61993J0363

++++

1. Frie varebevaegelser ° told ° afgifter med tilsvarende virkning ° begreb ° vaerdiafgift opkraevet af en medlemsstat ved indfoersel af varer til en del af dens territorium ° omfattet af begrebet, herunder ud fra synspunktet paalaeggelse af afgift af indenlandske varer

(EOEF-traktaten, art. 9, 12 og 13)

2. Frie varebevaegelser ° told ° afgifter med tilsvarende virkning ° saertold gaeldende i de oversoeiske franske departementer ° beslutning fra Raadet om midlertidigt, efter traktatens ikrafttraeden, at opretholde afgiften ° ugyldighed ° tidsmaessige virkninger

(EOEF-traktaten, art. 9, 12, 13 og art. 227, stk. 2, samt art. 235; Raadets beslutning 89/688)

1. Den i de oversoeiske franske departementer gaeldende saertold, der er udformet som en afgift, der proportionalt med varers toldvaerdi opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer til en region inden for dens territorium, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved indfoersel af varer til denne region fra et andet omraade i den samme medlemsstat.

Antaget for det foerste, at en afgift, der opkraeves ved en regional graense som foelge af indfoersel af varer til en region i en medlemsstat, griber ind i enhedskarakteren af Faellesskabets toldomraade og maa anses for en mindst lige saa alvorlig hindring for de frie varebevaegelser som en afgift, der opkraeves ved statsgraensen som foelge af indfoersel af varer til en medlemsstats territorium som saadant. Det indgreb, der goeres i enhedskarakteren af Faellesskabets toldomraade ved oprettelse af en intern lokal toldgraense, er det samme, hvad enten der er tale om indenlandske varer eller om varer fra andre medlemsstater, der paalaegges afgift som foelge af passagen af den paagaeldende graense. For det andet, at en afgift paa indenlandske varer, der opkraeves som foelge af passage af denne graense, er en mindst lige saa alvorlig hindring for de frie varebevaegelser som opkraevning af en afgift af samme art af varer med oprindelse i en anden medlemsstat, for selve princippet om en toldunion, der omfatter samtlige varebevaegelser, saaledes som toldunionen er indfoert ved traktatens artikel 9, kraever nemlig, at de frie varebevaegelser i toldunionen, og ikke blot samhandelen mellem staterne, skal sikres helt generelt. Naar artikel 9 ff. udtrykkeligt kun tager sigte paa samhandelen mellem medlemsstaterne, skyldes det alene, at disse artikler indeholder en forudsaetning om, at der ikke findes toldlignende afgifter internt i de paagaeldende stater.

En afgift, som paalaegges samtlige varer ved deres passage af en regional graense, uanset oprindelsen, kan i oevrigt ikke, uden at der opstaar inkonsekvens, anses for en afgift med tilsvarende virkning, naar den paalaegges varer hidroerende fra andre medlemsstater, men ikke, naar den paalaegges varer hidroerende fra en anden del af det nationale omraade.

Endelig maatte de administrative undersoegelsesprocedurer, af noedvendigvis indviklet og langsommelig karakter, som ville blive resultatet af en sondring ved afgiftens anvendelse alt efter, hvor de indfoerte varer reelt havde oprindelse, i sig selv bedoemmes som hindringer, der er uacceptable for de frie varebevaegelser.

2. Raadets beslutning 89/688 om saertoldordningen i de franske oversoeiske departementer er ugyldig, idet den tillader Den Franske Republik indtil den 31. december 1992 at opretholde den saertoldordning, som var i kraft ved beslutningens udstedelse.

Traktatens artikel 227, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at Raadet fra traktatens ikrafttraeden ganske har vaeret afskaaret fra i de oversoeiske departementer at fastsaette undtagelser fra anvendelsen af de bestemmelser ° blandt andet om frie varebevaegelser ° der rammer en afgift med tilsvarende virkning, saasom saertolden, hvilket omtales i artikel 227, stk. 2, foerste afsnit, og traktatens artikel 235 kan ikke fortolkes saaledes, at Raadet, ogsaa blot midlertidigt, kunne dispensere fra den umiddelbare anvendelse, der er fastsat i artikel 227, stk. 2, idet man i modsat fald ville fratage foerste afsnit i stykke 2 dets tilsigtede virkning.

