61993A0010

++++

1. Tjenestemaend ° ansaettelse ° fysisk egnethed ° laegeudvalg ° sammensaetning ° regler for laegeudvalgets virksomhed ° beskyttelse af retten til kontradiktion ° betingelser

(Vedtaegten for tjenestemaend, art. 33, stk. 2)

2. Tjenestemaend ° ansaettelse ° afslag paa ansaettelse paa grund af fysisk uegnethed ° begrundelsespligt ° genstand ° raekkevidde ° laegelig tavshedspligt ° begraensninger

(Vedtaegten for tjenestemaend, art. 25, stk. 2, og art. 33)

3. Tjenestemaend ° ansaettelse ° afslag paa ansaettelse paa grund af fysisk uegnethed ° ansoeger der uopfordret har oplyst, at han lider af en bestemt sygdom ° institutionens raadgivende laeges og laegeudvalgets forpligtelser ° ligebehandling af ansoegerne ° tilsidesaettelse ° ingen

[Vedtaegten for tjenestemaend, art. 28, litra e), og art. 33, stk. 2]

4. Tjenestemaend ° ansaettelse ° laegeundersoegelse ° genstand ° raekkevidde ° kraenkelse af privatlivets fred ° ingen

(Traktaten om Den Europaeiske Union, art. F, stk. 2; vedtaegten for tjenestemaend, art. 33)

5. Tjenestemaend ° ansaettelse ° afslag paa ansaettelse paa grund af fysisk uegnethed ° retslig efterproevelse ° raekkevidde

(Vedtaegten for tjenestemaend, art. 33)

1. Det laegeudvalg, faellesskabslovgiver har indfoert uden herved at vaere forpligtet af en trinhoejere faellesskabsretlig bestemmelse eller en anden bindende bestemmelse, udgoer for ansoegerne, da udvalget bestaar af tre laeger, som den raadgivende laege, der har afgivet den oprindelige udtalelse om fysisk uegnethed, ikke er medlem af, men hvis medlemmer udpeges blandt institutionernes raadgivende laeger og ikke blot blandt de raadgivende laeger i vedkommende institution, en reel ekstra garanti, der kan give en bedre beskyttelse af deres rettigheder.

Det kan ikke goeres gaeldende, at laegeudvalgets virksomhed udgoer en tilsidesaettelse af ansoegernes ret til kontradiktion, idet det af vedtaegtens artikel 33, stk. 2, klart fremgaar, at en ansoeger, der er erklaeret fysisk uegnet til at beklaede den paagaeldende stilling, kan forelaegge udvalget en udtalelse fra en laege efter eget valg, og idet institutionens laegetjeneste har opfordret den paagaeldende ansoeger til at forelaegge laegeudvalget alle de dokumenter, han tillaegger betydning, samt til personligt at give moede for udvalget eller lade sig repraesentere for det af en af ham valgt laege, og idet en ansoeger i oevrigt altid kan forlange og opnaa, at begrundelsen til en udtalelse om fysisk uegnethed meddeles den paagaeldende ansoegers egen laege, hvilket kan ske foer laegeudvalget traeder sammen.

2. Den pligt til begrundelse, som fremgaar af vedtaegtens artikel 25, stk. 2, har til formaal dels at give den paagaeldende et tilstraekkeligt grundlag for at bedoemme berettigelsen af den akt, der indeholder et klagepunkt mod ham, og hensigtsmaessigheden af at anlaegge sag ved Retten, dels at goere det muligt for denne at udoeve sin legalitetskontrol.

Pligten til at begrunde et afslag paa ansaettelse paa grund af fysisk uegnethed skal imidlertid forenes med den laegelige tavshedspligt, som ° bortset fra ekstraordinaere omstaendigheder ° tvinger enhver laege til at vurdere rimeligheden af at meddele de mennesker, som han behandler eller undersoeger, arten af deres eventuelle sygdomme. Dette sker ved, at den paagaeldende faar mulighed for at forlange og opnaa, at uegnethedsgrundene meddeles en laege, som vedkommende selv har valgt. Denne mulighed afskaerer paa ingen maade den raadgivende laege fra direkte at meddele den paagaeldende selv uegnethedsgrundene, saafremt han anser det for hensigtsmaessigt og i pagt med sine laegelige pligter.

Med hensyn til begrundelsespligtens raekkevidde skal der desuden henses til de omstaendigheder, hvorunder afgoerelsen er blevet truffet, og til, om vedkommende eventuelt er bekendt med disse omstaendigheder.

3. Ligebehandlingsprincippet tilsidesaettes, saafremt to persongrupper, hvis retlige og faktiske situation ikke adskiller sig vaesentligt fra hinanden, behandles forskelligt, eller saafremt forskellige forhold behandles ens.

Situationen for en ansoeger, der paa eget initiativ under laegeundersoegelsen foer ansaettelsen erklaerer, at han lider af en bestemt sygdom, kan ikke paa nogen maade sammenlignes med situationen for en anden ansoeger, der ikke paa eget initiativ har afgivet en saadan erklaering. Det er trods denne erklaering den raadgivende laeges og dernaest laegeudvalgets pligt i overensstemmelse med artikel 28, litra e), og artikel 33, stk. 1, i vedtaegten, at undersoege, om den paagaeldende opfylder de noedvendige fysiske krav, hvortil kommer, at ansoegerens erklaering om, at han lider af en sygdom, ikke kan foere til, at den raadgivende laege herefter ikke kan beskaeftige sig mere indgaaende med dette forhold, idet laegeundersoegelsen ellers ville miste enhver vaerdi.

4. Principielt er kravet om en laegeundersoegelse foer ansaettelse ikke i strid med princippet om respekt for privatlivets fred, saaledes som dette er garanteret ved den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder, hvilket princip skal respekteres af Faellesskabet, jf. artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europaeiske Union, som et generelt princip for faellesskabsretten.

En saadan laegeundersoegelse har til formaal at goere det muligt for institutionen at undlade at udnaevne en ansoeger, der er uegnet til den stilling, der er tale om, eller omvendt at ansaette ham og tildele ham en stilling, der er passende for hans helbredssituation. Dette er en fuldstaendig legitim maalsaetning for enhver offentlig myndighed og harmonerer med saavel institutionernes som faellesskabstjenestemaendenes interesse. Kravet om en laegeundersoegelse foer ansaettelsen er desuden et krav, der stilles i de fleste medlemsstaters retsorden.

En saadan laegeundersoegelse foer ansaettelsen maa, for ikke at vaere fuldstaendig overfloedig, noedvendigvis omfatte en klinisk undersoegelse og eventuelt de supplerende biologiske undersoegelser, som den raadgivende laege paa grundlag af en rent laegelig vurdering, der ikke inden for rammerne af den retslige efterproevelse kan kritiseres, finder hensigtsmaessige.

5. Selv om det ikke tilkommer Faellesskabets doemmende myndighed inden for rammerne af den retslige efterproevelse af lovligheden af en afgoerelse, der afslaar ansaettelse paa grund af fysisk uegnethed, at saette sit skoen i stedet for den laegelige bedoemmelse af specifikt medicinske spoergsmaal, tilkommer det den dog at kontrollere, om ansaettelsesproceduren er forloebet forskriftsmaessigt og navnlig at undersoege, om afgoerelsen om at afslaa ansaettelse stoettes paa en begrundet laegelig udtalelse, der viser, at der er en forstaaelig sammenhaeng mellem de laegelige konstateringer i udtalelsen og den konklusion, denne naar til.

