61993J0044

++++

Statsstoette ° eksisterende og nye stoetteforanstaltninger ° udvidelse af omraadet for den virksomhed, der udoeves af en offentligretlig eksportkreditinstitution, som paa grundlag af en uaendret ordning oppebaerer en form for stoette, der er blevet ydet allerede foer traktatens ikrafttraedelse ° stoettens karakter af eksisterende stoette ° forpligtelse til forudgaaende underretning ° ingen

(EOEF-traktaten, art. 93, stk. 1 og 3)

Naar en offentligretlig institution, der tidligere kun rent marginalt har drevet kreditforsikringsvirksomhed i forbindelse med eksport til de andre medlemsstater, med godkendelse fra den kompetente myndighed beslutter fremover at drive en saadan virksomhed i geografisk ubegraenset omfang med den foelge, at den offentlige stoette, som institutionen oppebaerer i henhold til en foer traktatens ikrafttraedelse gaeldende lovgivning, herefter ogsaa vil omfatte det saaledes udvidede omraade for virksomheden, er dette ikke udtryk for en indfoerelse eller en aendring af stoetteforanstaltninger, jf. traktatens artikel 93, stk. 3, for saa vidt beslutningen traeffes, uden at der er sket nogen aendring af den ved den paagaeldende lovgivning indfoerte stoetteordning.

En saadan stoette, som er udtryk for stoetteforanstaltninger omfattet af en foer traktatens ikrafttraedelse gaeldende stoetteordning, er ikke underlagt forpligtelsen til forudgaaende underretning og gennemfoerelsesforbuddet i artikel 93, stk. 3, men skal vaere genstand for en loebende undersoegelse, jf. artikel 93, stk. 1.

Det ville saaledes medfoere en usikkerhed med hensyn til retsstillingen, saafremt medlemsstaterne var forpligtet til at give Kommissionen underretning om foranstaltninger og til at lade disse underkaste en praeventiv kontrol fra Kommissionens side, ikke alene for saa vidt angaar nye stoetteforanstaltninger og aendringer af stoetteforanstaltninger i egentlig forstand til fordel for en virksomhed omfattet af en eksisterende stoetteordning, men ogsaa hvad angaar enhver foranstaltning, der vedroerer virksomhedens aktiviteter, og som kan paavirke faellesmarkedets funktion eller konkurrenceforholdene eller blot det stoettebeloeb, der ydes i en bestemt periode i forbindelse med en stoetteordning, som principielt er fastlagt, men hvis stoettebeloeb afhaenger af virksomhedens omsaetning.

1 Ved dom af 5. februar 1993 indgaaet til Domstolen den 16. februar 1993 har Cour d' appel de Bruxelles i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 92 og 93.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en tvist mellem oprindelig selskabet Namur-Les assurances du crédit SA (herefter benaevnt "Namur AC") og Compagnie belge d' assurance crédit SA (herefter benaevnt "Cobac") paa den ene side og Office national du ducroire (herefter benaevnt "OND") og den belgiske stat paa den anden side.

3 I henhold til den belgiske lov af 31. august 1939 om OND er dette organ en offentligretlig institution, som navnlig har til opgave at yde sikkerhed mod risici i forbindelse med udenrigshandel. OND er tillagt en raekke privilegier: statsgaranti som generelt gaeldende princip, midler stillet til raadighed i form af udbyttegivende statsobligationer, statslig daekning af det aarlige underskud og fritagelse for afgift af forsikringsaftaler og for selskabsskat.

4 Siden 1935 havde der mellem OND og Cobac, der er det aeldste private kreditforsikringsselskab i Belgien, bestaaet en genforsikringsaftale, hvorefter OND "ved frivillig genforsikring helt eller delvis indestaar for [Cobac' s] forpligtelser som hovedforsikringsgiver". Denne aftale, der ikke indebar nogen saerlig begraensning af OND' s virksomhed, blev senere afloest af en samarbejdsaftale, hvorefter OND kun undtagelsesvis skulle forsikre kommercielle risici i forbindelse med eksport af varer og tjenesteydelser i Vesteuropa, idet Cobac normalt skulle daekke disse risici. Sidstnaevnte aftale blev opsagt af OND med virkning fra slutningen af 1988 med den begrundelse, at den indebar en opdeling af markedet, som stred mod de faellesskabsretlige konkurrenceregler, og i 1989 fik OND efter godkendelse fra de kompetente ministre adgang til kreditforsikringsmarkedet for risici i Vesteuropa.

