61993J0381

++++

Transport ° soetransport ° fri udveksling af tjenesteydelser ° begraensninger ° national lovgivning, som omfatter alle fartoejer, uanset tjenesteyderens nationalitet, men hvorefter der sondres mellem befordring internt i medlemsstaten og befordring med andre medlemsstater som bestemmelsessted, og den interne befordring herved sikres en fordel ° ulovligt paa grund af formaalene med det indre marked

(Raadets forordning nr. 4055/86 og nr. 3577/92)

En national lovgivning, som ganske vist uden forskel omfatter alle fartoejer, uanset om de benyttes af nationale tjenesteydere eller af tjenesteydere fra andre medlemsstater, men hvorefter der f.eks. med hensyn til de afgifter, der opkraeves for benyttelse af havnefaciliteterne, sondres mellem, om fartoejerne udfoerer befordring internt i medlemsstaten eller med andre medlemsstater som bestemmelsessted, og hvorved markedet og den interne befordring i den paagaeldende medlemsstat sikres en saerlig fordel, maa antages at udgoere en i medfoer af forordning nr. 4055/86 ° om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande ° forbudt begraensning af retten til fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet.

For det foerste og med henblik paa at naa formaalene med det indre marked er den frie udveksling af tjenesteydelser til hinder for anvendelse af nationale bestemmelser, som bevirker, at levering af tjenesteydelser mellem medlemsstater bliver vanskeligere end levering af tjenesteydelser internt i en medlemsstat. Saafremt det antoges, at den omstaendighed, at anvendelsen af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser foerst efterhaanden, nemlig efter den i forordning nr. 3577/92 fastsatte tidsplan, ville tillaegge medlemsstaterne befoejelse til i den for denne form for befordring fastsatte overgangsperiode at fastsaette hoejere afgifter paa soetransport mellem medlemsstater end paa transport i medlemsstaterne, ville anvendelsen af den i forordning nr. 4055/86 fastsatte ordning om fri udveksling af tjenesteydelser paa omraadet soetransport mellem medlemsstater miste en vaesentlig del af sin gennemslagskraft.

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 3. august 1993 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande (EFT L 378, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 4055/86"), idet den opretholder bestemmelser, hvorefter der ved ind- og udskibning af passagerer opkraeves afgifter for et skibs benyttelse af havneanlaeg paa dens kontinentale territorium eller oe-territorium, naar passagerne kommer fra eller rejser til havne i en anden medlemsstat, mens der ved befordring mellem to havne paa nationalt omraade kun opkraeves afgifter ved indskibning fra den kontinentale havn eller oe-havnen, ligesom der opkraeves afgifter efter hoejere satser for passagerer, der kommer fra eller rejser til havne i en anden medlemsstat, end den sats, der anvendes for passagerer, der har en havn paa det nationale omraade som bestemmelsessted.

2 I henhold til artikel R. 212-17 i den franske code des ports maritimes (lov om kysthavne) opkraeves der en afgift for hver enkelt passager, der ud-, ind- eller omskibes i kysthavnene i den kontinentaleuropaeiske del af Frankrig. Rederen haefter for afgiften, men kan overvaelte den paa passagererne.

3 Lovens artikel R. 212-19, som affattet ved dekret 92/1089 af 1. oktober 1992 om aendring af havneafgifterne for passagerer om bord paa handelsskibe (JORF (Lovtidende) af 7.10.1992), bestemmer:

"I kysthavnene i den kontinentaleuropaeiske del af Frankrig opkraeves foelgende havneafgifter for passagerer, der befordres med amfibieluftpudefartoejer eller andre fartoejer:

1. Passagerer, der rejser til en havn i den kontinentaleuropaeiske del af Frankrig eller paa Korsika: 8,82 FF (for passagerer paa fjerde klasse dog kun 50% heraf). Passagerer paa amfibieluftpudefartoejer eller fartoejer med kun én klasse betragtes i afgiftsmaessig henseende som passagerer paa anden klasse.

2. Passagerer, der kommer fra eller rejser til en havn paa de britiske oeer eller paa kanaloeerne: 17,52 FF.

3. Passagerer, der kommer fra eller rejser til en havn i Europa (bortset fra de ovenfor under 1 og 2 naevnte havne) eller en havn i hele middelhavsomraadet: 21,01 FF.

4. Passagerer, der kommer fra eller rejser til andre end de ovenfor naevnte havne: 74,81 FF.

..."

4 Artikel R. 212-20 bestemmer:

"I kysthavnene paa Korsika opkraeves foelgende havneafgifter for passagerer, der befordres med amfibieluftpudefartoejer eller andre fartoejer:

1. Passagerer, der rejser til en havn paa Korsika, den kontinentaleuropaeiske del af Frankrig eller Sardinien: 8,28 FF (for passagerer paa fjerde klasse dog kun 50% heraf).

