61993A0480

++++

1. Annullationssoegsmaal ° retlig interesse i soegsmaalet ° soegsmaal til anfaegtelse af en gennemfoert eller ophaevet retsakt

(EOEF-traktaten, art. 176)

2. Annullationssoegsmaal ° fysiske eller juridiske personer ° retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt ° kommissionsbeslutning stilet til medlemsstaterne om indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger vedroerende indfoerslen af en vare hidroerende fra et associeret oversoeisk land eller territorium ° beroerte virksomheder i det associerede oversoeiske land eller territorium ° kendte virksomheder, der har varer under transport

(EOEF-traktaten, art. 173, stk. 2; Raadets afgoerelse 91/482, art. 109)

3. De oversoeiske landes og territoriers associering ° gennemfoerelse ved Raadet ° beskyttelse af Faellesskabets interesser ved indsaettelse af en beskyttelsesklausul i reglerne om fri adgang til Faellesskabets marked for landbrugsvarer hidroerende fra associerede oversoeiske lande og territorier ° lovlighed

(EOEF-traktaten, art. 136, stk. 2; Raadets afgoerelse 91/482, art. 109)

4. De oversoeiske landes og territoriers associering ° beskyttelsesforanstaltninger rettet mod indfoerslen af landbrugsvarer hidroerende fra associerede lande og territorier ° betingelser for indfoerelse ° Kommissionens skoen

(Raadets afgoerelse 91/482, art. 109; Kommissionens beslutninger 93/127 og 93/211)

5. De oversoeiske landes og territoriers associering ° beskyttelsesforanstaltninger rettet mod indfoerslen af landbrugsvarer hidroerende fra associerede lande og territorier ° gyldighed afhaengig af foranstaltningernes absolut noedvendige karakter

(Raadets afgoerelse 91/482, art. 109, stk. 2; Kommissionens beslutninger 93/127 og 93/211)

6. De oversoeiske landes og territoriers associering ° indfoersel til Faellesskabet af varer hidroerende fra associerede lande og territorier ° forbud mod told og foranstaltninger med tilsvarende virkning ° afgift med tilsvarende virkning ° begreb ° afgift, der erlaegges ved undladt overholdelse af en mindstepris, der er blevet indfoert som en beskyttelsesforanstaltning ° ikke omfattet

(Raadets afgoerelse 91/482, art. 101 og 109)

7. Ansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg ° tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private ° tilsidesaettelse af det proportionalitetsprincip, der skal iagttages ved vedtagelsen af beskyttelsesforanstaltninger mod indfoerslen af varer hidroerende fra associerede oversoeiske lande og territorier ° kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private, der dog ikke er tilstraekkelig kvalificeret til at medfoere ansvar for Faellesskabet i betragtning af god tro hos Kommissionen ved benyttelsen af urigtige oplysninger, som de beroerte parter ikke har bestridt rigtigheden af ° usaedvanligt tab absolut noedvendig forudsaetning

(EOEF-traktaten, art. 215, stk. 2; Raadets afgoerelse 91/482, art. 109, stk. 2)

1. Et annullationssoegsmaal kan ifoelge fast retspraksis kun admitteres, saafremt sagsoegeren har en retlig interesse i, at den anfaegtede retsakt annulleres. En saadan interesse foreligger kun, saafremt en annullation af den paagaeldende retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, hvilket kan vaere tilfaeldet, naar der er tale om en i mellemtiden gennemfoert eller ophaevet retsakt. For den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidroerer, er ifoelge traktatens artikel 176 forpligtet til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger, hvorved der eventuelt er anledning for den paagaeldende institution til at foretage en rimelig genoprettelse for at fjerne virkningerne af retsakten eller til at undgaa, at der vedtages en tilsvarende retsakt.

2. En kommissionsbeslutning udstedt i medfoer af artikel 109 i afgoerelse 91/482 om associeringen af de oversoeiske lande og territorier, som er stilet til medlemsstaterne og som beskyttelsesforanstaltning fastsaetter en mindstepris for en indfoert vare hidroerende fra et af disse omraader, beroerer umiddelbart i traktatens artikel 173, stk. 2' s forstand de virksomheder, der eksporterer naevnte varer fra naevnte territorium, naar der ikke derved er levnet medlemsstaterne noget skoen vedroerende den omhandlede mindstepris' anvendelse og stoerrelse.

Beslutningen vedroerer ogsaa uanset sin generelle karakter individuelt i samme bestemmelses forstand de af disse virksomheder, som Kommissionen paa grund af kontakter fra tiden foer foranstaltningens vedtagelse har kendskab til, og som paa tidspunktet for foranstaltningens vedtagelse har varer af den af foranstaltningen omhandlede art under transport. For disse virksomheder tilhoerer noedvendigvis den kreds af beroerte virksomheder, til hvis situation der ° idet den er kendetegnet af faren for et eventuelt tab ° foer foranstaltninger udstedes ifoelge naevnte artikel 109 i forbindelse med afgoerelsen af spoergsmaalet om, hvilke beskyttelsesforanstaltninger der passende vil kunne traeffes, skal tages hensyn.

3. Raadet kunne retmaessigt i henhold til traktatens artikel 136, stk. 2, med henblik paa at bringe principperne for associeringen af de oversoeiske lande og territorier (OLT) med Faellesskabet og for den faelles landbrugspolitik i samklang i afgoerelse 91/482 vedroerende denne associering, indsaette en beskyttelsesklausul i afgoerelsens artikel 109, hvorefter der navnlig kunne indfoeres restriktioner for den frie indfoersel af landbrugsprodukter hidroerende fra OLT, saafremt anvendelsen af denne afgoerelse medfoerer alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Faellesskabet eller i en eller flere medlemsstater eller bringer disses finansielle stabilitet udadtil i fare, eller saafremt der opstaar vanskeligheder, der vil kunne medfoere en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Faellesskabet eller i en af dettes regioner. Ved at vaelge den omhandlede loesning, hvorved den frie indfoersel til Faellesskabet af varer hidroerende fra OLT kun undtagelsesvis, delvis og midlertidigt begraenses, har Raadet ikke overskredet graenserne for sit skoen i henhold til traktatens artikel 136, stk. 2.

4. Med bestemmelsen i artikel 109, stk. 1, i afgoerelse 91/482 om, at Kommissionen kan traeffe eller tillade, at der traeffes beskyttelsesforanstaltninger for indfoerslen af varer hidroerende fra associerede oversoeiske lande og territorier, naar der ved denne indfoersel opstaar alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Faellesskabet eller i en eller flere medlemsstater eller disses finansielle stabilitet udadtil bringes i fare, eller saafremt der opstaar vanskeligheder, der vil kunne medfoere en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Faellesskabet eller i en af dettes regioner, er der givet Kommissionen et vidt skoen ikke blot med hensyn til, om de betingelser, der kan begrunde vedtagelsen af en beskyttelsesforanstaltning, er opfyldt, men ogsaa med hensyn til det principielle spoergsmaal, om der skal vedtages en beskyttelsesforanstaltning, og Faellesskabets retsinstanser skal i betragtning af disse skoensbefoejelser ved den retlige efterproevelse alene undersoege, om der ved udoevelsen heraf er begaaet aabenbare fejl, eller om der foreligger magtfordrejning, eller endelig, om Kommissionen aabenbart har overskredet graenserne for sit skoen.

Dette har ikke vaeret tilfaeldet ved vedtagelsen af beslutningerne 93/127 og 93/211, hvorved der blev indfoert beskyttelsesforanstaltninger, som senere blev aendret og gjort lempeligere, for ris hidroerende fra De Nederlandske Antiller. Kommissionen kunne nemlig, da den konstaterede, at risprisen i Faellesskabet udviklede sig i nedadgaaende retning, mens samtidig indfoerslen af ris hidroerende fra dette oversoeiske territorium var stigende, drage den konklusion, at der var opstaaet vanskeligheder, som kunne medfoere en forringelse af situationen for risdyrkningssektoren i Faellesskabet og bringe anvendelsen af Poséidom-programmet paa De Franske Oversoeiske Departementer i fare, og at betingelserne for at vedtage beskyttelsesforanstaltninger derfor var opfyldt.

5. De beskyttelsesforanstaltninger over for indfoersel af varer hidroerende fra associerede oversoeiske lande og territorier, som er tilladt i henhold til artikel 109 i afgoerelse 91/482, kan udelukkende have til formaal at raade bod paa de vanskeligheder, en erhvervssektor i Faellesskabet kan komme ud for, eller at hindre, at saadanne vanskeligheder opstaar, og disse foranstaltninger maa efter denne artikels stk. 2 ikke gaa ud over, hvad der er absolut noedvendigt.

Kommissionens beslutning 93/127, hvorved Kommissionen som beskyttelsesforanstaltning indfoerte en mindstepris paa indfoert ris hidroerende fra De Nederlandske Antiller, skal derfor annulleres, idet naevnte pris blev fastsat paa et saa hoejt niveau, at denne ris paa Faellesskabets marked blev dyrere ikke blot end ris hidroerende fra Faellesskabet, men ogsaa end ris hidroerende fra tredjelande, herunder AVS-landene, i strid med den praeferenceordning, der skal vaere gaeldende for varer hidroerende fra de associerede lande og territorier, og med det proportionalitetsprincip, som er blevet bragt til udtryk i artikel 109, stk. 2.

Derimod var det lovligt at udstede beslutning 93/211, hvorved mindsteprisen for den samme beskyttelsesforanstaltning nedbringes til et saadant niveau, at den omhandlede ris kun faar en ringere stilling i konkurrencen i forhold til ris hidroerende fra Faellesskabet, der skal beskyttes ved foranstaltningen.

6. En afgift, som opkraeves ved indfoersel af en vare hidroerende fra et associeret oversoeisk land eller territorium til en pris under den mindstepris, der er fastsat i forbindelse med en beskyttelsesforanstaltning i henhold til artikel 109 i afgoerelse 91/482, kan ikke antages at vaere en afgift med tilsvarende virkning, der er forbudt ved naevnte afgoerelses artikel 101, idet forpligtelsen til at betale den ikke beror paa, at graensen overskrides, men derimod paa, at den paabudte mindstepris ikke overholdes.

7. Indfoerelsen i henhold til artikel 109 i afgoerelse 91/482 af beskyttelsesforanstaltninger over for indfoersler af varer hidroerende fra et associeret oversoeisk land eller territorium udgoer en generel retsfastsaettelse, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg, saaledes at ulovlighed i forbindelse hermed kun kan medfoere ansvar for Faellesskabet, saafremt der dermed kan antages at foreligge en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private.

Den ulovlighed, Kommissionen gjorde sig skyldig i med vedtagelsen ved beslutning 93/127 af en beskyttelsesforanstaltning, der paa en raekke punkter ikke var absolut noedvendig for at beskytte Faellesskabets interesser i overensstemmelse med reglen i stk. 2 i naevnte artikel 109, udgoer en tilsidesaettelse af en saadan regel, nemlig proportionalitetsprincippet. Den medfoerer imidlertid ikke ansvar for Faellesskabet, idet der ikke er tale om en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse, naar henses til, at Kommissionen i god tro anvendte oplysninger, som nationale myndigheder havde meddelt den, og som viste sig at vaere ukorrekte, samt til, at de beroerte parter ikke af den grund gjorde Kommissionen opmaerksom paa denne unoejagtighed, som de var bekendt med.

Selv om ulovligheden havde kunnet medfoere ansvar for Faellesskabet, maatte der i oevrigt, for at der kunne opstaa et erstatningskrav, foreligge et tab, der var stoerre end det tab, som private ifoelge retspraksis, ogsaa selv om tabet skyldes ulovlighed, maa affinde sig med uden at kunne opnaa skadesloesholdelse af offentlige midler.

Sagens faktiske omstaendigheder

De relevante retsregler

1 De Nederlandske Antiller er et af de oversoeiske lande og territorier (herefter "OLT"), der er associeret med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab. Reglerne om OLT' s associering med Faellesskabet findes i EF-traktatens fjerde del (herefter "traktaten") og i Raadets afgoerelse 91/482/EOEF af 25. juli 1991 (EFT L 263, s. 1, herefter "OLT-afgoerelsen"), der blev vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 136, stk. 2.

2 I traktatens artikel 133, stk. 1, er det bestemt, at varer med oprindelse i OLT ved indfoersel til medlemsstaterne nyder godt af den fuldstaendige afskaffelse af told mellem medlemsstaterne, som gradvis finder sted i overensstemmelse med traktatens bestemmelser. Artikel 101, stk. 1, i OLT-afgoerelsen indeholder en bestemmelse om, at varer med oprindelse i OLT fritages for told og afgifter med tilsvarende virkning ved indfoersel i Faellesskabet. I samme artikels stk. 2 er det desuden bestemt, at varer, som ikke har oprindelse i OLT, og som frit kan omsaettes i et OLT, og som genudfoeres i uaendret stand til Faellesskabet, fritages for told og afgifter med tilsvarende virkning ved indfoersel i Faellesskabet, saafremt der for varerne i det paagaeldende OLT er betalt told eller afgifter med tilsvarende virkning paa et niveau, som mindst svarer til den told, som i Faellesskabet opkraeves ved indfoersel af disse varer med oprindelse i tredjelande, som er omfattet af en mest-begunstigelsesklausul, og saafremt varerne ikke har vaeret omfattet af hel eller delvis fritagelse for eller godtgoerelse af told eller afgifter med tilsvarende virkning og ledsages af et eksportcertifikat.

3 I OLT-afgoerelsens artikel 108, stk. 1, foerste led, henvises til bilag II til OLT-afgoerelsen (herefter "bilag II") hvad angaar definitionen af begrebet varer med oprindelsesstatus og metoderne for administrativt samarbejde i forbindelse hermed.

4 Efter artikel 1 i bilag II anses en vare for at have oprindelse i OLT, Faellesskabet eller i en stat i Afrika, Vestindien og Stillehavet (herefter "AVS-staterne"), hvis den enten er fuldt ud fremstillet eller tilstraekkeligt forarbejdet dér.

5 Efter artikel 2, stk. 1, litra b), i bilag II anses som varer, der fuldt ud er fremstillet i OLT eller i Faellesskabet eller i AVS-staterne "vegetabilske produkter, der er hoestet dér".

6 Efter artikel 3, stk. 1, i bilag II anses materialer uden oprindelsesstatus for at have undergaaet tilstraekkelig bearbejdning eller forarbejdning, naar den fremstillede vare henfoeres under en anden toldposition end den, hvorunder alle de materialer, der ikke har oprindelsesstatus, og som er blevet anvendt til fremstillingen, tariferes.

7 Endelig er det i artikel 6, stk. 2, i bilag II bestemt, at saafremt varer, der fuldt ud er fremstillet i Faellesskabet eller i AVS-staterne, bearbejdes eller forarbejdes i OLT, anses de som vaerende fuldt ud fremstillet i OLT.

8 Siden 1967 har der eksisteret en faelles markedsordning for ris, som for tiden er omhandlet i Raadets forordning (EOEF) nr. 1418/76 af 21. juni 1976 om den faelles markedsordning for ris (EFT L 166, s. 1), der omfatter en interventionspris for uafskallet ris, eksportrestitutioner og importafgifter. Afgifternes stoerrelse afhaenger af risens oprindelsesland. For AVS-staternes vedkommende opkraeves der inden for rammerne af et toldkontingent paa 125 000 tons afskallet ris og 20 000 tons brudris en nedsat afgift.

9 Endvidere tilskynder Raadets forordning (EOEF) nr. 3878/87 af 18. december 1987 om produktionsstoetten for visse rissorter (EFT L 365, s. 3) Faellesskabets producenter til at dyrke ris af indica-type. Raadets forordning (EOEF) nr. 3763/91 af 16. december 1991 om saerlige foranstaltninger for visse landbrugsprodukter til fordel for de oversoeiske franske departementer (EFT L 356, s. 1) har til formaal at fremme risdyrkningen i Fransk Guyana samt stoette afsaetningen og markedsfoeringen af ris i Guadeloupe og Martinique, der er tre franske oversoeiske departementer (herefter "OD"). I denne sammenhaeng bemaerkes det, at ifoelge traktatens artikel 227, stk. 2, gaelder bestemmelserne om de frie varebevaegelser og landbruget, med undtagelse af artikel 40, stk. 4, for OD, der for saa vidt er en del af Faellesskabet.

Faktiske omstaendigheder

1. Rismarkedet i Faellesskabet

10 Der er i hovedsagen tre rissorter. Rundkornet ris, halv-langkornet ris og langkornet ris. I Faellesskabet har kun halv-langkornet ris, der ogsaa kaldes japonica-ris, og som navnlig indtages i Faellesskabets sydlige medlemsstater, og langkornet ris, der ogsaa kaldes indica-ris, der navnlig indtages i de nordlige medlemsstater i Faellesskabet, betydning.

11 Frankrig, Italien og Spanien er de eneste af Faellesskabets medlemsstater, der dyrker ris. Det drejer sig navnlig om japonica-ris, som der er en overskudsproduktion af. Forordning nr. 3878/87 (jf. ovenfor, praemis 9) har til formaal at fremme produktionen i Faellesskabet af ris af indica-type.

12 De forskellige rissorter skal forarbejdes for at kunne anvendes som levnedsmiddel. Efter hoesten afskalles risen, hvorefter den slibes i flere omgange.

13 Prisen paa ris er stigende med forarbejdningsgraden. Forarbejdningsgraden er derfor altid angivet med prisen eller den afgift, risen er paalagt. Normalt sondres mellem fire forarbejdningstrin:

° Uafskallet ris: Det er den ris, der hoestes. Denne er uegnet som levnedsmiddel.

° Afskallet ris ("brown rice"), hvorfra skallerne er fjernet. Den kan anvendes som levnedsmiddel, men kan ogsaa forarbejdes yderligere.

° Delvis sleben ris: ris, hvorfra en del af soelvhinderne er fjernet. Denne ris er et halvfabrikata, der normalt saelges med henblik ikke paa forbrug, men paa yderligere forarbejdning; da denne ris har beholdt en del af soelvhinden, er den normalt ikke saa let fordaervelig som sleben ris.

° Sleben ris: faerdigforarbejdet ris, hvorfra skallerne og soelvhinderne er helt fjernet.

14 Forarbejdningen af uafskallet ris til sleben ris kan finde sted i én eller flere arbejdsgange. Foelgelig kan uafskallet ris, afskallet ("brown rice") og delvis sleben ris vaere raastof for producenterne af sleben ris. Forud for risens forarbejdning kan gaa en toerring. Den uafskallede ris anbringes her i varmt vand under tryk, koges og toerres. Foerst derefter afskalles og slibes den. Det faerdige produkt betegnes herefter toerret ris, hvis korn er mere toerre og mere naerende end sleben ris.

