61993B0543

++++

1. Konkurrence ° administrativ procedure ° vedtagelse af foreloebige foranstaltninger ° begaering om foreloebige forholdsregler, hvorved det soeges opnaaet, at en aftale, som omhandler faelles erhvervelse af tv-rettigheder, og for hvilken der er meddelt fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, stilles i bero ° Kommissionens kompetence ° judiciel kontrol ° graenser

(EOEF-traktaten, art. 85, 173 og 186; Raadets forordning nr. 17, art. 3, stk. 1)

2. Saerlige rettergangsformer ° foreloebige forholdsregler ° udsaettelse af gennemfoerelsen ° betingelser ° alvorligt og uopretteligt tab ° oekonomisk tab ikke godtgjort

(EOEF-traktaten, art. 185; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)

1. Efter den ved traktaten fastlagte kompetencefordelingsordning henhoerer det under Kommissionen som led i dennes kontrolbefoejelser vedroerende konkurrencespoergsmaal i henhold hertil, jf. navnlig traktatens artikel 85, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, at traeffe bestemmelse om en foreloebig forholdsregel med henblik paa at stille en aftale, som omhandler faelles erhvervelse af tv-rettigheder, for hvilken der er meddelt fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, i bero, saafremt den skoenner, at dette er noedvendigt. Det er Faellesskabernes retsinstansers opgave at foretage en retslig proevelse af de af Kommissionen trufne beslutninger paa dette omraade, hvorimod de ikke kan traede i Kommissionens sted og udoeve de befoejelser, som Kommissionen er tillagt ved de naevnte bestemmelser.

I forbindelse med en begaering om foreloebige forholdsregler, der har tilknytning til en sag, hvori der er nedlagt paastand om annullation af en kommissionsbeslutning, skal de foreloebige forholdsregler, som Faellesskabernes retsinstanser maatte finde det noedvendigt at traeffe bestemmelse om, i princippet vaere et led i den endelige afgoerelse, der traeffes paa grundlag af traktatens artikel 173, sammenholdt med artikel 176, og de skal have tilknytning til retsforholdet mellem parterne. Denne afgoerelse vil imidlertid ikke kunne gaa ud paa en annullation af den aftale om faelles erhvervelse af tv-rettigheder, der er indgaaet af virksomheder, der tilmed ikke er parter i sagen.

Den begaering, hvorved det soeges opnaaet, at en faellesskabsretsinstans traeffer bestemmelse om en foreloebig forholdsregel, der ikke ligger inden for dens kompetence, maa foelgelig afvises.

2. Spoergsmaalet om, hvorvidt begaerede forholdsregler som omhandlet i artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement er uopsaettelige, skal vurderes ud fra, om det er noedvendigt at traeffe en foreloebig afgoerelse for at undgaa, at den part, der har indgivet begaeringen, lider et alvorligt og uopretteligt tab. Det paahviler den paagaeldende part at godtgoere, at det vil paafoere vedkommende et vaesentligt og uopretteligt tab, saafremt man afventer den endelige afgoerelse.

Naar sagsoegeren reelt kun har paaberaabt sig et oekonomisk tab, han lider som foelge af den anfaegtede beslutning, men ikke har fremfoert nogen statistiske oplysninger vedroerende tabets omfang, hvorimod visse oplysninger, der er fremfoert af sagsoegte, kan rejse tvivl om, hvorvidt sagsoegeren faktisk har lidt et saadant tab, findes sagsoegeren ikke at have bevist, at den omtvistede beslutning under de konkrete omstaendigheder kan paafoere sagsoegeren et tab, som uden de begaerede foreloebige forholdsregler ikke vil kunne genoprettes ved gennemfoerelsen af den endelige dom, hvorved beslutningen eventuelt annulleres. Begaeringen om foreloebige forholdsregler kan saaledes ikke tages til foelge.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. oktober 1993 har Gestevisión Telecinco SA (herefter benaevnt "Telecinco") i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 93/403/EOEF af 11. juni 1993 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/32.150 ° EBU/Eurovision, EFT L 179, s. 23).

2 Ved saerskilt processkrift registreret paa Rettens Justitskontor samme dag har Telecinco endvidere i medfoer af EOEF-traktatens artikel 185 og artikel 104 i Rettens procesreglement fremsat begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af beslutningen samt om, at der traeffes bestemmelse om retssikrende foranstaltninger, hvorved Eurovisions-ordningen kan stilles i bero, indtil Retten har afsagt endelig dom.

