61993A0244

++++

1. Statsstoette ° forbud ° undtagelser ° beslutning, hvorved Kommissionen goer godkendelsen af en stoettes udbetaling betinget af, at den paagaeldende virksomhed foerst tilbagebetaler en tidligere ulovligt oppebaaret stoette ° betingelse fastsat for at undgaa, at de to stoetteforanstaltninger i forening aendrer samhandelsvilkaarene i strid med den faelles interesse ° beslutning, som falder inden for rammerne af Kommissionens kompetence

[EOEF-traktaten, art. 92, stk. 3, litra c), art. 93, stk. 2, og art. 169]

2. Statsstoette ° Faellesskabets og medlemsstaternes respektive kompetence ° Kommissionens kompetence til at traeffe en beslutning, hvorved udbetalingen af en stoette goeres betinget af, at den paagaeldende virksomhed foerst tilbagebetaler en ulovligt oppebaaret stoette, uanset at virksomheden bestrider sin pligt til tilbagebetaling under henvisning til det i national ret bestaaende princip om beskyttelse af den berettigede forventning samt til nationale, administrative forskrifter

[EOEF-traktaten, art. 92, stk. 3, litra c), og art. 93, stk. 2]

3. Statsstoette ° forbud ° undtagelser ° stoette, som kan anses for forenelig med faellesmarkedet ° Kommissionens skoen ° Rettens kontrol ° graenser

(EOEF-traktaten, art. 92, stk. 3)

4. Ulovlighedsindsigelse ° paaberaabelse over for en retsakt, som sagsoegeren ikke har anfaegtet rettidigt ved et annullationssoegsmaal ° afvisning

(EOEF-traktaten, art. 173 og 184)

1. Kommissionen har holdt sig inden for rammerne af sin kompetence, naar den efter at have modtaget meddelelse om en stoette, som en medlemsstat paataenker at yde en virksomhed, traeffer en beslutning, hvorved den godkender stoetten i medfoer af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), men forbyder, at den udbetales, saa laenge virksomheden ikke har tilbagebetalt en tidligere oppebaaret stoette, som Kommissionen ved en endelig beslutning har fastslaaet er ulovlig under hensyn til, dels at der ikke er givet forudgaaende underretning herom, dels at stoetten er uforenelig med faellesmarkedet.

For det foerste indebaerer den kompetence, som tilkommer Kommissionen efter traktatens artikel 93, stk. 2, til at beslutte, om en stoette skal aendres nemlig noedvendigvis, at Kommissionen, naar den godkender en stoette i henhold til artikel 92, stk. 3, litra c), kan knytte visse betingelser til beslutningen for at sikre, at den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, som strider mod den faelles interesse. For det andet maa risikoen for en saadan aendring af samhandelsvilkaarene vurderes paa baggrund af alle relevante forhold, herunder den eventuelle samlede virkning af den tidligere og den nye stoette, samt den omstaendighed, at den tidligere ydede ulovlige stoette ikke er blevet tilbagebetalt. Endelig kan det ikke antages, at Kommissionen ved at stille en saadan betingelse har fulgt en procedure, som ikke er foreskrevet i traktaten, med henblik paa sikre tilbagebetalingen af den ulovlige stoette, uanset at Kommissionen kunne anvende traktatbrudsprocedurerne efter traktatens artikel 93, stk. 2, eller artikel 169, idet Kommissionen, som det fremgaar af betragtningerne til beslutningen, da den traf afgoerelse om den paataenkte stoette, ikke havde til hensigt at fastslaa, at en tidligere beslutning var tilsidesat, men, som den var forpligtet til, oenskede at sikre, at den paataenkte stoette ikke havde nogen virkninger, som gjorde den uforenelig med faellesmarkedet.

2. Kommissionen har ikke tilsidesat kompetencefordelingen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne ved at traeffe en beslutning, hvorved den for at undgaa en aendring af samhandelsvilkaarene paa en maade, som strider mod den faelles interesse, har gjort udbetalingen af en stoette til en virksomhed betinget af, at denne foerst tilbagebetaler en stoette, som Kommissionen tidligere ved en endelig beslutning har fastslaaet er ulovlig, under hensyn til dels at der ikke er givet forudgaaende underretning herom, dels at stoetten er uforenelig med faellesmarkedet, uanset om national ret indeholder et princip om beskyttelse af den berettigede forventning, som finder anvendelse paa det paagaeldende tilbagesoegningskrav ° hvilket den paagaeldende virksomhed har paaberaabt sig for den nationale domstol ° og om der findes en national, administrativ forskrift, som fastsaetter en frist for tilbagekaldelsen af forvaltningsakter, der er overskredet i det paagaeldende tilfaelde.

For det foerste maa den omstaendighed, at der verserer en national tvist, nemlig ikke lamme Kommissionen i udoevelsen af dens kompetence, idet det er uantageligt, at en saadan tvist skulle kunne tvinge Kommissionen til at godkende udbetalingen af en stoette, som er uforenelig med faellesmarkedet, i betragtning af de virkninger, stoetten har i forening med en anden ulovlig stoette, der ikke er blevet tilbagebetalt. For det andet maa bestemmelserne i national ret, saavel bestemmelserne om beskyttelse af den berettigede forventning som forskrifterne om fastsaettelsen af en frist for tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt, ikke anvendes paa en saadan maade, at den efter faellesskabsretten kraevede tilbagesoegning goeres praktisk umulig, da en virksomhed efter faellesskabsretten, naar en stoette er ulovlig som foelge af, at der ikke er givet forudgaaende underretning, kun kan paaberaabe sig beskyttelsen af den berettigede forventning, saafremt der foreligger ekstraordinaere omstaendigheder i faellesskabsrettens forstand.

3. Ved afgoerelsen af, om en stoette kan anses for forenelig med faellesmarkedet, tilkommer der ifoelge traktatens artikel 92, stk. 3, Kommissionen en skoensmaessig befoejelse, hvis udoevelse indebaerer, at den i EF-sammenhaeng skal foretage komplicerede oekonomiske og sociale vurderinger. Retten skal derfor begraense den proevelse, som den foretager af saadanne vurderinger, til en kontrol med, om de processuelle forskrifter er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt korrekte samt til, om der foreligger et aabenbart fejlskoen eller er begaaet magtfordrejning.

4. En fysisk eller juridisk person, som kunne have indgivet annullationssoegsmaal vedroerende en retsakt i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, men ikke har gjort det inden for den herfor fastsatte frist, kan ikke paaberaabe sig en ulovlighedsindsigelse i henhold til traktatens artikel 184.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 I perioden 1981-1983 modtog det sagsoegende selskab, TWD Textilwerke Deggendorf GmbH (herefter "TWD"), som driver virksomhed inden for sektoren for syntetiske fibre, en statsstoette, som ikke oprindelig var anmeldt til Kommissionen, og som bestod i et tilskud fra den tyske forbundsregering paa 6,12 mio. DM og et laan fra delstaten Bayern paa 11 mio. DM paa saerligt gunstige vilkaar (herefter "TWD I-stoetten"). Efter at de tyske myndigheder paa Kommissionens gentagne opfordringer havde foretaget en forsinket anmeldelse i marts og juli 1985, vedtog Kommissionen den 21. maj 1986 beslutning 86/509/EOEF om stoette ydet af Forbundsrepublikken Tyskland og Land Bayern til en producent af polyamid- og polyestergarn i Deggendorf (EFT L 300, s. 34, herefter "TWD I-beslutningen"), hvori Kommissionen fastslog, at den omhandlede stoette var retsstridig, da den dels i strid med EOEF-traktatens artikel 93, stk. 3, ikke var blevet anmeldt til Kommissionen, dels var uforenelig med faellesmarkedet, idet den ikke opfyldte nogen af betingelserne i EOEF-traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, og navnlig var i strid med den stoettekodeks, som gaelder inden for sektoren for garn og syntetiske fibre (herefter "sektorkodeks"). Ifoelge beslutningen skulle stoetten tilbagebetales. Da TWD I-beslutningen ikke er blevet anfaegtet, er den blevet endelig.

2 Den 19. marts 1987 tilbagekaldte det tyske Forbundsoekonomiministerium erklaeringerne om det tilskud paa 6,12 mio. DM, som den tyske forbundsregering havde ydet med henblik paa, at tilskuddet blev tilbagebetalt i overensstemmelse med TWD I-beslutningen. Sagsoegeren anfaegtede imidlertid denne tilbagekaldelse ved et sagsanlaeg ved de nationale administrative domstole, foerst ved Verwaltungsgericht Koeln og dernaest under en sag om appel af dennes dom til Oberverwaltungsgericht fuer das Land Nordrhein-Westfalen.

3 Den 31. oktober 1989 anmeldte Forbundsrepublikken Tyskland et andet projekt til Kommissionen om stoette til sagsoegeren, som vedroerte et nyt tilskud paa 4,52 mio. DM samt ydelse af to laan paa henholdsvis 6 og 14 mio. DM paa saerligt gunstige vilkaar (herefter "TWD II-stoetten"). Den 26. marts 1991 vedtog Kommissionen beslutning 91/391/EOEF om den tyske regerings stoette til den i Deggendorf (Bayern) beliggende virksomhed Deggendorf GmbH, der fremstiller garn af polyamider og polyester (EFT L 215, s. 16, herefter "TWD II-beslutningen"). Artikel 1 og 2 i TWD II-beslutningen bestemmer saaledes:

"Artikel 1

Stoetten til Deggendorf GmbH i form af et tilskud paa 4,52 mio. DM og to laan paa lempelige vilkaar paa 6 og 14 mio. DM med en loebetid paa henholdsvis tolv og otte aar til en rente paa 5% og med en afdragsfri periode paa to aar, som blev anmeldt til Kommissionen ved skrivelse af 31. oktober 1989 fra de tyske myndigheder, er forenelig med faellesmarkedet, jf. EOEF-traktatens artikel 92.