5 Da Cobac og Namur AC, et andet privat selskab, der driver virksomhed paa samme marked, fandt, at denne udvidelse af OND' s virksomhed i betragtning af de privilegier, som OND var blevet tillagt af staten, indebar en konkurrencefordrejning, indgav de to selskaber en klage til Kommissionen, hvorved de gjorde gaeldende, at traktatens artikel 92 og 93 var blevet tilsidesat. Selskaberne anlagde endvidere sag ved de belgiske domstole, navnlig med det formaal paa grundlag af artikel 93, stk. 3, at faa gennemtvunget en suspension af OND' s virksomhed i form af eksportkreditforsikring i forbindelse med eksport til medlemsstaterne, indtil Kommissionen havde truffet en beslutning om, hvorvidt de paagaeldende stoetteforanstaltninger kunne anses for lovlige, eller indtil der forelaa en afgoerelse af hovedsagen mellem selskaberne og OND og den belgiske stat.

6 Praesidenten for Tribunal de première instance de Bruxelles, der herved skulle traeffe en foreloebig retsafgoerelse, fandt, at de omtvistede stoetteforanstaltninger var omfattet af traktatens artikel 93, stk. 1, og erklaerede sig inkompetent til at paakende sagen under henvisning til, at bestemmelsen ikke har umiddelbare retsvirkninger.

7 Denne afgoerelse fra praesidenten for Tribunal de première instance de Bruxelles blev herefter indbragt for Cour d' appel de Bruxelles, der fandt, at sagens afgoerelse beroede paa, hvorledes traktatens artikel 92 og 93 skal fortolkes, og derfor forelagde Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Skal traktatens artikel 93, stk. 3, fortolkes saaledes, at det maa anses for en indfoerelse eller en aendring af en stoetteforanstaltning, saafremt en medlemsstat efter traktatens ikrafttraedelse traeffer beslutning om at give en offentligretlig institution, som hidtil kun rent marginalt har drevet kreditforsikringsvirksomhed i forbindelse med eksport til de andre medlemsstater, tilladelse til fremover at drive en saadan virksomhed i ubegraenset omfang med den foelge, at den stoette, som staten har ydet institutionen i henhold til en lovgivning, der var gaeldende inden traktatens ikrafttraedelse, derved fremover ogsaa finder anvendelse paa udoevelsen af den saaledes udvidede virksomhed?

2) Skal [traktatens] artikel 93 fortolkes saaledes, at en ny stoetteforanstaltning skal anses for at vaere omfattet af reglerne om eksisterende stoetteordninger, naar Kommissionen ikke er blevet givet underretning om foranstaltningen, jf. artikel 93, stk. 3, og der til Kommissionen er blevet indgivet en klage over foranstaltningen, saafremt Kommissionen efter at have foretaget en foreloebig undersoegelse af stoetteforanstaltningen og efter at have anmodet den paagaeldende medlemsstat om oplysninger om foranstaltningen under angivelse af, at den i tilfaelde af en manglende imoedekommelse heraf inden for den fastsatte frist eller et i denne forbindelse utilfredsstillende svar vil se sig noedsaget til at ivaerksaette proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 ° naar naevnte anmodning er blevet imoedekommet ° ikke inden for en rimelig frist har ivaerksat denne procedure?

3) Skal traktatens artikel 92, stk. 1, fortolkes saaledes, at det skal anses for en indfoerelse eller en aendring af en stoetteforanstaltning, naar en medlemsstat

a) gennem ministerielt udpegede medlemmer af bestyrelsen for en offentligretlig institution, der har status som selvstaendig juridisk person, og i overensstemmelse med den for denne institution gaeldende lovgivning fastlaegger generelle retningslinjer for en politik, der indebaerer en udvidelse af en stoette

b) ikke gennem de ministerielt udpegede medlemmer af bestyrelsen for en saadan offentligretlig institution modsaetter sig en beslutning fra institutionen, som indebaerer en udvidelse af en stoette, navnlig ved ikke at tage skridt til at faa beslutningen ophaevet, selv om staten i henhold til den for den offentligretlige institution gaeldende lovgivning kan ophaeve beslutningen, efter at denne er blevet suspenderet af de ministerielt udpegede bestyrelsesmedlemmer?"