En institutions raadgivende laege kan basere sin udtalelse om fysisk uegnethed ikke blot paa, at der aktuelt foreligger fysiske eller psykiske forstyrrelser, men ogsaa paa en medicinsk begrundet prognose om fremtidige forstyrrelser, der i en forudsigelig fremtid vil kunne rejse tvivl om normal udfoerelse af de paagaeldende arbejdsopgaver.

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Sagsoegeren havde bestaaet den almindelige udvaelgelsesproeve KOM/A/696, der blev afholdt med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve af fuldmaegtige med speciale i udviklingssamarbejde, navnlig inden for landbrug i tropiske og subtropiske omraader. Kommissionen meddelte ved skrivelse af 5. juli 1991 sagsoegeren, at han var blevet optaget paa listen over ansaettelsesreserven.

2 Sagsoegeren gennemgik den 24. oktober 1991 i Kommissionens Laegetjeneste den i artikel 33, stk. 1, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") omhandlede laegeundersoegelse.

3 Det staar fast, at sagsoegeren under denne undersoegelse af egen drift over for den raadgivende laege oplyste, at han var seropositiv, og at han helt frivilligt lod sig underkaste en test til eftersporing af human immunal deficiency virus (HIV). Det blev under undersoegelsen aftalt, at sagsoegerens praktiserende laege, dr. F., skulle fremsende en ajourfoert laegelig udtalelse som supplement til de undersoegelser, som institutionens raadgivende laege gennemfoerte eller foreskrev.

4 Ved skrivelse af 28. november 1991 afgav Kommissionens raadgivende laege en udtalelse, der konkluderede, at sagsoegeren var fysisk uegnet. Skrivelsen har foelgende ordlyd:

"Som ansoeger til en stilling som fuldmaegtig inden for AVS-delegationerne har De den 24. oktober 1991 i Kommissionens Laegetjeneste gennemfoert den laegeundersoegelse, der i vedtaegten for tjenestemaend er foreskrevet foer ansaettelsen.

Under denne undersoegelse oplyste De over for mig, hvilken sygdom De lider af. Vi aftalte, at jeg skulle have tilsendt en ajourfoert laegelig udtalelse fra Deres praktiserende laege, dr. F., som supplement til undersoegelserne i forbindelse med Deres laegeundersoegelse foer ansaettelsen.

Jeg har modtaget dr. F.' s erklaering af 14. november 1991 den 25. november 1991.

Jeg beklager at maatte meddele Dem, at Laegetjenesten paa grundlag af den undersoegelse, der har fundet sted i Laegetjenesten, og paa grundlag af dr. F.' s erklaering ikke kan afgive en udtalelse om, at De er fysisk egnet til at beklaede den stilling, De er ansoeger til.

Denne uegnethed maa naturligvis ses i sammenhaeng med arten af den stilling, De har ansoegt om."

5 Sagsoegeren forelagde herefter sagen for det i vedtaegtens artikel 33, stk. 2, omtalte laegeudvalg.

6 Laegeudvalget bekraeftede i et notat, der den 5. marts 1992 blev tilstillet de kompetente tjenestegrene i Kommissionen, den raadgivende laeges udtalelse og anfoerte foelgende:

"Laegeudvalget skal efter gennemgang af akterne vedroerende ansoegerens laegeundersoegelse inden ansaettelsen, de dertil knyttede erklaeringer fra den konsulterede speciallaege samt de laegeerklaeringer, ansoegeren har forelagt udvalget, og efter hoering af den laege, der har afgivet udtalelsen om fysisk uegnethed, udtale, at A. ikke opfylder de for hans hverv noedvendige fysiske krav."

7 Derefter meddelte sagsoegte ved skrivelse af 16. marts 1992 sagsoegeren sin afgoerelse. Denne skrivelse har foelgende ordlyd:

"I anledning af Deres skrivelse af 17. december 1991 skal jeg herved meddele Dem, at laegeudvalget paa et moede den 5. marts 1992 har behandlet den udtalelse om fysisk uegnethed, der blev afgivet efter Deres laegeundersoegelse den 24. oktober 1991.

Jeg beklager at maatte meddele Dem, at udvalget kun har kunnet bekraefte denne negative udtalelse. Som foelge heraf kan det ikke antages, at De opfylder de fysiske krav, der er noedvendige for at beklaede en stilling som fuldmaegtig i Kommissionen, jf. vedtaegtens artikel 28, litra e).

De kan herefter beklageligvis ikke komme i betragtning som ansoeger til den paagaeldende stilling."

8 Ved skrivelse af 12. juni 1992 paaklagede sagsoegeren i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, afgoerelsen af 16. marts 1992 og paaberaabte sig herved blandt andet konklusioner 89/C 28/02 vedtaget af Raadet og medlemsstaternes sundhedsministre, forsamlet i Raadet, den 15. december 1988, om AIDS paa arbejdspladsen (EFT 1989 C 28, s. 2, herefter benaevnt "Raadet og sundhedsministrenes konklusioner"), hvori det udtales, at "en HIV-smittet uden AIDS-sygdomssymptomer boer betragtes og behandles som en normal, arbejdsdygtig arbejdstager".

9 I afgoerelse af 9. oktober 1992, der blev tilstillet sagsoegeren ved skrivelse af 16. oktober 1992, anfoerte Kommissionen foerst og fremmest, at dens afgoerelse om ikke at ansaette sagsoegeren var i overensstemmelse med bestemmelser fra Faellesskabets institutioner, og navnlig Raadets og sundhedsministrenes konklusioner, idet sygdommen var brudt ud hos sagsoegeren, der saaledes ikke laengere blot var seropositiv. Kommissionen tilfoejede, at der, da sagsoegeren udtrykkeligt havde forpligtet sig til i vaesentligt omfang at arbejde i delegationerne i udviklingslande, ogsaa maatte laegges vaegt paa andre forhold, saasom arbejdskravene og de miljoemaessige forhold paa det sandsynlige arbejdssted samt den lokale mangelfulde laegelige infrastruktur.

Retsforhandlingerne

10 Sagsoegeren har herefter ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 21. januar 1993 anlagt denne sag.

11 Ved dokumenter indgivet til Rettens Justitskontor den 5. maj 1993 har Union syndicale-Bruxelles og Union syndicale-Luxembourg fremsat begaering om at maatte intervenere i sagen til stoette for sagsoegerens paastande. Formanden for Tredje Afdeling har ved kendelse af 22. juni 1993 tilladt interventionen. Intervenienterne har den 1. september 1993 indgivet et faelles interventionsindlaeg. Sagsoegeren har ikke fremsat bemaerkninger hertil.

12 Retten (Tredje Afdeling) har efter anmodning fra sagsoegeren besluttet, at den mundtlige forhandling sker for lukkede doere, og at sagsoegerens navn i alle offentliggoerelser af sagen erstattes med bogstavet A.

13 Retten (Tredje Afdeling) har paa grundlag af den refererende dommers rapport besluttet at anmode sagsoegeren om at fremlaegge de laegeerklaeringer, der vedroerer den undersoegelse af ham, som dr. P., Centre médical des entreprises travaillant à l' extérieur, Paris, gennemfoerte, samt erklaeret sig enig i, at Kommissionen fremlaegger de dokumenter, der vedroerer sagsoegerens helbred. Sagsoegeren har efterkommet denne anmodning og har fremlagt de af dr. F. affattede laegeerklaeringer, ligesom han har erklaeret sig indforstaaet med, at Kommissionens dokumentation vedroerende hans helbred fremlaegges. Retten har efter fremlaeggelsen af denne dokumentation besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Den har anmodet sagsoegeren og sagsoegte i hovedsagen om i retsmoedet at lade sig bistaa af laeger, som de selv udpeger, og som vil kunne besvare generelle laegelige spoergsmaal. Sagsoegeren og intervenienterne har i retsmoedet vaeret ledsaget af dr. W., chef de clinique adjoint pour les maladies infectieuses, hôpital Saint-Pierre de Bruxelles, og Kommissionens befuldmaegtigede af institutionens raadgivende laege, dr. S.

