61993A0466

++++

1. Landbrug ° faelles markedsordning ° maelk og mejeriprodukter ° tillaegsafgift paa maelk ° nedsaettelse uden godtgoerelse af de referencemaengder, der er fritaget for afgiften ° beskyttelse af den berettigede forventning ° tilsidesaettelse ° ingen

(Raadets forordning nr. 816/92)

2. Institutionernes retsakter ° begrundelse ° pligt ° raekkevidde ° forordninger

(EOEF-traktaten, art. 190)

3. Landbrug ° faelles landbrugspolitik ° formaal ° afvejning ° institutionernes skoensbefoejelser ° stabilisering af markedet for mejeriprodukter ° nedsaettelse af de referencemaengder, der er fritaget for tillaegsafgiften

[EOEF-traktaten, art. 39, stk. 1, litra c), art. 40 og 43; Raadets forordning nr. 816/92]

4. Landbrug ° faelles markedsordning ° maelk og mejeriprodukter ° tillaegsafgift paa maelk ° nedsaettelse uden godtgoerelse af de referencemaengder, der er fritaget for afgiften ° ejendomsret ° fri erhvervsudoevelse ° proportionalitetsprincippet ° forbud mod forskelsbehandling ° tilsidesaettelse ° foreligger ikke

(EOEF-traktaten, art. 40, stk. 3, andet afsnit; Raadets forordning nr. 816/92)

1. Eftersom fastsaettelsen af de samlede garantimaengder inden for rammerne af den ordning med tillaegsafgift paa maelk, der er indfoert ved ordning nr. 856/84, henhoerer under den vide skoensbefoejelse, Raadet raader over med henblik paa at tilpasse den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter i forhold til aendringerne i den oekonomiske situation, kan ingen erhvervsdrivende principielt have en berettiget forventning om, at Raadet inden for rammerne af sin forvaltning af den faelles landbrugspolitik ikke i fremtiden vil nedsaette de samlede garantimaengder og dermed de enkelte producenters referencemaengder, eller om, at enhver nedsaettelse af deres individuelle referencemaengder vil blive ledsaget af en godtgoerelse. Navnlig kan den omstaendighed, at der er blevet ydet en godtgoerelse i forbindelse med de nedsaettelser af de samlede garantimaengder, der er blevet gennemfoert ved tidligere forordninger, ikke ° i relation til en nedsaettelse af referencemaengderne uden godtgoerelse for perioden 1992/1993 ° i sig selv have skabt en berettiget forventning hos de beroerte erhvervsdrivende om, at der vil blive ydet en godtgoerelse i forbindelse med enhver senere nedsaettelse af de omhandlede maengder.

De saaledes anfoerte betragtninger er saerlig relevante, da gyldighedsperioden for tillaegsafgiftsordningen udloeb den 31. marts 1992. Da betingelserne for en forlaengelse af ordningen for de senere aar henhoerer under Raadets vide skoensbefoejelse, kunne ingen erhvervsdrivende principielt have nogen berettiget forventning med hensyn til indholdet af den lovgivning, Raadet maatte vedtage for perioden efter den paagaeldende dato, navnlig ikke om opretholdelse af de samlede garantimaengder.

Naar henses til, at tilsvarende referencemaengder var blevet suspenderet i de fem forudgaaende aar, at der allerede var ydet en gradvis faldende godtgoerelse paa i alt 45,50 ECU pr. 100 kg til producenterne i hele periodens loeb, og at der fortsat var tale om en overskudsproduktion, kunne en fornuftig og velunderrettet maelkeproducent i oevrigt paaregne den ved forordning nr. 816/92 gennemfoerte nedsaettelse af referencemaengderne uden godtgoerelse for perioden 1. april 1992 ° 31. marts 1993. Desuden var alle beroerte parter gennem offentliggoerelsen den 31. december 1991 af Kommissionens forslag udtrykkeligt blevet advaret om muligheden for en saadan nedsaettelse uden godtgoerelse. Da maelkeproduktionen i det vaesentlige planlaegges for et aar ad gangen, begyndende den 1. april hvert aar, kunne producenterne saaledes rettidigt forudse virkningerne af de foreslaaede foranstaltninger og reagere herpaa paa passende vis.

2. Den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, skal tilpasses den paagaeldende retsakts karakter. Den skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, og saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres kontrol. Det kraeves dog ikke, at begrundelsen for forordningerne specificerer de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer, som omfattes af forordningerne, naar de falder inden for systematikken i den helhed, hvori de indgaar.

3. Faellesskabsinstitutionerne skal ved forfoelgelsen af den faelles landbrugspolitiks maal til stadighed soerge for at udjaevne en eventuel indbyrdes modstrid mellem disse maal betragtet saerskilt samt, om noedvendigt, give det ene eller det andet af dem midlertidig forrang, hvis de oekonomiske forhold eller omstaendigheder, med henblik paa hvilke de traeffer afgoerelse, kraever det.

Faellesskabslovgiver, som paa den faelles landbrugspolitiks omraade har vide skoensbefoejelser i overensstemmelse med det politiske ansvar, faellesskabslovgiver er tillagt ved traktatens artikel 40 og 43, var saaledes berettiget til ° uden herved at overskride sine befoejelser i henhold til traktatens artikel 39 ° at give maalsaetningen om at stabilisere markedet for mejeriprodukter, som er praeget af strukturbetingede overskud, midlertidig forrang, som det er sket ved den ved forordning nr. 816/92 foretagne nedsaettelse af de referencemaengder, der er fritaget for tillaegsafgiften, for perioden 1992/1993.

4. Den ved forordning nr. 816/92 skete nedsaettelse af de referencemaengder, der er fritaget for tillaegsafgiften paa maelk, for perioden 1992/1993 uden godtgoerelse, strider hverken imod ejendomsretten, retten til fri erhvervsudoevelse, proportionalitetsprincippet eller forbuddet mod forskelsbehandling.

Foranstaltningen kan nemlig ikke anses for i sig selv at udgoere en kraenkelse af ejendomsretten eller retten til fri erhvervsudoevelse, idet disse rettigheder under alle omstaendigheder, saaledes som de er anerkendt i faellesskabsretten, ikke er absolutte forrettigheder og kan underkastes visse begraensninger i almenhedens interesse. Foranstaltningen kan heller ikke betragtes som en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet, da den ikke var aabenbart uhensigtmaessig i forhold til maalsaetningen om at stabilisere markedet for mejeriprodukter, ligesom den ikke kan siges at stride imod det ligebehandlingsprincip, der er opstillet i traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, inden for rammerne af den faelles markedsordning, idet der, for saa vidt som der er tale om en foranstaltning, som finder anvendelse paa alle producenter inden for Faellesskabet, ikke er nogen objektive holdepunkter for, at bestemte producenter paa grund af deres saerlige situation under paaberaabelse af ligebehandlingsprincippet skulle kunne goere krav paa en behandling, der er tilpasset deres situation.

Faktiske omstaendigheder og relevante faellesskabsbestemmelser

1 Sagsoegerne driver alle landbrug med maelkeproduktion i Irland. Deres bedrifters areal er henholdsvis 42 ha (O' Dwyer), 30 ha (Keane), 51 ha (Cronin) og 33 ha (Reidy). O' Dwyer' s besaetning er paa 50 malkekoeer, Keane' s paa 23, Cronin' s paa 32 og Reidy' s paa 45.

2 I 1984 udstedte Raadet med henblik paa at modvirke overproduktionen af maelk forordning (EOEF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 om aendring af forordning (EOEF) nr. 804/68 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 10, herefter "forordning nr. 856/84"). Ved forordningen blev der indsat en ny artikel 5c i Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 (EFT 1968 I, s. 169, herefter "forordning nr. 804/68"), hvorved der i fem paa hinanden foelgende tidsrum, hvert paa tolv maaneder, fra den 1. april 1984 blev indfoert en tillaegsafgift (p.t. paa 115% af indikativprisen for maelk) paa de maengder maelk, der blev leveret og oversteg en referencemaengde ("kvote"), som skulle fastsaettes for enhver producent eller opkoeber (stk. 1) inden for rammerne af en for hver enkelt medlemsstat fastsat "samlet garantimaengde" svarende til summen af de maengder maelk, der var leveret i kalenderaaret 1981, forhoejet med 1% (stk. 3), og eventuelt suppleret med en yderligere maengde fra "faellesskabsreserven" (stk. 4). Tillaegsafgiften kunne efter medlemsstatens eget valg enten afkraeves producenterne paa grundlag af de af dem leverede maengder ("formel A") eller opkoeberne paa grundlag af de maengder, som var leveret til dem af producenter, idet afgiften i saa fald blev vaeltet over paa producenterne i forhold til deres leveringer ("formel B"). Irland valgte formel B.

3 I 1986 blev de samlede garantimaengder, da der fortsat var tale om overproduktion inden for maelkesektoren, nedsat med 2% for perioden 1987/1988 og med 1% for perioden 1988/1989 uden godtgoerelse, jf. Raadets forordning (EOEF) nr. 1335/86 af 6. maj 1986 om aendring af forordning nr. 804/68 (EFT L 119, s. 19) og Raadets forordning (EOEF) nr. 1343/86 af 6. maj 1986 om aendring af forordning (EOEF) nr. 857/84 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 119, s. 34). Nedsaettelsen blev ledsaget af en ordning med godtgoerelse for at ophoere med at producere, som blev indfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1336/86 af 6. maj 1986 om fastsaettelse af en godtgoerelse for definitivt ophoer med maelkeproduktion (EFT L 119, s. 21).

4 I 1987 blev der, da der fortsat ikke var ligevaegt mellem udbud og efterspoergsel, ved artikel 1, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 775/87 af 16. marts 1987 om midlertidig suspension af en del af referencemaengderne som omhandlet i artikel 5c, stk. 1, i forordning nr. 804/68 (EFT L 78, s. 5, herefter "forordning nr. 775/87"), indfoert en midlertidig suspension af 4% af hver referencemaengde for perioden 1987/1988 og af 5,5% for perioden 1988/1989. Til opvejelse heraf gav artikel 2 i forordning nr. 775/87 hjemmel til en godtgoerelse paa 10 ECU pr. 100 kg for hver periode.

5 I 1988 blev tillaegsafgiftsordningen forlaenget med tre aar indtil udgangen af den ottende periode paa tolv maaneder (dvs. til den 31.3.1992), jf. Raadets forordning (EOEF) nr. 1109/88 af 25. april 1988 om aendring af forordning nr. 804/68 (EFT L 110, s. 27). Samtidig opretholdt Raadet i henhold til artikel 1 i forordning (EOEF) nr. 1111/88 af 25. april 1988 om aendring af forordning nr. 775/87 (EFT L 110, s. 30, herefter "forordning nr. 1111/88") den midlertidige suspension af 5,5% af de i forordning nr. 775/87 omhandlede referencemaengder for yderligere tre perioder paa tolv maaneder (1989/1990, 1990/1991 og 1991/1992). Artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 1111/88 gav tillige hjemmel til, at der som kompensation for suspensionen skulle ydes en gradvis faldende godtgoerelse paa 8 ECU pr. 100 kg for 1989/1990, 7 ECU pr. 100 kg for 1990/1991 og 6 ECU pr. 100 kg i 1991/1992.

6 I 1989 blev de samlede garantimaengder nedsat med 1% ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3879/89 af 11. december 1989 om aendring af forordning nr. 804/68 (EFT L 378, s. 1, herefter "forordning nr. 3879/89") med henblik paa at foroege faellesskabsreserven og dermed goere det muligt at tildele supplerende referencemaengder til visse daarligt stillede producenter. For at opretholde de ikke-suspenderede referencemaengders niveau uforandret blev satsen for de midlertidigt suspenderede referencemaengder samtidig nedsat fra 5,5% til 4,5%, jf. Raadets forordning (EOEF) nr. 3882/89 af 11. december 1989 om aendring af forordning nr. 775/87 (EFT L 378, s. 6, herefter "forordning nr. 3882/89"). Ved forordning nr. 3882/89 skete der endvidere en forhoejelse af godtgoerelsen i henhold til forordning nr. 1111/88 til 10 ECU pr. 100 kg for 1989/1990, 8,50 ECU pr. 100 kg for 1990/1991 og 7 ECU pr. 100 kg for 1991/1992 for at opretholde udbetalingen til producenterne af det beloeb, der fulgte af suspensionssatsen paa 5,5%.

7 I 1991 blev der ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1630/91 af 13. juni 1991 om aendring af forordning nr. 804/68 (EFT L 150, s. 19) gennemfoert en ny nedsaettelse paa 2% af de samlede garantimaengder, for hvilken der blev ydet en godtgoerelse i henhold til artikel 1 og 2 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1637/91 af 13. juni 1991 om fastsaettelse af en godtgoerelse i forbindelse med nedsaettelsen af de i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede referencemaengder og af en godtgoerelse for definitivt ophoer med maelkeproduktion (EFT L 150, s. 30).