15 Produktionen i Faellesskabet af langkornet sleben ris udgoer ca. 25% af det samlede forbrug i Faellesskabet. De oevrige 75% hidroerer fra tredjelande, og navnlig fra De Forenede Stater og Thailand.

2. Rissektoren paa Antillerne

16 Sagsoegerne i sag T-480/93 er Antillean Rice Mills NV (herefter "ARM") og Trading & Shipping Co. Ter Beek NV (herefter "Ter Beek"). Foerstnaevnte selskab tager sig af forarbejdning paa De Nederlandske Antiller af "brown rice", der er indfoert fra Surinam og Guyana, og som forarbejdes til delvis sleben ris. Det andet driver navnlig handel med ris og importerer herved "brown rice" fra Surinam og Guyana til De Nederlandske Antiller med henblik paa risens forarbejdning dér ved ARM til delvis sleben ris, og eksporterer desuden delvis sleben ris fra De Nederlandske Antiller til Faellesskabet.

17 Sagsoegerne i sag T-483/93 er European Rice Brokers AVV (herefter "ERB"), Alesie Curaçao NV (herefter "Alesie") og Gane Investments AVV (herefter "Guyana Investments"). Foerstnaevnte selskab handler med ris. Det foretager i den forbindelse indkoeb eller lader foretage indkoeb for dets regning af ris i Surinam og Guyana og eksporterer til Faellesskabet delvis sleben ris, som er forarbejdet paa De Nederlandske Antiller af Alesie, der ogsaa staar for produktets forsendelse i ERB' s navn og for dette selskabs regning. Endelig driver Guyana Investments ° der er soesterselskab til ERB ° virksomhed med indkoeb af uafskallet ris i Guyana og forarbejdning af denne uafskallede ris til "brown rice", som det derefter saelger til ERB.

3. Tvistens forhistorie

18 Foer Kommissionen indfoerte de beskyttelsesforanstaltninger, der er genstand for naervaerende sag, havde den to gange modsat sig, at ris fra Antillerne blev indfoert afgiftsfrit til Faellesskabet. Foerste gang det skete var kort tid efter begyndelsen af indfoerslerne i de foerste maaneder af 1992, da Kommissionen var af den opfattelse, at landbrugsvarer ikke var omfattet af afgiftsfritagelsesbestemmelserne i OLT-afgoerelsens artikel 101. Efter et grundigt samraad mellem Kommissionen og den nederlandske regering, der havde henvendt sig til Kommissionen, opgav Kommissionen denne fortolkning. Anden gang var i sommeren 1992, da Kommissionen gjorde gaeldende, at den forarbejdning, som risen gennemgik paa De Nederlandske Antiller ikke var saa omfattende, at den delvis slebne ris, som blev eksporteret derfra, kunne anses for at hidroere fra De Nederlandske Antiller i henhold til oprindelsesreglerne i artikel 6, stk. 2, i bilag II til OLT-afgoerelsen (jf. ovenfor, praemis 7). Den nederlandske regering henvendte sig endnu en gang til Kommissionen og udvirkede, at dette synspunkt blev frafaldet.

19 Ved skrivelse af 28. oktober 1992 anmodede den franske regering Kommissionen om at traeffe beskyttelsesforanstaltninger vedroerende ris hidroerende fra OLT i medfoer af artikel 109 i OLT-afgoerelsen. Ved skrivelse af 14. december 1992 meddelte den yderligere oplysninger til stoette for denne anmodning.

20 Den italienske regering henvendte sig ved skrivelse af 27. november 1992 til Kommissionen og fremsatte den samme anmodning.

21 Den 21. december 1992 traadte Det Raadgivende Udvalg for Beskyttelsesforanstaltninger uformelt sammen for at droefte de foranstaltninger, som Kommissionens tjenestegrene overvejede at traeffe. Dette moede forberedte den officielle raadslagning i henhold til artikel 1, stk. 3, i bilag IV til OLT-afgoerelsen.

22 Den 23. december 1992 besluttede Kommissionen i medfoer af artikel 1, stk. 2, i bilag IV til OLT-afgoerelsen at indfoere beskyttelsesforanstaltninger. Samme dag moedtes Kommissionens tjenestegrene med repraesentanter for den nederlandske regering for at droefte de paataenkte foranstaltninger.

23 Ved skrivelse af 23. december 1992 opfordrede Kommissionen medlemmerne af Det Raadgivende Udvalg for Beskyttelsesforanstaltninger til skriftligt at udtale sig om de foranstaltninger, Kommissionen agtede at traeffe.

24 Den 11. januar 1993 traadte det raadgivende udvalg sammen efter anmodning fra den nederlandske repraesentant, der havde modsat sig, at sagen blev behandlet skriftligt. Under udvalgets forhandlinger viste det sig, at syv medlemsstater var enige i og en medlemsstat imod de paataenkte foranstaltninger, mens en medlemsstat forbeholdt sig sin stillingtagen og tre medlemsstater ikke var repraesenteret.

25 Ved skrivelse af samme dato foreslog den nederlandske regering som et kompromis, at der blev fastsat en relativ mindstepris, svarende til 120% af importafgiften ved import til Faellesskabet af afskallet langkornet ris hidroerende fra tredjelande med en absolut mindstepris paa 710 USD pr. ton.

26 Den 12. januar 1993 blev der efter anmodning fra den nederlandske regering holdt endnu et moede mellem dennes repraesentanter og Kommissionens tjenestegrene. De beroerte virksomheders repraesentanter deltog i dette moede. Paa dette foreslog den nederlandske regerings repraesentant, at de nederlandske myndigheder skulle fastsaette en mindste importpris, ved hvis beregning Faellesskabets referenceordning skulle overholdes, mens ris fra OLT skulle vaere omfattet af en ordning, der var gunstigere end ordningen for ris af anden oprindelse. Konkret skulle denne relative mindstepris fastsaettes til 120% af importafgiften ved import af uafskallet langkornet ris med en absolut mindstepris paa 710 USD. Kommissionen har i den forbindelse gjort gaeldende, at det paa moedet udformede forslag ikke gik ud fra afgiften paa uafskallet ris, men paa afgiften for delvis sleben ris.

27 Den 14. januar 1993 udstedte De Nederlandske Antillers finansminister en anordning om fastsaettelse af en relativ mindstepris svarende til 120% af importafgiften ved import af delvis sleben langkornet ris til Faellesskabet med en absolut mindstepris paa 710 USD for udfoerslerne af delvis sleben ris.

28 Ved skrivelse af 14. januar 1993 fra De Nederlandske Antillers ministerpraesident og skrivelse af 15. januar 1993 fra Nederlandenes faste repraesentant (se bilag 2 og 3 til duplikken i sag T-480/93 og sag T-483/93) fik Kommissionen meddelelse om, at der var blevet indfoert en eksportmindstepris svarende til 120% af importafgiften for delvis sleben ris.

29 Den 25. februar 1993 udstedte Kommissionen beslutning 92/127/EOEF om indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger vedroerende ris med oprindelse i De Nederlandske Antiller (EFT L 50, s. 27). Ifoelge denne beslutnings artikel 1, stk. 1, er "overgang til fri omsaetning i Faellesskabet med fritagelse for importafgift af delvis sleben ris ... med oprindelse i De Nederlandske Antiller ... betinget af, at toldvaerdien ikke er lavere end en mindstepris svarende til 120% af importafgiften for den paagaeldende slebne ris i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 1418/76". Ifoelge samme artikels stk. 2 maatte den i stk. 1 omhandlede mindstepris ikke vaere lavere end en absolut mindstepris ("gulvpris") svarende til 546 ECU pr. ton delvis sleben ris. I samme stykke var det bestemt, at denne gulvpris fra den 1. marts 1993 maanedligt skulle forhoejes med 3,5 ECU pr. ton. Den beskyttelsesforanstaltning, Kommissionen havde truffet, adskilte sig fra foranstaltningen ifoelge foernaevnte ministerielle anordning paa et enkelt punkt, idet den derved fastsatte gulvpris var hoejere (546 ECU pr. ton, dvs. 775,26 USD med en maanedlig forhoejelse fra den 1.3.1993 paa 3,5 ECU pr. ton).

30 Den 1. marts 1993 indbragte den nederlandske regering i medfoer af artikel 1, stk. 5, i bilag IV til OLT-afgoerelsen Kommissionens beslutning for Raadet med anmodning om, at foranstaltningen blev udsat.

31 Den 8. marts 1993 behandlede Raadet den af Kommissionen indfoerte beskyttelsesforanstaltning, men vedtog ikke nogen anden afgoerelse. Ifoelge sagsoegerne foreslog Kommissionen under det moede, der blev afholdt herom, at den paagaeldende beslutning blev taget op til fornyet behandling.

32 Den 16. marts 1993 holdtes et moede, hvori deltog Kommissionens tjenestegrene og repraesentanter for den nederlandske, den franske og den italienske regering.

33 Den 2. april 1993 traadte Det Raadgivende Udvalg for Beskyttelsesforanstaltninger atter sammen. Kommissionen forelagde udvalget et forslag til afgoerelse om aendring af beslutning 93/127 af 25. februar 1993. Fire medlemsstater bifaldt dette forslag, tre medlemsstater havde indsigelser mod det, mens to medlemsstater forbeholdt sig deres stillingtagen og tre medlemsstater ikke var repraesenteret.

34 Den 13. april 1993 vedtog Kommissionen beslutning 93/211/EOEF om aendring af beslutning 93/127 af 25. februar 1993 (EFT L 90, s. 36). Heri blev den absolutte mindstepris fastsat til 550 ECU pr. ton (dvs. 801,19 USD) og den relative mindstepris (svarende til 120% af importafgiften paa delvis sleben langkornet ris) samt de maanedlige forhoejelser ophaevet.

35 Den 16. juni 1993 vedtog Kommissionen beslutning 93/356/EOEF om ophaevelse af beslutning 93/127 af 25. februar 1993 (EFT L 147, s. 28).

Retsforhandlinger

36 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. maj 1993 har sagsoegerne ARM og Ter Beek anlagt den som sag C-271/93 registrerede sag.

37 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 14. maj 1993 har sagsoegerne ERB, Alesie og Guyana Investments anlagt den som sag C-281/93 registrerede sag.

38 Den 3. august, den 13. september og den 23. september 1993 har Raadet, Den Franske Republik og Den Italienske Republik til Domstolens Justitskontor indgivet begaering om at maatte intervenere i sagerne til stoette for sagsoegtes paastande.

39 Ved kendelse af 27. september 1993 har Domstolen i henhold til artikel 3 i Raadets afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1), som aendret ved Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21), henvist de foreliggende sager til Retten. Sagerne er blevet indfoert i Rettens register som sag T-480/93 og sag T-483/93.

40 Ved kendelser afsagt den 23. november 1993 har formanden for Rettens Foerste Afdeling imoedekommet begaeringerne om intervention til stoette for sagsoegtes paastande.

41 ARM har paa tidspunktet for indleveringen af replik frafaldet sine erstatningspaastande.

42 Efter afslutningen af den skriftlige forhandling har sagsoegerne i sag T-483/93 ved skrivelse af 17. juni 1994 indgivet begaering til Retten om at maatte fremlaegge nye aktstykker i sagen og forhoeje deres erstatningskrav med 248 234 USD. Kommissionen og Den Franske Republik har rejst indsigelser mod begaeringen herom.

43 Ved skrivelser af henholdsvis 28. juli 1994 i sag T-480/93 og 2. august 1994 i sag T-483/93 har sagsoegerne desuden fremsat begaering om, at en skrivelse fra Kongeriget Nederlandenes faste repraesentant indgaar i sagens akter. De har vedlagt denne skrivelse som bilag til de svar, de har givet paa skriftlige spoergsmaal fra Retten foer retsmoedet.

44 Ved kendelse afsagt af formanden for Fjerde Udvidede Afdeling den 26. januar 1995, er sag T-480/93 og sag T-483/93 blevet forenet.

45 Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Parterne er som en foranstaltning med henblik paa sagens tilrettelaeggelse, jf. procesreglementets artikel 64, blevet anmodet om skriftligt at besvare visse spoergsmaal foer retsmoedet.

46 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret mundtlige spoergsmaal fra Retten i retsmoedet den 24. marts 1995.

Parternes paastande

47 Sagsoegerne i sag T-480/93 har nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning 93/127/EOEF af 25. februar 1993 og Kommissionens beslutning 93/211/EOEF af 13. april 1993 annulleres.

° Faellesskabet tilpligtes at erstatte den skade, Ter Beek har lidt, og som anslaas til 566 044,20 USD.

° Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

48 Sagsoegerne i sag T-483/93 har nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning 93/127/EOEF af 25. februar 1993 og Kommissionens beslutning 93/211/EOEF af 13. april 1993 annulleres.

° Faellesskabet tilpligtes at erstatte sagsoegerne den skade, de har lidt, og som anslaas til 8 562 000 USD, hvortil maa laegges 248 234 USD.

° Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Kommissionen har stoettet af Den Franske Republik og Den Italienske Republik nedlagt foelgende paastande:

° Annullationspaastandene afvises fra realitetsbehandling, eller sagsoegte frifindes for disse paastande.

° Sagsoegte frifindes for sagsoegernes erstatningspaastande.

° Sagsoegerne tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

Raadet har nedlagt foelgende paastand:

° Det fastslaas, at der ikke i de foreliggende sager foreligger omstaendigheder, der kan skabe tvivl om gyldigheden af OLT-afgoerelsens artikel 109.

Parternes anbringender og argumenter

49 Sagsoegerne har fremfoert seks anbringender til stoette for annullationspaastandene. Det foerste anbringende bygger paa, at artikel 109 i OLT-afgoerelsen, som danner hjemmel for den anfaegtede beskyttelsesforanstaltning, er ulovlig, idet der ved denne bestemmelse tillaegges Kommissionen kompetence til at traeffe beskyttelsesforanstaltninger under omstaendigheder, der ikke er omhandlet i traktaten. Det andet anbringende gaar ud paa, at der foreligger en tilsidesaettelse af artikel 109, stk. 1, i OLT-afgoerelsen, idet Kommissionen har indfoert beskyttelsesforanstaltninger, selv om betingelserne herfor ikke var opfyldt. Det tredje anbringende gaar ud paa, at der foreligger en tilsidesaettelse af artikel 109, stk. 2, i OLT-afgoerelsen, idet de indfoerte beskyttelsesforanstaltninger gaar videre end noedvendigt for at fjerne den paastaaede risiko for forstyrrelser eller forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Faellesskabet eller i en af dettes regioner. Med det fjerde anbringende goeres det gaeldende, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 132, stk. 1, og artikel 133, stk. 1, samt OLT-afgoerelsens artikel 101, stk. 1, idet indfoerelsen af et krav om overholdelse af mindstepriser som forudsaetning for fritagelse for indfoerselstold udgoer en "betinget" afgift med tilsvarende virkning. Med det femte anbringende goeres det gaeldende, at der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 131 derved, at Kommissionen ikke eller ikke tilstraekkeligt tog hensyn til formaalene med OLT' s associering. Det sjette og sidste anbringende gaar ud paa, at der foreligger en tilsidesaettelse af princippet om en omhyggelig forberedelse af retsakter samt af traktatens artikel 190, idet Kommissionen ikke eller ikke tilstraekkeligt undersoegte markedssituationen eller paa tilfredsstillende maade begrundede de indfoerte beskyttelsesforanstaltninger.

50 Sagsoegerne har til stoette for deres erstatningspaastande anfoert, at Kommissionen har handlet retsstridigt ved at vedtage de anfaegtede afgoerelser, som direkte har forvoldt dem skade.

Annullationspaastandene

A ° Formaliteten

Parternes argumenter

51 Kommissionen har stoettet af intervenienterne nedlagt paastand om, at annullationspaastandene afvises fra realitetsbehandling. De anfaegtede beslutninger har en generel karakter og udfolder deres virkninger for en hel erhvervssektor og beroerer derfor kun sagsoegerne paa samme maade, som de beroerer enhver erhvervsdrivende, der aktuelt eller potentielt befinder sig i samme situation som dem. Der er altsaa tale om foranstaltninger, der finder anvendelse paa objektivt fastlagte forhold, og som har retsvirkninger for abstrakt definerede almindelige persongrupper. Sagsoegerne kan derfor ikke vaere individuelt beroert. Det begraensede antal virksomheder, der findes i sektoren, samt muligheden for at angive antallet og identiteten af de beroerte virksomheder, som ifoelge Kommissionen helt afhaenger af tilfaeldet, kan ikke foere til et andet resultat (jf. Domstolens dom af 1.4.1965, sag 38/64, Getreide-Import mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 45, org. ref.: Rec. s. 263, og af 16.3.1978, sag 123/77, Unicme m.fl. mod Raadet, Sml. s. 845).

52 Den har tilfoejet, at sagsoegerne ikke kan paaberaabe sig Domstolens dom af 17. januar 1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 207), for saa vidt som sagsoegerne i naevnte sag anfaegtede en individuel beslutning, der var stilet til en enkelt medlemsstat, mens der i den foreliggende sag er tale om en generel beslutning, der er stilet til samtlige medlemsstater.

53 Kommissionen har dog erkendt, at sagsoegeren, Ter-Beek, i sag T-480/93 og sagsoegerne, ERB og Guyana Investments, i sag T-483/93 vil kunne vaere individuelt beroert af den foerste beslutning, saafremt det godtgoeres, at de havde afsluttet kontrakt om levering af delvis sleben ris fra Antillerne og i den forbindelse afsendt flere partier paa det tidspunkt, hvor den foerste beslutning traadte i kraft. Kommissionen har dog fremhaevet, at der i den forbindelse ogsaa maa henses til, at den anfaegtede beslutning i vidt omfang kun gentager de bestemmelser, der fandtes i De Nederlandske Antillers foranstaltning, der traadte i kraft allerede den 14. januar 1993.

54 Kommissionen har endelig bestridt, at sagsoegerne har retlig interesse i at paastaa de anfaegtede beslutninger annulleret, idet den foerste, der blev aendret ved den anden, blev ophaevet den 16. juni 1993, saaledes at annullationssoegsmaalet har mistet sin genstand (jf. Domstolens kendelse af 8.3.1993, sag C-123/92, Lezzi mod Kommissionen, Sml. I, s. 809).