14 Parterne har afgivet indlaeg og besvaret spoergsmaal fra Retten i retsmoedet den 26. januar 1994.

Parternes paastande

15 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

1) Kommissionens afgoerelse af 16. marts 1992, hvorved den afviste at tage sagsoegerens ansoegning om ansaettelse i betragtning, annulleres.

2) Kommissionens afgoerelse af 9. oktober 1992 om afvisning af sagsoegerens klage annulleres.

3) Kommissionens tilpligtes at betale sagsoegeren 50 000 FF i erstatning for den ikke-oekonomiske skade, han har lidt.

4) Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

1) Frifindelse.

2) Afgoerelsen om sagens omkostninger traeffes efter gaeldende ret.

17 Intervenienterne har nedlagt foelgende paastande:

1) Der gives sagsoegeren medhold i de af ham i staevningen nedlagte paastande.

2) Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger, herunder de af intervenienterne afholdte omkostninger.

Annullationspaastandene

18 Sagsoegeren har til stoette for disse paastande paaberaabt sig fem annullationsgrunde stoettet paa henholdsvis tilsidesaettelse af retten til kontradiktion, den anfaegtede afgoerelses manglende begrundelse, tilsidesaettelse af lighedsgrundsaetningen, kraenkelse af privatlivets fred, og endelig, at der er foretaget en aabenbar fejlvurdering, samt tilsidesaettelse af Raadets og sundhedsministrenes konklusioner.

19 Intervenienterne har til stoette for deres paastande paaberaabt sig de af sagsoegeren fremfoerte annullationsgrunde og desuden gjort gaeldende, at artikel 33, stk. 2, i vedtaegten er retsstridig. Retten finder, at dette sidste anbringende boer behandles foerst.

Anbringendet om, at vedtaegtens artikel 33, stk. 2, er retsstridig

20 Intervenienterne har gjort gaeldende, at den anfaegtede afgoerelse maa annulleres, fordi den stoettes paa en retsstridig laegelig udtalelse, da denne er afgivet med hjemmel i vedtaegtens artikel 33, stk. 2, om laegeudvalgets sammensaetning og virksomhed, der paa sin side er en retsstridig bestemmelse. Intervenienterne har i foerste raekke anfoert, at artikel 33, stk. 2, med den deri indeholdte bestemmelse om, at laegeudvalget er sammensat af tre laeger, der udpeges af ansaettelsesmyndigheden blandt institutionernes raadgivende laeger, udgoer en tilsidesaettelse af ansoegernes ret til kontradiktion. I denne sag er der tale om en saa meget mere alvorlig overtraedelse, som det er den raadgivende laege, der afgav den oprindelige udtalelse om uegnethed, der over for Generaldirektoratet for Personale og Administration tilkendegav, hvilke tre laeger han oenskede som medlemmer af laegeudvalget. Et saaledes nedsat udvalg yder naeppe nogen sikkerhed for upartiskhed eller uafhaengighed i forhold til Faellesskabets institutioner og bryder derfor med princippet om sagsoegerens ret til kontradiktion. Intervenienterne har dernaest gjort gaeldende, at laegeudvalgets funktionsmaade, saaledes som den er fastlagt i vedtaegtens artikel 33, stk. 2, ogsaa indebaerer en tilsidesaettelse af ansoegerens ret til kontradiktion, idet en ansoeger, selv om han er totalt uvidende om indholdet af den laegelige udtalelse om uegnethed, der foerer til, at han udelukkes fra at komme i betragtning, paa eget initiativ selv maa anmode laegeudvalget om at blive hoert og om, at hans egen laege hoeres. Dette medfoerer, at laegeudvalget i de fleste tilfaelde traeder sammen og traeffer afgoerelse paa grundlag af dokumenter uden at hoere hverken ansoegeren eller hans laege. For det tredje har intervenienterne gjort gaeldende, at de ikke vidste og stadig ikke ved, paa hvilket grundlag laegeudvalget har baseret sin udtalelse. Ifoelge intervenienterne virker laegeudvalget tilsyneladende som en blot og bar stadfaestelsesinstans for institutionens raadgivende laeges afgoerelse.

21 Kommissionen har gjort gaeldende dels, at dette anbringende skal afvises, idet sagsoegeren hverken har fremfoert det i klagen eller i staevningen, og dels, at anbringendet savner grundlag, idet intet i sagen giver holdepunkt for at haevde, at laegeudvalget ikke har undersoegt sagen og de dokumenter, der blev udfaerdiget efter sagsoegerens laegeundersoegelse foer ansaettelsen, med den absolutte objektivitet og upartiskhed, der kraevedes.

22 Retten bemaerker indledningsvis, at det i vedtaegtens artikel 33, stk. 1, bestemmes, at "foer udnaevnelsen underkastes den udvalgte ansoeger en laegeundersoegelse af en af institutionens laeger, for at institutionen kan faa sikkerhed for, at ansoegeren opfylder betingelserne i henhold til artikel 28, litra e)", og at det i fortsaettelsen i stk. 2 bestemmes, at "naar den i stk. 1 omhandlede laegeundersoegelse foerer til en negativ udtalelse, kan ansoegeren inden tyve dage efter, at han har modtaget meddelelse herom fra institutionen, anmode om, at hans tilfaelde forelaegges til udtalelse i et laegeudvalg sammensat af tre laeger, der udpeges af ansaettelsesmyndigheden blandt institutionernes raadgivende laeger. Den raadgivende laege, der har afgivet den foerste negative udtalelse, skal hoeres af laegeudvalget. Ansoegeren kan forelaegge udvalget en udtalelse fra en laege efter eget valg ..."

23 Herefter skal Retten for det foerste bemaerke, at faellesskabslovgiver, ved indsaettelsen i vedtaegten af en bestemmelse om en laegeundersoegelse forud for enhver ansaettelse, ikke i kraft af en trinhoejere faellesskabsretlig bestemmelse eller en anden bindende bestemmelse var forpligtet til at indfoere en eller anden form for administrativ klageordning i forhold til de af den raadgivende laege efter denne laegeundersoegelse afgivne udtalelser. Naar der alligevel ved naevnte artikel 33, stk. 2, i vedtaegten blev indfoert et kontrollerende laegeudvalg, var formaalet at give ansoegerne en ekstra garanti og dermed en bedre beskyttelse af deres rettigheder.

24 Paa baggrund heraf finder Retten for det andet, at et laegeudvalg bestaaende af tre laeger, og som den raadgivende laege, der har afgivet den oprindelige udtalelse om fysisk uegnethed, ikke er medlem af, men hvis medlemmer udpeges blandt institutionernes raadgivende laeger og ikke udelukkende blandt de raadgivende laeger i vedkommende institution, udgoer en reel, ekstra garanti for ansoegerne. Retten skal desuden bemaerke, at intervenienternes argument om, at disse tre laeger hverken besidder den fornoedne kompetence eller den fornoedne upartiskhed, ikke stoettes paa oplysninger af nogen art, der goer det muligt at tage stilling til, om argumentet er begrundet. Heraf foelger, at Retten ikke kan give intervenienterne medhold i deres argument om, at artikel 33, stk. 2, ved bestemmelserne om fastsaettelse af laegeudvalgets sammensaetning udgoer en tilsidesaettelse af princippet om sagsoegerens ret til kontradiktion.

