61993J0013

++++

Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar - ligebehandling - direktiv 76/207 - artikel 5 - direkte virkning - national bestemmelse om forbud mod natarbejde for baade maend og kvinder, men med differentierede undtagelsesbestemmelser for de to koen - ulovlig naar forskellen ikke er begrundet i hensynet til beskyttelse af kvinder - nationale domstoles funktion, saafremt der i henhold til konventioner, der er indgaaet foer EOEF-traktatens ikrafttraedelse, bestaar forpligtelser over for tredjelande, der er uforenelige med forpligtelserne i henhold til artikel 5 - anvendelse af reglen om forrang i traktatens artikel 234

(EOEF-traktaten, art. 234, stk. 1; Raadets direktiv 76/207, art. 5)

Artikel 5 i direktiv 76/207 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar er til hinder for, at en medlemsstat, hvor hverken maend eller kvinder maa arbejde om natten, opretholder differentierede undtagelsesbestemmelser, som navnlig er forskellige med hensyn til proceduren for deres fastsaettelse og varigheden af det tilladte natarbejde, naar en saadan ulige behandling ikke er begrundet i hensynet til beskyttelse af kvinder, saerlig i forbindelse med graviditet og moderskab.

De nationale domstole har pligt til at sikre, at direktivets artikel 5 overholdes fuldt ud, og de skal undlade at anvende enhver herimod stridende bestemmelse i den nationale lovgivning, medmindre det er noedvendigt at anvende en saadan bestemmelse for at sikre, at den paagaeldende medlemsstat, jf. traktatens artikel 234, stk. 1, opfylder sine forpligtelser i henhold til en konvention, der er indgaaet med tredjelande foer traktatens ikrafttraedelse.

Med henblik paa afgoerelsen af, i hvilket omfang saadanne forpligtelser er til hinder for, at direktivets artikel 5 finder anvendelse, henhoerer det ikke under Domstolens kompetence i forbindelse med en praejudiciel forelaeggelse, men under den nationale ret at tage stilling til, dels hvilke forpligtelser den beroerte medlemsstat saaledes skal overholde i henhold til en paa et tidligere tidspunkt indgaaet international konvention, dels om formaalet med de omhandlede nationale bestemmelser er at gennemfoere dem.

1 Ved dom af 8. januar 1993, indgaaet til Domstolen den 15. januar s.aa., har Cour du travail de Liège i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 5 i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40, herefter benaevnt "direktivet").

2 Spoergsmaalet er stillet under en sag mellem Madeleine Minne og Belgiens Office national de l' emploi (herefter benaevnt "Onem") om udbetaling af arbejdsloeshedsydelser.

3 I perioden 15. juli 1986 - 31. marts 1990 arbejdede Madeleine Minne, som har bopael i Belgien, i Capellen (Luxembourg) i hotelbranchen, hvor hun ogsaa skulle arbejde om natten. Hun fratraadte sit arbejde efter at vaere flyttet til Liège-provinsen (Belgien), hvor hun anmodede om at faa udbetalt arbejdsloeshedsydelser med virkning fra den 2. april 1990.

4 Onem afviste at udbetale hende de naevnte ydelser med henvisning til, at hun havde erklaeret, at hun af familiemaessige grunde ikke laengere var villig til at arbejde om natten.

5 Tribunal du travail de Verviers, som behandlede sagen i foerste instans, fastslog, at Onem' s afgoerelse var ubegrundet, idet kvinder efter belgisk lovgivning ikke maa arbejde i hotelbranchen mellem midnat og kl. 6 om morgenen.

6 I artikel 35 i den belgiske lov om arbejdsforhold af 16. marts 1971 (Moniteur belge (belgiske lovtidende) af 30.3.1971, s. 3931, berigtiget i Moniteur belge af 12.10.1971, s. 12039) defineres natarbejde som "arbejde, der udfoeres mellem kl. 20 og kl. 6". I lovens artikel 36, stk. 1, foerste og andet afsnit, hedder det videre:

"1. Kvindelige arbejdstagere og unge mandlige arbejdstagere maa ikke arbejde om natten.

