61993A0575

++++

1. Retspleje ° sag anlagt af en fysisk eller juridisk person med paastand om, at der gives faellesskabsinstitutionerne, medlemsstaterne eller fysiske og juridiske personer paabud om, at medlemsstater eller fysiske og juridiske personer domfaeldes, eller om, at aftaler indgaaet af sidstnaevnte erklaeres ugyldige ° Faellesskabets retsinstanser aabenbart inkompetente

(EF-traktaten, art. 164 ff.)

2. Konkurrence ° administrativ procedure ° undersoegelse af klager ° Kommissionens pligt til at traeffe beslutning om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse ° ingen ° begrundelse for beslutninger om henlaeggelse ° raekkevidde

(EF-traktaten, art. 85 og 189; Raadets forordning nr. 17, art. 3)

3. Konkurrence ° administrativ procedure ° undersoegelse af klager ° Kommissionens beslutning om henlaeggelse ° retlig karakter ° betydning for de nationale retsinstansers bedoemmelse af den omtvistede aftale

(EF-traktaten, art. 85; Raadets forordning nr. 17, art. 3)

4. Konkurrence ° administrativ procedure ° undersoegelse af klager ° beslutning om henlaeggelse ° Rettens proevelse

(Raadets forordning nr. 17, art. 3)

5. Annullationssoegsmaal ° akter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° Kommissionens afvisning af at indlede en traktatbrudsprocedure ° ikke omfattet ° Kommissionens afvisning af at meddele en medlemsstat et direktiv eller en beslutning vedroerende offentlige virksomheders overholdelse af konkurrencereglerne ° ikke omfattet

(EF-traktaten, art. 90, 169 og 173)

6. Ansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° retsstridighed ° tab ° aarsagsforbindelse ° bevisbyrden for tabet

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2)

1. Det er aabenbart, at Faellesskabets retsinstanser ikke har kompetence til at give faellesskabsinstitutionerne, medlemsstaterne eller fysiske og juridiske personer paabud eller til paa en fysisk eller juridisk persons initiativ at traeffe afgoerelse om, hvorvidt en medlemsstats eller en fysisk eller juridisk persons adfaerd er forenelig med traktatens bestemmelser, og heller ikke til helt eller delvis at erklaere aftaler indgaaet af sidstnaevnte ugyldige.

2. Naar der indgives en klage til Kommissionen i medfoer af artikel 3 i forordning nr. 17, er den forpligtet til at foretage en omhyggelig undersoegelse af de faktiske og retlige omstaendigheder, som den klagende part har fremfoert, med henblik paa at undersoege, om de naevnte omstaendigheder giver grundlag for at antage, at der foreligger en adfaerd, som kan fordreje konkurrencen inden for Faellesskabet og paavirke handelen mellem medlemsstaterne. Imidlertid giver artikel 3 i forordning nr. 17 ikke den, der har fremsat en begaering i henhold til denne bestemmelse, krav paa, at Kommissionen traeffer en beslutning efter traktatens artikel 189 om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85.

Heraf foelger, at Kommissionen ved afvisningen af en klage skal angive grundene til, at den omhyggelige undersoegelse af de faktiske og retlige omstaendigheder, som den klagende part har fremfoert, ikke har foert til, at den har indledt en procedure til konstatering af en overtraedelse af traktatens artikel 85. I denne forbindelse kan Kommissionen undersoege de aftaler og former for praksis, der er klaget over, i henseende til artikel 85 som helhed, og anfoere grundene til, at den ° selv om disse aftaler og former for praksis maatte udgoere en overtraedelse af artikel 85, stk. 1 ° finder, at denne bestemmelse under alle omstaendigheder kan erklaeres "uanvendelig" paa disse aftaler og former for praksis i medfoer af artikel 85, stk. 3, og derfor ikke antager, at den omhyggelige undersoegelse af klagen boer foere til, at den tager klagerens anmodning til foelge. Kommissionen er derfor berettiget til som begrundelse for sin beslutning om at afvise klagen at angive grundene til, at den paa grundlag af de faktiske og retlige omstaendigheder, klageren har fremfoert, finder, at aftalerne opfylder betingelserne i artikel 85, stk. 3, uden foerst at traeffe en beslutning om fritagelse af disse aftaler rettet til de kontraherende parter eller endeligt at tage stilling til, om aftalerne er forenelige med artikel 85, stk. 1.

3. En beslutning om at afvise en klage, som ikke endeligt tager stilling til, om der foreligger en overtraedelse af artikel 85, stk. 1, og hvorved der ikke gives fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3, indeholder kun en vurdering fra Kommissionens side af de omhandlede aftaler og former for praksis. Som foelge heraf har den samme juridiske vaerdi som visse administrative skrivelser, de saakaldte "comfort letters".

Heraf foelger, at Kommissionens opfattelse, som tilkendegivet i en beslutning om at afvise en saadan klage, ikke kan vaere til hinder for, at en national retsinstans, som skal tage stilling til, om de aftaler og former for praksis, der er klaget over, er forenelige med artikel 85, stk. 1, uden videre erklaerer disse ugyldige i medfoer af artikel 85, stk. 2, efter de for retten foreliggende omstaendigheder. Det forhold, at Kommissionen ikke har givet udtryk for sin opfattelse i en administrativ skrivelse, men i en retsakt, der kan anfaegtes, aendrer ikke denne konklusion, for saa vidt som den tilkendegivne opfattelse ikke indebaerer en endelig stillingtagen til, om der foreligger en overtraedelse af artikel 85, stk. 1, eller en fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3, paa de betingelser, der er fastsat med henblik herpaa i forordning nr. 17.

Kommissionens opfattelse er et forhold, som de nationale retsinstanser kan tage i betragtning ved deres proevelse af, om de paagaeldende aftaler eller den paagaeldende adfaerd strider mod de naevnte bestemmelser, idet de eventuelt retter henvendelse til Kommissionens tjenestegrene.

4. Naar Kommissionen har besluttet at henlaegge en klage, som er indgivet i medfoer af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, uden at foretage en undersoegelse, maa den legalitetskontrol, som Retten udoever, have til formaal at efterproeve, om den anfaegtede beslutning er truffet paa grundlag af urigtige faktiske omstaendigheder, samt om den er behaeftet med en retsvildfarelse, et aabenbart fejlskoen eller magtfordrejning.

5. En fysisk eller juridisk person er ikke berettiget til at anlaegge annullationssoegsmaal til proevelse af Kommissionens beslutning om ikke indlede en procedure til konstatering af et traktatbrud mod en medlemsstat.

Kommissionen er ikke forpligtet til at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 169, men har i denne henseende en skoensbefoejelse, hvilket indebaerer, at borgere ikke kan kraeve, at den indtager et bestemt standpunkt.

En fysisk eller juridisk person er heller ikke berettiget til at anlaegge annullationssoegsmaal til proevelse af Kommissionens beslutning om ikke at meddele en medlemsstat et direktiv eller en beslutning i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3. Kommissionen har nemlig ikke nogen forpligtelse til at gribe ind i forbindelse med udoevelsen af disse befoejelser.

6. Faellesskabet kan kun ifalde ansvar i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, hvis en raekke betingelser er opfyldt, nemlig at der er indtraadt et tab, at der er aarsagsforbindelse mellem det paaberaabte tab og den adfaerd, der laegges institutionerne til last, og at denne adfaerd er retsstridig.

Med hensyn til tabet paahviler det sagsoegeren over for Faellesskabets retsinstanser at foere bevis for, at det tab, han haevder at have lidt, faktisk er indtraadt, og tabets omfang.

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Viderespredning pr. kabel af radio- og tv-programmer er ifoelge en dom afsagt af Nederlandenes Hoge Raad en "offentliggoerelse" som defineret i artikel 1 i "Auteurswet" (lov om ophavsret), hvilket bevirker, at loven finder anvendelse paa denne tjenesteydelse, og at der gives rettighedshaverne ° i Auteurswet' s forstand ° til disse programmer ret til at give eller naegte samtykke til viderespredning samt ret til at modtage vederlag i tilfaelde af viderespredning.

2 Den 29. maj 1985 indgik repraesentanter for kabeldistributionsselskaberne en rammeaftale med rettighedshaverne til radio- og tv-programmer, hvorefter der kunne indgaas to former for standardaftaler mellem rettighedshaverne og hvert enkelt kabeldistributionsselskab, en for tv-programmer og en for radioprogrammer. I disse standardaftaler blev der fastsat naermere regler om anvendelsen af Auteurswet paa viderespredning af saadanne programmer. Siden da er aftalerne blevet forlaenget flere gange.

3 For saa vidt angaar viderespredning pr. kabel af tv-programmer, var de rettighedshavere, der var naevnt i standardaftalen paa det paagaeldende tidspunkt, tv-stationerne NOS, BRT, RTBF, ARD, ZDF, BBC, TF1, A2 og France 3, Sekam -fonden, sammenslutningen Agicoa og sammenslutningen Buma. I forbindelse med en forlaengelse af standardaftalen blev tv-stationerne Nederland 3, RAI Uno og RTL+ tilfoejet paa listen. For saa vidt angaar viderespredning pr. kabel af radioprogrammer, er Buma den eneste rettighedshaver, der naevnes i standardaftalen.

