61993J0128

++++

1. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° loen ° begreb ° ret til at vaere omfattet af en privat erhvervstilknyttet pensionsordning ° omfattet ° udelukkelse af gifte kvinder fra retten til at vaere omfattet af ordningen ° ikke tilladt

(EOEF-traktaten, art. 119)

2. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° traktatens artikel 119 ° anvendelse paa retten til at vaere omfattet af en privat erhvervstilknyttet pensionsordning ° afgoerelse i dom af 13. maj 1986 i sag 170/84 ° begraensning af de tidsmaessige virkninger ° ingen begraensning ° mulighed for at kraeve ligebehandling med tilbagevirkende kraft fra Domstolens anerkendelse af artikel 119' s direkte virkning den 8. april 1976 ° forpligtelse til at betale bidrag for de paagaeldende tidsrum ° anvendelse af nationale regler om soegsmaalsfrister ° betingelser

(EOEF-traktaten, art. 119)

3. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° loen ° begreb ° ydelser fra en privat erhvervstilknyttet pensionsordning ° omfattet ° ordningen administreret af uafhaengige administratorer ° ingen betydning ° mulighed for, at en arbejdstager, der udsaettes for forskelsbehandling, kan goere sine rettigheder gaeldende over for administratorerne

(EOEF-traktaten, art. 119)

4. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° den til traktaten om Den Europaeiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 ° anvendelsesomraade ° ret til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ° ikke omfattet

(EF-traktaten, protokol nr. 2 ad art. 119)

1. Retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under loenbegrebet i traktatens artikel 119 og rammes dermed af forbuddet mod forskelsbehandling med hensyn til koen i denne artikel, saafremt reglerne for pensionsordningen ikke direkte er fastsat ved lov, men er et resultat af en overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, idet statsmagten blot paa begaering af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, der kan betragtes som repraesentative, har erklaeret ordningen obligatorisk for hele fagomraadet.

Heraf foelger, at en erhvervstilknyttet pensionsordning, som er udtryk for en direkte forskelsbehandling paa grundlag af koen, idet gifte kvinder ikke kan vaere omfattet af ordningen, er i strid med traktatens artikel 119.

2. Begraensningen af de tidsmaessige virkninger af dommen af 17. maj 1990 i Barber-sagen, sag C-262/88, angaar kun de former for forskelsbehandling, som arbejdsgiverne og pensionskasserne med rimelighed kunne betragte som tilladte paa grund af de undtagelser, der som overgangsforanstaltninger er fastsat i de faellesskabsretlige regler, der kan anvendes paa erhvervstilknyttede pensioner. Herunder falder ikke en forskelsbehandling med hensyn til retten til at vaere omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger i tilfaelde, hvor forskelsbehandlingen blev fundet i strid med traktatens artikel 119 ved dommen af 13. maj 1986 i Bilka-sagen, sag 170/84, hvori der ikke blev fastsat en tidsmaessig begraensning. Da der ikke blev fastsat en saadan tidsmaessig begraensning, kan den direkte virkning af traktatens artikel 119 paaberaabes til stoette for krav om ligebehandling med tilbagevirkende kraft med hensyn til retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning. Det har den kunnet siden afsigelsen af dommen i Defrenne-sagen, sag 43/75, den 8. april 1976, hvori den direkte virkning af artiklen for foerste gang blev fastslaaet.

Den omstaendighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, indebaerer imidlertid ikke, at arbejdstageren kan undgaa at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

Nationale regler om soegsmaalsfrister i nationale retsforhold kan goeres gaeldende over for arbejdstagere, der paaberaaber sig deres ret til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, paa betingelse af, at reglerne ikke er mindre gunstige for soegsmaal af denne art end for tilsvarende soegsmaal i henhold til national ret, og at de ikke i praksis goer det umuligt at udoeve rettigheder i henhold til faellesskabsretten.

3. Selv om de, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, ikke har noget at goere med arbejdsforholdet, skal de udbetale ydelser, som har karakter af loen i artikel 119' s forstand, og de er af denne grund, ligesom arbejdsgiveren, forpligtet til at iagttage bestemmelserne i artiklen ved at goere alt, hvad der ligger inden for deres befoejelser, for at sikre, at ligebehandlingsprincippet overholdes paa dette omraade, ligesom de personer, der er omfattet af pensionsordningen, skal kunne paaberaabe sig ligebehandlingsprincippet over for dem.