Artikel 2

De tyske myndigheder udsaetter udbetalingen af den i artikel 1 i denne beslutning omhandlede stoette til Deggendorf GmbH, indtil de har inddrevet den i artikel 1 i TWD I-beslutningen omhandlede stoette, der er uforenelig med faellesmarkedet."

4 Forbundsrepublikken Tyskland anfaegtede ikke TWD II-beslutningen, men sagsoegeren anlagde sag til proevelse af beslutningen ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. juni 1991, som er registreret under nr. C-161/91, og hvori selskabet har nedlagt paastand om annullation af beslutningens artikel 2.

5 I mellemtiden havde de tyske myndigheder den 25. februar 1991 anmeldt et tredje stoetteprojekt til fordel for sagsoegeren til Kommissionen, som skulle ydes i form af laan til en subsidieret rentesats (herefter "TWD III-stoetten"). Denne stoette vedroerte nogle investeringer, som skulle foretages i virksomheden Pietsch, der er specialiseret i fremstilling af tekstilgardiner, og som sagsoegeren har overtaget. Den 18. december 1991 vedtog Kommissionen beslutning 92/330/EOEF som et stoetteprojekt til fordel for virksomheden Textilwerke Deggendorf GmbH (EFT 1992 L 183, s. 36, herefter "TWD III-beslutningen"), hvis konklusion er affattet i tilsvarende vendinger som konklusionen i TWD II-beslutningen. Konklusionen i TWD III-beslutningen lyder saaledes:

"Artikel 1

Stoetten til Textilwerke Deggendorf GmbH i form af to laan til en subsidieret rentesats paa 2,8 og 3 mio. DM med en loebetid paa henholdsvis 15 og 8 aar til en rente paa 4,5% og med en afdragsfri periode paa tre aar, som blev anmeldt til Kommissionen ved skrivelse af 25. februar 1991 fra de tyske myndigheder, er forenelig med det faelles marked, jf. EOEF-traktatens artikel 92.

Artikel 2

De tyske myndigheder udsaetter udbetalingen af den i artikel 1 omhandlede stoette til Deggendorf, indtil de har inddrevet den i artikel 1 i beslutning 86/509/EOEF omhandlede stoette, der er uforenelig med det faelles marked.

Artikel 3

Den tyske regering underretter senest to maaneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme beslutningen.

..."

6 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 6. april 1992 har Forbundsrepublikken Tyskland anlagt sag med paastand om annullation af artikel 2 og 3 i TWD III-beslutningen. Sagen er registreret under nr. C-110/92.

7 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 18. maj 1992 har sagsoegeren anlagt sag med paastand om annullation af artikel 2 i TWD III-beslutningen. Denne sag er registreret under nr. C-220/92.

8 Ved kendelse af 12. marts 1993 er sagerne C-161/91 (vedroerende TWD II-beslutningen), C-110/92 og C-220/92 (vedroerende TWD III-beslutningen) blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

9 I medfoer af Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21) har Domstolen ved kendelse af 15. september 1993 adskilt sag C-110/92, Tyskland mod Kommissionen, fra sagerne C-161/91 og C-220/92, TWD mod Kommissionen, og ved kendelse af 27. september 1993 henvist de forenede sager C-161/91 og C-220/92 til Retten. Disse sager er registreret paa Rettens Justitskontor under henholdsvis nr. T-244/93 og T-486/93.

10 Ved kendelse af 13. december 1993 har Domstolen i medfoer af artikel 47, stk. 3, i EF-statutten for Domstolen udsat retsforhandlingerne i sag C-110/92, indtil Retten har afsagt dom i de forenede sager T-244/93 og T-486/93.

11 I mellemtiden har Oberverwaltungsgericht fuer das Land Nordrhein-Westfalen under en national retssag om TWD I-stoetten (se ovenfor, praemis 2) ved kendelse, indgaaet til Domstolen den 12. maj 1992, forelagt denne et praejudicielt spoergsmaal, hvormed det i det vaesentlige oenskes oplyst, om det sagsoegende selskab kunne rejse indsigelse paa grund af ugyldigheden af TWD I-beslutningen ved de nationale retter, selv om det havde overskredet fristen efter EOEF-traktatens artikel 173, og subsidiaert, om TWD I-beslutningen var lovlig. Ved dom af 9. marts 1994 i denne sag, C-188/92, Textilwerke Deggendorf (Sml. I, s. 833) kendte Domstolen for ret: "Den nationale ret er bundet af en beslutning, som Kommissionen har vedtaget i henhold til EOEF-traktatens artikel 93, stk. 2, naar der ved denne ret i forbindelse med de nationale myndigheders gennemfoerelse af beslutningen anlaegges et soegsmaal af stoettemodtageren, som er adressat for gennemfoerelsesforanstaltningerne, og hvorunder denne goer gaeldende, at Kommissionens beslutning er ulovlig, og naar stoettemodtageren, selv om medlemsstaten havde underrettet denne skriftligt om Kommissionens beslutning, ikke har anlagt sag til proevelse af beslutningen i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, eller ikke har anlagt sag inden for den fastsatte frist."

12 Ved kendelse af 22. marts 1994 afsagt af Retten i medfoer af artikel 42, stk. 2, i EF-statutten for Domstolen har Forbundsrepublikken Tyskland faaet tilladelse til at intervenere i sag T-486/93 til stoette for sagsoegerens paastande.

13 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten, Tredje Udvidede Afdeling, besluttet at indlede den mundtlige forhandling i de forenede sager T-244/93 og T-486/93 uden forudgaaende bevisoptagelse. Som led i foranstaltningerne til sagens tilrettelaeggelse har Retten dog stillet Kommissionen en raekke skriftlige spoergsmaal med henblik paa en afklaring af Kommissionens beregninger vedroerende de omhandlede stoettebeloeb. Kommissionen har besvaret disse spoergsmaal ved skrivelse af 14. december 1994.

14 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 10. januar 1995 og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal.

Parternes paastande

15 I sag T-244/93 har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning af 26. marts 1991 om den tyske regerings stoette til den i Deggendorf (Bayern) beliggende virksomhed Deggendorf GmbH, der fremstiller garn af polyamider og polyester, for saa vidt som de tyske myndigheder ved beslutningens artikel 2 paalaegges at udsaette udbetalingen til sagsoegeren af den i beslutningens artikel 1 omhandlede stoette, indtil den stoette, som er omhandlet i artikel 1 i Kommissionens beslutning af 21. maj 1986 (86/509/EOEF), og som blev anset for uforenelig med faellesmarkedet, faktisk er inddrevet, annulleres.

° Kommissionens beslutning af 26. marts 1991 annulleres i dette omfang.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16 I sag T-486/93 har sagsoegeren nedlagt foelgende paastande:

° Artikel 2 i Kommissionens beslutning af 18. december 1991 annulleres.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17 I sidstnaevnte sag har intervenienten nedlagt foelgende paastande:

° Artikel 2 i Kommissionens beslutning af 18. december 1991 annulleres.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18 Kommissionen har i begge sagerne nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

19 Sagsoegeren har i staevningen i sag T-244/93 i det vaesentlige fremfoert tre anbringender. Det foerste anbringende er, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage artikel 2 i TWD II-beslutningen. Det andet anbringende er, at sagsoegeren som foelge af artikel 2 i TWD II-beslutningen er blevet forhindret i at paaberaabe sig det i national ret gaeldende princip om beskyttelse af den berettigede forventning, og at artikel 2 derfor udgoer et uberettiget indgreb i den nationale retsorden. Det tredje anbringende er, at sagsoegeren ikke har opnaaet nogen konkurrencefordele ved at faa tildelt TWD I-stoetten, da midlerne er brugt og laanene tilbagebetalt.

20 I replikken i sag T-244/93 har sagsoegeren i det vaesentlige fremfoert to yderligere anbringender, for det foerste, at i hvert fald en del af TWD I-stoetten opfyldte de materielle betingelser for at kunne anses for lovlig, og for det andet, at proportionalitetsprincippet er tilsidesat, fordi Kommissionen ikke har givet tilladelse til at udbetale saldobeloebet for TWD II-stoetten efter fradrag af TWD I-stoetten.

21 I staevningen i sag T-486/93 har sagsoegeren i det vaesentlige fremfoert seks anbringender. Det foerste anbringende er, at Kommissionen var inkompetent til at vedtage artikel 2 i TWD III-beslutningen. Det andet anbringende er, at der er begaaet magtfordrejning, idet Kommissionen med vedtagelsen af artikel 2 i TWD III-beslutningen har forsoegt at laegge pression paa sagsoegeren for at hindre denne i at udnytte sine rettigheder efter national ret og dermed uretmaessigt har tiltaget sig en kompetence, der henhoerer under en medlemsstat. Det tredje anbringende er, at sagsoegeren ikke har opnaaet nogen konkurrencefordel som foelge af TWD I-stoetten, idet betingelserne efter TWD I-beslutningen er opfyldt, og sagsoegeren har stillet sikkerhed, mens resultatet af den nationale sag afventes. Det fjerde anbringende er, at proportionalitetsprincippet er tilsidesat, navnlig da Kommissionen ikke har givet tilladelse til at udbetale forskellen mellem, paa den ene side, det sammenlagte beloeb for TWD II- og TWD III-stoetten, og paa den anden side, beloebet for TWD I-stoetten. Det femte anbringende er, at i hvert fald en del af TWD I-stoetten opfyldte de materielle betingelser for at kunne anses for gyldig. Endelig er det sjette anbringende, at det efter tysk ret er udelukket at tilbagebetale TWD I-stoetten, og at alene tysk ret kan anvendes.

