61993J0133

++++

1. Praejudicielle spoergsmaal ° spoergsmaal om afvisning af den praejudicielle anmodning ° summarisk affattet forelaeggelseskendelse, af hvilken det dog klart fremgaar, at den forelaeggende ret anser det for usikkert, om en forordning er gyldig ° faktisk og retlig sammenhaeng, der er velkendt fra en tidligere praejudiciel sag ° spoergsmaal, der kan besvares

(EOEF-traktaten, art. 177)

2. Landbrug ° faelles landbrugspolitik ° maal ° pligt til at forene maal ° institutionernes skoensbefoejelser ° stabilisering af markedet for raatobak ° ordning med maksimale garantimaengder ° lovlighed

(EOEF-traktaten, art. 39; Raadets forordning nr. 1114/88)

3. Landbrug ° faelles markedsordning ° raatobak ° ordning med maksimale garantimaengder ° bedoemmelse ud fra proportionalitetsprincippet ° begraenset proevelse ved Domstolen som foelge af faellesskabslovgivers skoensbefoejelser paa den faelles landbrugspolitiks omraade ° vedtagne foranstaltningers forholdsvis ineffektive karakter, der konstateres efterfoelgende, irrelevant ° lovlighed i mangel af aabenbart fejlskoen i forhold til det maal, der forfoelges

[EOEF-traktaten, art. 39, stk. 2, litra b), og art. 40-43; Raadets forordning nr. 1114/88]

4. Landbrug ° faelles markedsordning ° forskelsbehandling af producenter eller forbrugere ° ordning med maksimale garantimaengder for hele Faellesskabets marked i sektoren for raatobak ° nedsaettelse af produktionsstoetten i tilfaelde af overskridelse ° anvendelse af nedsaettelsen paa samtlige producenter, uanset om de har bidraget til overskridelsen ° ingen forskelsbehandling

(EOEF-traktaten, art. 40, stk. 3, andet afsnit; Raadets forordning nr. 1114/88)

5. Faellesskabsret ° principper ° beskyttelse af den berettigede forventning ° begraensninger ° aendring af bestemmelserne om en faelles markedsordning ° institutionernes skoensbefoejelser

6. Landbrug ° faelles markedsordning ° raatobak ° ordning med maksimale garantimaengder ° fastsaettelse for en given hoest ° rettidig fastsaettelse i forhold til dyrkningstidsplanen ° princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ° tilsidesaettelse ° ingen

(Raadets forordning nr. 1331/90 og nr. 1738/91)

1. Naar det af en forelaeggelseskendelse klart fremgaar, at den nationale ret anser det for usikkert, om en forordning er gyldig, og naar forelaeggelseskendelsen faktisk og retligt indgaar i en sammenhaeng, der er velkendt fra en tidligere praejudiciel sag, hvor anmodningen om en praejudiciel afgoerelse kom fra samme ret og vedroerte samme producent, kan den omstaendighed, at forelaeggelseskendelsen er summarisk affattet, ikke antages at have beroevet de beroerte parter og navnlig den institution, der har udstedt den paagaeldende forordning, muligheden for at fremfoere synspunkter, der er relevante for besvarelsen af det praejudicielle spoergsmaal. Heraf foelger, at en afvisning af den praejudicielle anmodning vil vaere uforenelig med den vilje til samarbejde, der er absolut noedvendig i praejudicielle sager.

2. Ved forfoelgelsen af de i traktatens artikel 39 naevnte maal for den faelles landbrugspolitik skal Faellesskabets institutioner sikre en fortsat forening af de eventuelle maalsaetninger, som kan optraede, naar de enkelte maal betragtes isoleret, og i paakommende tilfaelde give det ene eller det andet en midlertidig prioritet, naar dette er paakraevet paa grund af de omstaendigheder eller oekonomiske forhold, som ligger til grund for institutionernes beslutninger. Med denne forening maa det undgaas udelukkende at laegge vaegt paa et enkelt af disse maal i et saadant omfang, at det bliver umuligt at gennemfoere andre maal.

Forordning nr. 1114/88 om aendring af forordning nr. 727/70 om oprettelse af en faelles markedsordning for raatobak kan saaledes ikke antages at vaere i strid med maalene for den faelles landbrugspolitik. For dels forfoelges med denne forordning gennem indfoerelse af en ordning med maksimale garantimaengder med henblik paa at stabilisere markedet for raatobak, et af disse maal, og dels ville en ensidig bestraebelse paa at naa et andet af disse maal, nemlig at sikre producenterne og de med forarbejdningen beskaeftigede en rimelig levestandard, isaer ved en forhoejelse af deres individuelle indkomster, indebaere en alvorlig risiko for at muliggoere en stabilisering paa et marked, der er praeget af overproduktion.