55 Sagsoegerne har heroverfor anfoert, at annullationssoegsmaalet kan admitteres, idet de til medlemsstaterne rettede beslutninger (jf. artikel 5 i beslutning 93/127 af 25.2.1993 og artikel 2 i beslutning 93/211 af 13.4.1993) beroerer dem umiddelbart og individuelt. Beslutningerne beroerer dem umiddelbart, idet der ikke ved dem levnes medlemsstaterne noget skoen med hensyn til den paabudte mindstepris og de omfattede produkter. De beroerer dem individuelt, fordi de, som det hedder i Domstolens dom af 15. juli 1963, sag 25/92, Plaumann mod Kommissionen (Sml. 1954-1964, s. 411, org. ref.: Rec. s. 197), befinder sig i en situation, der adskiller dem fra alle andre. De fem sagsoegere i de to sager mener nemlig, at forpligtelsen ifoelge artikel 109, stk. 2, i OLT-afgoerelsen til fortrinsvis at vaelge foranstaltninger, der bringer mindst mulig forstyrrelse medfoerer en forpligtelse for Kommissionen til at indhente oplysninger om den faktiske situation og de negative foelger, som beskyttelsesforanstaltningerne eventuelt vil kunne have for OLT' s og de beroerte virksomheders oekonomi (jf. tilsvarende fortolkningen af artikel 130, stk. 3, i akten vedroerende Den Hellenske Republiks tiltraedelse i Domstolens dom i naevnte sag Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen). Sagsoegerne tilhoerer altsaa den lukkede kreds af virksomheder, hvis situation Kommissionen burde have undersoegt, foer den traf beskyttelsesforanstaltningerne, og er derfor individuelt beroert af de anfaegtede beslutninger. De har desuden gjort gaeldende, at de beroerte virksomheder, saafremt Kommissionen har en saadan forpligtelse, har ret til at paaberaabe sig, at denne er tilsidesat og anlaegge sag paa grundlag heraf.

56 Sagsoegeren, ARM, i sag T-480/93 og, Alesie, i sag T-483/93 har yderligere anfoert, at den omstaendighed, at beslutningerne beroerer dem individuelt i Piraiki-Patraiki-dommens forstand fremgaar dels af, at Kommissionen vidste, at de var de eneste virksomheder, der har gennemfoert investeringer specielt med henblik paa forarbejdning af uafskallet ris hidroerende fra AVS-landene til delvis sleben ris for derved at kunne udnytte mulighederne for eksport til Faellesskabet og saaledes opnaa afgiftsfritagelse i medfoer af OLT-afgoerelsens artikel 101, for Kommissionen kendte dem og havde regelmaessigt haft kontakter med dem, og dels af, at deres produktion blev lammet ved beskyttelsesforanstaltningerne som foelge af manglen paa afsaetningsmuligheder uden for Faellesskabet.

57 Sagsoegeren, Ter Beek, i sag T-480/93 og sagsoegerne, ERB og Guyana Investments, i sag T-483/93 har tilfoejet, at de havde indgaaet kontrakt om levering af delvis sleben ris, der endnu ikke var blevet opfyldt eller som var under opfyldelse, dengang den foerste beslutning blev vedtaget, og at de allerede havde forsendt ris, selv om denne ris endnu ikke var blevet solgt. De tilhoerer altsaa den begraensede og lukkede kreds af virksomheder, der blev beroert af den foerste beslutning, idet de ikke laengere kunne opfylde indgaaede kontrakter eller i det mindste ikke laengere kunne opfylde dem efter deres indhold. Kommissionen burde have vaeret bekendt med denne saerlige situation i betragtning dels af den tid, som hengik fra den franske regerings foerste anmodning til vedtagelsen af beskyttelsesforanstaltningen, og dels de midler, som Kommissionen raader over (jf. naevnte Piraiki-Patraiki-dom samt dom af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, praemis 12).

58 Sagsoegerne har endelig anfoert, at de fortsat ogsaa efter ophaevelsen af de anfaegtede beslutninger har interesse i at faa fastslaaet deres ulovlighed, saa laenge denne ikke er anerkendt.

Rettens bemaerkninger

° Den retlige interesse

59 Det bemaerkes, at et annullationssoegsmaal ifoelge fast retspraksis kun kan admitteres, saafremt sagsoegeren har en retlig interesse i, at den anfaegtede retsakt annulleres (jf. fra nyere praksis Rettens dom af 9.11.1994, sag T-46/92, Scottish Football Association mod Kommissionen, Sml. II, s. 1039, praemis 14). En saadan interesse foreligger kun, saafremt en annullation af den paagaeldende retsakt i sig selv kan have retsvirkninger (jf. Domstolens dom af 24.6.1986, sag 53/85, AKZO Chemie mod Kommissionen, Sml. s. 1965, praemis 21).

60 I den forbindelse bemaerkes det, at ifoelge traktatens artikel 176 er den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidroerer, forpligtet til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger. Disse foranstaltninger angaar ikke retsaktens forsvinden som saadan fra Faellesskabets retsorden, der jo er det egentlige resultat af den doemmende myndigheds annullation af retsakten. De vedroerer mere fjernelsen af virkningerne af de ulovlige forhold, der er fastslaaet i annullationsdommen. Annullation af en retsakt, der allerede er gennemfoert, eller som i mellemtiden er blevet ophaevet med virkning fra en bestemt dato kan derfor stadig vaere forbundet med retsvirkninger. For en saadan annullation medfoerer, at den institution, som retsakten hidroerer fra, har pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger. Den beroerte institution kan saaledes finde anledning til at foretage en rimelig genoprettelse af sagsoegerens situation eller til at undgaa, at der vedtages en tilsvarende retsakt (jf. Domstolens dom af 6.3.1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777, praemis 32, den tidligere naevnte sag, AKZO Chemie mod Kommissionen, praemis 21, og af 26.4.1988, sag 207/86, Apesco mod Kommissionen, Sml. s. 2151, praemis 16).

61 Hertil maa af hensyn til Kommissionens argument paa grundlag af naevnte kendelse Lezzi mod Kommissionen foejes, at der er den forskel paa denne og naevnte sag, at beslutningerne om henholdsvis aendring af beslutning 93/127 af 25. februar 1993 og om ophaevelse af denne beslutning som aendret, i modsaetning til, hvad der blev fastslaaet i foerstnaevnte sag, ikke svarer til en blot og bar annullation af denne beslutning (jf. naevnte kendelse Lezzi mod Kommissionen, praemis 8, 9 og 10). Det maa nemlig fastslaas, at disse beslutninger ikke har haft nogen tilbagevirkende gyldighed.

62 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegerne har bevaret deres retlige interesse i at paastaa de af dem anfaegtede beslutninger annulleret.

° Spoergsmaalet, om sagsoegerne er umiddelbart beroert

63 Det er Rettens opfattelse, at sagsoegerne er umiddelbart beroert af de anfaegtede beslutninger, idet der ved disse ikke er levnet medlemsstaterne noget skoen med hensyn til indfoerelsen af den paagaeldende mindstepris og dennes stoerrelse.

° Spoergsmaalet, om sagsoegerne er individuelt beroert

64 Efter EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, kan enhver fysisk eller juridisk person paa de i samme artikels stk. 1 fastsatte betingelser anlaegge sag til anfaegtelse af beslutninger, der retter sig til ham, samt til anfaegtelse af beslutninger, som skoent de er udfaerdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt.

65 Det bemaerkes, at de anfaegtede retsakter, selv om der er tale om "beslutninger" rettet til medlemsstaterne, har en almengyldig karakter, idet de finder anvendelse paa de beroerte erhvervsdrivende i almindelighed. Ifoelge fast retspraksis mister saadanne retsakter ikke deres almengyldige karakter, fordi Kommissionen paa tidspunktet for deres vedtagelse kendte identiteten af de erhvervsdrivende, som de skulle finde anvendelse paa, naar det er ubestridt, at de anvendes paa grundlag af objektive, faktiske og retlige omstaendigheder, som var fastlagt i akterne, og som er relevante i forhold til deres formaal (jf. fra nyere praksis Domstolens dom af 24.11.1992, forenede sager C-15/91 og C-108/91, Buckl m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 6061, praemis 25, af 15.6.1993, sag C-213/91, Abertal m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3177, praemis 17, og af 18.5.1994, sag C-309/89, Codorníu mod Raadet, Sml. I, s. 1853, praemis 18; Rettens kendelse af 28.10.1993, sag T-476/93, FRSEA og FNSEA mod Raadet, Sml. II, s. 1187, praemis 19, og Rettens dom af 21.2.1995, sag T-472/93, Campo Ebro m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 0000, praemis 32).

66 Dog kan det ikke paa grundlag af de anfaegtede retsakters generelle karakter udelukkes, at visse erhvervsdrivende vil kunne vaere individuelt beroert af dem (Domstolens dom af 21.2.1984, forenede sager 239/82 og 275/82, Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1005, praemis 11, af 23.5.1985, sag 53/83, Allied Corporation m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1621, praemis 4, af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Raadet, Sml. I, s. 2501, praemis 13, og naevnte dom i sagen Codorníu mod Raadet, praemis 19). Det kan antages, at erhvervsdrivende er individuelt beroert af en generel retsakt, der er vedtaget af en faellesskabsinstitution, saafremt deres retsstilling beroeres heraf paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og individualiserer dem paa samme maade som en adressat (jf. i denne forbindelse de tidligere naevnte domme i sagen Plaumann mod Kommissionen, s. 414, org. ref.: Rec. s. 223, og i sagen Codorníu mod Raadet, praemis 20, samt Domstolens kendelse af 21.6.1993, sag C-257/93, Van Parijs m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3335, praemis 9; Rettens dom af 15.12.1994, sag T-489/93, Unifruit Hellas EPE mod Kommissionen, Sml. II, s. 1201, praemis 21, og Rettens foernaevnte kendelse i sagen FRSEA og FNSEA mod Raadet, praemis 20).

67 Der maa i den forbindelse henvises til, at det i praksis er fastslaaet, at den omstaendighed, at Kommissionen i medfoer af saerlige bestemmelser er forpligtet til at tage hensyn til retsvirkningerne for visse borgeres situation af den retsakt, den agter at vedtage, kan individualisere disse borgere (de tidligere naevnte domme i sagerne Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen og Sofrimport mod Kommissionen).

68 Det kan i den foreliggende sag fastslaas, at de anfaegtede retsakter blev udstedt med hjemmel i OLT-afgoerelsens artikel 109, der stort set er enslydende med artikel 130 i akten vedroerende Den Hellenske Republiks tiltraedelse, der dannede hjemmel for den beslutning, der var anfaegtet i naevnte Piraiki-Patraiki-dom. Det hedder saaledes i artikel 130 i akten vedroerende Den Hellenske Republiks tiltraedelse, at "de i medfoer af stk. 2 tilladte foranstaltninger kan indebaere afvigelser fra bestemmelserne i EOEF-traktaten og i denne akt, for saa vidt og saa laenge det er ubetinget noedvendigt for at naa de i stk. 1 naevnte maal. Der skal fortrinsvis vaelges foranstaltninger, som mindst muligt forstyrrer faellesmarkedets funktion". I artikel 109, stk. 2, i OLT-afgoerelsen bestemmes, at "ved anvendelsen af stk. 1 skal der fortrinsvis vaelges foranstaltninger, som bringer mindst mulig forstyrrelse i associeringens og Faellesskabets funktion. Disse foranstaltninger maa ikke gaa ud over, hvad der er absolut noedvendigt for at afhjaelpe de opstaaede vanskeligheder".

69 Artikel 130, stk. 3, i akten vedroerende Den Hellenske Republiks tiltraedelse er imidlertid af Domstolen i naevnte dom i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen (praemis 28) blevet fortolket saaledes, at Kommissionen herefter "for saa vidt som omstaendighederne ikke konkret er til hinder derfor [skal] tilvejebringe oplysninger vedroerende de skadelige virkninger, som dens beslutning muligvis kan have for den paagaeldende medlemsstats oekonomi [den medlemsstat, i forhold til hvilken der er anmodet om en beskyttelsesforanstaltning] saavel som for de beroerte virksomheder", saaledes at den kan afgoere, om den foranstaltning, som den paataenker at give tilladelse til, er i overensstemmelse med betingelserne i naevnte artikel.

70 Retten finder, at OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, hvis ordlyd ikke blot ligger taet op ad ordlyden af artikel 130, stk. 3, i akten vedroerende Den Hellenske Republiks tiltraedelse, men som ogsaa forfoelger det samme formaal som sidstnaevnte bestemmelse, der er at fastlaegge styrken af de beskyttelsesforanstaltninger, som Faellesskabet kan vedtage, skal fortolkes paa den maade, at Kommissionen, naar den paataenker at traeffe beskyttelsesforanstaltninger paa grundlag af denne bestemmelse i det omfang omstaendighederne tillader det,er forpligtet til at indhente oplysninger om de skadelige virkninger, som dens beslutning vil kunne have for vedkommende oversoeiske lands eller territoriums oekonomi samt for de beroerte virksomheder.

71 Denne fortolkning af OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, paanoeder sig saa meget mere, som ordningen for import til Faellesskabet af varer hidroerende fra OLT er mere liberal end tilfaeldet var efter den ordning, der i sin tid gjaldt i forholdet mellem Den Hellenske Republik og de oevrige medlemsstater. Efter tiltraedelsesaktens artikel 25 og 29 var det nemlig muligt i overgangsperioden fortsat at opkraeve told og afgifter med tilsvarende virkning, mens der efter traktatens artikel 133 og OLT-afgoerelsens artikel 101 og 102 dengang, de anfaegtede retsakter blev vedtaget, skulle ske en fuldstaendig afskaffelse af told og afgifter med tilsvarende virkning ved indfoersel til Faellesskabet af produkter hidroerende fra OLT.

72 I betragtning af, at vedtagelsen af beskyttelsesforanstaltninger paa grundlag af OLT-afgoerelsens artikel 109 goer indgreb i en indfoerselsfrihed, hvis rummelighed er stoerre end friheden ifoelge tiltraedelsesakten, har Kommissionens forpligtelse til at tage hensyn til de beroerte virksomheders saerlige situation i forbindelse med paataenkte begraensninger i denne frihed foelgelig i det foreliggende tilfaelde vaeret stoerre end i forbindelse med tiltraedelsesakten.

73 Ved afgoerelsen af, om sagsoegerne tilhoerer en begraenset gruppe erhvervsdrivende, hvis retsstilling beroeres paa grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og individualiserer dem paa samme maade som en adressat (jf. de tidligere naevnte domme i sagerne Plaumann mod Kommissionen og Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, praemis 28), maa det derfor undersoeges, om sagsoegerne er "beroerte virksomheder" i sidstnaevnte doms forstand.

74 I den forbindelse bemaerkes, at det i naevnte dom i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen (praemis 28) hedder, at Kommissionen ved afgoerelsen af, hvilke virksomheder der er beroert, "tillige" skal tage hensyn til "de kontrakter, som virksomhederne ... allerede har indgaaet, og som de helt eller delvis ville blive forhindret i at opfylde som foelge [af den omhandlede foranstaltning]". Denne dom viser gennem anvendelsen af ordet "tillige", at forekomsten af saadanne kontrakter ikke er det eneste holdepunkt for afgraensningen af den begraensede gruppe af beroerte virksomheder, men at ogsaa andre holdepunkter kan benyttes i den forbindelse.

75 I det foreliggende tilfaelde har sagsoegeren, Ter Beek, i sag T-480/93 og, ERB, i sag T-483/93 bevist, at de havde risladninger under transport til Faellesskabet paa tidspunktet for vedtagelsen af den foerste beslutning, som den anden beslutning blot aendrede, at de sammen med de oevrige sagsoegere deltog i det den 12. januar 1993 organiserede moede mellem den faste nederlandske repraesentation og Kommissionens tjenestegrene, og at deres saerlige situation foelgelig var kendt af sidstnaevnte.

76 Retten finder, at det paa grundlag af denne situation kan laegges til grund, at sagsoegerne, Ter Beek og ERB, er beroerte virksomheder (jf. den naevnte dom i sagen Sofrimport mod Kommissionen). For selv om forpligtelsen til at tage hensyn til situationen for varer, der er under transport, ikke som saadan ligesom i den i dommen i sagen Sofrimport mod Kommissionen omhandlede artikel 3, stk. 3, i Raadets forordning (EOEF) nr. 2707/72 af 19. december 1972 om fastsaettelse af betingelserne for anvendelse af beskyttelsesforanstaltninger i markedsordningen for frugt og groentsager (EFT L 291, s. 3) er omhandlet i OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, foelger denne forpligtelse noedvendigvis af OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, paa grund af den saerlige interesse virksomhederne har i at beskytte deres varer under transport mod virkningerne af en beskyttelsesforanstaltning, naar de paagaeldende virksomheder kendes eller kan identificeres, foer Kommissionen vedtager en beslutning. I det foreliggende tilfaelde kan det fastslaas, at dette var tilfaeldet for de sagsoegere, der havde fremlagt deres synspunkter for Kommissionen den 12. januar 1993.

77 Hertil maa foejes, at Kommissionen ikke kan goere gaeldende, at dommen i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen ikke er et relevant praejudikat, fordi den anfaegtede foranstaltning i naevnte sag kun havde en enkelt medlemsstat som adressat, mens de anfaegtede beslutninger i den foreliggende sag har samtlige medlemsstater som adressater. Det er ikke antallet af medlemsstater, i hvilke beskyttelsesforanstaltningen finder anvendelse, men derimod den beskyttelse, som det land eller det territorium og de beroerte virksomheder, over for hvilke beskyttelsesforanstaltningen tillades eller vedtages, nyder i henhold til faellesskabsretten, der har betydning. I denne henseende er der imidlertid ikke forskel paa denne sag og Piraiki-Patraiki mod Kommissionen-sagen.

78 Heraf foelger, at sagsoegeren, Ter Beek, i sag T-480/93 og, ERB, i sag T-483/93 er individuelt beroert af de anfaegtede beslutninger.

79 Da der i sag T-480/93 og sag T-483/93 er tale om ét og samme soegsmaal, er det ufornoedent at tage stilling til spoergsmaalet om henholdsvis sagsoegeren ARM' s soegsmaalskompetence i sag T-480/93 og sagsoegerne Alesie og Guyana Investments' soegsmaalskompetence i sag T-483/93 (jf. Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, praemis 31).

80 Af det anfoerte foelger i det hele, at Kommissionens afvisningspaastand skal forkastes.

B ° Realiteten

Det foerste anbringende: ulovligheden af hjemmelen for de anfaegtede beslutninger

° Parternes argumenter

81 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at de anfaegtede beslutninger er ulovlige, for saa vidt som de er hjemlet i en bestemmelse, der ogsaa er ulovlig, nemlig OLT-afgoerelsens artikel 109, hvorefter Kommissionen kan traeffe beskyttelsesforanstaltninger, saafremt anvendelsen af afgoerelsen "medfoerer alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Faellesskabet eller i en eller flere medlemsstater eller bringer disses finansielle stabilitet udadtil i fare, eller saafremt der opstaar vanskeligheder, der vil kunne medfoere forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Faellesskabet eller i en af dettes regioner". Denne adgang til at traeffe beskyttelsesforanstaltninger under omstaendigheder, der ikke er blevet angivet i traktatens artikel 134, er faktisk i strid med traktatens bestemmelser.