22 De anbringender, som er faelles for de to sager, boer behandlet under ét. Endvidere boer visse af anbringenderne omgrupperes i det omfang, der er delvis sammenfald mellem dem. Retten anser det derfor for hensigtsmaessigt at behandle sagsoegerens anbringender saaledes:

° For det foerste anbringenderne om Kommissionens inkompetence samt om tilsidesaettelsen af principperne om fordelingen af kompetencen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne.

° For det andet anbringenderne om, at sagsoegeren ikke har opnaaet nogen konkurrencefordel som foelge af TWD I-stoetten.

° For det tredje anbringenderne om tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet.

° For det fjerde anbringenderne om, at TWD I-stoetten var lovlig.

Anbringenderne om Kommissionens inkompetence samt om tilsidesaettelse af principperne om fordelingen af kompetencen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne

Sammenfatning af parternes argumenter

23 Sagsoegeren har anfoert, at der ikke er nogen hjemmel til at udsaette udbetalingen af TWD II- og TWD III-stoetten, saaledes som det er foreskrevet i artikel 2 i de omhandlede beslutningers konklusioner. Desuden har sagsoegeren i det vaesentlige henvist til, at Kommissionen har tilsidesat principperne vedroerende kompetencefordelingen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne og navnlig anfoert, at artikel 2 i beslutningernes konklusioner udgoer et "uberettiget indgreb" i den nationale retsorden.

24 Selv om Kommissionen har en vid skoensbefoejelse, naar den traeffer beslutning i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), maa denne skoensbefoejelse efter sagsoegerens opfattelse udoeves i overensstemmelse med de herfor i faellesskabsretten gaeldende regler. Hvis Kommissionen oensker at anvende pressionsmidler over for Forbundsrepublikken Tyskland for at tvinge den til at kraeve TWD I-stoetten tilbagebetalt, maa den efter sagsoegerens opfattelse anvende proceduren i henhold til EOEF-traktatens artikel 169 eller artikel 93, stk. 2, andet afsnit, men kan ikke anvende en fremgangsmaade bestaaende i at meddele en betinget tilladelse, som ikke er foreskrevet i traktaten (se Domstolens dom af 4.2.1992, sag C-294/90, British Aerospace og Rover mod Kommissionen, Sml. I, s. 493, praemis 11 ff.). Den eksisterende mulighed efter traktatens artikel 93, stk. 2, for at "aendre" stoette vedroerer kun stoette, som er uforenelig med faellesmarkedet, hvilket ifoelge selve beslutningerne ikke er tilfaeldet med den foreliggende stoette.

25 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at det maa paahvile medlemsstaterne at sikre inddrivning af ulovlig stoette, og at TWD er berettiget til at bestride kravet om inddrivning af TWD I-stoetten for de nationale retter under henvisning til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (Domstolens dom af 21.9.1983, forenede sager 205/82-215/82, Deutsche Milchkontor m.fl., Sml. s. 2633). Derfor udgoer antagelsen i de anfaegtede beslutninger om, at der er forbindelse mellem TWD I-, TWD II- og TWD III-stoetten, et uberettiget indgreb i den nationale retsorden. Betingelsen om, at udbetalingen af TWD II- og TWD III-stoetten skal udsaettes, forhindrer nemlig TWD i at paaberaabe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning efter national ret, da selskabet aldrig vil kunne faa udbetalt TWD II- og TWD III-stoetten, selv om det skulle faa medhold i sagen ved de nationale retter.

26 Desuden maa det af Kommissionen forfaegtede synspunkt, som den fremfoerte i TWD II- og TWD III-beslutningerne, og hvorefter den "ingen mulighed [havde] for at gennemtvinge sin beslutning af 1986", ses som et forsoeg fra Kommissionens side paa at laegge oekonomisk pres paa TWD med henblik paa tilbagebetaling af TWD I-stoetten, hvilket maa kvalificeres som magtfordrejning og et uretmaessigt indgreb i en medlemsstats kompetence. Da inddrivningsproceduren er undergivet national ret, kan Kommissionen ikke uden at afvente den nationale rets afgoerelse konkludere, at TWD var forpligtet til at tilbagebetale TWD I-stoetten og kan derfor ikke knytte en betingelse til sin godkendelse.

27 Vedroerende sin retsstilling efter national ret har sagsoegeren anfoert, at en tilbagebetaling nu er umulig for saa vidt angaar de to laan, som er ydet af delstaten Bayern. Da sidstnaevnte ikke rejste krav om tilbagebetaling af den paagaeldende stoette, er en saadan tilbagebetaling nu udelukket som foelge af Verwaltungsverfahrengesetz' § 48 (herefter "VwVfG"), hvorefter tilbagekaldelse af en ulovlig forvaltningsakt skal ske inden et aar efter det tidspunkt, da forvaltningen har faaet kendskab til de omstaendigheder, som berettiger til tilbagekaldelsen.

28 Vedroerende den af forbundsregeringen ydede stoette har sagsoegeren anfoert, at selskabet under sagen ved Verwaltungsgericht Koeln og senere under appelsagen ved Oberverwaltungsgericht fuer das Land Nordrhein-Westfalen har paaberaabt sig princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning samt bestemmelserne i VwVfG. Selskabet har gjort gaeldende, at det paa intet tidspunkt er blevet informeret om, at faellesskabsforskrifter var til hinder for tildelingen af TWD I-stoetten, hvorfor den ved gennemfoerelsen af investeringen og vedtagelsen af de herom udstedte nationale administrative beslutninger havde grund til at naere tillid til, at de stod ved magt. Desuden var fristen paa et aar i VwVfG' s § 48 udloebet for de tyske forbundsmyndigheders vedkommende, som allerede paa tidspunktet for vedtagelsen af beslutningerne om tildeling af TWD I-stoetten vidste, at denne stoette var ulovlig.

29 Selv om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke, som Domstolen fastslog i dommen af 20. september 1990 i sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland (Sml. I, s. 3437), kan finde anvendelse paa stoette, som er ydet i strid med traktatens artikel 93, stk. 3, findes der dog ifoelge sagsoegeren tilfaelde, hvor en virksomhed kan naere berettiget forventning om, at stoetten er lovlig, og hvor Domstolen i sidste ende maa afgoere, om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan finde anvendelse. Dette maa vaere tilfaeldet i denne sag, da sektorkodeksen foerst blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende i 1985 ° og derigennem bragt til sagsoegerens kundskab ° efter at ansoegningen om TWD I-stoetten var indgivet og stoetten ydet, samt efter at sagsoegeren fra de tyske myndigheder havde opnaaet forsikring om stoettens lovlighed. Den tidligere offentliggoerelse af sektorkodeksen i Faellesskabernes Bulletin kunne ikke efter sagsoegerens opfattelse skabe nogen forpligtelse for selskabet til at goere sig bekendt hermed.

30 Intervenienten i sag T-486/93, Forbundsrepublikken Tyskland, har ikke bestridt, at Kommissionen har mulighed for at tage hensyn til, at sagsoegeren har opnaaet en ulovlig konkurrencefordel, men mener, at det i den sag er irrelevant, om Kommissionen kunne tage hensyn til virkningen af, at TWD I-stoetten blev opretholdt. Ved TWD III-beslutningen blev det nemlig fastslaaet, at TWD III-stoetten var forenelig med faellesmarkedet, hvorfor der ikke kunne udstedes forbud mod gennemfoerelsen af denne stoette. Den suspensive betingelse havde derfor ikke noget retsgrundlag. Da den indebar et restriktivt indgreb i de paagaeldendes rettigheder, forudsatte den hjemmel i traktaten (Domstolens dom af 13.7.1965, sag 111/63, Lemmerz-Werke mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 111, org. ref.: Rec. s. 835, paa s. 852), idet Kommissionen ikke er befoejet til at anvende en procedure, som ikke er foreskrevet heri (jf. foernaevnte dom i sagen British Aerospace og Rover mod Kommissionen, praemis 14). Bestemmelserne i traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, og artikel 92, stk. 3, litra c), medfoerer, at en medlemsstat skal ophaeve eller aendre en stoette, som er fastslaaet at vaere uforenelig med faellesmarkedet, men ikke, at den skal afholde sig fra at udbetale en stoette, som er fastslaaet at vaere forenelig med faellesmarkedet.

31 I oevrigt er den fordel, som sagsoegeren har faaet tillagt i kraft af TWD I-stoetten ° saafremt den i oevrigt stadig bestaar ° alene en foelge af selskabets ret til at anfaegte kravet om stoettens tilbagebetaling, og den forbindelse, som Kommissionen haevder, der bestaar mellem kravene, er uforenelig med de retsgrundsaetninger, som gaelder i en retsstat, saafremt sagsoegeren faar medhold i den retssag ved de nationale domstole, som selskabet har anlagt. Da tilbagesoegningskravet er undergivet national ret, maa Kommissionen drage konsekvensen heraf og kan ikke omgaa dette ved at anvende en fremgangsmaade, som ikke er forudsat i traktaten. Kommissionen kan hoejst anlaegge traktatbrudssag mod Forbundsrepublikken Tyskland.

