61993A0007

++++

1. Konkurrence ° aftaler ° anmeldelse ° beslutning fra Kommissionen om at henlaegge sagen ° retlig karakter ° senere indledning af en overtraedelsesprocedure ° betingelser

(Raadets forordning nr. 17)

2. Konkurrence ° aftaler ° konkurrencebegraensning ° maerkbar virkning ° raekkevidden af bagatelmeddelelsen

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

3. Konkurrence ° aftaler ° konkurrencebegraensning ° eksklusive koebsaftaler ° bedoemmelseskriterier ° adgang til markedet ° de omtvistede aftalers vaesentlige bidrag til en eventuel afskaermning af markedet som foelge af et stort antal lignende aftaler

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

4. Konkurrence ° aftaler ° paavirkning af handelen mellem medlemsstater ° kriterier ° kompleks af eksklusive koebsaftaler, som straekker sig over hele en medlemsstats omraade

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

5. Konkurrence ° aftaler ° paavirkning af handelen mellem medlemsstater ° begreb ° hindringer for graenseoverskridende leverancer inden for en koncern ° omfattet

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

6. Konkurrence ° aftaler ° konkurrencebegraensning ° kompleks af eksklusive koebsaftaler ° vurdering af virkningerne og foreneligheden med traktatens konkurrenceregler skal omfatte alle de enkelte aftaler

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 1)

7. Konkurrence ° aftaler ° forbud ° gruppefritagelse ° eksklusive koebsaftaler ° forordning nr. 1984/83 ° aftaler, som forlaenges stiltiende og kan loebe i mere end fem aar ° udelukket fra at drage fordel af gruppefritagelsen

[Kommissionens forordning nr. 1984/83, art. 3, litra d)]

8. Konkurrence ° aftaler ° forbud ° gruppefritagelse ° eksklusive koebsaftaler ° forordning nr. 1984/83 ° bortfald af fordelen ved gruppefritagelsen i tilfaelde af en manglende effektiv konkurrence eller vaesentlige hindringer for andre leverandoerers adgang til de forskellige salgssteder ° lovlighed

[EOEF-traktaten, art. 85, stk. 3 litra b); Kommissionens forordning nr. 1984/83, art. 14, litra a) og b)]

9. Konkurrence ° aftaler ° forbud ° gruppefritagelse ° eksklusive koebsaftaler ° forordning nr. 1984/83 ° bortfald af fordelen ved gruppefritagelsen ° betingelser ° krav om, at det konstateres, at de faktiske forhold har aendret sig paa et for fritagelsen vaesentligt punkt ° foreligger ikke

[EOEF-traktaten, art. 85, stk. 3; Raadets forordning nr. 17, art. 8, stk. 3, litra a), og Raadets forordning nr. 19/65, art. 7; Kommissionens forordning nr. 1984/83, art. 14]

10. Konkurrence ° aftaler ° forbud ° fritagelse ° betingelser ° forbedring af produktionen eller fordelingen af varerne ° vurdering ud fra almenhedens og ikke aftaleparternes interesser

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 3)

11. Konkurrence ° administrativ procedure ° Kommissionens forpligtelser ° angivelse over for den virksomhed, som har oprettet et kompleks af eksklusive koebsaftaler, der er uforenelige med konkurrencereglerne, af, hvilke aftaler der kan opretholdes paa grund af deres begraensede virkning ° foreligger ikke

(Raadets forordning nr. 17)

12. Konkurrence ° administrativ procedure ° standsning af overtraedelser ° Kommissionens befoejelse ° nedlaeggelse af et forbud for en virksomhed mod at indgaa eksklusive koebsaftaler fremover ° ikke omfattet ° manglende hjemmel ° tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet

(EOEF-traktaten, art. 85, stk. 3; Raadets forordning nr. 17, art. 3; Kommissionens forordning nr. 1984/83, art. 14)

1. En administrativ skrivelse, hvorved en virksomhed, der har anmeldt en standardkontrakt til leveringsaftaler med sine forhandlere i detailhandelen, goeres bekendt med, at Kommissionen ikke ud fra de foreliggende oplysninger finder anledning til at skride ind over for de omhandlede aftaler, og at sagen derfor kan henlaegges, udgoer hverken en beslutning om en negativattest eller en beslutning i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, som omhandlet i artikel 2 og 6 i forordning nr. 17, da den ikke er udfaerdiget i overensstemmelse med denne forordnings bestemmelser. Den er saaledes ikke til hinder for, at Kommissionen, saafremt den har modtaget en klage, som den har pligt til at undersoege, under udnyttelse af et forbehold, som den havde taget, indleder en procedure med henblik paa at vurdere aftalernes forenelighed med konkurrencereglerne, hvis den finder, at det retlige eller det faktiske grundlag for dens foerste vurdering har aendret sig vaesentligt.

2. Et kompleks af eksklusive koebsaftaler maa ikke automatisk antages at kunne hindre, begraense eller fordreje konkurrencen maerkbart, allerede fordi de i Kommissionens meddelelse vedroerende aftaler af ringe betydning (bagatelmeddelelsen) fastsatte graenser er overskredet. Det er i konkrete tilfaelde absolut muligt, at ogsaa aftaler mellem virksomheder, som overskrider de angivne graenser, kun paavirker handelen mellem medlemsstater eller konkurrencen i ubetydeligt omfang og som foelge heraf ikke falder ind under traktatens artikel 85, stk. 1.

3. I relation til spoergsmaalet om, hvorvidt de eksklusive koebsaftaler falder ind under forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, skal det undersoeges, om vurderingen af alle lignende aftaler, der findes paa det relevante marked, og de oevrige oekonomiske og retlige omstaendigheder omkring de paagaeldende aftaler foerer til, at aftalerne tilsammen bevirker, at nye inden- og udenlandske konkurrenter hindres adgang til markedet. Saafremt dette ikke er tilfaeldet, vil de enkelte aftaler, som aftalekomplekset bestaar af, ikke kunne antages at begraense konkurrencen som omhandlet i artikel 85, stk. 1. Viser det sig derimod, at markedet er vanskeligt tilgaengeligt, maa det dernaest vurderes, i hvilket omfang de omtvistede aftaler bidrager til den kumulative virkning, idet det kun er de aftaler, der i vaesentligt omfang bidrager til en eventuel afskaermning af markedet, der er forbudt.

Ved vurderingen af betydningen af et kompleks af eksklusive koebsaftaler for adgangen til markedet skal der tages hensyn til antallet af salgssteder, der saaledes er kontraktligt bundet til producenter, i forhold til antallet af frie detailhandlere, til de maengder, der er omfattet af de paagaeldende forpligtelser, og til forholdet mellem disse maengder og dem, der saelges af detailhandlere, som ikke er bundet af koebsforpligtelser, samt til det forhold, at den bindingsgrad, der foelger af et kompleks af eksklusive koebsaftaler ° selv om den har en vis betydning ° kun er én omstaendighed blandt flere i den oekonomiske og retlige sammenhaeng, hvori vurderingen skal foretages.

4. En aftale kan kun paavirke handelen mellem medlemsstater som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1, saafremt det paa grundlag af alle faktiske og retlige omstaendigheder kan forudsiges med en tilstraekkelig grad af sandsynlighed, at den vil kunne oeve en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse paa handelen mellem medlemsstater, saaledes at den vil kunne hindre, at der skabes et indre marked mellem medlemsstater.

Den kumulative virkning af et kompleks af eksklusive koebsaftaler, som straekker sig over hele en medlemsstats omraade og daekker over 30% af det relevante marked, kan forhindre konkurrenter fra andre medlemsstater i at traenge ind paa markedet og dermed styrke afskaermningen af de nationale markeder, hvorved den med traktaten tilstraebte sammenkaedning af oekonomierne haemmes.

5. Det forhold, at de indfoersler fra en anden medlemsstat, som et kompleks af eksklusive koebsaftaler i en medlemsstat kan vaere til hinder for, er leverancer mellem forskellige selskaber under samme koncern, udelukker ikke, at traktatens artikel 85, stk. 1, kan finde anvendelse.

6. Vurderingen af, hvilke virkninger et kompleks af ensartede eksklusive koebsaftaler paa et marked indgaaet af en enkelt leverandoer har for konkurrencen, og af de konsekvenser, der skal drages heraf i medfoer af traktatens artikel 85, skal omfatte alle de enkelte aftaler, komplekset bestaar af.

7. Eksklusive koebsaftaler, som forlaenges stiltiende, og som kan loebe i mere end fem aar, maa anses for at vaere indgaaet for et ubestemt tidsrum, og de kan derfor ikke drage fordel af gruppefritagelsen i henhold til forordning nr. 1984/83 for visse kategorier af eksklusive koebsaftaler.

8. Artikel 14 i forordning nr. 1984/83 om gruppefritagelse for visse kategorier af eksklusive koebsaftaler, hvorefter Kommissionen kan lade fordelen ved gruppefritagelsen bortfalde, saafremt de i aftalen omhandlede varer ikke er udsat for effektiv konkurrence [litra a)], eller saafremt det i urimelig grad vanskeliggoeres for andre leverandoerer at faa adgang til de forskellige distributionsled [litra b)], ligger inden for de rammer, der er opstillet i artikel 7 i forordning nr. 19/65, der bestemmer, at Kommissionen kan lade fordelen ved anvendelsen af en gruppefritagelsesforordning bortfalde, hvis den konstaterer, at aftaler eller former for samordnet praksis har virkninger, som er uforenelige med de i traktatens artikel 85, stk. 3, naevnte betingelser. Sidstnaevnte bestemmelse udelukker nemlig, at forbuddene i artikel 85, stk. 1, kan erklaeres uanvendelige paa aftaler, der giver virksomheder mulighed for at udelukke konkurrencen for en vaesentlig del af de paagaeldende varer.

9. Artikel 7 i forordning nr. 19/65 kan ikke fortolkes saaledes, at Kommissionen ved udoevelsen af sin befoejelse i henhold til artikel 14 i forordning nr. 1984/83 om gruppefritagelse for visse kategorier af eksklusive koebsaftaler, skal sikre sig, at betingelsen i artikel 8, stk. 3, litra a), i forordning nr. 17, hvorefter Kommissionen kun kan lade fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde, saafremt de faktiske forhold har aendret sig paa et for fritagelsen vaesentligt punkt, er opfyldt.

Der er nemlig herved tale om en betingelse for en tilbagekaldelse af formelle beslutninger truffet i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, hvorfor bestemmelsen ikke finder anvendelse, naar Kommissionen beslutter at lade fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde.

10. Man kan ikke anse enhver fordel, som en aftale mellem virksomheder, der strider mod forbuddene i traktatens artikel 85, stk. 1, medfoerer for parternes produktions- eller distributionsvirksomhed, for en saadan forbedring af produktionen eller fordelingen af varerne, som i henhold til artikel 85, stk. 3, kraeves som den foerste af de fire betingelser, der skal vaere opfyldt samtidigt, for at der kan indroemmes en fritagelse for en saadan aftale. En forbedring skal indebaere maerkbare objektive fordele for almenheden, som kan opveje de ulemper, aftalen medfoerer for konkurrencen.

11. Saafremt Kommissionen i forbindelse med en procedure i henhold til traktatens artikel 85 konstaterer, at et kompleks af eksklusive koebsaftaler oprettet af en virksomhed strider mod forbuddene i artikel 85, stk. 1, hvorfor fordelen ved gruppefritagelsen i henhold til forordning nr. 1984/83 for saadanne aftaler skal bortfalde, har den ikke pligt til at angive, hvilke af de aftaler, som komplekset bestaar af, der kun bidrager i uvaesentlig grad til den eventuelle kumulative virkning af ensartede aftaler paa markedet og derfor kan falde uden for forbuddet i artikel 85, stk. 1.

12. Kommissionen har ikke kompetence til at forbyde en virksomhed, som den har paalagt at opgive det kompleks af eksklusive koebsaftaler, den har oprettet, at indgaa nye saadanne aftaler fremover. Der findes nemlig hverken hjemmel hertil i traktatens artikel 85, stk. 1, der som udgangspunkt ikke forbyder saadanne aftaler, eller i artikel 3 i forordning nr. 17, der kun bemyndiger Kommissionen til at forbyde eksisterende aftaler, eller i artikel 14 i forordning nr. 1984/83, der kun giver Kommissionen hjemmel til at lade fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde, for saa vidt angaar eksklusive koebsaftaler, hvis anvendelse har vist sig at have virkninger, der er uforenelige med betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3.

Desuden er det i strid med ligebehandlingsprincippet, som er et af faellesskabsrettens grundlaeggende principper, at afskaere visse virksomheder fra fremover at drage fordel af en gruppefritagelsesforordning, mens andre virksomheder fortsat kan indgaa eksklusive koebsaftaler som dem, der forbydes ved beslutningen. Et saadant forbud ville kunne goere indgreb i bestemte virksomheders oekonomiske handlefrihed og skabe konkurrencefordrejning paa markedet, hvilket strider mod traktatens maalsaetninger.

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Ved skrivelse af 6. december 1984 anmodede Bundesverband der deutschen Suesswarenindustrie eV ° Fachsparte Eiskrem (herefter benaevnt "brancheforeningen") Kommissionen om en "formel erklaering" om, hvorvidt de eksklusive koebsaftaler, som de tyske konsumisproducenter havde indgaaet med deres kunder, var forenelige med traktatens artikel 85, stk. 1. Ved skrivelse af 16. januar 1985 meddelte Kommissionen brancheforeningen, at den ikke fandt at kunne traeffe en beslutning, der finder anvendelse paa hele sektoren.

2 Den tyske virksomhed Schoeller Lebensmittel GmbH & Co. KG (herefter benaevnt "Schoeller") anmeldte den 7. maj 1985 en standardkontrakt til leveringsaftale til Kommissionen. Kontrakten regulerede selskabets forhold til forhandlerne i detailhandelen. Den 20. september 1985 sendte Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence Schoeller' s advokat en administrativ skrivelse, et saakaldt "comfort letter" (herefter benaevnt "den administrative skrivelse"), hvori det hedder:

"De har den 2. maj 1985 paa vegne af selskabet Schoeller Lebensmittel GmbH & Co. KG i henhold til artikel 2 i forordning nr. 17 anmodet om en negativattest for en 'aftale om levering af is' .

For at vaere paa den sikre side har De tillige anmeldt kontrakten i overensstemmelse med artikel 4 i naevnte forordning. De har senere, ved skrivelse af 25. juni 1985, fremsendt en standardkontrakt, som skal danne grundlag for de aftaler, Schoeller vil indgaa fremover.

Ved skrivelse af 23. august 1985 har De oplyst, at kundens eksklusive koebspligt i henhold til den anmeldte standardkontrakt, som er forbundet med et konkurrenceforbud, kan opsiges for foerste gang med seks maaneders varsel til udgangen af det andet aar af kontraktperioden, og derefter med samme varsel til udgangen af hvert kalenderaar.

Ud fra de oplysninger, Kommissionen raader over, og som i det vaesentlige hviler paa redegoerelsen i Deres begaering, vil de fremtidige kontrakters faste loebetid hoejst vaere to aar. Den gennemsnitlige loebetid for alle Deres klients leveringsaftaler vil saaledes ligge langt under de fem aar, som i henhold til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1984/83 af 22. juni 1983 (EFT L 173 af 30.6.1983, s. 5) kraeves, for at de eksklusive koebsaftaler kan vaere omfattet af gruppefritagelsen.

Det staar paa den baggrund fast, at de af Schoeller indgaaede leveringsaftaler, selv under hensyntagen til antallet af lignende aftaler, navnlig ikke medfoerer, at konkurrencen for en vaesentlig del af de paagaeldende varer udelukkes. Andre virksomheder har fortsat adgang til detailhandelen.

Schoeller' s anmeldte leveringsaftaler er saaledes forenelige med konkurrencereglerne i EOEF-traktaten. Kommissionen har derfor ikke anledning til at skride ind over for de af Deres klient anmeldte kontrakter.

Kommissionen forbeholder sig retten til at genoptage proceduren, saafremt det retlige eller det faktiske grundlag for den anlagte vurdering aendres vaesentligt.

De kan i oevrigt meddele Deres klient, at de allerede indgaaede leveringsaftaler vurderes paa samme maade, og at det derfor ikke er noedvendigt at anmelde disse, saafremt aftalernes faste loebetid efter den 31. december 1986 hoejst er to aar, og de derefter kan opsiges med hoejst seks maaneders varsel til udgangen af hvert kalenderaar.

..."

3 Den 18. september 1991 indgav Mars GmbH (herefter benaevnt "Mars") en klage til Kommissionen over sagsoegeren og Schoeller under paaberaabelse af en overtraedelse af traktatens artikel 85 og 86, idet selskabet samtidig begaerede ivaerksaettelse af foreloebige forholdsregler med henblik paa at forhindre det alvorlige og uoprettelige tab, som ifoelge selskabet opstod ved, at salget i Tyskland af dets konsumisprodukter blev haemmet vaesentligt paa grund af de aftaler, sagsoegeren og Schoeller i strid med konkurrencereglerne havde indgaaet med et stort antal detailhandlere.