82 Sagsoegerne har fremhaevet, at Raadet ikke kan udvide indholdet af traktatens artikel 134 ved en generel beslutning, der vedtages med hjemmel i traktatens artikel 136. Traktatens artikel 131-135 angiver ikke blot formaalene med associeringen af OLT, men skaber ogsaa rettigheder og forpligtelser, som Raadet ikke engang i de beslutninger, det vedtager med hjemmel i artikel 136, stk. 2, kan goere undtagelser fra, medmindre der udtrykkeligt er givet bestemmelser om en adgang til at vedtage undtagelsesbestemmelser som tilfaeldet er ifoelge protokollen om import til Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab af olieprodukter raffineret paa De Nederlandske Antiller, der blev indsat i en protokol, som blev vedlagt de protokoller, der findes som bilag til traktaten; traktatens artikel 132, stk. 5, hvorved bestemmelserne i traktatens kapital om etableringsretten med forbehold af de saerlige bestemmelser, der vedtages i medfoer af artikel 136, goeres anvendelige; traktatens artikel 133, stk. 3, hvorefter OLT kan opkraeve told, samt artikel 1 i protokollen om den saerlige ordning for Groenland, der findes som bilag til traktaten. De har gjort gaeldende, at saafremt Raadet efter artikel 136, stk. 2, generelt kunne goere undtagelse fra traktatens artikel 131-135, ville saadanne udtrykkelige fravigelsesbestemmelser ikke have vaeret noedvendige.

83 Sagsoegerne har desuden fremhaevet, at Domstolen i dom af 13. marts 1979, sag 91/78, Hansen (Sml. s. 935, praemis 22), har fastslaaet, at associeringen af OLT har til formaal at udstraekke bestemmelserne om de frie varebevaegelser inden for Faellesskabet til de lande og territorier, som er associeret med Faellesskabet, og til produkterne fra disse lande. De har tilfoejet, at det af Domstolens dom af 20. april 1978, forenede sager 80/77 og 81/77, Commissionnaires réunis (Sml. s. 927, praemis 19), fremgaar, at maalene for de frie varebevaegelser og for den faelles landbrugspolitik ikke boer stilles op som modsaetninger, men derimod kombineres indbyrdes, saaledes at de frie varebevaegelser principielt er hovedsagen. Formaalene med associeringen er ikke subsidiaere i forhold til formaalene med den faelles landbrugspolitik, der konkret forfoelges med den faelles markedsordning for ris. Naar denne ikke er prioriteret paa en saadan maade, at bestemmelserne om den frie bevaegelighed for varer hidroerende fra OLT retmaessigt kan fraviges, er alene de undtagelser fra de frie varebevaegelser tilladt, som udtrykkeligt er fastlagt i traktaten.

84 Kommissionen har heroverfor anfoert, at Raadet ved traktatens artikel 136 er tillagt et vidt skoen, naar det gaelder tilpasningen af associeringsordningen for OLT til udviklingen i de snaevre oekonomiske forbindelser mellem disse og Faellesskabet i det hele taget, samt til den oekonomiske, sociale og kulturelle udvikling i OLT. Raadet kan derfor under iagttagelse af de principper for associeringen, der er blevet fastlagt i bestemmelserne i traktatens fjerde del, som det er sket ved OLT-afgoerelsens artikel 109, indsaette en beskyttelsesklausul. En saadan klausul er retmaessig efter traktatens artikel 134, der ikke skal fortolkes bogstaveligt og stift, men paa en maade, der tager hoejde for, at den blev vedtaget, foer de faelles markedsordninger for landbrugsvarer blev skabt og toldskrankerne mellem medlemsstaterne afskaffet.

85 Raadet har som intervenient anfoert, at det er spoergsmaalet, om OLT-afgoerelsens artikel 109' s lovlighed efter artikel 136, som udgoer dens hjemmel, men ikke om dens lovlighed efter traktatens artikel 134, der er relevant.

86 Raadet har i den forbindelse foerst anfoert, at man maa fastlaegge raekkevidden af de i artikel 136 anvendte ord "med udgangspunkt i de opnaaede resultater" og "paa grundlag af de principper, der er nedfaeldet i denne traktat", for at fastslaa graenserne for de befoejelser, det raader over. Den omstaendighed, at Raadet skal vedtage en afgoerelse om associeringen af OLT "med udgangspunkt i de opnaaede resultater" indebaerer, at det skal laegge vaegt paa den erfaring, der er opnaaet ved anvendelsen af de tidligere afgoerelser, samt paa forbindelserne med AVS-staterne, mens "de principper, der er nedfaeldet i denne traktat" ikke blot betyder principperne i traktatens artikel 131, men desuden principperne i traktatens artikel 1-7 saavel som maalene med den faelles landbrugspolitik eller de generelle principper, der er anerkendt i retspraksis, f.eks. princippet om faellesskabspraeferencen (jf. Domstolens dom af 13.3.1968, sag 5/67, Beus, Sml. 1965-1968, s. 469, org. ref.: Rec. s. 125, paa s. 142, og af 11.10.1990, sag C-46/89, SICA og Sipefel mod Kommissionen, Sml. I, s. 3621, praemis 29).

87 Sagsoegerne har imoedegaaet dette synspunkt og har anfoert, at de "opnaaede resultater", der kan laegges til grund, ikke kan vedroere forbindelserne med AVS-staterne, idet der herved sker en underkendelse af den privilegerede stilling, der skal gives OLT i forhold til AVS-staterne. De har desuden gjort gaeldende, at princippet om faellesskabspraeferencen ikke kan have afgoerende betydning for produkter hidroerende fra OLT, idet disse ved traktatens artikel 132, stk. 1, er blevet ligestillet med produkter fra Faellesskabet.

88 Raadet har dernaest gjort gaeldende, at det inden for de naevnte graenser raader over et vidt skoen, naar det gaelder vedtagelsen af afgoerelser om associeringen af OLT under forudsaetning af, at det respekterer hovedformaalet med denne associering, som er at sikre, at disse afgoerelser under ét tilgodeser OLT' s interesser og begunstiger deres udvikling. Der bestaar saaledes en mulighed for, at visse bestemmelser i disse afgoerelser paa enkelte punkter giver Faellesskabets faelles landbrugspolitik forrangen for OLT' s interesser. I det foreliggende tilfaelde opfylder afgoerelsens artikel 109 samtlige krav efter traktatens artikel 136 og er saaledes ikke ulovlig. Dette synspunkt er blevet bekraeftet af generaladvokat Jacobs i hans forslag til afgoerelse i sag C-260/90 (Domstolens dom af 12.2.1992, Leplat, Sml. I, s. 643, jf. s. 654).

89 Sagsoegerne har heroverfor anfoert, at EOEF-traktatens artikel 3, litra k), hvortil i dag svarer EF-traktatens artikel 3, litra r), hvorefter formaalet med associeringen af OLT er at "foroege samhandelen", udelukker, at en raadsafgoerelse om ordningen for OLT kan begraense samhandelen mellem OLT og Faellesskabet, selv om en saadan afgoerelse skulle fremme udviklingen af OLT. De har desuden anfoert, at generaladvokat Jacobs i foernaevnte forslag til afgoerelse betonede kravet om, at enhver begraensning fra Raadets side af OLT' s befoejelse til at indfoere told skal begrundes udfoerligt. Men den anfaegtede beslutning indeholder ingen begrundelse for adgangen til at traeffe beskyttelsesforanstaltninger.

° Rettens bemaerkninger

90 Retten finder, at dette anbringende rejser spoergsmaalet, om Raadet har kunnet indsaette en beskyttelsesklausul i en afgoerelse vedroerende OLT' s associering med Faellesskabet, der blev vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 136, stk. 2.

91 I den forbindelse bemaerkes for det foerste, at de OLT, som visse medlemsstater har saerlige forbindelser med, er knyttet til Faellesskabet ved en associeringsordning, hvis regler findes i traktatens fjerde del. Heraf foelger, at selv om OLT har en gunstigere stilling end andre lande, der er associeret med Faellesskabet, har de dog ikke tiltraadt dette. OLT deltager saaledes ikke i den faelles landbrugspolitik, og ordningen om fri bevaegelighed for varer mellem OLT og Faellesskabet, som den foelger af traktatens fjerde del, har ikke til formaal at etablere et indre marked i lighed med det marked, der er oprettet ved traktaten mellem medlemsstaterne.

92 For det andet maa det fremhaeves, at ivaerksaettelsen af associeringsordningen mellem OLT og Faellesskabet, der er omhandlet i traktatens artikel 131-135, er en dynamisk proces, hvis naermere retningslinjer i medfoer af traktatens artikel 136 efter udloebet af en gennemfoerelseskonvention for den foerste periode paa fem aar skal fastlaegges ved en enstemmig afgoerelse truffet af Raadet "paa grundlag af de principper, der er nedfaeldet i denne traktat", og "med udgangspunkt i de opnaaede resultater".

93 Det skal i den forbindelse allerfoerst fremhaeves, at henvisningen til "de principper, der er nedfaeldet i denne traktat", ikke blot gaelder principperne i traktatens fjerde del, men ogsaa alle de principper, der findes i traktaten og navnlig i opregningen i traktatens foerste del, der baerer overskriften "principperne". De gennemfoerelsesafgoerelser, som Raadet vedtager i henhold til traktatens artikel 136, stk. 2, skal derfor bidrage til at udbygge associeringen af OLT med henblik paa at foroege samhandelen og i faellesskab at fremme den oekonomiske og sociale udvikling [EOEF-traktatens artikel 3, litra k)], uden at dette kommer indfoerelsen af en faelles politik paa landbrugsomraadet til skade [EOEF-traktatens artikel 3, litra d)]. Raadet maa derfor bringe de forskellige principper i traktaten i samklang (jf. i lighed hermed Domstolens domme af 24.10.1973, sag 5/73, Balkan-Import-Export, Sml. s. 1091, praemis 29, og sag 10/73, Rewe-Zentral, Sml. s. 1175, praemis 20, Domstolens dom af 29.2.1984, sag 37/83, Rewe-Zentral, Sml. s. 1229, praemis 18, 19 og 20, og af 11.7.1989, sag 195/87, Cehave, Sml. s. 2199, praemis 21). PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 693A0480.1

94 Det skal dernaest tilfoejes, at Raadet, naar det traeffer de hermed noedvendige valg, ogsaa skal tage hensyn til "de opnaaede resultater", saaledes at associeringsordningen til stadighed bringer gennemfoerelsen af de formaal, der er angivet i traktatens fjerde del, naermere (jf. Domstolens dom af 26.10.1994, sag C-430/92, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. I, s. 5197, praemis 22). Det har Raadet netop gjort med vedtagelsen i tidens loeb af de forskellige afgoerelser om associeringen af OLT med Faellesskabet. Saaledes blev en beskyttelsesklausul i Faellesskabets favoer, da der var blevet indfoert toldfritagelse ved indfoersel af varer hidroerende fra OLT, indfoert i gennemfoerelsesafgoerelsen (artikel 15, stk. 2, i Raadets afgoerelse 70/549/EOEF af 29.9.1970, EFT L 282, s. 83). Specielt hvad angaar indfoerslen af landbrugsprodukter hidroerende fra OLT, har denne altid vaeret omfattet af en saerlig ordning, der gradvist liberaliserede indfoerslen til Faellesskabet af disse produkter og samtidig beskyttede ivaerksaettelsen af den faelles landbrugspolitik og faellesskabspraeferencen (jf. artikel 10, andet afsnit, i Raadets afgoerelse 64/349/EOEF af 25.2.1964, JO L 1964, 93, s. 1472; artikel 2, stk. 2, i Raadets afgoerelse 70/549 af 29. september 1970; artikel 2, stk. 2, og artikel 3, stk. 2, i Raadets afgoerelse 76/568/EOEF af 29.6.1976, EFT L 176, s. 8, samt artikel 4 i bilag III til denne afgoerelse; artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, i Raadets afgoerelse 80/1186/EOEF af 16.12.1980, EFT L 361, s. 1; artikel 5 i bilag III til denne afgoerelse; artikel 70, stk. 2, og artikel 71, stk. 2, i Raadets afgoerelse 86/283/EOEF af 30.6.1986, EFT L 175, s. 1; artikel 5 i bilag III til denne afgoerelse, hvilke afgoerelser alle vedroerer associeringen af de oversoeiske lande og territorier med Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab). Det var foerst ved vedtagelsen af OLT-afgoerelsen af 25. juli 1991, at landbrugsprodukter hidroerende fra OLT blev ligestillet med andre produkter og for foerste gang i forbindelse med associeringen af OLT med Faellesskabet blev omfattet af den samme ordning for fri adgang til faellesmarkedet som alle andre produkter, dvs. med toldfritagelse alene med forbehold af en eventuel anvendelse af beskyttelsesklausulen i henhold til OLT-afgoerelsens artikel 109. Der er altsaa med OLT-afgoerelsen gjort et vigtigt skridt, idet der for foerste gang principielt er skabt fri adgang til Faellesskabet for landbrugsprodukter hidroerende fra OLT, selv om denne adgang ved beslutningen ligeledes noedvendigvis for foerste gang er blevet underordnet en almindelig beskyttelsesklausul, der skal goere det muligt for Faellesskabet i begraenset omfang at skride ind over for vanskeligheder paa Faellesskabets marked som foelge af den frie adgang for produkter hidroerende fra OLT til dette marked. En saadan udvikling inden for ordningen for landbrugsprodukter hidroerende fra OLT er derfor hverken i modstrid med praeamblen til traktaten eller med dennes artikel 131 i det omfang, den bidrager til den oekonomiske og sociale udvikling i OLT og til oprettelsen af snaevre oekonomiske forbindelser mellem OLT og Faellesskabet under ét.

95 Af det anfoerte fremgaar i det hele, at Raadet retmaessigt i henhold til traktatens artikel 136, stk. 2, med henblik paa at bringe principperne for associeringen af OLT med Faellesskabet og den faelles landbrugspolitik i samklang, i OLT-afgoerelsen kunne indsaette en beskyttelsesklausul, hvorefter der navnlig kunne indfoeres restriktioner for den frie indfoersel af landbrugsprodukter hidroerende fra OLT, saafremt anvendelsen af denne afgoerelse medfoerer alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Faellesskabet eller i en eller flere medlemsstater eller bringer disses finansielle stabilitet udadtil i fare, eller saafremt der opstaar vanskeligheder, der vil kunne medfoere en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Faellesskabet eller i en af dettes regioner. Raadet har ikke ved at vaelge denne loesning, hvorved den frie indfoersel til Faellesskabet af produkter hidroerende fra OLT kun undtagelsesvis, delvis og midlertidigt begraenses, overskredet graenserne for sit skoen i henhold til traktatens artikel 136, stk. 2.

96 Hverken traktatens artikel 134 eller andre bestemmelser i traktaten eller protokoller med samme rang, der indeholder saerlige bestemmelser om undtagelser fra associeringsordningen for OLT skaber, som anfoert af sagsoegerne (jf. ovenfor, praemis 83), tvivl om rigtigheden af dette resultat. Den objektive karakter af Raadets forpligtelse ifoelge traktatens artikel 136, stk. 2, til at fastlaegge de naermere retningslinjer for associeringens gennemfoerelse under hensyntagen til samtlige principper i traktaten begraenses nemlig ikke ved disse bestemmelser, hvis eneste formaal er at regulere saerlige situationer. Ingen af disse bestemmelser har et indhold, der viser, at traktatens faedre med vedtagelsen af dem oenskede at aendre raekkevidden af traktatens artikel 136, stk. 2.

97 Det foerste anbringende skal foelgelig forkastes.

Det andet anbringende: tilsidesaettelse af OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 1.

° Parternes argumenter

98 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at der rigtignok efter OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 1, kan traeffes beskyttelsesforanstaltninger, men at saadanne foranstaltninger kun kan overvejes, saafremt anvendelsen af OLT-afgoerelsen medfoerer alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Faellesskabet eller i en eller flere medlemsstater eller bringer disses finansielle stabilitet i fare, eller saafremt der opstaar vanskeligheder, der vil kunne medfoere en forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Faellesskabet eller i en af dettes regioner. Efter deres opfattelse har indfoerslerne af delvis sleben ris hidroerende fra De Nederlandske Antiller ikke kunnet og vil heller ikke kunne forstyrre risdyrkningssektoren i Faellesskabet.

99 De har i foerste raekke anfoert, at ris fra Faellesskabet havde en gunstig stilling paa tidspunktet for de anfaegtede beslutningers ikrafttraeden. Denne gunstige stilling, der kom til udtryk i en stigning i priserne i februar 1993 efter en nedgang, der blev konstateret i sidste kvartal i 1992 (henholdsvis 778,17 USD i februar 1993, 724,62 USD i december 1992 og 859,32 USD i september 1992 for sleben langkornet ris med 5% brudris hidroerende fra Faellesskabet) skyldtes dels en mangelsituation som foelge af toerke i Spanien og dels en devaluering af den italienske lire, der havde tilskyndet til koeb paa markedet. Denne mangelsituation og den gunstige stilling for ris fra Faellesskabet fortsatte, saaledes at der ikke laengere i marts 1993 var noget lager af ris fra Faellesskabet til raadighed. Der har derfor ikke foreligget nogen forstyrrelse eller trussel om forringelse af risdyrkningen i Faellesskabet, der kan begrunde beskyttelsesforanstaltningerne.

100 Sagsoegerne har dernaest henvist til, at indfoerslen af delvis sleben ris "fra Antillerne" umuligt har kunnet medfoere forstyrrelser eller risiko for en forringelse af situationen i risdyrkningssektoren i Faellesskabet. Indfoerslen af delvis sleben ris fra Antillerne stoeder nemlig paa to begraensninger. Den er paa den ene side kun mulig, saafremt efterspoergslen efter sleben langkornet ris ikke kan daekkes af selve faellesskabsproduktionen, fordi faellesskabsprisen ligger under prisen paa ris fra Antillerne. Den kan derfor ikke fremkalde et tryk paa priserne paa faellesskabsris (jf. nedenfor, under 1.). Paa den anden side kan de maengder ris, der indfoeres fra De Nederlandske Antiller, aldrig overstige de til raadighed staaende overskud fra AVS-staterne, og disse overskud har aldrig tidligere oversteget det toldkontingent, som Faellesskabet har fastsat for disse lande. Den maengde ris, der staar til raadighed til forarbejdning af delvis sleben ris til sleben ris, kan altsaa ikke stige (jf. nedenfor, under 2.).