32 Det fremgaar nemlig af TWD III-beslutningen, at Kommissionen har benyttet den suspensive betingelse som en sanktion i mangel af andre tvangsmidler til at gennemfoere TWD I-beslutningen. Der er ikke hjemmel til at paalaegge en saadan sanktion. Der maa herved tages hensyn til, at sanktioner i saerlig betydelig grad beroerer privates retsstilling og derfor kraever en klar og utvetydig hjemmel (Domstolens dom af 25.9.1984, sag 117/83, Koenecke, Sml. s. 3291, praemis 16 og 17).

33 Sagsoegte har gjort gaeldende, at TWD II- og TWD III-stoetten i sig selv var forenelig med faellesmarkedet, men at der maatte tages hensyn til samtlige de omstaendigheder, som kunne faa indflydelse paa stoettens virkninger og navnlig til, at sagsoegeren stadig disponerede over TWD I-stoetten, som var erklaeret uforenelig ved en beslutning fra 1986, der var endelig (se Domstolens dom af 3.10.1991, sag C-261/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4437, praemis 20). Som det klart fremgaar af TWD II- og TWD III-beslutningerne var virkningen af den nye stoette, som blev ydet ved disse beslutninger, i kombination med den gamle TWD I-stoette, som ikke var tilbagebetalt, at sagsoegeren fik en urimelig og ubegrundet fordel, som i vaesentlig grad var det til skade for den faelles interesse.

34 TWD II- og TWD III-beslutningerne blev vedtaget i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, og artikel 92, stk. 3, litra c). TWD II- og TWD III-stoetten var principielt forbudt efter traktatens artikel 92, stk. 1, men kunne anses for forenelig med faellesmarkedet efter artikel 93, stk. 2, litra c), saafremt TWD I-stoetten blev tilbagebetalt. Denne beslutning var den mindst indgribende for sagsoegeren, da Kommissionen, saafremt den ikke havde nogen befoejelse til at udsaette udbetalingen af den nye stoette, oejeblikkeligt havde maattet erklaere den nye stoette for helt uforenelig med faellesmarkedet.

35 Domstolen har ganske vist i foernaevnte dom i sagen British Aerospace og Rover mod Kommissionen fastslaaet, at Kommissionen har mulighed for at anlaegge sag ved Domstolen i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2, andet afsnit, men ogsaa til (se naevnte doms praemis 10), at Kommissionen har mulighed for at aendre den paagaeldende stoette, saaledes som det er fastsat i samme bestemmelses foerste afsnit. En aendring af den nye stoette bestaaende i, at udbetalingen heraf udsaettes, indtil den uretmaessige konkurrencefordel, som sagsoegeren tidligere har opnaaet, er bragt til ophoer, var ifoelge Kommissionen den rimeligste loesning i sagen.

36 TWD II- og TWD III-beslutningerne indeholder ikke to selvstaendige beslutninger, hvorved stoetten erklaeres traktatmedholdelig ved den ene beslutning og udbetalingen heraf udsaettes ved den anden. I begge tilfaelde er der tale om én og samme beslutning, hvorved det fastslaas, at TWD II- og TWD III-stoetten kun er traktatmedholdelige og kun kan udbetales, naar sagsoegeren har tilbagebetalt TWD I-stoetten, idet formaalet var at genoprette den oprindelige situation i lighed med, hvad der var tilfaeldet i Domstolens dom af 21. marts 1990 i sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen (Sml. I, s. 959, praemis 66).

37 Den betingede godkendelse af TWD II- og TWD III-stoetten var hverken et tvangsmiddel eller et middel til oekonomisk pression, ligesom den heller ikke kan betegnes som udtryk for magtfordrejning. Det eneste middel til at sikre en effektiv gennemfoerelse af TWD I-beslutningen, som var blevet endelig, var at ivaerksaette en traktatbrudsprocedure. TWD II- og TWD III-beslutningerne havde udelukkende til formaal at forhindre udbetalingen af den nye stoette, idet konkurrencen inden for faellesmarkedet ellers ville blive fordrejet, og stoetten som foelge heraf vaere retsstridig. Selv om sagsoegeren kunne have en berettiget forventning efter national ret, kunne dette ikke forpligte Kommissionen til at tilsidesaette traktatens bestemmelser ved at godkende udbetalingen af den nye stoette, som ville fordreje konkurrencen, saafremt TWD I-stoetten blev opretholdt, og derfor ikke vaere forenelig med faellesmarkedet.

38 I oevrigt fremgaar det efter Kommissionens opfattelse af dommen fra Verwaltungsgericht Koeln af 21. december 1989, at sagsoegeren ikke kan paaberaabe sig nogen berettiget forventning med hensyn til den af den tyske forbundsregering ydede stoette. Efter tysk ret bestaar der alene en berettiget forventning, saafremt stoettemodtageren foerst har faaet en forventning og derefter har handlet i tiltro dertil. I denne sag foretog TWD imidlertid de fleste af sine investeringer, foer selskabet modtog TWD I-stoetten. I oevrigt kan der ikke foreligge en berettiget forventning, naar stoettemodtageren havde kendskab til den paagaeldende retsakts ulovlighed eller var uvidende derom paa grund af grov forsoemmelighed. Ifoelge dommen fra Verwaltungsgericht Koeln maatte TWD have vidst, at stoetten var ulovlig. Desuden skete tilbagekaldelsen af de af Forbundsoekonomiministeriet afgivne erklaeringer inden for den et-aars-frist, som er fastsat i VwVfG' s § 48, hvilken frist foerst kunne begynde at loebe fra den 1. september 1986.

39 Hvad angaar stoetten fra delstaten Bayern vidste sagsoegeren, at stoettegiveren var forpligtet til at traekke stoetten tilbage og kunne derfor ikke have nogen berettiget forventning om, at myndighederne i Bayern ville handle i strid med faellesskabsretten og afstaa fra at kraeve stoetten tilbagebetalt.

40 Kommissionen har tilfoejet, at anvendelsen af national ret under ingen omstaendigheder maa goere det umuligt i praksis at anvende TWD I-beslutningen. I denne sag var de betingelser, som var angivet i foernaevnte dom i sagerne Deutsche Milchkontor m.fl. (se Sml. s. 2665 og s. 2666) og i foernaevnte dom i sagen Kommissionen mod Tyskland (praemis 17), opfyldt, hvorfor bestemmelserne i VwVfG ikke kunne anvendes. Desuden fremgaar det af sidstnaevnte dom (praemis 14), at en erhvervsdrivende ikke kan naere nogen berettiget forventning vedroerende stoette, som er ydet, naar proceduren i traktatens artikel 93, stk. 3, ikke er overholdt.

41 Under alle omstaendigheder har en national ret ikke befoejelse til at fastslaa, at en stoettemodtager har haft en berettiget forventning om at bevare en stoette, som strider mod faellesskabsretten, uden at forelaegge Domstolen et praejudicielt spoergsmaal herom (jf. foernaevnte dom i sagen Kommissionen mod Tyskland, praemis 16). Hvis Domstolen imidlertid under en praejudiciel sag havde fastslaaet, at sagsoegeren med foeje havde naeret en berettiget forventning om, at TWD I-stoetten var retmaessig selv efter faellesskabsretten, ville udsaettelsen af udbetalingen af TWD II- og TWD III-stoetten automatisk vaere blevet uden genstand. Dette er imidlertid ikke tilfaeldet i denne sag.

Rettens bemaerkninger

42 De spoergsmaal, som de fremfoerte anbringende rejser, boer behandles i to etaper, idet det foerst maa undersoeges, om Kommissionen havde kompetence til at vedtage artikel 2 i TWD II- og TWD III-beslutningerne, og om der, som haevdet, foreligger en tilsidesaettelse af principperne om kompetencefordelingen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne.

° Kommissionens kompetence til at vedtage artikel 2 i TWD II- og TWD III-beslutningerne

43 Herom skal Retten for det foerste bemaerke, at det fastslaas i artikel 1 i begge beslutningers konklusioner, at TWD II- og TWD III-stoetten er "forenelig med faellesmarkedet, jf. EOEF-traktatens artikel 92". Ifoelge artikel 2 i begge beslutningers konklusion er de tyske myndigheder imidlertid forpligtet til at "udsaette udbetalingen af den i artikel 1 omhandlede stoette til [TWD], indtil de har inddrevet den i artikel 1 i [TWD I]-beslutningen omhandlede stoette, der er uforenelig med faellesmarkedet".

44 Sagsoegerens og intervenientens argumenter vedroerende Kommissionens kompetence er hovedsagelig stoettet paa, at TWD II- og TWD III-stoetten i begge beslutningers artikel 1 blev erklaeret for forenelig med faellesmarkedet. Efter deres opfattelse har Kommissionen derfor ikke kompetence til at udsaette udbetalingen af stoette, som er fastslaaet at vaere forenelig med faellesmarkedet.

45 For at kunne tage stilling til disse argumenter og afgoere, om Kommissionen var kompetent til at traeffe de anfaegtede beslutninger, maa beslutningernes indhold og raekkevidde foerst fastlaegges. Navnlig maa forbindelsen mellem beslutningernes konklusion og deres grunde undersoeges.