25 Retten skal for det tredje bemaerke, at det klart af naevnte artikel 33, stk. 2, fremgaar, at ansoegeren kan forelaegge udvalget en udtalelse fra en laege efter eget valg. Endvidere fremgaar det af sagen, at Kommissionens Laegetjeneste i det foreliggende tilfaelde ikke blot opfordrede sagsoegeren til at forelaegge laegeudvalget alle de dokumenter, han tillagde betydning, men ogsaa til personligt at give moede for udvalget eller lade sig repraesentere for det af en af ham valgt laege. I oevrigt kan en ansoeger ifoelge fast praksis altid forlange og opnaa, at begrundelsen til en udtalelse om fysisk uegnethed meddeles den paagaeldende ansoegers egen laege (jf. Domstolens dom af 13.4.1978, sag 75/77, Mollet mod Kommissionen, Sml. s. 897, og Rettens dom af 18.9.1992, forenede sager T-121/89 og T-13/90, X. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2195). En saadan meddelelse af begrundelsen kan ske foer laegeudvalget traeder sammen.

26 Retten skal i det foreliggende tilfaelde bemaerke, at det staar fast, at sagsoegeren telefonisk fik meddelt begrundelsen til udtalelsen om fysisk uegnethed, endog foer han fik den tilstillet skriftligt. Paa den baggrund maa det fastslaas, at der ikke er noget grundlag for intervenienternes argument om, at ansoegere, der udelukkes fra ansaettelse, selv maa tage initiativet og anmode laegeudvalget om at blive hoert, skoent de er uvidende om det laegelige indhold af udtalelsen om fysisk uegnethed.

27 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvilke oplysninger laegeudvalget laegger til grund, fremgaar det paa den ene side af naevnte artikel 33, stk. 2, at udvalget skal benytte den i institutionen udarbejdede helbredsjournal og hoere den raadgivende laege, der har afgivet udtalelsen om fysisk uegnethed, samt eventuelt den udtalelse, der er afgivet af en af ansoegeren valgt laege. Paa den anden side kan udvalget, som det fremgaar af denne sag, basere sig paa et moede med ansoegeren og/eller dennes laege og alle de dokumenter, som ansoegeren maatte finde det hensigtsmaessigt at forelaegge det. Endvidere kan laegeudvalget, saafremt det finder det hensigtsmaessigt, lade ansoegeren gennemgaa en ny undersoegelse og eventuelt paabyde andre undersoegelser eller indhente udtalelse fra andre specialister. Heraf foelger, at laegeudvalget er i stand til at gennemfoere en ny fuldstaendig og upartisk behandling af ansoegerens forhold (jf. naevnte dom i sagen X. mod Kommissionen).

28 Det fremgaar af det anfoerte, at anbringendet om, at naevnte artikel 33, stk. 2, er retsstridig, under alle omstaendigheder maa forkastes, hvorfor det ikke er noedvendigt at tage stilling til, om anbringendet kan admitteres.

Anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

29 Sagsoegeren har i retsmoedet selv fremfoert anbringendet, fremsat af intervenienterne i deres interventionsindlaeg, om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion. Sagsoegeren og intervenienterne har i den forbindelse gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke i fornoedent omfang blev gjort bekendt med proceduren ifoelge artikel 33, stk. 2, og navnlig ikke med, at laegeudvalgets afgoerelse, for saa vidt angaar de laegelige vurderinger, var endelig. Kommissionen haevdes saaledes at have tilsidesat retten til kontradiktion ved at afvise at tage hensyn til en den 28. september 1992 af dr. F. udfaerdiget laegeerklaering, hvoraf fremgaar, at den anfaegtede afgoerelse bygger paa en laegelig udtalelse, der er behaeftet med en aabenbar fejlvurdering. Intervenienterne har tilfoejet, at der ogsaa foreligger en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion derved, at den raadgivende laege ikke meddelte sagsoegerens laege, hvad der var blevet konstateret ved laegeundersoegelsen foer ansaettelsen, og heller ikke undersoegelsens udfald. Herved blev sagsoegeren afskaaret fra at tilrettelaegge sit forsvar.

30 Retten skal udtale, at der ikke i sagens faktiske omstaendigheder er noget grundlag for dette anbringende. Det fremgaar nemlig af sagen, at Kommissionens Laegetjeneste ved skrivelse af 20. februar 1992 meddelte sagsoegeren, at han "for laegeudvalget kunne fremlaegge alle de dokumenter (laegeerklaeringer, roentgenfotografier, analyseresultater, funktionstestresultater osv.), som De tillaegger betydning for sagens afgoerelse", og at "ifoelge vedtaegtens artikel 33 skal den raadgivende laege, der har afgivet den foerste negative udtalelse, hoeres af laegeudvalget", ligesom ansoegeren kan "forelaegge udvalget en udtalelse fra en laege efter eget valg". Det fremgaar desuden af sagen, at den raadgivende laege, foer han skriftligt tilstillede sagsoegeren den foerste negative udtalelse, telefonisk havde meddelt ham resultatet af laegeundersoegelsen foer ansaettelse samt grundene til den negative udtalelse, han havde afgivet. Heraf foelger, at sagsoegeren i fornoedent omfang blev informeret om proceduren i henhold til artikel 33, stk. 2. Retten skal endvidere bemaerke, at Kommissionens Laegetjeneste i naevnte skrivelse af 20. februar 1992 udtrykkeligt gjorde sagsoegeren opmaerksom paa hans adgang til at forelaegge udvalget en udtalelse fra en laege efter eget valg. Sagsoegerens anbringende om, at Kommissionen afslog at tage hensyn til den laegeerklaering, hans egen laege havde udfaerdiget den 28. september 1992, dvs. 6 maaneder efter at laegeudvalgets udtalelse forelaa, savner saaledes grundlag. Endelig er den raadgivende laege ikke efter nogen bestemmelse i vedtaegten forpligtet til at give ansoegerens egen laege og ikke ansoegeren selv underretning om udfaldet af laegeundersoegelsen foer ansaettelsen. Selv om Retten i den naevnte dom i sagen X. mod Kommissionen udtalte, at forpligtelsen til at begrunde en afgoerelse, der indeholder et klagepunkt, skal afpasses efter de krav, der foelger af den laegelige tavshedspligt, og at dette sker ved, at den paagaeldende faar mulighed for at forlange og opnaa, at begrundelsen for en konstateret fysisk uegnethed meddeles en af ham valgt laege, er denne mulighed dog ingenlunde til hinder for, at den raadgivende laege direkte meddeler den paagaeldende selv begrundelsen for den konstaterede fysiske uegnethed, saafremt han finder, at dette er hensigtsmaessigt og ikke bryder med hans pligter som laege. Under alle omstaendigheder kan det af den raadgivende laege trufne valg i denne sag ikke udgoere en tilsidesaettelse af princippet om retten til kontradiktion, naar henses til, at sagsoegeren, som det fremgaar af sagens akter, var bekendt med sin helbredstilstand.

31 Anbringendet maa derfor forkastes.

Anbringendet om, at den anfaegtede afgoerelse ikke er begrundet

32 Sagsoegeren og intervenienterne har under den mundtlige forhandling gjort gaeldende, at hverken den negative udtalelse, der blev afgivet den 28. november 1991 af Kommissionens raadgivende laege, laegeudvalgets stadfaestende udtalelse af 5. marts 1992, den anfaegtede afgoerelse eller Kommissionens besvarelse af 16. oktober 1992 af den af sagsoegeren indgivne klage indeholder en begrundelse, der giver sagsoegeren mulighed for at kende det laegelige grundlag for den anfaegtede afgoerelse, hvorfor der foreligger en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 25.