1. Prisniveauet

101 Sagsoegerne goer gaeldende, at prisen paa sleben ris fra Faellesskabet skal sammenlignes med prisen paa sleben ris fremstillet paa grundlag af delvis sleben ris fra Antillerne. Det er den eneste maade, hvorpaa priserne paa ris fra Antillerne sammenlignes med priserne paa ris fra Faellesskabet, for saa vidt som der ikke findes delvis sleben ris hidroerende fra Faellesskabet, og De Nederlandske Antiller ikke eksporterer sleben ris. Producenterne af sleben ris i Faellesskabet koeber nemlig kun uafskallet ris for at blive fri for at fremstille sleben ris i to etaper (uafskallet ris ° delvis sleben ris/delvis sleben ris ° sleben ris), for det sidste er dyrere. Af samme grund kan man kun forestille sig forstyrrelser paa markedet for sleben ris' vedkommende: En nedgang i prisen paa delvis sleben ris fra Antillerne kan medfoere en nedgang i prisen paa sleben ris, der paa sin side kan medfoere et prisfald paa uafskallet ris, der er produceret i Faellesskabet.

102 Sagsoegerne goer gaeldende, at man for at faa prisen paa sleben ris, der er fremstillet af ris fra Antillerne, til prisen paa delvis sleben ris fra Antillerne maa laegge omkostningerne til forarbejdning efter en vis metode.

103 De har anfoert, at prisen paa sleben ris, der er fremstillet af delvis sleben ris, laa 200 USD over prisen paa sleben ris, der hidroerte fra Faellesskabet. Paa grundlag heraf har de fastslaaet, at med den pris, hvortil delvis sleben ris fra De Nederlandske Antiller dengang blev udbudt paa markedet, kunne prisen paa sleben ris fremstillet af denne delvis slebne ris overhovedet ikke udkonkurrere prisen paa sleben ris hidroerende fra Faellesskabet. Med et saadant prisniveau var import af ris fra Antillerne kun mulig, naar der ikke mere var ris fra Faellesskabet til raadighed. En saadan import ville derfor ikke have kunnet medfoere en nedgang i faellesskabspriserne, der paa sin side kunne udgoere en hindring for den med forordning nr. 3878/87 tilsigtede omlaegning af risdyrkningen i Faellesskabet. De har tilfoejet, at indica-ris for op til 70%' s vedkommende bestaar af dampkogt, toerret ris, der er ifoelge sagsoegerne er en dyrere vare, der ikke kan erstattes af ris fra Antillerne.

104 Sagsoegerne har endelig afvist, at prisniveauet for ris fra Antillerne gav dem en uforholdsmaessig hoej fortjeneste, som tillod dem at saenke priserne. De har tilfoejet, at man ikke, selv om dette var rigtigt, med en saadan form for mistaenkeliggoerelse kan begrunde vedtagelsen af beskyttelsesforanstaltninger, og det saa meget mindre, som overvejelser af denne art ikke optraeder i de grunde, der anfoeres i de anfaegtede beslutninger.

105 Kommissionen har heroverfor anfoert, at det er priserne paa delvis sleben ris og ikke priserne paa sleben ris, der skal sammenlignes. Der konkurreres nemlig kun paa dette niveau, idet "forbrugerne" af den ris, der er omfattet af de anfaegtede foranstaltninger, er de risdyrkere i Faellesskabet, der producerer sleben ris. Disse risdyrkere kan ogsaa anvende uafskallet ris fra Faellesskabet eller indfoert afskallet ris ("brown rice"). Det er saaledes de forskellige raavarer, som Faellesskabets risforarbejdningsvirksomheder anvender, der er genstand for konkurrence. Imidlertid maa man i betragtning af, at faellesskabsproducenterne ikke udbyder delvis sleben ris, beregne en pris paa delvis sleben ris fra Faellesskabet paa grundlag af prisen paa uafskallet ris fra Faellesskabet og den pris, der betales ved interventionsopkoeb.

106 Ifoelge Kommissionen giver en saadan sammenligning til resultat, at prisen paa delvis sleben ris fra Faellesskabet (767,48 USD pr. ton) foer Antillernes myndigheders indfoerelse af en mindstepris laa klart over prisen paa delvis sleben ris fra Antillerne (700 USD pr. ton). Med en saadan prisforskel var Faellesskabets producenter noedt til enten at saenke deres priser eller oplagre deres ris i afventning af bedre tider. Denne situation ville have foert til et fald i prisen paa afskallet ris hidroerende fra Faellesskabet i forhold til det foregaaende aar. Det ville for ris hidroerende fra Spanien have andraget op til 85,18% og for ris hidroerende fra Italien paa op til 91,82% af interventionsprisen (jf. bilag 5 til svarskriftet). Prisen paa afskallet ris hidroerende fra Faellesskabet steg foerst efter, at der var givet meddelelse om beskyttelsesforanstaltningerne i februar 1993.

107 Kommissionen har i oevrigt stillet spoergsmaalstegn ved de priser, som sagsoegerne har benyttet til stoette for deres synspunkt. Den har tilfoejet, at sagsoegerne ikke kan kritisere den for at argumentere paa hypotetisk grundlag, eftersom de principielt selv gaar frem paa samme maade (jf. bilag 7 til staevningen i sag T-480/93 og bilag 8 til staevningen i sag T-483/93). Den har ogsaa betvivlet relevansen af de oplysninger, som den af sagsoegerne gennemfoerte markedsanalyse grundes paa og det saa meget mere, som disse stammer fra tiden efter vedtagelsen af beskyttelsesforanstaltningen. Men spoergsmaalet er, om de vurderinger der blev foretaget ved vedtagelsen af naevnte foranstaltninger dengang var rimelige. Desuden daekker disse oplysninger hele markedet, der i hovedsagen omfatter ris af arten japonica, mens naervaerende sag vedroerer indica-ris.

108 Kommissionen har anfoert, at den konstaterede prisforskel truede den produktionsomlaegning fra ris af japonica-type (som der er overskudsproduktion af i Faellesskabet) til ris af indica-type (som der ikke produceres tilstraekkeligt af i Faellesskabet), der blev indfoert ved forordning nr. 3878/87, for denne forordning forudsaetter, at producenterne faar sikkerhed for at kunne afsaette den af dem producerede indica-ris til priser, der er garanteret ved fastsaettelsen af en interventionspris. En prisnedgang vil saaledes paa den ene side give anledning til alvorlige budgetmaessige foelger for Faellesskabet, der ville vaere noedt til at foretage massive interventionsopkoeb og paa den anden side paa lang sigt til producenternes genoptagelse af dyrkningen af japonica-ris, hvad der ville oege interventionerne og eksportrestitutionerne.

109 Kommissionen har desuden stillet sig uforstaaende over for sagsoegernes argument i replikken om, at sleben ris fra Antillerne og sleben ris hidroerende fra Faellesskabet kun i ringe omfang er substituerbare, fordi sleben ris hidroerende fra Faellesskabet for 70%' s vedkommende bestaar af dampkogt, toerret ris, og har anfoert, at dette argument savner relevans, idet det er risforarbejdningsvirksomhederne og ikke risdyrkerne, der gennemfoerer toerringen.

110 Kommissionen har endelig fremhaevet, at prisen paa "brown rice" hidroerende fra Surinam ligger saa langt under prisen paa ris fra Faellesskabet (400 USD), at sagsoegerne raader over betydelig frihed og kan modulere deres fortjeneste, naar de skal fastsaette deres rispris paa markedet i Faellesskabet.

111 Der hersker ogsaa uenighed mellem parterne om, hvorledes de givne priser skal "konverteres".

2. De indfoerte maengder af delvis sleben ris

112 Sagsoegerne har anfoert, at AVS-staternes eksportkapacitet er meget begraenset. Som bevis herfor har de anfoert, at eksporten fra dem aldrig har oversteget faellesskabstoldkontingentet paa 125 000 tons, og at de maengder, der er blevet udbudt paa markedet i Faellesskabet, ikke er steget.

113 De er foelgelig af den opfattelse, at AVS-staterne maa traeffe et valg. De maa enten direkte eksportere deres "brown rice" til Faellesskabet eller eksportere den til De Nederlandske Antiller. Paa den maade ville importen af delvis sleben ris fra Antillerne fremstillet paa grundlag af "brown rice" hidroerende fra AVS-staterne overhovedet ikke vaere et tilskud til den direkte import af "brown rice" hidroerende fra AVS-staterne, men ville traede i denne imports sted. For ifoelge artikel 6, stk. 2, i bilag II til OLT-afgoerelsen (se praemis 7) anses ris, der er forarbejdet paa De Nederlandske Antiller, kun for ris hidroerende fra Antillerne, saafremt den indfoeres fra AVS-staterne. Da kun ris fra Antillerne i henhold til traktatens artikel 133 og artikel 101, stk. 1, i OLT-afgoerelsen opnaar fritagelse for told og afgifter med tilsvarende virkning, fremstilles delvis sleben ris "fra Antillerne", der er indfoert til Faellesskabet, noedvendigvis paa grundlag af ris, der hidroerer fra en AVS-stat. De eneste AVS-stater, der har overskudsproduktion af ris, er Surinam og Guyana.

114 Sagsoegerne har anfoert, at AVS-staterne bestemt har interesse i at udfoere deres produktion af ris til De Nederlandske Antiller, idet de dér opnaar en hoejere pris end ved direkte eksport til Faellesskabet, hvor risen konkurrerer med amerikansk ris. Da AVS-staternes overskudsproduktion af ris er saa begraenset, kan de ikke fortsat eksportere saa meget til Faellesskabet, naar de samtidig eksporterer ris til De Nederlandske Antiller. Ifoelge sagsoegerne laa den samlede import af ris hidroerende fra De Nederlandske Antiller og AVS-staterne i 1992 (95 855 tons heraf 40 830 fra AVS-staterne og 58 042 fra Antillerne) paa samme niveau som indfoerslerne af ris hidroerende fra AVS-staterne i 1990 (83 857 tons) og 1991 (94 373 tons).

115 Kommissionen har heroverfor anfoert, at det for Faellesskabet ikke er ligegyldigt, om overskudsproduktionen af ris fra AVS-staterne eksporteres direkte til Faellesskabet eller via De Nederlandske Antiller, for saa vidt som det ved den direkte import kommer til i et vist naermere fastsat omfang at betale en ganske vist nedsat afgift, mens det ellers uden begraensning ikke skal betale afgift. Der er saaledes en risiko for, at hele overskudsproduktionen fra AVS-staterne indfoeres til Faellesskabet uden afgiftsopkraevning eller toldkontingentering via De Nederlandske Antiller. Den har ved fremlaeggelsen af duplikken anfoert, at toldkontingentet for AVS-staterne, der er paa 125 000 tons ris, blev overskredet i 1993, idet indfoerslerne hidroerende fra AVS-staterne og De Nederlandske Antiller under ét kom op paa 179 154 tons. Endvidere androg indfoerslerne fra Antillerne fra september til december 1992 partier paa 27 019 tons sleben ris, dvs. 11% af faellesskabsproduktionen.

116 Kommissionen har paa grundlag heraf fastslaaet, at en saadan foroegelse af indfoerslerne med afgiftsfritagelse kun har kunnet foere til et fald i priserne paa Faellesskabets marked.

3. De risici, som Poseidom-programmet er udsat for

117 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at beskyttelsesforanstaltningerne ikke som anfoert i betragtningerne til den foerste anfaegtede beslutning kan begrundes med den fare, der opstaar for Poseidom-programmet til fremme af afsaetningen paa Guadeloupe og Martinique af ris, der produceres i Fransk Guyana. De har nemlig aldrig eksporteret til Guadeloupe eller Martinique eller haft til hensigt at goere det, idet deres afsaetningsmuligheder i Faellesskabet var mere end tilstraekkelige. Dette bekraeftes i oevrigt af den franske regering i dennes skrivelse af 14. december 1992 (se praemis 19), samt af en rapport fra Kommissionen til Raadet af 25. november 1993 (KOM (93) 555 endelig udg.) vedroerende ivaerksaettelsen af den kommercielle ordning, hvori det blev fastslaaet, at der ikke eksporteredes fra Antillerne til de franske oversoeiske departementer.

118 Kommissionen og intervenienten, Den Franske Republik, har heroverfor anfoert, at de saerlige faellesskabsstoetteforanstaltninger for risproduktionen i Fransk Guyana og for afsaetningen af den dér producerede ris paa Guadeloupe og Martinique (artikel 3, stk. 2 og 3, i forordning nr. 3763/91, jf. praemis 9) kan komme ud for aendringer som foelge af indfoersel af ris fra Antillerne til lavere pris. Det foelsomme rismarked i de to naevnte departementer, som indfoerslen af en enkelt skibsladning, der kan ske naar som helst, vil vaere tilstraekkelig til at forstyrre, udelukker enhver korrigerende foranstaltning, der uanset arten noedvendigvis vil vaere truffet for sent. Kun en forebyggende beskyttelsesforanstaltning vil kunne virke efter hensigten. Kommissionen har dog tilfoejet, at den i sin tid ansaa dette argument for betydningsfuldt, men ikke for afgoerende.

° Rettens bemaerkninger

119 Det maa undersoeges, om Kommissionen paa grundlag af de oplysninger, som den raadede over paa det tidspunkt, da den vedtog de anfaegtede beslutninger, rimeligvis kunne laegge til grund, at betingelserne for at anvende OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 1, var opfyldt.

120 Ifoelge OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 1, "kan" Kommissionen traeffe eller tillade, at der traeffes beskyttelsesforanstaltninger, "saafremt anvendelsen af [OLT-afgoerelsen] medfoerer alvorlige forstyrrelser i en erhvervssektor i Faellesskabet eller i en eller flere medlemsstater eller bringer disses finansielle stabilitet udadtil i fare" eller "saafremt der opstaar vanskeligheder, der vil kunne medfoere forringelse af situationen i en erhvervssektor inden for Faellesskabet eller i en af dettes regioner".

121 Af denne bestemmelse fremgaar det, at indfoerelsen af beskyttelsesforanstaltninger kun forudsaetter, at én af de to deri fastsatte betingelser er opfyldt. Er det tilfaeldet, er Kommissionen dog ikke forpligtet til at vedtage en beskyttelsesforanstaltning, idet den dog maa tage stilling i saa henseende.

122 Det foelger heraf, at Kommissionen inden for anvendelsesomraadet for OLT-afgoerelsens artikel 109 raader over et vidt skoen ikke blot med hensyn til, om de betingelser, der kan begrunde vedtagelsen af en beskyttelsesforanstaltning, er opfyldt, men ogsaa med hensyn til det principielle spoergsmaal, om der skal vedtages en beskyttelsesforanstaltning. Retten skal i betragtning af disse skoensbefoejelser alene undersoege, om der ved udoevelsen heraf er begaaet en aabenbar fejl eller om der foreligger magtfordrejning, eller endelig om Kommissionen aabenbart har overskredet graenserne for sit skoen (jf. den naevnte dom i sagen Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, praemis 40).

123 Hvad den foerste beslutning angaar fremgaar det af dennes ordlyd, af sagens forskellige akter samt af Kommissionens udtalelser i retsmoedet, at der i forbindelse med den blev lagt vaegt paa forskellige stoerrelser, foer det blev fastslaaet, at det var noedvendigt at traeffe beskyttelsesforanstaltninger.

124 I beslutningen fastslaas det saaledes, at prisen paa usleben ris fra Faellesskabet, der som delvis sleben ris fra Antillerne kan tjene som raavare for faellesskabsproducenterne af sleben ris, fra oktober 1992 til januar 1993 faldt staerkt og derefter steg i februar 1993. Af de af Kommissionen fremlagte tal (bilag V til Kommissionens svar paa skriftligt spoergsmaal nr. 10 fra Retten) fremgaar, at prisen paa spansk usleben ris i januar 1993 androg 365 USD pr. ton, dvs. den laveste pris i produktionsaaret 1992/1993, mens den i oktober 1992 naaede op paa 470 USD pr. ton; prisen paa italiensk ris var 402 USD pr. ton i december 1992 og naaede op paa 452 USD pr. ton i oktober 1992. I februar 1993 var prisen paa spansk ris 420 USD pr. ton og prisen paa italiensk ris 497 USD pr. ton. Disse tal viser, at der var sket en udvikling i lighed med udviklingen i prisen paa sleben ris fra Faellesskabet, der efter de tal, sagsoegerne har fremlagt (i staevningen i sag T-480/93, punkt 54, og i staevningen i sag T-483/93, punkt 82), laa paa 724,26 USD pr. ton i december 1992, mens den naaede op paa 859,38 USD pr. ton i september 1992, og som er steget igen til 778,17 USD pr. ton i februar 1993, paa hvilket tidspunkt de erhvervsdrivende regnede med, at der ville blive vedtaget beskyttelsesforanstaltninger (jf. Weekly Rice Market News af 26.1.1993, bind 74, nr. 5, bilag 2 til bilag 9 til staevningen i sag T-480/93, der indeholder en omtale af rygterne om, at der eventuelt ville blive vedtaget beskyttelsesforanstaltninger). Retten finder, at de af Kommissionen oplyste priser har sandsynligheden for sig, idet de er indhentet paa et boersmarked. Selv om sagsoegerne har ytret tvivl med hensyn til stoerrelsen af prisfaldet for denne ristype, har de ikke kunnet komme uden om, at dette var en realitet, der ogsaa fremgaar af de tal, der er naevnt i punkt 54 i staevningen i sag T-480/93 og i punkt 82 i staevningen i sag T-483/93.

125 Det bemaerkes dernaest, at sagsoegerne som svar paa et spoergsmaal fra Retten har forbeholdt sig retten til at bestride de af Kommissionen oplyste priser efter endnu en kontrol heraf hos de uafhaengige handlende, men ikke senere har fundet anledning til at komme tilbage hertil, hvilket yderligere oeger trovaerdigheden af de af Kommissionen fremlagte tal.

126 Endelig bemaerkes det, at sagsoegerne ikke kan bestride, at prisen paa usleben ris af indica-type fra Faellesskabet har kunnet komme til at ligge under interventionsprisen under anbringende af, at der er sket en betydelig formindskelse af interventionslagrene. De tal, sagsoegerne har givet i staevningen og i deres besvarelser af Rettens skriftlige spoergsmaal, vedroerer nemlig som anfoert af Kommissionen i punkt 24 i svarskriftet interventionslagrene af ris af japonica-type, ikke af indica-type, og dette er ikke blevet bestridt af sagsoegerne.