Ministeren kan ved udfaerdigelse af kongelig anordning i fornoedent omfang og paa betingelser, han fastsaetter, meddele tilladelse til, at der arbejdes om natten i visse brancher, virksomheder eller erhverv med henblik paa udfoerelsen af naermere angivent arbejde eller for visse kategorier af kvindelige arbejdstagere og unge mandlige arbejdstagere."

Endelig bestemmer lovens artikel 37:

"Andre arbejdstagere end de i artikel 36, stk. 1, omhandlede, som er omfattet af anvendelsesomraadet for kapitel III, afsnit II, saaledes som det er defineret i artikel 1, 3 og 4, eller i medfoer heraf, maa ikke arbejde om natten, undtagen:

1 paa hoteller, moteller, campingpladser, i restauranter, restaurationsvirksomheder, cateringvirksomheder, caféer og udskaenkningssteder i oevrigt

2 i teatre og offentlige forlystelsesetablissementer

3 i bladhuse

...

19 i bagerier og konditorier."

Med hjemmel i lovens artikel 36, stk. 1, andet afsnit, indeholder arrêté royal (kongelig anordning) af 24. december 1968 om kvinders arbejde (opretholdt ved artikel 65, stk. 1, i lov af 16.3.1971) i artikel 5 (den private sektor) og artikel 6 (den offentlige sektor) undtagelser fra forbuddet mod natarbejde, som kun gaelder for kvindelige arbejdstagere. Artikel 5 bestemmer bl.a.:

"Kvindelige arbejdstagere, der er fyldt 18 aar, maa arbejde om natten paa foelgende betingelser:

...

C. indtil midnat:

1 kvindelige arbejdstagere, som er beskaeftiget paa hoteller, moteller, campingpladser, i restauranter, restaurationsvirksomheder, cateringvirksomheder, caféer og udskaenkningssteder i oevrigt, og som ikke henhoerer under Commission paritaire nationale de l' industrie hôtelière (' Det Nationale Faellesudvalg for Hotelbranchen' )

...

F. I virksomheder, som henhoerer under Commission paritaire nationale de l' industrie hôtelière:

1 indtil midnat:

a) servitricer, dog kun saafremt de i loebet af dagen har en pause paa fire timer, saafremt de er paa kost i virksomheden, ellers fem timer

b) stuepiger, en for hver fem, dog mindst en stuepige pr. virksomhed

c) kvindelige arbejdstagere, der er beskaeftiget i garderober og paa toiletter, idet de dog ikke maa arbejde mere end otte timer pr. dag

d) kvindelige arbejdstagere, som er paa fast loen, og som er beskaeftiget med anretning, buffetarbejde, ved kaffemaskinen, med opvask, som koekkenmedhjaelp eller kokke

e) kvindelige arbejdstagere med beskaeftigelse paa kursteder og sanatorier samt i turistomraader, op til 60 gange pr. kalenderaar.

..."

7 Efter at Tribunal de Verviers havde annulleret den administrative afgoerelse, indankede Onem sagen for Cour du travail de Liège. Cour du travail fandt det tvivlsomt, om belgisk lovgivning er i overensstemmelse med faellesskabsretten. Den har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Er en medlemsstat, som i sin interne retsorden har fastsat et principielt og generelt forbud mod natarbejde for baade mandlige og kvindelige arbejdstagere, i henhold til artikel 5 i direktiv 76/207/EOEF forpligtet til at gennemfoere en fuldstaendig lighed med hensyn til de undtagelser, der er fastsat for de to grupper arbejdstagere, medmindre der kan paavises en grund til, at maend og kvinder skal behandles forskelligt, og til ikke at indfoere differentierede ordninger for kvinder og maend med hensyn til undtagelserne, som i det vaesentlige er forskellige med hensyn til proceduren for fastsaettelsen af undtagelserne og varigheden af det tilladte natarbejde, saaledes som de i belgisk ret er udformet i artikel 36 og 37 i lov af 16. marts 1971 om arbejdsforhold og artikel 5 og 6 i arrêté royal af 24. december 1968 om kvinders arbejde?"