33 Kommissionen har heroverfor anfoert, at sagsoegeren fuldt ud var bekendt med sin helbredstilstand, idet han selv over for Kommissionens raadgivende laege under laegeundersoegelsen foer ansaettelsen uopfordret havde oplyst, at han var seropositiv. Desuden havde den raadgivende laege, foer han skriftligt fremsendte sin negative udtalelse, personligt telefonisk meddelt sagsoegeren indholdet af den udtalelse, han havde afgivet, samt begrundelsen herfor, hvilket sagsoegeren udtrykkeligt erkendte i sin skrivelse af 17. december 1991 til Kommissionen.

34 Retten skal indledningsvis anfoere, at ifoelge fast praksis har den pligt til begrundelse, som fremgaar af vedtaegtens artikel 25, stk. 2, til formaal dels at give den paagaeldende et tilstraekkeligt grundlag for at bedoemme berettigelsen af den akt, der indeholder et klagepunkt mod ham, og hensigtsmaessigheden af at anlaegge sag ved Retten, og dels at goere det muligt for denne at udoeve sin legalitetskontrol (jf. Domstolens dom af 26.11.1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, Sml. s. 2861, og Rettens dom af 12.2.1992, sag T-52/90, Volger mod Parlamentet, Sml. II, s. 121).

35 Ifoelge fast praksis skal denne begrundelsespligt imidlertid "forenes med den laegelige tavshedspligt, som ° bortset fra ekstraordinaere omstaendigheder ° tvinger enhver laege til at vurdere rimeligheden af at meddele de patienter, han behandler eller undersoeger, arten af deres eventuelle sygdomme. Dette sker ved, at den paagaeldende faar mulighed for at forlange og opnaa, at uegnethedsgrundene meddeles en laege, som vedkommende selv har valgt" (jf. Domstolens dom af 27.10.1977, sag 121/76, Sml. s. 1971, og naevnte dom i sagen X. mod Kommissionen). Med hensyn til begrundelsespligtens raekkevidde skal der desuden henses til de omstaendigheder, hvorunder afgoerelsen er blevet truffet, og til, om vedkommende eventuelt er bekendt med disse omstaendigheder (jf. dom af 24.2.1981, forenede sager 161/80 og 162/80, Carbognani og Zabetta mod Kommissionen, Sml. s. 543, og af 23.3.1988, sag 19/87, Hecq mod Kommissionen, Sml. s. 1681).

36 Paa baggrund af disse principper maa Retten for det foerste konstatere, at baade den negative udtalelse, Kommissionens raadgivende laege afgav, og laegeudvalgets udtalelse alene henviser til resultaterne af de gennemfoerte laegeundersoegelser samt til det forhold, at resultaterne stoettes paa den undersoegelse, der blev gennemfoert i Kommissionens Laegetjeneste, og paa dr. F.' s erklaering af 14. november 1991. Hverken den ene eller den anden udtalelse giver saaledes direkte sagsoegeren viden om, hvilke konstateringer de helt praecist er baseret paa.

37 Retten skal imidlertid for det andet bemaerke, at det fremgaar af sagens akter, at sagsoegeren allerede inden laegeundersoegelsen foer ansaettelsen havde kendskab til sin helbredstilstand og hvad han var smittet af. Dette fremgaar blandt andet af, at han selv uopfordret under laegeundersoegelsen over for Kommissionens raadgivende laege oplyste, at han var seropositiv.

38 For det tredje fremgaar det som tidligere naevnt (jf. praemis 30) af sagens akter, at Kommissionens raadgivende laege, foer han skriftligt den 28. november 1991 tilstillede sagsoegeren den negative udtalelse, han havde afgivet, telefonisk oplyste denne om resultatet af laegeundersoegelsen og om sine grunde, hvilket sagsoegeren ikke har bestridt. Kommissionens raadgivende laege har i retsmoedet i den forbindelse udtalt, at han ved denne lejlighed meddelte sagsoegeren de medicinske undersoegelsesresultater og de grunde, han baserede sin negative udtalelse paa, hvilket sagsoegeren heller ikke har bestridt. Dette forhold bekraeftes i oevrigt af den skrivelse af 12. december 1991, som sagsoegeren selv tilstillede Kommissionen, og hvori det hedder: "Jeg takker for Deres skrivelse af 28. november 1991 vedroerende den afgoerelse, De har truffet som foelge af resultaterne af laegeundersoegelsen. Jeg er Dem taknemmelig for, at De foerst gav mig telefonisk besked herom ... jeg tror, aerlig talt, at (laegeudvalget) vil stadfaeste Deres udtalelse ..."

39 Retten skal endelig fastslaa, at Kommissionens besvarelse af sagsoegerens klage indeholder andre oplysninger ud over de oplysninger, der fandtes i udtalelserne fra den raadgivende laege og laegeudvalget. Besvarelsen indeholder nemlig blandt andet som begrundelse for den anfaegtede afgoerelse en udtalelse om, at Raadets og sundhedsministrenes konklusioner, som sagsoegeren havde paaberaabt sig i sin klage, "taler om HIV-smittede 'uden AIDS-sygdomssymptomer' , hvilket ° ifoelge de oplysninger, Laegetjenesten har givet ° ikke gaelder A.", at "ifoelge Laegetjenesten (der ikke har tilsidesat sin tavshedspligt og givet detaljerede oplysninger om den paagaeldendes helbredstilstand) er sygdommen brudt ud hos klageren", at "der for hans vedkommende ikke laengere blot er tale om seropositivitet", og at "det er fastslaaet, at A. er under specialbehandling som foelge af de paagaeldende symptomer og ikke kan anses for at vaere symptomfri smittebaerer".

40 Paa baggrund heraf finder Retten, at Kommissionen efter omstaendighederne i den foreliggende sag har opfyldt den den paahvilende begrundelsespligt, der som naevnt ovenfor (i praemis 35) skulle forenes med den laegelige tavshedspligt. Heraf foelger, at sagsoegerens ret til kontradiktion ikke er blevet tilsidesat som foelge af manglende begrundelse, ligesom Retten heller ikke er blevet stillet over for en situation, hvor det var umuligt for den at kontrollere afgoerelsens lovlighed. Den anden soegsmaalsgrund skal derfor under alle omstaendigheder forkastes, hvorfor det ikke er noedvendigt at tage stilling til, om den kan admitteres.

Anbringendet om tilsidesaettelse af lighedsgrundsaetningen

41 Sagsoegeren og intervenienten har gjort gaeldende, at den omstaendighed, at sagsoegeren uopfordret oplyste, at han var seropositiv, i denne sag har medfoert en diskriminering af sagsoegeren i forhold til ansoegere, der ikke oplyser, at de er seropositive. Denne ulige behandling og diskriminering er ifoelge sagsoegeren en foelge af, at Laegetjenesten ikke har nogen mulighed for at underkaste ansoegere en obligatorisk HIV-test, hvilket medfoerer, at konstateringen af, om der hos disse personer eventuelt foreligger seropositivitet, udelukkende afhaenger af deres redelighed og saaledes har en tilfaeldig, absolut diskriminerende karakter.

42 Ifoelge fast praksis tilsidesaettes ligebehandlingsprincippet, saafremt to persongrupper, hvis retlige og faktiske situation ikke adskiller sig vaesentligt fra hinanden, behandles forskelligt, eller saafremt forskellige forhold behandles ens (jf. Rettens dom af 7.2.1991, forenede sager T-18/89 og T-24/89, Tagaras mod Domstolen, Sml. II, s. 53).

