61993J0472

++++

1. Praejudicielle spoergsmaal ° Domstolens kompetence ° graenser ° spoergsmaal aabenbart uden betydning

(EOEF-traktaten, art. 177)

2. Praejudicielle spoergsmaal ° forelaeggelse for Domstolen ° spoergsmaalet, om forelaeggelsesbeslutningen er afsagt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedroerende retternes sammensaetning og virkemaade ° ingen proevelse ved Domstolen

(EOEF-traktaten, art. 177)

3. Institutionernes retsakter ° direktiver ° medlemsstaternes gennemfoerelse ° noedvendigheden af at sikre, at direktiver faar de tilsigtede virkninger ° de nationale retters forpligtelser

(EOEF-traktaten, art. 189, stk. 3)

4. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° overfoersel af virksomheder ° varetagelse af arbejdstagernes rettigheder ° direktiv 77/187 ° anvendelsesomraade ° overfoersel af en virksomhed, for hvilken der er truffet afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise ° omfattet

(Raadets direktiv 77/187, art. 1, stk. 1)

5. Socialpolitik ° tilnaermelse af lovgivningerne ° overfoersel af virksomheder ° varetagelse af arbejdstagernes rettigheder ° direktiv 77/187 ° medlemsstaternes adgang til at anvende bestemmelser, der er gunstigere for arbejdstagerne ° gunstigere bestemmelse ° begreb

(Raadets direktiv 77/187, art. 7)

1. Inden for rammerne af proceduren i henhold til traktatens artikel 177 tilkommer det udelukkende de nationale retsinstanser, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, der forelaegges Domstolen. En afvisning fra realitetsbehandling af en anmodning fra en national retsinstans er kun mulig, hvis det viser sig, at den fortolkning af faellesskabsretten eller den efterproevelse af en faellesskabsretlig bestemmelses gyldighed, som den paagaeldende retsinstans har anmodet om, aabenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand.

2. Inden for rammerne af proceduren i henhold til traktatens artikel 177 tilkommer det ikke Domstolen at undersoege, om den afgoerelse, der forelaegges den, er afsagt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedroerende retternes sammensaetning og virkemaade.

3. En national ret er ved anvendelsen af nationale retsforskrifter, hvad enten de er aeldre eller yngre end direktivet, forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formaal og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat, og saaledes handle i overensstemmelse med traktatens artikel 189, stk. 3.

Et praejudicielt spoergsmaal, der forelaegges med henblik paa at vurdere, om en national lov, som gennemfoerer et direktiv, er forenelig med dette, kan ikke, fordi parterne i hovedsagen er privatpersoner, afvises med den begrundelse, at direktivet ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private, og at en direktivbestemmelse derfor ikke som saadan kan paaberaabes over for saadanne personer.

4. Direktiv 77/187 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed, for hvilken der i henhold til italiensk lov nr. 675 af 12. august 1977 om foranstaltninger med henblik paa samordning af industripolitikken, strukturomlaegning, omstilling og udvikling af sektoren, er truffet afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise. Den procedure, i henhold til hvilken der traeffes afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise, har nemlig ikke til formaal at afvikle virksomheden, men tvaertimod at begunstige en fortsaettelse af dennes aktivitet og navnlig opretholdelse af beskaeftigelsen med henblik paa en senere overtagelse af virksomheden, og afgoerelsen forudsaetter saaledes, at der fremlaegges en saneringsplan, der omfatter foranstaltninger med henblik paa at loese beskaeftigelsesproblemerne.

5. En bestemmelse, der som artikel 47, stk. 5, i italiensk lov nr. 428 af 29. december 1990, hvorefter arbejdsforhold ikke fortsaetter paa samme vilkaar i forhold til en ny ejer, naar en overfoersel vedroerer en virksomhed, for hvilken der er truffet afgoerelse om, at der foreligger en krisesituation, og naar der gennem obligatorisk hoering af arbejdstagerne er opnaaet en aftale om ogsaa delvis opretholdelse af beskaeftigelsen, kan ikke anses for en "bestemmelse, der er gunstigere for arbejdstagerne", jf. artikel 7 i direktiv 77/187 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter.

1 Ved kendelse af 2. december 1993 indgaaet til Domstolens Justitskontor den 17. december 1993 har Pretura di Lecce i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26, herefter "direktivet").