4 Buma deltager i aftalerne i to forskellige egenskaber. For det foerste som befuldmaegtiget for alle indehaverne af ophavsrettigheder i Nederlandene: ophavsrettigheder til musikvaerker, rettigheder i forbindelse med udfoerelse af musikvaerker ledsaget af en sceneopfoerelse, rettigheder til litteraere vaerker, rettigheder til kunstvaerker og fotografier, rettigheder til filmvaerker og radio- og tv-selskabernes egne rettigheder. For det andet deltager sammenslutningen som repraesentant for organisationer, der er medlemmer af CISAC (en international organisation, der bestaar af de forskellige nationale organisationer, som repraesenterer indehaverne af de ovenfor opregnede ophavsrettigheder). I begge disse egenskaber opkraever Buma paa rettighedshavernes vegne de afgifter, kabeldistributionsselskaberne skal betale.

5 Desuden har Buma et lovbestemt monopol som organisation for indehavere af ophavsret til musikvaerker i Nederlandene, idet Buma er den eneste organisation, som ved justitsministeriets bekendtgoerelse af 24. marts 1933 i medfoer af artikel 30 A i lov af 1912 om ophavsrettigheder er bemyndiget til erhvervsmaessigt at optraede som formidler for saa vidt angaar ophavsret til musikvaerker. I denne forbindelse indgaar Buma kontrakter med ophavsmaendene til musikvaerker om udnyttelse af rettighederne. Dette er grunden til, at standardaftalen om viderespredning pr. kabel af radioprogrammer kun omtaler Buma som rettighedshaver.

6 I standardaftalerne bestemmes det, at rettighedshaverne giver kabeldistributionsselskabet tilladelse ° men ikke eneret ° til viderespredning af programmerne. Der findes i standardaftalerne en garantiklausul, hvorefter de rettighedshavere, der er parter i aftalerne, paatager sig det oekonomiske ansvar, kabeldistributionsselskaberne maatte ifalde som foelge af klager, der inden seks maaneder efter udloebet af det kalenderaar, hvor viderespredningen af en udsendelse har fundet sted, indgives af en ophavsmand eller en rettighedshaver, som ikke har vaeret repraesenteret af en af parterne i standardaftalerne og derfor ikke kan anses for at have givet sit samtykke til viderespredningen. Paa det tidspunkt, hvor Buma' s skriftlige indlaeg blev indgivet, var der ikke gjort brug af denne garantiklausul.

7 Standardaftalerne blev anmeldt til Kommissionen den 18. december 1985 med henblik paa at opnaa negativattest eller fritagelse.

8 Ved skrivelse af 16. juni 1986 svarede direktoer i Kommissionen A.C. Overbury, at Generaldirektoratet for Konkurrence ikke havde til hensigt at fortsaette undersoegelsen af de kontrakter, der var anmeldt i henhold til konkurrencereglerne, og at sagen derfor var afsluttet.

9 Fra den 8. august 1985 begyndte sagsoegeren, som er komponist og leder af et billedbureau, regelmaessigt at sende breve til Kommissionen, hvori han henledte dennes opmaerksomhed paa de faktiske monopoler, de ophavsretlige organisationer i de forskellige medlemsstater har, og kritiserede indgaaelsen af de ovenfor omtalte standardaftaler. Den 26. oktober 1990 foerte denne korrespondance til indgivelse af en klage vedroerende disse standardaftaler. Denne oprindelige klage blev fulgt op den 6. marts 1992, hvor sagsoegeren anmodede Kommissionen om at fastslaa, at artikel 2, 3, 5, 6, 8 og 9 i standardaftalen af 23. december 1986 om udnyttelse af ophavsretten mellem Buma og ophavsmaendene til musikvaerker var uforenelige med faellesskabsretten.

10 Sagsoegeren er af den opfattelse, at hans tilknytning til Buma som komponist samt hans oevrige erhvervsmaessige virksomhed som formidler af ophavsrettigheder til fotografier, bevirkede, at han havde tilstraekkelig interesse i at indgive denne klage til Kommissionen.

11 Den 6. august 1992 anlagde sagsoegeren passivitetssoegsmaal mod Kommissionen efter foerst af have opfordret denne til at handle ved skrivelse af 8. april 1992 (sag T-56/92). Den 8. oktober 1992 fremsendte Kommissionen i medfoer af artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42) et brev underskrevet af generaldirektoer C.D. Ehlermann, Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence, hvori den anfoerte, at den havde til hensigt at afvise sagsoegerens klage, og anmodede ham om fremsaette sine bemaerkninger hertil.

12 Sagsoegeren har fremsat sine bemaerkninger i skrivelse af 8. november 1992.

13 Ved skrivelse af 14. oktober 1993 underskrevet af det medlem af Kommissionen, der har ansvaret for konkurrencespoergsmaal, afviste Kommissionen endeligt sagsoegerens klage.

14 Ved kendelse af 29. november 1993, Koelman mod Kommissionen (sag T-56/92, Sml. II, s. 1267), fastslog Retten, at det herefter var ufornoedent at traeffe afgoerelse vedroerende passivitetssoegsmaalet (jf. ovenfor, praemis 11).

15 Den 14. december 1993 anlagde sagsoegeren sag, hvorunder han dels i henhold til traktatens artikel 173 nedlagde paastand om annullation af Kommissionens beslutning om at afvise hans klage, dels i henhold til traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2, nedlagde paastand om erstatning af det tab, han haevdede at have lidt.

16 Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Foerste Afdeling den 7. juni 1994 fik sammenslutningen Buma tilladelse til at intervenere til stoette for Kommissionens paastande.

17 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse.

18 Under retsmoedet erklaerede sagsoegerens advokat, at han hverken oenskede at afgive indlaeg eller besvare de spoergsmaal, Retten maatte oenske at stille ham, paa processproget, fordi han ikke havde tilstraekkeligt kendskab til dette. Under disse omstaendigheder gav Kommissionen ogsaa afkald paa at afgive indlaeg. Med Kommissionens samtykke foreslog Retten sagsoegerens advokat at besvare nogle spoergsmaal, den oenskede at stille ham, paa fransk. Selv om der under retsmoedet var soerget for oversaettelse til fransk af de spoergsmaal, der skulle stilles, erklaerede sagsoegerens advokat, at han foretrak, at Retten ikke stillede ham spoergsmaal i betragtning af, at der under den skriftlige forhandling var gjort udfoerligt rede for sagsoegerens opfattelse. Retten noejedes herefter med at stille Kommissionen nogle spoergsmaal, som den besvarede paa processproget. Intervenienten var ikke repraesenteret under retsmoedet.

Parternes paastande

19 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

1) I medfoer af traktatens artikel 173 og 174 annulleres Kommissionens beslutning om ikke at indlede en procedure i henhold til artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81) i anledning af hans klage af 26. oktober 1990 vedroerende foelgende forhold: De to aftaler af 29. maj 1985 om kabeldistribution af radio- og tv-programmer samt alle heraf afledte aftaler, den omstaendighed, at organisationer, som forvalter ophavsrettighederne til musikvaerker, og som indtager en dominerende stilling, deltager i disse og andre aftaler, de standardaftaler om udnyttelse af ophavsretten, som benyttes af Buma, samt den rolle, den nederlandske stat har spillet i forbindelse med indgaaelsen af kabeldistributionsaftalerne.

Der sikres ophavsmaendene ret til frit at vaelge den organisation, de oensker at overlade forvaltningen af deres vaerker til.

Der sikres de virksomheder, som beskaeftiger sig med forvaltning af rettigheder, en reel adgang til markedet, og de beskyttes mod de misbrug af en dominerende stilling, som de ophavsretlige organisationer, der indtager en monopolstilling med hensyn til musikvaerker, goer sig skyldige i.

2) Det fastslaas,

a) at de to aftaler af 29. maj 1985 om kabeldistribution af radio- og tv-programmer samt alle heraf afledte aftaler er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1

b) at standardaftalen af 29. maj 1985 om kabeldistribution af tv-programmer samt alle heraf afledte aftaler er i strid med traktatens artikel 7

c) at Buma' s deltagelse i kabeldistributionsaftalerne i den form, hvori de er indgaaet, er i strid med traktatens artikel 86

d) at den rolle, den nederlandske stat har spillet i forbindelse med indgaaelsen af kabeldistributionsaftalerne og den praktiske gennemfoerelse af aftalerne ved hjaelp af tillaegsbeloeb paa fakturaer fra offentligt godkendte institutioner, er i strid med forpligtelserne i henhold til artikel 90

e) at bestemmelserne i artikel 2, 3, 5, 6, 8 og 9 i Buma' s standardkontrakter om udnyttelse af musikvaerker udgoer en overtraedelse af Kommissionens beslutning af 2. juni 1971 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 86 (IV/26760 ° Gema, JO L 134, s. 15), idet de udgoer et misbrug af Buma' s dominerende stilling i forhold til ophavsmaendene.

3) I oevrigt traeffes der afgoerelse paa andre punkter, som Retten anser for relevante.

4) Kommissionen tilpligtes at erstatte det af C. Koelman lidte tab, som anslaas til at udgoere mindst 1 500 000 HFL, eller i det mindste den del af tabet, som Retten vil anse for at vaere foraarsaget af Kommissionens adfaerd.

5) Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

20 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Principalt afvises sagen, under alle omstaendigheder for saa vidt angaar den under punkt 1 anfoerte paastand, i det omfang den gaar videre end en paastand om annullation, og de under punkt 2, 3 og 4 anfoerte paastande, og i oevrigt frifindes sagsoegte.

° Subsidiaert frifindes sagsoegte i det hele.

° I begge tilfaelde tilpligtes sagsoegeren at betale sagens omkostninger.

21 Intervenienten har nedlagt foelgende paastande:

° Den af Koelman anlagte sag afvises paa alle punkter, eller sagsoegte frifindes.

° Koelman tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder intervenientens.