43 Retten skal bemaerke, at i denne sag kan sagsoegerens situation efter beskrivelsen heraf ovenfor i praemis 3 ikke paa nogen maade sammenlignes med situationen for en anden ansoeger, der ikke paa eget initiativ under laegeundersoegelsen foer ansaettelsen har afgivet en saadan erklaering. Det var under de foreliggende omstaendigheder, ogsaa selv om sagsoegeren havde erklaeret, at han var seropositiv, den raadgivende laeges og dernaest laegeudvalgets pligt i overensstemmelse med artikel 28, litra e), og artikel 33, stk. 1, i vedtaegten at undersoege, om sagsoegeren opfyldte de noedvendige fysiske krav. Hertil kommer, at en erklaering, der fremsaettes af en ansoeger af egen drift under laegeundersoegelsen foer ansaettelsen om, at han lider af en bestemt sygdom, ikke kan foere til, at den raadgivende laege herefter ikke kan beskaeftige sig mere indgaaende med dette forhold. Saafremt dette var tilfaeldet, ville laegeundersoegelsen, der noedvendigvis i et vist omfang maa baseres paa ansoegerens egne udtalelser, miste enhver vaerdi.

44 Det foelger af det anfoerte, at anbringendet skal forkastes, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, om det kan admitteres.

Anbringendet om kraenkelse af privatlivets fred og tilsidesaettelse af artikel 8 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder

45 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at afgoerelsen om ikke at ansaette ham i en stilling, der omfatter de opgaver, som var genstand for proeverne i en udvaelgelsesproeve, han bestod, paa grundlag af oplysninger, han uopfordret og ganske uforpligtet gav Laegetjenesten om sit helbred, udgoer en klar kraenkelse af en persons ret til at drage omsorg for sit helbred og liv og herunder retten til eventuelt at udsaette sig for de risici, hvormed den hoejeste saavel faglige som personlige straeben er forbundet.

46 Intervenienterne har gjort gaeldende, at det af Domstolens dom af 4. oktober 1991 (sag C-185/90 P, Kommissionen mod Gill, Sml. I, s. 4779), fremgaar, at laegeundersoegelsen foer ansaettelsen alene er i institutionens interesse. Den er saaledes ifoelge intervenienterne faktisk blevet indfoert af hensyn til den paagaeldende institutions oenske om et afbalanceret budget, idet det herved skal undgaas, at institutionen foer eller senere maa afholde vaesentlige udgifter. Denne maalsaetning er imidlertid ikke forenelig med kravet om beskyttelse af privatlivets fred, saaledes om dette foelger af artikel 8 i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder (herefter benaevnt "konventionen"). Intervenienterne har tilfoejet, at den blotte omstaendighed, at der i det foreliggende tilfaelde er blevet gennemfoert en HIV-test, i sig selv udgoer en kraenkelse af privatlivets fred, idet en saadan test var aldeles unoedvendig og overfloedig, fordi sagsoegeren allerede havde erklaeret, at han var seropositiv.

47 Retten skal indledningsvis bemaerke, at det foelger af artikel 8, stk. 1, i konventionen, at "enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance".

48 Domstolen har i dom af 18. juni 1991 (sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925) fastslaaet, at "[grundrettighederne] ... hoerer til de almindelige retsgrundsaetninger, som Domstolen skal beskytte. I den forbindelse laegger Domstolen de forfatningsmaessige traditioner i medlemsstaterne til grund samt de anvisninger i form af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har vaeret med til at udarbejde, eller som de senere har tiltraadt (jf. bl.a. dom af 14.5.1974, sag 4/73, Nold, Sml. s. 491, praemis 13). Den europaeiske menneskerettighedskonvention er herved af saerlig betydning (jf. bl.a. dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 18). Det foelger heraf, saaledes som Domstolen har bekraeftet det i dom af 13. juli 1989 (sag 5/88, Wachauf, Sml. s. 2609, praemis 19), at foranstaltninger, som er uforenelige med overholdelsen af de ved konventionen anerkendte og sikrede menneskerettigheder, ikke er tilladte i Faellesskabet".

49 I oevrigt indeholder artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europaeiske Union, der traadte i kraft den 1. november 1993, foelgende bestemmelse: "Unionen respekterer de grundlaeggende rettigheder, saaledes som de garanteres ved den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og saaledes som de foelger af medlemsstaternes faelles forfatningsmaessige traditioner, som generelle principper for faellesskabsretten."

50 Foerst bemaerkes, at kravet ifoelge vedtaegtens artikel 33 om en laegeundersoegelse foer ansaettelsen af en tjenestemand i Faellesskabet ikke paa nogen maade er i strid med det grundlaeggende princip om respekt for privatlivets fred, saaledes om dette er fastlagt ved konventionens artikel 8. Naevnte laegeundersoegelse skal goere det muligt for institutionen at undlade at udnaevne en ansoeger, der er uegnet til den stilling, der er tale om, eller omvendt at ansaette ham og tildele ham en stilling, der svarer til hans helbredssituation. Dette er en helt legitim maalsaetning for enhver offentlig myndighed og harmonerer med saavel institutionernes som faellesskabstjenestemaendenes interesse. Kravet om en laegeundersoegelse foer ansaettelsen er desuden et krav, der stilles i de fleste medlemsstaters retsorden. Paa baggrund heraf kan det ikke antages, at reglen om en laegeundersoegelse foer ansaettelsen principielt er i strid med grundsaetningen om privatlivets fred. Dette resultat aendres ikke af, at den negative udtalelse, der eventuelt afgives i forbindelse med undersoegelsen, delvis er baseret paa oplysninger, som en ansoeger til en stilling i Faellesskabets institutioner har givet af egen drift.

51 Dernaest bemaerkes, at en saadan laegeundersoegelse foer ansaettelsen for ikke at vaere fuldstaendig overfloedig noedvendigvis maa omfatte en klinisk undersoegelse og eventuelt de supplerende biologiske undersoegelser, som den raadgivende laege anser for noedvendige. Det kan fastslaas, at sagsoegeren i denne sag uopfordret oplyste, at han var seropositiv, og det staar fast, at han accepterede gennemfoerelsen af en HIV-test. Intervenienternes argument om, at denne test var unoedvendig og overfloedig, er ikke paa nogen maade blevet underbygget, og Retten, der kun kan fastslaa, at den raadgivende laege ansaa en saadan test for noedvendig eller i alt fald hensigtsmaessig, kan ikke inden for rammerne af sin proevelsesret kritisere en saadan rent laegelig vurdering.

Anbringendet om en aabenbar fejlvurdering og tilsidesaettelse af konklusioner vedtaget af Raadet og medlemsstaternes sundhedsministre, forsamlet i Raadet, den 15. december 1988 om AIDS

Parternes argumentation

52 Sagsoegerne og intervenienterne har indledningsvis gjort gaeldende, at den anfaegtede afgoerelse er udtryk for en aabenbar fejlvurdering, idet den bygger paa fejlagtige konstateringer fra Laegetjenestens side, ifoelge hvilke sygdommen var brudt ud hos sagsoegeren, saaledes at der ikke laengere blot var tale om seropositivitet. Dette modsiges dels af de konstateringer, Kommissionens raadgivende laege naaede frem til under laegeundersoegelsen foer ansaettelsen, under hvilken han ikke fastslog, at der forelaa en saerlig lidelse, og dels af udtalelsen i den laegeerklaering, der den 14. november 1991 blev afgivet af sagsoegerens laege, dr. F., der er specialist paa omraadet, og hvorefter sagsoegerens kliniske tilstand og immunologiske status var tilfredsstillende. Ifoelge sagsoegeren maa det tillaegges betydning, at hans "T4-procent" ikke paa noget tidspunkt har ligget under den procent, der anses for at vaere tegn paa, at sygdommen er brudt ud. Sagsoegeren har fremhaevet, at dr. F. paa grundlag af de analyser, han med jaevne mellemrum lod foretage, i hvert enkelt tilfaelde kunne fastslaa, at resultaterne af den kliniske undersoegelse laa inden for rammerne af det normale.