3. Ved den retslige efterproevelse af, om faellesskabslovgiver paa landbrugspolitikkens omraade har overholdt proportionalitetsprincippet, maa der tages hensyn til de skoensbefoejelser, som denne myndighed har paa naevnte omraade, der modsvarer det politiske ansvar, som er tillagt den ved traktatens artikel 40-43. Heraf foelger, at kun saafremt en foranstaltning er aabenbart uhensigtsmaessig i forhold til det maal, der forfoelges, vil denne foranstaltning kunne kendes ulovlig, idet dog lovligheden af en faellesskabsretsakt ikke kan afhaenge af efterfoelgende betragtninger vedroerende dens effektivitet, og idet det af faellesskabslovgiver udoevede skoen i forbindelse med fastlaeggelsen af en ordning, hvorved der bliver tale om at vurdere fremtidige virkninger, der ikke kan forudses med noejagtighed, kun kan tilsidesaettes, saafremt det er aabenbart fejlagtigt, naar henses til de oplysninger, som faellesskabslovgiver raader over paa tidspunktet for ordningens vedtagelse.

Der foreligger ikke et aabenbart fejlagtigt skoen ved Raadets indfoerelse i tobakssektoren ved forordning nr. 1114/88 af en ordning med maksimale garantimaengder, hvis overskridelse medfoerte en nedsaettelse med et vist maksimum af den interventionspris, der var gaeldende for samtlige producenter, selv om denne ordning viste sig ikke at vaere effektiv nok og senere blev afloest af en ordning med individuelle kvoter, efter hvilken enhver producent, der overskrider sin kvote, ikke opnaar nogen stoette til den del af produktionen, hvormed den individuelle kvote overskrides. Ved i foerste omgang at vaelge en foranstaltning, der ikke var aabenbart uegnet i forhold til det tilsigtede maal, og som ikke fandtes for byrdefuld, har Raadet handlet ikke blot under overholdelse af proportionalitetsprincippet, men ogsaa henset til noedvendigheden af, at oenskelige tilpasninger gennemfoeres gradvis, jf. traktatens artikel 39, stk. 2, litra b).

4. Forbuddet mod forskelsbehandling er ikke til hinder for faellesskabsbestemmelser som dem, der er blevet indfoert ved forordning nr. 1114/88 i sektoren for raatobak, og ved hvilke der er indfoert en ordning med garantitaerskler for hele det faelles marked, der foerer til en nedsaettelse af produktionsstoetten for de erhvervsdrivende i samtlige medlemsstater, selv om overskridelsen af disse taerskler ikke skyldes en foroegelse af produktionen i samtlige disse stater. Inden for rammerne af en faelles markedsordning, som ikke er baseret paa nationale kvoter, skal nemlig alle producenterne i Faellesskabet, uanset i hvilken medlemsstat de er hjemmehoerende, solidarisk og ligeligt baere konsekvenserne af de beslutninger, som faellesinstitutionerne skal traeffe inden for rammerne af deres kompetence for at imoedegaa risikoen for, at der paa markedet opstaar en uligevaegt mellem produktionen og afsaetningsmulighederne.

5. Selv om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er et af Faellesskabets grundlaeggende principper, kan de erhvervsdrivende dog ikke have berettigede forventninger om opretholdelse af en bestaaende situation, som Faellesskabets institutioner kan aendre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skoen paa et omraade som de faelles markedsordninger, hvis formaal kraever en konstant tilpasning efter aendringer i den oekonomiske situation. Det foelger heraf, at de erhvervsdrivende ikke kan paaberaabe sig en velerhvervet ret til bevarelse af en fordel, som for disse virksomheder er resultatet af indfoerelsen af den faelles markedsordning, og som de har haft fordel af paa et givet tidspunkt. En eventuel indtaegtsnedgang for dem kan altsaa ikke vaere en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

6. Den omstaendighed, at den maksimale garantimaengde for 1991-hoesten af sorten Burley I inden for rammerne af ordningen om maksimale garantimaengder for sektoren for raatobak blev fastsat ved forordning nr. 1738/91, der blev offentliggjort paa et tidspunkt, hvor avlerne allerede havde truffet dispositioner vedroerende dyrkningen, udgoer ikke en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet der ikke ved naevnte forordning for saa vidt angaar den omhandlede sort skete nogen aendring af den maksimale garantimaengde, der tidligere rettidigt i forhold til dyrkningstidsplanen var fastsat for samme aar ved forordning nr. 1331/90.

1 Ved kendelse af 18. marts 1993, indgaaet til Domstolen den 31. marts s.aa. (sag C-133/93), har Pretura circondariale di Perugia (Italien) i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende gyldigheden af Raadets forordning (EOEF) nr. 1114/88 af 25. april 1988 om aendring af forordning (EOEF) nr. 727/70 om oprettelse af en faelles markedsordning for raatobak (EFT L 110, s. 35) og de forordninger, der er udstedt til gennemfoerelse heraf.

2 Ved kendelser af 28. april 1993 og 14. maj 1993, indgaaet til Domstolen henholdsvis den 28. maj 1993 (sag C-300/93) og den 22. juli 1993 (sag C-362/93), har Pretura circondariale di Caserta (Italien) i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende gyldigheden af Raadets forordning (EOEF) nr. 1738/91 af 13. juni 1991 om fastsaettelse for 1991-hoesten af maalpriser, interventionspriser og praemier til koebere af tobak i blade, afledte interventionspriser for tobak i baller, referencekvaliteter og produktionsomraader samt de maksimale garantimaengder og om aendring af forordning (EOEF) nr. 1331/90 (EFT L 163, s. 13) og de forordninger, der er udstedt til gennemfoerelse heraf.