4 Ved beslutning af 25. marts 1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/34.072 ° Mars/Langnese og Schoeller ° foreloebige forholdsregler) (herefter benaevnt "beslutningen af 25. marts 1992") forboed Kommissionen i det vaesentlige ° som en foreloebig forholdsregel ° sagsoegeren og Schoeller, i forbindelse med konsumisprodukterne "Mars", "Snickers", "Milky Way" og "Bounty" og i den udstraekning, disse tilbydes den endelige forbruger i enkeltportioner, at goere brug af deres aftalemaessige rettigheder i henhold til aftaler, som er indgaaet af dem selv eller til deres fordel, for saa vidt som detailhandlere forpligter sig til udelukkende at koebe, tilbyde og/eller saelge konsumis fra disse producenter. Kommissionen besluttede endvidere at lade fordelen ved anvendelse af forordning (EOEF) nr. 1984/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af eksklusive koebsaftaler (EFT L 173, s. 5, herefter benaevnt "forordning nr. 1984/83") bortfalde for de af sagsoegeren indgaaede eksklusive koebsaftaler, for saa vidt som gennemfoerelsen af ovennaevnte forbud kraever det.

5 Det er paa denne baggrund, at Kommissionen ° for efter ovennaevnte beslutning af 25. marts 1992 at traeffe en endelig beslutning vedroerende de omhandlede leveringsaftaler ° den 23. december 1992 vedtog beslutning 93/406/EOEF om en procedure i henhold til traktatens artikel 85 (IV/34.072 ° Langnese-Iglo GmbH, EFT 1993 L 183, s. 19, herefter benaevnt "beslutningen"), hvis dispositive del lyder saaledes:

"Artikel 1

De af Langnese-Iglo GmbH indgaaede aftaler, hvorefter detailhandlere med forretningssted i Tyskland er forpligtet til med henblik paa videresalg udelukkende at koebe smaais (1) fra naevnte virksomhed (salgsstedseksklusivitet), er i strid med EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1.

Artikel 2

I det omfang, de i artikel 1 naevnte aftaler opfylder betingelserne for gruppefritagelse i henhold til forordning (EOEF) nr. 1984/83, bortfalder fordelen ved anvendelse af samme forordning.

Artikel 3

Det paalaegges Langnese-Iglo GmbH senest tre maaneder efter meddelelsen af naervaerende beslutning at oplyse de videreforhandlere, med hvem virksomheden har indgaaet stadig gaeldende aftaler af den i artikel 1 naevnte karakter, om ordlyden i artikel 1 og 2 under henvisning til, at aftalerne ikke har retsvirkning.

Artikel 4

Det forbydes Langnese-Iglo at indgaa aftaler af den i artikel 1 omhandlede karakter indtil den 31. december 1997.

..."

6 Der blev samme dag vedtaget en beslutning for saa vidt angaar Schoeller (Kommissionens beslutning 93/405/EOEF af 23.12.1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 mod Schoeller Lebensmittel GmbH & Co. KG (IV/31.533 og IV/34.072 ° EFT 1993 L 183 s. 1)).

Retsforhandlinger

7 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. april 1992 anlagde sagsoegeren sag med paastand om annullation af beslutningen af 25. marts 1992, og ved saerskilt processkrift registreret paa Rettens Justitskontor samme dag fremsatte sagsoegeren tillige begaering om foreloebige forholdsregler (sagerne T-24/92 og T-24/92 R).

8 Ved kendelse af 16. juni 1992 traf Rettens praesident afgoerelse om foreloebige forholdsregler (sagerne T-24/92 R og T-28/92 R, Langnese-Iglo og Schoeller Lebensmittel mod Kommissionen, Sml. II, s. 1839).

9 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 2. februar 1993 meddelte sagsoegeren Retten, at selskabet haevede sagen, jf. procesreglementets artikel 99, og ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Foerste Afdeling den 1. april 1993 blev sag T-24/92 slettet af Rettens register.

10 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. januar 1993 har sagsoegeren i medfoer af EF-traktatens artikel 173, stk. 4, som svarer til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 2, anlagt naervaerende sag med paastand om annullation af beslutningen.

11 Ved saerskilt processkrift registreret paa Rettens Justitskontor samme dag har sagsoegeren tillige fremsat begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af beslutningen, jf. traktatens artikel 185 og artikel 104 i Rettens procesreglement.

12 Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 3. februar 1993 har Mars anmodet om tilladelse til at intervenere i sag T-7/93 R til stoette for Kommissionens paastande. Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 4. februar 1993 har Mars tillige anmodet om tilladelse til at intervenere i sag T-7/93 til stoette for Kommissionens paastande.

13 Ved kendelse af 19. februar 1993 har Rettens praesident tilladt Mars at intervenere i sag T-7/93 R og truffet afgoerelse vedroerende sagsoegerens begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen (forenede sager T-7/93 R og T-9/93 R, Langnese-Iglo og Schoeller mod Kommissionen, Sml. II, s. 131).

14 Ved kendelse af 12. juli 1993 har formanden for Rettens Foerste Afdeling tilladt Mars at intervenere i sag T-7/93 og taget en af sagsoegeren fremsat begaering om fortrolig behandling af visse oplysninger, jf. artikel 116, stk. 2, i Rettens procesreglement, til foelge.

15 Schoeller har ligeledes anlagt sag med paastand om annullation af den beslutning, der er rettet til selskabet (sag T-9/93). Mars har ogsaa opnaaet tilladelse til at intervenere i den sag.

16 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Anden Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog ved skrivelse af 26. september 1994 anmodet parterne om at besvare visse spoergsmaal skriftligt. Sagsoegeren og sagsoegte har besvaret spoergsmaalene ved skrivelser af henholdsvis 21. og 19. oktober 1994. Ved kendelse af 9. november 1994 har formanden for Anden Udvidede Afdeling taget en af sagsoegeren fremsat begaering om fortrolig behandling af visse oplysninger i parternes svar paa de stillede spoergsmaal, jf. artikel 116, stk. 2, i Rettens procesreglement, til foelge.

17 De omhandlede oplysninger er blevet behandlet fortroligt i retsmoedet i overensstemmelse med kendelserne af 12. juli 1993 og 9. november 1994. De behandles ogsaa fortroligt i naervaerende dom.

18 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret spoergsmaal for Retten i retsmoedet den 16. november 1994.

Parternes paastande

19 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning annulleres.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

° Intervenienten tilpligtes at betale sagsoegerens omkostninger som foelge af interventionen.

20 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne vedroerende sagen om foreloebige forholdsregler.

21 Intervenienten, Mars, har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne vedroerende sagen om foreloebige forholdsregler.

22 Sagsoegeren har paaberaabt sig fem anbringender til stoette for sine paastande. Selskabet har saaledes for det foerste gjort gaeldende, at meddelelsen af beslutningen var mangelfuld, idet Kommissionen undlod at vedlaegge visse bilag, og for det andet, at der er sket en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet Kommissionen ikke fulgte den vurdering, den anlagde i den administrative skrivelse. Det er for det tredje gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, og for det fjerde, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 85, stk. 3, og proportionalitetsprincippet ved at lade fordelen ved gruppefritagelsen i henhold til forordning nr. 1984/83 bortfalde for alle de omtvistede leveringsaftaler. Endelig har sagsoegeren for det femte gjort gaeldende, at der er sket en tilsidesaettelse af artikel 3 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81, herefter benaevnt "forordning nr. 17").

Anbringendet om en mangelfuld meddelelse af beslutningen

23 Sagsoegeren har anfoert, at meddelelsen af beslutningen var mangelfuld, idet Kommissionen undlod at vedlaegge visse bilag, som er naevnt i beslutningen. Selskabet har i staevningen anfoert, at det forbeholder sig retten til at afgive et supplerende indlaeg, saafremt det maatte modtage de paagaeldende bilag.

24 Ifoelge Kommissionen er der tale om bilag 1 og 2 til tabellerne fra Eurostat, som er naevnt i det tilsvarende afsnit i meddelelsen af klagepunkterne af 15. juli 1992, og som samtidig hermed blev tilstillet sagsoegeren, der ikke har anfaegtet dem under den administrative procedure.

25 Kommissionen har understreget, at der ikke er nogen bilag til beslutningen, og at denne blev meddelt sagsoegeren i sin helhed. Kommissionen finder i oevrigt, at der ikke er mangler ved begrundelsen for beslutningen.

26 Det bemaerkes, at sagsoegeren ikke har indleveret en replik, hvori selskabet kunne vaere fremkommet med supplerende bemaerkninger til stoette for sit anbringende og navnlig reagere paa det af Kommissionen anfoerte om, at de omhandlede bilag blev tilstillet selskabet under den administrative procedure. Desuden har sagsoegeren ikke beskaeftiget sig yderligere med spoergsmaalet under retsmoedet.

27 Retten finder herefter, at anbringendet ikke stoettes af sagens faktiske omstaendigheder, og at det derfor boer forkastes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Sammenfatning af parternes argumentation

28 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som ifoelge Domstolens faste praksis er et af faellesskabsrettens grundlaeggende principper (jf. dom af 5.5.1981, sag 112/80, Duerbeck, Sml. s. 1095, og af 10.1.1992, sag C-177/90, Kuehn, Sml. I, s. 35), medfoerer, at Kommissionen havde pligt til at fastholde den vurdering, den anlagde i den administrative skrivelse. Sagsoegeren finder nemlig, at naar Kommissionen har tilstillet virksomheder et "comfort letter", kan den under hensyn til det naevnte princip kun undlade at respektere den vurdering, der er anlagt af dens egne tjenestegrene, hvis de faktiske omstaendigheder aendrer sig, eller hvis vurderingen hviler paa urigtige oplysninger (jf. Domstolens dom af 11.12.1980, sag 31/80, L' Oréal, Sml. s. 3775, og navnlig generaladvokat Reischl' s forslag til afgoerelse, s. 3796, paa s. 3803). Det er ifoelge sagsoegeren indlysende, at Kommissionen ikke er berettiget til at genoptage proceduren med den begrundelse, at den har aendret sin retlige vurdering. Hvis dette var tilfaeldet, ville fremsendelsen af et "comfort letter" vaere uden enhver betydning.

29 Sagsoegeren har dernaest anfoert, at de faktiske omstaendigheder, der kendetegner det relevante marked, ikke har aendret sig vaesentligt siden fremsendelsen af den administrative skrivelse. For saa vidt angaar den omstaendighed, at Mars og Jacobs Suchard er indtraadt paa markedet, har sagsoegeren bemaerket, at Mars' indtraeden ikke udgoer en objektiv begrundelse for at genoptage proceduren eller for at undlade at foelge den vurdering, der blev anlagt, i den administrative skrivelse, eftersom det i den paagaeldende skrivelse hedder, at "andre virksomheder ... fortsat [har] adgang til detailhandelen".

30 Paa denne baggrund, og naar henses til, at Kommissionen hverken kan godtgoere, at den administrative skrivelse er kommet i stand paa grundlag af urigtige eller ufuldstaendige oplysninger, eller at de retlige eller faktiske omstaendigheder, der kendetegner konsumismarkedet, har aendret sig vaesentligt siden fremsendelsen af skrivelsen, er Kommissionen ifoelge sagsoegeren bundet af den heri anlagte vurdering.

31 Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at den administrative skrivelse ganske vist var rettet til Schoeller, men at Kommissionen og deltagerne i den procedure, der blev indledt ved brancheforeningens skrivelse af 6. december 1984 ° herunder sagsoegeren ° havde aftalt, at den af Schoeller i maj 1985 foretagne anmeldelse af de af dette selskab indgaaede leveringsaftaler og den samtidig hermed fremsatte begaering om udstedelse af en negativattest ogsaa gjaldt for alle brancheforeningens oevrige medlemmer. Den administrative skrivelse omfattede derfor ifoelge sagsoegeren samtlige eksisterende eksklusive koebsaftaler paa markedet for konsumisprodukter.

32 Kommissionen har for det foerste anfoert, at den administrative skrivelse er rettet til Schoeller. Allerede af den grund binder den ikke Kommissionen i forhold til sagsoegeren. Desuden fremgaar det ifoelge Kommissionen af skrivelsens indhold og af sammenhaengen, at den kun vedroerer Schoeller' s anmeldelse af sine leveringsaftaler.

33 Kommissionen har for det andet gjort gaeldende, at Mars' og Jacob Suchard' s indtraeden paa markedet ° som anfoert i betragtning 151 til beslutningen ° er faktiske forhold, som berettiger en genoptagelse af proceduren. Kommissionen har herved anfoert, at "comfort letters" ikke kan have en stoerre bindende virkning end de formelle beslutninger, de ud fra et funktionelt synspunkt traeder i stedet for ved anvendelse af konkurrencereglerne i praksis. Kommissionen har henvist til, at den i henhold til artikel 8, stk. 3, litra a), i forordning nr. 17 kan tilbagekalde eller aendre en formel beslutning om fritagelse, "saafremt de faktiske forhold har aendret sig paa et for beslutningen vaesentligt punkt". Kommissionen har understreget, at det her omhandlede "comfort letter" var baseret paa en foreloebig undersoegelse og i overensstemmelse med fast praksis indeholdt et udtrykkeligt forbehold om en genoptagelse af proceduren, "saafremt det retlige eller det faktiske grundlag for den anlagte vurdering aendres vaesentligt".

34 Det er ifoelge Kommissionen netop Mars' erfaringer, der har vist, at der er sket en afskaermning af markedet, og dermed givet anledning til en ny undersoegelse. I oevrigt har Kommissionen i medfoer af de proceduremaessige garantier, der er hjemlet i artikel 3 i forordning nr. 17 og i artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42, herefter benaevnt "forordning nr. 99/63"), pligt til at foretage en grundig undersoegelse af alle de faktiske oplysninger og retlige betragtninger, klagerne fremkommer med (jf. Rettens dom af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223).

Rettens bemaerkninger

35 Idet det bemaerkes, at den naevnte administrative skrivelse under alle omstaendigheder ikke kunne vaere til hinder for, at Kommissionen behandlede den af Mars indgivne klage, findes det ufornoedent saavel at tage stilling til spoergsmaalet, om sagsoegeren var berettiget til at gaa ud fra, at den vurdering, Kommissionen anlagde i den administrative skrivelse, der var rettet til Schoeller, ogsaa gjaldt sagsoegerens retlige situation, som at foretage vidneafhoeringer i relation til dette spoergsmaal, saaledes som foreslaaet af sagsoegeren.

36 Det fremgaar nemlig af retspraksis, at en administrativ skrivelse som den, der blev sendt til Schoeller efter anmeldelsen af dette selskabs leveringsaftaler i 1985, hverken udgoer en beslutning om en negativattest eller en beslutning i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, som omhandlet i artikel 2 og 6 i forordning nr. 17, idet den administrative skrivelse ikke er udfaerdiget i overensstemmelse med denne forordnings bestemmelser (jf. Domstolens domme af 10.7.1980, henholdsvis i de forenede sager 253/78, 1/79, 2/79 og 3/79, Giry og Guerlain m.fl., Sml. s. 2327, i sag 37/79, Marty, Sml. s. 2481, og i sag 99/79, Lancôme og Cosparfrance, Sml. s. 2511, samt L' Oréal-dommen, jf. ovenfor). I de anfoerte sager lagde Domstolen vaegt paa, at de omhandlede administrative skrivelser var blevet faerdigbehandlet uden den offentliggoerelse, som foreskrives i artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17, og at der heller ikke var sket nogen offentliggoerelse i henhold til forordningens artikel 21, stk. 1.

37 Endvidere bemaerkes, at der er tale om en administrativ skrivelse, hvorved den beroerte virksomhed, nemlig Schoeller, blev gjort bekendt med, at Kommissionen ikke fandt anledning til at skride ind over for de omhandlede aftaler, idet disse under de foreliggende omstaendigheder var forenelige med traktatens konkurrenceregler, og at sagen derfor kunne henlaegges. Retten finder herved, at den omstaendighed, at Kommissionen naevnte den administrative skrivelse og fremsatte visse bemaerkninger hertil i sin Femtende Beretning om Konkurrencepolitikken for 1985, ikke aendrer skrivelsens retlige karakter. I oevrigt har sagsoegeren selv under den skriftlige forhandling anerkendt, at en administrativ skrivelse, som det fremgaar af punkt VII i vejledningen til skema A/B, alene giver udtryk for, hvad Kommissionens tjenestegrene mener om den paagaeldende sag ud fra de faktiske oplysninger, de raader over paa tidspunktet for skrivelsen.

38 Endelig bemaerkes, at Kommissionen i sit indlaeg under den mundtlige forhandling har oplyst, at den paa davaerende tidspunkt alene foretog en foreloebig undersoegelse af markedsvilkaarene, som i det vaesentlige var baseret paa de oplysninger, den havde modtaget fra Schoeller, ogsaa for saa vidt angaar de oplysninger, der foerte til afgraensningen af det relevante marked og til beregningen af bindingsgraden, dvs. procentdelen af salgssteder, der var bundet af eksklusive koebsaftaler, og omfanget af salget gennem disse salgssteder. Desuden forbeholdt Kommissionen sig i denne forbindelse i den administrative skrivelse ret til at genoptage proceduren, saafremt det retlige eller det faktiske grundlag for Kommissionens vurdering maatte aendre sig vaesentligt. Et saadant forbehold er i oevrigt i overensstemmelse med Kommissionens administrative praksis paa omraadet.