8 Efter afsigelsen af forelaeggelsesdommen har Cour d' appel de Bruxelles taget til efterretning, at Cobac for sit vedkommende har haevet sagen. Namur AC har meddelt fortsat at ville forfoelge sagen alene.

9 Med henblik paa besvarelsen af de praejudicielle spoergsmaal fra den forelaeggende retsinstans findes det hensigtsmaessigt foerst at redegoere for ordningen i henhold til traktatens artikel 93 og for de befoejelser og det ansvar, som herved er tillagt henholdsvis Kommissionen og medlemsstaterne og deres retsinstanser, med saerlig vaegt paa sondringen mellem eksisterende stoetteforanstaltninger og nye stoetteforanstaltninger. Herefter maa der foretages en samlet gennemgang af det foerste og det tredje spoergsmaal, hvorved den nationale retsinstans oensker oplyst, hvorvidt det maa sidestilles med en indfoerelse eller en aendring af en stoetteforanstaltning, jf. artikel 93, stk. 3, saafremt en medlemsstat traeffer en beslutning om at godkende en udvidelse af omraadet for den virksomhed, der udoeves af en offentligretlig institution, som modtager statsstoette, eller medlemsstaten optraeder paa den i forelaeggelsesdommen angivne maade over for en beslutning om en saadan udvidelse, som den offentligretlige institution traeffer. Afslutningsvis maa i givet fald det andet spoergsmaal besvares, hvorved det oenskes afgjort, om en ny stoetteforanstaltning, som der ikke er blevet givet behoerig underretning om, alligevel kan sidestilles med en eksisterende stoetteforanstaltning, naar Kommissionen efter at vaere blevet gjort bekendt med stoetten paa grundlag af en klage ikke, efter at den har foretaget en foreloebig undersoegelse, inden for en rimelig frist har ivaerksat proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2.

Sondringen mellem eksisterende stoetteforanstaltninger og nye stoetteforanstaltninger og kompetence- og ansvarsfordelingen mellem henholdsvis Kommissionen og medlemsstaterne og deres retsinstanser

10 Traktatens artikel 93, hvis formaal er at skabe grundlag for, at Kommissionen loebende kan foretage en undersoegelse af og udoeve en kontrol med stoette, der ydes af medlemsstaterne eller finansieres gennem statslige midler, fastlaegger forskellige procedurer, alt efter om der er tale om eksisterende eller nye stoetteforanstaltninger.

11 For saa vidt angaar eksisterende stoetteordninger har Kommissionen i henhold til traktatens artikel 93, stk. 1, befoejelse til at foretage en loebende undersoegelse sammen med medlemsstaterne. Som et led i denne undersoegelse foreslaar Kommissionen medlemsstaterne saadanne foranstaltninger, som faellesmarkedets funktion eller gradvise udvikling kraever. I artikel 93, stk. 2, bestemmes det dernaest, at Kommissionen, saafremt den ° efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger ° finder, at en stoette ifoelge artikel 92 ikke er forenelig med faellesmarkedet, eller at denne stoette misbruges, traeffer beslutning om, at den paagaeldende stat skal ophaeve eller aendre stoetteforanstaltningen inden for den tidsfrist, Kommissionen fastsaetter (dom af 30.6.1992, sag C-47/91, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4145, praemis 23). Naar der er tale om en eksisterende stoetteordning, er det saaledes Kommissionen, der i givet fald skal tage initiativ til at gribe ind.