53 Sagsoegeren har dernaest anfoert, at de argumenter, Kommisionen har fremfoert vedroerende de ° i betragtning af hans seroposivitet ° utilfredsstillende miljoemaessige forhold og utilstraekkelige laegelige infrastrukturer i udviklingslandene, ikke er holdbare, naar henses til de laegelige vurderinger, der er fremkommet under sagen, samt til hans nuvaerende beskaeftigelse. Han har herved anfoert, at han siden marts 1991 har arbejdet som forsker ved Centre de coopération internationale en recherche agronomique pour le développement og i forbindelse hermed siden januar 1992 har ledet et landbrugsudviklingsprojekt, der gennemfoeres i Xalapa i Mexico. Der er her ifoelge sagsoegeren tale om en stilling, der ganske svarer til den, han skulle beklaede ved ansaettelse i Kommissionen som fuldmaegtig med specialopgaver. Han har i den forbindelse fremhaevet, at han foer han tog til Mexico gennemgik en laegeundersoegelse ved Centre médical des entreprises travaillant à l' extérieur, og at dr. P. efter denne undersoegelse den 27. januar 1992 udtalte, at der ikke var noget laegeligt til hinder for, at han rejste til Mexico, saafremt han med jaevne mellemrum kunne tage tilbage til Montpellier. Efter sagsoegerens opfattelse er en saadan afgoerelse helt identisk med en udtalelse om, at han besidder den fornoedne fysiske egnethed. Han har i oevrigt gjort gaeldende, at rigtigheden af denne egnethedserklaering bekraeftes af de erfaringer, han har indhoestet, idet han allerede i et vist tidsrum har arbejdet i et udviklingsland. Paa grundlag af disse erfaringer er sagsoegeren naaet til det resultat, at den omstaendighed, at han er seropositiv, helt kan forenes med hans forskervirksomhed i udviklingslande, der kun raader over en begraenset laegelig infrastruktur.

54 Sagsoegeren og intervenienterne har herudover gjort gaeldende, at Kommissionen, da det er godtgjort, at der i sagsoegerens tilfaelde kun er tale om seropositivitet, men ikke om AIDS-sygdomssymptomer, har tilsidesat Raadets og sundhedsministrenes konklusioner, idet sagsoegeren skulle have vaeret behandlet som en "normal, arbejdsdygtig arbejdstager" og ikke vaere naegtet ansaettelse paa grund af fysisk uegnethed.

55 Desuden har intervenienterne gjort gaeldende, at hverken Kommissionens raadgivende laege eller de laeger, der var medlemmer af laegeudvalget, saa vidt vides var i besiddelse af en specialuddannelse eller en speciel erfaring, der kvalificerede dem paa omraadet for smitsomme sygdomme, og navnlig ikke med hensyn til de problemer, som immundefekt som foelge af HIV-smitte rejser.

56 Kommissionen har heroverfor anfoert, at sagsoegerens anbringende reelt indebaerer en anfaegtelse af den egentlige laegelige vurdering, som foerst institutionens raadgivende laege og dernaest laegeudvalget har anlagt. Kommissionen har i den forbindelse henvist til Domstolens og Rettens praksis om raekkevidden af den retslige proevelse af lovligheden af en afgoerelse om at afslaa ansaettelse paa grund af fysisk uegnethed. Den laegelige udtalelse, der blev afgivet paa grundlag af resultaterne af den kliniske undersoegelse og dr. F.' s laegeerklaering, indeholder en forstaaelig sammenhaeng mellem de deri indeholdte laegelige konstateringer og den uegnethedserklaering, den munder ud i, og kan foelgelig ikke antages at vaere udtryk for en aabenbar fejlvurdering. Ifoelge Kommissionen omtaler den erklaering, sagsoegerens laege, dr. F., udarbejdede den 14. november 1991, en immunitetssvaekkelse, et fald i "T4-procenten" i tilslutning til en raekke symptomer, der henhoerer under det saedvanlige kliniske symptombillede i tilfaelde af HIV-smitte, nemlig leucoplasia linguae og candidosis oris. Det fremgaar ifoelge sagsoegte af selve forekomsten af disse infektioner, at sagsoegeren ved laegeundersoegelsen foer ansaettelsen ikke kun var seropositiv og uden sygdomssymptomer, men at sygdommen var brudt ud og havde naaet et fremskredet stadium. Den senere (den 28.9.1992) af samme dr. F. udarbejdede laegeerklaering, hvori det anfoeres, at sagsoegerens tilstand var klinisk tilfredsstillende og hans immunforsvar i bedring, kan ikke tjene som bevis for, at der forelaa en aabenbar fejlvurdering fra institutionens raadgivende laeges side, naar henses til de oplysninger, denne raadede over under den undersoegelse, han gennemfoerte.

57 Kommissionen har i den forbindelse tilfoejet, at den stilling inden for landbrug i tropiske og subtropiske omraader, der er ansoegt om, skal beklaedes i "risikolande", naar henses til den dér raadende smittefare og mangel paa korrekt laegeligt tilsyn og laegebehandling. Dette er en vaesentlig omstaendighed, som den raadgivende laege med foeje, som det fremgaar af udtalelsen om fysisk uegnethed, har lagt vaegt paa.

58 Kommissionen har endelig anfoert, at den praksis, den i almindelighed foelger, og som den har fulgt i det foreliggende tilfaelde, er helt i overensstemmelse med den holdning, der blev vedtaget i Raadets og sundhedsministrenes konklusioner. Laegetjenesten konstaterede nemlig hos sagsoegeren AIDS-sygdomssymptomer, hvorfor sagsoegeren ikke var omfattet af de naevnte konklusioner.

Rettens bemaerkninger

59 Det bemaerkes, at det af Raadets og sundhedsministrenes konklusioner fremgaar, at en HIV-smittet uden AIDS-sygdomssymptomer boer betragtes og behandles som en normal, arbejdsdygtig arbejdstager.

60 Det fremgaar af Kommissionens skriftlige indlaeg og dens indlaeg i retsmoedet, at den anser sig for bundet af disse konklusioner. Paa baggrund heraf finder Retten, at disse konklusioner, selv om de ikke kan anses for vedtaegtsmaessige bestemmelser eller andre retsforskrifter, dog maa anses for bestemmelser, der indeholder retningslinjer, som administrationen har paalagt sig selv, og som ikke maa tilsidesaettes uden begrundelse, idet ligebehandlingsprincippet ellers ville blive kraenket (jf. Rettens dom af 7.2.1992, sag T-2/90, Ferreira de Freitas mod Kommissionen, Sml. II, s. 103).

61 Dernaest bemaerkes vedroerende raekkevidden af den retslige efterproevelse af lovligheden af en afgoerelse, der afslaar ansaettelse paa grund af fysisk uegnethed, at det ifoelge fast praksis ikke tilkommer Faellesskabets doemmende myndighed at saette sit skoen i stedet for den laegelige bedoemmelse af specifikt medicinske spoergsmaal. Det tilkommer dog Retten inden for rammerne af sin proevelse at kontrollere, om ansaettelsesproceduren er forloebet forskriftsmaessigt og navnlig at undersoege, om ansaettelsesmyndighedens afgoerelse om at afslaa ansaettelse af en ansoeger paa grund af fysisk uegnethed stoettes paa en begrundet laegelig udtalelse, der viser, at der er en forstaaelig sammenhaeng mellem de laegelige konstateringer i udtalelsen og den konklusion, denne naar til (jf. Domstolens dom af 26.1.1984, sag 189/82, Seiler m.fl. mod Raadet, Sml. s. 229, og den naevnte dom i sagen X. mod Kommissionen).