2 Dette spoergsmaal er blevet rejst under en sag, som Spano og flere andre arbejdstagere har anlagt mod selskaberne Fiat Geotech og Fiat Hitachi Construction Equipment, senere Fiat Hitachi Excavators (herefter "Fiat Hitachi"), og som vedroerer anvendelsen af den faglige virksomhedsaftale, der den 11. november 1992 blev indgaaet mellem Fiat Geotech paa den ene side og de faglige organisationer, der er tilsluttet de forbund, som paa landsplan repraesenterer et flertal af arbejdstagere, samt de forskellige fagpolitiske virksomhedsafdelinger paa Fiat Geotech' s fabrik i Lecce paa den anden side (herefter "aftalen").

3 Aftalen, der skulle vaere et bidrag til loesningen af det strukturproblem, som et for stort antal beskaeftigede som foelge af det betydelige fald i efterspoergslen efter entreprenoermateriel havde givet anledning til, blev indgaaet i henhold til den fagpolitiske samraadsprocedure, der er fastsat i artikel 47 i lov nr. 428 af 29. december 1990 om bestemmelser til opfyldelse af forpligtelser som foelge af Italiens medlemskab af De Europaeiske Faellesskaber ° faellesskabslov for 1990 (herefter "1990-loven") (GURI, supplemento nr. 10, 1991).

4 Ved artikel 47 i 1990-loven aendres den lovgivning, hvorved direktivet gennemfoeres i italiensk ret. Artiklens stk. 5 indfoerer en undtagelse fra artikel 2112 i den italienske codice civile, hvorefter ansaettelsesforhold i tilfaelde af virksomhedsoverfoersel fortsaettes i forhold til den nye ejer og arbejdstagernes rettigheder i henhold til ansaettelsesforholdet bevares.

5 Naevnte stk. 5 indeholder foelgende bestemmelse:

"Naar overfoersel af virksomheder eller produktionsenheder, for hvilke CIPI har truffet afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise, jf. artikel 2, stk. 5, litra c), i lov nr. 675 af 1977 ° eller af virksomheder, der enten er erklaeret konkurs eller omfattet af en godkendt konkurslignende procedure, hvorved dens aktiver skal realiseres, eller af virksomheder, for hvilke der er offentliggjort dekret om tvungen administrativ likvidation, eller som er omfattet af ordningen om saerlig administration, og naar der ikke er truffet bestemmelser om fortsaettelse af driften, eller denne er blevet afbrudt, og der i henhold til den i de foregaaende stykker omhandlede samraadsprocedure er opnaaet en ° eventuel delvis ° opretholdelse af beskaeftigelsen, er de arbejdstagere, der fortsaetter i arbejdsforholdet i forhold til erhververen, ikke omfattet af artikel 2112 i codice civile, medmindre de i aftalen fastsatte ansaettelsesvilkaar er gunstigere. Ved naevnte aftale kan det desuden bestemmes, at overfoerslen ikke vedroerer overskydende personale, og at dette helt eller delvis forbliver ansat hos overdrageren."

6 Naar Comitato di ministri per il coordinamento della politica industriale (ministerielt udvalg for samordning af industripolitikken, herefter "CIPI") i henhold til artikel 2, stk. 5, litra c), i lov nr. 675 af 12. august 1977 om foranstaltninger med henblik paa samordning af industripolitikken, strukturomlaegning, omstilling og udvikling af sektoren (herefter "1977-loven") har konstateret, at der foreligger en virksomhedskrise, kan vedkommende virksomheds arbejdstageres afloenning helt eller delvist ske gennem Cassa integrazione guadagni ° gestione straordinaria (loenudligningsfond ° saerlig afdeling, herefter "CIGS").

7 Aftalen inden for Fiat Geotech indeholdt foelgende vedtagelser:

a) overfoersel af produktionsenheden i Lecce til Fiat Hitachi, der var blevet stiftet med henblik paa overtagelse af enheden og produktionens fortsaettelse (eventuelt i mindre omfang) fra den 1. januar 1993

b) Fiat Geotech' s indgivelse af ansoegning om, at de kompetente myndigheder fastslaar, at der for fabrikken i Lecce, jf. artikel 2, stk. 5, litra c), i 1977-loven foreligger en virksomhedskrise af saerlig social betydning i betragtning af de lokale beskaeftigelsesforhold og produktionssituationen i sektoren

c) overfoersel til Fiat Hitachi af 600 af de 1 335 arbejdstagere paa enheden i Lecce i henhold til artikel 47, stk. 5, i 1990-loven. Disse 600 arbejdstagere skulle vaelges paa grundlag af de behov af teknisk, organisatorisk og produktionsmaessig art, som overtagerselskabet maatte have

d) de resterende 755 arbejdstageres forbliven i ansaettelse hos Fiat Geotech som ansatte med loenkompensation fra CIGS; sagsoegerne i hovedsagen tilhoerte denne gruppe.