Formaliteten

Parternes argumenter

22 Kommissionen har anfoert, at kun en del af sagsoegerens paastande i punkt 1 kan antages til realitetsbehandling, idet de oevrige paastande enten klart ligger uden for, hvad Faellesskabets retsinstanser har kompetence til, eller ikke er tilstraekkelig uddybet og praeciseret.

23 Kommissionen har saaledes gjort gaeldende, at da Retten kun har kompetence til at annullere en faellesskabsinstitutions retsakter under et soegsmaal i medfoer af traktatens artikel 173, har den ikke kompetence til at traeffe bestemmelse om de specifikke foranstaltninger, der stilles krav om i punkt 1 i sagsoegerens paastande. I henhold til traktatens artikel 176 paahviler det nemlig den institution, hvis retsakt er blevet annulleret, at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger. Det tilkommer heller ikke Retten at traeffe afgoerelse om, hvorvidt aftaler indgaaet mellem fysiske eller juridiske personer er forenelige med faelleskabsretten, saaledes som det kraeves i punkt 2 i sagsoegerens paastande. Bedoemmelsen heraf henhoerer under Kommissionens kompetence, som Retten ikke kan tiltage sig (kendelse afsagt af Rettens praesident den 6.12.1989, sag T-131/89 R, Cosimex mod Kommissionen, Sml. 1990 II, s. 1, praemis 12, og den 14.12.1993, sag T-543/93 R, Gestevisión Telecinco mod Kommissionen, Sml. II, s. 1409, praemis 24 og 25).

24 Kommissionen har dernaest gjort gaeldende, at den i punkt 3 anfoerte paastand om, at der "i oevrigt traeffes afgoerelse paa andre punkter, som Retten anser for relevante", ikke er tilstraekkelig praecis til, at den kan antages til realitetsbehandling.

25 Endelig finder Kommissionen, at paastanden om erstatning maa afvises, fordi det ikke paa grundlag af staevningen utvetydigt kan fastslaas, hvilket retsstridigt forhold der kan tilregnes Kommissionen, eller hvilket tab sagsoegeren angivelig har lidt, og endnu mindre, hvilken aarsagsforbindelse der er mellem det paastaaede retsstridige forhold og det tab, der angivelig er lidt. Med hensyn til opgoerelsen af tabet har Kommissionen anfoert, at sagsoegeren blot angiver et beloeb uden at give en begrundelse herfor og uden at angive, hvordan det er beregnet. Desuden har Kommissionen fremhaevet, at det lidte tab ° naar det retsstridige forhold bestaar i en undladelse ° skal vedroere tiden efter det tidspunkt, hvor undladelsen kan konstateres.

26 Heroverfor har sagsoegeren anfoert, at alle hans paastande ligger inden for Rettens kompetence.

27 Hvad naermere angaar erstatningspaastanden har sagsoegeren understreget, at han klart har angivet, at den manglende omhu og den langsommelighed, hvormed Kommissionen har behandlet hans klager, er et retsstridigt forhold. Specielt bevirker Kommissionens undladelse af at underrette ham om, at den havde udstedt negativattest for de anmeldte standardaftaler, at dens adfaerd maa anses for retsstridig.

Rettens bemaerkninger

28 Retten vil undersoege, om sagsoegerens paastande kan antages til realitetsbehandling, i den raekkefoelge, hvori paastandene er fremsat i staevningen.

29 For det foerste skal Retten med hensyn til den del af punkt 1 i sagsoegerens paastande, hvori han nedlaegger paastand om, at "der sikres ophavsmaendene ret til frit at vaelge den organisation, de oensker at overlade forvaltningen af deres vaerker til", og om, at "der sikres de virksomheder, som beskaeftiger sig med forvaltning af rettigheder, en reel adgang til markedet", og "de beskyttes mod de misbrug af en dominerende stilling, som de ophavsretlige organisationer, der indtager en monopolstilling med hensyn til musikvaerker, goer sig skyldige i", bemaerke, at det foelger af fast praksis, at Retten ikke har kompetence til at give faellesskabsinstitutionerne, medlemsstaterne eller fysiske og juridiske personer paabud (jf. ovennaevnte kendelse i sagen Koelman mod Kommissionen, praemis 18, og Rettens dom af 12.1.1995, sag T-102/92, Viho mod Kommissionen, Sml. II, s. 17, praemis 28). Heraf foelger, at de paastande, sagsoegeren har fremsat i denne del af de under punkt 1 anfoerte paastande, ikke kan antages til realitetsbehandling.

30 For det andet finder Retten med hensyn til de under punkt 2 anfoerte paastande, at de klart falder uden for dens kompetence og derfor maa afvises. Faellesskabets retsinstanser har nemlig ikke kompetence til paa en fysisk eller juridisk persons initiativ at traeffe afgoerelse om, hvorvidt en medlemsstats eller en fysisk eller juridisk persons adfaerd er forenelig med traktatens bestemmelser, og heller ikke til helt eller delvis at erklaere aftaler indgaaet af fysiske eller juridiske personer ugyldige (jf. ovennaevnte kendelse i sagen Koelman mod Kommissionen, praemis 18).

31 For det tredje finder Retten med hensyn til den under punkt 3 anfoerte paastand, hvori sagsoegeren anmoder Retten om "i oevrigt at traeffe afgoerelse paa andre punkter, som Retten anser for relevante", at det i en saadan paastand ikke angives, hvad der er dens genstand, og at den derfor ikke er saa praecis, som den skal vaere i henhold til artikel 19 i EF-statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement for at kunne antages til realitetsbehandling.

32 Det fremgaar af det anfoerte, at alle sagsoegerens paastande, bortset fra paastanden om annullation af Kommissionens beslutning om at afvise hans klage, jf. den foerste del af punkt 1 i paastandene, og paastanden om erstatning af det tab, han angivelig har lidt, jf. punkt 4 i paastandene, boer afvises.

33 Endelig skal Retten bemaerke, at staevningen er ret ustruktureret og uklar, og at de anbringender, sagsoegeren goer gaeldende til stoette for sine paastande om annullation og erstatning, ikke er identificeret som saadanne. Trods disse formelle mangler ved staevningen finder Retten dog, at den indeholder tilstraekkelige oplysninger til, at Kommissionen har kunnet tage stilling til realiteten, og til, at Retten kan udoeve sin proevelsesret (Domstolens dom af 12.4.1984, sag 281/82, Unifrex mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 1969, praemis 15), saaledes at kravene i artikel 19 i EF-statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement i denne henseende er opfyldt.

34 Foelgelig kan paastandene om annullation og om erstatning antages til realitetsbehandling.

Realiteten

35 Naar henses til bemaerkningerne i det foregaaende finder Retten, at paastanden om annullation i realiteten stoettes paa fire anbringender. Det foerste anbringende er, at traktatens artikel 85, stk. 3, er tilsidesat, idet Kommissionen ved afvisningen af sagsoegerens klage vedroerende standardaftalerne har henvist til fritagelsesbetingelserne i denne bestemmelse uden forinden at have truffet beslutning om fritagelse af disse kontrakter. Det andet anbringende bestaar af to led. Det foerste led i anbringendet er, at der er anlagt et aabenbart urigtigt skoen, idet Kommissionen med urette har baseret sin afvisning af sagsoegerens klage paa, at standardaftalerne opfyldte alle betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3. Det andet led i anbringendet gaar ud paa, at Kommissionen med urette har fundet, at Buma ikke har tilsidesat traktatens artikel 86 ved at indgaa standardaftalerne, og at den med urette har fundet det unoedvendigt paa baggrund af artikel 86 at undersoege, om den nederlandske stats adfaerd var forenelig med traktatens artikel 90, stk. 1. Det tredje anbringende er, at traktatens artikel 155 og artikel 3 i forordning nr. 17 er tilsidesat, idet Kommissionen ikke har ivaerksat en undersoegelse af, om de kontrakter om udnyttelse af rettighederne, som Buma indgik med ophavsmaendene til musikvaerker, var forenelige med faellesskabsretten, fordi den var af den opfattelse, at sagsoegerens klage i denne henseende ikke fremboed tilstraekkelig faellesskabsinteresse. Det fjerde anbringende er, at begrundelsespligten er tilsidesat, idet Kommissionen har afvist klagen uden at angive grundene til, at Buma' s adfaerd over for medlemmerne af sammenslutningen ikke kunne begrunde en undersoegelse af, om der eventuelt forelaa en overtraedelse af traktatens artikel 86. Hvad angaar erstatningspaastanden stoettes den paa, at Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, hvilket bevirkede, at sagsoegerens billedbureau, hvor han virkede som formidler af rettigheder til fotografier, maatte ophoere.

Annullationspaastanden

Det foerste anbringende: Der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 3

° Parternes argumenter

36 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 3, ved at afvise hans klage paa grundlag af, at standardaftalerne opfyldte fritagelsesbetingelserne i denne bestemmelse uden dog at have truffet en beslutning om fritagelse i den forbindelse. Efter sagsoegerens opfattelse kan Kommissionen af hensyn til retssikkerheden foerst henvise til disse betingelser, efter at den har truffet en beslutning om fritagelse. Foelgelig kunne Kommissionen ikke i det foreliggende tilfaelde afvise klagen under henvisning til, at traktatens artikel 85, stk. 3, fandt anvendelse.

37 Kommissionen har heroverfor anfoert, at den har ret til at afvise en klage uden at vaere forpligtet til foerst at traeffe en beslutning om fritagelse af de aftaler, der er klaget over, og som parterne i aftalerne har anmeldt til den.