For saa vidt som den saertold, som blev opkraevet mellem ikrafttraedelsestidspunktet for beslutning 89/688 og den 31. december 1992, havde ganske samme retlige karakter som en afgift med tilsvarende virkning som told opkraevet med hjemmel i national ret, som saertolden opkraevet foer dette tidsrum, finder den tidsmaessige begraensning, der blev besluttet af Domstolen i forhold til sidstnaevnte i dommen af 16. juli 1992, sag C-163/90, Legros m.fl., ogsaa anvendelse paa de krav om tilbagebetaling af saertold, som er opkraevet med virkning fra den faktiske anvendelsesdato for beslutningen og indtil den 16. juli 1992, hvor dommen blev afsagt. Da den franske regering ikke efter afsigelsen af den naevnte dom havde rimelig grund til at antage, at den paagaeldende nationale lovgivning var i overensstemmelse med faellesskabsretten, og da de lokale kollektive enheders interesser er tilstraekkeligt beskyttede ved den tidsmaessige begraensning ifoelge dommen af 16. juli 1992, antoges det ikke, at der var grund til at fastsaette en tidsmaessig begraensning af retsvirkningerne af den dom, som kendte beslutning 89/688 ugyldig.

1 Ved dom af 7. juli 1993 indgaaet til Domstolen den 26. juli 1993 har Cour d' appel de Paris i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende gyldigheden af Raadets beslutning 89/688/EOEF af 22. december 1989 om saertoldordningen i de franske oversoeiske departementer (EFT L 399, s. 46, herefter benaevnt "saertoldbeslutningen"). Ved domme af 23. august 1993 indgaaet til Domstolen den 1. oktober 1993 har Tribunal d' instance de Saint-Denis (Réunion) i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 9 ff. og vedroerende gyldigheden af saertoldbeslutningen.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst i forbindelse med en raekke krav om tilbagebetaling af beloeb, der er blevet opkraevet i saertold.

3 Det fremgaar af sagen, at ved traktatens ikrafttraeden blev saertolden opkraevet i de franske oversoeiske departementer. Der opkraevedes saertold af varer af enhver art uanset oprindelse, herunder med oprindelse i selve Frankrig, naar varerne blev indfoert i de franske oversoeiske departementer. Derimod var lokale varer fritaget for saertold og andre interne afgifter med tilsvarende virkning. Det staar fast, at saertolden havde to formaal, nemlig for det foerste at skabe en skatteindtaegt og for det andet at begunstige de lokale oekonomiske aktiviteter.

4 Efter at der var indgaaet en raekke klager over saertolden, indledte Kommissionen i 1984 en traktatbrudsprocedure mod Den Franske Republik. Den indstillede senere proceduren, idet den foretrak en politisk loesning, og i forbindelse hermed traf Raadet dels en afgoerelse, dels en beslutning paa grundlag af traktatens artikel 227, stk. 2, og artikel 235.

5 Den foerste retsakt er Raadets afgoerelse 89/687/EOEF af 22. december 1989 om indfoerelse af et saerligt program for de franske oversoeiske departementer som foelge af disses afsides beliggenhed og oekarakter (POSEIDOM) (EFT L 399, s. 39, herefter benaevnt "POSEIDOM-afgoerelsen"). I anden og tredje betragtning til afgoerelsen udtalte Raadet bl.a., at de oversoeiske departementer strukturelt er meget tilbagestaaende, hvilket yderligere forvaerres af en raekke forhold, og goer en oeget stoette fra Faellesskabets side noedvendig med henblik paa at fremme departementernes oekonomiske og sociale udvikling.

