61993O0275

++++

1. Tjenestemaend - pensioner - invalidepension - beregning - mindstebeloeb

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 78)

2. Appel - overfloedig begrundelse for dommens konklusion - forkastelse

1. Vedtaegtens artikel 78, stk. 5, fastsaetter for invalidepensioner et mindstebeloeb, som alene afhaenger af eksistensminimum. Denne fastsaettelsesmetode er uafhaengig af den, der gaelder for alderspensionens mindstebeloeb, som i henhold til vedtaegtens artikel 77, stk. 4, afhaenger af, hvor laenge den paagaeldende har gjort tjeneste.

Det fremgaar af ordlyden samt af den generelle opbygning af artikel 77 og 78, at den sidstnaevnte kun henviser til den foerstnaevnte, for saa vidt angaar fastsaettelsen af invalidepensionens sats, men ikke for saa vidt angaar pensionens beregningsgrundlag og mindstebeloeb.

2. Naar Domstolen under en appelsag ved behandlingen af et af de af appellanten fremfoerte anbringender konstaterer, at en begrundelse for den appellerede dom, selv om Retten kun til overflod har lagt den til grund, er tilstraekkelig til at begrunde dommen, er det ufornoedent, at Domstolen behandler de oevrige appelgrunde.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 12. maj 1993 har Boessen, tidligere tjenestemand ved De Europaeiske Faellesskabers OEkonomiske og Sociale Udvalg (herefter benaevnt "OESU"), ivaerksat appel af en af Retten i Foerste Instans afsagt dom af 11. marts 1993 (sag T-87/91, Boessen mod OESU, Sml. II, s. 235), for saa vidt Retten ved denne dom afviste sagen og fastslog, at hans paastande om annullation af OESU' s afgoerelse af 5. september 1991 om at afvise hans klage over afslaget paa at tildele ham invalidepension paa et beloeb svarende til 135% af "eksistensminimum", var aabenbart ugrundede.

2 Det fremgaar af den appellerede dom (praemis 1-11), at Boessen har vaeret tjenestemand ved OESU fra den 1. december 1971 til den 31. januar 1981, og at han fra den 1. februar 1981 har oppebaaret en invalidepension, hvis stoerrelse blev fastsat til 120% af "eksistensminimum" i henhold til artikel 78, stk. 5, i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"). Den detaljerede beregning af denne pension er blevet meddelt Boessen ved OESU' s afgoerelse nr. 157/81 A af 20. januar 1981 (herefter benaevnt "afgoerelse 157/81 A").

3 Afgoerelsen blev aendret ved flere senere afgoerelser, dels for at tilpasse pensionens stoerrelse til loenudviklingen, dels i anledning af udbetaling af forskellige tillaeg.

4 Den 13. februar 1991 indgav Boessen en ansoegning til OESU om, at hans invalidepension blev reguleret og fastsat til 135% af "eksistensminimum" i henhold til vedtaegtens artikel 77, stk. 4.

5 OESU afslog denne ansoegning ved afgoerelse af 27. februar 1991 og afviste derefter klagen over denne afgoerelse ved afgoerelse af 5. september 1991. Boessen anlagde dernaest sag ved Retten den 2. december 1991.

6 I staevningen har Boessen nedlagt paastand om annullation af OESU' s afgoerelse af 5. september 1991 og om, at denne institution tilpligtes at regulere hans invalidepension og forhoeje den til 135% af "eksistensminimum". I replikken for Retten har sagsoegeren praeciseret, at reguleringen af hans pension skulle ske med tilbagevirkende kraft fra den 1. februar 1981, og at pensionens stoerrelse skulle forhoejes med renter fastsat af Retten. Han har desuden praeciseret, at saafremt hans paastand om annullation ikke blev taget til foelge, fordi den ikke kunne antages til realitetsbehandling, skulle hans paastand forstaas saaledes, at den gik ud paa, at OESU tilpligtes at udbetale ham en godtgoerelse svarende til de pensionsbeloeb, som han ville have haft ret til som reguleret pension regnet fra den 1. februar 1981, forhoejet med renter fastsat af Retten.