Den effektive virkning af artikel 119 ville nemlig i hoej grad blive svaekket, og det ville have saerdeles uheldige foelger for den retsbeskyttelse, der er noedvendig for en virkelig ligebehandling, hvis en arbejdstager kun kunne paaberaabe sig bestemmelsen over for arbejdsgiveren, men ikke over for dem, der administrerer ordningen, og som det udtrykkeligt er paalagt at opfylde arbejdsgiverens forpligtelser.

4. Den til traktaten om Den Europaeiske Union knyttede protokol nr. 2 ad traktatens artikel 119 angaar alle ydelser fra en erhvervstilknyttet social sikringsordning, men ikke retten til at vaere omfattet af en saadan ordning.

Retten til at vaere omfattet af en saadan ordning reguleres saaledes fortsat af dommen af 13. maj 1986 i Bilka-sagen, sag 170/84, hvorefter det udgoer en overtraedelse af traktatens artikel 119, saafremt en virksomhed ° uden objektiv begrundelse og uden at det kan forklares ved andre faktorer end forskelsbehandling paa grundlag af koen ° behandler mandlige og kvindelige arbejdstagere forskelligt ved at udelukke den ene gruppe af arbejdstagere fra en virksomhedspensionsordning.

1 Ved dom af 18. marts 1993 indgaaet til Domstolen den 26. marts 1993 har Kantongerecht, Utrecht, i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 119 ° med hensyn til retten til at vaere omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger ° af Domstolens dom af 17. maj 1990 i Barber-sagen (sag C-262/88, Sml. I, s. 1889, herefter benaevnt "Barber-dommen") og af den til traktaten af 7. februar 1992 om Den Europaeiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab (herefter benaevnt "protokol nr. 2").

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som G. C. Fisscher har anlagt mod Voorhuis Hengelo BV og Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel angaaende sit medlemskab af Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel.

3 Fra den 1. januar 1978 til den 10. april 1992 arbejdede G. C. Fisscher 30 timer om ugen hos Voorhuis Hengelo BV (herefter benaevnt "Voorhuis").

4 Arbejdstagerne hos Voorhuis kan vaere medlemmer af den erhvervstilknyttede pensionskasse, Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel. Indtil den 31. december 1990 havde G. C. Fisscher dog ikke adgang til medlemskab af pensionskassen, da denne i henhold til sin vedtaegt ikke optog gifte kvinder.

5 Fra den 1. januar 1991 blev pensionsordningen aendret, saaledes at ogsaa gifte kvinder kunne vaere omfattet. G. C. Fisscher fik herved adgang til at vaere omfattet af pensionsordningen, hvilket hun blev med virkning fra den 1. januar 1988.

6 Herefter anfaegtede G. C. Fisscher lovligheden af den tidligere gaeldende pensionskassevedtaegt, som hun gjorde gaeldende var i strid med traktatens artikel 119. Til stoette herfor anfoerte hun, at pensionskassen ogsaa burde have optaget gifte kvinder fra tidspunktet for afsigelsen af Domstolens dom af 8. april 1976 i Defrenne-sagen (sag 43/75, Sml. s. 455), hvori Domstolen for foerste gang fastslog, at artikel 119 har direkte virkning. Hun stillede krav om medlemskab med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1978, hvor hun var blevet ansat.

7 Sagen blev anlagt ved Kantongerecht, Utrecht, som besluttede at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Omfatter retten til (lige) loen som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 119 ogsaa en ret til at vaere omfattet af en lovpligtig erhvervstilknyttet pensionsordning som den, der er tale om i denne sag?

2) Hvis spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, gaelder den tidsmaessige begraensning, Domstolen har fastsat i Barber-dommen for saa vidt angaar en pensionsordning som den i Barber-sagen omhandlede (en saakaldt 'contracted-out' ordning), da ogsaa for en ret til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den i den foreliggende sag omhandlede, som sagsoegeren som gift kvinde var udelukket fra?

3) Er den, der gennemfoerer og administrerer pensionsordningen (dvs. pensionskassen) ° i tilfaelde hvor den i en virksomhed gaeldende pensionsordning er lovpligtig ° forpligtet til at anvende ligebehandlingsprincippet i EOEF-traktatens artikel 119, og kan den arbejdstager, som stilles ringere som foelge af en tilsidesaettelse af traktatbestemmelsen, indtale sit krav direkte mod pensionskassen, som om der var tale om arbejdsgiveren?

