RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

30. november 1994

Sag T-568/93

Helena Correia

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Midlertidigt ansatte på prøve — utilstrækkelig faglig indsats — afskedigelse«

Fuldstændig gengivelse på fransk   II-857

Angående:

Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 25. februar 1993 om at afskedige sagsøgeren ved prøvetidens udløb.

Udfald:

Annullation.

Resumé af dom

Sagsøgeren, som havde bestået den almindelige udvælgelsesprøve KOM/C/655, indgav ansøgning efter opslag af en ledig stilling som sekretær ved konferencen »ESPRIT«. Efter en samtale på to timer med chefen for enhed A2 i Generaldirektorat XIII blev hun den 11. maj 1992 ansat som midlertidigt ansat på prøve med indplacering i lønklasse C5, 1. løntrin, »for at udføre maskinskrivningsarbejde«. Hun begyndte sin prøvetid den 1. juni 1992.

Den 16. oktober 1992 udarbejdede chefen for hendes enhed et udkast til udtalelse, som på talrige punkter indeholdt kritik vedrørende sagsøgerens præstationer. Denne udtalelse blev hverken tilsendt sagsøgeren eller vedlagt hendes personlige aktmappe.

Ved skrivelse af 9. november 1992 blev sagsøgeren af chefen for enheden »Personale og Administration« i GD XIII underrettet om, at det udkast til udtalelse, som var tilsendt af hendes overordnede, viste sig at være negativt og ikke gav grundlag for at foreslå, at hun fortsatte i tjenesten som midlertidigt ansat. I denne skrivelse blev det dog foreslået at forlænge prøvetiden med tre måneder og at placere sagsøgeren i en ny enhed, enhed A6.

Ved skrivelse af 2. februar 1993, hvori der blev henvist til det negative udkast til udtalelse, udarbejdet af chefen for enhed A2, anførte sagsøgerens nye overordnede en række svage punkter i hendes arbejde og tilkendegav over for hende, at hvis der ikke skete en forbedring på disse områder, ville han desværre ikke være i stand til at afgive en positiv udtalelse ved hendes prøvetids udløb.

Den 16. februar 1993 modtog sagsøgeren en endelig udtalelse ved prøvetidens udløb, som indeholdt negative bedømmelser. I denne udtalelse blev det dog nævnt, at man efter den advarsel, som blev modtaget den 2. februar 1993, havde bemærket en bestræbelse på forbedring, men da denne forbedring loin vedrørte en begrænset periode i forhold til de otte måneders prøvetid, ændrede den ikke helhedsindtrykket.

Den 22. februar 1993 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger til sin udtalelse ved prøvetidens udløb og kritiserede ved denne lejlighed indgående de betingelser, på hvilke hun havde måttet gennemføre sin prøvetid.

Ved skrivelse af 25. februar 1993 blev hun afskediget i henhold til artikel 14, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber.

Realiteten

Retten fandt, at de tre anbringender - åbenbar vildfarelse, tilsidesættelse af principperne om beskyttelse af den berettigede forventning, god forvaltningsskik samt retten til kontradiktion og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 25 og 26 og af artikel 14 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i De Europæiske Fællesskaber - som sagsøgeren havde påberåbt sig, måtte behandles under ét (præmis 18 og 33).

Retten henviste til, at en afgørelse om afskedigelse ved prøvetidens udløb må annulleres, hvis sagsøgeren ikke har haft mulighed for at gennemføre sin prøvetid under normale betingelser (præmis 34).

Henvisning til: Domstolens dom af 15. maj 1985, sag 3/84, Patrinos mod ØSU, Sml. s. 1421, præmis 20-24.

Retten udledte af en gennemgang dels af sagsøgerens ansættelseskontrakt, og dels af den »job description«, som vedrørte den stilling, som hun beklædte, at hun havde skullet udføre arbejdsopgaver, som ikke svarede til den lønklasse og det løntrin, som var blevet tildelt hende. Sagsøgeren var blevet ansat »til at udføre maskinskrivnings-arbejde«, mens den stilling, som hun skulle beklæde, indebar et højt ans varsniveau. I betragtning af denne omstændighed skulle Kommissionen sørge for at give sagsøgeren særlige instruktioner under forløbet af hendes prøvetid for at overvåge, at hun fik mulighed for at påtage sig de arbejdsopgaver, som blev overladt hende (præmis 36, 37 og 38).

Det stod dog fast, at sagsøgeren i den første del af sin prøvetid ikke havde fået instruktioner, der var tilpasset de krav, som de opgaver stillede, der var blevet overladt hende, og til hendes kvalifikationer, som var eller burde være kendt af hendes overordnede på grund af den samtale på to timer, der var gået forud for hendes ansættelse (præmis 39).

Sagsøgerens overordnede vidste nemlig, at et indgående kendskab til engelsk og til edb var nødvendig for udøvelsen af arbejdsopgaverne. I øvrigt vidste de, at sagsøgeren havde bestået en udvælgelsesprøve for maskinskrivere, og de burde vide, at hun kun havde et begrænset kendskab til engelsk og edb, da de burde have gjort sig dette klart under de samtaler, som gik forud for sagsøgerens ansættelse (præmis 40).