127 Kommissionen har dernaest anfoert, at der i tidsrummet september-december 1992 blev indfoert ca. 27 000 tons ris hidroerende fra De Nederlandske Antiller, hvilket svarer til 11% af faellesskabsproduktionen af usleben ris. Retten skal fastslaa, at sagsoegerne ikke har bestridt dette tal. Desuden giver tabellerne i bilag 16 til staevningen i begge sager, der henholder sig til attester, der er udstedt med henblik paa indfoersel, af hvilke det i oevrigt fremgaar, at der i foerste halvdel af 1992 ikke forekom indfoersler af ris hidroerende fra De Nederlandske Antiller, et endnu hoejere tal.

128 Retten finder, at Kommissionen paa grundlag af disse kendsgerninger ° et stort fald i prisen paa usleben ris fra Faellesskabet samtidig med en stor stigning i indfoerslen af delvis sleben ris fra Antillerne, der er en konkurrerende vare ° retmaessigt har kunnet fastslaa, at der, jf. OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 1, var opstaaet vanskeligheder, der ville kunne medfoere en forringelse af situationen i sektoren for dyrkning af indica-ris i Faellesskabet, og at der derfor kunne ivaerksaettes beskyttelsesforanstaltninger.

129 Det bemaerkes endvidere, at Kommissionen ogsaa tog andre supplerende oplysninger i betragtning, idet den fastslog, at risen fra Antillerne blev udbudt til en pris, der var betydeligt lavere en den pris, til hvilken faellesskabsris kunne udbydes, forarbejdningsgraden taget i betragtning, dvs. som delvis sleben ris, og dette bestrides ikke laengere af sagsoegerne.

130 Retten finder, at Kommissionen ikke har begaaet en aabenbar skoensfejl ved at sammenligne priserne paa de to raavarer paa dette forarbejdningstrin. For hermed demonstreres foerst og fremmest den paapasselighed, Kommissionen har udvist ved at sammenligne de to omhandlede varer paa samme forarbejdningstrin. Da ris fra Antillerne paa Faellesskabets marked blev udbudt som delvis sleben ris, kunne Kommissionen rimeligvis sammenligne de to konkurrerende produkter paa markedet for denne vare, og herved beregne en teoretisk pris paa delvis sleben ris fra Faellesskabet. Hvad beregningen af prisen angaar finder Retten, at sagsoegerne ikke har vaeret i stand til at skabe tvivl om rigtigheden af de beregninger, Kommissionen har fremlagt, idet de blot har anfoert, at forarbejdningsomkostningerne og de supplerende omkostninger var for hoeje eller har bestridt den omregningssats, der er blevet anvendt for de forskellige forarbejdningsstadier uden videre begrundelse (jf. punkt 29 i replikken i sag T-480/93 og punkt 30 i replikken i sag T-483/93, samt parternes svar paa Rettens spoergsmaal nr. 10). Sagsoegerne kan endelig ikke kritisere Kommissionen for at have beregnet en teoretisk pris paa delvis sleben ris fra Faellesskabet, idet den sammenligning, de selv har foreslaaet, ogsaa bygger paa beregningen af en teoretisk pris, nemlig prisen paa sleben ris fremstillet af delvis sleben ris fra Antillerne (jf. bilag 7 til staevningen i sag T-480/93 og bilag 8 til staevningen i sag T-483/93).

131 Retten finder derfor, at Kommissionen korrekt har fastslaaet, at der var tale om en betydelig forskel mellem prisen paa ris fra Faellesskabet og prisen paa ris fra Antillerne, der kunne vaere aarsagen til, at prisen paa ris fra Faellesskabet faldt voldsomt mellem september 1992 og januar 1993.

132 Kommissionen kunne desuden lovligt paaberaabe sig risikoen for, at eksporten af ris fra Antillerne til de franske oversoeiske departementer blev en trussel for Poseidom-programmet til fremme af afsaetningen paa Guadeloupe og Martinique af ris, der er produceret i Fransk Guyana. Det er nemlig fra det tidspunkt, hvor risikoen herfor er tilstraekkelig overhaengende i tilfaelde af, at en saadan eksport finder sted, uden betydning, at denne faktisk endnu ikke paa det tidspunkt, hvor den foerste foranstaltning bliver truffet, har fundet sted. Imidlertid har sagsoegerne i den foreliggende sag ikke bestridt Kommissionens udtalelser om, at rismarkedet i disse to departementer var saa saarbart, at indfoersel af en enkelt skibsladning ville have vaeret nok til at bringe det i forstyrrelse. En saadan indfoersel kunne ske naar som helst, og en hvilken som helst genoprettende foranstaltning ville uundgaaeligt vaere kommet for sent. Derfor kunne kun en beskyttelsesforanstaltning have de oenskede virkninger.

133 Hvad den anden beslutning angaar bemaerkes det indledningsvis, at den kun indeholder en aendring af den foerste beslutnings artikel 1, hvis bestemmelser den er en maerkbar lempelse af, idet den alene fastsaetter en absolut mindstepris, der ligger klart lavere end den relative mindstepris, der blev fastsat ved den foerste beslutning. Kommissionen har foelgelig ikke med vedtagelsen af den anden beslutning truffet en ny beskyttelsesforanstaltning, der har selvstaendig betydning, men blot smidiggjort ordningen i henhold til en allerede foreliggende beskyttelsesforanstaltning. Den var altsaa ikke forpligtet til paa dette trin at gennemfoere en fornyet undersoegelse af, om der principielt kunne vedtages beskyttelsesforanstaltninger i lighed med den undersoegelse, den havde maattet gennemfoere, foer den vedtog den foerste beslutning.

134 I oevrigt og under alle omstaendigheder finder Retten, at Kommissionen rimeligvis kunne laegge til grund, at det fortsat til trods for den konkurrencemaessigt forbedrede situation for ris i april 1993 var noedvendigt at beskytte Faellesskabets risdyrkning ved opretholdelse af en beskyttelsesforanstaltning. Udsaaningen af ris begynder jo i april. Det var derfor for at undgaa, at japonica-ris igen blev produceret i overskud vigtigt, at Faellesskabets dyrkeres tillid til de gunstige udsigter for prisen paa indica-ris ikke blev rokket. I den forbindelse har det ingen betydning, at der dengang var mangel paa usleben ris fra Faellesskabet, og at prisen paa denne ris var i stigning. For med den forebyggende karakter, den omtvistede foranstaltning havde som en foranstaltning til opretholdelse af produktionsniveauet for indica-ris i Faellesskabet, er det ikke situationen paa tidspunktet for beslutningens vedtagelse, der havde betydning, men derimod udsigterne til en udvikling i denne situation, som kunne foregribes af Faellesskabets dyrkere. Situationen var imidlertid ikke saadan, at de havde grund til at tro, at ethvert nyt sammenbrud i prisen paa ris fra Faellesskabet ville blive undgaaet, mens opretholdelsen af en beskyttelsesforanstaltning kunne berolige dem, idet denne foranstaltning var et klart udtryk for Kommissionens vilje til fortsat at forsvare dyrkningen af indica-ris i Faellesskabet og til herigennem at ophaeve risikoen for et stoerre fald i prisen paa saadan ris. Kommissionen overskred derfor ikke, da den tillempede sin beskyttelsesforanstaltning til en ny situation, graenserne for sit skoen i henhold til OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 1.

135 Af det anfoerte foelger i det hele, at det andet anbringende skal forkastes.

Det tredje anbringende: tilsidesaettelse af OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2.

136 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, er blevet tilsidesat med de to anfaegtede beslutninger. I naevnte artikel hedder det saaledes, at "ved anvendelsen af stk. 1 skal der fortrinsvis vaelges foranstaltninger, som bringer mindst mulig forstyrrelse i associeringens og Faellesskabets funktion. Disse foranstaltninger maa ikke gaa ud over, hvad der er absolut noedvendigt for at afhjaelpe de opstaaede vanskeligheder". Ifoelge sagsoegerne gaar begge de anfaegtede beslutninger langt ud over, hvad der er noedvendigt for at fjerne en eventuel forstyrrelse eller en eventuel risiko for forringelse af situationen for risdyrkningen i Faellesskabet.

° Den foerste beslutning

1. Parternes argumenter

137 Sagsoegerne har forklaret, at den relative mindstepris, der ved den foerste beslutning blev fastsat til 120% af importafgiften for delvis sleben ris, hindrede salg af ris fra Antillerne og udelukkede denne ris fra markedet. De investeringer, sagsoegerne har gennemfoert paa De Nederlandske Antiller, blev derved truet, hvilket ville have skabt forstyrrelser for OLT' s associering med Faellesskabet. Disse ulemper ville have vaeret uforholdsmaessigt store i forhold til det tilsigtede maal, som var at fjerne forstyrrelser eller risikoen for forringelse af forholdene paa rismarkedet i Faellesskabet. Denne beslutning blev desuden vedtaget under tilsidesaettelse af "princippet om en praeferencerangfoelge", idet den relative mindstepris, der skulle gaelde for ris fra Antillerne, var hoejere end prisen paa ris hidroerende fra tredjelande, hvilket gav ris hidroerende fra OLT en ringere stilling end den, som ris fra AVS-staterne eller De Forenede Stater havde. Beskyttelsesforanstaltningen beskyttede saaledes ikke blot dyrkningen af ris i Faellesskabet, men ogsaa indfoerslen af ris hidroerende fra tredjelande.

138 Kommissionen har i foerste raekke fremhaevet, at den foretrak at fastsaette en mindstepris frem for midlertidigt at genindfoere importafgiften, idet den var overbevist om, at den foerstnaevnte loesning fuldt ud kunne tilfredsstille interesserne hos Faellesskabets producenter og mindre ville beroere forarbejdningsindustrien paa De Nederlandske Antiller.

139 Den har dernaest anfoert, at en beskyttelsesforanstaltning skal virke efter hensigten, og at den eneste maade, hvorpaa forstyrrelser i risdyrkningssektoren i Faellesskabet kunne fjernes, var at fastsaette en mindstepris for ris fra Antillerne, som kunne afboede den daarlige stilling i konkurrencen for ris fra Faellesskabet. Kommissionen har dog erkendt, at den relative mindstepris gjorde ris fra Antillerne dyrere end ris hidroerende fra tredjelande.

2. Rettens bemaerkninger

140 Det maa fastslaas, at der med dette anbringende bliver spoergsmaal om, hvorvidt Kommissionen med vedtagelsen af de anfaegtede foranstaltninger har tilsidesat det i OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, udtrykte proportionalitetsprincip.

141 I den forbindelse skal det fremhaeves, at formaalet med OLT-afgoerelsens artikel 109 udelukkende er at raade bod paa de vanskeligheder, en erhvervssektor i Faellesskabet kan komme ud for, eller at hindre, at saadanne vanskeligheder opstaar. Men henblik herpaa tillades efter denne artikels stk. 2 kun beskyttelsesforanstaltninger, der ikke gaar ud over, hvad der er "absolut noedvendigt". Heraf foelger, at en beskyttelsesforanstaltning, der ogsaa foerer til, at en erhvervssektor i et tredjeland beskyttes, raekker ud over formaalet med OLT-afgoerelsens artikel 109 og saaledes ikke holder sig inden for det i naevnte stk. 2' s forstand "absolut noedvendige".

142 Det kan fastslaas, at parterne i naervaerende sag er enige om, at fastsaettelsen ved artikel 1, stk. 1, i beslutning 93/127 af 25. februar 1993 af mindsteprisen til 120% af importafgiften for delvis sleben ris har gjort ris fra Antillerne dyrere paa Faellesskabets marked end ris hidroerende fra tredjelande som De Forenede Stater eller AVS-landene (jf. raekkefoelgen i tabellen i punkt 31 i staevningen i sag T-480/93 og i punkt 55 i staevningen i sag T-483/93, som Kommissionen ikke har rejst kritik af, jf. svarskriftet, punkt 38). Med denne bestemmelse er altsaa heller ikke den til fordel for produkter fra Faellesskabet og produkter fra OLT indfoerte praeferencefoelge blevet respekteret.

143 Ved at give ris hidroerende fra AVS-landene og fra De Forenede Stater en gunstigere stilling i konkurrencen paa Faellesskabets marked end ris hidroerende fra Antillerne, gaar artikel 1, stk. 1, i beslutningen af 25. februar 1993 ud over, hvad der var absolut noedvendigt for at afhjaelpe de vanskeligheder, der var opstaaet for markedsfoeringen af ris fra Faellesskabet som foelge af importen af ris fra Antillerne. Heraf foelger, at denne bestemmelse udgoer en tilsidesaettelse af OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, hvorfor den skal annulleres.

° Den anden beslutning

1. Parternes argumenter

144 Sagsoegerne har med hensyn til den anden beslutning gjort gaeldende, at ogsaa denne blev vedtaget under tilsidesaettelse af OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, idet den derved fastsatte absolutte mindstepris gaar ud over, hvad der er noedvendigt for at fjerne forstyrrelsen eller faren for forringelse af situationen for risdyrkningssektoren i Faellesskabet.

145 De har anfoert, for det foerste, at denne pris klart var hoejere end prisen paa ris fra Faellesskabet og kun lidt lavere end prisen paa ris fra AVS-staterne. Beskyttelsesforanstaltningerne havde til formaal at beskytte dyrkningen af ris i Faellesskabet, og man maa derfor sammenligne priserne paa ris fra Faellesskabet med den absolutte mindstepris, der var indfoert for ris fra Antillerne, for at afgoere, om disse foranstaltninger er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Ris fra Antillerne havde selv i sammenligning med ris fra De Forenede Stater stadig, naar henses til den amerikanske ris' bedre kvalitet, en ringere stilling i konkurrencen.

146 Sagsoegerne har i oevrigt anfoert, at de ikke forstaar, hvorfor der ved den anden beslutning fortsat skulle gaelde en absolut mindstepris. Kommissionens redegoerelse i svarskriftet er ikke entydig i saa henseende, idet den baade som begrundelse for en lempelse af den gennemfoerte foranstaltning naevner en anmodning om korrigering fra den nederlandske regering og markedsvilkaarene, skoent gennemfoerelse af en korrigering ikke har den samme raekkevidde som en lempelse af en beskyttelsesforanstaltning.

147 Sagsoegerne har tilfoejet, at ivaerksaettelsen af de anfaegtede beslutninger under alle omstaendigheder har haft alvorlige finansielle foelger, og at beslutningerne ogsaa af denne grund udgoer uforholdsmaessige foranstaltninger. Toldmyndighederne stiller nemlig krav om, at der stilles sikkerhed med et beloeb, der svarer til afgiften for delvis sleben ris hidroerende fra tredjelande, men Kommissionen kunne have foreskrevet anvendelse af andre midler, der bebyrdede sagsoegerne mindre.

148 Kommissionen har heroverfor anfoert, at mindsteprisens niveau ifoelge den anden beslutning var forholdsmaessig, idet der kun blev valgt en absolut mindstepris, hvilket i betydelig grad forbedrede den konkurrencemaessige stilling for ris "fra Antillerne", hvad ogsaa genoptagelsen af indfoerslerne i april viste.

2. Rettens bemaerkninger

149 Foerst bemaerkes, at den absolutte mindstepris paa 550 ECU pr. ton, der blev indfoert ved artikel 1 i naevnte beslutning, gjorde ris fra Antillerne dyrere end ris fra Faellesskabet, men billigere end ris hidroerende fra AVS-landene og De Forenede Stater. De samme prisforhold foelger baade af tabellen i punkt 35 i staevningen i sag T-480/93 og i punkt 61 i staevningen i sag T-483/93 samt af de beregninger, Kommissionen har gengivet i punkt 42 i svarskriftet i sag T-480/93 og i punkt 42 i svarskriftet i sag T-483/93.

150 Dernaest bemaerkes det, at det af bilag 23 til replikken i sag T-480/93 og bilag 24 til replikken i sag T-483/93 fremgaar, at der i april 1993 blev importeret 8 400 tons ris fra Antillerne til Faellesskabet. Det bemaerkes, at dette tal repraesenterer den tredjestoerste maanedlige import i perioden september 1992 ° maj 1993, og at denne import sandsynligvis blev gennemfoert i loebet af ca. femten dage efter ikrafttraedelsen af den anden beslutning, der blev vedtaget den 13. april 1993 og offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 14. april 1993.

151 Sagsoegerne har foelgelig ikke, naar henses til disse omstaendigheder, godtgjort, at Kommissionen har overskredet sin skoensmargen ved i den anden beslutning at fastsaette den absolutte mindstepris til 550 ECU pr. ton, eller at denne foranstaltning gik ud over, hvad der var absolut noedvendigt for at afhjaelpe de vanskeligheder, der var opstaaet for dyrkningen af indica-ris i Faellesskabet, jf. OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2. Ved denne beslutning fik ris fra Antillerne kun en ringere stilling i konkurrencen i forhold til ris fra Faellesskabet. Navnlig beviser den massive import af ris fra Antillerne i anden halvdel af 1993, at forskellen i prisen paa ris fra Antillerne og prisen paa amerikansk ris var hoej nok til at neutralisere den amerikanske ris' bedre kvalitet.

152 I oevrigt bemaerkes det vedroerende argumentet om, at beslutningen under alle omstaendigheder er uforholdsmaessig, idet dens gennemfoerelse ved toldmyndighederne, der stiller krav om sikkerhedsstillelse med et beloeb svarende til afgiften paa delvis sleben ris, har alvorlige finansielle foelger, at selv om dette skulle vaere tilfaeldet, er der ikke tale om en noedvendig foelge af den anfaegtede beslutning, men udelukkende om en adfaerd fra de nationale toldmyndigheders side. At en national gennemfoerelsesforanstaltning er uforholdsmaessig betyder imidlertid ikke, at ogsaa den faellesskabsbeslutning, der gennemfoeres derved, er det. Desuden har Retten ikke kompetence til at tage stilling til en national gennemfoerelsesforanstaltnings lovlighed efter proportionalitetsprincippet. Spoergsmaalet herom skal afgoeres af de nationale domstole, som sagsoegerne havde kunnet anlaegge sag ved.

153 Af det anfoerte foelger i det hele, at den anden beslutning efter OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, er lovlig, og at det tredje anbringende i det omfang, det vedroerer den anden beslutning, derfor skal forkastes.

Det fjerde anbringende: tilsidesaettelse af traktatens artikel 132, nr. 1, og artikel 133, stk. 1, samt OLT-afgoerelsens artikel 101, stk. 1

° Parternes argumenter

154 Sagsoegerne har anfoert, at en bestemmelse om, at overholdelse af mindstepriser er en forudsaetning for fritagelse for indfoerselstold, svarer til en "betinget" afgift med tilsvarende virkning paa produkter hidroerende fra et OLT. En saadan afgift med tilsvarende virkning er ligesom told forbudt ifoelge traktatens artikel 132, nr. 1, og artikel 133, stk. 1, hvilket fremgaar af Domstolens naevnte Leplat-dom samt af OLT-afgoerelsens artikel 101.