Det bemaerkes i denne forbindelse, at Kantongerecht ikke har kompetence til at traeffe afgoerelse om, hvorvidt der bestaar et krav som foelge af reglerne om erstatning uden for kontrakt, idet kravets vaerdi medfoerer, at det falder uden for rettens kompetence. I denne sag har det derfor betydning, om sagsoegeren paa grundlag af arbejdsaftalen kan rette kravet mod pensionskassen (sagsoegte 2).

4) Hvis sagsoegeren i henhold til EOEF-traktatens artikel 119 har ret til at vaere medlem af pensionskassen fra et tidspunkt, der ligger forud for den 1. januar 1991, indebaerer dette da ogsaa, at hun ikke er forpligtet til at betale de bidrag, hun skulle have betalt, hvis hun var blevet optaget som medlem af pensionskassen paa et tidligere tidspunkt?

5) Har det nogen betydning, at sagsoegeren ikke har reageret paa et tidligere tidspunkt med henblik paa at faa gennemtvunget de rettigheder, hun nu goer gaeldende?

6) Har den til Maastricht-traktaten knyttede protokol ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab (' Barber-protokollen' ) og (lovforslaget om aendring af) overgangsbestemmelsen i artikel III i lovforslag nr. 20 890, der har til formaal at gennemfoere det fjerde direktiv, betydning for afgoerelsen af den foreliggende sag, der er anlagt ved Kantongerecht ifoelge staevning forkyndt den 16. juli 1992?"

Foerste spoergsmaal

8 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, om retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 119 og dermed rammes af forbuddet mod forskelsbehandling i denne bestemmelse.

9 I denne forbindelse bemaerkes, at Domstolen allerede i dommen af 13. maj 1986 i Bilka-sagen (sag 170/84, Sml. s. 1607) fastslog, at for saa vidt som en pensionsordning ° selv om den er vedtaget i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i den nationale lovgivning ° har sin oprindelse i en overenskomst med arbejdstagerne eller deres repraesentanter, og for saa vidt som offentlige myndigheder ikke deltager i ordningens finansiering, er den ikke en social sikringsordning, der er direkte reguleret ved lov og som foelge heraf undtaget fra artikel 119' s anvendelsesomraade, og at de ydelser, der betales til de ansatte i medfoer af en saadan ordning, er ydelser, som arbejdstageren som foelge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, jf. artikel 119, stk. 2 (praemis 20 og 22).

10 Disse principper har Domstolen bekraeftet i Barber-dommen for saa vidt angaar britiske erhvervstilknyttede pensionsordninger, som er "contracted-out", og ligeledes i dommen af 6. oktober 1993 i Ten Oever-sagen (sag C-109/91, Sml. I, s. 4879).

11 I sidstnaevnte dom fastslog Domstolen, at artikel 119 finder anvendelse paa ydelser fra en nederlandsk erhvervstilknyttet pensionsordning svarende til den, der er tale om i den foreliggende sag. I dommen fremhaevede Domstolen saerlig det forhold, at reglerne for pensionsordningen ikke direkte var fastsat ved lov, men var et resultat af en overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, idet statsmagten blot paa begaering af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, der kunne betragtes som repraesentative, havde erklaeret ordningen obligatorisk for hele fagomraadet (praemis 10).

12 I oevrigt foelger det af Bilka-dommen, at det ikke alene er retten til ydelser fra en erhvervstilknyttet pensionsordning, men ogsaa retten til at vaere omfattet af ordningen, der falder ind under anvendelsesomraadet for artikel 119.

13 Begrundelsen for sidstnaevnte afgoerelse var, at naar en loenpolitik, der bestaar i at fastsaette en lavere timeloen for deltids- end for fuldtidsarbejde, under visse omstaendigheder kan vaere udtryk for en forskelsbehandling af maend og kvinder ° saaledes som det fremgaar af dommen af 31. marts 1981 i Jenkins-sagen (sag 96/80, Sml. s. 911) ° maa det samme gaelde i tilfaelde, hvor deltidsansatte udelukkes fra at vaere omfattet af virksomhedens pensionsordning. Da en saadan pension falder ind under begrebet loen i artikel 119, stk. 2, er den samlede loen, som arbejdsgiveren udbetaler fuldtidsansatte, nemlig hoejere ved det samme antal arbejdstimer end den, der betales til deltidsansatte (praemis 27).