8 Den 31. marts 1992 udstedte Raadet forordning (EOEF) nr. 816/92 om aendring af forordning nr. 804/68 (EFT L 86, s. 83, herefter "forordning nr. 816/92"), som er den omtvistede forordning i de forenede sager T-466/93, T-469/93, T-473/93 og T-474/93. Foerste og anden betragtning til forordning nr. 816/92 lyder saaledes:

"Gyldighedsperioden for tillaegsafgiftsordningen i henhold til artikel 5c i Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 ... udloeber den 31. marts 1992; inden for rammerne af reformen af den faelles landbrugspolitik boer der vedtages en ny ordning, der skal finde anvendelse indtil aar 2000; i mellemtiden boer den nuvaerende ordning derfor viderefoeres i en niende tolvmaanedersperiode; i overensstemmelse med Kommissionens forslag vil den samlede maengde, der fastsaettes i henhold til naervaerende forordning, kunne forventes at blive nedsat for naevnte periode mod en godtgoerelse for at fortsaette den allerede paabegyndte saneringsindsats.

Den midlertidige suspension af en del af referencemaengderne for fjerde til ottende tolvmaanedersperiode i henhold til forordning (EOEF) nr. 775/87 ... har vaeret paakraevet som foelge af markedssituationen; den vedvarende situation med overskud kraever, at 4,5% af referencemaengderne for leverancer i niende periode ikke medtages i de samlede garantimaengder; Raadet vil i forbindelse med reformen af den faelles landbrugspolitik traeffe endelig afgoerelse om, hvad der skal ske med disse maengder; paa denne baggrund boer stoerrelsen af de paagaeldende maengder fastsaettes for hver medlemsstat."

9 Ved artikel 1 i forordning nr. 816/92 blev artikel 5c, stk. 3, i forordning nr. 804/68 aendret, idet der blev tilfoejet foelgende litra:

"g) For tolvmaanedersperioden 1. april 1992 til 31. marts 1993 fastsaettes den samlede garantimaengde saaledes i tusind tons, dog med forbehold af, at der paa baggrund af Kommissionens forslag som led i reformen af den faelles landbrugspolitik kan ske en nedsaettelse i periodens loeb paa 1%, der beregnes paa grundlag af den maengde, der er omhandlet i andet afsnit:

...

Irland 4 725,600

...

De i forordning (EOEF) nr. 775/87 naevnte maengder, som ikke er medtaget i foerste afsnit, udgoer i tusind tons foelgende:

...

Irland 237,600

...

Raadet traeffer endelig afgoerelse om disse maengder i forbindelse med reformen af den faelles landbrugspolitik."

10 Ved fire forordninger af 30. juni 1992, henholdsvis forordning (EOEF) nr. 2071/92 om aendring af forordning nr. 804/68, forordning (EOEF) nr. 2072/92 om fastsaettelse af indikativprisen for maelk og interventionspriserne for visse mejeriprodukter for to aarsperioder fra 1. juli 1993 til 30. juni 1995, forordning (EOEF) nr. 2073/92 om fremme af forbruget i Faellesskabet og udvidelse af markederne for maelk og mejeriprodukter, og forordning (EOEF) nr. 2074/92 om en tillaegsafgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 215, henholdsvis s. 64, 65, 67 og 69) vedtog Raadet den noedvendige lovgivning, for at markedet for maelk og mejeriprodukter kunne fungere i perioden 1992/1993, uden at naevne de i forordning nr. 816/92 omhandlede ikke-medtagne referencemaengder.

11 I en skrivelse af 16. december 1992 anmodede Irish Creamery Milk Suppliers Association paa vegne af alle sine medlemmer, herunder sagsoegerne, i det vaesentlige Raadet om at yde en godtgoerelse for suspensionen af de i forordning nr. 816/92 omhandlede referencemaengder og om ikke at goere denne suspension permanent eller i modsat fald yde en passende godtgoerelse til de beroerte producenter. I en anden skrivelse af samme dato anmodede Irish Creamery Milk Suppliers Association Kommissionen om at bekraefte, at de forslag, den havde forelagt for Raadet, ikke sigtede mod en permanent inddragelse af 4,5% af referencemaengderne, eller i modsat fald traekke forslagene tilbage og bekraefte, at den ville fremsaette forslag om godtgoerelse for suspensionen i perioden 1992/1993 og for enhver definitiv nedsaettelse af de paagaeldende maengder.

12 Da der fortsat var behov for en tillaegsafgiftsordning, udstedte Raadet dernaest forordning (EOEF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillaegsafgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1, herefter "forordning nr. 3950/92"), hvorved bestemmelserne vedroerende ordningen med referencemaengder og tillaegsafgifter blev viderefoert for yderligere syv aar og kodificeret, samtidig med at den tidligere bestaaende faellesskabsreserve blev integreret i de samlede garantimaengder (jf. navnlig foerste og tredje betragtning til forordning nr. 3950/92). Artikel 3 i forordning nr. 3950/92 bestemmer, at summen af de individuelle referencemaengder af samme art ikke kan overstige de samlede tilsvarende maengder, der skal fastsaettes for hver medlemsstat. Artikel 4 i forordning nr. 3950/92 bestemmer, at de individuelle referencemaengder er lig med de maengder, der er til raadighed den 31. marts 1993, med forbehold af tilpasninger paa nationalt plan, idet de ikke maa overstige den samlede maengde i artikel 3.

13 Den 5. februar 1993 svarede Raadet Irish Creamery Milk Suppliers Association, at der ikke var truffet nogen foranstaltninger vedroerende den midlertidige suspension i henhold til forordning nr. 816/92 under Raadets moede den 14.° 17. december 1992.

14 Den 17. februar 1993 svarede Kommissionen Irish Creamery Milk Suppliers Association, at Raadets beslutninger paa grundlag af Kommissionens forslag var truffet i almenhedens interesse og saaledes ikke kunne tage hensyn til alle saerinteresser i enhver henseende. Kommissionen henviste i skrivelsen ligeledes til "vedtagelsen af Raadets forordning, som goer de i forordning (EOEF) nr. 775/87 omhandlede maengder til en definitiv nedsaettelse uden yderligere kompensation".

15 Den 17. marts 1993 udstedte Raadet forordning (EOEF) nr. 748/93 om aendring af forordning nr. 3950/92 (EFT L 77, s. 16, herefter "forordning nr. 748/93"), som er den omtvistede forordning i sag T-477/93. De tre sidste betragtninger til forordning nr. 748/93 lyder saaledes:

"Det er bydende noedvendigt at fastsaette medlemsstaternes samlede garantimaengder med virkning fra den 1. april 1993 for at undgaa, at forordning (EOEF) nr. 3950/92 ikke kan anvendes paa grund af manglende retsforskrifter.

Indtil der traeffes en ny afgoerelse, boer de samlede garantimaengder, der gaelder pr. 31. marts 1993, forhoejet med maengderne i den paa denne dato eksisterende faellesskabsreserve, viderefoeres.

Fastsaettelsen i denne forordning af de samlede garantimaengder vil om noedvendigt blive tilpasset samtidigt med, at samtlige de problemer, der er forbundet med prisfastsaettelsen for produktionsaaret 1993/1994, skal tages op til overvejelse."

16 Ved artikel 1 i forordning nr. 748/93 tilfoejes foelgende afsnit til artikel 3 i forordning nr. 3950/92:

"For tolvmaanedersperioden 1. april 1993 til 31. marts 1994 fastsaettes medlemsstaternes samlede garantimaengder til dem, der er fastsat i artikel 5c, stk. 3, litra g), i forordning (EOEF) nr. 804/68, forhoejet med maengderne i faellesskabsreserven, som disse er fordelt pr. 31. marts 1993, og med dem, der er fastsat i bilaget til forordning (EOEF) nr. 857/84."

17 I henhold til forordning nr. 748/93 holdes de referencemaengder, der ikke er medtaget i forordning nr. 816/92 for perioden 1992/1993, saaledes uden for de samlede garantimaengder for perioden 1993/1994.

18 Endelig er artikel 3 i forordning nr. 3950/92 blevet aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1560/93 af 14. juni 1993 om aendring af forordning nr. 3950/92 (EFT L 154, s. 30, herefter "forordning nr. 1560/93"), hvorved de samlede maengder fastsaettes for hver enkelt medlemsstat. For Irlands vedkommende omfattede den samlede fastsatte maengde en forhoejelse paa 0,6% med henblik paa tildeling af supplerende referencemaengder til visse kategorier af producenter (jf. artikel 1 i forordning nr. 1560/93).

19 Tabellerne i bilag I til naervaerende dom viser, hvilke referencemaengder der oprindeligt blev tildelt de enkelte sagsoegere, og hvorledes maengderne senere udviklede sig. Sagsoegernes maelkeleverancer er angivet i tabellerne i bilag II. Tabellerne er en integrerende del af naervaerende dom.

Retsforhandlinger

20 Sagsoegerne anlagde sag ved staevninger indleveret til Domstolens Justitskontor henholdsvis den 8. februar 1993 (O' Dwyer), den 15. februar 1993 (Keane), den 24. marts 1993 (Cronin), den 30. marts 1993 (Reidy) og den 13. april 1993 (O' Dwyer), registreret henholdsvis under nr. C-36/93, C-67/93, C-106/93, C-129/93 og C-152/93.

21 Ved kendelse af 2. september 1993 i sag C-67/93, af 6. september 1993 i sag C-36/93 og af 8. september 1993 i sagerne C-106/93, C-129/93 og C-152/93 blev det tilladt Kommissionen at intervenere i sagerne til stoette for sagsoegtes paastande.

22 I medfoer af Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) har Domstolen ved kendelser af 27. september 1993 henvist sagerne C-36/93, C-67/93, C-106/93, C-129/93 og C-152/93 til Retten. Sagerne er blevet registreret paa Rettens Justitskontor under henholdsvis nr. T-466/93, T-469/93, T-473/93, T-474/93 og T-477/93.

23 Ved kendelser afsagt den 11. oktober 1994 og den 14. januar 1995 af formanden for Rettens Tredje Afdeling er sagerne T-466/93, T-469/93, T-473/93, T-474/93 og T-477/93 blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

24 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog som led i nogle foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse opfordret sagsoegerne til at fremkomme med visse oplysninger om deres produktion og stoerrelsen af den tillaegsafgift, der blev paalagt dem i perioden 1992/1993 og ° i sag T-477/93 ° i perioden 1993/1994. Retsmoedet fandt sted den 14. februar 1995.

Parternes paastande

Sagerne T-466/93, T-469/93, T-473/93 og T-474/93

25 Sagsoegerne har i deres staevninger nedlagt foelgende paastande:

° Forordning nr. 816/92 annulleres.

° Sagsoegerne tilkendes en erstatning paa henholdsvis

° 1 048,20 ECU (1 003,44 IRL) i sag T-466/93

° 280,90 ECU (268,90 IRL) i sag T-469/93

° 535,20 ECU (512,33 IRL) i sag T-473/93 og

° 943,80 ECU (903,47 IRL) i sag T-474/93

eller et andet beloeb efter Rettens skoen.

° Beloebet forrentes med 8% p.a. fra den 1. april 1993.

° Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

26 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° I sagerne T-469/93, T-473/93 og T-474/93:

° Paastanden om annullation af forordning nr. 816/92 afvises.

° I alle sagerne:

° Frifindelse for saa vidt angaar erstatningspaastandene.

° Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

27 Intervenienten har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse for saa vidt angaar erstatningspaastandene.

° Sagsoegerne tilpligtes at betale intervenientens omkostninger i deres respektive sager.

28 I deres bemaerkninger til Kommissionens skriftlige indlaeg har sagsoegerne nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens paastande tages ikke til foelge.

° Der afsiges dom i overensstemmelse med staevningspaastandene.

° Saafremt sagsoegte ikke tilpligtes at betale Kommissionens omkostninger i forbindelse med interventionen, tilpligtes Kommissionen at betale sagsoegerens omkostninger.

Sag T-477/93

29 Sagsoegeren har i staevningen nedlagt foelgende paastande:

° Forordning nr. 748/93 annulleres.

° Sagsoegeren tilkendes en erstatning paa 5 759,50 ECU (5 513,39 IRL) for den skade, han har lidt som foelge af forordning nr. 748/93, eller et andet beloeb efter Rettens skoen.

° Beloebet forrentes med 8% p.a. fra den 1. april 1993.

° Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

30 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Sagen afvises, subsidiaert frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

31 Intervenienten har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse for saa vidt angaar erstatningspaastanden.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale intervenientens omkostninger.

