61993C0069

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1.De foreliggende forenede sager vedroerer anmodninger indgivet af Pretura Circondariale di Roma, Castenuovo di Porto Afdeling (herefter benaevnt "Pretura"), om, at Domstolen traeffer praejudiciel afgoerelse om, hvorvidt den italienske lov nr. 558 af 28. juli 1971 (1) er forenelig med EF-traktatens artikel 30 og 36.

De italienske bestemmelser om butikstid

2.Lov nr. 558 indeholder bestemmelser om den almindelige butikstid i detailhandelen. I henhold til lovens artikel 1, stk. 2, litra a), maa butikker ikke holde aabent paa soen- og helligdage. Ifoelge artikel 2 omfatter forbudsbestemmelsen ogsaa "lokale markeder, vandrehandel, der ikke udgaar fra faste salgssteder, og generelt, enhver form for erhvervsvirksomhed, der udoeves fra faste eller ikke-faste salgssteder".

Lovens artikel 10 bestemmer, at der ifaldes administrative sanktioner, saafremt loven overtraedes. I gentagelsestilfaelde kan det desuden paalaegges virksomheden at holde lukket i op til femten dage.

3.Lov nr. 558 indeholder undtagelsesbestemmelser for saa vidt angaar saerlige varer eller varegrupper, saerlige omraader og saerlige perioder. Med hensyn til de saerlige varer og varegrupper er butikker, som saelger varer, der er omfattet af et monopol, samt aviskiosker og servicestationer langs motorvejene ikke omfattet af lovens forbudsbestemmelser, mens restauranter og konditorier kan meddeles dispensation (2). Endvidere maa der saelges blomster om formiddagen paa soendage samt paa helligdage, som falder paa hverdage (3), ligesom ogsaa bagerier maa holde aabent om formiddagen paa de samme dage (4).

Med hensyn til de saerlige omraader maa der paa soen- og helligdage afholdes markeder, og butikkerne maa holde aabent i kommuner, "hvor der traditionelt er vandrehandel, der ikke udgaar fra faste salgssteder" (5), og i omraader, der er anerkendt som omraader, hvis oekonomi beror paa turisme (men da kun i perioder "med en betydelig turisttilstroemning") (6). Butikker paa campingpladser, i feriebyer og turistcentre, paa stationer, i lystbaadehavne og i lufthavne er heller ikke omfattet af forbudsbestemmelserne (7).

Med hensyn til saerlige perioder kan regionerne fravige bestemmelserne om butikstid, naar der er sammenhaengende helligdage (8), til jul og naar der afholdes lokale fester (9).

4.Lov nr. 558 er en rammelov, hvorefter det er overladt de enkelte regioner at gennemfoere de ovenfor naevnte principper. Regionerne fastsaetter de saerlige bestemmelser om butikstid i love eller regionale beslutninger, som f.eks. lov nr. 58/1971 og lov nr. 37/1978 fra regionen Lazio og afgoerelse nr. 839 af 10. oktober 1983 fra Raadet for Regionen Veneto, som hovedsagerne drejer sig om. Det tilkommer borgmestrene i de kommuner, hvor butikkerne ligger, at paalaegge sanktionerne for overtraedelse af de gaeldende bestemmelser.

De faktiske omstaendigheder og de praejudicielle spoergsmaal

5.Punto Casa SpA driver et supermarked i Capena og har omkring 100 ansatte. Supermarkedet er lukket om mandagen, men holder aabent paa soen- og helligdage. Det fremgaar af forelaeggelseskendelsen, at omsaetningen om soendagen udgoer omkring halvdelen af den samlede omsaetning. Borgmesteren i Capena kommune havde fire gange paalagt supermarkedet at lukke om soendagen paa grund af de gentagne overtraedelser af det forbud mod soendagsaabning, der er fastsat i lov nr. 558 og i de regionale love nr. 58/1971 og 37/1978 for regionen Lazio.

Promozioni Polivalenti Venete Soc. coop. arl (herefter benaevnt "PPV") driver et butikscenter ° efter selskabets egne oplysninger er der her tale om det stoerste af sin art i Italien ° i Torri di Quartesolo (6 km uden for Vicenza), som er et omraade, der er anerkendt som et omraade, hvis oekonomi er afhaengig af turisme. I butikscentret er der omkring 100 detailforretninger. Selv om naesten alle disse forretninger er lukket om soendagen, udgoer det antal kunder, der kommer i butikscentret om soendagen, ifoelge Pretura omkring en fjerdedel af de kunder, der kommer i centret paa ugens seks oevrige dage til sammen. Ved skrivelse af 10. marts 1993 til borgmesteren i Torri di Quartesolo "paapegede [PPV], at centret havde ret" til at holde aabent paa soen- og helligdage. Som svar paa skrivelsen truede borgmesteren med at bringe de sanktioner i anvendelse, der er fastsat i lov nr. 558 og i afgoerelse nr. 839 fra Raadet for Regionen Veneto.