12 Med hensyn til nye stoetteordninger bestemmes det i artikel 93, stk. 3, at Kommissionen skal underrettes saa betids om enhver paataenkt indfoerelse eller aendring af stoetteforanstaltninger, at den kan fremsaette sine bemaerkninger hertil. Kommissionen foretager herefter en foreloebig undersoegelse af den paataenkte stoette. Saafremt den efter denne undersoegelse er af den opfattelse, at det paataenkte er uforeneligt med faellesmarkedet i henhold til artikel 92, ivaerksaetter den den i artikel 93, stk. 2, foreskrevne kontradiktoriske procedure. For dette tilfaelde bestemmes det i artikel 93, stk. 3, sidste punktum, at den paagaeldende medlemsstat ikke maa gennemfoere de paataenkte foranstaltninger, foer den naevnte procedure har foert til en endelig beslutning. Nye stoetteforanstaltninger er saaledes undergivet en praeventiv kontrol fra Kommissionens side, og foranstaltningerne kan principielt ikke gennemfoeres, foer Kommissionen har erklaeret dem forenelige med traktaten (Italien mod Kommissionen, jf. ovenfor, praemis 24). Sidstnaevnte regel gaelder dog med det forbehold, som fremgaar af Domstolens praksis, hvori det er blevet fastslaaet, at hvis Kommissionen ° efter at vaere blevet underrettet af en medlemsstat om en paataenkt indfoerelse eller aendring af en stoetteforanstaltning ° undlader at ivaerksaette den kontradiktoriske procedure, kan medlemsstaten efter udloebet af en tilstraekkeligt lang frist til at foretage en foreloebig undersoegelse af de paagaeldende planer gennemfoere den paataenkte stoetteforanstaltning paa betingelse af, at Kommissionen forinden er blevet underrettet herom, hvorefter stoetten fremover bliver omfattet af reglerne om eksisterende stoetteordninger (dom af 11.12.1973, sag 120/73, Lorenz, Sml. s. 1471, praemis 6).

13 Det fremgaar af saavel indholdet af som maalsaetningerne med disse bestemmelser, at stoetteordninger, der allerede var gaeldende foer tidspunktet for traktatens ikrafttraedelse, og stoetteordninger, der lovligt er blevet ivaerksat under iagttagelse af de i artikel 93, stk. 3, fastsatte krav, herunder de krav, som fremgaar af Domstolens fortolkning i dommen i Lorenz-sagen af artikel 93, skal anses for eksisterende stoetteordninger efter artikel 93, stk. 1. Stoetteordninger skal derimod anses for nye stoetteordninger, der er underlagt underretningsforpligtelsen i artikel 93, stk. 3, saafremt der er tale om en paataenkt indfoerelse eller aendring af stoetteforanstaltninger, hvorved bemaerkes, at aendringer i denne forstand kan vedroere saavel eksisterende stoetteordninger som oprindelige planer om paataenkt stoette, som Kommissionen er blevet underrettet om (jf. dom af 9.10.1984, forenede sager 91/83 og 127/83, Heineken Brouwerijen, Sml. s. 3435, praemis 17 og 18).

14 Det bemaerkes, at Kommissionen og de nationale retsinstanser herved er tillagt forskelligt ansvar og forskellige befoejelser.

15 Hvad angaar Kommissionen har Domstolen fastslaaet i dommen af 22. marts 1977 (sag 78/76, Steinike & Weinlig, Sml. s. 595, praemis 9), at traktaten, der ved artikel 93 overlader spoergsmaalet om loebende undersoegelse af og kontrol med stoetteordninger til Kommissionen, forudsaetter, at konstateringen af en stoetteordnings uforenelighed med faellesmarkedet, under forbehold af Domstolens proevelsesret, skal ske i henhold til en saerlig procedure, hvis gennemfoerelse paahviler Kommissionen.

16 Hvad angaar de nationale retsinstanser udspringer deres befoejelser af de umiddelbare retsvirkninger af traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum, hvorefter en medlemsstat, naar der er tale om en paataenkt indfoerelse eller aendring af stoetteforanstaltninger, ikke maa gennemfoere de paataenkte foranstaltninger, foer den omhandlede procedure har foert til en endelig beslutning fra Kommissionens side, eller de krav, som fremgaar af dommen i Lorenz-sagen, er opfyldt. De naevnte befoejelser for de nationale retsinstanser kan indebaere, at disse fortolker og anvender det i artikel 92 fastlagte stoettebegreb med henblik paa at afgoere, om en statslig foranstaltning, som er indfoert, uden at der er sket en iagttagelse af den forudgaaende kontrolprocedure efter artikel 93, stk. 3, skulle have vaeret underkastet denne procedure (Steinike & Weinlig, jf. ovenfor, praemis 14).