46 Herved bemaerkes, at en retsakts konklusion skal fortolkes paa baggrund af de grunde, som har foert til dens vedtagelse (se Rettens dom af 10.3.1992, forenede sager T-68/89, T-77/89 og T-78/89, SIV m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1403, praemis 320).

47 Vedroerende TWD II-beslutningen bemaerkes, at Kommissionen efter i slutningen af beslutningens afsnit IV at have fastslaaet, at TWD II-stoetten "derfor kan ... henfoeres under undtagelsesbestemmelsen i [traktatens] artikel 92, stk. 3, litra c)" dernaest udtaler foelgende i foerste betragtning til afsnit V:

"Naar Kommissionen traeffer beslutning, om undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, finder anvendelse paa en given stoetteforanstaltning, skal den tage hensyn til alle relevante omstaendigheder, som vil kunne faa indflydelse paa stoettens virkninger paa samhandelen i Faellesskabet."

48 Dernaest gennemgaar Kommissionen sagens faktiske baggrund og fastslaar foelgende:

"Den samlede virkning af den ulovlige stoette, som [TWD] har naegtet at tilbagebetale siden 1986, og den nye investeringsstoette [dvs. TWD II-stoetten] vil give virksomheden en saerlig stor og uberettiget fordel, som vil aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, der vil stride mod den faelles interesse" (afsnit V, syvende betragtning).

Kommissionen tilfoejer:

"Det foelger heraf, at denne situation vil give den paagaeldende virksomhed en uberettiget oekonomisk fordel, som vil vare ved indtil den dag, hvor den ulovligt ydede stoette er blevet tilbagebetalt.

Ud fra disse betragtninger, og selv om den nu paataenkte stoette ... kan betragtes som vaerende forenelig med faellesmarkedet, mener Kommissionen, at udbetalingen af den nye stoette boer udsaettes, indtil den med faellesmarkedet uforenelige stoette ... er blevet tilbagebetalt ...

Kommissionen har imidlertid ingen mulighed for at gennemtvinge sin beslutning af 1986, hvilket goer det desto mere noedvendigt at udsaette udbetalingen af den nye stoette.

Endvidere erindres om, at Kommissionen i sin meddelelse i henhold til artikel 93, stk. 2, allerede har redegjort for den konkurrencefordrejende virkning, der foelger af, at [TWD] ikke har tilbagebetalt den tidligere udbetalte stoette, som er uforenelig med faellesmarkedet. Hverken den tyske regering eller den paagaeldende virksomhed har fremsat modargumenter eller saerlige bemaerkninger i denne henseende." (se den 9.-12. betragtning).

49 Af det anfoerte konkluderer Kommissionen i beslutningen, at:

"[TWD II-stoetten] er forenelig med faellesmarkedet, men at denne stoette foerst boer udbetales, naar [TWD] har tilbagebetalt den ulovlige stoette, som den modtog mellem 1981 og 1983, jf. beslutning 86/509/EOEF" (se den 13. betragtning).

50 Grundene i TWD III-beslutningen er naesten de samme som i TWD II-beslutningen (se navnlig sidste betragtning i afsnit III samt foerste og tiende til fjortende betragtning i afsnit IV til TWD III-beslutningen).

51 Under disse omstaendigheder finder Retten, at TWD II- og TWD III-beslutningerne, naar de laeses i sammenhaeng, maa fortolkes saaledes, at Kommissionen ansaa den nye TWD II- og TWD III-stoette for uforenelig med faellesmarkedet, saa laenge den tidligere TWD I-stoette endnu ikke var tilbagebetalt. I betragtningerne til de anfaegtede beslutninger antog Kommissionen nemlig, at den samlede virkning af den tidligere TWD I-stoette og den nye TWD II- og TWD III-stoette var, at stoetten ville aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, som strider mod den faelles interesse. De omhandlede beslutninger maa derfor forstaas saaledes, at den nye TWD II- og TWD III-stoette, betragtet hver for sig, kan vaere forenelig med faellesmarkedet, men ikke kan godkendes efter traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), saa laenge den samlede virkning af den tidligere TWD I-stoette og den nye TWD II- og TWD III-stoette ikke er ophaevet.

52 Heraf foelger, at de anfaegtede beslutningers konklusioner ikke kan fortolkes som haevdet af sagsoegeren og af intervenienten, dvs. at artikel 1 er en ubetinget erklaering om stoettens forenelighed med faellesmarkedet, hvortil der i artikel 2 er knyttet en ulovlig suspensiv betingelse. Tvaertimod finder Retten, at det fremgaar af selve gennemgangen af de paagaeldende beslutninger, at Kommissionen i artikel 1 i beslutningernes konklusion alene har fastslaaet, at den nye TWD II- eller TWD III-stoette var forenelig med faellesmarkedet, hvis betingelsen i artikel 2 blev opfyldt. Formaalet med konklusionernes artikel 2 er nemlig netop at angive betingelsen for at fastslaa stoettens forenelighed med faellesmarkedet i artikel 1.

53 Det maa dernaest undersoeges, om Kommissionen var kompetent til at vedtage beslutninger, hvortil var knyttet betingelser om tildeling af stoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).

54 Retten skal herom bemaerke, at ifoelge traktatens artikel 92, stk. 1, er alle de former for statsstoette, som er omhandlet i denne bestemmelse, uforenelige med faellesmarkedet, bortset fra de undtagelser, som er naevnt i artikel 92, stk. 2 og 3. Ifoelge artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, skal Kommissionen, saafremt den ° efter at have givet de beroerte parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger ° finder, at en statsstoette ikke ifoelge artikel 92 er forenelig med faellesmarkedet, traeffe beslutning om, at den paagaeldende stat skal ophaeve eller aendre stoetteforanstaltningen inden for den af Kommissionen fastsatte frist.

55 Efter Rettens opfattelse indebaerer Kommissionens kompetence til at beslutte, om en stoette skal "aendres", noedvendigvis, at Kommissionen, naar den godkender en stoette i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), kan knytte visse betingelser til beslutningen for at sikre, at den godkendte stoette ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, som strider mod den faelles interesse.

56 Desuden skal Kommissionen, som Domstolen har fastslaaet i foernaevnte dom i sagen Italien mod Kommissionen (praemis 20), naar den undersoeger, om en statsstoette er forenelig med faellesmarkedet, tage hensyn til alle relevante forhold, herunder i givet fald den sammenhaeng, hvori statsstoetten indgaar, og som allerede er blevet vurderet i forbindelse med en tidligere beslutning, samt de forpligtelser, denne tidligere beslutning maatte medfoere for en medlemsstat. Foelgelig var Kommissionen kompetent til at tage hensyn dels til den eventuelle samlede virkning af den tidligere TWD I-stoette og den nye TWD II- og TWD III-stoette, dels til, at TWD I-stoetten, som var erklaeret ulovlig ved TWD I-beslutningen, ikke var blevet tilbagebetalt.

57 Tilbage staar at undersoege, om Kommissionen, som haevdet af sagsoegeren og intervenienten, har fulgt en procedure, som ikke er foreskrevet i traktaten, og om Kommissionens eneste anvendelige retsmiddel henset til omstaendighederne i sagen var en traktatbrudsprocedure efter traktatens artikel 169 eller artikel 93, stk. 2, andet afsnit.

58 Retten maa herom fastslaa, at i modsaetning til situationen i foernaevnte dom i sagen British Aerospace og Rover mod Kommissionen har Kommissionen i denne sag, inden den vedtog de anfaegtede beslutninger, fulgt den i traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, foreskrevne procedure, hvorved de beroerte parter skal have lejlighed til at fremsaette deres bemaerkninger.

59 Retten skal endvidere bemaerke, at de i traktaten foreskrevne traktatbrudsprocedurer ikke har samme formaal som artikel 2 i de omhandlede beslutningers konklusioner. I denne sag ville formaalet med en traktatbrudsprocedure nemlig vaere at fastslaa, at der foreligger en overtraedelse af traktaten paa grund af tilsidesaettelsen af TWD I-beslutningen. Som Kommissionen imidlertid med foeje har anfoert, vedroerer TWD II- og TWD III-beslutningerne de betingelser, hvorunder der kunne tildeles TWD en ny stoette, som TWD paa ingen maade var forpligtet til at ansoege om. I denne forbindelse var formaalet med artikel 2 i de paagaeldende konklusioner ikke at fastslaa, at TWD I-beslutningen var tilsidesat, men at forhindre, at der blev udbetalt ny stoette, som fordrejede konkurrencen paa en maade, der strider mod den faelles interesse.

60 Foelgelig har Kommissionen ikke fulgt en procedure, som ikke er foreskrevet i traktaten, og en traktatbrudsprocedure var ikke det eneste retsmiddel, som Kommissionen kunne benytte i denne sag.

61 Hvad angaar sagsoegerens og intervenientens argumenter om, at Kommissionen har begaaet magtfordrejning, navnlig henset til Kommissionens udtalelse i de anfaegtede beslutninger, hvorefter den "ingen mulighed [har] for at gennemtvinge sin beslutning af 1986, hvilket goer det desto mere noedvendigt at udsaette udbetalingen af den nye stoette" (se ovenfor, praemis 26), bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at begrebet magtfordrejning har et praecist indhold og vedroerer det forhold, at en administrativ myndighed har udnyttet sine befoejelser til at forfoelge et andet formaal end det, som var tilsigtet hermed. En beslutning kan kun anses for at vaere behaeftet med magtfordrejning, hvis det fremgaar af objektive, relevante og samstemmende indicier, at den er truffet for at forfoelge andre formaal end de angivne (se f.eks. Domstolens dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml. I, s. 4023, og Rettens dom af 2.2.1995, sag T-106/92, Frederiksen mod Parlamentet, Sml. Pers. II, s. 77).