3 Tvisterne i hovedsagerne drejer sig om tilbagebetaling ° efter Kommissionens konstatering af, at den maksimale garantimaengde (herefter benaevnt "MG") for tobak i blade af sorten Bright (sag C-133/93) og sorten Burley I (sag C-300/93 og sag C-362/93) for hoesten 1991 var overskredet ° af en del af den praemie, der var forudbetalt til sagsoegerne i hovedsagerne i henhold til artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 727/70 af 21. april 1970 om oprettelse af en faelles markedsordning for raatobak (EFT 1970 I, s. 186).

4 Ved forordning nr. 727/70 blev der indfoert en stoetteordning baseret paa maalpriser og interventionspriser, der skulle fastsaettes hvert aar af Raadet, for Faellesskabet for det foelgende kalenderaars hoest af tobak i blade. Tobaksavlerne kunne herefter enten saelge deres produktion til interventionsorganerne, der var forpligtet til at koebe til interventionsprisen, eller saelge den paa markedet.

5 Med det formaal at tilskynde til koeb hos tobaksavlerne til en pris, der laa saa taet som muligt op ad maalprisen, var det i artikel 3, stk. 1, i denne forordning bestemt, at der paa visse betingelser kunne ydes en praemie til fysiske eller juridiske personer, som koebte tobak i blade direkte hos Faellesskabets tobaksavlere, og som underkastede det koebte produkt en foerste bearbejdning og behandling. Ordningen om ydelse af praemie blev ved artikel 3, stk. 2, udvidet, saaledes at den ogsaa gjaldt for tobaksavlere, der underkastede deres egen tobak i blade en foerste bearbejdning og behandling.

6 Ved den tidligere naevnte forordning nr. 1114/88 blev der med henblik paa at begraense en stigning i Faellesskabets tobaksproduktion og samtidig haemme produktionen af sorter, der havde afsaetningsvanskeligheder, i artikel 4 i forordning nr. 727/70 indsat et stk. 5, der har foelgende ordlyd:

"5. Raadet fastsaetter hvert aar efter fremgangsmaaden i traktatens artikel 43, stk. 2, for hver sort eller gruppe af sorter af tobak produceret i Faellesskabet, for hvilke der fastsaettes priser og praemier, en maksimal garantimaengde, bl.a. i forhold til markedsvilkaarene og de socio-oekonomiske og landbrugsmaessige forhold i de paagaeldende omraader. Den samlede maksimale garantimaengde for Faellesskabet fastsaettes for hoesten i hvert af aarene 1988, 1989 og 1990 til 385 000 tons tobak i blade.

Med forbehold af artikel 12a og 13 svarer der til hver overskridelse paa 1% af den maksimale garantimaengde for en sort eller en gruppe af sorter en nedsaettelse paa 1% af interventionspriserne og de tilsvarende praemier. Der foretages en justering af maalprisen for den paagaeldende hoest, svarende til nedsaettelsen af praemien.

De i andet afsnit omhandlede nedsaettelser maa ikke overstige 5% for 1988-hoesten og 15% for hoesten i 1989 og 1990.

..."

7 Foerste afsnit i naevnte stk. 5, som affattet ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1329/90 af 14. maj 1990 om aendring af forordning (EOEF) nr. 727/70 om oprettelse af en faelles markedsordning for raatobak (EFT L 132, s. 25), har foelgende ordlyd:

"Raadet fastsaetter hvert aar efter fremgangsmaaden i traktatens artikel 43, stk. 2, for hver sort eller gruppe af sorter af tobak produceret i Faellesskabet, for hvilke der fastsaettes priser og praemier, en maksimal garantimaengde, bl.a. i forhold til markedsvilkaarene og de socio-oekonomiske og landbrugsmaessige forhold i de paagaeldende omraader. Raadet fastsaetter disse maksimale garantimaengder for 1990-hoesten paa samme tid som for 1989-hoesten. Den samlede maksimale garantimaengde for Faellesskabet fastsaettes i hvert af aarene 1988 til 1993 til 385 000 tons tobak i blade."

8 Ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2075/92 af 30. juni 1992 om den faelles markedsordning for raatobak (EFT L 215, s. 70) er der gjort indgribende aendringer i den hidtil gaeldende markedsordning, og ordningen om MG er ved denne forordnings artikel 9 blevet afloest af en ordning om forarbejdningskvoter, der (som en overgangsordning for 1993- og 1994-hoesten) skal fordeles af medlemsstaterne mellem de virksomheder, som foretager den foerste forarbejdning, eller saafremt medlemsstaterne raader over de fornoedne noejagtige data, direkte mellem producenterne.

Sag C-133/93

9 Crispoltoni, der er tobaksavler i Lerchi (provinsen Perugia), havde leveret en vis maengde tobak i blade af sorten Bright fra hoesten 1991 til Fattoria Autonoma Tabacchi di Città di Castello (en producentsammenslutning, som Crispoltoni er medlem af, og som tager sig af foerste forarbejdning og behandling af tobak i blade, herefter benaevnt "Fattoria").