155 Kommissionen har bestridt dette argument, idet den har fremhaevet, at der i den foreliggende sag ikke er tale om en betinget afgift med tilsvarende virkning, men om en mindstepris, og at der ifoelge OLT-afgoerelsens artikel 109 er plads for et vist skoen ved valget af de foranstaltninger, der skal traeffes.

° Rettens bemaerkninger

156 Indledningsvis bemaerkes det, at ifoelge fast retspraksis udgoer enhver ensidigt paalagt oekonomisk byrde, den vaere sig nok saa ringe, uanset betegnelse og opkraevningsmaade, som rammer indenlandske eller udenlandske varer, fordi de passerer graensen, men som ikke er told i egentlig forstand, en afgift med tilsvarende virkning som told, jf. traktatens artikel 9 og 12 (se Domstolens dom af 1.7.1969, forenede sager 2/69 og 3/69, Sociaal Fonds voor de Diamantarbeiders, Sml. 1969, s. 49, praemis 18, org. ref.: Rec. s. 211, samt fra nyere praksis Domstolens dom af 22.6.1994, sag C-426/92, Deutsches Milch-Kontor, Sml. I, s. 2757, praemis 50).

157 I det foreliggende tilfaelde skal det fastslaas, at der ikke opkraeves nogen afgift, fordi ris fra Antillerne passerer Faellesskabets ydre graenser ved indfoersel dertil. Det er nemlig kun, saafremt mindsteprisen ikke overholdes, at der skal opkraeves en afgift svarende til afgiften paa delvis sleben ris hidroerende fra et tredjeland. Forpligtelsen til at betale den beror ikke paa, at graensen overskrides, men derimod paa, at den paabudte mindstepris ikke overholdes. Den kan derfor ikke anses for en afgift med tilsvarende virkning, der er forbudt ifoelge de bestemmelser, som sagsoegerne i forbindelse med det her omhandlede anbringende har paaberaabt sig.

158 Der henvises, for saa vidt sagsoegerne har gjort gaeldende, at kravet om sikkerhedsstillelse med et beloeb, der svarer til afgiften for delvis sleben ris hidroerende fra et tredjeland udgoer en afgift med tilsvarende virkning, til, at kravet om denne sikkerhedsstillelse ikke foelger af de anfaegtede beslutninger, men er truffet i henhold til nationale myndigheders afgoerelser (jf. ovenfor, praemis 154). Det kan altsaa ikke i noget tilfaelde medfoere, at de anfaegtede beslutninger skal annulleres.

Det femte anbringende: tilsidesaettelse af traktatens artikel 131 og af OLT-afgoerelsen

° Parternes argumenter

159 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Kommissionen ved at vedtage de anfaegtede beskyttelsesforanstaltninger har underkendt det ved traktatens artikel 131 fastlagte formaal med OLT' s associering med Faellesskabet, nemlig at fremme den oekonomiske og sociale udvikling i OLT og at oprette naere oekonomiske forbindelser mellem disse og Faellesskabet som helhed, samt at tjene OLT-befolkningernes interesser og oege deres velstand for herved at lede dem frem til den oekonomiske, sociale og kulturelle udvikling, som de tilstraeber. Kommissionen har nemlig undladt at tage hensyn til de store investeringer, sagsoegerne har foretaget, og hvormed der er ydet et vaesentligt bidrag til virkeliggoerelsen af associeringens formaal.

160 Kommissionen har heroverfor anfoert, at dette anbringende falder sammen med det foerste anbringende, idet en anerkendelse heraf ville umuliggoere enhver beskyttelsesforanstaltning, mens der ifoelge OLT-afgoerelsens artikel 109 udtrykkeligt bestaar en adgang til at vedtage saadanne foranstaltninger.

161 Den har dog subsidiaert henvist til, at de formaal, der forfoelges med associeringen, skal afvejes med andre interesser, som f.eks. de interesser, der varetages med den faelles landbrugspolitik, eller de oversoeiske departementers interesser.

° Rettens bemaerkninger

162 Det bemaerkes, at dette anbringende falder sammen med det foerste anbringende. Naar det i forbindelse med Rettens stillingtagen til dette er fastslaaet, at muligheden for at vedtage beskyttelsesforanstaltninger over for indfoersel af produkter hidroerende fra OLT er traktatmedholdelig, er det dermed noedvendigvis fastslaaet, at vedtagelsen af saadanne foranstaltninger ikke laegger sig i vejen for virkeliggoerelsen af associeringens formaal, saaledes som disse er angivet i traktatens artikel 131. Af de ovenfor (praemis 90-97) anfoerte grunde, skal dette anbringende ogsaa forkastes.

Det sjette anbringende: tilsidesaettelse af princippet om en omhyggelig forberedelse af retsakter og af traktatens artikel 190

° Parternes argumenter

163 Sagsoegerne har anfoert, at Kommissionen har tilsidesat princippet om en omhyggelig forberedelse af retsakter, idet den ikke i tilstraekkelig grad undersoegte, om det var noedvendigt at vedtage beskyttelsesforanstaltninger, og ikke noejere saa paa, hvilke foelger disse ville faa for Antillernes oekonomi og de beroerte virksomheder.

164 De har anfoert, at denne mangel paa paapasselighed giver sig udtryk i en tilsidesaettelse af begrundelsespligten ifoelge traktatens artikel 190. Begrundelsen for de to beslutninger burde i det foreliggende tilfaelde have vaeret saerlig udtrykkelig og fuldstaendig, idet beslutningerne fraviger den frie bevaegelighed for varer mellem Faellesskabet og OLT. Men begrundelsen for den foerste beslutning er ikke underbygget og/eller er uforstaaelig paa seks punkter, mens begrundelsen til den anden beslutning goer begrundelsen til den foerste endnu mere uklar. Disse seks punkter vedroerer sammenligningen af priserne, de farer, den faelles landbrugspolitik og produktionen af ris i Fransk Guyana udsaettes for, sammenhaengen mellem risikoen for stigninger i importen af ris fra Antillerne og (faren for) den paastaaede forstyrrelse eller forringelse.

165 De har herudover gjort gaeldende, at begrundelsen til den anden beslutning er uforenelig med begrundelsen til den foerste beslutning. Den anden beslutning er jo en forlaengelse af den foerste, og den deri fastsatte absolutte mindstepris skulle derfor have vaeret fastsat paa grundlag af de samme kriterier som dem, der var afgoerende ved fastsaettelsen af den relative mindstepris i den foerste beslutning, dvs. interventionsprisen og/eller produktionsomkostningerne for ris produceret i Faellesskabet. Sagsoegerne har imidlertid fastslaaet, at den absolutte mindstepris, der blev fastsat ved den anden beslutning er 170 ECU lavere pr. ton end den relative mindstepris, der blev fastsat i den foerste beslutning. De har heraf udledt, at denne forskel maa kunne hidroere enten fra en lavere interventionspris eller fra en mindskelse af produktionsomkostningerne for ris produceret i Faellesskabet.

166 Sagsoegerne har fastslaaet, at interventionsprisen bestemt ikke gik ned, men tvaertimod steg i tiden mellem vedtagelsen af den foerste beslutning og vedtagelsen af den anden beslutning. Nedsaettelsen af mindsteprisen (den anden beslutnings absolutte mindstepris sammenlignet med den foerste beslutnings relative mindstepris) maa derfor skyldes en mindskelse af produktionsomkostningerne af en saadan stoerrelse, at den baade har kunnet neutralisere den lavere interventionspris og nedsaettelsen paa 170 ECU af den ved den foerste beslutning fastsatte relative mindstepris.

167 Sagsoegerne har paa grundlag heraf fastslaaet, at enten er den foerste beslutning baseret paa en aabenbar skoensfejl, i kraft af hvilken Kommissionen har fastsat en alt for hoej relativ mindstepris, eller ogsaa er den anden beslutning grundet paa oplysninger, som hverken er blevet meddelt dem eller Retten.

168 Ifoelge sagsoegerne forklares det heller ikke i begrundelsen til den anden beslutning, hvorfor beskyttelsesforanstaltningen skulle finde anvendelse frem til den 31. august 1993.

169 Kommissionen har ikke specielt imoedegaaet dette anbringende, men har henvist til de argumenter, den har fremfoert for de anfaegtede beslutningers lovlighed.

° Rettens bemaerkninger

170 Det bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis skal spoergsmaalet om, hvorvidt en retsakts begrundelse er fyldestgoerende, ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhaeng, hvori den indgaar (jf. Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 16, og Rettens dom af 5.6.1992, sag T-26/90, Finsider mod Kommissionen, Sml. II, s. 1789, praemis 70).

171 Der ses imidlertid i tiden foer vedtagelsen af den foerste beslutning samt i tiden mellem den foerste og den anden beslutnings vedtagelse at have vaeret mange direkte eller indirekte kontakter gennem den nederlandske faste repraesentation mellem sagsoegerne og Kommissionen (jf. punkt 33 i staevningen i sag T-480/93 og punkt 57 i staevningen i sag T-483/93, der naevner det ovenfor omtalte moede den 12.1.1993, indgivelsen af skriftlig klage over beskyttelsesforanstaltningen efter den 8.3.1993, det besoeg, repraesentanter for sagsoegerne aflagde i Kommissionen den 31.3.1993 samt gentagne telefoniske kontakter med Kommissionens tjenestegrene). Spoergsmaalet om, hvorvidt de anfaegtede beslutningers begrundelse har vaeret fyldestgoerende, skal vurderes paa baggrund af disse omstaendigheder.

172 Foerst bemaerkes det, at de fem foerste kritiske bemaerkninger til den foerste beslutnings begrundelse i alt vaesentligt falder sammen med de ovenfor behandlede anbringender. Af Rettens stillingtagen til disse anbringender fremgaar det navnlig, at sagsoegerne raadede over alle de oplysninger, der var noedvendige for at tage stilling til denne beslutnings lovlighed, og at Retten normalt har kunnet gennemfoere sin efterproevelse af denne beslutnings lovlighed paa grundlag af disse oplysninger (jf. Domstolens dom af 30.9.1982, sag 108/81, Amylum mod Raadet, Sml. s. 3107, praemis 19, af 8.11.1983, forenede sager 96/82-102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, IAZ m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3369, praemis 37, af 25.10.1984, sag 185/83, Rijksuniversiteit te Groningen, Sml. s. 3623, praemis 38, og naevnte dom i sagen Delacre m.fl. mod Kommissionen, praemis 15).

173 Det skal dernaest fastslaas, at sagsoegernes hovedindvending mod begrundelsen for den anden beslutning gaar ud paa, at denne ikke forklarer den store forskel paa de mindstepriser, der blev fastsat ved henholdsvis den foerste og den anden beslutning. Retten er naaet til det resultat, at den ved den foerste beslutning fastlagte relative mindstepris var uforholdsmaessig, og begrundelsen for den foerste beslutning, hvorpaa fastsaettelsen af denne pris stoettes, er derfor ikke mere gyldig. Heraf foelger, at den paastaaede uoverensstemmelse mellem begrundelsen til den foerste beslutning og begrundelsen til den anden ikke skyldes en mangelfuld begrundelse til den anden beslutning, men derimod indholdet af den foerste beslutning, og at der derfor ikke kan blive tale om uoverensstemmende grunde.

174 Vedroerende den paastaaede mangelfulde begrundelse for saa vidt angaar beskyttelsesforanstaltningens oprindelige gyldighedsperiode bemaerkes blot, idet der henvises til artikel 3 i forordning nr. 1418/76 af 21. juni 1976, at hoestaaret for ris slutter den 31. august.

175 Af det anfoerte foelger, at dette anbringende skal forkastes.

Erstatningspaastandene

176 Det bemaerkes indledningsvis, at ifoelge fast retspraksis kan der kun blive tale om ansvar for Faellesskabet i henhold til traktatens artikel 215, saafremt de forskellige betingelser, der vedroerer den faktisk lidte skade, aarsagsforbindelsen mellem det paastaaede tab og den adfaerd, der laegges institutionerne til last samt denne adfaerds retsstridighed, er opfyldt (jf. Domstolens dom af 28.4.1971, sag 4/69, Luetticke mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 73, praemis 10, org. ref.: Rec. s. 325). I den foreliggende sag skal erstatningssoegsmaalets genstand begraenses til spoergsmaalet, om Kommissionen ved i den foerste beslutning i strid med OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, at fastsaette en for hoej relativ mindstepris har paadraget Faellesskabet ansvar, for dette er det eneste retsstridige forhold, der er blevet fastslaaet i forbindelse med annullationssoegsmaalet. Denne begraensning af erstatningssoegsmaalets genstand medfoerer ogsaa, at det alene er den skade, der paastaas forvoldt ved den foerste beslutning, der kan komme i betragtning.

A ° Den ansvarspaadragende handling

177 Det bemaerkes med hensyn til grovheden af den ansvarspaadragende handling, at ifoelge fast retspraksis kan der, saafremt den retsakt, der paastaas at have forvoldt skade, er en generel retsakt, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg, kun blive tale om ansvar for Faellesskabet, "saafremt der foreligger en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private" (jf. Domstolens dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, Sml. 1971, s. 275, praemis 11, org. ref.: Rec. s. 975, og Rettens dom af 27.6.1991, sag T-120/89, Stahlwerke Peine-Salzgitter mod Kommissionen, Sml. II, s. 279, praemis 74). Det skal derfor med henblik paa at bestemme grovheden af den ansvarspaadragende handling, der er en forudsaetning for Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold undersoeges, om den foerste beslutning var en generel retsakt, der byggede paa et oekonomisk-politisk valg.

178 Sagsoegerne har anfoert, at de er umiddelbart og individuelt beroert af de anfaegtede beslutninger, der saaledes ikke kan anses for generelle retsakter (jf. naevnte dom i sagen Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet samt generaladvokat VerLoren van Themaat' s forslag til afgoerelse i sag 59/84, Tezi Textiel mod Kommissionen, dom af 5.3.1986, Sml. s. 887, paa s. 889).

179 Kommissionen har derimod anfoert, at de anfaegtede beslutninger er generelle retsakter, der utvivlsomt bygger paa et oekonomisk-politisk valg, og at det derfor er det strengere ansvarsgrundlag, der finder anvendelse.

180 Det bemaerkes i den forbindelse for det foerste, at forpligtelsen til at overholde en mindstesalgspris generelt gaelder for enhver erhvervsdrivende, der kan indfoere ris fra Antillerne til Faellesskabet. Det fremgaar dernaest af OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, at Kommissionen raader over et vidt skoen paa omraadet. Efter denne bestemmelse kan Kommissionen nemlig, naar visse betingelser er opfyldt, traeffe beskyttelsesforanstaltninger. Vedtagelsen af beskyttelsesforanstaltninger indebaerer derfor, at Kommissionen maa traeffe et valg, der her har tilknytning til spoergsmaal vedroerende den faelles landbrugspolitik og associeringen med OLT. Heraf foelger, at "... Faellesskabet kun [kan] ifalde ansvar ..., saafremt der foreligger en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private" (jf. naevnte dom i sagen Zuckerfabrik Schoeppenstedt mod Raadet, praemis 11).

181 Det rokker ikke ved gyldigheden af dette resultat, at Retten i forbindelse med annullationssoegsmaalet er naaet til det resultat, at sagsoegerne var individuelt beroert af den foerste beslutning. Der skal herved henvises til, "at soegsmaal i henhold til traktatens artikel 178 og 215 er indfoert som et selvstaendigt middel, der har sin saerlige betydning som et led i systemet af retsmidler, og hvis anvendelse bygger paa forudsaetninger, der er udformet med dets saerlige formaal for oeje" (jf. naevnte kendelse i sagen Van Parijs m.fl. mod Raadet og Kommissionen, praemis 14).

182 Det bemaerkes i den forbindelse, at der ikke for én og samme retsakt, der er et udtryk for det valg, en faellesskabsinstitution har truffet paa grundlag af sine skoensbefoejelser, under et erstatningssoegsmaal kan gaelde regler om ansvaret, hvis indhold veksler, alt efter om sagsoegeren i et konnekst annullationssoegsmaal er individuelt beroert eller ej af naevnte retsakt.

183 Konstateringen under et annullationssoegsmaal af, at en sagsoeger er individuelt beroert af den anfaegtede retsakt, der indebaerer, at denne for saa vidt udgoer en beslutning for sagsoegeren i sagen, hindrer ikke, at samme retsakt under et erstatningssoegsmaal anses for en generel retsakt (jf. i den forbindelse naevnte dom i sagen Sofrimport mod Kommissionen, praemis 25 og 26, hvori Domstolen efter at have anerkendt, at sagsoegeren var individuelt beroert, alligevel anvendte den for generelle retsakter gaeldende ansvarsregel).

184 Endvidere bemaerkes det, at den omstaendighed, at en person er individuelt beroert kun beror paa visse egenskaber, der er saeregne for ham eller paa en faktisk situation, der adskiller ham i forhold til alle andre. Her er tale om forhold, der kun har betydning i forbindelse med spoergsmaalet, om et annullationssoegsmaal kan admitteres, og som ikke afhaenger af den faellesskabsinstitution, der har udstedt retsakten. De kan derfor ikke vaere afgoerende for, hvilket ansvarsgrundlag der skal benyttes.

185 Endelig bemaerkes det, at ifoelge Domstolens faste praksis kan under et annullationssoegsmaal en retsakt, der efter sin art og raekkevidde har generel karakter, idet den finder anvendelse paa de beroerte erhvervsdrivende i almindelighed, dog individuelt beroere visse af dem individuelt (naevnte dom i sagen Codorníu mod Raadet, praemis 19). Selv om denne retsakt i forbindelse med afgoerelsen af, om annullationssoegsmaalet kan admitteres, for de paagaeldende sagsoegere kan anses for en beslutning, er dette ikke til hinder for, at den fortsat har en generel karakter, idet dens egenart og saerlige raekkevidde ikke aendres ved denne formalitetsafgoerelse.

186 Det maa altsaa undersoeges, om den foerste beslutnings ulovlighed efter Rettens konstatering heraf kan antages at udgoere en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private.

Parternes argumenter

187 Sagsoegerne har anfoert, at de tre betingelser, der er formuleret med kravet om, at der skal foreligge en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af en hoejere retsregel til beskyttelse af private, er opfyldt. De har i foerste raekke anfoert, at de under annullationssoegsmaalet har gjort gaeldende, at OLT-afgoerelsens artikel 109 er blevet tilsidesat. De har dernaest anfoert, at proportionalitetsprincippet efter formuleringen heraf i OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, udgoer en hoejere retsregel, hvorved deres interesser skal beskyttes. De har endelig anfoert, at deres tredje anbringende til stoette for annullationspaastandene viser, at Kommissionen har gjort sig skyldig i en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af disse bestemmelser, idet den, saafremt den havde gjort sig den ulejlighed paa uafhaengig maade at undersoege, om betingelserne for at vedtage beskyttelsesforanstaltninger var opfyldt, med lethed havde kunnet undgaa den fejlbedoemmelse af situationen, den gjorde sig skyldig i ved at traeffe saadanne foranstaltninger.