62 Som Retten allerede har fastslaaet ovenfor, er formaalet med artikel 2 i de omhandlede konklusioner at sikre, at konkurrencen inden for faellesmarkedet ikke blev fordrejet ved udbetalingen af den nye TWD II- og TWD III-stoette, foerend den tidligere TWD I-stoette var tilbagebetalt (se ovenfor, praemis 59). Foelgelig er de anfaegtede beslutninger ikke truffet for at forfoelge andre formaal end de angivne og er derfor ikke behaeftet med magtfordrejning (se endvidere nedenfor, praemis 64-68).

63 Heraf konkluderer Retten, at Kommissionen var kompetent til at vedtage artikel 2 i de omhandlede beslutningers konklusioner.

° Paastaaet tilsidesaettelse af kompetencefordelingen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne

64 Med dette anbringende ° som gaar ud paa, at bestemmelsen i de omhandlede konklusioners artikel 2 om at udsaette udbetalingen af TWD II- og TWD III-stoetten, indtil TWD I-stoetten er tilbagebetalt, er et "uberettiget indgreb" i den nationale retsorden ° foreholdes Kommissionen hovedsagelig at have tilsidesat reglerne om fordelingen af kompetencen mellem Faellesskabet og medlemsstaterne, idet Kommissionen dels var ubekendt med, at der verserede en national tvist om det samme spoergsmaal, dels tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som sagsoegeren havde paaberaabt sig under samme tvist, saaledes som dette princip er naermere fastlagt i den relevante nationale forvaltningsret.

65 Det maa derfor undersoeges, om den omstaendighed, at der verserede en national tvist, som vedroerte en raekke tilsvarende spoergsmaal i national ret, kan paavirke lovligheden af TWD II- og TWD III-beslutningerne.

66 Paa dette punkt bemaerker Retten foerst, at Kommissionens kompetence til at vedtage artikel 2 i de anfaegtede beslutninger ikke anfaegtes af den omstaendighed alene, at der verserede en national tvist. Lovligheden af TWD II- og TWD III-beslutningerne kan nemlig ikke afhaenge af spoergsmaal i intern tysk ret, saasom spoergsmaalet, om de tyske myndigheder har overholdt VwVfG' s § 48. Desuden kan den omstaendighed, at der verserede en tvist ved de nationale retsinstanser ikke paavirke Kommissionens kompetence til at vedtage de noedvendige foranstaltninger til sikring af, at konkurrencen inden for Faellesskabet ikke fordrejes.

67 Vedroerende samme punkt bemaerkes endvidere, som tidligere fastslaaet (se ovenfor, praemis 59-62), at formaalet med de omhandlede konklusioners artikel 2 er at sikre, at konkurrencen inden for faellesmarkedet ikke fordrejes paa grund af den samlede virkning af de paagaeldende stoetteforanstaltninger, men ikke at hindre sagsoegeren i at udnytte sine rettigheder efter national ret. Sagsoegerens opfattelse ville nemlig medfoere, at Kommissionen ville vaere forpligtet til at tilsidesaette traktaten ved at godkende en ny stoette, som kunne forstaerke konkurrencefordrejningen som foelge af, at den tidligere ulovlige stoette ikke var blevet tilbagebetalt.

68 Desuden er de omhandlede beslutninger ikke til hinder for, at sagsoegeren fortsaetter den verserende sag ved de nationale retsinstanser, hvilket sagsoegeren i oevrigt ogsaa har gjort. Endvidere finder Retten ikke, at sagsoegeren med foeje kan klage over, at det blev udsat for "pression", da det selv af egen fri vilje ansoegte om at den nye TWD II- og TWD III-stoette, selv om det fortsat noed godt af den konkurrencefordel, det havde opnaaet ved hjaelp af den stoette, som var erklaeret ulovlig ved TWD I-beslutningen.

69 Under alle omstaendigheder fremgaar det af fast retspraksis, at bestemmelser i national ret ikke maa anvendes paa en saadan maade, at den efter faellesskabsretten kraevede tilbagesoegning goeres praktisk umulig (se Domstolens dom i foernaevnte sag Deutsche Milchkontor m.fl., praemis 22, og i foernaevnte sag Kommissionen mod Tyskland, praemis 12). Domstolen har herom navnlig fastslaaet, at under hensyn til de ufravigelige regler i traktatens artikel 93 om, at Kommissionen skal foere kontrol med statsstoette, kan de stoettemodtagende virksomheder principielt ikke have nogen berettiget forventning om, at den modtagne stoette er lovlig, medmindre den er ydet under iagttagelse af den procedure, som er foreskrevet i denne traktatbestemmelse. En virksomhed, som har modtaget en ulovlig stoette, vil derfor kun retmaessigt kunne paaberaabe sig en berettiget forventning, saafremt der foreligger ekstraordinaere omstaendigheder. I saa tilfaelde tilkommer det den nationale ret, for hvem sagen i givet fald er indbragt, at vurdere de paagaeldende omstaendigheder, eventuelt efter at have forelagt Domstolen praejudicielle fortolkningsspoergsmaal herom (se foernaevnte dom i sagen Kommissionen mod Tyskland, praemis 12-16).

70 Det er imidlertid ubestridt i denne sag, at TWD I-stoetten ikke er ydet i overensstemmelse med den procedure, som er foreskrevet i traktatens artikel 93, stk. 3. Foelgelig kan sagsoegeren ifoelge foernaevnte dom i sagen Kommissionen mod Tyskland (praemis 16) alene have haft den berettigede forventning, som selskabet paaberaaber sig under den nationale retstvist, saafremt der foreligger ekstraordinaere omstaendigheder. Det er endvidere ubestridt, at den nationale ret ikke har forelagt Domstolen noget praejudicielt spoergsmaal i henhold til traktatens artikel 177 med henblik paa at faa oplyst, om der i denne sag foreligger saadanne ekstraordinaere omstaendigheder i faellesskabsrettens forstand.

71 Under disse forhold finder Retten, at Kommissionen ikke efter faellesskabsretten var forpligtet til at afvente udfaldet af den nationale retstvist ° hvorunder det i oevrigt endnu ikke, efter at retsforhandlingerne har staaet paa i mere end otte aar, er godtgjort, at sagsoegeren havde denne berettigede forventning ° foerend den vedtog artikel 2 i de omhandlede beslutningers konklusioner. Enhver anden fortolkning vil beroeve traktatens artikel 92 og 93 den tilsigtede virkning.

72 Endvidere bemaerkes, at den nationale retstvist, som sagsoegeren henviser til, ikke vedroerer den af myndighederne i Bayern ydede TWD I-stoette. Ifoelge sagsoegerens eget udsagn, som hverken er blevet modsagt af intervenienten eller af Kommissionen, overskred myndighederne i Bayern et-aars-fristen efter VwVfG' s § 48 uden at traeffe foranstaltninger til at inddrive stoetten. Desuden har sagsoegeren selv under den mundtlige forhandling oplyst, at myndighederne i Bayern ikke har til hensigt at kraeve stoetten tilbage og har afslaaet at traeffe den noedvendige afgoerelse om tilbagebetalingen.

73 Under disse forhold finder Retten, at sagsoegeren i hvert fald ikke med foeje kan paaberaabe sig, at selskabet efter faellesskabsretten skulle have faaet en berettiget forventning som foelge af, at myndighederne i Bayern ikke har rejst krav om tilbagebetaling af TWD I-stoetten inden for den i national ret herfor foreskrevne frist. Som Domstolen fastslog i foernaevnte dom i sagen Kommissionen mod Tyskland (praemis 19), skal en bestemmelse, der fastsaetter en frist for tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt, anvendes paa en saadan maade, at den efter faellesskabsretten kraevede tilbagesoegning ikke goeres praktisk umulig og saaledes, at faellesskabsinteressen fuldt ud tilgodeses.

74 Det foelger af det anfoerte, at anbringenderne om, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage de anfaegtede beslutninger og om, at der foreligger en tilsidesaettelse af den gaeldende kompetencefordeling mellem Faellesskabet og medlemsstaterne, maa forkastes.

Anbringenderne om, at sagsoegeren ikke har opnaaet nogen konkurrencefordel som foelge af TWD I-stoetten

Sammenfatning af parternes argumenter

75 Sagsoegeren har anfoert, at selskabet ikke paa nuvaerende tidspunkt oppebaerer nogen konkurrencefordel paa grund af TWD I-stoetten, da midlerne er blevet anvendt og laanene tilbagebetalt. I oevrigt har Kommissionen ikke opgjort den haevdede konkurrencefordel i tal, og det er ikke muligt at verificere Kommissionens paastand i TWD II-beslutningen om, at virkningen af TWD I- og TWD II-stoetten indebar en subventionsaekvivalent paa 29%.

76 I sag T-486/93 har sagsoegeren tilfoejet, stoettet af intervenienten, at Kommissionen har overvurderet selskabets konkurrencefordel som foelge af TWD I-stoetten, idet det har hensat et reservebeloeb paa 6,12 mio. DM, tillige med de herfor aarlige renter, under afventning af udfaldet af den nationale retssag. TWD I-stoetten havde derfor ikke nogen virkning i strid med Faellesskabets interesse.