10 Fattoria kraevede senere tilbagebetaling af et beloeb svarende til nedsaettelsen med 15% af de praemier, der var blevet udbetalt til Crispoltoni i henhold til artikel 3 i forordning nr. 727/70, efter at Kommissionen ° i forordning (EOEF) nr. 2178/92 af 30. juli 1992 om fastsaettelse af den faktiske produktion af samt de priser og praemier, der i henhold til ordningen med maksimale garantimaengde skal betales for tobak for 1991-hoesten (EFT L 217, s. 75) ° havde konstateret, at MG for den paagaeldende sort var overskredet for 1991-hoesten.

11 Crispoltoni har for Pretura circondariale di Perugia gjort gaeldende, at dette tilbagebetalingskrav savner grundlag, og at forordning nr. 1114/88 er ugyldig.

12 Den forelaeggende ret bemaerker i forelaeggelseskendelsen, at selv om ordningen med maksimale garantimaengder er begrundet i oensket om at begraense de finansielle byrder, som foelger af interventionerne paa markedet, gennem en begraensning af tobaksproduktionen, maa ordningen antages i sin nuvaerende udformning at rumme kraenkelse af individuelle retspositioner, der juridisk fortjener beskyttelse i medfoer af faellesskabsretten, nemlig for de erhvervsdrivende, som ikke er ansvarlige for overskudsproduktionen af tobak. Kun ved en fastsaettelse af kvoter for hver enkelt producent er det muligt at ramme alene de producenter, der er ansvarlige for overskudsproduktionen.

13 Det er derfor ifoelge den forelaeggende ret muligt, at Raadet har gjort sig skyldig i et myndighedsmisbrug i form af magtfordrejning i den forstand, at ordningen om MG ikke er et egnet middel til at realisere det tilsigtede maal.

14 Pretura circondariale di Perugia har paa denne baggrund besluttet at udsaette sagen og anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse vedroerende gyldigheden af forordning nr. 1114/88 og forordningerne til gennemfoerelse heraf.

Formaliteten

15 Raadet har gjort gaeldende, at forelaeggelseskendelsen overhovedet ikke angiver, hvilket hoestaar eller hvilken tobakssort der er tale om i hovedsagen, og heller ikke engang oplyser, om tvisten drejer sig om ydelse af praemie eller ej.

16 Ifoelge Raadet maa dette medfoere, at der ikke kan tages stilling til det praejudicielle spoergsmaal, for den forelaeggende ret har hermed helt undladt at give oplysninger om de faktiske omstaendigheder i den sag, med henblik paa hvilken spoergsmaalet forelaegges. Retten har saaledes tilsidesat sin forpligtelse til at samarbejde med Domstolen, som er en forudsaetning for proceduren ifoelge traktatens artikel 177.

17 Denne argumentation kan ikke anerkendes.

18 Det bemaerkes i den forbindelse, at det af forelaeggelseskendelsen klart fremgaar, at den forelaeggende ret anser det for usikkert, om forordning nr. 1114/88 er gyldig, hvortil kommer, at forelaeggelseskendelsen faktisk og retligt indgaar i en sammenhaeng, der er velkendt fra en tidligere praejudiciel sag (jf. dom af 11.7.1991, sag C-368/89, Crispoltoni, Sml. I, s. 3695), hvor anmodningen om en praejudiciel afgoerelse kom fra samme ret og vedroerte samme producent.

19 Paa baggrund heraf kan det ikke antages, at forelaeggelseskendelsen er saa summarisk affattet, at de beroerte parter og navnlig Raadet ikke har mulighed for at fremfoere synspunkter, der er relevante for besvarelsen af det praejudicielle spoergsmaal.

20 Det foelger af det anfoerte, at der ikke i den foreliggende sag er noget som helst grundlag for en afvisning af den praejudicielle anmodning, som ville vaere uforenelig med den vilje til samarbejde, der altid er absolut noedvendig i praejudicielle sager.

Realiteten

21 Crispoltoni har gjort gaeldende, at forordning nr. 1114/88 (herefter benaevnt "forordningen") er ugyldig, idet den er behaeftet med magtfordrejning. Den hellenske regering har tilsluttet sig dette synspunkt og har i oevrigt anfoert, at forordningen udgoer en tilsidesaettelse af lighedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Endelig har den italienske regering anfoert, at forordningen er i strid med proportionalitetsprincippet.

22 Raadet og Kommissionen har anfoert, at anbringenderne herom er grundloese.

A ° Magtfordrejning

23 Crispoltoni har indledningsvis gjort gaeldende, at der for saa vidt angaar magtfordrejning vil kunne vaere tale om to muligheder, idet der enten forfoelges et andet formaal end det, som lovligt skulle forfoelges af udstederen af den omtvistede retsakt, eller der ° som tilfaeldet er i den foreliggende sag ° bestaar en aabenbar uoverensstemmelse mellem det tilsigtede maal og retsakten.

24 Han bemaerker i den forbindelse, at hans kritik ikke er rettet mod den maalsaetning, hvorefter tobaksproduktionen skal begraenses, eller mod den ordning, hvorefter praemierne nedsaettes ved overskridelse af MG, men derimod mod ordningens ufuldstaendighed som foelge af, at den ikke indeholder bestemmelser om fastsaettelse af produktionskvoter for de enkelte producenter. En overskridelse af MG har jo ufordelagtige virkninger ° en nedsaettelse af priserne og praemierne ° som rammer alle producenter, herunder de producenter, der ikke har oeget deres produktion, og sker paa et tidspunkt, hvor de valg, som skal traeffes vedroerende produktionen, er blevet truffet.