14 Heraf foelger, at det er udtryk for en direkte forskelsbehandling paa grundlag af koen, som er i strid med traktatens artikel 119, naar gifte kvinder ikke kan vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

15 Herefter maa det foerste praejudicielle spoergsmaal besvares med, at retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 119 og dermed rammes af forbuddet mod forskelsbehandling i denne artikel.

Andet spoergsmaal

16 Med det andet spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, om begraensningen af de tidsmaessige virkninger af Barber-dommen ogsaa gaelder for retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning som den, der er tale om i hovedsagen.

17 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal skal der redegoeres for baggrunden for, at det blev besluttet at begraense Barber-dommens tidsmaessige virkninger.

18 I overensstemmelse med en fast praksis, hvorefter Domstolen undtagelsesvis ° under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip i Faellesskabets retsorden og under hensyntagen til de alvorlige forstyrrelser, dommen kan medfoere for saa vidt angaar fortiden i retsforhold, der er etableret i god tro ° kan se sig foranlediget til at begraense de beroerte parters muligheder for at paaberaabe sig en bestemmelse, Domstolen har fortolket, for derved at rejse tvivl om saadanne retsforhold (jf. Defrenne-dommen), tog Domstolen i Barber-dommen stilling til, om de to hovedbetingelser for at traeffe bestemmelse om en saadan begraensning var opfyldt, nemlig om de beroerte parter var i god tro, og om der var fare for alvorlige forstyrrelser.

19 Med hensyn til betingelsen om god tro udtalte Domstolen (i praemis 42), at artikel 9, litra a), i Raadets direktiv 86/378/EOEF af 24. juli 1986 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger (EFT L 225, s. 40) gav mulighed for at udsaette den obligatoriske gennemfoerelse af ligebehandlingsprincippet for saa vidt angik fastsaettelsen af pensionsalderen for ydelse af alderspensioner, jf. undtagelsen i artikel 7, stk. 1, litra a), i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24).

20 Under hensyn til disse bestemmelser fandt Domstolen, at medlemsstaterne og de beroerte parter med rimelighed havde kunnet gaa ud fra, at artikel 119 ikke fandt anvendelse paa pensioner, der blev udbetalt i henhold til "contracted-out" ordninger, og at der fortsat kunne goeres undtagelse fra princippet om ligestilling af maend og kvinder paa dette omraade (praemis 43).

21 I denne forbindelse bemaerkes, at Domstolen i dommen af 14. december 1993 i Moroni-sagen (sag C-110/91, Sml. I, s. 6591), samtidig med at den henviste til og bekraeftede de principper, der var opstillet i dommene i sagerne Defrenne, Bilka og Barber, udtalte, at der i Barber-dommen for foerste gang blev taget stilling til spoergsmaalet om, hvorledes en ulige behandling, der beror paa, at pensionsalderen er forskellig for de to koen, skal bedoemmes efter artikel 119 (praemis 16).

22 Med hensyn til betingelsen om alvorlige forstyrrelser fandt Domstolen i oevrigt i Barber-dommen, at hvis enhver beroert mandlig arbejdstager i lighed med Douglas H. Barber med tilbagevirkende kraft kunne goere en ret til ligebehandling gaeldende i tilfaelde af forskelsbehandling, som man indtil da havde kunnet anse for tilladt paa grundlag af undtagelserne i direktiv 86/378, kunne den finansielle ligevaegt i en raekke pensionsordninger blive forstyrret med tilbagevirkende kraft (praemis 44).

23 Herefter fastslog Domstolen, at den direkte virkning af traktatens artikel 119 kun kan paaberaabes til stoette for krav om ligebehandling med hensyn til erhvervstilknyttede pensioner, for saa vidt angaar ydelser, der vedroerer beskaeftigelsesperioder efter den 17. maj 1990, medmindre arbejdstagerne eller disses ydelsesberettigede paaroerende forinden har anlagt sag eller rejst en tilsvarende administrativ klage i henhold til den nationale lovgivning, der finder anvendelse (Barber-dommen, praemis 45, som naermere praeciseret i Ten Oever-dommen).