° Rettens bemaerkninger

38 Med dette anbringende anmodes Retten om at afgoere, om Kommissionen kan afvise en klage, der fremsaettes i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, med den begrundelse, at de aftaler, der er klaget over, under alle omstaendigheder opfylder de krav, der er opstillet i traktatens artikel 85, stk. 3, for at en aftale kan vaere omfattet af en fritagelse fra forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, naar Kommissionen ikke har rettet en beslutning herom til parterne i aftalerne, som i oevrigt har anmeldt dem til Kommissionen, og naar den ikke endeligt har taget stilling til, om aftalerne er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1.

39 Indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen, naar der indgives en klage til den i medfoer af artikel 3 i forordning nr. 17, er forpligtet til at foretage en omhyggelig undersoegelse af de faktiske og retlige omstaendigheder, som den klagende part har fremfoert, med henblik paa at undersoege, om de naevnte omstaendigheder giver grundlag for at antage, at der foreligger en adfaerd, som kan fordreje konkurrencen inden for Faellesskabet og paavirke handelen mellem medlemsstaterne (Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen ("Automec II-dommen"), Sml. II, s. 2223, praemis 79). Imidlertid foelger det ogsaa af Domstolens og Rettens faste praksis, at artikel 3 i forordning nr. 17 ikke giver den, der har fremsat en begaering i henhold til denne bestemmelse, krav paa, at Kommissionen traeffer en beslutning efter traktatens artikel 189 om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af traktatens artikel 85 (Domstolens dom af 18.10.1979, sag 125/78, Gema mod Kommissionen, Sml. s. 3173, praemis 17, og Rettens dom af 24.1.1995, sag T-114/92, BEMIM mod Kommissionen, Sml. II, s. 147, praemis 62).

40 Retten finder, at det fremgaar af disse afgoerelser, at Kommissionen ved afvisningen af en klage skal angive grundene til, at den omhyggelige undersoegelse af de faktiske og retlige omstaendigheder, som den klagende part har fremfoert, ikke har foert til, at den har indledt en procedure til konstatering af en overtraedelse af traktatens artikel 85. I denne forbindelse kan Kommissionen undersoege de aftaler og former for praksis, der er klaget over, i henseende til artikel 85 som helhed, og anfoere grundene til, at den ° selv om disse aftaler og former for praksis maatte udgoere en overtraedelse af artikel 85, stk. 1 ° finder, at denne bestemmelse under alle omstaendigheder kan erklaeres "uanvendelig" paa disse aftaler og former for praksis i medfoer af artikel 85, stk. 3, og derfor ikke antager, at den omhyggelige undersoegelse af klagen boer foere til, at den tager klagerens anmodning til foelge. Dette medfoerer i det foreliggende tilfaelde, at Kommissionen var berettiget til som begrundelse for sin beslutning om at afvise klagen at angive grundene til, at den paa grundlag af de faktiske og retlige omstaendigheder, klageren havde fremfoert, fandt, at standardaftalerne opfyldte betingelserne i artikel 85, stk. 3, uden foerst at traeffe en beslutning om fritagelse af disse aftaler rettet til de kontraherende parter eller endeligt at tage stilling til, om aftalerne var forenelige med artikel 85, stk. 1.

41 Retten skal ikke desto mindre bemaerke, at en saadan beslutning om at afvise en klage, som ikke endeligt tager stilling til, om der foreligger en overtraedelse af artikel 85, stk. 1, og hvorved der ikke gives fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3, kun indeholder en vurdering fra Kommissionens side af de omhandlede aftaler og former for praksis. Som foelge heraf har den ° som Kommissionen har anerkendt under retsmoedet ° samme juridiske vaerdi som administrative skrivelser ("comfort letters") (Domstolens domme af 10.7.1980, forenede sager 253/78 og 1-3/79, Giry og Guerlain m.fl., Sml. s. 2327, praemis 13, sag 37/79, Marty, Sml. s. 2481, praemis 10, og sag 99/79, Lancôme og Cosparfrance, Sml. s. 2511, praemis 11).

42 Heraf foelger, at Kommissionens opfattelse, som tilkendegivet i en beslutning om at afvise en klage som den her omhandlede, ikke kan vaere til hinder for, at en national retsinstans, som skal tage stilling til, om de aftaler og former for praksis, der er klaget over, er forenelige med artikel 85, stk. 1, uden videre erklaerer disse ugyldige i medfoer af artikel 85, stk. 2, efter de for retten foreliggende omstaendigheder. Det forhold, at Kommissionen ikke har givet udtryk for sin opfattelse i en administrativ skrivelse, men i en retsakt, der kan anfaegtes, aendrer ikke denne konklusion, for saa vidt som den tilkendegivne opfattelse ikke indebaerer en endelig stillingtagen til, om der foreligger en overtraedelse af artikel 85, stk. 1, eller en fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3, paa de betingelser, der er fastsat med henblik herpaa i forordning nr. 17.

43 Endvidere bemaerkes, at Kommissionens opfattelse er et forhold, som de nationale retsinstanser kan tage i betragtning ved deres proevelse af, om de paagaeldende aftaler eller den paagaeldende adfaerd strider mod de naevnte bestemmelser (jf. dommen i sagen Giry og Guerlain m.fl., praemis 13), idet de eventuelt retter henvendelse til Kommissionens tjenestegrene (Domstolens dom af 28.2.1991, sag C-234/89, Delimitis, Sml. I, s. 935, praemis 43-55). I det foreliggende tilfaelde er et af disse forhold netop Kommissionens opfattelse, hvorefter "det ikke paa forhaand kan udelukkes, at aftalerne vedroerende kabeldistribution har til formaal eller til foelge, at konkurrencen begraenses i artikel 85, stk. 1' s forstand" (jf. den anfaegtede beslutning, punkt 10, 11 og 12), selv om Kommissionen endnu ikke har benyttet sig af den enekompetence, den i henhold til forordning nr. 17 har til at indroemme fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3, hvilket indebaerer, at den nationale ret fortsat har befoejelse til at erklaere en saadan aftale ugyldig.

44 Heraf foelger, at dette anbringende ikke kan tages til foelge.

Det andet anbringende: Der er anlagt et aabenbart urigtigt skoen

° Parternes argumenter

45 I det foerste led af dette anbringende goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen har anlagt et aabenbart urigtigt skoen, idet den delvis har stoettet sin afvisning af klagen paa, at standardaftalerne vedroerende kabeldistribution af radio- og tv-programmer under alle omstaendigheder opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, saaledes at artikel 85, stk. 1, kunne erklaeres uanvendelig, selv om aftalerne maatte vaere i strid med denne artikel. Ifoelge sagsoegeren er betingelserne i artikel 85, stk. 3, ikke opfyldt i det foreliggende tilfaelde.

46 Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at standardaftalerne ikke bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af radio- og tv-programmer. Kommissionen har ikke godtgjort, at indgaaelsen af saadanne generelle aftaler, som omfatter alle de beroerte parter, fremmer produktionen af radio- og tv-programmer og foroeger antallet af programmer, der viderespredes pr. kabel. Tvaertimod har de lande, hvor der ikke er indgaaet saadanne aftaler, et mindst lige saa stort udbud af programmer, der viderespredes pr. kabel.

47 For det andet betvivler sagsoegeren ogsaa Kommissionens paastand ° som den ikke har foert bevis for ° om at saadanne aftaler medfoerer et stoerre udbud af programmer og en formindskelse af den risiko for forstyrrelse af udsendelserne, der kan opstaa som foelge af en ophavsmands eller en rettighedshavers naegtelse af at give tilladelse til udsendelse af et program, han har ophavsret til. Sagsoegeren rejser derfor spoergsmaal om, hvordan saadanne aftaler kan sikre lytterne og seerne en rimelig andel af fordelene herved, naar der ingen fordele er.

48 For det tredje mener sagsoegeren ikke, at Kommissionen har godtgjort, at det er noedvendigt at indgaa saadanne standardaftaler af hensyn til at opnaa en viderespredning pr. kabel af radio- og tv-programmer, som respekterer alle de omhandlede ophavsrettigheder. Efter hans opfattelse kunne man forestille sig to andre muligheder, der begraensede konkurrencen mindre. Den ene er en afregning ved kilden mellem ophavsmanden og den, der foerste gang udsender programmet, saaledes at sidstnaevnte betaler ophavsmanden et tillaeg for tilladelsen til viderespredning af programmet pr. kabel. Den anden sikrer betaling for ophavsmandens rettigheder gennem et automatisk "tracking"-system, der registrerer alle udsendelser, der viderespredes, paa grundlag af et elektronisk kodesignal.

49 Endelig har sagsoegeren for det fjerde gjort gaeldende, at eneretsklausulerne i standardaftalerne udelukker konkurrencen, fordi de bevirker, at det kun er de rettighedshavere, der er parter i disse aftaler, der kan give kabeldistributionsselskaberne tilladelse til viderespredning af radio- og tv-programmer, som indeholder elementer, der er beskyttet af ophavsrettigheder. Standardaftalerne giver nemlig en generel licens til viderespredning pr. kabel af programmer fra de radio- og tv-stationer, der er repraesenteret, og denne licens omfatter baade ophavsrettigheder, der tilhoerer de rettighedshavere, der er parter i standardaftalerne, og ophavsrettigheder, der tilhoerer andre ophavsmaend og rettighedshavere, som ikke er parter i standardaftalerne. Dette har en konkurrencebegraensende virkning, da det forhindrer andre formidlere, der oensker at medvirke ved betalingen for ophavsrettigheder tilhoerende ophavsmaend eller rettighedshavere, der ikke er repraesenteret, til programmer, der viderespredes pr. kabel, i at traenge ind paa dette marked. Denne konkurrencebegraensende virkning forstaerkes endvidere af, at en ratio- eller tv-station, der er part i standardaftalerne, ikke laengere kan indgaa en aftale om viderespredning pr. kabel med et kabeldistributionsselskab, som ikke er i overensstemmelse med standardaftalen. Desuden bidrager det lovbestemte monopol, Buma har som formidler, og som den instans, der skal foere tilsyn med anvendelsen af reglerne vedroerende ophavsretten til musikvaerker, ligeledes til, at konkurrencen udelukkes gennem de omhandlede aftaler for saa vidt angaar andre vaerker end musikvaerker, idet monopolet medfoerer, at Buma altid medvirker, saa snart en udsendelse, der viderespredes pr. kabel, indeholder et musikvaerk, og saaledes forhindrer, at der foeres forhandlinger mellem en radio- eller tv-station og et kabeldistributionsselskab uden om Buma.