25 Crispoltoni tilfoejer, at de nyligt aendrede regler for tobakssektoren ved naevnte forordning nr. 2075/92 netop indfoerer kvoter for de enkelte producenter.

26 Ogsaa den hellenske regering finder, at de omtvistede bestemmelser er behaeftet med mangler, som maa anses for magtfordrejning. Den har i den forbindelse gjort gaeldende, at gennemfoerelsen af den maalsaetning, der er fastlagt i forordningen, dvs. en begraensning af stigningen i tobaksproduktionen og en omlaegning heraf til sorter, der ikke er ude for afsaetningsvanskeligheder, ikke ° som det her er tilfaeldet ° kan ske til skade for den faelles landbrugspolitiks hovedformaal, der er angivet i traktatens artikel 39, stk. 1, litra b), og som er at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard, isaer ved en forhoejelse af de individuelle indkomster for de i landbruget beskaeftigede personer, eller under tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling, jf. traktatens artikel 40, stk. 3.

27 Ifoelge Domstolens praksis er en retsakt kun behaeftet med magtfordrejning, naar det paa grund af objektive, relevante og samstemmende indicier maa antages, at den er truffet udelukkende eller dog i det mindste overvejende for at forfoelge andre maal end dem, der er angivet, eller for at omgaa en fremgangsmaade, der saerligt er fastsat ved traktaten for at imoedegaa konkrete foreliggende vanskeligheder (jf. bl.a. dom af 13.11.1990, sag C-331/88, Fedesa m.fl., Sml. I, s. 4023, praemis 24).

28 Ifoelge foerste betragtning til forordningen har MG-ordningen til formaal at begraense enhver stigning i Faellesskabets tobaksproduktion og haemme produktionen af sorter, der har afsaetningsvanskeligheder. Hertil foejes i anden betragtning, at forordningen tilstraeber viderefoerelse af en politik, der gaar ud paa at omstille produktionen til de mest efterspurgte kvaliteter og dermed at tage hensyn til tobaksproduktionens saerlige forhold af socio-oekonomisk og regional art.

29 Det er imidlertid ikke blevet gjort gaeldende, at MG-ordningen tog sigte paa andre maal end dem, med henblik paa hvilke Raadet havde udarbejdet den, og som angives i praeamblen.

30 Vedroerende det af den hellenske regering forfaegtede synspunkt, hvorefter forordningen er uforenelig med de i traktatens artikel 39 angivne formaal med den faelles landbrugspolitik, maa det fastslaas, at dette synspunkt savner grundlag.

31 Faellesskabsinstitutionerne har i forbindelse med den faelles landbrugspolitik under hensyn til de opgaver, der er overladt institutionerne ved traktaten, en vidtgaaende skoensfrihed (jf. eksempelvis dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 32).

32 Ved forfoelgelsen af de i traktatens artikel 39 naevnte maal for den faelles landbrugspolitik skal Faellesskabets institutioner sikre en fortsat forening af de eventuelle modsaetninger, som kan optraede, naar de enkelte maal betragtes isoleret, og i paakommende tilfaelde give det ene eller det andet en midlertidig prioritet, naar dette er paakraevet paa grund af de omstaendigheder eller oekonomiske forhold, som ligger til grund for institutionernes beslutninger (jf. eksempelvis dom af 24.10.1973, sag 5/73, Balkan, Sml. s. 1091, praemis 24). Ved denne forening maa det undgaas udelukkende at laegge vaegten paa et enkelt af disse maal i et saadant omfang, at det bliver umuligt at gennemfoere andre maal (jf. navnlig dom af 17.12.1981, forenede sager 197/80-200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener Walzmuehle m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3211, praemis 41).

33 Det fremgaar imidlertid af foerste betragtning til forordningen, at formaalet med MG-ordningen i overensstemmelse med et af de i traktatens artikel 39 naevnte maal for den faelles landbrugspolitik var at stabilisere markedet for raatobak, der var praeget af overproduktion.

34 Hertil kommer, at en ensidig bestraebelse for at naa det maal at sikre producenterne og de med forarbejdningen beskaeftigede en rimelig levestandard, isaer ved en forhoejelse af deres individuelle indkomster, ville indebaere en alvorlig risiko for paa et marked, praeget af overproduktion, at umuliggoere gennemfoerelsen af naevnte maal, dvs. stabiliseringen af det paagaeldende marked.

35 Hvad Crispoltoni' s argumentation angaar er udgangspunktet, at magtfordrejning kan bestaa i, at en foranstaltning aabenbart ikke er adaekvat for at naa det maal, der forfoelges, hvilket spoergsmaal vil blive undersoegt i det foelgende.

36 Herefter ses der ikke at foreligge en magtfordrejning som paastaaet.

B ° Tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet

37 Crispoltoni og den italienske regering finder, at MG-ordningen i forhold til det maal, der skulle naas, var et uegnet middel, hvilket i oevrigt bekraeftes af den aendring, der blev gennemfoert ved naevnte forordning nr. 2075/92.