3 Kommissionen har fremsat sine skriftlige bemaerkninger vedroerende den af Telecinco indgivne begaering om foreloebige forholdsregler den 12. november 1993.

4 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg den 16. november 1993. Den 24. november 1993 har sagsoegeren fremsat bemaerkninger til retsmoedet vedroerende begaeringen om foreloebige forholdsregler. Ifoelge afgoerelse truffet samme dag af Rettens praesident er dokumentet anset for fremlagt i sagen. Ved skrivelse af 30. november 1993 har Kommissionen fremsat bemaerkninger vedroerende det paagaeldende dokument.

5 Inden der tages stilling til, om den for Retten indgivne begaering maa tages til foelge, skal der gives en kort redegoerelse for baggrunden for den foreliggende sag og den sammenhaeng, som den indgaar i, saaledes som den fremgaar af parternes indlaeg og deres mundtlige forklaringer i retsmoedet den 16. november 1993.

6 Telecinco har indgivet naervaerende begaering om foreloebige forholdsregler vedroerende en beslutning truffet af Kommissionen i henhold til EOEF-traktatens artikel 85, stk. 3, hvorved artikel 85, stk. 1, erklaeres uanvendelig i perioden fra den 26. februar 1993 til den 25. februar 1998 paa European Broadcasting Union' s (herefter benaevnt "EBU") vedtaegtsbestemmelser og andre regler vedroerende erhvervelse af tv-rettigheder til sportsarrangementer, udveksling af sportsprogrammer inden for Eurovision og tredjemands kontraktmaessige adgang til saadanne programmer. Til fritagelsen er knyttet to paabud: For det foerste maa EBU og dens medlemmer kun kollektivt erhverve tv-rettigheder til sportsarrangementer i henhold til aftaler, der enten tillader EBU og dens medlemmer at give adgang eller tillader rettighedsindehaveren at give adgang for tredjemand i overensstemmelse med adgangsordningen eller, med EBU' s samtykke, paa betingelser, der er mere fordelagtige for tredjemand, og for det andet skal EBU underrette Kommissionen om alle aendringer og tilfoejelser til de anmeldte regler, om alle voldgiftsprocedurer vedroerende uenighed i forbindelse med adgangsordningen og om alle beslutninger om tredjemands ansoegning om medlemskab.

7 Telecinco blev oprettet i marts 1989 og har af de kompetente spanske myndigheder faaet tilladelse til at drive privat fjernsynsvirksomhed i Spanien i en periode paa ti aar med mulighed for forlaengelse.

8 EBU er en sammenslutning uden kommercielt sigte af radio- og tv-selskaber. Den blev oprettet i 1950 og har hovedkvarter i Genève. I henhold til artikel 2 i sammenslutningens vedtaegter har EBU til formaal at fremme samarbejdet mellem medlemmerne indbyrdes og med radio- og tv-selskaber i hele verden og at varetage sine medlemmers interesser paa bl.a. programomraadet, det juridiske og det tekniske omraade. Efter at vaere blevet sluttet sammen med den tilsvarende oesteuropaeiske organisation har EBU 77 aktive medlemmer i 47 lande i det europaeiske transmissionsomraade, hvoraf de fleste er organer, der henhoerer under den offentlige sektor, eller som er paalagt at udfoere offentlige tjenesteydelser. I den anden halvdel af 1980' erne ° som var praeget af en udvikling i retning af kommercielle radio- og tv-selskaber ° optog EBU imidlertid private tv-selskaber som f.eks. de franske selskaber Canal Plus og TF1, der var blevet privatiseret i 1986, som aktive medlemmer eller lod dem bevare deres status som aktive medlemmer.