6 Den anden retsakt er saertoldbeslutningen, som gennemfoerer den fiskale maalsaetning i POSEIDOM-afgoerelsen. Saertoldbeslutningens artikel 1 bestemmer, at de franske myndigheder senest den 31. december 1992 traeffer de noedvendige foranstaltninger til, at den saertoldordning, der paa nuvaerende tidspunkt er gaeldende i de oversoeiske departementer, anvendes uden forskel paa varer, der indfoeres, og varer, der fremstilles i disse omraader. Artikel 4 bestemmer, at Den Franske Republik bemyndiges til indtil senest den 31. december 1992 at opretholde den nuvaerende saertoldordning paa betingelse af, at ethvert forslag til udvidelse af listen over varer, der er omfattet af saertolden, eller om forhoejelse af satserne meddeles Kommissionen, som kan modsaette sig dette inden for en frist paa to maaneder.

7 I sagen Legros m.fl. (dom af 16.7.1992, sag C-163/90, Sml. I, s. 4625) havde Domstolen faaet forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende traktatens fortolkning i relation til en afgift med samme karakteristika som saertoldens. I denne dom kendte Domstolen for ret, at en afgift, der proportionalt med varers toldvaerdi opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer fra en anden medlemsstat til en region inden for den foerste medlemsstats territorium, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved indfoersel af varer til denne region fra et andet omraade i samme medlemsstat. Domstolen begraensede imidlertid dommens tidsmaessige retsvirkninger.

8 I sagen Legros m.fl. drejede det sig om faktiske forhold foer ikrafttraedelsen af henholdsvis POSEIDOM-afgoerelsen og saertoldbeslutningen. Foelgelig udtalte Domstolen sig hverken om disses fortolkning eller gyldighed.

De faktiske omstaendigheder i sag C-363/93, Lancry

9 Paa oeen Martinique fremstilles der ikke mel. Denne vare er saaledes altid blevet indfoert fra selve Frankrig, fra andre faellesskabslande eller fra De Forenede Stater. I 1974 blev der indfoert en saertold paa mel paa Martinique.

10 Selskabet René Lancry SA (herefter benaevnt "Lancry"), som paa Martinique forhandler mel, der isaer hidroerer fra selve Frankrig, har foert flere retssager. Ved domme af henholdsvis 2. april 1985 og 25. april 1989 fra Tribunal administratif de Fort-de-France, som blev stadfaestet af Frankrigs Conseil d' État ved dom af 2. april 1993, fik Lancry udvirket ophaevelse af de afgoerelser, som fastsatte saertolden foerst til 25% og senere til 20%. Paa grundlag af dommene fik firmaet tilbagebetalt forskellen mellem den ophaevede sats og den tidligere sats paa 15%. Herefter anlagde Lancry sag ved Tribunal d' instance de Fort-de-France med paastand om tilbagebetaling af samtlige beloeb, selskabet havde indbetalt i saertold i samme periode.

11 Lancry anlagde ogsaa sag ved Tribunal d' instance du 7e arrondissement de Paris, hvorunder selskabet paastod direction générale des douanes doemt til at betale erstatning som foelge af, at der opkraevedes saertold ved indfoersel af mel til Martinique. Da Lancry ikke fik medhold, blev sagen anket.

12 Cour d' appel de Paris henviser i sin dom af 7. juli 1993 til dommen i sagen Legros m.fl. og udleder, at saertolden paa mel, forhandlet af Lancry siden 1974, i den udformning, tolden havde inden vedtagelsen af saertoldbeslutningen, nemlig den 22. december 1989, var en afgift med tilsvarende virkning som told og dermed i strid med Rom-traktaten. Retten doemte foelgelig indstaevnte til at tilbagebetale Lancry den saertold, selskabet havde indbetalt i forbindelse med handelen med mel fra 1974 indtil den 22. december 1989.