39 Hvad angaar spoergsmaalet om, hvorvidt de faktiske omstaendigheder har aendret sig vaesentligt siden fremsendelsen af den administrative skrivelse, bemaerkes for det foerste, at det fremgaar af sagens akter, at to nye konkurrenter, nemlig Mars og Jacob Suchard, senere er traadt ind paa markedet. Det er i oevrigt ubestridt, at der for intervenienten Mars' vedkommende klart er tale om en saerlig konkurrent, der kun tilbyder et begraenset vareudvalg, og som har valgt en anden salgspolitik end sine vaesentligste konkurrenter. For det andet bemaerkes, at Kommissionen efter indgivelsen af Mars' klage fik kendskab til, at der, navnlig inden for levnedsmiddelhandelen, fandtes yderligere hindringer for adgangen til markedet, som dels var baseret paa den forpligtelse, sagsoegeren paalagde detailhandlerne til udelukkende at opbevare sagsoegerens produkter i de frysekummer, selskabet stillede til raadighed, dels paa ydelsen af rabatter som modydelse for overholdelse af eksklusivitetsbestemmelserne.

40 Efter Rettens opfattelse er der herved tale om nye forhold, der, navnlig paa baggrund af intervenientens konkrete problemer, gjorde det berettiget at foretage en mere dybtgaaende og noeje undersoegelse af betingelserne for adgangen til markedet end den, der var foretaget forud for fremsendelsen af den administrative skrivelse. Retten finder saaledes, at skrivelsen ikke forhindrede Kommissionen i at genoptage proceduren med henblik paa at vurdere, om de omtvistede leveringsaftaler i det konkrete tilfaelde var forenelige med konkurrencereglerne.

41 Dette er desuden i overensstemmelse med Kommissionens forpligtelse i medfoer af de proceduremaessige garantier, der er hjemlet i artikel 3 i forordning nr. 17 og i artikel 6 i forordning nr. 99/63, til at foretage en grundig undersoegelse af de faktiske oplysninger og retlige betragtninger, en klager fremkommer med, med henblik paa at vurdere, om der paa baggrund heraf kan siges at foreligge en adfaerd, der kan fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet og paavirke handelen mellem medlemsstater (jf. dommen i sagen Automec mod Kommissionen, se ovenfor, praemis 79).

42 Anbringendet kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1

43 Anbringendet indeholder fire led. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen har foretaget en for snaever afgraensning af det relevante marked og fejlvurderet leveringsaftalernes virkninger for konkurrencen. Selskabet har anfoert, at de eksklusive koebsaftaler ° i modsaetning til, hvad der er Kommissionens opfattelse ° ikke kan paavirke handelen mellem medlemsstater maerkbart, og at Kommissionen ikke med hjemmel i artikel 3 i forordning nr. 17 kan forbyde samtlige eksisterende eksklusive koebsaftaler, herunder dem, der ikke er omfattet af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1.

Anbringendets foerste led om afgraensningen af markedet

44 Kommissionen har i betragtning 90 til beslutningen afgraenset produktmarkedet som markedet for industrielt fremstillede smaais i alle distributionskanaler med undtagelse af ambulante butikker.

Sammenfatning af parternes argumentation

45 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at denne afgraensning af markedet er for snaever. Selskabet har henvist til, at Kommissionen gentagne gange har aendret afgraensningen af det relevante produktmarked betydeligt. Ifoelge sagsoegeren skal det relevante marked udelukkende afgraenses ud fra spoergsmaalet, om og i hvilket omfang bestemte varer "paa grund af deres egenskaber, prisniveau og anvendelsesformaal af forbrugerne anses for at vaere af samme art". Sagsoegeren har herved henvist til artikel 3 og 14 i forordning nr. 1984/83 og artikel 3 og 6 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1983/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af eneforhandlingsaftaler (EFT L 173, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 1983/83") samt til Domstolens dom af 21. februar 1973, sag 6/72, Europemballage og Continental Can mod Kommissionen (Sml. s. 215).

46 Det foelger efter sagsoegerens opfattelse heraf, at det relevante marked i det foreliggende tilfaelde omfatter alle industrielt og haandvaerksmaessigt fremstillede konsumisprodukter, der saelges i emballage indeholdende flere enkeltportioner ° saakaldte multipakninger ° og en del af de konsumisprodukter, der er emballeret til brug for storforbrugere med henblik paa salg serveret i kugler. Der er ud fra forbrugerens synspunkt fuld substituerbarhed mellem de forskellige former for is i enkeltportioner, der saelges paa offentlige steder. De skal opfylde samme behov hos forbrugeren, som handler impulsivt i denne forbindelse.

47 Distributionskanalernes forskelligartethed, indtagelsesstedet, den maade, hvorpaa isen udmaales i portioner, og de andre saeregenheder ved distributionen af konsumis, som Kommissionen har taget hensyn til, er saaledes ifoelge sagsoegeren ikke afgoerende for afgraensningen af det relevante marked.

48 Sagsoegeren har anfoert, at forbrugeren ofte stoeder paa forskellige former for konsumisprodukter paa samme sted, uden at han kan afgoere, hvilken type der er tale om. En del af de smaais, der hidroerer fra multipakninger, indtages dér, hvor de bliver koebt, dvs. paa offentlige steder. Sagsoegeren finder saaledes, at det af Kommissionen anfoerte om, at multipakninger udelukkende tjener "til daekning af behovet derhjemme", og at de derfor sammen med is i familiepakninger udgoer et saerskilt marked, er forkert.

49 For saa vidt angaar industrielt fremstillet is emballeret til brug for storforbrugere med henblik paa udmaaling i enkeltportioner ° ogsaa kendt under betegnelsen "scooping-is" ° har sagsoegeren gjort gaeldende, at Kommissionens bemaerkning om, at "scooping-is" foerst faar sin saerlige karakter, naar den ved en tjenesteydelse udmaales i portioner, ikke er relevant. Sagsoegeren har anerkendt, at den maade, hvorpaa denne is saelges, ganske vist udviser visse saeregenheder. Man kan imidlertid ikke heraf udlede, at "scooping-is" og smaais henhoerer under forskellige markeder. Desuden kan den opdeling i enkeltportioner, en handlende inden for den traditionelle handel foretager, ikke sidestilles med tjenesteydelser inden for restaurationssektoren, som omhandlet i Domstolens dom af 28. februar 1991, sag C-234/89, Delimitis (Sml. I, s. 935). "Scooping-is", der saelges paa offentlige steder, er substituerbar med smaais. Sagsoegeren har herved oplyst, at omkring 50% af industrielt fremstillet is, der leveres til storforbrugere, udmaales i enkeltportioner og saelges paa offentlige steder.

50 Hvad angaar haandvaerksmaessigt fremstillet konsumis har sagsoegeren anfoert, at det ofte forekommer, at der paa samme sted tilbydes forbrugerne haandvaerksmaessigt fremstillet is og industrielt fremstillet is. Det er derfor forkert at antage, at der findes et saerligt marked for haandvaerksmaessigt fremstillet is, fordi denne form for is ifoelge Kommissionen ikke er et handelsobjekt paa markedet. Man kan ikke paa baggrund af det forhold, at denne form for is ikke saelges gennem den traditionelle specialhandel, konkludere, at den ikke konkurrerer med industrielt fremstillet smaais. Det relevante produktmarked omfatter saaledes ogsaa haandvaerksmaessigt fremstillet is.

51 Sagsoegeren har endelig gjort gaeldende, at selskabets afgraensning af det relevante marked er blevet bekraeftet af en forbrugeranalyse foretaget paa repraesentativt grundlag i juni og juli 1992. Undersoegelsen viste, at de forskellige typer is, der koebes impulsivt, efter forbrugerens opfattelse ikke tilhoerer forskellige markeder.

52 Kommissionen tager ved afgraensningen af markedet udgangspunkt i forbrugerens synsvinkel. Man maa saaledes ifoelge Kommissionen holde konsumis, der udbydes som del af tjenesteydelser inden for restaurationssektoren, udenfor, da dette marked i henhold til Domstolens praksis (jf. Delimitis-dommen, naevnt ovenfor) udgoer et saerskilt marked. Der er herved ifoelge Kommissionen tale om en del af den industrielt fremstillede storforbrugeris og en del af den haandvaerksmaessigt fremstillede is.

53 Kommissionen har dernaest anfoert, at indtagelsesstedet paa grund af den produktspecifikke sammenhaeng mellem nedkoelingsmulighed og indtagelse er af afgoerende betydning for bestemmelsen af produkternes substituerbarhed i konkurrenceretlig henseende, hvilket gaelder saa meget mere, som der ofte er tale om et impulsivt og kortvarigt behov.

54 Paa den baggrund kan det relevante marked ifoelge Kommissionen heller ikke omfatte multipakninger, is i familiepakninger og smaais, der leveres af ambulante butikker med henblik paa oplagring i private frysere, idet disse produkter ikke staar til raadighed til daekning af behovet uden for hjemmet. Kommissionen har herved gjort gaeldende, at det fremgaar af Domstolens praksis, at selv identiske produkter kan hoere til forskellige produktmarkeder, hvis de daekker en specifik efterspoergsel (jf. dom af 6.3.1974, forenede sager 6/73 og 7/73, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, Sml. s. 223, af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461, og af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461).

55 Det er imidlertid ifoelge Kommissionen ikke alene forbrugerens synsvinkel, der er udslagsgivende. Der skal ogsaa baade tages hensyn til de forskellige distributionskanaler, gennem hvilke konsumisprodukterne naar frem til forbrugeren, og til de forskellige konkurrenceforhold i de forskellige distributionsled, da de omtvistede leveringsaftaler vedroerer producenternes og/eller grossisternes adgang til detailhandelen. Eftersom traktatens artikel 85, stk. 1, forbyder enhver begraensning af konkurrencen i ethvert handelsled mellem producenten og den endelige forbruger (jf. Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125), kan forbrugerens synsvinkel ikke alene vaere afgoerende for vurderingen af leveringsaftalernes virkninger for konkurrencen.

56 Paa den baggrund maa det relevante marked efter Kommissionens opfattelse siges ikke at omfatte dels haandvaerksmaessigt fremstillet is, da denne ikke er et handelsobjekt paa et marked, hvor udbudssiden udgoeres af producenter af industrielt fremstillet is og grossister, og hvor aftagersiden udgoeres af detailhandlere, dels den saakaldte "scooping-is", da detailhandelen har forskellige distributionsfunktioner med hensyn til denne form for is og smaais, og da disse to produktgruppers distributionskanaler kun beroerer hinanden perifert. Kommissionen har herved anfoert, at der ved afgraensningen af markedet kan tages hensyn til efterspoergselsstrukturen (jf. dommen i sagen Michelin mod Kommissionen, naevnt ovenfor).

57 Kommissionen har tilfoejet, at storforbrugeris har nogle andre saeregenheder, der goer det berettiget at holde den uden for det relevante marked.

58 Intervenienten, Mars, har anfoert, at det af Kommissionen afgraensede marked boer opdeles i to delmarkeder, nemlig den traditionelle handel og levnedsmiddeldetailhandelen, og at naervaerende sag i det vaesentlige kun vedroerer delmarkedet for smaais, som saelges i den traditionelle handel, idet adgangen til denne sektor er lukket for nye konkurrenter paa grund af eksklusive koebsaftaler.

59 Mars har endvidere henvist til, at mere end 60% af alle smaais saelges gennem den traditionelle handel. Mars har herved tilfoejet, at Kommissionen ogsaa har paavist en raekke vigtige strukturelle forskelle mellem de to delmarkeder, som efter tysk ret goer en opdeling berettiget. Ifoelge Mars kan samme produkt henfoeres til forskellige markeder, saafremt det saelges gennem forskellige distributionskanaler.

Rettens bemaerkninger

60 Med henblik paa afgoerelsen af, om Kommissionens definition af det relevante marked i betragtning 90 til beslutningen er korrekt, bemaerkes indledningsvis, at afgraensningen af det relevante marked er afgoerende for undersoegelsen af de eksklusive koebsaftalers virkninger for konkurrencen og navnlig for undersoegelsen af nye indenlandske eller udenlandske konkurrenters muligheder for at traenge ind paa konsumismarkedet eller foroege deres markedsandel (jf. Delimitis-dommen, naevnt ovenfor, praemis 15 og 16).

61 Der skal herved i overensstemmelse med Domstolens praksis tages hensyn til forbrugerens synspunkt. Domstolen har saaledes i en sag vedroerende anvendelsen af traktatens artikel 86 udtalt, at mulighederne for konkurrence kun kan vurderes i forhold til de omhandlede varers saerpraeg, som bevirker, at de er saerligt egnede til at tilfredsstille en vedvarende efterspoergsel og kun vanskeligt kan ombyttes med andre varer (jf. dommen i sagen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, naevnt ovenfor). Hvad naermere angaar begrebet produktmarked har Domstolen fastslaaet, at dette begreb indebaerer, at der kan herske effektiv konkurrence mellem de produkter, som indgaar i markedet, hvilket forudsaetter en tilstraekkelig grad af substituerbarhed ved samme anvendelse mellem alle de produkter, som indgaar i samme marked (jf. dommen i sagen Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, naevnt ovenfor). Endvidere bemaerkes med hensyn til muligheden for at tage hensyn til andre momenter, at det fremgaar af retspraksis, at man ikke kan begraense sig til alene at se paa de omhandlede varers objektive karakteristika, idet ogsaa konkurrencevilkaarene og efterspoergsels- og udbudsstrukturen paa markedet maa tillaegges betydning (jf. dommen i sagen Michelin mod Kommissionen, naevnt ovenfor, praemis 37).

62 Retten skal herefter paa baggrund af det saaledes anfoerte undersoege, om Kommissionens afgraensning af det relevante marked er korrekt. Der skal herved henvises til, at Kommissionen i betragtning 83 til beslutningen har tilkendegivet, at "scooping-is" og haandvaerksmaessigt fremstillet is, der saelges med henblik paa indtagelse "fra haanden" paa offentlige steder, dvs. ikke som en del af en restaurationsmaessig tjenesteydelse, samt smaais, der saelges paa offentlige steder, ud fra forbrugerens synsvinkel er ensartede produkter.

63 Retten finder for det foerste, at Kommissionen med rette paa den baggrund har antaget, at det relevante marked ikke omfatter konsumis, der tilbydes som en del af en restaurationsmaessig tjenesteydelse, dvs. en del af den industrielt fremstillede storforbrugeris og en del af den haandvaerksmaessigt fremstillede is, da dette marked i henhold til Domstolens praksis (jf. Delimitis-dommen, praemis 16) udgoer et saerskilt marked, idet forbruget af is i restaurationer normalt er forbundet med en tjenesteydelse og ikke saa ofte beror paa oekonomiske betragtninger som f.eks. koeb af is i en levnedsmiddelforretning.

64 For det andet kan det relevante marked ° som anfoert af Kommissionen ° heller ikke antages at omfatte konsumis, der oplagres i private frysere i forbrugernes hjem, idet disse is ikke staar til raadighed til daekning af et behov uden for hjemmet, navnlig et behov, der opstaar impulsivt, og da de kun til en vis grad er substituerbare med de produkter, der saelges paa offentlige steder (jf. dommen i sagen Michelin mod Kommissionen, praemis 48 og 49). Der er tale om is i familiepakninger, der som regel koebes med henblik paa opbevaring i hjemmet, og smaais, der leveres paa bopaelen. Kommissionen har herved efter Rettens opfattelse med rette i det konkrete tilfaelde lagt afgoerende vaegt paa indtagelsesstedet ved afgraensningen af markedet, da der er tale om produkter, der uden mulighed for nedkoeling kun kan opbevares i meget kort tid, og som derfor noedvendigvis maa indtages meget taet paa det sidste sted med mulighed for koelig opbevaring.

65 Hvad endelig angaar is, der saelges i multipakninger, bemaerkes, at denne type is normalt saelges af levnedsmiddelforretninger med henblik paa oplagring i hjemmet og af ambulante butikker. Den staar saaledes ifoelge Kommissionen normalt ikke til raadighed til daekning af et impulsivt opstaaet behov uden for hjemmet. Sagsoegeren ° der alene har gjort gaeldende, at en del af de smaais, der hidroerer fra multipakninger, indtages dér, hvor de bliver koebt, hvilket kan vaere paa offentlige steder, uden at selskabet dog har fremlagt tal til belysning heraf ° er ikke fremkommet med tilstraekkelig faktiske oplysninger til at rejse tvivl om det af Kommissionen anfoerte. Kommissionen har derfor med rette holdt is, der saelges i multipakninger, uden for det relevante marked.

66 Som det fremgaar af betragtning 84 ff. til beslutningen, finder Kommissionen, under hensyntagen til de forskelligartede konkurrenceforhold, som der er tale om i de forskellige distributionsled og distributionskanaler, der eksisterer sideloebende, og gennem hvilke de paagaeldende produkter naar frem til forbrugeren, at det endvidere er noedvendigt at holde dels enhver form for haandvaerksmaessigt fremstillet is, som saelges paa offentlige steder uden at vaere del af en restaurationsmaessig tjenesteydelse, dels industrielt fremstillet storforbrugeris uden for det relevante marked. Det anfoeres som begrundelse herfor, at den haandvaerksmaessigt fremstillede is ikke er et handelsobjekt paa markedet vedroerende salg til detailhandlere, mens det for storforbrugerisens vedkommende gaelder, at den paa flere punkter adskiller sig fra industrielt fremstillet smaais.

