociale spoergsmaal - af de foranstaltninger, som medlemsstaten maatte kunne traeffe for at kunne sikre landets forsyning med elektricitet til de lavest mulige omkostninger og paa en ansvarlig maade over for samfundet.
Hvad for det andet angaar spoergsmaalet om, hvorvidt de omhandlede enerettigheder paavirker udviklingen af samhandelen i et saadant omfang, at det strider mod Faellesskabets interesse, paahvilede det Kommissionen med henblik paa at bevise, at det paastaaede traktatbrud foreligger, under Domstolens kontrol at definere den interesse for Faellesskabet, i forhold til hvilken udviklingen i samhandelen skal vurderes, og at bevise, hvorledes det - naar der ikke findes en faelles politik paa det paagaeldende omraade - havde vaeret muligt at udvikle den direkte samhandel mellem producenter og forbrugere parallelt med udviklingen af samhandelen mellem de overordnede net, navnlig i betragtning af den eksisterende kapacitet og de eksisterende transport- og forsyningsvilkaar.