13 Cour d' appel de Paris bemaerkede dog, at Domstolen ikke havde udtalt sig om saertoldbeslutningens gyldighed, og den har derfor forelagt foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Var Raadet for De Europaeiske Faellesskaber berettiget til ved beslutning af 22. december 1989 om saertoldordningen i de franske oversoeiske departementer (89/688/EOEF), der blev vedtaget i henhold til artikel 227, stk. 2, og artikel 235 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, at bemyndige Den Franske Republik til indtil den 31. december 1992 at opretholde den gaeldende saertoldordning, naar henses til, at De Europaeiske Faellesskabers Domstol i dom af 16. juli 1992 i en praejudiciel sag fastslog, at saertolden (' octroi de mer' ) er en afgift med tilsvarende virkning som told?"

De faktiske omstaendigheder i sag C-407/93 ° C-411/93, Dindar Confort, Ah-Son, Chevassus-Marche, Conforéunion og Dindar Autos

14 Ved staevning af 26. januar 1993 anlagde selskabet Dindar Confort sag ved Tribunal d' instance de Saint-Denis med paastand om tilbagebetaling med rente af en raekke beloeb, selskabet havde betalt i saertold. Beloebene var blevet opkraevet ved indfoersel foretaget efter afgoerelse af sagen Legros m.fl.

15 Ved staevning af 21. december 1992 anlagde Christian Ah-Son sag ved samme ret med paastand om tilbagebetaling af et beloeb, som i november 1992 var betalt i saertold, der var blevet paalignet ham efter indfoersel paa Réunions territorium af et koeretoej, der var fremstillet i Forbundsrepublikken Tyskland, og som han havde koebt i selve Frankrig.

16 Ved staevninger af henholdsvis 11. og 12. februar 1993 anlagde Paul Chevassus-Marche ved samme ret sag med paastand om tilbagebetaling af et beloeb i saertold, han havde betalt den 3. december 1992 ved levering af oel fra selve Frankrig.

17 Ved staevning af 10. marts 1993 anlagde selskabet Conforéunion sag ved samme ret med paastand om tilbagebetaling af et beloeb, selskabet havde betalt i saertold af varer indfoert til Réunions territorium i november 1992. Visse af de paagaeldende varer havde oprindelse i andre regioner i Frankrig og i visse andre medlemsstater i Faellesskabet; atter andre havde direkte oprindelse i tredjelande.

18 Ved staevninger af henholdsvis 26. januar og 23. februar 1993 anlagde selskabet Dindar Auto ved samme ret sag med paastand om tilbagebetaling af en raekke beloeb erlagt i saertold af varer indfoert til Réunions territorium i tidsrummet juli-december 1992. Visse af varerne hidroerte fra andre regioner i Frankrig, andre fra de oevrige medlemsstater i Faellesskabet og atter andre direkte fra tredjelande.

19 Tribunal d' instance de Saint-Denis fandt at maatte udsaette behandlingen af de paagaeldende sager og har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Skal EOEF-traktatens artikel 9 ff., for saa vidt som bestemmelserne stoettes paa princippet om Faellesskabets toldomraade, fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat proportionalt med varers toldvaerdi opkraever en afgift ved indfoersel af varer fra andre regioner i samme stat, alene fordi varerne indfoeres til en region i staten, naar henses til, at EF-Domstolen har fastslaaet, at afgiften, naar den ogsaa opkraeves af varer fra andre medlemsstater ved indfoersel til regionen, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold?

2) Er artikel 4 i Raadets beslutning 89/688/EOEF af 22. december 1989, hvorefter Den Franske Republik bemyndiges til 'indtil senest den 31. december 1992 at opretholde den nuvaerende saertoldordning' paa de i bestemmelsen anfoerte betingelser, gyldigt udstedt, naar henses til, at saerafgiften i henhold til den dagaeldende ordning maatte anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, og EOEF-traktatens artikel 227, stk. 2, foerste afsnit, fastsaetter, at de i dette afsnit naevnte traktatbestemmelser, herunder bestemmelserne vedroerende frie varebevaegelser, gjaldt for de oversoeiske franske departementer fra traktatens ikrafttraeden?"