67 For saa vidt angaar den haandvaerksmaessigt fremstillede is bemaerkes, at det fremgaar af sagens akter, at denne form for is normalt udbydes til salg paa produktionsstedet eller i naerheden heraf. Den er saaledes ikke omfattet af de omtvistede leveringsaftaler, idet haandvaerksmaessigt fremstillet is hverken udbydes til eller efterspoerges af de forskellige former for detailhandlere, hvilket ikke er bestridt af sagsoegeren. Under disse omstaendigheder findes vurderingen af de virkninger for konkurrencen, de omtvistede leveringsaftaler kan have, navnlig i relation til adgangen til detailhandelen, ikke at ville vaere anderledes, saafremt man ansaa denne form for is for omfattet af produktmarkedet. Kommissionen har derfor med rette holdt den uden for produktmarkedet.

68 For saa vidt angaar den industrielt fremstillede storforbrugeris til udmaaling i enkeltportioner, dvs. "scooping-isen", bemaerkes, at der i betragtning 87, 88 og 89 til beslutningen er angivet tre grunde til, at denne form for is er holdt uden for produktmarkedet. For det foerste anfoeres det i beslutningen, at detailhandelen har forskellige distributionsfunktioner, som er betinget af de forskelligartede produktegenskaber, og som medfoerer, at de to produktgruppers distributionskanaler kun beroerer hinanden perifert. For det andet hedder det i beslutningen, at den yderligere forarbejdningsproces, der kraeves i forbindelse med "scooping-is", nemlig udmaalingen i portioner, medfoerer, at smaais og "scooping-is" udelukkende udbydes sammen i naevnevaerdigt omfang inden for restaurationsbranchen. Levnedsmiddelhandelen og den traditionelle specialhandel, der saelger langt den stoerste del af de industrielt fremstillede smaais, er i oevrigt normalt ikke indrettet paa at skulle saelge storforbrugeris. For det tredje naevnes det i beslutningen, at der ogsaa er produktionstekniske forskelle mellem de to produktkategorier.

69 Kommissionen er imidlertid ikke fremkommet med oplysninger, som godtgoer, at der er tale om forskellige efterspoergselsstrukturer for de to produktkategorier ° som omhandlet i dommen i sagen Michelin mod Kommissionen ° der i sig selv kan begrunde, at markedet afgraenses saaledes, at "scooping-is", som saelges paa offentlige steder, holdes udenfor. Der er ganske vist tale om forskellige distributionskanaler, men dette er i det foreliggende tilfaelde ikke i sig selv tilstraekkeligt til at holde storforbrugeris, der udmaales i enkeltportioner med henblik paa indtagelse uden tilknytning til en restaurationsmaessig tjenesteydelse, uden for markedet. Retten finder herved, at sagsoegeren med rette har gjort gaeldende, at den udmaaling i enkeltportioner, en handlende inden for den traditionelle handel foretager, ikke udgoer en restaurationsmaessig tjenesteydelse som omhandlet i Delimitis-dommen. Desuden har Kommissionen ikke godtgjort, at udmaalingen i portioner paavirker forbrugerens valg mellem "scooping-is" og smaais paa de salgssteder, hvor disse former for is udbydes sammen, dvs. paa offentlige steder. Kommissionen har saaledes selv anfoert, at de to former for is ud fra forbrugerens synsvinkel er ensartede produkter (jf. ovenfor, praemis 62). Endvidere findes den omstaendighed, at der kan vaere en produktionsteknisk forskel mellem de to produkter, ikke i sig selv at vaere tilstraekkelig til, at der kan sondres mellem to saerskilte markeder, da den paagaeldende forskel ikke tillaegges afgoerende vaegt af forbrugeren.

70 Endvidere bemaerkes, at det fremgaar af sagens akter ° navnlig de oplysninger om salget inden for den traditionelle handel, som sagsoegeren er fremkommet med paa baggrund af de af Retten stillede spoergsmaal ° at ca. 22% af den omhandlede form for is saelges paa offentlige steder uden at vaere en del af en restaurationsmaessig tjenesteydelse, dvs. i den traditionelle specialhandel. Der er tale om ca. halvdelen af den samlede maengde is, der saelges i den traditionelle handel. Det fremgaar nemlig ligeledes af de af sagsoegeren givne svar, at ikke blot kiosker, men ogsaa bagerforretninger/konditorier, konfekturebutikker, isbutikker, biografer, svoemmehaller, tankstationer og smaa levnedsmiddelforretninger har det noedvendige udstyr til at saelge "scooping-is", idet disse salgssteder samtidig er i stand til at tilbyde smaais. Kommissionen har ° i det mindste indirekte ° under den skriftlige forhandling anerkendt, at en del af storforbrugerisen tilbydes som "scooping-is" til indtagelse "fra haanden" uden at vaere en del af en restaurationsmaessig tjenesteydelse.

71 Spoergsmaalet er herefter, om Kommissionen burde have medtaget den del af storforbrugerisen, der udmaales i enkeltportioner og saelges i konkurrence med smaais paa offentlige steder fra forskellige former for salgssteder, idet disse to produktkategorier er indbyrdes substituerbare ud fra forbrugerens synspunkt. Det fremgaar imidlertid af betragtning 141 til beslutningen, som sagsoegeren ikke har anfaegtet, at storforbrugeris inden for den traditionelle handel distribueres i henhold til eksklusive koebsaftaler. Retten finder paa den baggrund, at beslutningen om at holde "scooping-is" uden for det relevante marked, ikke i vaesentlig grad har aendret vurderingen af de omtvistede leveringsaftalers virkninger for konkurrencen, navnlig med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt adgangen til markedet var lukket eller i betydeligt omfang hindret som foelge af aftalerne. Beslutningen boer saaledes efter Rettens opfattelse ikke annulleres, fordi "scooping-isen" er holdt uden for det relevante marked.

72 Anbringendet foerste led om en forkert afgraensning af markedet kan herefter, uden at det er noedvendigt at foretage de af sagsoegeren foreslaaede vidneafhoeringer, ikke tiltraedes.

Anbringendets andet led om de eksklusive koebsaftalers virkninger for konkurrencen

Sammenfatning af parternes argumentation

73 Sagsoegeren har under henvisning til den administrative skrivelse gjort gaeldende, at leveringsaftalerne "selv under hensyntagen til antallet af lignende aftaler navnlig ikke medfoerer, at konkurrencen for en vaesentlig del af de paagaeldende varer udelukkes", og at de derfor er forenelige med traktatens artikel 85, stk. 1.

74 Sagsoegeren har til stoette herfor anfoert, at der ved afgoerelsen af, om de af saavel sagsoegeren som selskabets konkurrenter indgaaede eksklusive koebsaftaler medfoerer, at konkurrencen hindres, begraenses, eller fordrejes, jf. traktatens artikel 85, stk. 1, ifoelge retspraksis foerst skal tages hensyn til antallet af salgssteder, der er bundet af saadanne aftaler, i forhold til antallet af frie salgssteder, maengderne af produkter, der saelges gennem de saaledes bundne salgssteder, og aftalernes varighed (jf. Delimitis-dommen).

75 Hvad angaar bindingsgraden har sagsoegeren anfoert, at denne, hvad enten man foelger den af Kommissionen foretagne afgraensning af markedet eller den af sagsoegeren foreslaaede, med udgangspunkt i de oplysninger, beslutningen er baseret paa, er mindre end 30%, hvilket Kommissionen har betegnet som acceptabelt i sin administrative skrivelse og i sin Femtende Beretning om Konkurrencepolitikken for 1985, punkt 19.

76 Sagsoegeren finder derfor, at Kommissionen med urette i betragtning 130 til beslutningen fastslaar, at bindingsgraden er (...)%, hvilket kun kan skyldes, at Kommissionen ikke har fulgt den hidtil herskende definition af dette begreb. Kommissionen har med henblik paa fastsaettelsen af bindingsgraden kun lagt vaegt paa de maengder is, der saelges af sagsoegeren i den traditionelle handel.

77 For saa vidt angaar leveringsaftalernes gennemsnitlige loebetid har sagsoegeren anfoert, at denne kun ligger paa ca. to et halvt aar, dvs. halvdelen af det i henhold til forordning nr. 1984/83 tilladte tidsrum paa fem aar. Salgsstedsindehaverne opsiger nemlig som hovedregel deres kontrakter hurtigst muligt med henblik paa at kunne forhandle om bedre vilkaar.

78 Sagsoegeren har endvidere henvist til, at Domstolen i Delimitis-dommen udtalte, at forekomsten af en raekke ensartede aftaler ° selv om mulighederne for at faa adgang til markedet paavirkes vaesentligt ° ikke i sig selv kan anses for tilstraekkelig til at fastslaa, at det relevante marked er utilgaengeligt. Der skal laegges vaegt paa samtlige retlige og faktiske omstaendigheder. Dette gaelder ifoelge sagsoegeren ogsaa, naar der er tale om eksklusive koebsaftaler indgaaet af en virksomhed, der har en staerk stilling paa markedet. Sagsoegeren har i oevrigt tilfoejet, at selskabets markedsandel er klart mindre end den, der er angivet i betragtning 95 til beslutningen.

79 Hvad angaar kravet om, at der skal laegges vaegt paa samtlige faktiske og retlige omstaendigheder, har sagsoegeren gjort gaeldende, at der i beslutningen er set bort fra visse vaesentlige forhold omkring den frie adgang til salgsstederne.

80 For det foerste findes der ifoelge sagsoegeren adskillige salgssteder, der ikke er bundet af eksklusive koebsaftaler. Mange af disse salgssteder er umiddelbart tilgaengelige for enhver konkurrent. Hertil kommer, at enhver producent, som er parat til at foretage de noedvendige investeringer, har mulighed for at oprette nye salgssteder.

81 For det andet har Kommissionen tillige undladt at tage tilstraekkeligt hensyn til, at konsumismarkedet har oplevet en hurtig vaekst i loebet af de seneste aar, navnlig i det tidligere DDR. En oprettelse af nye salgssteder forudsaetter imidlertid, at producenten kan tilbyde et stort udvalg af is, levere de kraevede ydelser med hensyn til distribution og stille de med henblik paa oplagring af produkterne noedvendige frysekummer til raadighed for salgsstederne i den traditionelle specialhandel.

82 De vanskeligheder, Mars har haft med at traenge ind paa markedet, skyldes saaledes ikke de eksklusive koebsaftaler, sagsoegeren og dennes konkurrenter har indgaaet, men derimod den strategi, Mars har valgt, og som bl.a. bestaar i at undgaa at foretage de noedvendige investeringer og i kun at udvide sine aktiviteter i forhold til de salgssteder, der allerede saelger konsumis.

83 Sagsoegeren har for det tredje i relation til de andre hindringer for adgangen til markedet, som af Kommissionen i betragtning 135 til beslutningen haevdes at foreligge ° nemlig den for produktionen af smaais noedvendige teknologi og de forbrugerpraeferencer, der er opbygget gennem store udgifter til reklame i aarenes loeb ° anfoert, at Mars helt utvivlsomt har de ° teknologiske og andre ° midler, der er noedvendige for at producere konsumis, og at selskabet kan drage fordel af sin store beroemthed, som er stoerre end sagsoegerens.

84 Under disse omstaendigheder kan det eksisterende kompleks af eksklusive koebsaftaler ifoelge sagsoegeren ikke siges at lukke eller skabe hindringer for adgangen til den traditionelle specialhandel.

85 Kommissionen har i betragtning 71-74 til beslutningen foerst givet udtryk for, at den eksklusive koebsforpligtelse, sagsoegeren paalaegger forhandlerne, baade begraenser konkurrencen mellem varer af samme maerke og konkurrencen mellem varer af forskellige maerker. Paa grund af dette aftalemaessige forbud maa forhandleren ifoelge Kommissionen se bort fra tilbud om varer fra andre leverandoerer. Efter Kommissionens opfattelse vanskeliggoer eller forhindrer de eksklusive koebsforpligtelser dannelsen af uafhaengige distributionsstrukturer, som er noedvendige, hvis nye konkurrenter skal kunne komme ind paa det paagaeldende marked, eller hvis en virksomhed skal kunne styrke en allerede opnaaet markedsposition. Aftalens paabud om udelukkende at indkoebe de varer, der er omfattet af aftalen, er samtidig et forbud mod at saelge konkurrerende varer. Kombinationen af disse to elementer forstaerker i det foreliggende tilfaelde den konkurrencebegraensende virkning.

86 Kommissionen har dernaest i betragtning 104 til beslutningen anfoert, at sagsoegerens omsaetning og den del af markedet, der er beroert af de omtvistede leveringsaftaler, klart overskrider de graenser, der er opstillet i Kommissionens meddelelse vedroerende aftaler af ringe betydning, som ikke falder ind under artikel 85, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab (EFT 1986 C 231, s. 2, herefter benaevnt "bagatelmeddelelsen"). Alene disse omstaendigheder foerer til den konklusion, at leveringsaftalerne maerkbart begraenser mulighederne for, at tyske konkurrenter og konkurrenter fra andre medlemsstater kan komme ind paa det relevante marked eller foroege deres andel paa dette marked, og at de derfor falder ind under forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1. Der er efter Kommissionens opfattelse i det foreliggende tilfaelde ikke grund til at undersoege virkningerne af tilsvarende aftalekomplekser, som andre virksomheder har indgaaet paa det relevante marked. PRAEMISSERNE FORTSAETTES UNDER DOKNUM : 693A0007.1

87 Kommissionen har under saavel den skriftlige som den mundtlige forhandling tilfoejet, at der i henhold til retspraksis kun skal tages hensyn til samtidigt eksisterende aftalekompleksers kumulative virkninger, saafremt det kompleks af ensartede aftaler, der er indgaaet af den virksomhed, som er genstand for den konkurrenceretlige undersoegelse, ikke i sig selv opfylder betingelsen om en maerkbar paavirkning, (jf. dom af 12.12.1967, sag 23/67, Brasserie de Haecht, Sml. 1965-1968, s. 421, org. ref.: Rec. s. 525, og Delimitis-dommen, naevnt ovenfor).

88 Intervenienten, Mars, har anerkendt, at bindingsgraden ligger paa mellem 25% og 30%, hvad enten Kommissionens eller sagsoegerens afgraensning af markedet laegges til grund. Tallet afspejler imidlertid ikke de reelle markedsvilkaar i den traditionelle handel, da beregningerne hviler paa et gennemsnit.

89 Der boer efter Mars' opfattelse saerlig ses paa situationen inden for den traditionelle handel, da over 60% af alle smaais saelges paa dette marked, og da sagsoegeren kun har indgaaet leveringsaftaler paa denne del af det relevante marked.

90 I den traditionelle handel var bindingsgraden i 1990 efter intervenientens beregninger over 70%. Desuden skal der ifoelge Mars tages hensyn til sagsoegerens markedsandele og koncentrationsgraden. Sagsoegeren havde i 1992 en markedsandel paa 60% for saa vidt angaar salg af smaais i den traditionelle handel. Schoeller' s markedsandel var 33,4%. Disse to store producenter havde saaledes tilsammen en markedsandel paa over 90%. Der er ifoelge Mars ingen tvivl om, at sagsoegeren og Schoeller har en dominerende stilling paa det paagaeldende marked. Det kan derfor ikke serioest bestrides, at de af sagsoegeren indgaaede eksklusive koebsaftaler falder ind under traktatens artikel 85, stk. 1.

91 Desuden har en ny konkurrent paa markedet det problem, at der for den detailhandler, der er bundet af en eksklusivaftale, er tale om en "alt eller intet-afgoerelse". De faerreste handlende er parate til at give afkald paa den dominerende virksomheds produkter og skifte til den nye konkurrents mindre kendte produkter.

92 Alene den omstaendighed, at Mars inden for levnedsmiddeldetailhandelen efter eget udsagn for saa vidt angaar multipakninger, i forbindelse med hvilke der ikke findes nogen eksklusive koebsaftaler, har en markedsandel paa ca. 17%, som dermed er ti gange stoerre end selskabets markedsandel med hensyn til salget af isbarer i den traditionelle handel (ca. 1,7%), er et tilstraekkeligt bevis for, at adgangen til den traditionelle handel er lukket.

93 Over for det af sagsoegeren anfoerte om, at det relevante marked er ekspanderende, har Mars anfoert, at der ved bedoemmelsen af, hvilke muligheder en virksomhed, der gaar ind paa markedet, har for at faa adgang til den traditionelle specialhandel, generelt ikke kan laegges vaegt paa den teoretiske mulighed for at oprette salgssteder. Mars har herved henvist til, at de mest interessante salgssteder ud fra et oekonomisk synspunkt netop er bundet af eksklusive koebsaftaler.

Rettens bemaerkninger

94 Indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen i betragtning 71, 72 og 73 til beslutningen med rette har lagt til grund, at den i leveringsaftalerne indeholdte klausul, hvorefter detailhandleren forpligter sig til kun at forhandle varer, der er koebt direkte hos sagsoegeren, baade indeholder en eksklusiv koebsforpligtelse og et konkurrenceforbud, som tilsammen kan medfoere en begraensning af konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1, saavel mellem varer af samme maerke som mellem varer af forskellige maerker.

95 Retten skal paa den baggrund undersoege, om Kommissionen har godtgjort, at de omtvistede leveringsaftaler ° som antaget i beslutningen ° paavirker konkurrencen paa markedet maerkbart.