32 I sine bemaerkninger til Kommissionens skriftlige indlaeg har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens paastande tages ikke til foelge.

° Der afsiges dom i overensstemmelse med staevningspaastandene.

° Saafremt sagsoegte ikke tilpligtes at betale Kommissionens omkostninger i forbindelse med interventionen, tilpligtes Kommissionen at betale sagsoegerens omkostninger.

33 Under den mundtlige forhandling den 14. februar 1995 har sagsoegerne i sagerne T-466/93, T-469/93, T-473/93 og T-474/93 og sagsoegeren O' Dwyer i sag T-477/93 frafaldet deres paastande om annullation af henholdsvis forordning nr. 816/92 og forordning nr. 748/93. Det tages saaledes til efterretning, at sagerne er delvis haevet, nemlig for saa vidt angaar annullationspaastandene.

Erstatningspaastandene i sagerne T-466/93, T-469/93, T-473/93 og T-474/93

34 Sagsoegerne i sagerne T-466/93, T-469/93, T-473/93 og T-474/93 har gjort gaeldende, at Raadet ved at udstede forordning nr. 816/92 og saaledes ved at nedsaette de samlede garantimaengder for perioden 1. april 1992 ° 31. marts 1993 uden godtgoerelse klart og groft har overskredet graenserne for sin kompetence og har kraenket hoejere retsregler til beskyttelse af private, saaledes at Faellesskabet ifalder erstatningsansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 215, stk. 2, i EOEF-traktaten (herefter "traktaten"). De fire sagsoegere har til stoette herfor gjort samme seks anbringender gaeldende, nemlig at der for det foerste er sket en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for det andet en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190, for det tredje en tilsidesaettelse af traktatens artikel 39 og 40, for det fjerde en kraenkelse af ejendomsretten og af retten til fri erhvervsudoevelse, for det femte en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet og for det sjette en overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling.

35 Desuden har sagsoegerne Keane, Cronin og Reidy i sagerne T-469/93, T-473/93 og T-474/93 til stoette for deres erstatningspaastande fremfoert en raekke anbringender baseret paa, at Raadet ved forordning nr. 816/92 uden godtgoerelse suspenderede eller inddrog referencemaengder, der ikke hidroerte fra artikel 5c, stk. 1 og 3, i forordning nr. 804/68. Der skal tages stilling til disse anbringender, efter at de anbringender, der er gjort gaeldende af alle fire sagsoegere, er behandlet.

Det foerste anbringende om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Sammenfatning af parternes argumenter

36 Sagsoegerne har i det vaesentlige fremfoert to hovedargumenter. De finder for det foerste, at den lovgivningsmaessige sammenhaeng forud for udstedelsen af forordning nr. 816/92 havde givet dem en berettiget forventning, som er blevet tilsidesat, for saa vidt angaar perioden 1. april 1992 ° 31. marts 1993, fordi der ikke blev ydet nogen godtgoerelse, eller fordi de 4,5% af referencemaengderne, der var blevet suspenderet ved forordning nr. 775/87, ikke blev givet tilbage til producenterne i den paagaeldende periode. Sagsoegerne finder for det andet, at den omstaendighed, at godtgoerelsen i henhold til forordning nr. 775/87 blev afskaffet uden varsel og uden overgangsforanstaltninger, ligeledes indebaerer en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

37 For saa vidt angaar den lovgivningsmaessige sammenhaeng har sagsoegerne gjort gaeldende, at forordning nr. 816/92 indgaar i samme lovgivningsmaessige sammenhaeng som forordning nr. 775/87, som aendret ved forordning nr. 1111/88 og nr. 3879/89, der sigtede mod en "midlertidig" suspension af 4,5% af referencemaengderne mod en godtgoerelse, jf. Domstolens dom af 19. marts 1992, sag C-311/90, Hierl (Sml. I, s. 2061). Paa den baggrund maa forordning nr. 816/92, for saa vidt som det i anden betragtning (jf. praemis 8) understreges, at de omhandlede referencemaengder "ikke medtages", og at "Raadet vil ... traeffe endelig afgoerelse om, hvad der skal ske med disse maengder", fortolkes saaledes, at den forlaenger den midlertidige suspension af 4,5% i det mindste for perioden 1992/1993. En saadan forlaengelse af den midlertidige suspension forudsaetter noedvendigvis en forlaengelse af den godtgoerelse, som den midlertidige suspension altid har vaeret naert forbundet med, for samme periode.

38 Sagsoegerne har til stoette for deres argument om, at der ved forordning nr. 816/92 ikke blev foretaget en definitiv nedsaettelse af referencemaengderne, bl.a. paaberaabt sig selve bestemmelserne i forordning nr. 816/92, Raadets skrivelse af 5. februar 1993 (jf. praemis 13), formandskabets kompromis, som blev vedtaget under Raadets samling den 24.-26. maj 1993, og hvori der henvises til de "suspenderede maengder", og to pressemeddelelser fra den irske landbrugsminister af henholdsvis 1. juli 1992 og 17. december 1992, hvori det oplyses, at spoergsmaalet om de midlertidigt inddragne referencemaengder ikke var blevet endeligt afklaret, og at ministeren havde ladet en erklaering herom optage i protokollen for Raadets samling i december 1992.

39 Sagsoegerne har desuden gjort gaeldende, at der ikke kan findes andre overbevisende eksempler paa en kvotenedsaettelse uden godtgoerelse. Det foreliggende tilfaelde kan saaledes sidestilles med det, der blev behandlet af Domstolen i dom af 28. april 1988, sag 120/86, Mulder (Sml. s. 2321, herefter "Mulder I"), idet den manglende ydelse af en godtgoerelse hverken ville kunne baseres paa sammenhaengen i de tidligere gaeldende forordninger eller paa en aendring af de faktiske omstaendigheder.

40 I oevrigt kraever maelkeproduktion ifoelge sagens natur en planlaegning, navnlig paa grund af de oekonomiske og kontraktlige forpligtelser, den medfoerer for producenten, og som for det meste er indgaaet for et aar ad gangen. Kravet forstaerkes af noedvendigheden af at undgaa at skulle betale tillaegsafgift. Under disse omstaendigheder har Faellesskabet paadraget sig et erstatningsansvar ved at afskaffe godtgoerelsen uden varsel eller overgangsforanstaltninger (Domstolens dom af 14.5.1975, sag 74/74, CNTA mod Kommissionen, Sml. s. 533, praemis 43).

41 Sagsoegerne har endelig anfoert, at det forhold, at de har modtaget en kompensation i loebet af de fem forudgaaende aar, ikke kan tillaegges betydning, da den godtgoerelse, der er ydet i henhold til forordning nr. 775/87, altid har staaet i forhold til den heri hjemlede tidligere midlertidige suspension og ikke har vaeret tilstraekkelig, som anerkendt af Domstolen i Hierl-dommen. Sagsoegerne har desuden bestridt det af sagsoegte anfoerte om, at prisen paa maelk i Irland er steget siden 1987.

42 Sagsoegte har understreget, at en anerkendelse af, at maelkeproducenterne har en berettiget forventning om, at godtgoerelsen opretholdes uden tidsmaessig begraensning, ville vaere ensbetydende med at anerkende velerhvervede rettigheder i saa henseende, hvilket strider mod fast retspraksis (jf. Domstolens dom af 22.1.1986, sag 250/84, Eridania m.fl., Sml. s. 117, og af 20.9.1988, sag 203/86, Spanien mod Raadet, Sml. s. 4563).

43 Sagsoegte har anfoert, at den ved forordning nr. 775/87 indfoerte suspension i foerste omgang blev besluttet som en midlertidig foranstaltning, saaledes at satsen kunne tages op til fornyet overvejelse paa baggrund af udviklingen paa markedet. Det fremgaar af foerste betragtning til forordningen, at godtgoerelsen skal ydes i forhold til den yderligere indroemmelse, der kraeves af producenterne, hvilket forklarer, at godtgoerelsen er fastsat til et gradvis faldende beloeb, eftersom indroemmelsen naturligt bliver mindre med tiden. Hvis prisen paa maelk falder eller forbliver paa samme niveau, skal producenterne nemlig soege andre aktiviteter med henblik paa at kompensere for indtaegtstabet, og hvis prisen stiger ° som i det foreliggende tilfaelde ° forsvinder det oprindelige indtaegtstab med tiden.

44 Det var fordi den negative udvikling i efterspoergslen havde gjort senere nedbringelser af udbuddet noedvendige, at Kommissionen i de forslag i relation til reformen af den faelles landbrugspolitik, som blev offentliggjort den 31. december 1991, foreslog at aendre den midlertidige kvotesuspension til en definitiv nedsaettelse og ikke laengere yde den gradvis faldende godtgoerelse (EFT C 337, s. 35).

45 Med vedtagelsen af forordning nr. 816/92 fulgte Raadet Kommissionens forslag om ikke at forlaenge den gradvis faldende godtgoerelse. De suspenderede referencemaengder blev trukket fra de samlede garantimaengder og medfoerte saaledes en definitiv nedsaettelse af de individuelle kvoter, og Raadet forbeholdt sig ret til at tage disse op til fornyet overvejelse paa baggrund af udviklingen paa markedet. Det eneste loefte, der blev givet til producenterne, var saaledes, at spoergsmaalet om de 4,5% af referencemaengderne ville blive taget op til fornyet overvejelse, hvilket skete i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 1560/93 (jf. praemis 18).

46 Der er ifoelge sagsoegte tidligere gennemfoert adskillige andre nedsaettelser af referencemaengderne, som ikke altid har vaeret midlertidige eller forbundet med en godtgoerelse. I oevrigt maa en fornuftig og velunderrettet erhvervsdrivende i henhold til Domstolens faste praksis forvente de foranstaltninger, som er noedvendige paa baggrund af udviklingen paa markedet (jf. Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395). Det princip, der blev fastslaaet i dommen i sagen CNTA mod Kommissionen, og som sagsoegerne har paaberaabt sig, finder ikke anvendelse i det foreliggende tilfaelde, da der er bydende almene hensyn, der retfaerdiggoer nye nedsaettelser af referencemaengderne, og da nedsaettelserne var ganske paaregnelige, naar henses til den negative udvikling paa markedet. Desuden har den godtgoerelse, der i henhold til forordning nr. 775/87 er ydet i loebet af de sidste fem aar forud for den omtvistede forordnings ikrafttraedelse paa i alt 45,50 ECU pr. 100 kg, givet producenterne en rigelig kompensation for de eventuelle indtaegtstab og den kraevede tilpasningsindsats.

47 Intervenienten, Kommissionen, har bl.a. gjort gaeldende, at de aendringer, der blev indfoert ved forordning nr. 816/92, var paaregnelige (Domstolens dom af 11.3.1987, sag 265/85, Van den Bergh en Jurgens mod Kommissionen, Sml. s. 1155). Nedsaettelsen af de omhandlede referencemaengder efter fem aar, ydelsen af en gradvis faldende godtgoerelse i perioden, den fortsatte overskudsproduktion og begrundelsen for Kommissionens forslag KOM(91) 409 endelig udg. af 31. oktober 1991 burde have gjort det klart for en fornuftig og velunderrettet producent, at den tidligere situation ikke kunne genetableres, og at der maatte forventes nye nedsaettelser af referencemaengderne og en afskaffelse af godtgoerelsen.

Rettens bemaerkninger

48 Indledningsvis bemaerkes, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan paaberaabes af enhver erhvervsdrivende, som en institution har givet visse begrundede forhaabninger. De erhvervsdrivende kan dog ikke have nogen berettiget forventning om opretholdelse af en bestaaende situation, som Faellesskabets institutioner kan aendre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skoen. Dette gaelder navnlig inden for et omraade som de faelles markedsordninger, hvor det netop er noedvendigt af hensyn til opfyldelsen af disses formaal, at der foretages en konstant tilpasning i forhold til aendringerne i den oekonomiske situation (jf. Domstolens dom i sagen Delacre m.fl. mod Kommissionen, praemis 33, og af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Raadet, Sml. I, s. 4973, praemis 80, samt Rettens dom af 15.12.1994, sag T-489/93, Unifruit Hellas mod Kommissionen, Sml. II, s. 1201, praemis 67, og af 21.2.1995, sag T-472/93, Campo Ebro m.fl. mod Raadet, Sml. II, s. 421, praemis 71). Paa den baggrund maa anvendelsesomraadet for princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke udvides i en saadan grad, at princippet generelt forhindrer, at en ny ordning kan finde anvendelse paa de fremtidige virkninger af situationer, som er opstaaet under en tidligere ordning (dommen i sagen Spanien mod Raadet, praemis 19, og dommen i sagen Campo Ebro m.fl. mod Raadet, praemis 52).