2. Passagerer, der kommer fra eller rejser til en havn i Europa (bortset fra de ovenfor under punkt 1 naevnte havne) eller i Nordafrika: 8,28 FF.

3. Passagerer, der kommer fra eller rejser til alle oevrige havne: 49,88 FF.

..."

5 Ifoelge Kommissionen indebaerer ovennaevnte afgiftsordning to former for forskelsbehandling: For det foerste er afgiften lavere ved befordring af passagerer, der rejser til en fransk havn, end for passagerer, der rejser til en havn i en anden medlemsstat (bortset fra befordring af passagerer, der rejser til Sardinien fra Korsika), og for det andet opkraeves afgiften ved befordring mellem franske havne kun ved indskibning af passagererne, mens afgiften ved befordring mellem en fransk havn og en havn i en anden medlemsstat (bortset fra befordring af passagerer mellem Korsika og Sardinien) opkraeves baade ved ind- og udskibning.

6 Kommissionen har naermere anfoert, at selv om de franske bestemmelser ikke er udtryk for forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet i relation til den person, der udfoerer den paagaeldende befordring, er den en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, som er i strid med artikel 1 i forordning nr. 4055/86, idet der efter ordningen sondres mellem befordring, som foretages inden for fransk omraade, og befordring, som foretages til eller fra en anden medlemsstat, selv om de tjenesteydelser i havnen, som afgiften er betaling for, er den samme i begge tilfaelde.

7 Heroverfor har den franske regering gjort gaeldende, at forordning nr. 4055/86 kun er en ufuldstaendig gennemfoerelse af den frie udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet, idet forordningen kun omhandler soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande, men ikke soetransport i medlemsstaterne, dvs. cabotagesejlads. Regeringen har i den forbindelse understreget, at i henhold til artikel 6, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 3577/92 af 7. december 1992 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport i medlemsstaterne (cabotagesejlads) (EFT L 364, s. 7, herefter benaevnt "forordning nr. 3577/92"), der traadte i kraft den 1. januar 1993, finder princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa fast passager- og faergefart i Middelhavet og langs Frankrigs kyster foerst anvendelse med virkning fra den 1. januar 1999.

8 Heraf foelger efter den franske regerings opfattelse, at spoergsmaalet om, hvorvidt Frankrig overholder bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser, maa vurderes saerskilt for hver enkelt af ovennaevnte to former for tjenesteydelser. For begge de naevnte formers vedkommende opfylder Frankrig de krav, der er opstillet i faellesskabsretten, idet der for saa vidt angaar soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes, naermere bestemt til eller fra franske havne, ikke eksisterer forskelsbehandling af franske erhvervsdrivende og erhvervsdrivende fra andre medlemsstater, og at forholdet med hensyn til cabotagesejlads er det, at efter de herom gaeldende franske regler behandles alle erhvervsdrivende fra de oevrige medlemsstater paa samme maade.

9 Foerst bemaerkes, at det med henblik paa afgoerelsen af, om Kommissionens paastand er begrundet, maa naevnes, at artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 4055/86 bestemmer:

"Fri adgang til at udfoere soetransport mellem Faellesskabets medlemsstater samt mellem medlemsstater og tredjelande gaelder for statsborgere i medlemsstaterne, saafremt de er hjemmehoerende i en anden medlemsstat end den person, for hvem soetransporten udfoeres."

10 Som Domstolen fastslog i dom af 14. juli 1994 (sag C-379/92, Peralta, Sml. I, s. 0000, praemis 39), fastlaegges i artiklen den personkreds, som fri udveksling af tjenesteydelser for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande gaelder for, i vendinger, der stort set svarer til de i traktatens artikel 59 anvendte vendinger.

11 Naar det dernaest i artikel 8 i forordning nr. 4055/86 bestemmes, at "med forbehold af traktatens bestemmelser om etableringsret, kan en person, der udfoerer soetransport, med henblik herpaa midlertidigt etablere sig i den medlemsstat, hvor soetransporten udfoeres, paa samme vilkaar som dem, der gaelder for vedkommende lands egne statsborgere", er der tale om en gennemfoerelse af det i traktatens artikel 60, stk. 3, fastsatte princip med hensyn til soetransport mellem medlemsstater.

12 Endelig bestemmer artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 4055/86, at traktatens artikel 55-58 og 62 finder anvendelse paa saadanne former for soetransport.

13 I kraft af forordning nr. 4055/86 finder samtlige traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser herefter anvendelse paa omraadet for soetransport mellem medlemsstater.