17 Som Domstolen har fastslaaet i dommen af 21. november 1991 (sag C-354/90, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon, Sml. I, s. 5505, praemis 14), er den centrale og eksklusive befoejelse, som ved traktatens artikel 92 og 93 er tillagt Kommissionen til at afgoere, om en stoetteforanstaltning maatte vaere uforenelig med faellesmarkedet, grundlaeggende forskellig fra den befoejelse, der er tillagt de nationale retsinstanser til at beskytte de rettigheder, som borgerne har som foelge af de umiddelbare retsvirkninger af forbuddet i traktatens artikel 93, stk. 3, sidste punktum. Naar de nationale retsinstanser traeffer afgoerelse paa grundlag af den naevnte befoejelse, tager de herved ikke stilling til, om de paagaeldende stoetteforanstaltninger er forenelige med faellesmarkedet, idet Kommissionen er enekompetent til at traeffe den endelige afgoerelse herom, under forbehold af Domstolens proevelsesret.

18 Det eneste problem, som hovedsagen rejser, er herefter, hvilken kontrolprocedure der er den relevante, det vil sige, om det er reglerne i artikel 93, stk. 1, eller reglerne i artikel 93, stk. 3, der finder anvendelse, hvorimod det er uden relevans, om de omtvistede foranstaltninger er forenelige eller uforenelige med faellesmarkedet. Hvis loesningen af dette problem kan noedvendiggoere en fortolkning af stoettebegrebet i artikel 92, stk. 1, er det alene med henblik paa at afgoere, om de i forelaeggelsesdommen omhandlede foranstaltninger er omfattet af proceduren i henhold til artikel 93, stk. 3.

Foerste og tredje spoergsmaal

19 Ved det foerste spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, om en medlemsstats beslutning om at tillade en udvidelse af omraadet for den virksomhed, der udoeves af en offentligretlig institution, som af denne medlemsstat er tillagt privilegier i henhold til en foer traktatens ikrafttraedelse gaeldende lovgivning, naar disse privilegier finder anvendelse paa den nye virksomhed, skal sidestilles med en indfoerelse eller en aendring af en stoetteforanstaltning, saaledes at beslutningen er omfattet af underretningsforpligtelsen og af gennemfoerelsesforbuddet i traktatens artikel 93, stk. 3.

20 Namur AC, den franske regering, den nederlandske regering og Kommissionen har gjort gaeldende, at dette spoergsmaal maa besvares bekraeftende, i det vaesentlige under anbringende af, at udvidelsen af omraadet for OND' s virksomhed ikke kan anses for en ubetydelig aendring af en allerede eksisterende stoetteordning, idet udvidelsen indebar, at denne offentligretlige institution blev en konkurrent til de private eksportkreditforsikringsselskaber uden at opgive sine hidtidige privilegier.

21 Den belgiske regering og OND har heroverfor gjort gaeldende, at den paagaeldende stoette, der blev indfoert i 1939, er omfattet af reglerne om eksisterende stoetteordninger i traktatens artikel 93, stk. 1, og at den skete aendring ikke var omfattet af underretningsforpligtelsen i artikel 93, stk. 3.

22 For at afgoere, om en beslutning om udvidelse af virksomheden for en offentligretlig institution som OND, som staten har tillagt visse privilegier, kan anses for en indfoerelse eller en aendring af en stoetteforanstaltning, jf. artikel 93, stk. 3, maa man ud fra de i forelaeggelsesdommen indeholdte oplysninger, saaledes som disse er blevet uddybet ved parternes indlaeg og ved besvarelserne af Domstolens spoergsmaal, foretage en naermere gennemgang af disse privilegier og af arten og raekkevidden af den paagaeldende beslutning.