49 I det foreliggende tilfaelde henhoerer fastsaettelsen af de samlede garantimaengder inden for rammerne af den tillaegsafgiftsordning, der er indfoert ved forordning nr. 856/84, under den vide skoensbefoejelse, Raadet raader over med henblik paa at tilpasse den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter i forhold til aendringerne i den oekonomiske situation. Det foelger heraf, at ingen erhvervsdrivende principielt kan have en berettiget forventning om, at Raadet inden for rammerne af sin forvaltning af den faelles landbrugspolitik ikke i fremtiden vil nedsaette de samlede garantimaengder og dermed de enkelte producenters referencemaengder (jf. f.eks. dommen i sagen Spanien mod Raadet, praemis 19 og 20).

50 Tilsvarende finder Retten, at maelkeproducenter under saadanne omstaendigheder ikke kan have en berettiget forventning om, at enhver nedsaettelse af deres individuelle referencemaengder vil blive ledsaget af en godtgoerelse. Efter Rettens opfattelse peger Hierl-dommen, som sagsoegerne har paaberaabt sig, ikke i modsat retning. Navnlig findes den omstaendighed, at der er blevet ydet en godtgoerelse i forbindelse med de nedsaettelser af de samlede garantimaengder, der er blevet gennemfoert ved tidligere forordninger, ikke i sig selv at have skabt en berettiget forventning hos de beroerte erhvervsdrivende om, at der vil blive ydet en godtgoerelse i forbindelse med enhver senere nedsaettelse af de omhandlede maengder.

51 De saaledes anfoerte betragtninger er saerlig relevante i det foreliggende tilfaelde, da gyldighedsperioden for alle retsakterne vedroerende den ved forordning nr. 856/84 indfoerte tillaegsafgiftsordning, herunder forordning nr. 775/87, som aendret ved forordning nr. 1111/88 og nr. 3879/89 af 11. december 1989, udloeb den 31. marts 1992. Da betingelserne for en forlaengelse af ordningen for de senere aar henhoerer under Raadets vide skoensbefoejelse, finder Retten, at ingen erhvervsdrivende principielt kunne have nogen form for berettiget forventning med hensyn til indholdet af den lovgivning, Raadet maatte vedtage for perioden efter den 31. marts 1992, navnlig ikke om opretholdelse af de samlede garantimaengder.

52 Retten finder saaledes, at sagsoegerne principielt ikke kan paaberaabe sig, at der er sket en tilsidesaettelse af en berettiget forventning hos dem, da der ved forordning nr. 816/92 for perioden 1992/1993 blev foretaget en nedsaettelse af referencemaengderne uden godtgoerelse.

53 Det fremgaar i oevrigt af fast retspraksis, at naar en fornuftig og velunderrettet erhvervsdrivende kan paaregne gennemfoerelsen af en faellesskabsforanstaltning, der kan paavirke hans interesser, kan han ikke goere gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af hans berettigede forventning, naar foranstaltningen gennemfoeres (jf. de foernaevnte domme i sagerne Van den Bergh en Jurgens mod Kommissionen, praemis 44, Delacre m.fl. mod Kommissionen, praemis 37, og Unifruit Hellas mod Kommissionen, praemis 51).

54 I det foreliggende tilfaelde er Retten af den opfattelse, at nedsaettelsen af de omhandlede referencemaengder uden godtgoerelse for perioden 1992/1993 var paaregnelig for en fornuftig og velunderrettet erhvervsdrivende. Naar henses til, at tilsvarende referencemaengder var blevet suspenderet i de fem forudgaaende aar, at der allerede var ydet en gradvis faldende godtgoerelse paa i alt 45,50 ECU pr. 100 kg til producenterne i hele periodens loeb, og at der fortsat var tale om en overskudsproduktion, finder Retten, at en fornuftig og velunderrettet maelkeproducent kunne paaregne den ved forordning nr. 816/92 gennemfoerte nedsaettelse af referencemaengderne uden godtgoerelse for perioden 1. april 1992 ° 31. marts 1993. Desuden havde Kommissionen fremsat et formelt forslag herom i oktober 1991, som blev offentliggjort den 31. december 1991 (EFT C 337, s. 35). Under disse omstaendigheder kan sagsoegerne ikke paaberaabe sig en tilsidesaettelse af en berettiget forventning (dommen i sagen Van den Bergh en Jurgens mod Kommissionen, praemis 44).

55 Ud fra de samme betragtninger finder Retten ° i modsaetning til det af sagsoegerne anfoerte ° at Raadet ikke med vedtagelsen af forordning nr. 816/92 handlede i strid med de principper, der er opstillet i dommen i sagen CNTA mod Kommissionen. Disse principper finder nemlig efter Rettens opfattelse ikke anvendelse, naar den anfaegtede retsakt var paaregnelig. I det foreliggende tilfaelde var alle beroerte parter gennem offentliggoerelsen af Kommissionens forslag (jf. praemis 54) udtrykkeligt blevet advaret om muligheden for, at de omhandlede referencemaengder ville blive nedsat uden godtgoerelse med virkning fra den 1. april 1992. Da maelkeproduktionen i det vaesentlige planlaegges for et aar ad gangen, begyndende den 1. april hvert aar, kunne sagsoegerne saaledes rettidigt forudse virkningerne af de foreslaaede foranstaltninger og reagere herpaa paa passende vis.

56 Desuden findes der heller ikke at vaere grundlag for sagsoegernes argument vedroerende den lovgivningsmaessige sammenhaeng, som gaar ud paa, at forordning nr. 816/92 skal fortolkes saaledes, at den forlaenger den ved forordning nr. 775/87 indfoerte midlertidige suspension, og at dette begrunder en berettiget forventning om, at den ved forordning nr. 816/92 foretagne nedsaettelse af referencemaengderne ville blive ledsaget af en godtgoerelse.

57 Det kan nemlig ifoelge sagens natur kun goeres gaeldende, at der foreligger en berettiget forventning, saafremt denne er skabt ved handlinger eller undladelser, der ligger forud for den retsakt, hvorved den berettigede forventning menes at vaere blevet tilsidesat. Det foelger heraf, at ordlyden af den her anfaegtede forordning nr. 816/92 ikke i sig selv kan danne grundlag for den af sagsoegerne paaberaabte berettigede forventning. Tilsvarende maa ogsaa alle de oevrige faktorer, som ifoelge sagsoegerne skal have skabt en berettiget forventning hos dem (jf. praemis 38) forkastes, i det omfang de ligger efter vedtagelsen af forordning nr. 816/92.

58 Blandt de omstaendigheder, sagsoegerne har paaberaabt sig til stoette for deres berettigede forventning, er det alene den midlertidige suspension i henhold til forordning nr. 775/87, som aendret ved forordning nr. 1111/88 og nr. 3879/89, der ligger forud for den 31. marts 1992. Af de ovenfor anfoerte grunde kan ordlyden af disse tidligere forordninger imidlertid ikke i sig selv skabe nogen form for berettiget forventning med hensyn til de bestemmelser, der senere skulle vedtages af Raadet inden for rammerne af dettes forvaltning af den faelles landbrugspolitik. Navnlig findes ordet "midlertidigt", som er anvendt i forordning nr. 775/87, ikke at have skabt en berettiget forventning om, at de paagaeldende maengder ville blive givet tilbage til producenterne, eller at en definitiv inddragelse af maengderne ville blive forbundet med en godtgoerelse.

59 Retten kan heller ikke tiltraede sagsoegernes argument om, at forordning nr. 816/92 skal fortolkes saaledes, at den forlaenger den midlertidige suspension i henhold til forordning nr. 775/87. Forordning nr. 816/92 indfoerer nemlig en helt ny bestemmelse, som fastlaegger de samlede garantimaengder for perioden 1. april 1992 ° den 31. marts 1993, idet gyldighedsperioden for hele tillaegsafgiftsordningen, herunder den midlertidige suspension i henhold til forordning nr. 775/87, var udloebet den 31. marts 1992. Under disse omstaendigheder blev der saaledes ved forordning nr. 816/92 gennemfoert en definitiv nedsaettelse af de samlede maengder for perioden 1992/1993, idet det blev udsat til et senere tidspunkt at traeffe afgoerelse om de maengder, der ikke var medtaget for perioden 1992/1993.

60 Sagsoegernes foerste anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

Det andet anbringende om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Sammenfatning af parternes argumenter

61 Sagsoegerne har under henvisning til Domstolens praksis i det vaesentlige gjort gaeldende, at praeamblen til forordning nr. 816/92 (jf. praemis 8) ikke angiver grundene til den manglende overensstemmelse mellem den tidligere gaeldende ordning, som blev indfoert ved forordning nr. 775/87, hvorefter der blev foretaget en midlertidig suspension med godtgoerelse, og bestemmelserne i forordning nr. 816/92. Der naevnes navnlig intet om grundene til, at der ikke laengere ydes nogen godtgoerelse, ligesom det ikke oplyses, hvorvidt, eller i givet fald hvorfor, den midlertidige suspension af en vis procentdel af referencemaengderne blev gjort til en permanent nedsaettelse. Der gives heller ingen vished om den paataenkte varighed af foranstaltningen.

62 Den manglende godtgoerelse falder ifoelge sagsoegerne ikke inden for systematikken i alle de af Raadet trufne foranstaltninger. Forordning nr. 816/92 fraviger saaledes grundlaeggende den ordning med midlertidig suspension ledsaget af en godtgoerelse, som blev indfoert ved forordning nr. 775/87, nr. 1111/88 og nr. 3879/89. Sagsoegerne har tilfoejet, at syvende betragtning til Raadets forordning (EOEF) nr. 1639/91 af 13. juni 1991 om aendring af forordning (EOEF) nr. 857/84 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 150, s. 35), hvorefter der "i ... forordning (EOEF) nr. 775/87 ... foreskrives en degressiv godtgoerelse over en periode paa fem aar for den nedsaettelse af produktionskapaciteten, der foelger af denne suspension", ikke er en del af de samlede foranstaltninger vedroerende den midlertidige inddragelse, og under alle omstaendigheder kan fortolkes saaledes, at den midlertidige inddragelse ville blive ophaevet efter udloebet af de fem aar.

63 Sagsoegte har anfoert, at der ganske vist ikke er givet nogen udtrykkelig, udfoerlig begrundelse i forordning nr. 816/92 for den manglende ydelse af en godtgoerelse, men at denne falder inden for systematikken i alle de trufne foranstaltninger, hvorfor der ikke kan kraeves en saadan begrundelse (Eridania-dommen, praemis 37 og 38; jf. ogsaa Domstolens dom af 25.10.1978, sag 125/77, Koninklijke Scholten-Honig, Sml. s. 1991, praemis 18-22, og dommen i sagen Delacre m.fl. mod Kommissionen, praemis 16).

64 Raadet gennemfoerte nemlig ved forordning nr. 775/87, som senere blev forlaenget, en suspension af en del af referencemaengderne for at bidrage til en stoerre ligevaegt paa markedet, der var praeget af en stor overskudsproduktion, og hjemlede midlertidig ydelse af en gradvis faldende godtgoerelse. Godtgoerelsens gradvis faldende karakter og dens begraensede varighed blev f.eks. understreget i syvende betragtning til forordning nr. 1639/91 af 13. juni 1991 (jf. praemis 62). Det var saaledes let for de beroerte at se den sammenhaeng, forordning nr. 816/92 indgik i.

65 Under alle omstaendigheder kan Faellesskabet ikke ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, blot fordi en faellesskabsretsakt ikke er tilstraekkeligt begrundet (Domstolens dom af 15.9.1982, sag 106/81, Kind mod EOEF, Sml. s. 2885, praemis 14).

66 Intervenienten har henvist til, at det i syvende betragtning til forordning nr. 1639/91, som blev vedtaget den 13. juni 1991, jf. ovenfor, var angivet, at den gradvis faldende godtgoerelse paa et tidspunkt ikke laengere ville blive ydet, og at Kommissionen selv i oktober 1991 i sine forslag til Raadet havde anfoert, at den havde til hensigt at lave suspensionen om til en definitiv nedsaettelse.

Rettens bemaerkninger

67 Det bemaerkes, at den begrundelse, som kraeves i henhold til traktatens artikel 190, efter Domstolens praksis skal tilpasses den paagaeldende retsakts karakter. Den skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den faellesskabsmyndighed, der har udstedt den anfaegtede retsakt, har lagt til grund, saaledes at de beroerte personer kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, og saaledes at Faellesskabets retsinstanser kan udoeve deres kontrol. Det kraeves dog ikke, at begrundelsen for forordningerne specificerer de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer, som omfattes af forordningerne, naar de falder inden for systematikken i den helhed, hvori de indgaar (Eridania-dommen, praemis 37 og 38, og dommen i sagen Delacre m.fl. mod Kommissionen, praemis 15 og 16).