20 Ved kendelse af 19. oktober 1993, afsagt i medfoer af artikel 43 i Domstolens procesreglement, er sagerne C-407/93, C-408/93, C-409/93, C-410/93 og C-411/93 blevet forenet under den skriftlige og mundtlige forhandling samt til domsafsigelsen. Ved kendelse af 8. april 1994, afsagt i medfoer af samme artikel, er sag C-363/93 blevet forenet med de naevnte forenede sager under den mundtlige forhandling og til domsafsigelsen.

21 Der skal foerst tages stilling til spoergsmaalet, om en afgift som saertolden er en afgift med tilsvarende virkning som told, naar den opkraeves af varer med oprindelse i samme medlemsstat, og dernaest, om saertoldbeslutningen, som tillader afgiften opretholdt indtil den 31. december 1992, er gyldig.

Fortolkningen af traktatens artikel 9 ff. (foerste praejudicielle spoergsmaal fra Tribunal d' instance de Saint-Denis)

22 Med det foerste praejudicielle spoergsmaal soeger Tribunal d' instance de Saint-Denis afklaret, om en afgift, der proportionalt med varers toldvaerdi opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af alle varer til en region paa territoriet, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, naar den opkraeves af varer indfoert til denne region fra en anden del af den naevnte stat.

23 Det er Raadets opfattelse, at for saa vidt som saertolden paalaegges varer fra andre dele af fransk territorium, er forholdet fuldstaendigt afgraenset til at udspille sig inden for denne medlemsstat, og at de primaerretlige regler, som paalaegger medlemsstaterne visse forbud vedroerende forholdene dem imellem, ikke kan finde anvendelse. Ifoelge den spanske regering gaelder det navnlig, at den omstaendighed, at den samhandelen inden for Faellesskabet paavirkes, er en vaesentlig betingelse for at anvende traktatens bestemmelser om de frie varebevaegelser, saaledes at traktatens artikel 9 ff. ikke finder anvendelse, naar de paagaeldende varer bevaeger sig mellem to steder paa en enkelt medlemsstats territorium.

24 Dette argument kan ikke tiltraedes.

25 For det foerste foelger det nemlig af Domstolens faste praksis, at berettigelsen af forbuddet mod told og afgifter med tilsvarende virkning foelger af den hindring, som afgiftsmaessige belastninger, der kommer til anvendelse ved passage af graenserne, udgoer for varernes frie bevaegelighed (jf. navnlig dom af 1.7.1969, forenede sager 2/69 og 3/69, Sociaal Fonds Diamentarbeiders, Sml. 1969, s. 49, org. ref.: Rec. s. 211, praemis 14).

26 I dommen i sagen Legros m.fl. udtalte Domstolen (praemis 16), at en afgift, der opkraeves ved en regional graense som foelge af indfoersel af varer til en region i en medlemsstat, griber ind i enhedskarakteren af Faellesskabets toldomraade og maa anses for en mindst lige saa alvorlig hindring for de frie varebevaegelser som en afgift, der opkraeves ved statsgraensen som foelge af indfoersel af varer til en medlemsstats territorium som saadant.

27 Det indgreb, der goeres i enhedskarakteren af Faellesskabets toldomraade ved oprettelse af en intern lokal toldgraense, er det samme, hvad enten der er tale om indenlandske varer eller om varer fra andre medlemsstater, som paalaegges afgift som foelge af passagen af den paagaeldende graense.

28 Desuden er en afgift paa indenlandske varer, der opkraeves som foelge af passage af denne graense, en mindst lige saa alvorlig hindring for de frie varebevaegelser som opkraevning af en afgift af samme art af varer med oprindelse i en anden medlemsstat.