9 EBU' s vedtaegter blev aendret i 1988 med henblik paa ° ifoelge EBU selv ° "at understrege medlemmernes forpligtelse til at udfoere en saerlig, offentlig opgave, hvilket de er forpligtet til i henhold til deres nationale lovgivning og/eller praksis, og som kendetegner dem som en saerlig gruppe af radio- og tv-selskaber med faelles forpligtelser og interesser". For at tage hensyn til de hidtidige medlemmers velerhvervede rettigheder, blev det i artikel 21 i EBU' s vedtaegter, som aendret, bestemt, at artikel 3, stk. 2, i denne bestemmelses nye affattelse ikke beroerer retsstillingen for de selskaber, som ved bestemmelsens ikrafttraeden ° den 1. marts 1988 ° allerede var aktive medlemmer, men som ikke opfyldte alle de i bestemmelsen opstillede betingelser. Ifoelge den nye affattelse af artikel 3, stk. 2, opdeles EBU' s medlemmer i to kategorier: aktive medlemmer og associerede medlemmer. Som aktive medlemmer af EBU kan optages radio- og tv-selskaber eller sammenslutninger af saadanne selskaber i et land, som ligger inden for det europaeiske transmissionsomraade, naar de i det paagaeldende land med myndighedernes tilladelse varetager en omfattende og landsdaekkende spredning af radio- og tv-programmer og desuden dokumenterer at opfylde alle foelgende betingelser: De skal sende til alle landets indbyggere eller faktisk allerede sende til en vaesentlig del heraf, de skal have et varieret og alsidigt programudbud, der henvender sig til alle dele af befolkningen, og de skal producere en vaesentlig del af de udsendte programmer eller selv foere kontrol med programindholdet.

10 Eurovision er den vigtigste ramme for programudvekslingen mellem EBU' s aktive medlemmer. Eurovision har bestaaet siden 1954 og udgoer et vaesentligt led i EBU' s maalsaetning. I artikel 3, stk. 5, i vedtaegterne hedder det: "Eurovision er baseret paa en forpligtelse for medlemmerne til, paa betingelse af gensidighed, indbyrdes at tilbyde daekning af vaesentlige nyheder, herunder nyhedsreportager og daekning af sportsarrangementer og kulturelle arrangementer paa deres nationale omraade, for saa vidt som de kan vaere af interesse for de oevrige medlemmer af Eurovision." I oevrigt kan alle EBU' s aktive medlemmer deltage i en ordning for faelles erhvervelse og deling af tv-rettigheder (og hermed forbundne udgifter) til internationale sportsarrangementer, de saakaldte "Eurovisions-rettigheder". I henhold til bestemmelsen i vedtaegternes artikel 3, stk. 6, der blev indsat ved aendringen i 1988, kan associerede EBU-medlemmer (paa nuvaerende tidspunkt 54) og selskaber, der ikke er medlem af EBU, faa kontraktmaessig adgang til Eurovision.

11 Den 3. april 1989 indgav EBU en anmeldelse til Kommissionen af reglerne for erhvervelse af tv-rettigheder til sportsarrangementer, for udveksling af sportsprogrammer inden for Eurovision og for tredjemands kontraktmaessige adgang til saadanne programmer, og anmodede samtidig om negativattest, subsidiaert fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3. I henhold til de paagaeldende regler kunne tredjemand faa kontraktmaessig adgang til de tv-rettigheder til sportsarrangementer, som EBU' s medlemmer erhvervede i medfoer af aftaler inden for rammerne af Eurovision, gennem en ordning, hvorefter EBU eller dens medlemmer meddelte underlicenser, som gjorde det muligt for ikke-medlemmer at supplere deres egne sports- og nyhedsprogrammer, saafremt de ikke selv havde erhvervet transmissionsrettighederne paa markedet. I henhold til det saakaldte "embargo-princip" kunne ikke-medlemmer normalt kun erhverve ret til forskudte transmissioner.

12 Ved meddelelse af 5. oktober 1990 i henhold til artikel 19, stk. 3, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17"), offentliggjorde Kommissionen den vaesentligste del af indholdet af den paagaeldende meddelelse i EFT C 251, s. 2, og tilkendegav, at den paataenkte at traeffe en positiv beslutning om de anmeldte regler. Paa baggrund af kritiske bemaerkninger fra tredjemaend arrangerede Kommissionen den 18. og 19. december 1990 en hoering af alle interesserede parter. Det fremgaar af sagen, at sagsoegeren har fremsat skriftlige bemaerkninger over for Kommissionen og har deltaget i hoeringen.

13 Den 24. juni 1991 sendte Kommissionen EBU en meddelelse af klagepunkter, hvori den fastslog, at underlicensordningen "ikke var acceptabel".