8 Sagsoegerne i hovedsagen forblev i henhold til aftalen ansat hos Fiat Geotech og modtog fuld loenkompensation fra CIGS fra den 1. januar 1993.

9 Sagsoegerne, der frygtede, at de ville blive afskediget efter udloebet af den periode, i hvilken de havde ret til loenkompensation gennem CIGS, har under en ved Pretura di Lecce anlagt sag nedlagt paastand om, at det fastslaas, at aftalen er ugyldig, samt om, at deres arbejdsforhold overfoeres til erhververen af enheden i Lecce, Fiat Hitachi, i medfoer af artikel 2112 i codice civile.

10 De sagsoegte i hovedsagen, Fiat Geotech og Fiat Hitachi, har gjort gaeldende, at aftalen var gyldig, idet den var afsluttet i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 47, stk. 5, i 1990-loven.

11 Den nationale ret har derefter ment at maatte tage stilling til sidstnaevnte bestemmelses lovlighed efter direktivet, i det omfang automatisk fortsaettelse af arbejdsforholdet hos erhververen efter denne bestemmelse principielt er udelukket.

12 Den nationale ret har navnlig anfoert, at Domstolen ganske vist har fastslaaet, at direktivet ikke finder anvendelse paa overfoersler af virksomheder, der sker inden for rammerne af procedurer, der har til formaal at realisere overdragerens aktiver med henblik paa fyldestgoerelse af kreditorerne, men at overfoersel af en kriseramt virksomhed efter artikel 2, stk. 5, litra c), i 1977-loven vedroerer virksomhedsdele eller enkelte fabriksanlaeg, der tilhoerer virksomheder, hvis aktiv/passiv balance er langt mindre kritisk end tilfaeldet er for virksomheder, der er blevet erklaeret konkurs eller behandles efter tilsvarende procedurer, for i virksomhedsdele eller fabriksanlaeg af naevnte type viderefoerer erhververen i realiteten driften uden afbrydelser af betydning af produktionen, og navnlig med udsigt til, at virksomheden konkret kan bringes paa fode, hvad navnlig det forhold, at virksomheden har forelagt CIPI saneringsplaner med henblik paa at opnaa en afgoerelse om, at der foreligger virksomhedskrise med den deraf foelgende adgang for de ansatte til at opnaa loenkompensation, er et udtryk for.

13 Pretura di Lecce har derfor besluttet at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"a) Skal bestemmelserne i direktiv 77/187 (og navnlig direktivets artikel 3, stk. 1), fortolkes saaledes, at de finder anvendelse paa overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som foelge af overdragelse eller fusion, ogsaa naar den virksomhed eller produktionsenhed, der overdrages, er en virksomhed eller en produktionsenhed, for hvilken der er truffet afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise, jf. bestemmelserne i artikel 47, stk. 5, i italiensk lov nr. 428 af 29. december 1990?

b) Eller gaelder den undtagelse fra bestemmelserne i direktiv 77/187, der er fastlagt i Domstolens praksis for tilfaelde, hvor overfoerslen vedroerer virksomheder, der er erklaeret konkurs eller omfattet af konkurslignende procedurer, og hvis drift det ikke er vedtaget at fortsaette, ogsaa naar overfoerslen vedroerer virksomheder, bedrifter eller produktionsenheder (der hverken er erklaeret konkurs eller omfattes af konkurslignende procedurer), for hvilke der er truffet afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise, (jf. artikel 47, stk. 5, i lov nr. 428 af 1990)?"

Spoergsmaalet om, hvorvidt den praejudicielle anmodning kan admitteres

14 Fiat Geotech og Fiat Hitachi har gjort gaeldende, at det praejudicielle spoergsmaal fra den forelaeggende ret ikke kan admitteres af tre grunde. Det er for det foerste uden betydning for en stillingtagen til parternes paastande og argumenter i sagen for den nationale ret, hvori virksomhedsaftalens gyldighed er blevet bestridt paa grundlag af forskellige bestemmelser i national ret, der falder uden for direktivets anvendelsesomraade. Endvidere har den nationale ret rejst det praejudicielle spoergsmaal ex officio under tilsidesaettelse af gaeldende italiensk ret. Endelig kan den nationale ret under alle omstaendigheder ikke anvende direktivets bestemmelser i hovedsagen, der udelukkende verserer mellem private borgere.