77 Kommissionen har anfoert, at det henhoerer under dens kompetence at udtale sig om en stoettes forenelighed med faellesmarkedet paa grundlag af oplysninger vedroerende Faellesskabet som helhed (Domstolens dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod Kommissionen, Sml. s. 2671, og af 24.2.1987, sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 901) samt under hensyn til alle relevante omstaendigheder. Kommissionens beslutning i den foreliggende sag er ikke behaeftet med noget fejlskoen.

78 Kommissionen fandt, at det ved vedtagelsen af de anfaegtede beslutninger var noedvendigt at tage hensyn til samtlige de omstaendigheder, som kunne have indflydelse paa virkningen af TWD II- og TWD III-stoetten og navnlig til, at sagsoegeren stadig disponerede over TWD I-stoetten. Paa grund af deres samlede virkning fordrejede de to stoetteforanstaltninger konkurrencen og var til vaesentlig skade for den faelles interesse, navnlig paa markedet for garn af polyamider, hvor der i forvejen var en skarp konkurrence, en stagnerende efterspoergsel, staerkt kapitalkraevende investeringer og begraensede fortjenstmargener.

79 Overkapaciteten i sagsoegerens virksomhed kan efter Kommissionens opfattelse kun vaere skabt ved den ulovlige TWD I-stoette. Hvis sagsoegeren paa én gang havde kunnet beholde TWD I-stoetten og samtidig faa udbetalt TWD II- eller TWD III-stoetten for at fjerne den overkapacitet, som var skabt ved den ulovlige stoette, ville selskabet have faaet tilskud saavel til oprettelsen som til ophaevelsen af overkapaciteten og ville herved blive dobbelt beloennet for sin tidligere adfaerd, som var i strid med faellesskabsretten.

80 Ifoelge Kommissionens beregninger, som disse senest blev praeciseret i dens skrivelse af 14. december 1994 som svar paa Rettens spoergsmaal, skal sagsoegeren tilbagebetale den tyske forbundsregering stoetten paa 6,12 mio. DM samt 6% renter heraf (3,67 mio. DM pr. 31.12.1993). Hvad angaar det af delstaten Bayern ydede laan bestaar fordelen ifoelge Kommissionen ikke i den laante kapital, som nu er tilbagebetalt, men i de lempelige rentevilkaar, som laanet blev ydet paa, dvs. en fordel, som dels bestaar i forskellen mellem den anvendte rentesats paa 5% og markedsrenten, dels i fritagelsen for at betale afdrag over en periode paa to aar. Saafremt der laegges en markedsrente paa 7,5% til grund, udgoer fordelen 1,44 mio. DM, beregnet pr. 31.12.1993. Det samlede beloeb, som skal tilbagebetales i forbindelse med TWD I-stoetten, udgoer derfor 11,2 mio. DM.

81 I sag T-486/93 har Kommissionen tilfoejet, at sagsoegeren ganske vist i sin status har optaget et beloeb i depositum (og ikke, som anfoert, et reservebeloeb) paa 6,12 mio. DM med henblik paa tilbagebetaling af investeringsstoetten, men at dette beloeb indirekte stod til sagsoegerens raadighed og kunne beholdes afhaengig af udfaldet af sagen om tilbagesoegningen. Desuden har et saadant depositum positive finansielle virkninger for sagsoegeren, idet det nedsaetter selskabets skattebyrde. I oevrigt er de fordele, som foelger af de lempelige rentevilkaar for de laan, som er ydet af myndighederne i Bayern, ikke daekket af det paagaeldende depositum.

Rettens bemaerkninger

82 Det bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis er Kommissionen ved traktatens artikel 92, stk. 3, tillagt en skoensmaessig befoejelse, hvis udoevelse indebaerer, at den i EF-sammenhaeng skal foretage komplicerede oekonomiske og sociale vurderinger (se Domstolens dom af 24.2.1987 i foernaevnte sag Deufil mod Kommissionen, praemis 18). Retten skal derfor begraense den proevelse, som den foretager af saadanne vurderinger, til en kontrol med, om de processuelle forskrifter er overholdt, om begrundelsen er tilstraekkelig, om de faktiske omstaendigheder er materielt korrekte samt til, om der foreligger et aabenbart fejlskoen eller er begaaet magtfordrejning.

83 I saa henseende finder Retten ikke, at sagsoegeren har paavist, at Kommissionen aabenbart har overskredet graenserne for sin skoensbefoejelse ved i de anfaegtede beslutninger at konstatere, at sagsoegeren havde opnaaet en konkurrencefordel som foelge af, at TWD I-stoetten ikke var tilbagebetalt, og at TWD II- og TWD III-stoetten i forbindelse med TWD I-stoetten fordrejede konkurrencen paa en maade, der strider mod Faellesskabets interesse. Det er nemlig ubestridt, at sagsoegeren hverken har tilbagebetalt den af den tyske regering ydede investeringsstoette paa 6,12 mio. DM eller de efter udbetalingen paaloebne renter. Desuden er den omstaendighed, at de af delstaten Bayern ydede laan er blevet tilbagebetalt, ikke i sig selv tilstraekkeligt til at afboede konkurrencefordrejningen, naar sagsoegeren ikke har tilbagebetalt det beloeb, som svarer til den ved laanet ydede rentelempelse. Sagsoegeren profiterer derfor fortsat af den ulovlige konkurrencefordel som foelge af TWD I-stoetten, som efter Kommissionens opfattelse udgoer over 11 mio. DM. I oevrigt har sagsoegeren ikke fremfoert nogen omstaendigheder, som godtgoer, at Kommissionens endelige beregninger heraf i dens skrivelse af 14. december 1994 var urigtige.

84 Hvad angaar sagsoegerens argument om ° som udelukkende er gjort gaeldende i sag T-486/93 ° at selskabet i sin status har optaget et reservebeloeb paa 6,12 mio. DM, tillige med renter, bemaerkes foerst, at sagsoegeren ikke har modsagt Kommissionens erklaering om, at selskabet ikke har optaget et reservebeloeb i sin status, men et depositum under afventning af udfaldet af den nationale retssag. Efter Rettens opfattelse kan et saadant depositum ikke sidestilles med en tilbagebetaling af den paagaeldende stoette. For det andet finder Retten, at sagsoegeren ikke har fremfoert nogen omstaendigheder, som godtgoer, at sagsoegeren som foelge af dette depositum fratages den ulovlige konkurrencefordel paa grund af TWD I-stoetten. For det tredje daekker dette depositum ikke de fordele, som foelge af rentelempelsen for de laan, der er ydet af myndighederne i Bayern.

85 Af det anfoerte foelger, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at Kommissionen har udoevet et aabenbart fejlskoen, hvorfor sagsoegerens anbringender om ikke at have opnaaet nogen konkurrencefordel som foelge af TWD I-stoetten maa forkastes.

Anbringenderne om tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet

Sammenfatning af parternes argumenter

86 I replikken i sag T-244/93 har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at goere udbetalingen af TWD II-stoetten som helhed betinget af, at TWD I-stoetten tilbagebetales. Kommissionen kunne ifoelge sagsoegeren have opnaaet det samme resultat ° og i mindre grad kraenket sagsoegerens rettigheder ° ved at godkende udbetalingen af TWD II-stoetten med fradrag af beloebet for TWD I-stoetten.

87 I staevningen i sag T-486/93 har sagsoegeren anfoert, at hvis det i oevrigt forudsaettes, at Kommissionen var kompetent til at anvende "tvangsmidler", havde det udtoemt sine muligheder herfor i TWD II-beslutningen, foerend den vedtog TWD III-beslutningen. For at overholde proportionalitetsprincippet maatte Kommissionen i det mindste laegge TWD II- og TWD III-stoetten sammen, herfra fradrage TWD I-stoetten og godkende, at forskellen mellem disse to beloeb blev udbetalt.

88 Sagsoegeren har foreslaaet at naa dette maal saaledes: fra det tilskudsbeloeb, som er omhandlet i TWD II-beslutningen, og fra hovedstolen for hver af de laan, som er omhandlet i TWD II- og TWD III-beslutningerne, fradrages en andel, beregnet forholdsmaessigt af de naevnte beloeb, af det beloeb, som skal tilbagebetales for TWD I-stoetten. De saaledes beregnede beloeb (som udgoer over 21 mio. DM af de over 30 mio. DM, som blev godkendt ved TWD II- og TWD III-beslutningerne) kan lovligt udbetales i form af stoette. Desuden maa der tages hensyn til, at sagsoegeren ikke modtog TWD III-stoetten, da den ikke blev udbetalt, og derfor har maattet finansiere de paagaeldende investeringer ved transaktioner paa det frie marked, hvilket har paafoert selskabet visse tab.

89 I sag T-486/93 har sagsoegeren i replikken anfoert, at Kommissionen ved beregningen af vaerdien af den stoette, som blev ydet i form af laan paa lempelige vilkaar, burde have lagt den referencesats paa 7,5% til grund, som forbundsregeringen anvendte paa davaerende tidspunkt, og ikke satsen paa 9,5%.

90 I duplikken i sag T-244/93 har Kommissionen betvivlet, at proportionalitetsprincippet kan anvendes paa en beslutning, som ikke indeholder nogen sanktioner. TWD II-beslutningen er blot ensbetydende med, at den nye stoette, som sagsoegeren ikke har nogen ret til, foerst vil kunne udbetales, naar den ikke laengere medfoerer nogen konkurrencefordrejning. Da beloebet for den TWD I-stoette, som skulle tilbagebetales, under alle omstaendigheder var stoerre end for TWD II-stoetten, er proportionalitetsprincippet klart ikke tilsidesat. Vaerdien af TWD I-stoetten udgjorde nemlig 11,2 mio. DM, mens vaerdien af TWD II-stoetten udgjorde 5,77 mio. DM pr. 31. december 1993 (se bilag I til Kommissionens skrivelse af 14.12.1994).