29 Selve princippet om en toldunion, der omfatter samtlige varebevaegelser, saaledes som toldunionen er indfoert ved traktatens artikel 9, kraever nemlig, at de frie varebevaegelser i toldunionen, og ikke blot samhandelen mellem staterne, skal sikres helt generelt. Naar artikel 9 ff. kun tager udtrykkeligt sigte paa samhandelen mellem medlemsstaterne, skyldes det, at disse artikler indeholder en forudsaetning om, at der ikke findes toldlignende afgifter internt i de paagaeldende stater. Da den foerste betingelse for at virkeliggoere en toldunion, der omfatter samtlige varebevaegelser, er, at saadanne afgifter ikke findes, indeholder artikel 9 ff. forudsaetningsvis et forbud mod dem.

30 For det andet fremstaar problemet ikke som en situation, der udelukkende er afgraenset af en medlemsstats omraade. Som den franske regering med rette har anfoert, kan en afgift med saertoldens karakteristika kun antages at vaere et rent internt forhold, hvis den alene opkraeves af varer med oprindelse i den samme medlemsstat. Det staar imidlertid fast, at saertolden rammer alle varer, der indfoeres til de paagaeldende oversoeiske departementer, uanset oprindelsen. Under disse omstaendigheder ville det vaere inkonsekvent at antage, at saertolden paa den ene side er en afgift med tilsvarende virkning, da den opkraeves af varer med oprindelse i andre medlemsstater, og paa den anden side at antage, at samme afgift ikke er en afgift med tilsvarende virkning, naar den opkraeves af varer fra selve Frankrig.

31 Ud fra et praktisk synspunkt maa det endelig antages, at eftersom en afgift som saertolden rammer alle varer uden forskel, ville det vaere meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at foretage en sondring mellem varer af indenlandsk oprindelse og varer med oprindelse i andre medlemsstater. F.eks. vil en vare, der for visse bestanddeles vedkommende hidroerer fra en anden stat, men endeligt fremstilles paa det nationale omraade, eller en vare, der indfoeres paa det nationale omraade og senere videresendes til et oversoeisk departement, ikke kunne betegnes som en indenlandsk vare. Herved ville der opstaa en situation, hvor man i hvert enkelt tilfaelde, ogsaa naar talen er om levering af varer fra samme stat, maatte undersoege, om disse varer i virkeligheden ikke havde oprindelse i en anden medlemsstat i Faellesskabet. En saadan undersoegelsesprocedure ville medfoere yderligere administration og forsinkelse, som i sig selv ville vaere til hinder for de frie varebevaegelser.

32 Det foerste spoergsmaal fra Tribunal d' instance de Saint-Denis maa derfor besvares saaledes, at en afgift, der proportionalt med varers toldvaerdi opkraeves af en medlemsstat ved indfoerslen af varer til en region inden for dens territorium, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved indfoersel af varer til denne region fra et andet omraade i den samme medlemsstat.

Spoergsmaalet om gyldigheden af saertoldbeslutningen (spoergsmaalet fra Cour d' appel de Paris og det andet spoergsmaal fra Tribunal d' instance de Saint-Denis)

33 Saavel Cour d' appel de Paris som Tribunal d' instance de Saint-Denis spoerger begge, om saertoldbeslutningen er gyldig, naar den tillader Den Franske Republik at opretholde den saertold, som gjaldt ved beslutningens udstedelse, indtil den 31. december 1992.

34 Den spanske og den franske regering samt Raadet og Kommissionen har gjort gaeldende, at Raadet med den dobbelte hjemmel i traktatens artikel 227, stk. 2, og artikel 235, gyldigt kunne tillade Den Franske Republik at bevare den paagaeldende afgift indtil den 31. december 1992.

35 Foerst bemaerkes, at traktatens artikel 227, stk. 2, er saalydende:

"2. For Algeriet og de oversoeiske franske departementer gaelder fra denne traktats ikrafttraeden dens saerlige og almindelige bestemmelser vedroerende:

° frie varebevaegelser

° landbruget, med undtagelse af artikel 40, stk. 4

° liberalisering af tjenesteydelser

° konkurrencereglerne

° de ved artikel 108, 109 og 226 hjemlede beskyttelsesforanstaltninger

° institutionerne.