38 De har herved gjort gaeldende, at den ordning, der blev indfoert ved forordningen, faktisk ikke har givet sikkerhed for, at MG blev overholdt i noget hoestaar, og at det i oevrigt i ottende betragtning til forordning nr. 2075/92 udtrykkeligt anfoeres, at man "for at sikre, at garantitaersklerne overholdes" maa indfoere en ordning med individuelle kvoter.

39 Ifoelge den italienske regering har det gennem den omtvistede faellesskabsordning vaeret muligt at gennemfoere en udifferentieret, fast nedsaettelse af praemien for samtlige modtagere uden hensyn til den enkeltes ° eventuelt udadlelige ° adfaerd, og saaledes ogsaa for de producenter, der ikke har forhoejet produktionen i forhold til tidligere aar. En saadan ordning, som medfoerte en vis ansvarsforflygtigelse hos producenter og forarbejdningsvirksomheder, er i strid med proportionalitetsprincippet.

40 Forud for bedoemmelsen af holdbarheden af disse synspunkter maa visse i praksis udformede principper omtales.

41 Efter proportionalitetsprincippet, der hoerer til faellesskabsrettens almindelige grundsaetninger, maa faellesskabsinstitutionernes retsakter ikke gaa videre end noedvendigt og passende for gennemfoerelsen af det lovligt tilsigtede formaal, hvorved det forudsaettes, at saafremt det er muligt at vaelge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vaelges, og byrderne maa herved ikke vaere uforholdsmaessige i forhold til de tilsigtede maal (jf. eksempelvis den ovenfor naevnte dom i sagen Fedesa m.fl., praemis 13).

42 Det bemaerkes for saa vidt angaar den retslige proevelse af de anfoerte betingelser, at faellesskabslovgiver paa landbrugspolitikkens omraade har en skoensfrihed, der modsvarer det politiske ansvar, som denne er tillagt ved traktatens artikel 40-43. Heraf foelger, at kun saafremt en foranstaltning paa dette omraade er aabenbart uhensigtsmaessig i forhold til det maal, som vedkommende institution forfoelger, vil en saadan foranstaltning kunne kendes ulovlig (samme dom, praemis 14).

43 Lovligheden af en faellesskabsretsakt kan ikke afhaenge af efterfoelgende betragtninger vedroerende dens effektivitet (dom af 7.2.1973, sag 40/72, Schroeder, Sml. s. 125, praemis 14). Naar faellesskabslovgiver ved fastlaeggelsen af en ordning maa vurdere dennes fremtidige virkninger, og disse ikke kan forudses med noejagtighed, kan det af faellesskabslovgiver udoevede skoen kun tilsidesaettes, saafremt det er aabenbart fejlagtigt, naar henses til de oplysninger, som faellesskabslovgiver raadede over paa tidspunktet for ordningens vedtagelse (dom af 21.2.1990, forenede sager C-267/88-C-285/88, Wuidart m.fl., Sml. I, s. 435, praemis 14).

44 I den foreliggende sag fremgaar det af en sammenligning af de MG, der blev fastsat for hver tobakssort fra produktionsaarene 1989, 1990 og 1991, og de maengder, som faktisk blev produceret af disse sorter, at MG ikke for de fleste omhandlede sorters vedkommende blev overskredet, og at det saaledes i alt fald ikke kan goeres gaeldende, at den omtvistede ordning har vaeret aabenbart uegnet for at naa det tilsigtede maal.

45 Endelig foreligger der ikke, som paavist af generaladvokaten i punkt 49-52 i forslaget til afgoerelse, holdepunkter for at fastslaa, at faellesskabslovgiver, da den omtvistede ordning blev indfoert, har udoevet et aabenbart fejlagtigt skoen med hensyn til denne ordnings virkninger.

46 Som anfoert af Kommissionen kunne Raadet, da forordningen blev vedtaget, uden at goere sig skyldig i et aabenbart fejlskoen, gaa ud fra, at MG-ordningen var mindre byrdefuld for tobaksproducenterne end en ordning med individuelle kvoter, idet der efter den foerste ikke var tale om begraensning af produktionen for de beroerte, der jo altid ° om end med en pris- eller praemienedsaettelse paa op til 15% ° kunne saelge deres produkter til interventionsorganerne, mens producenterne efter den sidstnaevnte ikke opnaar nogen stoette til den del af produktionen, der overskrider deres individuelle kvote. Den blotte omstaendighed, at ordningen har vist sig ikke at vaere effektiv nok, udgoer ikke tilstraekkeligt grundlag for at fastslaa, at den omtvistede forordning er ugyldig.

47 Det maa derfor paa linje med det af Kommissionen anfoerte fastslaas, at Raadet i det foreliggende tilfaelde har handlet ikke blot under overholdelse af proportionalitetsprincippet, idet det ikke har valgt en i forhold til det tilsigtede maal aabenbart uegnet foranstaltning, men at det desuden har henset til noedvendigheden af, at oenskelige tilpasninger gennemfoeres gradvist, jf. traktatens artikel 39, stk. 2, litra b).

48 Der ses saaledes ikke at foreligge en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet som paastaaet.

C ° Forskelsbehandling

49 Den hellenske regering har paa sin side gjort gaeldende, at den omtvistede ordning udgoer en tilsidesaettelse af princippet om lighed for loven, jf. traktatens artikel 40, stk. 3, idet ordningen har bevirket, at samtlige producenter og forarbejdningsvirksomheder uden forskel blev beroert af de foranstaltninger, der gik ud paa pris- og praemienedsaettelse, og saaledes bebyrdede endog dem, som ikke havde oeget deres produktion eller forretninger. Saadanne uretfaerdige virkninger kunne kun vaere undgaaet med en ordning med individuelle kvoter.

