61993B0524

++++

Retspleje ° sagsomkostninger ° soegsmaal med paastand om erstatning for skade lidt som foelge af anvendelsen af maelkekvoteordningen ° sagen haevet paa baggrund af en erklaering fra sagsoegte for Retten under en anden sag om, hvorledes sagsoegte vil forholde sig, saafremt forordning nr. 2187/93 om tilbud om erstatning til visse maelkeproducenter, som midlertidigt har vaeret forhindret i at udoeve deres virksomhed, maatte blive annulleret ° betingelserne for at paalaegge den anden part at betale sagens omkostninger ikke opfyldt ° ophaevelse af omkostningerne

(Rettens procesreglement, art. 87, stk. 5; Raadets forordning nr. 2187/93)

En erklaering fra institutionernes side, som er blevet tilfoert retsbogen under en sag for Retten, og hvori institutionerne tager stilling til konsekvenserne af en eventuel annullation af forordning nr. 2187/93 om tilbud om erstatning til visse maelkeproducenter, som midlertidigt har vaeret forhindret i at udoeve deres virksomhed ° nemlig at alle beroerte producenter, ogsaa selv om de ikke var part i den sag, som foerte til annullationen af forordningen, vil have krav paa en erstatning beregnet uden hensyntagen til begraensningerne i forordningens artikel 8 og 14 ° kan have faaet visse af de sagsoegere, som havde anlagt sag med paastand om erstatning for skade lidt i forbindelse med anvendelsen af maelkekvoteordningen, til at haeve sagen. Erklaeringen skabte nemlig klarhed over Raadets opfattelse med hensyn til foelgerne af en accept af tilbuddet om erstatning i henhold til den omtvistede forordning, saafremt denne maatte blive annulleret.

Erklaeringen er dog ikke af en saadan karakter, at den kan begrunde, at Raadet paalaegges at betale sagsoegernes omkostninger i henhold til artikel 87, stk. 5, i Rettens procesreglement. Herefter boer hver part baere sine egne omkostninger.

1 Ved staevninger indgivet til Rettens Justitskontor den 28. oktober 1993 har Humphrey Hennessy og de andre sagsoegere, der er naevnt i bilaget til naervaerende kendelse, i medfoer af EOEF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, anlagt sag mod Raadet og Kommissionen med paastand om erstatning for den skade, de mener at have lidt som foelge af anvendelsen af Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13, herefter benaevnt "forordning nr. 857/84"), da denne ikke hjemlede tildeling af en repraesentativ referencemaengde til producenter, som havde forpligtet sig til ikke at producere maelk i en begraenset periode i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indfoerelse af en praemieordning for ikke-markedsfoering af maelk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvaegsbesaetninger (EFT L 131, s. 13).

2 Sagsoegerne er ogsaa parter i sag T-541/93, McCutcheon m.fl. mod Raadet, hvori de har nedlagt paastand om annullation af Raadets forordning (EOEF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af maelk og mejeriprodukter, som midlertidigt har vaeret forhindret i at udoeve deres virksomhed (EFT L 196, s. 6, herefter benaevnt "forordning nr. 2187/93"). De var ligeledes parter i sag T-541/93 R, hvori de fremsatte begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af forordningen. Ved kendelse af 1. februar 1994 bestemte Rettens praesident, at begaeringen om udsaettelse ikke kunne tages til foelge (sagerne T-278/93 R og T -555/93 R, T-280/93 R og T-541/93 R, Jones m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. II, s. 11).

3 Ved skrivelser registreret paa Rettens Justitskontor mellem den 24. februar og den 26. juli 1994 har sagsoegerne, med undtagelse af Terry Wall, meddelt, at de haever sagen.

4 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 5, foerste punktum, paalaegges det den part, som haever sagen, at betale sagens omkostninger, saafremt den anden part har nedlagt paastand herom. I denne sag har sagsoegerne imidlertid anmodet om, at Retten anvender bestemmelsen i artikel 87, stk. 5, andet punktum, hvorefter den anden part kan paalaegges at betale sagens omkostninger, hvis dette findes berettiget som foelge af denne parts forhold.

5 I skrivelser registreret paa Rettens Justitskontor mellem den 10. maj og den 10. august 1994 har Raadet og Kommissionen modsat sig sagsoegernes begaering vedroerende sagens omkostninger.

6 Sagsoegerne har til stoette for deres begaering i det vaesentlige fremfoert tre argumenter. De har for det foerste anfoert, at Raadet og Kommissionen, som fastslaaet af Domstolen i dom af 19. maj 1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen (Sml. I, s. 3061), er ansvarlige for de tab, der blev tilfoejet de maelkeproducenter, som havde forpligtet sig til ikke at levere maelk i en begraenset periode, fordi de ikke blev tildelt en referencemaengde i henhold til forordning nr. 857/84. I forordning nr. 2187/93, som blev udstedt med henblik paa opfyldelsen af dommen i sagen Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, paaberaabte Raadet og Kommissionen sig imidlertid foraeldelsen over for producenter i sagsoegernes situation. Desuden skal producenterne i henhold til forordningens artikel 14 for at faa udbetalt den tilbudte erstatning give afkald paa enhver form for yderligere krav mod faellesskabsinstitutionerne for det tab, der er genstand for tilbuddet om erstatning. Efter sagsoegernes opfattelse medfoerer dette, at de fratages deres ret til at faa erstattet en del af de tab, de mener at have lidt. For det andet har sagsoegerne gjort gaeldende, at naar Kommissionen ved forordning (EOEF) nr. 2648/93 af 28. september 1993 om gennemfoerelsesbestemmelser til forordning nr. 2187/93 (EFT L 243, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 2648/93") accepterede ° med et fast beloeb ° at refundere alle maelkeproducenters udgifter til advokatsalaerer vedroerende ydelser praesteret inden meddelelsen af 5. august 1992 (EFT C 198, s. 4), skal den ud fra en analogislutning ogsaa betale de advokatomkostninger, der er opstaaet efter den 5. august 1992, da denne advokatbistand viste sig at vaere noedvendig for at forbedre producenternes stilling. For det tredje har sagsoegerne anfoert, at det fremgaar af kendelsen i sagen Jones m.fl. mod Raadet og Kommissionen, jf. ovenfor, at saafremt de i hovedsagerne anfaegtede bestemmelser i forordning nr. 2187/93 kendes ulovlige, vil en accept af tilbuddet om erstatning i henhold til forordningen ikke faa nogen negative foelger for sagsoegerne. Sagsoegerne finder, at de paa baggrund af den oegede retssikkerhed, kendelsen har givet dem, nu kan haeve sagen.