68 Hvad angaar den ved forordning nr. 816/92 gennemfoerte nedsaettelse af referencemaengderne bemaerkes, at forordningens artikel 1 fastsaetter de samlede garantimaengder for hver enkelt medlemsstat for perioden 1992/1993, samtidig med at det oplyses, at visse maengder ° angivet i tons for hver enkelt medlemsstat ° for samme periode ikke er medtaget i de samlede garantimaengder. Det anfoeres endelig, at "Raadet traeffer endelig afgoerelse om disse maengder i forbindelse med reformen af den faelles landbrugspolitik".

69 Det fremgaar af anden betragtning til forordning nr. 816/92, at de paagaeldende maengder ikke medtages for perioden 1992/1993, fordi "den vedvarende situation med overskud kraever, at 4,5% af referencemaengderne for leverancer i niende periode ikke medtages i de samlede garantimaengder".

70 Raadet har saaledes efter Rettens opfattelse i tilstraekkelig grad begrundet, hvorfor de paagaeldende referencemaengder ikke blev medtaget i de samlede garantimaengder for perioden 1992/1993.

71 For saa vidt angaar den manglende godtgoerelse, finder Retten, at forordning nr. 816/92 falder inden for systematikken i alle reglerne inden for tillaegsafgiftsordningen. De beroerte var saaledes bekendt med, at gyldighedsperioden for den gradvis faldende godtgoerelse i henhold til forordning nr. 775/87, som aendret ved forordning nr. 1111/88 og nr. 3882/89, udloeb den 31. marts 1992, og at der ikke var nogen hjemmel for en forlaengelse. I oevrigt var nedsaettelsen af de omhandlede maengder uden godtgoerelse for perioden 1992/1993 af de ovenfor anfoerte grunde paaregnelig (jf. praemis 54). Det foelger heraf, at den omstaendighed, at der ikke er givet nogen udtrykkelig begrundelse for, at der ikke ydes godtgoerelse for perioden 1992/1993, ikke har medfoert, at sagsoegerne ikke effektivt har kunnet forsvare deres rettigheder, eller forhindret Retten i at udoeve sin kontrol.

72 Endelig bemaerkes, at Faellesskabet ikke kan ifalde erstatningsansvar uden for kontraktforhold, fordi en retsakt ikke er begrundet (dommen i sagen Kind mod EOEF, praemis 14, og Domstolens dom af 6.6.1990, sag C-119/88, AERPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2189, praemis 19, samt dommen i sagen Unifruit Hellas mod Kommissionen, praemis 41).

73 Sagsoegernes andet anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

Det tredje anbringende om tilsidesaettelse af traktatens artikel 39 og 40

Sammenfatning af parternes argumenter

74 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at den nedsaettelse af referencemaengderne uden godtgoerelse, der er sket ved forordning nr. 816/92, er en aabenbar tilsidesaettelse af de i traktatens artikel 39, stk. 1, litra b), og artikel 39, stk. 2, opstillede maalsaetninger. De har i den forbindelse understreget noedvendigheden af ikke at oedelaegge den haarfine balance mellem alle de foranstaltninger, der traeffes inden for rammerne af den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter, navnlig under hensyntagen til den straf, som den tillaegsafgift, der skal betales, naar en producent overskrider sin referencemaengde, har karakter af.

75 I modsaetning til, hvad sagsoegte har anfoert, skaber forordning nr. 816/92 ifoelge sagsoegerne en uligevaegt mellem de forskellige maalsaetninger i traktatens artikel 39, og den tager ikke hensyn til den karakter af en samlet lovgivning, reglerne om tillaegsafgifterne har (jf. Hierl-dommen, praemis 15). Domstolens raesonnement i Hierl-dommen, som vedroerte forordning nr. 775/87, kan imidlertid ikke overfoeres til det foreliggende tilfaelde, idet der ved forordning nr. 816/92 er sket en permanent inddragelse af referencemaengderne uden godtgoerelse og ikke en midlertidig suspension med godtgoerelse.

76 Virkningerne af den omtvistede foranstaltning er noget mere komplicerede, end sagsoegte oensker at give indtryk af, idet sagsoegerne skal klare sig med mindre leverancer uden mulighed for at tilpasse sig den nye situation, idet de samtidig er undergivet tillaegsafgiften uden nogen form for godtgoerelse. Domstolens dom af 19. maj 1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Raadet og Kommissionen (Sml. I, s. 3061, herefter "Mulder II"), og dommen i sagen Spanien mod Raadet, vedroerer nogle andre situationer.

77 Sagsoegte har anfoert, at maalsaetningen i traktatens artikel 39, stk. 1, litra b), om at sikre indkomsterne inden for landbruget, skal bringes i overensstemmelse med maalsaetningen i artikel 39, stk. 1, litra c), om at stabilisere markederne, som midlertidigt kan gives forrang under visse betingelser (jf. dommen i sagen Van den Bergh en Jurgens mod Kommissionen, praemis 20, og Hierl-dommen, praemis 13). En saadan forrang er berettiget i det foreliggende tilfaelde.

78 Selv om det maatte laegges til grund, at afskaffelsen af godtgoerelsen strider mod maalsaetningerne i artikel 39, ifalder Faellesskabet ikke ansvar uden for kontraktforhold, da foranstaltningen er begrundet i den vigtigere offentlige interesse i en stabilisering af et marked med en stor overskudsproduktion (jf. Mulder II-dommen, praemis 12). Det maa desuden tages i betragtning, at ordningen med referencemaengder har kunnet opretholde hoeje priser paa maelk i en situation med overskudsproduktion, mens faellesskabsinstitutionernes anden mulighed for at raade bod paa situationen, nemlig en nedsaettelse af priserne, ville have faaet langt vaerre negative virkninger for de beroerte landbrugeres indkomster (jf. dommen i sagen Spanien mod Raadet, praemis 14).

79 Intervenienten har ikke fremsat bemaerkninger til dette anbringende.

Rettens bemaerkninger

80 Indledningsvis bemaerkes, at faellesskabsinstitutionerne efter Domstolens praksis ved forfoelgelsen af den faelles landbrugspolitiks maal til stadighed skal soerge for at udjaevne en eventuel indbyrdes modstrid mellem disse maal betragtet saerskilt, samt, om noedvendigt, give det ene eller det andet af dem midlertidig forrang, hvis de oekonomiske forhold eller omstaendigheder, med henblik paa hvilke de traeffer afgoerelse, kraever det. Retspraksis anerkender ligeledes, at faellesskabslovgiver paa den faelles landbrugspolitiks omraade har vide skoensmaessige befoejelser i overensstemmelse med det politiske ansvar, som faellesskabslovgiver er tillagt ved traktatens artikel 40 og 43 (jf. Hierl-dommen, praemis 13, og dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 47).

81 Det bemaerkes herved, at den ved forordning nr. 816/92 skete nedsaettelse af referencemaengderne for aaret 1992/1993 er en foranstaltning, der indgaar i den tillaegsafgiftsordning, som blev indfoert ved forordning nr. 856/84 og forlaenget for en niende periode paa tolv maaneder ved forordning nr. 816/92. Som naevnt (jf. praemis 69) var formaalet med nedsaettelsen at stabilisere markedet for maelk, som var praeget af strukturbetingede overskudsprodukter, hvilket er i overensstemmelse med den maalsaetning om at stabilisere markederne, der udtrykkeligt er opstillet i traktatens artikel 39, stk. 1, litra c) (jf. dommen i sagen Spanien mod Raadet, praemis 11, og Hierl-dommen, praemis 10).

82 Raadet var saaledes berettiget til inden for rammerne af sine vide skoensbefoejelser paa den faelles landbrugspolitiks omraade at give maalsaetningen om at stabilisere markedet for mejeriprodukter midlertidig forrang uden herved at overskride sine befoejelser i henhold til traktatens artikel 39. Domstolen har i oevrigt i dom af 17. maj 1988, sag 84/87, Erpelding (Sml. s. 2647, praemis 26), udtalt, at tillaegsafgiftsordningen, som har til formaal at genoprette ligevaegten mellem udbud og efterspoergsel paa markedet for mejeriprodukter, der er praeget af strukturbetingede overskud, ved hjaelp af en begraensning af maelkeproduktionen, baade omfattes af maalsaetningen om en rationel udvikling af maelkeproduktionen, jf. traktatens artikel 39, stk. 1, litra a), og af maalsaetningen om at opretholde en rimelig levestandard for landbrugsbefolkningen, jf. traktatens artikel 39, stk. 1, litra b), idet ordningen bidrager til at stabilisere denne befolkningsgruppes indkomster.

83 Endelig maa det under alle omstaendigheder konstateres, at sagsoegerne ikke er fremkommet med et eneste holdepunkt for, at Raadet har tilsidesat maalsaetningen om at sikre landbrugsbefolkningen "en rimelig levestandard", jf. traktatens artikel 39, stk. 1, litra b), eller har tilsidesat traktatens artikel 39, stk. 2, ved ikke at hjemle en godtgoerelse for perioden 1992/1993.

84 Det bemaerkes herved for det foerste, at nedsaettelsen af de omhandlede referencemaengder for perioden 1992/1993 ikke har foert til, at sagsoegerne er blevet paalagt den tillaegsafgift, der skal betales, naar en producent overskrider sin referencemaengde. Det fremgaar nemlig af bilag II til naervaerende dom, at O' Dwyer' s og Cronin' s leverancer i perioden 1992/1993 ikke overskred de referencemaengder, de raadede over. For saa vidt angaar Keane og Reidy, har disses advokat under den mundtlige forhandling bekraeftet, at disse sagsoegere ikke blev paalagt tillaegsafgiften, selv om de havde overskredet deres kvoter. I henhold til formel B, der finder anvendelse i Irland, skal producenten nemlig kun betale tillaegsafgift, saafremt den samlede maengde maelk, der er leveret til en opkoeber (normalt et landbrugskooperativ, som producenten er tilknyttet), overstiger opkoeberens referencemaengde (jf. Domstolens dom af 28.4.1988, sag 61/87, Thevenot, m.fl., Sml. s. 2375). Dette var ikke tilfaeldet for Keane' s og Reidy' s vedkommende i perioden 1992/1993.

85 For det andet bemaerkes, at sagsoegerne ° som det ligeledes fremgaar af bilag II til naervaerende dom ° regelmaessigt overskred deres disponible referencemaengder fra 1987/1988 til 1991/1992. Af de netop anfoerte grunde blev det imidlertid ikke paalagt dem at betale tillaegsafgift.

86 For det tredje har alle sagsoegerne allerede oppebaaret et samlet beloeb paa 45,50 ECU pr. 100 kg som godtgoerelse for suspensionen af 4,5% af referencemaengderne for perioden 1987/1988 til 1991/1992, uden at der er taget hensyn til overskridelserne af deres disponible referencemaengder i samme periode. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 693A0466.1

87 For det fjerde har sagsoegerne, med undtagelse af O' Dwyer, draget fordel af de muligheder, der findes for at forhoeje deres referencemaengder vaesentligt, f.eks. i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13), som forordning nr. 3950/92 traadte i stedet for. Som det fremgaar af bilag I til naervaerende dom, fik Keane nemlig som mindre producent tildelt supplerende referencemaengder i 1989/1990, og Keane og Cronin fik tildelt supplerende referencemaengder ved afgoerelser fra Milk Quota Appeals Tribunal i 1990/1991 (Keane og Cronin) og i 1991/1992 (Keane). Keane, Cronin og Reidy forhoejede endvidere deres individuelle referencemaengder gennem visse koeb af supplerende kvoter inden for rammerne af de i Irland indfoerte Milk Quota Restructuring Schemes. Endelig forpagtede Cronin og Reidy visse supplerende maengder.

88 Det fremgaar af ovenstaaende, at de kvoter, Keane, Cronin og Reidy raadede over i 1992/1993 efter den ved forordning nr. 816/92 foretagne nedsaettelse, var stoerre end de kvoter, de raadede over umiddelbart inden den ved forordning nr. 775/87 indfoerte midlertidige suspension, henholdsvis ca. 132, 47 og 11% (jf. bilag I til naervaerende dom).