14 Kommissionen har vedtaget beslutningen, efter at EBU ifoelge aftale med Kommissionen havde fremlagt en ny, aendret version af reglerne for meddelelse af underlicenser.

Retlige bemaerkninger

15 I henhold til bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 185 og 186, sammenholdt med artikel 4 i Raadets afgoerelse af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans, kan Retten, hvis den skoenner, at forholdene kraever det, udsaette gennemfoerelsen af den anfaegtede retsakt eller foreskrive de noedvendige foreloebige forholdsregler.

16 Ifoelge artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement skal begaeringer om udsaettelse af gennemfoerelsen i henhold til EOEF-traktatens artikel 185 og 186 angive de omstaendigheder, der medfoerer uopsaettelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begaerede foreloebige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget. De begaerede forholdsregler skal have foreloebig karakter i den forstand, at de ikke maa foregribe afgoerelsen i hovedsagen (jf. kendelse afsagt af Rettens praesident den 13.5.1993, sag T-24/93 R, CMBT mod Kommissionen, Sml. II, s. 543).

Parternes anbringender

17 Til stoette for begaeringen om foreloebige forholdsregler har sagsoegeren gjort gaeldende, at det, for at undgaa, at sagsoegeren i den foreliggende sag paafoeres et alvorligt og uopretteligt tab, inden Retten har afsagt endelig dom, ikke er tilstraekkeligt, at gennemfoerelsen af Kommissionens beslutning udsaettes. Det er endvidere noedvendigt, at det som en retssikrende foranstaltning bestemmes, at Eurovisions-ordningen, som er fritaget i henhold til beslutningen, og navnlig aftalen om faelles erhvervelse af tv-rettigheder vedroerende internationale sportsarrangementer, stilles i bero.

18 Sagsoegeren har naermere anfoert, at det oekonomiske tab, som Eurovisions-ordningen og den omtvistede beslutning paafoerer sagsoegeren, er aabenbart, alvorligt og uopretteligt. For det foerste er ordningen til hinder for, at sagsoegeren kan erhverve og foelgelig i sit programudvalg tilbyde transmissioner af sportsarrangementer, hvilket giver sagsoegeren et daarligt image, som det praktisk taget er umuligt at aendre over for seerne. Dette er navnlig alvorligt, fordi sagsoegeren som privat erhvervsdrivende, som udelukkende har indtaegter ved reklame, har brug for en bestemt seerkvote for at kunne overleve. For det andet forringes sagsoegerens manglende muligheder for at konkurrere med EBU og dennes medlemmer yderligere af, at de offentlige tv-selskaber har en saerlig retsstilling i Spanien, bl.a. fordi de baade har indtaegter ved reklame og i form af en omfattende statsstoette. I stedet for at afhjaelpe dette forhold har Kommissionen ifoelge sagsoegeren vedtaget en beslutning, som giver myndighederne og de nationale domstole et grundlag for at opretholde denne privilegerede retsstilling, der er i strid med traktaten. Saafremt disse vilkaar fortsat vil vaere gaeldende, vil sagsoegeren blive tvunget ud af markedet paa grund af manglende oekonomiske midler til at forblive paa markedet.