7 Raadet og Kommissionen har i deres skriftlige indlaeg anfoert, at det ikke var noedvendigt at anlaegge sagen, og de har over for det andet og det tredje af sagsoegernes argumenter gjort gaeldende, at det i kendelsen i sagen Jones m.fl. mod Raadet og Kommissionen alene fastslaas, at institutionerne skal traeffe alle de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af en eventuel dom fra Retten eller Domstolen, hvorved forordning nr. 2187/93 annulleres paa grund af en forkert anvendelse af reglerne om foraeldelse i EOEF-statutten for Domstolen. Kendelsen kan paa ingen maade begrunde, at sagsoegerne har haevet det af dem anlagte annullationssoegsmaal. Tilbuddet om betaling af advokatomkostninger i forordning nr. 2648/93 forudsaetter en accept af tilbuddet om erstatning paa de i forordning nr. 2187/93 naermere fastlagte vilkaar, og det kan ikke anvendes uden for denne sammenhaeng.

8 Indledningsvis bemaerkes, at den faste erstatning i henhold til artikel 8 i forordning nr. 2187/93 kun tilbydes for den periode, for hvilken retten til erstatning ikke er foraeldet, og at den i artikel 43 i EOEF-statutten for Domstolen fastsatte foraeldelsesfrist paa fem aar for krav, der stoettes paa ansvar uden for kontraktforhold, anses for afbrudt paa datoen for fremsaettelsen af producentens krav over for en af Faellesskabets institutioner, paa datoen for sagens anlaeg ved Domstolen eller senest den 5. august 1992, som er datoen for den meddelelse, hvorved Raadet og Kommissionen forpligtede sig til at anvende Domstolens dom i sagen Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, jf. ovenfor, paa alle de beroerte maelkeproducenter. I henhold til artikel 14 i forordning nr. 2187/93 indebaerer en accept af tilbuddet om erstatning et afkald paa enhver form for yderligere krav mod faellesskabsinstitutionerne for det tab, der er genstand for erstatningskravene.

9 Under sagen om foreloebige forholdsregler i sag T-541/93 R, McCutcheon m.fl. mod Raadet, som sagsoegerne i naervaerende sag ogsaa var parter i, og i tilsvarende sager (Jones m.fl. mod Raadet og Kommissionen, jf. ovenfor), har Raadet og Kommissionen under den skriftlige forhandling erklaeret, at den omstaendighed, at sagsoegerne har accepteret tilbuddet om erstatning og givet afkald paa enhver form for yderligere krav mod institutionerne, ikke noedvendigvis er ensbetydende med, at de har mistet ethvert krav paa erstatning for hele den periode, for hvilken de mener at have saadanne krav, saafremt Retten eller Domstolen maatte naa frem til, at bestemmelserne om foraeldelse i artikel 8 i forordning nr. 2187/93 er ulovlige. Efter Raadets opfattelse vil der under saadanne omstaendigheder som udgangspunkt kunne kraeves erstatning for hele perioden.

10 Under retsmoedet den 6. januar 1994 i de naevnte sager om foreloebige forholdsregler accepterede Raadets og Kommissionens befuldmaegtigede, at en tilsvarende erklaering blev tilfoert retsbogen (jf. kendelsen i sagen Jones m.fl. mod Raadet og Kommissionen, praemis 51).

11 Herefter kan det ikke afvises, at denne stillingtagen fra institutionernes side, selv om begaeringen om foreloebige forholdsregler ikke blev taget til foelge, kan have faaet sagsoegerne til at haeve erstatningssagen, som blev anlagt efter offentliggoerelsen af forordning nr. 2187/93, da den skabte klarhed over Raadets og Kommissionens opfattelse med hensyn til foelgerne af en accept af tilbuddet om erstatning i henhold til den omtvistede forordning, saafremt denne maatte blive annulleret.

12 Erklaeringen er dog ikke af en saadan karakter, at den kan begrunde, at Raadet og Kommissionen paalaegges at betale sagsoegernes omkostninger i henhold til artikel 87, stk. 5, i Rettens procesreglement. Hver part boer herefter baere sine egne omkostninger. Forordning nr. 2648/93 er herved uden betydning, da den blot i artikel 2 hjemler betaling af advokatomkostninger opstaaet foer den 5. august 1992.

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRAESIDENT

1) Humphrey Hennessy og de andre maelkeproducenter, der er naevnt i bilaget til naervaerende kendelse, med undtagelse af Terry Wall, slettes af listen over sagsoegere i sag T-524/93.

2) Hver part baerer sine omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 13. januar 1995.