89 Selv om det maatte antages, at sagsoegerne har lidt et indtaegtstab som foelge af den manglende godtgoerelse for perioden 1992/1993 ° hvilket der under alle omstaendigheder ikke er belaeg for i sagens akter ° fremgaar det af Hierl-dommen, praemis 13 og 14, at et indtaegtstab, som kan medfoere en midlertidig nedgang i landmaendenes levestandard, i et vist omfang maa accepteres i forbindelse med de foranstaltninger, Raadet traeffer med henblik paa at begraense produktionen, hvis der foreligger en markedssituation, der i en laengere periode har vaeret kendetegnet af betydelige strukturbetingede overskud. I oevrigt kunne alternativet til vedtagelsen af en forordning om nedsaettelse af referencemaengderne, nemlig en nedsaettelse af interventionspriserne for mejeriprodukter ° som fastslaaet af Domstolen i dommen i sagen Spanien mod Raadet, praemis 14, og som det med rette er gjort gaeldende af Raadet ° have faaet mere negative virkninger for landmaendenes indkomster.

90 Sagsoegernes tredje anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

Det fjerde anbringende om kraenkelse af ejendomsretten og af retten til fri erhvervsudoevelse

Sammenfatning af parternes argumenter

91 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at ejendomsretten er en af de grundlaeggende rettigheder, som Faellesskabets retsorden sikrer. Ifoelge Domstolens dom af 13. december 1979, sag 44/79, Hauer (Sml. s. 3727), maa man foerst fastlaegge det maal, der forfoelges med den anfaegtede foranstaltning, og dernaest vurdere, om de omhandlede begraensninger staar i rimeligt forhold til det paagaeldende maal eller tvaertimod udgoer et uforholdsmaessigt og uacceptabelt indgreb i ejerens saerlige rettigheder.

92 I det foreliggende tilfaelde medfoerer den manglende godtgoerelse for perioden 1992/1993 ifoelge sagsoegerne, at der ikke er et saadant rimeligt forhold. Efter sagsoegernes opfattelse maa forordning nr. 816/92 sidestilles med en ekspropriation uden erstatning, idet maelkekvoterne har en reel oekonomisk vaerdi (jf. punkt 24 i generaladvokat Jacobs' forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 13.7.1989, sag 5/88, Wachauf, Sml. s. 2609, paa s. 2622). Den permanente inddragelse af referencemaengderne uden godtgoerelse, er saaledes et uacceptabelt indgreb i ejendomsretten og en trussel mod sagsoegernes bedrifter.

93 Sagsoegerne har endvidere paaberaabt sig retten til fri erhvervsudoevelse, som ogsaa er blevet fastslaaet i faellesskabsretten ved Hauer-dommen, praemis 32. Bestemmelserne i forordning nr. 816/92 udgoer en begraensning af denne rettighed, som ikke er begrundet i almene hensyn.

94 Sagsoegte har understreget, at Domstolen aldrig har anerkendt, at maelkekvoter kan vaere genstand for en saerskilt ejendomsret uafhaengigt af den jord, de er knyttet til. Den i det foreliggende tilfaelde gennemfoerte nedsaettelse af referencemaengderne kan saaledes principielt ikke indebaere en kraenkelse af de beroertes ejendomsret (Domstolens dom af 22.10.1991, sag C-44/89, von Deetzen, Sml. I, s. 5119, herefter "Von Deetzen II", praemis 27).

95 I oevrigt er hverken ejendomsretten eller retten til fri erhvervsudoevelse absolutte forrettigheder i henhold til faellesskabsretten. Der er blot tale om retten til at blive beskyttet mod, at der f.eks. som led i en faelles markedsordning foretages et uforholdsmaessigt og uacceptabelt indgreb, der kraenker selve ejendomsrettens kerne (Domstolens dom af 11.7.1989, sag 265/87, Schraeder, Sml. s. 2237, praemis 15). Der er i det foreliggende tilfaelde ikke tale om et saadant indgreb, og formaalet med den anfaegtede begraensning er klart i almenhedens interesse.

96 Under alle omstaendigheder er sagsoegernes bedrifter i betragtning af den omhandlede nedsaettelses beskedne omfang ikke truet paa en saadan maade, at det beroerer kernen i deres ejendomsret eller deres ret til fri erhvervsudoevelse.

97 Intervenienten har ikke fremsat bemaerkninger til dette anbringende.

Rettens bemaerkninger

98 Det bemaerkes, at saavel ejendomsretten som retten til fri erhvervsudoevelse efter Domstolens faste praksis hoerer til faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger. Rettighederne skal imidlertid ikke behandles som absolutte forrettigheder, men skal ses i sammenhaeng med deres funktion i samfundet. Udoevelsen af ejendomsretten og af retten til fri erhvervsudoevelse kan derfor underkastes begraensninger, navnlig inden for rammerne af en faelles markedsordning, forudsat at saadanne begraensninger er i virkelig overensstemmelse med de formaal, som Faellesskabet forfoelger i almenhedens interesse, og ikke, naar henses til det forfulgte maal, indebaerer et uforholdsmaessigt og uacceptabelt indgreb, der kraenker selve de saaledes garanterede rettigheders kerne (Schraeder-dommen, praemis 15, Wachauf-dommen, praemis 18, Domstolens dom af 10.1.1992, sag C-177/90, Kuehn, Sml. I, s. 35, praemis 16 og 17, og dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 78).

99 Endvidere bemaerkes, at ejendomsretten, saaledes som den er sikret i Faellesskabets retsorden, ikke indebaerer en ret til oekonomisk at udnytte en fordel ° som f.eks. referencemaengder, der er tildelt i henhold til en faelles markedsordning ° som ikke stammer fra den paagaeldendes ejendom eller erhvervsmaessige virksomhed (Von Deetzen II-dommen, praemis 27, og Domstolens dom af 24.3.1994, sag C-2/92, Bostock, Sml. I, s. 955, praemis 19).

100 Som fastslaaet i det foregaaende (jf. praemis 81 og 82), var nedsaettelsen af de omhandlede referencemaengder for perioden 1992/1993 i henhold til forordning nr. 816/92 i overensstemmelse med de maal, Kommissionen i almenhedens interesse forfoelger i forbindelse med den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter, navnlig maalsaetningerne om at stabilisere markedet og reducere de strukturbetingede overskud.

101 I oevrigt kan hverken tabet af selve referencemaengderne eller den omstaendighed, at der ikke ydes nogen godtgoerelse i forbindelse hermed, i sig selv udgoere en kraenkelse af ejendomsretten eller af retten til fri erhvervsudoevelse, saaledes som disse rettigheder er anerkendt i faellesskabsretten (jf. f.eks. Bostock-dommen, praemis 19 og 20).

102 For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt nedsaettelsen af referencemaengderne i henhold til forordning nr. 816/92 har udgjort en trussel mod sagsoegernes udbytte af deres bedrifter, og saaledes gjort indgreb i selve kernen i deres ejendomsret eller deres ret til fri erhvervsudoevelse, bemaerkes, at det fremgaar af bilag I og II til naervaerende dom og Rettens bemaerkninger ovenfor i praemis 84-88, at sagsoegerne paa ingen maade har godtgjort en saadan kraenkelse af de naevnte rettigheder.

103 Sagsoegernes fjerde anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

Det femte anbringende om tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet

Sammenfatning af parternes argumenter

104 Sagsoegerne finder, at bestemmelserne i forordning nr. 816/92 ikke staar i rimeligt forhold til det af faellesskabslovgiver forfulgte maal og paalaegger dem en tung byrde. Da ydelse af en godtgoerelse indgik som en integrerende del af de tidligere gaeldende forordninger, da det ikke er anfoert i betragtningerne til forordning nr. 816/92, at situationen konkret havde aendret sig siden vedtagelsen af forordning nr. 3882/89, som hjemlede ydelse af en saadan godtgoerelse, og da det fremgaar af samme betragtninger, at forordningen i det vaesentlige havde til formaal at traeffe en midlertidig foranstaltning, indtil Kommissionen fremsatte forslag med henblik paa en reform af den faelles landbrugspolitik, stod beslutningen om ikke at yde en godtgoerelse ikke i rimeligt forhold til det forfulgte maal. Sagsoegerne straffes saaledes dobbelt, idet der skal betales tillaegsafgift ved mindre leverancer, og idet ikke ydes nogen kompensation for denne nedsaettelse. I Hierl-dommen, understregede Domstolen, at forordning nr. 775/87 ikke var i strid med proportionalitetsprincippet, fordi der blev betalt en godtgoerelse, jf. dommens praemis 11. I det foreliggende tilfaelde findes der imidlertid ikke laengere en saadan godtgoerelse.

105 Sagsoegte har anfoert, at anbringendet er direkte forbundet med det tidligere behandlede anbringende om en kraenkelse af ejendomsretten, og at det allerede er godtgjort, at den gennemfoerte nedsaettelse ikke staar i aabenbart misforhold til det forfulgte maal. Det er under alle omstaendigheder klart, at Raadet ikke aabenbart har overskredet graenserne for den vide skoensbefoejelse, som det efter Domstolens praksis har paa omraadet.

106 Intervenienten har ikke fremsat bemaerkninger til dette anbringende.

Rettens bemaerkninger

107 Efter Domstolens faste praksis hoerer proportionalitetsprincippet til faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger. I henhold til princippet er lovligheden af foranstaltninger, hvorved de erhvervsdrivende forbydes at udoeve en oekonomisk virksomhed, betinget af, at foranstaltningerne er hensigtsmaessige og noedvendige for at naa de maal, der lovligt forfoelges ved de paagaeldende bestemmelser. Saafremt der er mulighed for at vaelge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vaelges, og byrderne maa ikke vaere uforholdsmaessige i forhold til de forfulgte maal. Som fastslaaet tidligere i naervaerende dom (praemis 82), skal det imidlertid understreges, at faellesskabslovgiver paa den faelles landbrugspolitiks omraade har vide skoensmaessige befoejelser i overensstemmelse med det politiske ansvar, som faellesskabslovgiver er tillagt ved traktatens artikel 40 og 43. Det foelger heraf, at en foranstaltning paa omraadet kun vil kunne kendes ulovlig, saafremt den er aabenbart uhensigtsmaessig i forhold til det maal, som vedkommende institution forfoelger (jf. f.eks. Schraeder-dommen, praemis 21 og 22, Domstolens dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml. I, s. 4023, praemis 13 og 14, og dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 88-91).

108 Af de grunde, der er angivet i det foregaaende i forbindelse med behandlingen af det foerste, det tredje og det fjerde anbringende, findes sagsoegerne ikke at have godtgjort, at de ved forordning nr. 816/92 trufne foranstaltninger var aabenbart uhensigtsmaessige i forhold til den forfulgte maalsaetning om at stabilisere markedet for maelk. Anbringendet kan saaledes ikke tiltraedes.

Det sjette anbringende om overtraedelse af forbuddet mod forskelsbehandling

Sammenfatning af parternes argumenter

109 Sagsoegerne har understreget, at forbuddet mod forskelsbehandling er et af de mest grundlaeggende principper i faellesskabsretten og er kommet til udtryk i traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit. De har endvidere henvist til ordlyden af ottende betragtning til forordning nr. 856/84 og til anden betragtning til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 om gennemfoerelsesbestemmelserne for den tillaegsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning nr. 804/68 (EFT L 132, s. 11), hvori det dels oplyses, at mejerisektoren i Irland i vaesentlig grad bidrager til bruttonationalproduktet, dels at der kun er staerkt begraensede muligheder for at udvikle alternative produktioner til maelkeproduktionen i Irland. Sagsoegerne finder paa denne baggrund, at forordning nr. 816/92 ikke opfylder de betingelser, Domstolen opstillede i Hierl-dommen, praemis 19, navnlig fordi der ikke i forordningen er taget hensyn til de saerlige vanskeligheder, dens anvendelse vil medfoere for de irske producenter. Disse behandles saaledes ° paa tilsloeret vis ° paa samme maade som producenterne i de andre medlemsstater, selv om det var anerkendt, at deres situation var anderledes.

110 Den midlertidige suspension og den manglende godtgoerelse er ifoelge sagsoegerne ligeledes udtryk for en forskelsbehandling, fordi producenterne i de andre medlemsstater lettere har kunnet tilpasse sig konsekvenserne af foranstaltningen uden at stoede paa de samme vanskeligheder. De lokale forhold kan ganske vist, som det fremgaar af Hierl-dommen, vaere uden betydning for vurderingen af, om der foreligger en tilsidesaettelse af traktatens artikel 40, stk. 3, men dette goer sig ikke gaeldende i det foreliggende tilfaelde, idet Raadet og Kommissionen i forordning nr. 856/84 og nr. 1371/84 af 16. maj 1984, har anerkendt betydningen af de lokale forhold i Irland. I oevrigt har smaa bedrifter saasom sagsoegernes behov for en stoerre beskyttelse end store bedrifter.