23 Som anfoert i praemis 3, er OND' s privilegier blevet tillagt OND ved en lovgivning, der var gaeldende foer traktatens ikrafttraedelse. I henhold til loven af 31. august 1939 noed OND en statsgaranti (artikel 1), raadede over midler i form af statsobligationer (artikel 5), hvis udbytte tilfaldt OND (artikel 7), oprettede saerlige reservefonde, der navnlig skabte grundlag for en statslig daekning af underskuddet (artikel 18), og var fritaget for afgifter og skat paa de samme vilkaar som staten (artikel 23). Bortset fra tilpasninger, der ikke beroerte indholdet af disse privilegier, var denne lovgivning uaendret den 1. februar 1989, tidspunktet for de relevante faktiske omstaendigheder i hovedsagen.

24 De i denne lovgivning fastlagte regler vedroerende formaalet med og afgraensningen af omraaderne for OND' s virksomhed var meget generelle. I den oprindelige affattelse hed det i lovens artikel 3 blot, at "OND skal bidrage til at fremme eksporten ved ydelse af sikkerhed, der kan formindske de risici, som er forbundet med eksportforretninger, saerligt kreditrisici". I den affattelse af artikel 3, der var gaeldende paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, hed det om formaalet med OND' s virksomhed, at denne skulle "tjene til at fremme udenrigshandelen og belgiske investeringer i udlandet", og til udfoerelse af sine opgaver kunne OND ifoelge artikel 3 navnlig "yde sikkerhed, der kan formindske de risici, saerligt kreditrisici, som er forbundet med udenrigshandel ...". Den naevnte lovgivning opstillede ingen, hverken materielle eller geografiske, begraensninger med hensyn til OND' s virksomhed for saa vidt angaar eksportkreditforsikring.

25 Denne virksomhed er heller ikke senere blevet begraenset ved lov, men ved aendringer i de tidligere naevnte aftaler mellem OND og Cobac. Som anfoert i praemis 4, var den oprindelige aftale mellem OND og Cobac blot en genforsikringsaftale, som imidlertid senere blev afloest af en samarbejdsaftale, hvorved der navnlig skete en opdeling med hensyn til risici og markeder. Ifoelge denne aftale skulle Cobac alene forsikre kommercielle risici i forbindelse med eksport til lande i Vesteuropa, og OND' s virksomhed skulle kun omfatte dette marked i Europa for saa vidt angaar daekning af ganske bestemte former for risici. De to aftaleparter kunne derimod begge forsikre kommercielle risici i forbindelse med eksport til USA og Canada samt risici i forbindelse med visse internationale forretninger.

26 Med virkning fra den 1. februar 1989 blev denne begraensning af OND' s virksomhed ophaevet efter en beslutning, som OND traf efter godkendelse fra de kompetente ministre. Naermere bestemt bemyndigede bestyrelsen den 27. juni 1988 OND' s direktion til at opsige aftalen med Cobac og til at foretage det fornoedne med henblik paa at drive direkte forsikringsvirksomhed paa det europaeiske marked. Efter at vaere blevet forelagt spoergsmaalet af OND' s generaldirektoer den 10. august 1988 anmodede de kompetente ministre den 4. januar 1989 om, at den paataenkte virksomhed i form af forsikring af kommercielle risici i Vesteuropa blev suspenderet indtil den 1. februar 1989. Den 1. februar 1989 godkendte de kompetente ministre indstillingen fra en arbejdsgruppe bestaaende af medarbejdere i deres kabinetter om "at godkende, at OND gradvis og med forsigtighed gaar ind paa dette nye marked".

27 Denne aendrede holdning hos OND og de kompetente ministre medfoerte en udvidelse af OND' s virksomhed til et omraade, inden for hvilket OND rent faktisk havde drevet virksomhed i en tidligere periode, hvis omfang sagens akter imidlertid ikke indeholder praecise oplysninger om. Dette er baggrunden for, at den nationale retsinstans ved sit tredje spoergsmaal har anmodet Domstolen om at afgoere, hvorvidt det maa anses for en indfoerelse eller en aendring af en stoetteforanstaltning, naar en medlemsstat gennem ministerielt udpegede medlemmer af bestyrelsen for en offentligretlig institution understoetter generelle retningslinjer for en politik, hvorved anvendelsesomraadet for en stoetteforanstaltning udvides, eller naar medlemsstaten undlader at modsaette sig en saadan udvidelse.