7 Retten har foerst afvist Boessen' s paastand om annullation (den appellerede doms praemis 25-35).

8 Den har for det foerste anfoert, at ifoelge Domstolens praksis (dom af 10.12.1980, sag 23/80, Grasselli mod Kommissionen, Sml. s. 3709) kan en tjenestemand ganske vist paaberaabe sig bestemmelserne i artikel 41, stk. 1, i bilag VIII til vedtaegten for at kraeve regulering af sin pension i tilfaelde af fejl eller undladelser, uanset af hvilken art, men at tjenestemanden skal indgive klage og eventuelt anlaegge sag inden for de i vedtaegtens artikel 90 og 91 fastsatte frister fra det tidspunkt, hvor der indtraeder en ny omstaendighed, som kan begrunde en regulering af pensionen, eller fra det tidspunkt, hvor han faktisk har faaet kendskab til en saadan omstaendighed. Retten har for det andet udtalt, at afgoerelse 157/81 A, hvoraf det paa den ene side klart fremgik, efter hvilken metode og paa grundlag af hvilke bestemmelser i vedtaegten satsen for Boessen' s pension var blevet fastsat, og som paa den anden side ikke var blevet anfaegtet og heller ikke senere aendret paa dette punkt, maatte anses for den akt, der havde faaet fristerne til at loebe i forhold til sagsoegeren, selv om OESU ikke udtrykkeligt i denne afgoerelse havde afslaaet at anvende vedtaegtens artikel 77, stk. 4. Retten fandt for det tredje, at den fortolkning af vedtaegtens artikel 77 og 78, som sagsoegeren foerste gang paaberaabte sig i 1991, ikke var en ny omstaendighed, der kunne bevirke, at soegsmaalsfristerne paa ny begyndte at loebe, og at sagsoegeren ikke havde fremfoert nogen omstaendighed, der kunne godtgoere, at hans helbredstilstand havde gjort det umuligt for ham at anlaegge sag inden for de i vedtaegten fastsatte frister.

9 Retten afviste dernaest sagsoegerens paastande om godtgoerelse (den appellerede doms praemis 36 og 37).

10 Den udtalte dels, at der forud for disse paastande hverken var indgivet ansoegning eller klage i henhold til vedtaegten, dels at de foerst blev nedlagt i replikken.

11 Endelig tilfoejede Retten, at sagen ikke blot maatte afvises, men at den derudover var aabenbart ugrundet (den appellerede doms praemis 38-40).

12 Den udtalte, at det fremgaar klart af ordlyden af vedtaegtens artikel 77 og 78 samt af deres generelle opbygning, at det ved beregningen af invalidepensioner kun er vedtaegtens artikel 78, stk. 5, der finder anvendelse, mens vedtaegtens artikel 77, stk. 4, kun finder anvendelse ved beregning af alderspension. Den har dernaest udtalt, at OESU ikke havde gjort sig skyldig i nogen retsvildfarelse eller tjenstlig fejl ved ikke at anvende vedtaegtens artikel 77, stk. 4, ved fastsaettelsen af sagsoegerens pension.

13 Boessen' s appel anfaegter kun Rettens dom, for saa vidt som hans annullationspaastand er blevet afvist og desuden kendt ugrundet.

14 Boessen har under appellen i foerste raekke kritiseret den del af Rettens dom, der vedroerer spoergsmaalet, om annullationspaastanden kan admitteres. Han har gjort foelgende anbringender gaeldende:

- Retten har tilsidesat vedtaegtens artikel 25, 90 og 91 ved at laegge til grund, at afgoerelse 157/81 A, der indeholdt en detaljeret redegoerelse for beregningen af hans invalidepension, havde bevirket, at soegsmaalsfristerne var begyndt at loebe i forhold til ham.

- Retten har med urette fastslaaet, at han ikke havde fremfoert nogen omstaendighed, der kunne godtgoere, at hans helbredstilstand havde forhindret ham i at indgive klage over afgoerelse 157/81 A inden for de frister, der er fastsat i vedtaegtens artikel 90 og 91.

- Retten har tilsidesat artikel 40, stk. 1, i vedtaegtens bilag VIII ved at laegge til grund, at afgoerelse 157/81 A kun var blevet fulgt af aendringsafgoerelser.

- Retten har fortolket artikel 41, stk. 1, i vedtaegtens bilag VIII og Domstolens dom i sagen Grasselli mod Kommissionen urigtigt ved at laegge til grund, at hans ansoegning af 1991 var for sent indgivet.

- Rettens dom er utilstraekkeligt begrundet paa to punkter: Dels har den ikke taget stilling til anbringendet om, at afgoerelse 157/81 A ikke var begrundet, for saa vidt angaar afslaget paa at anvende artikel 77, stk. 4; dels har Retten ikke tilstraekkeligt begrundet sin opfattelse vedroerende sagsoegerens helbredstilstand.

15 Sagsoegeren har dernaest kritiseret den del af den appellerede dom, der vedroerer spoergsmaalet, om hans annullationssoegsmaal er begrundet. Han har paa dette punkt fremfoert et enkelt anbringende gaaende ud paa, at Retten har fortolket vedtaegtens artikel 77, stk. 4, urigtigt ved at laegge til grund, at bestemmelsen ikke finder anvendelse paa invalidepension.

16 OESU har i sit svarskrift gjort foelgende argumenter gaeldende med hensyn til spoergsmaalet, om annullationspaastanden kunne admitteres af Retten:

- Det er med rette, at Retten har lagt til grund, at afgoerelse 157/81 A, hvorved man stiltiende, men noedvendigvis, afslog at anvende vedtaegtens artikel 77, stk. 4, paa sagsoegeren, og som var tilstraekkeligt begrundet, bevirkede, at soegsmaalsfristerne begyndte at loebe i forhold til sagsoegeren.

- Det er med rette, at Retten har lagt til grund, at der ikke siden er indtraadt nogen ny faktisk omstaendighed.