111 Sagsoegte har anfoert, at lignende argumenter allerede er blevet forkastet af Domstolen i dommen i sagen Spanien mod Raadet og Hierl-dommen. Irlands saerlige situation blev anerkendt i de af sagsoegerne citerede regler fra 1984, hvoraf det fremgaar, at den nationale referencemaengde fra begyndelsen blev fastsat paa et mere fordelagtigt grundlag end for alle de oevrige medlemsstater med undtagelse af Italien. Dette saerlige forhold kan imidlertid ikke paa ubestemt tid fritage de irske producenter for senere nedsaettelser af referencemaengderne, der maatte blive noedvendige som foelge af Faellesskabets samlede overskudsproduktion.

112 Intervenienten har understreget, at der ikke blot er tale om, at der blev taget hensyn til Irlands saerlige situation ved den oprindelige fastsaettelse af referencemaengderne i 1984, men at virkningen af den mere fordelagtige beregning er slaaet igennem under hele ordningens gyldighedsperiode, saaledes at enhver samlet nedsaettelse noedvendigvis har haft en mindre virkning for de irske producenter end for de andre.

Rettens bemaerkninger

113 Det bemaerkes, at det principielle forbud mod forskelsbehandling af Faellesskabets producenter eller forbrugere i henhold til traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, efter Domstolens faste praksis kraever, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en saadan behandling er objektivt begrundet. De foranstaltninger, som de faelles markedsordninger indebaerer, og saerlig interventionsordningerne, kan derfor kun differentieres efter regioner eller andre produktions- eller forbrugsvilkaar paa grundlag af objektive kriterier, der sikrer en forholdsmaessig fordeling af fordele og ulemper mellem de beroerte, uden at skelne mellem medlemsstaternes omraader (jf. dommen i sagen Spanien mod Raadet, praemis 25, Hierl-dommen, praemis 18, og dommen i sagen Tyskland mod Raadet, praemis 67). Hvad angaar domstolsproevelsen af spoergsmaalet om, hvorvidt det i traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, opstillede forbud mod forskelsbehandling er blevet overholdt, maa det i oevrigt endnu en gang understreges, at Raadet paa den faelles landbrugspolitiks omraade har vide skoensmaessige befoejelser i overensstemmelse med det politiske ansvar, der er tillagt det ved traktatens artikel 40 og 43 (jf. dom af 21.2.1990, forenede sager C-267/88 ° C-285/88, Wuidart m.fl., Sml. I, s. 435, praemis 14).

114 Det er i det foreliggende tilfaelde ubestridt, at der allerede ved forordning nr. 856/84 og forordning nr. 1371/84 af 16. maj 1984, blev tildelt Irland nogle supplerende referencemaengder, bl.a. for at tage hensyn til mejerisektorens bidrag til bruttonationalproduktet i Irland og til de faktorer, der i Irland hindrer udviklingen af alternative produktioner til maelkeproduktionen.

115 Det maa paa den baggrund fastslaas, at sagsoegerne ikke har godtgjort, at Raadet ved vedtagelsen af forordning nr. 816/92 skulle have behandlet de irske producenter endnu mere fordelagtigt under fravigelse af det grundlaeggende ligebehandlingsprincip, der er opstillet i traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit. Sagsoegerne har navnlig ikke godtgjort, at den aktuelle situation for maelkeproducenterne i Irland er betydeligt vanskeligere end situationen for producenterne i de andre medlemsstater.

116 Oplysningerne i bilag I og II til naervaerende dom og det ovenfor i praemis 84-88 anfoerte taler tvaertimod til stoette for, at der ikke var grundlag for nogen favorisering af visse producenter saasom sagsoegerne.

117 Hvad angaar spoergsmaalet om de mindre producenters stilling bemaerkes, at Domstolen i Hierl-dommen, praemis 19, udtalte, at det forhold, at en foranstaltning, der er truffet inden for rammerne af en faelles markedsordning, kan have forskellige virkninger for forskellige producenter afhaengig af deres produktions saerlige karakter, ikke kan anses for forskelsbehandling, naar foranstaltningen er truffet paa grundlag af objektive kriterier, valgt med henblik paa, at den faelles markedsordning som helhed fungerer tilfredsstillende. Forordning nr. 816/92 findes ud fra den lovgivningsmaessige sammenhaeng, der er redegjort for i det foregaaende, at opfylde disse betingelser, for saa vidt som de i forordningen opstillede kriterier er objektive og forholdsmaessige.

118 Det sjette anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

De anbringender, der kun er gjort gaeldende af Keane, Cronin og Reidy

Sammenfatning af parternes argumenter

119 Keane, Cronin og Reidy har anfoert, at de midlertidige suspensioner i henhold til forordning nr. 775/87 vedroerte de oprindelige referencemaengder, der var fastsat i artikel 5c, stk. 1 og 3, i forordning nr. 804/68. Disse oprindelige referencemaengder er forskellige fra de maengder, der hidroerer fra den ved artikel 5c, stk. 4, i forordning nr. 804/68 oprettede faellesskabsreserve. Det foelger imidlertid af artikel 1, stk. 1, fjerde afsnit, i forordning nr. 775/87, at suspensionen af 4,5% af de samlede garantimaengder ° som foelge af, at formel B anvendes i Irland ° ville beroere opkoebernes referencemaengder og skulle vaeltes over paa producenterne, uden at der var mulighed for at tage hensyn til den saerlige sammensaetning af disses referencemaengder.

120 Den ved forordning nr. 816/92 foreskrevne suspension uden godtgoerelse ramte derfor de supplerende referencemaengder, sagsoegerne havde opnaaet fra faellesskabsreserven, navnlig for saa vidt angaar Keane og Cronin (jf. praemis 87).

121 Sagsoegerne har paa den baggrund anfoert foelgende: i) De havde en berettiget forventning om, at der ikke uden godtgoerelse ville blive inddraget andre referencemaengder end de i artikel 5c, stk. 1 og 3, i forordning nr. 804/68 omhandlede. ii) Forordning nr. 816/92 kan ikke vaere i overensstemmelse med maalsaetningerne i traktatens artikel 39, for saa vidt som den uden godtgoerelse inddrager referencemaengder, der ikke hviler paa artikel 5c, stk. 1, i forordning nr. 804/68. iii) Inddragelsen af referencemaengder, der ikke hidroerer fra artikel 5c, stk. 1 og 3, i forordning nr. 804/68, er en kraenkelse af ejendomsretten og retten til fri erhvervsudoevelse samt af proportionalitetsprincippet og udgoer i sig selv en forskelsbehandling, der skader sagsoegernes konkurrencemaessige stilling.

122 Sagsoegte har heroverfor anfoert, at den ensartede suspension af referencemaengderne uden hensyn til deres oprindelige grundlag hviler paa forordning nr. 775/87 og ikke paa forordning nr. 816/92. Under alle omstaendigheder indebaerer forbuddet mod forskelsbehandling ikke et krav om, at supplerende referencemaengder, som de nationale myndigheder i henhold til fakultative regler har tildelt producenter, holdes uden for de bestraebelser paa tilpasning og solidaritet, der kraeves af alle producenterne.

123 Intervenienten har ikke fremsat bemaerkninger til disse anbringender.

Rettens bemaerkninger

124 Sagsoegernes kritik er i det vaesentlige rettet mod den omstaendighed, at nedsaettelsen af referencemaengderne i henhold til forordning nr. 816/92 ikke kun rammer de referencemaengder, der blev tildelt dem ved vedtagelsen af forordning nr. 856/84, men ogsaa de supplerende referencemaengder, de har faaet tildelt siden da, navnlig de supplerende referencemaengder, de irske myndigheder har tildelt Keane og Cronin.

125 Sagsoegerne har imidlertid ikke bestridt, at nedsaettelsen af de samlede garantimaengder i henhold til forordning nr. 816/92 ved anvendelse af formel B, der anvendes i Irland, skulle baeres forholdsmaessigt af hver enkelt opkoeber af maelk, som igen skulle vaelte nedsaettelsen forholdsmaessigt over paa de beroerte maelkeproducenters referencemaengder. Det er ubestridt, at denne forholdsmaessige overvaeltning skal ske uden hensyntagen til de enkelte producenters referencemaengders saerlige oprindelse.

126 Paa denne baggrund finder Retten for det foerste, at sagsoegerne ikke kan goere gaeldende, at der retligt skal sondres mellem de oprindelige referencemaengder fastsat ved artikel 5c, stk. 1 og 3, i forordning nr. 804/68 paa den ene side, og de referencemaengder, der hidroerer fra faellesskabsreserven, jf. forordningens artikel 5c, stk. 4, paa den anden side. Der henvises herved til selve ordlyden af artikel 5c i forordning nr. 804/68, hvis stk. 3 slutter med ordene "jf. dog bestemmelserne i stk. 4", og hvoraf det fremgaar, at formaalet med den i stk. 4 hjemlede faellesskabsreserve er at "supplere" medlemsstaternes garantimaengder. De paagaeldende maengders oprindelse er saaledes uden betydning for fastsaettelsen af en individuel producents referencemaengde i henhold til artikel 5c, stk. 1. I oevrigt blev faellesskabsreserven formelt afskaffet og dens forskellige dele integreret i de samlede garantimaengder ved forordning nr. 3950/92 (jf. praemis 12). Den af sagsoegerne paaberaabte sondring er dermed blevet irrelevant efter udstedelsen af denne forordning, som blev vedtaget forud for sagsoegernes sagsanlaeg.

127 For det andet har den mulighed, der er givet visse maelkeproducenter, for at forhoeje deres individuelle referencemaengder udtrykkelig hjemmel i faellesskabslovgivningen, navnlig i de relevante bestemmelser i forordning nr. 857/84 af 31. marts 1984, som afloest af forordning nr. 3950/92, og den udgoer en vaesentlig opbloedning af tillaegsafgiftsordningen. I det omfang producenterne benytter sig heraf og frivilligt forhoejer deres referencemaengder, drager de stoerre fordel af de prisgarantier, der ydes inden for rammerne af den faelles markedsordning, samtidig med at deres forholdsmaessige bidrag til det strukturbetingede overskud inden for sektoren oeges. Det er saaledes berettiget, at nedsaettelserne af de samlede garantimaengder skal gaelde i samme omfang for dem som for andre producenter.

128 Under disse omstaendigheder findes Cronin, Keane og Reidy ikke at kunne paaberaabe sig en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for saa vidt som nedsaettelsen af de samlede garantimaengder i henhold til forordning nr. 816/92 ramte de supplerende referencemaengder, de havde opnaaet efter at have faaet tildelt deres oprindelige referencemaengder. Tilsvarende findes det forhold, at der ved forordning nr. 816/92 blev foretaget en ensartet nedsaettelse af referencemaengderne uden hensyntagen til disses saerlige oprindelse, hverken at vaere i strid med formaalet med traktatens artikel 39, proportionalitetsprincippet, forbuddet mod forskelsbehandling, ejendomsretten eller retten til fri erhvervsudoevelse.

129 De saerlige anbringender, der er gjort gaeldende af Keane, Cronin og Reidy, kan herefter ikke tiltraedes.

130 Det foelger af det saaledes anfoerte, at erstatningspaastandene i sagerne T-466/93, T-469/93, T-473/93 og T-474/93 ikke kan tages til foelge, da der ikke foreligger nogen ulovlig handling, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om de overtraedelser af faellesskabsretten, sagsoegerne haevder har fundet sted, kan betegnes som "tilstraekkeligt kvalificerede", som omhandlet i Domstolens praksis, til, at Faellesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold (jf. Mulder II-dommen, praemis 19, 20 og 21). Da der ikke er begaaet nogen ulovlig handling i forbindelse med vedtagelsen af den omtvistede forordning, er der heller ikke anledning til at tage stilling til sagsoegernes opgoerelser af de tab, de haevder at have lidt, eller til spoergsmaalet om, hvorvidt der er aarsagsforbindelse mellem de paastaaede tab og den anfaegtede retsakt.

Erstatningspaastanden i sag T-477/93

131 Sagsoegeren i sag T-477/93, O' Dwyer, har gjort gaeldende, at Raadet ved at vedtage forordning nr. 748/93 (jf. praemis 15 og 16) og dermed uden godtgoerelse viderefoere de i forordning nr. 816/92 hjemlede samlede garantimaengder for perioden 1. april 1993 ° 31. marts 1994 endnu en gang aabenbart og groft har overskredet graenserne for sin kompetence og tilsidesat hoejere retsregler til beskyttelse af private, hvorfor Faellesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2. Sagsoegeren har paaberaabt sig de samme seks anbringender som dem, der er gjort gaeldende i sagerne T-466/93, T-469/93, T-473/93 og T-474/93, med de fornoedne aendringer, idet han har fremfoert nogle yderligere argumenter.