50 I det andet led af dette anbringende goer sagsoegeren gaeldende, at den anfaegtede beslutning ligeledes hviler paa et aabenbart urigtigt skoen fra Kommissionens side, for saa vidt som den vedroerer Buma' s tilsidesaettelse af traktatens artikel 86 som foelge af indgaaelsen af standardaftalerne og den nederlandske stats tilsidesaettelse af traktatens artikel 90, stk. 1, sammenholdt med traktatens artikel 86. Det fremgaar nemlig af den anfaegtede beslutning, hvorefter Kommissionen ikke fandt nogen grund til at undersoege disse klagepunkter paa eget initiativ, at Kommissionen undlod at konstatere, dels at Buma har misbrugt sin dominerende stilling som formidler paa markedet for ophavsrettigheder til musikvaerker til at opnaa samme stilling paa de beslaegtede markeder, dels at den nederlandske stat har truffet foranstaltninger, som er uforenelige med traktatens artikel 90, stk. 1. I tilfaelde, hvor der samtidig blev indgaaet standardaftaler om viderespredning af tv- og radioprogrammer pr. kabel, favoriserede Buma saaledes de foerstnaevnte ° som ophavsretligt set er mere indbringende, eftersom der opkraeves afgifter for alle kategorier af ophavsrettigheder og ikke kun for musikvaerker ° ved at give afkald paa afgifter for viderespredning af radioprogrammer, hvor det kun er Buma, der paa grund af sit lovbestemte monopol kan indgaa en aftale om viderespredning pr. kabel.

51 Med hensyn til det foerste led i dette anbringende bestrider Kommissionen, at betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfaelde. Efter dens opfattelse kan begrundelsen i den anfaegtede beslutning nemlig kun bekraeftes. Kommissionen kan saaledes ikke se, hvordan det kan bestrides, at en kollektiv aftale om kabeldistribution bidrager til at foroege antallet af programmer, der viderespredes, eller at den sikrer viderespredning uden afbrydelser eller forstyrrelser, der skyldes, at en ophavsmand eller rettighedshaver naegter at give samtykke.

52 Med hensyn til de to andre metoder, sagsoegeren har foreslaaet, har Kommissionen anfoert, at de ikke beroerer noedvendigheden af at indgaa en kollektiv aftale om kabeldistribution af radio- og tv-programmer, fordi de ikke udgoer fuldstaendige alternativer. Ordningen med "betaling ved kilden" tager ikke hensyn til de problemer, som ofte opstaar mellem ophavsmaendene eller rettighedshaverne og kabeldistributionsselskaberne. Som intervenienten ogsaa har understreget, er "tracking"-systemet kun en loesning, for saa vidt angaar fastsaettelsen af de afgifter, der skal betales som foelge af viderespredningen, men det loeser ikke problemet med forudgaaende samtykke. Desuden er den sidstnaevnte mulighed kun brugbar for saa vidt angaar viderespredning af musikvaerker, men kan ° for eksempel ° ikke anvendes med hensyn til viderespredning pr. kabel af fotografier.

53 Med hensyn til sagsoegerens paastand om, at standardaftalerne udelukker konkurrence paa grund af Buma' s ledende rolle som formidler, har Kommissionen understreget, at de konkurrencebegraensende virkninger, sagsoegeren har naevnt, hovedsagelig er en foelge af Buma' s lovbestemte monopol, som klagen ikke vedroerte, og ikke af selve standardaftalerne. Den har desuden anfoert, at det lovbestemte monopol, Buma har, kun gaelder for udsendelse af musikvaerker, og at Buma' s konkurrencesituation ikke er den samme for saa vidt angaar andre udsendelsestyper. Med hensyn til det af sagsoegeren anfoerte, hvorefter samtykket fra alle rettighedshaverne til en eneret til viderespredning pr. kabel forstaerker aftalens konkurrencebegraensende virkning, har Kommissionen anfoert, at den omstaendighed, at en organisation har erhvervet alle rettighederne eller repraesenterer alle indehaverne af ophavsrettigheder, ikke bevirker, at den ikke laengere kan indgaa en saerskilt aftale med et kabeldistributionsselskab.

54 Med hensyn til det andet led i dette anbringende kan Kommissionen ° naar der ikke foreligger fyldestgoerende beviser ° ikke se, paa hvilken maade Buma kan misbruge sit lovbestemte monopol som formidler paa markedet for ophavsrettigheder til musikvaerker til at udstraekke sin dominerende stilling til ogsaa at omfatte markedet for ophavsret til fotografier. Buma modtager nemlig de afgifter, der skal betales for viderespredning pr. kabel af fotografier, paa Burapo' s vegne, en organisation med sin egen administration, som dernaest fordeler de modtagne beloeb mellem de forskellige fotografer.

55 Med hensyn til den del af klagen, der vedroerer den nederlandske stats adfaerd, har Kommissionen anfoert, at klagen er blevet indgivet i henhold til forordning nr. 17 mod Buma og de andre parter i standardaftalerne, ikke mod den nederlandske stat i henhold til traktatens artikel 169 eller artikel 90, stk. 3. Hvis Retten alligevel skulle finde, at der faktisk er indgivet en klage over den nederlandske stat, har Kommissionen subsidiaert gjort gaeldende, at den ikke har truffet nogen afgoerelse i den forbindelse, saaledes at dette spoergsmaal ikke skal behandles under den foreliggende sag.

° Rettens bemaerkninger

56 Retten skal indledningsvis bemaerke, at det er fast praksis, at naar Kommissionen har besluttet at henlaegge en klage, som er indgivet i medfoer af artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 17, uden at foretage en undersoegelse, maa den legalitetskontrol, som Retten udoever, have til formaal at efterproeve, om den anfaegtede beslutning er truffet paa grundlag af urigtige faktiske omstaendigheder, samt om den er behaeftet med en retsvildfarelse, et aabenbart fejlskoen eller magtfordrejning (Rettens dom af 18.5.1994, sag T-37/92, BEUC og NCC mod Kommissionen, Sml. II, s. 285, praemis 45).

57 Med hensyn til det foerste led af dette anbringende skal Retten foerst og fremmest bemaerke, at Kommissionen i punkt 14 i den anfaegtede beslutning har udtalt, at "en kollektiv og ensartet aftale om tilladelse til at udsende radio- og tv-programmer er den mest virkningsfulde og effektive maade, hvorpaa man kan sikre en retmaessig udsendelse af disse programmer pr. kabel i en situation, hvor et stort antal rettighedshavere og kabelselskaber beroeres af tilladelsen og den deraf foelgende udsendelse. Da saavel indenlandske som udenlandske sendere beroeres af denne kollektive aftale, maa det konstateres, at den forbedrer fordelingen af radio- og tv-programmer paa det faelles marked". Retten maa imidlertid konstatere, at sagsoegeren har bestridt dette ved at anfoere, at viderespredning af radio- og tv-programmer pr. kabel ikke finder sted i mindre omfang i de lande, som ikke har "en kollektiv og ensartet aftale om tilladelse til at udsende radio- og tv-programmer", men uden at foere det mindste bevis for de faktiske forhold, han paaberaaber sig, selv om Kommissionen havde opfordret ham hertil i den skrivelse, den sendte ham den 8. oktober 1992 i henhold til artikel 6 i forordning nr. 99/63.

58 Retten finder derfor ikke, at sagsoegeren har godtgjort, at Kommissionens opfattelse, hvorefter en kollektiv og ensartet aftale er den mest virkningsfulde og effektive maade, hvorpaa man kan sikre en retmaessig viderespredning af radio- og tv-programmer, beroede paa et aabenbart urigtigt skoen. Heraf foelger, at Retten ikke kan give sagsoegeren medhold i dette argument.

59 For det andet maa det fastslaas, at sagsoegeren hverken i sine bemaerkninger af 8. november 1992 som svar paa Kommissionens skrivelse af 8. oktober 1992 eller i staevningen eller replikken har anfoert noget forhold til stoette for, at forbrugerne ikke skulle vaere sikret en rimelig andel af fordelen ved en forbedring af viderespredningen af radio- og tv-programmer, som kunne svaekke trovaerdigheden af Kommissionens argumentation i den anfaegtede beslutning, nemlig at kabeldistributionsaftalerne goer det muligt at tilbyde forbrugerne et stoerre udbud af radio- og tv-programmer og nedsaetter risikoen for forstyrrelser og afbrydelser af udsendelserne som foelge af tvister vedroerende ophavsretten til et minimum. Heraf foelger, at Retten heller ikke kan give sagsoegeren medhold i dette argument.