15 Der skal vedroerende det foerste af disse argumenter henvises til Domstolens faste praksis, hvorefter det udelukkende tilkommer de nationale retsinstanser, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, som skal traeffes, paa grundlag af omstaendighederne i den konkrete sag at vurdere, saavel om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spoergsmaal, de forelaegger Domstolen. En afvisning fra realitetsbehandling af en anmodning fra en national retsinstans er mulig, hvis det viser sig, at den fortolkning af faellesskabsretten eller den efterproevelse af en faellesskabsretlig bestemmelses gyldighed, som den paagaeldende retsinstans har anmodet om, aabenbart savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand (jf. navnlig dom af 3.3.1994, forenede sager C-332/92, C-333/92 og C-335/92, Eurico Italia m.fl., Sml. I, s. 711, praemis 17). I den foreliggende sag er den fortolkning af faellesskabsretten, som den nationale retsinstans har anmodet om, ganske klart ikke uden sammenhaeng med genstanden for tvisten i hovedsagen, eftersom den er afgoerende for anvendelsen i naevnte tvist af en nationalretlig bestemmelse, som de sagsoegte i hovedsagen har paaberaabt sig.

16 Med hensyn til det andet argument bemaerkes, at det ogsaa fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. naevnte Eurico Italia m.fl.-dom, praemis 13), at det efter den opgavemaessige fordeling, der bestaar mellem Domstolen og de nationale retter, ikke tilkommer Domstolen at undersoege, om den kendelse, der forelaegges den, er afsagt i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedroerende retternes sammensaetning og virkemaade.

17 Vedroerende det tredje argument, der ligger paa linje med den tvivl, som Kommissionen har givet udtryk for i sit indlaeg vedroerende direktivets anvendelighed i tvisten i hovedsagen, bemaerkes, at selv om Domstolens faste praksis gaar ud paa, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private, og at en direktivbestemmelse derfor ikke som saadan kan paaberaabes over for saadanne personer (jf. navnlig dom af 14.7.1994, sag C-91/92, Faccini Dori, Sml. I, s. 3325, praemis 20), har Domstolen ogsaa fastslaaet, at den nationale ret ved anvendelsen af nationale retsforskrifter, hvad enten de er aeldre eller yngre end direktivet, er forpligtet til, i videst muligt omfang, at fortolke dem i lyset af direktivets ordlyd og formaal og at fremkalde det med direktivet tilsigtede resultat og saaledes handle i overensstemmelse med traktatens artikel 189, stk. 3 (jf. naevnte Faccini Dori-dom, praemis 26).

18 I tvisten i hovedsagen oensker den nationale retsinstans imidlertid en afklaring af, i hvilket omfang nationale bestemmelser og navnlig artikel 2112 i codice civile kan anvendes i overensstemmelse med direktivet.

19 Det forelagte spoergsmaal kan derfor admitteres.

Realiteten

20 Af forelaeggelseskendelsens grunde fremgaar det, at Pretura di Lecce med det praejudicielle spoergsmaal oensker en afgoerelse af, om direktivet kan finde anvendelse paa overfoersel af en virksomhed, for hvilken der i henhold til artikel 2, stk. 5, litra c), i 1977-loven er truffet afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise.

21 Sagsoegerne i hovedsagen og Kommissionen goer gaeldende, at virksomheder, for hvilke en saadan afgoerelse er truffet, henhoerer under direktivets anvendelsesomraade. De har gjort gaeldende, at Domstolens faste praksis, bl.a. i dom af 25. juli 1991 (sag C-362/89, D' Urso m.fl., Sml. I, s. 4105), gaar ud paa, at det er formaalet med den administrative eller retslige procedure, som en virksomheds bo behandles efter, der er afgoerende for, om denne procedure er omfattet af direktivets anvendelsesomraade. De har gjort gaeldende, at saafremt procedurens formaal er at afvikle virksomheden, finder direktivet ikke anvendelse. Er det derimod at bevare aktiverne og fortsaette virksomhedens drift, finder direktivet anvendelse. Sagsoegerne i hovedsagen og Kommissionen har i den forbindelse gjort gaeldende, at virksomheder, for hvilke der i overensstemmelse med 1977-loven er truffet afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise, er virksomheder, i hvilke en fortsaettelse af driften er en mulighed, idet deres situation mht. oekonomi og formue er mindre truet end tilfaeldet er for virksomheder, der er under konkurs eller underkastet konkurslignende procedurer med henblik paa en afvikling af virksomheden.

