61993J0346

++++

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° Domstolens fortolkning ° anmodning om fortolkning i forbindelse med en sag, der skal afgoeres under anvendelse af en national lovgivning, der blot er inspireret af konventionen og ikke paalaegger den nationale ret at anvende den fortolkning, Domstolen har anvist ° falder uden for Domstolens kompetence

(Konventionen af 27.9.1968; protokollen af 3.6.1971)

Domstolens rolle i henhold til protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, er at virke som en retsistans, hvis domme er bindende for den forelaeggende ret. Denne rolle ville blive fuldstaendig aendret, hvis det accepteredes, at de svar, Domstolen giver retterne i de kontraherende stater, kun er vejledende og helt uden bindende virkning.

Det ville vaere tilfaeldet, hvis Domstolen erklaerede sig kompetent til at anvise en fortolkning af konventionen paa anmodning af en national ret, ved hvilken der er anlagt en sag, som ikke konventionen, men en national lovgivning finder anvendelse paa, naar den nationale lovgivning ikke alene kun anvender konventionen som forbillede ° idet den gengiver nogle af dens bestemmelser, uden at de dog skal gaelde som saadanne i den nationale retsorden ° og udtrykkeligt giver hjemmel til at vedtage aendringer med henblik paa at fremkalde divergenser i forhold til konventionens bestemmelser som fortolket af Domstolen, men ogsaa kun paalaegger de nationale retter, naar de anvender lovbestemmelserne, at tage hensyn til den fortolkning, Domstolen har anlagt af tilsvarende bestemmelser i konventionen, uden at tillaegge fortolkningen bindende virkning.

Derfor har Domstolen ikke kompetence til at afgoere et praejudicielt spoergsmaal i en saadan sammenhaeng.

1 Ved beslutning af 18. maj 1993 indgaaet til Domstolen den 6. juli 1993 har Court of Appeal i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og ° den aendrede tekst ° s. 77, herefter benaevnt "konventionen"), forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af konventionens artikel 5, nr. 1 og 3.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag anlagt af Kleinwort Benson Ltd (herefter benaevnt "Kleinwort"), en bank med hjemsted i England, mod City of Glasgow District Council (herefter benaevnt "District Council"), den lokale forvaltningsmyndighed i Glasgow-omraadet (Skotland), angaaende fastlaeggelsen af, hvilken ret der har kompetence til at paadoemme en sag om tilbagebetaling af et beloeb, som er betalt i medfoer af aftaler, der er erklaeret ugyldige.

3 Det fremgaar af oplysningerne i sagen, at Kleinwort og District Council fra den 7. september 1982 indgik syv renteswap-aftaler, i henhold til hvilke Kleinwort mellem den 9. marts 1983 og den 10. september 1987 udbetalte District Council beloeb paa i alt 807 230,31 UKL.

4 Den 24. januar 1991 fastslog House of Lords i en principiel dom, at lokale myndigheder som District Council ikke havde befoejelse til at indgaa aftaler af denne art, og at de indgaaede aftaler som foelge heraf var ugyldige ex tunc paa grund af inhabilitet hos en af parterne.

5 Den 6. september 1991 anlagde Kleinwort under henvisning til, at der forelaa en ugrundet berigelse, sag i England mod District Council ved High Court of Justice, Queen' s Bench Division, Commercial Court, med krav om tilbagebetaling af de beloeb, banken havde betalt i henhold til de mellem parterne indgaaede aftaler.

6 District Council bestred de engelske retters kompetence til at traeffe afgoerelse vedroerende Kleinwort' s krav, idet sagen om tilbagebetaling af beloebene efter dets opfattelse skulle anlaegges ved retterne paa sagsoegtes hjemsted i Skotland.