28 Det bemaerkes herom, at hvad angaar anvendelsen af traktatens artikel 93, stk. 1 og 3, kan spoergsmaalet om, hvorvidt der er blevet indfoert en ny stoetteforanstaltning eller sket en aendring af en eksisterende stoetteordning ° naar stoetten har hjemmel i en tidligere lovgivning, som ikke er blevet aendret ° ikke vurderes paa grundlag af stoettens stoerrelse og navnlig ikke paa grundlag af det stoettebeloeb, som der paa forskellige tidspunkter er tale om for den paagaeldende virksomhed. Om en stoette skal anses for ny eller for en aendring, beror paa de bestemmelser, som hjemler stoetten, og paa de herfor gaeldende naermere vilkaar og graenser.

29 Den beslutning, der traadte i kraft den 1. februar 1989, indebar ikke nogen aendring af den lovgivning, hvorved OND blev tillagt sine privilegier, hverken hvad angaar disses beskaffenhed eller hvad angaar de former for virksomhed fra institutionens side, som var omfattet af privilegierne, idet OND ved loven af 31. august 1939 fik overdraget nogle meget generelt definerede opgaver med henblik paa at formindske risiciene i forbindelse med eksport. Beslutningen paavirker dermed ikke den ved den naevnte lovgivning indfoerte stoetteordning. Beslutningen blev ganske vist truffet efter opsigelsen af samarbejdsaftalen med Cobac, men ingen af de i sagen foreliggende oplysninger lader formode, at eksistensen og indholdet af denne aftale, der kun bandt de to aftaleparter, OND og Cobac, skulle have medfoert en udvidelse af de privilegier, som den belgiske stat havde indroemmet OND ved loven af 31. august 1939.

30 Det er i flere af de skriftlige indlaeg for Domstolen blevet gjort gaeldende, at OND ikke foer den omtvistede beslutning udoevede nogen virksomhed, som var udsat for konkurrence fra private selskabers side, og at stoetten til OND saaledes udelukkende blev ydet til virksomhed paa omraader uden nogen konkurrence. Selv om det, uanset at OND' s virksomhed efter loven af 31. august 1939 var beskrevet meget generelt, antages, at denne tilfaeldige omstaendighed kunne have en vis betydning i denne sag, bemaerkes herom alene, at der ved aftalen mellem OND og Cobac tvaertimod blev indfoert en vis konkurrence mellem de to aftaleparter. Som anfoert i praemis 25, kunne OND og Cobac nemlig begge forsikre kommercielle risici i forbindelse med eksport til USA og Canada tillige med risici i forbindelse med visse internationale forretninger. De eksisterende stoetteforanstaltninger omfattede derfor paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen ikke kun virksomhed paa omraader uden konkurrence.

31 Den beslutning, der traadte i kraft den 1. februar 1989 kan derfor, selv om den udelukkende kunne tilskrives staten, ikke anses for en indfoerelse eller en aendring af stoetteforanstaltninger i den i traktatens artikel 93, stk. 3, forudsatte betydning.

32 I modsat fald ville den paagaeldende medlemsstat vaere forpligtet til at give Kommissionen underretning om foranstaltninger og til at lade disse underkaste en praeventiv kontrol fra Kommissionens side, ikke alene for saa vidt angaar nye stoetteforanstaltninger og aendringer af stoetteforanstaltninger i egentlig forstand til fordel for en virksomhed omfattet af en eksisterende stoetteordning, men ogsaa hvad angaar enhver foranstaltning, der vedroerer virksomhedens aktiviteter, og som kan paavirke faellesmarkedets funktion eller konkurrenceforholdene eller blot det stoettebeloeb, der ydes i en bestemt periode i forbindelse med en stoetteordning, som principielt er fastlagt, men hvis stoettebeloeb noedvendigvis afhaenger af virksomhedens omsaetning. Den yderste konsekvens heraf, naar der er tale om en offentligretlig institution som OND, ville vaere, at enhver ny forsikringsforpligtelse ° som ifoelge de af den belgiske regering under retsmoedet meddelte oplysninger skal forelaegges de kompetente myndigheder ° ville kunne anses for en foranstaltning omfattet af proceduren efter traktatens artikel 93, stk. 3.