Senest to aar efter denne traktats ikrafttraeden fastlaegges betingelserne for anvendelsen af traktatens oevrige bestemmelser ved beslutninger, som Raadet efter forslag af Kommissionen vedtager med enstemmighed.

Inden for rammerne af de i denne traktat fastsatte fremgangsmaader, herunder navnlig de i artikel 226 naevnte, drager Faellesskabets institutioner omsorg for, at den oekonomiske og sociale udvikling af disse omraader muliggoeres."

36 Ifoelge Domstolens praksis (jf. dom af 10.10.1978, sag 148/77, Hansen, Sml. s. 1787, og den ovennaevnte dom i sagen Legros m.fl., praemis 8) foelger det af denne artikel, at de bestemmelser i traktaten, som udtrykkeligt naevnes i stk. 2, foerste afsnit, har vaeret gaeldende i de oversoeiske departementer fra traktatens ikrafttraeden, mens det for de andre bestemmelsers vedkommende er muligt senere, ogsaa efter udloebet af toaarsfristen efter stk. 2, at traeffe saerlige foranstaltninger for at tilgodese disse omraaders behov.

37 Da artikel 227, stk. 2, udtrykkeligt bemyndiger Raadet til kun at fastlaegge betingelserne for anvendelsen af de traktatbestemmelser, som ikke opregnes i stk. 2, foerste afsnit, er det hermed udelukket at forsyne de bestemmelser, som naevnes dér, med undtagelser vedroerende deres anvendelse i de oversoeiske departementer, hvilket ogsaa gaelder bestemmelserne om frie varebevaegelser. En fortolkning af traktatens artikel 235, hvorefter Raadet, ogsaa blot midlertidigt, ville kunne suspendere anvendelsen i de oversoeiske departementer af traktatens artikel 9, 12 og 13, ville tilsidesaette den grundlaeggende sondring, der opstilles i artikel 227, stk. 2, og fratage foerste afsnit dets tilsigtede virkning.

38 Heraf foelger, at Raadet ikke gyldigt i saertoldbeslutningen har kunnet bemyndige Frankrig til at opretholde en afgift som saertolden, som er en afgift med tilsvarende virkning som told, og som foelgelig er omfattet af traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser.

39 Der maa saaledes svares de forelaeggende retsinstanser, at saertoldbeslutningen er ugyldig, idet den tillader Den Franske Republik indtil den 31. december 1992 at opretholde den saertoldordning, som var i kraft ved beslutningens udstedelse.

Naervaerende doms tidsmaessige virkninger

40 Den franske regering har, stoettet af regionen Réunion, for det tilfaelde, at Domstolen kender saertoldbeslutningen ugyldig, anmodet om, at Domstolen tidsmaessigt begraenser retsvirkningerne af den afsagte dom, saaledes som den gjorde det i dommen i sagen Legros m.fl. Det er saaledes den franske regerings opfattelse, at de betingelser, Domstolen har fastsat for en saadan begraensning, nemlig for det foerste at der foreligger risiko for alvorlige oekonomiske forstyrrelser, og for det andet at der foreligger usikkerhed med hensyn til EF-bestemmelsernes betydning, er opfyldt i denne sag. Vedroerende den foerste betingelse udtaler regeringen, at de oekonomiske konsekvenser af en dom, der kender saertoldbeslutningen ugyldig, vanskeligt vil kunne baeres af de lokale enheder, til hvis fordel saertolden blev indfoert, eftersom den begraensning, Domstolen accepterede i dommen i sagen Legros m.fl., alene tog sigte paa saertold, der udelukkende opkraeves med hjemmel i national ret, og som ikke finder anvendelse paa beloeb, opkraevet paa grundlag af saertoldbeslutningens artikel 4, efter den 22. december 1989, datoen for beslutningens udstedelse. Hvad angaar den anden betingelse har den franske regering henvist til, at Domstolen i dommen i sagen Legros m.fl. fastslog, at den saerlige karakter af saavel saertolden som de franske oversoeiske departementer har skabt en vis usikkerhed vedroerende lovligheden af saertolden i forhold til faellesskabsretten, som ifoelge den franske regering tilsyneladende var fjernet ved saertoldbeslutningen.