7 Kleinwort gjorde derimod for High Court gaeldende, at District Council blev sagsoegt enten i "sager om kontraktforhold" eller i "sager om erstatning uden for kontrakt", og at de engelske retter derfor havde kompetence enten i medfoer af artikel 5(1) eller artikel 5(3) i Schedule 4 til Civil Jurisdiction and Judgments Act 1982 (lov af 1982 om kompetencen og om retsafgoerelser i borgerlige sager, herefter benaevnt "1982-loven").

8 I Det Forenede Kongerige fastsaetter 1982-loven, hvis hovedformaal er at gennemfoere konventionen i denne kontraherende stat, desuden regler om kompetencefordelingen i borgerlige sager mellem de forskellige dele af det omraade (England og Wales, Skotland og Nordirland), som udgoer denne stat.

9 Med henblik herpaa indeholder Schedule 4 til 1982-loven en raekke bestemmelser, som er inspireret af konventionen. Saaledes er det ifoelge artikel 2 hovedreglen, at retterne paa det sted, hvor sagsoegte har bopael, har kompetencen, mens artikel 5(1) og (3) tillaegger en speciel kompetence henholdsvis i sager om kontraktforhold til retten paa det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes, og i sager om erstatning uden for kontrakt til retten paa det sted, hvor skadetilfoejelsen er foregaaet eller sandsynligvis vil foregaa.

10 I henhold til section 16(3)(a) i 1982-loven skal der ved afgoerelsen af spoergsmaal om betydningen eller retsvirkningen af bestemmelserne i Schedule 4 "tages hensyn til alle relevante principper, der er opstillet af De Europaeiske Faellesskabers Domstol i forbindelse med 1968-konventionens afsnit II, og til alle relevante afgoerelser truffet af denne vedroerende betydningen eller retsvirkningen af bestemmelserne i dette afsnit".

11 I henhold til section 47(1) og (3) i 1982-loven kan der foretages aendringer bl.a. i Schedule 4 under hensyn til "principper, der er opstillet af De Europaeiske Faellesskabers Domstol i forbindelse med 1968-konventionens afsnit II, og til afgoerelser truffet af denne vedroerende betydningen eller retsvirkningen af bestemmelser i dette afsnit", herunder "aendringer, der er beregnet paa at fremkalde divergenser mellem bestemmelserne i Schedule 4 [...] og de tilsvarende bestemmelser i 1968-konventionens afsnit II".

12 Efter at High Court den 27. februar 1992 havde fastslaaet, at den ikke havde kompetence til at paadoemme sagen, appellerede Kleinwort den 26. marts 1992 denne afgoerelse til Court of Appeal.

13 Court of Appeal fandt, at sagens udfald beroede paa en afgoerelse om anvendelsesomraadet for artikel 5(1) og (3) i Schedule 4 til 1982-loven og om forholdet mellem disse to bestemmelser, at disse bestemmelser i det vaesentlige havde samme ordlyd som konventionens artikel 5, nr. 1 og 3, og at Domstolen endnu ikke havde truffet afgoerelse om fortolkningen af de sidstnaevnte bestemmelser. Som foelge heraf besluttede retten den 18. maj 1993 i medfoer af artikel 3 i protokollen af 3. juni 1971 at udsaette sagen paa Domstolens besvarelse af foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Naar der anlaegges sag mod en sagsoegt med paastand om tilbagebetaling af beloeb, som sagsoegeren har betalt til sagsoegte i medfoer af en kontrakt, der er ugyldig, fordi en af parterne ikke havde den fornoedne habilitet til at indgaa den, sagsoeges den paagaeldende da

a) 'i sager om kontraktforhold' , jf. artikel 5, nr. 1, i Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (med senere aendringer)?

eller

b) 'i sager om erstatning uden for kontrakt' , jf. konventionens artikel 5, nr. 3?"

Domstolens kompetence

14 Det staar fast, at den fortolkning af de omhandlede konventionsbestemmelser, Domstolen anmodes om, skal goere det muligt for den forelaeggende ret at traeffe afgoerelse om anvendelsen, ikke af konventionen, men af den nationale lovgivning i den kontraherende stat, hvori denne retsinstans er beliggende.