96 Sagsoegeren har en staerk stilling paa det relevante marked. Som det fremgaar af sagens akter, havde sagsoegeren, der er et datterselskab af Deutsche Unilever GmbH ° et selskab under den internationale Unilever-koncern, som er blandt verdens stoerste producenter af forbrugsgoder ° i 1990 og 1991 en omsaetning paa konsumisomraadet paa over 1 mia. DM. I henhold til betragtning 27, 33 og 95 til beslutningen var sagsoegerens andel af det relevante marked i 1991 ca. (...)% (over 45%) i saavel levnedsmiddelhandelen som den traditionelle handel. Det bemaerkes herved, at sagsoegeren ganske vist har bestridt, at selskabet havde en saadan markedsandel, da markedet efter dets opfattelse skal afgraenses mere bredt, saaledes at det omfatter enhver form for industrielt eller haandvaerksmaessigt fremstillet konsumis, men at selskabet ikke udtrykkeligt har bestridt, at det havde den andel af markedet for industrielt fremstillede smaais, som Kommissionen lagde til grund paa baggrund af den af denne foretagne afgraensning af markedet. Hvad angaar de omtvistede aftalers kvantitative betydning paa de relevante marked bemaerkes, at det fremgaar af sagens akter, at ca. (...)% (over 15%) af salgsstederne paa hele det relevante marked som defineret af Kommissionen er bundet til sagsoegeren, og at sagsoegerens salg gennem disse salgssteder ligeledes udgoer (...)% (over 15%) af det samlede salg paa markedet.

97 Ifoelge Kommissionen giver de sidstnaevnte oplysninger tilstraekkeligt grundlag for at fastslaa, at aftalerne maerkbart begraenser de muligheder, tyske konkurrenter og konkurrenter fra andre medlemsstater har for at etablere sig paa det relevante marked eller oege deres andel heraf, uden at det er noedvendigt at undersoege den kumulative virkning af andre konsumisleverandoerers tilsvarende aftalekomplekser, da den af de omtvistede aftaler beroerte del af markedet, som allerede udgoer (...)% (over 15%) af det relevante marked, og de involverede virksomheders omsaetning klart ligger over de graenser, der er opstillet i bagatelmeddelelsen.

98 Denne meddelelse sigter imidlertid kun mod at definere de aftaler, som ifoelge Kommissionen ikke paavirker konkurrencen eller handelen mellem medlemsstater maerkbart. Det kan efter Rettens opfattelse ikke paa baggrund af meddelelsen med sikkerhed konkluderes, at et kompleks af eksklusive koebsaftaler automatisk maa siges at kunne hindre, begraense eller fordreje konkurrencen maerkbart, allerede fordi de i meddelelsen fastsatte graenser er overskredet. I oevrigt viser selve ordlyden af meddelelsens punkt 3, at det i konkrete tilfaelde absolut er muligt, at ogsaa aftaler mellem virksomheder, som overskrider de angivne graenser, kun paavirker handelen mellem medlemsstater eller konkurrencen i ubetydeligt omfang og som foelge heraf ikke falder ind under traktatens artikel 85, stk. 1.

99 I relation til spoergsmaalet om, hvorvidt de eksklusive koebsaftaler falder ind under forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, skal det i henhold til retspraksis undersoeges, om vurderingen af alle lignende aftaler, der findes paa det relevante marked, og de oevrige oekonomiske og retlige omstaendigheder omkring de paagaeldende aftaler foerer til, at aftalerne tilsammen bevirker, at nye inden- og udenlandske konkurrenter hindres adgang til markedet. Saafremt undersoegelsen viser, at dette ikke er tilfaeldet, vil de enkelte aftaler, som aftalekomplekset bestaar af, ikke kunne antages at begraense konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1. Foerer undersoegelsen derimod til, at markedet er vanskeligt tilgaengeligt, maa det dernaest vurderes, i hvilket omfang de omtvistede aftaler bidrager til den kumulative virkning, idet det kun er de aftaler, der i vaesentligt omfang bidrager til en eventuel afskaermning af markedet, der er forbudt (jf. Delimitis-dommen, praemis 23 og 24).

100 Endvidere bemaerkes, at det ved vurderingen af en eksklusiv koebsaftales virkninger ° som fastslaaet af Domstolen i sagen Brasserie de Haecht (jf. ovenfor) ° er noedvendigt at tage hensyn til den oekonomiske og retlige sammenhaeng, aftalen indgaar i, og hvor den sammen med andre aftaler kan have en kumulativ virkning for konkurrencen.

101 Det fremgaar desuden af Domstolens praksis, at betydningen af et kompleks af eksklusive koebsaftaler for adgangen til markedet navnlig afhaenger af antallet af salgssteder, der saaledes er kontraktligt bundet til producenter, i forhold til antallet af frie detailhandlere, af de maengder, der er omfattet af de paagaeldende forpligtelser, og af forholdet mellem disse maengder og dem, der saelges af detailhandlere som ikke er bundet af koebsforpligtelser. Desuden udgoer den bindingsgrad, der foelger af et kompleks af eksklusive koebsaftaler ° selv om den har en vis betydning ved bedoemmelsen af afskaermningen af markedet ° kun én omstaendighed blandt flere i den oekonomiske og retlige sammenhaeng, hvori en aftale eller, som i det foreliggende tilfaelde, et aftalekompleks skal bedoemmes (jf. Delimitis-dommen, praemis 19 og 20).

102 Bindingsgraden skal efter Rettens opfattelse i det foreliggende tilfaelde fastlaegges under hensyntagen til mulighederne for at faa adgang til detailhandlerne paa hele det relevante marked, saaledes som det er blevet afgraenset af Kommissionen, dvs. saavel den traditionelle handel som levnedsmiddelhandelen, idet markedsafgraensningen har til formaal at fastlaegge de rammer, inden for hvilke de omtvistede aftalers virkninger for konkurrencen skal bedoemmes.

103 Retten skal herved foerst bemaerke, at man ° som anfoert ovenfor (praemis 96) ° ud fra omfanget af salget af smaais paa det relevante marked naar frem til en bindingsgrad paa ca. (...)% (over 15%), som kan tilskrives de af sagsoegeren indgaaede eksklusive koebsaftaler, og at bindingsgraden ud fra forholdet mellem antallet af salgssteder, der er bundet til sagsoegeren, og det samlede antal salgssteder udgoer ca. (...)% (over 15%).

104 Hvad angaar den kumulative virkning af andre tilsvarende aftaler paa markedet bemaerkes dernaest, at de tilsvarende eksklusive koebsaftaler, der er indgaaet af Schoeller ° den anden store isproducent i Tyskland ° daekker ca. (...)% (over 10%) af det relevante marked, hvad enten der tages hensyn til procentdelen af salgssteder, der er bundet til selskabet, eller omfanget af salget gennem disse salgssteder.

105 Det kan herefter fastslaas, at de to stoerste producenters komplekser af eksklusive koebsaftaler beroerer ca. (...)% af markedet, hvilket ligger over den bindingsgrad paa 30%, som af Kommissionen blev betragtet som acceptabel ved fremsendelsen af den administrative skrivelse til Schoeller, som senere blev kommenteret i punkt 19 i den Femtende Beretning om Konkurrencepolitikken for 1985.

106 Bindingsgraden er imidlertid som naevnt (jf. ovenfor, praemis 101) kun én omstaendighed blandt flere i den oekonomiske og retlige sammenhaeng, hvori et aftalekompleks skal bedoemmes. Der skal desuden foretages en undersoegelse af de bestaaende vilkaar paa markedet og navnlig af nye konkurrenters reelle og konkrete muligheder for at traenge ind paa dette paa trods af det eksisterende kompleks af eksklusive koebsaftaler.

107 Kommissionen har i denne forbindelse henvist til, at der findes yderligere vaesentlige hindringer for adgangen til markedet, saavel i levnedsmiddelhandelen som i den traditionelle handel. Det fremgaar saaledes af betragtning 135-138 til beslutningen, at nye konkurrenters adgang til markedet vanskeliggoeres ved, at der findes en laaneordning omfattende et stort antal frysekummer, som sagsoegeren stiller til raadighed for detailhandlere i saavel levnedsmiddelhandelen som den traditionelle handel (i alt ca. (...), heraf (...) i den traditionelle handel og (...) i levnedsmiddelhandelen, jf. betragtning 58 til beslutningen) paa den betingelse, at detailhandlerne forpligter sig til udelukkende at benytte dem til sagsoegerens varer.

108 Retten finder, at Kommissionen med rette har lagt til grund, at der herved er tale om en omstaendighed, der er med til at vanskeliggoere adgangen til markedet. Ordningen medfoerer nemlig noedvendigvis, at enhver ny konkurrent, der gaar ind paa markedet, enten skal overbevise detailhandleren om at skifte den af sagsoegeren opstillede frysekumme ud med en anden, hvilket indebaerer et afkald paa den omsaetning, der skabes med den tidligere leverandoers produkter, eller faa detailhandleren til at acceptere, at der opstilles yderligere en frysekumme, hvilket kan vise sig at vaere umuligt, navnlig paa grund af pladsmangel hos de smaa salgssteder. Hvis den nye konkurrent kun kan tilbyde et begraenset vareudvalg, hvilket er tilfaeldet for intervenientens vedkommende, kan det desuden vaere vanskeligt for ham at overtale detailhandleren til at opsige kontrakten med den tidligere leverandoer.

109 Hertil kommer, at det fremgaar af sagens akter, at sagsoegeren inden for levnedsmiddelhandelen i hvert fald indtil 1992-saesonen gennem ydelse af rabatter har sikret en eksklusiv koebsforpligtelse for (...)% af salget af smaais.

110 Det fremgaar desuden af sagens akter, at der inden for den traditionelle handel findes et stort antal selvstaendige detailhandlere, hvis gennemsnitlige omsaetning er forholdsvis beskeden. En ny konkurrent kan saaledes kun oprette et rentabelt distributionssystem, hvis der inden for et bestemt geografisk omraade samles et stort antal detailhandlere, som kan faa varerne leveret fra regionale depoter eller centrallagre. Den omstaendighed, at der mangler et uafhaengigt mellemled, medfoerer, at opsplitningen af efterspoergslen udgoer en yderligere hindring for adgangen til markedet. Endelig har Kommissionen med rette taget hensyn til, at sagsoegerens varer saelges under nogle meget kendte maerker.

111 Paa den baggrund og i betragtning af de omtvistede aftalers faktiske loebetid, som er ca. to et halvt aar, finder Retten, at de af sagsoegeren indgaaede eksklusive koebsaftaler i lyset af de tilsvarende aftaler, der er indgaaet paa det relevante marked, og de oevrige omstaendigheder i den oekonomiske og retlige sammenhaeng, aftalerne indgaar i, som defineret ovenfor i praemis 107-110, kan paavirke konkurrencen maerkbart, som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1.

112 I betragtning af sagsoegerens staerke position paa det relevante marked, navnlig selskabets markedsandel, finder Retten, at aftalerne i betydelig grad bidrager til en afskaermning af markedet.

113 Paa baggrund af det anfoerte er det saaledes Rettens opfattelse, at Kommissionen med rette har lagt til grund, at de omtvistede aftaler medfoerer en maerkbar begraensning af konkurrencen paa de relevante marked. Der er foelgelig ikke anledning til at foretage de af sagsoegeren og intervenienten foreslaaede vidneafhoeringer i saa henseende.

114 Anbringendets andet led kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendets tredje led om manglende paavirkning af handelen mellem medlemsstater

Sammenfatning af parternes argumentation

115 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at leveringsaftalerne ikke kan have en maerkbar negativ indflydelse paa handelen mellem medlemsstaterne. Den eksklusive koebsforpligtelse kan nemlig kun have en saadan virkning, saafremt der blev foretaget reimport gennem udenlandske mellemhandlere, hvilket ifoelge sagsoegeren ikke er tilfaeldet og sandsynligvis heller ikke vil ske i fremtiden.

116 For saa vidt angaar det konkurrenceforbud, som aftalerne indeholder, har sagsoegeren endvidere gjort gaeldende, at Kommissionen ikke er fremkommet med noget bevis for, at der i andre medlemsstater findes virksomheder, som oensker at saelge deres produkter paa det tyske marked, og at de faa graenseoverskridende leverancer af konsumis, der finder sted, for stoerstepartens vedkommende er interne leverancer inden for en koncern af virksomheder, hvorfor der ikke er tale om handel mellem medlemsstater som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1. Sagsoegeren har herved under henvisning til betragtning 75 til beslutningen tilfoejet, at en tysk virksomhed ikke bliver til en fransk virksomhed, fordi den fremstiller de produkter, der er beregnet for det tyske marked, i Frankrig.

117 Kommissionen fastslaar i beslutningen, at den eksklusive koebsforpligtelse og det konkurrenceforbud, som de omtvistede aftaler indeholder, udgoer en begraensning af konkurrencen, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, da aftalerne foerer til en afskaermning af det tyske marked mod is fra andre medlemsstater, saasom i det foreliggende tilfaelde mod Mars' is, som fremstilles i Frankrig.

118 Kommissionen har endelig anfoert, at den i henhold til retspraksis ikke behoever at bevise, at aftalerne faktisk har paavirket handelen mellem medlemsstaterne maerkbart. Den har henvist til, at traktatens artikel 85, stk. 1, ikke kraever bevis herfor, "hvilket i oevrigt i de fleste tilfaelde vil vaere vanskeligt at godtgoere i fornoedent omfang, hvorimod artiklen kraever bevis for, at disse aftaler kan have en saadan virkning" (jf. Domstolens dom af 1.2.1978, sag 19/77, Miller mod Kommissionen, Sml. s. 131).

Rettens bemaerkninger

119 Indledningsvis bemaerkes, at en aftale i henhold til Domstolens og Rettens faste praksis kun kan paavirke handelen mellem medlemsstater som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1, saafremt det paa grundlag af alle faktiske og retlige omstaendigheder kan forudsiges med en tilstraekkelig grad af sandsynlighed, at den vil kunne oeve en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse paa handelen mellem medlemsstater, saaledes at den vil kunne hindre, at der skabes et indre marked mellem medlemsstater (jf. senest Rettens dom af 14.7.1994, sag T-77/92, Parker Pen mod Kommissionen, Sml. II, s. 549, praemis 39; jf. ogsaa Domstolens dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2545, praemis 22).

120 Retten finder herved, at den kumulative virkning af et kompleks af eksklusive koebsaftaler, som straekker sig over hele en medlemsstats omraade og daekker ca. (...)% af det relevante marked, (jf. ovenfor, praemis 105), kan forhindre konkurrenter fra andre medlemsstater i at traenge ind paa markedet og dermed styrke afskaermningen af de nationale markeder, hvorved den med traktaten tilstraebte sammenkaedning af oekonomierne haemmes (jf. i samme retning Domstolens dom af 17.10.1972, sag 8/72, Cementhandelaren mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 251, org. ref.: Rec. s. 977).

121 Det fastslaas saaledes med rette i beslutningen, jf. betragtning 75, at de omtvistede aftaler foerer til en afskaermning af det tyske marked mod is fra andre medlemsstater, f.eks. mod Mars' is, som fremstilles i Frankrig.

122 Hvad angaar sagsoegerens argument om, at der for intervenienten Mars' vedkommende er tale om interne graenseoverskridende leverancer inden for en koncern af virksomheder, som ikke udgoer handel mellem medlemsstater, bemaerkes, at saadanne leverancer i henhold til Domstolens praksis kan paavirke handelen mellem medlemsstater. Domstolen har saaledes i sin dom af 10. december 1985, forenede sager 240/82, 241/82, 242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 3831, praemis 49), udtalt, at selv om der ikke er tale om en afskaermning af markederne, beroerer prisaftaler mellem virksomheder med hjemsted i en medlemsstat, som kun omfatter markedet i denne stat, handelen mellem medlemsstater som omhandlet i traktatens artikel 85, naar de ° selv kun delvis ° vedroerer en vare hidroerende fra en anden medlemsstat, ogsaa selv om deltagerne har erhvervet varen hos et selskab i deres koncern.

123 Den paagaeldende retspraksis finder efter Rettens opfattelse ogsaa anvendelse paa graenseoverskridende leverancer fra en virksomhed, som ikke har indgaaet eksklusive koebsaftaler.

124 Anbringendets tredje led kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendets fjerde led om Kommissionens paastaaede pligt til at foretage en opdeling af de enkelte aftaler, saaledes at en del af aftalerne ikke rammes af forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1

Sammenfatning af parternes argumentation

125 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke med hjemmel i artikel 3 i forordning nr. 17 kan forbyde eksklusive koebsaftaler, som ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1. Det foelger efter sagsoegerens opfattelse af Delimitis-dommen, jf. ovenfor, at visse eksklusive koebsaftaler eller en vis kategori af saadanne aftaler, hvordan det end fastlaegges, hvilke aftaler eller hvilken kategori af aftaler der er tale om, ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1. Det er derfor med urette, at Kommissionen i betragtning 107 til beslutningen har forbudt samtlige eksisterende aftaler uden at undersoege eller fastlaegge, hvilken del af aftalerne der falder ind under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 85, stk. 1.

126 Det er ifoelge sagsoegeren heller ikke korrekt, at traktatens artikel 85, stk. 2, af retssikkerhedsgrunde er til hinder for en opdeling af de aftaler, der indgaar i et aftalekompleks, hvilket klart fremgaar af Rettens praesidents kendelse af 16. juni 1992 i den sag, der gik forud for naervaerende sags anlaeg (jf. ovenfor, praemis 8).