6.Baade Punto Casa og PPV anlagde herefter sag ved Pretura med paastand om, at det i form af en foreloebig forholdsregel blev paalagt myndighederne i Capena og Torri di Quartesolo kommuner indtil videre ikke at bringe bestemmelserne om obligatorisk lukning paa soen- og helligdage i anvendelse. Pretura Circondariale di Roma forelagde herefter foelgende to praejudicielle spoergsmaal for Domstolen:

"1)Udgoer en national bestemmelse, hvorefter detailforretninger (medmindre de handler med bestemte varer) ikke maa holde aabent om soendagen, mens det ikke er forbudt at arbejde om soendagen, og hvorefter de forretninger, der overtraeder ovennaevnte forpligtelse, som sanktion paalaegges lukning, hvilket medfoerer et maerkbart faldende salg i naevnte forretninger, herunder salget af produkter fremstillet i andre EF-stater med en deraf foelgende nedgang i importen fra disse stater

a) en foranstaltning med tilsvarende virkning som en indfoerselsrestriktion i henhold til Rom-traktatens artikel 30 og de senere faellesskabsbestemmelser, der er udstedt i medfoer af de i naevnte artikel fastlagte principper

b) et middel til vilkaarlig forskelsbehandling eller en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne

c) eller en foranstaltning, der ikke staar i et rimeligt forhold til det maal, der forfoelges med den nationale bestemmelse,

naar det laegges til grund, at

° der i supermarkederne normalt saelges flere varer fra andre EF-stater end i mindre og mellemstore forretninger

° den omsaetning, supermarkederne har om soendagen, ikke kan udlignes ved koeb, som kunderne i stedet foretager paa andre af ugens dage, da disse foretages i forretninger, som hovedsagelig forsyner sig hos indenlandske producenter?

2)Saafremt det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende, oenskes det oplyst, om den i henhold til ovennaevnte nationale bestemmelse trufne foranstaltning falder ind under de undtagelser fra artikel 30, der er fastsat i Rom-traktatens artikel 36, eller under andre undtagelsesbestemmelser i faellesskabsretten?"

Besvarelse af de praejudicielle spoergsmaal

7.Det foerste praejudicielle spoergsmaal drejer sig om, hvorvidt nationale bestemmelser om butikstid som f.eks. de italienske er forenelige med EF-traktatens artikel 30. Tilsyneladende overbevist om de argumenter, Punto Casa og PPV fremfoerte, fastslog Pretura i spoergsmaalene og i begrundelsen for at forelaegge dem, at de italienske bestemmelser a) maa antages at medfoere en nedgang i importen af varer fra andre medlemsstater og b) ikke er begrundet ud fra sociale hensyn, idet det efter bestemmelserne ikke er forbudt at arbejde paa soen- og helligdage. Endvidere har den nationale retsinstans understreget, at bestemmelserne om butikstid c) rammer de store virksomheder haardere end andre kategorier af erhvervsdrivende.

8.Jeg har allerede behandlet alle de argumenter, der er fremfoert i denne sag, i mit forslag til afgoerelse af 16. marts 1994 i de forenede sager Tankstation 't Heukske VOF (sag C-401/92) og J. B. E. Boermans (sag C-402/92). Ogsaa disse sager vedroerer nationale bestemmelser om butikstid, hvor det var gjort gaeldende, at de kunne paavirke indfoerslen af varer fra andre medlemsstater. Ogsaa i de sager var det anfoert, at de paagaeldende nationale bestemmelser ikke kunne begrundes ud fra sociale hensyn (fordi det efter bestemmelserne ikke var forbudt at arbejde, men kun at saelge visse varer), og at de ramte visse erhvervsdrivende haardere end andre.

I ovennaevnte forslag til afgoerelse af 16. marts 1994 gjorde jeg med henvisning til Domstolens domme af 24. november 1993 i Keck og Mithouard-sagerne (10) og af 15. december 1993 i Huenermund-sagen (11) naermere rede for, hvorfor EF-traktatens artikel 30 efter min opfattelse ikke finder anvendelse paa nationale bestemmelser om butikstid, der, som det er tilfaeldet med de i sagen her omhandlede bestemmelser, finder anvendelse paa samme maade over for alle de erhvervsdrivende (herunder erhvervsdrivende fra andre medlemsstater), der udoever virksomhed i indlandet, og som retligt og, set som helhed, ogsaa faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade, og, stadig set under ét, heller ikke paa anden maade begraenser samhandelen inden for Faellesskabet. Jeg skal her navnlig henvise til punkt 18-29 i mit forslag til afgoerelse.