19 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt den begaerede foreloebige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget, har sagsoegeren gjort gaeldende, at sagsoegeren maa antages at faa medhold i hovedsagen. For det foerste er den omtvistede beslutning behaeftet med en mangel i form af en tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, idet Kommissionen ° i strid med, hvad den er forpligtet til i henhold til artikel 19 i forordning nr. 17 ° ikke har meddelt sagsoegeren den egentlige grund til, at der er meddelt fritagelse, og ikke har hoert sagsoegeren, efter at EBU havde aendret sin ordning om meddelelse af underlicenser. For det andet er den anfaegtede beslutning udtryk for en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling af virksomheder, der er til skade for de private erhvervsdrivende, idet konkurrencereglerne i henhold til beslutningen ikke finder anvendelse for virksomheder, som er medlemmer af EBU, og som i kraft af Kommissionens fejlagtige beslutning med urette er blevet betragtet som virksomheder, der har faaet overdraget at udfoere en tjenesteydelse af almindelig oekonomisk interesse, og dermed som vaerende omfattet af EOEF-traktatens artikel 90, stk. 2, mens forholdet er det, at der er tale om virksomheder, der kun er omfattet af artikel 85 og 86, og to af de paagaeldende virksomheder, nemlig TF1 og Canal Plus, endog er private virksomheder. For det tredje er den omtvistede beslutning samtidig en foranstaltning, hvorved Kommissionen i strid med traktatens artikel 90, stk. 1, tilgodeser offentlige virksomheder. For det fjerde kan det paa grundlag af den ordning med meddelelse af underlicenser, der blev aendret paa anmodning af Kommissionen, og som ifoelge sagsoegeren ikke i praksis er effektiv, ikke antages, at Eurovisions-ordningen opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3. For det femte er det aabenbart, at Eurovisions-ordningen forstaerker den dominerende stilling paa markedet for retten til retransmission af sportsbegivenheder, som indtages af EBU og visse af dens medlemmer, og som foelgelig udgoer misbrug som omhandlet i traktatens artikel 86. Endelig har den omtvistede beslutning ifoelge sagsoegeren ikke til formaal eller til foelge at bringe konkurrencereglerne i anvendelse, men derimod at regulere forholdet mellem de offentlige og de private erhvervsdrivende paa markedet for tv-rettigheder og at hjemle mulighed for, at offentlige myndigheder og offentlige virksomheder kan opretholde alle de bestemmelser, der tillaegger de paagaeldende virksomheder en privilegeret retsstilling, hvilket ikke ligger inden for Kommissionens kompetence i forbindelse med en procedure paa konkurrenceomraadet.

20 Heroverfor har Kommissionen foerst anfoert, at den begaering, sagsoegeren har indgivet, ikke giver holdepunkter for at antage, at der er risiko for et alvorligt og uopretteligt tab. Ifoelge Kommissionen har sagsoegeren ikke fremfoert konkrete beviser, som f.eks. statistiske oplysninger, der viser en nedgang i seertallet eller lavere reklameindtaegter. Tvaertimod viser de oplysninger, Kommissionen har, at sagsoegeren ikke alene har faaet fodfaeste paa markedet, men ogsaa har kunnet forbedre sin position. Oven i koebet udsender sagsoegeren sportsprogrammer som alle andre tv-selskaber og har endog et vist antal enerettigheder til retransmission i Spanien af internationale sportsarrangementer. Kommissionen har i den forbindelse understreget, at ifoelge oplysninger fra RTVE (et offentligt spansk tv-selskab) har sagsoegeren ikke paa noget tidspunkt fremsat tilbud om erhvervelse af rettigheder med hensyn til bestemte sportsgrene eller taget kontakt med RTVE for at opnaa en underlicens med henblik paa retransmission af sportsarrangementer, som RTVE havde erhvervet rettighederne til inden for rammerne af eller uden om Eurovisions-ordningen. Under alle omstaendigheder har sagsoegeren ikke godtgjort, at sagsoegeren uden Eurovisions-ordningen ville have kunnet erhverve flere rettigheder til retransmission. Endelig indebaerer den omtvistede beslutning ikke, at eventuelle konkurrencefordrejninger, der maatte foelge af den af sagsoegeren naevnte statsstoette til de offentlige tv-selskaber, herved bliver lovlige.

21 For saa vidt angaar begaeringen om, at anvendelsen af den aftale, som er indgaaet i EBU' s regi, og som vedroerer den faelles erhvervelse af tv-rettigheder til sportsarrangementer, samt Eurovisions-ordningen som saadan stilles i bero, maa den ifoelge Kommissionen afvises, idet Retten ikke i henhold til traktatens artikel 185 og 186 kan traeffe bestemmelse om, at en aftale, der er indgaaet mellem tredjemaend, skal stilles i bero, og heller ikke kan saette sig i Kommissionens sted ved udoevelsen af de befoejelser, denne er tillagt i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17. Under alle omstaendigheder skal begaeringen ikke tages til foelge, og det af de samme grunde, som ifoelge Kommissionen bevirker, at den anden begaering om foreloebige forholdsregler ikke skal tages til foelge.