132 I det omfang anbringenderne og argumenterne i sag T-477/93 er gentagelser af dem, der er behandlet i det foregaaende, skal de forkastes af samme grunde. Det bemaerkes i den forbindelse i oevrigt, at de oplysninger, der er givet som svar paa Rettens spoergsmaal, viser, at sagsoegeren i betydeligt omfang overskred sin referencemaengde for perioden 1993/1994 uden at blive paalagt tillaegsafgift.

133 Efter Rettens opfattelse er der kun to af de anbringender, der er gjort gaeldende i sag T-477/93, som indeholder nye eller supplerende argumenter, nemlig anbringenderne om henholdsvis en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190.

Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Sammenfatning af parternes argumenter

134 Sagsoegeren har anfoert, at Raadet ved ikke i forordning nr. 748/93 at behandle spoergsmaalet om de suspenderede referencemaengder og hjemle en passende godtgoerelse aabenbart har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsoegeren har til stoette herfor som supplement til de argumenter, der er refereret ovenfor i praemis 36-41, fremfoert foelgende argumenter.

135 Sagsoegeren har i forbindelse med sin gennemgang af forordning nr. 748/93 sammenlignet denne med forordning nr. 816/92, idet de to forordninger tilsyneladende har skullet udfylde et hul i lovgivningen. Det fremgaar ifoelge sagsoegeren af betragtningerne til forordning nr. 748/93 (jf. praemis 15), at forordningen blev indfoert i huj og hast, og uden at der blev taget hensyn til samtlige spoergsmaal, navnlig spoergsmaalet om de midlertidigt suspenderede referencemaengder. I en erklaering fra Raadet af 17. marts 1993 afgivet efter det moede, under hvilket forordning nr. 748/93 blev vedtaget, hedder det, at Raadet "vil traeffe ... afgoerelse ... vedroerende andre spoergsmaal, som allerede er blevet rejst af delegationerne", hvilket bl.a. kan vaere moentet paa spoergsmaalet om de suspenderede maengder.

136 Sagsoegeren finder, at man ud fra en sammenstilling af forordning nr. 3950/92 og nr. 748/93 kan konkludere: i) at de er upraecist og utilstraekkeligt affattet og begrundet, ii) at forordning nr. 748/93 ikke indeholder en endelig afgoerelse vedroerende de suspenderede maengders fremtidige skaebne, iii) at Raadet paa ulovlig vis har forsoegt indirekte at inddrage de omhandlede maengder, og iv) at de tidligere suspenderede maengder skulle vaere givet tilbage til producenterne den 1. april 1993, eftersom gyldighedsperioden for forordning nr. 775/87 ikke blev forlaenget.

137 Sagsoegeren har navnlig gjort gaeldende, at forordning nr. 816/92 ikke foerte til en endelig nedsaettelse, hvilket bevises af bemaerkningen om, at der senere skulle traeffes en endelig afgoerelse. Forordning nr. 748/93 udgoer imidlertid heller ikke en endelig afgoerelse. Vedtagelsen af forordning nr. 816/92 og den senere vedtagelse af forordning nr. 748/93 har skabt en stor usikkerhed blandt producenterne.

138 Forordning nr. 748/93 maa saaledes ifoelge sagsoegeren betragtes som en ny forlaengelse af den midlertidige suspension, hvorfor der maa skulle ydes en godtgoerelse. Hvis forordning nr. 748/93 derimod maatte skulle betragtes som en permanent inddragelse af de paagaeldende maengder, har Raadet ogsaa tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved at traeffe foranstaltningen uden varsel og uden at hjemle en godtgoerelse.

139 Sagsoegte har, stoettet af intervenienten, heroverfor fremfoert de argumenter, som er refereret ovenfor i praemis 42-46. Sagsoegte har tilfoejet, at forordning nr. 748/93 blev vedtaget den 17. marts 1993, efter at der ved forordning nr. 816/92 var sket en endelig inddragelse af 4,5% af kvoterne, som dog senere skulle tages op til fornyet overvejelse. Der er tale om en overgangsforanstaltning vedtaget med henblik paa at undgaa et retligt tomrum for produktionsaaret 1993/1994, men der er hverken i betragtningerne til forordningen eller i den dispositive del nogen holdepunkter for, at de inddragne maengder er blevet genetableret. Den ved forordning nr. 816/92 foreskrevne genbehandling fandt sted i forbindelse med Raadets samling den 24.-27. maj 1993 og foerte til vedtagelsen af forordning nr. 1560/93 (jf. praemis 18).

Rettens bemaerkninger

140 Det bemaerkes, at forordning nr. 748/93 havde til foelge, at de samlede garantimaengder, der var fastsat i forordning nr. 816/92 for perioden 1992/1993, blev viderefoert for perioden 1993/1994.

141 Af de ovenfor i praemis 48-60 anfoerte grunde, med de fornoedne aendringer, finder Retten, at sagsoegeren principielt ikke under henvisning til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan goere gaeldende, at de referencemaengder, der ikke blev medtaget for perioden 1992/1993 ved forordning nr. 816/92, skulle vaere givet tilbage til producenterne, eller at der skulle vaere ydet en godtgoerelse for perioden 1993/1994.

142 For saa vidt angaar de saerlige faktorer, sagsoegeren har paaberaabt sig til stoette for sin paastaaede berettigede forventning (jf. praemis 38), bemaerkes, at de eneste faktorer, der ligger forud for vedtagelsen af forordning nr. 748/93, er bestemmelserne i forordning nr. 816/92, Raadets skrivelse af 5. februar 1993 (jf. praemis 13) og de to pressemeddelelser fra den irske landbrugsminister af henholdsvis 1. juli 1992 og 17. december 1992.

143 Disse faktorer kan efter Rettens opfattelse hoejst have skabt en berettiget forventning om, at Raadet ville genbehandle spoergsmaalet om, hvad der skulle ske med de maengder, der ikke var medtaget ved forordning nr. 816/92, og traeffe en endelig afgoerelse herom. Der var imidlertid ikke fastsat nogen frist for en saadan genbehandling.

144 Under disse omstaendigheder finder Retten, at der intet var til hinder for, at Raadet for perioden 1993/1994 viderefoerte de samlede garantimaengder for perioden 1992/1993 forud for den genbehandling, der bl.a. var foreskrevet i artikel 1, sidste afsnit, i forordning nr. 816/92.

145 I oevrigt fandt den saaledes foreskrevne genbehandling sted forud for vedtagelsen af forordning nr. 1560/93 den 14. juni 1993 (jf. praemis 18). Denne forordning ophaevede forordning nr. 748/93 og fastsatte nye garantimaengder, idet maengderne for Irlands vedkommende blev forhoejet med 0,6%.

146 Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 190

Sammenfatning af parternes argumenter

147 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at eftersom det i praeamblen til forordning nr. 816/92 var anfoert, at 4,5% af referencemaengderne ikke var medtaget for produktionsaaret 1992/1993, skulle det i forordning nr. 748/93 have vaeret praeciseret, om den paagaeldende procentdel skulle medtages for produktionsaaret 1993/1994. Sagsoegeren har tilfoejet, at selv om det i forordning nr. 816/92 blev understreget, at Raadet senere skulle traeffe endelig afgoerelse om, hvad der skulle ske med den paagaeldende procentdel, skete dette ikke ved forordning nr. 748/93, uden at der blev angivet nogen grunde hertil. Sidstnaevnte forordning strider mod traktatens artikel 190, idet den hverken angiver grundene til eller hjemmelen for den permanente nedsaettelse uden godtgoerelse, som er det aabenbare formaal med virkningerne af forordning nr. 3950/92 og nr. 748/93.

148 Det er i denne forbindelse ifoelge sagsoegeren ikke muligt at henvise til begrundelsen for tidligere forordninger, da forordning nr. 748/93 er den eneste forordning, hvori referencemaengderne kunne behandles paa korrekt vis, idet den er den foerste forordning, hvorved bestemmelserne i forordning nr. 816/92 om, at der skulle traeffes en endelig afgoerelse i saa henseende, kunne gennemfoeres.

149 Bestemmelsen i forordning nr. 816/92 om, at de dér naevnte referencemaengder ikke blev medtaget for produktionsaaret 1992/1993, indebaerer, at spoergsmaalet skulle behandles senest ved udgangen af denne periode og dermed i forordning nr. 748/93. Hvis der imidlertid ikke blev truffet en afgoerelse i loebet af den paagaeldende periode, skulle forordning nr. 3950/92 og nr. 748/93 have indeholdt naermere angivelser af, hvad der skulle ske med de omhandlede maengder.

150 Sagsoegte har, stoettet af intervenienten, anfoert, at den endelige nedsaettelse af kvoterne uden godtgoerelse skete ved forordning nr. 816/92 og ikke ved forordning nr. 748/93. Det var saaledes ikke noedvendigt at give en begrundelse for nedsaettelsen i forordning nr. 748/93.

151 Bemaerkningen i forordning nr. 816/92 om, at der som led i reformen af den faelles landbrugspolitik senere skulle traeffes en endelig afgoerelse, indebaerer ikke, at afgoerelsen noedvendigvis skulle traeffes i loebet af produktionsaaret 1992/1993, og forordning nr. 748/93 er saaledes ikke den eneste forordning, hvori spoergsmaalet kunne behandles.

152 For det tilfaelde, at Retten maatte laegge til grund, at der er tale om en manglende begrundelse, har sagsoegte gjort gaeldende, at Faellesskabet ikke kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, blot fordi en faellesskabsretsakt ikke er begrundet (dommen i sagen Kind mod EOEF, praemis 14).

Rettens bemaerkninger

153 Det bemaerkes, at forordning nr. 748/93 falder inden for systematikken i alle de foranstaltninger, der er truffet paa omraadet for tillaegsafgiften, hvortil bl.a. hoerer forordning nr. 816/92 og nr. 3950/92, hvoraf det fremgaar, at der fortsat var tale om strukturbetingede overskud inden for maelkesektoren, og at tillaegsafgiftsordningen fortsat var noedvendig. Det hedder i denne forbindelse i tredje betragtning til forordning nr. 748/93: "Indtil der traeffes en ny afgoerelse, boer de samlede garantimaengder, der gaelder pr. 31. marts 1993, forhoejet med maengderne i den paa denne dato eksisterende faellesskabsreserve, viderefoeres."

154 Retten finder paa denne baggrund, at Raadet har givet en tilstraekkelig begrundelse for beslutningen om for perioden 1993/1994 at viderefoere de samlede garantimaengder for perioden 1992/1993. Retten finder desuden i betragtning af alle de foranstaltninger, der er truffet paa omraadet for tillaegsafgiften, at den manglende begrundelse for ikke at yde nogen godtgoerelse for perioden 1993/1994 ikke har medfoert, at sagsoegeren ikke effektivt har kunnet forsvare sine rettigheder, eller forhindret Retten i at udoeve sin kontrol (jf. praemis 71).

155 Endvidere bemaerkes, at Raadet, eftersom der ikke var fastsat nogen frist for den ved artikel 1, sidste afsnit, i forordning nr. 816/92 foreskrevne genbehandling, ikke var forpligtet til naermere at angive, hvad der skulle ske med de i bestemmelsen naevnte maengder. Det naevnes i den forbindelse udtrykkeligt i forordning nr. 748/93, at denne er vedtaget for tiden, "indtil der traeffes en ny afgoerelse".

156 Som allerede fastslaaet i det foregaaende, kan Faellesskabet under alle omstaendigheder ikke ifalde ansvar uden for kontraktforhold, blot fordi forordning nr. 748/93 ikke maatte vaere tilstraekkeligt begrundet (jf. praemis 72).

157 Anbringendet om en manglende begrundelse kan herefter ikke tiltraedes.

158 Det foelger af det saaledes anfoerte, at erstatningspaastanden i sag T-477/93 ikke kan tages til foelge, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om sagsoegeren i overensstemmelse med de i Domstolens praksis opstillede krav har godtgjort, at der er grundlag for et ansvar uden for kontraktforhold for Faellesskabet (jf. praemis 130), eller at traeffe afgoerelse om, hvorvidt sagen boer afvises.

159 Da sagsoegerne har frafaldet deres annullationspaastande (jf. praemis 33), og da deres erstatningspaastande ikke kan tages til foelge, boer Raadet herefter i det hele frifindes i sagerne T-466/93, T-469/93, T-473/93, T-474/93 og T-477/93.

Sagens omkostninger

160 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegerne har tabt sagen og boer derfor hver isaer paalaegges at baere deres egne omkostninger og betale Raadets omkostninger i deres respektive sager i overensstemmelse med Raadets paastande.

161 Kommissionen, der er interveneret til stoette for Raadets paastande, baerer sine egne omkostninger, jf. procesreglementets artikel 87, stk. 4.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Raadet frifindes.

2) Sagsoegerne baerer deres egne omkostninger og betaler Raadets omkostninger.

3) Kommissionen baerer sine egne omkostninger.