127 Kommissionen har anfoert, at den maerkbare paavirkning af konkurrencen i det foreliggende tilfaelde ° som anfoert i betragtning 107 til beslutningen ° har relation til alle de af sagsoegeren indgaaede leveringsaftaler. Naar der foreligger et kompleks af aftaler af samme art indgaaet af én og samme producent, maa spoergsmaalet om, hvorvidt der er tale om en maerkbar paavirkning, afgoeres ud fra en samlet vurdering, idet det ikke er muligt at holde visse dele af aftalekomplekset udenfor. Traktatens artikel 85, stk. 1, tillader ikke, at enkeltaftaler eller aftalekomplekser opdeles paa en saadan maade, at en "ikke-maerkbar" del holdes uden for det i bestemmelsen indeholdte forbud, idet en saadan opdeling i oevrigt er vilkaarlig.

128 Kommissionen har tilfoejet, at traktatens artikel 85, stk. 2, af retssikkerhedsgrunde er til hinder for en opdeling, isaer i forbindelse med aftalekomplekser.

Rettens bemaerkninger

129 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af retspraksis, at et kompleks af eksklusive koebsaftaler indgaaet af en enkelt leverandoer kan falde uden for forbuddet i artikel 85, stk. 1, saafremt det ikke sammen med alle lignende aftaler paa markedet, herunder aftaler indgaaet af andre leverandoerer, i vaesentlig grad bidrager til, at nye inden- og udenlandske konkurrenter hindres adgang til markedet (jf. Delimitis-dommen, praemis 23 og 24). Naar der er tale om et kompleks af ensartede aftaler indgaaet af en enkelt producent, skal vurderingen af aftalekompleksets virkninger for konkurrencen saaledes efter Rettens opfattelse omfatte alle de enkelte aftaler, komplekset bestaar af. Desuden har Kommissionen med henblik paa vurderingen af, om traktatens artikel 85, stk. 1, finder anvendelse, pligt til at undersoege de reelle forhold i det konkrete tilfaelde, idet den ikke kan basere sig paa hypotetiske situationer. Retten finder herved, at en opdeling af de omtvistede aftaler i forskellige hypotetiske kategorier i det foreliggende tilfaelde ° som anfoert af Kommissionen ° vil kunne vaere vilkaarlig.

130 Hvad dernaest angaar Rettens praesidents kendelse af 16. juni 1992, jf. ovenfor, som sagsoegeren har paaberaabt sig til stoette for, at retsikkerhedshensyn ikke er til hinder for en opdeling af selskabets aftaler, bemaerkes, at den paagaeldende kendelse, hvorved gennemfoerelsen af Kommissionens beslutning af 25. marts 1992 blev udsat, undtagen for saa vidt angaar de salgssteder paa servicestationer, som var bundet af eksklusive koebsaftaler med sagsoegeren og Schoeller, blev afsagt i en sag om foreloebige forholdsregler. Den foreloebige forholdsregel, som blev truffet ud fra en afvejning af parternes forskellige interesser, skulle udelukke risikoen for et alvorligt og uopretteligt tab for saavel Mars som sagsoegeren. Kendelsen havde saaledes et saerligt formaal, og den findes derfor ikke at kunne paaberaabes til stoette for, at Kommissionen havde pligt til at opdele de enkelte aftaler med henblik paa vurderingen af, om de faldt ind under traktatens artikel 85, stk. 1.

131 Retten finder saaledes, at et kompleks af ensartede aftaler skal vurderes samlet, og at Kommissionen derfor med rette ikke foretog en opdeling af aftalerne. Det paagaeldende led i anbringendet maa dermed forkastes.

132 Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 1, kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af traktatens artikel 85, stk. 3

133 Sagsoegeren har for det tilfaelde, at de omtvistede aftaler ° i modsaetning til, hvad der er selskabets opfattelse ° maa anses for at falde ind under forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, gjort gaeldende, at aftalerne er omfattet af en gruppefritagelse i henhold til forordning nr. 1984/83 eller burde kunne gives en individuel fritagelse. Anbringendet indeholder fire led. Sagsoegeren finder for det foerste, at Kommissionen med urette har lagt til grund, at de omtvistede aftaler er indgaaet for et ubestemt tidsrum, og at de derfor ikke er omfattet af fritagelsen i henhold til forordning nr. 1984/83, jf. dennes artikel 3, litra d). Sagsoegeren har for det andet anfoert, at Kommissionen ikke kunne lade fordelen ved fritagelsen i henhold til forordning nr. 1984/83 bortfalde i medfoer af forordningens artikel 14, litra a) og b), eftersom disse bestemmelser ikke kan finde anvendelse i det foreliggende tilfaelde, da de efter sagsoegerens opfattelse er ugyldige. Sagsoegeren har for det tredje gjort gaeldende, at selv om det maatte laegges til grund, at de naevnte bestemmelser er anvendelige, var Kommissionen ikke berettiget til at lade fordelen ved gruppefritagelsen bortfalde, eftersom betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, er opfyldt. Selskabet har herved i oevrigt anfoert, at der kan gives en individuel fritagelse for aftalerne. Endelig har sagsoegeren for det fjerde gjort gaeldende, at Kommissionen ved at lade fordelen ved gruppefritagelsen bortfalde for alle de omtvistede aftaler har tilsidesat proportionalitetsprincippet.

Anbringendets foerste led om de omtvistede aftalers loebetid

Sammenfatning af parternes argumentation

134 Sagsoegeren har i relation til de eksklusive koebsaftalers loebetid indledningsvis anfoert, at den faste loebetid paa to aar, der er fastsat i visse af de omtvistede aftaler, paa trods af klausulen om automatisk forlaengelse med et aar i praksis svarer til den faktiske loebetid, idet indehaverne af salgsstederne opsiger deres aftale saa hurtigt som muligt for at forsoege at opnaa en forbedring af aftalevilkaarene, og at Kommissionen derfor med urette har lagt til grund, at alle leveringsaftalerne er indgaaet for et ubestemt tidsrum og saaledes ikke er omfattet af fritagelsen i henhold til forordning nr. 1984/83, jf. dennes artikel 3, litra d). Saafremt indehaveren af et salgssted opsiger sin aftale, og aftaleforholdet efterfoelgende genetableres, foreligger der nemlig efter sagsoegerens opfattelse en ny aftale, hvori der er fastsat en ny, bestemt loebetid.

135 Ifoelge sagsoegeren vil Kommissionens indvendinger i saa henseende i betragtning 112 til beslutningen under alle omstaendigheder snart vaere genstandsloese. De eneste aftaler, der giver anledning til problemer, er nemlig de aftaler, for hvilke der gaelder en fast loebetid paa to aar og en automatisk forlaengelse med et aar ved udloebet af hver periode. Sagsoegeren har under den skriftlige forhandling understreget, at selskabet er i faerd med at aendre aftalepraksis, idet det indfoejer en klausul, hvorefter aftalens loebetid under ingen omstaendigheder kan overskride fem aar.

136 Kommissionen har paa linje med det i betragtning 112 til beslutningen anfoerte gjort gaeldende, at aftaler af typen "aftaler med en fast loebetid paa maksimalt to aar og efterfoelgende automatisk forlaengelse" er indgaaet "for et ubestemt tidsrum", jf. artikel 3, litra d), i forordning nr. 1984/83, idet deres udloebstidspunkt afhaenger af en uvis fremtidig haendelse. Muligheden for at opsige aftalerne hvert aar inden for en vis frist i loebet af den automatiske forlaengelsesperiode aendrer ikke den retlige vurdering. Kommissionen finder saaledes, at leveringsaftalerne ikke kan drage fordel af gruppefritagelsen i henhold til forordning nr. 1984/83.

Rettens bemaerkninger

137 Det fremgaar af ordlyden af artikel 3, litra d), i forordning nr. 1984/83, at gruppefritagelsen i henhold til forordningen ikke finder anvendelse, naar den paagaeldende aftale er indgaaet for et ubestemt tidsrum. Der er efter Rettens opfattelse i den henseende i praksis ingen forskel mellem en aftale, som udtrykkeligt er indgaaet for et ubestemt tidsrum med mulighed for at opsige aftaleforholdet ° en aftaleform, der i henhold til artikel 3, litra d), i forordning nr. 1984/83 er holdt uden for den med forordningen indroemmede gruppefritagelse ° og en aftale, der som den i det foreliggende tilfaelde omhandlede efter to aar er genstand for stiltiende forlaengelser, saa laenge den ikke opsiges af en af parterne. I begge tilfaelde er parterne ikke tvunget til, men har ° hvis de oensker det ° fri adgang til, at tage deres aftaleforhold op til fornyet overvejelse og vurdere andre muligheder paa markedet. En saadan undersoegelse, som artikel 3, litra d), i forordning nr. 1984/83 har til formaal at gennemtvinge, kan foere til, at nye konkurrenter faar adgang til detailhandlere, der er frigjort for enhver forpligtelse. Desuden bemaerkes, at det ° som anfoert af Kommissionen i betragtning 113 til beslutningen ° ved en konkurrenceretlig vurdering af aftalerne er afgoerende, at loebetiden ikke er fast, da den afhaenger af, at en af aftaleparterne tager et initiativ.

138 De aftaler, som forlaenges stiltiende og som kan loebe i mere end fem aar, maa herefter anses for at vaere indgaaet for et ubestemt tidsrum, og de kan derfor ikke drage fordel af gruppefritagelsen i henhold til forordning nr. 1984/83. Anbringendets foerste led kan saaledes ikke tiltraedes.

Anbringendets andet led om, at artikel 14, litra a) og b), i forordning nr. 1984/83 ikke kan finde anvendelse

Sammenfatning af parternes argumentation

139 Sagsoegeren har om de aftaler, hvis loebetid er i overensstemmelse med artikel 3 i forordning nr. 1984/83, og som derfor kan drage fordel af gruppefritagelsen i henhold til forordningen, gjort gaeldende, at Kommissionen ikke kan lade fordelen ved fritagelsen bortfalde med den begrundelse, at adgangen til den traditionelle specialhandel vanskeliggoeres i urimelig grad paa grund af de eksklusive koebsaftaler, sagsoegerens konkurrenter og selskabet selv har indgaaet, eller med den begrundelse, at de isprodukter, der saelges gennem den traditionelle specialhandel, ikke er "udsat for effektiv konkurrence" fra andre isprodukter, da de herved relevante bestemmelser, nemlig artikel 14, litra a) og b), i forordning nr. 1984/83, ikke har nogen hjemmel og derfor ikke kan finde anvendelse.

140 Sagsoegeren har til stoette herfor gjort gaeldende, at det i hjemmelen for artikel 14 i forordning nr. 1984/83, nemlig artikel 7 i Raadets forordning nr. 19/65/EOEF af 2. marts 1965 om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af aftaler og samordnet praksis (EFT 1965-1966, s. 31, herefter benaevnt "forordning nr. 19/65"), er bestemt, at Kommissionen kun kan lade fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde, saafremt de aftaler, for hvilke der er indroemmet en saadan fritagelse, "har virkninger, som er uforenelige med de i traktatens artikel 85, stk. 3, naevnte betingelser".

141 Sagsoegeren har henvist til, at artikel 14, litra a), i forordning nr. 1984/83 herudover kraever, at de omhandlede varer er udsat for "effektiv konkurrence" fra andre varer. Som betingelse for, at der kan indroemmes en fritagelse for en aftale, kraeves det imidlertid i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, blot, at der ikke gives de paagaeldende virksomheder "mulighed for at udelukke konkurrencen for en vaesentlig del af de paagaeldende varer". Desuden goeres det i forordningens artikel 14, litra b), til en betingelse, at den fritagede aftale ikke i urimelig grad vanskeliggoer det "for andre leverandoerer at faa adgang til de forskellige distributionsled". Et saadant krav stilles ikke i traktatens artikel 85, stk. 3. Mens artikel 14, litra a), formentlig kan fortolkes paa en saadan maade, at bestemmelsen er i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 3, er dette ifoelge sagsoegeren ikke muligt for saa vidt angaar artikel 14, litra b). Kommissionen var derfor ikke berettiget til at begrunde sin beslutning med en henvisning til bestemmelserne i artikel 14 i forordning nr. 1984/83, da en kommissionsforordning, der ikke er daekket af den bemyndigelsesbestemmelse, den hviler paa, er ugyldig og dermed i det foreliggende tilfaelde helt eller delvist uanvendelig, medmindre den kan fortolkes i overensstemmelse med bestemmelsen (jf. Domstolens dom af 10.3.1971, sag 38/70, Tradax, Sml. 1971, s. 27, org. ref.: Rec. s. 145).

142 Kommissionen har anfoert, at artikel 14 i forordning nr. 1984/83 og artikel 7 i forordning nr. 19/65 har samme normative indhold, hvorfor der ikke kan vaere tale om, at foerstnaevnte bestemmelse ikke kan finde anvendelse. For det foerste er bestemmelserne i artikel 14, litra a) og b), i forordning nr. 1984/83 kun af vejledende karakter, idet de angiver nogle af de situationer, hvor Kommissionen kan benytte sig af sin befoejelse til at lade fordelen ved gruppefritagelsen i henhold til forordningen bortfalde (jf. meddelelse vedroerende Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1983/83 og (EOEF) nr. 1984/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, paa kategorier af henholdsvis eneforhandlingsaftaler og eksklusive koebsaftaler (EFT 1984 C 101, s. 2)). For det andet fremgaar det ° stadig ifoelge Kommissionen ° af Domstolens praksis, at reglen om, at udelukkelse af konkurrencen for en vaesentlig del af de paagaeldende varer er til hinder for fritagelse, ogsaa gaelder i de forskellige distributionsled, som omhandlet i artikel 14, litra b), i forordning nr. 1984/83 (jf. Domstolens dom af 13.7.1966, sag 32/65, Italien mod Raadet og Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 293, org. ref.: Rec. s. 563, og dommen i sagen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, naevnt ovenfor).

143 Desuden finder Kommissionen, at det fremgaar af dommen i sagen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, at traktatens forfatteres bestraebelser paa, i tilfaelde, hvor begraensningen i konkurrencen tillades, at bevare muligheden for en faktisk eller potentiel konkurrence, ogsaa omfatter de forskellige distributionsled.

Rettens bemaerkninger

144 Indledningsvis bemaerkes, at spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen med urette har ladet fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde i henhold til artikel 14, litra a) og b), i forordning nr. 1984/83, fordi bestemmelserne ikke skulle finde anvendelse i det foreliggende tilfaelde, kun vedroerer de aftaler, som er indgaaet for maksimalt fem aar og dermed ifoelge Kommissionen opfylder betingelserne i artikel 3, litra b), i naevnte forordning (jf. betragtning 114 til beslutningen), idet aftalerne af typen "aftaler med en fast loebetid paa maksimalt to aar og efterfoelgende automatisk forlaengelse" og aftalerne med en loebetid paa over fem aar ikke er omfattet af fritagelsen i henhold til forordningen artikel 1.

145 Det foelger af artikel 14, litra a) og b), i forordning nr. 1984/83, at Kommissionen er bemyndiget til at lade fordelen ved den i henhold til forordningen indroemmede gruppefritagelse ° som ifoelge sagens natur ikke forudsaetter en konkret undersoegelse af, om betingelserne for en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, faktisk er opfyldt ° bortfalde, saafremt den i en konkret sag konstaterer, at aftaler, der i medfoer af forordningen er fritaget, ikke opfylder alle betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3.

146 Disse regler er i overensstemmelse med artikel 7 i forordning nr. 19/65, som er hjemmelen for artikel 14 i forordning nr. 1984/83, og som bestemmer, at Kommissionen kan lade fordelen ved anvendelsen af en gruppefritagelsesforordning bortfalde, hvis den konstaterer, at aftaler eller former for samordnet praksis har virkninger, som er uforenelige med de i traktatens artikel 85, stk. 3, naevnte betingelser.

147 Ordlyden af artikel 14 i forordning nr. 1984/83 viser endvidere, at bestemmelserne i litra a) og b), som indledes med ordet "isaer", udgoer en opregning af eksempler paa tilfaelde, hvor virksomhederne kan forvente, at Kommissionen traeffer en beslutning om at lade fordelen ved gruppefritagelsen bortfalde for deres vedkommende.

148 Dernaest bemaerkes, at Domstolen i sin dom i sagen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen i relation til den fjerde betingelse for at drage fordel af en fritagelse for forbuddet i traktatens artikel 85, stk. 1, udtalte, at "traktatens forfatteres bestraebelser paa, i tilfaelde, hvor begraensninger i konkurrencen tillades, at bevare muligheden for en faktisk eller mulig konkurrence paa markedet er udtrykkeligt fremhaevet i traktatens artikel 85, stk. 3, litra b)". Betingelsen om opretholdelse af en effektiv konkurrence i artikel 14, litra a), i forordning nr. 1984/83 er saaledes daekket af bemyndigelsen i artikel 7 i forordning nr. 19/65.

149 Sagsoegerens argument om, at artikel 14, litra a), i forordning nr. 1984/83 ikke kan finde anvendelse, kan herefter ikke tiltraedes.

150 Retspraksis viser ligeledes dels, at princippet om den frie konkurrence gaelder for alle omsaetningstrin og alle former for konkurrence (jf. Domstolens dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245, org. ref.: Rec. s. 429), dels, at der i henhold til ordlyden af traktatens artikel 85, stk. 1, ikke foretages nogen sondring mellem virksomheder, der konkurrerer med hinanden paa samme omsaetningstrin, og virksomheder paa forskellige omsaetningstrin, der ikke konkurrerer med hinanden, og at man ikke kan indfoere sondringer, som ikke findes i traktaten (jf. dommen i sagen Italien mod Raadet og Kommissionen, naevnt ovenfor).