14 I medfoer af disse bestemmelser kan retten til fri udveksling af tjenesteydelser ikke alene paaberaabes af statsborgere i medlemsstaterne, der er hjemmehoerende i en anden medlemsstat end den, hvor modtageren af tjenesteydelserne er hjemmehoerende, men ogsaa af en virksomhed over for den stat, hvor den er etableret, naar tjenesteydelserne praesteres til modtagere, der er etableret i en anden medlemsstat (jf. dom af 17.5.1994, sag C-18/93, Corsica Ferries Italia, Sml. I, s. 1783, praemis 30), og, mere generelt, i alle tilfaelde, hvor en tjenesteyder tilbyder tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret (jf. dom af 26.2.1991, sag C-154/89, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 659, praemis 9 og 10, og ovennaevnte Peralta-dom, praemis 41).

15 Imidlertid praesteres tjenesteydelser inden for omraadet soetransport mellem medlemsstater ikke blot ofte over for modtagere, der er etableret i en anden medlemsstat end tjenesteyderen, men pr. definition ogsaa, i det mindste delvis, paa en anden medlemsstats omraade end den, hvor tjenesteyderen er etableret.

16 Da det saaledes staar fast, at den udveksling af tjenesteydelser, som naervaerende sag drejer sig om, er omfattet af traktatens artikel 59, bemaerkes, at i henhold til Domstolens praksis er artikel 59 til hinder for anvendelse af nationale bestemmelser, som uden at vaere begrundet i objektive hensyn begraenser en tjenesteyders muligheder for effektivt at udoeve denne frihed (jf. dom af 25.7.1991, sag C-288/89, Collectieve Antennevoorziening Gouda, Sml. I, s. 4007).

17 I lyset af og med henblik paa at naa formaalene med det indre marked bemaerkes, at den naevnte frihed ogsaa er til hinder for anvendelse af nationale bestemmelser, som bevirker, at levering af tjenesteydelser mellem medlemsstater bliver vanskeligere end levering af tjenesteydelser internt i en medlemsstat.

18 For levering mellem medlemsstater af tjenesteydelser inden for soetransportomraadet kan der foelgelig ikke fastsaettes strengere betingelser end dem, der gaelder for levering af tilsvarende tjenesteydelser inden for en medlemsstat.

19 Den franske regerings bemaerkning, hvorefter den frie udveksling af tjenesteydelser i henhold til forordning nr. 3577/92 foerst efterhaanden og inden for de i forordningen fastsatte frister kommer til at omfatte soetransport i medlemsstaterne, er i denne forbindelse uden betydning. Den paagaeldende forordning omhandler nemlig kun adgangen for tjenesteydere fra andre medlemsstater til cabotagesejlads, men fastlaegger ikke, hvilke regler der skal overholdes med hensyn til soetransport mellem medlemsstater.

20 Saafremt det antoges, at medlemsstaterne herved var befoejet til at fastsaette hoejere afgifter for soetransport mellem medlemsstater end for transport i medlemsstaterne, ville anvendelsen af den i forordning nr. 4055/86 fastsatte ordning om fri udveksling af tjenesteydelser paa omraadet soetransport mellem medlemsstater miste en vaesentlig del af sin gennemslagskraft.

21 En national lovgivning, som ganske vist uden forskel omfatter alle fartoejer, uanset om de benyttes af nationale tjenesteydere eller af tjenesteydere fra andre medlemsstater, men hvorefter der sondres mellem, om fartoejerne udfoerer befordring internt i medlemsstaten eller med andre medlemsstater som bestemmelsessted, og hvorved markedet og den interne befordring i den paagaeldende medlemsstat herved sikres en saerlig fordel, maa foelgelig antages at udgoere en i medfoer af forordning nr. 4055/86 forbudt begraensning af retten til fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet.

22 Det maa fastslaas, at de i naervaerende sag anfaegtede franske bestemmelser omfatter en afgiftsordning, der er mindre gunstig for befordring mellem franske havne og havne i en anden medlemsstat end for befordring mellem franske havne.

23 Den sagsoegte stat findes herefter at have handlet traktatstridigt som paastaaet af Kommissionen, hvorfor Kommissionens paastande vil vaere at tage til foelge.

Sagens omkostninger

24 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Den Franske Republik har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den Franske Republik har ikke overholdt sine forpligtelser i henhold til artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for soetransport mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande, idet den opretholder bestemmelser, hvorefter der ved ind- og udskibning af passagerer opkraeves afgifter for et skibs benyttelse af havneanlaeg paa dens kontinentale territorium eller oe-territorium, naar passagerne kommer fra eller rejser til havne i en anden medlemsstat, mens der ved befordring mellem to havne paa nationalt omraade kun opkraeves afgifter ved indskibning fra den kontinentale havn eller oe-havnen, ligesom der opkraeves afgifter efter hoejere satser for passagerer, der kommer fra eller rejser til havne i en anden medlemsstat, end den sats, der anvendes for passagerer, der har en havn paa det nationale omraade som bestemmelsessted.

2) Den Franske Republik betaler sagens omkostninger.