188 Kommissionen har gjort gaeldende, at den ikke kan goeres ansvarlig, selv om den har begaaet en retsstridig handling ved at traeffe de anfaegtede beskyttelsesforanstaltninger. Den fremhaever i foerste raekke, at det ikke er godtgjort, at der foreligger en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse. En saadan kraenkelse forudsaetter, naar der er tale om udoevelse af et skoen, at den aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser (jf. Domstolens dom af 25.5.1978, forenede sager 83/76 og 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1209, praemis 6). Den eneste fejl, der maaske foreligger fra Kommissionens side i den foreliggende sag, og som den i oevrigt ikke kan vedkende sig, er, at den kan have bedoemt en indviklet oekonomisk situation daarligt eller ikke draget de rette konklusioner af den. En saadan "fejl" kan ikke paa nogen maade antages at udgoere en aabenbar og grov overskridelse af graenserne for udoevelsen af dens skoensbefoejelser. Den bestrider ogsaa, at den har overtraadt en hoejere retsregel til beskyttelse af sagsoegernes interesser, for ved OLT-afgoerelsens artikel 109 beskyttes kun erhvervssektorer inden for Faellesskabet.

Rettens bemaerkninger

189 Foerst bemaerkes, at proportionalitetsprincippet ifoelge OLT-afgoerelsens artikel 109, stk. 2, er en hoejere retsregel til beskyttelse af private (jf. Domstolens dom af 14.1.1987, sag 281/84, Zuckerfabrik Bedburg mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 49, praemis 35-38). Den omstaendighed, at kun beskyttelsesforanstaltninger, der er absolut noedvendige for at afhjaelpe de opstaaede vanskeligheder, er tilladt, er nemlig et virkeligt udtryk for, at formaalet er at beskytte borgernes interesser.

190 Det maa derfor herefter undersoeges, om fastsaettelsen af en mindstepris for ris fra Antillerne, der bevirkede, at denne ris blev dyrere end ris hidroerende fra tredjelande, udgoer en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af naevnte princip, og om Kommissionen dermed aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser (jf. naevnte dom i sagen HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, praemis 6, samt dom af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061, praemis 12) ved gennemfoerelsen af den faelles landbrugspolitik og af OLT-afgoerelsens artikel 109, ved hvilken Kommissionen raader over et vidt skoen.

191 Her skal det foerst naevnes, at De Nederlandske Antillers finansminister den 14. januar 1993 fastsatte en mindste eksportpris, der svarede til 120% af afgiften paa delvis sleben ris, hvad der svarer til den relative mindstepris, som Kommissionen indfoerte ved den foerste beslutning. Heraf foelger, at Kommissionen i den foerste beslutning ikke gjorde andet ° i alt fald for saa vidt angaar det her omtvistede spoergsmaal ° end at gentage indholdet af den bestemmelse, det paagaeldende OLT' s kompetente myndigheder havde vedtaget. Den knyttede blot paa denne maade en faellesskabsretlig sanktionsordning til den omhandlede foranstaltning.

192 Dernaest bemaerkes det, at parterne paa moedet den 12. januar 1993, som der efter parternes samstemmende udtalelser ikke foreligger noget referat fra, diskuterede muligheden for, at Antillernes regering ensidigt vedtog en foranstaltning i stedet for en faellesskabsforanstaltning (jf. skrivelsen af 11.1.1993 fra Nederlandenes faste repraesentant, der er gengivet i bilag 1-9 til staevningen i sag T-480/93, og hvori der i den forbindelse tales om en mindstepris svarende til 120% af afgiften paa uafskallet ris). Kommissionen har for Retten gjort gaeldende, at den fandt denne pris for lav, og insisterede paa, at den skulle forhoejes (punkt 21 i duplikken). Saadan var situationen, da den ved skrivelse af 14. januar 1993 fra ministerpraesidenten for De Nederlandske Antiller og skrivelse af 15. januar 1993 fra Nederlandenes faste repraesentant (jf. bilag 2-3 til duplikken i begge sager) fik meddelelse om, at der var indfoert en mindste eksportpris, der svarede til 120% af afgiften paa delvis sleben ris, og de naevnte skrivelser indeholdt intet om, at den saaledes fastsatte mindstepris muligvis ikke var rigtigt angivet.

193 Endvidere bemaerkes det, at Kommissionen foerst den 8. marts 1993 (jf. Nederlandenes faste repraesentants skrivelse af 22.7.1994, der findes som bilag til sagsoegernes svar paa Rettens skriftlige spoergsmaal) paa et moede i Raadet blev gjort bekendt med, at Antillernes finansministers foranstaltning beroede paa en unoejagtighed. Det staar endvidere fast, at sagsoegerne ikke fra den 14. januar 1993, da Antillernes finansministers ensidige foranstaltning traadte i kraft, til den 25. februar 1993, da Kommissionens beslutning blev truffet, henvendte sig til Kommissionen for at goere den opmaerksom paa den konstaterede unoejagtighed og paa, at foranstaltningen som foelge heraf ikke blev anvendt, skoent de vidste, at denne foranstaltning havde til formaal at goere Kommissionens vedtagelse af en beskyttelsesforanstaltning overfloedig.

194 Af det anfoerte fremgaar i det hele, at Kommissionen, da den vedtog den foerste beslutning, i god tro henviste til De Nederlandske Antillers regerings foranstaltning uden fra de umiddelbart beroerte parter, heriblandt sagsoegerne, at vaere blevet underrettet om den fejl, som denne foranstaltning var behaeftet med. Sagsoegerne har altsaa bidraget til Kommissionens uvidenhed herom. Heraf foelger, at Kommissionen ikke aabenbart og groft har overskredet graenserne for udoevelsen af sine befoejelser, og at den foelgelig ikke har gjort sig skyldig i en tilstraekkelig kvalificeret kraenkelse af den hoejere retsregel, som proportionalitetsprincippet repraesenterer.

B ° Skaden

Parternes argumenter

195 Sagsoegeren, Ter Beek, i sag T-480/93 og sagsoegerne, ERB og Guyana Investments, i sag T-483/93 har gjort gaeldende, at den skade, der blev forvoldt ved den foerste beslutning, var en foelge af, at det derved blev umuligt at saelge ris fra Antillerne. Den foerste beslutning medfoerte for ris, der var under transport paa foranstaltningens ikrafttraedelsestidspunkt, oplagrings- og forsikringsomkostninger, en forringelse af risens vaerdi som foelge af langvarig oplagring, rentetab og diverse omkostninger. For den ris, sagsoegerne allerede havde solgt, men som endnu ikke var leveret, kunne sagsoegerne blive moedt med krav om erstatning fra de koebere, der ikke havde modtaget risen. Endelig maatte sagsoegerne baere tabet af den fortjeneste, som salg og forarbejdning af risen kunne have givet.

196 Sagsoegeren, Alesie, har haft et indtaegtstab som foelge af en nedgang i salget.

197 I sag T-480/93 har sagsoegeren, Ter Beek, i replikken anslaaet det tab, selskabet hidtil har lidt, til 566 044,20 USD.

198 Sagsoegerne i sag T-483/93 har i replikken anslaaet det lidte tab til i alt 8 562 000 USD. Ved skrivelse af 17. juni 1994 har de fremsat anmodning om at maatte foere nye beviser i sagen samt om forhoejelse af det af dem kraevede erstatningsbeloeb med 248 234 USD.

199 Kommissionen har heroverfor anfoert, at det ikke er muligt at efterproeve rigtigheden af de oplysninger, sagsoegerne har givet med henblik paa at fastlaegge deres tabs noejagtige stoerrelse, som foelge af disse oplysningers unoejagtighed. Vedroerende den nye dokumentation, sagsoegerne har fremlagt i en skrivelse af 17. juni 1994, har Kommissionen, stoettet af den franske regering ved skrivelse af 20. juli 1994, anmodet Retten om at se bort herfra og om at afvise kravet om forhoejelse af erstatningen. Den franske regering har anfoert, at sagsoegernes krav ifoelge naevnte skrivelse ikke stemmer overens med det beloeb, der er angivet i den oversigt, der er vedlagt dette brev.

Rettens bemaerkninger

200 Det bemaerkes indledningsvis, at det i Domstolens faste praksis er fastslaaet, "at paa de omraader, der henhoerer under Faellesskabets oekonomiske politik, boer private, inden for rimelige graenser og uden at kunne opnaa skadesloesholdelse af offentlige midler, affinde sig med, at en generel retsakt medfoerer visse skadelige virkninger for deres oekonomiske interesser, selv om akten er erklaeret for ugyldig" (jf. de naevnte domme i sagerne HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, praemis 6, og Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen, praemis 13).

201 Det paastaaede tab, som Retten i naervaerende sag skal tage i betragtning, vedroerer foerst og fremmest de ladninger ris fra Antillerne, der ankom til havne i Faellesskabet i den foerste beslutnings gyldighedsperiode, idet disse ladninger medfoerte forskellige med oplagring forbundne omkostninger i denne periode. Retten er jo naaet til det resultat, at den anden beslutning ikke paa nogen maade er ulovlig, og enhver paastaaet fejl ophoerte derfor noedvendigvis den 13. april 1993, da denne beslutning blev vedtaget. Desuden genoptoges fra denne dato importen og dermed salget af ris fra Antillerne i Faellesskabet i betydeligt omfang (jf. i denne forbindelse desuden bilag 23 til replikken i sag T-480/93 og bilag 24 til replikken i sag T-483/93).

202 Det fremgaar af sagen, at tre ladninger fra sagsoegeren, Ter Beek (sag T-480/93), i naevnte periode kommer paa tale, nemlig ladningen paa fartoejet "Agnès", der afsejlede den 12. februar 1993 og ankom den 6. marts 1993 (1 216,8 tons), ladningen paa fartoejet "Erria", der afsejlede den 18. februar 1993 og ankom den 10. marts 1993 (1 072,5 tons), og ladningen paa fartoejet "Combi Trader", der afsejlede efter den 9. marts 1993 (paa hvilken dato konnossement blev udstedt) og ankom den 31. marts 1993 (2 421,4 tons). De i sag T-483/93 omhandlede ladninger er ladningerne paa fartoejet "Munte", der afsejlede den 14. februar 1993 og ankom den 20. marts 1993 (2 633 tons), paa fartoejet "Wind Ocean", der afsejlede den 25. februar 1993 og ankom den 18. marts 1993 (4 175 tons), og paa fartoejet "Aquilla", der afsejlede den 11. marts 1993 og ankom den 30. marts 1993 (3 239 tons).

203 Varigheden af oplagring og den forsinkelse, hvormed salget eventuelt skete, er 38 dage (for fartoejet "Agnès"), 34 dage (for fartoejet "Erria"), og 13 dage (for fartoejet "Combi Trader"), 37 dage (for fartoejet "Munte"), 26 dage (for fartoejet "Wind Ocean") og 14 dage (for fartoejet "Aquilla").

204 Det maa imidlertid fastslaas, at disse oplagringstider ikke er unormale. Sagsoegerne i sag T-483/93 har nemlig for Retten forklaret, at salget af risladningerne skete, mens disse var undervejs eller efter deres anloeb af en havn i Faellesskabet. I sidstnaevnte tilfaelde oplagres risen, indtil den leveres til en koeber. En saadan oplagring er altsaa normal, ogsaa naar der ikke samtidig foreligger nogen af Faellesskabet truffet beskyttelsesforanstaltning, hvilket fremgaar af den oversigt (bilag 20 til replikken), som sagsoegerne har fremlagt i sag T-483/93. I denne oplyses det nemlig, at den ladning paa 750 tons ris, der blev fragtet af fartoejet "Green Tiger", der anloeb Rotterdam den 3. januar 1993, endnu ikke var solgt den 25. februar 1993, dvs. 53 dage efter, og at den ladning paa 1 100 tons ris, der blev fragtet af fartoejet "Henderika Klein", der anloeb Rotterdam den 10. februar 1993, endnu ikke var solgt den 25. februar 1993, dvs. femten dage senere. Retten finder derfor, at varigheden af oplagringen, og den eventuelle forsinkelse, hvormed der som foelge deraf blev solgt, ikke noedvendigvis blev stoerre som foelge af den foerste beslutning.

205 Dette resultat har ogsaa gyldighed for sagsoegeren, Ter Beek, i sag T-480/93, der ganske vist har gjort gaeldende, at selskabets risladninger normalt blev solgt ved ankomsten til en havn i Faellesskabet, men som ikke har omtalt en bestemt leverance til en koeber, der blev forsinket som foelge af den foerste beslutnings ikrafttraeden. Da Retten ikke konkret har faaet forelagt beviser herom, er det heller ikke muligt at fastslaa, at sagsoegeren, Ter Beek, har lidt et tab, der ligger ud over visse for dets oekonomiske interesser skadelige foelger, der er af en saadan art, at enhver erhvervsdrivende maa affinde sig dermed, naar der er tale om foelger af en generel retsakt, ogsaa selv om denne er erklaeret for ugyldig (jf. naevnte dom i sagen HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, praemis 6).

206 Hertil skal foejes, at der fra midten af april igen blev solgt store maengder (jf. bilag 23 til replikken i sag T-480/93 og bilag 24 til replikken i sag T-483/93) paa et marked, der efter sagsoegernes egne udtalelser var praeget af mangel paa ris hidroerende fra Faellesskabet og stigende priser, som maa vaere kommet sagsoegerne til gode.

207 Og selv om sagsoegerne har lidt et vist tab som foelge af anvendelsen af den foerste beslutning, var dette tab i alt fald ikke paa nogen maade uforudseeligt, og de kunne saaledes have truffet deres forholdsregler for at afvaerge det. Alle de naevnte fartoejer afsejlede nemlig fra De Nederlandske Antiller i den fase, hvor der blev truffet forberedelser til vedtagelsen af den foerste beslutning, og sagsoegerne deltog paa forskriftsmaessig maade i denne fase. Det tredje fartoej, der er blevet naevnt i begge sager, afsejlede endda efter, at den foerste beslutning var blevet vedtaget. Selv om Faellesskabets marked var det eneste marked, hvor sagsoegerne kunne saelge som foelge af priserne, der ° som en foelge af den faelles landbrugspolitik ° var betydelig hoejere dér end paa verdensmarkedet, viser det i sagen oplyste, at sagsoegerne ikke kunne vaere ubekendt med risikoen for, at den fordel, de havde paa Faellesskabets marked, og som de for foerste gang kunne udnytte fuldt ud efter vedtagelsen af OLT-afgoerelsen, en dag kunne mistes. I Weekly Rice Market Report af 9. juni 1992 (bind 73, nr. 24) finder man foelgende udtalelse: "importers report problems with shipments of Surinam and Guyana brown LG via the (Dutch) Antilles route. At this stage it is not yet clear, whether the problems are with sufficient carrier space or that the route is considered increasingly risky for the sellers in ... of (possible) actions by the EC Commission to close this route-gap" ["importoererne omtaler problemer med ladninger langkornet uafskallet ris hidroerende fra Surinam og Guyana, der skal over Antillerne (De Nederlandske Antiller). Det er indtil videre uafklaret, om disse problemer har med transportmulighederne at goere, eller om denne transportvej maa anses for mere og mere risikabel for saelgerne i tilfaelde af (eventuelle) foranstaltninger fra Kommissionens side for at lukke denne transportindgang"] (bilag 2-9 til staevningen i sag T-480/93); og i Weekly Rice Market Report af 4. august 1992 (bind 73, nr. 32) finder man foelgende udtalelse: "The situation with Surinam rice via so-called Curacao-Route is completely unchanged. Sellers are still trying to enter the market without paying levies, but buyers prefer to await Commission investigation" ["Situationen for ris hidroerende fra Surinam, der transporteres ad den saakaldte Curaçao-rute er absolut uforandret. Saelgerne forsoeger stadig vaek at komme ind paa markedet uden at betale afgiften, men koeberne foretraekker at afvente Kommissionens undersoegelse"] (bilag 2-9 til staevningen i sag T-480/93). Endvidere er der i flere salgskontrakter vedroerende ris hidroerende fra Antillerne, som sagsoegerne har vedlagt som bilag til deres svar paa et skriftligt spoergsmaal fra Retten, blevet indsat klausuler om, at kontraktvilkaarerne skal genforhandles, saafremt importreglerne aendres efter kontraktens afslutning. Sagsoegernes argument om, at disse klausuler kun vedroerte det tilfaelde, at der skulle blive vedtaget en ny OLT-afgoerelse, kan ikke laegges til grund. Den sidste OLT-afgoerelse blev vedtaget i 1991, og en ny skulle saaledes i henhold til traktatens artikel 136 tidligst vedtages i 1996. Retten finder derfor, at de naevnte klausuler gjaldt en mulig aendring af ordningen for import til Faellesskabet af ris fra Antillerne, der var fremkaldt af vedtagelsen af beskyttelsesforanstaltninger.

208 Af det anfoerte foelger i det hele, at hverken den fejl eller den skade, sagsoegerne har paaberaabt sig, er af en saadan art, at der kan blive tale om ansvar for Faellesskabet uden for kontraktforhold. Erstatningspaastandene skal derfor forkastes.

Sagens omkostninger

209 Ifoelge artikel 87, stk. 3, i Rettens procesreglement kan Retten fordele sagens omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Kommissionen har delvis tabt sagen, og paalaegges derfor at betale sine egne omkostninger og en tredjedel af sagsoegernes omkostninger. Sagsoegerne har delvist tabt sagen, og da Kommissionen har paastaaet sagsoegerne tilpligtet at afholde sagens omkostninger, skal sagsoegerne derfor betale to tredjedele af deres egne omkostninger. Intervenienterne afholder deres egne omkostninger, jf. artikel 87, stk. 4, i Rettens procesreglement.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling)

1) Artikel 1, stk. 1, i Kommissionens beslutning 93/127/EOEF af 25. februar 1993 om indfoerelse af beskyttelsesforanstaltninger vedroerende ris med oprindelse i De Nederlandske Antiller annulleres.

2) I oevrigt frifindes Kommissionen.

3) Kommissionen betaler sine egne omkostninger og en tredjedel af sagsoegernes omkostninger. Sagsoegerne betaler to tredjedele af deres egne omkostninger. Intervenienterne betaler deres egne omkostninger.