22 Kommissionen har endvidere anfoert, at ingen af de faktiske eller retlige anbringender, sagsoegeren har fremfoert til stoette for, at den omtvistede beslutning er retsstridig, umiddelbart kan begrunde, at der skal anordnes foreloebige forholdsregler. For saa vidt foerst angaar anbringendet om tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter har Kommissionen anfoert, at den i henhold til artikel 19 i forordning nr. 17 ikke er forpligtet til paa forhaand at offentliggoere de hensyn, der har vaeret afgoerende for, at den har vedtaget en beslutning om at meddele fritagelse, og heller ikke til at hoere sagsoegeren endnu engang, idet sagsoegeren efter Kommissionens opfattelse ikke i proceduremaessig henseende befinder sig i samme situation som de virksomheder, der umiddelbart er beroert af den procedure, Kommissionen har indledt. For saa vidt dernaest angaar anbringendet om, at traktatens konkurrenceregler er tilsidesat, har Kommissionen foerst indroemmet, at reglerne maa finde anvendelse uden forskel paa offentlige og private virksomheder, men derefter paapeget, at den i forbindelse med en procedure med henblik paa fritagelse kan tage hensyn til saerlige forhold inden for den oekonomiske sektor, hvor virksomhederne, saavel offentlige som private, opererer, eller til byrder eller forpligtelser, som de er paalagt, uanset om de specifikke bestemmelser i traktatens artikel 90, navnlig bestemmelsens stk. 2, maatte finde anvendelse. Ifoelge Kommissionen betyder den omstaendighed, at betingelserne for at bringe den naevnte bestemmelse i anvendelse ikke er opfyldt i en given situation, ikke, at de saerlige forhold for en gruppe af virksomheder ikke kan tages i betragtning, naar artikel 85, stk. 3, anvendes paa en aftale, der er indgaaet inden for en saadan gruppe. Under alle omstaendigheder har Kommissionen ikke principalt lagt vaegt paa den "saerlige offentlige opgave" i forbindelse med meddelelsen af den omtvistede fritagelse. Kommissionen har kun bedoemt de positive virkninger af de omtvistede aftaler og kun subsidiaert, nemlig i forbindelse med vurderingen af, om de naevnte aftaler er noedvendige, taget de forpligtelser i betragtning, der er forbundet med medlemskab af EBU. For saa vidt angaar det paastaaede misbrug af dominerende stilling, som de omtvistede aftaler er udtryk for, har Kommissionen henvist til beslutningen, hvori den har konkluderet, at EBU end ikke indtager en dominerende stilling. For saa vidt endelig angaar anbringendet om, at Kommissionen ikke har haft den fornoedne kompetence, har Kommissionen anfoert, at dens beslutning om at meddele fritagelse vedroerer en anmeldt aftale, og at dens retlige vurdering i forbindelse med fritagelsen er baseret paa de saerlige forhold i den konkrete sag.

Rettens bemaerkninger

23 Indledningsvis bemaerkes, at sagsoegeren i sin begaering har nedlagt paastand om, at Retten traeffer bestemmelse om to foreloebige forholdsregler, nemlig dels at Eurovisions-ordningen om faelles erhvervelse af tv-rettigheder til internationale sportsarrangementer, der ifoelge den omtvistede beslutning er fritaget i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, stilles i bero, dels at gennemfoerelsen af beslutningen udsaettes.

24 For saa vidt angaar den foerste begaering bemaerkes, at efter den ved traktaten fastlagte kompetencefordelingsordning henhoerer det under Kommissionen som led i dennes kontrolbefoejelser vedroerende konkurrencespoergsmaal i henhold hertil, jf. navnlig traktatens artikel 85, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, at traeffe bestemmelse om en foreloebig forholdsregel som den, der anmodes om i den foreliggende sag, saafremt den skoenner, at dette er noedvendigt. Det er Rettens opgave at foretage en retslig proevelse af de af Kommissionen trufne beslutninger paa dette omraade, hvorimod Retten ikke kan traede i Kommissionens sted og udoeve de befoejelser, som Kommissionen er tillagt ved de naevnte bestemmelser (jf. Domstolens kendelse af 17.1.1980, sag 792/79 R, Camera Care mod Kommissionen, Sml. s. 119, praemis 18 og 20, og kendelse afsagt af Rettens praesident den 6.12.1989, sag T-131/89 R, Cosimex mod Kommissionen, Sml. 1990 II, s. 1, praemis 12).