50 Ifoelge Domstolens praksis er forbuddet mod forskelsbehandling ifoelge traktatens artikel 40, stk. 3, blot en konkretisering af den almindelige lighedsgrundsaetning, der hoerer til faellesskabsrettens grundlaeggende principper (jf. eksempelvis den ovenfor naevnte dom i sagen Wuidart m.fl., praemis 13).

51 Der foreligger forskelsbehandling, ikke blot naar ensartede situationer behandles forskelligt, men ogsaa naar forskellige situationer behandles ens, og denne forskelsbehandling ikke er objektivt begrundet (dom af 13.12.1984, sag 106/83, Sermide, Sml. s. 4209, praemis 28).

52 Det er imidlertid i Domstolens tidligere praksis fastslaaet, at forbuddet mod forskelsbehandling ikke er til hinder for faellesskabsbestemmelser, ved hvilke der er indfoert en ordning med garantitaerskler for hele det faelles marked, der foerer til nedsaettelse af produktionsstoetten for de paagaeldende erhvervsdrivende i samtlige medlemsstater, selv om overskridelsen af disse taerskler ikke skyldtes en foroegelse af produktionen i samtlige disse stater. Domstolen har fastslaaet, at inden for rammerne af en faelles markedsordning, som ikke er baseret paa nationale kvoter, skal alle producenterne i Faellesskabet, uanset i hvilken medlemsstat de er hjemmehoerende, solidarisk og ligeligt baere konsekvenserne af de beslutninger, som faellesskabsinstitutionerne skal traeffe inden for rammerne af deres kompetence for at imoedegaa risikoen for, at der paa markedet opstaar en uligevaegt mellem produktionen og afsaetningsmulighederne (dom af 24.1.1991, sag C-27/90, SITPA, Sml. I, s. 133, praemis 20).

53 Det anfoerte maa ogsaa gaelde for en ordning som den i naervaerende sag omhandlede.

54 Herefter skal ogsaa anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 40, stk. 3, forkastes.

D ° Tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

55 Den hellenske regering har anfoert, at de omtvistede bestemmelser ogsaa udgoer en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

56 Herved bemaerkes for det foerste, at anvendelsen af nye bestemmelser ikke kan have til formaal eller til foelge, at det grundlaeggende maal for den faelles landbrugspolitik, som gaar ud paa at sikre producenterne en rimelig levestandard, antastes.

57 Det bemaerkes dernaest, at selv om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er et af Faellesskabets grundlaeggende principper, kan de erhvervsdrivende dog ikke have nogen berettigede forventninger om opretholdelse af en bestaaende situation, som Faellesskabets institutioner kan aendre ved beslutninger truffet inden for rammerne af deres skoen paa et omraade som de faelles markedsordninger, hvis formaal netop kraever en konstant tilpasning efter aendringer i den oekonomiske situation (jf. navnlig den ovennaevnte sag Delacre m.fl. mod Kommissionen, praemis 33).

58 Det foelger heraf, at de erhvervsdrivende ikke kan paaberaabe sig en velerhvervet ret til bevarelse af en fordel, som for disse virksomheder er resultatet af indfoerelsen af den faelles markedsordning, og som de har haft fordel af paa et givet tidspunkt (samme dom, praemis 34).

59 En eventuel indtaegtsnedgang for dem kan altsaa ikke vaere en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

60 Den hellenske regering goer endvidere gaeldende, at naevnte princip tilsidesaettes, idet undladelsen af at fastsaette individuelle kvoter har hindret tobaksproducenterne i at planlaegge deres produktion.

61 Den i sagen omtvistede ordning, der kendetegnes ved en paa forhaand af producenterne kendt fastsaettelse af MG for en given sort af en garanteret stoette til hele deres produktion og ved fastsaettelsen af et loft, naar det gaelder pris- og praemienedsaettelsen, opfylder de krav, der foelger af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

62 Der ses foelgelig ikke at foreligge en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

63 Af alle de anfoerte grunde maa svaret til den nationale ret gaa ud paa, at undersoegelsen af det forelagte spoergsmaal intet har frembragt, der kan anfaegte gyldigheden af forordning nr. 1114/88, eller foelgelig af forordningerne til gennemfoerelse heraf.

Sag C-300/93 og sag C-362/93

64 Natale (sag C-300/93) og Pontillo (sag C-362/93) driver begge en landbrugsbedrift i provinsen Caserta. De havde solgt deres 1991-produktion af tobak af sorten Burley I til tobaksforarbejdningsvirksomheden Donatab Srl, Caserta (herefter benaevnt "Donatab"), der efter ansoegning til Azienda di Stato per gli interventi nel mercato agricolo ° Settore tabacco (interventionsorganet i den omhandlede sektor, herefter benaevnt "AIMA") ° mod sikkerhedsstillelse fik udbetalt den i artikel 3 i forordning nr. 727/70 omhandlede praemie.