8 Indledningsvis bemaerkes, at den nationale retsinstans i det vaesentlige oensker oplyst, om direktivets artikel 5 er til hinder for, at en medlemsstat, hvor hverken maend eller kvinder maa arbejde om natten, opretholder differentierede ordninger med hensyn til undtagelserne for de to koen.

9 I dom af 25. juli 1991 (sag C-345/89, Stoeckel, Sml. I, s. 4047) fastslog Domstolen, at direktivets artikel 5 er tilstraekkelig praecis til, at en medlemsstat ikke ved lov principielt kan forbyde, at kvinder arbejder om natten - selv om der er fastsat undtagelser - naar det ikke er forbudt, at maend arbejder om natten.

10 I den foreliggende sag er der i modsaetning til ovennaevnte sag dog ikke forskelsbehandling med hensyn til det principielle forbud mod natarbejde, som finder anvendelse uden forskel paa maend og kvinder, men for saa vidt angaar undtagelserne fra forbuddet. Det fremgaar naermere af forelaeggelsesdommen, at forskellen mellem undtagelserne ikke saa meget ligger i deres antal og art, men derimod i, hvorledes de fastsaettes, og hvilke vilkaar de er undergivet. Saaledes er undtagelserne direkte opregnet i loven for mandlige arbejdstageres vedkommende, mens de for kvindelige arbejdstagere i medfoer af lovens artikel 36, stk. 1, fastsaettes i en arrêté royal. Derudover er det for saa vidt angaar kvindelige arbejdstagere i visse tilfaelde fastsat, at de kun maa arbejde bestemte timer om natten, hvilket ikke er tilfaeldet for mandlige arbejdstagere.

11 Spoergsmaalet er, om denne ulige behandling er begrundet ud fra direktivets artikel 2, stk. 3, hvorefter direktivet ikke er til hinder for bestemmelser vedroerende beskyttelse af kvinder, saerlig i forbindelse med graviditet og moderskab. Som Domstolen fastslog i dom af 15. maj 1986 (sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 44), fremgaar det af henvisningen til svangerskab og moderskab, at formaalet med direktivet dels er at beskytte kvindens fysiske tilstand, dels det saerlige forhold mellem moderen og barnet.

12 Som ogsaa den forelaeggende retsinstans har bemaerket, fremgaar det ikke af de omtvistede lovbestemmelser, at forskellen mellem de to undtagelsesordninger er begrundet i hensynet til beskyttelse af kvindens fysiske tilstand eller det saerlige forhold mellem moderen og barnet. Den ulige behandling kan herefter ikke antages at vaere begrundet i henhold til direktivets artikel 2, stk. 3.

13 Det foelger af det anfoerte, at direktivets artikel 5, stk. 1, er til hinder for, at en medlemsstat i sin lovgivning opretholder undtagelser fra et generelt forbud mod natarbejde, hvor de naermere betingelser er mere restriktive for kvinder end for maend, og som ikke kan begrundes ud fra hensynet til beskyttelse af kvindens fysiske tilstand eller det saerlige forhold mellem moderen og barnet.

14 Det bemaerkes imidlertid, at der i forelaeggelsesdommen henvises til flere konventioner om kvinders natarbejde, som er bindende for den belgiske stat, herunder ILO-konvention nr. 89 af 9. juli 1948 om kvinders natarbejde i industrien (herefter benaevnt "konvention nr. 89"), ratificeret af Kongeriget Belgien ved lov af 21. marts 1952 (Moniteur belge af 22.6.1952, s. 4690). I sit indlaeg har den tyske regering anfoert, at Kongeriget Belgien var bundet til at opfylde sine forpligtelser i henhold til naevnte konvention, og at Belgien derfor i medfoer af EOEF-traktatens artikel 234, stk. 1, kunne undlade at anvende direktivet i det omfang, det er i strid med konvention nr. 89.