60 For det tredje maa det med hensyn til betingelsen i traktatens artikel 85, stk. 3, hvorefter standardaftalerne ikke maa paalaegge de paagaeldende virksomheder begraensninger, som ikke er noedvendige for at naa de i bestemmelsen naevnte maal, fastslaas, at sagsoegeren ikke har foreslaaet noget holdbart alternativ til Kommissionens opfattelse, hvorefter indgaaelse af en kollektiv kabeldistributionsaftale mellem rettighedshaverne og det enkelte kabelselskab er uomgaengelig noedvendig med henblik paa at forbedre den effektive og retmaessige viderespredning af radio- og tv-programmer. Med hensyn til den foerste mulighed, sagsoegeren har foreslaaet, hvorefter afregningen for ophavsretten til viderespredning af radio- og tv-programmer pr. kabel skal ske ved kilden, dvs. mellem den, der foerste gang udsender programmet, og indehaveren af ophavsretten, skal Retten nemlig bemaerke, at selv hvis den form for afregning, sagsoegeren har foreslaaet, kunne overvejes, ville indfoerelsen af et saadant system ikke kunne forhindre, at der opstod hindringer ved forhandlingerne mellem den, der foerste gang udsender programmet, og et kabeldistributionsselskab vedroerende indgaaelsen af en aftale om viderespredning pr. kabel af et udsendt program. Desuden er det efter et saadant system noedvendigt at indgaa individuelle aftaler mellem hvert enkelt kabelselskab og hver enkelt, der foerste gang udsender et ophavsretligt beskyttet vaerk. Da der for dele af samme radio- og tv-program kan vaere flere, der udsender dem for foerste gang, er det klart, at indgaaelse af saadanne individuelle aftaler ikke goer det muligt virkningsfuldt og effektivt at sikre viderespredningen af de paagaeldende programmer, saadan som indgaaelsen af en kollektiv aftale goer.

61 Endvidere har sagsoegeren til stoette for den anden metode, der er baseret paa automatisk "tracking" af de viderespredte programmer, som bilag til den skrivelse, han sendte til Kommissionen den 6. marts 1992, fremlagt en annonce fra selskabet Broadcast Data Systems for et system, der betegnes som "Record Track, AD Track, Radiotrack og Royalty Track". Annoncen lyder saaledes:

"A method for instantaneously gathering and reporting data about songs and commercials being broadcast, Broadcast Data Systems offers four airplay monitoring information services for different segments of the music, advertising and radio industries

Record Track lets record companies and associated businesses quickly, easily track songs being played on radio, music TV and cable stations nationwide

Royalty Track allows performing rights societies to expand substantially their ability to monitor the on-air use of copyrighted music".

62 Paa grundlag af denne kortfattede annonce finder Retten, at det system, sagsoegeren har foreslaaet, kun kan bruges til "tracking" af udsendelse af lydsignaler. Derimod synes et saadant system ikke at kunne anvendes til "tracking" af visuelle signaler saasom billeder eller ° hvad der navnlig er af betydning for sagsoegeren ° fotografier. Dette system kan derfor ikke foreslaas som et brugbart alternativ til indgaaelse af en kollektiv aftale.

63 Heraf foelger, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at Kommissionens argumentation i denne henseende hviler paa et aabenbart urigtigt skoen.

64 For det fjerde skal Retten med hensyn til den sidste betingelse i artikel 85, stk. 3, hvorefter de omtvistede aftaler ikke maa udelukke konkurrencen for en vaesentlig del af markedet, bemaerke, at Kommissionen i den anfaegtede beslutning har gjort gaeldende, at standardaftalerne "giver kabelselskaberne mulighed for i henhold til en enkelt kontrakt at opnaa en licens, der omfatter alle ophavsrettigheder, der tilhoerer rettighedshaverne og tredjemaend, som de repraesenterer". Kommissionen anfoerer derefter, "at disse standardaftaler ikke udelukker, at kabelselskaberne kan indgaa individuelle aftaler med rettighedshaverne, hvis de for eksempel oensker at tilbyde et mere selektivt udbud af sendere" (punkt 17 i den anfaegtede beslutning).

65 I denne forbindelse maa det foerst understreges, at Kommissionen ikke har gjort gaeldende, at samtykket fra de rettighedshavere, der er parter i standardaftalerne, ogsaa indebaerer et samtykke fra de ophavsmaend eller rettighedshavere, som ikke er parter eller repraesenteret i standardaftalerne, til viderespredning pr. kabel af deres vaerker.

66 Retten finder derfor ikke, at den af Kommissionen anlagte vurdering indebaerer, at andre formidlere af ophavsrettigheder end dem, der er parter eller repraesenteret i standardaftalerne, ikke har ret til at indgaa saerlige aftaler med kabeldistributionsselskaberne om afregningen af de afgifter, der skal erlaegges som foelge af viderespredning af de vaerker, de optraeder som formidlere af. Heraf foelger, at sagsoegerens argument paa dette punkt er irrelevant, da det hviler paa en urigtig forstaaelse af Kommissionens vurdering som anfoert i den anfaegtede beslutning.

67 Retten skal dernaest bemaerke, at den klausul, der findes i indledningen til standardaftalen for tv-programmer, og som sagsoegeren betegner som en "eneretsklausul", i virkeligheden henviser til den eneret, rettighedshaverne har til at give samtykke til viderespredning pr. kabel af de beskyttede vaerker. Sagsoegeren misforstaar i den henseende klausulens raekkevidde og karakter, idet han tillaegger den en retsstiftende karakter, som den ikke har. I den klausul, sagsoegeren henviser til, tilsikrer de rettighedshavere, der er parter i standardaftalen, nemlig blot de andre parter i aftalen, at de i henhold til gaeldende lovgivning har en eneret, for at faa disse andre parter i standardaftalen til at forpligte sig over for dem. Retten maa i oevrigt konstatere, at den forpligtelse, rettighedshaverne indgaar i standardaftalens artikel 6, hvori de paatager sig ethvert oekonomisk ansvar, som kan opstaa som foelge af krav fra ophavsmaend eller rettighedshavere, som ikke er repraesenteret i standardaftalen, i tilfaelde af viderespredning af vaerker, som disse har beskyttelse for, kun er berettiget som foelge af, hvad de rettighedshavere, der er parter i standardaftalen, tilsikrer i den klausul i indledningen, sagsoegeren har henvist til. Foelgelig maa det bemaerkes, at den i klausulen i indledningen omhandlede eneret ° i det mindste i princippet ° ikke er til hinder for, at disse rettighedshavere indgaar andre aftaler end standardaftalerne, som ogsaa vedroerer viderespredning pr. kabel af deres programmer, i givet fald under medvirken af andre formidlere paa markedet og eventuelt samtidig med Buma' s medvirken ° paa grund af dennes lovbestemte monopol ° naar der er tale om viderespredning af musikvaerker. Hverken denne klausul i standardaftalen eller det lovbestemte monopol kan derfor indvirke paa Kommissionens vurdering, hvorefter den omtvistede standardaftale opfylder den sidste betingelse i traktatens artikel 85, stk. 3. Sagsoegeren har derfor heller ikke i denne henseende godtgjort, at Kommissionen har anlagt et aabenbart urigtigt skoen i den anfaegtede beslutning.

68 Heraf foelger, at det foerste led i det andet anbringende ikke kan tages til foelge, da sagsoegeren ikke har godtgjort, at Kommissionens vurdering med hensyn til betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, hviler paa et aabenbart urigtigt skoen.

69 Med hensyn til det andet led i dette anbringende, hvorefter Buma skal have misbrugt sin dominerende stilling paa markedet for ophavsrettigheder til musikvaerker til at opnaa en lignende stilling paa beslaegtede markeder, fremgaar det af den anfaegtede beslutning, at Kommissionen har afslaaet paa eget initiativ at undersoege, om Buma har tilsidesat traktatens artikel 86, fordi der ikke forelaa konkrete og noejagtige angivelser fra sagsoegerens side (punkt 20 og 21 i den anfaegtede retsakt). Naar henses til indholdet af sagsoegerens klage (punkt 46 i klagen), tillaegget til den af 6. marts 1992 og de bemaerkninger han fremsatte den 8. november 1992 (punkt 11 i bemaerkningerne) som svar paa Kommissionens skrivelse af 8. oktober 1992 (punkt 19 i skrivelsen), finder Retten ikke, at Kommissionens vurdering hviler paa et aabenbart urigtigt skoen. Den eneste ° ret abstrakte ° angivelse fra sagsoegerens side er en paastand om, at et kabeldistributionsselskab, som har indgaaet en standardaftale om viderespredning af radioprogrammer, ikke er forpligtet til at betale afgifter til Buma for viderespredning af disse programmer, hvis det parallelt hermed indgaar en standardaftale om viderespredning af tv-programmer. Dette argument kan imidlertid ikke tiltraedes. Paa grundlag af artikel 8, stk. 3, i standardaftalen om viderespredning af radioprogrammer (som bestemmer, at saafremt kabeldistributionsselskabet baade indgaar en aftale om viderespredning af radioprogrammer og en aftale om viderespredning af tv-programmer, omfatter den afgift, det betaler i medfoer af sidstnaevnte aftale, den afgift, som skal betales i henhold til foerstnaevnte aftale), sammenholdt med artikel 9 i standardaftalen om viderespredning af tv-programmer (som fastlaegger, hvordan den afgift, som kabeldistributionsselskabet skal betale for tilladelsen til at videresprede tv-programmer, skal beregnes), skal Retten for det foerste fastslaa, at saafremt et kabeldistributionsselskab baade har indgaaet en aftale om viderespredning af radioprogrammer og en aftale om viderespredning af tv-programmer, omfatter den afgift, som skal betales i henhold til artikel 9 i sidstnaevnte aftale ° som intervenienten har anfoert i sit indlaeg (punkt 39) ° ikke kun den afgift, som skal betales for viderespredningen af tv-programmer, men ogsaa den, der skal betales for viderespredningen af radioprogrammer. For det andet bemaerkes, at rettighedshaverne i henhold til artikel 10, stk. 7, i standardaftalen om viderespredning af tv-programmer har "enekompetence" til at fordele de afgifter, deres befuldmaegtigede, i dette tilfaelde Buma, saaledes har modtaget. Heraf foelger, at den del af disse afgifter, som staar i forbindelse med viderespredningen af radioprogrammerne, ved denne fordeling kan tildeles rettighedshaverne til radioprogrammerne. Foelgelig synes der ikke at vaere grundlag for sagsoegerens paastand om, at radioprogrammerne tilbydes gratis, naar der ogsaa er indgaaet en aftale om viderespredning af tv-programmer. De lidet trovaerdige beregninger, sagsoegeren har fremfoert i sine bemaerkninger til intervenientens indlaeg, kan ikke foere til andet resultat. Retten har i oevrigt ikke kunnet faa de naermere oplysninger, den oenskede fra sagsoegerens advokat vedroerende dette punkt under den mundtlige forhandling (jf. praemis 18).