24 Heraf foelger isaer, at begraensningen af de tidsmaessige virkninger af Barber-dommen kun angaar de former for forskelsbehandling, som arbejdsgiverne og pensionskasserne med rimelighed kunne betragte som tilladte paa grund af de undtagelser, der som overgangsforanstaltninger er fastsat i de faellesskabsretlige regler, der kan anvendes paa erhvervstilknyttede pensioner.

25 Med hensyn til retten til at vaere omfattet af erhvervstilknyttede pensionsordninger maa det imidlertid fastslaas, at der ikke foreligger nogen omstaendighed, som har kunnet give de beroerte parter i erhvervslivet grund til at tro, at artikel 119 ikke skulle finde anvendelse.

26 Siden Bilka-dommen blev afsagt, har det nemlig vaeret klart, at en tilsidesaettelse af lighedsprincippet i forbindelse med anerkendelsen af den her omhandlede ret falder ind under artikel 119.

27 Hertil kommer, at eftersom der ikke blev fastsat en begraensning af de tidsmaessige virkninger af Bilka-dommen, kan den direkte virkning af artikel 119 paaberaabes til stoette for krav om ligebehandling med tilbagevirkende kraft med hensyn til retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning. Dette har den kunnet, siden dommen i Defrenne-sagen blev afsagt den 8. april 1976, hvori den direkte virkning af artikel 119 for foerste gang blev fastslaaet.

28 Det andet spoergsmaal maa herefter besvares med, at begraensningen af de tidsmaessige virkninger af Barber-dommen ikke gaelder for retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

Tredje spoergsmaal

29 Med det tredje spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, om de, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, ligesom arbejdsgiveren er forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens artikel 119, og om den arbejdstager, der udsaettes for forskelsbehandling, kan goere sine rettigheder gaeldende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

30 I denne forbindelse bemaerkes, at Domstolen i Barber-dommen ° efter at have fastslaaet, at pensioner, der udbetales i henhold til erhvervstilknyttede pensionsordninger, der er "contracted-out", er omfattet af artikel 119 ° udtalte, at dette ogsaa gaelder, selv om ordningen er oprettet i form af en "trust" og administreres af "trustees", som formelt er uafhaengige af arbejdsgiveren, eftersom artikel 119 ogsaa finder anvendelse paa ydelser, som modtages indirekte fra arbejdsgiveren (praemis 28 og 29).

31 De, der administrerer en pensionsordning, skal saaledes, selv om de ikke har noget at goere med arbejdsforholdet, udbetale ydelser, som har karakter af loen i artikel 119' s forstand, og de har pligt til at overholde bestemmelsen ved at goere alt, hvad der ligger inden for deres befoejelser, for at sikre, at ligebehandlingsprincippet overholdes paa dette omraade; endvidere skal de personer, der er omfattet af pensionsordningen, kunne paaberaabe sig bestemmelsen over for dem. Den effektive virkning af artikel 119 ville i hoej grad blive svaekket, og det ville have saerdeles uheldige foelger for den retsbeskyttelse, der er noedvendig for en virkelig ligebehandling, hvis en arbejdstager kun kunne paaberaabe sig bestemmelsen over for arbejdsgiveren, men ikke over for dem, der administrerer ordningen, og som det udtrykkeligt er paalagt at opfylde arbejdsgiverens forpligtelser.

32 Det tredje spoergsmaal maa herefter besvares med, at de, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, ligesom arbejdsgiveren er forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens artikel 119, og at den arbejdstager, der udsaettes for forskelsbehandling, kan goere sine rettigheder gaeldende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

Fjerde spoergsmaal

33 Med det fjerde spoergsmaal oenskes det oplyst, om den omstaendighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, indebaerer, at arbejdstageren kan undgaa at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

34 Hertil er det tilstraekkeligt at bemaerke, at artikel 119 ° for saa vidt angaar retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning ° kraever, at arbejdstageren ikke udsaettes for forskelsbehandling paa grundlag af koen ved at vaere udelukket fra en saadan pensionsordning.

35 Saafremt arbejdstageren har vaeret udsat for en saadan forskelsbehandling, indebaerer dette, at ligebehandling skal tilvejebringes paa en maade, der saetter den arbejdstager, der har vaeret udsat for forskelsbehandling, i samme situation som arbejdstagerne af det andet koen.