15 Hertil bemaerkes, idet det er ufornoedent at tage stilling til, om det konkrete sagsforhold er omfattet af konventionen, at Kongeriget Belgien har opsagt konventionen med henblik paa at efterkomme sine faellesskabsretlige forpligtelser.

16 Endvidere bemaerkes, at det ikke paa grundlag af forelaeggelsesdommen kan fastslaas, i hvilket omfang formaalet med de nationale bestemmelser, som maatte vise sig at vaere uforenelige med direktivets artikel 5, var at gennemfoere konvention nr. 89.

17 Den tyske regering har anfoert, at opsigelsen af konventionen foerst fik retsvirkning i februar 1993, dvs. efter tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen. Hertil bemaerkes, at Domstolen i dom af 2. august 1993 (sag C-158/91, Levy, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser) fastslog, at de nationale domstole har pligt til at sikre, at direktivets artikel 5 overholdes fuldt ud, og de skal undlade at anvende enhver herimod stridende bestemmelse i den nationale lovgivning, medmindre det er noedvendigt at anvende en saadan bestemmelse for at sikre, at den paagaeldende medlemsstat, jf. traktatens artikel 234, stk. 1, opfylder sine forpligtelser i henhold til en konvention, der er indgaaet med tredjelande foer traktatens ikrafttraedelse.

18 Med henblik paa afgoerelsen af, i hvilket omfang saadanne forpligtelser er til hinder for, at direktivets artikel 5 finder anvendelse, henhoerer det ikke under Domstolens kompetence i forbindelse med en praejudiciel forelaeggelse, men under den nationale ret at tage stilling til, dels hvilke forpligtelser den beroerte medlemsstat saaledes skal overholde i henhold til en paa et tidligere tidspunkt indgaaet international konvention, dels om formaalet med de omhandlede nationale bestemmelser er at gennemfoere dem.

19 Det praejudicielle spoergsmaal maa herefter besvares med, at artikel 5 i direktiv 76/207 er til hinder for, at en medlemsstat, hvor hverken maend eller kvinder maa arbejde om natten, opretholder differentierede undtagelsesbestemmelser, som navnlig er forskellige med hensyn til proceduren for deres fastsaettelse og varigheden af det tilladte natarbejde, naar en saadan ulige behandling ikke er begrundet i hensynet til beskyttelse af kvinder, saerlig i forbindelse med graviditet og moderskab. I det omfang de nationale bestemmelser er vedtaget for at sikre, at medlemsstaten opfylder sine forpligtelser i henhold til en konvention, der er indgaaet med tredjelande foer traktatens ikrafttraedelse, kan direktivets artikel 5 ikke finde anvendelse.

Sagens omkostninger

20 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Cour du travail de Liège ved dom af 8. januar 1993, for ret:

Artikel 5 i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar er til hinder for, at en medlemsstat, hvor hverken maend eller kvinder maa arbejde om natten, opretholder differentierede undtagelsesbestemmelser, som navnlig er forskellige med hensyn til proceduren for deres fastsaettelse og varigheden af det tilladte natarbejde, naar en saadan ulige behandling ikke er begrundet i hensynet til beskyttelse af kvinder, saerlig i forbindelse med graviditet og moderskab. I det omfang de nationale bestemmelser er vedtaget for at sikre, at medlemsstaten opfylder sine forpligtelser i henhold til en konvention, der er indgaaet med tredjelande foer traktatens ikrafttraedelse, kan direktivets artikel 5 ikke finde anvendelse.