62 Endelig bemaerkes, at ifoelge Domstolens og Rettens praksis kan en institutions raadgivende laege basere sin udtalelse om fysisk uegnethed ikke blot paa, at der aktuelt foreligger fysiske eller psykiske forstyrrelser, men ogsaa paa en medicinsk begrundet prognose om fremtidige forstyrrelser, der i en forudsigelig fremtid vil kunne rejse tvivl om normal udfoerelse af de paagaeldende arbejdsopgaver (jf. Domstolens dom af 10.6.1980, sag 155/89, M. mod Kommissionen, Sml. s. 1797, og den naevnte dom i sagen X. mod Kommissionen).

63 Det paahviler saaledes Retten dels at kontrollere, om der i det foreliggende tilfaelde bestaar en forstaaelig sammenhaeng mellem de laegelige konstateringer fra institutionens Laegetjeneste og de konklusioner, ansaettelsesmyndigheden naaede til paa grundlag heraf i den anfaegtede afgoerelse, og dels at undersoege, om Raadets og sundhedsministrenes konklusioner er blevet fulgt i det foreliggende tilfaelde.

64 Hvad angaar den forstaaelige sammenhaeng mellem de laegelige konstateringer, der blev gjort under laegeundersoegelsen foer ansaettelsen, og konklusionen om, at sagsoegeren var fysisk uegnet, bemaerkes, at det fremgaar af de af Kommissionen fremlagte laegelige dokumenter, der omfatter den kliniske og biologiske undersoegelse, som den raadgivende laege gennemfoerte, og den laegeerklaering, der den 14. november 1991 blev udfaerdiget af sagsoegerens laege, dr. F., at der ved laegeundersoegelsen af sagsoegeren blev konstateret kronisk leucoplasia linguae, en sandsynlig candidosis oris, et T4-underskud paa 293/mm3 (normalvaerdi 675-1575) og et T4/T8-forhold paa 0,6 (normalvaerdi 1-3). Det fremgaar endvidere af de svar, som de to laeger, der var til stede i retsmoedet, har givet, at en HIV-smittet person med de naevnte symptomer henfoeres til (symptom)-gruppe IV, undergruppe C2 (tilstoedende infektioner) ifoelge den inddeling af de forskellige udviklingsstadier i forbindelse med AIDS, der, som anerkendt af de to foernaevnte laeger, paa tidspunktet for de omhandlede laegeundersoegelser overalt i verden benyttedes af laegevidenskaben.

65 Retten skal paa baggrund heraf fastslaa, at det ikke er godtgjort, at den af den raadgivende laege afgivne udtalelse, der blev stadfaestet af laegeudvalget, er udtryk for en aabenbar fejlvurdering. Retten finder tvaertimod, at der klart i det foreliggende tilfaelde ° som Kommissionen har gjort gaeldende ° bestaar en forstaaelig sammenhaeng mellem de laegelige konstateringer i udtalelsen og det resultat, denne naar til, for saa vidt angaar sagsoegerens fysiske uegnethed til at beklaede den stilling, han havde ansoegt om, hvilket saa meget mere gaelder, som de med denne stilling forbundne opgaver skulle udfoeres i udviklingslandene, hvor risikoen for infektioner er stoerre end paa det europaeiske omraade, saaledes som sagsoegeren og intervenienterne har erkendt i retsmoedet.

66 Hvad angaar sagsoegerens argument om, at udtalelsen om fysisk uegnethed er udtryk for en aabenbar fejlvurdering, idet den strider mod det resultat, dr. F. naaede til i sin erklaering af 14. november 1991, hvoraf fremgaar, at sagsoegerens kliniske tilstand og immunforsvar var tilfredsstillende, skal Retten efter en gennemgang af denne erklaering fastslaa, at det resultat, dr. F. naaede til, fornuftigvis kun kan fortolkes saaledes, at sagsoegerens tilstand maatte anses for tilfredsstillende, naar henses til hans tilfaeldes saerlige karakteristika. Dette resultat strider saaledes paa ingen maade mod de konklusioner, Kommissionens raadgivende laege naaede frem til, og som laegeudvalget stadfaestede. Sagsoegerens argument kan derfor ikke laegges til grund.

67 Vedroerende sagsoegerens argument om, at han i et vist tidsrum har arbejdet i Mexico uden fysiske problemer af nogen art, bemaerkes dels, at Mexico ikke tilhoerer gruppen af "AVS"-lande, hvor den stilling, sagsoegeren var ansoeger til, skulle beklaedes, og dels, at den i Mexico eksisterende laegelige infrastruktur, som de to i retsmoedet tilstedevaerende laeger har udtalt, generelt ikke kan sammenlignes med den simplere infrastruktur, der findes i AVS-landene.

68 Med hensyn til intervenienternes argument vedroerende Kommissionens raadgivende laeges og laegeudvalgets medlemmers kompetence bemaerkes, at Faellesskabets doemmende myndighed ikke har kompetence til ved den retslige efterproevelse af udtalelser om fysisk uegnethed at tage stilling til de laegevidenskabelige kvalifikationer hos de laeger, der har afgivet en saadan udtalelse. Desuden maa det under alle omstaendigheder fastslaas, at Kommissionen har forklaret, dels at den raadgivende laege har fulgt flere kurser og deltaget i flere kongresser vedroerende AIDS, at han har eksamen fra Instituttet for Tropemedicin i Antwerpen, og at han i seks aar har virket som laege i et land i Centralafrika, og dels, at den raadgivende laege og laegeudvalget ° som det fremgaar af de udtalelser, de har afgivet ° navnlig har baseret sig paa den erklaering, der den 14. november 1991 blev udfaerdiget af dr. F., som er anerkendt specialist paa omraadet.

69 Retten finder endelig, for saa vidt angaar den paastaaede tilsidesaettelse af Raadets og sundhedsministrenes konklusioner, at sagsoegeren, der paa det i sagen omhandlede tidspunkt tilhoerte (symptom)-gruppe IV, undergruppe C2 (tilstoedende infektioner) ifoelge den davaerende anvendte inddeling af de forskellige udviklingsstadier i forbindelse med AIDS, ikke var omfattet af disse konklusioner, der som tidligere naevnt kun omfatter personer uden AIDS-sygdomssymptomer og dermed altsaa ikke et tilfaelde som sagsoegerens. Kommissionen har derfor ikke tilsidesat disse konklusioner.

70 Det foelger af det anfoerte, at anbringendet ikke kan laegges til grund, og at annullationspaastandene saaledes maa forkastes.

Erstatningspaastanden

71 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen er erstatningspligtig for den ikke-oekonomiske skade, han har lidt, som foelge af den af Kommissionen begaaede tjenstlige fejl, der bestaar i en fejlvurdering af hans fysiske egnethed og en grov tilsidesaettelse af visse af faellesskabsrettens generelle principper og grundrettighederne.

72 Retten skal henvise til, at der efter en gennemgang af de anbringender, som annullationspaastandene stoettes paa, ikke findes at foreligge en tilsidesaettelse fra Kommissionens side af sagsoegerens rettigheder, og at Kommissionen heller ikke har gjort sig skyldig i en aabenbar fejlvurdering. Det er saaledes ikke godtgjort, at Kommissionen har begaaet en ansvarspaadragende fejl. Herefter skal ogsaa erstatningspaastanden forkastes.

73 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegte i det hele skal frifindes.

Sagens omkostninger

74 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand her om. I henhold til samme procesreglements artikel 88 baerer institutionerne imidlertid selv deres egne omkostninger i sager anlagt af de ansatte ved Faellesskaberne. Det paalaegges derfor hver part, herunder intervenienterne, at afholde sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine omkostninger.