151 Det foelger heraf, at traktatens artikel 85, stk. 1, finder anvendelse paa alle trin i den oekonomiske proces og ogsaa paa konkurrenceforholdene mellem leverandoerer, for saa vidt angaar adgangen til de forskellige salgssteder som omhandlet i naervaerende sag.

152 Da det foelger af traktatens artikel 85, stk. 3, litra b), at bestemmelserne i artikel 85, stk. 1, ikke kan erklaeres uanvendelige paa aftaler, der giver virksomhederne "mulighed for at udelukke konkurrencen for en vaesentlig del af de paagaeldende varer", finder Retten paa baggrund af ovenstaaende betragtninger, at Kommissionen ogsaa i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, litra b), kan lade fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde, saafremt det i urimelig grad vanskeliggoeres for andre leverandoerer at faa adgang til de forskellige salgssteder, jf. artikel 14, litra b), i forordning nr. 1984/83.

153 Sagsoegerens argument om, at artikel 14, litra b), i forordning nr. 1984/83 ikke er daekket af bemyndigelsen i artikel 7 i forordning nr. 19/65, er saaledes uden grundlag.

154 Anbringendets andet led kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendets tredje led om, hvorvidt leveringsaftalerne opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3

Sammenfatning af parternes argumentation

155 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at artikel 7 i forordning nr. 19/65, hvori der henvises til artikel 6 og 8 i forordning nr. 17, skal fortolkes saaledes, at Kommissionen kun kan lade fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde, saafremt den godtgoer, at betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, ikke var opfyldt fra begyndelsen eller efterfoelgende er ophoert med at vaere opfyldt, hvilket Kommissionen ikke har gjort i det foreliggende tilfaelde.

156 Sagsoegeren har paa den baggrund konkluderet, at saa laenge Kommissionen ikke har godtgjort, at en af betingelserne for at anvende artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 17 er opfyldt, kan den ikke lade fordelen ved gruppefritagelsen i henhold til forordning nr. 1984/83 bortfalde.

157 De omhandlede eksklusive koebsaftaler er efter sagsoegerens opfattelse fortsat omfattet af traktatens artikel 85, stk. 3, hvorfor de ogsaa kan goeres til genstand for en individuel fritagelse. Sagsoegeren har i den forbindelse understreget, at de af selskabet indgaaede leveringsaftaler ikke behoever at blive anmeldt til Kommissionen. Aftalerne falder nemlig ind under artikel 4, stk. 2, nr. 1, i forordning nr. 17, selv om selskabet er en del af en international koncern.

158 Sagsoegeren har dernaest under henvisning til betragtning 5 og 6 til forordning nr. 1984/83 anfoert, at leveringsaftalerne medfoerer en forbedring af varedistributionen. Sagsoegeren finder nemlig, at det er selskabets aftaler, der har skabt mulighed for regelmaessige leverancer i hele Tyskland og et bredt udbud af konsumis af hoej kvalitet. Uden oprettelsen af de eksisterende distributionsnet, der som en vaesentlig bestanddel har salgsstedernes eksklusive koebsforpligtelse over for en bestemt producent, ville et stort antal smaa og mellemstore salgssteder aldrig have accepteret at saelge konsumis. Hvis hvert enkelt salgssted frit kunne saelge andre producenters varer fra tid til anden, ville distributionssystemets effektivitet ikke kunne sikres, da det ikke ville vaere muligt at bevare dets rentabilitet. De faste leverancer til salgsstederne af komplette vareudvalg ville dermed blive bragt i fare. Sagsoegeren har anfoert, at oprettelsen af nye salgssteder for konsumis ved hjaelp af eksklusive koebsaftaler ogsaa ° i modsaetning til det af Kommissionen anfoerte ° udgoer en objektiv fordel for almenheden.

159 Sagsoegeren har endvidere under henvisning til Domstolens praksis (jf. dom af 25.10.1977, sag 26/76, Metro mod Kommissionen, Sml. s. 1875) gjort gaeldende, at en regelmaessig forsyning indebaerer en fordel for forbrugerne, der er tilstraekkelig til at kunne anses for en rimelig andel af den fordel, som skyldes de forbedringer, der er fremkaldt af en af Kommissionen godkendt konkurrencebegraensning. Selskabet har desuden anfoert, at saafremt de eksklusive koebsaftaler blev opgivet, ville distributionsomkostningerne og priserne for forbrugerne stige vaesentligt til skade for forbrugerne.

160 Endelig afhaenger vurderingen af, om der foreligger en effektiv konkurrence paa det omhandlede marked, ifoelge sagsoegeren ikke af spoergsmaalet om, hvorvidt adgangen til den traditionelle specialhandel i urimelig grad vanskeliggoeres paa grund af de eksisterende eksklusive koebsaftaler. Selv om dette maatte vaere tilfaeldet, hvilket sagsoegeren bestrider, ville der alligevel kunne vaere tale om en effektiv konkurrence paa konsumismarkedet. Der findes nemlig ifoelge sagsoegeren en effektiv konkurrence med hensyn til priser, kvalitet og udvalg af varer og tjenesteydelser paa markedet, hvilket sagsoegerens og Schoeller' s svingende markedsandele tydeligt viser.

161 Sagsoegeren finder paa baggrund af det saaledes anfoerte, at Kommissionen heller ikke kunne have ladet fordelen ved gruppefritagelsen bortfalde, selv om det ° i strid med sagsoegerens opfattelse ° antages, at bestemmelserne i artikel 14, litra a) og b), i forordning nr. 1984/83 var anvendelige.

162 Kommissionen har heroverfor gjort gaeldende, at der var grundlag for i medfoer af artikel 14 i forordning nr. 1984/83 at lade fordelen ved gruppefritagelsen i henhold til forordningen bortfalde, da leveringsaftalerne ikke opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3.

163 Kommissionen har til stoette herfor indledningsvis henvist til, at en gruppefritagelse ° i modsaetning til en individuel fritagelse ° ifoelge sagens natur ikke forudsaetter, at det i hvert enkelt tilfaelde undersoeges, om de i traktaten opstillede betingelser for en fritagelse faktisk er opfyldt. Det ville derfor vaere forkert at antage, at betingelserne i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 17 vedroerende tilbagekaldelse af en individuel fritagelse er afgoerende i forbindelse med en beslutning om at lade en gruppefritagelse bortfalde i medfoer af artikel 14 i forordning nr. 1984/83. Ifoelge Kommissionen skulle det i henhold til sidstnaevnte artikel i det foreliggende tilfaelde blot undersoeges, om leveringsaftalerne havde virkninger, som er uforenelige med betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, hvilket Kommissionen netop gjorde.

164 Kommissionen har i den henseende anfoert, at leveringsaftalerne ikke bidrager til at forbedre fordelingen af varerne, jf. artikel 85, stk. 3, idet aftalerne ikke indebaerer objektive og konkrete fordele for almenheden, der kan opveje de ulemper, som aftalerne medfoerer for konkurrencen, jf. dommen i sagen Consten og Grundig mod Kommissionen.

165 Kommissionen finder, under hensyntagen til sagsoegerens staerke stilling paa markedet, at de fordele, der kan vaere forbundet med eksklusive koebsaftaler, nemlig en styrkelse af konkurrencen mellem varer af forskellige maerker, ikke kan konstateres i det foreliggende tilfaelde. Konkurrencen paa markedet begraenses tvaertimod af, at der findes et kompleks af eksklusive koebsaftaler, som udgoer en vaesentlig hindring for adgangen til markedet, og sagsoegerens stilling i forhold til selskabets konkurrenter bliver som foelge heraf styrket betydeligt. I oevrigt finder Kommissionen, at de regelmaessige forsyninger til forbrugerne i hele Tyskland ikke vil blive bragt i fare, saafremt de eksklusive koebsaftaler opgives.

166 Kommissionen har dernaest gjort gaeldende, at den omstaendighed, at de eksklusive koebsaftaler foerer til et ensartet og gennemskueligt distributionssystem, ikke giver grundlag for at antage, at brugerne faar rimelig andel i fordelen ved aftalerne. Virksomhederne er nemlig ikke tvunget til at videregive de fordele, der opstaar som foelge af aftalerne, hvis der ikke er en effektiv konkurrence. Desuden begraenser aftalerne forbrugerens valgmuligheder, idet de salgssteder, der er bundet af aftalerne, kun har en bestemt producents udvalg af is.

167 Endelig finder Kommissionen, at den negative betingelse i traktatens artikel 85, stk. 3, litra b), er opfyldt, da der ikke findes en effektiv konkurrence paa det relevante marked. Hvad angaar levnedsmiddelhandelen har Kommissionen gjort gaeldende, at den staerke stilling, som sagsoegeren og Schoeller, der tilsammen staar for mere end to tredjedele af salget gennem denne distributionskanal, har, og koncentrationen af efterspoergslen udgoer en vaesentlig hindring for adgangen til markedet. Hvad angaar den traditionelle handel vanskeliggoeres adgangen til markedet i stort omfang af den kumulative virkning af alle bestaaende eksklusive koebsaftaler. En undersoegelse af sagsoegerens salg gennem de forhandlere, der er bundet af eksklusive koebsaftaler, herunder grossisterne, i forhold til sagsoegerens samlede salg i 1991 viser ifoelge Kommissionen, at (...)% (over 50%) af salgsstederne er bundet af disse aftaler.

168 Den afskaermning af markedet, eksklusive koebsaftaler medfoerer, kan reduceres ved hjaelp af relativt korte loebetider for aftalerne. Dette er imidlertid ikke situationen paa det foreliggende tilfaelde, idet aftalerne har en fast loebetid paa op til to aar med mulighed for forlaengelse paa ubestemt tid. Desuden finder Kommissionen, at laaneordningen med frysekummer, der stilles til raadighed af sagsoegeren og Schoeller paa hele markedet, ogsaa medfoerer begraensninger af konkurrencen.

169 Intervenienten, Mars, har bestridt, at indgaaelse af eksklusive koebsaftaler og oprettelse af producentens eget distributionssystem er noedvendige forudsaetninger for en effektiv og rationel distribution paa det relevante marked for industrielt fremstillet konsumis. Mars har anfoert, at det er et absolut saertilfaelde, at producenter, saasom sagsoegeren og Schoeller, har deres egne transportsystemer. De saakaldte "impulsvarer" leveres som hovedregel af producenten til grossisternes centrallagre, hvorefter grossisterne samler ordrerne fra de forskellige salgssteder og leverer varerne til disse.

170 Mars har i den forbindelse anfoert, at Unilever-koncernen, som sagsoegeren er en del af, ved en skrivelse af 30. oktober 1974 anmodede sit irske datterselskab om at opgive aftalerne om salgsstedseksklusivitet og udelukkende aftale eksklusivitet med hensyn til brugen af frysekummerne. Dette viser, at de eksklusive koebsaftaler ikke er noedvendige.

171 Sagsoegeren har ifoelge Mars ikke ret i, at grossisterne hverken vil eller kan forsyne den traditionelle handel. Hvis grossisterne ikke er i stand til at forsyne det antal salgssteder, der er noedvendigt for en rationel distribution, skyldes dette ifoelge Mars de omtvistede eksklusive koebsaftaler, som binder et stort antal salgssteder.

172 Det af sagsoegeren anvendte system medfoerer, at nye konkurrenter naesten fuldstaendigt hindres adgang til markedet for de saakaldte "impulsis", hvor der opnaas meget store fortjenester. Mars har endelig anfoert, at det foelger af Domstolens praksis, at den omstaendighed, at en virksomhed har skabt et marked, ikke giver den ret til at opretholde sin position paa markedet ved at indgaa eksklusive koebsaftaler (jf. dommen i sagen Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, naevnt ovenfor).

Rettens bemaerkninger

173 Der skal foerst tages stilling til sagsoegerens argument om, at artikel 7 i forordning nr. 19/65 skal fortolkes saaledes, at Kommissionen ved udoevelsen af sin befoejelse i henhold til artikel 14 i forordning nr. 1984/83 skal sikre sig, at betingelserne i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 17 er opfyldt, saaledes at den kun kan lade fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde, saafremt de faktiske forhold har aendret sig paa et for fritagelsen vaesentligt punkt.

174 Det bemaerkes herved, at Kommissionen i henhold til artikel 8, stk. 3, litra a), i forordning nr. 17 kan tilbagekalde eller aendre en beslutning om fritagelse, saafremt de faktiske forhold har aendret sig paa et for beslutningen vaesentligt punkt. Da der er tale om en betingelse for en tilbagekaldelse af formelle beslutninger truffet i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, finder bestemmelsen ikke anvendelse, naar Kommissionen beslutter at lade fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde, eftersom der i saa fald ikke foreligger en tidligere formel beslutning, der tilbagekaldes. Endvidere bemaerkes, at en gruppefritagelse ° som anfoert af Kommissionen ° ifoelge sagens natur ikke er betinget af, at det i hvert enkelt tilfaelde konstateres, at de i traktaten opstillede betingelser for en fritagelse faktisk er opfyldt (jf. herved Rettens dom af 10.7.1990, sag T-51/89, Tetra Pak mod Kommissionen, Sml. II, s. 309).

175 Det maa paa den baggrund fastslaas, at artikel 7 i forordning nr. 19/65 ikke kan fortolkes saaledes, at en beslutning om at lade fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde, kun kan traeffes, saafremt betingelsen i artikel 8, stk. 3, litra a), i forordning nr. 17 er opfyldt. Sagsoegerens argument herom kan saaledes ikke tiltraedes.

176 Med henblik paa at vurdere, om Kommissionen var berettiget til at lade fordelen ved gruppefritagelsen bortfalde, skal Retten dernaest tage stilling til Kommissionens behandling af spoergsmaalet om, hvorvidt de omtvistede aftaler opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, hvortil der henvises i artikel 7 i forordning nr. 19/65 og artikel 14 i forordning nr. 1984/83. Saafremt det maatte vise sig, at de omtvistede aftaler ikke opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, vil dette samtidig indebaere, at de ° i modsaetning til, hvad sagsoegerne har gjort gaeldende ° heller ikke kan opnaa en individuel fritagelse.

177 Det bemaerkes i den forbindelse indledningsvis, at Kommissionen kun kan beslutte at meddele en individuel fritagelse, hvis den paagaeldende aftale opfylder alle de fire betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, og at en anmodning om fritagelse saaledes skal afvises, naar blot en af de fire betingelser ikke er opfyldt (jf. f.eks. Rettens dom af 15.7.1994, sag T-17/93, Matra Hachette mod Kommissionen, Sml. II, s. 595, praemis 104).

178 Endvidere bemaerkes, at Kommissionen paa dette omraade raader over et vidt skoen. Kommissionens enekompetence i henhold til artikel 9 i forordning nr. 17 til at meddele en fritagelse i medfoer af traktatens artikel 85, stk. 3, indebaerer noedvendigvis, at der skal foretages nogle vanskelige oekonomiske vurderinger. Domstolskontrollen med disse vurderinger skal foretages under hensyn til deres karakter og begraense sig til en undersoegelse af rigtigheden af de faktiske omstaendigheder og af Kommissionens retlige subsumption af de faktiske omstaendigheder. Domstolskontrollen retter sig saaledes foerst og fremmest mod beslutningernes begrundelse, hvoraf det skal fremgaa, hvilke kendsgerninger og overvejelser de naevnte vurderinger er baseret paa (jf. dommen i sagen Consten og Grundig mod Kommissionen, naevnt ovenfor). Disse principper, som er fastslaaet i retspraksis, skal danne grundlag for undersoegelsen af, om beslutningen bygger paa et urigtigt faktisk grundlag eller hviler paa en urigtig retsopfattelse eller paa et aabenbart urigtigt skoen (jf. dommen i sagen Matra Hachette mod Kommissionen, naevnt ovenfor, praemis 104).

179 Det fremgaar desuden af en fast retspraksis, at saafremt der anmodes om en fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3, paahviler det i foerste raekke de beroerte virksomheder for Kommissionen at fremlaegge dokumentation, der kan bevise, at aftalen opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3 (jf. f.eks. Domstolens dom af 11.7.1985, Remia m.fl. mod Kommissionen, naevnt ovenfor, og af 17.1.1984, forenede sager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19).

180 For saa vidt angaar den foerste af de fire betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, bemaerkes, at der i medfoer af bestemmelsen kan indroemmes fritagelse for aftaler, "som bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller oekonomiske udvikling". Det fremgaar i den forbindelse af Domstolens praksis, at man ikke kan anse enhver fordel, som aftalen medfoerer for parternes produktions- eller distributionsvirksomhed, for en saadan forbedring. En forbedring skal navnlig indebaere maerkbare objektive fordele, som kan opveje de ulemper, aftalen medfoerer for konkurrencen (jf. dommen i sagen Consten og Grundig mod Kommissionen, naevnt ovenfor).