70 For saa vidt som denne del af klagen vedroerer den nederlandske stats handlinger ° nemlig at den har givet Buma et lovbestemt monopol paa at repraesentere ophavsmaend til musikvaerker ° skal Retten endelig bemaerke, at det ikke er noedvendigt at afgoere, om den klage, der er indgivet til Kommissionen, udelukkende var baseret paa artikel 3 i forordning nr. 17, eller om den ogsaa indeholdt klagepunkter mod den nederlandske stat og dermed indeholdt en opfordring til Kommissionen til at indlede en procedure i medfoer af traktatens artikel 169 eller goere brug af de befoejelser, traktatens artikel 90, stk. 3, tillaegger den.

71 Dels er det nemlig fast praksis, at Kommissionen ikke er forpligtet til at indlede en procedure i henhold til traktatens artikel 169, og at den i denne henseende har en skoensbefoejelse, hvilket indebaerer, at borgere ikke kan kraeve, at den indtager et bestemt standpunkt. Personer, som har indgivet en klage, har saaledes ikke i forbindelse med en procedure i henhold til traktatens artikel 169 mulighed for at indbringe Kommissionens beslutning om at henlaegge klagen for Faellesskabets retsinstanser (jf. Domstolens dom af 14.2.1989, sag 247/87, Star Fruit mod Kommissionen, Sml. s. 291, praemis 10 og 14, og Rettens kendelse af 23.1.1995, sag T-84/94, Bilanzbuchhalter mod Kommissionen, Sml. II, s. 101, praemis 23). Dels er det fast praksis, at Kommissionen ikke har nogen forpligtelse til at gribe ind i forbindelse med udoevelsen af skoennet i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, over foreneligheden af de statslige foranstaltninger med traktatens bestemmelser (jf. Rettens dom af 27.10.1994, sag T-32/93, Ladbroke Racing mod Kommissionen, Sml. II, s. 1015, praemis 36, 37 og 38, og kendelsen i sagen Bilanzbuchhalter mod Kommissionen, praemis 31). Foelgelig kan fysiske eller juridiske personer, som anmoder Kommissionen om at skride ind i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3, ikke anlaegge sag til proevelse af Kommissionens beslutning om ikke at goere brug af den kompetence, den har i henhold hertil.

72 Retten maa derfor fastslaa, at sagsoegeren under alle omstaendigheder ikke er berettiget til at anfaegte Kommissionens afslag paa at indlede en procedure i henhold til artikel 169 eller til at meddele et direktiv eller en beslutning i henhold til traktatens artikel 90, stk. 3. Heraf foelger, at spoergsmaalet om, hvorvidt klagen laa uden for anvendelsesomraadet for forordning nr. 17, og om Kommissionen i givet fald med rette har afslaaet at undersoege den nederlandske stats rolle i sagen, ikke er relevant.

73 Foelgelig kan det andet led i det andet anbringende heller ikke tages til foelge.

74 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at det andet anbringende ikke kan tages til foelge.

Det tredje anbringende: Traktatens artikel 155 og artikel 3 i forordning nr. 17 er tilsidesat

° Parternes argumenter

75 For saa vidt som afvisningen af klagen vedroerer den standardkontrakt om udnyttelse af ophavsrettigheder, Buma indgaar med sine medlemmer, er sagsoegeren af den opfattelse, at Kommissionen hverken var berettiget til at undlade at undersoege klagen under henvisning til, at foranstaltninger paa dette omraade ikke indgik i dens prioritering inden for konkurrencepolitikken, eller til at henvise ham til de nationale retsinstanser, medmindre den havde vedtaget denne beslutning inden for en frist paa tre maaneder fra indgivelsen af klagen. I saa fald ville sagsoegeren stadig have kunnet anlaegge sag ved de nationale retsinstanser, inden fristerne udloeb. Han har desuden gjort gaeldende, at de meget store omkostninger, der er forbundet med en sag for en national ret, ville afskaere ham fra at anlaegge sag.

76 Kommissionen har heroverfor anfoert, at det fremgaar af den ovennaevnte Automec II-dom, at den kan prioritere de sager, der indbringes for den, forskelligt og henvise til faellesskabsinteressen som prioriteringskriterium paa betingelse af, at den i beslutningen angiver grundene til, at den paagaeldende klage ikke tillaegges den kraevede prioritet. I betragtning af, at denne del af klagen blev afvist, fordi der ikke forelaa den fornoedne faellesskabsinteresse, hvilket klart og tydeligt er angivet i den omtvistede beslutning, er det Kommissionens opfattelse, at dette anbringende er fuldstaendig irrelevant.

77 Kommissionen kan heller ikke gaa med til, at oekonomiske problemer skulle kunne begrunde, at sagsoegeren ikke benytter de retsmidler, som findes ved de nationale retsinstanser. Hvis han ikke raader over de noedvendige midler, kan han eventuelt opnaa fri proces eller dele sagsomkostningerne med andre ved at danne en sammenslutning af personer, som er i samme situation, og som saa kan anlaegge sag.

° Rettens bemaerkninger

78 Retten maa konstatere, at sagsoegeren med dette anbringende blot anfaegter Kommissionens ret til at prioritere en klage, men ikke har kritiseret Kommissionens begrundelse for at afvise klagen paa dette punkt, undtagen for saa vidt som Kommissionen har begrundet sin beslutning med, at han kunne anlaegge sag ved en national retsinstans med henblik paa at goere sine rettigheder i den henseende gaeldende.

79 Det er imidlertid fast praksis, at Kommissionen er befoejet til at prioritere de klager, der indbringes for den, forskelligt (jf. Automec II-dommen, praemis 83). Retten finder heller ikke, at sagsoegeren har godtgjort, at det faktisk skulle vaere umuligt for ham at anlaegge sag ved en national ret med henblik paa at anfaegte Buma' s paastaaede misbrug af en dominerende stilling. Retten har i oevrigt ikke kunnet faa de naermere oplysninger, den oenskede fra sagsoegerens advokat vedroerende dette punkt under den mundtlige forhandling (jf. praemis 18).

80 Heraf foelger, at dette anbringende ikke kan tages til foelge.

Fjerde anbringende: Begrundelsespligten er tilsidesat

° Parternes argumenter

81 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt ved at afvise hans klage uden at angive grundene til, at den ikke fandt, at der var tale om misbrug af Buma' s dominerende stilling i forhold til sammenslutningens medlemmer. Dette misbrug bestod ifoelge sagsoegeren i, at Buma, i tilfaelde hvor der samtidig blev indgaaet aftaler om kabeldistribution af henholdsvis radio- og tv-programmer med et kabeldistributionsselskab, gav afkald paa de afgifter, der skulle betales for viderespredning af radioprogrammerne, for at kunne indgaa aftaler om kabeldistribution af tv-programmer (jf. artikel 8, stk. 3, i standardaftalen om viderespredning af radioprogrammer), som var mere indbringende for den som virksomhed, men ikke var det for de af dens medlemmer, som var komponister.

82 Kommissionen har heroverfor anfoert, at klagen ikke omfattede dette klagepunkt.

° Rettens bemaerkninger

83 I overensstemmelse med fast praksis, hvorefter begrundelsespligten bestaar i, at det klart og utvetydigt skal angives, hvilke betragtninger den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, dels saaledes at sagsoegeren kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at han kan forsvare sine rettigheder, dels saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres proevelsesret (jf. Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 15), finder Retten, at Kommissionen paa dette punkt har givet en passende begrundelse, idet Retten ° som det fremgaar af bemaerkningerne til det andet led af det andet anbringende (jf. praemis 69-73) og til det tredje anbringende (jf. praemis 78, 79 og 80) ° har kunnet udoeve sin legalitetskontrol af Kommissionens svar paa sagsoegerens klage, for saa vidt som denne vedroerte Buma' s paastaaede misbrug af en dominerende stilling.

84 Heraf foelger, at dette anbringende ikke kan tages til foelge.

Erstatningspaastanden

Parternes argumenter

° Ansvarsgrundlaget

85 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Faellesskabet ifalder ansvar, fordi Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik. Kommissionen har nemlig undladt at traeffe en beslutning, hvori det offentligt og klart meddeles de paagaeldende virksomheder, at den oensker, at andre formidlere end forvaltningsselskaber, der hoerer til kredsen omkring dem, der har monopol paa ophavsrettigheder til musikvaerker, indstiller deres virksomhed. Desuden har Kommissionen i adskillige aar skjult for ham, at den ikke havde til hensigt at forfoelge aftaler om viderespredning pr. kabel, og den har samtidig tilskyndet ham til ikke at indgive klage for saaledes at undgaa snarest muligt at indlede en administrativ undersoegelse, som ville foere til en positiv beslutning. Derved har den skadet hans interesser.