- Sagsoegeren har hverken for Retten eller for Domstolen foert noget bevis, der kan godtgoere, at han i ti aar ikke havde mulighed for serioest at undersoege afgoerelse 157/81 A og anlaegge sag til proevelse af denne afgoerelse.

17 Med hensyn til spoergsmaalet, om annullationssoegsmaalet for Retten var begrundet, har OESU gjort gaeldende, at Retten med rette har lagt til grund, at vedtaegtens artikel 77, stk. 4, kun fandt anvendelse ved fastsaettelsen af alderspensioner. Det har tilfoejet, at under alle omstaendigheder ville en anvendelse af disse bestemmelser paa sagsoegerens pension foere til, at der blev tildelt ham et lavere beloeb (36%) end det, som han har ret til i henhold til vedtaegtens artikel 78, stk. 5.

18 Artikel 119 i Domstolens procesreglement bestemmer foelgende:

"Er det aabenbart, at appellen helt eller delvis skal afvises eller forkastes, kan Domstolen naar som helst paa grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hoert generaladvokaten ved begrundet kendelse beslutte helt eller delvis at afvise eller forkaste appellen."

19 Anbringendet vedroerende spoergsmaalet, om annullationssoegsmaalet for Retten var begrundet, maa behandles foerst.

20 Vedtaegtens artikel 78, stk. 3, 4 og 5, bestemmer foelgende:

"Naar invaliditeten har andre aarsager (end dem, der naevnes i samme artikels stk. 2), svarer invalidepensionen til den alderspension, som tjenestemanden ville vaere berettiget til ved det fyldte 65. aar, hvis han var forblevet i tjenesten indtil denne alder.

Invalidepensionen beregnes paa basis af den grundloen, som tjenestemanden ville have oppebaaret i sin loenklasse, hvis han endnu havde vaeret i tjeneste paa det tidspunkt, paa hvilket pensionen udbetales.

Invalidepensionen kan ikke vaere mindre end 120% af eksistensminimum."

21 Vedtaegtens artikel 77 bestemmer foelgende:

"Tjenestemanden, der har gjort tjeneste i mindst ti aar, er berettiget til pension ...

Den maksimale pension udgoer 70% af den sidste grundloen i den sidste loenklasse, i hvilken tjenestemanden har vaeret indplaceret i mindst et aar. Den tilkommer tjenestemanden efter 35 pensionsgivende tjenesteaar, udregnet paa grundlag af bestemmelserne i artikel 3 i bilag VIII. Hvis antallet af pensionsgivende tjenesteaar er mindre end 35, nedsaettes den ovennaevnte maksimale pension i forhold hertil.

...

Pensionen kan ikke vaere lavere end 4% af eksistensminimum pr. tjenesteaar.

Retten til pension erhverves ved det fyldte 60. aar."

22 Disse bestemmelsers ordlyd samt deres generelle opbygning viser, at faellesskabslovgiver alene har villet henvise til bestemmelserne i vedtaegtens artikel 77, for saa vidt angaar fastsaettelsen af invalidepensionens sats, men ikke for saa vidt angaar beregningsgrundlaget og mindstebeloebet for denne pension. Navnlig fastsaettes der i artikel 78, stk. 5, et beloeb, som alene afhaenger af eksistensminimum, og som invalidepensionens stoerrelse ikke kan ligge under. Denne fastsaettelsesmetode er uafhaengig af den, der gaelder for alderspensionens mindstebeloeb, som ifoelge artikel 77 afhaenger af, hvor laenge den paagaeldende har gjort tjeneste.

23 Som Retten har lagt til grund i dommens praemis 40, finder vedtaegtens artikel 77, stk. 4, vedroerende fastsaettelsen af alderspensionens mindstebeloeb foelgelig ikke anvendelse paa beregningen af invalidepensioner.

24 Det er derfor med rette, at Retten i samme praemis har lagt til grund, at OESU ikke havde gjort sig skyldig i nogen retsvildfarelse ved vedtagelsen af afgoerelse 157/81 A.

25 Denne begrundelse berettiger i sig selv den appellerede dom, selv om Retten kun til overflod har lagt den til grund. Uafhaengigt af spoergsmaalet, om Boessen' s paastand om annullation kunne realitetsbehandles, kunne der nemlig under ingen omstaendigheder gives ham medhold i denne.

26 Det er derfor ufornoedent at behandle de oevrige appelgrunde, som alle vedroerer spoergsmaalet, om denne paastand kunne realitetsbehandles.

27 Herefter maa Boessen' s appel anses for aabenbart ugrundet. Den maa derfor forkastes.

Sagens omkostninger

28 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. I medfoer af procesreglementets artikel 122 finder artikel 70 ikke anvendelse ved appel ivaerksat af institutionernes tjenestemaend eller oevrige ansatte. Da Boessen har tabt sagen, paalaegges det ham at betale appelsagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN

1) Boessen' s appel forkastes.

2) Boessen betaler appelsagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg, den 24. januar 1994.