65 Efter at det var konstateret, at den MG for hoestaaret 1991, der i naevnte forordning nr. 2178/92 var fastsat for tobakssorten Burley I, var overskredet, maatte Donatab tilbagebetale de beloeb, som fulgte af nedsaettelsen af praemiens stoerrelse. Selskabet ville derefter hos Natale og Pontillo tilbagesoege et beloeb svarende til det beloeb, hvormed praemien var blevet nedsat.

66 Natale og Pontillo mente, at nedsaettelsen af praemien var ulovlig som foelge af ugyldigheden af forordningerne om fastsaettelse af priser, praemier og MG for 1991-hoesten, og anlagde derfor ved Pretura circondariale di Caserta sag mod Donatab med paastand om, at det fastslaas, at der ikke i forbindelse med deres forretninger med Donatab skulle ske overvaeltning paa dem af denne nedsaettelse.

67 Pretura circondariale di Caserta har i forelaeggelseskendelsen anfoert, at forordning nr. 1738/91 ° om fastsaettelse for 1991-hoesten af MG, priser og praemier for tobakssorter eller sortsgrupper af tobak ° blev offentliggjort den 26. juni 1991, dvs. for sorten Burley I efter saaning af tobakken i saerlige udsaaningsbede, der var sket i februar 1991, og efter udplantning af de unge planter paa friland, som skulle ske i april 1991. Da forordningen blev offentliggjort, var de kontrakter med forarbejdningsindustrien, der var en forudsaetning for ydelse af praemie, allerede afsluttet og registreret hos AIMA.

68 Fastsaettelsen af MG for 1991-hoesten for sorten Burley I fik saaledes tilbagevirkende gyldighed, idet den vedroerte en produktion, som var igangsat ved dispositioner, der ikke kunne aendres.

69 Den forelaeggende ret tilfoejer, at det i oevrigt af artikel 4, stk. 5, foerste afsnit, i forordning nr. 727/70, som affattet ved artikel 1 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1251/89 af 3. maj 1989 (EFT L 129, s. 16), fremgaar, at Raadet hvert aar for hoesten i det foelgende aar skal fastsaette garantimaengderne for hver tobakssort eller tobakssortsgruppe i faellesskabsproduktionen.

70 Paa baggrund heraf har Pretura circondariale di Caserta besluttet at udsaette sagen i de to naevnte sager og anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse vedroerende gyldigheden af forordning nr. 1738/91.

71 Det vil som svar paa den forelaeggende rets argumenter, som fremhaevet af Raadet og Kommissionen, vaere tilstraekkeligt at anfoere, at MG for 1991-hoesten af sorten Burley I allerede var blevet fastsat i bilag V til Raadets forordning (EOEF) nr. 1331/90 af 14. maj 1990 om fastsaettelse for 1990-hoesten af maalpriser, interventionspriser og praemier til koebere af tobak i blade, afledte interventionspriser for tobak i baller, referencekvaliteter og produktionsomraader samt de maksimale garantimaengder og om aendring af forordning (EOEF) nr. 1252/89 (EFT L 132, s. 28).

72 Ganske vist har bilag V til forordning nr. 1738/91 i henhold til denne forordnings artikel 4 afloest bilag V til forordning nr. 1331/90, men der er ikke herved sket nogen aendring af MG for 1991-hoesten af sorten Burley I.

73 Sidstnaevnte forordning blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende den 23.5.1990, dvs. i god tid foer de paagaeldende tobaksavlere skulle disponere med henblik paa 1991-hoesten.

74 Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan foelgelig ikke laegges til grund.

75 Det maa derfor fastslaas, at undersoegelsen af det forelagte spoergsmaal intet har frembragt, der kan anfaegte gyldigheden af forordning nr. 1738/91 eller foelgelig af forordningerne til gennemfoerelse heraf.

Sagens omkostninger

76 De udgifter, der er afholdt af den hellenske og den italienske regering, samt af Raadet for Den Europaeiske Union og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i de sager, der verserer for de nationale retter, tilkommer det disse at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Pretura circondariale di Perugia (sag C-133/93) ved kendelse af 18. marts 1993, og af Pretura circondariale di Caserta (sag C-300/93 og sag C-362/93) ved kendelser af henholdsvis 28. april og 14. maj 1993, for ret:

1) Undersoegelsen af det i sag C-133/93 forelagte spoergsmaal har intet frembragt, der kan anfaegte gyldigheden af Raadets forordning (EOEF) nr. 1114/88 af 25. april 1988 om aendring af forordning (EOEF) nr. 727/70 om oprettelse af en faelles markedsordning for raatobak eller foelgelig gyldigheden af forordningerne til gennemfoerelse heraf.

2) Undersoegelsen af det i sag C-300/93 og sag C-362/93 forelagte spoergsmaal har intet frembragt, der kan anfaegte gyldigheden af Raadets forordning (EOEF) nr. 1738/91 af 13. juni 1991 om fastsaettelse for 1991-hoesten af maalpriser, interventionspriser og praemier til koebere af tobak i blade, afledte interventionspriser for tobak i baller, referencekvaliteter og produktionsomraader samt de maksimale garantimaengder og om aendring af forordning (EOEF) nr. 1331/90 eller foelgelig gyldigheden af forordningerne til gennemfoerelse heraf.