33 En saadan fortolkning, der hverken er i overensstemmelse med ordlyden af eller formaalet med denne bestemmelse, og som heller ikke er forenelig med den efter bestemmelsen gaeldende ansvarsfordeling mellem Kommissionen og medlemsstaterne, ville medfoere en usikkerhed med hensyn til retsstillingen for virksomhederne og for medlemsstaterne, som dermed ville vaere forpligtet til at give forudgaaende underretning om foranstaltninger af meget forskellig art, der ikke ville kunne gennemfoeres, selv om de naeppe ville kunne kvalificeres som nye stoetteforanstaltninger. Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen illustrerer Kommissionens optraeden da ogsaa den naevnte usikkerhed, der hersker vedroerende retsstillingen. Kommissionen har nemlig som svar paa det foerste spoergsmaal for Domstolen gjort gaeldende, at der skete en aendring af stoetten til OND, men at Kommissionen efter at have modtaget en klage over de paagaeldende stoetteforanstaltninger og disses lovlighed med virkning fra den 1. februar 1989 ikke ° efter at have anmodet den belgiske regering om oplysninger og i 1991 to gange at have modtaget saadanne ° fandt, at den burde tage stilling til spoergsmaalet.

34 Stoette, der ydes under de i forelaeggelsesdommen angivne omstaendigheder, skal, naar der er tale om stoetteforanstaltninger omfattet af en foer traktatens ikrafttraedelse gaeldende stoetteordning, vaere genstand for en loebende undersoegelse, jf. artikel 93, stk. 1. En saadan undersoegelse, som det er Kommissionens ansvar at ivaerksaette, kan foere til, at Kommissionen foreslaar den paagaeldende medlemsstat saadanne foranstaltninger, som faellesmarkedets funktion kraever, og i givet fald til, at Kommissionen efter at have ivaerksat proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2, traeffer bestemmelse om, at en stoette, som den finder uforenelig med faellesmarkedet, skal ophaeves eller aendres.

35 Det foerste og det tredje spoergsmaal maa herefter besvares med, at traktatens artikel 93, stk. 3, skal fortolkes saaledes, at en udvidelse under omstaendigheder som de i forelaeggelsesdommen angivne af den virksomhed, der udoeves af en offentligretlig institution, som modtager statsstoette i henhold til en foer traktatens ikrafttraedelse gaeldende lovgivning, naar den ikke paavirker indholdet af den ved denne lovgivning indfoerte stoetteordning, ikke kan anses for en indfoerelse eller en aendring af en stoetteforanstaltning, der er underlagt forpligtelsen til forudgaaende underretning og gennemfoerelsesforbuddet i denne bestemmelse.

Andet spoergsmaal

36 Naar henses til besvarelsen af det foerste og det tredje spoergsmaal, er det ufornoedent at besvare det andet spoergsmaal.

Sagens omkostninger

37 De udgifter, der er afholdt af den franske og den nederlandske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Cour d' appel de Bruxelles ved dom af 5. februar 1993, for ret:

1) Traktatens artikel 93, stk. 3, skal fortolkes saaledes, at en udvidelse under omstaendigheder som de i forelaeggelsesdommen angivne af den virksomhed, der udoeves af en offentligretlig institution, som modtager statsstoette i henhold til en foer traktatens ikrafttraedelse gaeldende lovgivning, naar den ikke paavirker indholdet af den ved denne lovgivning indfoerte stoetteordning, ikke kan anses for en indfoerelse eller en aendring af en stoetteforanstaltning, der er underlagt forpligtelsen til forudgaaende underretning og gennemfoerelsesforbuddet i denne bestemmelse.

2) Det er ufornoedent at besvare det andet spoergsmaal fra den nationale retsinstans.