22 Fiat Hitachi og Fiat Geotech har heroverfor gjort gaeldende, at Domstolen bl.a. i dom af 7. februar 1985 (sag 135/83, Abels, Sml. s. 469) og den naevnte D' Urso m.fl.-dom, har fastslaaet, at direktivet ikke finder anvendelse paa virksomheder, der er under konkurs, eller hvis bo behandles inden for rammerne af tilsvarende procedurer, der gennemfoeres til sikring af andre end overdragerens eller erhververens interesser og saaledes f.eks. virksomhedens kreditorers interesser. De har anfoert, at virksomheder, for hvilke der efter 1977-loven er truffet afgoerelse om en virksomhedskrise, opfylder dette kriterium, idet overfoersel af dem ikke sker blot ved aftale mellem overdrageren og erhververen, men ogsaa indebaerer, at forvaltningen traeffer afgoerelse, og at de faglige organisationer giver deres godkendelse.

23 Disse selskaber har subsidiaert gjort gaeldende, at artikel 47, stk. 5, i 1990-loven udgoer en bestemmelse, som er gunstigere for arbejdstagerne i direktivets artikel 7' s forstand. De har anfoert, at artikel 47, stk. 5, i 1990-loven begunstiger overfoersel af virksomheder og begraenser antallet af afskedigelser, hvorved arbejdstagernes beskaeftigelse beskyttes i overensstemmelse med direktivets formaal.

24 Det er i Domstolens tidligere praksis fastslaaet, at det afgoerende kriterium for bedoemmelsen af, om en overfoersel af en virksomhed, der er omfattet af en administrativ eller retslig procedure, er omfattet af direktivets anvendelsesomraade, er det formaal, der forfoelges med den paagaeldende procedure (naevnte D' Urso m.fl.-dom, praemis 26).

25 Som anfoert af Kommissionen og sagsoegerne i hovedsagen fremgaar det af Domstolens praksis, at direktivet ikke finder anvendelse paa overfoersler, der sker inden for rammerne af procedurer, der som f.eks. konkurs (jf. naevnte Abels-dom) eller tvungen administrativ likvidation efter italiensk rets bestemmelser (jf. naevnte D' Urso m.fl.-dom) har til formaal at realisere overdragerens aktiver, hvorimod det finder anvendelse paa overfoersel af virksomheder, der er omfattet af procedurer, der som "surséance van betaling" i nederlandsk ret (jf. naevnte Abels-dom) eller i italiensk ret saerlig administration af stoerre kriseramte virksomheder har til formaal at fortsaette virksomhedens drift, naar der er truffet beslutning om fortsaettelse af virksomhedens drift, og denne beslutning fortsat staar ved magt (jf. naevnte D' Urso m.fl.-dom).

26 Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen og af de skriftlige svar paa Domstolens spoergsmaal, at den akt, hvorved der for en virksomhed traeffes afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise, har til formaal at goere det muligt at genoprette virksomhedens oekonomiske og finansielle situation og navnlig at opretholde beskaeftigelsen. CIPI' s konstatering af, at der foreligger en virksomhedskrise, som baseres paa baade oekonomiske og finansielle samt sociale vurderinger, forudsaetter saaledes, at der fremlaegges en saneringsplan, der omfatter foranstaltninger med henblik paa at loese beskaeftigelsesproblemerne. Paa grundlag af en saadan konstatering kan virksomheden midlertidigt opnaa, at afloenningen af samtlige eller en del af virksomhedens arbejdstagere sker gennem CIGS.

27 Den forelaeggende ret har understreget, at de virksomheder, for hvilke CIPI traeffer afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise, er virksomheder, hvis formuesituation goer det muligt i alt vaesentligt at viderefoere driften, og som konkret har udsigter til at komme paa fode.

28 En virksomhed, for hvilken der er truffet afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise, er altsaa underkastet en procedure, der slet ikke har til formaal at afvikle virksomheden, men tvaertimod at begunstige en fortsaettelse af dens aktiviteter med henblik paa en senere overtagelse.

29 I modsaetning til konkursprocedurer medfoerer afgoerelsen om, at der foreligger en virksomhedskrise, navnlig ikke, at virksomheden underkastes retslig kontrol, oekonomisk saettes under administration eller opnaar henstand med betalingerne.

