61993J0132

++++

Faellesskabsret ° grundsaetninger ° ligebehandling ° forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet ° forbud ° uanvendeligt paa rent interne forhold i en medlemsstat ° anvendelse af et nationalretligt princip om forbud mod forskelsbehandling ° lovligt

(EOEF-traktaten, art. 7)

Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en national retsinstans efterproever en national bestemmelses forfatningsmaessighed, naar bestemmelsen stiller statsborgere fra andre medlemsstater bedre end indenlandske arbejdstagere, hvis forhold er uden tilknytning til forhold, som faellesskabsretten regulerer.

1 Ved kendelse af 16. marts 1993 indgaaet til Domstolen den 31. marts s.aa. har Arbeitsgericht Elmshorn i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Domstolens dom af 28. januar 1992 (sag C-332/90, Steen, Sml. I, s. 341, herefter benaevnt "Steen-dommen").

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem Volker Steen, som er tysk statsborger, og Deutsche Bundespost vedroerende en stilling med kodebetegnelsen Dp A7 Pt/M, hvortil svarede "vedligeholdelsesarbejder for den mellemste tekniske tjeneste ... tilsynsvirksomhed og lagerforvaltning".

3 I 1985 paabegyndte Steen en toaarig uddannelsesperiode som kontraktansat med henblik paa at besaette den paagaeldende stilling, i hvilken forbindelse han i overensstemmelse med et cirkulaere fra forbundsministeren for post- og teletjeneste af 14. maj 1985 afgav en erklaering, hvorved han forpligtede sig til ved uddannelsesperiodens udloeb at acceptere ansaettelse som tjenestemand med forbehold af, at han fik adgang til en proeve. Ved uddannelsesperiodens udloeb tilbagekaldte Steen sin erklaering og anmodede om ansaettelse i den naevnte stilling i henhold til kontrakt. Paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder var den loen, som Steen modtog i stillingen Dp A7 Pt/M, hoejere end den, som han ville have faaet i samme stilling, hvis han havde vaeret ansat som tjenestemand.

4 Steen' s anmodning blev ikke imoedekommet, og han blev omplaceret til en stilling i en lavere loenklasse. Han anlagde herefter sag ved Arbeitsgericht Elmshorn til proevelse af denne omplacering, idet han gjorde gaeldende, at for saa vidt adgangen til tjenestemandsstillinger er forbeholdt tyske statsborgere, er disse de eneste, der ikke som kontraktansatte kan beklaede en stilling som den paagaeldende i en ubegraenset periode, og at de saaledes bliver forskelsbehandlet, jf. traktatens artikel 7 og 48, i forhold til statsborgere fra andre medlemsstater.

5 Som svar paa nogle spoergsmaal fra Arbeitsgericht Elmshorn, der i denne forbindelse forelagde Domstolen nogle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af de naevnte bestemmelser i traktaten, svarede Domstolen i Steen-dommen, at en statsborger i en medlemsstat, som aldrig har udoevet retten til fri bevaegelighed inden for Faellesskabet, ikke kan paaberaabe sig EOEF-traktatens artikel 7 og 48, naar der er tale om rent indenlandske forhold.

6 Den nationale retsinstans er i tvivl med hensyn til denne besvarelse og har i sin kendelse af 16. marts 1993 bemaerket, at tyske statsborgere udsaettes for forskelsbehandling i forhold til statsborgere fra andre medlemsstater, navnlig hvad angaar betingelserne for adgang til og afloenning i en stilling som omhandlet.

7 Da Arbeitsgericht Elmshorn er af den opfattelse, at dette forhold vil kunne stride mod artikel 3, stk. 1, i Forbundsrepublikken Tysklands Grundgesetz (grundlov), hvorefter "alle er lige for loven", har retten paa ny udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal De Europaeiske Faellesskabers Domstols dom af 28. januar 1992 i sag C-332/90 fortolkes saaledes, at den nationale retsinstans med hensyn til rent interne forhold er afskaaret fra at anvende faellesskabsretten, eller har den i tilfaelde af, at EF-Domstolen savner kompetence, som lovmaessigt doemmende myndighed, jf. artikel 101, stk. 1, andet punktum, i Forbundsrepublikken Tysklands Grundgesetz, stadig kompetence til ° naar det goeres gaeldende, at der foreligger en overtraedelse af artikel 3, stk. 1, i Grundgesetz ° som praejudicielt spoergsmaal at efterproeve, om der er tale om forskelsbehandling af statens egne borgere, fordi faellesskabsretten foerer til, at tyske statsborgere stilles ringere end statsborgere fra andre medlemsstater?"

8 Med dette spoergsmaal oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, hvorvidt den ° paa trods af, at faellesskabsretten, jf. Steen-dommen, ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfaelde ° kan foretage en efterproevelse med hensyn til den forskelsbehandling, som Steen har henvist til, paa grundlag af national ret og traeffe afgoerelse i overensstemmelse hermed.

9 Det bemaerkes herom blot, at det alene foelger af Steen-dommen, at der ikke kan stoettes ret paa faellesskabsretten, naar der er tale om et rent internt forhold.

10 Det tilkommer derimod en national retsinstans, for hvilken der foreligger et nationalretligt spoergsmaal, at vurdere, om der efter national ret sker en forskelsbehandling, og at traeffe afgoerelse om, hvorvidt og naermere bestemt hvorledes denne boer bringes til ophoer.

11 Det praejudicielle spoergsmaal maa herefter besvares med, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en national retsinstans efterproever en national bestemmelses forfatningsmaessighed, naar bestemmelsen stiller statsborgere fra andre medlemsstater bedre end indenlandske arbejdstagere, hvis forhold er uden tilknytning til forhold, som faellesskabsretten regulerer.

Sagens omkostninger

12 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den italienske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Arbeitsgericht Elmshorn ved kendelse af 16. marts 1993, for ret:

Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en national retsinstans efterproever en national bestemmelses forfatningsmaessighed, naar bestemmelsen stiller statsborgere fra andre medlemsstater bedre end indenlandske arbejdstagere, hvis forhold er uden tilknytning til forhold, som faellesskabsretten regulerer.