41 Denne argumentation kan ikke tiltraedes.

42 Det maa for det foerste paapeges, at Domstolen i denne sag kender saertoldbeslutningen ugyldig, da den tillader Den Franske Republik at opretholde saertoldordningen indtil den 31. december 1992. Heraf foelger, at den saertold, der blev opkraevet med virkning fra beslutningens faktiske anvendelsesdato, den 22. december 1989, og indtil den 31. december 1992, havde noejagtig samme retlige karakter som den foer dette tidsrum opkraevede saertold, nemlig karakter af en afgift med tilsvarende virkning som told opkraevet paa grundlag af national ret.

43 Heraf foelger, at den tidsmaessige begraensning, der blev besluttet i dommen i sagen Legros m.fl., ogsaa finder anvendelse paa de krav om tilbagebetaling af saertold, som er opkraevet med virkning fra den faktiske anvendelsesdato for beslutningen af 22. december 1989 og indtil den 16. juli 1992, hvor denne dom er afsagt.

44 Det maa for det andet paapeges, at generaladvokat Jacobs i sine forslag til afgoerelse af henholdsvis 21. oktober 1991 og 20. maj 1992 klart havde fremlagt den opfattelse, hvorefter saertoldbeslutningen var ugyldig, da den tillod opretholdelse af den saertoldordning, som gjaldt ved beslutningens vedtagelse. Ganske vist udtalte Domstolens sig i dommen i sagen Legros m.fl. ikke om gyldigheden af saertoldbeslutningen. I retsmoedet den 31. marts 1992 i sagen Legros m.fl. gjorde den franske regering imidlertid bl.a. gaeldende, at Domstolen under denne praejudicielle procedure ikke var blevet anmodet om at udtale sig om gyldigheden af denne beslutning. Det antages derfor ikke, at Den Franske Republik har haft rimelig grund til af Domstolens tavshed paa dette punkt at kunne udlede, at saertoldbeslutningen gyldigt gav den tilladelse til efter den 22. december 1989 at opretholde den dagaeldende saertoldordning.

45 Heraf foelger, at den franske regering ikke efter den 16. juli 1992, da der blev afsagt dom i sagen Legros m.fl., havde rimelig grund til at antage, at den paagaeldende nationale lovgivning var i overensstemmelse med faellesskabsretten. Desuden findes de lokale kollektive enheders interesser at vaere tilstraekkeligt beskyttede ved den tidsmaessige begraensning, der blev fastslaaet i dommen i sagen Legros m.fl. Der er saaledes i denne sag ingen grund til at fastsaette en tidsmaessig begraensning af dommens retsvirkninger.

Sagens omkostninger

46 De udgifter, der er afholdt af den spanske og den franske regering, samt af Raadet for Den Europaeiske Union og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for de nationale retsinstanser, tilkommer det disse at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt dels af Cour d' appel de Paris ved dom af 7. juli 1993, dels af Tribunal d' instance de Saint-Denis ved domme af 23. august 1993, for ret:

1) En afgift, der proportionalt med varers toldvaerdi opkraeves af en medlemsstat ved indfoersel af varer til en region inden for dens territorium, maa anses for en afgift med tilsvarende virkning som indfoerselstold, selv om afgiften ogsaa opkraeves ved indfoersel af varer til denne region fra et andet omraade i den samme medlemsstat.

2) Raadets beslutning 89/688/EOEF af 22. december 1989 om saertoldordningen i de franske oversoeiske departementer er ugyldig, idet den tillader Den Franske Republik indtil den 31. december 1992 at opretholde den saertoldordning, som var i kraft ved beslutningens udstedelse.