30 Det oekonomiske og sociale formaal med denne procedure kan hverken give en forklaring paa eller en begrundelse for, at arbejdstagerne i virksomheden, naar denne helt eller delvist overfoeres, skulle miste de rettigheder, som de har ifoelge direktivet (jf. i lighed hermed den naevnte D' Urso m.fl.-dom, praemis 32).

31 Den af de sagsoegte i hovedsagen i deres indlaeg paaberaabte omstaendighed, at anvendelsen af bestemmelserne i artikel 47, stk. 5, i 1990-loven forudsaetter, at arbejdstagernes repraesentanter har godkendt, at de ansatte, eventuelt for en dels vedkommende, fortsaetter i virksomheden, kan heller ikke bringe virksomhedens overfoersel uden for anvendelsesomraadet for direktivets bestemmelser.

32 Domstolen har nemlig tidligere i praemis 11 i naevnte D' Urso-m.fl.-dom, fastslaaet, at direktivets bestemmelser skal betragtes som praeceptive i den forstand, at de ikke kan fraviges til ugunst for arbejdstagerne, dvs., at det for opnaaelsen af de rettigheder, direktivet giver arbejdstagerne, er uden betydning, om overdrageren, erhververen, repraesentanter for arbejdstagerne eller arbejdstagerne selv har givet deres samtykke, for de sidstnaevntes vedkommende alene med forbehold af deres adgang til paa grundlag af en efter et frit valg truffet beslutning ikke at fortsaette arbejdsforholdet hos den nye virksomhedsindehaver efter overfoerslen. Domstolen har endvidere i samme doms praemis 17 udtalt, at direktivets bestemmelser gaelder for alle og saaledes ogsaa for arbejdstagernes faglige repraesentanter, der ikke kan fravige direktivets bestemmelser ved overenskomst med overdrageren eller erhververen.

33 Endelig kan det ikke laegges til grund, at en bestemmelse som artikel 47, stk. 5, i 1990-loven, der medfoerer, at en virksomheds arbejdstagere mister de garantier, de har ifoelge direktivet, udgoer en bestemmelse, der er gunstigere for arbejdstagerne i direktivets artikel 7' s forstand.

34 Domstolen har i oevrigt tidligere forkastet en saadan argumentation i naevnte D' Urso-m.fl.-dom, praemis 18 og 19. Det var i denne sag blevet gjort gaeldende, at en fortolkning af direktivet, hvorved det hindres, at overskydende arbejdskraft i virksomheden fortsat er ansat hos overdrageren, vil kunne stille de paagaeldende arbejdstagere mindre gunstigt dels, fordi en eventuel erhverver vil kunne blive afskraekket fra at overtage virksomheden, saafremt han skal beholde den overfoerte virksomheds overskydende personale, dels, fordi dette personale vil blive afskediget og saaledes miste de fordele, det eventuelt kunne have opnaaet ved at fortsaette arbejdsforholdet i forhold til overdrageren.

35 Domstolen bemaerkede over for denne argumentation, at det ganske vist ifoelge direktivets artikel 4, stk. 1, er udelukket, at en virksomhedsoverfoersel i sig selv kan give overdrageren eller ehververen en begrundelse for at foretage afskedigelser, men at denne bestemmelse dog ikke "er ... til hinder for, at der kan ske afskedigelser af oekonomiske, tekniske eller organisatoriske aarsager, der medfoerer beskaeftigelsesmaessige aendringer". Den tilfoejede, at direktivet heller ikke er til hinder for, at eventuelle i national ret gaeldende regler ° hvorefter overdrageren har adgang til for saa vidt muligt at undgaa afskedigelser, at nedbringe eller helt undgaa omkostninger, der skyldes et overtal af beskaeftigede arbejdstagere ° ogsaa efter overfoerslen kan finde anvendelse til fordel for erhververen.

36 Det forelagte spoergsmaal skal derfor besvares med, at direktivet finder anvendelse paa overfoersel af en virksomhed, for hvilken der i henhold til artikel 2, stk. 5, litra c), i 1977-loven er truffet afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise.

Sagens omkostninger

37 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Pretura di Lecce ved kendelse af 2. december 1993, for ret:

Raadets direktiv 77/187/EOEF af 14. februar 1977 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overfoersel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter, finder anvendelse paa en virksomhed, for hvilken der i medfoer af artikel 2, stk. 5, litra c), i italiensk lov nr. 675 af 12. august 1977 er truffet afgoerelse om, at der foreligger en virksomhedskrise.