36 En arbejdstager, der har vaeret udsat for forskelsbehandling, kan saaledes ikke kraeve en behandling, herunder rent oekonomisk, som er bedre end den, han ville have faaet, hvis han efter en korrekt retsanvendelse havde vaeret omfattet af pensionsordningen.

37 Det fjerde spoergsmaal maa herefter besvares med, at den omstaendighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, ikke indebaerer, at arbejdstageren kan undgaa at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

Femte spoergsmaal

38 Med det femte spoergsmaal oensker den nationale retsinstans i det vaesentlige oplyst, om nationale regler om soegsmaalsfrister i nationale retsforhold kan goeres gaeldende over for arbejdstagere, der paaberaaber sig deres ret til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

39 Hertil er det tilstraekkeligt at bemaerke, at ifoelge fast retspraksis finder de nationale regler om soegsmaalsfrister ° i mangel af faellesskabsbestemmelser paa omraadet ° ogsaa anvendelse paa soegsmaal, som stoettes paa faellesskabsretten, idet reglerne dog ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal i henhold til national ret, og ikke i praksis maa goere det umuligt at udoeve rettigheder i henhold til faellesskabsretten (jf. saerligt dom af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, praemis 5 og 6).

40 Det femte spoergsmaal maa herefter besvares med, at nationale regler om soegsmaalsfrister i nationale retsforhold kan goeres gaeldende over for arbejdstagere, der paaberaaber sig deres ret til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, paa betingelse af, at reglerne ikke er mindre gunstige for soegsmaal af denne art end for tilsvarende soegsmaal i henhold til national ret, og at de ikke i praksis goer det umuligt at udoeve rettigheder i henhold til faellesskabsretten.

Sjette spoergsmaal

41 Med det sjette spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, hvilken betydning dels et nationalt lovforslag til gennemfoerelse af direktiv 86/378, dels den naevnte protokol nr. 2 kan have i forbindelse med den foreliggende sag.

42 Med hensyn til det nationale lovforslag er det tilstraekkeligt at bemaerke, at det ifoelge fast praksis ikke under en sag efter artikel 177 tilkommer Domstolen at fortolke national ret og udtale sig om dens virkninger (jf. bl.a. dom af 3.2.1977, sag 52/76, Benedetti mod Munari, Sml. s. 163, praemis 25).

43 Den naevnte protokol nr. 2, som i henhold til traktatens artikel 239 udgoer en integrerende del af denne, har foelgende ordlyd:

"Med henblik paa anvendelsen af traktatens artikel 119 skal ydelser i medfoer af en erhvervstilknyttet social sikringsordning ikke anses for loen, hvis og i det omfang de kan henfoeres til beskaeftigelsesperioder, der ligger forud for den 17. maj 1990, undtagen for arbejdstagere eller deres ydelsesberettigede paaroerende, der inden denne dato har anlagt soegsmaal eller indbragt en dertil svarende klage i overensstemmelse med den relevante nationale ret."

44 Det fremgaar af sagens akter og de mundtlige forhandlinger ved Domstolen, at det spoergsmaal, der oenskes afklaret, i det vaesentlige er, om protokollen udelukkende har til formaal at praecisere begraensningen af de tidsmaessige virkninger af Barber-dommen, jf. redegoerelsen om begraensningen i det foregaaende, eller om den har stoerre raekkevidde.

45 Voorhuis, Stichting Bedrijfspensioenfonds voor de Detailhandel og Det Forenede Kongerige har anfoert, at den vide formulering af protokollen viser, at den finder anvendelse paa enhver forskelsbehandling paa grundlag af koen, som maatte forekomme inden for rammerne af erhvervstilknyttede pensionsordninger, herunder forskelsbehandling, der vedroerer retten til at vaere omfattet af saadanne pensionsordninger.

46 Sagsoegeren i hovedsagen, den tyske regering og Kommissionen har derimod gjort gaeldende, at protokollen uanset de meget generelle vendinger, der er benyttet, skal ses i sammenhaeng med Barber-dommen og ikke kan raekke videre end begraensningen af de tidsmaessige virkninger af Barber-dommen.