91 I svarskriftet i sag T-486/93 har Kommissionen anfoert, at sagsoegerens beregninger til godtgoerelse af, at proportionalitetsprincippet er tilsidesat (se ovenfor, praemis 88) er urigtige, navnlig fordi sagsoegeren har lagt investeringsstoetten og de samlede laanebeloeb sammen, mens det var investeringsstoetten og den rentelempelse, som blev ydet i forbindelse med laanene, der burde vaere taget i betragtning. Ogsaa beregningen af sagsoegerens tab er urigtige, navnlig fordi sagsoegeren ikke herved har taget hensyn til den nuvaerende konkurrencefordel som foelge af, at TWD I-stoetten ikke er tilbagebetalt.

92 I duplikken i sag T-486/93 har Kommissionen erkendt, at der, som anfoert af sagsoegeren, som beregningsgrundlag boer anvendes en rentesats paa 7,5%, men at forholdet mellem TWD I-stoetten og den indtil videre suspenderede stoette praktisk talt er den samme, da denne rentesats ogsaa gaelder for TWD II- og TWD III-laanene. Pr. 31. december 1993 udgjorde den finansielle fordel ved TWD I-stoetten omkring 11,2 mio. DM og ved TWD II- og TWD III-stoetten ca. 6,1 mio. DM, heraf 5,77 mio. for TWD II-stoetten og 0,348 mio. for TWD III-stoetten (se Kommissionens skrivelse af 14.12.1994). Konkurrencefordelen ved TWD I-stoetten er nemlig stoerre end dennes subventionsaekvivalent, saafremt man tager hensyn til faktorer som de positive skattemaessige virkninger, forhoejelsen af de disponible likvide midler, de materielle fordele af stoetten, de mellemliggende investeringer, mulighederne for at opnaa supplerende kreditter eller renter af det af sagsoegeren stillede depositum.

93 Endelig har Kommissionen altid haft for oeje, at der kan komme et tidspunkt, hvor vaerdien af den ikke-godkendte stoette overstiger sagsoegerens ulovlige konkurrencefordel, hvilket dog endnu ikke er tilfaeldet i denne sag. Foelgelig opstaar spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen har overtraadt proportionalitetsprincippet ikke.

Rettens bemaerkninger

94 I sag T-244/93 har sagsoegeren hverken yderligere udviklet den argumentation, som selskabet fremfoerte i replikken, eller fremlagt tal til stoette herfor. Denne argumentation gaar ud paa, at Kommissionen burde have godkendt udbetalingen af TWD II-stoetten med fradrag af TWD I-stoetten. Retten maa derfor fastslaa, at sagsoegeren ikke i denne sag har fremfoert nogen omstaendigheder, som godtgoer, at TWD II-beslutningen strider mod proportionalitetsprincippet.

95 Hvad angaar sag T-486/93 maa Retten fastslaa, at de beregninger, hvorpaa sagsoegeren har baseret sin argumentation (se ovenfor, praemis 88) er urigtige. Som Kommissionen med rette har anfoert, maa man nemlig for at kunne beregne stoettens vaerdi laegge investeringsstoetten og rentelempelsen sammen, hvorimod sagsoegeren i sine beregninger har lagt investeringsstoetten og de samlede laanebeloeb sammen. Sagsoegeren har ved beregningen af de tab, selskabet paastaar at have lidt, heller ikke taget hensyn til den ulovlige konkurrencefordel, som selskabet fortsat profiterer af som foelge af TWD I-stoetten.

96 Foelgelig godtgoer de beregninger, som sagsoegeren har fremlagt paa ingen maade, at beloebet for TWD II- og TWD III-stoetten overstiger TWD I-stoetten. Tvaertimod har sagsoegerens advokater ikke under den mundtlige forhandling bestridt, at vaerdien af den stoette, som var omhandlet i TWD II- og TWD III-beslutningerne paa tidspunktet for disses vedtagelse, var ringere end den ulovlige konkurrencefordel som foelge af TWD I-stoetten. I oevrigt er vaerdien af den ulovlige konkurrencefordel som foelge af TWD I-stoetten ifoelge de af Kommissionen fremlagte tal vaesentlig stoerre end vaerdien af TWD II- og TWD III-stoetten, selv om der laegges en referencesats paa 7,5% til grund.

97 Da sagsoegeren ikke har foert bevis for den forudsaetning, som selskabets argumentation er baseret paa, nemlig at vaerdien af den samlede TWD II- og TWD III-stoette var stoerre end vaerdien af TWD I-stoetten, maa anbringenderne om, at proportionalitetsprincippet er tilsidesat, under alle omstaendigheder forkastes.

Anbringenderne om TWD I-stoettens lovlighed

Sammenfatning af parternes argumenter

98 I replikken i sag T-244/93 og i staevningen i sag T-486/93 har sagsoegeren anfoert, at en del af TWD I-stoetten opfyldte de materielle betingelser for at kunne erklaeres forenelige med faellesmarkedet, i det mindste for saa vidt angaar forbedringen af tekstureringen, moderniseringen af farveriet og anskaffelsen af strikkemaskiner. Naar TWD II-stoetten til fremstilling af garn og strikning som helhed er lovlig, maa det samme vaere tilfaeldet med den tilsvarende virksomhed, som blev subventioneret ved TWD I-stoetten. I oevrigt medfoerte forbedringen af tekstureringen, moderniseringen af farveriet og anskaffelsen af strikkemaskinerne ikke nogen produktionsforhoejelse.

99 Desuden havde Kommissionen godkendt andre former for stoette, som blev ydet i 1988 til investeringer af samme art, der var foretaget mellem 1985 og 1987. Sagsoegeren haevder at have foert bevis herfor ved fremlaeggelse af en skrivelse fra Forbundsoekonomiministeriet af 7. april 1988, som indeholdt et referat af en telefonsamtale med en tjenestemand ved Kommissionen. Ifoelge sagsoegeren havde Kommissionen saaledes i 1988 truffet beslutning om, at tilsvarende stoette som TWD I-stoetten henhoerte under tekstil- og ikke fibersektoren.

100 I det omfang, TWD I-stoetten kun rent formelt er ulovlig, fordi den ikke blev anmeldt, er forsoeget paa at kraeve stoetten tilbagebetalt udtryk for magtfordrejning, da Kommissionen ellers aldrig har kraevet en stoette tilbagebetalt under saadanne omstaendigheder.

101 Da EOEF-traktatens artikel 184 efter sagsoegerens opfattelse finder analog anvendelse, anser selskabet sig for berettiget til ogsaa paa dette stadium af proceduren at paaberaabe sig ulovligheden af TWD I-beslutningen (se herom navnlig Domstolens dom af 6.3.1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777). Sagsoegeren har anfoert, at selv om selskabet havde kunnet anfaegte TWD I-beslutningen direkte, blev det foerst klar over dens reelle oekonomiske betydning efter at have gjort sig bekendt med TWD II-beslutningen.

102 Kommissionen har anfoert, at TWD I-beslutningen har vaeret endeligt eksigibel siden datoen for udloebet af soegsmaalsfristerne i traktatens artikel 173, hvilket i denne sag skete den 1. november 1986. Da sagsoegeren ikke anlagde sag vedroerende TWD I-beslutningen inden fristernes udloeb, maa sagsoegerens argumenter afvises fra realitetsbehandling og er uden relevans. Subsidiaert fastholder Kommissionen, at TWD I-stoetten ikke blot var ulovlig, hvad angaar formen, men ogsaa hvad angaar indholdet. TWD I-investeringerne foroegede nemlig sagsoegerens produktionskapacitet for saa vidt angaar fremstillingen af garn, hvilket var i strid med sektorkodeksen, mens TWD II- og TWD III-investeringerne vedroerte supplerende afsaetningsmuligheder for garn.

Rettens bemaerkninger

103 Det bemaerkes, at Domstolen i foernaevnte dom af 9. marts 1994 i sagen TWD Textilwerke Deggendorf fastslog, at sagsoegeren ikke for den nationale retsinstans kunne paaberaabe sig, at TWD I-beslutningen var ulovlig, da selskabet ikke i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2, havde anlagt sag til proevelse af beslutningen inden for den fastsatte frist (se ovenfor, praemis 11). Efter Rettens opfattelse maa det samme gaelde i denne sag. En fysisk eller juridisk person, som kunne have anlagt sag i henhold til artikel 173, stk. 2, men ikke har gjort det inden for de herfor fastsatte frister, kan ikke paaberaabe sig en ulovlighedsindsigelse i henhold til traktatens artikel 184 (se foernaevnte dom i sagen Simmenthal mod Kommissionen, praemis 39).

104 Foelgelig maa de anbringender, der er fremfoert vedroerende TWD I-stoettens lovlighed, under alle omstaendigheder forkastes.

105 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegte som helhed maa frifindes i de to sager, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om anbringenderne i sag T-244/93, som foerst blev fremfoert i replikken, kan tages under realitetspaakendelse.

Sagens omkostninger

106 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, betaler intervenienten sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sine egne samt de af Kommissionen afholdte omkostninger.

3) Intervenienten betaler sine egne omkostninger.