25 Det maa i oevrigt fremhaeves, at naervaerende begaering om foreloebige forholdsregler har tilknytning til en sag, der er anlagt under henvisning til traktatens artikel 173, og hvori der er nedlagt paastand om annullation af den omtvistede kommissionsbeslutning. De foreloebige forholdsregler, som Retten maatte finde det noedvendigt at traeffe bestemmelse om, skal herefter i princippet vaere et led i den endelige afgoerelse, som Retten traeffer paa grundlag af traktatens artikel 173, sammenholdt med artikel 176, og de skal have tilknytning til retsforholdet mellem parterne, dvs. sagsoegeren og Kommissionen. Rettens endelige afgoerelse i sagen vil imidlertid ikke kunne gaa ud paa en annullation af den aftale om faelles erhvervelse af tv-rettigheder, der er indgaaet i EBU' s regi af virksomheder, der tilmed ikke er parter i sagen.

26 Med den foerste begaering soeges det saaledes opnaaet, at Retten traeffer bestemmelse om en foreloebig forholdsregel, der ikke ligger inden for dens kompetence, og denne begaering maa foelgelig afvises.

27 For saa vidt angaar den anden begaering bemaerkes, at i henhold til procesreglementets artikel 104, stk. 2, skal spoergsmaalet om, hvorvidt de begaerede foreloebige forholdsregler er uopsaettelige, vurderes ud fra, om det er noedvendigt at traeffe saadanne foranstaltninger for at undgaa, at den part, der har indgivet begaeringen, lider et alvorligt og uopretteligt tab, inden der afsiges endelig dom. Det paahviler den paagaeldende part at godtgoere, at det vil paafoere vedkommende et vaesentligt og uopretteligt tab, saafremt man afventer afgoerelsen i hovedsagen (jf. bl.a. ovennaevnte kendelse i sagen CMTB mod Kommissionen, praemis 31).

28 Det maa i den forbindelse fastslaas, at sagsoegeren reelt kun har paaberaabt sig et "oekonomisk tab", han lider som foelge af den omtvistede beslutning og Eurovisions-ordningen, mens sagsoegeren ikke har fremfoert konkrete beviser paa det punkt, som f.eks. statistiske oplysninger, der viser en nedgang i seertallet eller lavere reklameindtaegter. Derimod har Kommissionen fremlagt statistiske oplysninger med henblik paa at godtgoere, at sagsoegeren ifoelge Kommissionen endog har kunnet forbedre sin position paa markedet (fra en seerkvote paa 13,8% i 1991 til en kvote paa 20,7% i maj 1993). Som Kommissionen i oevrigt har anfoert og sagsoegeren ikke bestridt, har sagsoegeren hidtil ikke benyttet sig af den ovenfor naevnte kontraktmaessige adgangsordning med henblik paa at kunne udsende sportsarrangementer, hvor rettighederne allerede var erhvervet inden for Eurovisions-ordningen.

29 For saa vidt angaar den nye omstaendighed, sagsoegeren har fremfoert i sine bemaerkninger i forbindelse med retsmoedet vedroerende de foreloebige forholdsregler, og hvori sagsoegeren har henvist til, at RTVE havde haft en usaedvanligt hoej seerkvote som foelge af transmissionen af en saerlig vigtig international fodboldkamp, bemaerkes, at der kun er tale om et enkeltstaaende tilfaelde, som derfor ikke kan tillaegges afgoerende vaegt som bevismiddel og begrunde, at de begaerede foreloebige forholdsregler er uopsaettelige. Sagsoegeren har da ogsaa selv indroemmet, at tv-rettighederne til den paagaeldende sportsbegivenhed ikke var erhvervet inden for Eurovisions-ordningen.

30 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegeren paa dette trin af sagen ikke findes at have bevist, at den omtvistede beslutning under de konkrete omstaendigheder kunne paafoere sagsoegeren et tab, som uden de begaerede foreloebige forholdsregler ikke vil kunne genoprettes ved gennemfoerelsen af den endelige dom fra Retten, hvorved beslutningen eventuelt annulleres.

31 Uden at det er fornoedent at vurdere, om den af sagsoegeren anlagte sag umiddelbart forekommer begrundet, maa det fastslaas, at de retlige betingelser for, at der kan traeffes bestemmelse om de begaerede foreloebige forholdsregler, ikke er opfyldt, og begaeringen kan saaledes ikke tages til foelge.

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRAESIDENT

1) Begaeringen om foreloebige forholdsregler tages ikke til foelge.

2) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 14. december 1993.