47 Det maa konstateres, at protokollen i kraft af sin generelle ordlyd finder anvendelse paa ydelser fra en erhvervstilknyttet pensionsordning.

48 Denne konstatering gaelder imidlertid ikke ubetinget. Den angaar ydelser ° som i oevrigt er det eneste, der naevnes i protokol nr. 2 ° men ikke retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet social sikringsordning.

49 Protokollen er saaledes klart knyttet til Barber-dommen, idet den dato, der henvises til, nemlig den 17. maj 1990, er den samme. I Barber-dommen blev det fastslaaet, at det udgoer en forskelsbehandling af maend og kvinder, at der gaelder forskellige aldersbetingelser for de to koen for retten til at opnaa en arbejdsophoerspension efter en afskedigelse af driftsmaessige grunde. Der er blevet anlagt forskellige fortolkninger af Barber-dommen, hvori Domstolen har begraenset virkningerne af den fortolkning af traktatens artikel 119, der anlaegges i dommen, fra domsafsigelsen den 17. maj 1990. Med afsigelsen af dommen i Ten Oever-sagen, som laa forud for ikrafttraedelsen af traktaten om Den Europaeiske Union, blev disse fortolkningsforskelle fjernet. I protokol nr. 2 er der i det vaesentlige fastlagt samme fortolkning af Barber-dommen som den, der er anlagt i Ten Oever-dommen ° idet den anlagte fortolkning dog udvides til at omfatte alle ydelser fra en erhvervstilknyttet social sikringsordning og inkorporeres i traktaten ° men i protokollen har man lige saa lidt som Barber-dommen behandlet og dermed heller ikke reguleret betingelserne for at vaere omfattet af de erhvervstilknyttede ordninger.

50 Retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning reguleres saaledes fortsat af Bilka-dommen, hvorefter det udgoer en overtraedelse af traktatens artikel 119, saafremt en virksomhed ° uden objektiv begrundelse og uden at det kan forklares ved andre faktorer end forskelsbehandling paa grundlag af koen ° behandler mandlige og kvindelige arbejdstagere forskelligt ved at udelukke den ene gruppe af arbejdstagere fra en virksomhedspensionsordning. Det bemaerkes, at Bilka-dommen i oevrigt ikke opstiller en begraensning af de tidsmaessige virkninger af den fortolkning af traktatens artikel 119, der er anlagt i dommen.

51 Det sjette spoergsmaal maa herefter besvares med, at protokol nr. 2 ingen betydning har for retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, idet denne ret fortsat reguleres af Bilka-dommen.

Sagens omkostninger

52 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Det Forenede Kongerige samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Kantongerecht, Utrecht, ved dom af 18. marts 1993, for ret:

1) Retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning falder ind under anvendelsesomraadet for EOEF-traktatens artikel 119 og rammes dermed af forbuddet mod forskelsbehandling i denne artikel.

2) Begraensningen af de tidsmaessige virkninger af dommen af 17. maj 1990 i Barber-sagen (sag C-262/88) gaelder ikke for retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning.

3) De, der administrerer en erhvervstilknyttet pensionsordning, er ligesom arbejdsgiveren forpligtet til at iagttage bestemmelserne i traktatens artikel 119, og den arbejdstager, der udsaettes for forskelsbehandling, kan goere sine rettigheder gaeldende direkte over for dem, der administrerer ordningen.

4) Den omstaendighed, at en arbejdstager kan stille krav om at blive omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning med tilbagevirkende kraft, indebaerer ikke, at arbejdstageren kan undgaa at betale bidrag til ordningen for det tidsrum, der er tale om.

5) Nationale regler om soegsmaalsfrister i nationale retsforhold kan goeres gaeldende over for arbejdstagere, der paaberaaber sig deres ret til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, paa betingelse af, at reglerne ikke er mindre gunstige for soegsmaal af denne art end for tilsvarende soegsmaal i henhold til national ret, og at de ikke i praksis goer det umuligt at udoeve rettigheder i henhold til faellesskabsretten.

6) Den til traktaten om Den Europaeiske Union knyttede protokol nr. 2 ad artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab har ingen betydning for retten til at vaere omfattet af en erhvervstilknyttet pensionsordning, idet denne ret fortsat reguleres af dommen af 13. maj 1986 i Bilka-sagen (sag 170/84).