15 Under disse omstaendigheder opstaar spoergsmaalet om Domstolens kompetence til at afgoere det af Court of Appeal forelagte praejudicielle spoergsmaal.

16 I denne forbindelse skal det foerst understreges, at den nationale lovgivning, der finder anvendelse i hovedsagen, ikke indeholder en direkte og ubetinget henvisning til faellesskabsretten, hvorefter denne skal gaelde i den nationale retsorden, men tvaertimod blot anvender konventionen som forbillede og til dels gengiver konventionens bestemmelser.

17 Selv om loven naesten ordret gengiver en raekke bestemmelser i konventionen, er dens ordlyd nemlig undertiden forskellig fra den tilsvarende bestemmelse i konventionen. Det gaelder bl.a. artikel 5(3).

18 Desuden giver 1982-loven udtrykkelig myndighederne i den paagaeldende kontraherende stat hjemmel til at vedtage aendringer, der er beregnet paa at "fremkalde divergenser" mellem bestemmelserne i Schedule 4 og de tilsvarende bestemmelser i konventionen som fortolket af Domstolen.

19 Under disse omstaendigheder kan det ikke antages, at det i den paagaeldende kontraherende stats ret er blevet bestemt, at de konventionsbestemmelser, der er forelagt Domstolen til fortolkning, skal gaelde som saadanne, selv uden for konventionens anvendelsesomraade.

20 Dernaest bemaerkes, at i medfoer af 1982-loven er retterne i den paagaeldende kontraherende stat ikke forpligtet til absolut og ubetinget at anvende den fortolkning af konventionen, Domstolen har anvist dem, ved afgoerelsen af de sager, der er indbragt for dem.

21 Ifoelge 1982-loven skal de nationale retter nemlig kun "tage hensyn" til Domstolens praksis vedroerende fortolkningen af de tilsvarende bestemmelser i konventionen ved anvendelsen af bestemmelser, der er overtaget fra konventionen. Naar konventionen finder anvendelse paa sagen, bestemmer 1982-lovens section 3(1) derimod, at "ethvert spoergsmaal om betydningen eller retsvirkningen af en bestemmelse i konventionen, som ikke forelaegges for De Europaeiske Faellesskabers Domstol i medfoer af 1971-protokollen, skal afgoeres i overensstemmelse med de principper, der er opstillet af Domstolen, og med afgoerelser truffet af denne".

22 I et tilfaelde som det, der foreligger i hovedsagen, hvor konventionen ikke finder anvendelse, staar det derfor retten i den paagaeldende kontraherende stat frit for at bestemme, om Domstolens fortolkning ogsaa skal gaelde ved anvendelsen af den nationale lovgivning, der er overtaget fra konventionen.

23 Heraf foelger, at hvis Domstolen erklaerede sig kompetent til at traeffe afgoerelse om det foreliggende praejudicielle spoergsmaal, ville dens fortolkning af konventionens bestemmelser ikke vaere bindende for den forelaeggende ret, idet denne kun er bundet af Domstolens fortolkning, saafremt konventionen finder anvendelse i sagen.

24 Det kan imidlertid ikke accepteres, at de svar, Domstolen giver retterne i de kontraherende stater, kun er vejledende og helt uden bindende virkning. Dette ville bevirke en fuldstaendig aendring af Domstolens rolle i henhold til protokollen af 3. juni 1971, nemlig som en retsinstans, hvis domme er bindende (jf. i samme retning udtalelse 1/91 af 14.12.1991, Sml. I, s. 6079, praemis 61).

25 Efter det anfoerte har Domstolen ikke kompetence til at afgoere det praejudicielle spoergsmaal, der er forelagt af Court of Appeal.

Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige, den tyske regering, Kongeriget Spanien, den franske regering og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Court of Appeal ved beslutning af 18. maj 1993, for ret:

Domstolen har ikke kompetence til at afgoere det praejudicielle spoergsmaal, der er forelagt af Court of Appeal.