181 I det foreliggende tilfaelde er denne foerste betingelse behandlet i betragtning 116-122 til beslutningen. Selv om det fremgaar af femte betragtning til forordning nr. 1984/83, at eksklusive koebsaftaler i almindelighed medfoerer en forbedring af distributionen, idet de goer det muligt for leverandoeren at planlaegge afsaetningen af sine varer mere noejagtigt og laengere tid i forvejen og sikre videreforhandleren en regelmaessig daekning af hans behov i aftaleperioden, og selv om det antages, at sagsoegeren af omkostningsgrunde vil vaere noedt til at indstille leveringen til bestemte smaa salgssteder, hvis selskabet forpligtes til at give afkald paa de eksklusive koebsaftaler med disse, finder Kommissionen, at de omtvistede aftaler ikke medfoerer objektive og konkrete fordele for almenheden, som kan opveje de ulemper for konkurrencen, der er forbundet med dem.

182 Kommissionen har til stoette herfor for det foerste anfoert, at de omtvistede aftaler i betragtning af sagsoegerens staerke stilling paa det relevante marked ikke ° som forudsat i sjette betragtning til forordning nr. 1984/83 ° stimulerer konkurrencen mellem varer af forskellige maerker. Kommissionen har nemlig med rette lagt til grund, at det omhandlede aftalekompleks er en vigtig hindring for adgangen til markedet, som begraenser konkurrencen. Sagsoegeren har herved ganske vist gjort gaeldende, at oprettelsen af nye salgssteder for konsumis indebaerer objektive fordele for almenheden, som omhandlet i retspraksis, men selskabet er efter Rettens opfattelse ikke fremkommet med faktiske oplysninger, der kan skabe alvorlig tvivl om Kommissionens undersoegelse med hensyn til de hindringer for adgangen til markedet, leveringsaftalerne medfoerer, og den heraf foelgende svaekkelse af konkurrencen.

183 Det fremgaar for det andet af betragtning 121 til beslutningen, at Kommissionen har lagt til grund, at de smaa salgssteder, som sagsoegeren eventuelt maatte indstille sine leverancer til af omkostningsgrunde, vil kunne faa deres forsyninger fra andre leverandoerer, f.eks. smaa lokale producenter, eller gennem uafhaengige mellemmaend, som kan tilbyde flere vareudvalg.

184 Der henvises i denne forbindelse til, at intervenienten, Mars, har anfoert, at det er et absolut saertilfaelde, at saakaldte "impulsvarer" distribueres gennem producenternes eget transportsystem. Det er saaledes ubestridt, at Unilever-koncernens virksomheder kun i Tyskland, Danmark og Italien har indgaaet aftaler om salgsstedseksklusivitet.

185 For saa vidt angaar den af Mars paaberaabte skrivelse af 30. oktober 1974, hvori Unilever-koncernen anmodede sit irske datterselskab om at opgive aftalerne om salgsstedseksklusivitet og udelukkende aftale eksklusivitet med hensyn til brugen af frysekummerne, bemaerkes, at sagsoegeren under den skriftlige forhandling har anfoert, at selskaberne under Unilever-koncernen igennem aarene har benyttet sig af forskellige metoder med henblik paa at opnaa den bedst mulige distribution af konsumis paa medlemsstaternes respektive nationale markeder. Sagsoegeren har herved tilfoejet, at selskabet har valgt sin egen loesning under hensyntagen til de faktiske vilkaar paa det tyske marked.

186 Sagsoegeren har imidlertid ikke paa overbevisende maade paavist, hvilke saerlige forhold i Tyskland der har gjort det noedvendigt for producenterne at oprette deres eget distributionssystem, ligesom selskabet heller ikke i tilstraekkelig grad har kunnet afsvaekke det af Kommissionen anfoerte om grossisternes vilje til og mulighed for at sikre en distribution af konsumis i hele Tyskland. Retten finder saaledes, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at Kommissionen har foretaget et aabenbart urigtigt skoen ved at antage, at de omtvistede aftaler ikke opfylder den foerste betingelse i traktatens artikel 85, stk. 3. Retten anser sagen for tilstraekkeligt belyst af sagsakterne, og der ses derfor ikke at vaere grund til at foretage vidneafhoeringer om noedvendigheden af producenternes eget distributionssystem eller om intervenientens salgspolitik ° som foreslaaet af sagsoegeren ° eller om grossisternes vilje til og mulighed for at forsyne detailhandlerne i den traditionelle handel eller om de begraensninger af konkurrencen, de eksklusive koebsaftaler medfoerer ° som foreslaaet af intervenienten.

187 Da de omtvistede aftaler ikke opfylder den foerste betingelse i traktatens artikel 85, stk. 3, maa anbringendets tredje led forkastes, uden at det er noedvendigt at undersoege, om Kommissionen har foretaget et aabenbart urigtigt skoen med hensyn til de oevrige betingelser i bestemmelsen, eftersom anmodningen om fritagelse skal afvises, naar blot en af de fire betingelser ikke er opfyldt.

Anbringendets fjerde led om, hvorvidt det er i strid med proportionalitetsprincippet at forbyde alle leveringsaftalerne

Sammenfatning af parternes argumentation

188 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen, naar den lader fordelen ved gruppefritagelsen bortfalde, i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17 kun kan forbyde de hidtil fritagne eksklusive koebsaftaler i det omfang, aftalerne er uforenelige med traktatens artikel 85, stk. 1, og ikke kan fritages. Den omstaendighed, at Kommissionen har ladet fordelen ved gruppefritagelsen bortfalde i det hele uden at meddele nogen form for delvis fritagelse, er ikke blot i strid med de principper, Domstolen har opstillet i Delimitis-dommen, men ogsaa med proportionalitetsprincippet. Kommissionen skal ifoelge sagsoegeren ex officio undersoege, om der kan meddeles en individuel fritagelse for nogle af leveringsaftalerne, fordi de ikke bidrager til den kumulative virkning som omhandlet i Domstolens ovennaevnte dom.

189 Sagsoegeren har herved henvist til Rettens praesidents kendelse af 16. juni 1992, som efter selskabets opfattelse angiver én blandt mange muligheder for at reducere et kompleks af eksklusive koebsaftaler til et niveau, der er tilladt i henhold til konkurrencereglerne.

190 Kommissionen har i betragtning 148 til beslutningen anfoert, at da sagsoegeren indtager en staerk stilling paa markedet, og denne markedsposition er sikret paa mange maader, opfylder aftalerne som helhed ikke betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3.

191 Desuden har Kommissionen under den skriftlige forhandling gjort gaeldende, at beslutningen om at lade fordelen ved gruppefritagelsen bortfalde ikke strider mod proportionalitetsprincippet. Kommissionen har herved understreget, at den ikke i forbindelse med en undersoegelse paa grundlag af traktatens artikel 85, stk. 3, er retligt forpligtet til at paapege eventuelle alternative loesninger.

Rettens bemaerkninger

192 Indledningsvis bemaerkes, at proportionalitetsprincippet indebaerer, at faellesskabsinstitutionernes retsakter ikke maa overskride graenserne for, hvad der er hensigtsmaessigt og noedvendigt for at naa det oenskede maal (jf. Domstolens dom af 17.5.1984, sag 15/83, Denkavit Nederland, Sml. s. 2171).

193 Hvad foerst angaar spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen ex officio skal undersoege, om visse af leveringsaftalerne, efter at det er besluttet at lade fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde, kan fritages individuelt, fordi de ikke bidrager til den kumulative virkning som omhandlet i Delimitis-dommen, jf. ovenfor, bemaerkes, at det i foerste raekke paahviler de beroerte virksomheder for Kommissionen at fremlaegge dokumentation, der kan bevise, at en aftale opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3 (jf. ovenfor, praemis 179). Selv om Kommissionen over for virksomhederne kan paapege eventuelle alternative loesninger, er den ikke retligt forpligtet til at goere det, og end mindre til at acceptere forslag, som den anser for uforenelige med betingelserne i artikel 85, stk. 3 (jf. dommen i sagen VBVB og VBBB mod Kommissionen, naevnt ovenfor). Efter Rettens opfattelse finder denne retspraksis ogsaa anvendelse i det foreliggende tilfaelde, saaledes at Kommissionen under en procedure i henhold til traktatens artikel 85 ikke har pligt til at angive, hvilke aftaler der kun bidrager i uvaesentlig grad til den eventuelle kumulative virkning af ensartede aftaler paa markedet. Som naevnt ovenfor i praemis 129, ville en saadan opdeling af de ensartede aftaler kunne blive helt vilkaarlig, hvorimod Kommissionen har pligt til at foretage en konkret undersoegelse af aftalekompleksets faktiske virkninger for konkurrencen.

194 Af de ovenfor i praemis 130 anfoerte grunde kan Rettens praesidents kendelse af 16. juni 1992 ikke paaberaabes til stoette for sagsoegerens opfattelse.

195 I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen lagt til grund, at aftalerne som helhed ikke opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3. Det bemaerkes herved, at sagsoegeren ikke er fremkommet med oplysninger, der kan godtgoere, at visse af aftalerne opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3. Retten finder paa den baggrund, at sagsoegeren ikke har godtgjort, at Kommissionens beslutning hviler paa et aabenbart urigtigt skoen eller udgoer en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet. Anbringendets fjerde led maa saaledes forkastes.

196 Det fjerde anbringende kan herefter ikke tiltraedes.

Anbringendet om en tilsidesaettelse af artikel 3 i forordning nr. 17

Sammenfatning af parternes argumentation

197 Sagsoegeren har anfoert, at der ikke er nogen form for hjemmel for beslutningens artikel 4. Der findes ingen bestemmelser, som bemyndiger Kommissionen til at forbyde sagsoegeren at indgaa nogen form for eksklusive koebsaftaler fremover.

198 Sagsoegeren har under henvisning til Delimitis-dommen anfoert, at man ikke kan gaa ud fra, at enhver eksklusiv koebsaftale, som selskabet fremover maatte indgaa med et salgssted inden for den traditionelle specialhandel, vil vaere uforenelig med traktatens artikel 85, stk. 1, uanset virkningen af alle ensartede aftaler paa det relevante marked og de oevrige konkrete oekonomiske og retlige omstaendigheder.

199 Sagsoegeren har dernaest gjort gaeldende, at et forbud mod aftaler, der er uforenelige med traktatens artikel 85 eller 86, kun kan nedlaegges i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17. Denne bestemmelse bemyndiger imidlertid kun Kommissionen til at forbyde eksisterende aftaler, men ikke fremtidige aftaler. Sagsoegeren har i oevrigt anfoert, at hverken traktatens artikel 85, stk. 1, eller artikel 14 i forordning nr. 1984/83 giver hjemmel til at forbyde fremtidige aftaler.

200 Sagsoegeren har desuden gjort gaeldende, at beslutningen i saa henseende er udtryk for en forskelsbehandling, idet selskabets konkurrenter fortsat kan indgaa eksklusive koebsaftaler, der enten ikke er omfattet af traktatens artikel 85, stk. 1, eller falder ind under gruppefritagelsen i henhold til forordning nr. 1984/83.

201 Kommissionen har i betragtning 154 til beslutningen forklaret, at forbuddet for sagsoegeren mod indtil den 31. december 1997 at indgaa nye leveringsaftaler af samme karakter som de eksisterende aftaler, der er erklaeret uforenelige med traktatens artikel 85, stk. 1, er begrundet i, at "beslutningen om, at overtraedelserne skal indstilles (jf. beslutningens artikel 1), ville ... vaere uden virkning, hvis det umiddelbart skulle tillades L-I (sagsoegeren) at erstatte de nuvaerende leveringsaftaler med nye".

202 Kommissionen har bestridt, at artikel 3 i forordning nr. 17 ikke udgoer en gyldig hjemmel. Kommissionen har anfoert, at den kompetence, som artiklen giver den, skal udoeves saa virkningsfuldt og saa hensigtsmaessigt som muligt i den konkrete situation (jf. Domstolens kendelse af 17.1.1980, sag 792/79 R, Camera Care mod Kommissionen, Sml. s. 119).

203 Ifoelge Kommissionen indebaerer den paagaeldende kompetence en ret til at paalaegge virksomhederne at foretage eller undlade visse handlinger med henblik paa at bringe overtraedelsen til ophoer. De saaledes paalagte saerlige forpligtelser skal fastlaegges ud fra, hvad der er noedvendigt for at genetablere lovlige forhold (jf. Domstolens dom af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 ° C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen ("cellulose"), Sml. I, s. 1307).

204 I det foreliggende tilfaelde er forbuddet begrundet i noedvendigheden af at forhindre forsoeg paa omgaaelse af det i beslutningens artikel 1 nedlagte forbud. Sagsoegeren ville nemlig paa grundlag af forordning nr. 1984/83 til en enhver tid kunne opnaa en gruppefritagelse for nye eksklusive koebsaftaler, saafremt beslutningens artikel 4 ikke var blevet vedtaget. Det er ifoelge Kommissionen noedvendigt, at forbuddet gaelder i et tidsrum, der aabner mulighed for en vaesentlig aendring af markedsforholdene.

Rettens bemaerkninger

205 Indledningsvis henvises til ordlyden af artikel 3 i forordning nr. 17: "Konstaterer Kommissionen ... at der foreligger en overtraedelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 eller artikel 86, kan den ved en beslutning paalaegge de deltagende virksomheder og sammenslutninger af virksomheder at bringe de konstaterede overtraedelser til ophoer." Efter Rettens opfattelse giver bestemmelsen kun Kommissionen kompetence til at forbyde eksisterende eksklusive koebsaftaler, som er uforenelige med konkurrencereglerne.

206 Hvad angaar muligheden for at genoprette et kompleks af eksklusive koebsaftaler bemaerkes, at det fremgaar af retspraksis omkring anvendelsen af artikel 85, stk. 1, at selv naar vurderingen af alle ensartede aftaler paa det relevante marked og de oevrige oekonomiske og retlige omstaendigheder foerer til, at det paagaeldende marked er vanskeligt tilgaengeligt, falder eksklusive koebsaftaler, der er indgaaet af en leverandoer, som ikke i vaesentligt omfang bidrager til den kumulative virkning, ikke ind under forbuddet i artikel 85, stk. 1 (jf. Delimitis-dommen, praemis 23 og 24).

207 Det foelger heraf, at artikel 85, stk. 1, som udgangspunkt ikke er til hinder for, at der indgaas eksklusive koebsaftaler, saafremt dette ikke i vaesentligt omfang bidrager til en afskaermning af markedet. Retten kan i den forbindelse ikke tiltraede Kommissionens argumentation, hvorefter forbuddet mod at indgaa nogen form for aftaler fremover er begrundet i noedvendigheden af at undgaa forsoeg paa omgaaelse af det i den anfaegtede beslutnings artikel 1 nedlagte forbud mod de eksisterende aftaler ved hjaelp af forordning nr. 1984/83.

208 Forordning nr. 1984/83 er nemlig en generel retsakt, som giver virksomhederne mulighed for at drage fordel af en gruppefritagelse for visse eksklusive koebsaftaler, der som udgangspunkt opfylder betingelserne i artikel 85, stk. 3. I overensstemmelse med princippet om retskildernes trinfoelge kan Kommissionen ikke ved en individuel beslutning indskraenke eller begraense retsvirkningerne af en generel retsakt, medmindre denne giver en udtrykkelig hjemmel hertil. Artikel 14 i forordning nr. 1984/83 giver ganske vist Kommissionen kompetence til at lade fordelen ved anvendelse af forordningen bortfalde, dersom den i en konkret sag fastslaar, at en aftale, som er fritaget, alligevel har virkninger, som er uforenelige med betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, men artikel 14 giver derimod ingen hjemmel til at lade fordelen ved en gruppefritagelse bortfalde for saa vidt angaar fremtidige aftaler.

209 Desuden findes det at vaere i strid med ligebehandlingsprincippet, som er et af faellesskabsrettens grundlaeggende principper, at afskaere visse virksomheder fra fremover at drage fordel af en gruppefritagelsesforordning, mens andre virksomheder, saasom intervenienten i det foreliggende tilfaelde, fortsat kan indgaa eksklusive koebsaftaler som dem, der forbydes ved beslutningen. Et saadant forbud ville saaledes kunne goere indgreb i bestemte virksomheders oekonomiske handlefrihed og skabe konkurrencefordrejning paa markedet, hvilket strider mod traktatens maalsaetninger.

210 Af de saaledes anfoerte grunde finder Retten, at det paagaeldende anbringende kan tiltraedes. Beslutningens artikel 4 boer saaledes annulleres.

211 Det foelger af de anfoerte grunde, at Kommissionen boer frifindes, dog saaledes at beslutningens artikel 4 annulleres.

Sagens omkostninger

212 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, foerste afsnit, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter. Sagsoegeren har i det vaesentlige tabt sagen og boer derfor baere sine egne omkostninger og betale samtlige sagens oevrige omkostninger, herunder omkostningerne vedroerende sagen om foreloebige forholdsregler og intervenientens omkostninger, med undtagelse af en fjerdedel af alle sagsoegtes omkostninger. Sagsoegte baerer saaledes en fjerdedel af sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling)

1) Artikel 4 i Kommissionens beslutning 93/406/EOEF af 23. december 1992 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 mod Langnese-Iglo GmbH (sag IV/34.072) annulleres.

2) I oevrigt frifindes Kommissionen.

3) Sagsoegeren betaler samtlige sagens omkostninger, herunder omkostningerne vedroerende sagen om foreloebige forholdsregler og intervenientens omkostninger, med undtagelse af en fjerdedel af alle sagsoegtes omkostninger.

4) Kommissionen betaler en fjerdedel af sine egne omkostninger.