9.For saa vidt angaar de tre ovenfor (under punkt 7) naevnte forhold, som Pretura har omtalt, skal jeg endnu en gang fremhaeve, hvad jeg bemaerkede i mit forslag til afgoerelse af 16. marts 1994. For det foerste fremgaar det af dommen i Keck og Mithouard-sagerne, at den omstaendighed, at nationale bestemmelser kan begraense salget af varer fra andre medlemsstater, ikke i sig selv er tilstraekkelig til, at saadanne bestemmelser kan betegnes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion (12).

Endvidere er forholdet det, at saafremt EF-traktatens artikel 30 ikke finder anvendelse paa nationale bestemmelser, er det ufornoedent at undersoege, om saadanne bestemmelser er begrundet ud fra et tvingende hensyn (13). Spoergsmaalet om, hvorvidt der med de italienske bestemmelser om butikstid forfoelges begrundede hensyn til social beskyttelse, kan ikke tages i betragtning i den foreliggende sag, lige saa lidt som hele det andet praejudicielle spoergsmaal, der ogsaa vedroerer dette aspekt.

Endelig kan det ikke udledes af den blotte omstaendighed, at nationale bestemmelser om butikstid ikke finder anvendelse paa alle kategorier af erhvervsdrivende paa samme maade, at saadanne bestemmelser ikke opfylder de betingelser, der i dommen i Keck og Mithouard-sagerne blev opstillet, for, at EF-traktatens artikel 30 ikke finder anvendelse. Disse betingelser forudsaetter, at de paagaeldende nationale bestemmelser ikke i nogen henseender kan medfoere, at det er vanskeligere for de erhvervsdrivende fra andre medlemsstater end for de indenlandske erhvervsdrivende at faa adgang til den medlemsstat, der har udstedt bestemmelserne (14), at de efter deres ordlyd og formaal finder anvendelse paa samme maade paa indenlandsk fremstillede varer og indfoerte varer, og at de, set under ét, ogsaa bedoemt ud fra deres virkninger, ikke kan medfoere, at indenlandsk fremstillede og indfoerte varer stilles forskelligt med hensyn til adgangen til markedet (15). Det fremgaar ikke af nogen af de oplysninger, der foreligger for Domstolen (og heller ikke af rapporten fra "Autorità Garante delle Concorrenza e del Mercato" ("Konkurrenceraadet"), som Punto Casa og PPV har vedlagt som bilag til deres skriftlige indlaeg), at bestemmelser om butikstid som dem, hovedsagerne drejer sig om, ikke skulle opfylde de ovenfor naevnte betingelser, eller at de, set under ét, paa anden maade skulle begraense samhandelen inden for Faellesskabet.

Forslag til afgoerelse

10.Sammenfattende skal jeg herefter foreslaa, at de spoergsmaal, Pretura Circondariale di Roma har forelagt, besvares som foelger:

"EF-traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den ikke omfatter nationale bestemmelser om butikstid, der, som det er tilfaeldet med de i hovedsagerne omtvistede bestemmelser, finder anvendelse paa samme maade over for alle erhvervsdrivende (herunder erhvervsdrivende fra de oevrige medlemsstater), der udoever virksomhed i indlandet, som retligt og, set under ét, ogsaa faktisk paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade, og som, stadig set under ét, heller ikke i andre henseender begraenser indfoerte varers mulighed for at faa adgang til markedet."

(*) Originalsprog: nederlandsk.

(1) ° Offentliggjort i GURI nr. 200 af 9.8.1971.

(2) ° Artikel 6, stk. 1 og 2, i lov nr. 558.

(3) ° Artikel 6, stk. 3.

(4) ° Artikel 1, stk. 2, litra a).

(5) ° Artikel 2, stk. 1 og 3.

(6) ° Artikel 3.

(7) ° Artikel 6, stk. 1.

(8) ° Det kan saaledes bestemmes, at butikker, der handler med levnedsmidler, maa holde aabent om morgenen paa den helligdag, der passer bedst [jf. artikel 1, stk. 2, litra d)].

(9) ° Artikel 4.

(10) ° Forenede sager C-267/91 og C-268/91, Sml. I, s. 6097.

(11) ° Sag C-292/92, Sml. I, s. 6787.

(12) ° Jf. dommen i Keck og Mithouard-sagerne, praemis 13, og punkt 22 i forslaget til afgoerelse af 16.3.1994.

(13) ° Jf. punkt 26 i forslaget til afgoerelse af 16.3.1994.

(14) ° Jf. punkt 21 i forslaget til afgoerelse af 16.3.1994.

(15) ° Jf. punkt 23 i forslaget til afgoerelse af 16.3.1994.