86 Kommissionen mener ikke, at den har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, for saa vidt som der findes et saadant princip. Selv om det er rigtigt, at der er forloebet otte aar mellem sagsoegerens foerste skrivelse og Kommissionens endelige beslutning, har Kommissionen anfoert, at beslutningen er truffet kun tre aar efter indgivelsen af klagen, hvilket i det foreliggende tilfaelde maa anses for en rimelig tidsfrist. At sagsoegeren har indgivet klagen saa sent, kan kun tilskrives ham selv, saaledes som det fremgaar af en skrivelse af 19. september 1990 fra hans advokat til direktoer i Kommissionen A.C. Overbury.

° Tabet og aarsagsforbindelsen

87 Sagsoegeren har anslaaet sit tab til 1 500 000 HFL, hvilket svarer til fem gange hans anslaaede aarsindtaegt. Han har gjort gaeldende, at tabet er opstaaet som foelge af virkningerne af alle de opslidende og kostbare sager, han har maattet anlaegge, kombineret med den faktiske udhuling af hans ophavsrettigheder, der har fundet sted. Disse forhold har desuden foert til oploesningen af hans billedbureau.

88 Kommissionen har anfoert, at der ikke er foert noget bevis for det saaledes anslaaede tab. Den har desuden anfoert, at tabet ikke kan vaere foraarsaget af dens adfaerd, eftersom sagsoegeren ikke har kunnet godtgoere, at der bestaar en aarsagsforbindelse mellem hans virksomheds ophoer og gennemfoerelsen af de omtvistede aftaler.

° Rettens bemaerkninger

89 Indledningsvis bemaerkes, at det foelger af fast praksis, at Faellesskabet kun kan ifalde ansvar i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, hvis en raekke betingelser er opfyldt, nemlig at der er indtraadt et tab, at der er aarsagsforbindelse mellem det paaberaabte tab og den adfaerd, der laegges institutionerne til last, og at denne adfaerd er retsstridig (jf. Domstolens dom af 28.4.1971, sag 4/69, Luetticke mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 73 (sammendrag), org. ref.: Rec. s. 325, praemis 10).

90 I den foreliggende sag maa det foerst undersoeges, om det forhold, sagsoegeren har anfoert til stoette for, at Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, er godtgjort.

91 Retten skal i denne henseende bemaerke, at sagsoegeren har paastaaet, dels at Kommissionen har undladt klart at meddele de beroerte virksomheder, at den oenskede, at de virksomheder, der virkede som formidlere af ophavsrettigheder, skulle indstille deres virksomhed til fordel for forvaltningsselskaber, der hoerer til kredsen omkring dem, der har monopol paa ophavsrettigheder til musikvaerker, dels at Kommissionen har skjult, at den ikke havde til hensigt at forfoelge aftaler om viderespredning pr. kabel, idet den samtidig tilskyndede ham til ikke at indgive klage for derved at undgaa en administrativ undersoegelse og i givet fald en positiv beslutning, hvilket var i modstrid med sagsoegerens interesser.

92 Retten skal dels fastslaa, at sagsoegeren ikke har anfoert nogen som helst beviser eller indicier for, at Kommissionen som paastaaet havde til hensigt at soerge for, at virksomheder, der virkede som formidlere af ophavsrettigheder, ophoerte.

93 Dels bemaerkes, at der ikke kan gives sagsoegeren medhold i hans andet klagepunkt mod Kommissionen. Det fremgaar nemlig af korrespondancen mellem sagsoegeren og Kommissionen, som er fremlagt i afdeling D i de supplerende bilag, sagsoegeren indgav paa Rettens anmodning, at han foer indgivelsen af klagen den 26. oktober 1990 havde faaet kendskab til, at Kommissionen havde sendt en administrativ skrivelse til de parter, som havde anmeldt standardaftalerne.

94 Sagsoegeren indbragte saaledes foerste gang spoergsmaalet for Kommissionen i en skrivelse af 8. august 1985, hvori han beklager sig over de "ophavsretlige organisationers faktiske monopol". Foerst i sin anden skrivelse til Kommissionen af 25. august 1985 naevnte sagsoegeren standardaftalerne uden dog at angive grunden til, at han henviste til dem. Den 2. juni 1989 ° eller efter at der var gaaet ca. fire aar ° henviste sagsoegeren endelig paa ny til standardaftalerne og meddelte Kommissionen, at han havde anlagt sag ved en nederlandsk retsinstans for at faa dem erklaeret ugyldige. Kommissionen svarede den 21. november 1989, at der den 16. juni 1986 var sendt en administrativ skrivelse til parterne i de anmeldte standardaftaler, og meddelte ham endvidere, at en tjenestemand i Kommissionen ved navn Bloemendaal ville kontakte ham for at faa yderligere oplysninger med henblik paa at undersoege, om standardaftalerne stadig var forenelige med Faellesskabets konkurrenceret. Det fremgaar af det anfoerte, at Kommissionen underrettede sagsoegeren om anmeldelsen af standardaftalerne og om, at den havde sendt en administrativ skrivelse, seks maaneder efter, at den havde modtaget den skrivelse fra sagsoegeren, som for foerste gang specielt vedroerte standardaftalerne. Det bemaerkes, at sagsoegeren paa dette tidspunkt endnu ikke havde meddelt, at han ville indgive en klage til Kommissionen i medfoer af artikel 3 i forordning nr. 17, og at Kommissionen udtrykkeligt havde tilkendegivet, at den ville foretage en supplerende undersoegelse af de omhandlede aftaler, hvilket den meddelte sagsoegeren. Retten finder derfor ikke, at de oplysninger, parterne har givet den, godtgoer, at Kommissionen forsaetligt skjulte for sagsoegeren, at den havde sendt en administrativ skrivelse til parterne i standardaftalerne, som havde anmeldt aftalerne til Kommissionen.

95 Endelig fremgaar det af en skrivelse fra Kommissionen af 22. maj 1992, hvori der henvises til en skrivelse fra sagsoegerens advokat af 19. september 1990, som ikke er blevet fremlagt af parterne, at sagsoegeren endnu ikke havde indgivet klage paa dette tidspunkt, fordi han "eerst door middel van informele contacten de materie dusdanig wenste te bewerken en rangschikken, dat in een klacht geen onnodige ballast zou behoeven te worden meegevoerd" ("foerst ved uformelle kontakter ville forberede og tilrettelaegge materialet, saaledes at klagen ikke blev belastet med overfloedige oplysninger"). Heraf foelger, at den tid, der gik mellem sagsoegerens foerste skrivelse til Kommissionen af 8. august 1985 og hans advokats skrivelse til Kommissionen af 19. september 1990, ifoelge de dokumenter, der foreligger for Retten, maa tilskrives sagsoegerens egne forhold, og at den derfor ikke er et resultat af Kommissionens optraeden i denne periode. Desuden skal Retten bemaerke, at selv om det ° for saa vidt angaar perioden efter den 19. september 1990 ° maatte vise sig, at Kommissionen paa nogen som helst maade har forsoegt at overtale sagsoegeren til ikke at indgive klage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17, hvilket sagsoegeren paa ingen maade har godtgjort, er det aabenbart, at disse bestraebelser ikke virkede efter hensigten, eftersom han netop indgav en saadan klage den 26. oktober 1990, dvs. knap en maaned senere.

96 Sagsoegeren har derfor ikke godtgjort, at der foreligger de faktiske omstaendigheder, han har gjort gaeldende. Foelgelig finder Retten ikke, at det kan fastslaas, at der foreligger noget retsstridigt forhold, der kan bevirke, at Faellesskabet ifalder erstatningsansvar uden for kontraktforhold i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2.

97 Med hensyn til tabet bemaerkes endvidere, at det efter fast praksis paahviler sagsoegeren over for Faellesskabets retsinstanser at foere bevis for, at det tab, han haevder at have lidt, faktisk er indtraadt, og for tabets omfang (jf. i denne retning Domstolens dom af 21.5.1976, sag 26/74, Roquette frères mod Kommissionen, Sml. s. 677, praemis 22, 23 og 24). Det bemaerkes, at sagsoegeren blot har anslaaet det tab, han haevder at have lidt, til 1 500 000 HFL, et beloeb svarende til fem gange hans anslaaede aarsindtaegt, uden at have fremlagt beviser til stoette for dette krav. Det kan imidlertid ikke bestrides, at et saadant overslag hverken beviser, at det tab, som kraeves erstattet, faktisk er indtraadt, eller hvilket omfang det har. Foelgelig finder Retten ikke, at sagsoegeren har foert bevis for, at der er indtraadt et tab, og dermed heller ikke for tabets omfang.

98 Det foelger af det anfoerte, at paastanden om erstatning ikke kan tages til foelge, da der i det foreliggende tilfaelde hverken er foert bevis for, at der foreligger et retsstridigt forhold, eller at der er lidt et tab.

Sagens omkostninger

99 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen, og da saavel sagsoegte som intervenienten har nedlagt paastand herom, boer det paalaegges sagsoegeren at betale sagens omkostninger, herunder intervenientens.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling)

1) Sagsoegerens paastande afvises, for saa vidt som de hverken vedroerer annullation af Kommissionens beslutning af 14. oktober 1993 om at afvise sagsoegerens klage eller kravet om erstatning.

2) I oevrigt frifindes sagsoegte, for saa vidt angaar paastanden om annullation og om erstatning.

3) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger, herunder intervenientens.