Sagsøgeren blev opfordret til at følge kurser i engelsk og i edb. Det blev dog ikke bestridt, at hun dels ikke kunne følge kurser i engelsk før slutningen af september, og dels, at det ikke altid var muligt for hende at følge kurserne på grund af tjenestens krav. Det var derfor med urette, at sagsøgerens mangelfulde sprogkundskaber blev taget i betragtning som begrundelse for, at hendes prøvetid ikke var tilfredsstillende (præmis 42, 43 og 44).

I øvrigt kunne Kommissionen ikke hævde, at det var sagsøgerens hyppige fravær, som havde forhindret hende i at få en uddannelse i edb, for så vidt sagsøgerens første fravær gik tilbage til den 19. november 1992, altså mere end femenhalv måned efter hendes tiltrædelse, mens sagsøgeren i det mindste i den første måned, som fulgte efter hendes tiltrædelse, havde den tid til rådighed, som var nødvendig, for at hendes overordnede kunne sørge for, at hun fik en passende uddannelse (præmis 45).

Retten konkluderede af disse omstændigheder, at sagsøgeren i den første del af sin prøvetid, som forløb fra den 1. juni til november 1992, ikke havde været i stand til at gennemføre sin prøvetid på normale betingelser, når henses til omstændighederne ved hendes ansættelse (præmis 46).

Med hensyn til prøvetidens anden del udtalte Retten, at i betragtning af sagsøgerens talrige fravær på grund af årlig ferie eller sygeorlov i december og januar var sagsøgerens overordnedes skrivelse af 2. februar, hvorved hun blev underrettet om, at hendes præstationer ikke var tilfredsstillende, baseret på et antal arbejdsdage, som under normale betingelser var utilstrækkelige til at berettige en afgørelse om afskedigelse ved prøvetidens udløb. I den endelige udtalelse ved prøvetidens udløb noteres der en forbedring, som er senere end denne skrivelse, men samtidig udtales det, at denne forbedring over en begrænset periode ikke ændrer helhedsindtrykket (præmis 48 og 49).

Retten fastslog derfor, at prøvetidens anden del ikke kunne være tilstrækkelig til at begrunde afgørelsen om afskedigelse, og nåede til det resultat, at sagsøgeren ikke havde været i stand til at gennemføre sin prøvetid på normale betingelser (præmis 50 og 51).

Retten fandt, at der til denne første grund til at annullere afgørelsen om at afskedige sagsøgeren, kom endnu en grund, nemlig at afgørelsen var blevet truffet under tilsidesættelse af retten til kontradiktion (præmis 52).

Den anfægtede afgørelse var nemlig begrundet med henvisning til den endelige udtalelse ved prøvetidens udløb af 16. februar 1993, som henviste til den første periode af den prøvetid, som sagsøgeren tilbagelagde. For denne første periode var den eneste eksisterende udtalelse imidlertid det udkast til negativ udtalelse af 16. oktober 1992, hvorom Retten fastslog, at det aldrig, hverken direkte eller indirekte, var blevet meddelt sagsøgeren ved at blive indsat i hendes personlige aktmappe. Under sin afhøring som vidne erkendte forfatteren til den endelige udtalelse ved prøvetidens udløb i øvrigt, at hans vurdering af den første del af prøvetiden navnlig var baseret på skrivelsen af 9. november 1992, som udelukkende var baseret på udkastet til den negative udtalelse (præmis 53 og 54).

Retten fandt, at dette udkast til udtalelse skulle have været meddelt sagsøgeren senest på det tidspunkt, da den endelige udtalelse ved prøvetidens udløb blev meddelt hende, fordi den sidstnævnte kun kunne forstås i lyset af den førstnævnte (præmis 56).

Retten præciserede, at denne tilsidesættelse af sagsøgerens ret til kontradiktion blev sat særligt i relief i betragtning af, at der i hendes endelige udtalelse ved prøvetidens udløb bemærkes en forbedring i hendes arbejde, men at denne vurderes som utilstrækkelig, netop fordi den vedrører en periode, der er ubetydelig i forhold til den samlede prøvetid, som i det væsentlige (juni til november) omfattes af det udkast til negativ udtalelse, der ikke blev meddelt sagsøgeren (præmis 57).

Til denne første tilsidesættelse af retten til kontradiktion kommer endnu en, nemlig at Kommissionen for første gang under retsforhandlingerne for Retten fremsatte en række klagepunkter mod sagsøgeren, som ikke fandtes i den udtalelse ved prøvetidens udløb, der gik forud for den anfægtede afgørelse (præmis 58, 59 og 60).

Retten konkluderede af det foregående i sin helhed, at afgørelsen om at afskedige sagsøgeren måtte annulleres, dels på grund af de unormale betingelser, som prøvetiden var forløbet på, dels på grund af tilsidesættelse af sagsøgerens ret til kontradiktion som følge af, at udkastet til den negative udtalelse af 16. oktober 1992 ikke var blevet meddelt sagsøgeren, og fordi Kommissionen for sent havde fremført en række anbringender mod hende (præmis 62).

Konklusion:

Kommissionens afgørelse af 25. februar 1993 om afskedigelse af sagsøgeren annulleres.